Et andet menneske, et andet liv

Page 1

O M S L A G : S I M O N L I L H O LT / I M P E R I E T

SOFIE JAMA

SOFIE JAMA

er født i Somalia i 1982. Hun

kom til Danmark, da hun var 14 år, og har studeret kulturformidling og arabiske sprog på Aarhus Universitet. Hun arbejder som skribent og som oversætter for de danske myndigheder.

F O R FA T T E R F O T O : © S E T H N I C O L A S

Et andet menneske, et andet liv er Sofie Jamas

er en overraskende skæbnefortælling om tro, begær, forvandling

debutroman.

og længslen efter at høre til i et nyt land. Den viljestærke Baraka forlader i midten af 1990’erne et „Umar, jeg har lovet at passe på dig, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for at finde dig igen, nu hvor også du er forsvun-

nomadeliv i Somalia, der er præget af borgerkrig, hungersnød og kaos. Hun ender i Danmark, hvor livet som ung kvinde er uendelig langt fra alt, hvad hun kender.

det ligesom din søster. Jeg forstår nu

I 1943 overlever den unge tjekkiske jøde Esther et fange-

præcis det løfte, du gav din mor. Du

oprør i en kz-lejr og ender på Bornholm. Hun har ingen

nåede at ankom­me til vores sikre havn,

familie tilbage, og ingen hun kender, ved at hun lever.

vores lejr, og få skiftet dit tøj og få et

Godt et halvt århundrede senere bliver Esther ven med

måltid mad. Du smilede, da jeg sagde,

Baraka i København.

at du lignede en dansk dreng nu, som du stod der i andre – ukendte, heldigere – børns aflagte klæder.“

I 2014 flygter den palæstinensiske dreng Umar fra krigen i Syrien. Da Umar kommer til en Røde Kors-lejr i Danmark som uledsaget flygtningebarn, støder han ind i Baraka, som arbejder der. Efterhånden som Barakas fortælling om Esther, Umar og hende selv udfoldes, tegner der sig forbindelser imellem tre krigshærgede kontinenter og imellem tre voldsomme skæbner.

ISBN 9788740051704

SOFIE JAMA ROMAN

POLITIKENS FORLAG


Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 4

22/11/18 11.12


Sofie Jama ET ANDET MENNESKE, ET ANDET LIV

ROMAN

POLITIKENS FORLAG

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 3

22/11/18 11.12


Indhold

Kapitel 1 Nørrebro 2015 9 Kapitel 2 Afrika, 1990’erne 21 Kapitel 3 Damaskus, 2013 77 Kapitel 4 Prag, Tyskland, Danmark, 1940’erne 85 Kapitel 5 Damaskus, Istanbul, Tyskland, 2014 107 Kapitel 6 Danmark, 2010 113 Kapitel 7 Syrien, Tyrkiet, 2014 145

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 5

22/11/18 11.12


Kapitel 8 København, Palæstina, 2015 og 1940’erne 153 Kapitel 9 Istanbul, 2014 185 Kapitel 10 USA, København, 2010’erne 195 Kapitel 11 Grækenland, Makedonien, Serbien, ­Rumænien, Østrig, Tyskland, 2015 241 Kapitel 12 København 249 Kapitel 13 København, Israel, Damaskus, 1940’erne 271 Kapitel 14 København, 2016 289

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 6

22/11/18 11.12


Da jeg blev født, var min mor tæt ved at dø. Fordi hun over­ levede, blev jeg kaldt Baraka. Baraka er en guddommelig kraft, der kan helbrede, destruere, oplyse og forandre alting. Den dag, jeg blev født, regnede det for første gang i næsten et år, og dyrene og planterne og menneskerne fik nyt liv.

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 7

22/11/18 11.12


Kapitel 1 Nørrebro, 2015 Jeg savner varmen, som jeg kommer fra, og sommetider tørken og kampen for livet Det er mørkt udenfor her på Nørrebro, og vinteren står i iskold kon­ trast til de varme gule lys fra vinduerne i lejlighederne, som jeg kan se fra min egen. Jeg savner varmen, som jeg kommer fra, og sommetider tørken og kampen for livet i Somaliland, jagten på vandet, selv krigen og dens uforløste, ærlige jagt efter fred. Her i magelighedens land er jeg pakket ind i vat og velbehag. Jeg har alt i en stor, fantastisk boble af tomhed, men intet at leve for. Jeg er rodløs og forsvundet og bliver hver dag mere og mere ukendt for mig selv, selvom jeg hele tiden stirrer klart ind i mit indre hav. Jeg har ikke været ude af lejligheden hele dagen og går rundt om mig selv. På det seneste er jeg blevet mere og mere isoleret og har det bedst med bare at være hjemme i min hule. Jeg ser ikke tv og er ikke på Facebook. Jeg hører heller ikke musik. Jeg kan ikke narre mig selv, glemme mig selv, med tidsfordrivets og meningsløshedens ihærdige håndlangere. Tiden rinder ud af sig selv og flår mig med sig fra øjeblik til øjeblik. Som en huskat på fjerde sal leder jeg efter solens stråler og sover i et hjørne sammenrullet på en madras. 9

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 9

22/11/18 11.12


Jeg kigger ud på skyerne om eftermiddagen fra mit kontor hos Røde Kors, når jeg har mødt dagens sidste uledsagede flygtninge­ barn, og jeg stirrer ind i mørket, når det er nat. Min dyne er som en livmor, jeg altid har fortrudt, at jeg forlod. Jeg leder efter stjerner på himlen, men de er udtværede af byens våde kunstige lys. Jeg onanerer flere gange hver dag og sommetider i ét væk. Jeg græder, nyder og lider på én gang. Forsvinder i mit åndedræt og mit kød og i min tøjlesløse skønne liderlighed. I den paradisets afglans, som jeg bærer som en velsignelse og en forbandelse mellem benene. Jeg går gennem gaderne og mærker mine bukser mod indersiden af mine lår. Jeg står i køen i supermarkedet med brød og grøntsager i min kurv omringet af mennesker og mærker blodet pumpe. Min ubeskyttede, omskårede vagina stimuleres af hver bevægelse, jeg gør, og jeg bliver våd og må skynde mig hjem. De skærer i os for at dæmpe vores kvindelige begær. Med mig må de have lavet en fejl. Jeg bliver så nemt liderlig, bare duften af en mand, jeg går forbi på gaden, kan tænde mig. Jeg savner Østafrikas liggende måne og nattehimlen med stjerner så magtfulde, at de kaster skygger. Jeg kan stadig høre vores dyrs tavse vandren ud over vidderne og hyænernes skrig. Jeg kan mærke de første dråber af regn mod min hud efter tørken, når vandet suges fra himlen og helt ned i den lysegule jord for at give os liv, og jeg kan dufte en hel slette forvandle sig til foder. Jeg kan smage det lysegrøn­ ne græs i dromedarernes mund og mærke sultens smerte fortage sig fra gedernes maver. I bålflammernes lys kan jeg se min lillesøster Nora, der sover. Flammernes flakken afslører vinden, der smyger sig omkring os og hytten som et spøgelse. Jeg kan mærke mig selv som otte- eller niårig, uendelig lykkelig og på flugt fra døden, som er gået amok i vores hjemby, uden at jeg rigtig har forstået det. Vi er blevet kastet tilbage, hvor vi kom fra for få årtier siden, før beton­ husene overtog vores land. Kastet ud i nomadernes vilde fred, fordi den såkaldte civilisation er blevet for vild og uegnet for børn, uegnet for mennesker. Vi er kastet ud i Allahs prøvelser og Hans lektioner 10

