Alt dette vil jeg give dig

HVAD STILLER MAN OP, NÅR ENS ELSKEDE VISER SIG AT HAVE LEVET ET HELT ANDET LIV, END DET MAN KENDTE TIL?

„Man har mere end svært ved at slippe den konstant fascinerende læsning. Eneste trøst efter sidste side er, at der heldigvis er to bind mere på vej fra dalen. Jeg kan næsten ikke vente.“ – POLITIKEN

Forfatteren Manuels mand Álvaro er allerede død, da ambulancen ankommer til ulykkesstedet. Bilulykken virker mistænkelig, men politiet lukker bemærkelsesværdigt hurtigt undersøgelsen, og blandt Álvaros familiemedlemmer møder Manuel kun kulde og afvisning.

„Plottet er fremragende og handlingen både spændende og overraskende. […] Som nævnt er romanen noget af det bedste af sin art, og heldigvis er de to næste bind i trilogien allerede udkommet på spansk, og en filmatisering er på vej.“ – LITTERATURSIDEN „Dolores Redondo har sat en milepæl inden for den spanske spændingsromans historie.“ – EL MUNDO „Sikke en roman! Den er fantastisk. Du kan ikke holde op med at læse ...“ – EL PAÍS „Kraftfuld og stærk. Gå ikke glip af den.“ – EL PERIÓDICO

FOTO: © ALFREDO TUDELA

Det skrev anmelderne om de tre bind i Redondos Baztán-trilogi:

En adelig titel og et gods i Galicien med tilhørende vinmarker viser sig at være bare én af de ting, Álvaro har holdt skjult. For Manuel finder snart ud af, at mystiske dødsfald, korruption og misbrug også hører til Álvaros familiehistorie.

Dolores Redondo er lige nu Spaniens bedst sælgende forfatter. Hun debuterede med Den usynlige vogter, der blev oversat til mere end 30 sprog. Med Offergaven og De glemte børn fuldendte hun Baztán-trilogien, der solgte over 1,3 million eksemplarer i Spanien og blev et internationalt fænomen. Alt dette vil jeg give dig er vinder af den prestigefyldte pris Premio Planeta 2016.

Sammen med en stædig pensioneret politimand og den lokale præst kaster Manuel sig ud i opklaringen af ulykken, og mens et atypisk venskab spirer mellem de tre mænd, forsøger de at udrede det net af hemmeligheder og løgne, der gemmer sig bag den magtfulde families polerede facade.

Den spanske presse om Alt dette vil jeg give dig:

”Twin Peaks i Galicien.”

„Ekstremt stramt komponeret og skarpsindigt opklaringsarbejde. Der er ikke en eneste oplysning eller drejning på historien, der ikke skulle være der.“ – LA VANGUARDIA

– LA RAZÓN

”Dolores Redondo er den velskrevne krimis dronning”

„Forfatteren overgår sig selv. [...] Hun bevæger sig med lysets hastighed. Man kan nærmest se hendes tanker bevæge sig som en erfaren skakspillers: Mens hun udvikler ét plot, er hun allerede i gang med at arbejde på et andet.“ – EL CORREO GALLEGO

– CARLOS RUIZ ZAFÓN, forfatter til Vindens Skygge

OMSLAG: MARLENE DIEMAR / IMPERIET.DK

HR. FERDINAND

SPÆNDINGSROMAN

HR. FERDINAND

ALT DETTE VIL JEG GIVE DIG

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 1

11/06/18 11.13

Dolores Redondo

ALT DETTE VIL JEG GIVE DIG Roman Oversat af Kirsten A. Nielsen

Hr. Ferdinand

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 3

11/06/18 11.13

Til Eduardo, altid.

Til min far, på alle måder en galicier.

Til min mor og til deres kærlighed, som gik imod familiens ønske, men som styrkede mig i min stolthed over mine forældre og troen på den uovervindelige kærlighed.

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 4

11/06/18 11.13

De fleste mennesker spekulerer på, hvad naboen vil tænke. Men landstrygere og aristokrater er ligeglade – de gør, hvad der falder dem ind, og spekulerer ikke på, hvad folk vil tænke om dem.

Jeg mener ikke bare dem, der ingenting bestiller og holder store ­selskaber og så videre. Jeg mener dem, der gennem generationer er opdraget til ikke at regne med andre meninger end deres egne.

Agatha Christie: Brevet der dræbte*

Stort set alle i huset kan have gjort det.

Agatha Christie: Det kringlede hus

Michael Corleone havde taget alle forholdsregler mod alle ­eventualiteter. Hans planer var perfekte, og han var tålmodig og ­omhyggelig; han forventede at bruge et helt år på at forberede tingene, men skæbnen greb ind, og det var ikke på en gunstig måde.

Tiden blev forkortet på grund af et svigt. Og den, der svigtede, var gudfaren, den store don Corleone.

Mario Puzo: Mafia

De vil leve ved din side og tale med dig, som når du er sammen med mig.

Isolina Carrillo: To gardenier

*Citatet fra Brevet der dræbte er gengivet efter Poul Ib Liebes oversættelse, 1963

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 5

11/06/18 11.13

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 6

11/06/18 11.13

REDNINGSBÆLTER Der lød en myndig banken på døren. Otte hurtige og sikre slag, som fortalte, at der stod en person udenfor, som forlangte opmærksomhed. Den slags slag, som ikke kan forveksles med en gæsts banken, eller en håndværkers eller et buds. Senere tænkte han på, at det netop var sådan, man forventede, at politiet ville banke på.

I et par sekunder betragtede han eftertænksomt den blinkende markør ved slutningen af den sidste sætning. Formiddagen var gået rigtig godt, bedre end de seneste tre uger, for selv om han hadede at indrømme det, skrev han bedre, når han var alene i huset, når han arbejdede uden tidsplan, når han var befriet for rutinemæssige afbrydelser som frokost og aftensmad og bare lod sig rive med. Sådan var det altid i denne fase af skriveprocessen, og Thebens sol ville være færdig om et par uger, måske før, hvis alt gik godt. Indtil da ville denne historie være det eneste i hans liv, hans besættelse, det, der beskæftigede ham dag og nat, det eneste, han ville tænke på. Sådan havde han oplevet det med alle sine romaner, det var en følelse, der på én gang var livgivende og ødelæggende, en slags offer, som han både elskede og frygtede at opleve. Det var noget meget privat, og han vidste af erfaring, at han i de dage ikke ville være det bedste selskab. Han så op og kastede et hurtigt blik ud mod gangen, der adskilte stuen, hvor han sad og skrev, fra indgangsdøren, og kiggede så igen på den blinkende markør, der syntes at være fyldt med ord, som han skulle skrive. En bedragerisk stilhed lagde sig over rummet og skabte i et 7

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 7

11/06/18 11.13

kort øjeblik det falske håb, at den ubelejlige gæst havde givet op. Men det havde vedkommende ikke, for han fornemmede dennes rolige og myndige energi på den anden side af døren. Han kastede atter et blik på markøren og lagde hænderne på tastaturet, fast besluttet på at færdiggøre sætningen. I de efterfølgende sekunder nåede han endog at overveje den mulighed at ignorere den vedholdende banken, der nu atter rungede i den lille entré.

Irriteret, ikke så meget på grund af afbrydelsen som på grund af, at der blev banket så respektløs på døren, gik han ud i entréen for at åbne døren. Han hev vredt i låsen, mens han mumlende forbandede ejendommens portner, som han flere gange havde gjort opmærksom på, at han ikke brød sig om afbrydelser, når han arbejdede.

To uniformsklædte civilgardister, en mand og en kvinde, trådte et skridt tilbage, da han åbnede døren.

“Godmorgen. Bor Álvaro Muñiz her?” spurgte manden, efter hurtigt at have kigget på et lille kort, som næsten blev helt væk i hans hule hånd.

“Ja,” svarede Manuel og glemte straks sin irritation.

“Er du i familie med ham?”

“Jeg er hans mand.”

