N EW S TAT E S M A N
At blive voksen i medgang og modgang – det er noget, journalist og forfatter Dolly Alderton kender til. I denne bog fortæller hun
levende og sjovt om at blive forelsket, om ikke at være forelsket nok
i sig selv, om kampen for at få sig en karriere, om katastrofale fester
med Rod Stewart-tema, om at blive droppet og om at opdage, hvor vigtige venskaber er, når man skal finde vej i tilværelsen.
Alt hvad jeg ved om kærlighed er en underholdende og indsigts-
fuld, feministisk og hjertevarm debut fra en stærk, ung stemme. Hun væver personlige fortællinger, skarpe observationer, lister, opskrifter og vignetter sammen til en historie om en tid i livet, hvor alt stadig er udefineret og åbent.
alt hvad jeg ved om kærlighed
Kommer til at inspirere en generation på samme måde, som Caitlin Moran gjorde det før hende.
Dolly Alderton er en britisk prisvindende dagblade, heriblandt Sunday Times og Daily
Telegraph. Hun er derudover vært for The High
Low, en podcast som ugentligt dækker nyheder og popkultur, og som igen og igen topper de europæiske hitlister.
Aldertons kloge ord vækker genklang hos kvinder i alle aldre. Siderne omfavner læseren som et varmt kram.
EV EN I N G S TA N DA R D
★★★★★ Dybt underholdende, til tider chokerende, beundringsværdigt åbenhjertigt og optimistisk ... En millennial Nora Ephron.
DA I LY T ELE G R A P H ISBN: 978-87-400-5073-8
Forfatterportræt: Jo Bongard Omslag: Imperiet
dolly alderton
journalist og skriver for flere af landets største
alt hvad jeg ved om fester, dates, venner, jobs, livet, kærlighed dolly alderton
V I N D ER A F N AT I O N A L B O O K AWA R D
Jeg elsker den her bog. Jeg ville ikke have, at den sluttede. Dolly Alderton har en særlig evne til at tale direkte til hjertet. En sjælden gave. MARIAN KE YES Styrken i venskaber blandt kvinder er så storslået og underbelyst, og netop som læseren forventer, at vi bevæger os i en (vidunderlig) retning, er vi pludselig på vej ned ad en langt mere stenet, kompliceret og i sidste ende rørende sti. En stor glæde. Med andre ord, dette bliver en klassiker. S O P H I E DA H L
ALT HVAD JEG VED OM KÆRLIGHED
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 1
11/12/2018 22.40
DOLLY ALDERTON
ALT HVAD JEG VED OM KÆRLIGHED Oversat af Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Hr. Ferdinand
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 3
11/12/2018 22.40
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 4
11/12/2018 22.40
Alt hvad jeg vidste om kærlighed som teenager
Romantisk kærlighed er det vigtigste og vildeste i verden. Hvis ikke den er din, når du er rigtig voksen, er du en fiasko, præcis som så mange af mine billedkunstlærere, som jeg har bemærket bliver kaldt ‘frøken’ i stedet for ‘fru’ og har uglet hår og går med etniske smykker. Det er vigtigt at have masser af sex med masser af mænd, dog nok ikke flere end ti. Når jeg er single og bor i London, vil jeg være ekstremt elegant og slank og gå i sorte kjoler og drikke martinier, og jeg kommer udelukkende til at møde mænd til bogrecepti oner og ferniseringer. Du ved, det er ægte kærlighed, når to drenge kommer op at slås om dig. Der skal helst flyde blod, men ingen bør ende på hospitalet. En skønne dag sker det for mig, hvis jeg er heldig. Det er vigtigt, at du mister din mødom, efter du er fyldt sytten, men før du fylder atten. Dagen før, bogstavelig talt, 5
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 5
11/12/2018 22.40
er helt i orden, men hvis du træder ind i dit attende år som jomfru, kommer du aldrig til at have sex. Du må snave så mange, du har lyst til. Det er helt fint, det betyder ingenting, det er bare træning. De sejeste drenge er altid høje og jødiske og har bil. Ældre drenge er de allerbedste, for de er mere sofistike rede og livserfarne, og så er deres standarder også en smule lavere. Når veninder får kærester, bliver de kedelige. Det er kun sjovt, at en veninde har en kæreste, hvis du også selv har en. Hvis du ikke spørger til din venindes kæreste overhovedet, fatter hun efterhånden, at emnet keder dig, og så holder hun op med at