Den danske agent læseprøve

Den danske agent

IBEN ALBINUS

Den danske agent

Spændingsroman

Den danske agent er inspireret af virkelige hændelser i sensommeren 2015. Plot og karakterer er fiktion. God læsning, Iben Albinus

PROLOG STOCKHOLM 2015

August lugtede af sommerens død. Det havde han læst et sted, men kunne ikke huske hvor. Som Göran Wolgers stod på terrassen og betragtede den blanksorte overflade i Skærgården, gav det mening. Solen havde i løbet af dagen fremkaldt dunsten af råd fra bunden, og nu blandede den sig med en sørgelig duft af døende blomster fra haven. For lidt siden var han vågnet fra en døs i sofaen. Efter at han havde talt med landechefen for Irak og Syrien, havde han set en nyhedsudsendelse. Da han slog øjnene op igen, nærmede klokken sig midnat, og på skærmen var nyhederne afløst af et gammelt afsnit af Beck. Og det gik op for ham, at Sofia stadig ikke var kommet hjem fra sit møde inde i byen.

Nyhedernes billeder fra bombardementet af Homs, en mand på knæ med sin døde søn i armene, var gledet med ind i hans drøm og sad i ham som et varsel. Endnu et mareridt om det, de havde gang i dernede. Bestikkelse af Islamisk Stat, hvad fanden havde de tænkt på? Én ting var, at NorCom havde brugt millioner af dollars på at etablere telemaster i Levanten, men var der virkelig ikke anden måde at redde forretningen på?

I telefonen havde landechefen forsvaret beslutningen. Det var ikke nogen overraskelse. For hvad var alternativet? At opgive de tele­

master, de havde investeret i? Han rystede på hovedet, selv om der ikke var nogen til at se det. Wolgers havde måttet love at allokere endnu en halv million svenske kroner til formålet gennem det jordanske skuffeselskab. Han skød tanken om bestikkelsespengene fra sig, situationen var jo løst. Og i virkeligheden var han langt mere bekymret for, hvor hans hustru blev af.

Det andet kunne han trods alt kontrollere.

Sagen med den møgkælling til Sigrid Melin havde efterhånden gjort ham til ekspert i krisehåndtering. God til at spille den angrende CEO i bedste sendetid på Skavlans talkshow.

Jeg vidste skam ikke, at vores kontor i Syrien hjalp diktaturstaten med overvågning.

Han havde sågar fået udarbejdet et etisk kodeks, der nu skulle agere figenblad og dække over en aftale med Islamisk Stat. Han sukkede højlydt. Et sted bag skovbrynet ved siden af grunden satte en koncert af cikader i gang. Ellers var der stille. Og mørkt.

Fra lommen tog han sin mobiltelefon. Stadig ingen beskeder.

Det slog ham, at hun kunne være kommet, mens han stod på terrassen på den modsatte side af villaen, uden at han havde hørt elbilen. Tanken var rarere end forestillingen om, at hun befandt sig i en billig lejlighed et sted inde i Stockholm, nøgen og med gyngende, tunge bryster overskrævs på sin kollega. Matematiklæreren, som hun i månedsvis havde talt om i tide og utide. Indtil hun holdt helt op med at nævne ham. Da han selv for nylig havde spurgt til kollegaen for at teste hende, så hun til siden, som om hendes øjne søgte efter den nærmeste nødudgang.

Wolgers trak glasdørene til terrassen i efter sig. Det gav et klik, da den dobbeltsikrede låsemekanisme faldt i hak.

I stuen på fladskærmen stod kommissær Beck skoleret for sin politimester på grund af en velment ulydighed. Med fjernbetjeningen fik Wolgers scenen til at forsvinde i et lysglimt. Så gik han ud i køkkenet balancerende med brillerne i den ene hånd og sit halvtomme hvidvinsglas i den anden.

Måske stod hendes bil derude.

Det var ikke første gang, han fortrød, at arkitekten havde tegnet villaen, så indkørslen var skjult bag garageanlægget, når man stod i køkkenet. De havde tyverialarm som de fleste af naboerne i velhaverforstaden Danderyd, men det ville være rart med et udsyn. Mere trygt.

Wolgers drak den sidste tår. Efter den ufrivillige lur var hans mund tør, og vinens afrundede syrlighed gjorde godt. Han satte vinglasset i opvaskemaskinen. Husholdersken mødte ind i morgen tidlig, men han syntes om at være direktøren, der selv kunne rydde op efter sig. Der lød et svup, da han satte en messingprop i flasken, og han stillede den halvfyldte Mersault ind i det store amerikanerkøleskab.

I ruden over vasken fik han øje på sig selv. Han var kraftig, trods de mange timer i sejlbåden. Det forbandede stofskifte. Men den tid, han brugte på at få trimmet fuldskægget med de grå stænk, var godt givet ud, og den mørkeblå Armani­T­shirt slankede.

Med hænderne hvilende på køkkenbordets stål stirrede han ud i mørket. Så kunne han ikke lade være. Han gik gennem villaen og skubbede den massive hoveddør op og spejdede ud i indkørslen. Ingen hvid Tesla.