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 10

22/11/18 11.12


i tillid og mod, standhaftighed og ydmyghed, som Han har boret længere ind i mit hjerte, end jeg kan begribe. Hans guddommelige omskæringer. Vi følger regnen i Haut-regionen i grænselandet mellem Somali­ land og Etiopien, så godt vi kan, sammen med den gruppe af klanog familiemedlemmer, som vi vandrer og bor sammen med. Jeg er mor for mine fire yngre søskende, selvom jeg endnu ikke har fået min første menstruation. Før krigen, før min mor forsvandt, tog hun mig sommetider med til de ældre pigers omskæring. Jeg hørte deres skrig, når kniven blev ført, og jeg græd. Jeg tænker, at min mor ville have, at jeg skulle vide, at livet er smerte og lidelse, og at jeg skulle vide, hvad der ventede mig. Da krigens værste perioder var overstået, og jeg fandt min mor igen efter års adskillelse og endelig havde nået alderen, hvor indgre­ bet almindeligvis finder sted, talte hun ikke længere om det. Måske tænkte hun, at jeg havde mærket lidelse og smerte nok til at vide, hvad livet bestod af. Jeg måtte selv presse på for at få det gjort, da vi senere var i flygtningelejren i Etiopien. Jeg må have været omkring 12 år gammel på det tidspunkt. Jeg ville gøre hende tilfreds og stolt, og jeg tænkte, at kniven var det redskab, jeg kunne vinde hendes kærlighed med. Siden er jeg blevet omskåret mange gange. Skåret i med meta­ foriske knive, som jeg havde mere eller mindre magt over, af hænder, der tilhørte folk, jeg nærede kærlighed eller had til. Hver gang jeg eller andre har truffet et afgørende valg, der har ændret min form, min identitet og min karakter. Vi omskæres igen og igen. Jeg har efterhånden lært at genkende omskæringens blodige og smertefulde æstetik, forandringens kosmetik, som grunddynamikken i alting, der gør, at vi aldrig får lov til at stå stille, aldrig får fred. Selve tiden er en omskæring af fortiden, og det gør nuet til en blodig skalpel, der svin­ ges igen og igen. Måske er det den erkendelse, Vor Herre vil skære ind i vores krop som et tidligt minde, en påmindelse om forandrin­ gens smertelige vilkår og nødvendighed. En påmindelse så vigtig, 11

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 11

22/11/18 11.12


at indgrebet kun kan foretages lige dér, på vores allermest sårbare, følsomme og private sted. Dér, hvor selve livet og menneskehedens overlevelse kommer fra. Noget må skæres væk og opgives, og det er blodigt og smertefuldt at se på, udføre og opleve. Men det er prisen for at blive bedre og renere. Det er omskæringens etik og æstetik. Det er så mange år siden og alligevel ikke særlig langt væk. Det var i et andet land i en anden tid. En lille pige blev stor på alt for kort tid. Jeg ligner en voksen kvinde og opfører mig sådan. Jeg smiler og forsøger at passe ind, fordi jeg ikke kan gøre andet. Også til livet i Danmark er jeg blevet omskåret af nødvendighed. Men fortiden klæ­ ber til nutiden som honning eller tjære, umuligt at fjerne. Jo mere du rører ved det, jo mere klistrer det til dine hænder, så til dit ansigt og dit hår og alt, hvad du rører ved. Selv de ting, du fortrænger, og de hændelser, som hjertet udskiller, fordi det ikke kan tåle at bære på dem, lever videre i dig som uforklarlige følelser og fornemmel­ ser, som brudstykker af drømme, du vågner af i natten og bærer på gennem dagene, hemmeligheder, du skjuler og vogter over, fordi du ved, at ingen nogensinde kommer til at forstå. Kun Allah.

12

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 12

22/11/18 11.12


Drengen havde ventet på mig Jeg klemte begge håndflader rundt om den hede kaffekop, selvom det brændte. Det var rart at synke ned i lænestolens varme dyb, og et kort øjeblik tænkte jeg på min seng, der stadig stod uredt og må­ ske endda lun derhjemme, stadig indsvøbt i nattens og morgenens ­onani, orgasmer og dunste. Jeg var så stille, at jeg ikke kunne høre min egen vejrtrækning. Drengen havde ventet på mig i mødelokalet siden klokken otte om morgenen. Nu hvor jeg endelig var mødt, forsinket af først en morgendildo og derpå morgentrafikken, var han faldet i søvn på den blå sofa, med hovedet hvilende på sine hænder. Han havde mørkt glat hår, og hans hud var ren og lys, med skyggen af et dunet over­ skæg. Hans krop var spinkel og lille for hans alder, underernæret, og knoglerne på hans ubehårede håndled stak ud, så hans lemmer virkede nærmest feminine. Han var kommet til Danmark som uledsaget flygtningebarn i lø­ bet af efteråret sammen med de flokke af andre på flugt, der havde sat landet og kontinentet på den anden ende. Selvom det i forvirringen endnu ikke var blevet fastslået, præcis hvem han var, eller hvor han kom fra, var jeg allerede første gang, jeg så ham, ret sikker på, at han var fra Syrien. Det bekræftede han. Umar hed han, og jeg troede ham med det samme, da han sagde, at han var 14 år. Hans øjne og hans ansigt var helt fri for de skygger og minespil, der kendetegner børn og unge, der er i gang med at lære at 13

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 13

22/11/18 11.12


lyve. Han havde en eftertænksom sårbarhed over sig og en dyb smer­ te. Selv når han smilede, lå der en subtil, men umiskendelig tristhed indlejret i hans ansigt. Jeg løftede blikket fra den sovende dreng, lod hovedet falde til­ bage i ryglænet og kiggede på den indrammede reproduktion, der prydede væggen over den blå sofa. Lidt efter rømmede han sig og strakte sig. Så satte han sig op med et sæt og kiggede lidt skræmt på mig, som om han var blevet taget af en lærer midt i noget forbudt. “Vil du have lidt juice?” spurgte jeg på arabisk og smilede for at få ham ud af den anspændte uro, han var vågnet op til. Jeg rejste mig for at hente et glas til ham. Det var ikke første gang, vi mødtes, og han havde været synligt glad og taknemmeligt overrasket over, at jeg kunne tale med ham på hans eget sprog. Nok til at lirke hemme­ lighederne om hans flugts lidelser og tab ud af ham. Jeg havde hørt hans fortælling, og en moderlig ømhed var blevet vakt til live i mit hjerte. Den dag, han vågnede i den blå sofa, var sidste gang, jeg så ham. Så forsvandt han ud i det blå hav, han var kommet fra. Umar er lidt ældre, end jeg var, dengang jeg selv kom til Danmark. Han er palæstinensisk syrer og nåede hertil som en dråbe i en af de såkaldte strømme af flygtninge, der har oversvømmet kontinentet. Strømme, der har tvunget os alle til at se på os selv og verden med mere dystre og kyniske øjne, end vi bryder os om at indrømme, at vi har. Dommedagsstemningen griber om sig, og folk føler, at tingene er faldet fra hinanden. Jeg forstår dem godt. Måske har de ret. Dér i mængden går han i skyggen af nogen, man måske tænker er hans forældre. Det er de ikke. I starten havde Umar sin lillesøster med, men hun er blevet væk undervejs, et sted i hjertet af Europa. De ankom til Grækenland en sommernat, og det første, de hørte, var ordrer givet af voksne mænd med furede ansigter, ansigter, de begge genkendte fra krigen. Ordrer udstedt på et sprog, de ikke forstod, og som ikke gav dem noget valg. 14

