Children of Blood and Bone - Solstenen

solstenen

Tomi Adeyemi Children of Blood and Bone Solstenen

Children of Blood and Bone.indd 1

01/05/2018 12.17

Tomi Adeyemi

Children of Blood and Bone

Solstenen

Politikens Forlag

Children of Blood and Bone.indd 3

01/05/2018 12.17

Children of Blood and Bone.indd 4

01/05/2018 12.17

Til mor og far, som ofrede alt for at give mig denne chance, og til Jackson, som troede pü mig og denne historie, lÌnge før jeg selv gjorde det.

Children of Blood and Bone.indd 5

01/05/2018 12.17

MAGIKERKLANERNE IKÚ-KLANEN: LIV- OG DØDSMAGIKERE Magikertitel: Åndemaner Guddom: Oya ÈMÍ-KLANEN: SINDETS, ÅNDENS OG DRØMMENES MAGIKERE Magikertitel: Forbinder Guddom: Ori OMI-KLANEN: VANDMAGIKERE Magikertitel: Vandmager Guddom: Yemọja INÁ-KLANEN: ILDMAGIKERE Magikertitel: Ildmager Guddom: Sàngó AFÉFÉ-KLANEN: LUFTMAGIKERE Magikertitel: Vindmager Guddom: Ayao

Children of Blood and Bone.indd 6

01/05/2018 12.17

AIYE-KLANEN: JERN- OG JORDMAGIKERE Magikertitel: Jordmager + Svejser Guddom: Ògún

ÌMÓLÈ-KLANEN: LYS- OG MØRKEMAGIKERE Magikertitel: Lysmager Guddom: Ochumare ÌWÒSÀN-KLANEN: SUNDHEDS- OG SYGDOMS­ MAGIKERE Magikertitel: Helbreder + Sygdomsmager Guddom: Babalúayé ARÍRAN-KLANEN: TIDSMAGIKERE Magikertitel: Seer Guddom: Orúnmila ERANKO-KLANEN: DYREMAGIKERE Magikertitel: Tæmmer Guddom: Oxosi

Children of Blood and Bone.indd 7

01/05/2018 12.17

Children of Blood and Bone.indd 8

01/05/2018 12.17

Jeg prøver at lade være med at tænke på hende.

Men når jeg gør det, tænker jeg på ris.

Da mama levede, lugtede hytten altid af jollof-ris.

Jeg tænker på, hvordan hendes ansigt lyste som sommersolen, hvordan hendes smil altid fik baba til at live op. Hvordan hendes hvide hår var kruset og filtret, en vild krone, der åndede og trivedes.

Jeg hører de myter, hun fortalte mig om aftenen. Tzains latterudbrud, når de spillede agbön i parken. Babas skrig, da de lagde en lænke om hendes hals. Hendes skrig, da de trak af sted med hende i mørket.

Besværgelserne, der strømmede ud af munden som lava – dødens magi, der førte hende på vildveje.

Jeg tænker på, hvordan hendes døde krop dinglede i træet.

Jeg tænker på kongen, der tog hende fra os.

Children of Blood and Bone.indd 9

01/05/2018 12.17

Children of Blood and Bone.indd 10

01/05/2018 12.17

Kapitel 1

Zélie Vælg mig.

Det er lige før, jeg ikke kan lade være med at skrige. Jeg borer neglene ind i min stav af marula-eg og knuger den for at holde hånden i ro.

Svedperler triller ned ad ryggen på mig, men jeg kan ikke afgøre, om det skyldes morgenvarmen eller mit hjerte, der hamrer mod brystkassen.

Måne efter måne er jeg blevet forbigået.

I dag må det da være anderledes.

Jeg stryger en snehvid hårlok om bag øret og gør mit bedste for at sidde stille. Som sædvanlig gør mama Agba udvælgelsen til en pine og ser akkurat så længe på hver af os piger, at vi til sidst krymper os under hendes blik.

Hun lægger ansigtet i koncentrerede folder, som bidrager til rynkerne under hendes kronragede isse. Med sin mørkebrune hud og kaftan i afdæmpede farver ligner hun enhver anden af landsbyens ældste. Man skulle ikke tro, at en kvinde på hendes alder kunne være så dødbringende. ”Hmm.” Yemi rømmer sig – en ikke videre diskret påmindelse om, at hun allerede har bestået denne prøve. Hun griner selvsikkert til os, mens hun snurrer sin håndudskårne stav rundt. Hun glæder sig til at se, hvem hun får fornøjelsen af at besejre i denne duel, der afgør, om vi vil bestå vores oplæring. De fleste af pigerne kvier sig ved at skulle stå ansigt til ansigt med Yemi, men i dag brænder jeg efter det. Jeg har øvet mig og er parat.

Jeg ved, at jeg kan vinde. ”Zélie.”

Mama Agbas ru stemme bryder stilheden og udløser et lettelsens suk fra de 15 andre piger, der ikke er blevet valgt. Navnet runger frem og

11

Children of Blood and Bone.indd 11

01/05/2018 12.17

tilbage mellem ahéréens flettede vægge af strå, indtil det går op for mig, at det er mit navn. ”Er det rigtigt?”

Mama Agba slår smæld med tungen. ”Jeg kan godt vælge en anden …” ”Nej!” Jeg kommer op at stå i en fart og gør et hurtigt buk. ”Tak, mama. Jeg er parat.”

