Børnene fra Sølvgade by JP/Politikens Forlag

”AT PASSE PÅ HINANDEN KOMMER FØR AT GØRE DET, SOM ANDRE SYNES ER DET RIGTIGE.” Lige siden børnene fra Sølvgades mor gik ud for at vinterbade sidste år, har 11-årige Katinka boet alene sammen med sine tre søskende i lejligheden i Sølvgade: Tristan på 15 år, der er god til at lave lasagne og reparere cykler, Kirk på 9 år, der gerne vil være advokat og hele tiden læser i en tyk, gul bog, og Petra på 6 år, der har englevinger på og elsker sine planter og sin papegøje over alt på Jorden. Petra er ved at være stor nok til at skulle i skole – men det kræver en voksen at blive skrevet ind. Børnene fra Sølvgade lægger derfor en plan: De må have fat i en hushjælp, der kan følge Petra i skole. De har kun råd til at ansætte en hushjælp i tre måneder – men da miss Nelly fra Vollsmose, den mandlige hushjælp med nederdel, højhælede støvler og strithår, først er kommet ind i deres liv, har de ikke lyst til nogensinde at give slip på ham igen. Men hvordan skal de få råd til at beholde miss Nelly, og hvad nu hvis han opdager deres hemmelighed og sender dem på børnehjem?

POLITIKENS FORLAG www.politikensforlag.dk

P O L I T I K E N S F O R L AG

Illustrationer: Zarah Juul

POLITIKENS FORLAG

Der var engang Jeg hedder Katinka, jeg er 11 år og vil gerne fortælle historien om, hvordan jeg fik to spritnye forældre. Nu tænker du sikkert, at man da ikke bare kan få nye forældre. Man er jo ligesom født af en mor, der engang har været sammen med en far, og så er det de to mennesker, man har som forældre resten af vejen, ik’ sandt? Men sådan behøver det altså ikke at være. Nogle gange kan man godt vælge nogle nye forældre, hvis dem, man har, er gået i stykker, eller hvis man bare har brug for det. Det havde vi, for vi havde ikke nogen. Jeg er nok lige nødt til at sige, at officielt er de ikke vores nye forældre, og det bliver de heller aldrig. Officielt betyder, at det står på et stykke papir et sted på et kommunekontor, at man hører sammen. Sådan er det ikke for os, og sådan bliver

det aldrig. Men det gør ikke noget, for i vores hjerter er de vores forældre. I vores hjerter findes der simpelthen ikke bedre forældre end dem. Det lyder vist lidt kryptisk, det her. Kryptisk betyder, at det kan være svært at forstå. Måske skulle jeg bare begynde ved begyndelsen. Jeg tror, det må være den dag, vi besluttede os for at bruge vores sidste penge på en hushjælp. Eller måske skulle jeg i virkeligheden hellere introducere os først, så du ved, hvem historien handler om? Vi er mig og mine tre søskende, Tristan på 15, Kirk på 9 og Petra på 6. Vi er børnene fra Sølvgade, og grunden til, at vi hedder det, er selvfølgelig, at vi bor i Sølvgade. Nærmere bestemt i nummer 104, stuen til højre, med egen indgang direkte i porten. Hvis du har et kort over København, og du zoomer ind på de fem store søer, der ligger i en lang række efter hinanden sådan cirka i midten af byen, så er det omtrent der, Sølvgade ligger. Vi bor tæt på den første bro, midt imellem Østre Anlæg, Statens Museum for Kunst og Rigshospitalet. Hvis du så zoomer lidt længere ind, så tror jeg, du kan se en pige med langt, brunt hår sat op i en hestehale, der sprinter gennem en baggård med to store drenge efter sig. Det er mig …

