Det år vi gik til begravelser

DET ÅR VI GIK TIL BEGRAVELSER

Det år vi gik til begravelser.indd 1

03/09/15 13.19

Af samme forfatter Afkom – novellesamling (2007) I dag og i morgen – roman (2008) Skygger – roman (2011)

Det år vi gik til begravelser.indd 2

03/09/15 13.19

HENRIETTE ROSTRUP

Det 책r vi gik til begravelser Roman

POLITIKENS FORLAG

Det 책r vi gik til begravelser.indd 3

03/09/15 13.19

Ah, New York. I was there, and I liked it very much – I said to myself: “Well, I have made this; this is my work.”

Jorge Luis Borges, The Art of Fiction No. 39

Det år vi gik til begravelser.indd 5

03/09/15 13.19

Til min far, Claus Rostrup

Det 책r vi gik til begravelser.indd 7

03/09/15 13.19

Mit navn er Jewel Temper. Det er lige dele Imperiets Juvel og Calamity Jane. Det er mit navn. I virkeligheden hedder jeg naturligvis noget andet. Man bliver ikke døbt Jewel Temper i en familie som min.

Det ĂĽr vi gik til begravelser.indd 9

03/09/15 13.19

Det 책r vi gik til begravelser.indd 10

03/09/15 13.19

Det er sommer, og der er varmt i byen. Luftfugtigheden ligger på 90 procent, temperaturen er omkring 35 grader, og ikke en vind trænger ned i bunden af gaderne i Midtown, hvor byens ældste skyskrabere står. Fortovene bliver spulet hver morgen, og hvis man er heldig at være her på det tidspunkt, giver det en smule lindring. Men nu stiger dampen op i små skyer fra fortovet og blander sig med fugten, der driver af bygningerne.

Min tynde silkekjole, købt i dagens anledning, er gennemblødt på ryggen og under armene. Den er sort af samme årsag. Jeg står uden for restauranten og kigger ind på alle de festklædte mennesker, der står med hvidvin og kanapeer. Folk ser afslappede og glade ud, ingen sveder, kvinderne er tynde med benede arme, hvor sener og blodårer trænger tydeligt frem som små blå motorveje under den lyse hud, hænder og fødder er perfekt manicureret, og ikke et hårstrå sidder skævt.

Jeg får øje på Mia. Hun står i hjørnet og taler animeret med en jakkesætklædt mand. Jeg kan ikke se, hvem han er, han står med ryggen til. Jeg ved, at jeg kun har få sekunder tilbage, hvis jeg skal stikke af, før nogen opdager mig.

Jeg lukker øjnene, stålsætter mig, suger den fugtige luft helt ned i lungerne, trækker den store glasdør op og rammes af den kunstigt afkølede luft. Gåsehuden springer frem på mine arme, og huden bliver isnende kold under svedskjolderne. I midten af lokalet står flere store fotostater med romanens forside. Det er et familiefoto, med de orangebrune farver og den polaroid-kvalitet, der kendetegner alle feriebille11

Det år vi gik til begravelser.indd 11

03/09/15 13.19

der fra halvfjerdserne. På billedet sidder en familie: Faren sidder på havebænken med fuldskæg, ternet skjorte og et drengebarn på det ene knæ. Ved siden af ham sidder en anden dreng. Han læner sig op ad sin mor, der sidder på armlænet, i en storblomstret kjole og med kort sort hår under tørklædet, som hun har bundet om hovedet. De smiler alle sammen til fotografen.

Billedet gør mig vemodig. Det rummer så mange løfter og historier.

Så vender jeg mig om og spejder efter ham, den skæggede far på billedet, selvom jeg godt ved, han ikke er her. Han er blevet for gammel.

Han gider ikke hvidvinsklingklang længere.

Mia får øje på mig, nikker hurtigt og anerkender min tilstedeværelse, så vinker hun diskret, at jeg skal komme over. Jeg smiler, slentrer derover, som om jeg er upåvirket af al virakken. Jeg har prøvet det her utallige gange før. Hvidvin, forfattere, kritikere med højhalsede sweatre, slappe, fugtige håndtryk og en overbevisning om at kunne knække og brække talent eller mangel på samme – alt efter forgodtbefindende.

Jeg rækker Mia hånden, hun trækker mig ind til sig. Hvisker mig i øret med en ånde, der lugter af vodka og tranebærjuice.

“It’s a complete success, honey! Folk elsker den.”

Mia er halvanden meter høj, hendes stemme er hæs af for mange cigaretter og for meget vodka, accenten er Brooklyn-jødisk med en indforstået vrængen, som kun kan opnås af et helt liv blandt brahminerne i Brooklyn Heights. Huden er fregnet og lidt for solbrændt, der er fine furer om munden, hvor læbestiften løber ud i en lille skrøbelig vifte. Håret er høgult og krøllet, og ingen nærer nogen illusioner om, at farven er ægte. Stiletterne er sylespidse, sorte som alt hendes tøj, og står fast plantet på gulvet.

Hun kindkysser og kvidrer, hilser og vinker, konstant på arbejde, men med en evne til at få alle folk til at føle, at hendes aften ikke ville være fuldendt, hvis ikke lige akkurat de var dukket op. Som altid er jeg dybt fascineret. Hun evner noget, jeg ikke kan. Så bøjer hun sig frem mod mig og hvisker: “Go, work the room!” Og jeg gør, som hun siger.

Den første, jeg støder ind i, er bogens redaktør, Benjamin Abram12

Det år vi gik til begravelser.indd 12

03/09/15 13.19

son. Han hilser ivrigt. Vi har ikke mødt hinanden før. Hidtil har vi kun kommunikeret via Mia og mail, og nu kommunikerer han intenst med min udringning, selvom han med jævne mellemrum tager sig selv i det og fanger mit blik med en delvist selvudslettende trækning i mundvigen.

“Man forestiller sig altid, at eremitter er sådan nogle radmagre mænd med langt fedtet skæg og et vildt blik,” siger han og smiler skævt, nærmest lidt forskrækket over sig selv. Jeg ryster på hovedet, forstår ikke, hvor han vil hen. “Ja, du er jo sådan lidt af en eneboer.” Han smiler et smil, der skal forestille at være charmerende. “Man kan aldrig lokke dig med ud at spise frokost, sådan som de andre agenter elsker.

Jeg har skam spurgt Mia, om du virkelig eksisterede, eller om du bare var hendes alias …”, han tøver lidt, “… eller måske mit fantasifoster.”

Han griner højlydt, forbløffet over, at han kan være så forbandet charmerende. Da jeg ikke rigtig reagerer, betragter han det tilsyneladende som en opfordring til at fortsætte. “Jeg vidste slet ikke, at de kunne være så tiltrækkende,” fortsætter han, “altså eremitter, ikke mine fantasifostre. De er altid tiltrækkende.” Han griner højlydt ad sit eget vid og skubber så hornbrillerne op med pegefingeren, retter på kluden i halsen, der skal signalere, at han ikke er en slipsedreng, men derimod en intellektuel fyr, der forstår sine succesforfattere. Jeg gengælder smilet, læner mig frem, giver ham lidt mere kavalergang.

“Jeg vidste slet ikke, at tilsyneladende veluddannede mænd kunne være så åndssvage at høre på.” Så lægger jeg en hånd på hans arm, giver den et lille klem, lukker smilet ned og stiler mod baren. Mias blik møder mit på vejen. Behave, siger det.

