Lyset i os alle - Læseprøve

MICHELLE OBAMA

AT FINDE HÅB OG STYRKE I SVÆRE TIDER

af samme forfatter

American Grown Min historie

LYSET I OS ALLE

LYSET I OS ALLE

AT FINDE HÅB OG STYRKE I SVÆRE TIDER

MICHELLE OBAMA

PÅ DANSK VED SVEND RANILD OG KIRSTEN HELTNER EFTER THE LIGHT WE CARRY

Til alle dem, der bruger deres lys til at sørge for, at andre føler sig set.

Denne bog er tilegnet min mor og far, Marian og Fraser, som gav mig de værdier, jeg længe har brugt til at navigere i verden med. Deres snusfornuftige visdom gjorde vores hjem til et sted, hvor jeg følte mig set og hørt, hvor jeg kunne øve mig i at træffe mine egne beslutninger, hvor jeg kunne blive den person, jeg ønskede at være. De var der altid for mig, og deres betingelsesløse kærlighed lærte mig meget tidligt i mit liv, at jeg havde en stemme. Jeg er så taknemmelig for, at de har tændt mit lys.

For nogle personer i bogen gælder det, at de er blevet anonymiseret og har fået fiktive navne.

Selv hvis en i din slægt var et problem, så var hundrede det ikke:

De dårlige vinder ikke – ikke i sidste ende, lige meget hvor højrøstede de er.

Vi ville simpelthen ikke være her, hvis det var tilfældet.

Inderst inde er du skabt af det gode. Med denne viden går du aldrig alene.

Du er århundredets bedste nyhed.

Du er det gode, som er trådt frem.

Gennem det hele, selv hvis så mange dage føles anderledes.

– alberto ríos, fra “et hus ved navn i morgen”

1. DEL

KAPITEL 1 Styrken i de små ting 35

KAPITEL 2 At afkode frygt 63

KAPITEL 3 At begynde med venlighed 89

KAPITEL 4 Bliver jeg set? 99

2. DEL

KAPITEL 5 Mit køkkenbord 131

KAPITEL 6 At være en god partner 161

KAPITEL 7 Mød min mor 197

3. DEL

KAPITEL 8 Os allesammen 227

KAPITEL 9 Det panser, vi bærer 255

KAPITEL 10 At hæve niveauet 279 tak 311 noter 315 akkreditering 322 om michelle obama 324

LYSET I OS ALLE

Her hjælper min far mig med at køle af på en varm sommerdag i South Side.

PROLOG

PÅ ET TIDSPUNKT i min barndom begyndte min far at bruge stok for at holde balancen, når han gik. Jeg kan ikke huske, præcis hvornår den dukkede op i vores hjem i South Side i Chicago – jeg var fire-fem år gammel dengang – men pludselig var den der, slank og solid og fremstillet af glat, mørkt træ. Stokken var en tidlig erkendelse af multipel sklerose (MS), den sygdom, som betød, at min far haltede kraftigt på venstre ben. Stille og roligt, og sikkert længe før han fik en formel diagnose, nedbrød MS hans krop, åd af hans centralnervesystem og svækkede hans ben, mens han gik rundt og ordnede sine daglige gøremål: arbejdede på byens vandrensningsanlæg, passede en familie sammen med min mor, forsøgte at opfostre gode børn. Stokken hjalp min far med at komme op ad trappen til vores lejlighed og ned ad gaden. Om aftenen lænede han den mod armlænet på sin stol og glemte tilsyneladende alt om den, når han så sport i fjernsynet, lyttede til jazz på stereoanlægget eller tog mig op på skødet for at spørge, hvordan det var gået i skolen. Jeg var fascineret af stokkens buede håndtag, den sorte gummispids på enden, lyden af den hule raslen, når den faldt på gulvet. Sommetider prøvede jeg at

bruge den, efterlignede min fars bevægelser, mens jeg humpede rundt i vores dagligstue og håbede, at jeg kunne få en fornemmelse af, hvordan det var at være i hans sko. Men jeg var for lille, og stokken var for stor, så i stedet brugte jeg den som rekvisit i mine lege.

Vi så ikke stokken som et symbol på noget. Den var bare et redskab, ligesom min mors paletkniv var et redskab i køkkenet, eller min bedstefars hammer, som han brugte, hver gang han kom for at reparere en hylde eller en gardinstang, der var gået i stykker. Den var nyttig, en form for beskyttelse, noget at støtte sig til, når det var nødvendigt.

