Atlas Six læseprøve

INITIATIVET

ATLAS SIX INITIATIVET

ATLAS SIX INITIATIVET

ROMAN OLIVIE BLAKE

På dansk ved Sarah Feddersen Thomsen

Hr. Ferdinand

Til min fysikalist-dreng og min klarøjede pige, og til lord Oliver for alle øretæverne.

BEGYNDELSE

I: VÅBEN

II: SANDHED

III: KAMP

IV: RUM V: TID

VI: TANKE

VII: INTENTION VIII: DØD SLUTNING

BEGYNDELSE

Måske er de fortærskede, alle verdens mange referencer til Biblioteket i Alexandria. Historien har vist, at biblioteket er et uendeligt fascinerende emne, fordi kun fantasien sætter grænser for, hvad det kan have indeholdt, og fordi menneskeheden har en evne til at længes lidenskabeligt efter det, som er gået tabt. Alle mennesker kan elske det forbudte, og i de fleste tilfælde er viden netop det. I særdeleshed viden, der er gået tabt. Fortærsket eller ej er der noget for alle at længes efter, når det kommer til Biblioteket i Alexandria, og vi har altid været en art, der er meget modtagelig over for det ukendtes kalden.

Før det blev ødelagt, skulle biblioteket efter sigende have inde holdt over fire hundrede tusind papyrusruller omhandlende histo rie, matematik, videnskab, ingeniørkunst og endda magi. Mange antager fejlagtigt, at tiden er en støt voksende størrelse, en nøje afmålt kurve af vækst og fremskridt, for når historien bliver skrevet af sejrherrerne, risikerer historiens virkelige form at blive forvansket i forsøget på at skabe en sammenhængende fortælling. I virkelig heden er tiden, som vi oplever den, blot en form for ebbe og flod, mere cirkulær end retlinet. Sociale trends og tabuer ændrer sig, og vi bliver ikke nødvendigvis mere oplyste med tiden. Det samme gælder magi.

Den lidet kendte sandhed er, at Biblioteket i Alexandria brænd te ned for at redde sig selv. Det døde for at rejse sig igen. Nedbrændingen var mindre metaforisk fugl Føniks agtig og mere stra tegisk Sherlock Holmesk. Da Julius Cæsar kom til magten, stod det

klart for oldtidens Varetagere i Alexandria, at et rige kun kunne være fremgangsrigt, hvis det sad på en skammel med tre ben: un derkastelse, desperation og uvidenhed. De vidste også, at verden for evigt ville blive udsat for lignende forsøg på tyranni, og besluttede derfor, at et så værdifuldt arkiv måtte skjules omhyggeligt for at kunne overleve.

Det er et simpelt, gammelt trick at dø og forsvinde for at begyn de forfra. Genfødslen afhang fuldstændigt af, at biblioteket kunne holde på sin egen hemmelighed. Medeianerne de mest lærde blandt den magiske befolkning – fik lov at benytte sig af bibliotekets viden, så længe de også påtog sig ansvaret for vedligeholdelsen. I det Selskab, der voksede frem af bibliotekets ruiner, var medlem mernes privilegier lige så enestående som deres ansvar. Alverdens viden lå for deres fødder, og det eneste, de skulle gøre, var at pleje den og få den til at gro.

I takt med at verden voksede – ekspanderede ud over bibliote kerne i Babylon, Karthago og Konstantinopel til de islamiske og asiatiske bibliotekssamlinger, der gik tabt under tidernes skiftende imperier – voksede også de alexandrinske arkiver, og efterhånden som medeianernes indflydelse blev større, blev det såkaldte Selskab det også. Hvert tiende år blev en ny gruppe af potentielle indviede udvalgt til at tilbringe et år med at blive oplært i arkivernes funk tioner, samt hvad der med tiden ville blive et livslangt håndværk. I et år levede, spiste, sov og åndede Selskabets udvalgte individer for arkiverne og deres indhold. I slutningen af året blev fem af de seks potentielle kandidater indviet. De ville omhyggeligt følge et selvstændigt studium i yderligere et år ved biblioteket, før de blev tilbudt at blive og fortsætte deres arbejde som forskere – eller, hvad der var mere sandsynligt, tage imod et profitabelt jobtilbud. Ale xandrinere blev typisk politiske ledere, mæcener, administrerende direktører og prisvindere. Hvad der ventede en alexandriner efter indvielsen var rigdom, magt, prestige og viden, som overgik selv deres vildeste fantasi. Og derfor var det at blive udvalgt til ind

vielse blot det første skridt på vejen mod et liv fuldt af uendelige muligheder.