plapre løs om ham. Det er en god idé at blive gift lidt senere i livet, når du har levet lidt. Lad os sige som syvogtyveårig. Farly og jeg kommer aldrig til at falde for den samme dreng, for hun foretrækker dem lave og frække som Nigel Harman, og jeg kan lide macho og mystiske drenge, som Charlie Simpson fra bandet Busted. Derfor vil vores ven skab vare evigt. Intet øjeblik i mit liv bliver nogensinde lige så roman tisk som på valentinsdag, da Lauren og jeg spillede på den der sære pub i St Albans, og jeg sang ‘Lover You Should’ve Come Over’, og Joe Sawyer sad helt forrest med lukkede øjne, fordi vi havde talt om Jeff Buckley tidligere, og kort fortalt er han den eneste dreng i verden, som fuldt ud forstår mig, og hvor jeg kommer fra. Intet øjeblik i mit liv bliver nogensinde så flovt, som da jeg prøvede at kysse Sam Leeman, og han trak sig væk, og jeg snublede. Intet øjeblik i mit liv bliver nogensinde så fortvivlende, 6
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 6
11/12/2018 22.40
som da Will Young sprang ud som homoseksuel, og jeg var nødt til at lade som om, jeg var okay, selvom jeg græd, da jeg brændte læderdagbogen fra min konfirmation, hvor jeg havde skrevet om det liv, vi skulle have haft sammen. Drenge kan vildt godt lide, når du taler grimt til dem, og de synes, det er barnligt og kikset, hvis du er for flink. Når jeg endelig får en kæreste, vil stort set alt andet være lige meget.
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 7
11/12/2018 22.40
Drenge
For nogle var lyden af pubertetsalderen deres søskendes fry defulde hvin, når de legede i haven. For andre var det kæ dens raslen, når de hjulede af sted over bakke og dal på deres højt elskede cykler. Nogle vil kunne huske fuglesangen fra turen til skole om morgenen, eller lyden af latter og boldspil på legepladsen. For mig var det lyden af et AOL-modem. Jeg kan stadig huske lyden tone for tone. De første metal liske telefonbip, de hule halve snirkler af lyd, der signalerede delvis forbindelse, den ene høje tone som viste fremskridt, efterfulgt af to hårde dunk og så noget hvid støj. Så kom stilheden, der angav, at det værste var overstået. ‘Velkom men til AOL’, sagde en sval stemme med tryk på o’et. Så sagde den ‘You have e-mail’. Jeg plejede at danse rundt på værelset til lyden af mit AOL-modem for at få den pinefulde ventetid til at gå hurtigere. Jeg koreograferede en dans af trin, jeg havde lært til ballet: én plié på bippene, én pas de chat på de to dunk. Jeg gjorde det hver aften, når jeg kom 8
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 8
11/12/2018 22.40
hjem fra skole. Fordi det var soundtracket til mit liv. Fordi jeg brugte min pubertet på internettet. En lille forklarende note: Jeg voksede op i forstæderne. Værsgo! Det er forklaringen. Da jeg var otte år gammel, traf mine forældre den grusomme beslutning, at vi skulle flytte fra en kælderlejlighed i Islington til et større hus i Stanmore, det sidste stop på Jubilee-linjen i den yderste udkant af Nordlondon. Det var byens hvide margen, en tilskuer uden for festen snarere end en deltager. Når du vokser op i Stanmore, er du hverken fra stenbro en eller fra landet. Jeg boede for langt uden for London til at være en af de seje typer, der tog på Ministry of Sound og slugte deres g’er, når de talte og gik i cool vintagetøj fra overraskende gode genbrugsbutikker i Peckham Rye. Men jeg var for langt væk fra Chiltern Hills til at være en af de rødkindede, vilde teenagere fra landet, som gik i gamle sø mandstrøjer og lærte at køre i deres fars Citroën, når de var tretten, og gik på vandreture og tog syre i skoven med deres fætre og kusiner. Nordlondons forstæder var et identitets løst vakuum. Det var lige så beige som de plystæpper, der prydede hvert eneste hjem. Der var ingen kunst, ingen kul tur, ingen gamle huse, ingen parker, ingen små butikker eller restauranter. Der var golfklubber og Prezzo-restauranter og privatskoler og indkørsler og rundkørsler og butikskæde komplekser og glasoverdækkede indkøbscentre. Kvinderne så ens ud, husene var bygget ens, alle bilerne var ens. Den eneste måde, man udtrykte sig på, var gennem standardise ret forbrug: udestuer, køkkenudvidelser, biler med indbyg get GPS, charterferier til Mallorca. Medmindre du spillede golf, ville have lyse striber i håret eller ose dagen væk hos en Volkswagen-forhandler, var der absolut intet at tage sig til. 9
