En gentleman i Moskva by JP/Politikens Forlag

”Helt uimodståelig og lige så udsøgt som et Fabergé-æg.” O, THE OPRAH MAGAZINE

ordenen, residerer allerede i suite 317 på Hotel Metropol i Moskva, da han i foråret 1922 bliver stillet for ’Hastekomitéen under folkets intendantur for indre anliggender’ anklaget for ikke at ville fralægge

AMOR TOWLES er født i Boston i 1964. Han arbejdede i finanssektoren på Manhattan i mere end 20 år, inden han i 2011 debuterede med romanen Rules of Civility, der foregår under børskrakket i 30’ernes New York.

sig sine adelstitler. Det er i årene umiddelbart efter Den Russiske Revolution, og Rostov idømmes livslang husarrest på hotellet. Træder han uden for hoveddøren, vil han blive skudt ned på stedet.

Alexander Rostov er en dannet mand med et ukueligt sind,

men han har aldrig rørt en finger i hele sit liv. Nu skal han stige de 110 trin op til et lille hummer under loftet hver aften og ned igen hver morgen for at gå til hånde på hotellet. Det gør han i de næste fire årtier, og det kunne lyde som en trist skæbne. Men for grev Rostov bliver det en gave, og for de mange fantastiske mennesker omkring

EN GENTLEMAN I M O S K VA

ham bliver det en fest.

er Amor Towles’ anden roman, og hans første på dansk. Den har solgt over en million eksemplarer og har ligget i toppen af New York Times’ bestsellerliste, siden den udkom i 2016.

”En stilsikker periodeskildring, men en helt igennem moderne roman, der ruller en gammel verdens elegance ud for sin læser.” THE WASHINGTON POST

E N G E N T L E M A N I M O S K VA

Grev Alexander Rostov, hofjægermester og ridder af Skt. Andreas-

AMOR TOW LE S

Roman

EN GENTLEMAN I M O S K VA

til ham, ”dengang du blev dømt til livsvarig husarrest i Hotel Metropol for så mange år siden, at du var den heldigste mand i hele Rusland.” Fra bogen

genial kulisse for dette drama af Casablanca-dimensioner.” THE SAN FRANCISCO CHRONICLE

AMOR TOWLE S

FORSIDEFOTO: RODNEY SMITH F O R FAT T E R F O T O : DAV I D JA C O B S

F O R L A G

sagde hans ældste ven nu

”Den russiske revolution er en

E n New York Times-bestseller P O L I T I K E N S

”Hvem skulle have troet,”

P O L I T I K E N S

F O R L A G

”Vi er ikke i The Grand Budapest Hotel, men mere end én gang har jeg set den films lange, fortællende panoramabilleder for mit indre blik.” NEW YORK TIMES BOOK REVIEW

AMOR TOWLES

EN GENTLEMAN I MOSKVA Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt

POLITIKENS FORLAG

En_gentleman_i_moskva.indd 3

20/09/17 11.20

Til Stokley og EsmĂŠ

En_gentleman_i_moskva.indd 5

20/09/17 11.20

Moskva cirka MOSCOW c. 1922 1922 g or sb er ter et Pe om t. kil Sk 700

Skt. Petersborg Station •

PA R K - R I N G E N

BOULEV ARD ja ka ers Tv

Filippov •

a its Ul

Forfatterhuset •

Moskvas konservatorium•

-RIN

Lubjanka •

• Teaterpladsen theater square

Den Røde Plads •

Arbat

KREML• Alexanderhaven •

Teaterpladsen 80 METER • TsUM

BOLSJOJTEATRET •

En_gentleman_i_moskva.indd 7

Det Centrale Varehus

MALYJTEATRET •

• FAGFORENINGSPALÆET

HOTEL METROPOL ★

20/09/17 11.20

Jeg husker det så godt Da den kom som en vandrende gæst Og blev hos os en stund En melodi der mindede om den vilde kat fra bjergene. Men hvor er vor bestemmelse nu? Som så mange andre spørgsmål Besvarer jeg dette Ved at skrælle en pære med bortvendt blik. Med et buk siger jeg godnat Og forsvinder gennem terrassedøren Ind i endnu et blidt forårs Simple skønhed; Men så meget ved jeg: Den er ikke forsvundet i efterårsløvet på Peterspladsen. Den findes ikke i asken i Athenæums urner. Den er ikke i dine kineseriers blå pagoder. Den er ikke i Vronskijs sadeltasker; Ikke i sonet nummer et eller andet, første strofe; Ikke på 27 rød … Hvor er den nu? (Vers 1-19) Grev Alexander Iljitj Rostov 1913