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 14

22/11/18 11.12


Det var flere måneder inden, at jeg sad med Umar på mit kontor den formiddag, og han fortalte mig, at han ikke havde hørt fra eller om sin søster, siden hun blev væk. “Måske er hun død,” sagde han. Skammen og skylden i hans an­ sigt afslørede, at han i det øjeblik ønskede, at det var ham selv, der var det. “Det var mig, der havde ansvaret for hende, efter mine for­ ældre døde. Det var det sidste løfte, jeg nåede at give min mor: at jeg ville passe på min søster.” “Måske er hun blevet taget med af nogen og beskyttet, måske har hun det godt og leder efter dig og savner dig,” foreslog jeg trøstende. “Ligegyldigt hvad, Umar, så er det ikke din skyld.” “Måske er hun blevet kidnappet og voldtaget, måske er hun blevet solgt,” sagde han koldt, som om han ville fryse det håb, jeg tillod mig at bringe ind i hans fortælling. Hans kynisme skulle dække over hans magtesløshed. Her var et barn, der alt for godt kendte krigens realiteter og krigens forvandling af altings normalitet. Så lagde han hænderne over sine øjne og græd, og jeg satte mig ved siden af ham på sofaen og holdt om ham. Jeg håbede, at jeg kunne bære noget af hans fortvivlelse. At jeg kunne få ham til at forstå, at tingene måske kunne blive bedre, end de var lige nu. At jeg ville passe på ham. Umar sniger sig under massiv mediedækning fremad og videre, ale­ ne sammen med andre, han kun lige har mødt, men som han deler sin skæbne, sin rådvildhed og sin desperation med. På flugt ind i en organisme, der stadig ikke har bestemt sig for, om han er en virus, der skal nedkæmpes, en kræftcelle. De vandrende har en dyster ba­ gage med sig, levende erfaringer med krig og død, som Europa helst vil lukke øjnene for og føler sig fremmedgjort over for, men som nu alligevel kommer på deres anmassende måde med mørkt hår og bru­ ne muslimske øjne. Mistroen, hadet og angsten, der er vokset frem som en byld i hjertet af folkedybet gennem flere årtier, får det hele til at ligne en invasion. En bedragerisk trojansk hest, der vil vælte civilisationen og sende den frie verden ud i et mellemøstligt-afri­ 15

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 15

22/11/18 11.12


kansk kaos. Dræbersnegle sydfra, der sniger sig ind over grænsen for at ødelægge vores urtehaver og staudebede, og som udkonkurrerer den fredelige danske havesnegl. Jeg kan se det usete, de skjulte verdener, der ankommer, fra he­ likopteren, der svæver over deres hoveder. Kameraerne, med deres ensidige blik for overflader, er blinde for dette usete, som vandrer i skyggerne, og journalisterne hverken ænser eller nævner det. Men jeg kan se mennesker, ånder og spøgelser med flakkende ængstelige blik­ ke trænge ind i Europas hjerte. Genkomsten af en fortid, man troede var forbi, men nu vender den tilbage som en forudanelse om verdens undergang, en omsiggribende følelse af endeligt forfald. Jeg kan høre de ængstelige ord og sætninger, der forvandler disse mennesker på flugt til en mængde, en strøm, en udgift, en trussel, en byrde. Umar, jeg har lovet at passe på dig, og jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at finde dig igen, nu hvor også du er forsvundet ligesom din sø­ ster. Jeg forstår nu præcis det løfte, du gav din mor. Du nåede at ankomme til vores sikre havn, vores lejr, og få skiftet dit tøj og få et måltid mad. Du smilede, da jeg sagde, at du lignede en dansk dreng nu, som du stod der i andre – ukendte, heldigere – børns aflagte klæ­ der. Du havde en kasket på med et billede af Anders And. En stribet rød dynejakke. Folk kunne tro, at du var en helt almindelig dreng, ligesom de tro­ ede, at jeg var en helt almindelig pige, dengang jeg ankom. Det var et deja-vu, da du modtog den første hjælpepakke med dyne og det basale køkkengrej fra Røde Kors. Den var næsten identisk med den, jeg selv modtog, da jeg ankom. Men jeg var omgivet af min familie, du stod der alene. Du stod og smilede til Røde Kors-medarbejderen som en god dreng, og som din mor har lært dig. De sagde velkom­ men på et sprog, du ikke forstod. Dér havde jeg stået som barn og øn­ sket, at jeg havde et sprog, Røde Kors-medarbejderen kunne forstå, så jeg kunne fortælle hende det, jeg ville: “Hjælp mig. Jeg er stadig i borgerkrigen, jeg er stadig fortabt, selvom jeg er blevet reddet.” Vi nåede at snakke sammen, Umar, og blive venner. Jeg nåede at 16

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 16

22/11/18 11.12


høre din historie og mærke din sorg. Du fortalte mig om det, du hav­ de oplevet, og i dit urynkede unge ansigt og i nuancerne i din stem­ me så og hørte jeg en garvet gammel mands sjæl i en stor barnekrop. At lytte til din fortælling vakte min egen til live, og ting, jeg ikke har turdet tænke på længe, er vældet frem. Du huserer i mine drømme, Umar. Du dukkede op og forsvandt igen. I mere end et halvt år har du været forsvundet. Hvor er du, og hvor skal jeg lede? Du er ikke blevet efterlyst, selvom jeg flere gange har nævnt det for myndighe­ derne. Der er massevis som dig, Umar, børn, der forsvinder mellem fingrene på os og ned i et dyb, vi ikke aner, hvor begynder og slutter. Men du skal vide, at selvom alle disse børn ikke har nogen, så har du mig, og jeg vil gøre, hvad jeg kan, og det, der er nødvendigt, for at finde dig.