Noget, vi ikke rigtig ville anerkende, var, at min fars tilstand gradvis blev værre, efterhånden som hans krop stille og roligt nedbrød sig selv. Far vidste det. Mor vidste det. Min storebror, Craig, og jeg var børn, men børn er ikke dumme, så selvom vores far stadig spillede bold med os i baghaven og var med til vores klaverkoncerter og baseballkampe, vidste vi det også. Vi var begyndt at forstå, at fars sygdom gjorde os mere sårbare som familie, mindre beskyttet. I en nødsituation ville det være vanskeligere for ham at træde til og redde os fra en ildebrand eller en indbrudstyv. Vi var ved at lære, at vi ikke havde kontrol over livet.

Indimellem svigtede stokken vores far. Han kunne fejlbedømme et trappetrin, eller hans fod kunne støde mod en bule i gulvtæppet, så han pludselig snublede og faldt. I den brøkdel af et sekund, da han hang i luften, fik vi øje på alt det, vi håbede på, at vi ikke skulle se –hans sårbarhed, vores hjælpeløshed, uvisheden, og hvordan det kun ville blive værre med tiden.

Lyden af en fuldvoksen mand, der rammer gulvet, er øredøvende – noget, man aldrig glemmer. Den rystede vores lille lejlighed som et jordskælv og fik os til at ile hen for at hjælpe ham.

“Vær forsigtig, Fraser,” sagde min mor, som om hendes ord kunne skrue tiden tilbage og forhindre det, der allerede var sket.

Craig og jeg hjalp vores far på benene igen og skyndte os at hente hans stok og briller, hvor de nu end var fløjet hen, som om vi kunne lade, som om det ikke var sket, hvis vi fik ham hurtigt nok op at stå. Som om nogen af os kunne fikse noget som helst. Disse øjeblikke gjorde mig bekymret og bange, fordi det gik op for mig, hvad vi kunne miste, og hvor nemt det kunne ske.

Min far plejede bare at grine af det hele, bagatellisere faldet og vise, at det var i orden at smile eller fyre en vittighed af. Der var en form for uudtalt pagt mellem os om, at vi skulle glemme de øjeblikke. Latter var endnu et velafprøvet redskab hjemme hos os.

Nu, da jeg er voksen, ved jeg meget mere om multipel sklerose. Sygdommen rammer millioner af mennesker verden over. MS laver rod i immunsystemet, så det begynder at angribe indefra, tager fejl af ven og fjende, tror, at kroppen er noget fremmed. Den ødelægger centralnervesystemet, fjerner beskyttelseslaget om de nervefibre, som hedder aksoner, og blotter deres fine tråde.

Hvis MS gav min far smerter, talte han ikke om det. Hvis de ydmygende sider af hans handicap tærede på ham, viste han det sjældent. Jeg ved ikke, om han nogensinde faldt, når vi ikke var til stede – på vandrensningsanlægget, eller når han gik ind eller ud hos frisøren –men det giver næsten sig selv, at det må han have gjort, i hvert fald en gang imellem. Ikke desto mindre gik årene. Min far tog på arbejde, kom hjem, blev ved med at smile. Måske var det en form for fornægtelse. Måske var det simpelthen en måde, han havde besluttet sig for at leve på. Man falder, man rejser sig, man kommer videre.

I dag er jeg klar over, at min fars handicap gav mig en tidlig og meget vigtig lektion i, hvordan det føles at være anderledes, at bevæge

sig rundt i verden mærket af noget, man ikke har nogen særlig kontrol over. Selvom vi ikke dvælede ved det, var denne anderledeshed der altid. Min familie bar på den. Vi var bekymrede over ting, som andre familier ikke lod til at være bekymrede over. Vi var vagtsomme på måder, som andre ikke lod til at være det. Når vi skulle ud, vurderede vi diskret forhindringerne, beregnede den energi, det ville kræve af min far at gå over en parkeringsplads eller komme op på tribunerne til Craigs basketballkampe. Vi målte afstand og højde anderledes. Vi så på trapper, isglatte fortove og høje kantsten anderledes. Vi vurderede parker og museer ud fra, hvor mange bænke der var, steder, hvor en træt krop kunne hvile sig. Overalt, hvor vi kom hen, afvejede vi farerne og ledte efter små genveje for min far. Vi talte hvert eneste skridt. Og når et redskab ikke længere fungerede for ham, fordi sygdommen var for fremskreden til, at det kunne bruges, tog vi ud og fandt et andet – stokken blev udskiftet med et par krykker, og til sidst blev krykkerne udskiftet med en elektrisk kørestol og en specialudstyret vogn med knapper og hydraulik, som hjalp ham med det, hans krop ikke længere kunne.