En_gentleman_i_moskva.indd 9

20/09/17 11.20

En_gentleman_i_moskva.indd 10

20/09/17 11.20

21. juni 1922 GREV ALEXANDER ILJITJ ROSTOVS FREMMØDE FOR HASTEKOMITEEN UNDER FOLKETS INTENDANTUR FOR INDRE ANLIGGENDER Præsiderende: Kammerat V.A. Ignatov, M.S. Zakovskij, A.N. Kosarev Anklager: A.Y. Vysjinskij Anklager Vysjinskij: Navn? Rostov: Grev Alexander Iljitj Rostov, ridder af Skt. Andreasordenen, medlem af Jockey-klubben, hofjægermester. Vysjinskij: Behold De Deres titler, de er ikke relevante. Men for en ordens skyld: Er De ikke Alexander Rostov, født i Skt. Petersborg den 24. oktober 1889? Rostov: Det er jeg. Vysjinskij: Inden vi begynder, må jeg sige, at jeg tror aldrig, jeg har set en jakke med så mange knapper på. Rostov: Mange tak. Vysjinskij: Det var ikke ment som en kompliment. Rostov: I så fald kræver jeg satisfaktion på ærens mark.

En_gentleman_i_moskva.indd 11

20/09/17 11.20

[Latter] Sekretær Ignatov: Stilhed blandt tilhørerne. Vysjinskij: Nuværende adresse? Rostov: Suite 317 på Hotel Metropol i Moskva. Vysjinskij: Hvor længe har De boet der? Rostov: Jeg har haft fast residens siden 5. septem ber 1918. Lige knap fire år. Vysjinskij: Beskæftigelse? Rostov: Det er ikke en gentlemans opgave at have en beskæftigelse. Vysjinskij: Nuvel. Hvad får De tiden til at gå med? Rostov: Middagsselskaber, diskussioner, læsning, tænkning. Den sædvanlige trædemølle. Vysjinskij: Og De skriver digte? Rostov: Det er sket, at jeg har fægtet med pennen. Vysjinskij: [Holder en pamflet op] Er De forfatteren bag dette langdigt fra 1913: Hvor er den nu?

Rostov: Det er blevet mig tilskrevet. Vysjinskij: Hvorfor skrev De det digt? Rostov: Det kaldte på at blive skrevet. Jeg sad blot tilfældigvis ved det rigtige bord netop den formiddag, da det valgte at gøre sit krav gældende. Vysjinskij: Og hvor var det helt præcis? Rostov: I den sydvendte salon på Lediggang. Vysjinskij: Lediggang? Rostov: Rostovernes gods i Nisjnij Novgorod. Vysjinskij: Åh ja. Selvfølgelig. Hvor passende. Men lad os vende tilbage til digtet. Det udkom i de undertrykte år efter den fejlslagne revolu tion i 1905, og mange betragtede det som en opfordring til handling. Er De enig i den udlægning? Rostov: Ethvert digt er en opfordring til handling.

En_gentleman_i_moskva.indd 12

20/09/17 11.20

Vysjinskij: [Tjekker sine notater] Og foråret efter forlod De Rusland og rejste til Paris …? Rostov: Jeg mener at huske, at æbletræerne blomstrede. Så ja, det har nok været om foråret. Vysjinskij: Den 16. maj for at være helt nøjagtig. Vi forstår grundene til Deres selvvalgte eksil, og vi har endog en vis sympati for de handlinger, der forårsagede Deres flugt. Det, der optager os nu, er, at De vendte tilbage i 1918. Man kan spørge sig selv, om De kom tilbage for at gribe til våben, og om det i givet fald var for eller imod Revolutionen. Rostov: Jeg er bange for, at mine dage som våbendrager lå bag mig på det tidspunkt. Vysjinskij: Hvorfor vendte De så tilbage? Rostov: Jeg savnede klimaet. [Latter] Vysjinskij: Det virker ikke, som om De forstår situationens alvor, grev Rostov. Og De udviser heller ikke den respekt, som forsamlingen her har krav på. Rostov: Zarinaen plejede at klage over det samme. Ignatov: Anklager Vysjinskij. Hvis jeg må … Vysjinskij: Sekretær Ignatov. Ignatov: Jeg er ikke i tvivl om, at mange af tilhørerne er overraskede over at finde Dem så charmerende, grev Rostov, men jeg for min del er ikke det fjerneste overrasket. Historien har vist, at charme er den arbejdsfrie klasses hovedformål. Hvad der overrasker mig, er til gengæld, at forfatteren til føromtalte digt har udviklet sig

