Efter stormen - Linda Castillo

EFTER STORMEN

Bund 11.0____Top 4.0_____Front 9.5____Ryg 3.0____Stang 940.0____Rulle 1260.0

Linda Castillo

EFTER STORMEN På dansk ved Henrik Enemark

HR. FERDINAND |

københavn | vico del gargano

Prolog

Bund 11.0____Top 4.0_____Front 9.5____Ryg 3.0____Stang 940.0____Rulle 1260.0

29. AUGUST 1985 Den gamle lade havde en forhistorie. Niårige Sally Ferman havde hørt alle historierne, og hver og én af dem skræmte hende. Hendes far havde fortalt, at gården oprindeligt havde tilhørt en ung tysk immigrant ved navn Hans Schneider, som havde bygget en hytte og giftet sig med en fransk kvinde ved navn Rebecca. De havde fået tre sønner, og i årenes løb havde Hans sammen med drengene bygget laden, holdt køer og får og dyrket tobak og majs.

Men så en aften i 1763, hvor sneen faldt tungt, var en gruppe indianere fra Delaware gået til angreb på bosættelsen. Hans var blevet skudt, mens han stod i vinduet med sit forladegevær. Hans kone var blevet slæbt ud af hytten og skalperet. De tre drenge, som havde været bevæbnede og klar til at kæmpe for livet, var omkommet i flammerne, da gruppen fra Delaware satte ild til hytten. Rygterne fortalte, at hvis man besøgte stedet om natten, kunne man stadig høre Rebecca skrige, mens hun brutalt blev skalperet.

Sally vidste ikke, om historien var sand. Hun havde aldrig hørt andet i nærheden af laden end duernes kurren og grisenes lejlighedsvise grynt, men alligevel vidste hun også med sikkerhed, at den gamle lade med stenfundamentet og de mørke vinduer var det uhyggeligste sted, hun nogensinde havde besøgt.

Fra hendes egen families gård, der var nabo til laden, lignede den en helt almindelig lade med falmet rød maling og rustent 7

bliktag. Men når man kom tættere på, var laden både faldefærdig og uhyggelig. Skulderhøjt græs og ukrudt skød op omkring det smuldrende fundament. Sommeren før havde hun sammen med sin bedste veninde Lola sneget sig over til laden. De havde næsten overtalt hinanden til at gå ind i den, da en amishmand kom ud, og de havde været nødt til at skjule sig mellem ukrudtet. Det havde været skræmmende, men også lidt spændende. Men manden havde ikke gjort andet end at kaste et blik ud ad bagdøren. På trods af deres frygt havde de grinet hele vejen hjem. Sally havde haft svært ved at forklare burrene i sit hår for sin mor.

Mindet fik hende til at sukke. Lola havde været så sjov at være sammen med, men omkring jul var hun flyttet på grund af sin fars dumme job. Sally savnede hende helt vildt. På det seneste var hun begyndt at være mere sammen med Fayrene Ehrlich, som lige var flyttet til Painters Mill fra Columbus. Fayrene var både flot og populær (hendes mor lod hende allerede gå med læbestift og barbere benene), og hun havde allerede sikret sig en plads på softballholdet og var kommet med i pigernes Glee-klub – to ting, som det aldrig var lykkedes for Sally at opnå, og det skyldtes ikke, at hun ikke havde gjort forsøget. Alle syntes bare, at Fayrene var det bedste, der var sket for Painters Mill, siden den nye baseballbane ved mellemskolen blev indviet. Sally syntes, at Fayrene var en snobbet og bedrevidende blærerøv. Og hun vidste med sikkerhed, at Fayrene slet ikke var så klog, som alle gik og troede, for hun havde allerede lånt Sallys opgaver to gange for at skrive af.

Men efter at Lola var flyttet, var Fayrene den eneste veninde, Sally havde. Sandheden var, at Sally var nødt til at tage sig sammen. Bevise sit mod – og at hun var værdig til at rykke op i sjette klasse. Hendes mor havde bedt hende om at holde sig langt væk fra amishfolkene på nabogården, som ikke var interesserede i, at der luskede engelske børn rundt i deres lade. Men det var præcis, hvad Sally havde tænkt sig at gøre for at bevise, at hun 8

både var modigere og langt mere interessant end Fayrene Ehrlich.

Hun behøvede ikke at gøre andet end at komme hjem med en god historie, som hun kunne fortælle i kantinen – måske kombineret med en lille souvenir som bevis på, at hun virkelig havde gjort det. ”Så let som at klø sig i nakken,” hviskede hun til sig selv, mens hun gik op over skråningen ved vandløbet. I baghovedet spekulerede hun på, hvad Fayrene ville gøre, hvis Sally kom tilbage med Rebecca Schneiders skalp. Det skulle nok lukke munden effektivt på hende.

Hun sikrede sig, at banen var fri, før hun skyndte sig over på den anden side af grusvejen, som førte hen til laden. Den var bygget på en skråning, og indgangen lå på den side, der vendte ind mod bakken. Den modsatte side vendte ud mod en eng, og nederst i bygningen var der indrettet en række båse, mens der udenfor var en indhegning til grisene. På samme side var der en stor skydedør, som amishfolkene kunne køre en vogn helt hen under, når de skulle have halmen i hus. Men Sally turde ikke gå ind i laden via skydedøren, for så kunne man sikkert se hende fra huset.

Der var ingen sidedør, så hun var nødt til at komme ind via båsene på bagsiden af bygningen.

Hun holdt omhyggeligt øje med, om nogen nærmede sig fra den anden side af laden, og hun spidsede ører for at lytte efter stemmer, før hun trak lidt længere ud mod højre. Hun kunne lugte grisene nu. Den skarpe stank af ammoniak, som hendes mor og far altid beklagede sig over, når vinden kom fra en bestemt retning og sendte lugten direkte ind over deres gård. Hun pressede ryggen ind mod fundamentet og kastede et blik rundt om hjørnet. I den nederste del af laden var der indrettet en række båse, og jordgulvet var skjult under et næsten en halv meter tykt lag af møg. Der var store huller i bunden af båsene, hvor skovmurmeldyr havde gravet huler. Også tanken om murmeldyrene fik det til at løbe hende 9

koldt ned ad ryggen, især de største af dem. Hendes mor sagde, at de lignede store rotter.

Uden at give sig selv lov til at stikke halen mellem benene sneg Sally sig rundt om hjørnet og så op. Laden var to etager høj.

Tre, hvis man talte båsene i bunden med. Der var kun én måde til at komme op på etagen ovenover: via halmsliskerne, der stak ned gennem loftet over båsene. Hun skulle ikke gøre andet end at skubbe trælemmen op og kravle gennem åbningen.

Hun kastede et sidste blik rundt, før hun fortsatte ind i den første bås. Hun forvissede sig om, at der ikke var nogen murmeldyr i nærheden, før hun fortsatte ind i bunden af båsen. Loftet var lavt, og en klump af spindelvæv hang ned mod hende som en snavset candyfloss. Hun kunne høre grisene grynte og bevæge sig rundt i indhegningen udenfor. Deres hove klikkede højlydt på betonbelægningen. Hun nåede hen til den nærmeste halmsliske og kastede et hurtigt blik rundt i kanten for at lede efter edderkopper, før hun med begge hænder skubbede den tunge trælem op. En byge af støv og halmstumper dryssede ned over hendes ansigt og skuldre, men det lykkedes hende at skubbe lemmen til side, og da hun løftede sig op på tå, kunne hun stikke hovedet op gennem åbningen.

Der hang en tung og ubehagelig lugt i luften. Lyset var så dårligt, at hun kun kunne se en bunke halm, en enkelt balle lucerne og nogle lærredssække med majs langs den ene væg. Hun trak sig helt op gennem åbningen, rejste sig, børstede støvet af bukserne og kastede et blik rundt. Den store skydedør på forsiden af laden lå på hendes venstre side. En hestevogn med fladt lad holdt lige inden for døren. Lidt længere væk var der et vindue, som vendte ud mod gården. Hun fattede ikke, at hun på egen hånd var kommet så langt. Nu skulle hun bare finde en eller anden souvenir og så se at komme væk igen i en helvedes fart.

Hendes tennissko bevægede sig lydløst over trægulvet, da hun 10

fortsatte hen mod en dør, der vendte ud mod engen og grisenes indhegning. Hun fangede en snert af hestesved og læder i luften, da hun kom forbi noget seletøj, som hang på et søm i en træbjælke.

Hun trådte uden om en trillebør fyldt med hestemøg og halm, nåede hen til døren og kiggede ud. Hun kunne se det mosgrønne vand i dammen, og længere væk lå vandløbet. Omkring tre meter under hende myldrede snesevis af grise – både sortbrogede Hampshire-grise og nogle andre, der var lyserøde med store sorte pletter – rundt i indhegningen, der var afgrænset af kraftige stålhegn. Et par af dyrene så op på hende med et sultent blik i deres stikkende øjne, og hun kiggede sig om for at finde noget halm, som hun kunne kaste ned til dem. ”I er sikkert ved at dø af sult,” hviskede hun.

