Endelig os

145 mm

24,5 mm

145 mm

CMYK

International bestseller

Damien Stark er smuk, stærk og krævende. Han er svaret på en længsel i mig, ingen andre har nået.

Men under det succesfulde ydre bærer han på mørke hemmeligheder fra en barndom, der står i ruiner.

Han finder fred i vores fælles ekstase, og flammen mellem os brænder klarere for hver dag, der går.

Endelig os er tredje og sidste bog i den stærkt erotiske trilogi om Nikki og Damien.

Fik du læst Slip mig fri og Tag mig?

Endelig os

220 mm

Vores passion er inderlig, besættelsen uundgåelig.

Men selv ikke Damien kan flygte for evigt eller beskytte os mod fortidens dæmoner, som stadig lurer.

Julie Kenner

Kun begæret imellem os er større end Damiens hemmeligheder.

Julie Kenner

Endelig os E n Sta r k- r o ma n

»Efter lidenskab venter besættelse.«

J u l i e K e n n e r arbejdede ti år i retsvæsenet i Californien, før hun blev fuldtidsforfatter.

Hun bor i dag i Texas med sin mand og deres børn.

Isbn 978-87-400-2698-6

Besøg forfatteren på juliekenner.com

erotisk roman

Complete Me_sats_OK.indd 1

Politikens Forlag

16/09/15 11.37

Endelig os.indd 2

22/09/15 14.53

Julie Kenner

ENDELIG OS En Stark-roman

Oversat fra amerikansk af Rebecca Bailey

Politikens Forlag

Endelig os.indd 3

22/09/15 14.53

Af samme forfatter: Tag mig Slip mig fri

Endelig os.indd 4

22/09/15 14.53

KAPITEL TO

Selvom det er søndag nat, er trafikken tæt i Münchens smalle gader.

Lamborghiniens motor spinder glat, kraften er uforløst og rastløs, som om den er lige så frustreret over ikke at få lov til at blive sluppet fri og flyve af sted, som jeg er over, at jeg ikke er i stand til at gøre alt godt for Damien.

Jeg har sat mig til rette i det røde lædersæde, min krop er drejet en smule, så jeg kan se på Damien. Til trods for den langsomme trafik, som jeg ville synes, var frustrerende, er han helt rolig. Hans hånd hviler let på gearstangen, hans fingre lukker sig en smule om den. Jeg ånder dybt ind og forestiller mig, at hans hånd hviler på mit nøgne knæ. Siden jeg har mødt Damien, har min fantasi været på overarbejde. Jeg kan ærlig talt ikke sige, at det generer mig.

Hans venstre hånd hviler på rattet, og til trods for det helvede, vi står midt i, ser han rolig og selvsikker ud. Derfra hvor jeg sidder, ser jeg ham i profil – det stærke kæbeparti, de dybe øjne, hans vidunderlige mund, der lige nu er et næsten usynligt smil.

Hans ubarberede kinder og håret, som jeg har rodet op i, kombineret med kabinens dæmpede belysning får ham til at ligne en farlig rebel.

Det er han også, tænker jeg. De bliver ikke mere rebelske end Damien.

De eneste regler, han følger, er hans egne. Det er en af de ting, jeg elsker højest ved ham, og det gør det så meget desto sværere at vide, at hvis bare han ville spille en artig lille tiltalt, så alt anderledes ud.

Vi holder stille i et kryds, og nu skifter lyset til grønt. Han accelerer og 15

Endelig os.indd 15

22/09/15 14.53

skifter bane med så pludselig en bevægelse, at jeg må tage fat i dørhåndtaget for ikke at vælte til siden. Han vender sig om og ser på mig, og det eneste, jeg ser i hans blik, er nydelse. Jeg møder ivrigt hans smil, og i det øjeblik er der intet i denne verden, der kan gøre os ondt. Der er kun frihed og glæde, og jeg ville ønske, at det kunne fortsætte sådan. At vi kunne køre og køre og aldrig standse, bare os to, der drønede ind i evigheden.

Måske er jeg fortabt i en fantasi om fortabelse, men Damien er her lige nu. Jeg fornemmer spændingen i hans muskler, magten og kontrollen, når han lader bilen accelerere og afprøver hendes grænser, og han lader kraften akkumulere i den fantastiske motor, til vi når motorvejen, hvor han endelig kan lade den eksplodere.

Jeg synker og flytter mig lidt i sædet. Jeg troede bare, jeg drillede ham, da jeg sagde, at det ville være som at have sex at køre i den her bil. Jeg tog tydeligvis fejl.

“Du smiler,” siger han uden at se på mig.

“Det gør jeg,” indrømmer jeg. “Fordi du er glad.”

