Øjen i mørket

90 mm

147 mm

par dage senere dukker et lignende offer op et andet sted i London. Kriminalkommissær Erika Foster sættes på sagen, og snart afsløres konturerne af en uhyggeligt velforberedt seriemorder, der årvågent iagttager sine ofre. på krimihylden” LITTERATURSIDEN.DK

♥♥♥♥ BOGNØRDEN.DK

Men hvorfor er alle ofrene enlige mænd? Hvorfor henligger deres fortid i skygge? Og hvad er deres forbindelse til morderen? Mens Erika forsøger at finde svarene, retter morderen sit blik mod hende.

Øjne i mørket er anden del af den verdensomspændende bestseller-serie om kriminalkommissær Erika Foster, der frygtløst begiver sig ind i Londons kriminelle underverden.

HHHH BØRSEN

POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

ROBERT BRYNDZA er oprindeligt skuespiller, men siden hans to første bøger strøg direkte ind på Amazons bestsellerliste, har han levet af at være forfatter. Den første bog i Erika Fosterserien, Pigen i isen, har solgt over en million eksemplarer og udgives i 21 lande.

K R I M I

ISBN 978-87-400-4140-8

9 788740 041408

90 mm

INTERNATIONAL BESTSELLER

P O L I T I K E N S FO R L AG

220 mm

”Erika Foster er et frisk nyt pust

ØJNE I MØRKET

En læge findes død i sin seng, kvalt, bagbundet og med en plasticpose over hovedet. Et

147 mm

ROBERT BRYNDZA

Han er nøgen. Han ligger fladt på ryggen, og en plasticpose er bundet stramt om hovedet på ham.

Hans øjne er åbne og bulner grotesk mod den gennemsigtige plastic.

29,5 mm

ØJNE I MØRKET

Øjne i mørket.indd 1

23/04/2018 20.05

Robert Bryndza

Øjne i mørket

På dansk ved Michael Krefeld

POLITIKENS FORLAG

Øjne i mørket.indd 3

23/04/2018 20.05

Nu går dagens lyse børn til ro, og nattens mørke hær på rov sig skynder.

Øjne i mørket.indd 5

W illiam S hakespeare , M acbeth

23/04/2018 20.05

Kapitel 1 Det var en kvælende varm sommeraften sidst i juni. Den sortklædte skikkelse gled ubesværet gennem mørket. Fødderne lavede knap en lyd på den smalle sti, mens løberen dukkede og snoede sig yndefuldt for at undgå kontakt med de tætte træer og buske. Det var, som om en skygge fejede tyst hen over bladene.

Nattehimlen var en tynd strimmel mellem trækronerne højt oppe; lysskæret fra storbyen henlagde underskoven i tusmørkenuancer.

Den lille, skyggelignende skikkelse kom til en åbning i underskoven på højre side og standsede brat op, stivnede med tilbageholdt åndedræt og hamrende hjerte.

De stroboskopiske blåhvide lyn oplyste omgivelserne, da toget 19.39 til London Bridge skiftede fra diesel til elektricitet og strakte metalarmene op mod køreledningerne ovenover. Skyggen dukkede sig, mens de tomme, oplyste vogne skramlede forbi. Det lynede to gange til, så var toget passeret, og den smalle stribe underskov lå hen i mørke igen.

Skyggen satte atter i løb med lydløse, glidende bevægelser hen ad stien, der fortsatte i en blød bue væk fra togsporene. Det begyndte at tynde ud i træerne på venstre side, og en stribe rækkehuse dukkede op. Kortvarige indtryk af baghaver, velholdte mørke strimler med møbler, redskabsskure, gyngestativer – alt stivnet i den tykke aftenluft.

Og så dukkede huset op, et victoriansk rækkehus som de andre i den lange stribe, tre etager i lyse mursten, men her havde ejeren bygget en stor udestue til, der stak ud i baghaven. Skyggen kendte 7

Øjne i mørket.indd 7

23/04/2018 20.05

husets grundplan, kendte ejerens vaner, vidste alt om ejeren. Og ikke mindst, at ejeren ville være alene i aften.

Skyggen stoppede for enden af haven. Et stort træ voksede op mod det hegn, der var sat op ud mod stien. Et sted var stammen vokset rundt om en jernstolpe, så folder af træ hang ned over den rustne stolpe som en stor mund uden læber. En tyk strålekrans af blade bredte sig som en eksplosion opad i alle retninger og skyggede for togsporene. Et par nætter tidligere var skyggen løbet ad samme rute og havde klippet enderne af hegnet over, men forsigtigt sat det sammen igen.

Nu var det let at skubbe hegnet til side, og skyggen dukkede sig og kravlede gennem åbningen. Græsset var tørt at røre ved, og jorden slog små revner efter flere uger uden regn. Skyggen rejste sig hurtigt under træet og gled så hurtigt hen over græsplænen i en fejende bevægelse.

Der hang en airconditionkasse på bagsiden af huset. Den summede højlydt og overdøvede den svage knasen af sko mod grusbelægningen på den smalle sti mellem udestuen og nabohuset. Skyggen kom hen til et lavtsiddende hejsevindue og dukkede sig under den brede sålbænk. Lyset indefra malede en gul firkant på nabohusets mur. Skyggen trak hætten på løbetrøjen over hovedet, rejste sig lige så forsigtigt og kiggede hen over den brede sålbænk.

Manden indenfor var midt i fyrrerne, høj og velbygget. Han var iført et par gyldenbrune bukser og hvid skjorte med opsmøgede ærmer. Han gik over til et skab i et stort, åbent køkken, tog et glas ud og skænkede rødvin i det. Han drak en stor slurk og fyldte op igen.

En færdigret lå på køkkenbordet. Han tog den, trak paphylsteret af og prikkede hul i plasticlåget med proptrækkeren.