Resten af eftermiddagen cirkulerer jeg i yderkredsen af folk, skyller den ene drink efter den anden i mig, hilser smilende på folk, der griber ud efter mig og vil fortælle mig, hvor meget de glæder sig til bogen.

At de er overbevist om, at den går en strålende fremtid i møde. “It’s so original!” De må jo have ret, tænker jeg. I dette lokale står det meste af New Yorks kritikerstand, forlagsredaktører og agenter, journalister fra både Times, Esquire og New Yorker, filmagenter på udkig efter endnu 13

Det år vi gik til begravelser.indd 13

03/09/15 13.19

en Den engelske patient eller Fight Club. Her står både Manolo og Betsy. Muiccia og Giorgio. Jeg har mødt dem alle sammen mange gange før under lignende omstændigheder, men selvom jeg er blevet relativt god til at lade som om, så er det ikke en rolle, jeg befinder mig godt i.

I hjørnet står Nadia Belle og mr. Velazques. Ingen af dem er helt til at genkende i dag. NB har håret sat op i to rottehaler, som hun insisterede på at pynte med indianerbånd, da hun prøvede sit fine tøj i går aftes. Hun har en kjole på fra en af de indiske stofforretninger på Lexington Avenue. Hun har selv valgt stoffet, og mr. V hjalp hende med at sy den. Han er også næsten uigenkendelig i sit elegante mørke jakkesæt. Det er kun den diskrete sorte streg om øjnene, der vidner om hans sande jeg.

De må være kommet midt i al virakken, uden at jeg bemærkede det. NB står med et glas med en kulørt paraply og et sugerør, som hun suger koncentreret i. Uden tvivl en Shirley Temple, noget, som mr. V har lært hende at drikke. Hun har endnu ikke opdaget mig, men kigger rundt på de festklædte mennesker.

Mr. V’s blik strejfer rundt i lokalet, og det er først, da jeg løfter hånden og vinker, at han får øje på mig. Jeg bevæger mig mellem de snakkende og grinende receptionsgæster over mod dem, med mit glas i hånden som et frontværn, hele tiden med blikket låst fast på NB, som endnu ikke har opdaget mig.

Så kommer Mia ind fra højre, med demonstrativt udstrakte arme og cigaretrustne hvin. Hun krammer kortvarigt NB. De står med armene om hinanden i gensidig forståelse af, at den voksne kvinde i virkeligheden ikke særlig godt kan lide børn, men at hun holder af mig og derfor af mit afkom, og at pigen med den indiske kjole grundlæggende synes, at de fleste voksne er åndssvage. Mia slipper hende hurtigt og tager en slurk af sin drink, inden hun rækker hånden frem mod mr. V. Han tager den med indbygget afstand i bevægelsen, stadig ikke helt tryg ved hende efter alle disse år.

Så får vi øjenkontakt, NB og jeg, og hun puffer Mia væk og går over til mig.

14

Det år vi gik til begravelser.indd 14

03/09/15 13.19

“Hej mor,” siger hun. Jeg krammer hende, alt andet er kortvarigt ligegyldigt. Det er kun hendes brystkasse mod min, indtil hun vrider sig i min omfavnelse, og jeg slipper hende. Hun har alt for tidligt vænnet sig af med at blive krammet, og jeg må lide den tort dagligt at blive afvist. Alt er, som det skal være.

“Hvad skal I nu?” spørger jeg, selvom jeg godt ved det. NB har talt om det i flere dage. Mr. V har inviteret hende på Waldorf Astoria til middag. Jeg kysser dem og sender dem ud i byen. Pigen griber mandens hånd, og jeg ser, at de allerede har glemt alt om mig og Shirley Temple.

Jeg går op i baren nærmest glasdørene, bestiller et glas hvidvin og stirrer ud på byen, der drøner forbi udenfor. Den by, jeg har gjort til mit hjem. Folk på vej til og fra møder, travle mennesker med mapper under armen, blander sig med pegende turister med store øjne, der traver op ad gaderne for pludselig med kortet i hånden at indse, at de er gået i den forkerte retning, og hastigt vende om, et kort øjeblik forlegne over, at de så nemt kunne tage fejl. Gule taxaer, der drøner forbi, haster ind til siden, smider folk af, samler andre op, hviner ud i trafikken igen.

Udenfor, lige ved siden af glasdørene, sidder en ældre hjemløs mand. Hans tøj er lurvet, der er hul på albuer og knæ, farverne er smeltet sammen, under skidtet kan man ane nuancer af brunt, blåt og grønt, nu dækket af et skær af gråt. Skægget er langt og fedtet, vokset sammen med håret, der når ned til skuldrene. Han har halvvanter på fingrene, selvom der er hedebølge. Han sad der ikke, da jeg kom. Han må have sat sig for ikke så længe siden for at få et hvil. Eller måske fordi han har tænkt, at receptionens åbenlyst velstående gæster var en potentiel indtægtskilde. Han burde vide, at forfattere og forlagsfolk er en notorisk nærig gruppe, der helst kun drikker, når det er på andres regning. Han læner baghovedet op ad muren og har lukket øjnene. Foran ham står det obligatoriske hvide kaffekrus med de blå striber og græske skrifttegn, som fås i enhver deli her i byen. Låget er pillet af, og nu skvulper det ikke længere af kaffe, men klirrer af småmønter. De fleste 15

Det år vi gik til begravelser.indd 15

03/09/15 13.19

passerer uden at bemærke ham, enkelte smider lidt håndører uden at bøje sig ned, sagtne farten eller forsøge at ramme papkruset. Som når man spytter sit tyggegummi ud og håber, det rammer skraldespanden.

En mand er på vej ind ad glasdørene. Jeg bemærker ham ikke rigtig til at starte med, for idet han læner kroppen frem og med fremstrakt hånd presser døren op, kommer en anden til at sparke til tiggerens papkrus, der vælter, så mønterne står i en kaskade ud over fortovet.

Manden sætter sig på hug ved siden af den hjemløse, og i fællesskab samler de mønterne op. Jeg står stivnet på stedet og stirrer ud på dem.

For et kort sekund fik jeg øjenkontakt med manden.

Han er høj og senet, ansigtet er furet og vejrbidt. Håret er stift som af saltvand, selvom han befinder sig på en gade i New York. Øjnene er ubestemmeligt grønne, ikke som flaskeglas eller dybe oceaner, men som Elbens forurenede flodvand.

Jeg har vendt ryggen til og læner mig ind over baren, da han træder ind. Jeg kan mærke ham, idet han bevæger sig ind i lokalet. Som et mag­netfelt, der tiltrækker sig min opmærksomhed. Han stopper op og orienterer sig, leder efter nogen. Først nu løfter jeg blikket fra min drink, ser hans slanke ryg bagfra, hans nakke, hvor det stride hår er fint og blødt som en babys. Jeg kan ikke slippe ham med blikket. Jeg kvæler impulsen til at gå over og løfte op i skjorten og se, om han stadig har et ar på venstre hofte.

Han vender sig. Mit blik flakker, jeg forsøger at kamuflere, at jeg har stirret, men jeg er for langsom, blikket finder intet sted at lande og vender alt for hurtigt tilbage til hans. Han ser min forvirring, og et smil strammer lidt til i den ene mundvig. Så går han over til mig, fire lange skridt. Han rækker mig hånden, men blikket slipper aldrig mine øjne.