17

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 17

22/11/18 11.12


Esther var min sjæleven fra en anden tid, en anden verden, en anden religion Jeg sad på kontoret sammen med fire kolleger den dag, det gik op for mig, at Umar var forsvundet. Foran mig på mit lysebrune hæve-­ sænke-skrivebord havde jeg mit sædvanlige rod; stakke af papirer, Post-its, flere kuglepenne med Røde Kors’ logo, udtørrede kaffekop­ per og en stak mapper med personlige oplysninger om de børn, vi havde modtaget på centret. Jeg brast i gråd, da jeg hørte, at du var forsvundet. Min voldsom­ me reaktion kom bag på mig, og min kollega, som overbragte mig nyheden, var også overrasket over mit udbrud. Hun satte sig på hug ved siden af min stol og holdt trøstende mine hænder, som om jeg var et lille barn. Jeg græd normalt ikke over børnene og de skæbner, jeg stødte på, og da slet ikke på kontoret. Det var et princip for mig ikke at blive for følelsesmæssigt opslugt. Jeg følte mig pinligt berørt over ikke at være mere robust, bedre til at tøjle mine følelser. Hvorfor lige Umar, tænkte jeg, og ikke et af alle de andre børn i mapperne på bordet foran mig og på computeren? Resten af dagen var jeg håbløst uproduktiv og fik stort set ikke lavet noget. Jeg rodede rastløst rundt med mapperne, åbnede først den ene og så den anden, uden at vide, hvad jeg var i gang med. Jeg tjekkede min mail flere gange, udskød at svare på nye mails, gik ud i det lille tekøkken for at hente kaffe og endte med at tage opvasken, som mine kolleger havde efterladt efter frokosten, selvom det ikke 18

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 18

22/11/18 11.12


var min tur. Jeg gik udenfor for at ryge og blev stående derude i det tågede, kedelige vejr, efter at cigaretten var blevet skoddet. Jeg var den første af os kolleger, der gik ud i garderoben for at tage overtøj på, allerede tyve minutter inden vores arbejdstid officielt var forbi. “Skal du hjem?” spurgte min kollega, der før havde trøstet mig, i et tonefald og med et ansigtsudtryk, der viste, at hun stadig huskede mit følelsesudbrud et par timer forinden. Jeg satte mig på kanten af hendes skrivebord iført min frakke og uden at tage huen og halstør­ klædet af. Hun lænede sig tilbage i stolen med hænderne bag nak­ ken, parat til at lytte, hvis jeg havde lyst til at snakke. “Er du o.k.?” spurgte hun, da jeg ikke sagde noget. “Skal vi tage en kop kaffe?” Jeg smilede og sagde, at jeg var nødt til at løbe, takkede for hendes omsorg og gav hende et stort kram, inden jeg gik ud ad døren. Parkeringspladsen udenfor var stadig fuld af biler. Jeg havde ingen planer for eftermiddagen, men idet jeg trykkede på min bilnøgle for at låse bilen op, vidste jeg, at jeg ville tage på besøg hos Esther. Jeg startede motoren og kørte ind imod byen. En lettelse over at vide, hvad jeg skulle lave de næste par timer, gled igennem mig. Jeg var glad for, at jeg var kommet i tanke om Esther, min gamle veninde på mere end 90 år. Esther var min sjæleven fra en anden tid, en anden verden, en anden religion. Hun var min hemmelige skat, som ingen vidste noget om, men som vidste mere om mig end nogen anden. Jeg vidste, at hun ville være hjemme, og ringede ikke på forhånd for at melde min ankomst.

19

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 19

22/11/18 11.12


Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 20

22/11/18 11.12


Kapitel 2 Afrika, 1990’erne Også det problem løste krigen Borgerkrigen var det bedste, der kunne ske, og begyndelsen på alt. De første ufattelige bombefly masede sig i 1988 tværs gennem lan­ det fra Mogadishu i syd til Somalias nordlige hovedby, Hargeisa, og indledte udslettelsen af oprørsbevægelsen SNM, Somali National Movement, der ville vælte præsident Siyaad Barre. Min klan, isaaq, udgjorde kernen af SNM og var dermed nu, iføl­ ge regeringen, landets indre fjende. Op igennem 1980’erne var kri­ gen blot rygter om fremtiden, som de voksne opildnede hinanden til at tale om. Rygterne havde spredt sig overalt i det nordlige Somalia, sammen med undertrykkelsen, fattigdommen og korruptionen. Min mor havde dengang stort udslået afrikansk hår, hun var ung og sang med på kommunistiske propagandasange i store militær­ agtige masseuddannelseslejre, omgivet af statuer og billeder af Marx, Lenin og Siyaad Barre, så uendelig langt væk fra den lej­ lighed på Amager, hvor hun nu hører Koranen konstant og aldrig bevæger sig uden for døren uden omhyggeligt at skjule hver eneste krølle under sit tætsiddende tørklæde. Også hun er blevet skåret om igen og igen. Vi børn havde hørt de voksne tale om krigen og havde måske for­ 21

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 21

22/11/18 11.12


nemmet, at den ventede på os i boblerne fra de klanspændinger, der kogte subtilt i vores kollektive blod og i luften omkring os. Men at høre dens lyd i form af de skud og bomber, vi senere fandt ud af var forskellen på liv og død, var en helt anden sag. Jeg var seks år gammel, den ældste af os søskende og hyrde for gederne. De var mine venner, som jeg kendte hver og én, og som kendte mig. Som jeg legede med og voksede op med, og som jeg nu savner. Det var en støvet, varm eftermiddag, en af de smukke langstrakte dage, der kendetegner barndommens land. De fantastiske østafrikan­ ske sletter var lige så uendelige som de vildtvoksende tanker i mit hoved. Den dag blev den første, jeg kendte, fra vores klan slået ihjel. Jeg løb ikke hjem. På afstand kunne jeg høre skrig, skimte folk, der løb rundt. Derpå flere skud, bombenedfald og støvskyer fra biler, der kørte hurtigere, end de plejede. Gederne blev urolige og drejede hovederne mod den ukendte larm, så de små træklokker om deres halse klemtede. Fluerne og insekterne summede videre omkring kaktussernes torne og frugter, som om intet var hændt. Jeg samlede rutineret de hvide geder. Kaldte på dem og slog dem, jeg kendte som de mest oprørske i flokken, på ryggen med min tynde kæp. Jeg kiggede på skyggerne, som var ved at blive lange, og den hvide sol, som var begyndt at lyse det orange lys, der betød, at jeg snart skulle til at vende hjem. Det værste, jeg kunne forestille mig, var ikke krigen, døden eller sorgen. Hvad kunne jeg vide på det tidspunkt? Det værste var min mors straf, hvis jeg mistede en af gederne, som gav os mælk. Hvis jeg ikke kunne leve op til det ansvar, hun havde givet mig. Vi boede i en hytte i en lille enklave af huse, som lå så langt ude i udkanten af Hargeisa, at vi til at begynde med ikke blev ofre for sydregimets tæppebombninger. I 1960 var kolonitidens italienske og britiske Somaliland blevet forenet i republikken Somalia, som mindre end ti år efter blev over­ taget af et kommunistisk etpartisystem, styret af Siyaad Barre og med 22

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 22

22/11/18 11.12


tætte bånd til Sovjetunionen. 31 år senere, efter tre års borgerkrig, erklærede Somaliland i nord, det tidligere Britisk Somaliland, med isaaqledere i spidsen, uafhængighed fra resten af landet. I begyndelsen af borgerkrigen var der en naiv stemning af opti­ misme i byen, og man regnede med, at det ville være ovre i løbet af et par dage eller højst et par uger. Man troede vel, at det blot var en advarsel om, hvad der ventede os, hvis krigen skulle bryde ud. Efter nogen tid stod det dog klart, at Barre havde langt mere omfattende planer. Hele Hargeisa skulle jævnes med jorden, og isaaqstammen skulle, i det omfang det var muligt, udslettes. Krigen var allerede i gang. Folk flyttede ud til familie og klanmedlemmer i området i den tro, at de snart kunne vende tilbage igen til deres huse. Da bombningerne og krigen sluttede tre år senere, rundt om Har­ geisa, var byen blevet omdannet til enorme bunker af sten, og der var ingen mennesker og kun få huse tilbage. Gaderne og gyderne var forsvundet for evigt sammen med de minder og det liv, som de inde­ holdt. Alle havde mistet nogen, og mange alt. En omsorgsfuld mor og en venlig far, en jævnaldrende bror og en lillesøster. En forlovet, som man havde forestillet sig, at man skulle leve et helt liv sammen med. En elsket onkel og en kær yndlingstante, venner, der kendte ens hemmeligheder, og som kunne gøre en mørk dag lys. Fætre og kusiner, naboer og bedsteforældre. Jeg tænker på krigen som selve årsagen til, at jeg overlevede. Den blev også min mors redning og begyndelsen på hendes livs kær­ lighed. Min far var med i SNM, oprørsbevægelsen, der kæmpede mod Siyaad Barre, og var blevet guerillakriger. Siden begyndelsen af 1980’erne havde Etiopien støttet vores mænd, mine onkler og fætre, med guerillatræning og våben ud fra princippet om, at min fjendes fjende er min ven. Min far var med jævne mellemrum taget af sted for at få mere træning, og SNM havde udviklet sig til en selvstændig hær med sine egne ambitioner og mål. Da han tog af sted for at være aktiv i krigen, overlod han os og min mor i sin vens varetægt. Til at begynde med vendte han sommetider tilbage for at forsørge og besø­ 23

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 23

22/11/18 11.12


ge os. Hver gang havde han nye skudhuller med i sin krop, og hver gang var hans blik blevet mere opgivende og fyldt med urovækken­ de tristhed. Min mor og vennen blev derimod stormfulde elskere, og min mor blev lykkeligere og lysere i sit blik. Jeg hørte hende le forelsket, når de var opslugt af deres lange samtaler. Min far og mor talte derimod sjældent sammen, og når de gjorde, var det som regel højrøstet og endte tit i vold og beskyldninger. Jeg fandt flere gange vennen og min mor nøgne sammen og måtte forsøge at lade, som om jeg intet havde set. Det første erigerede lem, jeg så i mit liv, stod som en stav mellem benene på min mors elsker. Han lå på ryggen med lukkede øjne og med sin sarong trukket op om maven. Min mor lå med læberne om hans pik, og savl fra hendes mund dryppede ned ad dens sider. Jeg var gået stille ind i huset og havde glemt at banke på, som jeg ellers vidste, at jeg skulle, når de var alene derinde. Pludselig fandt jeg mig selv en meter fra døråbningen og stirrede ind på dem. De lå lige for­ an mig. Jeg overvejede, hvordan jeg kunne slippe væk uden at give lyd fra mig. I det samme slog min mor sine øjne op og stirrede på mig uden at holde inde med det, hun var i gang med. Hun viftede diskret med hånden, at jeg skulle forsvinde, men jeg var som lammet i et par sekunder og kunne hverken fjerne mine fødder eller mit blik. Først da hun igen lukkede øjnene, kunne jeg bevæge mig. Selvom jeg i min loyalitet aldrig kunne drømme om at afsløre de­ res hemmelige kærlighed, truede min mor mig med døden, hvis jeg nogensinde sagde det til min far. Men det blev aldrig aktuelt, for en dag kom min far uventet hjem og fandt dem sammen, sandsynligvis på samme måde, som jeg havde fundet dem. Jeg ved ikke, hvad der forhindrede ham i at følge sin vrede og den vanære, der påbød ham at dræbe dem begge. Jeg legede med mine søskende i sandet uden for vores lille grønne hus, mens jeg hørte, hvordan han tæskede først hende og senere sin ven, til de var gule og blå og blodige. Efter no­ gen tid blev der stille, skrigene ebbede ud, og vi kunne høre lydene fra børnene og gederne igen. Min mors elsker, som senere skulle 24

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 24

22/11/18 11.12


blive hendes mand og far til hendes tvillinger, en pige og en dreng, trådte frem i døråbningen. Mørke pletter af blod fyldte forsiden af hans gule skjorte, hvor adskillige knapper var revet af. Hans ene bril­ leglas var smadret, og stangen i den ene side sad skævt hen over hans øre. Det hele så nærmest komisk ud. Hans sarong var bundet skævt og afslørede mere af hans underben, end den plejede. Også den var våd af blodet, der stadig løb fra hans hævede læber, næse og øjenhu­ ler. Han kiggede hurtigt ind i huset bag sig og over på os børn, der legede. Så gik han over mod mig. “Hun lever stadig. Du må ikke være bekymret,” sagde han stille uden at smile og så varmt ind i mine øjne. Han lagde sin hånd på mit hoved, strøg mig hen over håret og kneb mig blidt i den ene øreflip, som han nogle gange gjorde. Derefter slentrede han ud ad grus­vejen forbi det lille blikskur, hvor hønsene blev samlet om natten, og for­ svandt. Mine søskende havde stoppet deres leg og stod ved siden af mig og kiggede efter ham. Jeg vendte mig om mod huset, som lå lidt for stille hen, og overvejede, hvordan jeg kunne redde min mor fra min fars vold. Også det problem løste krigen. Den relative tryghed, vi havde levet i under de første par måneders bombardement, blev langsomt under­ mineret. Bomberne landede tættere og tættere på os. Efter begiven­ heden med min hjemvendte far så min mor sig nødsaget til at flygte alene længere østpå i landet, hvor hendes familie stammede fra. Noget af det sidste, jeg husker, inden hun tog af sted, er, at vi for­ søgte at undslippe en bomberegn, der tordnede ned over os og vores hus og de øvrige huse i nabolaget. Ligesom vores naboer løb vi skri­ gende ud af vores huse og ud mod sletterne, så hurtigt vi kunne. Vi slæbte løbende på mine yngste søskende, og jeg havde min lillebror på halvandet år på ryggen i en bylt, min mor nåede at binde. Selv havde hun min lillesøster på tre år på armen og den kun to måneder gamle baby i favnen, indhyllet i et lyserødt klæde, med de små fød­ der dinglende ud forneden. Nogle af gederne sprang rundt imellem 25