En_gentleman_i_moskva.indd 13

20/09/17 11.20

til at blive en mand, der så åbenlyst savner mål og mening. Rostov: Jeg har nu den opfattelse, at kun Gud kender menneskets sande mål og mening. Ignatov: Naturligvis. Meget bekvemt. [Komitéen trækker sig tilbage i 12 minutter] Ignatov: Alexander Iljitj Rostov, Deres udtalelser taget i betragtning kan vi kun antage, at den skarpsynede ånd, som skrev digtet Hvor er den nu?, uigenkaldeligt er bukket under for sin klasses moralske fordærv og nu udgør en trussel for de selvsamme idealer, han engang bekendte sig til. Derfor ville det være naturligt for os at føre Dem bort og lade Dem henrette. Men visse højtstående medlemmer af Partiet værdsætter Dem som en af heltene fra før revolutionstiden. Det er derfor denne komités beslutning, at De eskorteres tilbage til det hotel, De holder så meget af. Men tag ikke fejl: Hvis De nogensinde sætter foden uden for Hotel Metropol igen, vil De blive henrettet. Næste! Underskrevet af V.A. Ignatov M.S. Zakovskij A.N. Kosarev

En_gentleman_i_moskva.indd 14

20/09/17 11.20

FĂ&#x2DC;R ST E B O G

En_gentleman_i_moskva.indd 15

20/09/17 11.20

En_gentleman_i_moskva.indd 16

20/09/17 11.20

1922 Ambassadøren

Der var smukt og køligt udenfor, da grev Alexander Iljitj Rostov den 21. juni 1922 blev ført ud gennem Kremls porte og ud på Den Røde Plads. Greven inddrak den friske luft som en svømmer, der kommer op af vandet, og rankede ryggen, mens han gik. Himlen havde nøjagtig den blå farve, som Vasilij-katedralens kupler var malet til. Deres lyserøde, grønne og gyldne nuancer glitrede, som om religionens eneste formål var at glæde og fornøje guddommen. Selv de småsludrende bolsjevikpiger foran statsvarehuset så ud, som om de var pyntet for at fejre de sidste forårsdage. “Goddag, min gode mand,” råbte greven til Fjodor, der stod i udkanten af pladsen. “Brombærrene er nok tidlige i år!” Uden at give den overraskede frugtsælger tid til at svare fortsatte greven i rask trav. Hans voksede moustache bredte vingerne ud som en måge. Han gik igennem Genopstandelsesporten, vendte liljerne i Alexanderhaven ryggen og fortsatte til Teaterpladsen, hvor Hotel Metropol stod i al sin pragt og herlighed. Da han nåede indgangen, vinkede greven til eftermiddagsdørmanden, Pavel, og vendte sig om og rakte hånden frem mod de to soldater bag sig. “Mange tak, de herrer, for at ledsage mig sikkert hertil. Yderligere assistance er ikke påkrævet.” Skønt store og stærke måtte begge soldater kigge opad under deres uniformskasketter for at møde grevens blik – for ligesom sine forgængere i familien Rostov målte greven over en meter og halvfems. “Videre,” sagde den mest brutalt udseende af de to med hånden på geværet. “Vi har ordre til at eskortere Dem helt til Deres værelse.” 17

En_gentleman_i_moskva.indd 17

20/09/17 11.20

Inde i lobbyen slog greven ud med armen som en hilsen til såvel den uforstyrrelige Arkadij (bag receptionsdisken) som søde Valentina (der var ved at støve en statuette af). Selvom greven havde hilst dem begge således hundredvis af gange, reagerede de begge med måbende blikke, som om han var ankommet til et middagsselskab uden bukser på. Efter at have passeret den unge pige med en svaghed for gult, som sad og læste i et ugeblad i sin yndlingsstol i lobbyen, standsede greven brat op foran palmerne og vendte sig om mod sin eskorte. “Elevatoren eller trappen, de herrer?” Soldaterne så fra den ene til den anden og tilbage på greven, tilsyneladende uden at kunne bestemme sig. Hvordan kan man forvente, at en soldat skal kunne sejre på slagmarken, tænkte greven, hvis han ikke er i stand til at træffe en beslutning angående vejen op til etagerne højere oppe? “Trappen,” afgjorde han på deres vegne, hvorefter han sprang op ad den, to trin ad gangen, som han havde haft for vane siden ungdommen. Oppe på tredje etage vandrede greven hen ad den røde løber på gangen til sin suite med soveværelse, bad, spisestue og en stor salon med to en halv meter høje vinduer ud mod lindetræerne på Teaterpladsen. Og her ventede dagens råhed ham. For foran de åbne døre til hans suite stod en kaptajn fra garden sammen med hotellets piccoloer, Pasha og Petja. De to unge mænd mødte grevens blik med forlegenhed. Det var tydeligt, at de var blevet givet en opgave, de fandt ubehagelig. Greven vendte sig mod officeren. “Hvad skal det betyde, kaptajn?” Kaptajnen, som virkede lettere overrasket over spørgsmålet, var veldisciplineret nok til ikke at lade sig mærke med det. “Jeg er her for at føre Dem til Deres logi.” “Det er mit logi.” “Ikke længere, er jeg bange for,” svarede kaptajnen med et slet skjult smil. Mens Pasha og Petja blev stående, førte kaptajnen greven og hans eskorte til en bagtrappe gemt bag en upåfaldende dør i hotellets midte. Den dårligt oplyste trappe drejede for hvert femte trin som i et klokketårn. 18

En_gentleman_i_moskva.indd 18

20/09/17 11.20

De bevægede sig tre etager op til en dør, der førte ud til en smal gang med et badeværelse og seks små værelser, der mindede om munkeceller. Loftsværelserne var oprindeligt tiltænkt hotelgæsternes butlere og kammerpiger, men da det gik af mode at rejse med sit eget tjenerskab, blev de tomme rum gradvist overgivet til tilfældighedernes nødvendighed og henstod derfor nu som pulterkamre fyldt med gammelt skrammel, ødelagte møbler og andet ragelse. Tidligere på dagen var værelset tættest på trappen blevet ryddet for alt andet end en støbejernsseng, et trebenet skrivebord og årtiers støv. I hjørnet nærmest døren havde nogen, som efter en senere indskydelse, anbragt et lille skab, der lignede en telefonboks. Tagværelset fulgte tagets form med skråvægge fra døren og udad, så det eneste sted langs ydervæggen, hvor greven kunne rette sig op i sin fulde højde, var ved et lille kvistvindue på størrelse med et skakbræt. Mens de to vagter selvtilfreds så til ude fra gangen, forklarede kaptajnen, at han havde indkaldt piccoloerne til at hjælpe greven med at flytte de få ejendele, som hans nye bolig kunne rumme. “Hvad med resten?” “Resten tilhører folket.” Så det er det, det går ud på, tænkte greven. “Meget vel.” Han løb ned ad den smalle trappe, mens vagterne forgæves forsøgte at følge med. Deres geværer slog mod væggen hele vejen ned. Nede på tredje etage marcherede han hen ad gangen og ind i sin suite, hvor de to piccoloer så bedrøvet op. “Alt i orden, venner,” forsikrede greven og begyndte at pege: “Den der. Det der. De der. Alle bøgerne.” Blandt de ejendele, greven udvalgte sig til sit nye logi, var der to højryggede stole, hans bedstemors østerlandske tebord og hendes yndlingstallerkener. Han valgte de to ibenholtselefanter, der var lavet om til bordlamper, samt portrættet af sin søster, Helena, som Serov havde malet under sit korte ophold på Lediggang i 1908. Han glemte heller ikke den læderkuffert, som han havde fået specialsyet af Asprey i London, og som hans gode ven Misjka så passende havde døbt Ambassadøren. 19

