De savnede - Thomas Rydahl by JP/Politikens Forlag

234 mm

148 mm

Foto © Les Kaner

90 mm

52 mm

WYSIWYG

148 mm

90 mm

, IKKE ALLE , ER DER FLYGTES. SKAL FIND

PÅ FERIEØEN FUERTEVENTURA BRÆNDER SOLEN. Den nifingrede eremit Erhard Jørgensen lever et stille liv og passer sine to geder. Han kan ikke længere køre taxa eller stemme klaverer. I stedet tjener han småpenge ved at finde forsvundne hunde og stjålne knallerter. Det tvinger ham til at tage en opgave, ingen andre vil have. Han satser alt, hvad han har for at komme ud af den ensomme tilværelse.

Debutroman om forhutlet detektiv har international klasse. – POLITIKEN

Thomas Rydahl

debuterede i 2014 med EREMITTEN. Romanen blev en læser- og anmeldersucces og indbragte forfatteren adskillige priser – Bogforums debutantpris, Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske krimi og Glasnøglen for årets bedste nordiske spændingsroman. Thomas Rydahl er uddannet på Forfatterskolen, kan lide konspirationsteorier og dybe samtaler, gerne over en India Pale Ale. Han er født i 1974, gift og far til to store børn.

Imens banker verden på døren. Øens nye kasino er blevet oversvømmet, der er surfere på hele øen, og Afrika lider, så tusindvis af flygtninge tager den farlige rejse mod Europa. I den lille lufthavn på øens østkyst lander et filmhold for at optage et afsnit af seersuccesen DE SAVNEDE og finde en kendt danskers forsvundne far. Men den kendte dansker ser hellere sin far død end levende. Hun har hang til piller og plejer at få sin vilje.

De savnede

Helt anderledes og meget mere ambitiøs end stakkene af velfærdskrimier. – JYLLANDS-POSTEN

Et fejlfrit, formfuldendt værk. – WEEKENDAVISEN

er en thriller om savn, magt og kærlighed.

Thomas Rydahl skriver helt fantastisk (...) Forfatterhåndværk når det er bedst. – BOGRUMMET.DK ISBN 978-87-400-3448-6

sla

g: h enr ie

t te

S PÆ N D IN G S R O M A N mo

rk.

POLI TI KENS FORLAG

De savnede

De savnede.indd 1

05/10/16 12.13

Thomas Rydahl

De savnede

Politikens Forlag

De savnede.indd 3

05/10/16 12.13

De savnede.indd 4

05/10/16 12.13

Navneliste Aaz, Mónicas søn Abdi, forsvundet Afrodita, forretningskvinde Aissata, kæreste med Abdi Annette, Lenes mor Barouki, taxadirektør Berasategui, forretningsmand Bernal, politikommisær Charles, Palabras’ højre hånd Cissé Cheick, fætter Cormac, butiksejer Dali, Mitsos´nevø Daouda, fætteren De Gama, forretningsmand Del Fico, præsident Dos Labios, gangster El nieto, gangster Erhard, tidligere taxachauffør Fernando, filatelist Frida, hjemløs Guillermo, indbrudstyv Hardy, ged Helena, brud Idowu, kæreste Ismael, hjemløs January, bartender

De savnede.indd 5

Jean Boulard, danselærer Josep, sikkerhedschef La Grúa, hjemløs Laurel, ged Lene, dj’en Le Lupus Liana, nonne Magne, filmfotograf Marcelis, souschef Mario, Charles´nevø Mette, Lenes søster Michel Faliando, læge Miguel, room service-tjener Mitsos, kriminel Miza, caféejer Mónica, kæreste? Múñez, taxachauffør Oscar, udlejer Oswaldo, kokkelærling Palabras, rigmand Pesce, gangster Pilar, pianist Ramírez, bartender Rodolfo Francisco de C ampeones Jorgénito M aspalomas, brudgom Solilla, antikvar Teófila, nonne

05/10/16 12.13

Teresa Ruiz, udlejer Vasco, restauratĂ¸r Vic, tilrettelĂŚgger Yaya, onkel

De savnede.indd 6

05/10/16 12.13

DEL I

De savnede.indd 7

05/10/16 12.13

De savnede.indd 8

05/10/16 12.13

SĂ¸ndag

De savnede.indd 9

05/10/16 12.13

1. Erhard De kalder ham Gedemanden. El hombre cabra fra La Gomera. Han er den mest upopulære bryder på De kanariske øer og grim som bare fanden. Og Erhard har satset alle sine euro på ham. Han er grå og svag med et forfærdeligt hår, der løber ud over skuldrene og ned ad ryggen. Ørerne stritter ud mellem krøllerne, øjnene sidder på hver sin side af ansigtet, der er trekantet og ender i et skæg. Han ser forvirret ud, står uroligt på midten af pladsen og ruller øjnene under præsentationen. Han hilser på dommeren med nervøse spjæt. Og på modstanderen. Modstanderen, der er mørk og fed. Med hvide streger og tegn på brystet og alt håret barberet af. En lanzarotianer med øgenavnet Bageren. Måske fordi han har store hænder, bleget af talkum, så de ligner handsker. De næsten spræller for at gribe fat i Gedemanden og rulle ham omkuld. Gedemanden virker utilpas. Hans shorts sidder allerede højt. Han skubber til sit store hår og slår med hovedet for at jage fluerne væk. De bøjer sig frem mod hinanden, står skulder ved skulder og skubber en hånd ind under bukserne ved den andens lår. De krænger endnu mere forover, og Gedemanden ligner en vakkelvorn sidevogn på en alt for stor Nimbus. Nu kommer det, nu kommer det, siger Erhard næsten. Gedemandens små fødder synker ned i sandet. Så kommer stilheden, et tæt øjeblik, inden de forsøger at rive hinanden omkuld. Der er en underligt ophidset stemning på tilskuerpladserne. Normalt er der ikke mere end tyve-tredive tilskuere om søndagen. Lucha var stort engang, men ikke længere. Turisterne vil ikke se tykke mænd, 10