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 25

22/11/18 11.12


hinanden og brægede om kap i forvirringen, mens andre løb væk i samme retning som os, som om de vidste, at sikkerheden lå langt væk fra husene. Vi havde dagen forinden bundet fødderne sammen på en af handromedarerne, fordi han var for brunstig, og vi måtte forhindre, at han skulle springe på hunnerne hele tiden. Han havde stået ude ved et træ bag ved huset og strakt hals efter bladene hele da­ gen, men da vi løb forbi, var han faldet sammen på grund af chokket og lå nu og kæmpede forgæves med at komme på fode igen. Jeg løb over imod ham for at hjælpe, men min mor råbte, at der ikke var tid til det, og at jeg skulle fortsætte med det samme. Jeg var ligeglad og satte mig foran ham. Han kiggede op på mig med sit stolte blik, som om han forstod, at jeg var kommet for at hjælpe, og at han var nødt til at slappe af, hvis han skulle slippe fri. Det tog lidt tid, inden han faldt nok til ro, til at jeg kunne røre ved ham. Jeg løsnede knuden, så hurtigt jeg kunne, og gik lidt væk, mens jeg stadig betragtede ham. En bombe faldt direkte ned i taget på en af min fars kusiners hus lidt væk, og braget fik dromedaren til nærmest at springe på benene og storme ned igennem gyden. Min mor var løbet videre uden at vende sig om, og jeg styrede efter dem, mens jeg undrede mig over, at min lillebror var så stille oppe på min ryg. Han smilede til mig, da jeg vendte mig om mod ham. Vi indhentede dem og løb ved siden af dem et stykke tid, indtil min mor sagtnede farten for til sidst helt at stoppe op i skyggen af et træ. Sveden silede ned ad hendes ansigt, og hun bøjede sig forover for at trække vejret. Hun kiggede ikke på mig og sagde ikke noget, mens jeg stirrede på hende. Jeg havde allerede skimtet min mors svaghed, ligesom hun for længst havde mærket min styrke. Hun var parat til at give op, og pludselig hulkede hun igennem tårerne, at det var Guds straf for, at hun kneppede, som hun gjorde. Jeg lyttede og undrede mig over, at hun sagde det ord, som jeg aldrig før havde hørt fra hendes læber. “Det er det her forbandede barn,” græd hun og lagde min få må­ neder gamle søster fra sig, som var hun et offer til krigens grådige appetit, som hun håbede kunne lede os andre til overlevelse og Guds 26

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 26

22/11/18 11.12


tilgivelse. Hun kyssede spædbarnet på ansigtet og strøg stramt sin hånd hen over hendes hoved. Tårerne løb ned ad kinderne på min mor. Så rejste hun sig og løb videre med min lillebror på armen. Først mange år senere og klogere kunne jeg overveje, hvad dette desperate øjeblik gemte af hemmeligheder om min lillesøsters op­ hav. Men vi har aldrig talt om det, og vi kommer nok heller aldrig til det. Jeg hørte mig selv skrige panikslagen efter min mor i det øjeblik, men hun standsede ikke. I ekkoet af mit skrig indså jeg, at magt­ balancen havde forrykket sig mellem os. Jeg løftede min lillesøster op, og med hende i min favn og min lillebror på ryggen løb jeg vide­ re. Vi nåede i sikkerhed den dag, og da vi vendte tilbage til vores hus samme aften, så vi til vores glæde, at det stadig stod urørt. Den nat overnattede mange af naboerne, hvis huse var blevet bombet, hos os, men flere af mine slægtninge mistede livet. Ved daggry næste dag pakkede vi vores ting sammen på æslerne og dromedarerne og vandrede af sted ud over sletterne. Det var ikke længere sikkert i husene. De fleste af dyrene var vendt tilbage i løbet af natten, og jeg gik foran gruppen af ufrivillige nomader med geder­ ne og min lille kæp i hånden. Vi nåede den større lejr af klanmedlemmer længere mod syd godt ti dage senere. Min mor blev hos os et par dage, inden hun annon­ cerede, at hun måtte af sted igen, og forlod lejren sammen med en gruppe mænd i en bil. Hun krammede os ikke farvel, men det var hverken had eller afsky, jeg så i hendes øjne, da vi skiltes, og hun lod os være alene blandt nomaderne for en tid. Hendes øjne var kærlige med et skær af afmægtigt håb. Hun havde fundet en amme til min lillesøster, men bortset fra det lå ansvaret nu på mine skuldre. Døden kendte jeg allerede godt. Den var konstant iblandt os og lurede på vores flokke af dromedarer og geder og i jorden under vores fødder og planterne, som tørrede ud, når regnen udeblev. Min far sagde, at døden er tættere på end alt andet fra det, Koranen kalder ghayb, det usete og det skjultes verden. Tættere på end fremtiden, som vi bekymrer os om, og tættere på end dommedag og engle. Kun 27

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 27

22/11/18 11.12


Allah selv, understregede min far, er tættere på. Døden var flere gan­ ge trådt ud af skyggerne i mit eget liv og havde afsløret sit uskyldige ansigt og stirret mig ind i hjertet. Jeg vidste, at den var en uundgåelig ledsager, der vandrer tavst ved min side og følger med i alting, indtil den får sine ordrer. Jeg har aldrig været bange for den. Jeg havde mærket min mors vægt oven på min krop, når hun holdt mig nede, og følt hendes hænder om min hals, når hun forsøgte at kvæle mig i afmagt over den livets smerte, der besatte hende som en ond ånd. De slag fra min far, som hun modtog med skrig og gav videre til mig med ild i blikket, kendte mit hjerte ud og ind. Jeg havde set hendes afmagt og lettelse, når jeg levede videre i trods, trods alt, og jeg havde erkendt hendes og dødens svaghed over for Allahs vilje og det skrevne. Jeg ved ikke, om jeg elskede min mor dengang, om jeg nogen­sinde har været i stand til at elske hende. Jeg husker hendes vold, men mindes ikke hendes omsorg. Min oldemor, en krumbøjet, næsten blind og altid smilende kvinde, plejede med en blanding af humor og afmagt i stemmen at sige, at familiens godhed havde sprunget to generationer over med min mor og min mormor. De havde hårde hjerter fulde af splid og uro, var ikke følsomme og tilgivende som os, sagde hun, som om hun fortalte mig en hemmelighed. Sådan var det bare, og man kunne ikke gøre noget ved det. Min mor hadede det bånd af kærlighed, der eksisterede mellem os, og forbød mig at se min oldemor. Det forhindrede os nu ikke i at se hinanden, når vi kunne komme til det. Krigens lidelser gjorde min mor svagere, men også mere volde­ lig, i takt med at jeg blev større og udstillede hendes magtesløshed mere og mere. Jeg kan ikke huske, at hun nogensinde har krammet eller kysset mig i min barndom, på nær én gang efter krigen, da hun hentede os i Hargeisa efter lang tids adskillelse, og vi skulle køre sammen fra min fars til min mors og min mormors by i en gammel, stinkende bus. Jeg fik lov til at sidde ved siden af hende på det ba­ gerste lædersæde i hjørnet af bussen og lænede mig ind mod hendes 28

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 28

22/11/18 11.12


bryst, mens hun med sin arm holdt om mig. Vi sagde ikke noget og kiggede ikke på hinanden. Bumpene fra hullerne i grusvejene og bussens elendige støddæmpere gjorde det umuligt rigtigt at falde til ro, men jeg sank ned i en tryg, lykkelig kærlighed, som jeg ønskede ville vare for evigt.

29

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 29

22/11/18 11.12


Allahs ansigt var i den lyseblå himmel Jeg ved ikke præcis, hvor vi, mine søskende og jeg, befandt os i årene med krig. Vi var nomader på vandring efter regn til vores kvæg i det nordlige Somalia og sommetider Etiopien. Kolonimagternes græn­ selinjer fra Berlinkonferencen i 1884 skar det somaliske folks legeme op i fem dele; italienerne fik det sydlige Somalia, og briterne fik det nordlige, som i dag er Somaliland. Franskmændene fik Djibouti, mens millioner af somaliere blev indlemmet i det, der i dag hed­ der Etiopien og Kenya. Som så mange andre dybe sår forårsaget af grå­dige imperiale interesser siden den tid er vores krop aldrig rigtig helet siden, og såret synes endda at blive mere og mere betændt. I løbet af årene på vandring under krigen var min mor med os no­ get af tiden, og andre gange var vi alene med sletterne og dyrene og vores øvrige vandrende stammeslægtninge. Vi benyttede ikke vejene i områderne mellem bynavne og steder som dem, der er markerede på de hvide menneskers kort, jeg sidenhen har kigget på i Danmark. Vi brugte ikke kort og kompas som briterne og italienerne og som de få turister, der vovede sig udforskende til vores land. Vi er efter­ kommere af de folk, der for 7.000 år siden malede billeder af deres kvæg på grottevæggene ved Laas Geel, hvor floderne mødes, og hvor gazellerne kommer for at drikke. Vi vandrede efter mad til drome­ darerne og gederne gennem det land, som vores forfædre har vandret igennem. Vi gik mange kilometer hver dag under solen igennem områder uden maskiner og teknologi. Områder, hvor luften var så 30

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 30

22/11/18 11.12


ren som før, at alting forandrede sig, og hvor tiden ikke var et tal på et ur, men en sol, der bevægede sig over himlen i en rytmisk cirkel­ bevægelse. Tiden gik ikke bare fremad, dagene gentog snarere sig selv igen og igen. Tiden stressede os ikke med aftaler og ting, vi skul­ le nå, inden den forsvandt, og den var ikke en fjende, der skubbede os ind i en uundgåelig alderdom, som vi tåbeligt forsøgte at flygte fra. Kan nogen stadig forestille sig steder uden biler, fjernsyn, com­ putere og telefoner, veje og bygninger, vandhaner og huse, ure og tal, karrierer, målsætninger og pensionsopsparinger, arbejdspladser og skoler? En verden, der bare er, som den er, ting, der bare sker, som de sker, og os, som bare rider med? Endeløse sletter og bjerge og dage, måneder og år, der driver forbi, mens du kaster blikket så langt ud over dem, som det kan nå. Tankestrømme, der ikke konstant af­ brydes eller omdirigeres af nyhedsindustriens angstfrem­kaldende updates, Facebooks og Twitters selviscenesættelse og e-mails med bekymringer og deadlines. De tanker og følelser, der vokser ud af disse landskaber i selskab med kvæget, er hjertets mest langstrakte og dvælende urmanifestationer. Det er, hvad vi er. Jeg har sidenhen overvejet, hvem der egentlig bestemte vores rute. Jeg tror, det må have været dromedarerne. Med deres lange halse og intelligente blikke havde de overblikket, og vi stolede på dem. Når alt kommer til alt, kender de landet bedre end os og ved, hvor græsset vokser, og hvor vandhullerne er. Dengang er stadig kun for kort tid siden. Vores islam, vores hen­ givenhed for altings ophav, var anderledes dengang. Den var altings godhed og barmhjertighed, tilgivelse og retfærdighed. Allahs ansigt var i den lyseblå himmel og de skyer og stjerner, der udsmykkede den dag og nat. I duften af morgenslettens dug og vandløbenes rislen. Al­ lahs majestæt var i bjergene, der steg op over sletterne som mægtige tårne. Allahs gavmildhed var i regnvandet og planterne og mælken, når vi malkede gederne og dromedarerne. Allahs barmhjertighed var i solens varme og klippernes skygge, i lejrens sikkerhed fra hyæner og slanger og i sygdommens fravær. Allah tog og gav liv, som Han ville 31

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 31

22/11/18 11.12


det. Trygheden og retfærdigheden lå i, at alting var i Allahs hænder, og at intet nogensinde kunne være anderledes og smukkere end lige nu. Alle ville få som fortjent, og Allahs barmhjertighed omslutter alle ting, som Koranen siger. Islam var et blidt, men retfærdigt lys, der gennemtrængte alting med Allahs nærvær og kærlighed, og som gjorde os og vores tanker, vores dyr og vores land til Hans udfoldede farverige vilje, som vi bevægede os indeni. Alting var oplyst og simpelt, og vi var dråber i en flod, der sagte flød mod et stort hav, som vi længtes efter at blive opløst i og forenet med. Sorgløst vandrende med døden og den altid truende tørke ved vores side. Men vi var sammen, og det gjorde forskellen, og vi skulle ikke nå noget. Vi dansede og sang hver dag, glædede os og levede til de afrikanske rytmer og toner, som har født alverdens musik, og som alle kan synge med på. Den musik bærer alle rytmer og følelser i sig og er så simpel og ren. Vores tøj blandede alle farver sammen og skabte en kontrast til de ensformige og storslåede landskaber. Dyrene var vores venner og ledsagere, og jeg kendte hver en ged og hver en dromedars personlighed, ligesom de kendte min. Vi le­ vede af dromedarens cremede mælk, som vi delte med hendes un­ ger og samlede i vores krukker og lavede til smør. Jorden og luften, buskene og vandet, natten og dagen var ligesom os og dyrene Allahs skønhed, som Han gav en form og viklede ind i tiden og alting. Vi respekterede hver især hinanden som de tjenere, vi var under Ham, og Han vogtede over os og skænkede os alt, hvad vi havde brug for, nogle gange døden og lidelsen. Blandt os, i vores skygger, vandrede ånder og djinner, men også engle, og vi snakkede med dem og inviterede dem ind i vores lejre. De besøgte os i vores drømme og hviskede os hemmeligheder, som ingen kunne have vidst. De sad med os omkring bålene og stirrede ind i gløderne og hørte vores historier og sang med på vores sange. En aften, da jeg gik i nærheden af vores lejr, fik jeg en veninde, jeg ikke havde mødt før. Første gang, jeg så hende, var, da jeg kom til at træde på hendes lillesøster, som lå mellem de tornede buske, 32

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 32

22/11/18 11.12


der omkransede og beskyttede lejren mod nattens hyæner og andre vilde dyr. Solen var ikke længere nede bag horisonten, end at der stadig var svage rødlige nuancer på det underste af himlen. Jeg var ved at genne de sidste rebelske geder sammen, da jeg pludselig mær­ kede noget forfærdende anderledes under mine sandaler. Jeg blev forskrækket. Hvad lavede en baby dér midt på jorden og så uden for lejren? Hvem kunne have lagt et lille levende væsen så tankeløst dér som et bytte for giftige slanger? Heldigvis var der ikke sket noget med hendes lillesøster, og hun grinede bare og tilgav mig, mens hun tog sin søster op. Vi blev venner med det samme og legede sammen hele aftenen og de næste dage og uger. Sumaya, som hun hed, gik sam­ men mig med og mine geder med sin stok og hjalp mig med at styre dem. Vi vandrede op ad klippebeklædte bakkesider og bjerg­sider og sprang ned igen fra sten til sten. Vi lugtede til de blomster, der skød op på de mest usandsynlige steder og fulgte med som betragtende kæmper i det mikrokosmos af insekter og billesorter uden navn, der udfoldede sig overalt under os og omkring os. Vi satte os ned på de øverste klipper i landskabet og lod benene dingle ud over svimlende dybe afgrunde, mens vi lod os opsluge af ærefrygt over den tavshed, der indhyller de afrikanske sletter. Vi legede fangelege med gederne og kælede for deres unger og lod os bære vuggende på ryggen af drome­darerne. Vi snakkede om alting, og hun grinede en storslået latter og elskede at kramme mig og kysse mig på kinden. Hun var omtrent på min alder og havde et blåt tørklæde om hovedet og en blå lang kjortel, der afslørede hendes mørke hals og det øverste af bryst­ kassen. Hun var lidt højere end mig, og jeg forestillede mig, at hun var min jævnaldrende storesøster, men jeg sagde det aldrig til hende. Vi havde et bånd, der gik ind i sjælen, og hun kunne sommetider gætte mine tanker og følelser. “Din mor er kommet sikkert frem, og hun har det godt, Baraka,” sagde hun en dag til mig. Det var endnu formiddag, og vi havde gået den første times tid væk fra lejren i tavshed til lyden af gedernes gum­ len og spredte brægen. Da vi gik der, lod jeg min stav lave et spor i 33

