Goodreads
Men ved hun det, eller skal Frances se at komme væk fra Tranquillum House, mens hun stadig kan? Det varer ikke længe, før de ni andre gæster spørger sig selv om det samme.
Amazon Entertainment Weekly Cosmopolitan Vogue
LIANE MORI ARTY
DEN INTERNATIONALE BES TS ELLERFORFATTER BAG STORE S M Å LØGNE
People USA Today Harper’s Bazaar Publishers Weekly
LIANE MORIARTY (f. 1966, Sydney) har skrevet otte romaner, der alle er blevet
„Fantastisk underholdning.“ THE TIMES „En sand gave til fans af Store små løgne.“ PEOPLE „Liane Moriarty er en mester i stramt styret spænding.“ THE WASHINGTON POST
internationale bestsellere. Da romanen Store
ET FÆNGSLENDE MØDE
Elle
© Uber Photography
Glamour
LIANE MORIARTY
UDVALGT SOM EN AF ÅRETS BEDSTE ROMANER I:
Da forfatteren Frances Welty drejer op foran porten til wellnesscenteret Tranquillum House, er hun på sammenbruddets rand. Hendes forlag har afvist hendes seneste roman, kæresten har forladt hende, og hun er midt i en hedetur fra helvede. Men da de øvrige gæster begynder at ankomme, stiger hendes humør, og det bliver kun bedre, da hun møder stedets karismatiske leder, russiske Masha, en statelig kvinde, der har prøvet at dø og synes at vide præcis, hvad Frances har brug for.
små løgne udkom, blev Moriarty den første australske forfatter, der røg direkte ind som nr. 1 på New York Times’ bestsellerliste. Senere hittede bogen også som HBO-serien Big Little Lies. Moriartys bøger er solgt i over 14 millioner eksemplarer på verdensplan og udgivet på 39 sprog.
ISBN: 978-87-400-5235-0
ROMAN
HR. FERDI NA ND
Af samme forfatter: Min mands hemmelighed Store små løgne Hypnotisørens kærlighed Det hun glemte Vanvittig skyldig
Et fængslende møde.indd 2
06/05/2019 11.39
Liane Moriarty
Et fængslende møde Roman
Oversat af Hans Larsen og Ariane Veiergang
Hr. Ferdinand
Et fængslende møde.indd 3
06/05/2019 11.39
Til Kati Og til far Med masser af kærlighed fra mig
Et fængslende møde.indd 4
06/05/2019 11.39
Du tror, du er sygen Men du er kuren Du tror, du er låsen på døren Men du er nøglen, som kan åbne den Rumi
Netop som jeg havde fundet frem til livets mening, ændrede de den. George Carlin
Et fængslende møde.indd 5
06/05/2019 11.39
Et fængslende møde.indd 6
06/05/2019 11.39
1 Yao “Jeg har det helt fint,” sagde kvinden. “Der er ikke noget i vejen med mig.” Yao syntes ikke, at hun så ud til at have det helt fint. Det var hans første dag som ambulanceredderelev. Tredje gang, han var med ude. Yao var ikke nervøs, men han befandt sig i en hyperårvågen tilstand, fordi han ikke ville kunne bære at begå den mindste fejl. Da han var barn, græd han utrøsteligt, når han begik fejl, og det gav ham stadig ondt i maven. En enkelt sveddråbe trillede ned over kvindens ansigt og efterlod et sneglespor i hendes makeup. Yao undrede sig over, at kvinder maler deres ansigter orange, men det var ikke relevant. “Jeg har det fint. Det er nok bare en 24-timers virus,” sagde hun med antydning af en østeuropæisk accent. “Observér alt ved din patient og patientens omgivelser,” havde Yaos vejleder, Finn, sagt til ham. “Forestil dig, at du er en hemmelig agent, der er på udkig efter diagnostiske spor.” Yao observerede en midaldrende, overvægtig kvinde med tydelige lyserøde skygger under sine distinkte havgrønne øjne og med tjavset brunt hår, der var samlet i en ynkelig lille knude i nakken. Hun var bleg og svedig, og hendes vejrtrækning var uregelmæssig. Storryger, at dømme efter hendes askebægerlugt. Hun sad i en højrygget læderstol 7
Et fængslende møde.indd 7
06/05/2019 11.39
bag et gigantisk skrivebord. Hun var tilsyneladende en stor kanon, hvis det luksuriøse hjørnekontors størrelse og havneudsigten fra gulv til loft var en målestok for status i firmaet. De var på 17. etage, og operahusets sejl var så tæt på, at man kunne se de diamantformede cremefarvede og hvide fliser. Kvindens ene hånd holdt på musen. Hun scrollede igennem en række e-mails på sin meget store skærm, som om de to ambulance reddere, der var i gang med at tjekke hende, bare var en mindre forstyrrelse, som var de reparatører, der var kommet for at fikse en projektor. Hun bar en skræddersyet habit, som var det en straf, med jakken siddende ubehagelig stramt over skuldrene. Yao tog kvindens frie hånd og satte et pulsoximeter fast på hendes finger. Han bemærkede en blank, skællet plet af rødlig hud på hendes underarm. Prædiabetisk? Finn spurgte: “Tager du noget medicin, Masha?” Han havde en afslappet facon, når han talte med patienterne, som om de stod med en øl i hånden og småsludrede til en grillfest. Yao havde lagt mærke til, at Finn altid brugte patientens navn, mens Yao selv følte det anmassende at tale til dem, som om de var gamle venner, men hvis det forbedrede patientens chancer, ville han lære at undertrykke sin generthed. “Jeg tager ingen medicin overhovedet,” sagde Masha med blikket stift rettet mod computerskærmen. Hun klikkede resolut på noget og kiggede så væk fra skærmen og op på Finn. Hendes øjne lignede nogle, hun havde lånt af en, der var smuk. Yao gik ud fra, at hun brugte farvede kontaktlinser. “Mit helbred er udmærket, og jeg undskylder, at jeg har taget jeres tid. Jeg har bestemt ikke bedt om at få sendt en ambulance.” “Det var mig, der ringede efter ambulancen,” sagde en ung, meget køn mørkhåret kvinde i høje hæle og en stram nederdel med overlappende diamantformede tern, som fliserne på operahusets tag. Nederdelen klædte hende fantastisk godt, men det var selvfølgelig helt irrelevant lige nu, selv om hun teknisk set var en del af de omgivelser,
Et fængslende møde.indd 8
06/05/2019 11.39
Yao skulle observere. Pigen bed i sin lillefingernegl. “Jeg er hendes PA. Hun ... øh ...” Hun sænkede stemmen, som om hun skulle til at afsløre noget skamfuldt. “Hun blev kridhvid i ansigtet, og så faldt hun ned af stolen.” “Jeg faldt ikke ned af min stol!” snerrede Masha. “Hun gled ligesom ned fra den,” rettede pigen sig selv. “Jeg blev bare svimmel et øjeblik, det er det hele,” sagde Masha til Finn. “Og så arbejdede jeg videre med det samme. Kan vi ikke gøre det her kort? Jeg betaler jer hellere end gerne fuld pris med det samme, eller i rater, eller hvordan det nu er, I tager betaling for jeres arbejde. Jeg har selvfølgelig en privat sundhedsforsikring. Jeg har bare overhovedet ikke tid til det her lige nu.” Hun rettede igen opmærksomheden mod sin assistent. “Har jeg ikke et 11-møde med Ryan?” “Jeg aflyser det.” “Var der nogen, der nævnte mit navn?” sagde en mand henne fra døren. “Hvad sker der?” En fyr i en alt for stram lilla skjorte spankulerede ind med en bunke brune kartonsagsmapper i hånden. Han talte med en krukket britisk accent, som var han medlem af kongefamilien. “Ikke noget,” sagde Masha. “Sæt dig ned.” “Masha er tydeligvis ikke klar lige nu!” sagde den stakkels PA. Yao følte med hende. Han brød sig ikke om, når helbredsproblemer blev affejet, og han mente, at hans profession fortjente mere respekt. Desuden nærede han en stærk antipati mod fyre med strithår og fisefornemme accenter, som gik i lilla skjorter, der var et nummer for små, så de kunne vise deres overudviklede brystmuskulatur frem. “Nej, nej, sæt dig endelig ned, Ryan! Det her varer ikke ret længe. Jeg har det fint.” Masha vinkede ham utålmodigt hen til sig. “Må jeg have lov at tjekke dit blodtryk, øh, Masha?” sagde Yao og mumlede tappert hendes navn, mens han gik hen for at sætte manchetten om hendes overarm. “Lad os lige tage den jakke af først.” Finn lød, som om han morede sig. “Du er en travl kvinde, Masha.” 9
Et fængslende møde.indd 9
06/05/2019 11.39