Hadet svulmede i skyggen. Det var berusende at se manden indenfor i bevidstheden om, hvad der skulle til at ske.

Manden i køkkenet programmerede mikrobølgeovnen og satte færdigretten ind. Der lød et bip, og den digitale nedtælling begyndte.

Seks minutter.

Manden tog endnu en slurk af vinen og forlod så køkkenet. Kort 8

Øjne i mørket.indd 8

23/04/2018 20.05

efter blev der tændt lys i badeværelsesvinduet direkte over det sted, skyggen stod og ventede. Vinduet blev åbnet på klem, og der lød en knirken, da der blev tændt for bruseren.

Med hamrende hjerte gik skyggen uden for køkkenvinduet i gang med at lyne et pengebælte op, tage en lille, flad skruetrækker ud og presse den ind i revnen, hvor vinduet mødte karmen. Det gav sig efter et let tryk. Vinduet lod sig ubesværet skubbe opad, og skyggen gled ind gennem åbningen. Sådan. Al den planlægning, de mange år med angst og smerte ...

Fire minutter.

Skikkelsen trådte ned på køkkengulvet, fandt med hurtige bevægelser en lille plasticsprøjte frem, sprøjtede den klare væske ned i glasset med rødvin, kørte vinen rundt i glasset og stillede det forsigtigt tilbage på den sorte granitplade.

Skyggen rettede sig op, stod lidt og lyttede og nød den kølige luft fra airconditionblæseren. Den sorte granitplade glimtede i lyset.

Tre minutter.

Skyggen gik hurtigt gennem køkkenet, fortsatte forbi trægelænderet for enden af trappen og smuttede ind i mørket bag stuedøren. Kort efter kom manden ned ad trappen kun med et håndklæde slået omkring sig. Mikrobølgeovnen gav tre høje bip som tegn på, at den var færdig. Lugten af nyvasket krop bølgede gennem luften, da manden passerede døren. Skyggen hørte det klirre, mens manden fandt bestik i en skuffe, og så skrabede en taburet mod trægulvet, da han satte sig for at spise.

Skyggen pustede ud, trådte ud af mørket og gik lydløst op ad trappen.

For at iagttage.

For at vente.

For at udøve længe ventet gengældelse.

Øjne i mørket.indd 9

23/04/2018 20.05

Kapitel 2 FIRE DAGE SENERE

Aftenluften lå tung og fugtig over den stille gade i Sydlondon.

Natsværmere bumpede summende mod skærmen i en lygtepæl, der med sit orange skær oplyste en stribe rækkehuse. Estelle Munro sjoskede langsomt og gigtplaget hen ad fortovet. Da hun nærmede sig lygtepælen, trådte hun ud på gaden. Besværet med at træde ned fra kantstenen fik hende til at stønne, men frygten for natsværmerne vejede tungere end gigtsmerterne i knæene.

Estelle kantede sig mellem to parkerede biler og gik i en stor bue uden om gadelygten, mens hun mærkede varmen fra dagens sol stråle op fra asfalten. Hedebølgen var gået ind i sin anden uge og lå trykkende over London og det sydøstlige England, og Estelles hjerte protesterede i lighed med tusindvis af andre ældre menneskers. Udrykningshornet fra en ambulance gjaldede i det fjerne, nærmest som et ekko af hendes tanker. Hun blev lettet over at se, at de følgende to gadelygter var i stykker, og langsomt og pinagtigt kantede hun sig mellem to andre biler tilbage til fortovet.

Hun havde tilbudt at fodre sin søn Gregorys kat, mens han var væk.

Hun brød sig ikke om katte. Hun havde kun tilbudt det for at få lejlighed til at snuse lidt rundt i huset og finde ud af, hvordan hendes søn klarede sig, efter at hans kone Penny var gået fra ham og havde taget deres femårige søn, Peter, Estelles barnebarn, med sig.

Estelle var forpustet og drev af sved, da hun kom hen til lågen til 10

Øjne i mørket.indd 10

23/04/2018 20.05

Gregorys pæne rækkehus. Efter hendes mening var det det pæneste i hele gaden. Hun trak et stort lommetørklæde fri af bh-stroppen og tørrede sig i ansigtet.

Det orange lys fra gadelygten bølgede ned over glasset i hoveddøren, mens Estelle fandt nøglen frem. Da hun åbnede døren, blev hun ramt af en mur af kvælende hede og trådte modstræbende ind på posten, der lå spredt ud over måtten. Hun trykkede på lyskontakten ved døren, men gangen blev ved med at ligge hen i mørke. “Åh, for fanden, ikke nu igen,” mumlede hun og trak døren i efter sig. Mens hun famlende samlede posten op, regnede hun ud, at det var tredje gang, strømmen var gået, når Gregory havde været væk.

Den ene gang var det på grund af akvariet, og en anden gang havde Penny glemt at slukke lyset i badeværelset, og så var pæren sprunget.

Estelle fiskede mobilen op af sin taske og fumlede klodset med sine krogede fingre for at låse skærmen op. Den kastede et svagt lysskær en meter frem, oplyste det blege tæppe og de tætstående vægge, og det gav et sæt i hende, da hun fik øje på sit spøgelsesagtige spejlbillede i det store spejl på venstre side. Det matte lys fik liljerne på hendes ærmeløse trøje til at se mørke og giftige ud. Hun rettede lyset mod tæppet og sjoskede hen mod døren ind til stuen. Hun stak en hånd rundt om dørkarmen efter lyskontakten for at sikre sig, at det ikke bare var pæren i entréen, der var gået. Hun tændte og slukkede, men der skete ikke noget.

Så gik telefonen ud, og hun stod i bælgravende mørke. Den eneste lyd var hendes besværede vejrtrækning. Hun blev grebet af panik, fumlede for at låse telefonen op igen. Først var hendes gigtkrogede fingre for langsomme, men til sidst lykkedes det, lyset vendte tilbage og kastede en svag blå lyscirkel ud i stuen.