Det var, hvad Dalton Ellery fortalte den nyeste gruppe af kan didater, hvoraf ingen på forhånd var blevet informeret om, hvorfor de var der, eller hvad det var, de skulle konkurrere om. Formentlig havde de endnu ikke indset, at Dalton Ellery, i kraft af at han stod i dette rum, selv var en unikt begavet medeianer, hvis lige de ikke ville støde på igen i flere generationer, og som havde valgt denne vej frem for en af de mange andre, han kunne have taget. Han havde, ligesom de, engang givet afkald på den person, han kunne være blevet, og det liv, han kunne have levet – hvilket højst sandsynligt ville have været ganske almindeligt i sammenligning med dette. Han ville have haft en profession af en art, måske endda en lukrativ en, og passet sig ind i de dødeliges økonomi på en eller anden nyttig måde, men uden at bevidne alt det, han havde set, fordi han havde taget imod Selskabets tilbud. Alene kunne han nok have udøvet enestående magi, men han ville aldrig have nået ekstraordinære højder. Han ville uundgåeligt være bukket under for dagligdagen, for besværet, for kedsomheden, sådan som alle mennesker til sidst gjorde, men nu, på grund af dette, ville det ikke ske for ham. Den almindelige tilværelses ubetydeligheder var blandt de mange ting, som han aldrig mere ville blive udsat for, efter han havde indtaget sin plads i dette rum ti år tidligere.

Dalton studerede deres ansigter og forestillede sig igen det liv, han måske ville have levet, de liv, de alle måske ville have levet, hvis de ikke var blevet tilbudt disse … rigdomme. Evig hæder og ære. Uovertruffen visdom. Her ville de få adgang til de hemmeligheder, som verden havde holdt for sig selv i århundreder, årtusinder. Vi den, som ingen almindelige øjne nogensinde ville få at se, og som mindre begavede hjerner umuligt ville kunne begribe.

Her, i biblioteket, ville deres liv forandre sig. Her ville deres tidligere jeg blive tilintetgjort, ligesom biblioteket selv, blot for at blive genopbygget og skjult i skyggerne for aldrig igen at blive set

af andre end Varetagerne, alexandrinerne og spøgelserne af, hvad der kunne have været.

Storhed er ikke let, men det sagde Dalton ikke. Han tilføjede heller ikke, at storhed aldrig blev tilbudt nogen, som ikke kunne holde til at bære den. Han fortalte dem blot om biblioteket, om deres vej til indvielse og om, hvad der var inden for rækkevidde hvis de blot havde modet til at række ud og tage det.

De var tryllebundne, som de retteligt burde være. Dalton var dygtig til at puste liv i ting, idéer, genstande. Det var en diskret evne. Så diskret, at den slet ikke syntes at være magisk, hvilket gjorde ham til en exceptionel akademiker. Faktisk gjorde den ham til det perfekte ansigt udadtil for den nye gruppe af alexandrinere.

Han vidste, allerede inden han begyndte at tale, at de alle ville tage imod tilbuddet. Dette var blot en formalitet. Ingen sagde nej til Det Alexandrinske Selskab. Selv de, som foregav at være uinte resserede, var ikke i stand til at modstå tilbuddet. De ville kæmpe med næb og kløer, vidste han, for at overleve det kommende år af deres liv, og hvis de var så standhaftige og talentfulde, som Selskabet antog dem for at være, ville de fleste af dem overleve.

De fleste af dem.

Denne histories morale er:

Vogt dig for manden, som står ubevæbnet over for dig.

Hvis du i hans øjne ikke er målet, kan du vide dig sikker på, at du er våbnet.

IVÅBEN

FEM TIMER TIDLIGERE

Den dag, Libby Rhodes mødte Nicolás Ferrer de Varona, var tilfældigvis også den dag, hun opdagede, at ’hvidglødende’ – et ord, som hun indtil da aldrig havde haft brug for – var den eneste måde, hvorpå hun kunne beskrive følelsen af at være i nær heden af ham. Det havde været den dag, Libby kom til at sætte ild til adskillige antikvariske gardiner i kontoret tilhørende professor Breckenridge, dekanen for studerende, og dermed på én og samme tid beseglede både sin optagelse på New York University of Magical Arts (NYUMA) og sit evige had til Nico. Hver eneste dag siden da havde været én lang, ørkesløs øvelse i selvbeherskelse.

Denne dag var dog meget anderledes, eftersom det langt om længe skulle blive den sidste. Bortset fra tilfældige møder, som Libby var sikker på, at de begge ville gøre deres yderste for at ignorere Manhattan var trods alt stor med masser af folk, som indædt undgik hinanden ville deres veje endelig skilles, og hun ville aldrig mere behøve at arbejde sammen med Nico de Varona igen. Hun var praktisk talt brudt ud i sang den morgen af samme grund, hvilket hendes kæreste, Ezra, dog antog skyldtes mere nært forestående begivenheder. Enten at hun dimitterede med årgangens højeste gennemsnit (en ære, hun delte med Nico, men det var der ingen grund til at fokusere på), eller at hun skulle holde elevtalen ved dimissionen. Ingen af delene var noget at kimse ad, men det virkeligt forjættende var den nye æra, der nærmede sig.

Det var den sidste dag, Libby Rhodes nogensinde skulle se Nico de Varona, og hun kunne ikke have været mere ekstatisk over at indlede et simplere, langt bedre og mindre Nico inficeret liv.

„Rhodes,“ hilste Nico, idet han tog plads ved siden af hende på scenen. Han lod hendes efternavn glide rundt på tungen, før han snusede hørbart ind et par gange, flabet som altid. For nogle var hans solbrune smilehuller og charmerende, uperfekte næse (bræk ket på den helt rigtige måde) tilstrækkelig til at opveje hans gen nemsnitlige højde og utallige personlighedsbrister. For Libby var Nico de Varona ikke andet end god genetik og mere selvtillid, end nogen mand fortjente at have. „Hmm. Mærkeligt. Kan du lugte røg, Rhodes?“

Ha ha. Meget morsomt.