De savnede.indd 10

05/10/16 12.13

der slås i koldt sand. De er til familievenlig underholdning, det anonyme Sporte Fuerte med velfriserede fodboldbaner eller en ridetur på kameler ude ved Oasis Park eller solbadning oppe ved Corralejo, hvor man kan få serveret drinks i liggestolen, og børnene kan lege i strandkanten. For ti år siden trak nudiststrandene masser af englændere og tyskere til, nu skal det hele være for børn og amerikanere. Ikke mere nøgenhed og usædelighed. Først efter sengetid åbner stripbarerne, bordellerne, kasinoet og de hemmelige spillebuler. Men om dagen er der kun store smil og vandrutsjebaner. Den lovlige økonomi i Lucha består kun af lidt salg af billetter, snacks og T-shirts, selv tv-transmissionen om søndagen giver ikke længere penge. I stedet er det den ulovlige betting, der holder maskinerne i gang og betaler bryderne i omklædningsrummets mørke. På en god dag en sum, der kan finansiere næste måneds udgifter til rejser og familien hjemme i Santa Cruz eller Las Palmas, på en dårlig dag lige knap til en skål dampende sancocho til bryderen og hans træner, måske et par nye shorts. I dag er der anderledes gang i indsatserne ude på den lille parkeringsplads, hektiske fingre, der tæller sedler, halvfulde tosser ved urinalet, der prøver at udregne den store gevinst. På papiret er der ingen kamp. Oddsene er morsomt favorable for Bagerens sejr. 17-1. Det er bare en formalitet, der skal overstås. Gede manden har ligaens næstdårligste placering, og Bageren den tredjebedste, ud af toogtredive. Hvis alt går, som det burde, maser Bageren den krøllede stakkel i sandet efter få sekunder. Men et vedholdende rygte har svirret siden februar. Det begyndte på Tenerife og nåede Fuerteventura i marts. Erhard hørte det første gang fra sladderhanken Cormac oppe i Corralejo. Eneste grund til, at Erhard ikke straks glemte, hvad der blev sagt, var, at Cormac intet ved om Lucha og stort set ikke kender reglerne. Det gjorde rygtet endnu mere troværdigt. De sad på Greenbay Jazzbar. Cormac pegede over på en splejs, der sad med ryggen til. Det er Gedemanden, og der er beskidte penge på ham i Terrero Morro Jable, havde Cormac sagt. Erhard tog det ikke alvorligt. Skotten sagde den slags ting for at lyde, som om han vidste besked om alt på øen. I virkeligheden havde Erhard mere indsigt i øens forbryderverden, men det 11

De savnede.indd 11

05/10/16 12.13

sagde han ikke til nogen. Slet ikke til Cormac. Erhard var ikke stolt af de kontakter, han havde. Af de mennesker, han havde mødt og været venner med i mange år. Han ville ikke have mere at gøre med dem. Især ikke Emanuel Palabras, øens rigeste mand, der havde været hans bedste klaverkunde og far til hans ven Raúl. Alligevel havde Palabras fået Erhard banket og indespærret og næsten slået ihjel for et år siden. Det havde udløst en slags borgfred, en dobbeltvirkende klemme, der betød, at Palabras lod Erhard være, mens Erhard undlod at lade sandheden om Palabras’ forbrydelser komme frem. Så da Cormac hviskede hen over en Guinness, at der var beskidte penge på Gedemanden, lagde han ikke noget i det. Han sagde ikke noget, men fortsatte med at se fodboldkampen, Atlético mod Barça, uden egentlig at se den, øjnene haltende efter prikken på storskærmen, mens han savnede den gode musik og de ugentlige koncerter på jazzbaren. Den nye ejer, en solforskrækket skotte, havde indført fodbold, happy hour og spillemaskiner – og skrottet livemusikken. Men navnet var blevet. Sikkert for at spare penge til et nyt skilt ud mod vejen. Det forvirrede nye besøgende, især par med hinanden i hænderne, der skyndte sig ud, når de opdagede ejerens kæreste med ubekvemme stiletter, en vis Trudy, der serverede bodytequliaer til morgenmad. Først uger senere, da han var på en opgave inde i Puerto, hørte han rygtet igen. Gedemanden vinder, baskeren har købt kampen. Denne gang hvisket i baglokalet i en tobaksbutik, hvor Erhard var i gang med at udspørge ejeren om hans kendskab til en rød scooter. Scooteren var blevet stjålet, og Erhard havde fundet den med en ny kædelås i kælderen under tobaksbutikken. Tobakshandleren kendte intet til det. Sådan sagde han, men virkede uærlig. Erhard ventede i den halvt nedrevne bygning overfor. Lige efter mørkets frembrud blev scooteren hentet af et par drenge med kasketter. De fik skældud af tobakshandleren, der stod med en fod i døren og viftede med en klud efter dem, da de ræsede ned ad gaden på scooteren. Erhard gik roligt ud af bygningen, nikkede til tobakshandleren og fortsatte ned ad gaden efter scooteren. Cirka hundrede meter længere nede, lige før krydset, kunne han se de to drenge skiftes til at hoppe på kickstarteren, så deres kasketter fløj af. 12

De savnede.indd 12

05/10/16 12.13

Han betragtede dem, mens de rev og flåede i gashåndtaget og forsøgte at overbevise hinanden om, at den nok skulle komme i gang. Erhard behøvede bare at løfte benzindunken, så slap de maskinen og løb deres vej. Erhard trak scooteren tilbage til tobaksbutikken og fik tobakshandleren til at betale for benzin og reparation. Mens han talte pengene op, spurgte Erhard, hvad tobakshandleren kendte til Lucha. Først ville han ikke sige noget. Men Erhard pressede på, han havde hørt rygter om en kamp i maj. Tobakshandleren holdt 20 euro frem som betaling for at sige noget. Erhard kiggede ud i baglokalet, hvor der sad tre mænd og rørte i sort kaffe i komplet tavshed. Hvem har fikset kampen? havde Erhard spurgt. Det mente tobakshandleren ikke, han skulle bekymre sig om. Det er Bageren fra Lanzarote mod Gedemanden fra La Gomera. Bageren taber. Odds 23 for en sejr til Gedemanden. Tobakshandleren lagde pengene ned i kasseapparatet og tændte en tynd cigar. Med bare 100 euro på den kamp får man råd til en ny bil, forklarede han. Mere end 2000 euro – lige ned i handskerummet. Det var ikke til at holde ud at tænke på. Så mange penge for så lidt arbejde. Scooterdamen betalte Erhard 85 euro for at bringe scooteren tilbage i god stand. Tre dages arbejde med at vandre gaderne i Puerto tynde og udspørge hidsige typer. 85 euro. Det var ikke engang en fjerdedel af Erhards husleje. Der var så langt mellem de gode opgaver, hvor han faktisk tjente noget. Han fik masser af opgaver, der mindede om velgørenhed eller nabohjælp, men kun en eller to om måneden, der svarede til en rigtig opgave, hvor han kunne skrive en regning i den grønne bog med gennemslagspapiret. I februar havde han afsløret noget hærværk ude ved Sporte Fuerte: en tidligere tennistræner, der følte sig forbigået. Den opgave indbragte 450 euro. I sidste måned havde han fundet en fordrukken olivenbonde på Lanzarote, en opgave til 325 euro, men rejseudgifterne ville kunden ikke betale, så Erhard endte med at tjene mindre end 70 euro og få et par på hovedet af olivenbondens bror, der ikke brød sig om, at arbejdspladsen blandede sig i familiens anliggender. Han håbede på flere, han håbede på bedre opgaver. Sidste år var han stødt på en herre fra avisen CanariasUna, der havde 13