“Jeg er sammen med dig,” svarer han. “Hvorfor skulle jeg ikke være glad?”

“Bare bliv ved,” siger jeg. “Du kommer meget langt med smiger.”

“Det håber jeg.” Hans stemmer er kun en lav mumlen, men det er mere end nok til, at min krop reagerer. Min hud bliver varm, og jeg kan mærke små svedperler bryde frem på halsen og ved hårgrænsen. Mine bryster føles tunge, som om de har brug for, at Damiens hænder lægger sig omkring dem, og mine stive brystvorter presser sig krævende mod den kropsnære silkekjole.

Hans bemærkning kunne lyde ganske ligetil, men den er fuld af betydning. Vi ved begge to, at jeg vil nyde at følge Damien i alle hans ønsker.

“Nu er vi her,” siger Damien, og det mærkelige sammenstød mellem hans ord og mine tanker får det til at give et lille sæt i mig. Jeg samler mig, og det går op for mig, at vi er kommet frem til A9. Han drejer ned på tilkørselsbanen og accelerer, og kraften presser mig tilbage i sædet.

Jeg trækker vejret dybt, helt opfyldt af farten og manden ved min side.

“Har du en plan?” spørger han og skifter gear.

16

Endelig os.indd 16

22/09/15 14.53

På speedometeret kan jeg se, at vi allerede har passeret 175 kilometer i timen. “En plan?”

Hans ene øjenbryn løfter sig muntert. “Det var din idé, ikke? Jeg tænk­te, at du måske havde forestillet dig noget bestemt.”

“Ingen plan,” indrømmer jeg, mens jeg vipper skoene af og trækker fødderne op på sædet. “Kun at slå mig løs med dig.”

“Den plan kan jeg godt lide,” siger han. “Og jeg ved lige præcis, hvad jeg vil gøre med dig.” Da han siger de sidste ord, ser han på mig, og hans blik er så lumsk, at jeg ikke kan lade være med at grine.

“Du er pervers,” siger jeg.

“Kun over for dig,” snor han sig. Jeg trækker benene op, og han rækker sin arm ud og lader fingrene glide over den spinkle ankelkæde med platinindfattede smaragder, jeg har fået af ham, et fysisk minde om, at jeg altid vil tilhøre ham. Som om jeg nogensinde kunne glemme det.

Hans hånd bevæger sig fra ankelkæden og op til mit lår. Berøringen er let og sensuel. Det er ikke mere end et enkelt kærtegn, men min reaktion er på alle måder kompleks. Stråler af varme løber igennem mig, samles mellem mine ben og tirrer mine brystvorter. Hvor er det nemt at lade berøring og nydelse, lyst og begær, fylde alt. Det er, som om jeg befinder mig i en konstant tilstand af sult, og han er den sødeste nektar.

Alt for hurtigt slutter hans berøring, og han flytter hånden over til radioen, hvor han skifter mellem forskellige stationer, til han vælger en, der spiller techno, og han lader rytmen fylde bilen. Han skifter bane igen, og motoren spinder, mens bilen suser af sted i den sparsomme trafik. Jeg læner mig tilbage i sædet og lader rytmen strømme igennem mig, mens jeg ser på den mand, der elsker mig. Den mand, jeg elsker.

Som tilhører mig. Tanken dukker op af sig selv, og jeg prøver at skubbe den væk, for jeg ved, at det ikke er sandt. Hvis han virkelig tilhørte mig – mig og ingen anden – så kunne jeg få ham væk herfra. Jeg kunne redde ham. Jeg kunne få hele det her juridiske mareridt til at forsvinde.

Men det kan jeg ikke, og den forfærdelige sandhed kryber ind under huden på mig og forvandler mit før så lette og boblende humør til noget mørkt og ildevarslende.

17

Endelig os.indd 17

22/09/15 14.53

Jeg drejer mig en smule, så jeg kan se ud af vinduet på de træer, vi passerer i mørket. Sære skygger danser over dem, skygger dannet af lyskeglerne fra vores forlygter. Jeg gyser og føler mig anspændt, det virker ildevarslende, som om vi kører mod dødsriget, men selv det ville ikke kunne redde os fra virkelighedens ubarmhjertige greb.

Jeg vil bare blive ved med at køre. Jeg vil mod øst, hvor solen står op om fem timer, eller sådan noget. Jeg vil presse bilen til dens yderste og aldrig standse. Vi er i en boble lige nu, i sikker afstand fra de mørke skygger, der rækker ud efter os. Men i det øjeblik, vi standser ... i det øjeblik, vi vender om ...