„Pas hellere på, Varona. Du ved godt, at auditoriet ligger oven på en brudlinje, ikke?“

„Selvfølgelig. Det er jeg nødt til, eftersom jeg skal arbejde på den næste år, ikke?“ svarede han. „Forresten synd, at du ikke fik den forskerstilling.“

Siden kommentaren tydeligvis havde til formål at irritere hende, traf Libby den eksemplariske beslutning at kigge ud over forsam lingen i stedet for at svare. Auditoriet var mere proppet, end hun nogensinde havde set det. Synet af dimittenderne og deres familier strakte sig helt op på balkonen og ud i forhallen.

Selv på afstand kunne Libby se sin fars eneste ’gode’ blazerjakke, som han havde købt for mindst to årtier siden i forbindelse med et bryllup og båret til samtlige mere eller mindre formelle arrange menter siden. Han og Libbys mor sad i midterrækken, lidt ude til den ene side, og Libby mærkede et øjebliks stærk ømhed ved synet af dem. Hun havde naturligvis sagt til dem, at de ikke behøvede at komme. Ulejlighed og den slags. Men hendes far var der, iført blazeren. Hendes mor havde taget læbestift på, og på sædet ved siden af dem …

… Var der ingenting. Libby registrerede det tomme sæde, net

op som en teenagepige med ankelhøje sneakers snoede sig ned ad rækken, undveg en bedstemor med stok og skar en antiautoritær grimasse ad hele gruppen. Det var sådan et sælsomt sammenfald, uhyggelig godt timet: det velkendte strejf af ungdommelig melan koli (ambivalens i en stropløs kjole) og den tomme stol ved siden af hendes forældre. Libbys syn sløredes af noget, som hun et øjeblik frygtede var begyndende blindhed eller tårer.

Heldigvis var det ingen af delene. Hvis Katherine stadig havde været i live, ville hun ikke længere være seksten. Libby var på en eller anden måde blevet ældre end sin storesøster, og selvom ma tematikken fortsat var umulig at forstå, var det et gammelt sår nu. Ikke længere dødbringende. Mere som at pille ved en sårskorpe.

Før Libby kunne nå at ruge alt for masochistisk over det, op fangede hun en ny bevægelse ude fra gangen. Et velkendt virvar af egensindige, sorte krøller blev bøjet undskyldende og fandt sig derefter til rette på den tomme plads. Ezra, iført den eneste sweater, som Libby ikke var kommet til at krympe i vask den uge, fyldte det hul, hvor Katherine ville have været. Han lænede sig frem for at række Libbys far et program og tilbyde hendes mor et lomme tørklæde. Efter lidt høflig småsnak kiggede han søgende op mod scenen og fik øje på Libby med et glimt af genkendelse i blikket. Hans mund formede et lydløst ord: Hej.

Den gamle smerte over Katherines fravær gled over i lettelse. Hun ville have hadet det her. Og Libbys kjole. Og formentlig også Libbys frisure.

Hej, svarede Libby lydløst og blev belønnet med Ezras velkendte, skæve smil. Han var slank, nærmest mager, på trods af at han spi ste hele tiden, og overraskende højere, end han virkede ved første øjekast. Hans bevægelser var nærmest katteagtige, og hun syntes godt om denne elegance. Denne stilhed. Den beroligede hende.

Mindre beroligende var det, at Nico havde fulgt hendes blik, og det trak muntert i hans mundvig. „Ah, Fowler er her også, kan jeg se.“

Libby, som et lykkeligt øjeblik helt havde glemt, at Nico var der, rejste børster. „Hvorfor skulle han ikke være her?“

„Åh, ikke for noget. Jeg troede bare, at du ville have skiftet ham ud med en nyere model på nuværende tidspunkt, Rhodes.“

Lad dig ikke tirre, lad dig ikke tirre, lad dig ikke tirre…

„Ezra er faktisk lige blevet forfremmet,“ sagde hun køligt.

„Fra middelmådig til kompetent?“

„Nej, fra…“

Libby brød af, knyttede den ene hånd og talte tavst til tre.

„Han er projektleder nu.“

„Du godeste,“ sagde Nico tørt. „Hvor imponerende.“

Hun skulede ad ham, og han smilede.

„Dit slips sidder skævt,“ informerede hun og gjorde sin stemme udtryksløs, idet hans hånd per automatik strøg op for at rette på det. „Ordnede Gideon det ikke for dig på vej ind?“

„Det gjorde han, men…“ Nico tog sig i det og brød af, mens Libby tavst lykønskede sig selv. „Meget morsomt, Rhodes.“

„Hvad er morsomt?“

„Gideon er min barnepige, morsomt. Nyt og anderledes.“

„Som om det pludselig er revolutionerende at gøre nar af Ezra, eller hvad?“

„Det er ikke min skyld, at Fowlers utilstrækkeligheder er et emne, som ikke er til at slide op,“ svarede Nico, og havde det ikke været, fordi de sad lige foran alle deres klassekammerater og en stor del af fakultetets lærerstab og ansatte, ville Libby ikke have tøvet med at gøre, hvad end hendes evner fristede hende til.