Betjenten kastede et hurtigt blik på sin kollega, hvad Manuel straks bemærkede, men hans medfødte paranoia var på det tidspunkt allerede i alarmberedskab, så han ignorerede betydningen af dette blik.

“Er der sket noget med ham?”

“Jeg er løjtnant Castro, og det her er min kollega sergent Acosta.

Må vi have lov til at komme indenfor? Det er lettere at snakke indenfor.”

Han var forfatter og havde derfor ikke svært ved at se scenen for sig: To uniformerede civilgardister, der bad om at komme ind i hans hjem for at tale med ham, kunne ikke være andet end budbringere af dårlige nyheder.

Manuel nikkede og trådte til side. I den lille entré virkede de to betjente kæmpestore i deres grønne uniformer og deres militærstøv8

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 8

11/06/18 11.13

ler. Sålerne knirkede på det lakerede parketgulv, som var de fulde sømænd, der forsøgte at holde balancen på dækket af et alt for lille skib. Han førte dem gennem gangen hen til stuen, hvor han havde sit arbejdsbord, men i stedet for at vise dem hen til sofagruppen standsede han brat op, så de var lige ved at støde ind i ham, vendte sig om og gentog stædigt: “Er der sket noget med ham?”

Det var ikke længere et spørgsmål, for på vejen fra entrédøren og hen til stuen havde ordene skiftet karakter og var næsten blevet til en bøn, en vedholdende remse, der lød igen og igen inde i hans hoved: ‘Nej, ikke det. Nej. Nej. Nej.’ Og sådan fortsatte det, selv om han udmærket vidste, at bønnen ikke nyttede noget. Den havde ikke nyttet noget, dengang kræften havde fortæret hans søster i løbet af knap ni måneder. Udmattet og febersyg, men som sædvanlig fast besluttet på at indgyde ham mod, at trøste ham, at passe på ham, havde hun forsøgt at lave sjov, mens hun lå på hospitalet med det allerede dødsmærkede ansigt begravet i den bløde pude. ‘Det tager mig lige så lang tid at forlade verden, som det tog mig at ankomme til den.’ Ydmygt var han fortsat med at bede til en højere, men magtesløs instans; han havde gentaget den gamle remse, mens han, slæbende på fødderne som en underdanig lakaj, var gået hen til det lille, varme kontor, hvor lægen fortalte ham, at hans søster ikke ville overleve natten. Nej, bønnerne nyttede ikke noget, men selv om han havde været fast besluttet på at modstå det, havde han alligevel foldet hænderne i en stum bøn, mens han lyttede til ordene, til den uundgåelige dom, hvor man ikke kunne forvente at blive benådet ved en opringning fra en guvernør.

Løjtnant Castro kiggede sig omkring og beundrede det omfattende bibliotek, der dækkede to af stuens vægge. Så kastede han et blik på Manuels arbejdsbord og lod derefter blikket hvile på ham igen.

“Måske er det bedst, at du sætter dig ned,” sagde betjenten og pegede hen mod sofaen.

“Jeg har ikke lyst til at sætte mig ned. Fortæl det nu,” insisterede 9

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 9

11/06/18 11.13

han, men blev straks klar over, at hans ord havde lydt en smule bryske, så for at mildne dem sukkede han og tilføjede: “Vil I ikke nok fortælle mig, hvad der er sket.”

Betjenten tøvede, ubehagelig til mode, men så rettede han blikket mod et punkt bag ved Manuels skulder og bed sig i overlæben, inden han begyndte at tale.

“Det drejer sig om … din …”

“Det drejer sig om din mand,” brød kvinden ind og overtog nu situationen, mens han ud af øjenkrogen bemærkede kollegaens slet skjulte lettelse. “Det gør os ondt, men vi kommer med dårlige nyheder. Vi er kede af at skulle meddele dig, at Álvaro Muñiz de Dávila har været ude for en alvorlig trafikulykke tidligt i morges. Da ambulancen kom, var han allerede død. Det gør mig meget ondt.”

Betjentens ansigt havde en perfekt oval form, der blev fremhævet af håret samlet i nakken i en hestehale, som nogle lokker var begyndt at rive sig løs fra. Han havde hørt det tydeligt, Álvaro var død, og alligevel overraskede han i nogle sekunder sig selv ved at tænke på denne kvindes afdæmpede skønhed på en måde, der gjorde, at han var lige ved at sætte ord på dette forstyrrende indtryk, der fuldstændig optog hans tanker. Hun var meget smuk, men hun syntes ikke at være bevidst om sine ansigtstræks forunderlige symmetri, og netop det gjorde hende endnu smukkere. Da han senere tænkte tilbage på dette øjeblik, forundredes han over, at hans hjerne havde fundet en nødudgang i et forsøg på at redde hans sunde fornuft, så han i flere sekunder havde søgt tilflugt i dette smukke kvindeansigt, som blev det første redningsbælte, det lykkedes ham at gribe fat i, hvad han dog ikke selv var klar over på det tidspunkt. Det var kun et kort og kostbart øjeblik, men utilstrækkeligt til at standse den lavine af spørgsmål, der allerede formedes i hans hoved. Alligevel sagde han bare: “Álvaro?”

Den kvindelige betjent greb fat om hans arm, og da han senere tænkte tilbage på det, blev han klar over, at hun havde gjort det på samme måde, som når en betjent griber fat i en anholdt. Uden at 10

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 10

11/06/18 11.13

møde modstand førte hun ham hen til sofaen, skubbede let til hans skulder og satte sig ved siden af ham, da han havde sat sig ned.

“Ulykken skete tidligt i morges. Bilen kørte tilsyneladende ud over vejkanten på en lige strækning med relativ god sigtbarhed, der synes ikke at have været andre biler involveret, og ifølge oplysningerne fra vores kolleger i Monforte peger alt på, at han faldt i søvn ved rattet.”

Han lyttede opmærksomt til hende og anstrengte sig for at få alle detaljer i hendes forklaring med, samtidig med at han forsøgte at ignorere det kor af stemmer, der råbte højere og højere inde i hans hoved: ‘Álvaro er død.’ ‘Álvaro er død.’ ‘Álvaro er død.’

Kvindens smukke ansigt var ikke længere tilstrækkeligt som redningsbælte. Ud af øjenkrogen så han, at løjtnanten studerede de ting, der lå opstablet på hans skrivebord. Et glas med en sjat kaffe og en teske i, en invitation til uddelingen af en prestigefyldt litterær pris, brugt som glasbakke, mobiltelefonen, som han havde snakket med Álvaro i for ikke ret mange timer siden, og den ivrigt blinkende markør ved slutningen af den sidste linje, han havde skrevet samme formiddag, da han, stakkels tåbe, havde tænkt, at det alt sammen gik så godt. Og derefter konkluderede han, at det ikke længere betød noget, at intet betød noget, hvis Álvaro var død, og han måtte jo være død, for det havde den kvindelige betjent sagt til ham, og det græske kor, der havde installeret sig i hans hoved, gentog det hele tiden i et øredøvende crescendo. Så dukkede det andet redningsbælte op.

“Sagde du Monforte? Det ligger jo i …”

“Monforte, i provinsen Lugo. Dér ligger den Guardia Civil-kaserne, hvorfra vores kolleger har ringet til os, men ulykken fandt sted tæt ved den lille by Chantada.”

“Det er ikke Álvaro.” Den meget bestemte afvisning tiltrak sig løjtnantens opmærksomhed. Han mistede interessen for tingene på skrive­bordet og vendte sig forvirret om mod ham.

“Hvad mener du?”

“Det kan ikke være Álvaro. Min mand tog i forgårs eftermiddag til Barcelona for at mødes med en kunde. Han beskæftiger sig med 11

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 11

11/06/18 11.13

erhvervsmarketing. Han har arbejdet i flere uger på et projekt til en catalansk hotelkæde, de havde planlagt nogle reklamekampagner, og i morges havde han et møde, hvor kampagnerne skulle præsenteres, derfor kan han umuligt have været i Lugo, det må være en fejl. Jeg snakkede med ham i aftes, og når vi ikke har snakket sammen her til morgen, skyldes det, at han som sagt havde et møde tidligt på morgenen, og jeg står ikke tidligt op, men nu vil jeg ringe til ham.”