Nej. Jeg trækker vejret dybt ind. Jeg må være stærk. Ikke for min skyld, men for Damiens. “Vi må hellere vende om,” siger jeg, men siger det så lavt, at jeg er sikker på, at han ikke kan høre mig for musikken, der fylder bilen. Jeg rækker ud efter radioen og trykker på power-knappen, og stilheden overtager os.

Damien ser på mig, og jeg kan se glæden i hans ansigt forvandle sig til bekymring, da han fanger mit blik. “Hvad er der galt?”

“Vi må hellere vende om.”Jeg prøver at tale højere, men min stemme er stadig unaturligt lav, som om min vilje prøver at bekæmpe mig og tavst trygler mig om at sige til ham, at han skal flygte. “Du har brug for søvn.” Jeg tvinger ordene frem, og min stemme lyder mærkelig. “I morgen kommer vi begge to på pinebænken.”

“Det er da en god grund til bare at fortsætte så længe, vi kan.”

Jeg synker og tvinger tårerne tilbage. “Damien.”

Jeg forventer, at han skal sige nogle trøstende ord. Overbevise mig om, at alt nok skal gå. I stedet stryger han mig over kinden, og igen sender berøringen en bølge af elektricitet gennem min krop, og tårerne samler sig i mine øjne. Jeg knytter mine hænder og bekæmper gråden, der truer med at vælte ud af mig. Jeg må ikke miste fatningen. Ikke nu.

Aldrig, for helvede. Hvis jeg mister Damien, så kan jeg græde. Og indtil jeg ved, hvilken vej det går, vil jeg bruge hvert eneste sekund på at være sammen med ham. Det lykkes mig at mønstre et smil, der næsten er ægte, og jeg vender mig om mod ham.

18

Endelig os.indd 18

22/09/15 14.53

“Snart.” Han træder på speederen, og bilen accelererer.

“Hvor skal vi hen?”

“Til et sted, du gerne vil se.”

Jeg må se mere forvirret ud, end jeg selv er klar over, for han ler stille.

“Bare tag det roligt. Vi stikker ikke af.”

Mit ansigt fortrækker sig. Det ville jeg næsten ønske, at vi gjorde.

Hans venstre hånd ligger på rattet, men han lader sin højre hånd hvile på mit knæ. Berøringen er mere besidderisk end seksuel, som om han bare har brug for at sikre sig, at jeg er der. Jeg læner hovedet tilbage, splittet mellem trangen til at give mig hen til følelsen af hans fingre mod min hud og trangen til at skubbe ham fra mig. Til at råbe og skrige. Til at tigge og bede ham om for fanden at forsvare sig selv. For Damien Stark er ikke en mand, der står stille og lader sig piske. Han er ikke en mand, der finder sig i at tabe.

Han er ikke en mand, der sårer den kvinde, han elsker.

Og alligevel er det det, han gør.

Mine tanker, voldsomme og farlige, fylder mig, mens jeg ser de sidste af byens lys fortone sig i mørket, og tilbage står kun det træklædte landskab, som flankerer motorvejen. Motoren spinder bemærkelsesværdigt lydløst, og jeg er træt. Ikke kun fordi det er sent, men på grund af alt det, jeg bærer på. Jeg lukker øjnene og slapper af, kun for snart efter at sætte mig op i et hurtigt ryk, da det går op for mig, at bilen er standset, og motoren er slukket.

“Hvad?” Jeg føler mig groggy, min hjerne er fuld af spindelvæv. “Hvad skete der?”

“Du fik dig en lur.”

En lur?

Jeg rynker panden. “Hvor lang?”

“Næsten en halv time.”

Det får mig til at vågne, og jeg begynder at se mig omkring. Det lader til, at vi holder på en parkeringsplads nær en rustikt udseende restaurant, hvor man kan sidde udenfor og spise. Der er lukket nu, og bordene ser spøgelsesagtige ud. “Hvor er vi?”

19

Endelig os.indd 19

22/09/15 14.53

“Seehaus Kranzberger,” siger han. Jeg kan åbenbart ikke skjule min forvirring, for han griner. “Det var engang et af mine yndlingssteder heromkring. Alaine og Sofia og jeg begyndte at komme her, da Alaine var blevet gammel nok til selv at køre bil. Senere kom jeg her alene.

Der er mange minder forbundet med det her sted,” tilføjer han, og hans stemme får en sær klang.

“Men de har lukket,” siger jeg dumt.

“Vi kom ikke her for madens skyld,” siger han. Han står ud, går omkring bilen og åbner døren, før jeg selv når at gøre det. Han rækker hånden frem og hjælper mig ud, og jeg bliver elegant stående.

“Hvorfor er vi taget herhen?”