Havet af brune ansigter deler sig, da jeg går gennem pigeflokken. For hvert skridt er jeg opmærksom på, hvordan mine nøgne fødder slæber hen over stråene på mamas gulv for at teste det fodfæste, som jeg får brug for, hvis jeg skal vinde denne afgørende duel.

Da jeg når hen til den sorte måtte af strå, der markerer kamppladsen, bukker Yemi som den første af os. Hun venter på, at jeg gør det samme, men hendes blik får bare ilden i mit indre til at blusse op. Der er ingen respekt i hendes positur, ingen tilkendegivelse af, det her bliver en lige kamp. Hun mener, at jeg er hende underlegen, fordi jeg er gudbenådet.

Hun tror, at jeg vil tabe. ”Buk, Zélie.” Selv om det formanende tonefald i mamas stemme ikke er til at tage fejl af, kan jeg ikke få mig selv til at bevæge mig. Jeg står så tæt på Yemi, at det eneste, jeg kan se, er hendes glansfulde sorte hår, hendes kokosbrune øjne og hendes brune hud, der er så meget lysere end min. Den har den lysebrune farve, man finder hos orïshanere, der aldrig nogensinde har arbejdet ude i solen. Et privilegeret liv finansieret af hemmelige penge fra en far, som hun aldrig har kendt, en adelig, som forviste sin uægte datter til vores ringe landsby i skam. Jeg skyder brystet frem og ranker ryggen, selv om jeg burde bukke. Hendes træk skiller sig ud fra mængden af de gudbenådede, som gang på gang er blevet tvunget til at bøje sig for dem, der ligner hende. ”Zélie, jeg vil nødig gentage mig selv.” ”Men, mama …” ”Buk, eller forlad ringen! Du spilder folks tid.”

Jeg har ikke andet valg end at bide tænderne sammen og bukke, hvilket blot gør Yemis utålelige selvtilfredse smil endnu større.

12

Children of Blood and Bone.indd 12

01/05/2018 12.17

”Var det virkelig så slemt?” spørger hun og bukker igen for god ordens skyld. ”Når du alligevel skal tabe, så gør det da med værdighed.”

De andre piger fniser, men mama Agba gør en hård håndbevægelse, som straks får dem til at holde mund. Jeg sender dem et vredt blik, inden jeg retter opmærksomheden mod min fjende.

Lad os se, hvem der fniser, når jeg har vundet. ”Indtag kampstilling.”

Vi stiller os ved kanten af måtten og sparker vores stave op fra jorden.

Yemis overlegne smil forsvinder, da hun kniber øjnene sammen. Hendes dræberinstinkt vækkes til live. Vi nidstirrer hinanden og venter på signalet til at indlede kampen.

Jeg er bange for, at mama Agba vil trække det ud i en evighed, da hun til sidst råber: ”Begynd!”

Og med det samme bliver jeg trængt i defensiven.

Inden jeg så meget som når at tænke på at slå ud efter Yemi, snurrer hun lynhurtigt rundt som en kæmpegepard. Hun svinger staven over hovedet et øjeblik, og i næste nu har den retning mod min hals. Pigerne bag mig gisper, men jeg lader mig ikke overrumple.

Yemi er måske nok hurtig, men jeg er hurtigere.

Da hendes stav nærmer sig, bøjer jeg mig så langt bagover som muligt og undviger hendes angreb. Jeg står stadig bagoverbøjet, da Yemi slår ud efter mig igen, denne gang med en kraft, man ville forbinde med en pige, der er dobbelt så stor som hende.

Jeg når lige akkurat at kaste mig til siden og rulle over den sorte måtte, da staven hamrer mod stråene. Yemi tager tilløb til at slå ud efter mig igen, inden jeg finder fodfæste. ”Zélie,” advarer mama Agba mig, men jeg har ikke brug for hendes hjælp. Jeg kommer hurtigt på benene, holder staven op foran mig og parerer Yemis næste slag.

Det runger i ahéréen, da vores stave banker mod hinanden. Mit våben dirrer stadigvæk efter slaget, da Yemi drejer rundt og slår ud efter mine knæ.

Jeg sætter af med det ene ben og svinger armene for at få mere fart på

13

Children of Blood and Bone.indd 13

01/05/2018 12.17

og slår en vejrmølle. Idet jeg flyver over hendes fremstrakte stav, øjner jeg min første chance for at gå til angreb. ”Huh!” stønner jeg og udnytter vejrmøllens fart til selv at sætte et slag ind. Kom så …

Yemis stav hamrer mod min og kvæler mit angreb i fødslen. ”Ikke så ivrig, Zélie,” belærer mama Agba mig. ”Det er ikke nu, du skal angribe. Observér, reagér. Vent på, at modstanderen gør et udfald.”

Jeg undertrykker en brummen, nikker og træder baglæns med min stav. Du skal nok få chancen, siger jeg til mig selv. Bare vent på din tu… ”Nemlig, Zél.” Yemi sænker stemmen, så kun jeg kan høre den. ”Lyt til mama Agba. Vær nu en god lille maddike.”

Og der er det.

Det ord.

Tilsviningen.

Hvisket uden hensyn.

Pakket ind i det utålelige arrogante smil.

Inden jeg kan stoppe mig selv, støder jeg staven fremad, kun en hårsbred fra Yemis mave. Jeg kommer til at lægge ryg til en af mamas berygtede afstraffelser for det senere, men frygten i Yemis øjne er det hele værd. ”Hey!” Selv om Yemi kigger på mama for at få hende til at gribe ind, når hun ikke at brokke sig. Jeg snurrer min stav så hurtigt rundt, at hun spærrer øjnene op, og så slår jeg ud efter hende igen. ”Sådan er øvelsen ikke!” skriger Yemi og springer baglæns for at undvige mit slag mod knæene. ”Mama …” ”Skal du have hende til at slås for dig?” griner jeg. ”Kom nu, Yem. Når du alligevel skal tabe, så gør det da med værdighed!”