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 9
11/12/2018 22.40
Det gjaldt især, hvis du var teenager og afhængig af, om din mor havde tid til at fragte dig rundt i sin Volkswagen Golf GTI. Heldigvis havde jeg min bedste veninde, Farly, som boede tre en halv mil væk fra min blinde villavej på cykel. Farly var, og er stadig, anderledes end alle andre i mit liv. Vi mødte hinanden i skolen, da vi var elleve år gamle. Hun var, og er stadig, min totale modsætning. Hun er mørk, jeg er lys. Hun er lidt for lav, jeg er lidt for høj. Hun forbereder og planlægger alt, jeg udskyder alt til sidste øjeblik. Hun elsker orden, jeg er mere til rod. Hun elsker regler, jeg hader regler. Hun er helt uden ego, jeg synes det ristede brød, jeg spiser til morgenmad, er værd at dele med hele verden på de sociale medier (tre kanaler). Hun er meget nærværende og fokuseret, jeg lever halvt i den fysiske verden, halvt i en fantasiversion. Men på en eller anden måde passer vi sam men. Intet, der er sket i mit liv, har været lige så heldigt som den dag i 1999, hvor Farly satte sig ved siden af mig i en matematiktime. Dagens program med Farly var altid præcis det samme: Vi sad foran fjernsynet og spiste bjerge af bagels og chips (dog kun når vores forældre var ude – et andet træk ved forstædernes middelklasse er, at de pylrer meget ømt om de res sofaer og altid håndhæver et strikst forbud mod at spise i dagligstuen) og så amerikanske teenageserier på Nickel odeon. Når vi løb tør for afsnit af Sister, Sister og Two of a Kind og Sabrina, the Teenage Witch, gik vi videre til mu sikkanalerne og stirrede med åben mund og polypper på tv-skærmen, mens vi hvert tiende sekund zappede mellem MTV, MTV Base og VH1 for at finde en bestemt Usher-vi deo. Når dét begyndte at kede os, vendte vi tilbage til Nickel10
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 10
11/12/2018 22.40
odeon+1 og så på repeat alle afsnittene af de amerikanske teenageserier, vi lige havde set en time før. Morrissey beskrev engang sit teenageliv som ‘at vente på en bus, der aldrig kom’, en følelse der kun bliver stærkere af at gå ungdommen i møde et sted, der føles som et beige-i-beige venteværelse. Jeg kedede mig, jeg var trist og ensom, og jeg ønskede bare, at min barndom ville forsvinde. Men så, som prinsen på den hvide hest, kom AOL-modemmet og blev installeret på min families store stationære computer. Og bagefter kom MSN Messenger. Da jeg downloadede MSN og begyndte at tilføje kontak ter fra min mail – skolekammerater, venners venner, venner jeg aldrig havde mødt fra skoler i nærheden – var det som at banke på væggen i en fængselscelle og høre nogle banke igen. Det var som at finde et græsstrå på Mars. Det var som at dreje på radioknappen og endelig høre den knitrende støj glatte sig ud til en menneskestemme. Det var en flugt ud af forstædernes dødvande og ind i en rigdom af liv. MSN var mere end måden, jeg holdt forbindelsen med mine venner på som teenager – det var et sted. Sådan hu sker jeg det; som et fysisk rum jeg sad i time efter time hver aften og weekend, indtil mine øjne blev blodskudte af at glo på skærmen. Selv når vi forlod forstæderne, og mine forældre nok så gavmildt tog min bror og mig med på ferier i Frankrig, var det stadig i dét rum, jeg befandt mig hver dag. Det første, jeg gjorde, når vi ankom til en ny B&B var at undersøge, om de havde en computer med internet – som regel en oldgammel stationær i en mørk kælder – hvorefter jeg loggede på MSN og uden skam chattede løs i timevis, mens en gnaven fransk teenager sad i lænestolen bag mig og 11
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 11
11/12/2018 22.40