“Kom med mig.”

Jeg studerer hans ansigt, men kan ikke aflæse hans humør. Han tager min hånd og fører mig ned ad en smal sti, der slynger sig mellem høje træer, hvis grønne blade nu virker sorte og grå i månelyset. Jeg har ingen idé om, hvor vi skal hen, men så slår vi et sving, og jeg udstøder et gisp.

Foran os ligger der en sø kranset af et vildtvoksende skovbryn, månelyset glitrer i overfladen, og spejlingen af månens enorme globe ser ud, som om vi kunne dykke ned i vandet og samle den op. “Hvor smukt,” siger jeg.

“Velkommen til Kranzberger See. Her har jeg været meget,” siger han.

“Jeg sad på bredden og lyttede til vandet og fuglene og vinden i træerne.

Så lukkede jeg øjnene og forsvandt.” Han har stået og kigget på søen, men nu vender han sig om mod mig. “Jeg ville gerne vise dig stedet,” siger han.

Det, jeg hører, er undskyld.

Jeg synker og nikker, føler mig overvældet. “Tak.” Han løfter vores sammenfiltrede hænder og kysser min håndflade.

Gestussen er blid og sød og smerteligt romantisk, og jeg kan ikke lade være med at ønske, at jeg kunne blive her, forsvinde ind i det glitrende lys, skjult i en drøm om at være helt alene i verden, bare os to.

En let gysen løber gennem min krop, og jeg vender mig bort. Jeg er faldet så hurtigt for denne mand, og jeg er skrækslagen for at miste ham.

Skrækslagen for, at alt det gode, vi til trods for vores elendige fortid har 20

Endelig os.indd 20

22/09/15 14.53

fundet, vil blive revet fra os. Jeg presser læberne sammen og tvinger et fortvivlet skrig tilbage, for det er det eneste, jeg har lyst til lige nu – at skrige og råbe og græde, indtil Damien gør, hvad han nu skal, for at ordne det hele og få alt det onde til at forsvinde.

Men jeg gør det ikke. I stedet står jeg klippefast ved siden af ham. Jeg ved, at den mindste bevægelse kan få mig til at eksplodere. Jeg føler mig vild og lunefuld og farlig. Og det sidste, vi har brug for lige nu, er en eksplosion.

“Nikki.” Han udtaler blidt mit navn, slipper min hånd og stiller sig bag mig. Han lægger sine hænder tungt på mine skuldre, og følelsen er varm og skøn. Så føler jeg den blide berøring af hans læber mod mit hår, og han lader sine fingre løbe over mine arme, der er bare i den ærmeløse kjole. “Kan du huske, at jeg gjorde dig vred den første nat hos Evelyn?

Jeg skulle have ladet dig forblive gal. Jeg skulle have forladt dig og aldrig set mig tilbage.”

Min mund er tør, og mit bryst knuger sig sammen. Jeg vil ikke høre de ord. Jeg vil ikke tro, at der er en lille flig af ham, der ville foretrække ikke at have fundet sammen med mig, selv ikke, hvis den fantasi udspringer af et ønske om at beskytte mig. “Nej,” siger jeg. Det er det eneste ord, jeg kan få frem, og det lyder halvkvalt og hæst. Han vender sig blidt om mod mig og lægger sine hænder om mit ansigt. “Det skærer i mig at se frygten i dine øjne.”

Hans ord er så blide og betænksomme, men de rammer mig som et spark i brystet, og til vores begges overraskelse svarer jeg igen med samme mønt, da jeg langer ud og slår ham i ansigtet.

“Hold op!” råber jeg, og al min selvkontrol eksploderer i en malstrøm af følelser. “Hold nu for helvede op! Tror du virkelig selv, at det kan løse noget? At ønske, at vi aldrig have fundet sammen? For satan, Damien, jeg er så forelsket i dig, at det gør ondt, og så pylrer du om mig? Jeg har ikke brug for trøst, jeg har brug for, at du gør noget!” Jeg slår ham i brystet med begge hænder og gisper, da han griber om mine håndled og holder mig fast med en styrke, så min hud brænder.

“Nikki.” Nu er hans stemme ikke beroligende, den er hæs og farlig, 21

Endelig os.indd 21

22/09/15 14.53

og jeg ved, at jeg er gået for langt. Men som jeg ser det, kan jeg ikke gå for langt, for i lige det øjeblik ønsker jeg kun at knuse ham. At knuse den latterlige stædighed og på en eller anden måde få banket ind i hovedet på ham, at den eneste mulighed, han har for at redde sig selv – for at redde os – er at arbejde på sit forsvar.

“De ender med at sætte dig i et bur.” Min stemme er skarp og præcis.