Det var kvælende derinde, varmen var trykkende og lukkede hendes ører, som om hun befandt sig under vand. Støvpartikler hvirvlede rundt i luften; en sky af bananfluer svævede lydløst over en stor, dekoreret porcelænstallerken fyldt med brune, træagtige kugler på sofabordet.

11

Øjne i mørket.indd 11

23/04/2018 20.05

“Det er bare en strømafbrydelse!” vrissede hun, så hendes stemme gav genlyd fra jernkaminen. Hun var irriteret over, at hun var blevet grebet af panik. Det var bare HFI-relæet, der havde slået fra, ikke andet. For at bevise, at der ikke var noget at være bange for, ville hun først tage sig et glas koldt vand, og så ville hun tænde for strømmen igen. Hun vendte sig om og sjoskede målbevidst ud mod køkkenet med telefonen strakt ud foran sig.

Glaspartierne fik køkkentilbygningen, der ragede ud i haven, til at virke huleagtig i det matte lys fra telefonen. Estelle følte sig sårbar og udsat. Der lød susen og klik-klak i det fjerne, da et tog kørte forbi for enden af haven. Estelle gik hen til et skab og tog et glas ned. Sveden løb svidende ned i hendes øjne; hun tørrede sig over ansigtet med sin bare arm. Hun gik hen til vasken, fyldte glasset og krympede sig, da hun smagte det lunkne vand.

Telefonen gik ud igen, og stilheden blev brudt af et brag fra første sal. Estelle tabte glasset. Det smadredes mod trægulvet, og vandet sprøjtede til alle sider. Hendes hjerte dunkede og hamrede, og da hun lyttede ud i mørket, kunne hun høre flere lyde oppefra. Hun tog en kagerulle fra krukken med køkkenredskaber på bordet og gik hen til trappen.

“Hvem er det? Jeg har en peberspray, og jeg ringer efter politiet!” råbte hun op i mørket.

Stilhed. Heden var trykkende. Enhver tanke om at snuse rundt i sønnens hus var forsvundet. Det eneste, Estelle ønskede, var at gå hjem og se højdepunkter fra Wimbledon i sin hyggelige, veloplyste stue.

Et eller andet kom pilende ud fra skyggerne og videre ned ad trappen direkte imod hende. Estelle trådte chokeret et skridt baglæns og var lige ved at tabe telefonen. Så så hun, at det var katten. Den standsede og begyndte at gnide sig op mod hendes ben.

“For fanden, hvor du forskrækkede mig!” udbrød hun lettet, mens hjertet faldt lidt til ro. En grim lugt trak ned fra den øverste ende af trappen. “Lige, hvad der manglede. Har du lavet noget grimt deroppe? Du har en bakke og en kattelem.”

12

Øjne i mørket.indd 12

23/04/2018 20.05

Katten kiggede nonchalant op på Estelle. For en gangs skyld var hun glad for at se den. “Kom, så skal jeg give dig noget at spise.”

Hun følte sig tryggere, da katten fulgte med hende hen til skabet under trappen. Hun lod den gnubbe sig mod hendes ben, mens hun fandt elpanelet. Da hun åbnede den lille plasticlåge, så hun, at strømmen var slået fra på hovedafbryderen. Mærkeligt. Hun slog den til, og der blev lyst i entréen. Der lød et fjernt bip, da airconditionanlægget summede til live.

Hun gik tilbage til køkkenet og tændte lyset. Rummet og hendes spejlbillede sprang tilbage mod hende fra de store vinduer. Katten sprang op på køkkenbordet og så forundret til, mens hun fejede glasskårene op. Da hun havde ordnet det, åbnede hun en pose kattemad, klemte det ud i en underskål og stillede den på gulvet. Aircondition­ panelet arbejdede hurtigt. Hun blev stående lidt og lod den kølige luft skylle ned over sig, mens hun kiggede på katten, der forfinet slikkede og nippede til firkanten med kød i gelé med sin lille lyserøde tunge.

Den væmmelige lugt tog til, strømmede ud i køkkenet, i takt med at airconditionanlægget sugede luft ud af huset. Det klirrede lidt, da katten slikkede det sidste af underkoppen; så pilede den hen til glasvæggen og forsvandt ud gennem kattelemmen.

“Spise og smutte og overlade det til mig at rydde op,” sagde Estelle.

Hun greb en klud og en gammel avis, gik hen til trappen og begyndte besværet at bevæge sig op ad den, mens knæene beklagede sig. Hun nåede op og gik hen ad den oplyste gang. Hun tjekkede metodisk det tomme badeværelse, gæsteværelset og under skrivebordet på det lille kontor. Der var ingen tegn på et visitkort fra katten.

Lugten blev overvældende, da hun nåede hen til døren til det store soveværelse. Den satte sig på tværs i halsen og udløste brækfornemmelser. Af alle grimme lugte er kattelort den værste, tænkte hun.

Hun tændte lyset, da hun trådte ind i soveværelset. Fluer summede og hvinede i luften. Den mørkeblå dyne på dobbeltsengen var slået tilbage, og en nøgen mand lå fladt på ryggen med en plasticpose 13

Øjne i mørket.indd 13

23/04/2018 20.05

bundet stramt om hovedet og armene bundet til hovedgærdet. Hans øjne var åbne og bulnede grotesk mod plasticen. Det varede lidt, før det gik op for hende, hvem det var.

Det var Gregory.

Hendes søn.

Så gjorde Estelle noget, hun ikke havde gjort i årevis.

Hun skreg.