Hun var i færd med at trække en håndfuld lucerne fri af ballen, da en lyd af stemmer fik hende til at snurre rundt. Den store skydedør begyndte at glide til side. Hun gispede, skyndte sig tilbage til lemmen, satte sig på gulvet og stak benene ned gennem åbningen. Hun var lige på vej til at springe ned i båsen, da nogle mænd kom ind i laden. Hun landede på fødderne. I en fart rettede hun sig op, stak hovedet op gennem åbningen og trak lemmen tilbage på plads, mens hun på samme tid dukkede hovedet.

Hun lukkede ikke lemmen helt i, men lod den støtte på hovedet, så der var en sprække på et par centimeter, som hun lige akkurat kunne kigge ud gennem. Hun kunne ikke se ret meget andet end tre par ben, seks støvler og bukseben. ”Sis Alles Eigericht,” sagde en af mændene.

Mens Sallys hjerte bankede af en blanding af spænding og frygt, trak hun hovedet lidt ned og holdt lemmen så meget på klem, som hun turde. Hvis mændene kiggede i hendes retning, ville de måske få øje på hende. Hun troede dog ikke, at det ville ske, for de var travlt optaget af at snakke med hinanden. Eller rettere … skændes.

Hun skulle lige til at lukke lemmen helt og løbe hjem, da 11

mændene begyndte at råbe. Hun forstod ikke Pennsylvania Dutch og kunne ikke se deres ansigter, men ingen af delene var nødvendige for at forstå, at de var vrede og ophidsede. Hendes mor havde altid sagt, at amishfolk var fromme og venlige, og at de aldrig deltog i nogen form for voldeligheder. Men der var ikke noget venligt ved den samtale, mændene førte nu. Hun kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da hun så en af mændene skubbe hårdt til en af de andre.

Hun var lige ved at gispe højt, da mændene i håndgemænget kom helt tæt hen på lemmen og hendes skjulested. Hun kunne høre deres støvler skrabe mod gulvet og så, hvordan de fik støvet til at rejse sig. Hun hørte en våd og klaskende lyd, da en af mændene ramte den anden med en knytnæve. Et vredt råb rungede i luften.

Mere håndgemæng, mens mændene bevægede sig tilbage mod den brede dør i væggen. En af mændene brølede som et dyr, lænede overkroppen frem og gik til angreb på den mand, der stod nærmest døren. Sally så, hvordan mandens støvler slap gulvet, da han blev slynget tilbage gennem åbningen. Og så faldt han. Midt i faldet vred han kroppen rundt, og det virkede, som om han så direkte på hende. Hun fangede et glimt af hans ansigt. Hans arme var strakt ud til siden, og han åbnede munden i et tavst skrig. Og så var han væk.

Et klynk slap ud over hendes læber, da hun hørte manden ramme hegnet og lande på betonen. Hun holdt sig for munden og dukkede sig så hurtigt, at hun mistede balancen. Lemmen gik i med et højt smæld.

Hun landede på halen i en bunke af møg. Hun fattede ikke, hvad det var, hun lige havde set. ”Åh gud,” hviskede hun. ”Åh gud. Åh gud.”

Var manden død?

Over hende var mændene blevet tavse. Havde de set hende?

Hun sprang hen mod den anden ende af båsen og rettede 12

blikket til venstre i retning af indhegningen med grisene. Gennem ståltremmerne kunne hun se et virvar af grise rundt om manden, der lå på betonen. Han bevægede sig, løftede hovedet og kastede et omtåget blik rundt. Et sug af lettelse bølgede gennem hende, fordi hun havde været overbevist om, at han var død.

Lettelsen var dog kortvarig. Grisene hvinede og løb rundt om hinanden. Adskillige af de største af dyrene stod i en ring om den liggende mand. En af grisene hvinede højt, løb frem og puffede til manden med snuden. Manden råbte et eller andet og hamrede en knytnæve ind i hovedet på grisen. ”Hjælp ham,” hviskede hun og kiggede op mod loftet. De andre mænd deroppe måtte kunne se ham. Hvorfor hjalp de ham ikke?

Sally mærkede sin mave snøre sig sammen. En stor, hvid orne gryntede ophidset, sprang frem og stak til manden med stødtænderne. Der lød et smertefuldt skrig fra ham. Sally kunne se en stor flænge på hans skjorteærme og fangede også et skinnende rødt glimt af blod. Hendes tænder begyndte at klapre.

Hun lukkede øjnene. ”Hjælp ham,” klynkede hun. ”Så gør da noget!”

Larmen fra grisene blev mere skinger. Sally åbnede øjnene.

Dyrene var ophidsede. De løb frem mod manden, standsede brat foran ham og trak sig tilbage igen. Med forfærdelse så hun, hvordan en stor so lukkede kæberne om mandens ene skulder og ruskede ham på samme måde, som når en hund fangede et egern.

Manden vred sig og prøvede at komme fri, men så sprang en anden gris frem og bed ham i armen. Sally holdt sig for øjnene, men det forhindrede hende ikke i at høre manden skrige højt. ”Åh gud! Åh gud!” Hun kæmpede for at holde gråden tilbage, da hun løb væk fra laden. Hun vidste, at hvis mændene kiggede ud, ville de få øje på hende, men hun var ligeglad. Hun sagtnede ikke farten. Hun så sig ikke tilbage. Hun nåede hen til hegnet og maste sig ind mellem metaltrådene, så pigtråden lavede en flænge 13

i hendes T-shirt og arm. Men hun mærkede ingen smerte. Og så var hun tilbage på stien, hvor støvet rejste sig under hendes sko.

Hendes arme pumpede. Hendes ben brændte. Rædslen bølgede gennem hendes krop.

Hendes egne skrig fulgte hende hele vejen hjem.

14

30. AUGUST 1985 Hun ankom til den overdækkede bro tolv minutter før det aftalte tidspunkt. Hun havde ikke fortalt nogen, hvor hun gik hen, og hun var så nervøs, at hun næsten ikke kunne holde sig oprejst. Men hun var også spændt og glad for, at de havde valgt dette sted til at mødes. Tuscarawus-broen var et særligt sted for dem, og de havde mødtes ved den indtil flere gange i løbet af sommeren. Der var her, de kyssede hinanden første gang. De havde hvisket ømt til hinanden. De havde leet og drømt om fremtiden. Og hvis man var alene, kunne man bare sidde og tænke i fred og ro.

Eftermiddagen var så stille, at hun kunne høre de rødvingede stærlinge flyve fra træ til træ nede ved det dybe vandhul, og bierne summede rundt om de gule toppe på gyldenrisene, der voksede på de mudrede bredder langs Painters Creek. Hun løftede op i sin skuldertaske og trådte ind i skyggen på den overdækkede bro, hvor luften var en smule køligere. Hun havde taget sin bedste kjole på og den sorte kapp, der normalt var forbeholdt gudstjenesterne om søndagen. Hun samlede kjoleskørtet og satte sig under vinduet, der vendte ud mod det slyngede vandløb. Alt var så fredfyldt omkring hende. Hun ville ønske, at hun havde den samme fred og ro i hjertet, men sådan var det ikke.

Hun havde aldrig før mærket så mange modstridende følelser, som hun havde oplevet den seneste uge. Tanken om at tage hul på et nyt liv med ham gjorde hende så lykkelig, at hun næsten ikke 15

kunne rumme det. Men bevidstheden om, at hun var nødt til at forlade sin familie, havde gjort hende så ufatteligt trist. Åh, hvor ville hun komme til at savne mamm og datt og de små! Hvordan skulle hun klare sig uden sine forældres kærlighed og visdom?

Hvordan skulle hun kunne falde i søvn om aftenen uden sine brødre og søstres kram og kys? Vidste de, hvor højt hun elskede dem? Ville de altid kunne huske hende?

Alternativet var naturligvis, at hun måtte tilbringe resten af livet uden den mand, som hun elskede – den mand, hun skulle giftes med – og det var ikke en mulighed for hende. Det spillede ingen rolle, at han var Mennischt-mennonit og tilmed tilhørte troens Nye Orden. Han var en god mand, rar og hårdtarbejdende. Men endnu vigtigere var, at han elskede hende. Han ville giftes med hende.

Hvad betød det, at han elskede Gud på en lidt anderledes måde, eller at hans tro tillod moderne bekvemmeligheder og kørsel i bil?

Men den slags betød meget for hendes forældre. Hun havde prøvet at forklare dem, at han ville blive en god ægtemand. At han ville arbejde hårdt og forsørge hende og deres børn. Men de var Swartzentruber og tilhørte den mest konservative gruppe i hele amishsamfundet. Hendes forældre var demutig – ”jævne” eller ”ydmyge” – og indordnede sig pligtskyldigt under deres forfædres urokkelige traditioner. De kørte i hestevogne uden vinduer og med stålringe under træhjulene. Ikke blot forsagede de brugen af elektricitet, men de havde heller ikke indlagt vand i huset og ikke engang linoleum på gulvene. Hendes mamm bar kyse og kjoler, der nåede næsten ned til anklerne. Hendes datt trimmede aldrig sit skæg.