Jeg synker ned mod bunden, sigtbarheden er lig nul, og jeg mister fuldstændig orienteringen. Så tager jeg mig sammen, trækker mig op og lader et skær af manglende genkendelse lægge sig over mit ansigt.

“Kender vi hinanden?” spørger han uden at slippe min hånd.

“Det tror jeg ikke.”

Hans blik viger ikke.

16

Det år vi gik til begravelser.indd 16

03/09/15 13.19

“Du kiggede på mig, som om du kendte mig …” Han lader sætningen svæve og venter på, at jeg samler den op. Men jeg bider ikke på.

“Jeg var bare faldet i staver,” svarer jeg og trækker hånden til mig.

Hans aftryk sidder på min håndflade, som jeg uden at tænke over det begynder at gnide mod kjolestoffet. Han bliver stående og kigger åbenlyst på mig. Jeg kan se, at han kan lide, hvad han ser. Jeg kan også se, at han ikke genkender mig. Mit hjerte slår lidt langsommere, og jeg vender mig demonstrativt for at gribe min taske, der står på baren. Gør mig klar til at gå.

“Kender du forfatteren?” spørger han så.

Jeg nikker. “Ja, men jeg kan ikke se ham lige nu,” siger jeg, delvist i overensstemmelse med sandheden. Jeg får øje på Mia, der er på vej over mod mig. Jeg ved ikke, om jeg skal blive stående eller vende mig om og løbe, før hun når frem. Men det er for sent, de få sekunder, jeg havde til rådighed, er allerede sluppet op, Mia griber ud med sine korte, velplejede fingre, knuger mine hænder.

“Darling, går du allerede?” Jeg nikker uden lyd. Så smiler hun henkastet til manden, der stadig står ved siden af mig. “Scotts nye roman er en instant bestseller. Det er alle enige om, ikke sandt?” Hun nikker til den høje mand. “Men alligevel vil hun ikke blive og fejre det med os? Nu ikke så beskeden, Jewel. Det er jo din fortjeneste.” Blikket viger ikke fra mandens ansigt, som om han er inkluderet i det “os”, og jeg har et kort øjeblik en fornemmelse af ikke helt at vide, hvad der foregår.

Vi ender på en restaurant rundt om hjørnet. Et dunkelt oplyst sted, hvor man spiser crab cakes og clam chowder, drikker øl fra nordøstlige mikrobryggerier og taler med dæmpet stemme. Ud af højtalerne lyder Coltrane, og trods rygeforbud virker stedet som en kulisse i en smådårlig film noir, hvor røgtågerne nægter at forlade stedet. Selskabet består af Mia, Benjamin Abramson, der ikke tør møde mit blik, Bud Monsen, journalist på New Yorker, grunden til, at Mia insisterede på, at jeg tog med, og til sidst manden med saltvandshåret og de grønne 17

Det år vi gik til begravelser.indd 17

03/09/15 13.19

øjne. Han har præsenteret sig. Han er oprindeligt færing, men flyttede til byen allerede som ung mand, på flugt fra fårehold, tåge, fiskeindustri og kulturelt mørke, siger han. Han er journalist, hedder Torfinnur à Nestaybø, blandt venner Tor, det andet er langt og umuligt at sige.

Det er Mia, der har inviteret ham, og det er hende, der spørger ham ud. Jeg har allerede hørt det hele en gang før, for længe siden. Jeg ved, at han normalt ikke dækker den slags begivenheder, og da jeg spørger hende, hvorfor hun har inviteret ham, smiler hun og siger: “Åh ja, han er virkelig lovely, ikke?”

Stemningen er høj, alle taler begejstret i munden på hinanden. Ord som “genial” og “succes” flyver over bordet. Mia har tændt for kontakten, charmer, flirter, med den ældre kvindes overlegne viden om, at det kun er i sjov og uden betydning. Da hun tænder en smøg, og bartenderen kommer over og beder hende om at slukke den, smiler hun så indladende, at hele bordet rødmer. Kun Tor fastholder blikket på hende, og jeg mærker et stik af jalousi.

Jeg konverserer med Bud Monsen og kigger på Tor, når jeg ikke tror, han bemærker det. Monsen er interesseret i interview, vi laver aftaler, nu kører cirkusset. Der er skruet op for klichegeneratoren, og jeg fyrer de intellektuelt kamuflerede floskler af, som jeg er så god til.

Kortvarigt tænker jeg, at jeg har arbejdet med det her for længe. Så skubber jeg tanken væk.

Jeg registrerer, at Tor ser på mig, men jeg kører på autopilot lige nu, kan ikke få billederne ud af hovedet.

Første gang, jeg mødte Tor, var på en bar i East Village. Jeg havde kun boet i New York i kort tid, var ensom og forvirret og vidste ingenting. Som enhver, der ankommer til denne by med diffuse drømme og uden andre planer end ikke at være dér, hvor man oprindeligt stammer fra. Jeg havde på forhånd bestemt mig for, at jeg ikke ville opsøge andre danskere eller skandinaver i byen. Jeg kendte til kolonien af danske kunstnere og kreative, der boede og arbejdede downtown, hang ud i skandinaviske barer med skandinaviske galleriejere og lod sig inter18

Det år vi gik til begravelser.indd 18

03/09/15 13.19

viewe om deres succes til skandinaviske medier. Jeg ville ikke være som dem, ville ikke sidde med et sentimentalt blik og rakke ned på Per Kirkeby og dansk kunst, råbe jantelov og drikke Carlsberg, savne rugbrød og lakridser i et forfængeligt forsøg på at finde min sande identitet i en by, der har opslugt et uendeligt antal nationale identiteter og kogt det ned til New York-suppen, hvor byen er alt, og hverken fortid, nationalitet eller historie betyder noget. Det var netop denne suppe, jeg ønskede at forsvinde i. Når folk spurgte, hvor jeg kom fra, fortalte jeg dem, hvilken bydel jeg boede i.

Jeg havde fremlejet en studiolejlighed på Upper East Side af Sylvia Lim, fremstormende asiatisk-amerikansk investment banker hos J.P. Morgan. Hun havde efterladt en enkeltmands futonseng, en tallerken, et sæt bestik, en kop og en kasserolle. Den første dag i byen gik jeg ned til Frelsens Hær og købte to brune metalklapstole til en dollar stykket, en standerlampe med plisseret skærm og en lille reol til dem af mine yndlingsbøger, jeg havde med hjemmefra. Jeg var nødt til at gå to gange for at få tingene med hjem. Bagefter gik jeg målrettet ned til Whitney Museum og købte to plakater med motiver af henholdsvis Calder og Jasper Johns. Jeg købte også en ny og uplettet notesbog og indviede den samme eftermiddag på den Au Bon Pain-cafe, der lå rundt om hjørnet fra min lejlighed. Der gik to uger, hvor jeg aften efter aften læste mine gamle bøger i standerlampens orange skær, mens jeg kunne høre den dæmpede lyd af mine naboers samtaler og fjernsynsprogrammer, taxaernes dytten, byens udrykningskøretøjer, der drønede forbi ude på 2nd Avenue, og dyrene, der skramlede hen over gårdens affaldscontainere, før jeg gik ned i RadioShack og købte et minianlæg og et firetommers sort-hvidt fjernsyn, som var så lille, at jeg var nødt til at have det liggende på min mave for at kunne skelne sitcom-seriernes personer fra hinanden.