“Helt ærligt, Damien, hvordan kan du ikke være ved at dø af skræk? Jeg er så bange, at jeg næsten ikke kan stå op om morgenen.”

Han stirrer på mig, som om jeg taler græsk. “Ikke bange?” Hans ord er tungt ladet med tilbageholdt raseri. Jeg ved ikke, om det er rettet mod mig eller ej, men det er så kraftigt, at det får ham til at ryste. “Er det det, du tror?”

Uden at tænke over det træder jeg et skridt tilbage, men han stopper mig, hans hænder griber om mine arme, hans fingre presser sig dybt ind i den bløde hud, og han holder mig i et fast greb. “Er det virkelig det, du tror? Du må være vanvittig, Nikki, jeg er rædselsslagen for, at jeg skal blive revet væk fra dig. For ikke at kunne røre ved dig. Kunne kysse dig.

Høre dig le, se på dig. Være sammen med dig.”

Jeg er så opslugt af hans ordstrøm, at jeg ikke har lagt mærke til, at han langsomt har ført mig baglæns, og nu er jeg presset op mod et træ, barken føles ru mod min tynde kjole. Hans hænder glider fast og selvsikkert ned over mine arme, over min krop for grådigt at gribe om mine bryster. Jeg gisper, da begæret, varmt og krævende, jager igennem mig.

Han læner sig ind over mig, hans læber strejfer min kind. “Jeg kan klare alt andet end at miste dig.” Hans mund brænder mod mit øre.

Hans hånd glider ned og derefter langsomt op ad mit lår, og han trækker i samme bevægelse den tynde kjole op.

“Ikke bange?” Hans hånd lægger sig over mit køn. Jeg har ingen trusser på, og han glider ubesværet op i mig. Jeg bider mig hårdt i underlæben, taknemmelig for, at han holder mig oppe, for min krop føles som flydende ild.

“Jeg er mere skrækslagen, end jeg nogensinde har været før,” siger han, og så presser han sine læber mod mine, og hans fingre, der er oppe 22

Endelig os.indd 22

22/09/15 14.53

i mig, bevæger sig langsomt og rytmisk i takt med vores kys. I et smukt, lyksaligt øjeblik er jeg helt væk i hans kys, i hans arme. Jeg har glemt, hvor vi er, og hvorfor vi er her. Det eneste, der eksisterer, er Damien og den sensuelle, trygge varme, der strømmer fra hans krop, mens den presser sig mod min.

Så er det, som om noget går i stykker inde i mig, noget, der er større end lyst og dette desperate behov, der får min puls til at galoppere og mit køn til at strammes om hans fingre. Jeg presser mine håndflader hårdt mod hans bryst og skubber ham væk fra mig.

“Hvor vover du at være bange? For helvede, Damien, hvor vover du at sige, at du er bange for at miste mig, når du så nemt kunne få alt det her til at forsvinde? Du kunne så nemt afslutte det hele, og vi kunne tage hjem.”

Han stirrer på mig, og hans blik er uendelig trist. “Åh, skat, hvis jeg kunne få din frygt til at forsvinde, så ville jeg gøre det.”

“Hvis du kunne?” gentager jeg. “Det kan du, og det ved du udmærket godt, og jeg er pissesur på dig over, at du ikke vil gøre noget.” Jeg råber ad ham. Jeg er som en arrig furie, og jeg hader det. Hader mig selv. Men for fanden, lige nu hader jeg også Damien.

Tårerne strømmer ned over mit ansigt, og det er, som om mine ben er ved at knække sammen under mig. Jeg mærker, at jeg er ved at falde, og Damien griber mig og hjælper mig ned på knæ. Jeg kan godt se det ironiske i det. Damien vil altid være der til at gribe mig. Det troede jeg i hvert fald, at han ville. Nu er jeg ikke længere sikker, og for første gang føler jeg mig alene i Damiens arme.

“Jeg har tænkt over det.” Jeg har aldrig før hørt hans stemme så lav og så alvorlig.

Jeg venter. Jeg vidste ikke, at håb kunne føles så koldt og dødt, men det gør det. “Tænkt på hvad?” spørger jeg forsigtigt.

Han tøver så længe, at jeg begynder at tro, at han ikke har tænkt sig at svare. Da han endelig siger noget, kommer ordene langsomt. “Jeg har villet have dig så længe. Og nu, hvor jeg har dig, sætter jeg alt det, vi har, på spil.”

23

Endelig os.indd 23

22/09/15 14.53

Ja, har jeg lyst til at råbe. Ja! Det går op for mig, at jeg borer fingrene ned i den våde, bløde jord, og jeg tvinger mig selv til at være rolig, mens jeg forsøger at gætte, hvad han vil sige. Jeg prøver ikke at have for store forventninger.

