FOR POKKER ALDRIG VÆRET NOGENS HUDTYPE

Sådan passer du bedst din hud i 20’erne, 30’erne, 40’erne, 50’erne … Kan du huske den slags overskrifter? Før i tiden var det svært at samle et magasin op uden at få blæst sådan en i hovedet. Artiklerne tog udgangspunkt i, at ens alder var nærmest altafgørende for hudens trivsel, og at huden tilsyneladende fik nye behov, så man skulle rydde alt, hvad man havde stående på hudplejehylden og købe et nyt arsenal, hver gang man tog hul på et nyt årti. I hvert fald indtil man passerede 50’erne. Herefter måtte man sejle sin egen sø, for så stoppede kommunikationen og de mange råd – ud over at folk måtte købe noget, der begyndte med ‘anti-age’, ‘anti-rynke’ eller var rettet mod ‘moden hud’. Og du kan sikkert høre det: ‘Moden’ er noget, der er lige på nippet til at rådne.

Derfor blev jeg nysgerrig, da jeg på et tidspunkt fik tilsendt en ny hudplejeserie fra Matas ved navn Glow. Det fremgik af både pressemeddelelsen og selve produkterne, at målgruppen var ”+65-årige, som ønsker fugt og masser af glød”. I spænding læste jeg videre, for hvad mon kvalificerede produkterne til at være målrettet lige præcis dem over 65?

Der stod: ”Serien udmærker sig ved at være parfumefri, svanemærket, vegansk og produceret i Danmark.” Måske svaret gemmer sig i indholdsoversigten? tænkte jeg. Men i presseteksten til et af produkterne,

Matas Glow Dagcreme, stod der bare: ”Rosa pigment giver smuk glød”. Desuden indeholder cremen ”matrixyl morphomics, et aktivt peptid, der stimulerer dannelsen af kollagen og reducerer linjer i panden, ved munden og omkring øjnene”. Og endelig: ”C-vitamin, der plejer og beskytter, samt sheasmør, der blødgør.”

Nu er hverken rosa pigment, det nævnte peptid, C-vitamin eller sheasmør så aldersdiskriminerende, at man ikke kan få gavn af det, hvis man er 64 år. Eller 24. Det er heller ikke noget, personer over 65 mangler mere af end så mange andre.

Set med pessimistiske briller er det et forsøg på at skabe nye behov ved at sige, at du som 65+ har brug for en særlig serie. Skifter vi til de positive brilleglas, kunne man spørge, om striberne fra Matas ikke bare hjælper med at navigere i et uoverskueligt marked? Men nej, det tror jeg desværre ikke.

For på samme måde som hverken maskinerne i fitnesscentret eller grønsagshylderne i supermarkedet er aldersinddelte, giver det ingen mening at alderskategorisere kombinationen af C-vitamin, sheasmør, peptider og rosa pigment, og alt for mange går glip af godt indhold, hvis de tror, at deres hudplejematch hænger sammen med dåbsattesten.

Hvis du har prøvet af få vurderet din hud hos en kosmetolog, en hudlæge eller en hudplejesælger, er jeg overbevist om, at du ikke har fået at vide, at du var en ’hudtype 40 år’ eller ’hudtype 70 år’. For de findes selvfølgelig ikke. Man kan ikke engang være en såkaldt ’moden hudtype’. Det er ren markedsføringssnak. Og det er ikke bare gammeldags at inddele os i aldersbåse på den måde, det er også decideret vildledende.

Vores alder har intet at gøre med hudtype og vil aldrig få det. Og desuden kan hudplejeingredienser ikke afkode alder – eller køn for den sags skyld. På samme måde som vi på tværs af kønsidentitet har brug for tandpasta og broccoli, vil alle med hud have gavn af alt fra deodoranter til solbeskyttelse – uanset alder. Solfilter er nok det allerbedste eksempel. Så det gælder om at forstå hudens mest basale behov – dem, som al hud har brug for – og desuden identificere din huds særlige behov og forudsætninger og få styr på, om den har brug for noget ekstra.

Et fokus på produkternes ingredienser frem for mulig aldersmålgruppe svarer til at have øje på bolden, og det fremkalder ikke mindst den helt åbenlyse erkendelse, at du hudmæssigt kan have helt andre behov end dine jævnaldrende. Er du for eksempel hudmæssigt til den fedtede side og befinder dig midt i 40’erne, vil du muligvis have mere til fælles med din 16-årige teenagenabo end med hendes mor, som er på din alder, men har en mere tør hud end du.

Du bliver klogere på din hud med tiden

Bevares, selvfølgelig er der ting, vi kan rage til os på grund af slid og tid. Som flere pigmentpletter, livets folder og en ekstra tilbøjelighed til rødme … og muligvis en kæbelinje, som får ny agenda. Men samtidig er der mange andre aspekter af huden, som kan blive bedre, og dem synes jeg, vi taler for lidt om.