Desværre blev det anset som uacceptabel opførsel at sætte ild til Nico de Varonas underbukser.

Den sidste dag, mindede Libby sig selv om. Den sidste dag med Nico.

Så han kunne sige, lige hvad der passede ham, og det betød ingenting.

„Hvordan går det med talen?“ spurgte Nico, og hun himlede med øjnene.

„Som om jeg ville diskutere det med dig.“

„Hvorfor i alverden ikke? Jeg ved, at du har sceneskræk.“

„Jeg har ikke …“ En dyb indånding. To, for en sikkerheds skyld. „Jeg har ikke sceneskræk,“ lykkedes det hende at sige, denne gang mere roligt. „Og selv hvis jeg havde, hvordan skulle du så kunne hjælpe mig?“

„Åh, troede du, at jeg tilbød min hjælp?“ spurgte Nico. „Und skyld, men det gjorde jeg ikke.“

„Stadig skuffet over, at du ikke blev udvalgt til at holde talen?“

„Som om,“ fnyste Nico dæmpet. „Både du og jeg ved, at ingen spildte tiden på at stemme om noget så idiotisk, som hvem der skulle holde dimissionstalen. Halvdelen af de fremmødte her er al ligevel fulde,“ påpegede han, og selvom Libby vidste, at han havde mere ret, end hun nogensinde ville indrømme, vidste hun også, at det var et ømt punkt. Han kunne foregive nonchalance, alt det han ville, men hun vidste, at han hadede at tabe til hende, uanset om han anså emnet for at være vigtigt eller ej.

Hun vidste det, fordi hun ville have haft det på nøjagtig samme måde, hvis hun havde været i hans sko.

„Virkelig?“ sagde hun muntert. „Hvis alle er ligeglade, hvordan vandt jeg så?“

„Fordi du var den eneste, som stemte, Rhodes. Det er, som om du overhovedet ikke lytter til mig…“

„Rhodes,“ advarede dekan Breckenridge, som slentrede forbi deres pladser på scenen, mens mylderet omkring dem fortsatte ufor trødent. „Varona. Er det for meget forlangt at bede jer om at holde en høflig tone den næste times tid?“

„Professor,“ hilste de begge og fremtvang ens smil, idet Nico igen pillede impulsivt ved sit slips.

„Overhovedet ikke,“ forsikrede Libby dekanen, vel vidende at

end ikke Nico ville gøre noget så idiotisk som at erklære sig uenig. „Alt er helt fint her.“

Breckenridge løftede det ene øjenbryn. „Så morgenen går godt?“

„Strygende,“ sagde Nico og sendte hende et af sine charmerende smil. Det var faktisk det værste ved ham, at han kunne være sådan en ikke hovedpine over for alle andre end Libby. Nico de Varona var alle undervisernes yndling. Hvad angik deres jævnaldrende, så ønskede alle at være ham eller date ham eller i det mindste være venner med ham.

På en yderst fjern og ekstremt generøs måde kunne Libby godt se hvorfor. Nico var enormt tiltalende, helt uretfærdigt tiltalende faktisk, og uanset hvor kvik eller dygtig Libby var, foretrak såvel undervisere som elever Nico frem for hende. Hvad det end var for en gave, han havde, mindede den hende om myten om Midas. Nico havde en ubesværet evne til at forvandle nonsens til guld. Det var mere en refleks end en egentlig evne, og Libby, som var en begavet akademiker, havde aldrig været i stand til at aflure ham den. Nicos form for utvungne charme havde ingen metrik, hun kunne studere, ingen identificerbare finesser.

Han havde også en afskyelig evne til at narre folk til at tro, at han vidste, hvad han snakkede om, hvilket han absolut ikke gjorde. Nogle gange, måske. Men helt bestemt ikke altid.

Værre end Nicos mange utilstrækkeligheder var, hvad han havde, hvilket var det job, som Libby virkelig havde ønsket sig. Ikke at hun nogensinde ville indrømme det. Selvfølgelig var det ikke så lidt af en bedrift at være blevet hyret af den bedste magiske venturekapi talfond på Manhattan. Libby skulle finansiere innovativ, medeiansk teknologi, vælge kandidater fra en portefølje af spændende idéer med kæmpe potentiale for vækst og social kapital. Tiden var kom met til at handle. Verden var overbefolket, ressourcerne udtømte og overudnyttede, alternative energikilder mere nødvendige end nogensinde. Med tiden kunne hun forandre selve den måde, me

deianerne gjorde fremskridt på vælge mellem den ene nystartede virksomhed eller den anden for at ændre udviklingen af hele den globale økonomi og hun ville ovenikøbet blive godt betalt for det. Men hun havde ønsket den forskerstilling på NYUMA, og den var selvfølgelig gået direkte til Nico.