Han rejste sig op og gik forbi løjtnanten, idet han negligerede den blytunge overbærenhed, der lå i de blikke, de to betjente vekslede.

Da han nåede hen til skrivebordet, ledte han med klodsede hænder mellem tingene på bordet og skubbede til skeen, der klirrede mod kanten af glasset, hvorpå kaffesjatten havde afsat en fastgroet ring.

Han fandt mobilen, trykkede på et par taster og lyttede med blikket rettet mod løjtnanten, der betragtede ham med et sørgmodigt ansigtsudtryk.

Manuel ventede, indtil ringetonen standsede.

“Han må være midt i mødet lige nu, og derfor tager han ikke telefonen …” forsøgte han.

Den kvindelige betjent rejste sig op.

“Du hedder Manuel, ikke sandt?”

Han nikkede, som om han tog imod en tung byrde.

“Kom herhen, Manuel. Sæt dig her ved siden af mig.”

Han gik tilbage til sofaen, stadig med telefonen i hånden, og gjorde, som hun bad ham om.

“Manuel, jeg er også gift,” sagde hun og kastede et hurtigt blik på hans næsten helt matte vielsesring i guld. “Jeg ved af erfaring, især gennem mit arbejde, at vi aldrig kan være helt sikre på, hvad vores ægtefælle laver. Det er noget, man må lære at leve med og ikke lade sig pine af uvisheden hvert eneste sekund. Der var sikkert en grund til, at din mand befandt sig netop dér, og der var sikkert også en grund til, at han ikke havde fortalt dig det, men vi er helt sikre på, at det er ham. Når ingen svarer på mobilen, skyldes det, at vores kolleger i Monforte har den i forvaring. De har overført din mands legeme til 12

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 12

11/06/18 11.13

Retsmedicinsk Institut ved hospitalet i Lugo, men vi har desuden fået en positiv identifikation fra et familiemedlem. Der er ingen tvivl om, at det er Álvaro Muñiz de Dávila, fireogfyrre år gammel.”

Han havde rystet på hovedet ved hvert eneste af sergent Acostas argumenter, mens hun afleverede sin fejlagtige opfattelse af Álvaro i det matte skær fra den ring, der fik hende til at fremsætte fordomsfulde opfattelser af et ægtepars forhold. Der var ikke gået ret mange timer, siden han sidst havde snakket med Álvaro, og han var i Barcelona og ikke i Lugo, for hvad pokker skulle Álvaro lave i Lugo. Manuel kendte sin mand, han vidste, hvor han befandt sig, og det var selvfølgelig ikke på en eller anden skide landevej i Lugo. Han hadede fordomsfulde opfattelser af ægtepar, han hadede fordomsfulde opfattelser af alt, og han begyndte at hade denne lille kvikke kvindelige betjent. “Álvaro har ingen familie,” sagde han afvisende.

“Manuel …”

“Altså, han har jo nok en familie ligesom alle andre, men han har ingen kontakt med den, han har intet at gøre med den. Sådan havde det været allerede længe inden, Álvaro og jeg lærte hinanden at kende, sådan havde det været, lige fra han var meget ung og gjorde sig uafhængig. Det er jer, der tager fejl.”

“Manuel, dit navn og dit telefonnummer stod under A som kontaktnummer på din mands mobil,” forklarede hun tålmodigt.

“Kontaktnummer …” mumlede han.

Han huskede nu, at det havde de gjort for nogle år siden. Myndighederne havde opfordret folk til at oprette en ICE-kontakt, navn og nummer på den person, der skulle kontaktes In Case of Emergency.

Han trykkede på tasten til Kontakter på sin mobil og kunne da se sin egen ICE-kontakt: Álvaro. Han studerede hvert eneste bogstav i navnet, mens han mærkede, at hans syn blev sløret af de tunge tårer, der begyndte at vælte frem i hans øjne. Så fandt han endnu et redningsbælte.

“Men ingen har ringet til mig … De skulle da have ringet til mig, ikke?”

13

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 13

11/06/18 11.13

Løjtnanten så ud til at være tilfreds med nu at kunne tage ordet.

“Indtil for et par år siden gjorde vi det på den måde, vi ringede til kontaktpersonen, og hvis der ingen kontaktperson var, ringede vi til det nummer, der var angivet som ‘hjem’ eller ‘forældre’, og så ringede vi til dem og gav beskeden. Men det var meget traumatisk, og ved flere lejligheder medførte disse opkald hjerteslag, ulykker eller … uønskede reaktioner. Vi forsøger at gøre det på en bedre måde. Nu kræver proceduren en positiv identifikation; man adviserer den politistation, der ligger nærmest den afdødes hjem, og vi tager altid to betjente af sted, hvoraf den ene er overordnet, ligesom i dette tilfælde. Vi giver meddelelsen personligt, og vi ledsager vedkommende til identifika­ tionen.”

Altså betød alt dette postyr med at sætte sig ned og være rolig ikke noget, det var blot en fast procedure, man havde, når man skulle give den værste meddelelse i verden. En procedure, som kun to af de tre tilstedeværende kendte, og som han nu vidste, at man ikke kunne slippe fri for.

I nogle få sekunder sad de ubevægelige og tavse, indtil løjtnanten gjorde tegn til kvinden.

“Måske vil du ringe til et familiemedlem eller til en ven, der kan være hos dig,” foreslog hun.

Manuel så forvirret på hende. Hendes ord trængte knap nok ind; det var, som om hun talte fra en anden dimension eller under vand.

“Hvad skal jeg gøre nu?” spurgte han.

“Som sagt er liget bragt til Retsmedicinsk Institut på hospitalet i Lugo. Dér vil de give dig besked om, hvad du skal foretage dig, og de vil udlevere liget, så du kan begrave det.”

Idet han simulerede en viljekraft, som han på ingen måde var i besiddelse af, rejste han sig op og gik ud mod entrédøren, hvorved han tvang betjentene til at følge efter sig, mens han lovede dem, at han ville ringe til sin søster, når de var gået. Han var klar over, at hvis han ønskede at slippe af med betjentene, var han nødt til at virke rolig, men da han gav hånd til dem, mærkede han deres granskende blik, 14

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 14

11/06/18 11.13

som ikke passede helt til den høflige måde, hvormed de tog afsked med ham. Han takkede dem endnu en gang og lukkede døren efter dem.

Han ventede et øjeblik, stod lænet op mod den varme trædør og var sikker på, at de også lyttede på den anden side af døren. Fra denne vinkel, hvor han vist aldrig før havde stået i ret lang tid, så han, hvordan den lille entré åbnede sig ind mod stuen som en buket blomster, der var samlet ved stænglerne og eksploderede af lys i den anden ende. Det hjem, som han havde delt med Álvaro i femten år, forekom ham nu kæmpestort set fra denne usædvanlige vinkel. Lyset, der strømmede ind gennem vinduerne, tegnede konturerne af møblerne og fik dem med sin hvidhed næsten til at gå i ét med væggene og loftet, og i samme øjeblik ophørte dette elskede sted med at være hans hjem, det forvandlede sig til et hav af iskold sol, til en afskyelig islandsk nat, der fik ham til at føle sig som forældreløs igen, ligesom den nat på hospitalet.

Ringe til sin søster. Han smilede bittert ved tanken. Gid han havde kunnet det. Han mærkede kvalmen trænge ind i sit bryst som et varmt og uønsket dyr, der forsøgte at placere sig i hans skød, og hans øjne fyldtes igen med tårer, da han blev klar over, at de to eneste mennesker, han gerne ville have ringet til, var døde.

Han undertrykte trangen til at græde, gik tilbage til stuen, satte sig samme sted som før og greb mobilen på bordet. Da han tændte den, dukkede Álvaros navn op på skærmen som valgmulighed, han kiggede på det et stykke tid, sukkede og fandt et andet navn i listen over kontakter.

Meis søde kvindestemme svarede i den anden ende. Mei Liu havde været Álvaros sekretær i mere end ti år.