En_gentleman_i_moskva.indd 19

20/09/17 11.20

En eller anden havde været så betænksom at få grevens rejsekufferter bragt op til hans suite, så mens piccoloerne bar de udpegede genstande op til loftskammeret, fyldte greven dem med tøj og personlige effekter. Da vagterne skævede til de to flasker cognac på spillebordet, smed greven også dem i. Da kufferten var blevet båret op, pegede han omsider på skrivebordet. De to piccoloer, hvis lyseblå uniformer allerede var tilsmudsede af anstrengelserne, greb fat i hjørnerne. “Men det vejer et ton,” sagde den ene til den anden. “En konges fæstning er hans slot,” bemærkede greven, “en gentlemans fæstning er hans skrivebord.” Piccoloerne slæbte det ud i gangen, og netop i det øjeblik slog Rostovfamiliens gamle standur, som greven var nødt til at lade tilbage, bedrøve ligt otte timeslag. Kaptajnen var for længst vendt tilbage til sin post, og vagterne, hvis stridbarhed nu var veget for almindelig kedsomhed, stod lænet op ad væggen og lod asken fra deres cigaretter falde på parketgulvet, mens Moskvas sommersolhvervslys vældede ufortrødent ind ad vinduerne i den store salon. Greven gik hen til vinduet i det nordvestlige hjørne og så vemodigt ud. Hvor mange timer havde han tilbragt her? Hvor mange morgener havde han stået i sin slåbrok med en kaffekop i hånden og fulgt de rejsende fra Skt. Petersborg, der trætte og udmattede efter turen med nattoget strømmede ud af deres hyrevogne? Og hvor mange vinteraftener havde han ikke stået der og fulgt en ensom, lavstammet silhuet, der passerede under gadelygterne, mens sneen langsomt lagde sig over omgivelserne? Mens han stod og kiggede ud, kom en ung officer fra Den Røde Hær løbende ovre i pladsens nordlige ende og sprang op ad trapperne til Bolsjojteatret. Han var gået glip af den første halve time af aftenforestillingen. Greven smilede ved tanken om sin egen ungdoms forkærlighed for at ankomme entr’acte. Efter at have insisteret på, at han kun kunne blive en enkelt drink længere i den engelske klub, blev han der tre. Så sprang han ind i den ventende vogn og rullede hurtigt gennem byen, styrtede op ad den berømte trappe og listede sig ligesom den unge mand derovre ind gennem de gyldne døre. Og mens ballerinaerne dansede yndefuldt 20

En_gentleman_i_moskva.indd 20

20/09/17 11.20

på scenen, hviskede greven sine excusez-moi’er og banede sig vej til sin faste plads på tyvende række med den enestående udsigt til kvinderne i logerne. At komme for sent, tænkte greven med et suk. En nydelse, der hører ungdommen til. Så vendte han sig fra vinduet og begyndte at inspicere suiten. Først beundrede han den store salons storslåede proportioner og de to lysekroner. Han beundrede de malede paneler i den lille spisestue og soveværelsesdørens kunstfærdige lukkemekanismer af messing. Han gennemgik kort sagt interiøret ligesom en potentiel køber, som beså rummene for første gang. Inde i soveværelset standsede greven op foran et marmorklædt bord, hvorpå der lå en række kuriositeter. Han udvalgte sig en saks, som havde været hans søsters. Den var udformet som en hejre. De lange sølvskær udgjorde fuglens næb, og den lille guldskrue midtpå dens øje. Saksen var så klejn, at han næsten ikke kunne få tommel- og pegefinger gennem øjerne. Greven kastede et blik fra den ene ende af suiten til den anden og dannede sig et hurtigt overblik over alt det, der måtte blive tilbage. De få personlige ejendele, møbler og kunstgenstande, han havde bragt med sig til suiten fire år tidligere, var allerede resultatet af en nådesløs udvælgelsesprocedure. For da rygtet om zarens henrettelse var nået ham, var han straks brudt op fra Paris. I løbet af tre uger havde han gennemrejst seks lande og var undveget otte bataljoner, der kæmpede under fem forskellige flag, inden han omsider ankom til Lediggang den 7. august 1918 uden anden bagage end en rygsæk. Skønt han fandt egnen på kanten af oprør og hele husholdningen i sorg, var hans bedstemor, grevinden, fattet som altid. “Sasja,” sagde hun uden at rejse sig fra sin stol, “hvor er det dejligt at se dig. Du må være sulten. Kom og få en kop te.” Da han forklarede hende nødvendigheden af, at hun forlod landet, og beskrev de forberedelser, han havde truffet for hendes rejse, forstod grevinden, at der ikke var andre muligheder. Hun forstod, at selvom samtlige tjenestefolk i hendes tjenerskab var rede til at følge hende, måtte hun nøjes med to. Hun forstod også, hvorfor hendes barnebarn og eneste arving, som hun havde opfostret, fra han var ti år gammel, ikke ville følge med hende. 21

En_gentleman_i_moskva.indd 21

20/09/17 11.20

Engang da greven kun var syv år gammel, blev han slået så grundigt i dam af en af nabosønnerne, at en tåre angiveligt blev udgydt, en ed udstødt og bræt og brikker havnede på gulvet. Denne mangel på sportsånd førte til en streng reprimande fra grevens far og en tur i seng uden aftensmad. Men da den unge greve lå og havde ondt af sig selv under sengetæppet, kom hans bedstemor ind til ham. Hun satte sig i fodenden af sengen og udtrykte en vis medfølelse: “Der er ikke noget godt at sige om at tabe,” begyndte hun, “og denne Obolenskij-dreng er et kedeligt drys. Men kæreste Sasja, hvorfor i alverden gav du ham den tilfredsstillelse?” Det var i denne ånd, at han og hans bedstemor skiltes uden tårer i Peterhofs havn. Derefter vendte greven tilbage til familiegodset for at forestå lukningen. Skorstenene blev fejet, spisekamrene ryddet og møblerne tildækket. Det hele var ganske, som når familien vendte tilbage til Skt. Petersborg om efteråret, bortset fra at hundene fik løbepas fra kennelen, hestene fra staldene og tjenestefolkene fra deres pligter. Efter at have fyldt en enkelt vogn med nogle af Rostov-familiens fineste møbler boltede greven dørene og begav sig mod Moskva. Det er underligt, tænkte greven, da han stod og tog afsked med sin suite. Fra barnsben af lærer vi at tage afsked med venner og familie. Vi følger forældre og søskende til stationen; vi besøger fætre og kusiner, går ind i hæren; vi gifter os eller rejser udenlands. Det hører med til livet stedse at gribe en god kammerat om skulderen og ønske ham alt godt, idet vi trøster os med, at vi snart vil høre nyt fra ham. Hvad tilværelsen derimod er mindre tilbøjelig til at lære os, er at tage afsked med vores kæreste ejendele. Og hvad hvis vi skulle? Det ville være en uvelkommen lektie. For med tiden kommer vi til at holde mere af vores kæreste ejendele end af vores venner. Vi slæber dem med os fra sted til sted, ofte med betydelige omkostninger og besværligheder; vi støver dem af og polerer dem og irettesætter børn, hvis de leger for vildt omkring dem, mens vi lige så stille lader dem blive besjælede af minder og erindringer, så de vokser i betydning. Dette skab, genkalder vi os, gemte vi os i som børn; og disse sølvkandelabre stod på bordet juleaften; det var med dette lommetørklæde, hun engang tørrede sine tårer, og så videre 22

En_gentleman_i_moskva.indd 22

20/09/17 11.20

og så videre. Indtil vi faktisk forestiller os, at disse omhyggeligt bevarede ejendele kan trøste os ved tabet af en ven eller ledsager. Men en ting er selvfølgelig bare en ting. Så greven lod sin søsters saks glide ned i lommen, kastede et sidste blik på de tiloversblevne arvestykker og slettede dem derefter fra sit hjertes sorg for evigt. Mens greven en time senere hoppede et par gange på sin ny seng for at finde fjedrenes toneart (G#), så han sig samtidig omkring på møblerne og mindede sig selv om, hvordan han som ung mand havde drømt om at rejse til Frankrig med damperen og til Moskva med nattoget. Og hvorfor havde han drømt om netop disse rejser? Fordi køjepladserne var så trange! Det havde været et mirakel at opdage bordet, som kunne foldes sporløst sammen, de indbyggede skuffer under sengen og væglampetterne, der kun lige akkurat var store nok til at kunne oplyse en bogside. Dette effektive design var som sød musik for det unge sind. Det vidnede om målrettet præcision og eventyrtrang. For sådan måtte Kaptajn Nemos kahyt have set ud, da han sejlede verden rundt under havet. Og ville enhver ung mand med bare en anelse gåpåmod måske ikke gladelig have byttet hundredvis af nætter i et palads for én nat om bord på Nautilus? Godt, her var han så omsider. Og med alle de bolsjevikker, der utrætteligt sad og skrev direktiver på maskine i værelserne på anden etage, kunne man i det mindste høre sig selv tænke heroppe.* Greven rejste sig og knaldede hovedet op i skråvæggen. “Selvfølgelig,” sagde han. * Faktisk var det i suiten lige neden under grevens, at Jakov Sverdlov, den første formand for Den Centrale Eksekutivkomité, havde låst forfatningskomitéen inde og svoret på, at han ikke ville låse døren op igen, før de havde fuldendt deres opgave. Således klaprede skrivemaskinerne natten lang, indtil det historiske dokument var blevet udfærdiget, ifølge hvilket alle russere havde tankefrihed (artikel 13), ytringsfrihed (artikel 14), forsamlingsfrihed (artikel 15) samt friheden til at få samtlige disse rettigheder inddraget, såfremt de blev “brugt til skade for den socialistiske revolution” (artikel 23)!