Mens dekan Breckenridge satte sig, og Nico lod, som om han var fornuftig, overvejede Libby, hvordan hendes lykkelige fremtid ville blive, når hun ikke længere behøvede konkurrere med ham om alt. I fire år havde Nico været en uundgåelig del af hendes liv, som et slags generende, svigtende organ. Fysikalske medeianere med deres grad af beherskelse af elementerne var sjældne. Så sjældne faktisk, at de havde været de eneste to. I fire lange, pinefulde år var de blevet tvunget til at tage alle fag sammen, uden undtagelse, og det eneste, der kunne måle sig med deres dygtighed, var deres gensidige antipati.

For Nico, som var vant til at få sin vilje, var Libby udelukkende et irritationsmoment. Hun fandt ham bedrevidende og arrogant fra det øjeblik, de mødtes, og havde ikke tøvet med at fortælle ham det, og der var intet Nico de Varona hadede mere end personer, som ikke tilbad ham ved første øjekast. Det var formentlig det første traume, han nogensinde var blevet udsat for. Hvis hun kendte ham ret, var alene tanken om, at der eksisterede en kvinde, som ikke forgudede ham, nok til at holde ham vågen om natten. For Libby derimod var det hele langt mere komplekst. For ud over at deres personligheder ikke passede sammen, var Nico noget langt værre end blot et almindeligt røvhul. Han var også en ubehagelig, snobbet påmindelse om alt, hvad Libby ikke havde.

Nico stammede fra en familie af fremtrædende medeianere og havde fået privatundervisning i sit overdådige palads (gik hun ud fra) i Havana siden barndommen. Libby, som var vokset op i Pitts burghs forstæder, og hvis stamtræ ikke havde nogen medeianere eller blot hekse, som det var værd at tale om, havde haft planer om at gå på Columbia University, indtil NYUMA, via dekan Brecken

ridge, greb ind. Eftersom hun intet havde vidst om grundlæggende medeianske principper, havde hun været bagud i samtlige aspekter af magisk teori og havde derfor været nødt til at arbejde dobbelt så hårdt som alle andre blot for at se sine anstrengelser blive af færdiget til fordel for: Ja, det er rigtig godt, Libby … og nu Nico, hvad med om du giver det et forsøg?

Nico de Varona ville aldrig vide, hvordan det føltes, tænkte Lib by igen, sådan som hun havde gjort utallige gange før. Nico var en flot fyr, begavet, charmerende, rig. Libby var … mægtig, ja, lige så mægtig som ham, og ville sandsynligvis blive endnu mere mægtig med tiden i betragtning af hendes overlegne selvdisciplin, men efter fire år med Nico de Varona som målestok for magiske præstationer følte Libby, at hun blev vurderet på et uretfærdigt grundlag. Havde det ikke været for ham, ville hun være strøget gennem studierne og måske endda have fundet dem kedelige. Hun ville ikke have haft en rival, ikke engang en jævnbyrdig. Foruden Nico, hvem kunne så overhovedet nå hende til sokkeholderne?

Ingen. Hun havde aldrig mødt nogen med evner, som bare kom i nærheden af hendes eller Nicos færdigheder inden for fysikalsk magi. De små rystelser, som selv den mindste opblussen af hans temperament fremkaldte, ville tage enhver anden medeianer fire timer og en overmenneskelig indsats at skabe ud af ingenting, li gesom en enkelt gnist fra Libby havde været nok til at sikre hende et fuldt stipendium til NYUMA og et lukrativt fuldtidsjob efter følgende. Den form for kraft ville være blevet mødt med ærefrygt, måske endda lovprist, hvis de havde været unikummer. Hvilket de nu for første gang ville være. Uden Nico at blive sammenlignet med konstant ville Libby endelig kunne udmærke sig, uden at hun behøvede at knokle sig selv halvt ihjel for at skille sig ud.

Det var en underlig tanke, faktisk, og underligt ensomt. Men stadig ekstremt spændende.

Hun mærkede en svag rumlen under fødderne og skævede til Nico, som hun bemærkede virkede hensunket i egne tanker.

„Hey,“ sagde hun og puffede til ham. „Hold op.“

Han kiggede på hende, som om han kedede sig. „Det er ikke altid mig, Rhodes. Jeg går heller ikke rundt og beskylder dig for at stå bag samtlige skovbrande.“

Hun himlede med øjnene. „Jeg kan godt kende forskel på et jordskælv og et udbrud af Varona temperament.“

„Forsigtig,“ advarede han hende og sendte et blik ned mod Ezra. „Det går ikke, at Fowler ser os have endnu et skænderi, vel? Det ender med, at han får en forkert opfattelse.“

Seriøst, dét igen? „Du er godt klar over, at det er barnligt, hvor optaget du er af min kæreste, ikke, Varona? Det er under din vær dighed.“

„Jeg var ikke klar over, at du mente, at noget kunne være under min værdighed,“ svarede Nico dovent.

Breckenridge sendte dem et advarende blik tværs over scenen.