Elskede min far nogen af de ting, eller troede han, at de løste alle hans problemer? Overhovedet ikke. Men havde han brug for dem? Ja, helt bestemt. Det er det, redskaber er til for. De hjælper os med at holde os på benene og i balance, så vi bedre kan leve side om side med uvisheden. De hjælper os med at håndtere store omvæltninger, og når livet synes ude af kontrol. Og de hjælper os med at komme videre, selv når det er ubehageligt, selv når vi føler os sårbare.

Det er noget, jeg har tænkt meget over – det, vi har i os, det, som holder os oppe, når vi møder uvisheden, hvordan vi finder og støtter os til vores redskaber, især i kaotiske tider. Jeg har også tænkt over, hvad det betyder at være anderledes. Det slår mig, hvor mange af os

der kæmper med at føle sig anderledes, og hvor vigtig vores opfattelse af anderledeshed er, når vi taler om, hvilken slags verden vi ønsker at leve i, hvem vi stoler på, hvem vi hylder, og hvem vi taber på gulvet. Det er uden tvivl nogle komplicerede spørgsmål med komplicerede svar. Og det at ‘være anderledes’ kan defineres på mange måder. Men til dem, der føler sig anderledes, er det vigtigt at sige: Der er intet nemt ved at finde vej gennem en verden fuld af forhindringer, som andre enten ikke ser eller ikke kan se. Når man er anderledes, kan det føles, som om man har et helt andet landkort end alle andre og et andet kompas at navigere efter. Sommetider føler man, at man slet ikke har noget kort. Ens anderledeshed vil ofte være det første, der træder ind i et rum; folk ser den, før de ser ens person. Derfra forsøger man så at bekæmpe det, og det er næsten per definition udmattende at bekæmpe noget. Som følge af dette – faktisk som et spørgsmål om overlevelse –lærer man, sådan som min familie gjorde, at være på vagt. Man finder ud af, hvordan man sparer på kræfterne, hvordan man tæller hvert eneste skridt. Og i kernen af det ligger der et forvirrende paradoks: At være anderledes vænner én til at være forsigtig, samtidig med at det kræver, at man er modig.

JEG ER BEGYNDT at arbejde på denne nye bog ud fra præcis det udgangspunkt, hvor jeg både føler mig forsigtig og modig. Da jeg udgav Min historie i 2018, blev jeg overrasket – faktisk blæst bagover – over reaktionen. Jeg var gået i gang med at skrive den for på den måde at bearbejde min tid som USA’s førstedame og mit liv mere generelt.

Jeg fortalte ikke kun om de gode og glamourøse sider, men også om de vanskelige ting, jeg havde været igennem – min fars død, da jeg var 27, tabet af min bedste ven fra college, de problemer, Barack og jeg havde haft med at få børn. Jeg genbesøgte nogle nedbrydende oplevelser, jeg havde haft som ung, farvet person. Jeg talte åbent om den smerte, jeg følte ved at forlade Det Hvide Hus – et hjem, vi var kommet til at elske – og at arven efter min mands hårde arbejde som præsident endte i hænderne på en hensynsløs og ligeglad efterfølger.

At tale højt om alt dette føltes lidt risikabelt, men det var også en lettelse. I mine otte år som førstedame havde jeg været vagtsom og forsigtig, meget opmærksom på, at Barack og jeg og vores to døtre havde nationens øjne på os, og at vi som sorte personer i et historisk hvidt hus ikke måtte begå én eneste fejl. Jeg skulle hele tiden sikre mig, at jeg brugte min platform til at gøre en betydningsfuld forskel, og at de opgaver, jeg arbejdede med, blev udført godt og samtidig understøttede præsidentens dagsorden. Jeg måtte beskytte vores børn og hjælpe dem med at leve et så normalt liv som muligt og støtte Barack, når han bar på det, der sommetider føltes som hele verdens vægt. Jeg traf hver eneste beslutning med den største forsigtighed, afvejede hver eneste risiko, vurderede hver eneste forhindring, gjorde alt, hvad jeg kunne, for at optimere min families muligheder for at vokse som mennesker og ikke blot som symboler på, hvad andre enten elskede eller hadede ved vores land. Presset var reelt og påtrængende, men det var ikke ukendt. Endnu en gang talte jeg trinnene.