Øjne i mørket.indd 14

23/04/2018 20.05

Kapitel 3 Det var den mindst fornøjelige middag, vicekriminalkommissær Erika Foster i lang tid havde deltaget i. Der opstod en forlegen tavshed, da hendes vært, Isaac Strong, åbnede opvaskemaskinen og begyndte at sætte tallerkener og bestik ind, mens den elektriske vifte i hjørnet summede lavt. Den gjorde næsten ingen forskel, skubbede bare bølger af varm luft rundt i køkkenet.

“Tak for mad, det var en lækker lasagne,” sagde hun, da Isaac rakte ind over bordet for at tage hendes tallerken.

“Jeg kom fløde i bechamelsovsen,” sagde han. “Kunne du smage det?”

“Nej.” Isaac gik tilbage til opvaskemaskinen, og Erika kastede et blik rundt i køkkenet. Det var elegant, med mindelser om fransk landkøkken med håndmalede hvide skabe, bordplader i lyst træ og en robust Butler-vask i hvid keramik. Erika spekulerede på, om Isaac som retsmediciner bevidst havde styret uden om rustfrit stål. Hendes blik standsede ved Isaacs tidligere kæreste, Stephen Linley, som sad over for hende ved det store spisebord og iagttog hende mistænksomt og med spidsede læber. Han var yngre end Isaac og hende selv, femogtredive, skød hun på. Han var en muskuløs Adonis af en mand med et kønt ansigt, der dog havde spor af udspekulerethed, hun ikke brød sig om. Hun tvang sig selv til at afvæbne hans holdning med et smil, tog en slurk vin og var opsat på at sige et eller andet. Tavsheden begyndte at trække i ubehageligt langdrag.

15

Øjne i mørket.indd 15

23/04/2018 20.05

Det plejede ikke at ske, når hun spiste sammen med Isaac. I det forløbne år havde de spist sammen adskillige gange i hans hyggelige franske landkøkken. De havde leet sammen, afsløret et par sandheder, og Erika havde følt et stærkt venskab blomstre. Hun havde været i stand til at åbne op over for Isaac, mere end over for nogen anden, og tale om sin mand Marks død knap to år tidligere. Og Isaac havde fortalt, at han havde mistet sit livs kærlighed, Stephen.

Men mens Mark var død på tragisk vis i tjenesten under en politiaktion, havde Stephen knust Isaacs hjerte og droppet ham til fordel for en anden.

Derfor var det kommet helt bag på Erika at se Stephen, da hun kom tidligere på aftenen. Faktisk føltes det mere som et baghold end som en overraskelse.

Selv om Erika havde boet i England i mere end femogtyve år, sad hun nu og ønskede, at middagen fandt sted i hendes fædreland Slovakiet. I Slovakiet var folk meget direkte.

Hvad sker der? Du kunne godt have advaret mig! Hvorfor fortalte du mig ikke, at din idiotiske ekskæreste skulle komme? Er du tosset nok til at lukke ham ind i dit liv igen efter det, han har gjort?

Hun havde haft lyst til at råbe højt, da hun kom ud i køkkenet og havde set Stephen sidde og hænge i shorts og T-shirt. Men det føltes akavet, og britiske høflighedsnormer foreskrev, at man forbigik det i tavshed og lod, som om det var helt normalt.

“Er der nogen, som har lyst til kaffe?” spurgte Isaac, mens han lukkede opvaskemaskinen, vendte sig og kiggede på dem. Han var en høj, flot mand med kraftigt sort hår, der var redt tilbage fra den høje pande. Hans store brune øjne var indrammet af tynde, plukkede bryn, der kunne være hævede eller rynkede for at udtrykke enhver skæv følelse. I aften så han dog bare forlegen ud.

Stephen kørte hvidvinen rundt i sit glas og så skiftevis på Erika og Isaac. “Kaffe, nu? Klokken er ikke engang otte, Isaac, og det er skidevarmt. Åbn noget mere vin.”

“Kaffe ville være fint, tak,” sagde Erika.

16

Øjne i mørket.indd 16

23/04/2018 20.05

“Hvis du absolut skal lave kaffe, så brug i det mindste maskinen,” sagde Stephen. Han henvendte sig til Erika: “Har han fortalt dig det?

Jeg har købt en Nespressomaskine til ham. Den kostede en formue.

Af forskuddet på min seneste bog.”

Erika smilede og tog en ristet mandel fra skålen midt på bordet.

Hun bed sammen om den, og man kunne høre den knase i stilheden. Under den akavede middag var det Stephen, som havde snakket mest og fortalt detaljeret om den nye kriminalroman, han var i gang med at skrive. Han havde også syntes, han skulle fortælle dem alt om retsmedicinsk profileringsteknik, hvilket efter Erikas mening var lige i overkanten, i betragtning af at Isaac var en af landets førende retsmedicinere, og at Erika selv som vicekriminalkommissær i Londons politi effektivt havde opklaret en række mordsager i den virkelige verden.

Isaac begyndte at lave kaffe og tændte for radioen. Madonnas ‘Like a Prayer’ skar gennem stilheden.

“Skru op! Jeg elsker lidt ‘Donna,” sagde Stephen.

“Lad os finde noget mere stilfærdigt,” sagde Isaac og trykkede sig gennem stationerne, til en violins ømme, sørgmodige toner afløste Madonnas skingre stemme.

“Han er angiveligt bøsse,” sagde Stephen og rullede med øjnene.

“Jeg synes bare, det passer med noget mere stilfærdigt lige nu, Stevie,” sagde Isaac.

“Vi er sgu da ikke fyldt firs! Lad os få lidt sjov i gaden. Hvad har du lyst til, Erika? Hvad laver du, når du skal more dig?”

Stephen var en mand fuld af modsætninger. Han klædte sig meget forudsigeligt, som en topsportsmand fra et stort amerikansk universitet, men der var en skødesløshed over hans bevægelser som hos en hippie. Nu lagde han benene over kors og spidsede læberne, mens han afventede hendes svar.

“Jeg tror ... jeg går ud og tager en smøg,” sagde hun og greb sin taske.