“Hej, Manuel. Hvordan har du det? Hvordan går det med din nye roman? Jeg glæder mig vanvittigt til at læse den. Álvaro har fortalt mig, at den bliver helt fantastisk.”

“Mei,” sagde han og afbrød hendes svada. “Hvor er Álvaro?”

Der var stille i den anden ende et kort øjeblik, og Manuel vidste 15

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 15

11/06/18 11.13

da straks, at hun ville lyve, og han fik ovenikøbet et af de der glimt af klarsyn, hvor man et kort øjeblik er i stand til at se det maskineri, som får verden til at løbe rundt, og som er barmhjertigt skjult for vore øjne næsten hele livet. “Álvaro? Jamen han er da i Barcelona.”

“Lad være med at lyve for mig, Mei,” sagde han brysk, selv om hans stemme næsten kun var en hvisken.

Stilheden i telefonen fortalte ham, at hun følte sig usikker, og at hun formodentlig benyttede pausen til desperat at finde et påskud, der kunne give hende et par sekunder mere til at tænke sig om.

“Jeg lyver ikke for dig, Manuel. Hvorfor skulle jeg lyve for dig?”

Hendes stemme var nu mere skinger, som om hun var lige ved at græde. Undskyldninger, spørgsmål. Alle mulige kneb for at undgå et direkte svar. “Han er … han er i Barcelona, til mødet med ledelsen af den catalanske hotelkæde.”

Manuel klemte telefonen i hånden, så hans knoer blev helt hvide, han lukkede øjnene og måtte anstrenge sig for ikke at kaste den langt væk, smadre den i tusind stykker og standse de løgne, der nåede frem til ham gennem forbindelsen. Da han sagde noget igen, forsøgte han at få så meget kontrol over sin stemme, at han ikke gav efter for sin trang til at råbe.

“To civilgardister har netop forladt min lejlighed efter at have fortalt mig, at Álvaro ikke var i Barcelona, at han tidligt i morges blev dræbt i en trafikulykke, og at han nu ligger i lighuset i Lugo. Fortæl mig så for helvede, hvordan det kan gå til, at du ikke vidste noget om det. Hvor var Álvaro?” Han trak hvert eneste ord ud og talte med hviskende stemme for at holde vreden tilbage.

Kvindens stemme brød sammen og blev næsten til en hylen, så han havde svært ved at forstå, hvad hun sagde.

“Det gør mig ondt, Manuel, det gør mig virkelig ondt.”

Han slukkede telefonen, og Mei, der kunne have været hans tredje redningsbælte, nåede aldrig at blive det.

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 16

11/06/18 11.13

DEN ISLANDSKE SOL Venteværelset emmede af tristhed. To rækker plasticstole over for hinanden efterlod kun en smal passage i det lille rum, hvor ånde og kropssved hang i en stinkende tåge, der slørede de ventendes sørgende ansigter. Chokeret vendte han sig atter om mod gangen og vagten, der henne fra skranken havde fulgt ham med blikket og nu nikkende bekræftede, at det var dér, han skulle vente. Han opgav at gå gennem den smalle passage hen til den eneste ledige stol, for det ville have krævet, at han skulle kante sig uden om de ventendes knæ og fødder og mumle en række undskyldninger for at nå frem. Han valgte derfor at stå op, og for ikke at være genstand for alles blikke stillede han sig op mod væggen så tæt på indgangen som muligt, derved sikrede han sig også lidt mere frisk luft at trække vejret i, selv om han så måtte betale den pris fortsat at være udsat for vagtens strenge overvågning.

Som en forlængelse af dette venteværelse havde Lugo modtaget ham med en himmel, der var grumset som klorvand. Den lette kølighed og de knap tyve graders varme, som stod i kontrast til den trykkende hede og det blændende lys i Madrid disse første septemberdage, forekom ham næsten at være iscenesat som et litterært kneb beregnet på at skabe en knugende og deprimerende stemning.

Lugo havde ingen lufthavn. Han havde overvejet den mulighed at flyve til Santiago de Compostela, den nærmeste lufthavn, og dér leje en bil og køre resten af vejen, men det, der var inde i ham, det, han endnu ikke var i stand til at sætte navn på, kunne ikke vente 17

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 17

11/06/18 11.13

de to timer, der var indtil det næste fly, og kunne ikke rummes i en flykabine.

Det sværeste havde været at åbne klædeskabet og inde mellem deres tøj finde en lille rejsetaske frem, som han havde proppet det mest nødvendige ned i, eller det mente han i hvert fald, at han havde gjort.

Senere fandt han ud af, at han i farten havde hevet fire ubrugelige klædningsstykker ned i tasken og glemt næsten alt det nødvendige.

Følelsen af at være på flugt tog til, da han tænkte tilbage på de sidste minutter i lejligheden. Det hurtige tjek af flyafgange fra Madrid, den hastigt pakkede taske og uviljen mod at kaste et blik på fotografiet af dem begge, som stod på kommoden, og som han nu ikke kunne få ud af hovedet. Det var taget af en fælles ven en dag sidste sommer, hvor de havde været på fisketur. Manuel kiggede distræt ud på havets sølvhvide overflade. En yngre Álvaro, slank, med det gyldenbrune hår bleget af solen, kiggede over på ham med sit sædvanlige fine og hemmelighedsfulde smil. Álvaro havde sat billedet i ramme, men Manuel brød sig ikke om det. Når han så på fotografiet, følte han, at han som sædvanlig var alt for virkelighedsfjern, var fortabt i et smukt øjeblik fyldt med betydning, som han aldrig ville kunne finde igen.

Dette lille øjeblik, som kameraet havde fanget, bekræftede hans mistanke om, at han aldrig havde været helt til stede i sit eget liv, og i dag var fotografiet næsten en anklage.

Den lange ventetid i det lille venteværelse virkede som en brat opbremsning i kontrast til den hastighed, hvormed han havde kastet sig ud på landevejen, som om et minut fra eller til havde kunnet ændre på den kendsgerning, at Álvaro var død. Han var gået igennem lejligheden som i trance, havde kigget ind i hvert værelse og hurtigt konstateret, at alle de ting, som havde været Álvaros, som på en eller anden måde var ham, stadig var der: hans fotobøger, hans skitseblokke på bordet, den gamle trøje, som hang over en stoleryg, og som han tog på, når han var hjemme, og nægtede at smide ud, selv om den var falmet og slidt på ærmerne. Han betragtede hver eneste genstand, næsten forbavset over, at de stadig var der, nu hvor Álvaro ikke var der 18

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 18

11/06/18 11.13

længere, som om det havde været rimeligt, at de var holdt op med at eksistere eller var forsvundet, når nu Álvaro var væk. Han kastede et hurtigt blik på sit eget skrivebord og greb refleksmæssigt sin tegnebog, mobilen og opladeren til telefonen. Måske var det mest overraskende bevidstheden om, at han ikke havde gemt Thebens sol og formiddagens arbejde – som han ellers havde syntes var gået så godt. Derefter fulgte den ubehagelige opgave at indtaste navnet på denne skæbnesvangre by på bilens GPS. De næsten fem hundrede kilometer kørte han i stilhed på knap fire en halv time, kun afbrudt af Meis stædige opringninger, som han havde undladt at besvare. Han var ikke engang sikker på, at han havde slukket lyset overalt i lejligheden.

Han lyttede nervøst til en mands gråd. Manden skjulte ansigtet ved en kvindes skulder, sikkert hans kone, som hviskede nogle uforståelige ord til ham. Han bemærkede kvindens trætte bevægelser, da hun kærtegnede mandens nakke, og blikkene fra nogle af de ventende, der tog dybe indåndinger med sammenpressede læber og hev efter vejret som børn for at holde smerten tilbage.