At skrive Min historie føltes som en udånding. Det markerede begyndelsen på den næste fase af mit liv, selvom jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan den ville komme til at gå. Det var også det første projekt, som var mit helt eget – ikke knyttet til Barack eller hans administration eller vores børns liv eller noget fra min tidligere

karriere. Jeg elskede uafhængigheden, men jeg følte også, at jeg var ude på tynd is, sårbar på måder, jeg aldrig havde været det på før. En nat, kort før bogen udkom, lå jeg søvnløs i sengen i vores hjem i Washington efter tiden i Det Hvide Hus og forestillede mig denne meget ærlige beretning om mit liv havne på hylderne hos boghandlere og på biblioteker, oversat til mange forskellige sprog, gransket af kritikere over hele verden. Jeg skulle flyve til Chicago næste morgen for at påbegynde en verdensturné, hvor jeg skulle besøge 31 forskellige byer i løbet af det næste års tid og stille mig foran publikummer på op til 20.000 personer ad gangen. Jeg stirrede op i loftet i soveværelset og mærkede nervøsiteten knuge i brystet, mens tvivlen strømmede igennem hovedet. Har jeg sagt for meget? Kan jeg klare det? Kan jeg finde ud af det? Hvad, hvis det går galt?

Neden under alle de tanker lå der noget dybere, mere grundlæggende, mere forankret og fuldkommen rædselsvækkende – det underliggende spørgsmål, som al anden tvivl hviler på – fire ord, som med garanti piner selv de mest succesfulde og magtfulde mennesker, jeg kender, fire ord, som har fulgt mig, siden jeg var en lille pige i South Side i Chicago: Er jeg god nok?

I det øjeblik var mit eneste svar: Jeg ved det ikke.

DET VAR BARACK, der endte med at berolige mig. Søvnløs og bekymret var jeg gået ovenpå, hvor han sad på sit kontor og arbejdede i lysskæret fra lampen. Han lyttede tålmodigt, mens jeg tømte hovedet for alle mine ængstelige tanker og forklarede, hvor galt det hele kunne gå. Barack var også stadig i gang med at bearbejde den rejse,

som havde bragt vores familie til Det Hvide Hus og videre igennem to præsidentperioder. Ligesom mig gik han og puslede med sin egen personlige tvivl, sine egne bekymringer og følelser – hvor sporadiske og irrationelle de end måtte være – om muligvis ikke at være god nok. Han forstod mig bedre end nogen anden.

Da jeg havde læsset min frygt af, forsikrede han mig i al sin enkelhed om, at bogen var fremragende, og at jeg også var det. Han mindede mig om, at nervøsitet var en naturlig del af det at gøre noget, som var nyt og stort. Og så lagde han armene om mig og trykkede sin pande let mod min. Det var alt, hvad jeg behøvede.

Jeg stod op næste morgen og tog på turné med Min historie. Det blev startskuddet til en af de mest lykkelige og givende perioder i mit liv hidtil. Bogen fik glimrende anmeldelser, og til min overraskelse slog salget rekorder verden over. I løbet af bogturnéen satte jeg tid af til at besøge små grupper af læsere, som jeg mødtes med i forsamlingshuse, på biblioteker og i kirker. At tale med alle dem, der på den ene eller anden måde havde genkendt noget fra deres egne historier i min, var noget af det mest rørende, jeg oplevede på turen. Aften efter aften strømmede folk ind i arenaerne – titusindvis ad gangen. Energien var elektrisk, hvor end jeg kom; musikken buldrede, folk dansede, tog selfier og krammede hinanden, mens de ventede på, at jeg gik på scenen. Hver gang jeg satte mig sammen med en interviewer i en halvanden time lang samtale, var jeg hudløst ærlig. Jeg holdt ikke noget tilbage, for jeg følte mig tryg ved den historie, jeg fortalte, jeg følte mig accepteret som det menneske, mine erfaringer havde gjort mig til, og jeg håbede, at det kunne hjælpe andre til selv at føle sig mere accepteret.