ventede på sin tur. Det provencalske solskin hamrede ned udenfor, hvor resten af min familie lå ved poolen og læste, men mine forældre vidste, at hvad angik MSN, nyttede det ikke at skændes med mig. Det var samlingspunktet for alle mine venskaber. Det var mit eget private domæne. Det var det eneste, jeg kunne kalde mit. Som sagt; det var et sted. Min første mailadresse var munchkin_1_4@hotmail.com, og jeg oprettede den som tolvårig i min skoles computer lokale. Jeg valgte tallet 14, fordi jeg antog, at jeg kun ville maile to år, før det blev for barnligt. Jeg gav mig selv tid til at nyde denne trend med alt, hvad dertil hørte, indtil mail kontoen udløb på min fjortenårs fødselsdag. Jeg begyndte ikke at bruge MSN, før jeg blev fjorten, og i dette tidsrum afprøvede jeg også willyoungisyum@hotmail.com til at ud trykke min nye lidenskab for vinderen af Pop Idol i 2002. Jeg forsøgte mig også med thespian_me@hotmail.com efter min pragtpræstation i rollen som Mister Snow i skolens op sætning af Carousel. Jeg genbrugte Munchkin_1_4, da jeg hentede MSN og nød den stopfulde kontaktliste over skoleveninder, jeg hav de indsamlet, siden jeg oprettede adressen. Og som noget helt nyt og afgørende kom der drenge på listen. Forstå mig ret, jeg kendte ingen drenge på det tidspunkt. Bortset fra min bror, min yngre fætter, min far og en eller to af min fars cricketvenner havde jeg sandt at sige aldrig i hele mit liv tilbragt tid sammen med en dreng. Men med MSN kom mailadresser og avatars, som tilhørte disse nye, svævende fantomdrenge, gavmildt doneret af forskellige piger fra min skole – dem, som hang ud med drenge i weekenden og her efter storsindet delte deres mailadresser ud til hele skolen. Disse drenge kom i MSN-omløb: Hver eneste pige fra min 12
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 12
11/12/2018 22.40
skole tilføjede dem som kontakter, og så fik vi hver især vo res femten minutters berømmelse i snak med dem. Hvordan drengene blev indsamlet, kunne groft sagt deles op i tre kategorier. Den første: en piges mors gudsøn eller en slags barndomsven fra den udvidede familie, som hun var vokset op med. Normalt var han et år eller to ældre end os, meget høj og ranglet med en dyb stemme. Mast ind i sam me kategori var også nabodrenge i skolealderen. Den næste gruppe bestod af nogens fætre eller grandfætre. Og endelig, det mest eksotiske, en dreng nogle havde mødt på ferie med familien. Det var den hellige gral, virkelig, siden han kunne være absolut hvor som helst fra, så fjernt som fra Bromley eller Maidenhead, og der sad du så og talte med ham på MSN, som om han befandt sig i samme lokale. Hvilket van vid! Hvilket eventyr! Jeg samlede hurtigt en hel masse af disse omgangsdrenge i deres egen separate mappe under mine kontakter med titlen DRENGE. Der kunne gå uger med at tale med dem – om valgfag, om vores yndlingsbands, om hvor meget vi røg og drak, og ‘hvad vi havde lavet’ med det modsatte køn (altid enormt krævende at opdigte). Naturligvis havde vi næsten ingen idé om, hvordan de så ud; det var før, vi fik telefoner med webcam eller SoMe-profiler, så det eneste, vi havde at gå efter, var deres lillebitte MSN-profilbillede og deres beskri velse af sig selv. Nogle gange påtog jeg mig besværet med at bruge min mors scanner til at uploade et foto af mig, der så godt ud til en familiemiddag eller på en ferie, hvorefter jeg forsigtigt beskar min tante eller min bedstefar ud af billedet i Paint, men for det meste var det for meget ulejlighed. De virtuelle drenge bragte et helt nyt sæt af konflikter og dramaer ind i vores verden. En evigt svirrende rygtemølle 13
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 13
11/12/2018 22.40