“Jeg har faktisk virkelig brug for, at hun underskriver dem her,” sagde den unge fyr med lav stemme til PA’en. Yao tænkte: Jeg har faktisk virkelig brug for at få tjekket din chefs vitale værdier lige nu, idiot. Finn hjalp Masha med at få jakken af og lagde den galant over ryglænet på hendes stol. “Lad os se på de dokumenter, Ryan.” Masha rettede på knapperne i sin cremefarvede silkeskjorte. “Jeg skal bare have underskrifter på de to øverste sider.” Fyren rakte en af mapperne frem. “Hvad er der galt med dig?” PA’en slog vantro ud med armene. “Du må komme tilbage senere, kammerat,” sagde Finn med en skarphed i grillfesttonen. Fyren tog et skridt tilbage, men Masha knipsede med fingrene for at få mappen, og han sprang omgående frem og rakte hende den. Han anså tydeligvis Masha for at være mere skræmmende end Finn, og det sagde ikke så lidt, for Finn var en stor, stærk fyr. “Det her tager højst 14 sekunder,” sagde hun til Finn. Hendes stemme blev grødet, og ordet ’højst’ lød som ’hoorjst’. Yao, der stadig stod med blodtryksmanchetten i hånden, fik øjenkontakt med Finn. Mashas hoved rullede ned til den ene side, som om hun tog sig en lur. Kartonmappen gled ud af hendes hånd. “Masha?” Finn sagde det højt og bydende. Hun gled forover med armene over kors, som en marionetdukke. “Præcis sådan!” hvinede PA’en tilfreds. “Det var præcis sådan, hun gjorde før!” “Åh gud!” Fyren i den lilla skjorte bakkede væk. “Åh gud. Undskyld. Jeg ...” “Okay Masha, lad os få dig ned på gulvet,” sagde Finn. Finn løftede under armene, og Yao tog benene og gryntede af anstrengelse. Det gik op for Yao, at hun var en meget høj kvinde, meget højere end ham. Mindst 1,80 meters dødvægt. Sammen fik de hende 10
Et fængslende møde.indd 10
06/05/2019 11.39
ned at ligge på siden på det grå tæppe. Finn foldede hendes jakke sammen og lagde den under hendes hoved som en pude. Mashas venstre arm hævede sig stift og zombieagtigt over hendes hoved. Hendes hænder knyttede sig til forkrampede næver. Hun fortsatte med at trække vejret stødvis og gispende, mens hendes krop vred sig. Hun havde fået et krampeanfald. Krampeanfald var foruroligende at overvære, men Yao vidste, at man bare måtte vente, til det var overstået. Der var intet omkring Mashas hals, som Yao kunne løsne. Han scannede området rundt om hende og så ikke noget, hun kunne slå sit hoved ind i. “Var det også det, der skete før?” spurgte Finn. “Nej. Nej, før besvimede hun ligesom bare.” PA’en så til med store øjne og en blanding af forfærdelse og fascination. “Får hun tit den slags anfald?” spurgte Finn. “Det tror jeg ikke. Jeg ved det ikke.” Mens hun sagde det, trippede PA’en tilbage mod døren, hvor der nu havde samlet sig en flok businessagtige typer. Der var en, der holdt en telefon i vejret og filmede, som om deres chefs anfald var en rockkoncert. “Hjertestarter.” Finns øjne var glansløse og glatte som sten. Der gik et øjeblik – ikke mere end et sekund, men dog et øjeblik – hvor Yao ikke foretog sig noget, mens hans hjerne kørte på højtryk for at bearbejde det, der lige var sket. Han ville altid huske det øjeblik af fastfrosset mangel på forståelse. Han vidste, at et hjertestop kunne komme til udtryk gennem krampelignende symptomer, og alligevel forstod han det ikke, fordi hans hjerne havde været så totalt, men fejlagtigt overbevist om én virkelighed: Denne patient har fået et krampeanfald. Hvis Finn ikke havde været der, havde Yao måske bare siddet på sin flade og observeret en kvinde, der fik et hjerteanfald, uden at gøre noget, som en pilot, der får et passagerfly til at styrte ned, fordi han stoler for meget på sit fejlbehæftede instrumentbræt. Yaos fineste instrument var hans hjerne, og denne dag var den fejlbehæftet. De gav hende stød to gange, men det lykkedes dem ikke at etablere 11
Et fængslende møde.indd 11
06/05/2019 11.39
en regelmæssig hjerterytme. Masha Dmitrichenkos hjerte var gået helt i stå, da de bar hende ud af det hjørnekontor, hun aldrig mere ville vende tilbage til.