Ofte er det netop med årene og tiden, at du finder din hylde rent hudplejemæssigt. Som forfatter Joan Didion siger i bogen ‘Et år med magisk tænkning’: ”Tiden er den skole, vi lærer af.” Det gælder også for huden. Og når koden til, hvad der virker for dig, er knækket, så er det selvforstærkende – det har du muligvis allerede erfaret. Det føles pludselig langt mindre frustrerende at få en bums, en pigmentplet eller hvad det måtte være.

Selv tager jeg det roligt, hvis der kommer hævelser under øjnene. For jeg ved, hvad der skal til for at få dem til at lægge sig igen. Jeg ved også, hvad jeg skal stoppe med at gøre, hvis huden pludselig bliver tør. Et skuldertræk er, hvad jeg har tilovers for nye karsprængninger på kin- derne eller omkring næseborene. For jeg ved, hvilket nummer jeg skal ringe til for at få dem væk.

På samme måde bliver en bums harmløs, når ingrediensen, der kan tage livet af den, allerede står klar i skabet. Den ville jeg ønske, jeg havde kendt, dengang jeg som teenager led af halvslem akne. I dag er der ingen ar eller spor efter den, men jeg husker tydeligt en kommentar fra min klassekammerat Ulla i 6. klasse. Vi stødte ved et uheld ind i hinanden i en musiktime, og da hun kom på benene, var det med ordene: ”Ad, jeg har sgu fået en af dine bumser i munden.”

Aknen udviklede sig til nogle insisterende små knopper, som aldrig rigtig blev diagnosticeret, men på Marselisklinikkens hudafdeling fik jeg ordineret en skrap A-vitaminpillekur, der bragte huden tilbage til normalen.

For at få bedre hud med årene kan det sagtens være, at du skal bruge noget krudt på at rette lidt op på fortidens synder: søvnmangel, dårlig kost, en stillesiddende hverdag, fest og ballade med masser af alkohol. Eller som for mit eget vedkommende: alt for meget sol i alt for mange år. Et decideret solmisbrug, der startede som en dyst blandt veninder. Fra vi var 13 år, var det helt normalt at spørge hinanden, hvor mange timers sol den anden havde fået, hvis det havde været en solrig dag. I dag ville det nærmest svare til at sige: ”Åhh, fik du røget 20 smøger i går? Jeg nåede desværre kun 10”.

Først som 37-årig, altså to årtier senere, sad jeg til et møde med en hudklog herre og bad lidt henslængt om en status på min hud. Han nævnte straks de store porer, han kunne se fra den anden side af bordet – og det var et meget bredt bord. Han fortsatte med den glinsende T-zone og de sart-tørre, lidt rødmende, kinder. Selv var jeg begyndt at registrere, at jeg ikke blev jævnt solbrændt længere. Solen bed på klatvis, så jeg altid så spættet ud. Året efter mødte jeg en hudlæge, der dømte min hud smadret, som i så solsmadret, at han sagde: ”Det er ikke et spørgsmål, om du får hudkræft, men hvornår.”

Fra den ene dag til den anden stoppede det, solmisbruget. Som jo for mig ikke bare var en sommerting, men noget med at booke dobbelttider i det lokale solarium, mens jeg sparede op til at få mit eget af slagsen hængende over sengen. Det er ikke rart at tænke tilbage på.

En ihærdig, men ikke uoverkommelig, rutinemæssig indsats gav mig min hud tilbage. For der var insisterende pigmentpletter. Der var de synlige porer, fordi solen jo, sagt i en smart vending, smadrer elastikken, så porerne bliver udvidede. Ud over at være hullet og plettet havde jeg også rødmeramte kinder og et net af solindtørrede linjer omkring øjnene.

Overordnet er det de fire områder, jeg har arbejdet på at komme væk fra. At det lykkedes, kan jeg selvfølgelig selv se. Men også en fotograf, der ellers ikke interesserede sig særligt for hud, sagde det højt på et tidspunkt. Han kunne huske min hud fra dengang i 00’erne – og kunne se, at den var blevet bedre med tiden. Fedt, tænkte jeg. Min veninde mente derimod, at det var grænsende til creepy, at der findes folk, som kan huske hud 10 år tilbage i tiden.

Tilbage står, at min hud er blevet bedre med årene. Og det har været en optur at opdage, at jeg langtfra er alene om at opleve det.

Og når nu netop alder, i det hele taget at være her på kloden og få lov at fejre mange fødselsdage, er et privilegium, der langt fra er alle forundt, giver det vel maksimal mening at please, pleje og måske ligefrem nyde et sådant privilegium.

Den fæle dom med hudkræften? Den er der styr på. For hudlægen sagde nemlig: ”Vi fanger den i tide, så den ikke udvikler sig.”

Jeg håber, du med bogen vil føle dig i godt selskab og ikke mindst få øjnene endnu mere op for, hvordan også din hud kan blive seriøst bedre med årene.