Jeg overgav mig efter elleve lørdage i træk i selskab med minifjernsynet og kakerlakkerne, der i denne bys lejligheder gemmer sig i hjørnerne og kun kryber frem, når lyset er slukket, uanset om man bor i Lower East Sides lejekaserner eller Upper West Sides herskabslejlig19

Det år vi gik til begravelser.indd 19

03/09/15 13.19

heder. Jeg vågnede en morgen og bestemte mig i et sjældent anfald af klarsyn for at blive gode venner med den første person, der talte pænt til mig. Og med det for øje drog jeg beslutsomt downtown, mod East Village. Der var ikke som på Upper East Side, hvor jeg med mit sorte tøj og korte hår følte mig malplaceret blandt sorte nannies, hvide børn, gamle penge, finansmænd og deres sultne hustruer.

Amanda Shy kom fra Texas. Hendes far var oberst i den amerikanske hær, og Amanda refererede til ham som Colonel Shy. Hendes søstre var overvægtige og hjemmegående, hendes mors hår var afbleget og stift af hårlak, og Amanda havde altid været familiens sorte får, der ønskede sig mere af livet end en pickuptruck og all-you-can-eat-restauranter inden for rækkevidde. Hun talte med en flad amerikansk accent af den slags, visse mænd finder erotisk. Hun var lille og væver, brugte for meget makeup, drømte om et gennembrud som danser i en chorus line et sted på Broadway og arbejdede som bartender/sangerinde på The Duplex, hvor hun sammen med en upcoming transvestit var blevet tildelt en time hver aften ved pianoet. Så sang de “I Never Promised You a Rose Garden” og “Yellow Rose of Kentucky”, så ikke et makeuppet øje var tørt.

Alt dette vidste jeg naturligvis ikke, da jeg mødte hende i toget. Jeg sad med blikket rettet mod min paperback i et forsøg på ikke at få øjenkontakt med nogen, for jeg ville sikre mig, at det ikke var den forkerte, jeg skulle være venner med. Jeg læste A Confederacy of Dunces, som jeg havde købt i The Strand Boghandel et par dage inden. Den tiltrak sig min opmærksomhed, en slidt paperback med knækket ryg og flossede sider, der stod på hylden højt oppe blandt smukke indbundne bøger med smudsomslag og kapitælbånd. Presset så hårdt ind mellem dem, at det var næsten umuligt at få den ud uden at hive de andre med. Jeg trak elefantfoden hen og stillede mig op, så jeg lige akkurat kunne nå bogens overkant med pegefingeren. Jeg lirkede den forsigtigt ud, nøk for nøk, så jeg til sidst kunne tippe den ned og gribe den. Den kostede 1,99 dollar og bragte alt muligt med sig.

20

Det år vi gik til begravelser.indd 20

03/09/15 13.19

Ikke en eneste af de gange toget stoppede på vej downtown, lod dørene glide til side og i et evigt flow slap folk ud i den indelukkede undergrundsluft og folk fra perronen ind, løftede jeg blikket fra bogen.

Jeg vidste, at jeg skulle køre mindst ti stop, og skjult bag min bog talte jeg i hovedet, hvor mange gange dørene gik op og i, og kontrollørens stemme knitrede ud af togvognens skramlede højtalere, så jeg ikke behøvede at kigge op på planen. Da vi nærmede os 23rd Street rejste min overvægtige sidemand sig og pressede sig forbi mine korslagte ben, arbejdede sig besværet hen mod udgangen og tvang med sit korpus togvognens molekulære struktur til at sprede sig, så han kunne komme frem. Sædet var kun tomt i få sekunder, så landede en ny krop ved siden af mig.

Hun bøjede sig demonstrativt frem for at se, hvad jeg læste. Så grinede hun højlydt og ventede på, at jeg skulle reagere. Jeg lod, som om jeg var meget optaget af læsningen. Havde ikke tænkt mig at få venner endnu. Men hun gav ikke op. Hun lænede sig fortroligt ind mod mig og sagde så højt, at jeg umuligt kunne overhøre det: “Det er den sjoveste bog, jeg nogensinde har læst.” Et kort sekund overvejede jeg at lade, som om jeg var døv, men gav op og overgav mig til min skæbne: venskab med kvindemennesket, der havde sat sig ved siden af mig.

Vi endte med at stå af på Astor Place. Hun aflyste hurtigt den aftale, hun var på vej til, og vi fulgtes ned til Tompkins Square Park.

Efter at have slentret rundt blandt gamle punkere, gadekunstnere med velourhatte, der solgte billige NYC-skilderier, trendy hundeluftere og parkens hjemløse gik vi hen på Life Cafe. Vi sad på deres vakkelvorne rødmalede jernstole hele eftermiddagen i den lune efterårssol, spiste huervos rancheros af biodynamiske æg serveret af piercede nypunkere, der allerede var blevet lidt for gamle. Og jeg følte mig hjemme. Rigtigt hjemme. Vi blev siddende hele eftermiddagen, til solen gik ned, og dag forvandlede sig til aften.

Vi rykkede indenfor, luften blev koldere og bed i kinderne, og folk begyndte at samle sig. Folk, hun kendte på en måde, jeg aldrig havde kendt folk på. Ubesværet, afslappet, med kram og grin og indforstået21

Det år vi gik til begravelser.indd 21

03/09/15 13.19

hed. Jeg sugede alt til mig, sad på det yderste af min stol, bange for at gå glip af noget. Og alle hilste de på mig, som om jeg bare var en del af gruppen. I stedet for at trække sig lidt væk, når Amanda fortalte, at det kun var få timer siden, vi havde mødt hinanden i subwayen, rykkede de nærmere, i sikker forvisning om, at jeg måtte være værd at blive ven med, når det kunne ske så hurtigt. De spurgte til mit arbejde, hvor jeg boede, de ville vide, hvem jeg var, og hvorfor jeg var i New York. Jeg fortalte dem naturligvis ikke sandheden.

Jeg blev fuld, havde drukket for mange øl og ikke spist noget siden frokost. Og jeg havde ingen penge til at rette op på skaden. Jeg sad i min egen lille døs og nød samhørigheden og frygtede det øjeblik, hvor jeg ville være tvunget til at rejse mig og sige farvel til alle disse mennesker, som jeg med al sandsynlighed aldrig ville møde igen.

En af Amandas venner, en svensk pige, Jenny, som Amanda delte lejlighed med, lænede sig frem og spurgte på svensk, om jeg kendte Tor. Da jeg rystede på hovedet, forklarede hun, ikke helt overbevist, at han var fra Færøerne, men havde boet i New York længe, og at han tilsyneladende kendte alle skandinaver i byen. Jeg kender ingen, havde jeg lyst til at sige, men det gjorde jeg ikke. I stedet trak jeg på skuldrene som for at indikere, at folk, der kendte gud og hvermand, var mig ligegyldige. Jeg ved, at det ikke virkede efter hensigten.

“Hey guys,” sagde Jenny til de andre. “Lad os ringe til Tor. Jewel kender ham ikke.” Samtalen stoppede, de kiggede på mig, som om det var en umulighed. Som om der måtte være noget galt med mig, siden jeg aldrig havde mødt denne tilsyneladende imponerende færing. Jeg havde lyst til at forklare dem et og andet om dansk geografi. Om forskellen på fårekneppere og knoldesparkere og storbyer. Men jeg trak på skuldrene og gik ud for at ryge.