De savnede.indd 13

05/10/16 12.13

solgt ham en jomfruannonce, som manden kaldte det, til en pris af 7,21 euro pr. ord. Det havde taget Erhard næsten to uger at skrive teksten. For hver dag blev det sværere, fordi han blev mere og mere nærig. Til sidst var det blevet 10 ord. Finder det, der er blevet væk. Ikke skilsmisser. Spørg »Eremitten«. Annoncesælgeren glemte at minde Erhard om at tilføje et telefonnummer, så selv om Erhard havde glædet sig over indrykningen, kastede annoncen ikke andet af sig end et par venlige hilsner fra nogle taxachauffører og Miza. Men ordet om ham var begyndt at spredes. Eremitten kan hjælpe. Det kunne han lide. Han levede af at møde gamle kolleger og bekendte på gaden, folk, der stoppede ham som ved et indfald. Jeg har forresten mistet en hund. Vil du holde øje med min søn? Kan du finde en ged? Han solgte sig selv for billigt, arbejdede for meget, havde for mange udgifter og boede vel i virkeligheden alt for dyrt. Han burde sig nej til alle de små opgaver, der ikke gav nok, alligevel turde han ikke. En krone tjent er en krone tjent, som man sagde. I hvert fald før euroen. I december var det så slemt, at Erhard overvejede at tage hjem. Til Danmark. Til pigerne. Til folkepensionen. Han overvejede det. Men kun et kort øjeblik. Mens han var fuld af lumumba. Så meldte virkeligheden sig igen. Der var ikke noget eller nogen at tage hjem til. Om han ville det eller ej, var dette blevet hans hjem. Denne ø. Han måtte klare sig, han skulle. Så et par tusind euro var mange penge at vinde på et sikkert væddemål. Det var nærmest ikke til at sige nej til. Det ville tage presset af ham. Han ville få tid. Der ville komme nye kunder, måske ville hans hyrevognstilladelse gå igennem. Alligevel virkede det betændt. Baskeren, der havde købt kampen, var en af Los Tres Papas, øernes tre mafiabosser. Erhard havde forladt tobaksbutikken uden at sige mere. Han havde trukket scooteren gennem gaderne og havde parkeret den foran kvindens opgang. Opgaven var løst. Han fik sine penge. Det blev april. Det var stadig gåturene på Avenidaen eller nede om14

De savnede.indd 14

05/10/16 12.13

kring færgen til Isla de Lobos, der gav nye kunder. Kvinder fra Worchester eller Swindon med mistanke til manden eller naboen eller rengøringspersonalet på resortet (ubegrundet), butiksejere med langfingrede medarbejdere (umuligt at bevise), en forsvundet hund (død), en forsvundet hat (ingen hatte er sikre på en ø, hvor vinden hele tiden blæser) og et par henvendelser, der ikke gav nogen form for mening, men mindede mest om syndsbekendelser. Ingen store opgaver. I alt 77 euro. Han kunne ikke betale huslejen. Erhard var nødt til at gå til udlejeren på det store kontor i Puerto. De drak kras kaffe. Oscar kunne lide Erhard, som han troede var tysker og hed Waltzer. De er vores første lejer, señor Waltzer, de talte om byggeriet, om problemerne med fundamentet og væggene. Han anede ikke, at Erhard allerede var flyttet ind i prøvehuset, selv om de andre boliger først var færdige om flere måneder. Oscar havde aldrig set byggeriet, han havde aldrig været nede ved Esquinzo og kom det nok ikke. Han havde en usund livsstil og spiste akavede stykker af en våd kage og talte om whiskey, de skotske med flere år på fad og en smag af ren aske. Da Erhard endelig fik sagt, hvorfor han var kommet, suttede Oscar på en finger med flødeskum og blev ved med at sige Det går, det går, señor Waltzer. Betal i næste måned. Det var ingen redning, men det hjalp. Det bliver den 23. Han er ved at tjene 50 euro på at afsløre en pjækkende skoledreng, der har sat sig med krum ryg foran en spilleautomat på en bar i Calle León y Castillo. Da han ser plakaten, der hænger på døren til toilettet i baren. El vigente subcampeón de Liga y Copa. Lucha-stævne i Morro Jable 19. maj – og lige efter Día de Canaria 1. juni. Årets Lucha-begivenhed, står der med gule bogstaver. Efterfulgt af en liste med navne, og allerførst: Paco “el panadero” Alvarez. Bageren. Han kan ses på et grynet fotografi, hvor han står med tungen ude af munden, mens han løfter en anden person i luften. Med lidt held kan Erhard lige nå at tjene omkring 180 euro inden turneringen. Hvis han satser det hele på Gedemanden, betyder det omkring 4000 euro. Det er mere end otte måneders husleje. På én aften. Han tør ikke lade være. Han betaler ikke husleje. Han venter på, at de rykker ham. Oscar 15