KAPITEL 1

Kommunetrolden kommer Jeg havde set de to store drenge sidde og kaste sten efter en kat, der prøvede at gemme sig bag en skraldespand i gården, mens de røg smøger. De grinede, hver gang de ramte dyret. Jeg blev mere og mere rasende, for hver sten de kastede. Til sidst listede jeg mig tæt nok på til at stjæle den ene drengs pung. Jeg ved jo godt, det er forkert at stjæle, men de var præcis sådan nogle drenge, vores mor ville have kaldt møgunger. Desuden havde vi brug for pengene, for på det her tidspunkt i historien var det knap 10 måneder siden, mor gik ud for at vinterbade. Hun kom aldrig tilbage. Vores fædre var der ingen af os, der havde set i årevis. Vi passede os selv, hvilket vi efterhånden var blevet virkelig dygtige til. Jeg mærkede på pungen, mens jeg løb. Hvis der var penge i den, slap jeg for at samle flasker hele weekenden. Tanken gjorde mig i godt humør, selvom mit hjerte hamrede som en stortromme. Jeg løb ind i det store buskads, der deler Sølvgade-gården på midten, og smed mig ned på maven. Så kravlede jeg det sidste stykke hen til et lille hul i trådhegnet. Jeg vidste,

at hullet var dér, for jeg havde selv lavet det med en bidetang. Det var klippet i en perfekt aflang firkant helt nede ved græsset og var præcis stort nok til, at jeg kunne smutte ud under det. Jeg havde ladet trådhegnet foran hullet blive hængende på samme måde som en kattelem, så ingen kunne se, at det var der. Ret smart, syntes jeg selv. Jeg kom hurtigt på benene igen, løb hen over gården og ned i en kælderskakt, hvor jeg gemte mig. Mellem buskene på den anden side af trådhegnet kunne jeg se de to drenge lede efter mig. De maste sig gennem grene og blade, kiggede til højre og venstre, mens de snakkede. ”Hun er her ikke.” ”Hun må være her. Hun kan jo ikke være kravlet over det hegn, uden vi så det.” ”O.k. Hvis du går rundt om og kommer ind fra den anden side, så tager jeg hende herfra, hvis hun forsøger at stikke af.” Jeg må indrømme, at jeg godtede mig, de var snotdumme. Den ene af dem gik rundt om buskadset, mens den anden holdt vagt. ”Så, grimme tøs, nu er du færdig ...” ”Gu er du så! Kom ud og få din straf, møgunge ...” Et halvt minut senere mødtes de to drenge på midten, hvor de stod og gloede tåbeligt på hinanden. Jeg kunne ikke lade være med at grine for mig selv. De forstod ikke, hvor jeg var blevet af. Sådan er livet; den kloge narrer den mindre kloge. Jeg må indrømme, at jeg havde været lidt bange, men sådan var spillet. Jeg havde prøvet at stjæle masser af gange, og jeg

var blevet god til det. På en mærkelig måde var jeg også blevet vild med det. Den måde, adrenalinen fik mine ben til at løbe hurtigere og mit hjerte til at galoppere. Det var, som om jeg blev klar i hovedet og vågen på en ny måde, fordi det var farligt. Virkelig en underlig fornemmelse, men det var sådan, jeg fik det, når jeg stjal. Fra mit skjulested kiggede jeg op mod vinduerne i nummer 104. Jeg elskede det sted over alt på Jorden. Det var sådan en fin lejlighed med tre store værelser og et smukt lille badeværelse med hvide og blå fliser. I køkkenet, der var stort nok til at have en spiseplads, stod der en fin, gammel slagbænk fyldt med puder, og foran den stod et gammelt bord af egetræ med udskæringer op ad benene. For enden af køkkenet var der en dør, som førte ind til spisekammeret. Her stod der guldkorn, havregryn og sukker, tallerkener og glas. I lejligheden var der også et separat vaskerum, hvor vi havde vores egen vaskemaskine og tørretumbler, og en lang, bred entre fyldt med sko og frakker. Og så var der den fineste stuk og de smukkeste rosetter i alle rum. Der var ikke noget sted i verden, jeg følte mig så godt tilpas som der. Det var, som om intet ondt kunne nå mig, når jeg kom ind i entreen og drejede låsen tre gange rundt, som jeg altid gjorde dengang. Jeg kunne se Petras hvide vinger bevæge sig rundt i køkkenet. Petra havde altid sine vinger på. Hun drømte om at flyve ligesom fuglene, og nogle dage troede jeg næsten på, at det ville lykkes for hende, fordi hun var så ihærdig med sin træning. Hun var i gang med at vande sine tomatplanter. De

