Martin Kongstad
CASPER
Politikens Forlag
“Jeg har lagt mit liv fuldkommen om,” siger han. Casper har altid været god til at klæde sig til lejligheden, han er i kortærmet sort skjorte og sorte bukser, og måske var det sætningen, som valgte tøj for ham i morges. Hagekløften er blevet dybere med årene, håret ligger ned. Huset på Nyvej er indrettet som et boutiquehotel, et hvidt palæ med sort tegl, tre hundrede kvadratmeter bolig og næsten to hundrede kvadratmeter erhverv i kælderen. Et monument over hans succes, en kreativ, som rettelig har fået, hvad han fortjener. Hvor jeg tager min gamle havelåge af en cykel og knirker væk fra mødet med filmproducenten, tager han sin firehjulstrækker og kører hjem til poolen. Han har foldet hænderne på bordet foran sig, forlagsdirektøren og jeg sidder overfor; det er retningslinjerne, vi skal blive enige om. Hvilken bog skal vi lave? Og hvordan? Vi har kun talt i fem minutter, da han fortæller, at han har lagt sit liv om, og lader sætningen hænge. Det er maj derude, sarte, lysegrønne blade gennem vinduet. For fem år siden ville han have udfyldt stilheden med en joke, revet udsagnet fra hinanden og afmonteret alvoren. Han flytter blikket fra mig til forlagsdirektøren, ikke antydning af smil. Der er gået halvandet år siden sidst. Det var på en røgfuld kælderbar med billard og halve sætninger. Jeg kom slingrende fra en madanmeldelse med seks retter og vine, det var fredag over midnat i decembers undtagelseslignende tumult, og der var kvinder med perleøreringe, som ellers aldrig kunne drømme om at gå så galt i byen, fallenter i hvide skjorter, gennemtussede kokke med brylcreme og oprullede skjorteærmer, halvfemserironiske rockmusi-
7
kere, selvbrune duller og velartikulerede drukkenbolte uden ry at sætte over styr. Casper stod i en kviksølvlignende sværm, som bevægede sig med ham, de fleste ville virkelig gerne respektere, at han var i byen som privatperson, men syntes alligevel, at netop det, de havde at fortælle, var force majeure, og han svarede i øst og jammede videre på en joke i vest. Casper har læst mine romaner og været sød at anbefale dem offentligt, og jeg forestiller mig, at jeg tilhører den mere intellektuelle del af hans bekendtskabskreds, som, og det er endnu et gæt, fylder mindre end hu-hej-vilde-dyr. Han blev glad for at se mig, og vi oprettede et midlertidigt helle i flokken og førte, hvad der teoretisk kan betegnes som en samtale. Han var på mærkerne, sætningerne kom som projektiler og drejede sig om det samarbejde, som vi, kunne jeg forstå, skulle have op at køre. Det var vist en hollandsk tv-serie på Netflix, som vi skulle skrive sammen, noget med en high flying fyr, som løj sig ud i uoverskuelige problemer og tog coke på callgirls, og vi skulle i gang med det vuns; Zartov, hans direktør, ville tage fat i mig mandag og tale økonomi og praktik. Det var jeg ikke i nærheden af at tro på, og mærkværdigt nok var jeg sikker på, at Casper havde det på samme måde; det var, som om ordene blev slettet, i det sekund de forlod hans mund. I bedste fald kunne jeg udlede, at han kunne lide mig og respekterede min måde at skrive på, i værste fald var det en magtdemonstration, hvor han, under kammeratlige former, stadfæstede, at han var den, som havde noget at tilbyde. I alle fald havde vi noget at tale om i et kvarter, og da det var overstået, og rushet lagde sig, gik jeg i baren og fik et granatæbleshot mere.