De savnede.indd 15

05/10/16 12.13

vil tilgive ham. Der kommer et par opgaver i slutningen af måneden. 45 euro (nabostrid), 62 euro (utroskab), han nærmer sig de 200 euro. Hver morgen forventer han, at en mand fra Diamond Estate møder op ved lejligheden, om aftenen sidder han på taget og ser solen gå ned. Den nye udsigt er bedre end den gamle. Under ham, neden for huset, glider surferne under og over bølgerne. Sorte figurer. Det er det, han betaler for. Det er det, han føler sig fortjent til. Et nyt ord i hans liv. Fortjent. Han har fortjent huset. At være her. Også selv om det dårligt kan lade sig gøre, også selv om væggene knap er tørre, vinduerne ikke er tætnede, og mudderet klumper sammen på byggepladsen rundt om bygningen. Han skal bare lige forbi turneringen. Så bliver det nemmere. Så kan han koncentrere sig om at få ordentlige kunder. Og måske, måske, på en god onsdag, behøver han ikke bare at sætte Aaz af og hente ham igen. Måske kan han gå med ind og sidde i Mónicas køkken og få et glas. Måske griner hun og fortæller, at hun kun er venner med danselæreren. Måske siger hun, at ingen kan elske en irriterende franskmand. Måske overvejer hun, at Erhard har taget sig sammen, at en mand kan forandre sig. Stilheden holder nogle øjeblikke endnu, men brydes af en runde begejstrede råb, hele terreroen sitrer af en hidsig energi. Det er mest lokale og en gruppe inkarnerede Lucha-fans fra Gran Canaria. Bagerens støtter. Med hvide streger under øjnene og et stofbanner med ordene El hombre cabra se amasa, Gedemanden bliver æltet. Det er spillefugle og slagsbrødre, fædre med sønner, der løber omkring og vifter med tørklæder. Erhard tæller kun to kvinder blandt publikum. Typisk for de mere professionelle kampe. Oppe bagved, på et lille stykke tribune, overvåget af en sortklædt mand med alpehue, sidder en bleg mand i jakkesæt og hoster i en klud. Han læser en avis, som om han ikke aner, hvad der foregår i rummet, han læser og presser en citron, han holder med gaflen. Gedemanden og Bageren står nu hoved mod hoved som i bro, hænderne arbejder for at gribe bedre fat i bukserne. De spænder alle muskler. Gedemandens ben ligner en håndfuld bambus, bemærker Erhard. Han er nervøs, som om han selv skal ned i terreroen og hjælpe til. For 16

De savnede.indd 16

05/10/16 12.13

en time siden trykkede han alle sine euro ned i hånden på manden ude på parkeringspladsen. Oddsene var faldet. 19 på en sejr til Gedemanden. Mange har væddet på kampen, fortalte manden, inden han skrev 217 på en lap. 217 gange 19. Den stakkel, han bliver mast, tilføjede manden og gav Erhard lappen som kvittering. Erhard ville sige Vi ses, hvis ikke det lød så hoverende. I stedet stak han bare lappen i brystlommen og satte sig indenfor. De to luchadores er i gang. Bageren har Gedemanden oppe at hænge, og det ligner et kast, men den slappe krop smutter ud af grebet, og Gedemanden kommer igen ned med skulderen mod Bagerens skulder, og de står stille og vugger længe. Det er bare en af dagens mange kampe, men Erhard fornemmer et par stykker på stentrapperne, der er mere end almindeligt interesserede i hver lille udvikling, hver lille bevægelse. En mand på forreste række filmer det hele. Gedemanden afværger igen og er næsten ved at få Bageren til at miste balancen. En eller anden griner højt, som om en sejr til Gedemanden er det mest latterlige, han kan forestille sig. Erhard mærker den første perle af sved sejle ned over panden. Han får lyst til en øl, men vil ikke gå nogen steder. Han tør ikke. Så kommer en pludselig bevægelse fra Bageren, en hoftedrejning, og de falder begge to venstreover, og Gedemanden rammer sandet med Bagerens fulde vægt over sig. 1-0. En jordberøring mere, og Gedemanden er ude. De stiller sig op igen. Dommeren sætter dem i gang, og skrigene fra alle sider tager til. Erhard siger ikke noget, men stirrer ned i hånden, hvor han har gemt papirlappen, våd af sved, med de tre tal, næsten udtværede og idiotiske. Bageren går efter at få det hurtigt overstået, han samler Gedemanden op og gør klar til et vrid med højre hånd, erfarent og elegant, der vil sende Gedemanden ud af balance. Det er ikke pænt, men Gedemanden formår at blive stående, som om hans arme er af gummi og kan snos flere gange, før det medfører et skift i kropsvægtens fordeling. Resultatet er, at Bageren så godt som bærer Gedemanden og har adskillige forsøg på at komme af med ham. Det minder om tegnefilmen, hvor Anders And sidder fast i et fluepapir. Gedemanden er en kedelig 17

De savnede.indd 17

05/10/16 12.13

karakter. Han klamrer sig til Bageren og rider rundt i terreroen. Publikum buher og griner. Erhard er næsten ærgerlig over at have væddet på underhunden, 217 euro på den elendige gormeraner. Den store bryder gør mine til at vippe den anden omkuld og bagover ned på ryggen, da en af de tynde fødder sætter i sandet med et stærkt stød og overrumpler Bageren. Han træder bagud for at finde balancen, men Gedemandes fod spænder ben, og Bageren tager et sidste langt og kluntet skridt og vælter om på ryggen uden at kunne tage fra med armene. Sandet flyver til siderne, og Gedemanden næsten rider på maven af sin modstander, inden han selv ruller ned i sandet. Point og 1-1. Det er en skændsel. Pointet er fair, men virker som et bizart uheld. Hvis Bageren lader sig falde med vilje, ryger alle indsatser, det er han sikker på. Næste point skal være mere maskeret. Stemningen i arenaen er ændret. Mænd, der har stået udenfor og røget cigaretter, fordi de regnede med en hurtig sejr til Bageren, kommer løbende ind og råber ophidsede ad hinanden og stirrer ned på deres lister med væddemål. Vaffelsælgeren, en pige i hijab, sendes op på tribunerne af sin chef, der selv sidder på første række, og hun tager en runde, man kan dårligt høre hende sige barquillo gennem sløret, alle vifter hende videre, de vil ikke gå glip af noget. Indtil videre er der ingen, der holder med Gedemanden, men det er sjovere, når den svage modstander bider fra sig. De to brydere læner sig igen frem mod hinanden. Dommeren fløjter dem i gang. De brydes arrigt og firkantet et par gange, stoppes og stiller op igen. Hele sceneriet er ikke til at begribe. De to luchadores’ kropssprog er selvmodsigende. Favoritten virker knust, den undertippede forvirret. Hvis sejren er købt, er det uden Gedemandens vidende. Han slår utilpas med håret og klamrer sig til stoffet i Bagerens shorts, som om det er et håndtag. Bageren er nede i knæ. Få centimeter fra at røre sandet. Rul ham som tærtedej, er der en, der råber bag Erhard. Så vrider han mod højre og får næsten Gedemanden til at tumle sidelæns ud af cirklen. De stiller sig op igen. Publikum er begyndt at rejse sig op. Det sker sjældent. Der er lynchstemning. Gedemanden skal bringes i sandet, og de forlanger det. 18