Raseriet lyner i Yemis øjne, som en tohornet kæmpeløve, der skal til at angribe. Hun knuger indædt sin stav.

Nu begynder den rigtige kamp.

Mama Agbas ahéré genlyder af vores stave, der slår mod hinanden igen og igen. Vi udveksler slag på jagt efter en åbning, en chance for at sætte det afgørende stød ind. Jeg øjner en mulighed, da …

14

Children of Blood and Bone.indd 14

01/05/2018 12.17

”Argh!”

Jeg knækker sammen og hiver efter vejret, da kvalmen vælder op i halsen på mig. Et øjeblik er jeg bange for, at Yemi har brækket mine ribben, men smerten i min mave kvæler den frygt. ”Stop …” ”Nej!” afbryder jeg stakåndet mama Agba. Jeg hiver luft ned i lungerne og stemmer mig op at stå ved hjælp af staven. ”Jeg er okay.”

Jeg er ikke færdig endnu. ”Zélie …” begynder mama, men Yemi lader hende ikke tale færdig.

Hun farer løs på mig, ildrød i ansigtet af raseri, og staven er et mulehår fra at ramme mit hoved. Da hun lægger an til et nyt angreb, danser jeg uden for hendes rækkevidde, og inden hun når at reagere, snurrer jeg rundt og jager min stav i brystet på hende. ”Ah!” stønner Yemi. Hendes ansigt fortrækker sig i smerte og chok, da hun vakler baglæns. Hun er aldrig før blevet ramt under en af mamas kampe. Hun ved ikke, hvordan det føles.

Inden hun kan nå at sunde sig, banker jeg staven i maven på hende.

Jeg skal til at sætte det afgørende stød ind, da det rødbrune forhæng ved indgangen til ahéréen hurtigt bliver trukket til side.

Bisis hvide hår flyver bag hende, da hun løber gennem døråbningen. Hendes lille bryst hæver og sænker sig, da hun rædselsslagen kigger rundt i hytten og får øjenkontakt med mama Agba. ”Hvad vil du?” spørger mama.

Bisis øjne fyldes med tårer. ”Undskyld,” klynker hun. ”Jeg faldt i søvn. J-jeg var ikke …” ”Spyt nu ud!” ”De er på vej!” udbryder Bisi til sidst. ”De er lige i nærheden og er her snart!”

Et øjeblik kan jeg ikke trække vejret. Det tror jeg ikke nogen af os kan. Frygten lammer os fuldstændig.

Så tager overlevelsesinstinktet over. ”Hurtigt,” hvæser mama Agba. ”Vi har ikke ret meget tid!”

Jeg hjælper Yemi på benene. Hun ømmer sig, men der er ikke tid til

15

Children of Blood and Bone.indd 15

01/05/2018 12.17

at sikre sig, at hun er okay. Jeg griber fat i hendes stav og skynder mig at samle de andre sammen.

Ahéréen forvandles til det rene kaos, da alle farer rundt for at skjule sandheden. Stofstykker i klare farver flyver gennem luften, mens en hær af stråmannequiner bliver stillet op. Der sker så meget på én gang, at det ikke er til at vide, om vi når at gemme det hele af vejen i tide. Jeg kan udelukkende koncentrere mig om min egen opgave og skubber stavene ind under kampmåtten, hvor man ikke kan se dem.

Da jeg er færdig, rækker Yemi mig hurtigt en trænål. Jeg er i fuld fart på vej hen til min plads, da forhænget ved indgangen igen bliver trukket til side. ”Zélie!” råber mama Agba.

Jeg stivner. Alle retter deres øjne mod mig. Inden jeg når at sige noget, giver mama Agba mig et drag over nakken. En smerte, som kun hun kan forvolde, jager gennem min rygrad. ”Bliv så på din plads,” snerrer hun. ”Du har brug for al den øvelse, du kan få.” ”Mama Agba, jeg …”

Hun læner sig frem mod mig, mens min puls pumper løs, og hendes øjne røber, hvad det her går ud på.

En afledningsmanøvre, så vi kan vinde tid … ”Undskyld, mama Agba. Tilgiv mig.” ”Se nu bare at komme tilbage til din plads.”

Jeg undertrykker et smil og bøjer undskyldende hovedet, samtidig med at jeg kaster et blik på de to livgardister, der er kommet ind. Som de fleste andre soldater i Orïsha har den mindste af dem en ansigtsfarve, der svarer til Yemis: brun som slidt læder og indrammet af tykt, sort hår.

Selv om vi kun er unge piger, holder han hånden på sværdfæstet. Han strammer grebet om det, som om en af os kunne finde på at gå til angreb, når som helst det skulle være.

Den anden gardist er rank, højtidelig, alvorlig og usædvanlig mørk af en gardist at være. Han står nær indgangen med sine øjne fastlåst på jorden.

Måske har han anstændigheden til at føle skam over det, de skal til at gøre.

16

Children of Blood and Bone.indd 16

01/05/2018 12.17

Kong Sarans segl funkler på begge mænds brystpanser. Bare det at kigge på den kunstfærdigt udførte kæmpesneleopard får min mave til at snøre sig sammen, en barsk påmindelse om kongen, som har sendt dem.