Skulle han skrive og spørge, hvornår hun regnede med at være hjemme? Som om han skulle bruge den information til noget konkret. Nej. Den ydmygelse ville han spare sig selv for. Han var CEO for NorCom, Skandinaviens største teleselskab, havde egenhændigt drevet virksomheden mod det historiske aktiehop, og han krøb kraftedeme ikke for nogen. Ikke engang Sofia.

Problemet måtte tilgås som ethvert andet. Lægge strategi. Komme modstanderen i forkøbet ved at overraske med en konfrontation, men ikke af den aggressive art. Det gjaldt om at være afklaret. Overbærende. Og – hvis hun ikke blev hos ham – klar til at knuse hende.

Wolgers havde lagt brillerne fra sig på bordet ved den ene håndvask for at vaske sit ansigt, da han hørte lyden. Ikke til at tage fejl af. Det knasede i perlegruset udenfor. En uventet varme bredte sig i

hans brystkasse, og det kom bag på ham selv, at han åbenbart havde været så urolig.

I entréen tændte han lys og slog alarmen fra, ventede på hendes skridt i mørket. Sekunderne gik. Han åbnede døren og mærkede den fugtige stentrappe under sine bare fødder. I indkørslen holdt stadig kun hans Volvo. Duggen lagde sig på hans ansigt, og mere nåede Göran Wolgers ikke at registrere, før en skikkelse gled frem fra skyggerne.

“Hvad fanden?!”

Der lød en dump lyd, da jernstangen ramte hans kranie, og en brændende smerte jog gennem siden af hans hoved.

Så blev alt sort.

Et kridhvidt lys blændede ham. Wolgers lukkede øjnene igen. Øm­

heden i hovedet mindede ham om slaget. Det måtte have været en indbrudstyv. Han lindede igen på øjenlågene. Indenfor hans synsvinkel i højre side var nogen ved at gøre en sprøjte klar. Et hospital. Lettelsen skyllede igennem ham. Så mærkede han, at han var våd mellem benene. En lugt af urin rev ham i næseborene. Satans. Han havde pisset i bukserne. Hvad mon de havde stjålet? Han havde jo for helvede ladet døren stå pivåben. Og vidste Sofia, hvor han var? Sofia. Var hun overhovedet kommet hjem? Han måtte tænke klart, men tågen lå stadig som et bedøvende filter over hans bevidsthed. En kvindehånd greb ham om håndleddet og pressede en nål ind i hans vene.

“Av,” udbrød han, idet en refleks fik ham til at rykke armen til sig. Hun svarede ved at tale sagte. Han kunne ikke afkode ordene. Forsøgte at fokusere på sygeplejersken. Det var i det øjeblik, han opdagede, at hendes ansigt var dækket af en sort maske. I det samme hørte han, at hun talte arabisk, og blodet i hans årer frøs. Han ville rejse sig, flygte, men kunne ikke. Han var bundet. Fastgjort til en seng, sin egen seng, med plastikstrips.

Den mørkklædte kvinde, hun var spinkel, så han, begyndte at sprøjte noget ind i hans arm.

“Hvad er det?” Han forsøgte igen at trække den til sig, men manglede kræfter, og hendes stærke fingre holdt ham fast.

Svaret faldt i en nøgtern, nærmest nonchalant tone, som om han burde kende det på forhånd.

“Kalium.”

Göran Wolgers’ hjerte begyndte at hamre, da han forstod, hvem hun var.

“Undskyld,” fik han fremstammet.

“For sent,” sagde hun, og nu kunne man høre på stemmen, at den tilhørte et stort barn.

“Mørket erklærer lysets herlighed.”

T. S. Eliot

KAPITEL 1 BEIRUT

Beirut går i blodet på én, lyder klichéen. Men for Sigrid Melin var der ikke noget overfladisk ved at tage byens famøse kaos til sig. Det var en overlevelsesstrategi.

Hun var på vej til lufthavnen og styrede den beigefarvede Mercedes ind i trafikken på vejnettets hovedpulsåre. En bulet varevogn slingrede faretruende tæt på. Sigrid undveg akkurat en kollision ved at trække mod højre i en sidelæns bue og lægge sig foran en mintgrøn taxa. Den dyttede larmende.

En sikkerhedsrådgiver havde engang advaret hende om, at Beirut var farligere end Damaskus, trods konflikten i nabolandet, der havde raset siden Det Arabiske Forår. At bære håndvåben var lige så naturligt her som at lufte hund i en dansk park. Men hvis man færdedes med omtanke, var det farligste i Beirut trafikken. For en nyankommet ville scenariet på den flersporede vej ligne optagelserne til en katastrofefilm, den slags, hvor et mylder af biler ræser frem for at slippe væk fra zombier. Galskab, det var det ord, der bedst beskrev trafikken i Libanon. Men Sigrid vidste, at der lå psykologi bag. Når et samfund overlod det til sine indbyggere at klare sig selv, måtte de kæmpe sig til den plads, de kunne få.