Hendes forældre troede fuldt og fast på, at disse værdier sikrede dem en plads i himlen. Men på samme tid betød deres strikse leveregler, at de aldrig ville lytte til hende. De ville aldrig forstå.

Og de ville aldrig nogensinde acceptere hendes beslutning. I sidste ende havde de ikke givet hende andre muligheder end at træffe et 16

valg. Hendes familie – hele hendes liv som amish – eller en fremtid med den mand, som hun elskede højere end sig selv.

De havde mødtes for to dage siden på præcis samme sted. Hun havde leet, da han støttede på det ene knæ og friede til hende.

I amishsamfundet blev der ikke udvekslet ringe, når man blev forlovet, så hun havde følt sig som en prinsesse, da han fortalte, at han havde fået en ring lagt til side – en smal guldring med en ægte diamant – og ville hente den, når han fik udbetalt sin løn. Det eneste skår i hendes glæde var, da hun mindede ham om, at hendes forældre aldrig ville give dem deres velsignelse. Hun var kun sytten, men hun var allerede blevet døbt. Hun ville blive bandlyst.

Udstødt. Ingen ville tale med hende. Ingen ville spise sammen med hende. Og værst af alt ville hun få forbud mod at se sine søskende.

Tanken fik hendes hjerte til at briste.

Aftenen før havde hun fundet sin taske frem og pakket, efter at alle de andre var gået i seng. Undertøj. Strømper. Skiftetøj. Et stykke af hendes mamms ludsæbe. Et eksemplar af Martyrs Mirror.

Hun havde faktisk ikke plads til den 1200 sider tykke bog, men det var den eneste af hendes ejendele, som hun vidste, at hun ikke kunne leve uden. Uanset hvor forpint hendes sjæl var, formåede det gamle, digre værk med beretningen om anabaptisterne, som døde for deres tro, altid både at skræmme og inspirere hende til at elske Gud endnu højere. I de kommende dage ville hun få brug for al den styrke og tro, hun kunne mobilisere.

Om morgenen havde hun, efter at hendes datt var taget af sted, sneget sig ind i sine brødres og søstres soveværelse for at give dem et sidste kys, og hendes tårer havde gjort deres kinder næsten lige så våde som hendes egne. ”Jeg elsker jer, mine små engle,” havde hun hvisket. ”Husk at være søde.” Hun håbede, at hendes forældre i løbet af et par uger eller måneder ville erkende, hvor meget de savnede hende og byde hende velkommen tilbage. Men hun troede ikke på, at det ville ske, og det havde fået hende til at græde endnu 17

mere, for inderst inde vidste hun, at hun aldrig ville komme til at se sine søskende igen.

Det havde taget hende to timer at tilbagelægge turen til den overdækkede bro til fods. Hun var brudt ud i sved, hver gang en bil eller hestevogn kørte forbi. Hun var skrækslagen for, at nogen, hun kendte, ville se hende og sige det til hendes forældre. Naturligvis spillede det ikke for alvor nogen rolle. De ville alligevel snart finde ud af det. Men selv hvis de prøvede at standse hende, stod hendes beslutning ikke til at ændre. Intet kunne standse hende nu. Intet.

Hun skubbede skoene af og trippede hen til det sted, hvor han havde snittet deres initialer i træet. Det var lidt fjollet, men synet af bogstaverne fik hende alligevel til at græde igen. Efter at de i månedsvis havde lusket rundt og været bange for at blive afsløret, ville de nu langt om længe snart være sammen. Nu som mand og kone. Der ville blive bryllup. De ville få et hjem. Og børn. Hendes bryst svulmede af kærlighed, og det var ikke første gang, hun spurgte Gud, hvorfor noget, der føltes så ægte og rigtigt, kunne være forkert.

Da hun holdt op med at græde, vendte hun følelsesmæssigt drænet tilbage til sin taske og satte sig. Som altid var han forsinket, og hun kunne næsten ikke vente med at se ham. Hun så hans ansigt for sig. Han var så smuk. Hans øjne var så venlige. Det hemmelige smil, som han reserverede til hende. Når som helst ville han dukke op i sin gamle bil med albuen ude af vinduet, radioen skruet godt op og håret bølgende i vinden. Hun kunne ikke gøre andet end at vente. Hun tænkte, at hun var klar til at vente for evigt, hvis det var det, der skulle til. ”Skynd dig, min skat,” hviskede hun. ”Skynd dig.”

18

KAPITEL 1 NUTIDEN Jeg var otte år, da jeg lærte, at der var konsekvenser forbundet med at pleje omgang med englænderne. Konsekvenser, som altid var ubehagelige og blev håndhævet af velmenende amishforældre, der var fast besluttede på at opretholde de regler, som vores anabaptistiske forfædre havde formuleret for næsten tre hundrede år siden. I mit eget tilfælde skete det i forbindelse med hesteauktionen nær Millersburg og involverede en tolvårig engelsk dreng og den Appaloosa-vallak, han prøvede at sælge. Hvis man derudover indsætter mig i historien, var der tale om en sprængfarlig blanding, som endte med, at jeg blev sat eftertrykkeligt på plads – mens min far samtidig måtte erkende, at jeg så reglerne i et helt andet lys end ham, og at jeg manglede evnen til at indordne mig under dem.

Jeg glemmer aldrig det, jeg lærte den dag – og hvor meget det pinte mit otteårige hjerte, som selv i denne tidlige alder allerede var begyndt at rase mod uretfærdighederne i die Ordnung og alle de mennesker, som var parate til at sætte mig på plads, hvis jeg ikke overholdt reglerne. På trods af den lærestreg, jeg fik, forhindrede det mig ikke i gang på gang at bryde de samme regler og nægte at indordne mig under selv de mest grundlæggende principper. Da jeg blev teenager, havde stort set alle indset, at jeg aldrig ville blive i stand til at indordne mig, og at jeg – hvilket var endnu værre 19

– ganske enkelt ikke passede ind, og begge dele er en tvingende nødvendighed, hvis man er en del af amishsamfundet.

Nu kan jeg – i en alder af 33 – ikke helt forlige mig med den kendsgerning, at jeg stadig prøver at behage mennesker, som aldrig vil acceptere mit liv, og jeg er ikke blevet bedre til det, end da jeg var en akavet og usikker pige på femten. ”Lad være med at bekymre dig.”

Jeg sidder på passagersædet i John Tomasettis Tahoe og kan ikke helt finde ud af, om jeg er imponeret over hans indsigt i mine tanker, eller om jeg er irriteret over, at min mentale tilstand er så tydelig. Vi har boet sammen på gården i syv måneder, og selvom der har været nogle bump på vejen, må jeg også indrømme, at det har været den lykkeligste og mest tilfredsstillende periode i mit liv.

Tomasetti har en fortid som kriminalbetjent ved politiet i Cleveland og er nu ansat som agent ved BCI i Ohio. Ligesom mig har han en svær fortid og gemmer på mindst lige så mange hemmeligheder, og jeg har en fornemmelse af, at han endnu ikke har indviet mig i dem alle. Men vi har en stiltiende aftale om, at vi ikke vil lade vores fortid diktere vores lykke eller den måde, vi lever på. Han er helt ærligt det bedste, der nogensinde er sket i mit liv, og jeg bilder mig ind, at følelsen er gensidig. ”Hvorfor tror du, jeg bekymrer mig?” spørger jeg og gør min stemme lidt skarp. ”Du virker lidt urolig.” ”Hvis det er tilfældet, skyldes det nok, at jeg er nervøs,” siger jeg. ”Der er forskel.”

Han ser på mig og kniber øjnene lidt sammen, men jeg kan se anerkendelsen i dem, da han lader blikket glide hen over mig. ”Du ser godt ud.”

Jeg skjuler mit smil ved at se ud ad vinduet. ”Hvis du prøver at opmuntre mig, virker det godt.”

20

Der spiller et lille smil om hans mund. ”Det ligner dig ikke at skifte tøj fire gange.” ”Det er svært at finde ud af, hvad man skal tage på til en amishmiddag.” ”Tilsyneladende er det endnu sværere, når man selv engang har været amish.” ”Måske skulle jeg have fundet på en undskyldning.” Jeg ser ud ad vinduet og retter blikket mod horisonten. ”Meteorologerne har lovet regn.” ”Det ligner dig ikke at stikke halen mellem benene.” ”Medmindre det handler om min bror.” ”Kate, han har selv inviteret dig. Han har lyst til at se dig.” Han lægger en hånd på mit ben lige over knæet og giver mit lår et klem.

Jeg tænker på, om han har nogen anelse om, hvor bekræftende det føles. ”Vær dig selv og se, hvordan det går.”