Jeg gør et stort nummer ud af at gå surmulende hen til min stråmannequin. Benene er ved at ekse under mig – så lettet er jeg. Det, der lige før lignede en kampplads, spiller nu en troværdig rolle som systue. Mannequinerne foran hver af os piger er prydet med farverige, mønstrede stoffer i mama Agbas velkendte snit. Vi hæfter sømmene på de samme dashikier, som vi har arbejdet på i årevis, og syr i tavshed, mens vi venter på, at gardisterne går deres vej.

Mama Agba går frem og tilbage mellem rækkerne af piger og inspicerer sine elevers arbejde. Jeg smiler, da hun får gardisterne til at vente uden at lade sig mærke med deres uønskede tilstedeværelse. ”Kan jeg hjælpe jer med noget?” spørger hun til sidst. ”Skatteopkrævning,” grynter den mørkeste af gardisterne. ”Betal.”

Mama Agbas rolige ansigtsudtryk forsvinder som dug for solen. ”Men jeg betalte skat sidste uge.” ”Det her er ikke en erhvervsskat.” Den anden gardist lader blikket glide hen over alle de gudbenådede med langt, hvidt hår. ”Maddikeafgiften er steget. Og da du har så mange, er din afgift naturligvis også steget.”

Naturligvis. Jeg knuger stoffet på min mannequin så hårdt, at jeg får ondt i hænderne. Det er ikke nok for kongen at undertrykke os. Han er nødt til at knuse enhver, der forsøger at hjælpe os.

Jeg forsøger sammenbidt at ignorere gardisten og den smerte, som ordet ”maddike” volder. Det spiller ingen rolle, at vi aldrig ender som de magikere, som det var meningen, vi skulle blive. I deres øjne er vi alligevel maddiker.

De vil aldrig se os som andet.

Mama Agba rimper læberne sammen. Hun har ikke en mønt til overs. ”I hævede jo skatten for gudbenådede sidste måne,” indvender hun. ”Og månen før.”

Gardisten træder et skridt frem og rækker ud efter sværdet, parat til

17

Children of Blood and Bone.indd 17

01/05/2018 12.17

at slå det første tegn på trodsighed ned. ”Måske skulle du holde op med at omgås maddiker.” ”Og måske skulle I holde op med at udplyndre os!”

Ordene ryger ud af mig, før jeg kan stoppe dem. Der bliver helt stille i hytten, og mama Agba stivner. Hendes mørke øjne trygler mig om at holde mund. ”Gudbenådede er ikke begyndt at tjene mere, så hvor regner I med, at pengene til de nye skatter skal komme fra?” spørger jeg. ”I kan da ikke bare hæve taksten gang på gang. Hvis I bliver ved med det, kan vi jo til sidst ikke betale!”

Gardisten sjosker hen mod mig på en måde, der giver mig lyst til at række ud efter min stav. Med det rette slag ville jeg kunne slå ham omkuld, med det rette stød kunne jeg smadre hans hals.

Nu opdager jeg, at gardisten ikke har et almindeligt sværd. Den sorte klinge i skeden er lavet af et metal, der er mere kostbart end guld.

Majacit …

En legering smedet af kong Saran før Udrensningen med det formål at svække vores magi og bore sig gennem vores hud.

Ligesom den sorte kæde, de lagde om mamas hals.

En stærk magiker ville kunne overvinde dette sjældne metals påvirkning, men på de fleste af os virker det svækkende. Selv om jeg ikke har nogen magi, der kan svækkes, er bare det at være i nærheden af det majestætiske sværd nok til, at det prikker i huden, da gardisten nærmer sig. ”Du ville gøre klogt i at holde din kæft, tøs.”

Og det har han ret i.

Det burde jeg gøre.

Holde min kæft, sluge min vrede.

Så jeg også kan opleve dagen i morgen.

Men når han er så tæt på mit ansigt, er det lige før, jeg ikke kan lade være med at stikke nålen ind i hans borende, gule øjne. Måske burde jeg holde min mund.

Eller måske burde han dø. ”Du sk…”

18

Children of Blood and Bone.indd 18

01/05/2018 12.17

Mama Agba skubber så hårdt til mig, at jeg vælter omkuld. ”Her,” siger hun og rækker gardisten en håndfuld mønter. ”Bare tag dem.” ”Mama, du skal ikke ...”

Hun snurrer rundt mod mig med et blik, der får mig til at stivne. Jeg rejser mig uden et ord og glider nærmest i ét med det mønstrede stof på min mannequin.

Mønterne klirrer, da gardisten tæller bronzestykkerne i sin hånd. ”Det er ikke nok,” fnyser han, da han er færdig. ”Det er det nødt til at være,” siger mama desperat. ”Det er alt. Det er alt, hvad jeg har.”

Hadet syder under huden på mig og prikker hårdt og varmt i den.

Det her er ikke rimeligt. Mama Agba skal ikke tigge. Jeg ser op og fanger gardistens blik. En fejl. Inden jeg når at vende blikket bort eller skjule min afsky, griber han fat i håret på mig. ”Av!” skriger jeg, da smerten jager gennem hovedet på mig. Gardisten vælter mig om på gulvet og slår luften ud af mig. ”Du har måske ikke nogen penge.” Gardisten borer knæet i ryggen på mig, så jeg får endnu sværere ved at trække vejret. ”Men du har da en hel del maddiker.” Han stikker brutalt hånden ind mellem mine lår. ”Jeg begynder med den her.”