Det var byens vilde kontraster, der havde fået hende til at forelske sig i Beirut, sådan som det skete for mange. Spisesteder med libane­

sisk mezze ved siden af caféer med drypkaffe og Monocle i magasinstanderne. Moderne bygninger med spejlblanke ruder med ruiner fra borgerkrigen som nabo. De stod stadig med skudhuller og udbombede facader tilvoksede med grønne planter. Overalt i byen hang store, duftende bougainvilleaer i pink. Skraldebunker hobede sig op ved siden af eksklusive designerbutikker. Men det var ikke kontrasterne i sig selv, der fik hende til at føle sig mere hjemme her end i København. Det var libanesernes evne til at finde vej i tilværelsen på næsten umulige betingelser.

Libanon var på mange måde en uduelig stat. Og som Sigrids eget privatliv havde formet sig det sidste halve år, havde hun ikke noget at lade landet høre, hvad det angik. Det var umuligt ikke at elske Beirut. Hun var ikke sikker på, at det samme gjaldt hende selv.

Skiltningen guidede hende den velkendte vej ad afkørslen til Rafik Hariri­lufthavnen. Hundrede meter længere fremme lod Sigrid den underjordiske parkeringskælder opsluge Mercedesen. Hun trådte ud af bilen og nød den lille summen fra låsen. I den blanke bilrude kastede hun et blik på sig selv. Hun var kørt direkte fra et møde med en kilde i et amerikansk korn­ og foderstoffirma. Der forventedes en vis dresscode af handelsrepræsentanten for Danmarks ambassade, den position, der var Sigrids cover her i Beirut. Af samme grund var hun iført en tækkelig mørkegrøn sommerkjole, hvis ærmer trods de 33 grader dækkede halvdelen af hendes fregnede arme. Det rødblonde hår var samlet i nakken i en knold.

Sigrids følelsesliv lå i ruiner, men det var der ingen grund til at skilte med, når hendes eneste søn vendte hjem fra sommerferie i Danmark.

Nogle båse længere nede på parkeringspladsen steg en rank skikkelse ud af en bil, og manden virkede bekendt. Så rystede hun på hovedet af sig selv. Det kunne ikke passe.

Han kunne ikke være her.

Et blik på armbåndsuret fik hende til at dreje rundt på de halvhøje hæle og begive sig mod ankomsthallen.

Tavlen viste, at Victors fly var landet. Om lidt ville hans kobberfarvede hoved dukke op blandt passagererne på vej ud. Det var fire uger siden, hun havde set ham, og det var alt, alt for længe.

Sigrid tvang sig selv til ikke at pace frem og tilbage, men tjekkede i stedet rastløst sin telefon for at se, om han havde forsøgt at tage kontakt. Der var kommet en sms, hvor han meddelte, at han ventede ved bagagen. Hun svarede med et kys. Godt nok var han 19 år og læste Internationale Studier på Det Amerikanske Universitet, men de kitschede emojis slap han ikke for.

Hun så op.

I det samme gik manden fra parkeringskælderen forbi med en kabinekuffert og fik hendes smil til at stivne. Han styrede i retning af rulletrappen op til afgangshallen på etagen ovenover. Umiddelbart var der ikke noget bemærkelsesværdigt ved ham. Mørkhåret og mellemøstlig af udseende, midt i trediverne, af middelhøjde og slank, lignede han de andre arabiske forretningsrejsende, der flokkedes ind og ud af lufthavnen. Han var iført et lyst jakkesæt og brune lædersko. Med den ene hånd trak han den sorte kuffert, i den anden bar han en lædermappe. En enkelt detalje fik ham til at skille sig ud, men den var kun synlig for Sigrid. Hun havde set ham før. Og han burde på ingen måde være her.

“Mor!”

Sigrids hjerte hoppede af glæde. Victor. Hun vendte sig om og spottede sin søn i en grøn T­shirt, der fik hans solbrændte hud og røde hår til at funkle. Med en sportstaske over skulderen kom han gående blandt de andre rejsende ud gennem tolden.

“Hej, skat!” Hun slog armene om ham. I nogle sekunder plejede hun fantasien om, at han stadig var hendes lille dreng, selv om hun med sine 183 cm måtte stå på tæer for at kysse ham på kinden. Som sædvanligt trak han sig først.

“Jeg skal hilse fra far,” sagde han. Sigrid nikkede og håbede, at han ikke ville nævne Andreas, som han sikkert også havde set, mens han var i København. Selvfølgelig skulle han have lov til at se den

mand, der havde været hans stedfar i så mange år, men alene tanken om Andreas fik det til at vende sig i hendes maveregion. Heldigvis begyndte Victor at fortælle om den sejltur, han havde været på med sin biologiske far.

Imens han talte, vendte Sigrids tanker tilbage til manden fra parkeringskælderen. Hendes blik gled over mod rulletrappen i tide til at se den sorte kabinekuffert og de brune lædersko forsvinde ud af syne på vej op mod etagen ovenover.

“Har du nydt at kunne arbejde i fred, mens jeg var hjemme på sommerferie?” spurgte Victor.

Sigrid rystede energisk på hovedet. “Jeg har da savnet dig helt åndssvagt meget.”

Victor lagde hovedet på skrå og blinkesmilede. “Helt sikkert.” Han nikkede ned mod toiletterne i den anden ende af ankomsthallen. “Jeg skal lige derud, venter du her?”