malede sladder om, hvem der talte med hvem. Piger erklæ rede deres troskab til drenge, de aldrig havde mødt ved at indsætte drengens navn i deres eget brugernavn med stjerner og hjerter og underscores på hver side. Nogle piger troede, at de var i en eksklusiv onlinedialog med en dreng, men når disse brugernavne poppede op, blev virkeligheden en anden. Nogle gange blev man tilføjet af piger, man aldrig havde mødt, fra andre skoler i nærheden, som spurgte lige ud, om man talte med samme dreng som dem. En sjælden gang – og dette blev altid fortalt til skræk og advarsel i frikvarteret – kom man ved et uheld til at afsløre et MSN-forhold med en dreng ved at skrive til ham i et forkert vindue og sende be skeden til en veninde i stedet. Resultatet var drama af shake spearske dimensioner. MSN havde sin egen komplicerede funktion: Hvis både du og den dreng, du kunne lide, var logget på, men han ikke skrev til dig, kunne du stensikkert få hans opmærksomhed ved at logge af og så på igen, hvilket udløste en notifika tion, som mindede ham om, at du fandtes, og forhåbentlig resulterede i en samtale. Et andet trick bestod i at skjule din onlinestatus, hvis du ville undgå at tale med andre end én bestemt kontakt, som du så kunne luske dig til at gøre i hemmelighed. Det var en indviklet edwardiansk forførelses dans, og jeg var en ivrig og villig deltager. Disse lange korrespondancer resulterede kun sjældent i fysiske møder, og når de gjorde, endte de næsten altid i hjer teskærende skuffelse. Der var for eksempel Max med binde streg i efternavnet – en notorisk MSN-Casanova kendt for at sende piger Baby G-ure med posten – som Farly gik med til at møde foran en aviskiosk en lørdag eftermiddag efter flere måneders chat. Hun ankom, kastede ét blik på ham og 14
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 14
11/12/2018 22.40
gemte sig i panik bag en skraldespand. Hun så ham ringe til hendes mobil igen og igen fra en telefonboks, men hun kunne ikke klare at mødes ansigt til ansigt og tog benene på nakken. De fortsatte med at skrive sammen i timevis hver aften på MSN. Jeg havde to. Det første var en katastrofal blind date i et indkøbscenter, der varede mindre end et kvarter. Det andet var med en dreng fra en kostskole i nærheden, som jeg hav de skrevet med i næsten et år, før vi langt om længe havde vores første date på Pizza Express i Stanmore. Gennem det følgende år var vi i en slags on and off-forhold, primært off, fordi han altid var buret inde på skolen. Men en gang imellem tog jeg af sted og besøgte ham, iført læbestift og med håndtasken fuld af smøger, jeg havde købt til ham, som en anden Bob Hope på vej ud for at underholde tropperne under Anden Verdenskrig. Han havde ingen adgang til in ternettet i sin sovesal, så MSN var udelukket, men vi kom penserede med ugentlige breve og lange telefonsamtaler, der gav min far grå hår hver måned, når han modtog telefon regningen. Som femtenårig indledte jeg en kærlighedsaffære, mere altopslugende end nogensinde før set i chatvinduerne på MSN, da jeg blev veninder med en pige ved navn Lauren med uregerligt hår, fregner og kohl-indfattede nøddebrune øjne. Vi havde mødt hinanden af og til ved fødselsdagsfester i den lokale bowlinghal, siden vi var små, men da vi endelig mødte hinanden rigtigt, var det gennem vores fælles ven Jess over middag på en af Stanmores mange italienske kædere stauranter. Kemien mellem os var præcis som i alle romanti ske film, jeg nogensinde havde set på ITV2. Vi talte, indtil vi 15
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 15
11/12/2018 22.40
løb tør for spyt, vi afsluttede hinandens sætninger, vi fik hele borde til at glo, mens vi lo som hyæner. Jess tog hjem, og vi sad på en bænk i den bidende kulde, efter at restauranten lukkede, bare så vi kunne tale videre. Hun var guitarist på udkig efter en sanger til at starte band med; jeg havde sunget til en sparsomt besøgt open mic-aften i Hoxton og manglede en guitarist. Dagen efter tog vi fat på at øve bossanova-versioner af Dead Kennedy- sange i hendes mors skur under det forsøgsvise bandnavn Raging Pankhurst. Vi ændrede det senere til det endnu mere uforklarlige Sophie Can’t Fly. Vores første gig var på en tyr kisk restaurant i Pinner, hvor kun én kunde i den stopfyldte restaurant ikke var enten et familiemedlem eller en venin de. Efter dét spillede vi alle de store steder: en teaterfoyer i Rickmansworth, et forfaldent skur i haven bag et værtshus i Mill Hill, en cricketpavillon lige uden for Cheltenham. Vi spillede på enhver gade, der ikke var under opsyn af en be tjent. Vi sang til enhver bar mitzvah, der ville have