MÆT RYNKER MED KÆRLIGHED OG FUGT
Det er rart, at ingen rigtig gider tale om rynker længere, men derfor kan man godt have trang til proppe dem med fugt, så de føles og ser mere mætte ud.
Jeg havde selv brug for at opveje skaderne, da jeg stoppede mit overdrevne solforbrug for år tilbage. I øvrigt lidt den samme følelse, som da jeg under graviditeten med min søn tog 40 kg på. Aldrig har jeg levet i en osteklokke så fed og fuld af flødeskumskager, kærlighed og en uendelig ligegyldighed over for noget så overfladisk som ekstra sul på kroppen. Virkeligheden kom tilbage, barselsboblen bristede, og jeg fik brug for at være genkendelig igen. Blive mig selv på måden, hvor det igen var muligt at snøre mine egne sko.
Det samme kan være tilfældet med rynker, hvis du har været igennem en periode med sorg, frygt, søvnunderskud eller en mangeårig solrus.
Dykker vi ned i rynkens fysik, er det især sol, røg, sukker og stress, der påvirker hudens underliggende og ellers så elastiske fibre, så de bliver slappere.
Hvad er der at gøre? En hel del faktisk. Også tjept, hvis du tyr til nervegiftstoffet botulinumtoksin, bedre kendt som Botox, eller såkaldte
fillers, som dog begge efter min mening hurtigt kan gøre et ansigt uinteressant glatpandet og karikeret. Mimik er en skattet og charmerende skønhedsfaktor, som det kan være grumt at pille ved.
Vi ved mere og mere om såkaldt facial feedback, hvor ansigtsmimikken hos folk, der har fået Botox eller fillers, bliver sværere at aflæse. Dermed risikerer omgivelserne at reagere svagere på deres følelser. Det kan påvirke ens relationer negativt, konkluderer både et internationalt studie og Jacob Birkler, tidligere formand for Etisk Råd, som har beskæftiget sig med netop de sociale bivirkninger ved Botox og fillers.
Men hvis du vil dykke ned i en fordomsfri og fin fortælling om verdens selvudnævnt største forbruger af Botox (og ikke kun på sig selv), vil jeg varmt anbefale podcasten ’The Baron of Botox’ om den nu afdøde hudlæge Fredrick Brandt.
Heldigvis er der også en del effekt at opnå uden indblanding fra nåle og skalpel, men først skal du beslutte dig for, om du vil dyrke solen eller ej. Kinderægget med både at være solbrændt, fugtmæt og rynkefri eksisterer nemlig ikke, og de metoder, der findes, virker kun i ly for solen. Det enkle og smarte er at holde ansigtet i skyggen, eventuelt ty til selvbruner, og ellers lade kropshuden få varme, moderat sol og livgivende D-vitamin. Kroppen er jo pakket ind i størstedelen af årets måneder, hvorimod ansigt, hals og hænder altid stikker uden for kraven.
Få det basale på plads – bunden af Hudplejepyramiden®
• Hold huden fugtmæt ved at lade dine hudplejeprodukter, typisk serum eller creme, indeholde ingredienser, der binder og tiltrækker fugt. Det gør for eksempel glycerin, hyaluronsyre og sodium PCA, som er et aminosyrekompleks.
• Hold huden beskyttet med antioxidanter og solfilter i dagtimerne. Tjek både din ansigtsmist, serum og dagcreme for antioxidanter.
Nu er abejdsgrundlaget på plads, så du kan gå videre med de ingredienser, som virker udglattende.
Her er de fire mest veldokumenterede, og dem, der er værd at sikre sig, når du blandt andet vil udbedre solskader, glatte huden og fylde op med kollagen. Det er præcis de samme ingredienser, du finder på Trin 2 i Hudplejepyramiden®, og rent praktisk, så ingen løber ind i ‘pladsmangel’, er de oplagte at bruge om natten.