Sigrid nikkede. Så snart Victors lange ben var på vej mod herretoiletterne, satte hun kurs mod rulletrappen.

Hun fandt manden foran check­in­køerne til Middle Eastern Airlines, viftende med et boardingkort og et mørkeblåt pas, hvis libanesiske herkomst kunne kendes på det gyldne cedertræ trykt på forsiden. Sigrids øjne søgte op mod lystavlen over skrankerne. Hun kunne ikke gennemskue, hvilken destination han havde tjekket ind til, men han kom gående fra den højre side, der som regel servicerede rejsende mod Europa.

Hendes mobil ringede. Det var Victor.

“Mor, hvor blev du af?”

Sigrid sluttede sig igen til sin søn i ankomsthallen.

“Jeg er virkelig ked af det, men der er dukket en situation op.”

“Så du skal arbejde?” spurgte Victor. Hans skuffelse var ikke til at tage fejl af, og hun delte den.

Hun tog sin pung frem og gav ham et kreditkort. “Køb, hvad du har lyst til. Forhåbentlig er jeg snart hjemme igen.”

“Får jeg også bilnøglen?” Victor så udfordrende på hende.

“Nice try.” Hun smilede. “Du kan tage en taxa.”

Victor så på hende, rystede på hovedet og himlede. Så gik han mod udgangen.

Skyldfølelsen sved i Sigrids bryst, men den måtte indkapsles der for nu.

Få minutter senere befandt hun sig igen i afgangshallen, hvor hun indhentede manden fra parkeringskælderen. På godt tyve meters afstand fulgte hun ham hen til sikkerhedstjekket, hvor hun fra den anden side af sikkerhedsbåndet kunne se hans fremrykning i køen. Sigrid stak sin hånd i tasken og følte sig frem til den rigtige mobil. Den, der kun havde ét nummer på opkaldslisten og var hendes livline til den libanesiske efterretningstjeneste, ISF. Oberst Aoun svarede med det samme.

“Jeg står i Rafik Hariri og har brug for at følge en målperson gennem Security. Uden en masse drama.”

Et øjeblik var der stille i den anden ende. “Hvad sker der?”

“Kan du få mig ind ved hjælp af dine forbindelser herude? Det dur ikke, at du alarmerer hele beredskabet.”

“Opdaterer du mig senere så?”

“Det er en aftale.”

Ved oberst Aouns mellemkomst og takket være Sigrids lyseblå diplomatpas lukkede en af Hizbollah­militsens sikkerhedsfolk hende igennem uden sikkerhedstjek. Der var ikke tid til at spekulere over, hvad det ville koste hende i tjenester den anden vej. Men hun var blevet lukket igennem personalets korridor. Nu havde hun et forspring.

Sunglass Hut lå overfor udgangen fra sikkerhedsbåndet og med udsyn til tavlen over dagens afgange. Hun placerede sig foran udvalget af sportssolbriller. Mens hun holdt øje, iførte hun sig et par overdimensionerede solbriller og konstaterede, at de ville have klædt Maria Callas bedre. Så meldte en bange anelse sig. Var det overhovedet ham? Havde hun set forkert?

Manden fra parkeringskælderen gik igennem røntgenbuen uden

problemer og samlede sin kabinekuffert op fra båndet. Hjemmevant som en verdensmand, der aldrig havde bestilt andet end at flyve, satte han kursen mod tavlen med destinationer og gates og orienterede sig.

Sigrid fulgte ham på afstand, mens han bestilte noget i espressobaren.

Da han var færdig med sin kaffe, gik han, og ti minutter senere indfandt han sig ved sin gate.

Det var 14.20­flyet til København.

Ved skranken gav han sig til at tale med en stewardesse. At dømme efter hendes smil var det næppe hans kvindesyn, han stod og underholdt hende med. Han kvitterede med et charmerende tandsmil.

Der var ikke længere nogen tvivl om, hvem han var. Det smil ville Sigrid aldrig glemme.

KAPITEL 2

Sigrid havde i hemmelighed arbejdet for Forsvarets Efterretningstjeneste, siden hun under Det Arabiske Forår var taget til Damaskus på en midlertidig udstationering for et skandinavisk teleselskab. Det var fire år og en sommer siden og føltes som en evighed. I mellemtiden havde FE ansat hende som indhenter. Hun havde gennemført tjenestens intensive agenttræning. Den inkluderede skydefærdigheder og betjening af diverse tekniske hjælpemidler, og hun havde tilegnet sig en vis erfaring i felten. I pengeskabet i lejligheden lå hendes Glock­pistol, men for det meste gik spiongerningen ud på at søge informationer og skabe kontakter. I Libanon var hun officielt handelsrådgiver på den danske ambassade. Hendes virkelige opgave var imidlertid at indhente efterretninger om mulige terrortrusler mod Danmark og danske interesser. Det gjorde hun primært gennem det, Sigrid var allerbedst til, nemlig at tale med mennesker. Hun var med andre ord ikke nogen action­heltinde. Var ikke rustet til at anholde nogen, heller ikke den mand, hun i dette øjeblik tog billeder af i smug ved gaten, og som intet havde at gøre på et fly mod København.