8
Forlagsdirektøren har sat næsen op efter en biografi om Casper fra Klovn, og det besynderlige og kommercielt interessante er, at den ikke allerede findes. “Jeg synes, vi skal udfordre alt,” siger Casper. “Det bliver vores bog. Jeg synes for eksempel, at vi skal tage ud at rejse sammen. Vi kan også tage en helbredstest på Hamlet.” “Har du tænkt over, hvem der ville komme til din begravelse?” siger jeg. “Selvfølgelig. Masser af gange.” “Var der nogen, som ville komme, fordi det var et happeningsted at være?” “Ja, og jeg ved nøjagtig hvem.” “Har du egentlig dagbøger?” siger jeg. “Ja, jeg skrev en masse, da jeg var helt nede og sad alene i Thailand med langt skæg.” “Kan jeg læse dem?” “Selvfølgelig. Intet er hemmeligt.” Jeg noterer idéer i en dyr notesbog, som jeg har købt specielt til mødet. “Du kunne også tale med nogle af alle dem, som hader mig,” siger Casper. “Det er typisk kvinder over femoghalvtreds fra Jylland. Dem kan du finde masser af på Facebook. Eller mødes med nogle af mine venner på et værtshus og bede dem tale om mig anonymt.” “Jeg aner ikke, hvordan du er vokset op,” siger jeg. “Kun at det var i Birkerød. Jeg kan jo prøve at forestille mig en dag i dit liv dengang, så kan du kommentere det.” “Sjov idé,” siger han. “I har kendt hinanden længe, ikke?” siger forlagsdirektøren. “Det er snart femogtyve år,” siger Casper.
9
Aldrig havde det regnet så afskyeligt, som det gjorde den februarsøndag i 1995. Vedholdende kuling bøjede træerne på Frederiksberg Allé, gråsorte skyer maste sig ned over gadelamperne; ikke et menneske på gaderne kvart over et om eftermiddagen, selv snigerne fra Hawaii Bio droppede kabinen med urinsex og blev hjemme i hessianen. Hele natten havde jeg råbt og skreget og drattet ned af stole på Sugar Club. Der var sat en skruetvinge om mine tindinger, og lige meget hvor mange gange jeg børstede tænder, kunne jeg ikke fjerne smagen af rådne kramsfugle. Så ringede min gamle ven Søren T-shirt. “Det er min fødselsdag.” “Nå, ja, for fanden. Tillykke.” “Jeg er syg. Kan du give mig fire hundrede?” Søren var på heroin dengang og på vej ind i en kold tyrker. “Jeg har ikke en krone.” “Kender du ikke nogen så? Kom nu!” Jeg tænkte og tænkte og kom i tanke om Casper. Han boede på Lykkesholms Allé, to hundrede meter væk, og havde temmelig sikkert penge. Jeg kendte ham akkurat nok til at forsøge. “Jeg ringer tilbage om lidt,” sagde jeg. Jeg havde mødt Casper Christensen på Atom-tv et halvt år inden. TV3 ville vinde det unge publikum og samlede tredive yngre tv-folk i Metronomes store, hvide domicil ved Søndermarken. Redaktionslokalet var to hundrede kvadratmeter loftsrum med hyggeplateau i midten, og efter to uger vidste alle, at det nye skete nede i bunden ved Casper og Lars Hjortshøjs bord.