De savnede.indd 18

05/10/16 12.13

At dømme efter reaktionerne er der måske ti eller tyve, der har sat penge på gormeraneren. De sidder stadig ned og følger kampen uden at trække vejret. Erhard sidder også, rykker hovedet fra side til side for at se mellem de stående, hjertet er tavst og udspilet, mens han prøver at udregne, hvor længe det egentlig vil tage ham at tjene de 200 hjem igen og samtidig finde to måneders husleje. Sommerperioden kan blive god, fordi der er flere penge på øen, og flere, der har råd til at bruge en som ham til at få løst et problem. Sidste sommer var god. Men på det tidspunkt boede han stadig i Majanicho og havde færre udgifter. Han havde fået en god opgave for et af hotellerne og tjente mere end 700 euro i både juli og august. Han kan ikke være sikker på, at det bliver sådan igen, han kan kun håbe. Gedemanden er næsten oppe at stå på tæerne, men dommeren udstøder et stift fløjt, og de slipper hinanden. Bageren venter på midten, mens den splejsede modstander ordner sin polotrøje, der sidder helt oppe om brystet, shortsene, der er gået op i snoren, og håret. Så er det nu. De har en lang stilstand, næsten som om de ikke har hørt dommerens fløjt. Eller som om de taler lavmælt sammen om de næste par træk. Et aftalt spil. Så eksploderer Bageren i en bevægelse fremad, og Gedemanden følger villigt med, mens han dirigerer dem mod venstre, op langs cirklens sorte streg. Det må ende om lidt, når Bageren får overtaget og hamrer den anden mod det flade, åbne stykke i midten af terreroen. Dommeren lægger an til et brud, men pludselig slår Gedemanden benet mod venstre og fører Bageren med hans egen kraft ned, ned, ned. I et øjeblik letter Erhard fra bænken, men ser så Bagerens fod stemme imod, og en hånd, der ruller Gedemanden over knæet og fører ham med et knasende bump ned i sandet. Tribunerne vrider sig af lettelse. Et råb uden ejermænd drukner dommerens kommentarer, men oppe på måltavlen vipper en ung fyr pointet over. 2-1. Erhard krøller sin seddel i hånden. Han mærker nu, hvor sulten han hele tiden har været. Han har ikke en eneste euro tilbage. Han må spise fisk fra havet. Ligesom dengang han boede i hulen og slog krabber og 19

De savnede.indd 19

05/10/16 12.13

fisk mod stenene og ristede dem over bålet. Han har håbet på en ny start, men det er nærmere en dårlig. Måske kan han få sine 20 euro tilbage fra den løgnagtige tobakshandler.

De savnede.indd 20

05/10/16 12.13

2. Le Bagagebåndet er tomt. Alle er gået. På nær autografjægeren bag planten ved toiletterne. Der er altid en autografjæger. En skeløjet pige med bøllehat. En forkølet mand i slidte kondisko. Åh, er det dig? Står du her og venter? Kom med, jeg giver en kop kaffe. Sådan er hun begyndt at sige. Sådan har hun lært at sige. Hver fan tæller. Hun kniber øjnene sammen og ser over mod planten, hvor skikkelsen kryber sammen, gemmer sig under en rød hættetrøje. Le er allerede træt af lyset. Lyset gennem de store vinduer over bagagebåndene. Hvis ikke det var for den skide bagage, var hun skredet for længst. Hun har lyst til at skabe sig. At lave en scene. Hvordan helvede kan den overhovedet forsvinde? Stod der ikke VIP med kæmpe bogstaver over det hele på den kuffert? Men hun gør det ikke. Skaber sig. Det ville ikke se godt ud. I stedet vifter hun ad en kvinde bag en skranke langt væk. Gør noget, inden jeg bider hovedet af dig, grisefjæs. Det er Vic, der burde tage sig af den slags. Det er Vic, der skal rydde vejen. Men siden prøvefilmningen har den lille svensker været utilregnelig. Og humørsyg. Le måtte selv bede tv-holdet om at skynde sig udenfor og gøre klar til øjeblikket, hvor hun triller ud af lufthavnen. Scenen, hvor hun ankommer til øen. Det er tredive år siden sidst, men lugten, luften er den samme, siger hun og bryder i gråd. På nær at luften ikke er den samme. På nær at hun ikke kan lugte en skid. På nær at hun står herinde og venter på sin kuffert. Hun går frem til de pudrede næser bag skranken. De er urolige, det er sådan folk reagerer på hende. De kan se, at hun får tingene, som hun vil have dem. Mit tv-hold venter mig. Jeg skal bruge min kuffert. Den er 21