Han havde ikke grædt, han vidste ikke, om det var normalt eller ej. Der var et øjeblik – lige da betjentene var gået, og han for sit frygtsomme blik så konturerne af sit hjem flyde ud – hvor han havde været lige ved at græde. Men gråd krævede varme, eller i det mindste en eller anden slags indre flamme; den arktiske kulde, der havde fyldt hans hjem, havde delvist frosset hans hjerte til is. Han ville ønske, at det var frosset helt til, at det iskolde genfærd, der var trængt ind i hans hjem, havde været i stand til på sin færd at ødelægge fibrene i den unyttige muskel, der bankede i hans bryst. I stedet havde det erstattet blodets strøm med en slags kemisk sløvhed, hvor han stadig var i stand til at høre den langsomme slubren, som hjertets banken havde forvandlet sig til; en ussel og ynkelig livstråd, der lige nu mere var præget af tvivl end af vished.

To mænd klædt i ulastelige jakkesæt stod og ventede ved siden af skranken. Han så, at den ene af dem trådte nogle skridt tilbage, mens den anden hviskede nogle ord så lavt, at vagten måtte læne sig forover 19

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 19

11/06/18 11.13

for at høre ham. Han nikkede, og uden at skjule sin nysgerrighed for gæsterne pegede han hen mod venteværelset.

Manden, der havde henvendt sig til vagten, sagde et par hurtige bemærkninger til den anden, og de gik begge to hen mod vente­ værelset.

“Manuel Ortigosa?”

Det høflige tonefald og de dyre jakkesæt havde fanget alle de ventendes opmærksomhed. Han nikkede, mens han tænkte, at de var alt for velklædte til at være læger eller politibetjente.

Manden, der havde ført ordet, rakte ham hånden.

“Mit navn er Eugenio Doval, og det her er Adolfo Griñán,” sagde han.

Sidstnævnte rakte ham ligeledes hånden og tog ordet: “Kan vi tale sammen et øjeblik?”

Præsentationen gjorde ham ikke klogere, han konstaterede bare, at de, som han havde fornemmet, ikke var læger. Han pegede ind mod venteværelset og de ventende som en opfordring til at træde indenfor.

Uden at tage sig af de nysgerrige blikke kiggede Griñán op mod den stinkende tåge og op på en gullig plet med mørke rande, der fyldte en stor del af loftet.

“Ikke her! For guds skyld! Vi beklager, at vi først kommer nu, og at De har været tvunget til at tilbringe dette svære øjeblik alene. De har ingen med?” spurgte han, selv om han efter en hurtig undersøgelse af det triste selskab havde konstateret, at det ikke var tilfældet.

Manuel rystede på hovedet.

Griñán kastede igen et blik op på pletten på loftet.

“Lad os gå.”

“Jamen jeg er blevet bedt om at vente her,” protesterede Manuel.

“Det skal De ikke bekymre Dem om, vi går ikke ret langt, og måske kan vi fortælle Dem nogle ting, som De bør vide,” sagde Doval beroligende.

Løftet om at få svar på nogle af sine spørgsmål overvandt hans tøven. Han fulgte efter mændene ud af venteværelset, mens han mær20

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 20

11/06/18 11.13

kede de ventendes fugtige blikke bag sig og spurgte sig selv, hvem pokker disse to mænd kunne være. Som efter en stiltiende overenskomst gik de tavse forbi skranken, hvor vagten fulgte dem med blikket, indtil de nåede frem til enden af en gang med et lille indhug med en sodavandsautomat og en anden automat med kaffe. Doval pegede på de skinnende maskiner.

“Har De lyst til noget at drikke?”

Manuel rystede på hovedet og vendte sig uroligt om mod venteværelset.

Ham, der hed Griñán, stillede sig foran ham.

“Jeg er advokat og tager mig af Deres mands forretninger, og desuden er jeg hans bobestyrer.” Manden betragtede Manuel alvorligt, som om han netop havde opremset sine krigsæresbevisninger.

Manuel var stadig noget forvirret. I nogle sekunder studerede han manden, der stadig betragtede ham helt roligt. Han kastede derefter blikket over på Doval i forventning om hos ham at finde et svar eller måske en antydning af et smil, som kunne gøre det klart for ham, at han var offer for en spøg.

“Jeg ved, at alt dette kommer som en overraskelse for Dem,” indrømmede Griñán. “Som ansvarlig for forvaltningen af don Álvaros formue kender jeg omstændighederne omkring jeres forhold.”

“Hvad skal det sige?” spurgte han mistænksomt.

Notaren accepterede tålmodigt hans mistro.

“Jeg ved, at I har været gift i adskillige år, og at I har levet sammen i endnu flere år. Hvad jeg prøver at sige til Dem er netop, at jeg er klar over, at de ting, jeg nu vil fortælle Dem, er nye for Dem.” Manuel sukkede og lagde armene over kors i en tydelig defensiv attitude. Det her var ikke hans bedste dag, langt fra. Den smule tålmodighed, han havde haft tilbage efter at have modtaget budskabet om Álvaros død, havde han mistet i samtalen med Mei, men han var parat til at indgå våbenhvile med hvem som helst, der kunne kaste en smule lys over, hvorfor hans mand lå død på et metalbord i lighuset et sted langt uden for lands lov og ret. Han vendte sig om et øjeblik 21

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 21

11/06/18 11.13

for at se hen mod skranken og vagten, der stadig holdt øje med dem, og vendte sig så igen om mod de to mænd.

“Kan De fortælle mig, hvad Álvaro lavede her? Hvad lavede han på den landevej tidligt om morgenen? Kan De fortælle mig det?”

Griñán kiggede hurtigt over på Doval, der med et forlegent blik trådte et skridt frem og stillede sig ved siden af ham.

“Grunden til, at Álvaro befandt sig her, er den, at det er her, han blev født, og at det er her, hans families hjem er. Jeg ved ikke, hvor han var på vej hen, da ulykken skete, men som civilgardisterne sikkert har fortalt Dem, ser det ikke ud, som om der var andre biler involveret i ulykken, alt peger på, at han faldt i søvn ved rattet. Det er trist, han var kun fireogfyrre år, havde livet foran sig, var et dejligt menneske, som jeg holdt meget af.”

Manuel huskede da vagt at have læst på Álvaros identitetskort, hvad hans fødested var. Et sted, han aldrig havde forbundet med noget. Han mente ikke, at Álvaro nogen sinde havde nævnt det. Men hvorfor skulle han også gøre det? Da de lærte hinanden at kende, havde Álvaro gjort det klart, at hans familie ikke accepterede, at han var homoseksuel, og som mange andre i den situation havde han kappet alle bånd til fortiden, efter at han var flyttet til Madrid og begyndt at leve i frihed.

“Men han skulle jo være i Barcelona, hvad lavede han her? Så vidt jeg ved, har han ikke haft nogen forbindelse med sin familie i mange år.”

“Så vidt De ved,” sagde Griñán stille.

“Hvad skal det betyde?” spurgte han såret.

“Hør her, Manuel, må jeg sige du og Manuel? Jeg råder altid mine klienter til at være ærlige, især over for deres ægtemænd eller hustruer, for det er trods alt dem, de skal leve sammen med, og det er dem, der skal kæmpe med smerterne ved dødens indtræden. Álvaros tilfælde var ingen undtagelse, men jeg skal ikke udtale mig om, hvilke grunde og motiver han havde til at handle, som han gjorde. Jeg udfylder blot min rolle som zarens kurér, og jeg er klar 22

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 22

11/06/18 11.13

over, at jeg som overbringer af disse oplysninger ikke vil gøre mig vellidt hos dig, men det er mit arbejde. Jeg har forpligtet mig over for Álvaro, og jeg opfylder denne forpligtelse til det sidste.” Han holdt en dramatisk pause og fortsatte så. “Álvaro Muñiz de Dávila blev markis af Santo Tomé for tre år siden, da hans far, den forrige markis, døde. Denne markistitel er en af ældste titler i Galicien, familiens gods ligger nogle få kilometer fra det sted, hvor ulykken fandt sted, og selv om jeg ikke vidste noget om hans besøg denne gang, kan jeg fortælle dig, at han besøgte os ret hyppigt for at varetage sine forpligtelser.”

Manuel, der forbløffet havde lyttet til hvert eneste ord, kunne ikke lade være med at sætte en hånlig grimasse op, da han sagde: “Du tager pis på mig.”