os. Noget andet, vi havde til fælles, var interessen for den banebrydende metode med at genbruge vores indhold fra MSN. Tidligt i vores venskab gik det op for os, at vi siden MSN’s begyndelse begge to havde kopieret samtaler med drenge ind i et Word-dokument, printet dem ud og sat siderne ind i et ringbind, vi så kunne læse som en erotisk roman før sen getid. Hvad Bloomsburygruppen havde været i sin tid, var vi for MSN i de tidlige nullere, mente vi selv. Men akkurat som venskabet mellem Lauren og mig be gyndte at tage form, forlod jeg forstaden og flyttede syvog halvfjerds mil nord for Stanmore på en kostskole for både piger og drenge. MSN kunne ikke længere tilfredsstille min 16
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 16
11/12/2018 22.40
nysgerrighed efter det modsatte køn. Jeg måtte vide, hvordan de var i det virkelige liv. Den evigt svindende duft af Ralph Lauren Polo Blue på et kærestebrev gjorde det ikke længere for mig, ej heller ping- og trommelyden af nye beskeder på MSN. Jeg tog på kostskole for at vænne mig til drenge. (Sidebemærkning: Og gudskelov for det! Farly fortsatte på vores gamle pigeskole, og da hun kom på universitetet uden at have brugt den mindste tid i selskab med drenge, bar hun sig ad som en ukastreret tyr i en porcelænsbutik. Første aften i introugen blev der holdt en ‘trafiklysfest’, hvor sing ler skulle have grønt på, og dem med kærester kom i rødt. De fleste af os forstod det sådan, at man bare skulle komme i en grøn T-shirt, men Farly troppede op i vores kollegiebar iført grønne strømpebukser, grønne sko, en grøn kjole, en kæmpestor grøn hårsløjfe og et pift af grøn hårspray. Hun kunne lige så godt have JEG KOMMER DIREKTE FRA EN PIGESKOLE tatoveret i panden. Jeg er evigt taknemmelig for, at kostskolen gav mig to år på begynderløjpen for blan dede køn, ellers er jeg bange for, at det lige så godt kunne have været mig med den grønne hårspray i introugen.) Som det faldt sig, opdagede jeg, at jeg absolut intet hav de til fælles med de fleste drenge og stort set heller ingen interesse i dem, medmindre jeg gad kysse dem. Og ingen dreng, som jeg gad kysse, gad at kysse mig, så jeg kunne lige så godt være blevet i Stanmore og fortsat med at dyrke de drømmeforhold, der udspillede sig i min fantasis frodige landskaber. To ting bærer efter min mening skylden for mine høje forventninger til kærlighed: Den første er, at jeg er barn af forældre, som er næsten pinligt forgabte i hinanden. Den anden er de film, jeg så i mine mest formative år. 17
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 17
11/12/2018 22.40
Som barn dyrkede jeg en ret usædvanlig besættelse af gamle musicals, og efter en opvækst i komplet afhængig hed af film med Gene Kelly og Rock Hudson, havde jeg altid forventet, at drenge ville opføre sig lige så elegant og charmerende. Men den forestilling fik kostskolen hurtigt lagt i graven. Tag, for eksempel, min første time i samfunds fag. Jeg var én ud af kun to piger i en klasse på tolv, og jeg havde aldrig før i mit liv siddet i et rum med så mange dren ge på én gang. Ham, der så bedst ud, og som jeg allerede havde hørt skulle være en uforbederlig hjerteknuser (hans storebror, som var gået ud året før, bar kælenavnet Zeus), stak mig en seddel under bordet, mens læreren forklarede, hvad ‘proportionel repræsentation’ er. Sedlen var foldet med et hjerte på forsiden, hvilket fik mig til at tro, det var et kærestebrev. Jeg åbnede den med et koket smil. Men da jeg foldede den ud, mødte der mig en tegning af et monster, betænksomt annoteret med information om, at det var en ork fra Ringenes Herre, og med teksten: SÅDAN SER DU UD. Farly kom og besøgte mig i weekenderne og overbegloede de hundredvis af drenge i alle former og størrelser, der slen trede omkring på gaderne med sportstasker og hockeystave slængt over deres skuldre. Hun kunne næsten ikke fatte, så heldig jeg var, hver morgen at sidde i kirken med dem alle sammen lige inden for rækkevidde. Men jeg fandt virkelig heden med drenge en smule skuffende. De var ikke nær så sjove som pigerne, jeg mødte, ikke nær så interessante eller søde. Og af en eller anden grund kunne jeg aldrig slappe helt af i selskab med en eneste af dem. På den tid, hvor jeg gik ud af skolen, brugte jeg ikke MSN helt så religiøst som før. Mit første semester på Exeter Uni 18