Jeg påpeger ikke, at det var, fordi jeg var mig selv, at jeg i sin tid blev bandlyst og udstødt af mine amishbrødre- og søstre.

Han drejer ind på den lange grusvej, der fører ind til min bror Jacobs gård. Oprindeligt tilhørte gården mine forældre, men da de døde, gik den i arv til ham som familiens ældste søn. Jeg prøver at forberede mig mentalt, da den lille æblehave kommer til syne på højre hånd. Minderne myldrer frem, da jeg ser ned mellem rækkerne af træer, og jeg forventer nærmest at se tre amishbørn, der er blevet sendt ud for at plukke æbler til tærter. Jacob, Sarah og jeg var uadskillelige dengang, og i stedet for at plukke æbler endte vi mange gange med at lege gemmeleg, indtil det var blevet for mørkt til at se noget. Som regel var det mig, der fik ideen. Kate, den evige druvvel-machah. Ballademageren. Det var, hvad min datt sagde. Den eneste gang, jeg indrømmede, at jeg havde lagt pres på mine søskende, straffede han mig ved at tage den af mine huslige pligter fra mig, som jeg ellers elskede allermest. Jeg måtte ikke længere give sutteflaske til det tre uger gamle, moderløse gedekid, 21

som jeg havde døbt Sammy. Jeg havde tryglet og bønfaldt og argumenteret, men alligevel blev jeg belønnet med at blive sendt i seng uden aftensmad – og med mavepine, fordi jeg havde spist alt for mange grønne æbler.

Huset er enkelt og hvidt og forsynet med en stor veranda og høje vinduer, der nærmest stirrer på mig, da Tomasetti lader bilen trække lidt ud til højre. Ahorntræet, som jeg i en alder af tolv hjalp min datt med at plante, har vokset sig stort og kaster sin skygge ind over hostaerne langs huset. I haven på siden af huset fanger jeg et glimt af et par haveborde med forskellige duge, der blafrer i brisen.

Jeg kigger på det gamle hønsehus foran mig og den store lade på min venstre side, og det slår mig, i hvor høj grad min fortid udspringer af dette sted. Og hvor meget af det, der er væk for mig for altid. Når man er amish, har man ingen billeder. Man har ingen sjove fotoalbum, skolebilleder eller pinlige videoer. Mine forældre er for længst døde, og det betyder, at alt det, der er sket her – både det gode og det dårlige – kun eksisterer i mine og mine søskendes minder. Måske er det derfor, jeg ikke kan holde mig væk. Uanset hvor mange gange min bror har såret mig, kommer jeg altid tilbage. Jeg er som en hundehvalp, der er sparket ud i kulden og ikke kender noget andet sted at være og finde trøst.

Det er en del af min fortid, som jeg gerne vil dele med Tomasetti. Jeg vil stå sammen med ham i skyggen fra ahorntræet, mens jeg fortæller ham om den dag, da datt og jeg plantede det. Hvor stolt jeg var året efter, da knopperne sprang ud. Jeg drømmer om at gå rundt på markerne sammen med ham og vise ham den gamle træstamme, som jeg fik vores gamle plovhest til at springe over, da jeg var tretten. Jeg vil vise ham dammen, hvor jeg fangede min første bars. Den dam, hvor Jacob og jeg engang kom op at slås på grund af en hockeykamp. Det var muligt, at han var både ældre og større end mig, men han brugte ikke nogen tarvelige tricks – i det mindste ikke mod mig. Til gengæld var jeg født med et dræberinstinkt, 22

som han ikke selv besad, og det var næsten altid ham, der gik hjem med et blåt øje eller en opsvulmet læbe. Han sladrede aldrig til vores forældre om mig, og jeg vil aldrig glemme det blik, han så på mig med alle de gange, hvor han løj for vores forældre for at beskytte mig mod at blive straffet for det, jeg havde gjort. Selv sagde jeg aldrig et ord.

Tomasetti parkerer i gruset bag huset og slukker for motoren.

Hestevognen, der tilhører min søster Sarah og min svoger William, holder uden for laden. Da jeg stiger ud af Tomasettis Tahoe, ser jeg min svigerinde Irene komme ud ad den sorte dør med en brødkurv i den ene hånd og en plastickande i den anden.

Hun får øje på mig og smiler. ”Nau is awwer bsil zert, Katie Burkholder!” Se, det var ved at være på tide.

Jeg hilser hende på Pennsylvania Dutch. ”Guder nammidaag.” God eftermiddag. ”Mir hen Englischer bsuch ghadde!” råber hun. Vi har fået gæster, som ikke er amish.

Trådnetdøren smækker i. Jeg kigger op mod huset og ser min søster Sarah komme ned ad trappen med en tallerken med stegt kylling og en bugnende skål grønne bønner. Hun er klædt i en blå kjole med forklæde, en kapp med stropperne hængende løst ned over ryggen og et par diskrete sorte tennissko. ”Hej, Katie!” siger hun med lidt for meget begejstring i stemmen. ”Mændene er indenfor. Sie scheie sich vun haddi arewat.” De prøver at slippe for det hårde arbejde.

Irene stiller kanden og brødkurven på et af havebordene, hvorefter hun støtter hænderne på lænden og strækker sig. Hendes tøj ligner på mange måder min søsters. Hendes blå kjole er en anelse mørkere. Forklæde og kapp. Et par slidte tennissko. ”Alle daag rumhersitze mach tem faul,” siger hun og henviser til mændene. Man bliver doven af at sidde og hænge hele dagen. ”Sell is nix as baeffzes.” Sikke da noget sludder.

23

Ved lyden af min brors stemme retter jeg blikket tilbage mod huset og ser ham stå på verandaen sammen med min svoger William. De er begge klædt i mørke bukser og hvid skjorte, seler og stråhat. Jacobs skæg når ned midt på brystet og er efterhånden blevet mere gråt end brunt. Williams skæg er rødt og tyndt. De to mænds blikke flakker fra mig til Tomasetti og tilbage igen, som om de venter på at få en eller anden forklaring på hans tilstedeværelse.

Det undgår ikke min opmærksomhed, at ingen af mændene tilbyder at hjælpe med maden. ”Katie.” Jacob nikker til mig og træder ned ad trappen fra verandaen. ”Wie geth’s alleweil?” Hvordan går det? ”Det her er John Tomasetti,” buser det ud af mig, selvom jeg ikke henvender mig til nogen bestemt.

Ved siden af mig træder Tomasetti et par skridt frem og rækker hånden frem mod min bror. ”Det er en stor fornøjelse omsider at møde dig, Jacob,” siger han venligt.

Selvom man som amish har en særlig veludviklet evne til at lade andre mennesker vide, at de er outsidere, er det som regel ikke for at være ondskabsfuld, men man kan også være så heldig at få en både varm og venlig velkomst. Det gør mig glad at se alle disse ting i min brors øjne, da han giver John Tomasetti hånden. ”Det er også mig en stor glæde at møde dig, John Tomasetti.” ”Kate har fortalt så meget om dig,” siger Tomasetti.

William ler og rækker hånden frem. ”Es waarken maulvoll gat.” Det lyder ikke godt.

Sarah fniser stille. ”Velkommen, John. Jeg håber, du er sulten.” ”Det er jeg!”

Jeg får øjenkontakt med Tomasetti. Han blinker, og en del af spændingen mellem mine skulderblade forsvinder.

Ingen af kvinderne rækker hånden frem for at byde ham velkommen. I stedet nikker de blot stille, da jeg præsenterer dem for hinanden.

24

Da stilheden har varet et øjeblik for længe, retter jeg opmærksomheden mod min søster. ”Er der noget, jeg kan hjælpe med?” ”Setz der disch.” Dæk bordet. Sarah ser på Tomasetti og nikker om bag havebordene. ”Sitz dich anna un bleib e weil.” Sæt dig bare og bliv i et stykke tid. ”Der er limonade, og lige om lidt kommer jeg med noget iste.”

Tomasetti går hen til bordet og ser anerkendende på buffeten, som er anrettet på det. ”Er du sikker på, at du tør lade mig sidde så tæt på alt det her lækre mad?”

Jacob griner højt. ”Der er rigeligt til alle,” siger Irene.

William slår sig på maven. ”Selv mig?”

Et vindpust rusker i dugene, og Jacob ser ud mod horisonten mod vest. ”Hvis vi skal nå det, før uvejret er over os, må vi hellere spise snart.”

Irene skælver ved synet af lynene og de mørke skyer i det fjerne. ”Wann der Hund dich off der buckle legt, gebt’s rene.” Når hunden lægger sig på ryggen, bliver det regnvejr.

Mens Tomasetti og mændene skænker limonade i glassene og taler om udsigten til torden senere på dagen, følger jeg efter kvinderne ind i køkkenet. Jeg har været nervøs for at tage imod dagens invitation fra min bror, fordi jeg ikke har vidst, hvad jeg skulle forvente. Jeg har ikke haft nogen anelse om, hvordan de ville reagere på at se os sammen – eller på at Tomasetti og jeg bor sammen uden at have nogen planer om at blive gift. Til min lettelse har ingen nævnt noget om det, og endnu en knude af anspændthed i min krop løsnes.

Der er varmt i køkkenet, selvom vinden står ind gennem vinduet over vasken. Sarah og jeg bruger et par minutter på at finde papirtallerkener og plasticbestik og blande kartoffelsalaten, mens Irene fisker dampende varme majskolber op af støbejernsgryden på komfuret og lægger dem på et fad. Vi småsnakker, og det 25

overrasker mig, hvor hurtigt jeg falder tilbage i amishlivets rytme.

Jeg spørger til min niece og mine nevøer og hører, at de er gået ud på engen for at vise dammen til min lille niece, som kun er lidt over et år, og jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage til den tid, da den selvsamme dam udgjorde så stor en del af mit eget liv. Det var der, jeg lærte at svømme, og jeg havde aldrig haft problemer med mudderet eller algerne eller lugten af fisk, der altid stod op fra vandet. Dengang havde jeg set mig selv som en olympisk svømmer, for jeg havde intet som helst vidst om hverken svømmebassiner, klor eller udspringsvipper. Jeg havde været fuldt ud tilfreds med at svømme i det plumrede, brune vand, tage sol på den vakkelvorne badebro, smøre mig ind i mudder og drømme om alle de ting, jeg ville gøre i mit liv.

Med en kande fyldt med iste og en kurv med varme boller følger jeg efter de to kvinder ud til havebordene. Ud af øjenkrogen bemærker jeg, at Jacob har fundet sin pibe frem. Det er en gammel vane, som får nogle af de mere konservative amish til at rynke på næsen. Men sådan er Jacob. Han er en af de få amish, der bruger en traktor i stedet for trækheste. I overensstemmelse med reglerne i die Ordnung anvender han dog kun stålhjul uden gummislanger. Et par af de ældre har beklaget sig, men indtil videre har ingen gjort mere ud af det.

Kort tid efter har vi taget plads ved havebordet, og et festmåltid bestående af stegt kylling og grøntsager fra haven breder sig ud over den blå- og hvidternede dug. Ved bordet ved siden af os sidder min niece og mine nevøer og er allerede begyndt at tage kylling og grønne bønner over på deres tallerkener. Jeg kaster et blik på Tomasetti. Han smiler og sender mig et sagde-jeg-ikkedet-nok-skulle-gå-blik, og i det øjeblik føler jeg mig glad og godt tilpas. ”Wann der Disch voll is, well mir bede.” Hvis bordet er fyldt, så lad os bede.

Jacob har givet signalet til bordbønnen, før vi kan begynde at 26

spise. Alle bøjer hovedet. Ved siden af os sænker stilheden sig også over børnenes bord. ”O Herr Gott, himmlischer Vater, Segne uns und Diese Diene Gaben, die wir von Deiner milden Gute Zu uns nehmen warden, Speise und Tranke auch unsere Seelen zum ewigen Leben, und mach uns theilhaftig Deines himmlischen Tisches durch Jesus Christum. Amen.” Åh, Herre Gud, himmelske Fader, velsign os og disse dine gaver, som vi modtager i kraft af din store godhed. Giv også vore sjæle mad og drikke i det evige liv, og lad os gennem Jesus Kristus sidde med ved dit himmelske bord. Amen.

Da han har afsluttet bønnen, ser han rundt, og som efter en stiltiende aftale rækker alle ud efter fadene og begynder at fylde deres tallerkener. ”Hvor er børnene dog blevet store, siden jeg så dem sidst,” siger jeg, mens jeg tager nogle grønne bønner over på min tallerken. ”Det føles, som om det kun var i går, at lille Hannah blev født,” siger min søster med et suk. ”De vokser bare så hurtigt.”

Jacob kommer en klat hjemmelavet smør på en majskolbe. ”Elam kørte traktoren i sidste uge.”

Sarah ruller med øjnene. ”Og var lige ved at ende i åen!” ”Som fader, så søn,” mumler William.

Irene skænker et nyt glas iste. ”Katie, har du og John planer om at få børn?”

Kanden standser midt i luften, selvom hun er ved at skænke op, og det fortæller mig, at hun omgående har erkendt sin fejl. Hendes øjne finder flakkende mine. Jeg kan se en tavs undskyldning, hvorefter hun skynder sig at se væk og stiller kanden tilbage på bordet. ”Der er mere iste, hvis nogen er tørstige.” ”Måske burde de blive gift først,” siger Jacob. ”Åh, jeg elsker bryllupper.” Sarah kommer lidt peber på en majskolbe. ”Nogen planer i den retning, Katie?” spørger Jacob.

I den lange stilhed, der følger, mærker jeg, hvordan anspændtheden vokser, som om den er et levende væsen, der tager til i 27

størrelse og fylder mere og mere mellem os. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Jeg ved kun, at uanset hvad jeg siger, vil jeg blive dømt hårdt. ”Lad os bare sige, at vi er som et stykke ufærdigt arbejde.” Jeg smiler, men smilet føles kunstigt på mine læber, fordi jeg ved, at nu, hvor Pandoras æske er åbnet, kan jeg vente hvad som helst. ”Et stykke arbejde?” Jacob kommer noget æblesmør på en bolle. ”Jeg synes ikke, at der er særlig meget arbejde forbundet med ægteskabet.” ”Måske ikke for en mand,” indskyder Irene. ”Som mand bør man bestræbe sig på at holde sig ude af huset.”

William ser ikke op fra tallerkenen. ”Hvis man er klog.” ”Jeg tror, at det, Kate især prøver at fremhæve, er, at vi er et stykke ufærdigt arbejde.” Tomasetti smiler til Irene. ”Vil du være så venlig at række mig majsfadet?” ”I Herrens øjne lever I i synd,” siger Jacob.

Jeg retter opmærksomheden mod min bror. ”Det gør du tilsyneladende også selv, i visse andre medlemmer af amishsamfundets øjne.”

Han nikker, men hans ansigtsudtryk er alvorligt. ”Jeg forstår ikke, hvordan to mennesker kan ønske at leve sammen på den måde.”

Forlegenhed blandet med en gammel og velkendt skamfølelse melder sig i mig – et øjeblik, i det mindste – men jeg lader ikke følelserne få lov til at tage til. ”Jacob, jeg synes ikke, at det er hverken tiden eller stedet til at diskutere den slags.” ”Er du bange for, at Gud vil høre det?” spørger han. ”Er du bange for, at Han vil misbillige det?”

Tomasetti tager en majskolbe, lægger gaflen fra sig på bordet og vender sig mod min bror. ”Hvis der er noget, du trænger til at få lettet skuldrene for, Jacob, så synes jeg bare, at du skal sige det direkte.”

28

”Ægteskabet er helligt.” Han holder Tomasettis blik og ser eftertænksomt på ham. ”Jeg forstår ikke, hvorfor I vælger at leve, som I gør. Hvis en mand og en kvinde vælger at leve sammen, bør de være gift.”

Alles øjne hviler på Tomasetti. Han møder deres blikke og ser på dem uden at blinke eller undskylde. ”Med al respekt vedkommer det ikke andre end Kate og mig. Det er det bedste svar, jeg kan give, og jeg håber, at du og resten af familien vil respektere det.”

Min bror ser respektfuldt væk. Men jeg ved, at selvom han accepterer vores forskelle, vil han aldrig billige vores beslutning eller give os sin velsignelse. ”Okay, godt da.”

Jeg lader et blik glide rundt om bordet. Alle stirrer ned i deres tallerken og koncentrerer sig lidt for intenst om deres mad. Over for mig skubber Irene sin mands tallerken hen foran ham. ”Måske skulle du spise din mad i stedet for at sidde og sladre som en anden gammel kone.”

Sarah hoster i sin hånd, men formår ikke helt at skjule sin latter. ”Der er daddelbudding til dessert.” ”Det er min yndlingsdessert.” Irene smiler til sin svigerinde. ”Lige efter æbletærte.” ”Jeg har ikke fået æbletærte, siden Big Joe Beiler blev gift med Edna Miller,” siger William med munden fuld af kylling.

Jeg hører knap deres snak, fordi jeg stadig koger indeni. Misforstå mig ikke – jeg elsker min bror og min søster. Da jeg var barn, var de mine bedste venner, og nogle gange var de også mine medskyldige, når vi gjorde noget, vi ikke måtte. Der var så mange ting, jeg elskede ved livet som amish. At være en del af et tæt sammenknyttet fællesskab. Jeg voksede op med en viden om ikke kun at være elsket af mine forældre, men af alle mine trosfæller.

Men denne eftermiddag bliver jeg mindet om to ting, som jeg hadede: snæversynet og intolerancen.

Tomasetti lægger en hånd på min arm og giver den et klem. Det 29

er, som om han kan læse mine tanker. ”Lad det ligge,” siger han stille.

Jeg er lettet, da jeg mærker min mobiltelefon vibrere i lommen. ”Jeg er nødt til lige at tage den,” siger jeg, mens jeg tager telefonen op af lommen og rejser mig.

Jeg går nogle meter væk fra havebordet og svarer som altid: ”Burkholder.” ”Du må undskylde, at jeg forstyrrer dig her på din frieftermiddag, boss. Jeg tænkte bare, om du har fulgt med i vejrsituationen.”

Det er Rupert Maddox, som alle bare kalder ”Glock”, fordi han er så forelsket i sit tjenestevåben. Han er krigsveteran og har været udsendt til Afghanistan to gange. Han er min mest solide medarbejder og den første afroamerikaner, der har været ansat ved politiet i Painters Mill. ”Nej, det har jeg faktisk ikke,” svarer jeg. ”Hvad sker der?” ”Der er lige udsendt en tornadoadvarsel for Knox County og Richland County,” fortæller han. ”Det er et virkelig voldsomt uvejr, der er på vej. Det er netop raset gennem området nord for Fredericktown.”

Alle tanker om min familie forsvinder, og jeg presser telefonen hårdere ind mod øret. ”Nogen tilskadekomne?” spørger jeg. ”Store ødelæggelser?” ”Færdselspolitiet fortæller, at det ligner en krigszone. Tornadoen er på vej i retning af os i høj fart. Om et kvarter kommer vi til at befinde os lige midt i den.” ”Ring til borgmesteren og giv ham besked på at sætte alarmsirenerne i gang.” ”Det skal jeg nok.”

Sirenerne er et effektivt advarselssystem for de mennesker, der bor inde i byen, og giver dem en mulighed for at søge ned i deres kældre og beskyttelsesrum, men problemet er, at de fleste mennesker i Holmes County bor uden for byen, alt for langt 30

væk til at høre sirenerne. Og situationen er endnu værre i amishbefolkningen, som ikke har hverken fjernsyn eller radio og dermed heller ikke har en chance for at finde ud af, at der er et uvejr på vej. ”Ring til stationen og sig til Lois, at hun skal få alle til at holde sig klar til at rykke ud. Hvis det er risikabelt at opholde sig på stationen, må hun søge tilflugt i varetægtscellerne.” ”Forstået.” ”Glock, har du og LaShonda en kælder?” ”Ja, bare rolig, boss. Jeg har en vejrradio dernede. Og en Nintendo til børnene.” ”Godt.” Jeg retter blikket tilbage mod havebordet og ser, at Tomasetti har rejst sig og betragter mig med et intenst blik i øjnene. ”Hør, jeg er på besøg hos min bror på hans gård og befinder mig omkring femten kilometer øst for byen. Vil du hjælpe med at få advarslen meldt ud?” ”Jeg kan tage den vestlige side af byen og køre fra dør til dør.

Sheriffen har også sendt nogle af sine folk ud.” ”Tak. Gør mig en tjeneste og pas på dig selv, okay?” ”I lige måde.”

Jeg afslutter samtalen og går tilbage til bordet. ”Der er en tornado, der bevæger sig hærgende gennem området mod vest, og den er på vej i den her retning.” ”Jeg sagde jo, det så slemt ud,” siger Irene og rejser sig.

Jacob rejser sig også. ”Hvor tæt på?” ”I har et kvarter til at sætte dyrene fri og sende alle ned i kælderen.”

William forlader bordet og skynder sig hen på siden af huset, hvor hans hest står tøjlet. ”Jeg sætter også vallakken fri.” ”Lad mig hjælpe.” Jacob skynder sig efter ham. ”Jeg må sikkert også hellere trække hestevognen ind i laden.”

Tomasetti læner sig tæt ind til mig. ”Reddet af en tornado,” 31

hvisker han, men han er allerede optaget af at finde sin mobiltelefon frem for at tjekke vejrradaren.

Sarah har samlet adskillige af fadene, som stadig er fyldt med mad, og holder dem i en høj stabel i armene. Med et febrilsk blik i øjnene er Irene begyndt at genne mine nevøer og niecer hen mod verandaen på bagsiden af huset. Ved siden af køkkenet fører en dør ind til kældertrappen. Kælderen er fugtig og mørk, men den er det bedste sted at søge beskyttelse mod nedfaldne bygningsdele, hvis tornadoen bevæger sig hen over huset eller de nærmeste omgivelser.

Jeg ser på Sarah. ”Lad maden stå. Du har kun nogle få minutter.

Få styr på børnene og tag dem med ned i kælderen.”

Jeg retter blikket mod William og Jacob, der står tyve meter væk og hjælper hinanden med at løsne tøjlerne på hesten. ”Ti minutter!” råber jeg til dem.

Jacob vinker for at lade mig vide, at de er klar over situationens alvor.

I løbet af de få minutter, der er gået, siden jeg modtog opkaldet, er vinden taget til. På himlen mod vest bølger mørke skyer med et underligt grønt skær. Borddugene blafrer. En pose chips flyver væk. Med min niece i armene begynder min søster at løbe efter den, men jeg råber for at få hende til at glemme alt om det. ”Lad den være! Tag Hannah med indenfor og gå ned i kælderen.

Nu!” Jeg retter blikket mod laden og ser Jacob og William trække hesten hen mod lågen i hegnet. ”Jeg er nødt til at køre.”

Sarah overrasker mig ved at komme hen og presse sin kind ind mod min. ”Pas godt på dig selv, søster.”

Jeg smiler varmt til hende. ”I lige måde.” ”Kate!”

Jeg vender mig om mod højre og ser, at Tomasetti allerede sidder i sin Tahoe. Han har rullet vinduet ned, vendt bilen og venter bare på mig. ”Vi er nødt til at komme af sted!”

32

Jeg springer hen mod bilen, flår døren op og springer ind. ”Hvor er tornadoen nu?” spørger jeg.

Gruset står op bag dækkene, da han kører ud gennem indkørslen. ”Den er lige raset gennem Spring Mountain.” ”Pis. Pis. Det betyder, at den har kurs mod nordøst.” ”Mod Layland. Og senere Clark.” ”Og derefter Painters Mill.” Jeg flår min telefon frem og trykker på genvejstasten til Glock. ”Hvor er du?” ”Jeg er netop ankommet til familien Stutz’ gård.” ”Tornadoen er på vej i vores retning.” ”Jeg ved det.” ”Er sirenerne tændt?” ”De hyler og skriger som hekse.”

Jeg tænker mig om et øjeblik. Et sted i baghovedet er jeg bevidst om, at motoren begynder at larme, da Tomasetti presser farten op over 110 km/t. Blæsten rusker i bilen og rykker og flår i elkablerne langs vejen. ”Jeg ville gerne nå ned til området med husvogne i den sydøstlige ende af byen.” ”Det er for langt væk, boss. Det kan du ikke nå.” ”Pis.” Jeg kigger frustreret ud ad vinduet og ser vinden ruske i træernes grene og flå bladene af. Det regner ikke, men sigtbarheden er dårlig på grund af støvet, der bliver pisket op. ”Jeg lægger vejen forbi et par gårde herude, før jeg fortsætter ind på stationen.” ”Vi ses derinde.”

Uden for bilen lægger vinden sig pludselig. Bladene på ahorntræet flimrer som sølv mod den sorte himmel. Løse bygningsdele ligger og flyder på vejen. Grus, blade og små grene. Luftfugtigheden er høj, og luften føles som et vådt tæppe. Jeg har ikke min politiradio med, men Tomasetti har indstillet sin på den kanal, der bliver benyttet af sheriffen i Holmes County og hans folk. ”Jeg kan ikke lide det her,” siger han. ”Det ser ikke godt ud.”

Jeg peger på en smal grusvej omgivet af træer. ”Drej fra dér.”

33

Bund 11.0____Top 4.0_____Front 9.5____Ryg 3.0____Stang 940.0____Rulle 1260.0

Han tager hurtigt farten af bilen og drejer fra, men alligevel fortsætter han alt for hurtigt hen ad grusvejen og ind i svinget for at komme om bag gården. Jeg er ude af bilen, før den holder helt stille. Det første, jeg ser, er tre amishbørn, der leger med en stor og kluntet hundehvalp i haven for enden af huset. Døren til laden står åben, og indenfor kan jeg se silhuetten af Jonas Miller. Jeg løber hen mod laden, mens Tomasetti vender bilen. ”Mr. Miller?” Jeg er stakåndet, da jeg træder ind ad døren til laden.

Amishmanden slipper sin høtyv og kommer løbende hen mod mig. ”Was der schinner is letz?” Hvad i alverden er der galt? ”Der er en tornado på vej!” råber jeg på Pennsylvania Dutch. ”Få familien ned i kælderen. Nau.” Nu. Han sender mig et hurtigt nik, før han slår ud med hånden, og vi følges ad ud ad døren. Store lyn flænser himlen og føles så tæt på, at vi begge instinktivt dukker os. Vinden er taget til igen, og huset knager højlydt i de kraftige vindstød. Tunge regndråber rammer gruset og siden af laden. ”Danki.” Han klapper i hænderne og råber til de legende børn. ”Shtoahm! Die Zeit fer in haus is nau!” Uvejr! Kom ind i huset nu!