Det var sjovt. Det var glædesfyldt. Men det var også mere end det. Når jeg kiggede ud over forsamlingerne, så jeg noget, der bekræftede

Turnéen med Min historie var en af de mest meningsfulde oplevelser i mit liv.

det, jeg vidste var sandt om mit land og om verden i almindelighed. Jeg så en farverig menneskemængde, fuld af forskelle, som hver især var med til at løfte helheden. Det var et rum, hvor forskelle blev erkendt og fejret som en styrke. Jeg så forskellige aldre, racer, køn, etniciteter, identiteter, påklædninger og så videre – folk, der lo, klappede, græd, delte med hinanden. Jeg tror helt oprigtigt, at mange af de mennesker dukkede op af årsager, som rakte langt ud over mig eller min bog. Det var min fornemmelse, at de delvis var kommet for at føle sig mindre alene i verden, for at få en følelse af at høre til. Deres tilstedeværelse – energien, varmen og forskelligheden – var med til at fortælle en bestemt historie. Jeg tror, at folk var der, fordi det føltes godt – det føltes faktisk fantastisk – at blande vores forskellighed med samhørighed.

JEG TVIVLER PÅ, at nogen på det tidspunkt kunne have forudset omfanget af det, der var ved at ske. Hvem kunne have forudsagt, at en samhørighed som den, vi oplevede ved de begivenheder, snart ville være fortid? Hvem kunne vide, at en global pandemi fra det ene øjeblik til det næste ville tvinge os til at give afkald på sådan noget som kram, smil uden mundbind og ubekymret kontakt med fremmede og – værre endnu – udløse en lang periode fuld af smerte, tab og uvished, som ville berøre hver eneste lille flig af verden? Hvis vi havde vidst det, ville vi så have gjort noget anderledes? Jeg aner det ikke. Hvad jeg til gengæld ved, er, at de tider har gjort os mere usikre og urolige. De har fået flere af os til at være forsigtige, vagtsomme, mindre forbundne. Mange mennesker føler for første gang noget,

som millioner og atter millioner andre har måttet føle hver eneste dag i livet, nemlig hvad det vil sige at føle sig ude af balance, uden kontrol og virkelig usikker på fremtiden. I de sidste par år har vi i et historisk omfang udstået perioder med isolation, uendelige mængder af sorg og en generel følelse af usikkerhed, som er virkelig vanskelig at leve med.

Mens pandemien på nogle punkter har forårsaget indgribende forandringer i hverdagen, er der en række mere indgroede former for sygdomme, den ikke har ændret på. Vi har fortsat set ubevæbnede sorte personer blive dræbt af politiet – når de er kommet ud af en kiosk, når de har været på vej til frisøren, og når de er blevet standset i rutinemæssige færdselskontroller. Vi har set modbydelige hadforbrydelser udført mod amerikanere med asiatisk baggrund og personer fra LGBTQ+-fællesskabet. Vi har set intolerance og dobbeltmoral blive mere acceptabelt snarere end mindre, og vi har set magtsyge diktatorer stramme deres greb om lande verden over.

I USA så vi en siddende præsident stå og se på, mens politibetjente sendte tåregas mod tusindvis af mennesker, som havde forsamlet sig fredeligt foran Det Hvide Hus med et ønske om mindre had og mere retfærdighed. Og da amerikanerne efterfølgende mødte op i hobetal for at stemme selvsamme præsident ud af kontoret på retfærdig og overbevisende vis, var vi vidner til en flok vrede oprørere, som hærgede i vores regerings allerhelligste rum i den tro, at de på en eller anden måde gjorde vores land ære ved at sparke døre ind og pisse på Nancy Pelosis gulvtæppe.

Har jeg været vred? Ja, jeg har.

Har jeg af og til været fortvivlet? Ja, også det.

Bliver jeg rystet, hver gang jeg ser raseri og dobbeltmoral forklædt som et populistisk politisk slogan om storhed? I dén grad.

Men er jeg alene om det? Heldigvis ikke. Næsten hver eneste dag hører jeg fra mennesker fra nær og fjern, som forsøger at finde deres vej gennem disse forhindringer, som afvejer deres energi, som klamrer sig til deres kære og gør, hvad de kan, for at holde modet oppe i denne verden. Jeg taler tit med folk, som kæmper med en følelse af at være anderledes, som føler sig ubetydelige eller usynlige, er udmattede af deres forsøg på at håndtere det, og som føler, at deres indre lys er blevet dæmpet. Jeg har mødt unge mennesker fra hele verden, som forsøger at finde deres egen stemme og gøre plads til dem, de er i deres relationer og på deres arbejdspladser. De har rigtig mange spørgsmål: Hvordan skaber jeg meningsfulde relationer? Hvornår og hvordan tager jeg ordet, når jeg vil italesætte et problem? Hvordan ‘hæver man niveauet’, når man er langt nede?