Udenfor stod parkens træer i skarp silhuet op mod himlen. Jeg stirrede op over hustagene og parken i et forsøg på at finde velkendte pejlemærker. Der var ingen. Himlen var klædt i skyer. Jeg skuttede mig af indre frost og trak røgen langt ned i lungerne i et forgæves forsøg på at få varmen. Min jakke hang indenfor over en stoleryg, men jeg havde 22

Det år vi gik til begravelser.indd 22

03/09/15 13.19

ikke lyst til at gå ind efter den. Jeg mærkede en voldsom jalousi over mine nyfundne amerikanske venners sociale løssluppenhed og deres naturlige evne til at tale med alle og knytte forbindelser.

Bladene i træernes kroner raslede, og små tornadoer af gadestøv og visne blade begyndte at hvirvle op fra fortovet. Skyerne trak sig endnu tættere sammen, og gaden blev mørkere. Jeg trak mine sweaterærmer ned over hænderne og slog armene om kroppen for at holde kulden ude. Jeg vendte mig om og så ind på flokken, der sad omkring bordet med Amanda som det naturlige midtpunkt. Lyset, der trængte ud fra cafeens slidte plakattapetserede vægge, var varmt og indbydende. Jeg lukkede øjnene, et sidste øjebliks fred, før jeg gik ind og sagde farvel til mine nye venner, vel vidende at de aldrig ville invitere mig ud igen.

Jeg mærkede en duft af havgus, før den hurtigt forsvandt igen og lod mig stå desorienteret tilbage. Jeg kunne mærke ham stå lige foran mig, men turde ikke åbne øjnene.

Jeg ved ikke, hvor længe vi stod sådan, over for hinanden, uden at sige et ord. Men det varede ikke ved. Døren blev slået op, og en kakofoni af musik og snak og latter væltede ud over gaden.

“Hey guys. Jeg kan se, I allerede har mødt hinanden …” Amandas drævende stemme fyldte gaden med latter. “Come on in, y’all, så I ikke står her og fryser.”

Han bøjede sig ned og gav Amanda et knus, så hun forsvandt ind i hans sweater.

Senere, da Life Cafe lukkede, var der en, der foreslog, at vi gik op til Tor. Hans lejlighed lå på hjørnet af Second Avenue og 5th Street, over et navnløst værtshus med glughuller ind til eksistenserne derinde.

Han gav Amanda nøglerne til lejligheden og sagde, at vi bare skulle gå op. Han ville komme om et øjeblik. Da jeg greb ud efter hoveddøren for at luske op efter de andre, vendte jeg mig om og så ham smutte ind på værtshuset. Jeg lod døren smække i uden at gå ind og trådte hen til døråbningen ind til baren. Tor stod lænet ind over bardisken og talte med bartenderen, en lille benet kvinde med mørke tatoveringer spredt ud over skuldre og hals og en pink hanekam. Hendes øjne var store og 23

Det år vi gik til begravelser.indd 23

03/09/15 13.19

mørke og tegnet op med sort kohl, som hos en Bollywood-skønhed, men hendes blik var brutalt, når hun lod det løbe hen over barens få kunder. Tor bestilte noget, og hun smilede indforstået, før hun begyndte at lange Pabst Blue Ribbon-dåser over disken.

Han begyndte at proppe dem i lommerne og stable dem oven på hinanden, så vendte han sig halvvejs om og fik øje på mig i døren. Han smilede.

“Hey, giver du ikke en hånd?”

Jeg nikkede og trådte ind i baren, parat til at forklare min tilstedeværelse, men han spurgte ikke. I stedet præsenterede han mig for Bollywood.

“Hey Amrihta, mød Jewel, en af Amandas venner.”

Hun nikkede hurtigt til mig, vendte sig om og fandt to plasticposer frem, som hun uden et ord rakte mig.

Vi hankede op i poserne og trådte ud i East Village-natten igen. Det ruskede i træerne i Tompkins Square Park, himlen var blevet mørkere, det ville blive regn, og jeg skuttede mig.

“Fryser du?” spurgte han, og jeg rystede på hovedet.

Vi gik hen til hans opgang, vi blev summet ind og gik op til fjerde ad den smalle linoleumsklædte trappe.

Flokken blev hængende det meste af natten. Jeg sad i yderkanten af gruppen og ventede på, at de forsvandt. De underholdt med en skønsom blanding af New York-anekdoter og sentimentale hjemstavnsminder. Jeg sad i min egen boble, smilede, når det krævedes, nikkede, når det var det, der skulle til, og sagde i det hele taget ikke særlig meget.

Men uanset hvornår jeg kiggede op og søgte hans blik, fandt jeg det.

Hans lejlighed var lille. En studiolejlighed, hvis eneste vindue var en matteret rude ud til en udluftningsskakt. Ud over det lille spisebord, der var dækket med bøger og papirer, rummede lejligheden to klapstole og en futonseng, som han i aftenens anledning havde slået ud, så vi alle kunne være på den. Jeg sad inde i hjørnet, med benene trukket op og hovedet hvilende op ad væggen, og her må trætheden 24

Det år vi gik til begravelser.indd 24

03/09/15 13.19

på et tidspunkt have overmandet mig. I hvert fald vågnede jeg næste morgen, groggy, med tømmermænd og alt tøjet på. Tor lå ved siden af mig. Sovende med håret som en nusset glorie om hovedet.

Jeg lå længe og stirrede på ham, fulgte hans tunge åndedrag og stivnede, hver gang han bevægede sig i søvne. Han drømte, mumlede noget uforståeligt og tav så igen. Så tog jeg mod til mig og forsøgte at kante mig ud af sengen. Jeg var tvunget til at kravle hen over hans nøgne overkrop. Han gav sig, og jeg stoppede midt i bevægelsen, trak benet til mig og holdt vejret for ikke at vække ham. Jeg så på hans ansigt under mig, han havde små fine rynker om øjnene og brune solfregner. Jeg havde lyst til at røre ved ham, trække fingrene gennem hans stride hår, tage tøjet af, smutte ind under tæppet og lade min hud røre ved hans.

Så slog det mig: Jeg var jo en kæmpeidiot! Hvis han havde nogen interesse i mig, havde han vel gjort netop det. Så havde han vel pillet tøjet af mig og vækket mig. Men han havde bare taget tøjet af og lagt sig til at sove ved siden af mig. Fordi han absolut og overhovedet ikke tænkte på mig på den måde. Selvfølgelig havde jeg misforstået det. Selvfølgelig begærede han ikke mig, hvad havde jeg regnet med?

Intet i min fremtoning opfordrede til begær, hverken min store sweatshirt, mine stramme jeans eller mine militærstøvler. Det gjorde jeg mig umage med. Jeg havde lagt alt for meget i hans naturlige imødekommenhed. Men sådan var han jo over for alle, det var vel derfor, de var så betagede af ham, alle Amandas venner. Han så sikkert kun min spinkle krop og mit sorte, kortklippede hår og tænkte: drengepige.

Han havde uden tvivl allerede en kæreste, en blond langbenet sfærisk skønmø. Han havde bare været venlig, da han undlod at vippe mig ud, da de andre gik.

Jeg måtte ud derfra hurtigst muligt. Ydmygelsen brændte gennem mig, og jeg måtte væk, før han vågnede, og jeg skulle stå ansigt til ansigt med min egen ynkelighed og se ham konversere mig venligt, mens han af høflighed tilbød mig morgenmad, inden han bad mig gå. Jeg pakkede alle mine illusioner sammen og stak af, styrtede ned ad trap25

Det år vi gik til begravelser.indd 25

03/09/15 13.19

pen og væltede ud på Second Avenue, hvor jeg stødte ind i Amrihta, der var ved at lukke baren.