De savnede.indd 21

05/10/16 12.13

væk. Hun vil have dem til at taste på deres oldtidscomputere og ringe til København på deres motorola-mobiler og finde den kuffert. Nu. Den ene kvinde, en gammel, sur kælling, stirrer først længe på hende. Le må sige Hallo, inden kællingen lægger an til en forklaring, men en glat type med åben skjorte og cowboystøvler lægger en hånd på kællingen, så hun holder mund. Han ligner en gardinsælger. – Señora Berner, siger gardinsælgeren. – Lad os gå herind. Han fører Le ind på et køligt kontor, hvor hun får vand og chokolade, endda kaffe i en kop med en Facebook-tommeltot på. Så lukker han døren og sætter sig over for hende, ser ned i bordet, mens han taler. Som så mange mænd. – Forestil dig, at vi fandt en kuffert. Vi undersøger den. Den tilhører en kendt dansker. En kreativ sjæl, en kunstner, siger man. En stjerne. Dem kan vi godt lide, sådan er vi. Men vi kan ikke gøre forskel, vi må behandle alle ens. Hun ser på gardinsælgeren, der stadig ikke ser på hende. – Vi er en del af Europa, men vi vil ikke være en del af Europa, Europa har sine egne problemer, dem vil vi ikke have her. Vi er et lille samfund. Vi skal passe på hinanden. Vi har intet imod folk, der er anderledes, alle er velkomne her, så længe de overholder spillets regler. Forstår du? – Nej, siger Le. Han drejer computerskærmen. Den viser et farvestrålende billede af en kuffert. Hun forstår intet af det, hun ser på skærmen. Han drejer den tilbage. – Lufthavnspolitiet har en hund, siger gardinsælgeren. – Den hedder Spinoza, en hvid golden retriever. Sæt ham ved siden af en bunke kufferter, og han kan lugte sprængstof, cannabis, kokain, heroin, de siger endda, han kan finde trøfler og dyreskeletter. Le kan godt høre, hvor han er på vej hen. – Og så kan han lugte benzodiazepin. 10 mg. Også selv om de ligger i en forkert dåse. – Jeg ved ikke, hvad du taler om, siger Le. Gardinsælgeren griner. – Lad mig gøre det klart. Han ser på hende 22

De savnede.indd 22

05/10/16 12.13

for første gang. Han undersøger hendes ansigt. Ser på læberne, ser på hendes mund, ser på øjnene. – Du er ikke velkommen. Du bliver aldrig velkommen. Vi kan ikke lide din slags. Vi kan ikke lide, at du kommer og snuser rundt, at du laver ballade. Hvis ikke du var kendt, hvis ikke du havde dit eget tv-hold, ville jeg smide dig i detentionen. Men det ser ikke godt ud for nogen af os, señora Berner. I stedet er jeg her for at give dig en mulighed. Nemlig at du rejser hjem. Med det næste fly. Tro mig, du ønsker ikke at være her. Le rejser sig. – Når I finder min kuffert, kan I sende den til mit hotel. Hvis jeg hurtigt får min kuffert, lader jeg være med at fortælle nogen om det lort, jeg lige har lagt øre til. – Du kan ikke gå. Han kommer rundt om bordet. – Forstår du overhovedet, hvem jeg er? siger Le. – Jeg forstår udmærket, hvem du er, siger gardinsælgeren. Hans lange fingre griber hendes smykke. – Du er ballade, ligesom din far. Led du bare efter ham, han er ikke så nem at finde. Men jeg kan love dig, at du ikke bliver glad for det, du finder. Der går et øjeblik, inden hun forstår, hvad han siger. – Fuck dig, siger hun og river smykket ud af hånden på ham og går ud af kontoret og forbi skrankerne, hvor damerne hvisker efter hende. Personen bag planten træder endelig frem og vil fotografere hende, have hendes autograf. Han kryber sammen, da hun ser på ham og blotter halsen, som om hun bør sætte tænderne i ham. Men hun skriver bare i hans lille bog. Der er en lugt af syg ræv i nærheden. Hun havde håbet, at den var blevet hjemme i lejligheden, men den er fulgt med. I flyet, i lufthavnen, nu. Det er hendes lugtesans. Siden operationen har lugtesansen været ødelagt. Alt er blandet rundt, intet lugter, som det skal. Syn og lugtesans kører asynkront. Citroner lugter af metal, papir lugter af benzin. I sidste uge på Geranium spiste hun sig gennem en form for terrine, der lugtede af krudt og savsmuld. De andre ved bordet nød det, hun sad og var bange for at eksplodere. Eneste fordel er Londons bleer, som han stadig ikke kan slippe, takket være sin far, hun giver gerne Timme skylden for den slags, bleerne lugter af græs, viskelæder. Le går ud ad svingdøren og gør klar til optagelse. Det forbandede lys. 23

De savnede.indd 23

05/10/16 12.13

Hun trækker solbrillerne ned over øjnene og trækker op i patterne. Det er tredive år siden sidst, men hun husker det ikke sådan. Hun husker slet ikke varmen. Måske kan man ikke huske varme. Det er umuligt for en krop at huske sådan en irriterende varme. Tv-holdet er ikke i nærheden. Hun ser rundt og finder dem på den anden side af taxaholdepladsen, de kravler ind og ud af udlejningsbilen, et monstrum af en minibus. Vic, den svenske producer i sine små shorts med røde, slidte knæ som en hestepige. Og den norske kameramand, Magne, der havde sovet med åben mund og nakkestøtte hele vejen fra London. Uden for bygningen læsser unge mænd store tasker på taget af taxaer. Det er surfboards i skrigende farver. At dømme efter accenten er de fra en surfskole i Sydafrika eller noget i den stil. Måske Australien. Hvide, ikke-amerikanske drengerøve med et skær af pot og porno i øjnene. En af dem stopper og ser efter hende, råber efter hende. – Glem det, du er ikke min smag, siger hun og går ud af skyggen og mærker solen brænde. Bare den ikke ødelægger hårfarven, der har kostet hende 4000. – Jeg sagde, I skulle filme mig, når jeg kom ud, siger Le, da hun er næsten henne ved minibussen. – Beklager, Lene, det passede ikke ind, siger Vic. Le hader at blive kaldt Lene. – Vi kan også bare filme dig nu, siger nordmanden og skifter en hel tone i en sætning, hvilket får ham til at lyde fuld, selv om han sikkert aldrig rører alkohol. – Nu er det for sent, Fleksnes, siger Le. – Du kan gå ind og komme ud igen, siger nordmanden. – Den lufthavn er fucked, siger Le. Desuden er hun for svedig, for utilpas. – Og hvad med kufferten? Kommer den i morgen? Vic ser ud, som om hun allerede er ved at planlægge et eller andet. – De sender den til hotellet, siger Le og sætter ind på bagsædet. – Tænd for aircon. Og sluk radioen, diskanten er latterlig. De lukker dørene, nordmanden tænder minibussen. Endelig går airconditionen i gang. Bilen tikker og ruller ud af lufthavnsområdet. 24