stod fint på række med deres lange grønne stængler i køkkenvinduet. Der var selvfølgelig tonsvis af tomater. Selvom Petra kun var 6 år, havde hun de vildeste grønne fingre og elskede alt, der voksede, når man vandede det – også tidsler. Der var ingen levende plante, der var forkert eller grim i Petras øjne. Vores lejlighed lignede nærmest Botanisk Have på grund af alle hendes planter. Der voksede blomster op ad væggene og i vindueskarmene, i skoene i entreen og i små kasser og krukker overalt i hele lejligheden. Bag Petra kunne jeg se Tristan. Han var i gang med at lave mad. Det var ham, der var familiens praktiske gris. Han var også den klogeste. Ikke sådan med bøger og den slags, mere med, hvordan livet skal leves, og hvad man skal være forsigtig med. Tristan var jo den ældste, og derfor var han altid lidt bekymret for, hvordan det hele skulle gå. Jeg tog pungen op af lommen, og tænk, der lå 450 kroner, et hævekort og et bibliotekskort inden i den. Det var helt perfekt, for det var nogenlunde det beløb, Petra og jeg skulle samle flasker for hver lørdag, før vi måtte gå hjem. Jeg kan huske, at Kirk kom i næsten samme øjeblik, så jeg var nødt til at gemme pengene i jakkelommen. Kirk er dyb modstander af at stjæle. Han er faktisk modstander af alt, der er ulovligt. Da han parkerede sin cykel, forskrækkede jeg ham ved at hviske. ”Hallloooo babyboy.” Det gav et sæt i ham, han havde ikke set, jeg stod i kælderskakten. Han kan godt være lidt distræt i forhold til den virkelige verden.

”Du er pisseirriterende,” vrissede han. Han lagde dog mærke til, at jeg flere gange spejdede over mod trådhegnet uden at komme op fra skakten. Han fik øje på de to drenge, der var på vej væk. ”Hvad har du nu lavet?” spurgte han. ”Ikke noget.” ”Som om.” Da de to drenge endelig forsvandt, gik jeg op til ham. ”Hvad så, fik du fanget nogen forbrydere ovre på biblioteket?” Han svarede mig ikke engang. Han syntes, jeg var totalt umoden. Kirk er også en ret forsigtig dreng, der aldrig kommer i slagsmål eller skænderi med nogen. Det er ikke, fordi han er en tøsedreng, det er han slet ikke. Han bryder sig bare ikke om nogen form for ballade eller uregelmæssigheder. Han tror fuldt og fast på, at der er regler for alting, og at livet går ud på at lære alle reglerne udenad. På den måde vil ingen nogen sinde gøre noget forkert, og alt kan ordnes gennem fornuftig samtale. Jeg tror, det er sådan, han ønsker sig, verden skal være. Det er den jo bare ikke. ”Er du sur, eller gider du ikke svare?” Kirk svarede med sin mest pædagogiske stemme, den, han bruger, når han synes, jeg er komplet idiot. ”Søde Katinka, man fanger ikke forbrydere på et bibliotek, det tror jeg også godt, du ved.” ”Årh, du kunne nok godt fange nogen, selv på et bibliotek. Var der slet ingen, der gjorde noget, de ikke måtte i dag?” ”Katinka, der er altid nogen, der gør noget, de ikke må. Det er du sådan set selv et strålende eksempel på.”