Jeg traskede hjem gennem byens halvtomme gader, det der med byen, der aldrig sover, det er jo løgn, naturligvis gør den det, der er bare mange søvnløse mennesker i byen, der vader hvileløst rundt. Gaderne gav genlyd af skraldebiler, varevogne, der læssede af og på, pallevogne, der blev trukket hen over kantstenene, og butiksgitre, der blev skubbet op og i. Og jeg besluttede mig endnu en gang for, at jeg ikke skulle have noget med mænd at gøre.

Resterne af den hvide klumpede suppe er stivnet i de dybe tallerkner, brødet ligger i brudte skorper på dugen blandt krummer og krøllede servietter, ølkrusene er tomme, og stemningen er veltilfreds og doven.

Mia er i færd med at overtale tjeneren til at give en omgang på husets regning. Hovedet kælent på skrå. “Når nu vi kommer her så tit, Bryan,” siger hun på en måde, der antyder, at vi sagtens kan finde et andet sted at holde forretningsmiddage fremover. Tor er gået på toilettet, og jeg benytter mig af chancen til at stikke af. Skubber hurtigt stolen ud bag mig, forklarer mig med babysitter og træthed, griber min taske og er på vej ud af restauranten, da han træder ud fra toiletterne lige ved indgangen.

“Går du?” spørger han, og da jeg nikker, griber han mig i armen og spørger: “Hvorfor har jeg en fornemmelse af at have prøvet det her før?” Jeg trækker hurtigt på skuldrene og skynder mig ud ad døren, før jeg fortæller ham det.

Det år vi gik til begravelser.indd 26

03/09/15 13.19

Spøgelser

Jeg brugte min barndom på at ligge på skibsbriksen i mit værelse med termoruder og solnedgangstapet, i det gule hus med Stevie Wonderringeklokken og gildesalen i underetagen, og drømme om at returnere mine forældre. Emballagen var brudt, men udløb garantien nogensinde på forældre? Eller var der slet ingen garanti på dem? Skulle man bare finde sig i dem, også selvom de ikke kunne finde ud af de mest basale forældreting? Tænk, hvis man kunne vælge et par andre? Bladre igennem mapper med billeder og beskrivelser af barnløse par, der savnede et barn at kaste deres kærlighed på. Ringbind efter ringbind med mænd og kvinder i alle alders- og indkomstgrupper. Lange lister med deres kvaliteter. “Edith underviser i gymnastik og engelsk på Engly Lilleskole. Hun elsker at bage kage, male med børnene og læse historier. Paul er snedkermester og er allerede i færd med at snedkerere det meste af børneværelsets møblement, et skrivebord med hemmelige skuffer og en køjeseng med snedkerfryd, så der altid er plads til, at dine venner kan overnatte. Edith og Paul bor i en bungalow på en rolig vej. Der er legehus i det gamle elmetræ, og i garagen er der plads til din spritnye racercykel med gedebukkestyr. Paul og Edith vil altid være der for dig. Når du bliver større, vil de hente dig fra teenagefester, hver gang du ringer efter dem midt om natten. De vil være bekymrede og skælde ud, når du ligger på knæ ind over toiletkummen og kaster op, og bagefter vil de over en nærende morgenmad fortælle dig, at du har stuearrest. Paul vil være den, der fortæller dig om bierne og blomsterne, mens Edith vil være den, der passer dig, når du bliver syg. Og hvis de tager dig i at ryge, vil de sætte sig over for 27

Det år vi gik til begravelser.indd 27

03/09/15 13.19

dig i stuen og med bekymrede miner fortælle dig, hvor usundt det er, og inddrage dine lommepenge og dine telefonprivilegier. Og de vil helt sikkert aldrig tale om døde børn.”

Det år vi gik til begravelser.indd 28

03/09/15 13.19

Uden for byens etageejendomme ligger dynger af sorte affaldssække. Det er skraldedag i morgen. Sækkene lækker langsomt små bække ud på fortovet og efterlader spor, der blander sig med atter andre spor. Hver skosål, der har sat sit aftryk i gadens fugtige pletter, bærer en lille smule med sig videre. Jeg træder hen over en lille pyt, der har samlet sig på fliserne, og får en øje på en rotte, der lunter fra en kælderopgang hen til den sorte bunke. Den stopper, løfter blikket for at vurdere, om jeg er en trussel. Vi stirrer på hinanden en brøkdel af et sekund. Så vender den igen opmærksomheden mod overfloden af menneskelige efterladenskaber, og det sidste, jeg ser, er den blege hale, der med en knitrende plasticlyd forsvinder ind mellem to sække.

På min arm sidder hans fingre tatoveret i min hud. Neglekanten, små plamager af hård hud, fingerspidsernes ru blødhed. Sidste gang satte han permanent aftryk på mit liv, og det tog mig måneder at komme dertil, hvor jeg ikke tænkte på ham som det første om morgenen.

Jeg går hele vejen hjem, fra restauranten i midtown, hen over Times Square med dens opulente lysshow, gennem Hell’s Kitchen, hvor der først nu er begyndt at komme gang i barerne. En skønsom blanding af rødmossede collegestuderende med ølånde og blanke blikke blander sig med stamkunder med faste pladser i baren og forvildede teatergæster, der mistede orienteringen, da de trådte ud fra teatersalens mørke og drejede mod vest i stedet for øst. Dobbeltdækkerbusserne kører aftenens sidste midnatstur, og guidernes trætte stemmer runger som en ubestemt summen i baggrunden, der blander sig med taxaernes dytten 29

Det år vi gik til begravelser.indd 29

03/09/15 13.19

og lyden af sirener, inden bussen svinger ned mod 42nd Street, hvor den slipper turisterne ud. Jeg fortsætter langs Port Authoritys enorme kompleks ned til 9th Avenue, hvor jeg drejer til venstre, ind under opkørselsesramperne, der fører busserne fra tunnellerne under jorden op til hullerne i busterminalens sortsvedne murstensmure, ind til busholdepladserne på bygningens anden og tredje sal.

West 38th Street. En af de gader, hvor byen rent faktisk sover, lang og ubefolket, som den er. Der er ikke meget andet i denne del af gaden end min ejendom, brandstationen Engine 34 – The Pride of Hell’s Kitchen – og et bilværksted for taxaer, der har åbent fireogtyve timer i døgnet. Derudover består gaden af enorme bemandede parkeringspladser med massive gitterporte, omringet af pigtrådshegn. Det er her, greyhoundbusserne parkerer for natten. Om foråret, når de beskidte snedriver smelter i våde baner ud på fortovet, og solen varmer de små læpletter op, dukker gadens hjemløse frem som biller fra under en sten, med deres store hvide tøjvogne, stjålet fra tøjfirmaerne i The Garment District, indkøbsvogne og papkassehjem. Man har forsøgt at samle dem i store shelters uden for byen, hvor de ikke kan tigge og forstyrre god ro og orden, men de kommer altid tilbage, når fortovet er varmt nok til at overnatte på. Man har haft bedre held med at fjerne kvarterets ludere. De fleste er væk, men Lydia er stædigt blevet ved med at trække fra min gadedør gennem alle årene.