“Jeg forsikrer dig om, at hvert eneste ord, jeg har sagt, er sandt, og jeg vil fremlægge beviser for alt, hvad du er i tvivl om.”

Manuel vendte sig nervøst om og kiggede hen på vagten og der­ efter igen på Griñán.

“Du fortæller mig altså, at min mand var adelig … hvad var det, du sagde, markis? Med ejendomme, godser og en familie, som jeg ikke ved noget om. Der mangler bare, at du fortæller mig, at han også havde kone og børn,” sagde han ironisk.

Manden løftede fortørnet hænderne.

“Nej, nej, for guds skyld! Som sagt arvede Álvaro titlen efter sin far, da denne døde for tre år siden. Jeg lærte ham at kende, da han begyndte at beskæftige sig med familiens anliggender. Du må forstå, at en adelstitel er en forpligtelse, som kræver at blive opfyldt, og det gjorde Álvaro.”

Manuel havde rynket panden. Det bemærkede han, da han pressede sine iskolde fingerspidser mod ansigtet i forsøg på at dæmpe den begyndende hovedpine, der var dukket op bag ved øjnene og bredte sig i kraniet som brændende lava.

“Civilgardisterne fortalte mig, at et familiemedlem havde identificeret liget.”

23

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 23

11/06/18 11.13

“Ja, det var hans bror Santiago, han er den mellemste af de tre brødre. Álvaro var den ældste. Francisco, den yngste, døde kort efter deres fars død; han fik en depression, havde åbenbart problemer med narko og tog en overdosis. Skæbnen har været hård ved denne familie i de seneste år. Deres mor lever stadigvæk, men hun er meget svagelig.”

Hovedpinen tog til.

“Det er utroligt! Hvordan kan han have skjult alt det her for mig i så lang tid?” sagde han lavmælt og nærmest til sig selv.

Doval og Griñán så bekymrede på hinanden.

“Jeg kan ikke hjælpe dig. Jeg ved ikke, hvorfor Álvaro besluttede at handle på denne måde, men han efterlod sig helt klare bestemmelser om, hvad der skulle gøres, hvis han afgik ved døden, hvad der jo så ulykkeligvis er sket.”

“Hvad mener du? Antyder du, at Álvaro troede, at han skulle dø?

Tal venligst helt tydeligt og prøv at forstå, at jeg lige har fået at vide, at min mand, der netop er afgået ved døden, havde en familie, som jeg ikke kendte noget til. Jeg fatter intet.”

Griñán nikkede bedrøvet.

“Jeg prøver at forstå det, Manuel. Det må være en barsk omgang for dig. Jeg taler om, at der eksisterer et testamente, hvori hans ønsker er nedfældet, hvad der på den anden side er helt almindeligt for en person i hans position; det gør man for en sikkerheds skyld. Vi udformede det første testamente, da han overtog sine forpligtelser, og i de forløbne år er dokumentet blevet ændret flere gange i overensstemmelse med hans økonomiske situation. Álvaro efterlod klare angivelser om andre detaljer vedrørende, hvordan han ønskede, at tingene skulle være efter hans død. Testamentet vil selvfølgelig blive oplæst, når tiden er inde til det, men han har desuden bestemt, at der fireogtyve timer efter hans død skal oplæses et forklarende brev med hans sidste ønsker, hvilket, hvis jeg må sige det, gør det meget lettere for arvingerne og familiemedlemmerne, som i denne første læsning får kendskab til hans dispositioner, inden selve testamentet 24

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 24

11/06/18 11.13

bliver offentliggjort, hvilket ifølge den medfølgende klausul skal ske inden for tre måneder.”

Manuel kiggede ned med et udtryk, der var en blanding af forvirring og magtesløshed.

“Vi har tilladt os at bestille et værelse til dig på et hotel i byen, for jeg forestiller mig, at du ikke har haft tid til selv at finde et sted at overnatte. Jeg har indkaldt hele familien til et møde i morgen tidlig på mit kontor til oplæsningen af dette dokument, og vi sender en vogn til at hente dig på dit hotel. Begravelsen finder sted i overmorgen på familiens gravplads på slægtsgodset As Grileiras.”

Hans hoved var lige ved at eksplodere.

“Begravelsen … hvad skal det sige? Hvem har besluttet det? Ingen har spurgt mig. Noget må jeg vel have at sige om den sag, eller hvad?” sagde han, idet han hævede stemmen uden at bekymre sig om, at vagten kunne høre ham.

“Det er familietraditionen …” begyndte Doval at forklare.

“Jeg er pisse ligeglad med familietraditionen. Hvad tror de da, at de er? Jeg er hans ægtemand.”

“Hr. Ortigosa,” brød Griñán ind. “Manuel,” fortsatte han forsonende. “Dette er en af hans dispositioner. Det var Álvaros ønske at blive begravet på familiens gravplads.”

De automatiske døre, der hele tiden havde været lukkede bag ved Griñán og hans sekretær, gik op med et brag, som fik mændene til at vende sig om. Atter to civilgardister. Denne gang to mænd, hvoraf den ene var meget ung og den anden godt oppe i halvtredserne.

Den unge var tynd, og den ældre kunne have været en parodi på en civilgardist. Han var nok knap en meter og femogtres, måske ansat i en anden tid, hvor politiet ikke var så krævende med hensyn til betjentenes højde, selv om Manuel nu også tvivlede på, at han med den fremstående mave, der knap nok kunne skjules under den perfekt pressede militæruniform, ville have klaret sig igennem de svære adgangsprøver ved politiskolen i Úbeda. Endelig havde manden et overskæg, der var begyndt at få hvide stænk, og det samme var hans 25

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 25

11/06/18 11.13

hår omkring tindingerne og bakkenbarterne, som så ud til at være blevet studset med kniv af en barber, som ikke havde fornyet sin måde at klippe på i meget lang tid.

Løjtnanten kastede et foragteligt blik på Dovals og Griñáns dyre jakkesæt og stillede et spørgsmål, der snarere var en konstatering.

“Løjtnant Nogueira fra Guardia Civil. Er det familie til Álvaro Muñiz de Dávila?”

“Vi er hans advokater,” meddelte Griñán og rakte en hånd frem, som betjenten ignorerede. “Og det her er Manuel Ortigosa, hans ægte­mand,” sagde Griñán, idet han med samme hånd viste over mod Manuel.

Betjenten gjorde ikke noget for at skjule sit forundrede ansigtsudtryk.

“Hans ægtemand …?” sagde han, samtidig med at han løftede tommelfingeren og pegede på et sted bag sin ryg. Han kastede et blik fyldt med afsky hen på den anden betjent, der havde travlt med at finde en tom side i sin lille notesbog og derfor ikke gav ham den ønskede opbakning. Det syntes dog ikke at påvirke hans humør. “Det var da lige, hvad jeg manglede at høre,” mumlede han.

“Har du noget problem med det?” spurgte Manuel og løftede hagen.

I stedet for at svare søgte løjtnanten atter opbakning hos sin makker, som denne gang trak på skuldrene, da han ikke rigtig forstod, hvad det alt sammen handlede om.

“Bare tag det roligt. Den eneste her, der har problemer, er ham, der ligger inde på retsmedicinernes bord,” sagde løjtnanten, hvad der fik advokaterne til at gøre en irriteret grimasse og Manuel til at stirre ham ind i øjnene. “Jeg har et par spørgsmål at stille dig.”

Manuel nikkede.

“Hvornår så du ham sidste gang?”

“I forgårs, sidst på eftermiddagen, da han tog af sted på en rejse. Vi bor i Madrid.”

“I Madrid …” gentog løjtnanten, mens han sikrede sig, at den unge betjent noterede ned.

26

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 26

11/06/18 11.13

“Hvornår havde du sidst kontakt med ham?”

“I går aftes, omkring klokken et, han ringede til mig, og vi snakkede i ti-femten minutter.”

“I går aftes … Fortalte han, hvor han var, eller hvor han var på vej hen?”