Jeg kan huske, jeg grinede og lagde armen om ham, at han irriteret vristede sig fri og sagde, at jeg endte i fængsel en dag, og at jeg til den tid ville blive meget glad for ham, for han var den eneste af os, der kunne få mig løsladt. ”Slap af, professor, jeg har jo ikke gjort noget,” løj jeg. ”Måske ikke i dag,” sagde Kirk og sendte mig et blik, der afslørede, at det troede han ikke på. Så blev jeg blød. Kirk var jo bare lille og ønskede, at alt skulle være perfekt og ordentligt. Han er også sådan en lidt nørdet type med briller og tandbøjle og de tyndeste hvide arme, du nogensinde har set på en dreng. Jeg tilbød at bære hans pose, han havde lånt bind 2 af noget, der hedder Karnovs Lovsamling, og der er flere end 4.000 sider i den. Bind 1 havde han selvfølgelig allerede læst. Den gik han i gang med, ugen efter at mor forsvandt. Bogen var tung som beton. ”Shit, har du stjålet det halve af biblioteket?” spurgte jeg. For sjov selvfølgelig. Så smilede han endelig, for bøger var hans et og alt. ”Du bærer lige nu på en samling af alle væsentlige danske love, inklusive principielle domme, administrative afgørelser og litteraturhenvisninger. Den slags vejer tungt, Katinka. Og nej, jeg har ikke stjålet noget, men lånt på hæderlig vis med et statsautoriseret lånerkort. Præcis som man gør på et bibliotek,” svarede han højtideligt. Jeg smilede, han var ret så nuttet i al sin alvorlighed. ”Du bliver den klogeste advokat i universet, og jeg er stolt af, at du er min bror.” Jeg lagde armen om ham igen, trak ham ind til mig og gav ham et kram.

”Ja, ja, vent nu og se, hvad det bliver til, før du roser mig for meget,” sagde han. Men indeni blev han glad. Det ved jeg. For hans største drøm er at blive advokat og tjene penge nok til at forsørge os alle sammen. Det er også ret sødt, egentlig. Inden vi gik ind, smed jeg den tomme pung ned i en rist, uden han så det. Da vi kom ind, var der lasagne i ovnen. Igen. Petra var lykkelig, hun elsker lasagne. Personligt havde jeg fået nok af lige netop den ret. Tristan lavede lasagne tre til fire gange om ugen. De andre dage fik vi som regel madder med æg eller makrel eller leverpostej eller spegepølse. Nogle gange om lørdagen købte vi grillkylling med pomfritter nede fra kineseren i Farimagsgade. Det elskede jeg. Men det var ikke så tit, for Tristan sagde, at grillmad var alt for dyrt for vores budget. Det var ham, der bestemte over pengene. Jeg tog mig af vasketøjet, mens Kirk havde ansvaret for badeværelset og for at støvsuge. Det med støvsugningen var han ikke så god til som det med regler, det er helt sikkert. Men det var også lige meget, for der var ingen af os, der gik særlig meget op i rengøring. Petra havde kun ansvaret for Kaptajn Godt Humør, som var en Amazonpapegøje, vores mor købte, lige inden hun smuttede, udelukkende fordi den kunne sige: ”Ikke hænge med flødekanden, Kaptajn, det bliver bedre i morgen.” Kaptajn Godt Humør var allerede gammel, da vi fik ham, så han var umulig at opdrage. Han var et værre larmehoved. Han skræppede dagen lang og sked overalt. Han havde boet hos en sømand i Marstal, som havde slæbt ham med til Danmark hele vejen fra Caribien. Petra elskede Kaptajn Godt Humør, selvom han faktisk slet ikke var det og godt kunne finde på at angribe, hvis han blev sur. Indimellem