Det udglattende hold – på ingrediensniveau
A-VITAMIN sørger for, at der bliver produceret friske hudceller og skruet op for kollagenproduktionen.1
FRUGTSYRER kan opløse og fjerne de allerøverste, trætte hudceller, så der banes vej for celler, der er nye og friske og giver en glattere overflade.2
PEPTIDER er små aminosyrekæder, der kan få huden til at udføre særlige opgaver, eksempelvis stimulere produktionen af kollagen. 3
NIACINAMID (B3-VITAMIN) er i stand til at øge hudens fedtsyreniveau, og det fører lidt udglatning med sig – en anelse.4
Rækkefølgen, der giver resultat
Det er vedholdenhed, de benhårde daglige vaner, der er afgørende:
MORGEN
1. Vask og eksfoliér. Verdens billigste eksfoliering får du ved hver morgen at vaske ansigtet med en almindelig bomuldsvaskeklud eller svamp, enten underen bruseren eller ved håndvasken. Find det tryk, der passer din hud (nogle aer, andre skrubber). På den måde tager døde overfladeceller flugten, og der bliver banet vej for hudfornyelse.
2. Fugtmæt huden, gerne efter lag på lag-metoden. Først en ansigtsmist med indhold, der virker som små fugtmagneter. Det gør blandt andet hyaluronsyre, glycerin og sodium PCA. Og gerne sammen med beskyttende antioxidanter. Det er altså ikke bare det rene blomstervand, du skal have fat i.
Gode bud: Tromborgs Biomolecular Destress Peptide Mist, Dermalogicas Hyaluronic Ceramide Mist og Less is Mores Refining & Hydrating Facial Toner.
Så et fugtserum, der også indeholder fugtmættende ingredienser som hyaluronsyre og glycerin sammen med antioxidanter. Et ekstra plus vil være at gå efter C-vitamin, som indgår i kollagensyntesen, og niacinamid, der øger hudens fedtsyreniveau og derfor vil virke udglattende på et mikroskopisk niveau, men lidt har også ret.
Gode bud: Honey CPHs Serum og Amazing Spaces Formula B Serum (begge med niacinamid), Ecookings C-vitamin Serum og Pestle & Mortars Vitamin C 2 Phase Serum.
3. Beskyt med en dagcreme, der indeholder antioxidanter og solfilter, mægtig gerne også peptider og ceramider. Nogle ønsker ikke, at solfilter skal optage pladsen for andre gode ingredienser i deres dagcreme og går derfor efter en decideret solfaktorcreme. Andre ønsker alt-i-én.
Gode bud på solfaktorcreme, der også fungerer glimrende som dagcreme: Karmamajus Sun Face Cream SPF 30, Rudolph Cares Sun Face Cream SPF 30 eller Garniers parfumefri Anti-Dark spots Super UV 50 til dig, der hudmæssigt er til den fedtede side.
Skal det gå hurtigt, så hold dig til vaskekluden efterfulgt af en dagcreme, der indeholder fugtmættende ingredienser, antioxidanter og solfilter. Smør den altid på hud, der er en anelse fugtig.
1. Rens med et renseprodukt, du er glad for. Et, der ikke stripper huden for dens egne fedtstoffer og får den til at føles stram umiddelbart efter.
2. Overvej syrer, der kan sætte kontrolleret fut i virkningen af din hudpleje. Med kontrolleret mener jeg langsomt og ikke nødvendigvis hver aften, og jeg vil foreslå et underlag af mildt peelende syrer enten i dit serum, din toner eller en lejlighedsvis maske.
Gode bud: Evolves Liquid Radiance Glycolic Toner (AHA+BHA), Votarys Brightening Hyaluronic Serum (AHA), Ecookings Daily Peel 7% (AHA), Woods Copenhagens Skin Perfector 2% BHA, Dermalogicas AGE Bright Clearing Serum (BHA) og Karmamejus Deep Peeling PHA Mask.
3. Slut af med et lag styrkende og kollagengødende A-vitamin. Hvis du også gerne vil bruge vækstfaktorproteinet EGF til at øge kolleagenproduktionen, skal du ændre lidt på rækkefølgen til sidst, da EGF kan have det svært med især fedtstoffer. Kombinerer du med AHA eller BHA, skal syrerne ganske rigtigt på først, fordi de virker som døråbnere (tjek, at det er et vandbaseret produkt). Vælger du også A-vitamin, skal EGF på først, hvorefter der skal gå en tandbørstningstid, inden A-vitaminproduktet smøres på.
Jeg kan allerede høre flere af mine venner sige, at alt det kan de hverken huske eller overkomme. Har du det som dem, er mit råd: Vask dit ansigt om aftenen, brug A-vitamincreme og tilsæt mere fugt efter behov. Er du mere ambitiøs, vil både blitzlampesystemet IPL, strøm (microcurrent) og nåleruller gøre indtryk på rynker. Ikke på én gang, forstås.