Manuel tøvede et par sekunder, inden han svarede.

“Nej. Jeg vidste ikke engang, at han var her. Jeg troede, at han var i Barcelona, til et møde med en kunde. Han er … var reklamemand og havde lavet en kampagne til en hotelkæde og …”

“Med en kunde.”

Den trætte måde, hvorpå betjenten gentog hans ord, forekom ham irriterende og fornærmende, selv om han godt var klar over, at det ikke så meget skyldtes betjentens ironiske tonefald som det åbenlyst umenneskelige i den kendsgerning, at han var blevet ført bag lyset.

“Hvad talte I om? Husker du, hvad han sagde?”

“Ikke noget konkret. Han fortalte, at han var meget træt, og at han bare havde lyst til at komme hjem.”

“Bemærkede du, om han var særlig nervøs, irriteret, vred?”

“Nej, kun træt …”

“Fortalte han, at han havde skændtes med nogen?”

“Nej.” “Din … ægtemand … havde han fjender, var der nogen, som havde sværget hævn over ham?”

Manuel så forbløffet over på advokaterne, inden han svarede.

“Nej. Jeg ved det ikke. Ikke så vidt jeg ved. Hvad er grunden til dette spørgsmål?” spurgte han udmattet.

“Ikke så vidt han ved …” gentog løjtnanten.

“Har du ikke tænkt dig at fortælle mig noget? Hvorfor stiller du mig spørgsmål om hans fjender? Du tror måske …?”

“Er der nogen, som kan bekræfte, at du faktisk var i Madrid i går klokken et om natten?”

“Jeg har fortalt, at jeg boede sammen med Álvaro, og at han skulle have været i Barcelona. Vi boede alene, og jeg var ikke ude i går, og 27

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 27

11/06/18 11.13

jeg var ikke sammen med nogen, så nej, jeg kan ikke bevise, at jeg var i Madrid, men dine kolleger kan fortælle dig, at jeg var hjemme i morges, da de kom for at give mig beskeden, men hvad skal alt det her til for?”

“I dag kan vi fastslå, hvor en telefon befinder sig, når der bliver talt i den, med en margin på omkring hundrede meter. Var du klar over det?”

“Det er da udmærket, men jeg forstår ikke, hvad det kommer det her ved. Kan du fortælle mig, hvad der sker? Dine kolleger fortalte mig, at Álvaro faldt i søvn bag rattet, at bilen kørte ud over vejkanten på en lige strækning, og at der ikke var andre biler involveret.” Hans tonefald var næsten desperat, og han var ved at blive vanvittig, fordi manden ikke svarede ham, men hele tiden stillede nye spørgsmål.

“Hvad lever du af?”

“Jeg er forfatter,” svarede han træt.

Betjenten lagde hovedet på skrå og smilede let.

“En udmærket interesse, men hvad lever du af?”

“Jeg har jo lige fortalt, at jeg er forfatter,” sagde han og var lige ved at miste tålmodigheden. Den fyr var jo idiot.

“Forfatter …” gentog manden. “Hvilken farve og hvilken model er din bil?”

“Det er en blå BMW. Antyder du, at der er noget mistænkeligt ved min mands død?”

Betjenten ventede, indtil hans unge kollega var færdig med at skrive det sidste notat, inden han svarede.

“Når en person dør i en trafikulykke, kræver dommeren fjernelse af liget fra selve ulykkesstedet, og der bliver ikke foretaget obduktion, med mindre der er mistanke om, at der kan være andre årsager. Din … mands,” sagde han sukkende, “bil har en lille, nylavet bule med rester af maling fra en anden bil og …”

De automatiske døre gik op bag ved dem, og en anden uniformeret civilgardist dukkede pludselig op og standsede hans forklaring.

“Hvad bestiller du her, Nogueira?”

28

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 28

11/06/18 11.13

De to betjente rankede sig synligt.

“Kaptajn, det her er Manuel Ortigosa, som er i familie med afdøde og netop ankommet fra Madrid. Jeg var i gang med at afhøre ham.”

Kaptajnen trådte nogle skridt fremad, forbi de to betjente, og rakte en kraftig hånd frem mod Manuel.

“Hr. Ortigosa, jeg kondolerer og beklager den ulejlighed, som løjtnant Nogueira måtte have forårsaget med sit hastværk,” tilføjede han og sendte løjtnanten et hurtigt og bebrejdende blik. “Som vores kolleger har fortalt dig, er der ingen tvivl om, at din mand døde en hændelig død, og at der ikke var andre biler involveret.”

Selv om Nogueira var delvist skjult bag sin chefs brede skikkelse, kunne Manuel se hans irriterede grimasse under overskægget.

“Men løjtnanten har netop fortalt mig, at hvis der ikke var noget mistænkeligt, ville man ikke have bragt ham herhen …”

“Løjtnanten er nået til en forkert konklusion,” sagde han uden denne gang at værdige den omtalte et eneste blik. “Man flyttede ham herhen på grund af respekt for hans position og hans familie, en meget fremtrædende og værdsat familie i hele området her,” forklarede manden.

“Bliver der foretaget obduktion?”

“Det er ikke nødvendigt.”

“Kan jeg få lov til at se ham?”

“Selvfølgelig. Nu skal jeg følge dig derhen,” svarede kaptajnen.

Idet han lagde en hånd på Manuels skulder og gav ham et let skub, førte han ham forbi de andre mænd og gik hen mod de automatiske døre.

Hotelværelset var hvidt. Fem-seks puder fyldte næsten halvdelen af sengen. Hele samlingen af sengelamper, loftslamper og bordlamper var tændt, så lyset skinnede på sengen og fik ham til at føle, at han næsten blev fuldstændig blændet. En smertefuld forlængelse af den islandske sol, som havde indtaget hans lejlighed om formiddagen, og som havde fulgt ham de næsten fem hundrede kilometer til Lugo.

29

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 29

11/06/18 11.13

Dér havde den mørke himmel givet hans øjne en pause og en næsten migræneagtig fornemmelse af at se verden gennem et prisme med hundredvis af plane overflader, alle slørede, alle falske.

Han slukkede de fleste af lamperne, tog skoene af og ringede til roomservice og bestilte en flaske whisky, efter at han havde undersøgt minibarens begrænsede udvalg. Han bemærkede tjenerens bekymrede tonefald, da han takkede nej til tilbuddet om at få bragt noget solidt at spise sammen med flasken, og han bemærkede også tjenerens ansigtsudtryk, da denne kom med whiskyen og inspicerede værelset ved at kigge hen over skulderen på ham med et ekspertblik, som om han var klar over, at denne gæst ville give problemer.

Griñán havde fortsat sin lange redegørelse i et forgæves forsøg på at udfylde alle tomrummene, supplere al hans manglende viden og fortælle alt det, han burde vide, og som Álvaro ikke havde fortalt ham, for advokaten havde insisteret på at følge ham fra hospitalet til hotellet. Han havde fulgt ham helt ind til receptionen, hvor Doval, der havde ordnet alt, ventede på dem. De blev stående endnu et stykke tid foran elevatoren, indtil Griñán pludselig syntes at blive klar over, hvor træt Manuel måtte være, og at han sikkert gerne ville være alene.

Han hældte en dobbelt portion op af den ravgule væske og gik med slæbende fødder fra skrivebordet og hen til sengen. Uden at fjerne sengetæppet samlede han alle puderne til et solidt ryglæn, lænede sig tilbage og drak indholdet af glasset i to slurke, som var det medicin.

Han rejste sig op, gik hen til skrivebordet igen og hældte et nyt glas op. På vejen tilbage til sengen skiftede han mening, greb flasken og tog den med derhen. Han lukkede øjnene og bandede. Selv med sammenpressede øjenlåg blev han ved med at se den forbandede midnatssol, et tegn på en forbrænding på nethinden, lys og tågeagtig som et uønsket ektoplasma.

