4 minute read

FORORD

At man kan få bedre hud med årene, er ikke noget, jeg har fundet på. Det er tilmed en halvprovokerende sætning, som gerne må fremkalde din skepsis. Det håber jeg, den gør. For netop skepsis er afgørende for, at du kan se igennem de til tider tykke lag af markedsføring, der hurtigt kan blænde en, når man går på hudplejeindkøb.

At huden kan blive bedre, er noget, andre har lært mig. Demonstreret i praksis og dokumenteret. En af dem er Dan Buettner, en opdagelsesrejsende, underviser og forfatter, som længe slangede sig på toppen af New York Times’ bestsellerliste med bogen ‘The Blue Zones’. Han har rejst verden tynd for at møde og forske i små samfund, der så ud til at have fundet ungdommens kilder. Fra Nicoyahalvøen i Costa Rica til italienske Sardinien fandt Buettner befolkningsklynger, der formår at leve aktive, sunde liv, til de er langt oppe i 90’erne og ofte når at fylde 100 år. Disse steder kaldes de blå zoner.

Det bemærkelsesværdige er, at befolkningerne i de blå zoner ikke på nogen måde lever særlig dyrt eller ekstremt, men har tradition for en helt enkel levevis med masser af personligt samvær, mange gåture og færre af de komfortløsninger, mange af os andre pakker os ind i, med alt fra fjernbetjening til håndmikser.

Da Buettner havde gransket dagligdagen hos mennesker, der i alle kroge af verden havde knækket koden til at leve længe og energifyldt uden sygdom og med masser af langtidsholdbar livskvalitet, var hans konklusion, at energiniveau og levealder overvejende har med livsstil at gøre.

Og i hans øjne er en aktiv hverdag med naturlig bevægelse mindst lige så vigtig som skemalagt motion. Her er, hvad han sagde under et pressemøde i Paris, som jeg deltog i:

”Slip bekvemmeligheden, dyrk havearbejde, slå græs som i gamle dage, lad bilen stå, når du skal på indkøb, og bevæg dig til noget, der er sjovt – som dans eller fodbold,” sagde han til mig under et pressemøde i Paris. Han anbefaler især daglige gåture i et rask tempo for at bevare en velfungerende og adræt krop og sænke risikoen for stress.

Buettners undersøgelser viser, at folk i de blå zoner er bemærkelsesværdigt gode til at håndtere netop stress, som er en af de vigtigste skurke at holde i skak, hvis man vil undgå at blive tidligt svækket. Langvarig stress og stress i for store mængder fyrer op under kronisk inflammation, som kan udløse, fremskynde eller forværre stort set alle aldersrelaterede sygdomme.

”Lad systemet køle ned i minimum 15 minutter hver dag. Kald det siesta, middagslur eller meditation,” siger han og understreger, at de, der dagligt snupper en lur, sjældent plages af stresssymptomer.

Selvom det er en helt uvidenskabelig dokumentation, har jeg selv set, hvad netop siesta gør ved mennesker. Mine egne forældre har troligt, hver eneste dag i hele deres voksenliv, sovet til middag i en halv time.

Dengang de var på arbejdsmarkedet, cyklede de hjem i middagspausen for at sove, og i dag er de et pænt stykke oppe i firserne og aktive, bridgespillende typer, der læser to-tre landsdækkende aviser om dagen. Og hudmæssigt vil jeg blive glad, hvis jeg kan ende med lidt af det, min mor har: friske glatte kinder, tydeligt fugtmætte og med glød.

Fremfor at netflixe sig gennem livet er happy hour en naturlig del af hverdagen i Buettners zoner, hvor man dagligt mødes for at vende verdenssituationen over et glas rødvin.

Med til historien hører også en kost, der er fortrinsvis plantebaseret og gerne rig på fisk, og at man stopper med at guffe i sig, når maven er 80 procent fuld. Det sidste har sidenhen vist sig at være et ligefrem afgørende lifehack, som vi vender stærkt tilbage til.

Men hvad har alt det med huden at gøre? tænker du måske. Ganske meget, for den måde, folk i de blå zoner lever på, kan også være markant hudforbedrende. Endda med årene.

1. Mindre stress giver styrket hudbarriere

Når du dæmper dit stressniveau, beskytter du også huden. Vedvarende stress svækker hudens immunsystem og dens evne til at hele sår.1 For eksempel lider huden under det, når stress ødelægger ens nattesøvn. Studier har vist, at barrierefunktionen og dermed hudens evne til at holde på fugt bliver påvirket af kronisk dårlig søvn. Så når man prioriterer sin søvn, blandt andet ved at håndtere stress, gavner det også huden. I et af studierne kunne forskerne påvise en 30 procent bedre barrierefunktion hos dem, der sov godt, i forhold til dem, der ikke gjorde.2 Selv én nats dårlig søvn påvirker hudens fugtmætning. 3

2. Træning forynger huden indefra

I modsætning til langvarig og voldsom stress kan små, kontrollerede doser af belastning styrke kroppen, herunder huden, og udløse kaskader af gode og sundhedsfremmende reaktioner. Eksempelvis når man bevæger sig fysisk. Så danner ens muskler større mængder af det hormonlignende signalstof interleukin-15 (IL-15), som er med til at forbedre huden indefra. Et studie viser, at man efter træning kan måle stoffet direkte i huden, hvor det dæmper og forsinker det, man i studiet kalder ’aldersrelaterede forandringer’.4

3. Omega-3-fedtsyrer og D-vitamin mindsker rødme

Når du spiser mindre kød, mere grønt, godt med fede fisk og ikke spiser dig propmæt, kan det ifølge professor og hudlæge Christian Grønhøj mindske, måske ligefrem stoppe, inflammatoriske tilstande i huden som for eksempel rosacea og psoriasis. Fisk, især de fede af slagsen, indeholder godt med D-vitamin og masser af omega-3-fedtsyrer, der øger hudens smidighed. Et nyere Harvardstudie baseret på 25.000 raske deltagere har vist, at D-vitamin og omega-3-fedtsyrer kan forebygge og hæmme inflammation hos 40 procent af testpersonerne. Det er god viden for de mange, der døjer med rød, irriteret eller tør hud, da der ofte er inflammation indblandet.

Det er tankevækkende, hvordan nogle af de vigtigste og stadig helt basale faktorer, der har indflydelse på vores hud, ikke handler om hudplejeprodukter, men om daglige vaner, om valg af livsstil.

Vi har altså flere vigtige livsstilsknapper at skrue på for at holde huden frisk. Den australskfødte biolog David Sinclair, der i dag er professor på Harvard University i USA og forsker i aldringsprocesser, mener endda, at vi ikke blot kan forsinke vores aldring, men ligefrem modvirke den. 5 I undertitlen på sin bog ’Lifespan’ skriver han ligeud ”Why we age – and why we don’t have to”.

Måske en lige lovlig frisk sætning, der dog ikke ændrer på, at vi roligt – i hvert fald i forhold til huden – kan løfte blikket og overhøre de tungsindige dommedagsprofetier, der ofte omgiver den. For vores hud kan seriøst blive bedre med årene.

This article is from: