Læseprøve på DRENGEN I MØRKET

Hvis du kan lide et godt plot, stærke karakterer og et fascinerende miljø

Anne-Sophie Lunding-Sørensen

Drengen i mørket

Spændingsroman Politikens

1

“Det vil ikke gå igennem.”

Pigen bag kassen kiggede op på Vivian Storm. Bag hende i køen stod et pensionistpar, som havde fyldt en indkøbsvogn med den slags underlødige frostvarer, det var hende ubegribeligt, at folk spiste frivilligt. Bag parret stod en flok støjende teenagedrenge, som med deres rustne stemmer og dårlige hud udstrålede en urolig, hormontung energi. Foran Vivian var en tynd mand med et plaget ansigt, som allerede var blevet mørkerødt i forårssolen, ved at transportere sine varer, der bestod af seks stærke øl, hvidt toastbrød og leverpostej, fra båndet ned i en blødslidt plasticpose med rystende hænder. Vidnerne til hendes deroute var den type mennesker, som de på hendes forrige arbejdsplads, det internationale advokatfirma Polaris Legal, rutinemæssigt omtalte som ‘little people’. Selv havde hun udvalgt sig de mest nødvendige dagligvarer: tre flasker oversøisk Pinot af en ikke prangende kvalitet, økologiske havregryn, en bakke æg, en liter sødmælk, et lille glas neskaffe og en pakke Marlboro Light, som hun havde trukket i automaten ved kassen og lagt på båndet. Og som hun stod der, blussede heden op indefra og buldrede ud i kinderne.

Pigen bag kassen sendte hende et træt blik. “Skal jeg prøve igen eller hvad?”

Vivian rystede på hovedet, nu sprang sveden simultant frem på brystet, på overlæben og i hovedbunden, endnu et forsøg ville være spild af tid og blot forlænge pinen. Med en resolut bevægelse stak hun det formålsløse dankort tilbage i pungen, en Mulberry i cognacfarvet læder, og passerede den tynde mand med de stærke øl, som kiggede sørgmodigt efter hende med sine mælkede øjne. Bag sig kunne hun høre kassedamens ‘Jamen, hallo, hvad med dine varer?’ efterfulgt af ‘Hvad fuck?’, inden hun nåede udgangen.

Hun havde længe udskudt den endelige beslutning om at lukke firmaet, men den rykkede hele tiden nærmere, hang over hende som en mørk skygge. Om morgenen havde hun været nødt til at spise havregryn med vand fra hanen. Og nu denne totale ydmygelse. Hun havde i nogen tid ignoreret notifikationer fra banken og var for nylig helt holdt op med at logge på sin netbank.

Ude på gaden stoppede hun, storsvedende, op for at finde en cigaret i tasken, en desværre noget slidt Kelly-taske i sort kalvelæder. Den ikoniske taske, som var opkaldt efter Grace Kelly, var et arvestykke fra moren, den største model, som lige netop havde plads til tre vinflasker. Mens hun gennemsøgte tasken, kom hun i tanke om, at hun jo ikke havde flere, og følte en pludselig trang til at skrige. Den nærmeste hæveautomat lå ikke langt væk, og da hun stoppede foran den, klæbede hendes skjorte til ryggen, og hun kunne mærke, hvordan salte perler af sved lå som et flimrende, vådt hylster overalt på huden.

Hun lod kortet glide ind i sprækken, mens hun messede for sig selv, ‘kom nu, kom nu, please’, tastede så den firecifrede kode og ventede. I stedet for den sædvanlige menu tonede en firkantet tekstbesked op midt på skærmen, hun registrerede ordene ‘ikke tilstrækkelig dækning på kontoen’, ‘kort inddraget’ og ‘kontakt din afdeling’. Hvilket hun jo burde have forudset. Satans, satans, satans.

Og så var det, hun kom i tanke om Mastercardet.

Egentlig havde hun besluttet aldrig nogensinde at bruge det. Nu

fandt hun det lettet frem fra pladsen inderst i pungens kortlomme, og inden hun kunne nå at tænke mere over det, stak hun det hurtigt ind i sprækken, hvorfra dankortet lige før var forsvundet. Pinkoden virkede fortsat, andet ville trods alt også have undret hende. Hun hævede 5.000 kroner, hun kunne godt bruge mere, men hun kunne ikke huske, hvad den øvre grænse for kontanthævninger var på. Kortet var fra tiden før, hvor penge aldrig var et problem, og hun aldrig, aldrig ville have sat sine fødder i Netto i Sydhavnen.

Pengesedlerne, som maskinen nu villigt spyttede ud, var varme, nye og sprøde. Hun satte igen retning mod Netto, nu i et mere adstadigt tempo. Hedeturen var aftaget, men når hun kom hjem, ville hun være nødt til at tage et bad og skifte tøj. Og mens hun gik der, formede beslutningen om at lukke firmaet sig endeligt i hendes bevidsthed. Nu hvor bankens tålmodighed endegyldigt var sluppet op, og hun ikke kunne se, hvordan hun skulle indfri den efterhånden enorme kassekredit, der var blevet til et dybt hul under hende, var beslutningen stadig smertefuld, men ikke desto mindre indlysende.

For selv med de 5.000 kroner, selv hvis hun levede af havregryn, neskaffe og billig Pinot, og nå ja, nok også Marlboro, resten af måneden, ja resten af året, ville der ikke være midler nok til at dække de mest basale udgifter. Realkredit, bilforsikring, internet og telefoni. For slet ikke at tale om Bjørns løn.

Bjørn. Det værste ville blive at give beskeden til Bjørn.

Hun gik direkte tilbage til kassen. Den unge kvinde havde, som ventet, ladet hendes varer stå i kurven på gulvet bag ved kassen. Der var ingen grund til at stå i kø igen, hun gik ind foran et alkoholiseret par med hver sin rollator, fik øjenkontakt med pigen og pegede ned på kurven.

“Kan jeg bede om at få mine varer igen?”

Pigen gav sig modvilligt til at køre varerne igennem kassen igen.

“Hva’ satan?”

Den hæse, snøvlende stemme kom fra kvinden med rollatoren, som var vågnet op. Vivian blev stående med ryggen til hende. Orkede ikke at vende sig om og forklare, at hun allerede havde stået i køen én gang, og at mere kunne man ærlig talt ikke kræve af nogen. Og tilsyneladende mistede kvinden interessen og sank tilbage i et nærmest forstenet stadie af morgenbrandert.

2019 var altså året, hvor hun smed håndklædet i ringen. Hvis nogen for et par år siden havde spurgt hende, hvor hun ville være nu, ville hun med stor overbevisning have sagt, at hun forventede at være partner i Polaris Legal. Og at David og hun var blevet forældre.

Til hendes lettelse var Bjørn ikke på kontoret, da hun kom hjem. Hun huggede endnu en skål havregryn i sig, denne gang med mælk, og satte sig ved computeren og forsøgte igen at få et overblik over, hvilke af hendes få klienter der eventuelt skyldte firmaet penge. Det var hurtigt gjort, de havde kun to verserende sager. Den ene klient, som hun og Bjørn simpelthen kaldte CEO’en, for sådan havde han nemlig præsenteret sig på deres første møde på sit drævende nordjyske, havde grundlagt et efterhånden temmelig stort rengøringsfirma. Forretningsmodellen gik i hovedtræk ud på, at hver enkelt rengøringsdame, hvis det stadig hed sådan, havde sit eget cvr-nummer og derfor formelt set ikke var ansat af CEO’en. På den måde var forretningen langt mere fleksibel og kunne løbende justeres i forhold til markedets behov, og man sparede en række udgifter, såsom forsikring og løn under sygdom og ferie.

CEO’en tjente desuden, havde han betroet Vivian på deres første møde, hvor han stadig forsøgte at imponere hende, en pæn profit på at sælge de rengøringsmidler, han forlangte, der skulle benyttes. Han mistænkte jævnligt sine forretningspartnere eller leverandører, ansatte var de jo ikke, som fortrinsvis bestod af udenlandske kvinder, for at snyde ham på den ene eller anden måde. Alle hans mistanker havde hidtil vist sig at være grundløse, men det afholdt ham ikke fra at fremsætte

nye. Men Vivian sagde ikke nej til opgaver, selvom de slet ikke var af den beskaffenhed, hun havde forestillet sig, da hun startede sit firma. Faktisk havde hun haft flere dybt ydmygende møder og telefonsamtaler med ham inden for de sidste måneder, hvor hun forgæves havde forsøgt at få ham til at lægge flere penge hos Storm Consulting. Ham ville hun ikke savne.

Den anden klient var et forsikringsselskab, som indimellem mistænkte sine kunder for at svindle sig til at få udbetalt erstatninger. Det var Storm Consultings første opgave for klienten, og den omhandlede en kvinde, som tilsyneladende led af svær, ja ligefrem invaliderende, social angst, og som stod til at skulle have udbetalt en større sum. Vivian vidste, at Bjørn ikke var begejstret for opgaven, som i sin enkelhed gik ud på at finde ud af, hvorvidt kvinden simulerede. Hvis kvinden ikke snød, havde hun intet at frygte. Det havde hun indskærpet over for Bjørn, som blot havde trukket på skuldrene på en særligt klædelig måde, der fik hende til at kigge væk et øjeblik, inden hun tilføjede, at de kunne få mange flere af den slags opgaver, hvis de gjorde det godt med angstdamen. Og det kunne de måske også, men det reddede dem ikke her og nu.

Sandheden, som havde stirret hende i øjnene, da automaten slugte dankortet, var, at det ville kræve væsentligt mere end to potentielt indbringende klienter, hvis firmaet skulle overleve. Hun fandt cigaretpakken frem og gik gennem lejligheden til bagtrappen og ud i gården, hvor hun tændte cigaretten og trak røgen langt ned i lungerne. I samme nu tikkede en besked ind på hendes mobil. Degn!

Håber alt vel hos dig? Kan vi mødes i morgen? Et glas sidst på dagen? D.

Hun mærkede, hvordan sveden igen trillede på brystkassen og ved hårgrænsen. ‘Håber alt vel hos dig?’ Var det, hvad han havde at sige efter al den tid? Hun måtte besinde sig for ikke at kyle mobilen ned i fliserne.

Hun havde lovet sig selv aldrig at vende tilbage. Men det var, før hun ramte bunden og ikke kunne betale for sine skodvarer i en skod-Netto. Faktisk havde hun for længst afskrevet det at vende tilbage som en mulighed. Ikke fordi hun havde hadet sit gamle job, der havde været gode øjeblikke, sejre, forfremmelser, bonusser. Og hvem sagde også, at et job skulle være morsomt? Lønnen, den savnede hun. Og kontoret med møblerne fra Paustian. Og den ægte kunst på væggene. Hun havde haft en Kørner hængende, som hun ikke selv havde valgt, men den var der, og genkendelig, og med tiden kom hun til at holde af den. Der var også en mindre Tal R, som hun selv havde fundet. Og udsigten. Og espressomaskinen. Og det lille køleskab med vand og bobler. Frokostordningen. Fitnessrummet. Men mest af alt den sikre selvfølgelighed, hun havde følt. At hun aldrig, ikke ét sekund, havde forestillet sig, at det kunne være anderledes. Hun hørte til dér. At de kunne finde på at skille sig af med hende, dumpe hende som en tom printerpatron eller et virusinficeret usb-stik, at de ikke havde betænkt sig så meget som et sekund, før de fyrede hende. Dét havde hun ikke set komme.

Dengang var Degn kommet med en indstuderet tale, noget om, at de fra firmaets side ønskede hende alt det bedste, at han var fuld af tro på, at hun nok skulle blive fuldkommen rask igen, han vidste jo, hvilken fighter hun var. At hun måtte tage den tid, det tog, og altid var velkommen tilbage. Men at de to jo begge vidste, at et job som hendes krævede, at man leverede 100 procent, og at han kendte hende godt nok til at vide, at hun heller ikke selv ville stille sig tilfreds med mindre. Måske var der også en gave i det her, en læring, måske kunne dette blive begyndelsen på en ny og anderledes tilværelse for hende? Sådan en smøre, som hun og Degn kunne have moret sig over, hvis ikke lige det var, fordi den var henvendt til hende. Han havde heller ikke holdt sig for god til at sige ‘what doesn’t kill you makes you stronger, er det ikke sådan, man siger?’

I begyndelsen af sygdomsforløbet havde de sendt hende blomster og gavekurve, og da Degn havde ringet til hende og bedt om en samtale, havde hun i sin naivitet forestillet sig, at samtalen skulle handle om, hvordan hun skulle begynde at arbejde igen lidt efter lidt, når det hele var overstået. Men da hun så, at HR-chefen, en slank kvinde i 30’erne, sad med i mødet, fornemmede hun, at noget var galt. Alligevel havde hun ikke noget svar på rede hånd, da Degn havde affyret sin tale.

Hun havde endda taget den hånd, han rakte frem mod hende, og nikket ad hans sidste salve, som han havde fremsagt, mens han energisk havde pumpet hendes hånd op og ned. Tæt på havde hun kunnet lugte ham, en blanding af parfume, sød, indladende og moskusagtig, af sved og noget sprittet. Havde han drukket? Hun havde kun lyttet halvt til hans ord om at ‘passe godt på sig selv’, hendes fokus havde været på at kontrollere en pludseligt opstået og overvældende trang til at beskytte sig mod lugten fra ham. Hun havde stået stiv og tavs og holdt vejret. Der var opstået en kort tavshed, så klappede han hende lidt for hårdt på overarmen, inden han forlod lokalet.

Tilbage ved mødelokalets store ovale, blankpolerede bord sad HR-chefen med professionel omsorg i øjnene. På bordet stod en af de runde stålbakker, sådan nogle, som sekretærerne og assistenterne sørgede for, med tre flasker Perrier og to små skåle, en med mandler og en med mørk chokolade. Vivian kunne mærke spyttet stige i munden, og i stedet for at sætte sig skyndte hun sig ud på toilettet. Hun bøjede sig ned over kummen, men kunne ikke kaste op og blev siddende længe på gulvet med baghovedet hvilende mod den kolde flisebelagte væg.

Hun havde selv været med til at fyre medarbejdere gennem tiden. Hvis de ikke leverede, ville de alligevel ikke trives hos Polaris Legal, sådan var det bare, det var ikke noget, hun havde skænket mange tanker endsige følt nogen form for dårlig samvittighed over. Polaris Legal var en high performance-arbejdsplads, et sted, hvor kun det bedste var

godt nok. ‘Vi er eliten,’ mindede Degn dem ofte om. Kunne man ikke følge med tempoet, var det bedst for alle parter, at man steg af. Så simpelt var det. Som teamleder havde hun selv siddet med på møder som dette, fordi det nu engang var sådan, man gjorde, så ingen kunne beskylde dem for at være kolde eller ligeglade. Hun havde selv forladt sådanne møder og overladt ‘det praktiske’ til HR-chefen.

Hun måtte sidde der længe, inden hun følte, hun havde hold nok på sig selv til at rejse sig op. Benene rystede under hende, mens hun reparerede makeuppen. Så gik hun tilbage. Inden HR-chefen nåede at nævne 120-dages-reglen eller at ydmyge hende på anden vis, sagde hun:

“Du kan bare maile det hele til mig. Pakken.”

“Men, jeg –”

“Til min private mail.”

Hun havde vendt sig om og var gået uden at lytte til HR-chefens indsigelser.

Efter det møde havde hun besluttet, at hun aldrig igen ville sætte sig selv i en situation, hvor andre havde magten til at kassere hende.

Hun stirrede på mobilen og beskeden fra Degn, smed cigaretten på jorden og trådte på den. Så besvarede hun beskeden: Aftale. *

Lige så snart hun havde sendt beskeden, var hun begyndt at forberede sig mentalt på at se Degn igen. Hun havde ligget og grublet, inden hun endelig faldt i søvn langt ud på natten. Degn var et udpræget vanemenneske, og hun kendte hans rutiner. At han ville mødes en torsdag, signalerede en tilbagevenden til deres gamle fortrolighed. Hver torsdag sent på eftermiddagen holdt han lille fredag, der bestod i at drikke god vin, og med det mente han vin til adskillige tusinde kroner flasken.

Ikke sjældent gjorde han det alene, mens han hørte Sinatra, Bach eller 50 Cent for fuld udblæsning og kiggede ned på de små mennesker, som vitterlig så tissemyresmå ud oppe fra hans kontor, der var placeret øverst i glastårnet. Han havde indimellem inviteret hende med, og så sad de i hver sin dybe stol i hjørnet under Kirkeby-maleriet, og det var ved sådanne lejligheder, fortroligheden var opstået imellem dem. At det netop var på en fredag, han inviterede hende, måtte betyde, at hun var inde i varmen igen, at Degn ville tale forretning, men at det skulle ske på afslappet vis. Han ville have hende tilbage, anderledes kunne hun ikke tolke beskeden.

Degn var kendt for at være iskold, når det gjaldt forretninger. Indtil fyringen havde hun troet, at det var et professionelt skjold. Hun var blevet klogere. Ikke desto mindre kom det bag på hende, at han åbenbart forventede, at de simpelthen ignorerede det faktum, at han havde fyret hende, mens hun kæmpede for sit liv. Og at de blot kunne genoptage forholdet, hvor de havde sluppet det sidst.

Det havde været bandlyst at tale forretning til lille fredag. De kunne godt finde på at sladre om klienterne, men helst skulle de tale om alt muligt andet. Ikke mindst var Degn optaget af, hvordan det gik med Davids restaurant. Hun og David var fortsat gift, selvom de ikke længere levede sammen. Degn holdt af principielle grunde af iværksættere som David, hvorimod han på samme vis hadede socialdemokrater lidenskabeligt. Han mente, at partiet havde ødelagt Danmark med sin ‘altødelæggende løgn om lighed’, hvilket Vivian var tilbøjelig til at give ham ret i. Iværksættere derimod betragtede han som frihedskæmpere, modige idealister, der trodsede velfærdstyranniet. Han var stærkt interesseret i restauranten og ville gerne diskutere alt fra fonten på spisekortet til vinsortimentet. Et par gange var det lykkedes hende at overtale David til at invitere Degn til prøvesmagning på nye menuer, men David kunne ikke fordrage ham. Degns øjne gav ham myrekryb, og han nægtede at give ham lov til at investere i restauranten, noget,

som Degn havde indikeret over for Vivian, at han gerne ville. Det havde været ubehageligt for Vivian at takke nej til det, Degn selv betragtede som et generøst tilbud, og hun havde været bange for, om det ville få konsekvenser for hendes karriere hos Polaris Legal. Hun og David havde i stedet belånt først lejligheden, de boede i, i Nordhavn og siden hen også lejligheden i Sydhavnen, hun havde arvet fra sin mor, for at finansiere restauranten.

Efter Davids afslag til Degn om at blive investor havde det varet måneder, før han igen inviterede Vivian ind i det store kontor, faktisk havde hun opgivet håbet om, at det nogensinde ville ske igen. De talte aldrig om det, og Vivian indtog med tiden igen rollen som en af hans udvalgte. Vel vidende at Degn ‘gerne tilgav, men aldrig glemte’.

Hans interesse for hende havde været mere end smigrende. Den var døren ind til alt det, hun begærede, og så længe hun havde haft hans støtte, var hun på rette vej. Nu, efter, vidste hun bedre. Men han havde sagt, at hun var velkommen tilbage, når hun var rask, og selvom hun aldrig havde forestillet sig, at hun ville tage ham på ordet, dertil var hendes sårede følelser alt for dybe, syntes det nu at være den eneste udvej. Og Degn var forretningsmand før alt andet. Han havde aldrig lagt skjul på, at Vivian var firmaets bedste skatteekspert. Hun var kreativ og effektiv, fandt nye veje og gik til kanten, så klienterne kunne beholde flest muligt af deres hårdt tjente penge.

Og det kunne hun gøre igen. Hendes budskab til Degn skulle simpelthen være: No hard feelings.

Selvom hun havde tænkt det hele grundigt igennem og afvejet fordele og ulemper, mærkede hun et voksende ubehag, da hun parkerede Audien og så op mod det spejlbeklædte tårn. Stik imod hvad hun havde lovet sig selv, tændte hun en cigaret. Nikotinen rullede ud i blodet som en lille behagelig rus, men så fik hun tanken, at Degn kunne se hende, at han stod bag vinduerne et sted deroppe. Han var udstyret med en fintfølende detektor for enhver form for menneskelig svaghed.

Der gik endda rygter om, at han kunne lugte det, hvis man var bange for ham.

Hun kastede cigaretten fra sig, bøjede sig ned og tjekkede kort sit blege og sammenbidte ansigt i sidespejlet. Mens hun skridtede over parkeringspladsen, forsøgte hun at ryste ubehaget af sig. Det var nu, hun skulle fokusere, være stærk, vise overskud. Inden hun meldte sin ankomst til receptionisten, muligvis en ny i en lang række af smukke, unge kvinder, som hun aldrig havde hæftet sig ved, gik hun over til toiletterne i receptionens fjerneste hjørne og mærkede, at endnu en hedetur var undervejs.

De sædvanlige sæt med engelsk håndsæbe og -lotion i mørkebrune glasflasker, hvis parfumerede duft af bergamotte hun forbandt med selve ånden hos Polaris Legal, var skiftet ud med et økologisk, parfumefrit mærke. Hun låste døren og tog forsigtigt sin elfenbensfarvede silkeskjorte af. Hun måtte bare vente, til det var overstået, og mens hun sad der med sveddråberne piblende frem på brystet og i panden, imens de løse slacks og særligt bh’en føltes som et gloende fængsel af tekstil, gentog hun i hovedet de argumenter, hun ville bruge over for Degn, og præcis hvordan hun ville formulere sig, så han ikke fik færten af hverken hendes desperation eller hendes vrede.

Da varmeangrebet var overstået, duppede hun sig under armene, på brystet og i panden. Det kløede under bh’en, men hun orkede ikke at gøre noget ved det. Hun tog forsigtigt skjorten på og forlod båsen. Foran spejlet pøsede hun koldt vand på håndleddene, rettede på makeuppen, imens hun lyntyggede en mintpastil. Den røde ansigtskulør, som hedeturen havde efterladt hende med, kunne hun ikke gøre noget ved. I elevatoren nikkede hun kort til en yngre, habitklædt mand, som stod af på 8. etage. På det sidste stykke til toppen var hun alene.

Hun tog en dyb indånding, inden hun trådte ud af elevatoren og løftede blikket op på portrættet af Degn, som hang centralt på væggen. Hun havde set det hundrede gange før og hemmeligt moret sig over

den måde, han poserede på, lænet frem med et direkte blik på beskueren, med skjorteærmerne smøget op og med vægten på knoerne. Som en hangorilla. Førhen fik maleriet hende altid til at smile, nu tog hun blikket til sig og skridtede ned ad den velkendte brede korridor med glasvæggene.

Degn var, ud over at være nærsynet, lille af statur. Han var sådan én, som altid var blevet valgt sidst, når der skulle sættes hold til idræt i skolen. Det havde han selv betroet hende engang, efter de havde drukket og spist sig igennem hele menuen på Geranium. Og han var ikke alene; hun kendte mange topadvokater, som havde været små, bange drenge med tykke brilleglas. Lige så usikre, socialt kejtede og selvundervurderende, som de havde været som børn, lige så endeløst selvpromoverende, selvhøjtidelige og selvsmagende var de blevet som voksne.

Degn havde en særegen svaghed for at omgive sig med firmaets mere kulørte klienter: eksrockere med synlige tatoveringer og yngre mænd med nye, store formuer af den slags, som cirkulerede i skuffeselskaber og fakturakarruseller. Mænd, der havde det fællestræk, at de udstrålede en særlig flygtig charme, som dækkede over deres fuldkomne hensynsløshed. Sådan nogle, som uden tvivl var blevet valgt først til idræt. En af de mere kendte var Oliver Khan, en bandeleder, som yndede at omgive sig med fotomodeller og realitystjerner, og som det hidtil var lykkedes Degn at holde ude af fængsel. Degn havde for vane at nævne ham ved fornavn i en sidebemærkning, som for at fremhæve deres tætte forhold, og nyde den effekt, bandelederens navn havde, særligt på de unge advokatfuldmægtige.

Det var sidst på eftermiddagen, men kun få af kontorerne var tomme. De fuldmægtige med deres pubeshåragtige sidst-på-dagen-skæg og filipenser var altid på arbejde og ville stadig være der indtil sent på aftenen. For enden af korridoren uden for hans dør kunne hun høre en hiphop-rytme dunke. Forhåbentlig betød det, at han var i godt hu-

mør, og hun bankede hårdt på og åbnede døren, inden han kunne nå at svare.

Han sad med ryggen til – med front mod panoramavinduernes udsigt over vand og by – i en ny Eames-kontorstol. Hun genkendte den kolde, duftløse luft fra airconditionanlægget, men ellers var kontoret anderledes. Der var kommet nye gardiner af flaskegrøn fløjl, en ny, antik kelim i dæmpede farver og nye møbler. De dybe lænestole under Kirkeby-maleriet, som dog stadig hang der, var erstattet af en Poul Kjærholm-daybed.

Degn havde engang forklaret hende, hvorfor de så ofte skiftede interiøret på kontoret ud, på trods af at der altid var tale om kostbare møbelklassikere: ‘Vi skal omgive os med det, vores klienter begærer, og dét gerne, før de overhovedet ved det, og vi skal gøre det uden skam og med den største selvfølgelighed. Vores klienter må aldrig opleve andet end det bedste og nyeste, de må aldrig føle andet end begær efter mere, når de besøger os, og de må aldrig være i tvivl om, at det er, hvad vi står for.’

Degn havde ikke hørt hende. Hun rømmede sig. Først én gang og så igen kraftigere. Han reagerede ved langsomt at dreje rundt, indtil han sad med front mod hende. Han så ikke overrasket ud, hvilket faktisk også ville have overrasket hende, men et af hans sjældne smil gled over hans ansigt, idet han rakte ud efter en fjernbetjening og skruede ned for 50 Cent.

“Storm! Kom nærmere!”

Han lignede sig selv. Det sparsomme, sandfarvede hår var det samme, men de runde hornbriller, som havde givet ham et mildt New England-agtigt skær af gamle penge og kultur, var skiftet ud med et kantet sort stel fra Tom Ford. Hans nærsynethed fik øjnene til at se unaturligt små ud bag de tykke glas.

“Godt at se dig! Vin?”

“Gerne.”

“Sæt dig ned.”

Han pegede hen mod den nye daybed og hentede et glas til hende. Hun iagttog hans omhyggelige bevægelser, mens han skænkede med højtidelig mine og rakte glasset til hende.

Vinen var mørk og fed. Den blev hængende på glasset i runde buer. Duften kom hende i møde, intens og levende. Hun nippede først forsigtigt til den, mens Degn iagttog hende, og lod den så folde sig ud i mundhulen.

“Nå?”

Han så spændt på hende. Dette var et ritual, de havde haft, siden han tog hende under sine vinger. Hun måtte helst ikke skuffe ham.

“Parfumeret. Elegant. Fransk. Bordeaux?”

“Naturligvis.”

Hun smagte igen. Moden frugt med et lille prik af noget mere syrligt.

“Den er stor i slaget. Men old school. Lad mig gætte. Saint-Émilion?”

“Godt spottet, Storm. 2014. Svært år. Men ædel med gode nosser uden at blive for tung i røven. Og flotte mineraler.” Han smækkede med tungen. “Satme ikke tosset.”

“Forrygende.” Hun nikkede.

De drak igen.

“David kunne overveje den til restauranten. Jeg kan skaffe den til en rimelig pris, hvis det var noget?”

“Jeg kan spørge ham.”

“Ja, ja, gør det. Hvordan går det ham?”

“Det kører bare derudad.”

“Jeg må se at komme derhen. Kan du skaffe et bord til mig og fruen?”

“Altid. Du siger endelig bare til.” Efter miseren med Davids afslag på Degns tilbud om at være investor havde hun fået David til at invitere ham ved flere lejligheder. Han var endnu ikke dukket op. “Og hvordan går det her?”

“Jeg skal heller ikke klage.”

Han drak igen uden at tage øjnene fra hende.

“Du ville tale med mig?”

“Jeg har brug for din hjælp.”

Degn lænede sig en smule frem mod hende, men sagde ikke noget. Han forventede altså, at hun selv skulle lægge ud. Hun rømmede sig, satte glasset fra sig.

“Situationen er den, at jeg er in between forskellige projekter lige p.t. Så jeg kan faktisk springe til med meget kort varsel. Jeg kender jo huset og arbejdsgangene. Og bare rolig, jeg er fuldkommen frisk og helt klar. Har faktisk aldrig haft det bedre.”

Degn nikkede, men forblev tavs.

“Jeg er selvfølgelig indstillet på, at jeg måske i en periode skal arbejde med nye klienter. Og så gradvist vende tilbage. Altså, jeg er på fuld kraft fra start, selvfølgelig, det er ikke det, jeg mener.”

Hans ansigtsudtryk var uudgrundeligt.

“Som du selv sagde: ‘What doesn’t kill you’ og så videre, ikke sandt? Og jeg er stærkere end nogensinde. Hele det her forløb har simpelthen gjort det meget klart for mig, hvad mine prioriteter er. Mine værdier.”

Så. Nu havde hun overstået det værste. Og hun havde ikke kastet op undervejs, selvom hun lige nu havde lyst til det.

“Så, ja, jeg kan i princippet komme ind allerede mandag. Og du skal ikke være bekymret, jeg er fuldkommen committed til Polaris Legal. Så, ja …” Hendes sætning ebbede ud. Degn havde endnu ikke sagt et ord.

“Hvor er jeg glad for at høre, at du er helt rask, Vivian. Skål på det.”

De løftede glassene.

“Skål.”

Han satte sit glas fra sig og gned hænderne mod hinanden.

“Det glæder mig også, at det går godt med Davids restaurant. Virkelig.”

Skulle hun sige det, som det var? At de var blevet separeret? Degn havde i sin tid ikke lagt skjul på, at hun efter hans mening burde få særeje, da de blev gift. Nej, det var der ingen grund til at fortælle ham om lige nu. På udvalgte områder var Degn konservativ, og hun havde ikke lyst til at fremstå som svag, som én, der var blevet forladt, og han ville ikke have andet end foragt tilovers for, at hun var endt i økonomisk kaos. Det gjaldt om at se fremad.

“Vivian.” Nu kom det. Hans indledende tilbud. Det ville være til forhandling, og hun var ikke indstillet på at gå ned i løn, faktisk forventede hun et nøk opad, sådan som han havde behandlet hende.

“Lige nu ser det ikke så godt ud.”

“Jeg er selvfølgelig villig til at indgå i en forhandling.”

“Nej, det er ikke det, jeg mener.”

“Inden for rimelighedens grænser.”

“Jeg kan ikke tilbyde dig en fast stilling.”

Ordene gik kun langsomt op for hende.

“Jeg har ansat en anden i din gamle stilling. En dygtig ung mand af anden etnisk herkomst. Meget ambitiøs.” Han slog ud med armene.

“Det er længe siden, det var jeg nødt til, det forstår du vel.”

Noget gav efter indeni, mens hun formede læberne i et smil.

“Klart, det skal du ikke tænke på. Som sagt er jeg in between projekter lige nu.”

“Det, jeg vil snakke med dig om, er en mindre opgave.”

Hun måtte væk derfra, væk fra fornedrelsen, væk fra ham.

“Det ligger inden for dit nye fagområde, skulle jeg mene.”

“Jaså.” Væggene kunne give efter og falde ind over hende når som helst.

“Det drejer sig om at lokalisere en forsvundet person. Det er da sådan noget, du laver nu?” Han havde altså holdt øje med hende, vidste, hvad hun lavede. Da hun ikke svarede, tilføjede han: “Det drejer sig

om en højt profileret klient, og det er mit indtryk, at honoraret vil være overordentlig generøst.”

“Nej tak. Det kan desværre ikke lade sig gøre. Beklager.”

Hun tømte vinglasset i ét drag.

“Og det er du sikker på?”

“Men du skal have tak for at tænke på mig.” Hun satte glasset fra sig og bevægede sig hen mod døren. Degn fulgte efter.

“Det glæder mig, det går så godt med din virksomhed.”

Hun ignorerede ironien i hans stemme, smilede og lænede sig frem for at få overstået hans luftige kindkys, da hun mærkede, hvordan han bevægede sig tilbage i et pludseligt ryk.

“Du er da ikke begyndt at ryge?”

Hun svarede ikke og behøvede heller ikke at se på ham. Hun kendte hans næserynken, udtrykket af mishag bag de tykke brilleglas. Hun var halvvejs nede ad korridoren, da han kaldte på hende.

“Men jeg ringer så!” Hun vendte sig om og måtte have set spørgende ud, for han tilføjede: “Med bordet? Hos David.”

Hun fortsatte ned mod elevatoren uden at svare. Det var noget i hans tonefald: Han vidste, at David havde forladt hende. Selvfølgelig gjorde han det. Hun tændte en cigaret allerede halvvejs ude af receptionen, og da hun genkendte Degns sorte Maserati på parkeringspladsen, kriblede det i hendes fingre for at tage nøglebundtet op fra tasken og trække dybe ridser i den blanke lak.

Storm

Alder: 40 år

Tidligere karriere: Højtlønnet skatteekspert

Nuværende karriere: Selvstændig detektiv

Privatliv: Ligger i skilsmisse. Ingen børn

Økonomisk situation: Særdeles udfordret

Personlig udfordring: Social nedrykning

Molin

Første bind i Storm & Molinserien

Alder: 25 år

Tidligere karriere:

Ingen. Antropologistuderende

Nuværende karriere:

Assistent for Vivian Storm

Privatliv: I forhold, men ufrivillig nysgerrig …

Økonomisk situation: Tvivlsom

Personlig udfordring: At finde sin plads

Vil du læse mere? Find bogen, der hvor du køber eller streamer dine bøger

Vivian

Bjørn