En_gentleman_i_moskva.indd 23

20/09/17 11.20

Han rykkede en af de højryggede stole, satte elefantlamperne ved sengen og åbnede sin kuffert. Først tog han fotografiet af Portsmouth-delegationen fra 1905 og anbragte det på skrivebordet, hvor det hørte til. Så pakkede han de to flasker cognac og sin fars tolvtimersur ud. Men idet han pakkede sin bedstemors teaterkikkert ud og anbragte den på skrivebordet, var der noget flagrende henne ved kvistvinduet, der tiltrak sig hans opmærksomhed. Selvom vinduet ikke var større end en middagsinvitation, bemærkede greven, at der var en due, der var landet uden for vinduet. “Jamen goddag,” sagde greven. “Hvilken behagelig overraskelse.” Duen stirrede besidderisk tilbage på ham. Den trippede lidt rundt på kobberbeklædningen uden for vinduet og pikkede et par gange på ruden. “Sandt nok,” medgav greven. “Det kan der være noget om.” Han skulle lige til at forklare sin nye nabo grunden til sin uventede flytning, da nogen diskret rømmede sig ude i gangen. Greven vidste uden at vende sig om, at det var Andrej, overtjeneren på Bojarskij, for det var hans typiske måde at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse på. Med et nik til duen for at tilkendegive, at de snarest måtte genoptage samtalen, knappede greven jakken og vendte sig om, blot for at opdage, at det ikke var Andrej alene, der var kommet på besøg. Tre medlemmer af hotellets tjenerskab stod og trængtes i døråbningen. Det var Andrej, med den ulasteligt ranke holdning og lange rolige hænder, samt Vasilij, hotellets uforlignelige dørvogter, og Marina, den generte skønhed med det flakkende blik, som for nylig var blevet forfremmet fra kammerpige til syerske. De havde alle tre det samme forvirrede blik, som greven havde bemærket hos Arkadij og Valentina nogle få timer tidligere, og omsider slog det ham: Da han var blevet ført bort samme morgen, havde de alle sammen antaget, at han aldrig ville vende tilbage. Han var dukket frem fra Kremls mure som en pilot fra et flystyrt. “Kære venner,” sagde greven, “De er utvivlsomt nysgerrige efter at høre om dagens tildragelser. Som De måske ved, blev jeg inviteret til en têteà-tête i Kreml, hvor adskillige fipskægsprydede officerer af det nuværende regimente besluttede, at jeg for mine synders skyld som aristokrat skulle dømmes til at tilbringe resten af mine dage … i dette hotel.” 24

En_gentleman_i_moskva.indd 24

20/09/17 11.20

Som svar på deres bifaldsråb trykkede greven deres hænder én efter én og gav udtryk for sin værdsættelse af deres venskab og sin dybfølte tak. “Kom ind, kom ind,” sagde han. De tre ansatte maste sig vej ind mellem møblerne, der tårnede sig op overalt. “Hvis De vil være så venlig,” sagde greven og rakte Andrej en af cognacflaskerne. Så knælede han ned foran Ambassadøren og åbnede den som en stor bog. Inden i den lå 52 glas i sirlig orden – eller rettere 26 par glas – formet efter deres formål, fra rødvinsglassenes bugnende favn til de charmerende små glas til farvestrålende spirituosa fra Sydeuropa. I overensstemmelse med øjeblikkets ånd valgte greven fire glas på må og få og sendte dem rundt, mens Andrej åbnede flasken og skænkede op. Da hans gæster alle var forsynet med et glas cognac, hævede greven sit eget. “Skål for Hotel Metropol,” sagde han. “Skål for Hotel Metropol!” svarede de. Greven var den fødte vært, og den næste times tid skænkede han op og konverserede med en instinktiv opmærksomhed over for hver enkelts karakter og behov. Trods den formelle korrekthed, der normalt fulgte med hans stilling, optrådte Andrej denne aften med både smil og blink i øjet. Vasilij, som til daglig med skarpeste præcision angav vejen til byens turistmål, sludrede nu løs som én, der måske, måske ikke ville huske aftenens samtale næste dag. Og hver gang nogen sagde noget sjovt, fnes Marina løssluppent uden at skjule munden bag hånden. På denne af alle aftener værdsatte greven deres gode humør, men han var ikke så forfængelig, at han forestillede sig, at det udelukkende skyldtes hans egen mirakuløse redning. For han vidste bedre end de fleste, at det nu var sytten år siden, Portsmouth-traktaten, som gjorde en ende på den russisk-japanske krig, var blevet underskrevet, og at Rusland i løbet af disse sytten år – ikke engang én generation – havde gennemlidt en verdenskrig, en borgerkrig, to hungerkatastrofer samt den såkaldte ‘røde terror’. Landet havde kort sagt været igennem en brydningstid, som ikke havde sparet nogen. Uanset om man var venstreorienteret eller højre orienteret, og uanset om ens personlige forhold havde ændret sig til det 25