Min hud brænder, da jeg gisper efter vejret, mens jeg knytter hænderne for at skjule, at jeg ryster på dem. Jeg har lyst til at skrige, knuse hver en knogle i hans krop, men for hvert sekund bliver jeg svagere. Hans berøring udvisker alt det, jeg er, alt det, jeg har kæmpet for at blive.

I dette øjeblik er jeg igen den lille pige, som ser hjælpeløs til, da soldaten fører min mor bort. ”Så er det godt!” Mama Agba skubber gardisten væk og knuger mig knurrende ind til sig som en tohornet kæmpeløvinde, der beskytter sin unge. ”I har fået mine penge, og mere får I ikke. Gå så med jer.”

Gardisten syder af vrede på grund af hendes frækhed. Han skal til at trække sværdet, men den anden gardist holder ham tilbage. ”Kom nu. Vi skal nå rundt i hele landsbyen inden aften.”

19

Children of Blood and Bone.indd 19

01/05/2018 12.17

Selv om den mørkeste af gardisterne lyder rolig, ser han sammenbidt ud. Måske ser han i vores ansigter en mor eller søster, et minde om nogen, han ville beskytte.

Den anden soldat siger ikke noget et øjeblik, så jeg ved stadig ikke, hvad han har tænkt sig at gøre, men til sidst fjerner han hånden fra sværdet og hugger os i stedet ned med sit blik. ”Lær de maddiker at opføre sig ordentligt,” advarer han mama Agba. ”Ellers skal jeg nok gøre det.”

Han retter blikket mod mig. Selv om sveden pibler af mig, gyser jeg.

Gardisten lader blikket glide op og ned ad min krop som en advarsel om, hvad han bare kan tage.

Prøv bare, har jeg lyst til at vrisse, men jeg er alt for tør i munden til at sige noget. Vi står tavse, indtil gardisterne går ud, og trampene fra deres jernbeslåede støvler fortoner sig.

Mama Agbas kræfter forsvinder som et stearinlys, der pustes ud af vinden. Hun støtter sig til en mannequin og forvandles fra den drabelige kriger, jeg kender, til en svag, gammel fremmed. ”Mama …”

Jeg rækker ud for at hjælpe hende, men hun slår min hånd væk. ”Odę!”

Fjols, skælder hun mig ud på yoruba, magikersproget, som blev forbudt efter Udrensningen. Det er så længe siden, at jeg har hørt vores sprog, at det tager mig lidt tid at huske, hvad ordet egentlig betyder. ”Hvad i gudernes navn tænker du dog på?”

Igen kigger alle i ahéréen på mig. Selv lille Bisi nidstirrer mig. Men hvordan kan mama Agba finde på at råbe ad mig? Hvordan kan det her være min skyld, når det var de lede gardister, der var tyvene? ”Jeg forsøgte bare at beskytte dig.” ”Beskytte mig?” hvæser mama Agba. ”Du vidste, at din frækhed ikke ville hjælpe noget som helst. Du kunne have fået slået os alle ihjel!”

Jeg vakler baglæns, rystet over hendes hårde ord. Jeg har aldrig set så stor skuffelse i hendes øjne. ”Hvis jeg ikke må slås mod dem, hvorfor er vi her så?” Min stemme knækker over, men jeg sluger tårerne. ”Hvad er formålet med at træne,

20

Children of Blood and Bone.indd 20

01/05/2018 12.17

hvis vi ikke kan beskytte os selv? Hvorfor gør vi det her, hvis vi ikke må beskytte dig?” ”Tænk dig nu om, Zélie. Tænk på andre end dig selv! Hvem skulle beskytte din far, hvis du gjorde de mænd noget? Hvem skulle passe på Tzain, når gardisterne kommer for at hævne sig?”

Jeg åbner munden for at komme med et modsvar, men jeg kan ikke sige noget. Hun har ret. Selv om jeg gjorde det af med nogle få gardister, ville jeg ikke kunne klare hele hæren. De ville få fat i mig før eller senere.

Før eller senere ville de knuse dem, jeg holder af. ”Mama Agba?” siger Bisi med lille musestemme og klamrer sig til Yemis pludderbukser med tårer i øjnene. ”Hvorfor hader de os?”

Det er, som om mama Agba overmandes af træthed. Hun breder armene ud til siden og kalder Bisi hen til sig. ”De hader ikke jer, mit barn.

De hader det, som det var meningen, I skulle blive.”

Bisi løber hen til mama Agba og begraver ansigtet i hendes kaftan, som dæmper hendes hulk. Mama Agba kigger rundt i rummet og bemærker tårerne, som de andre piger forsøger at holde tilbage. ”Zélie spurgte, hvorfor vi er her. Det er et rimeligt spørgsmål. Vi taler tit om, hvordan I skal kæmpe, men vi taler aldrig om hvorfor.” Mama sætter Bisi ned og gør tegn til Yemi om, at hun skal hente en skammel til hende. ”I piger må forstå, at verden ikke altid har været sådan her. Der var engang, hvor alle var på samme side.”

Da mama Agba sætter sig på stolen, stimler pigerne ivrigt sammen omkring hende for at lytte. Hver dag ender mamas lektioner med en lærerig historie eller fabel fra en anden tid. Enhver anden dag ville jeg skubbe mig frem foran for at sluge hvert et ord, men i dag holder jeg mig flovt i baggrunden.

Mama Agba gnider langsomt og metodisk hænderne. Et tyndt smil spiller om hendes læber, et smil, som kun én historie kan udløse. Jeg kan ikke lade være med at træde nærmere og maser mig forbi de andre piger.