De savnede.indd 24

05/10/16 12.13

Alt er gult og gråt støv. – Det kommer blive kæmpegode billeder, siger nordmanden, da de kører forbi en forladt tankstation, et skilt med støv på, en mand, der har rullet sin bil ind langs vejen og sælger tomater og oliven fra et lille bord. – Jeg sidder ved poolen. Med et badehåndklæde eller et eller andet. Der er vel pool? Med vådt hår. Du spørger mig, hvordan det er at være tilbage. – Tilbage? spørger Vic. – Vi var her på ferie i 1985. – Det har du ikke sagt noget om. Eller din mor. Svenskerens klang forsvinder. – Min mor kan ikke huske det. Jeg kan huske det. De bumler ud på landevejen og ind over bjergene. – Sluk radioen, siger hun. Magne ser tilbage mod Le. – Det har jeg gjort. Han siger jort. Det er noget af det, der får nordmænd til at virke useriøse. – Vi venter til i morgen. Du er udkørt, siger Vic. – Jeg har det fantastisk, siger Le. – Det bliver mørkt 20.30, siger Vic. – Jeg er her ikke for at holde ferie, siger Le. Vic ser på kameramanden, der kører bilen. – Vi skal bruge halvanden time. Kan du nå at stille op, Magne? Nordmanden siger ja ja og taler om øen, lyset. De er kørt ind i et område, der ligner en ørken. Vejen forsvinder næsten i sand. Det går op for Le, at det er her, han er flygtet til. Af alle steder er det denne ø, dette mislykkede paradis af sand og sten.

De savnede.indd 25

05/10/16 12.13

3. Erhard I rundkørslen ved Calle Cervantes kører han en tur mere rundt. Han ser de hjemmelavede træskilte med reklamer for færgerne til Santa Cruz, Las Palmas, San Sebastián. Måske er det nu, han gør det. Starter forfra. Igen. Det tredje liv. La Gomera for 150 euro. Et nyt gemmested. Med mulighed for at undgå alt det, der gik galt i første og andet forsøg. Det ser så let ud. Et lille vip med rattet, og han er halvvejs. Ikke mere frygt for at blive overrasket af Palabras, ikke mere hårdt arbejde for at betale huslejen. Det eneste, der dukker op i hovedet på ham, er Mónica. Mónicas lange fingre og røde negle på et glas vin, en finger, der kører rundt og rundt på kanten af glasset til en hylende tone, mens han suser forbi skiltene mod La Gomera. Skal, skal ikke, skal, skal ikke. Han tjekker bakspejlet og ser en smadret 2CV med to surfere og en høj hund. Og fortsætter nordpå. Han er nødt til at give det en chance mere, han kan ikke stikke af igen. Han fortsætter op ad FV-2, en sort løber gennem landskabet, smukt asfalteret og brandvarm, så gekkoerne sover i vejkanten. Han passerer Puerto del Rosario og overvejer alvorligt at køre forbi tobakshandleren, men ved, at det ikke vil føre til noget. En stor losseplads er opstået nord for byen, hvor der engang lå en tankstation. En eller anden tager imod frysere, køleskabe og komfurer fra hele Europa og Afrika og har placeret dem i rækker som brikker i et spil, inden de pilles fra hinanden og omsmeltes til foliebakker. Det er den slags, man tjener penge på i dag. Inden Dynerne drejer han østpå og ud mod vandet, hvor Miza har en lille café for enden af grusvejen. Her plejer han at få øens bedste kaffe og tage et hurtigt bad i skuret ved vandet. Men Mizas mand, Aristide, døde af lungekræft for syv måneder siden, og stemningen er ikke den 26

De savnede.indd 26

05/10/16 12.13

samme og kaffen ikke længere den bedste. I dag håber han på, at en opgave kan dukke op. Han parkerer bag en støvet stationcar og sætter sig ved det lille bord med udsigt til fiskerlejet. Mågerne er væk i år. De har været en plage i mange år, men nu savner man næsten deres skrig og ivrighed. Miza sover dårligt, kan Erhard se, men siger ikke noget. Der sidder en gruppe mænd ved et af de andre borde, og kusinen Salma er over dem og griner begejstret. Hun vil servere tequilaer, men de vil ikke have dem. Vi har lovet chefen, vi ikke fester i dag, siger den ene med australsk accent. Kusinen hører det mere som en invitation og farer ud i køkkenet for at finde små glas. Inden hun er tilbage, har de lagt pengene under askebægeret og er gået ud til minibussen. – De er nok med i worldcuppen, siger kusinen og begynder at forklare Erhard, hvad hun mener. Hun ved, Erhard ikke ser nyheder. Han har dog hørt om windsurfingmesterskaberne, alligevel lader han, som om det hele er nyt for ham. For hende handler det mest om alle mændene, der pludselig er på øen. Miza beder hende om at tale om noget andet, mens Erhard er på besøg. – Hvordan kan du ikke følge med? Øen bliver jo oversvømmet af afrikanere, inden du når at opdage det. Det er et af kusinens sædvanlige emner. – Miza, fortæl ham, hvad der skete forleden. Miza fortæller uden entusiasme om en træbåd, der gik i land nogle kilometer syd for Alapaqa for to uger siden. – De sad nogle og fyrre mennesker i den lille båd, afbryder kusinen. – De sad åbenbart i lag oven på hinanden. Ti druknede, inden de kom i land. To af dem nåede herhen. Og stod og tiggede om mad ude bagved. Erhard ser på Miza. – Det er rigtigt. Inden politiet nåede frem, var flere af dem løbet ind i landet og havde gemt sig. Men det er jo svært heroppe. Der er ikke så mange steder at gemme sig. – Så hvad gjorde I? Gemte I dem? – Nej, for fanden, siger kusinen. – Miza ville give dem mad, den naive tosse. Det hjælper jo ikke ligefrem. – Den ene havde et lille barn på armen. Dem gav jeg mad. Jeg nåede ikke andet. 27