Hun står i opgangen som altid. Hendes blik er omtåget, og den slidte krop står lænet op ad muren. En bil kører langsomt forbi, manden bag rattet ruller vinduet ned og ser først indgående på mig, i min silkekjole og de sorte sandaler, før han bestemmer sig for, at jeg enten ikke er til salg eller er for dyr til hans behov, så flakker blikket videre til Lydias afklippede cowboyshorts, de smadrede lakstøvler, den korte nedringede bluse, piercingen i navlen og den forsvindende lille kavalergang.

Lydia retter ryggen lidt ved udsigten til hurtige penge. Hun slår med håret, retter på shortsene og vrikker lidt træt foran gadedøren, før hun lægger an til at gå hen og parlamentere om dagsprisen for et blowjob.

30

Det år vi gik til begravelser.indd 30

03/09/15 13.19

Vinduet bliver rullet op, før hun når at træde væk fra dørkarmens velsignede støtte, og Lydia synker sammen igen. Slukker for den lillebitte smule erotik, hun har tilbage i sin martrede krop.

Hun har endnu ikke fået øje på mig, lukker øjnene og falder praktisk talt i søvn opretstående. Da jeg når hen til hende, kan jeg høre hendes tunge vejrtrækning og en lille piben fra næseborene, hver gang hun trækker vejret ind. Et kort øjeblik overvejer jeg, om jeg bare skal lade hende stå og forsigtigt snige mig udenom. Men det er en umulighed.

Opgangen er for smal, og hoveddøren åbner udad.

“Lydia,” siger jeg og rusker hende blidt i armen. “Lydia, du skal gå hjem nu.”

Hun slår øjnene op og stirrer på mig et kort sekund, før hun genkender mig. Hun har arbejdet fra min opgang i samtlige de år, jeg har boet her. Hun er blevet trættere, tyndere og mere slidt, men lakstøvlerne, shortsene og den hvide lycratop er de samme som altid.

“Hey Jewel, god aften?” spørger hun med et sjofelt grin. En brøkdel af et sekund flakker mit blik nok til, at hun fanger det. Hun har stillet mig det spørgsmål utallige gange før, men noget i min tøven får smilet til at brede sig helt op i de udslukte øjne, der pludselig vækkes til live og minder mig om, hvor yndig hun har været engang, dengang hun var lillebyens asiatiske prinsesse. Inden skæbnen satte tænderne i hende og spyttede hende ud her på West 38th Street.

“Wow, Jewel, det var vist en god aften. Ny mand, eh?” Hun fniser lidt, som den teenager hun et eller andet sted stadig er.

“Nej, det var ikke noget,” siger jeg lidt for hurtigt og hiver nøglen frem. “Skal du have en kop kaffe ned, Lydia?”

“Bless you, Jewel. Du er en engel,” siger hun og vender blikket ud mod den tomme gade igen.

Da jeg kommer op til første sal, stikker jeg forsigtigt nøglen i døren og puffer den langsomt op. Den binder, og med det forkerte tryk knirker den højlydt ud i lejligheden. Inde i stuen kan jeg høre mr. V’s snorken fra sofaen. Mavens silhuet på væggen løfter og sænker sig langsomt og 31

Det år vi gik til begravelser.indd 31

03/09/15 13.19

rytmisk i takt med åndedrættet. Han har løsnet slipseknuden og knappet skjorten op, men ligner stadig den elegante mand, han var forklædt som tidligere i dag, hvis det ikke var for den røde læbestift og blushen på kinderne. På gulvet ligger NB’s indiske kjole i en bunke sammen med hendes udklædningstøj, prinsessekjoler og mr. V’s aflagte dansesko. Månelyset trænger ind ad stuevinduerne gennem den lilla blåregn, der vokser op ad muren nede fra mr. V’s lille baghave og slynger sig om brandtrappens jernskelet. Jeg bliver stående og nyder roen, der sænker sig over mig, hver gang jeg træder ind i mit hjem. Så stiller jeg skoene, før jeg forsigtigt skubber døren i og lister ind på NB’s værelse.

Hendes lille skikkelse ligger i en umulig vinkel, hovedet vredet skævt i puden, så næsen er dækket, og hun prustende trækker vejret gennem munden. Numsen er puffet i vejret, og dynen skubbet ned over hendes fødder. Hun giver sig lidt i søvne, sætter sig halvvejs op, før hun igen lægger sig ned, denne gang på siden med hånden under kinden og dynen ind mellem knæene. Ved hovedpuden ligger det gamle rensdyr, som hun i søvne har knuget ind til sig, siden hun var spæd.

Pelsen er tyndslidt, det ene øje er faldet af og det bløde gevir knækket. Jeg står længe og stirrer på hende, vil ikke forstyrre hendes søvn, selvom jeg lovede at vække hende og sige godnat, når jeg kom hjem.

Jeg aer hende forsigtigt på håret, før jeg vender mig og skal til at gå ud i køkkenet for at lave kaffe.

“Mor?” lyder det bag mig.

“Ja, skat?”

“Godnat,” siger hun med sprød, søvndrukken stemme, før hun vender sig, allerede i dyb søvn igen.

Da jeg kommer ned med kaffen til Lydia, er hun væk. Jeg stiller kruset i skyggen i døråbningen uden at vide, om hun har sneget sig ind på en af parkeringspladserne overfor for at tisse eller har sat sig ind i endnu en bil med en fremmed mand, der vil sprøjte sin arvemasse ind i hende, før han sætter hende af igen og med god samvittighed kører hjem til konen og børnene i New Jersey.

32

Det år vi gik til begravelser.indd 32

03/09/15 13.19

Jeg vækker forsigtigt mr. V, der strækker sit legeme vågent og med et “vi ses i morgen” stikker fødderne i de lyserøde hjemmesutter og sjosker ned til sig selv. Så skubber jeg myggenettet op, kravler ud ad stuevinduet og sætter mig under blåregnen på den rustne brandtrappe.

Der er egentlig ikke plads, og jeg må sidde på det yderste af det nederste trappetrin med en fod på hver side af hullet, hvor stigen kan trækkes ned til underetagen.

Natten er stadig lun, og jeg kan sidde her helt i fred og lytte til byen. Summen af airconditionanlæggenes udsugning, den konstante brummen fra dieselbusserne, der gasser op på vej ud til motorvejstunnellerne, de skingre hvin fra undergrunden, når togene stopper og får fortovsristene til at dirre under de forbipasserendes fødder, fuglekvidder og sirener i det fjerne. Og hestehovene, der klaprer af sted ned ad 9th Avenue på vej mod staldene på første, anden og tredje sal i sidegadernes lagerbygninger. Godmodige, livstrætte storbyheste, der i årenes løb har trukket tusindvis af turister rundt i parken.

Nedenunder er mr. V på vej i seng. Jeg kan høre lyden af toilettet, der skyller ud, så vandhanen, der tændes og slukkes. Og efter et lille minuts tid skubber han døren ud til haven op og siger stille: “Godnat, Jewel,” ud i natten i sikker forvisning om, at jeg sidder heroppe.

Jeg mødte den sande mr. V ved et uheld, eller måske gik det bare ikke som forventet. Sådan kan man også sige det. Jeg havde boet i lejligheden i et par måneder og havde ikke hilst på andre end viceværten Ludvig, der boede skråt oven over mig. Ludvig var en aldrende hippie med hang til rødvin, storbarmede kvinder med læderhud og tunge halssmykker, kvinder, der ofte forlod hans lejlighed tidligt om morgenen for ikke at blive set igen.