10
Casper var braget igennem på ungdomsprogrammet Transit med sin konfronterende stil og de store, firkantede briller; en tikkende bombe og ballademager, troede jeg og tog fejl. Vi var delt i tre redaktioner; jeg arbejdede på Dan Rachlins magasinprogram, Eva Kruse havde sit talkshow, og Casper og Lars var en autonom enhed, som udfyldte en halv time af programmet, og hvor vi andre tog os tid til at caféflirte og ævle om aftenen før, gik de i gang med at arbejde, straks de trådte ind i rummet, holdt kadencen dagen igennem og var optaget af alle mediets processer. De sad med ved bordet, når deres indslag skulle redigeres, og udviklede en progressiv og rastløs klippestil, som først mange år senere blev almindelig i dansk tv, og når vi andre gik ud i solen og hentede øl, tog Casper sin røde Vespa og kørte til Roskilde for at lave standup på universitetet, vendte tilbage med seks tusinde kroner i lommen og behøvede bare én bemærkning for at blive midtpunkt igen. Min opgave var at understøtte Dan Rachlin som voksenvært, en rolle, han havde visse problemer med. Som jeg husker det metaforisk, var han på vej ned med elevatoren, mens Casper var på vej op til swimmingpoolen på taget. Vi optog programmet live on tape i Kenneth Madsens store studie i Guldbergsgade, dér hvor Empire Bio nu ligger, og i pauserne havde Dan, Casper, Hjortshøj og jeg en lille improviseret klub i et baglokale. Legen hed Den Varme Stol og gik i al enkelthed ud på, at man lod de andre stille grænseoverskridende spørgsmål. Vi faldt omkuld af grin, da Dan indrømmede, at han engang havde været tiltrukket af en anden mand. Jeg havnede altid sammen med Casper til festerne på redaktionen. Vi havde det anarkistiske til fælles, og så forstod jeg hans humor, vil jeg mene.
11
Efter et par måneder lånte han mig to VHS-bånd med de engelske komikere Reeves and Mortimer, og der faldt en brik eller to på plads. Caspers del af programmet bestod af et langt indslag, hvor han tossede rundt med en gæst om natten på en mærkelig location, og en studiedel, hvor han sad ved et bredt skrivebord, og sidstnævnte var meget inspireret af den måde, Vic Reeves var vært på og af deres udrangerede dadaistiske univers; en vest med peanuts eller en mand, som dansede på løg, og en dag havde Casper og Lars hyret en sjællandsk folkedansertrup, som mødte op i fuldt ornat og dansede Per Syvspring, så sveden sprang. Først senere fandt truppen ud af, at deres optræden var timet, så den begyndte nøjagtig, da reklameblokken kom på, og sluttede samtidig. “Shhhh,” sagde Casper, da han overrakte mig båndene med Reeves and Mortimer. England var langt væk dengang. Man kunne lade sig inspirere. Min yndlingssketch var den, hvor Reeves blærede sig bag det brede mahogniskrivebord og hånede Mortimers uanseelige lille bord, indtil denne tog en porre frem og sømmede den fast til undersiden. “What are you doing?” sagde Reeves. “I’m just trying to smarten this table up a bit.” Casper tog telefonen den frygtelige februarsøndag. “Det er lidt mærkeligt, Casper, men min bedste ven har fødselsdag og er ved at få en kold tyrker. Han har desperat brug for fire hundrede kroner. Kan du låne mig dem?” “Mød mig foran Unibank-automaten ved Værnedamsvej om fem minutter.”
12
Han havde kraven slået op om ørerne, og regnen piskede mod hans kind. Han hævede fire hundrede, rakte mig dem og gik tilbage mod vinden. Den episode har jeg altid fortalt, når nogen i min omgangskreds har noget imod Casper Christensen. Så kigger de op til højre og holder kæft. Mødet på Nyvej tager nøjagtig en time, og jeg forlader huset med tre siders noter og vælger at cykle ad Frederiksberg Allé hjem, fordi den er bedre at tænke på end Gammel Kongevej. Casper fortalte forlagsdirektøren, at vi havde kendt hinanden i femogtyve år, og det er sandt, at det snart er så længe siden, vi hilste på hinanden første gang, men man kunne også have kaldt det sporadisk berøring. Jeg har mødt ham på en færge, i baren på Jazzhouse, på hjørnet af Ny Østergade, på Floss, til et møde på Douglas og senest, og mest