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 18
11/12/2018 22.40
versitet oprandt og med det begyndelsen på Facebook. Face book var et skatkammer af drenge på nettet – og denne gang, endnu bedre, med al den vigtige information om dem samlet på én side. Jeg browsede jævnligt igennem mine uni-venners billeder og tilføjede enhver, som faldt i min smag. Det accelererede hurtigt til beskeder frem og tilbage og planlagte stævnemøder til en af ugens mange events med Vodka Shark på natklubben eller skumfester. Jeg befandt mig på et campusuniversitet i en provinsby i Devon – det var ikke nogen stor udfordring at finde hinanden. Hvis MSN havde været et blankt lærred, jeg kunne sjaske til med farvestrålende fantasier, var Facebook Messenger et funkti onelt mødeværktøj. Det var sådan, studerende fandt deres næste erobring og lagde i støbeskeen til den næste torsdag aften. Da jeg blev færdig på universitetet og vendte tilbage til London, havde jeg på det bestemteste opgivet den vane at kontakte potentielle scoreemner ud af det blå og være lige så påtrængende som en telefonsælger, men et nyt mønster var ved at tage form. Typisk mødte jeg en mand gennem en ven inde eller til en fest eller i byen, fik hans navn og nummer og plejede så et skriftligt forhold til ham via sms og mail i ugevis, før jeg gik med til at bekræfte vores andet møde IRL. Måske var det fordi, det var sådan, jeg troede, man lærte en mand at kende, på afstand, med nok plads imellem os til, at jeg kunne kuratere og filtrere den bedst mulige udgave af mig selv – alle de gode jokes, alle de bedste vendinger, alle de sange, som jeg vidste ville imponere ham, som regel skaffet fra Lauren. Til gengæld sendte jeg så hende sange, som hun kunne give videre til sin penneven. Hun sagde engang, at vi sendte god ny musik til hinanden en gros for så at prakke 19
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 19
11/12/2018 22.40
mænd den på som vores egen med et ‘følelsestillæg’ oven i prisen. Den slags korrespondancer endte næsten altid i skuffelse. Langsomt forstod jeg, at de første par dates helst skulle ske i virkeligheden frem for på skrift, for ellers voksede uover ensstemmelsen mellem fantasi og virkelighed sig bare større og større. Ofte opfandt jeg en person i mit eget hoved og udtænkte vores kemi, som om jeg skrev på manuskriptet til en tv-serie, og når vi så endelig mødtes igen i det virkelige liv, blev jeg knusende skuffet. Når det ikke gik, som jeg hav de forestillet mig, blev jeg lige så frustreret, som hvis hans agent havde glemt at sende manuskriptet til ham, så han kunne lære det udenad. Enhver kvinde, som har tilbragt sine formative år kun sammen med piger, vil fortælle dig det samme: Du bliver aldrig rigtig fri af ideen om, at drenge er de mest fascineren de, fortryllende, frastødende, bizarre væsener på jord – lige så farlige og mytologiske som den afskyelige snemand. Ikke sjældent ender du som drømmer på livstid. For hvordan kan du blive andet? I årevis lavede jeg ikke andet end at sidde på en lav mur sammen med Farly og sparke til mur stenene med mine tykke gummisåler, mens jeg stirrede op i himlen og drømte mig væk, så godt jeg kunne, fra det endeløse syn af piger i hundredvis omkring os i matchende uniformer. Når du går på pigeskole, træner din fantasi hver dag som en olympisk atlet. Det er utroligt, som du vænner dig til ilden fra glohede fantasier, når du flygter ind i dem så ofte. Jeg forestillede mig altid, at min fascination og besættelse af det modsatte køn ville køle ned, når jeg gik ud af skolen, og livet begyndte. Men hvad jeg ikke vidste var, at jeg skulle 20
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 20
11/12/2018 22.40
vise mig lige så talentløs sammen med dem i sluttyverne som første gang, jeg loggede på MSN. Drenge var et problem. Et problem, det skulle tage mig femten år at fikse.