Mange af de mennesker, jeg hører fra, forsøger at finde deres styrke i institutioner, traditioner og strukturer, som ikke er skabt til dem. De forsøger at scanne omgivelserne for landminer og landegrænser, som i mange tilfælde er utydelige og svære at få øje på. Straffen for at fejle i forsøget på at komme uden om disse forhindringer kan være altødelæggende. Det er et landskab, som kan være ekstremt forvirrende og farligt at navigere i.

Jeg bliver tit bedt om svar og løsninger. Siden min forrige bog blev udgivet, har jeg hørt mange historier og svaret på mange spørgsmål, talt med en masse vidt forskellige mennesker om, hvordan og hvorfor vi klarer os igennem uretfærdighed og uvished. Jeg er blevet spurgt, om jeg mon, gemt i en lomme et sted, har en opskrift på, hvordan man griber det an. En opskrift, der kan være med til at gøre det mindre forvirrende og lettere at håndtere. Tro mig, jeg forstår, hvor praktisk det ville være. Jeg ville elske at opfinde en enkel og skudsikker metode, som kunne gøre det nemmere at håndtere enhver uvished og

afkorte vejen til at opnå det, man gerne vil. Jeg ville ønske, det var så enkelt. Hvis jeg havde en opskrift, ville jeg dele den lige med det samme. Men husk, at jeg også af og til ligger i sengen om natten og spekulerer på, om jeg er god nok. Husk, at jeg ligesom alle andre også er nødt til at overvinde noget en gang imellem. Og hvad med alle de mål, mange af os prøver at opnå? Jeg har nået en hel del af mine, og jeg kan godt fortælle jer, at tvivl, usikkerhed og uretfærdighed lever i bedste velgående, selv når man krydser målstregen – det trives faktisk rigtig godt dér.

Sagen er, at der ikke findes nogen opskrift. Der findes ingen trylleformular. Jeg tror ikke på, at der findes nemme løsninger eller enkle svar på livets store problemer. Det strider mod kompleksiteten i det at være menneske. Vores hjerter er for sammensatte, vores historier for rodede.

DET, JEG KAN tilbyde, er et kig ned i min egen personlige redskabskasse. Meningen med denne bog er at vise jer, hvad jeg har i den, og hvorfor. Den skal vise, hvad jeg benytter mig af professionelt og personligt for at være i balance og bevare selvtilliden, og hvordan jeg undgår at blive slået ud af kurs i perioder, hvor jeg er bekymret og stresset. Nogle af mine redskaber er vaner og handlinger, nogle er fysiske genstande, og resten er holdninger og overbevisninger, som er skabt af min historie og mine erfaringer. Min egen løbende proces med at ‘blive til’. Bogen er ikke tænkt som en brugsanvisning. Du vil i stedet finde en række ærlige refleksioner over, hvad mit liv har lært mig indtil videre, knapperne og hydraulikken i det, der hjælper mig helskindet forbi de forhindringer, jeg møder. Jeg vil præsentere dig for nogle af de mennesker, som holder mig oprejst, og fortælle, hvad nogle fantastiske kvinder har lært mig om at stå ansigt

til ansigt med uretfærdighed og usikkerhed. Du vil høre om det, der stadig kan slå mig ud, og om, hvad jeg støtter mig til for at komme tilbage på benene. Jeg vil også fortælle om de holdninger, jeg har lagt bag mig, efter at jeg har forstået, at et redskab er noget andet og meget mere nyttigt end et forsvar.

Det giver sig selv, at det ikke er alle redskaber, som hjælper i alle situationer, eller at de virker på samme måde for alle. Noget, som er stærkt og effektivt for dig, er det ikke nødvendigvis for din chef eller mor eller partner. Man kan ikke bruge en paletkniv, når man skal skifte dæk, og et dækjern er ikke den store hjælp, når man skal stege et spejlæg. (Selvom det står enhver frit for at bevise, at jeg tager fejl). Redskaber ændrer sig over tid sammen med vores livssituation og personlige udvikling. Det, der fungerer i én livsfase, fungerer måske ikke i en anden. Men jeg tror, at der er en værdi i at lære at identificere de vaner, som holder os afbalancerede og rolige, i modsætning til dem, der gør os bekymrede eller utrygge. Jeg håber, at du finder noget, du kan bruge i bogen – og at du tager det, som er nyttigt, og kasserer det, som ikke er – efterhånden som du identificerer, samler og raffinerer din egen basissamling af redskaber.