“Jeg er ikke så sikker på, at det ændrer noget, hvis jeg fortæller, hvad Richter gjorde ved mig, selvom du og Maynard lader til at tro, at det er løsningen på det hele. Men måske skulle jeg prøve. Hvis det betyder, at de lader tiltalen falde, er det måske værd at ofre det privatliv, jeg har brugt så mange år på at bygge op og værne om.”

Jeg kan høre bitterheden i hans stemme, og jeg har lyst til at tage hans hånd og holde den fast i min. Men det gør jeg ikke. Jeg står helt stille.

“Der er ingen skam i at være et offer, vel? Så hvorfor skulle det betyde noget, hvis alle andre kender til de forfærdelige ting, han gjorde ved mig? Hvad skulle det betyde, hvis pressen skriver om de mørke nætter på mit værelse? De ydmygende ting, han fik mig til at gøre. Ting, jeg ikke engang har fortalt dig. Ting, jeg ville ønske, jeg kunne glemme.”

Hans blik møder mit, men jeg ser kun de skarpe linjer og vinkler i hans ansigt. “Hvis det betyder, at jeg kan gå derfra som en fri mand, burde jeg så ikke bare udbasunere den historie, så alle kunne høre den?

Skulle jeg ikke bare ønske, at den blev offentliggjort alle vegne? I tv, i talkshows, på forsiden af aviserne? Skulle jeg ikke bare ønske at fodre hele verden med min egen personlige tragedie?”

Jeg mærker noget på min kind, og det går op for mig, at jeg græder.

“Nej,” hvisker jeg, og jeg hader sandheden, selv da jeg siger den. Men det her er essensen af, hvad Damien er. En mand, som lever efter sit eget kodeks, og det er en af de ting, jeg forelskede mig i. “Selv ikke for min skyld,” siger jeg. “Selv ikke for at undgå at komme i fængsel.”

Jeg kniber øjnene sammen, og tårerne pibler ud.

“Så du forstår mig?”

“Nej,” siger jeg, men jeg mener ja, og da jeg åbner øjnene, kan jeg se, at han ved det. Han rykker tættere på mig, og jeg hikser efter vejret.

Jeg hikser igen, og jeg kan smage mine tårer, da hans mund lukker sig over min. Først er kysset blidt og sødt. Så lægger hans ene hånd sig fast 24

Endelig os.indd 24

22/09/15 14.53

om mit baghoved, mens hans anden arm slynger sig rundt om mig og trækker mig ned på sit skød.

Jeg gisper af overraskelse over hans bevægelse, og han er hurtig til at vende det til sin fordel, hans mund bliver voldsommere, hans tunge finder min, hans kys bliver dybere og mere krævende. Jeg snor mine fingre om hans silkebløde hår og svømmer væk i hans faste, sensuelle mund.

I kyssets vildskab. Vores tunger mødes, og vores tænder støder sammen.

I morgen vil min mund være hævet, men jeg kan ikke modstå det kys, der tænder os begge.

Jeg kæmper med at få vejret, da han trækker sig bort fra mig. Mine læber føles hævede og brugte og fantastiske. Jeg tænker på, om jeg nogensinde før er blevet kysset rigtigt, selv af Damien. Det eneste, jeg vil have, er mere.

Jeg læner mig ind til ham og kræver tavst mere, men han fanger min hage med en fast hånd. Jeg bliver siddende sådan, i en forvredet stilling, med mit blik rettet mod hans.

“Du betyder alt for mig, Nikki. Det skal du vide. Det skal du tro på.”

“Det gør jeg,” hvisker jeg. Jeg kan se en sitren løbe igennem hans krop, og hans muskler strammes, da han trækker mig ind til sig og holder mig tæt. Jeg smelter i hans arme, jeg er så forelsket i denne mand, at det næsten gør ondt.

“Du betyder alt for mig,” gentager han. “Men jeg kan ikke være ærlig over for mig selv, hvis ikke jeg er ærlig over for dig.”

“Det ved jeg,” hvisker jeg med læberne presset mod hans T-shirt.

“Det kan jeg godt forstå.” Jeg læner hovedet tilbage og ser ham i øjnene.

“Men det betyder ikke, at det ikke gør ondt.”

“Så lad mig prøve at dulme det.” Han skubber mig blidt væk, bukker sig ned og kysser min mundvig. “Er det her, det gør ondt?”

Jeg ryster på hovedet. Tårerne kilder lidt i øjenkrogene, og et forsigtigt smil vokser frem.