Jeg løber hen til Tomasettis Tahoe og flår døren op. ”Der ligger en anden gård lige i nærheden.” ”Der er ikke tid,” siger han. ”Vi er nødt til at komme ind på stationen.” ”Tomasetti, halvdelen af indbyggerne i byen aner ikke, at der er en tornado på vej.” ”Vi vil ikke være til megen hjælp for dem, hvis vi er døde.”

Dækkene hviner et øjeblik, før de får fat, og så suser vi tilbage gennem indkørslen. Farten er alt for høj, og dækkene kæmper for at få fat i det løse grus. Træerne på begge sider af vejen svajer som vandplanter i en frådende flod. Jeg kigger mod vest. En hvirvlende, 34

sort tunge strækker sig ned fra himlen som en gigantisk ambolt, der er klar til at knuse alt på sin vej.

Da vi er kommet hen for enden af indkørslen, lander de første hagl hårdt på forruden og springer op fra kølerhjelmen. Tomasetti trækker rattet skarpt til venstre. Bilen slår ud med bagenden, da han trykker på speederen, og så flyver vi hen ad vejen med en fart, der er dobbelt så høj som hastighedsgrænsen.

Jeg får øje på hans telefon på instrumentbrættet og tager den. Den lille skærm lyser op. Han er gået ind på vejrtjenestens hjemmeside og kan se et radarbillede af Painters Mill og nærmeste omegn. Jeg ser en blinkende rød ”tornadoadvarsel” i bunden af skærmen, og en stor og magentarød plamage viser, hvordan uvejret bevæger sig hen over kortet.

Jeg lægger telefon fra mig og kigger rundt. ”Det er lige oven over os.” ”Bag os. Men meget tæt på.”

Jeg vender mig om, kaster et blik ud ad bagruden og kan næsten ikke tro mine egne øjne. Regnen står ned i stænger fra den kulsorte himmel. Uvejret er tæt på, men endnu ikke helt over os. Det haler ind på os, tænker jeg. Længere væk kan jeg lige akkurat ane omridset af en mørkere sky længere nede ved jorden. Den er ufatteligt bred, og en skælvende frygt bølger gennem mig. Jeg ser på Tomasetti. ”Tror du, at vores egen gård er i sikkerhed?” ”Ja, det gør jeg.” ”Tomasetti, tornadoen kommer til at bevæge sig direkte hen over området med husvogne.” ”Sandsynligvis, ja.” Han rynker panden og ser anspændt på mig. ”Der er ikke tid nok, Kate.”

Jeg har lyst til at protestere og argumentere for, at hvis vi skynder os, kan vi godt nå det. Jeg kan bruge højttaleren i bilen.

Det vil ikke tage mere end et par minutter. Men jeg ved, at han har ret. Vi har ikke tid nok.

35

I stedet hamrer jeg en knytnæve ned i instrumentbrættet. ”For helvede!”

Med 95 km/t kører vi ind i Painters Mill. Uden for bilen kan jeg høre sirenerne hyle, og lyden får uvægerligt mine små nakkehår til at rejse sig. Der hviler en tung stilhed over gaderne, som om hele byen anspændt holder vejret af frygt for de ødelæggelser, der er på vej. Papir, affald og blade flyver hen over fortovene og vejen som små dyr, der løber i sikkerhed. Nogle af butiksindehaverne på Main Street har nået at trække markiserne ind og beskytte vinduerne. At dømme efter størrelsen på murskyen tror jeg dog ikke på, at det vil nytte noget.

Himlen åbner sig, da vi suser forbi rådhuset. Gennem det tætte gardin af regn ser jeg Stubblefield fra byrådet piske op ad trappen med to trin ad gangen og flå døren op. Men så forsvinder alt i en syndflod af vand. Vinduesviskerne kører allerede på højeste hastighed, men de kan alligevel ikke følge med. Det er, som om vi er kørt ind i et bundløst vandhul og bliver suget ned i dets mudrede dyb. ”Dér er Lois’ Caddy.”

Jeg kan kun lige ane omridset af hendes Cadillac på den sædvanlige plads. ”Politiradioen må være ved at bryde sammen.” ”Hun kan klare det, hvis nogen kan.” Tomasetti standser ved siden af Lois’ bil. ”Jeg håber, hun har søgt tilflugt i kælderen nu.”

Han smækker bilen i parkeringsgear, flår nøglen ud af tændingen og skubber døren op.

Gennem regnen, der fosser ned over forruden, kan jeg se en stor plasticskraldespand trille hen ad fortovet. Jeg skubber døren op.

Vinden flår den ud af min hånd. Regnen pisker ind i mit ansigt med en kraft, der tager vejret fra mig. Jeg griber fat om døren, smækker den i og løber hen mod stationen. Vinden hyler, og lyden passer underligt godt sammen med de skingre sirener. Store hagl rammer mig svirpende på huden. Tomasetti når først op til døren og skubber mig indenfor.

36

Jeg er gennemblødt, men jeg ænser hverken kulden eller mit våde tøj. Lois står i receptionen med hovedtelefonerne skævt på hovedet og et udkørt udtryk i ansigtet. ”Boss! Helvede er brudt løs!” ”Er du okay?” spørger jeg. ”Jeg er ved at skide i bukserne af skræk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.”

På skrivebordet foran hende hvæser og syder radioen af aktivitet. Omstillingsbordet er rødglødende. På hylden bag hende runger den seneste advarsel fra vejrtjenesten ud af højttaleren på en radio. ”Følger du med på en vejrradar?” spørger Tomasetti og træder hen til receptionen.

Lois nikker ned mod computerskærmen på skrivebordet. ”Jeg har fulgt med i et kvarters tid, og jeg sværger … det er det mest skræmmende, jeg nogensinde har set.” ”Lommelygter?” ”Dér.” Hun peger på to lommelygter på skrivebordet. ”Der er også ekstra batterier.”

Jeg går hen bag Tomasetti og ser på skærmen. Jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne. En bred og mørkerød bræmme med en afslørende markering af voldsom rotation bevæger sig hen over området vest for Painters Mill og kommer nærmere for hvert bip fra skærmen. ”Den er næsten over os nu,” siger jeg. ”Den værste del befinder sig lidt længere mod syd,” siger Tomasetti. ”Det vælter ind med opkald til alarmcentralen fra husvognene dernede.” Lois trykker på en knap på omstillingsbordet og tager imod et nyt opkald. ”Ja, ma’am. Vi er godt klar over det. Der er en tornado på vej. De er nødt til omgående at søge dækning i en kælder eller et beskyttelsesrum.” Hun tier et øjeblik. ”Så læg Dem 37

Bund 11.0____Top 4.0_____Front 9.5____Ryg 3.0____Stang 940.0____Rulle 1260.0

i Deres badekar og beskyt Dem med nogle sofapuder, en madras eller nogle tæpper.” Pause. ”Tag Deres søn med. Ja, jeg ved godt, at det er skræmmende. Læg Dem ud i badekarret. Nu!” Flere opkald blinker på omstillingsbordet, men Lois bevarer tålmodigheden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på husvognene i trailerparken. Der bor rigtig mange unge familier derude. Der er masser af børn. Ingen har en kælder. Ingen har beskyttelsesrum. De har ingen steder at søge tilflugt.

For et par år siden hjalp jeg med at rydde op i Perrysburg i Ohio omkring to timer nordvest for Painters Mill, efter at en F2tornado havde bevæget sig hærgende gennem området. Der var ingen omkomne, men mange var kommet alvorligt til skade – især mennesker, som havde opholdt sig i deres husvogne. ”Hold jer væk fra vinduerne,” instruerer Lois. ”Lad Deres ældste børn søge tilflugt i skabe. Beskyt dem med madrasser. Tag den lille med Dem ud i badekarret. Pas godt på jer selv.”

Tomasetti ser væk fra computerskærmen. ”Kan det lade sig gøre at stille opkaldene til alarmcentralen ned i kælderen?” ”Ja, jeg kan stille alle opkald videre til telefonen dernede.” Lois’ fingre danser hen over tasterne. ”Sådan.” ”Vi er nødt til at komme i sikkerhed.” Tomasetti knipser med fingrene og ser på Lois. ”Tag hovedtelefonerne af. Nu!” Da hun ikke reagerer hurtigt nok, trækker han dem af hovedet på hende og nikker hen mod gangen. ”Lad os …”

Vinduet ud mod gaden eksploderer, og en byge af glasskår bliver slynget ind i rummet. Lois gisper højt. Et eller andet stort har sat sig fast i persiennerne. Vinden brøler som en jetmotor, og gulvet bliver omgående gennemblødt af vand. ”Af sted!” råber Tomasetti og griber ud efter vejrradioen.

