2 minute read
PERMANENT MAKEUP
Permanent makeup - ER DET LOVLIGT AT TATOVERE FREGNER OG SKØNHEDSPLETTER?
Af Anne-Mette Bykær Lunde
MODEN SÆTTER I HØJ GRAD OGSÅ SIT PRÆG PÅ SKØNHEDSBRANCHEN. HVAD ENTEN TRENDEN FX ER PJUSKEDE MØRKE ØJENBRYN, LANGE BUKKEDE VIPPER MED MØRK VIPPEKANT ELLER MASSER AF FREGNER ELLER SKØNHEDSPLETTER I ANSIGTET. DET KAN VÆRE FRISTENDE FOR KOSMETISKE TATOVØRER AT IMØDEKOMME KUNDENS ØNSKER, MEN DET ER GANSKE ENKELT ULOVLIGT, AT TATOVERE ANDET END ØJENBRYN, ØJENLÅG SAMT LÆBER I ANSIGTET.
Fregner har længe været en trend især på de sociale medier, hvor det er blevet populært, at bruge filtre på sine billeder, der giver dig fregner. Mange deler desuden videoer og billeder af, hvordan de selv tegner fregner med en blyantspen eller bruger nål og blæk. Men drømmen om de små prikker på næseryg og kinder får også unge til, at henvende sig på skønhedsklinikker for, at få lavet fregner som permanent makeup.
Permanent makeup er en form for kosmetisk tatovering. Men til forskel fra almindelige tatoveringer foregår de ikke i de dybe hudlag, og derfor varer permanent makeup maksimum fem år, da pigmentfarverne forsvinder.
Ifølge dansk lovgivning er det ulovligt, at lave permanente fregner og ligeledes skønhedspletter. Er du uddannet kosmetisk tatovør er det lovligt at tatovere øjenbryn, hårbund, øvre- og nedre øjenlåg samt læber, mens det ikke er tilladt, at tatovere i resten af ansigtet - heller ikke fregner eller en falmet skønhedsplet.
Kosmetiske tatovører vælger sommetider, at imødekomme kundernes ønske om, at tatovere de trendsættende fregner eller få tegnet skønhedspletter i ansigtet, men det er ganske enkelt ifølge Sundhedsministeriet ulovligt. Og hvis det opdages, kan den enkelte klinik i værste fald se sig nødsaget til, at dreje nøglen om.
Ifølge formand for DKF og Danske Kosmetiske Tatovørers Brancheforening, Helle Bach, henvender mange kosmetologer sig for, at få stillet spørgsmål om, hvad man må og ikke må. ”Kosmetiske tatovører er ikke altid godt nok oplyste omkring den forholdsvis nye lovgivning, og det tager tid før de kosmetiske tatovører er helt bevidste omkring, hvad der er lovligt”, siger Helle Bach.
For at få en autorisation som kosmetisk tatovør skal der fremvises diplomer, timer og uddannelser, og du har selv et ansvar som kosmetisk tatovør for at følge med i, hvad der er lovligt. ”Vi vejleder alle der spørger ind til, hvad der er lovligt, men er du i tvivl om det fx er lovligt, at lave fregner eller skønhedspletter, så husk at rådføre dig”, siger Helle Bach.
”Opdager du, at en kollage i branchen annoncerer for ulovlige behandlinger, så indberet det. Det er ekstremt vigtigt, at vi når i mål med lovgivningen, og at det bliver håndhævet fremadrettet, at det eksempelvis er ulovligt at lave fregner og skønhedspletter”, pointerer Helle Bach.