„Bare lær at leve med det,“ mumlede Libby. I de to år, de alle havde gået på NYUMA sammen, før Ezra dimitterede, havde Nico og Ezra afskyet hinanden, hvilket tilfældigvis skyldtes noget andet end Nicos modvilje mod hende. Nico havde aldrig mødt modgang i sit liv, så han forstod sig ikke på de bagvedliggende årsager til, at Ezra var så ukuelig, som han var. Libby og Ezra forstod begge, hvad det ville sige at miste. Ezras mor døde, da han var barn, hvilket gjorde ham såvel forældreløs som hjemløs. Mens Nico formentlig ikke engang havde oplevet at brænde et stykke toastbrød på. „Bare til orientering, så behøver du og Ezra aldrig at se hinanden igen. Vi,“ rettede Libby en anelse sent, „behøver aldrig at se hinanden igen.“

„Du behøver ikke at få det til at lyde så tragisk, Rhodes.“

Hun skulede atter til ham, og han drejede hovedet og smilede halvt til hende.

„Der går ingen røg af en brand…“ mumlede han, og hun mær kede et sug af afsky.

„Varona, kan du ikke bare…“

„…en glæde at introducere jer for vores næste taler, Elizabeth Rhodes!“ lød det over højtalerne, og Libby kiggede op og opdagede, at alles øjne nu var rettet forventningsfuldt mod hende. Ezra rynkede en smule på brynene nede blandt publikum, som om han havde set hende skændes med Nico igen igen.

Hun fremtvang et smil, rejste sig og sparkede til Nicos ankel på vejen.

„Prøv at lade være med at pille ved dit hår,“ var Nicos afskeds salut. Den blev mumlet ganske dæmpet og havde selvfølgelig til formål at få hende til at fiksere på sit pandehår, der, i samtlige de to minutter, som hendes tale varede, truede med at faldne ned i øj nene på hende. At krybe ind under huden på hende var en af Nicos mindre magiske evner. Talen i sig selv var udmærket (formentlig), men da hun var færdig, havde hun en svær lyst til at sparke Nico igen. I stedet lod hun sig dumpe ned på stolen og mindede sig selv om, hvor vidunderligt livet ville være om cirka tyve minutter, når hun var fri for Nico for evigt.

„Godt klaret, I to,“ sagde dekan Breckenridge spydigt, idet hun trykkede deres hænder, inden de forlod scenen. „En hel dimissions ceremoni uden nogen afbrydelser. Imponerende.“

„Ja, vi er meget imponerende,“ medgav Nico i et tonefald, som Libby ville have givet ham en lussing for. Men Breckenridge kluk kede bare dæmpet og rystede overbærende på hovedet, hvorefter hun forsvandt i den modsatte retning af Libby og Nico, som begav sig ned ad trappen.

De nåede gruppen af dimittender og deres gæster, og Libby tøvede for at finde på noget forfærdeligt en sidste, knusende af skedsbemærkning. Noget, som ville hjemsøge Nico, idet hun gik sin vej, idet hun forlod hans liv for evigt.

Men i stedet holdt hun hånden frem mod ham og besluttede at opføre sig voksent.

Høfligt.

Og deslige.

„Hav … du ved … et godt liv,“ sagde hun, og Nico skævede skeptisk til hendes håndflade.

„Er dét, hvad du vælger at gå med, Rhodes?“ spurgte han og spidsede læberne. „Helt ærligt, det kan du gøre bedre. Jeg ved, at du må have øvet dig under bruseren.“

Shit, hvor var han bare møghamrende irriterende. „Glem det,“ sagde hun, trak hånden til sig og drejede om på hælen. „På ikkegensyn, Varona.“

„Det var bedre,“ råbte han efter hende og akkompagnerede det med en skødesløs klapsalve. „Bra-va, Elizabeth.“

Hun snurrede rundt og knyttede hånden. „Hvad var din afskeds bemærkning da?“

„Hvorfor skulle jeg ulejlige mig med at fortælle dig det nu?“ spurgte han med et selvtilfredst, smørret grin. „Måske er det bedre at lade dig spekulere over det. Du ved,“ tilføjede han og trådte et skridt frem mod hende, „når du har brug for noget at beskæftige hjernen med i løbet af dit monotone liv sammen med Fowler.“

„Du er en røv, det ved du godt ikke?“ snerrede hun. „Det er ikke sexet at rykke folk i håret, Varona. Om ti år vil du stadig være alene og ikke have andre end Gideon til at vælge dine slips for dig, og tro mig, jeg vil ikke skænke dig en eneste tanke.“

„Hvorimod du om ti år vil være belemret med tre små baby Fowlere,“ gav Nico igen, „og du vil undre dig over, hvad fanden der skete med din karriere, mens din åbenlyst gennemsnitlige mand spørger, hvor maden bliver af.“

Der var den igen: Hvidglødende.

„Hvis jeg nogensinde ser dig igen, Varona,“ sydede Libby dæm pet, „er det stadig for tidligt.“

„Undskyld mig,“ sagde en mand ved siden af dem, og både Nico og Libby vendte sig brat om mod ham.

„Hvad?“ bjæffede de som med én mund, og han, hvem end han var, smilede.

Han var mørk i huden, hans hoved kronraget og lettere glin sende, og han lod til at være et sted i fyrrerne. Han skilte sig ud blandt den langsomt skrumpende flok af dimittender, idet han var overordentlig britisk både af væremåde og påklædning (tweed rigtig meget tweed med et strejf af skotsktern) og temmelig høj. Og også enormt uvelkommen.