Til sidst vil jeg gerne undersøge gængse forestillinger om magt og succes og anskue dem fra en ny vinkel, så du forhåbentlig lettere kan få øje på alt det, der rent faktisk er inden for din rækkevidde, og blive mere opsat på at finde dine egne styrker. Jeg tror på, at vi alle bærer på et lille indre lys, noget fuldstændig unikt og individuelt, en flamme, som er værd at passe på. Når vi er i stand til at få øje på vores eget lys, bliver vi også i stand til at bruge det. Når vi lærer at dyrke det, som er unikt i de mennesker, der er omkring os, bliver det lettere for os at opbygge empatiske fællesskaber og skabe meningsfulde forandringer.

I første del af denne bog vil jeg se på processen med at finde styrke og lys i os selv. Anden del handler om vores forhold til andre og vores forestillinger om et hjem, mens tanken med tredje del er at indlede en samtale om, hvordan vi bedre kan tage vores lys på os og passe på det og styrke det, især i vanskelige tider.

I løbet af bogen vil jeg tale om at finde personlig styrke, styrke i fællesskaber og styrke til at overvinde følelser af tvivl og magtesløshed. Jeg påstår ikke, at noget af det er enkelt, eller at der ikke er en masse forhindringer, som kommer i vejen. Det er også vigtigt at sige, at alt, hvad jeg ved om de forskellige redskaber, jeg støtter mig til, har jeg lært ved at prøve mig frem, ved hele tiden at øve mig og evaluere mine erfaringer. Jeg har brugt årtier på at haste afsted, blive klogere, begå fejl, foretage justeringer og kursændringer hen ad vejen. Jeg er kun langsomt kommet frem til det sted, hvor jeg er i dag.

Hvis du er et ungt menneske, som læser dette, skal du huske at være tålmodig med dig selv. Du står foran en lang og interessant rejse, som ikke udelukkende vil være behagelig. Du kommer til at bruge mange år på at finde ud af, hvem du er, og hvordan du fungerer, og kun langsomt vil du finde ind til en mere tydelig og stærk selvfølelse. Stille og roligt vil du få øje på dit lys og blive i stand til at bruge det.

Jeg har lært, at selvværd og sårbarhed går hånd i hånd, og at det, vi mennesker har til fælles, er trangen til altid at stræbe efter at blive bedre. Vi bliver modigere, når vi er omgivet af lys. Hvis man kender sit eget lys, kender man også sig selv. Man har en ærlig tilgang til sin egen historie. Det er min erfaring, at denne form for selvindsigt opbygger selvtillid, som igen giver indre ro og evnen til at bevare overblikket, hvilket i sidste ende gør os i stand til at skabe meningsfulde relationer til andre – hvilket for mig er grundlaget for alt. Ét lys nærer et andet. Én stærk familie giver styrke til andre. Et lokalsamfund fyldt

med ildsjæle kan inspirere folk omkring sig. Dét er styrken ved lyset i os alle.

JEG FORESTILLEDE MIG oprindeligt denne bog som noget, der kunne tilbyde en form for fællesskab for læsere, som gennemlevede en periode med store omvæltninger. Brugbar og betryggende, håbede jeg, for alle, som tog hul på en ny fase af livet, hvad enten det handlede om en eksamen eller en skilsmisse, et karriereskifte eller en diagnose, et barns fødsel eller en nærtståendes død. Det var min tanke, at jeg primært ville kigge på omvæltninger udefra, undersøge udfordringerne ved frygt og usikkerhed fra en overlevendes perspektiv og tale som en, for hvem – på vej mod 60-årsalderen – det var lykkedes at slippe helskindet igennem.