“Døren ovenpå er låst op,” sagde Isaac og kiggede på hende med 17

Øjne i mørket.indd 17

23/04/2018 20.05

undskyldende øjne. Hun fortrak ansigtet i et stift smil og forlod køkkenet.

Isaac boede i et byhus i Blackheath i nærheden af Greenwich. Gæsteværelset ovenpå havde en lille altan. Erika åbnede glasdøren, gik ud og tændte en cigaret. Hun pustede røgen op mod den sorte himmel, mærkede den trykkende aftenhede. Det var en klar aften, men stjernerne skinnede kun svagt på grund af lyset fra storbyen, der bredte sig foran hende. Hun fulgte strålen fra laserlyset fra Greenwich Observatory, bøjede hovedet bagover op mod det sted, hvor den forsvandt i nattehimlen. Hun tog endnu et sug af cigaretten, mens hun hørte græshopperne file løs i haven nedenunder blandet med lyden fra trafikken på den trafikerede vej bagved.

Var hun for hård i sin kritik af, at Isaac havde lukket Stephen ind i sit liv igen? Var hun bare misundelig, fordi hendes eneste ven ikke længere var alene? Nej, hun ønskede Isaac det bedste, og Stephen Linley var en giftig personage. Hun tænkte bedrøvet, at der måske ikke var plads til både hende og Stephen i Isaacs liv.

Hun tænkte på den lille, sparsomt møblerede lejlighed, som hun kæmpede for at gøre hyggelig, og på de ensomme nætter, hun havde ligget i sengen og kigget ud i mørket. Erika og Mark havde langtfra delt livet som bare mand og kone. De havde været kolleger, var begyndt i Manchesters politi, da de begge var i begyndelsen af tyverne.

Erika havde hurtigt udmærket sig og var blevet udnævnt til vicekommissær og dermed Marks overordnede. Det havde Mark kun elsket hende endnu mere for.

Og så, knap to år tidligere, havde Erika ledet en katastrofal narkotikarazzia, der var endt med, at Mark og fire kolleger mistede livet.

Bagefter havde sorgen og skyldfølelsen til tider føltes for stor til at bære, og hun havde kæmpet hårdt for at finde sig til rette i verden uden sin mand. Den nye start i London havde været barsk, men arbejdet i drabsafdelingen i hovedstadspolitiet havde krævet al hendes fokus. Og hvor hun tidligere havde været en kommende stjerne i politiet, var der nu en skygge ved hendes navn, og hendes karriere 18

Øjne i mørket.indd 18

23/04/2018 20.05

var brat gået i stå. Hun var meget direkte i sin facon, dedikeret og en strålende efterforsker, der ikke havde tålmodighed med fjolser, men hun kunne ikke klare det politiske spil, og hun havde gentagne sammenstød med sine overordnede og skaffede sig indflydelsesrige fjender.

Erika tændte endnu en cigaret og havde netop besluttet sig til at finde på en undskyldning for at gå tidligt hjem, da glasdøren bag hende blev åbnet. Isaac kom ud på altanen.

“Jeg kunne godt trænge til en smøg,” sagde han, lukkede døren og kom hen til hende ved jernrækværket. Hun smilede og rakte ham pakken. Han lirkede en ud med en lang, elegant finger, og hun tændte for ham.

“Undskyld, jeg fik virkelig lavet lort i den i aften,” sagde han, mens han rettede sig op og inhalerede.

“Det er dit liv,” sagde Erika. “Men du kunne godt have givet mig et praj.”

“Det gik alt sammen så hurtigt. Han stod pludselig uden for døren i formiddags, og så har vi siddet og snakket hele dagen og ... ja, og sådan. Det var for sent at aflyse, og jeg havde heller ikke lyst til at aflyse.”

Erika kunne se kviden spille i hans ansigt. “Du behøver ikke forklare dig over for mig, Isaac. Men hvis jeg var dig, ville jeg ty til liderlighed som forklaring. Du blev overmandet af liderlighed. Det er meget lettere at tilgive.”

“Jeg ved godt, han er et kompliceret menneske, men han er en anden, når vi er alene. Han er sårbar. Hvis jeg griber det an på den rigtige måde, hvis jeg sætter de rigtige grænser, tror du så, det kan lykkes denne gang?”

“Det er muligt ... Og i hvert fald kan han ikke myrde dig én gang til,” sagde Erika med en grimasse.

Stephen havde brugt Isaac som forbillede til en retsmediciner i en af sine krimier og havde fået slået personen ihjel i et meget udpenslet bøssedrab.

19

Øjne i mørket.indd 19

23/04/2018 20.05

“Jeg mener det alvorligt. Hvad synes du, jeg skal gøre?” spurgte Isaac med et frygtsomt blik.

Erika sukkede og tog hans hånd. “Du har ikke lyst til at høre, hvad jeg synes. Jeg kan godt lide at være ven med dig.”

“Jeg sætter pris på din mening, Erika. Fortæl mig, hvad jeg skal gøre ...”

Der lød en knirken, da glasdøren gik op. Stephen kom ud i bare fødder og et med et glas whisky og is. “Fortælle ham, hvad han skal gøre? Ved hvad?” spurgte han spidst.

Den akavede tavshed blev afbrudt af signalet for en indgået sms på telefonen dybt i Erikas taske. Hun fiskede telefonen op og læste beskeden med rynket pande.

“Alt i orden?” spurgte Isaac.

“Man har fundet liget af en hvid mand i et hus på Laurel Road i Honor Oak Park. Virker mistænkeligt,” sagde Erika og tilføjede: “Åh, for pokker, jeg er ikke i bil. Jeg tog en taxa herhen.”

“Du får brug for at tilkalde en retsmediciner. Vi kan tage min bil?” foreslog Isaac.

“Jeg troede, du havde fri i aften?” indvendte Stephen indigneret.