„Nicolás Ferrer de Varona og Elizabeth Rhodes?“ spurgte manden. „Mon jeg må give jer et tilbud?“

„Vi har allerede arbejde,“ informerede Libby ham irriteret. Hun gad ikke vente på Nicos uundgåeligt aristokratiske svar. „Og hvad vigtigere er, så er vi lige midt i noget.“

„Ja, det kan jeg se,“ svarede manden og så ud til at more sig. „Men jeg har en smule travlt, og jeg er bange for, at når det kom mer til mit tilbud, må jeg virkelig have fat i de bedste af de bedste.“

„Og hvem af os er det så helt præcist?“ spurgte Nico og fastholdt Libbys skulen i et unødvendigt øjeblik af indbildskhed, før han roligt vendte sig mod manden med en tidsoptimisme, som faldt i god tråd med hans skræddersyede tweedbeklædning. „Medmindre, naturligvis, at de bedste af de bedste er …“

„Det er jer begge,“ bekræftede manden, idet Nico og Libby ud vekslede et ophidset blik i stil med selvfølgelig er det det, „eller måske én af jer.“ Han trak på skuldrene, og skønt hun ikke var interesseret, rynkede Libby brynene en smule. „Hvem af jer, det lykkes for, er op til jer, ikke mig.“

„Lykkes for?“ spurgte hun, før det overhovedet gik op for hen de, at hun talte. „Hvordan skal det forstås?“

„Der er kun plads til fem,“ sagde manden. „Seks bliver udvalgt. De bedste i verden,“ tilføjede han.

„I verden?“ gentog Libby tvivlende. „Det lyder temmelig over drevent.“

Manden bøjede hovedet.

„Jeg vil med glæde specificere vores parametre. Der er godt ti milliarder mennesker i verden på nuværende tidspunkt, korrekt?“

spurgte han, og Libby og Nico, begge en smule forvirrede, nik kede forsigtigt. „Ni en halv milliarder, for at præcisere, af hvilke kun en brøkdel er magiske. Fem millioner, plus/minus, som kan klassificeres som hekse. Af dem kan kun seks procent bestemmes som magikere af medeiansk kaliber, som er berettiget til træning på universitetsniveau ved institutioner spredt ud over hele kloden. Kun ti procent af dem vil kvalificere sig til de bedste universiteter, som for eksempel dette,“ sagde han og slog ud med hånden mod NY UMA bannerne. „Af dem kommer kun en brøkdel … en procent eller mindre … i betragtning hos min udvælgelseskomité. Langt størstedelen bliver uden videre vraget. Så er der tre hundrede per soner tilbage. Af de tre hundrede dimittender har ti procent måske de påkrævede kvalifikationer. Specialer, akademiske præstationer, personlighedstræk og så videre.“

Tredive personer. Nico sendte Libby et selvtilfredst blik, som om han vidste, at hun regnede på det, og hun svarede igen med et foragteligt blik, som for at sige at hun vidste, at han ikke gjorde.

„Så kommer den sjove del, naturligvis. Den virkelige udvælgel se,“ fortsatte manden med en tidsoptimisme, som faldt i god tråd med hans skræddersyede tweedbeklædning. „Hvilke studerende har den mest sjældne magi? De mest videbegærlige hjerner? Langt de fleste af jeres mest talentfulde klassekammerater vil komme til at tjene den magiske økonomi som revisorer, investorer og magiske advokater,“ meddelte han dem. „Måske vil nogle enkelte skabe noget virkelig særligt. Men kun tredive personer i alt er gode nok til at blive betragtet som ekstraordinære, og af dem er kun seks sjældne nok til at blive inviteret ind ad døren.“

Manden smilede let. „Ved udgangen af året vil naturligvis kun fem træde ud ad døren igen. Men den tid, den sorg.“

Libby, som stadig var en smule forundret over udvælgelsespara metrene, gav Nico lov at tale først.

„Tror du, at der er fire personer, som er bedre end Rhodes og mig?“

„Jeg tror, at der er seks personer med lige bemærkelsesværdige ta lenter,“ rettede manden med en mine, som om dét allerede var blevet fastslået én gang. „Og af dem er I måske kvalificerede, måske ikke.“

„Så du vil altså have os til at konkurrere mod hinanden,“ be mærkede Libby tvært med et sideblik til Nico. „Igen.“

„Og fire andre,“ bekræftede manden og rakte dem begge et visitkort. „Atlas Blakely,“ bekendtgjorde han, mens Libby stude rede kortet. ATLAS BLAKELY, VARETAGER. „Som jeg sagde tidligere, vil jeg gerne give jer et tilbud.“

„Hvad varetager du?“ spurgte Nico, og manden, Atlas, sendte ham et muntert smil.

„Det er bedre, at jeg oplyser jer alle om det på én gang,“ sagde han. „Tilgiv mig, men det er en ret lang forklaring, og tilbuddet udløber om et par timer.“

Libby, som næsten aldrig var impulsiv, forblev vagtsomt af visende. „Vil du ikke engang fortælle os, hvad tilbuddet går ud på?“ spurgte hun. Hun fandt hans rekrutteringstaktik unødigt hemmelighedsfuld. „Hvorfor i alverden skulle vi nogensinde tage imod det?“

„Tja, det er ikke rigtig op til mig at svare på, vel?“ sagde Atlas med et skuldertræk. „Desuden har jeg som sagt temmelig travlt,“ meddelte han dem og hægtede paraplyen af armen, mens de få til bageværende dimittender langsomt rømmede lokalet. „Tidszoner er vanskelige at have med at gøre. Hvem af jer kan jeg forvente at se?“ spurgte han og kiggede sigende frem og tilbage mellem dem. Libby rynkede panden.