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 33

22/11/18 11.12


sandet ved min side og fulgte sporet med blikket, mens det blev til. Jeg havde tidligere fortalt Sumaya om min mor, og jeg fjernede ikke blikket fra sporet, da hun talte om hende. “Men hun savner jer me­ get og er bekymret for dig,” fortsatte hun. “Hun er med dig, og jeg har set hende græde og bede for jer, når hun er alene om aftenen.” Min mor snakkede som regel aldrig om Allah, og ligesom næsten alle de andre voksne i vores lejr holdt hun ikke sin bøn. Hun havde endda undertiden hånet mig, når hun så mig bede, især når min far ikke var til stede. Jeg var en af de få i lejren, der holdt sin bøn syste­ matisk, og det gjorde mig mere glad at høre, at hun snakkede med Allah, end at hun savnede os. Jeg vendte blikket væk fra sporet i sandet og betragtede Sumayas fødder, der gik i takt med mine egne. Derefter kiggede jeg under­ søgende på hendes smukke ansigt. “Hvad med min far? Ved du også noget om ham?” spurgte jeg. Hun lod spørgsmålet hænge afventende i luften, som om hun ledte efter dets ekko. Så sagde hun: “Jeg har ikke kunnet komme tæt på din far endnu. Men jeg skal prøve igen.” Så stoppede vi begge to op, fordi et par vildsvin var vandret midt ind i vores flok og gik og gryntede med trynerne travlt nede i sandet få meter væk. Vildsvinene kunne være meget uforudsige­lige, og det gjaldt om at holde hovedet koldt. Min lillebror havde for nylig lagt sig ud med et af dem, og det havde stanget ham til blods og trampet så voldsomt på ham, at han besvimede. Der måtte flere voksne til for at få jaget vildsvinet væk. Jeg samlede en stor sten op, og Sumaya gjorde det samme. Men vildsvinene gryntede bare og vandrede forbi os og gederne uden at ænse os. I lang tid troede jeg, at Sumaya var et menneske som mig, men langsomt gik det op for mig, at hun var anderledes. Hun var en djinn, et af de væsner, som Allah har skabt af ild og ikke af ler som os. De lever blandt os, siger Koranen, ligesom englene gør det, men vi er normalt ikke i stand til at se dem. De er i det usetes verden, i ghayb. Som os bliver de stillet til regnskab på Dagen, og som os skal 34

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 34

22/11/18 11.12


de vælge mellem Allah og verden. Som hos os er der blandt dem formørkelse og lys, ydmyghed og arrogance, retledning og vildfa­ relse. Sumaya var der ikke altid og forsvandt sommetider i dagevis. Men så kom hun frem igen og besøgte mig, når jeg eller hun havde lyst. Når jeg legede med de andre børn og mine søskende, stillede hun sig på afstand og kiggede på os med sine store længselsfulde øjne. Jeg tænkte i begyndelsen, at hun måske var ensom og genert, men da jeg spurgte, om hun ville være med i vores leg, takkede hun nej. Det var sådan, jeg langsomt opdagede, at de andre ikke kunne se hende, og at hun var min særlige, hemmelige ven. Det forekom mig hverken mærkeligt eller skræmmende dengang at have en djinn som veninde. Jeg takkede Allah for, at Han gav mig en ven, og for, at Han lod mig se det, andre ikke kunne se. Sumaya flyttede med os rundt og sov uden for vores hytter og voksede sig ældre sammen med mig. Da jeg mange år senere flyttede til Dan­ mark og et helt nyt liv, tog hun med mig herop som den trofaste ven, hun var blevet. Djinner flygter også fra krige og sommetider for livet. De flytter også ind og forsøger at skabe et liv i deres nye land, hvor de oprindelige beboere i de usete verdener taler andre sprog og har andre normer og sommetider tilhører andre religioner. Når de flytter og flygter rundtomkring i verden, gennemlever de den samme identitetsforvirring, som vi gør. Eller Sumaya gjorde i hvert fald. I det mindste har myndighederne i de vestlige lande endnu ikke opdaget dem og afkræver dem ikke visa og opholdstilladelse. Når det sker en dag, får flygtningekrisen en helt anden karakter.

35

Et_andet_menneske_et_andet_liv.indd 35

22/11/18 11.12


O M S L A G : S I M O N L I L H O LT / I M P E R I E T

SOFIE JAMA

SOFIE JAMA

er født i Somalia i 1982. Hun

kom til Danmark, da hun var 14 år, og har studeret kulturformidling og arabiske sprog på Aarhus Universitet. Hun arbejder som skribent og som oversætter for de danske myndigheder.

F O R FA T T E R F O T O : © S E T H N I C O L A S

Et andet menneske, et andet liv er Sofie Jamas

er en overraskende skæbnefortælling om tro, begær, forvandling

debutroman.

og længslen efter at høre til i et nyt land. Den viljestærke Baraka forlader i midten af 1990’erne et „Umar, jeg har lovet at passe på dig, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for at finde dig igen, nu hvor også du er forsvun-

nomadeliv i Somalia, der er præget af borgerkrig, hungersnød og kaos. Hun ender i Danmark, hvor livet som ung kvinde er uendelig langt fra alt, hvad hun kender.

det ligesom din søster. Jeg forstår nu

I 1943 overlever den unge tjekkiske jøde Esther et fange-

præcis det løfte, du gav din mor. Du

oprør i en kz-lejr og ender på Bornholm. Hun har ingen

nåede at ankom­me til vores sikre havn,

familie tilbage, og ingen hun kender, ved at hun lever.

vores lejr, og få skiftet dit tøj og få et

Godt et halvt århundrede senere bliver Esther ven med

måltid mad. Du smilede, da jeg sagde,

Baraka i København.

at du lignede en dansk dreng nu, som du stod der i andre – ukendte, heldigere – børns aflagte klæder.“

I 2014 flygter den palæstinensiske dreng Umar fra krigen i Syrien. Da Umar kommer til en Røde Kors-lejr i Danmark som uledsaget flygtningebarn, støder han ind i Baraka, som arbejder der. Efterhånden som Barakas fortælling om Esther, Umar og hende selv udfoldes, tegner der sig forbindelser imellem tre krigshærgede kontinenter og imellem tre voldsomme skæbner.

ISBN 9788740051704

SOFIE JAMA ROMAN

POLITIKENS FORLAG


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.