Det her er vores historie. Vores historie.

En sandhed, som kongen forsøgte at begrave sammen med vores døde.

21

Children of Blood and Bone.indd 21

01/05/2018 12.17

”I begyndelsen var Orisha et land, hvor de sjældne og hellige magikere havde et godt liv. Hver af de ti magikerklaner havde fået skænket en evne af guderne i det høje. Der var magikere, der kunne kontrollere vand, andre, der havde magt over ild. Der var magikere, som kunne læse folks tanker, og endda nogle, som kunne se gennem tiden!”

Selv om vi alle har hørt historien før på et eller andet tidspunkt – af mama Agba eller af forældre, vi ikke længere har – er den stadig lige fantastisk. Vores øjne lyser op, da mama Agba beskriver magikere, der både kunne helbrede og fremkalde sygdomme. Vi læner os frem, da hun beretter om magikere, der tæmmede landets vilde dyr, om magikere, der kunne styre lys og mørke med de bare hænder. ”Alle magikere blev født med hvidt hår, tegnet på gudernes berøring.

De brugte deres evner til gavn for Orïshas folk og var afholdt i hele landet. Men det var ikke alle i befolkningen, der havde fået evner af guderne.” Mama Agba peger rundt i hytten. ”Så hver gang en ny magiker blev født, jublede folk og fejrede synet af deres hvide krøller. De udvalgte børn kunne ikke udføre magi, før de blev 13 år, så indtil deres evner manifesterede sig, blev de kaldt ibawi, ’de gudbenådede’.

Bisi smiler, da hun bliver mindet om oprindelsen til vores benævnelse. Mama Agba læner sig frem og tager fat i en lok af Bisis hvide hår, et kendetegn, som vi alle har lært at skjule. ”Der blev flere og flere magikere i Orïsha, og de blev de første konger og dronninger. Dengang herskede der fred, men freden varede ikke ved. De, der sad på magten, begyndte at misbruge deres magi, og som straf tog guderne deres evner fra dem. Da magien sivede ud af dem, blev deres hud lysere. Kærlighed til magikerne blev til frygt.

Frygt blev til had. Had blev til vold og et ønske om at udrydde alle magikerne.”

Det er, som om rummet bliver mørkere ved mamas ord. Vi ved alle, hvad der kommer nu: den nat, vi aldrig taler om, den nat, vi aldrig glemmer. ”Indtil den nat kunne magikerne holde sig i live, fordi de brugte deres kræfter til at forsvare sig. Men for 11 år siden forsvandt magien. Kun

22

Children of Blood and Bone.indd 22

01/05/2018 12.17

guderne ved hvorfor.” Mama lukker øjnene og udstøder et dybt suk. ”Den ene dag åndede og levede magien. Næste dag var den væk.”

Kun guderne ved hvorfor?

Jeg holder ordene i mig af respekt for mama Agba. Hun taler, sådan som alle voksne, der overlevede Udrensningen, taler. Resigneret, som om guderne fjernede magien for at straffe os, eller som om de bare skiftede mening.

Inderst inde kender jeg sandheden. Jeg lærte den at kende, da jeg så Ibadans magikere i lænker. Guderne døde med vores magi.

De kommer aldrig tilbage. ”På denne skæbnesvangre dag tøvede kong Saran ikke,” fortsætter mama Agba. ”Han benyttede sig af dette øjeblik, hvor magikerne var svage, og slog til mod dem.”

Jeg lukker øjnene og kæmper for at bremse tårerne, der trænger sig på. Lænken, som de lagde om mamas hals. Blodet, der dryppede ned på jorden.

De tavse minder om angrebet fylder stråhytten og lader luften med sorg. Vi mistede alle magikerne i vores familie den nat.

Mama Agba rejser sig med et suk og genfinder den styrke, som vi alle kender. Hun lader blikket glide hen over hver en pige i hytten som en general, der mønstrer sine soldater. ”Jeg giver stavtræning til enhver pige, der vil lære noget, for her i verden vil der altid være mænd, der vil jer det ondt. Men jeg begyndte denne træning for de gudbenådede, for børnene af de døde magikere.

Selv om muligheden for, at I kan blive magikere, er forsvundet, findes hadet og volden mod jer stadig. Det er derfor, vi er her. Det er derfor, vi træner.”

Med en hurtig bevægelse hiver mama sin egen stav frem og banker den ned i gulvet. ”Jeres modstandere bærer sværd. Hvorfor træner jeg jer så i at kæmpe med stav?”

Vi gentager det mantra, som mama Agba har fået os til at sige igen og igen. ”Den parerer frem for at såre, den sårer frem for at lemlæste, den lemlæster frem for at dræbe – staven dræber ikke.”

23

Children of Blood and Bone.indd 23

01/05/2018 12.17

”Jeg lærer jer at være krigere i haven, så I aldrig bliver havepassere i krigen. Jeg giver jer styrke til at slås, men I skal lære styrken ved at holde igen.” Mama ser på mig med rank ryg. ”I skal beskytte dem, der ikke kan forsvare sig selv. Det er stavens bud.”

De andre nikker, men jeg kigger bare ned i gulvet. Igen har jeg været lige ved at ødelægge alting. Igen har jeg svigtet. ”Okay,” sukker mama Agba. ”Det er nok for i dag. Saml jeres ting sammen. Vi fortsætter i morgen.”