En_gentleman_i_moskva.indd 25

20/09/17 11.20

bedre eller det værre, måtte tiden omsider være inde til at skåle på nationens sundhed. Klokken ti fulgte greven sine gæster hen til trappen og tog afsked med dem med samme ceremonielle anstand, som han ville have udvist ved døren til familiens residens i Skt. Petersborg. Da han kom tilbage til sit logi, åbnede han vinduet (skønt det ikke var større end et ark brevpapir), skænkede den sidste sjat cognac op og satte sig ved skrivebordet. Det var fremstillet i Ludvig 16.s Paris, med de tidstypiske forgyldte beslag samt indlagt læder i bordpladen, og greven havde arvet det efter sin gudfar, storhertug Demidov. Storhertugen, som var en mand med store hvide bakkenbarter, lyseblå øjne og guldepauletter, talte fire sprog og læste seks. Han giftede sig aldrig, men repræsenterede sit land i Portsmouth, drev tre godser og foretrak generelt arbejdsomhed frem for sniksnak. Men frem for alt havde han været en ung, fandenivoldsk kadet i kavaleriet sammen med grevens far. Og således var storhertugen blevet grevens beskyttende vogter. Og da grevens forældre med få timer imellem sig døde af kolera i 1900, var det storhertugen, der trak den unge greve til side og forklarede ham, at han måtte være stærk for sin søsters skyld; at der findes mange former for modgang, og at hvis man ikke gør sig til herre over omstændighederne, vil omstændighederne gøre sig til herre over én. Greven strøg hen over de små fordybninger i læderet. Hvor mange af storhertugens ord afspejlede disse svage aftryk? Hér var der gennem over fyrre år blevet skrevet præcise instruktioner til opsynsmænd, overbevisende argumenter til statsmænd og gode råd til venner – med andre ord et skrivebord, man ikke skulle undervurdere. Greven tømte sit glas, skubbede stolen tilbage og satte sig på gulvet. Han lod hånden løbe hen over skrivebordets forreste ben til højre, indtil han fandt låsen. Han trykkede på den, og en hemmelig låge åbnede sig og afslørede et fløjlsforet hulrum, som i lighed med de tre andre ben var fyldt med guldmønter.

En_gentleman_i_moskva.indd 26

20/09/17 11.20

”Helt uimodståelig og lige så udsøgt som et Fabergé-æg.” O, THE OPRAH MAGAZINE

Alexander Rostov er en dannet mand med et ukueligt sind,

EN GENTLEMAN I M O S K VA

ham bliver det en fest.

er Amor Towles’ anden roman, og hans første på dansk. Den har solgt over en million eksemplarer og har ligget i toppen af New York Times’ bestsellerliste, siden den udkom i 2016.

”En stilsikker periodeskildring, men en helt igennem moderne roman, der ruller en gammel verdens elegance ud for sin læser.” THE WASHINGTON POST

E N G E N T L E M A N I M O S K VA

Grev Alexander Rostov, hofjægermester og ridder af Skt. Andreas-

AMOR TOW LE S

Roman

EN GENTLEMAN I M O S K VA

til ham, ”dengang du blev dømt til livsvarig husarrest i Hotel Metropol for så mange år siden, at du var den heldigste mand i hele Rusland.” Fra bogen

genial kulisse for dette drama af Casablanca-dimensioner.” THE SAN FRANCISCO CHRONICLE

AMOR TOWLE S

FORSIDEFOTO: RODNEY SMITH F O R FAT T E R F O T O : DAV I D JA C O B S

F O R L A G

sagde hans ældste ven nu

”Den russiske revolution er en

E n New York Times-bestseller P O L I T I K E N S

”Hvem skulle have troet,”

P O L I T I K E N S

F O R L A G

”Vi er ikke i The Grand Budapest Hotel, men mere end én gang har jeg set den films lange, fortællende panoramabilleder for mit indre blik.” NEW YORK TIMES BOOK REVIEW