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 21
11/12/2018 22.40
Dagbog over dårlige dates: Tolv minutter
Året er 2002. Jeg er fjorten år gammel. Jeg er iført en kilt nederdel fra Miss Selfridge, et par sorte Dr. Martens og en neon-orange stumpetop. Drengen er Betzalel, en bekendt af min veninde Natalie fra skolen. De mødte hinanden på jødisk feriekoloni, og lige siden har de sludret på MSN og givet hinanden ‘råd om livet og kærligheden’. Natalie er på jagt efter nye veninder, da hun netop har mistet sine gamle ved at sprede et rygte om, at en af pigerne på vores årgang er selvskader, skønt det faktisk bare er svær eksem, og jeg er en af dem, hun har i kikkerten. Hun ved, jeg ønsker mig en kæreste, så hun tilbyder at sætte mig op med Betz på MSN. Jeg er mere end tilfreds med denne stiltiende aftale: Natalie forærer mig en ny dreng at tale med, og til gengæld spiser jeg frokost med hende en gang imellem. Betz og jeg kommer nærmest sammen efter en måned, 22
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 22
11/12/2018 22.40
hvor vi har snakket hver dag efter skole på MSN. Han sy nes, at alle på hans egen alder er umodne, det samme gør jeg, og han er også høj af sin alder, det samme er jeg. Vi gennemtygger konstant disse fælles erfaringer. Vi aftaler at mødes i Costa, indkøbscentret i Brent Cross. Jeg beder Farly om at tage med, så jeg ikke er alene. Betz ankommer, og han ligner på ingen måde det foto, han har sendt mig – han har barberet alt sit krøllede hår af og har taget en hel del på siden sommerlejren. Vi vinker til hinanden tværs over bordet. Betz skal ikke have noget. Farly taler for os alle tre, mens Betz og jeg stirrer ned i gulvet, flove og tavse. Betz har en indkøbspose med – han fortæller os, at han lige har købt Toy Story 2 på video. Jeg siger, at det er barnligt. Han siger, at min nederdel får mig til at ligne en skotsk mand. Jeg siger, at vi må gå, fordi vi skal nå 142’eren til Stan more. Daten varer tolv minutter. Så snart jeg kommer hjem og logger på MSN, sender Betz mig straks en lang besked, som jeg ved, han allerede har skrevet i Microsoft Word og kopieret ind i chatvinduet med skrifttypen, der er hans varemærke: lilla kursiveret Comic Sans. Han siger, at han synes, jeg er en sød pige, men han har ingen følelser for mig. Jeg siger, det er langt ude af ham at skrive en hel tale og så sidde på spring derhjemme, indtil jeg logger på, når han bor så tæt på Brent Cross, og min bus er femogtyve minutter om at nå hjem, bare fordi han ved, jeg var mindre vild med ham, end han var med mig, og han ikke ville have, at jeg sagde det først. Betz blokerer mig i en måned, men tilgiver mig hen ad vejen. Vi tager aldrig på date igen, men vi er hinandens for trolige i kærlighedsspørgsmål, indtil jeg fylder sytten. 23
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 23
11/12/2018 22.40
SĂĽledes fri af min uofficielle forpligtelse spiser jeg aldrig frokost med Natalie igen.
Alt_hvad_jeg_ved_om_kaerlighed.indd 24
11/12/2018 22.40
N EW S TAT E S M A N
At blive voksen i medgang og modgang – det er noget, journalist og forfatter Dolly Alderton kender til. I denne bog fortæller hun
levende og sjovt om at blive forelsket, om ikke at være forelsket nok
i sig selv, om kampen for at få sig en karriere, om katastrofale fester
med Rod Stewart-tema, om at blive droppet og om at opdage, hvor vigtige venskaber er, når man skal finde vej i tilværelsen.
Alt hvad jeg ved om kærlighed er en underholdende og indsigts-
fuld, feministisk og hjertevarm debut fra en stærk, ung stemme. Hun væver personlige fortællinger, skarpe observationer, lister, opskrifter og vignetter sammen til en historie om en tid i livet, hvor alt stadig er udefineret og åbent.
alt hvad jeg ved om kærlighed
Kommer til at inspirere en generation på samme måde, som Caitlin Moran gjorde det før hende.
Dolly Alderton er en britisk prisvindende dagblade, heriblandt Sunday Times og Daily
Telegraph. Hun er derudover vært for The High
Low, en podcast som ugentligt dækker nyheder og popkultur, og som igen og igen topper de europæiske hitlister.
Aldertons kloge ord vækker genklang hos kvinder i alle aldre. Siderne omfavner læseren som et varmt kram.
EV EN I N G S TA N DA R D
★★★★★ Dybt underholdende, til tider chokerende, beundringsværdigt åbenhjertigt og optimistisk ... En millennial Nora Ephron.
DA I LY T ELE G R A P H ISBN: 978-87-400-5073-8
Forfatterportræt: Jo Bongard Omslag: Imperiet
dolly alderton
journalist og skriver for flere af landets største
alt hvad jeg ved om fester, dates, venner, jobs, livet, kærlighed dolly alderton
V I N D ER A F N AT I O N A L B O O K AWA R D
Jeg elsker den her bog. Jeg ville ikke have, at den sluttede. Dolly Alderton har en særlig evne til at tale direkte til hjertet. En sjælden gave. MARIAN KE YES Styrken i venskaber blandt kvinder er så storslået og underbelyst, og netop som læseren forventer, at vi bevæger os i en (vidunderlig) retning, er vi pludselig på vej ned ad en langt mere stenet, kompliceret og i sidste ende rørende sti. En stor glæde. Med andre ord, dette bliver en klassiker. S O P H I E DA H L