“Jeg har altid vagt, Stevie,” svarede Isaac og så ud til at være ivrig efter at slippe væk.

“Okay, så kører vi,” sagde Erika, som ikke kunne modstå at tilføje til Stephen: “Det ser ud til, at kaffen fra din maskine må vente.”

Øjne i mørket.indd 20

23/04/2018 20.05

Kapitel 4 Erika og Isaac ankom til Laurel Road en halv time senere og havde hurtigt lagt den akavede middag bag sig. Vejen var spærret af med polititape i begge retninger, og udrykningskøretøjerne gjorde det yderligere ufremkommeligt: en teknikvogn, fire patruljevogne og en ambulance. De blå blink pulserede hen langs den lange stribe af rækkehuse. Der stod naboer i flere af vinduerne og hoveddørene og så til med store øjne.

Vicekriminalkommissær Moss, en af Erikas mest betroede kolleger, kom over til deres bil, da de parkerede på en ledig plads hundrede meter fra afspærringen. Hun var en lille, firskåren kvinde, og sveden randt af hende på trods af hendes knælange nederdel og tynde bluse. Det røde hår var redt væk fra ansigtet, der var oversået med fregner med en lille klynge under det ene øje, der lignede en tåre.

Humøret fejlede dog ikke noget, og hun smilede skævt til Erika og Isaac, da de steg ud af bilen.

“Godaften, boss, dr. Strong.”

“Godaften, Moss,” sagde Isaac.

“Godaften. Hvem er alle de mennesker?” spurgte Erika, mens de nærmede sig politiafspærringen, hvor en flok tilsyneladende trætte mænd og kvinder stod og kiggede nysgerrigt.

“Pendlere, der er kommet hjem fra centrum og opdager, at deres vej er forvandlet til et gerningssted,” sagde Moss.

“Men jeg bor lige derovre,” sagde en mand og pegede med sin mappe mod et hus to numre længere henne. Han var rød i kinderne 21

Øjne i mørket.indd 21

23/04/2018 20.05

og så træt ud, og det tynde hår klistrede til hovedet. Da Moss, Erika og Isaac kom op på siden af ham, kiggede han på dem i håb om, at de kunne gøre noget ved det.

“Jeg er vicekriminalkommissær Foster, efterforskningslederen, og dette er dr. Strong, vores retsmediciner,” sagde Erika og viste den uniformerede betjent sit politiskilt. “Kontakt kommunen, og sørg for, at disse mennesker får et sted at overnatte.”

“Javel,” sagde betjenten og skrev dem på sin liste. De dykkede under afspærringstapen, før de kunne nå at blive involveret i pendlernes protester over at skulle overnatte på feltsenge.

Hoveddøren til nr. 14 stod vidtåben, og lyset strømmede ud fra entréen, der myldrede med efterforskere iført mørkeblå heldragter og ansigtsmasker. Erika, Isaac og Moss fik udleveret heldragter, og de iførte sig dem på et stykke med perlegrus i den lille forhave.

“Liget befinder sig ovenpå i værelset ud mod gaden,” sagde Moss.

“Offerets mor kom for at fodre katten. Hun troede, at han var på ferie i Sydfrankrig, men som I får at se, kom han ikke engang ud til lufthavnen.”

“Hvor er moren nu?” spurgte Erika og trak den tynde dragt på.

“Hun blev overvældet af chokket og varmen. En patruljevogn kørte hende til Lewisham universitetshospital. Vi skal have hendes forklaring, når hun er kommet sig,” sagde Moss og lynede sin dragt op.

“Giv mig lige fem minutter til at undersøge gerningsstedet,” sagde Isaac og trak hætten over hovedet. Erika nikkede, og han forsvandt ind i huset.

Den trykkende hede, de mange mennesker og projektørerne gjorde sit til at presse temperaturen i soveværelset på første sal over de fyrre grader. Isaac og hans hold på tre assistenter samt fotografen arbejdede i effektiv, respektfuld tavshed.

Offeret lå nøgen på ryggen på dobbeltsengen. Det var en høj og atletisk skikkelse. Armene var trukket ud til siderne og opad og bundet til hovedgærdet med tynde snore, der skar ind i huden ved hånd22

Øjne i mørket.indd 22

23/04/2018 20.05

leddene. Benene var spredte. En klar plasticpose sad tæt ind til hans hoved, så man kunne se de fordrejede ansigtstræk.

Erika havde altid meget sværere ved at håndtere nøgne lig. Døden var uværdig nok uden at blive udstillet på den måde. Hun modstod trangen til at slå lagenet hen over underkroppen.

“Offeret er dr. Gregory Munro, seksogfyrre år gammel,” sagde Moss, da de stod rundt om sengen. Hans brune øjne var spærret op og overraskende klare bag plasticen, men hans tunge var begyndt at svulme og stikke ud mellem tænderne.

“Doktor i hvad?” spurgte Erika.

“Den lokale praktiserende læge. Ejer og bestyrer af Hilltop Lægeklinik på Crofton Park Road,” svarede Moss. Erika kiggede over på Isaac, som stod på den modsatte side af sengen og undersøgte liget.

“Har du en dødsårsag?” spurgte Erika. “Jeg går ud fra, det er kvælning, men ...”

Isaac slap offerets hoved, så hagen kom til at hvile på det nøgne bryst. “Beviser tyder på kvælning, men jeg må først sikre mig, at posen ikke er trukket over hans hoved post mortem.”

“En sexleg, der er gået galt? Autoerotisk kvælning?” spurgte Moss.

“Hypotetisk, ja. Men vi kan ikke udelukke en forbrydelse.”

“Dødstidspunkt?” spurgte Erika håbefuldt. Sveden strømmede ned ad hende under heldragten.