En sen aften kom jeg hjem fra mit arbejde som bartender. Jeg var træt, mine fingre lugtede af lime og daiquiri-mix, og mine ører gungrede stadig af mexicansk dancehall. Mine fødder var hævede og mine mundvige ømme af at smile en hel aften. Foran min dør stod en fajanceskål fyldt til randen med store klaser grønne druer og en hvid 33

Det år vi gik til begravelser.indd 33

03/09/15 13.19

konvolut med mit navn skrevet med en elegant, men også overdrevet kontrolleret håndskrift.

Druerne havde en koncentreret sødme som rosiners, de sprækkede mellem tænderne på mig, og smagen sprøjtede ud på min tunge. Jeg var for træt til at forholde mig til brevet. Konvolutten var tyk, og jeg vidste allerede på forhånd, at siderne ville være tætskrevne. Jeg faldt i søvn med brevet i hånden og en drue i munden på den smalle dueblå plyssofa, som to franskmænd ved navn Luc og Francois fandt på gaden den nat, jeg flyttede ind, og hjalp mig med at slæbe op til første sal.

Som altid når jeg havde været på arbejde, faldt jeg i søvn med ekkoet af fem hundrede festende mennesker summende i ørene, og det var først, da jeg vågnede næste morgen, og lyset strålede ind gennem stuevinduet og mine øjenlåg, at jeg åbnede brevet og læste dets indhold.

Brevet indeholdt mr. Antonio Cura Velazques’ sindsoprivende livshistorie fra den dag, han blev født på Cuba i 1946 af intellektuelle og velhavende forældre, til flugten over Atlanterhavet i robåd tre år senere; stormen, der vippede hans mor over bord og sikrede, at hans far mistede forstanden for aldrig helt at genvinde den igen; rejsen op langs Østkysten til mr. Antonio Cura Velazques Sr.s kusine i Hell’s Kitchen, hvor far og søn flyttede ind i den lejlighed, mr. Velazques Jr. stadig boede i; videre til de hårde år på den fine kostskole i Connecticut, hvor det ved indædt og frygtløs viljestyrke var lykkedes Senior at skaffe Junior en plads, og hvor følelsen af fremmedgjorthed og ensomhed var hans eneste følgesvend. Sidenhen kom årene med topkarakterer, optagelsen på Princeton, hans fars vanvid, der endelig brød ud i lys lue, så han aldrig nåede at opleve sin søns triumf. Den sorte depression, der overvældede den ensomme og stræbsomme cubanske dreng i kollegieværelset på et af verdens fineste universiteter. Selvmordsforsøget.

Indlæggelsen. Chokbehandlingen.

Der stod også en udførlig beskrivelse af handlingen i den historiske romantrilogi, han havde skrevet, men som aldrig var blevet udgivet, fordi han aldrig havde turdet vise manuskriptet til nogen; samt en gennemgang af flere større historiske forskningsprojekter, han tilsy34

Det år vi gik til begravelser.indd 34

03/09/15 13.19

neladende arbejdede på simultant. Hans livshistorie sluttede med en opfordring til, at jeg til enhver tid bare skulle komme ned forbi, hvis jeg havde brug for noget, og at han i øvrigt ville benytte lejligheden til at byde mig velkommen i denne hæderkronede ejendom, der havde været skueplads for en stor del af hans og hans families historie.

Brevet lå på mit køkkenbord i flere dage. Jeg læste det i bidder og småstykker, hver gang jeg stod ind over bordet og spiste cornflakes eller drak en hurtig kop kaffe, inden dagen tog over. Efter et par dage gik jeg ned for at aflevere den gamle fajanceskål. Der gik lidt tid, inden døren blev åbnet. Jeg havde vendt mig om og allerede sat foden på første trappetrin, da jeg genkendte lyden af skydelåse, der blev slået fra, og jeg for første gang hørte mr. V’s stemme.

“UPS?” spurgte han.

“Nej, det er bare mig.”

Sprækken i døren afslørede et stort ansigt med en daggammel skygge af skægstubbe på overlæben, falske øjenvipper, nødtørftigt fjernet makeup og et hårnet, der skulle holde det grå hår på plads under den blonde paryk, han holdt i hånden. Alt det havde han ikke skrevet noget om i brevet. “Åh, jeg venter en pakke,” sagde han brysk og lukkede døren.

Jeg stod tilbage med fajanceskålen i hånden.

Det år vi gik til begravelser.indd 35

03/09/15 13.19

cmyk + pantone 8582

Henriette Rostrup er en overbevisende historiefortæller, sikker i form og friktionsfri i sproget.

Forfatteren mestrer bevidsthedsspringet fra det normale til det psykisk syge lige så adræt og glidende, som det foregår i virkeligheden.

Information

Rostrups skrivestil er nøgtern men opmærksom og præcis. Både stil og tema rammer læseren hårdt.

Denne anmelder kunne i hvert fald ikke forhindre tårerne i at løbe mere end en gang.

Fyens Stiftstidende

Da hun bliver gravid, fortæller hun det ikke til barnets far. I stedet flytter hun ind blandt skæve eksistenser i kvarteret Hell’s Kitchen og knytter sig især til transvestitten mr. Velázquez, der med tiden bliver en slags alt i en – mor, far, mormor og morfar.

Efter ti år i New York får hun tilsendt en pakke med breve, som hendes nu afdøde mor har skrevet til hende gennem alle årene, men som hun aldrig har sendt.

Det år vi gik til begravelser handler om at være hjemløs i sin egen familie, om at turde finde sig selv og holde op med at flygte fra livet – og døden. Det er en stor og mangefacetteret fortælling om familie, kærlighed og identitet.

ISBN 978-87-400-2216-2

HENRIETTE ROSTRUP (f. 1970)

DET ÅR VI GIK TIL BEGRAVELSER ROMAN

•

POLITIKENS FORLAG

debuterede i 2007 med novellesamlingen Afkom. Hun er siden udkommet med romanerne I dag og i morgen (2008) og Skygger (2011).

O M S L A G : H A R V E Y M A C A U L AY / I M P E R I E T. D K

SKYGGER Sort, sort, smuk. Hvilke konsekvenser har det at slå ihjel? Lyve, handle 100 procent egoistisk? Ikke just et hverdagsrart debatemne. Respekt for Henriette Rostrups bedrift i skæbne- og undergangsfortællingen Skygger ... Intet er sort og hvidt, og i menneskelige landskaber med sorgfulde traumer er intet enkelt.

Ingen happy endings her, men en meget gribende roman i al sin sorthed.

ALT for Damerne

Hendes talent for at skrive bringer hende i favnen på den litterære agent Mia, som hyrer hende som ghostwriter for populære, men udbrændte forfattere. Samtidig skriver hun på sine alt andet end sukkersøde barndomserindringer.

DET ÅR VI GIK TIL BEGRAVELSER

I DAG OG I MORGEN I dag og i morgen er intet mindre end en velskrevet københavnerkrønike og et tidsbillede, der gør indtryk.

Jyllands-Posten

Jewel Temper tager til New York med diffuse drømme og uden andre planer end ikke at være der, hvor hun oprindelig kommer fra. I virkeligheden hedder hun Julie og er vokset op i Kokkedal.

H E N R I E T T E R O ST R U P

FOTO: ISAK HOFFMEYER

AFKOM Henriette Rostrup kommer ikke med fred, og hun kommer hverken med forsonende eller opmuntrende historier… [hun] kender ingen bløde mellemveje.

Weekendavisen

HENRIETTE ROSTRUP

PRESSEN SKREV OM