overvejede jeg at lukke vinduet op og lade ham flyve, for han var vanvittig irriterende. Det er han sådan set stadigvæk. Jeg smed Kirks pose med bogen på gulvet ved siden af Petras yndlingsblomst, der hed Lily. Den var enorm og voksede hele vejen op over den lille runde bue, der var ved indgangen til køkkenet, og ned igen på den anden side. Hver eneste uge producerede den de smukkeste hvide blomster, som Petra satte i vand alle vegne i lejligheden. Petra gik og sang en sang om, at hun var skrubtudsesulten. Jeg gav hende et kys på panden og satte mig på slagbænken. Petra satte sig straks ved siden af, så jeg fik hendes vinger i hovedet. ”Kan du ikke tage de vinger af, bare mens vi spiser, jeg kan altså ikke være her,” klagede jeg. ”Niks,” sagde hun. ”Ikke skændes!” sagde Tristan og tog lasagnen ud af ovnen med de grydelapper, mor havde hæklet den vinter, hun ikke stod ud af sengen én eneste gang. Den vinter havde hun også hæklet håndklæder, kjoler til mig og Petra, selvom jeg aldrig går i kjole, og store, tykke, vamsede trøjer til Tristan og Kirk. Det var længe siden, og alt tøjet var efterhånden blevet for småt. Men grydelapperne, de blev aldrig for små. Tristan elskede dem. En nat, vi ikke kunne sove, fortalte han, at når han brugte de grydelapper, så han altid vores mor for sig, som hun sad der i sengen hele vinteren og hæklede med en stor pude i ryggen og sine læsebriller halvt nede på næsen. Det var et fint billede, synes jeg, og nu er det også mit.

Vi havde ikke spist ret længe, da det ringede på døren. Vi stivnede alle fire, som var der blevet kastet en håndgranat ind ad vinduet. Havde man set os udefra, ville man nok tænke, det var en meget mærkelig reaktion over lyden af en dørklokke. Det er jo meget normalt, at dørklokken kimer indimellem, ik’? Hos os var det desværre blevet normalt at blive pissebange, når det skete. ”Kommunetrolden,” hviskede Petra og tog forsigtigt sine vinger af. Kirk skyndte sig at proppe helt vildt meget lasagne i gabet. Tristan lagde en pegefinger over munden. ”Schyyy …” Knive og gafler blev lagt tilbage på bordet uden en lyd. Vi gled ned på gulvet, og så kravlede vi i en lang række ud af køkkenet, ud gennem gangen og ind i vaskerummet, hvor vi lukkede døren forsigtigt efter os. I køkkenet stod der fire tallerkener med lasagne tilbage på bordet, og på slagbænken lå Petras vinger og vippede som en glemt sommerfugl i vinden. Kaptajn Godt Humør skræppede ”Ikke hænge med flødekanden, Kaptajn, det bliver bedre i morgen.” Inde i vaskerummet krøb vi sammen på gulvet. Lænede os trætte op ad væggen og hinanden. Dørklokken blev ved med at ringe i lang tid. For hver gang kommunetrolden ringede på, var det, som om det varede lidt længere. Indimellem kunne vi høre brevsprækken blive åbnet og lukket. ”Tænk, hvis døren ikke er ordentligt låst,” hviskede Kirk. Jeg tog hans hånd for at berolige ham. ”Det er den. Jeg gik sidst ind, og jeg tjekkede efter … tre gange, som jeg plejer.” ”De går snart igen. Bare rolig,” hviskede Tristan.

”Du skal ikke være bange. Det er ikke spor farligt, Kirk. Det er bare ligesom i et eventyr, når dragen kommer,” hviskede Petra og kravlede over til Tristan og puttede sig ind i hans favn. ”Nemlig, og så skal man være helt stille, det ved du godt, ikke?” sagde Tristan. Petra nikkede. ”Ja, for kommunetrolden er farlig,” hviskede hun. Hun var en lærenem lille tøs, vores Petra. Tristan kyssede hende i håret. ”Og nu kommer den og spiser dig,” hviskede han og spiste hendes øre lige så stille. Petra fniste og holdt sig for munden for ikke at lave larm. Jeg holdt godt fast i Kirks hånd. I lang tid sad vi og ventede tålmodigt, mens vi kiggede ud i mørket. Til sidst holdt lyden af brevsprækken op, og dørklokkens kimen stilnede af. ”Skal jeg se efter, om den er gået?” hviskede jeg. ”Vent lige lidt længere. Du ved, hvor snedig den er,” hviskede Tristan. Og det var rigtigt, kommunetrolden blev mere og mere snu for hvert besøg. Nogle gange stod den og lurede i lang tid, efter at den var holdt op med at ringe. Det pressede os en del. Tiden blev lang, og Petra blev træt. Hendes vejrtrækning blev stille og regelmæssig, og hendes øjne faldt i. Kirk lænede sit hoved op ad min skulder, og snart sov han også. ”Jeg hader kommunetrolden,” sagde jeg. Jeg var ved at være dødtræt af det cirkus, vi skulle igennem, hver gang den ringede på. Tristan smilede skævt. ”Vi skal bare holde den stangen 12 år mere.”