Pigerne forlader hytten. De er glade for at slippe ud. Jeg skal til at følge efter dem, men mama Agbas rynkede hånd griber fat i min skulder. ”Mama …” ”Stille,” beordrer hun. De sidste af pigerne sender mig medfølende blikke. De tager sig til bagdelen i indbildt smerte og udregner sikkert, hvor mange slag jeg selv får i min.

20 slag for ikke at følge øvelsen … 50 for at tale i utide … 100 for nær at have fået os slået ihjel …

Nej. 100 vil være alt for billigt sluppet.

Jeg lukker øjnene og forbereder mig på smerten. Det er hurtigt overstået, opmuntrer jeg mig selv. Det er forbi, inden det … ”Sæt dig, Zélie.”

Jeg rynker panden, da mama Agba rækker mig en kop te. Den søde duft rammer min næse, og koppen varmer mine hænder.

Jeg rynker brynene. ”Har du kommet gift i den?”

Mama Agbas mundvige fortrækker sig i et tilløb til et smil, men hun skjuler det bag et hårdt ansigt. Jeg undertrykker selv et smil og tager en slurk af teen, som smager dejligt af honning. Jeg drejer koppen i hænderne og rører ved lavendelperlerne, der er indlagt i kanten. Mama havde en kop magen til – dens perler var rødbrune og hvide og udsmykket til ære for Oya, livets og dødens gudinde.

Et kort øjeblik får mindet mig til at glemme mama Agbas skuffelse, men da smagen af te aftager, vender den sure smag af dårlig samvittighed tilbage. Hun bør ikke udsættes for det her. Ikke på grund af en gudbenådet som mig.

24

Children of Blood and Bone.indd 24

01/05/2018 12.17

”Undskyld.” Jeg piller ved perlerne på koppen, så jeg slipper for at se op. ”Jeg ved godt, at jeg ikke gør det nemt for dig.”

Ligesom Yemi er mama Agba kosidáner, en orïshaner, som ikke er i stand til at udøve magi. Før Udrensningen troede vi, at guderne bestemte, hvem der blev født som gudbenådet, og hvem der ikke blev, men nu hvor magien er forsvundet, forstår jeg ikke, hvorfor det skulle betyde noget.

Eftersom mama Agba ikke har de gudbenådedes hvide hår, kunne hun falde i med de andre orïshaner og undgå gardisternes chikane. Hvis hun ikke havde noget med os at gøre, ville gardisterne måske lade hende være i fred. På sin vis ville jeg ønske, at hun ville bryde kontakten med os og skåne sig selv for smerten. Med sine evner som syerske ville hun sikkert kunne tjene en hel del penge i stedet for at få dem alle sammen revet ud af hånden. ”Du er begyndt at ligne hende mere og mere. Er du klar over det?”

Mama Agba nipper til teen og smiler. ”Ligheden er skræmmende, når du råber. Du har arvet hendes vrede.”

Jeg er ved at tabe kæben af bar overraskelse. Mama Agba bryder sig ikke om at tale om dem, vi har mistet – det gør de færreste af os.

Jeg skjuler min overraskelse ved at tage endnu et nip af teen og nikker. ”Det ved jeg godt.”

Jeg ved ikke, hvornår det skete, men forandringen hos baba var ikke til at tage fejl af. Han holdt op med at møde mit blik, fordi han ikke kunne kigge på mig uden at se sin myrdede kones ansigt. ”Det er godt.” Mama Agba forsøger at holde smilet, men det afløses af en panderynken. ”Du var kun et barn under Udrensningen. Jeg var bange for, at du ville glemme det.” ”Det vil jeg aldrig kunne.” Ikke når mama havde et ansigt som solen.

Det er det ansigt, jeg prøver at huske.

Ikke den døde krop med blodet løbende ned ad halsen. ”Jeg ved, at du kæmper for hende.” Mama Agba stryger mig over mit hvide hår. ”Men kongen er skånselsløs, Zélie. Han vil hellere dræbe hele kongeriget end tolerere modstand fra gudbenådede. Når modstanderen

25

Children of Blood and Bone.indd 25

01/05/2018 12.17

ikke ejer nogen ære, er man nødt til at kæmpe på andre, smartere måder.” ”Er en af måderne at banke de svin med min stav?”

Mama Agba smiler, så huden rimper sig sammen om hendes mahognibrune øjne. ”Bare lov mig at passe på. Lov mig, at du vælger det rigtige tidspunkt at kæmpe på.”

Jeg tager fat om mama Agbas hænder og bukker hovedet dybt for at vise min respekt. ”Det lover jeg, mama. Jeg vil ikke skuffe dig igen.” ”Fint, for jeg har noget, og jeg vil nødig fortryde, at jeg viser dig det.”

Hun stikker hånden ind under sin kaftan og finder en kort, sort stang frem. Hun gør et hurtigt svirp med den. Det giver et sæt i mig, da stangen forlænges til en lang, skinnende metalstav. ”Ved guderne,” gisper jeg benovet og modstår fristelsen til at røre ved pragtstykket. Det sorte metal er i hele sin længde dækket af gamle indridsede tegn, der minder mig om de lektioner, som mama Agba har givet os. Som bier på jagt efter nektar forsøger mine øjne først at finde akofenaen, de korslagte klinger, krigssværdene. Mod gør ikke altid stort væsen af sig, sagde hun den dag. Tapperhed stråler ikke altid. Mine øjne glider derpå hen til akomaen ved siden af sværdene, tålmodigheden og tolerancens hjerte. Den dag … Jeg er næsten sikker på, at jeg fik en omgang klø den dag.