I en kortfattet besked skrev hun det navn, hun kendte ham under, og vedhæftede det bedste af de fotos, hun havde taget på afstand. Hun sendte det til sin chef i FE’s hovedkvarter på Kastellet.

Første gang, hun mødte ham, kaldte han sig Walid Sayed. Sigrid lavede humanitært arbejde i grænseregionen mellem Tyrkiet og Syrien. FE’s operative chef havde hvervet hende til at holde øje med flygtninge med yderligtgående holdninger og føre rapport om dem.

Mellem sine ophold i modtagelejrene tog Sigrid en pause fra stanken af affald og – endnu værre – de tusindvis af tragiske skæbner på flugt i grænsebyen Antalya. Den tyrkiske millionby var blevet en slags Syrienskrigens svar på Casablanca i Bogart­filmen. På én gang et frirum fra kampene og samtidig en spionrede, hvor krigskorrespondenter og efterretningstjenester blandede sig med nødhjælpsarbejdere og unge fra store dele af verden, ivrige efter at slutte sig til den frie syriske hærs oprør mod Syriens diktator. Det afspejlede sig sågar i nye forretningsmuligheder. Mannequiner i tøjbutikkernes vinduer var udstyrede med komplette kommandouniformer, flakjakker og sorte ansigtsmasker. På caféer og hoteller vrimlede det med lykkejægere, der tilbød at skaffe fixere på den anden side eller at fragte dem, der kunne betale for det, illegalt over grænsen.

Sigrid hang ud på Özsüt, der under krigen var blevet et samlingspunkt for nyhedskorrespondenter, menneskesmuglere og spioner som hende. Derudover havde stedet intet til fælles med Casablancas

Rick’s Café Américain. Ingen huspianist og ingen runde borde. Men den trendy toetagers tyrkiske café var en guldgrube af efterretninger. Ved bordene sad de store vestlige nyhedsmediers udsendte med deres MacBooks og BlackBerrys, mens nervøse freelancere summede omkring dem i forsøg på at netværke med stjernereporterne. I den periode var Sigrids familie i Danmark. Hun hang for det meste ud og bundede cappuccinoer med de nødhjælpsarbejdere, hun selv skulle forestille at tilhøre.

Det var her, hun havde truffet Walid Sayed. Eller rettere – hendes veninde Barbro havde. Han præsenterede sig med syrisk dialekt. Han var freelancejournalist, så godt ud og var dybt betaget af den lysblonde, svenske nødhjælpsarbejder, som Sigrid kendte fra lejren. Selv havde Sigrid kun mødt ham én gang og kort. Men det, der skete efterfølgende, havde fået hende til at indprente sig hans ansigt.

Nogle uger senere havde han inviteret Barbro ud for tredje gang og betroet hende sin hede drøm om at skære halsen over på alle vantro. Umiddelbart efter var to af hans venner dukket op, et par klamme

typer, der lignede al­Qaeda med uspecificerede grønne uniformer og hvide hovedtørklæder. De havde kommanderet Barbro ned i bagagerummet på en bil, men var så utrænede, at de havde ladet deres fange beholde sin mobil. Hun fik alarmeret Sigrid.

Da bilen nåede et checkpoint, stod en lokal tyrkisk aktionsstyrke klar. Hvad ingen af kidnapperne vidste, var, at den svenske kvindes veninde var FE­agent.

Det var tre år siden. Walid Sayed så naturligvis ældre ud i beige jakke og bukser, kortklippet og nybarberet, men hun havde ikke haft problemer med at genkende ham. Desuden var det præcis det, der var Sigrids arbejde. Manden var jihadist, og hans ansigt figurerede på hendes mentale opslagstavle side om side med mere end hundrede andre af hans overbevisning og islamistiske trosretning. Hun havde memoreret deres træk ved hjælp af de teknikker, som FE havde trænet hende i.

Men hvorfor stod en glatbarberet jihadist i jakkesæt og flirtede med en stewardesse på vej ind i et fly til København?

Endelig kom der svar fra Olav Lindhardt, hendes chef i FE. Han opdaterede hende på, hvordan København var i færd med at tage højde for Sayeds besøg. FE’s kolleger i Politiets Efterretningstjeneste havde fået Sigrids meddelelse om, at der var en kendt jihadist på vej til lufthavnen i Kastrup. Og at hun selv ville følge efter ham.

“Kan du tale?” skrev han.

Sigrid svarede bekræftende og trak sig længere væk fra gaten og hen mod en kiosk, hvor hun gav sig til at betragte de glitrede forsider på magasiner og modeblade. Sandsynligheden for, at Sayed genkendte hende, var forsvindende lille, men alligevel.

Olav ringede hende op. “Vi har været i kontakt med Middle Eastern Airlines. Der er ingen Walid Sayed på passagerlisten,” sagde han.

“Fuck.”

“Ifølge passagerlisten skulle det være en Abdel Nizar. Han har søgt visum på en invitation fra en eller anden ngo på Amager, der arbejder med Mellemøsten. PET har tjekket det på ambassaden. Det stemmer.”

“Hvilken nationalitet?”

“Libaneser.”

“Det har han sgu aldrig været. Hvad har vi på ham?”