Det var egentlig et mærkeligt tal og ikke et, han havde nævnt før. ”Hvorfor 12?” ”Så bliver Petra 18, og så kan de ikke røre os mere. Når hun bliver 18, må vi bestemme alting selv. Det har Kirk læst i en af sine bøger.” Jeg fik næsten ondt i maven af at tænke på de der 12 år. Vi havde snart klaret at være alene i et helt år, og jeg syntes, det havde været et virkelig hårdt år. 12 år mere af den samme slags virkede uoverskueligt lige der. ”Måske skulle vi bare skride sydpå med det samme. Der er også bedre vejr,” foreslog jeg. Det havde jeg foreslået mange gange. Men Tristan sagde nej hver gang. ”Det kan vi ikke. Vi skal gå i skole, og Kirk skal være advokat. Vi rejser kun i nødstilfælde.” Jeg vidste det godt, jeg længtes bare efter friheden, som en ørken kan længes efter regn. Vi var blevet enige om, at det vigtigste var, at vi gik i skole og fik en uddannelse, så vi kunne tjene ordentlige penge, når vi blev voksne. Men indimellem syntes jeg, at tanken om at rejse med det samme var vildt tiltrækkende. Bare stikke af, bo i et fremmed land, lære et nyt sprog og tage til stranden hver dag. Problemet var, at jeg hadede at gå i skole. Det var sindssygt kedeligt, og der var intet af det, de fandt på derovre, jeg syntes var interessant. Jeg turde dog ikke pjække, for Tristan havde sagt, at det var lige nøjagtig sådan noget, der kunne få det hele til at gå galt. Der var i grunden meget, der kunne få det hele til at gå galt. Nogle gange blev jeg træt bare af at tænke på det. Mens jeg sad i vaskerummet og spekulerede, fulgte jeg en edderkop med øjnene. Den lavede et fint spind oppe under

loftet. Det så ud, som om hele dens familie boede i nærheden, så mange spind var der. Jeg kan huske, jeg tænkte, at den var heldig at have så stor en familie. Til sidst blev jeg utålmodig, sådan er jeg. ”Tror du ikke snart, de er væk?” Tristan nikkede. ”Jo, prøv at liste ud og se efter. Men vær forsigtig, duk dig, så du ikke kan ses i vinduerne.” Jeg kravlede lydløst ud fra vaskerummet. Først tjekkede jeg døren, så gaden uden for stuevinduerne. Bagefter tjekkede jeg gården for at se, om der lå nogen på lur derude. Da alt var undersøgt, og der ikke syntes at være fare på færde, hjalp Tristan og jeg hinanden med at lægge Kirk og Petra i seng. Bagefter lavede vi popcorn i mikroovnen og spillede backgammon, mens de små sov. Det var hyggeligt. Vi var glade, fordi vi havde klaret endnu en dag i Sølvgade, uden at nogen havde afsløret hemmeligheden om mor. Problemet var, hvordan vi skulle blive ved med at holde på den. Der var nemlig også noget andet, der pressede os.

POLITIKENS FORLAG www.politikensforlag.dk

P O L I T I K E N S F O R L AG