Hvert tegn minder mig om en tidligere lektion, en tidligere historie, tidligere visdomsord. Jeg ser afventende på mama. Er det her en gave eller det, hun vil bruge til at slå mig med? ”Her.” Hun lægger det glatte metal i min hånd. Jeg fornemmer straks stavens kræfter. Af jern … tung nok til at knuse kranier. ”Mener du det her?”

Mama nikker. ”Du kæmpede som en kriger i dag. Du kan med god ret kalde dig oplært.”

Jeg snurrer staven rundt og forbløffes over dens styrke. Metallet skærer sig gennem luften som en kniv. Den her stav er mere dødbringende end nogen af de stave af egetræ, jeg i min tid har skåret mig. ”Kan du huske, hvad jeg sagde til dig, da vi begyndte at træne?”

26

Children of Blood and Bone.indd 26

01/05/2018 12.17

Jeg nikker og efteraber mamas trætte stemme. ”Hvis du har tænkt dig at slås med gardisterne, må du hellere lære, hvordan man vinder.”

Hun giver mig et drag over nakken, men hendes varme latter kastes frem og tilbage mellem stråvæggene. Jeg rækker hende staven, og hun banker den ned i gulvet. Våbnet bliver til en kort metalstang igen. ”Du ved, hvordan man vinder,” siger hun. ”Bare sørg for, at du også ved, hvornår man skal kæmpe.”

Mit bryst fyldes med stolthed og ære, men også tristhed, da mama Agba igen rækker mig staven. Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige, og lægger i stedet armene om livet på hende og indånder den velkendte duft af nyvasket stof og sød te.

Selv om mama Agba stivner til at begynde med, holder hun mig hårdt ind til sig og klemmer tristheden ud af mig. Hun giver slip for at sige noget, men stopper, da forhænget til ahéréen igen trækkes til side.

Jeg griber metalstangen og skal lige til at svirpe med den, da jeg ser, at det er min storbror, Tzain, der står i indgangen. Hytten skrumper straks ind ved hans blotte tilstedeværelse. Han er lutter spændte muskler, og senerne træder frem på hans mørke hud. Sveden drypper fra hans sorte hår ned i panden. Hans blik møder mit, og jeg har det, som om mit hjerte fanges i en skruestik. ”Det er baba.”

Children of Blood and Bone.indd 27

01/05/2018 12.17

RYG 41mm

147 mm

Foto: Elena Seibert

TOMI A DE Y EMI H a n s fa r sl o g min mor ih jel .

Nu er v i d øds fjen der.

Men h a der jeg h a m?

er 23 år og bor i San Diego, Californien. Hun er uddannet i engelsk litteratur fra Harvard tologi i Brasilien. Children of Blood and Bone er hendes første bog, en fantasyroman, som forgår i et miljø inspireret af både Vestafrika, hvor hendes forældre kommer fra, og af Black Lives Matter-bevægelsen i USA.

Som barn så Zélie sin mor blive hængt af kong Sarans gardister. Og hendes mor var ikke den eneste. Kongen befalede, at alle magikere i Orïsha skulle slås ihjel.

Ved et tilfælde møder den 19-årige Zélie kongens datter, prinsesse Amari, som er er flygtet fra slottet. Hun hjælper Amari væk og trækkes ind i en kamp mod kronprins Inan, som er fast besluttet på at hjælpe sin far med at udrydde magien helt.

Zélie opdager, at hun har arvet sin mors magiske evner, og mens hun lærer sine nye kræfter at kende, opdager hun, at det ikke kun er had, hun føler, når hun tænker på sin dødsfjende, kronprinsen …

NEW YORK TIMES BESTSELLER ISBN: 978-87-400-4266-5

Children of Blood and Bone_cover.indd 1

solstenen

Et tordnende brøl flænser luften, og gardisterne stivner. Brølet bliver højere og højere og mere øredøvende, da det nærmer sig. Jeg når lige akkurat at trække pigen i sikkerhed, da Nailahs enorme skikkelse springer over porten.

Gardisterne vakler rædselsslagne baglæns, da kæmpeløven lander på jorden med savl dryppende fra sine kæmpestore hjørnetænder. Jeg er sikker på, at hun er ren indbildning, indtil jeg ser Tzain sidde på ryggen af hende. ”Hvad fanden venter du på?” råber han. ”Hop op!”

Uden at spilde endnu et sekund hopper jeg op på Nailahs ryg og trækker pigen op bagefter. Vi sætter i fart og hopper fra skur til skur, indtil de braser sammen under hendes vægt.

Da Nailah når tilstrækkelig højt op, gør hun et sidste spring mod porten. Vi er næsten over den, da det nærmest føles, som om jeg bliver ramt af lynet.

Chokket mærkes overalt i kroppen. Det sitrer i mig, og jeg snapper efter vejret. Tiden synes at stå stille, idet jeg møder den unge kaptajns blik.

En ukendt kraft ulmer bag hans øjne som et fængsel, jeg ikke kan slippe ud af. Et eller andet i hans ånd lader til at hage sig fast i min.

Men i det samme flyver Nailah over porten og afbryder forbindelsen mellem os.

Hun lander tungt på jorden og farer ind mellem ibenholttræerne. ”Ved guderne,” stønner jeg. Hele min krop skriger af udmattelse. Jeg fatter ikke, at vi klarede den.

Jeg fatter ikke, at jeg ikke stadig er i live.

01/05/2018 13.17

220 mm

University og har studeret vestafrikansk my-

solstenen

T O MI A D E Y EMI

110 mm