“Nej? Er det så her?” Han rører let ved min kæbe, og hans blide berøring får mig til at gispe efter vejret. “Nej,” siger jeg, og smilet er ikke længere forsigtigt.

25

Endelig os.indd 25

22/09/15 14.53

Denne gang finder hans læber fordybningen i min hals. Jeg læner hovedet tilbage, så han bedre kan komme til, og jeg føler min puls slå heftigt mod hans læber. “Det er heller ikke der,” hvisker jeg.

“Den er svær,” siger han. “Hvordan kan jeg kysse det væk, hvis jeg ikke kan finde det rigtige sted?”

“Bare bliv ved med at lede,” siger jeg.

“Jeg stopper aldrig,” lover han. Hans læber søger nedefter og standser lige ved mit hjerte, der banker hårdt i mit bryst. “Det er helt sikkert ikke her,” siger han og fortsætter, mens jeg ler, men latteren bliver afbrudt af et hæst, sensuelt skrig, da hans mund pludselig lukker sig om mit bryst.

“Damien!”

Han presser sine arme mod min ryg og støtter mig, mens han slikker mig gennem den vanvittigt dyre kjoles silkebløde stof. Hans tænder griber om min følsomme brystvorte, og jeg spændes i en bue, fortabt i en desperat tåge af nydelse.

“Her?” mumler han uden at lade læberne slippe mig.

“Ja,” siger jeg. “Åh gud, ja.”

“Jeg er nu ikke helt sikker,” siger han, da hans mund slipper mig. “Jeg må hellere lede videre.”

Han lægger mig forsigtigt ned på det bløde græs og sætter sig overskrævs på mig.

“Damien,” mumler jeg, “hvad er det, du ...”

Med en finger tysser han på mig, han læner sig ind over mig, og hans mund søger igen mit bryst. Jeg jamrer af lyst. “Jeg sagde det jo,” mumler han. “Jeg kysser det væk.”

Denne gang lukker hans mund sig om mit venstre bryst, mens hans hånd griber om mit højre. Det er, som om min krop er en elektrisk ledning, og fra hvert et sted, han berører, bliver der sendt stød igennem mig. Gnister flyver fra hans fingre til mit bryst, det stråler igennem mig, og min ryg hvælver sig i en umættelig lyst efter mere.

Alt for snart flytter han sig, hans mund forlader mit bryst for at søge længere ned over min krop, det eneste, der skiller hans læber og min hud, er det tynde lag silke.

26

Endelig os.indd 26

22/09/15 14.53

Hans mund er nu over min mave, hans tænder napper i min navle.

Hans hænder er gledet ned over kjolen, og han trækker den forsigtigt op. Det glatte stof glider over min hud, mens Damiens læber presser sig imod det.

Hans kys føles fjerlette mod min hud, langs hofteskålens bue og forsigtige og bløde mod mit venusbjerg, før han fortsætter længere ned og endnu længere ned. Min ryg tvinges i en ufrivillig bevægelse bagover, og jeg gisper, da hans tunge legesygt rører ved min klit, før hans mund lukker sig, hed og krævende, over mit køn.

Hans mund bevæger sig videre ned til mine lår, hans fingre strejfer mine ar, før han blidt berører den bløde hud på mine inderlår. Han skubber mine ben fra hinanden og åbner mig. Jeg forsøger at skubbe mine hofter op mod ham, og jeg vrider mig af lyst efter det åh så intime kys, men han holder mig fast og holder mig lige der, hvor han vil have, jeg skal være. Jeg fører min hånd op til munden og bider mig i den bløde forhøjning lige under tommelfingeren, mens jeg drejer hovedet fra side til side og mærker lysten, der vokser sig større og større, og Damiens erfarne mund og tunge øger den søde lyst langsomt, langsomt, smertefuldt langsomt.

Og så eksploderer det hele. Min ryg krænger bagover, min mund er åben, men mit skrig bliver bragt til tavshed af Damien, der er gledet op over min krop og nu holder mig nede med al sin vægt. Hans mund lukker sig over min, og jeg kan smage min egen ophidselse. Jeg kysser ham dybt og sultent og stønner i protest, da han trækker sig væk fra mig.

Han stemmer sine hænder mod den bløde jord og ser på mig. Der er lidenskab i hans blik, men det slår snart over i munterhed.

“Har du det bedre?” spørger han med et selvtilfredst grin. “Åh, ja,” svarer jeg og rejser mig op på albuerne, så jeg kan komme op at sidde.

“Nej,” siger han. “Læg dig ned.” Jeg løfter fornøjet et øjenbryn.

“Hvor er du krævende, mr. Stark. Hvad er det lige præcis, du vil have?”