“Rolig nu,” sagde Isaac. “Jeg kan ikke give dig et tidspunkt, før jeg har kigget nærmere på ham og åbnet ham. Ekstrem hede eller kulde nedsætter hastigheden af forrådnelsen: Den høje temperatur i værelset udtørrer liget. Man kan se, at huden er begyndt at blive misfarvet.” Han pegede på et sted, hvor huden blomstrede i grønne nuancer rundt om underlivet. “Det kan indikere, at han har ligget her et par dage, men som sagt bliver jeg nødt til først at obducere ham.”

Erika kiggede rundt i værelset. Et langt garderobeskab af massivt træ fyldte væggen fra døren, og i hjørnet ved karnapvinduet stod et matchende toiletbord med spejl. Til venstre for vinduet stod en høj kommode. Alle overflader var nøgne. Der var hverken bøger eller 23

Øjne i mørket.indd 23

23/04/2018 20.05

nips eller nogen af de ting, der som regel ligger og flyder i et soveværelse. Alt var pænt og ordentligt. Næsten for pænt.

“Var han gift?” spurgte Erika.

“Ja, men konen er ude af billedet nu. De har været separeret i nogle måneder,” sagde Moss.

“Der er meget ordentligt, i betragtning af at det er en mand, som for nylig er blevet alene,” sagde Erika. “Medmindre morderen har ryddet op,” tilføjede hun.

“Hvad? Skulle han have svunget støvsugeren, før han smuttede?” spurgte Moss. “Bare han ville aflægge mig et besøg, sådan som der ser ud hjemme hos mig.”

På trods af varmen så Erika et par af efterforskerne ved liget skjule deres smil.

“Det er ikke det rigtige tidspunkt, Moss.”

“Undskyld, boss.”

“Jeg tror, armene blev bundet fast post mortem,” sagde Isaac og pegede forsigtigt på området omkring det ene håndled med sin gummiklædte finger. Huden rundt om armhulerne var strakt i hvide striber mod skyggerne af voksagtig hud nedenunder. “Der er meget lidt slid på håndleddene.”

“Så lå han allerede på sengen, da overfaldet skete?” spurgte Erika.

“Muligvis,” svarede Isaac.

“Der ligger ikke noget tøj og flyder. Han kan have klædt sig af helt normalt og lagt det på plads,” sagde Moss.

“En eller anden kan altså have skjult sig under sengen eller i garderobeskabet eller være kommet ind ad vinduet?” spurgte Erika og blinkede, da sveden trillede ned over panden og ned i hendes øjne.

“Det er op til dig at finde ud af det,” sagde Isaac.

“Ja, det er det. Heldige mig,” svarede Erika.

Erika og Moss gik ned ad trappen til alrummet, hvor et hold teknikere var i gang med resten af huset. En af dem kom hen til dem. Det var ikke en, Erika kendte. Han var i begyndelsen af trediverne, havde 24

Øjne i mørket.indd 24

23/04/2018 20.05

et kønt ansigt med en høj, nordisk pande. Sveden glinsede i hans lyse hår. Han kiggede op, da han kom hen til Erika og blev klar over, at hun var omkring en femogfirs høj.

“Vicekriminalkommissær Foster? Jeg er Nils Åkerman, gerningsstedsleder,” sagde han. Han talte perfekt engelsk med let svensk accent.

“Er du ny?” spurgte Moss.

“I London? Ja. I efterforskning af død og ulykke – nej.” Nils virkede, ligesom mange af dem, som på daglig basis beskæftigede sig med død og ulykke, til at holde en respektfuld afstand til det parret med en vis galgenhumor.

“Det glæder mig at hilse på dig,” sagde Erika. Deres latex-handsker raslede, da de gav hånd.

“Hvor meget ved I allerede?” spurgte han.

“Lad os få det fra begyndelsen af,” sagde Erika.

“Okay. Moren kommer ved halvottetiden for at fodre katten. Hun låser sig ind med sin nøgle. Der var slukket for strømmen i elskabet, da hun kom. Og det ser ud, som om der har været slukket for den i et par dage. Indholdet i køleskab og fryser var begyndt at rådne.”

Erika kiggede over mod det store kølefryseskab i rustfrit stål, hvor der hang et par tegninger med børns spraglede fingermaling på døren med magneter.

“Internet- og telefonforbindelsen var også afbrudt,” fortsatte Nils.

“Afbrudt på grund af ubetalte regninger?” spurgte Erika.

“Nej, internetkablet var skåret over,” sagde Nils og gik hen til køkkenbordet og holdt en bevispose med to stykker kabel i vejret. Det ene var forbundet med et lille modem. Han holdt en anden pose i vejret.

“Det her er offerets mobiltelefon. Sim-kort og batteri er fjernet.”

“Hvor blev den fundet?” spurgte Erika.

“På sengebordet. Den var stadig tilsluttet opladeren, som sad i stikket.”

“Er der ikke andre telefoner i huset?”

“Kun fastnettelefonen hernede.”

25

Øjne i mørket.indd 25

23/04/2018 20.05

“Så den, der har gjort det her, har fjernet sim-kortet og batteriet fra telefonen, efter at den var blevet lagt til opladning på natbordet?” sagde Moss.

Nils nikkede. “Det er en mulighed.”

“Vent, vent,” sagde Erika. “Lå der andet på natbordet? Soveværelset virker meget bart.”

“Der lå ikke andet end telefonen,” sagde Nils. “Vi fandt imidlertid dem her i natbordsskuffen.” Han holdt en ny bevispose i vejret med fire blade med bøsseporno: eksemplarer af Sorte Søm, Elfenben og Latinodrenge.

“Var han bøsse?” spurgte Erika.

“Og gift,” tilføjede Moss.

“Hvor gammel siger du, han var?”

“Seksogfyrre,” svarede Moss. “Han er separeret fra sin kone. Men de her blade er gamle. Se selv, numre fra 2001. Hvorfor skulle han have dem liggende her?”