vidtrækkende, da vi for et par år siden begge syntes, det var en god idé at lave en tv-serie om livet på et sladderblad i halvfjerdserne og besluttede at skrive den sammen. Serien handlede om en barnestjerne, som havde levet på minderne i tyve år og blev alletiders snedigste og mest skruppelløse sladderjournalist. Den havde TV 2 hverken mod eller lyst til at lave, og så skiltes vores veje igen. Jeg forsøger at klippe alle mine møder med Casper sammen i hovedet. Hvad sker der, når vi mødes? Kram eller håndtryk, alt afhængigt af situationen, hurtige spørgsmål frem og tilbage og i nogle tilfælde en form for intention fra Caspers side: ‘Du skal da med til vores fester på Douglas, jeg sørger for, at du bliver inviteret næste gang.’ Udsagn, som reelt er tomme, men tjener det formål at give
13
mødet en happy ending, for sluttes skal det og helst hurtigt, sådan ser jeg det for mig. Som et break i et popnummer: Bas og stortromme mødes, seks hurtige slag på lilletrommen, en synkoperet pause, et bækkenslag. At han vil væk, kan selvfølgelig skyldes, at han finder mig anstrengende. Vi har det sjovt sammen, det tør jeg fastslå, og jeg vover også at mene, at jeg i nogen grad kan følge hans opskruede tempo og særligt abstraktionerne. Desuden kan han lide mine romaner, som er meget personlige. Hvad kan det anstrengende da være? Omkring årtusindeskiftet skulle en af mine venner giftes med en veninde af Casper, og vi var derfor begge med til det storstilede bryllup. Jeg holdt tale for bruden. Jeg ville fortælle, at den mand, hun var blevet gift med, havde al tid i verden. Sammen med ham kunne man sidde og kigge på en kran i timevis. En slags zen fra Østerbro. Casper og Anette Toftgård forlod festen som de første, og inden de gik, kom han over og roste mig for talen, og det lød, som om det stak dybere end almindelig høflighed. Han og jeg tilhører samme generation og miljø. Vi er æstetikere i Kierkegaardsk forstand. I en tidlig alder indså vi, at det ikke nyttede at træde ind i hamsterhjulet og løbe sig ihjel for andre, og søgte i stedet ud i periferien for at drille og pege fingre og for at adsprede os væk fra dén fundamentale tomhed, som vi ikke magtede at se i øjnene. Snurretoppe kan man sige. Hvis ikke noget holdt os kørende, faldt vi sammen. Casper og jeg har aldrig været så tætte, at vi overvejede at invitere hinanden til middag, og jeg har svært ved at forestille mig, at han kan sidde ved et bord og lade tingene komme. Hvad er det, han ikke kan holde ud?
14
Og er spørgsmålet overhovedet relevant eller alene udtryk for, at jeg selv er opdraget med lommepsykologi til fetasalaten? Han har skrevet flere tv-serie-afsnit end nogen anden dansker og haft buldrende succes, han har sort tegltag og rejser first class på Emirates, og hvis man skal nå så vidt, er der måske ikke tid til at tænke for meget over forholdet til far, for nu at bladre op på side et. Holder han en del af sig selv fra livet? Ved han, at den findes? Han fylder halvtreds om tre måneder, og det er en kliché at skifte spor på det tidspunkt. Hvad er det, han har lagt sit liv om til? Er det bare endnu en god grund til at komme hurtigt væk fra mødet med andre og sig selv? Jeg aner ikke, om jeg kan give svaret, men jeg ved, at jeg ikke nødvendigvis vil give det facit, som han tilsyneladende er opsat på at nedfælde. Derfor har jeg betinget mig én ting: Det bliver min bog om Casper. To måneder senere en sms: Jeg skal til L.A. og pitche en tv-serie. Jeg synes, du skal tage med derover. C. Citrontræet bøjer sig ned mod den ovale pool, liggestolene er middelhavsblå med hvide syninger, og parasollernes kantbånd løber i halvcirkler. Trafikken fra Sunset Strip suser halvfjerds meter fra havens høje mur, fugle synger fra en regnskovslignende samling af palmer og buske for enden af poolen, nogen har efterladt en halv cocktail. Det kunne have været et glas, som stifteren Fred Horowitz havde drukket af til åbningsfesten i 1929, det kunne have været Marilyn Monroes i halvtredserne eller tilhørt en udkokset rockstar i halvfjerdserne.
15