“For at være helt ærlig – ingenting. Kun det foto, du har taget af ham. Han er ikke i nogen af vores databaser. Vi har sendt fotoet til Europol, men ikke fået svar endnu. Vi tager dit ord for det.” Hun kunne høre, at han tog en dyb indånding. “Der er til gengæld delte meninger om, hvorvidt du burde have slået alarm til libaneserne.” Olav var ud over at være Sigrids chef leder af Mellemøsten­kontoret og en af FE’s vigtigste kontakter til Politiets Efterretningstjeneste. Når han sagde sådan, betød det, at PET syntes, hun havde vurderet situationen forkert.

“Jeg slog ikke alarm, man gjorde mig en tjeneste. Ville de hellere have haft, at jeg slap ham af syne?”

Der var stille et øjeblik.

“Har I skaffet mig en billet?” Hun måtte give Victor besked om, at hun først kom tilbage i morgen.

“Ja, du sidder på 27F. Han sidder på 03A.”

“Business? Han er da ikke ked af det. Tager de ham i Kastrup?”

“Nej.” Olavs stemme ændrede toneleje, sikkert i forventning om, at svaret ville frustrere hende. “Ingen store armbevægelser.”

“Tør de virkelig det?” Sigrid lænede sig bagud og sikrede sig, at MEA­flyet til København ikke var begyndt at boarde. Walid Sayeds blanksorte baghoved stak stadig op bag en af loungestolene.

“Du ved, hvordan det er. De må tage en kendt jihadist som ham bare for at sætte fod på dansk jord. Men de kan ikke knalde ham på noget, hvis han ikke har gjort noget.”

Sigrid bandede for sig selv. Hun kendte alt til det traume, PET havde fra Glostrupsagen, hvor seks terrorister gik fri, fordi de tog dem for tidligt og ikke kunne bevise deres hensigter.

Som om han kunne høre hendes tanker, fortsatte Olav: “Jeg fortalte, hvad du havde sagt om ham. Og hvad din anbefaling var. Tag

ham, før han kan nå at gøre skade i København. Men det er PET’s game. De vil have beviser, så han kan retsforfølges.”

“Så vi følger på afstand?”

“Ikke dig, Sigrid. De følger efter ham. Du ved sgu godt, at FE ikke må operere på dansk jord. Og som du selv har påpeget, så har han set dig før.” Han rømmede sig. “Så du holder afstand. Og du lader PET overtage, så snart I sætter fødder på dansk jord.”

Sigrid så det for sig. Hvis Walid Sayed var gået under radaren – til trods for, at han havde været arresteret af tyrkernes efterretningstjeneste – så var han blevet mere kompetent siden det mislykkede kidnapningsforsøg i Tyrkiet. PET’s observationsstyrke havde intet andet på ham end hendes kornede mobilfoto. Det var ikke svært at få øje på et worst­case scenario, hvor Sayed slap fra dem.

“Sigrid? Du overlader det til PET, er vi enige?”

Forude begyndte køen til gaten at røre på sig. Manden, hun kendte som Walid Sayed, rejste sig og hankede op i sin kuffert. Sigrid forlod sit skjul bag kioskens magasinhylder.

“Selvfølgelig.”

“Godt så. Kom ind forbi Kastellet, når du er landet, O.k.?” Olav lød lettet.

Det var lykkedes hende at lyve overbevisende. Han havde selv lært hende det.

KAPITEL 3

KØBENHAVN

På trappen ned til landingsbanen genkendte Sigrid duften af den danske sommeraften og skuttede sig. 23 grader og optræk til regn. Et stik i hjertet mindede hende om, at hun burde sidde på den overdækkede balkon i sin lejlighed og lytte til Victor fortælle om sin sommerferie over et glas hvidvin. Hun havde ikke sat sine ben i Danmark siden den dag, hendes kærlighedsliv faldt fra hinanden. Det var 107 dage siden. Hun lo tørt af sig selv.

Hvem var så ynkelig at tælle dagene, fra deres ægtefælle havde meddelt, at det var slut?

Der var heldigvis ingen lufthavnsbus, men blot få meter til indgangen. Hun sikrede sig, at Sayed var forude, og fulgtes ind i lufthavnen med bagtroppen, mens hun iagttog hans ryg.

Sigrid tog mentale noter. Kabinekufferten rullede hurtigt gennem C­fingeren. Paskontrollen? Ingen rysten på hånden. Politimanden gengældte ikke Sayeds smil, men vinkede ham gennem efter at have tjekket hans pas. Bagagebånd? Intet at hente der. Noget at fortolde? Nej. Sayed blev alligevel vinket ind til siden i tolden, og

Sigrid holdt vejret på afstand. En gråhåret dame bar hans kuffert ud i et baglokale. Ikke just en gennemsnitlig PET­medarbejder, men

Sigrid vidste, at kvinden derude bagved registrerede alt ned til mind­

ste detalje, og at hun inspicerede kufferten for ethvert potentielt hemmeligt hulrum.

Mobilen i Sigrids taske brummede.

“Melin?”

“Vi har ikke fundet noget. Vi bliver på ham. Tak for din indsats.” Ti meter fra Sigrid stod en mand i jeans, blazer og hyttesko med en weekendtaske over skulderen og en mobil ved øret. Han kastede et sigende blik på hende. Hun nikkede let til PET­fyren, som hun havde mødt før. Navid Boniadi hed han.