“Han holdt dem skjult, og han var skabsbøsse?” spurgte Erika.

“Måske har de været gemt væk i årevis. Måske tog han dem ned fra loftsrummet, da ægteskabet gik sig en tur,” sagde Nils.

“Det er for mange måskeer efter min smag,” sagde Erika.

“Vi fandt indpakningen til en enkelt portion færdiglasagne til mikrobølgeovnen på køkkenøen. Den lå på en tallerken, og ved siden af den stod et tomt vinglas og en halvfuld flaske rødvin. Vi skal til at sende tingene til laboratoriet,” sagde Nils. “I skal også se det her.”

Han førte dem gennem det store køkken, forbi en stor sofa med slappe fjedre og oversået med tuschmærker og en stor teplet. En overfyldt kasse med legetøj stod mellem enden af sofaen og glasbagvæggen ud mod haven. Skydedøren stod åben, så de kunne gå ud på træterrassen. Erika nød temperaturfaldet. Der var stillet projektører op i baghaven, som Erika kunne se endte i et dunkelt buskads med træer, hvor adskillige skikkelser i heldragter sad på hug og undersøgte græsset.

De gik tilbage ad en smal grussti langs ydersiden af glasvæggen og 26

Øjne i mørket.indd 26

23/04/2018 20.05

kom hen til et hejsevindue ud for køkkenvasken. Et afløb nedenunder afgav en grim lugt som af opkast.

“Vi har tjekket for fingeraftryk på vinduet, afløbsrørene og nabovinduet,” sagde Nils. “Intet. Men vi fandt dog det her.” Han henledte deres opmærksomhed på bunden af det hvidmalede hejsevindue.

“Kan I se her, i træet?” Hans latex-klædte finger svævede over et lille, firkantet trykmærke i den blanke maling knap en halv centimeter bredt. “Vinduet er blevet tvunget op ved hjælp af et stumpt, fladt instrument, måske en skruetrækker.”

“Var vinduet lukket, da I ankom?” spurgte Erika.

“Ja.” “Godt arbejde,” sagde hun og kiggede på det lille mærke i malingen. “Var der fodspor i gruset, I kunne tage aftryk af?”

“Forskellige, svage spor, måske fra et par små fødder, men ikke noget, vi kan lave et aftryk af. Men hvis vi lige går ind igen,” sagde Nils. De fulgte efter ham om til bagsiden igen, og gik ind i køkkenet og hen til den anden side af hejsevinduet.

“Se her engang, der skulle sidde lukkebeslag,” sagde Nils og pegede på to små, firkantede huller på hver sin side af vinduesrammen.

“Hvad er et lukkebeslag?” spurgte Moss.

“To små plastickroge monteret på fjedre på indersiden af den øverste vinduesramme. De skal forhindre, at man kan tvinge vinduet op.

De er blevet fjernet.”

“Kan Gregory Munro have fjernet dem?” spurgte Erika.

“Ikke hvis han var bekymret for indbrud, og det tror jeg, han var.

Huset var et alarmsystem i topklasse. Lamper aktiveret af bevægelsessensorer i baghaven. Da strømforsyningen blev afbrudt, burde det have udløst alarmen. Det er den slags indstillet til – men der skete ikke noget.”

“Så den, der gjorde det her, fjernede vinduets lukkebeslag og kendte kombinationen til alarmsystemet?” spurgte Erika.

“Ja, det er en teori,” sagde Nils. “Der er en ting til.” Han førte dem ud ad terrassedøren igen. Da de nåede ned for enden af haven, bøje27

Øjne i mørket.indd 27

23/04/2018 20.05

de de sig for at kigge under træet og så, at hegnet var vredet til side.

“Haven støder op til jernbanen og Honor Oak naturreservat,” sagde Nils. “Jeg tror, gerningsmanden er kommet ind her. Hegnet er klippet over med en bidetang.”

“Pokkers,” sagde Moss. “Hvem tror du kan have gjort det her?”

“Vi bliver nødt til at finde ud af mere om denne Gregory Munro,” sagde Erika og stirrede op mod huset.

Øjne i mørket.indd 28

23/04/2018 20.05

90 mm

147 mm

par dage senere dukker et lignende offer op et andet sted i London. Kriminalkommissær Erika Foster sættes på sagen, og snart afsløres konturerne af en uhyggeligt velforberedt seriemorder, der årvågent iagttager sine ofre. på krimihylden” LITTERATURSIDEN.DK

♥♥♥♥ BOGNØRDEN.DK

Men hvorfor er alle ofrene enlige mænd? Hvorfor henligger deres fortid i skygge? Og hvad er deres forbindelse til morderen? Mens Erika forsøger at finde svarene, retter morderen sit blik mod hende.

Øjne i mørket er anden del af den verdensomspændende bestseller-serie om kriminalkommissær Erika Foster, der frygtløst begiver sig ind i Londons kriminelle underverden.

HHHH BØRSEN

POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

ROBERT BRYNDZA er oprindeligt skuespiller, men siden hans to første bøger strøg direkte ind på Amazons bestsellerliste, har han levet af at være forfatter. Den første bog i Erika Fosterserien, Pigen i isen, har solgt over en million eksemplarer og udgives i 21 lande.

K R I M I

ISBN 978-87-400-4140-8

9 788740 041408

90 mm

INTERNATIONAL BESTSELLER

P O L I T I K E N S FO R L AG

220 mm

”Erika Foster er et frisk nyt pust

ØJNE I MØRKET

En læge findes død i sin seng, kvalt, bagbundet og med en plasticpose over hovedet. Et

147 mm

ROBERT BRYNDZA

Han er nøgen. Han ligger fladt på ryggen, og en plasticpose er bundet stramt om hovedet på ham.

Hans øjne er åbne og bulner grotesk mod den gennemsigtige plastic.

29,5 mm