De savnede.indd 27

05/10/16 12.13

– Så kom CRA. Med skriggule veste og udrykning og det hele. Den ene af dem ville løbe igen, men han var svag og kom ikke så langt. De fik ham ned at ligge og ind i en stor bil. – Det var forfærdeligt, siger Miza. – Ja, de skulle hellere blive derhjemme. Vores forældre var i det mindste inviteret. De kom ikke bare brasende. Det er ikke porten til EU, det her. De får ikke engang noget ud af det, CRA står klar til at tage dem, så snart de sætter sig i bådene, og de ryger direkte over i den der lejr på Costa de Papageyo, og så bliver de smidt hjem igen. Og så er det hele jo lige meget. – Jeg er også selv en slags indvandrer, siger Erhard. – Af den grund er jeg ikke så hård. Alle fortjener en chance. Miza sender ham et tak. – Ja, bare det ikke er her. I Barcelona er de over det hele og åbner tøjbutikker med billigt lortetøj og tager arbejdet fra almindelige mennesker. Der har du nogen, der fortjener at få en chance. Almindelige mennesker, der knokler for at få sig et ordentligt liv. Kaffen er blevet lunken og hård. – Jeg må ind til byen. Erhard rejser sig og roder i lommerne efter penge, der ikke er der. Det har han ikke tænkt over. – Du kan skylde til næste gang, siger Miza. – Find nogle klaverer, du kan stemme. – For nogle år siden havde jeg otte kunder, i år har jeg ingen. En er flyttet tilbage til Spanien, en er død, resten siger, at de klarer det selv. – Og stadig intet nyt fra taxanævnet? – Det er også lige meget, jeg vil ikke køre taxa mere. Jeg hjælper mennesker, det er meget bedre. – Min veninde er stadig tosset efter det, der skete. Men hun er glad for, at det blev opdaget, siger kusinen, da Erhard næsten er ude ad døren. – Fik hun fremkaldt billederne? spørger han. – Det var ikke nødvendigt. Svinet indrømmede. Han smadrede hele lejligheden. Nu bor hun hjemme hos sin tante. Hun tør ikke gå i byen. – Sandheden koster dyrt, siger Erhard.

De savnede.indd 28

05/10/16 12.13

4. Le Suiten ligner noget fra en amerikansk pornofilm. En bryllupssuite uden brudgom. Men med guldspejle, langhårede væg-til-væg-tæpper, et lille springvand på et glasbord. Og en buket roser og en flaske champagne. Med et kysserøv-kort. At your service, any time. Sincerely, the manager. Hun stopper foran vinduerne ud mod balkonen, de er rullet til siden, så hun kan mærke vinden slå til håret. Vandet flimrer hundrede meter under hende. Kun brudt af to flossede øer. Til højre – stranden i blege penselstrøg, stænk af grønne buske og koralfarvede strandparasoller, brændingen oversværmet af eftermiddagens surfere, der forsvinder i bølgerne og dukker op længere ude. De ligner måger om en fiskekutter. Til venstre – ind mod hotellet – begynder solstolene at dukke op, helt frem til kanten af den mintfarvede pool. Le tæller ti-femten mennesker, mest kvinder, i skyggen under de grå palmer. – Jeg tænker på at sidde på stranden, siger Le, da hoteldrengen er gået. – I filmer det bagfra, så jeg sidder og ser ud over havet og bølgerne, måske solnedgangen. – Det bliver et kort interview. Heroppe. Om hvorfor vi er her. Noget af det, vi ikke fik skudt derhjemme. Helt enkelt, siger Vic. – Sagde du ikke, at vi skulle vise den bløde side? Ligesom I gjorde med Morten Olsen. Dér hvor I filmede ude på færgen. Le smider blusen og spænder bh’en op og vrider trusserne ned om knæene. Der er ingen dør til brusenichen, hun træder ind under vandet. Mixer det varme med det kolde, så det nærmest slår hende ud, hun læner sig mod væggen og mærker migrænen klinge af. – Eller Remee. Han fik violiner og hele orkesteret. Det er sådan noget, jeg vil have. Vic ser ud på badeværelset, men vender sig væk. – Det var noget 29

De savnede.indd 29

05/10/16 12.13

andet. I øvrigt blandede Remee sig ikke i, hvordan vi fortalte historien. Hun siger det lavt, som om hun ønsker at Le skal høre det og alligevel ikke høre det. Le slukker for vandet og går ud i tekøkkenet og tager en øl fra køleskabet og tørrer håret, mens hun zapper rundt mellem musikkanalerne uden lyd. Samme poplort på alle kanalerne. – Giv mig mine trusser. Vic tager dem og kaster dem til hende. – Det her er mit program, det er min historie, siger Le. Blusen lugter af anis, tændstikker. – Ikke min fars. Det er mig, der skal videre med mit liv, ikke ham. – Jeg har sagt, at sæson to skal være anderledes. Mere nøgtern. Mere ægte. – Hold nu op, det er jo også iscenesættelse. Tror du ikke, jeg ved det? I vil gerne vise, hvem der er bag Le Lupus, og jeg vil vise, at jeg ikke er et offer for nogen. At jeg selv har skabt den, jeg er. Det er historien, det er det, danskerne gerne vil høre. Jeg ved godt, jeg ikke skal blande mig i, hvordan I arbejder. Jeg siger det bare. – Det gør du så alligevel, siger Vic og går hen mod døren. – Jeg får Magne til at stille op nede ved poolen. Jeg bestiller noget skaldyr og noget hvidvin. Og i øvrigt. Jeg talte med lufthavnen. Vi henter din kuffert i morgen. Døren glider i bag hende.

De savnede.indd 30

05/10/16 12.13

234 mm

148 mm

90 mm

52 mm

WYSIWYG

148 mm

90 mm

, IKKE ALLE , ER DER FLYGTES. SKAL FIND

Debutroman om forhutlet detektiv har international klasse. – POLITIKEN

Thomas Rydahl

De savnede

Helt anderledes og meget mere ambitiøs end stakkene af velfærdskrimier. – JYLLANDS-POSTEN

Et fejlfrit, formfuldendt værk. – WEEKENDAVISEN

er en thriller om savn, magt og kærlighed.

Thomas Rydahl skriver helt fantastisk (...) Forfatterhåndværk når det er bedst. – BOGRUMMET.DK ISBN 978-87-400-3448-6

sla

g: h enr ie

t te

S PÆ N D IN G S R O M A N mo

rk.

POLI TI KENS FORLAG