“Jeg vil have, at du skal være nøgen,” siger han, og den muntre tone er forsvundet lige så hurtigt, som den kom, og den er blevet erstattet af 27

Endelig os.indd 27

22/09/15 14.53

en tone så fuld af begær og lidenskab, så potent, at jeg bliver helt våd igen. “Åh.”

Han tager fat i sømmen på min kjole. Jeg protesterer ikke. Jeg lægger mig bare til rette, så han kan trække den op over mit hoved. Han kaster den til siden, og så krænger han sin hvide T-shirt af, før hans fingre finder knappen i hans jeans.

“Jeg vil kneppe dig, Nikki. Lige her på den varme jord med den store himmel over os. Jeg tager dig her, mens hele universet kan se os, for du er min, og det vil du altid være, lige meget hvad der kommer til at ske.

“Ja,” siger jeg, selvom hans ord ikke er et spørgsmål, men et krav. “Åh ja.”

Hans blik glider over mig, hans øjne er fulde af beundring. Jeg har altid vidst, at jeg var køn, men når Damien ser på mig, føler jeg, at jeg ikke bare er smuk. Jeg føler mig som noget særligt.

Jeg rækker hånden op og stryger hans kind og ser, hvordan lidenskaben i hans blik tager til i styrke. Jeg vikler fingrene ind i hans hår, griber fat om hans hoved og presser hans læber ned mod mine. Vores kys er sultent og vildt, som træerne og klatreplanterne omkring os. Jeg trækker ham tættere på, kan ikke få nok af ham. Hans hænder løber over min krop, han kærtegner mine bryster og lader hænderne glide op mellem mine ben. Den stønnen, han udstøder, da han mærker, hvor våd jeg er, forplanter sig i mig. Hans mund slipper min, og han hæver sig over mig på den ene arm.

“Nu.” Han venter ikke på mit svar, men mine ben er allerede spredt, og jeg løfter mine hofter og tager imod ham, da han støder sig op i mig.

Jeg udstøder et skrig. Ikke af smerte, men fordi det hele er så rigtigt. Det er sådan, det skal være, Damien og jeg, forbundne. Damien og jeg, der står sammen mod hele verden. Vi bevæger os sammen, vilde og afsindige, og da orgasmen eksploderer i mig, går det op for mig, at mit ansigt er fuldt af tårer.

“Skat,” hvisker han og trækker mig ind til sig.

“Nej, nej,” siger jeg. “Det er bare for stort til, at jeg kan holde det inde.”

28

Endelig os.indd 28

22/09/15 14.53

“Jeg ved det,” siger han og trykker mig ind til sig. “Søde skat, jeg ved det godt.”

Jeg ved ikke, hvor længe vi bliver liggende sådan, jeg ved bare, at jeg ikke har lyst til nogensinde at bevæge mig. Men alt for snart gnider Damien sin bare arm og kysser min øreflip. “Er du klar til at tage tilbage?”

Det er jeg selvfølgelig ikke, og det bliver jeg aldrig. Men jeg ved, at Damien har brug for min styrke, ligesom jeg har brug for hans. Så jeg nikker bare og tager min kjole, før jeg rejser mig op. Jeg rækker min hånd ned mod ham.

“Jeg er klar,” siger jeg. “Kom, lad os gå.”

Endelig os.indd 29

22/09/15 14.53

145 mm

24,5 mm

145 mm

CMYK

International bestseller

Damien Stark er smuk, stærk og krævende. Han er svaret på en længsel i mig, ingen andre har nået.

Men under det succesfulde ydre bærer han på mørke hemmeligheder fra en barndom, der står i ruiner.

Han finder fred i vores fælles ekstase, og flammen mellem os brænder klarere for hver dag, der går.

Endelig os er tredje og sidste bog i den stærkt erotiske trilogi om Nikki og Damien.

Fik du læst Slip mig fri og Tag mig?

Endelig os

220 mm

Vores passion er inderlig, besættelsen uundgåelig.

Men selv ikke Damien kan flygte for evigt eller beskytte os mod fortidens dæmoner, som stadig lurer.

Julie Kenner

Kun begæret imellem os er større end Damiens hemmeligheder.

Julie Kenner

Endelig os E n Sta r k- r o ma n

»Efter lidenskab venter besættelse.«

J u l i e K e n n e r arbejdede ti år i retsvæsenet i Californien, før hun blev fuldtidsforfatter.

Hun bor i dag i Texas med sin mand og deres børn.

Isbn 978-87-400-2698-6

Besøg forfatteren på juliekenner.com

erotisk roman

Complete Me_sats_OK.indd 1

Politikens Forlag

16/09/15 11.37