Jeg burde naturligvis have vidst bedre. De seneste mange år har kastet os alle ud i voldsomme omvæltninger og fastholdt os dér, næsten uden pause. Mange af os har aldrig oplevet noget lignende. De fleste mennesker på min alder og yngre har ikke har gennemlevet en global pandemi eller faldende bomber i Europa eller en tid, hvor kvinder ikke havde den grundlæggende ret til at bestemme over deres egne kroppe og tage beslutninger på et oplyst grundlag. Vi har været relativt beskyttede. Og nu er vi det i mindre grad. Usikkerheden bliver ved med at trænge ind i næsten hvert eneste aspekt af livet og manifestere sig på måder, der er så omfattende som truslen om atomkrig og så nære som lyden af ens barn, der begynder at hoste. Vores institutioner er blevet presset til det yderste, og vores systemer er blevet svækket. Personalet i sundhedssystemet og undervisningssektoren har været under enormt pres. Unge mennesker fortæller om ensomhed, angst og depression i et hidtil uset omfang.

Vi kæmper med at finde ud af, hvem vi er, og hvad vi kan stole på og have tillid til. Og skaden er uden tvivl permanent. Forskere anslår, at mere end 7,9 millioner børn verden over har mistet en mor, far eller en omsorgsgivende bedsteforælder, som er døde som følge af covid-19. I USA har mere end en kvart million børn – de fleste af dem fra farvede bydele – oplevet, at en primær eller sekundær omsorgsperson er død på grund af virussen. Det virker umuligt at forestille sig konsekvensen af alt dette – at alle disse ankre i livet nu er væk.

Det kan godt vare et stykke tid, før vi finder fodfæste igen. Tabene vil kunne mærkes i mange år fremover. Vi vil blive rystet igen og igen. Verden vil forblive både smuk og ødelagt. Det usikre forsvinder ikke. Men når stabilitet ikke er en mulighed, bliver vi udfordret til at udvikle os. I min forrige bog beskrev jeg, hvordan min egen rejse har lært mig, at der ikke er mange holdepunkter i livet – at de traditionelle markører, vi tænker på som begyndelser og afslutninger, i virkeligheden ikke er andet end det: markører på en meget længere vej. Vi er hele tiden i bevægelse, på rejse. Vi oplever konstant omvæltninger. Vi bliver ved med at lære, også når vi ikke orker at lære mere. Vi forandrer os, selv når vi er udmattede af forandring. Vi kender sjældent udfaldet af anstrengelserne på forhånd. Hver dag får vi til opgave at blive nyere udgaver af os selv.

Nu, da vi stadig befinder os i en pandemi, som er kendetegnet ved problemer som uretfærdighed og ustabilitet, og vi bekymrer os over en uvis fremtid, spekulerer jeg på, om tiden er inde til at holde op med at spørge ‘hvornår er det her overstået?’ og i stedet begynde at stille nogle andre og mere praktiske spørgsmål om, hvordan man holder sig oprejst, når man står midt i udfordringer og forandringer. Hvordan tilpasser vi os? Hvordan bliver vi bedre tilpas, mindre lammede, når alt omkring os er usikkert? Hvilke redskaber har vi, som kan hjælpe

os? Hvor finder vi flere ankre? Hvordan kan vi skabe sikkerhed og stabilitet for andre? Og hvis vi arbejder sammen som en enhed, hvad kan vi så klare sammen?

Som sagt har jeg ikke alle svarene, men jeg vil gerne have samtalen. Der er en værdi i at se på det sammen. Jeg vil gerne skabe rum til en større og dybere dialog. Jeg tror, at det er sådan, vi kan komme til at stå bedre fast.

I DENNE INSPIRERENDE opfølger til sin anmelderroste selvbiografi, bestselleren Min historie, videregiver den tidligere amerikanske førstedame Michelle Obama sine erfaringer og strategier til at bevare håbet og holde balancen i den usikre verden, vi lever i.

I Lyset i os alle — at finde håb og styrke i svære tider går Michelle Obama i en ærlig dialog med læserne og reflekterer over de spørgsmål, mange af os kæmper med: Hvordan opbygger vi holdbare og meningsfulde relationer? Hvordan finder vi styrke og fællesskab i vores forskelligheder? Hvordan håndterer vi følelser som tvivl og frygt? Hvad gør vi, når alting føles overvældende?

Med humor, åbenhed og medfølelse udforsker hun også emner som race, køn og forskellighed.  Lyset i os alle er en blanding af stærke historier og dybsindige råd, som kan inspirere andre til, hvordan de skaber mere glæde og mening i deres liv.

ISBN: 978-87-400-8015-5