“Det er modtaget,” sagde hun.

Sayed tog imod sin kuffert igen med et smil, men Sigrid anede noget nedladende i hans attitude. Den gråhårede dame lod sig ikke mærke med det. Så styrede Sayed målrettet videre mod ankomsthallen, hvor han holdt kursen ligeud. Mod metroen.

Hun trykkede genopkald på det nummer, der kort forinden havde ringet hende op. “Navid?”

“Ja?” PET­manden gik nogle meter foran hende, og hun kunne regne ud, at tjenesten allerede havde et observationshold, OBS’erne, positioneret ved metroens perron.

“Jeg følger ham også. Jeg kender ham.”

“Det er vist ikke aftalen?”

“Jeg har lige fået nye ordrer.” Hvad var det, man sagde? Det var lettere at få tilgivelse end at få tilladelse. Og hun ville med på den her skygning, om hun så skulle lyve sig til det.

“O.k. Du hører fra mig. Bliv i bagerste position,” svarede Navid. Sigrid klemte sig ind i sidste øjeblik, inden dørene gled i. Sayed befandt sig to vognled længere fremme i den lange, åbne togstamme. Han sad alene ud mod gangen med kabinekufferten ved siden af sig og mappen på skødet.

På stationen i Tårnby blev M2 mod Vanløse fyldt med teenagere. To drenge og en pige slog sig ned omkring Sayed, der smilende gjorde plads til, at en fjerde pige kunne sætte sig på skødet af sin veninde.

De var i sommertøj, men havde sweatre eller hoodies bundet om skuldrene og slæbte på klirrende poser.

Sigrid kunne ikke høre, hvad de talte om, men pigen på skødet af veninden fiskede sin mobil frem og ledte efter noget. Da hun havde fundet det, holdt hun mobilen op for Sayed, og en melodi strømmede ud af den. Stemmen og melodien lød bekendt, men de sad for langt væk til, at Sigrid kunne tyde teksten. En af de unge fyre distribuerede øl fra plastikposen, og der blev skålet. Sayed takkede nej, da han blev budt, men fortsatte med at tale indsmigrende med de unge.

Sigrid spejdede rundt uden at bevæge hovedet, nysgerrig på, om hun kunne spotte OBS’erne. Valget faldt på tre af metroens passagerer, foruden Navid, der holdt i stangen ved dørene et vognled efter Sayeds. En mand omkring de 60 med tilbagestrøget gråt hår og fyldte Lego­poser i hænderne. En kvinde i 20’erne med billige orange hovedtelefoner, højtaljede shorts og Buffalo­sneakers, der tilføjede mindst fem centimeter til hendes lave højde. Sidstnævnte var Sigrid

sikker på, for hun havde deltaget i et møde hos FE på Kastellet engang. I alt talte Sigrid mindst fire kolleger fra PET.

I dette øjeblik var PET­folk i færd med at støvsuge samtlige hotellers gæstelister i hovedstadsregionen efter en booking i Abdel Nizar eller Walid Sayeds navn, men så længe ingen vidste, hvor han skulle hen, tog de ingen chancer. Hver gang togvognene gearede ned, og dørene gik op med et sug fra hydraulikken, spændtes enhver muskel i Sigrids krop.

Ved Kongens Nytorv rejste han sig. Sigrid gled ud efter ham i strømmen af mennesker, der stod ud. Det var holdt op med at regne, og aftensolen lunede. Den gamle plads var skjult under metrobyggeri, men omkring den lå en myriade af potentielle terrormål. Nyhavn, hvor hundredvis af letpåklædte cafégæster ville sidde lige nu og nyde en øl eller en vaffelis i den tidlige aftensol. Magasin med sine fem etagers shoppemekka, der sikkert holdt længe åbent af hensyn til krydstogtskibene. Strøget og de mange fortovsrestauranter i sidegaderne, hvor københavnere og turister stod i kø til udendørsserve­

ring. Var det i det mindste blevet ved med at regne, ville der have været færre mennesker på gaden.

Hun bemærkede, at gruppen af teenagere, der havde spillet musik for Sayed, drejede op ad Strøget. Få meter efter dem fulgte Sayed. Pinligt bevidst om, at hun kunne være en risikofaktor for den igangværende operation, holdt Sigrid sig langt bag ham.

Sayed ventede pænt ved lyskurven ved Magasins Torv, og Sigrid standsede på mere end tyve meters afstand. Da han begav sig videre op mod Amagertorv, bed hun mærke i, at han med jævne mellemrum spejlede sig i butiksvinduerne på begge sider af gågaden. Det var næppe et udtryk for forfængelighed, snarere en påmindelse om, at han var trænet i at bemærke, om han blev forfulgt. Sigrids mobil ringede. “Træk ud i sidegaderne. Du er for synlig,” sagde Navid.

Hun lod sig glide ud i en sidegade og fulgte med PET’s observationshold i gågaden parallelt med Strøget, mens hun afventede instruks.

Fem minutter senere tikkede en sms ind: “Målet krydser Rådhuspladsen retning mod HB.”