Lois springer op af stolen og løber hen mod gangen. Jeg er et par skridt bag hende, og Tomasetti løber på min højre side. Omkring os ryster og knager hele bygningen. Bag os kan jeg høre mere 38

glas splintre. Persiennerne flaprer vildt. Vi er næsten nået hen til kælderdøren, da alt bliver kulsort omkring os. Et øjeblik er jeg som blindet. Det svage lys udenfor formår ikke at fortrænge mørket på gangen. Tomasetti tænder den ene lommelygte og skubber den anden ind i hånden på mig. Jeg tænder den og flår døren op.

Tæppet på trinnene dæmper lyden af vores sko, da vi skynder os ned ad trappen.

Kælderen er mørk og fugtig og indrettet med en enkelt varetægtscelle, et skrivebord og et par gamle arkivskabe. Jeg retter lommelygten mod skrivebordet, og Lois fortsætter direkte hen til telefonen og flår røret af. ”Den er død,” siger hun.

Jeg fumler efter min mobil og ringer til sherif Mike Rasmussen på hans personlige nummer. Han svarer efter det første ring. ”Er I okay deroppe?” spørger jeg. ”Tornadoen trak syd om os,” siger han. ”Hvad med dig?” ”Jeg ved det ikke endnu. Vi er i kælderen. Jeg tror, vi kommer til at befinde os lige midt i det hele.” ”Har du adgang til en vejrradar?” ”Ja.” ”Der kommer til at ske store ødelæggelser, Kate. Den forbandede tornado er næsten en kilometer bred og fortærer alt på sin vej.”

Jeg fortæller ham om husvognene i trailerparken. ”Jeg kunne ikke nå ud til dem, Mike. Hvis tornadoen bevæger sig gennem området, kommer det til at koste liv.” ”Pomerene og Wooster er på standby,” siger han og henviser til de to nærmeste hospitaler. ”El- og gasselskaberne forbereder sig på strømafbrydelser og udslip.” Han sukker. ”Så snart tornadoen er drevet forbi, sender jeg nogle af mine folk ned til trailerparken.” ”Tak, Mike. Det værste bør være overstået om et par minutter.”

Jeg afslutter opkaldet og ser på Tomasetti. Han står en god meter fra mig og deler opmærksomheden mellem mig og sin mobiltelefon, hvor han holder øje med radaroplysningerne.

39

Over os knager og ryster loftet. Det klikker for mine ører, og jeg hører et uhyggeligt brøl, der lyder som et buldrende tog på ustabile skinner. I lyset fra lommelygten kan jeg se nogle natsværmere baske rundt efter at være blevet forstyrret af rystelserne, og i baghovedet beder jeg til, at bygningen vil holde.

Tomasetti ser op fra telefonen og får øjenkontakt med mig. Jeg kan se i hans blik, at han ikke har gode nyheder. ”Vejrtjenesten mener, at det var en F3’er, der slog til vest for byen tidligere.”

Jeg genkalder mig de omfattende ødelæggelser, jeg så i Perrysburg efter tornadoen, som var en F2, og knuden af bekymring i mit bryst strammer yderligere til.

Tomasetti kommer nærmere og ser alvorligt på mig. ”Har I en katastrofeplan?” ”Ja, selvfølgelig har vi det.” Det går op for mig, at jeg bider af ham, selvom han kun prøver at hjælpe, og jeg tager en dyb indånding. ”Det burde jeg have tænkt på.” Jeg træder væk fra ham og fisker min telefon op af lommen. ”Jeg ringer til borgmesteren.”

Auggie svarer efter det første ring. ”Kate. Gud være lovet. Hvor er du?” ”På stationen.” ”Er alle okay?” ”Ja, hvad med dig?” ”Med undtagelse af ahorntræet, der er væltet ind i mit køkken, ånder alt fred og ro her.”

Auggie og hans kone bor i et hyggeligt kvarter med gamle, smukke villaer og høje træer i den nordlige ende af byen. ”Auggie, er skaderne meget omfattende? Ramte tornadoen jeres kvarter?” ”Bortset fra træet i køkkenet tror jeg ikke der er sket noget voldsomt her. Men vinden var ufattelig.” ”Hør, jeg tror, vi er nødt til at sætte katastrofeplanen i værk.”

Borgmesteren tier et øjeblik, som om han prøver at komme i tanker om, hvad planen går ud på. Sandheden er, at siden ved40

tagelsen for to år siden har vi aldrig haft brug for at tage den i anvendelse. ”Du har et eksemplar af planen, ikke?” spørger jeg. ”Øh, jo. Jeg har den liggende lige her et sted, tror jeg.” Men han lyder ikke alt for sikker, og jeg tror ikke, at han ved, hvad han skal gøre.

Jeg har en kopi af planen på stationen, men som borgmester er det Auggie, der skal iværksætte den. ”Du må hellere orientere Røde Kors som de første,” siger jeg. ”Jeg frygter, at der er tilskadekomne.

Gasudslip. Strømsvigt. Mange kommer til at mangle mad, vand og husly.” ”Præcis.” ”Salen i Veteranforeningen er udpeget som indkvarteringssted,” siger jeg. ”Måske er det en god ide at ringe til Rusty, så han kan begynde at forberede sig. Jeg tror, de har et lille lager af drømmesenge, tæpper og vand i den lutheranske kirke.” ”Selvfølgelig. Det er klart. Jeg ringer til ham.” ”Hør, jeg er nødt til at smutte nu. Jeg ringer rundt til mine folk og får alle til at tage ud og hjælpe. Telefonen på stationen er død.

Ring til min mobil, hvis du får brug for at tale med mig.”

Jeg afbryder forbindelsen og ser på Tomasetti. ”Jeg har ikke tid til at køre tilbage til gården for at hente min Explorer, så jeg bliver nødt til at beslaglægge din bil.” Jeg siger det kun halvvejs i spøg.

Han står allerede med nøglerne i hånden. ”Du kan også låne den med chauffør, hvis du gerne vil.” ”Det vil jeg gerne.” Jeg ser på Lois. ”Ring rundt til alle i korpset for at finde ud af, om de er ok. Bed dem om at møde op. Også Pickles og Mona. Medmindre de står midt i en nødsituation, som de er nødt til at tage sig af først. Første prioritet har alle sårede, de mest alvorligt sårede først. Der bliver oprettet et midlertidigt indkvarteringssted i Veteranforeningen.” ”Forstået.”

41

”Ring til en af drengene – TJ eller Skid – og få dem til at hjælpe med at få gang i generatoren, så vi kan få strøm på stationen igen.

Der går måske et stykke tid, før strømmen kommer igen, og jeg vil gerne have alarmcentralen til at fungere hurtigst muligt.” ”Okay.”

Jeg løber op ad trappen to trin ad gangen. Tomasetti og Lois følger efter. Da jeg fortsætter gennem døren og træder ud på gangen, kan jeg mærke den kølige og fugtige luft strømme ind gennem det smadrede vindue. Udenfor fortsætter sirenernes uhyggelige sang. Selvom det er sidst på eftermiddagen, er det næsten helt mørkt, så jeg tænder lommelygten.

Jeg når hen til receptionen og kaster et blik rundt. Mit hjerte slår et ekstra slag, da jeg betragter skaderne. Persiennen i vinduet flagrer i blæsten. Regnen står ind i rummet. Gulvet er vådt og skinnende blankt. Låget fra en metalskraldespand har kilet sig fast mellem persiennen og vinduesrammen. Glasskår, træstumper og andre løse bygningsdele blander sig med blade, grene og affald på gulvet. Der er papir overalt. ”Det lader til, at vi er sluppet nådigt,” siger Tomasetti bag mig. ”Computeren og radioen er begge tørre.” Det er det eneste positive, jeg kan finde på at sige. ”Åh gud!” Lois ligner en, der er ramt af granatchok, da hun træder hen til skrivebordet. ”Skal jeg ringe til ham glarmesteren oppe i Millersburg for at få ham til at reparere vinduet?”

Som regel er vi tvunget til at indhente tre tilbud, hver gang vi skal have noget ordnet på stationen. Men eftersom opgaven ikke kan udsættes, og det først og fremmest handler om sikkerhed, svarer jeg: ”Få ham til at komme hurtigst muligt. Hvis han ikke kan sætte en ny rude i allerede i dag, skal vinduet i det mindste sikres på anden vis. Lois, hvis du lugter enten gas eller røg, så skynd dig udenfor og ring først til gasselskabet og derefter til mig.”

42

”Okay, forstået.” Hun træder rundt om receptionen og står foran omstillingsbordet, som er uhyggeligt tavst. ”Vi kører ned til trailerparken for at se, om nogen er kommet noget til,” siger jeg til hende. ”Ring til mig, hvis der er noget.”

Uden for vinduet står regnen ned i tove og rammer betonen som tusindvis af vrede knytnæver.

43