Han var splittet mellem nødvendigheden af at tænke og den faste beslutning om at lade være med at tænke. Han fyldte glasset og tømte det så hurtigt, at han fik en kvalme, som han havde svært ved at kontrollere. Han lukkede øjnene og konstaterede lettet, at det stærke 30

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 30

11/06/18 11.13

sollys begyndte at tage af. I stedet vendte ekkoet af alle dagens samtaler tilbage i hans hoved og blandede sig med erindringer og minder, en masse små ubetydelige detaljer, som han dengang var gået let hen over, fik nu betydning. De tre år, der var gået, siden Á ­ lvaros far var død, hans lillebrors død nogle få dage efter …

Der var en septemberdag for tre år siden, hvor han havde troet, at verden faldt sammen, hvor han havde været sikker på, at han havde mistet Álvaro for altid. Han kunne huske hvert eneste minut i alle detaljer. Álvaros forandrede ansigt, der afslørede, at han bar på en byrde så tung som hele verden, og den usædvanlige alvor, hvormed han havde meddelt ham, at han var nødt til at rejse væk nogle dage. Den uanfægtede ro, mens han omhyggeligt foldede tøj sammen og lagde det i kufferten. ‘Hvor skal du hen?’ Tavsheden efter hvert spørgsmål, det bedrøvede ansigtsudtryk og det fjerne blik hos den mand, som han delte sit liv med. Hverken bønner, krav eller trusler havde nyttet noget. I entréen havde han vendt sig om mod ham. ‘Manuel, jeg har aldrig bedt dig om noget, men nu har jeg brug for, at du stoler på mig. Stoler du på mig?’ Han havde nikket i bevidsthed om, at det var et hurtigt ja, at det ikke var et ja uden forbehold, at han ikke var helt ærlig, da han sagde det. Men hvad kunne han ellers gøre? Manden, som han elskede, rejste bort, han forsvandt som sand mellem fingrene på ham. I det øjeblik vidste han kun, at intet kunne holde Álvaro tilbage, at han ville tage af sted under alle omstændigheder, og at løftet om at holde en aftale var det eneste, der kunne holde på ham, og dermed tog han den chance at lade friheden, han gav ham, og den tillid, han viste ham, være det eneste, der stadig bandt ham til ham. Álvaro tog af sted med en lille kuffert og efterlod Manuel i en voldsom storm af følelser, der både rummede bekymring, frygt og vished om, at han ikke ville vende tilbage. I sin sygelige gennemgang af Álvaros handlinger i de seneste dage søgte han efter et skrøbeligt øjeblik, hvor balancen var forrykket, mens han mærkede vægten af de otte års forskel mellem dem og bebrejdede sig selv sin overdrevne kærlighed til bøger og det rolige liv, som måske havde været for 31

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 31

11/06/18 11.13

meget for en mand, der var yngre end ham selv, der var kønnere, der var … Og han forbandede sig selv for sin manglende evne til at se, at verden omkring ham var ved at falde sammen. Álvaro var væk i fem dage, med kun nogle få hurtige opringninger om natten, med nogle undvigende forklaringer og henvisning til det løfte om tillid, som han havde fået ham til at afgive i sidste øjeblik.

Oven i uvisheden kom skuffelsen og smerten, der vekslede fra det ene øjeblik til det andet og førte ham ud i en tilstand af manglende kontrol over sine følelser, som han efter sin søsters død havde troet, at han for evigt var sluppet fri af. Den fjerde nat ventede han fortvivlet uden at vove at lægge telefonen fra sig et eneste øjeblik, fyldt med desperation, i et af den slags øjeblikke, hvor man tror, at alt er tabt, og man strækker halsen frem, for at de kan give én dødshugget.

Han var bevidst om sit bedende tonefald, da han tog telefonen.

“Du sagde et par dage … I dag er det fjerde dag.” Álvaro sukkede, inden han svarede.

“Der er sket noget, jeg ikke havde ventet, og tingene er blevet komplicerede.”

Han tog mod til sig og hviskede sit spørgsmål: “Kommer du tilbage, Álvaro? Fortæl mig sandheden.”

“Selvfølgelig.”

“Er du sikker?” Han satsede endnu en gang, selv om han vidste, at han kunne miste alt, og gav ham en indrømmelse. “Hvis det er fordi, vi er gift …”

I den anden ende tog Álvaro en dyb indånding og pustede langsomt og højlydt luft ud, umådelig træt. Eller var han måske irriteret, ærgerlig over at være tvunget til at skulle konfronteres med et problem, som han fandt besværligt og ubelejligt?

“Jeg kommer tilbage, fordi det er mit hjem, fordi det er det, jeg ønsker at gøre. Jeg elsker dig, Manuel, og jeg ønsker at være sammen med dig. Mere end noget andet i verden ønsker jeg at vende hjem, og det, der sker, har intet med os at gøre.”

Der var så meget desperation i hans stemme, at han troede på ham.

Alt_dette_vil_jeg_give_dig.indd 32

11/06/18 11.13

HVAD STILLER MAN OP, NÅR ENS ELSKEDE VISER SIG AT HAVE LEVET ET HELT ANDET LIV, END DET MAN KENDTE TIL?

„Man har mere end svært ved at slippe den konstant fascinerende læsning. Eneste trøst efter sidste side er, at der heldigvis er to bind mere på vej fra dalen. Jeg kan næsten ikke vente.“ – POLITIKEN

Forfatteren Manuels mand Álvaro er allerede død, da ambulancen ankommer til ulykkesstedet. Bilulykken virker mistænkelig, men politiet lukker bemærkelsesværdigt hurtigt undersøgelsen, og blandt Álvaros familiemedlemmer møder Manuel kun kulde og afvisning.

„Plottet er fremragende og handlingen både spændende og overraskende. […] Som nævnt er romanen noget af det bedste af sin art, og heldigvis er de to næste bind i trilogien allerede udkommet på spansk, og en filmatisering er på vej.“ – LITTERATURSIDEN „Dolores Redondo har sat en milepæl inden for den spanske spændingsromans historie.“ – EL MUNDO „Sikke en roman! Den er fantastisk. Du kan ikke holde op med at læse ...“ – EL PAÍS „Kraftfuld og stærk. Gå ikke glip af den.“ – EL PERIÓDICO

FOTO: © ALFREDO TUDELA

Det skrev anmelderne om de tre bind i Redondos Baztán-trilogi:

En adelig titel og et gods i Galicien med tilhørende vinmarker viser sig at være bare én af de ting, Álvaro har holdt skjult. For Manuel finder snart ud af, at mystiske dødsfald, korruption og misbrug også hører til Álvaros familiehistorie.

Dolores Redondo er lige nu Spaniens bedst sælgende forfatter. Hun debuterede med Den usynlige vogter, der blev oversat til mere end 30 sprog. Med Offergaven og De glemte børn fuldendte hun Baztán-trilogien, der solgte over 1,3 million eksemplarer i Spanien og blev et internationalt fænomen. Alt dette vil jeg give dig er vinder af den prestigefyldte pris Premio Planeta 2016.

Sammen med en stædig pensioneret politimand og den lokale præst kaster Manuel sig ud i opklaringen af ulykken, og mens et atypisk venskab spirer mellem de tre mænd, forsøger de at udrede det net af hemmeligheder og løgne, der gemmer sig bag den magtfulde families polerede facade.

Den spanske presse om Alt dette vil jeg give dig:

”Twin Peaks i Galicien.”

„Ekstremt stramt komponeret og skarpsindigt opklaringsarbejde. Der er ikke en eneste oplysning eller drejning på historien, der ikke skulle være der.“ – LA VANGUARDIA

– LA RAZÓN

”Dolores Redondo er den velskrevne krimis dronning”

„Forfatteren overgår sig selv. [...] Hun bevæger sig med lysets hastighed. Man kan nærmest se hendes tanker bevæge sig som en erfaren skakspillers: Mens hun udvikler ét plot, er hun allerede i gang med at arbejde på et andet.“ – EL CORREO GALLEGO

– CARLOS RUIZ ZAFÓN, forfatter til Vindens Skygge

OMSLAG: MARLENE DIEMAR / IMPERIET.DK

HR. FERDINAND

SPÆNDINGSROMAN

HR. FERDINAND