Sigrids tindinger dunkede i takt med, at nye potentielle terrormål materialiserede sig på hendes indre skærm. Rådhuset? Hovedbanegården? Et tog? For fanden da også. Det var mere end fem timer siden, Sigrid havde alarmeret FE og PET. Hvorfor havde de ikke fundet mere på ham endnu?

Hun krydsede Vester Voldgade og småløb ind over Rådhuspladsen. I lyskrydset på vej over Vesterbrogade spottede hun den unge pige med de orange hovedtelefoner. Hendes ansigt var fortrukket i sammenbidt koncentration.

Sigrids mobil ringede igen.

“Han forsvandt for os. I retning mod Hovedbanen. Vi har en formodning om, at han er på vej ind på Hovedbanen. Vi har folk ved alle afgange,” sagde Navid.

“Satans.” Sigrid tog sig til knæene, pustede ud et sekund. Sveden

piblede ned ad hendes overkrop under sommerkjolen trods den kølige aften. At løbe spidsrod i højhælede sko mellem turister og festglade unge københavnere klumpet sammen i lange køer foran Tivolis hovedindgang først på aftenen en fredag var anstrengende på en anden måde end de daglige kilometer på løbebåndet i gæsteværelset derhjemme.

PET­kollegaens stemme lød igen i mobilen. “Du har fulgt ham hele vejen, har du set noget, der indikerer, hvor han skal hen? Tænk!”

Sigrid snurrede et kort sekund rundt om sig selv. Hun var nået til det vestlige hjørne af Tivoli. En pludselig fornemmelse af, at Sayed sad bag de spejlblanke ruder inde på Hard Rock Café og grinede af hende, fik hende til at bide tænderne sammen. Hun skannede karréen. Overfor Hovedbanegården lå luksushotellet Nimb. Nimb bredte sig mellem gaden og Tivolihaven på en af landets mest prominente adresser, men var ikke en institution som bygningerne ved Kongens Nytorv.

Hotellet havde til huse i et maurisk inspireret eventyrslot, hvis spir og tårne og halvmåneformede vinduesbuer faldt i ét med Tivolis ikonografi. Ud til Bernstorffsgade var hotelsiden nyligt renoveret med arabesk­inspireret mønster i hvid italiensk marmor. Med sine femtusindkroners værelser med udsigt til Tivolis haver med de verdensberømte blomsterbede var det ikke just noget folkeligt samlingspunkt.

En plakat på muren foran Tivoli fangede hendes blik. FREDAGSROCK. Hvilken dato var det i dag?

Pludselig lød melodien fra pigens telefon i metroen for hendes indre. Det gik op for hende, hvem stemmen tilhørte, i samme øjeblik som hendes øjne fandt sangerinden Tina Dickows navn på plakaten. I glimt så hun igen de unge i metroen, plastikposerne med det klirrende indhold, sweatrene bundet om halsen på dem.

Sigrid greb mobilen, returnerede det sidste opkald.

“Han er på Nimb. Målet er koncerten i Tivoli.”

“Hvor sandsynligt er det?”

“Eller, det tror jeg, det er. Hvad er det, I kalder det? ‘Meget sandsynligt’? Det vil jeg vurdere.”

“O.k. Bliv hvor du er. Vi tager den herfra.”

Sigrid nåede ikke at svare, før hendes PET­kollega afbrød. Så måtte han jo også selv om det.

Glasdørene ind til Hotel Nimb gled indbydende til side for Sigrid, da hun trådte indenfor i lobbyen og så sig om efter en mand med blanksort hår og beige jakkesæt.

IBEN ALBINUS er forfatter og manuskriptforfatter. Hun har været med til at skrive flere tv-serier, deriblandt Hvide Sande og Den som dræber. I 2021 udgav hun debutromanen Damaskus, som vandt Det Danske Kriminalakademis debutantpris og var nomineret til Læsernes Bogpris og Blixenprisen. Filmrettighederne til Damaskus er solgt til en tv-serie med Iben Albinus som hovedforfatter.

Sigrid Melin er undercover-agent i Beirut, da hun opdager et terrorplot mod Danmark. Sammen med en tysk kollega, Felix Zobel, følger hun terroristens spor fra Libanons sofistikerede og bundkorrupte finansverden på tværs af Europa til København. Da sporet fører i retning af en dansk IS-kriger, spænder PET imidlertid ben for efterforskningen. Sigrid er sikker på, at efterretningstjenesten skjuler noget. Hun må søge hjælp hos sin far, Carl Rosa, som hun mistede kontakten til som ung. Carl er ny justitsminister og vil gerne hjælpe. Men tør de stole på hinanden? I det samme bryder en historisk flygtningekrise ud og tvinger Carl ud i en storpolitisk konflikt. Uden at vide hvem de kan stole på, må Sigrid og Felix sætte livet på spil for at finde terroristen og afværge et angreb.

DEN DANSKE AGENT er en spændingsroman om frygten for terror og det politiske spil omkring den, men også om fædre og døtre, mødre og sønner, og om kærlighedens kraft i en verden ude af balance. Bogen er en selvstændig fortsættelse af Damaskus

ISBN 978-87-400-5975-5