„Jeg troede, du sagde, at det var op til os?“

„Jamen, det er det da naturligvis også, i sidste ende,“ sagde At las og nikkede. „Men i betragtning af, hvor ivrige I virker efter at blive fri for hinanden, gik jeg blot ud fra, at kun én af jer ville tage imod min invitation.“

Libbys blik mødte Nicos, og de gik begge i forsvarsposition.

„Nå, Rhodes?“ sagde Nico i sit let hånlige tonefald. „Vil du fortælle ham, at jeg er bedre, eller skal jeg?“

„Libby,“ lød Ezras stemme, idet han kom småløbende mod hen de bagfra. Hun fangede et glimt af hans forpjuskede, sorte hår og forsøgte at fremtvinge et roligt ansigtsudtryk, som om hun ikke lige havde gjort præcis, hvad hun altid gjorde, når det drejede sig om Nico (uvilkårligt mistet besindelsen). „Er du klar til at gå? Din mor venter udenf…“

„Åh, goddag, Fowler,“ sagde Nico og vendte sig mod Ezra med et foragteligt smil. „Projektleder, hva’?“

Libby krympede sig indvendigt. Selvfølgelig fik han det til at lyde som en fornærmelse. Det var en prestigefyldt stilling for enhver medeianer, men Nico de Varona var ikke en hvilken som helst me deianer. Han ville blive til noget stort, noget … fænomenalt.

Han var en af de seks bedste i verden.

I verden.

Og det samme var hun.

Men til hvad?

Libby glippede med øjnene og fik revet sig selv ud af tankerne, da det gik op for hende, at Nico stadig snakkede.

„… midt i noget her, Fowler. Måske du kunne give os et øje blik?“

Ezras blik gled mod Libby, og han rynkede brynene. „Er du…?“

„Jeg er okay,“ forsikrede hun. „Bare … vent to sekunder, okay? Bare to sekunder,“ gentog hun, puffede ham væk og vendte sig atter mod Atlas, før det – for sent – gik op for hende, at Ezra ikke lod til at have bemærket, at der stod en anden sammen med dem.

„Nå, Nicolás?“ Atlas så på Nico med et forventningsfuldt ud tryk.

„Åh, bare kald mig Nico.“ Nico stak Atlas’ visitkort i lommen og sendte Libby et blik fuldt af pompøs tilfredshed, idet han rakte hånden frem for at trykke Atlas’ . „Hvornår skal jeg forvente at træffe dig, mr. Blakely?“

Åh, nej.

Åh, nej.

„Du er velkommen til at kalde mig Atlas, Nico. Du kan bruge kortet som transport i eftermiddag,“ svarede Atlas og vendte sig mod Libby. „Og hvad dig angår, miss Rhodes, så må jeg sige, at jeg er skuffet,“ sagde han, idet hendes hjerne rasende gjorde modstand, „men uanset hvad har det været en fornøjelse…“

„Jeg skal nok være der,“ fløj det ud af Libby, og hun opdagede rasende, at Nicos mundvige sitrede af forventning. Han var på én gang underholdt og ikke det mindste overrasket over hendes be slutning. „Det er kun et tilbud, ikke?“ sagde hun, halvt til Nico, halvt til Atlas og en lillebitte smule til sig selv. „Jeg kan vælge, om jeg vil tage imod det eller ej, efter du har forklaret, hvad det går ud på, ikke også?“

„Bestemt,“ bekræftede Atlas og nikkede til dem. „Jeg venter jer begge i eftermiddag så.“

„Lige et hurtigt spørgsmål,“ sagde Libby og standsede dermed Atlas efter et hurtigt blik mod Ezra, som betragtede dem på afstand med rynkede bryn. Hans hår så ekstra forpjusket ud, som om han havde kørt hånden igennem det af ophidselse. „Min kæreste kan ikke se dig, vel?“ Atlas rystede på hovedet, og hun fortsatte tøvende. „Hvad tror han så, at vi laver lige nu?“

„Åh, han fylder formentlig tomrummet ud med noget, som hans hjerne finder plausibelt,“ sagde Atlas, og Libby mærkede, hvordan hun blegnede en smule, ikke ovenud begejstret over, hvad det kunne tænkes at være. „Vi ses igen i eftermiddag,“ tilføjede Atlas, før han forsvandt ud af syne. Tilbage stod Nico og rystede af indestængt latter.

„Hvad fniser du sådan for?“ hvæsede Libby og skulede til ham. Efter et øjeblik fattede han sig, trak på skuldrene og blinkede til Ezra over skulderen på hende.

„Det finder du nok ud af. Ses senere, Rhodes,“ sagde han og bukkede prætentiøst til afsked. Libby stod tilbage og overvejede, om hun rent faktisk kunne lugte røg.