Et fængslende møde.indd 12
06/05/2019 11.39
2 Ti år senere
Frances En varm, skyfri januardag kørte Frances Welty, den tidligere bestseller forfatter til kærlighedsromaner, alene gennem det øde, kratbevoksede landskab seks timers kørsel nordvest for hendes hjem i Sydney. Landevejens sorte bånd rullede sig hypnotisk ud foran hende, mens aircondition-ventilerne brølede og blæste hende iskoldt lige ind i ansigtet. Himlen var en gigantisk, dybblå kuppel, som omgav hendes lillebitte, enlige bil. Der var alt for meget himmel efter hendes smag. Hun smilede, fordi hun mindede sig selv om en af de der vrede TripAdvisor-anmeldere: Så ringede jeg til receptionen og bad om at få en lavere, mere skyet og mere behagelig himmel. En kvinde med en tyk udenlandsk accent sagde, at der ikke var andre ledige himle! Hun sagde det på en meget uforskammet måde! ALDRIG IGEN! SPILD IKKE JERES PENGE. Frances fik den tanke, at hun muligvis var tæt på at gå fra forstanden. Nej, det var hun ikke. Hun havde det fint. Hun var fuldstændig tilregnelig. Virkelig. Hun løsnede og strammede hænderne om rattet, blinkede med de 13
Et fængslende møde.indd 13
06/05/2019 11.39
tørre øjne bag solbrillerne og gabte så højt, at det klikkede i hendes kæbeled. “Av,” sagde hun, selv om det ikke gjorde ondt. Hun sukkede, kiggede ud ad vinduet efter noget, der kunne bryde landskabets monotoni. Der var så hårdt og barskt derude. Hun kunne se det for sig: Spyfluernes summen, kragernes sørgmodige skrig og alt det skærende, hvidglødende lys. Vores vidtstrakte, brune land, som de sagde. Kom nu. Giv mig en ko, en afgrøde, et skur. Skibet er ladet med ... I. Ingenting. Hun skiftede stilling, og hendes lænd belønnede hende med en smerte, der var så skarp, at hun fik tårer i øjnene. “For himlens skyld,” sagde hun ynkeligt. Smerterne i ryggen var begyndt at komme for to uger siden – den dag hun endelig accepterede, at Paul Drabble var forsvundet. Hun var ved at taste nummeret til politiet, samtidig med at hun prøvede at beslutte, hvordan hun skulle omtale ham – som sin partner, sin kæreste, sin elsker, sin “ven”? – da hun mærkede det første stik. Det var det mest åbenlyse tilfælde af psykosomatiske smerter, man kunne forestille sig, men det gjorde ikke mindre ondt af den grund. Det var underligt at se sig i spejlet hver aften og se spejlbilledet af sin lænd, der så lige så blød og hvid og buttet ud, som den altid havde gjort. Hun forventede at se noget forfærdeligt, som en sammenfiltret masse af trærødder. Hun tjekkede uret på instrumentbrættet: 14.57. Frakørslen skulle komme meget snart. Hun havde sagt til personalet i receptionen på Tranquillum House, at hun ville være der mellem klokken 15.30 og 16.00, og hun havde ikke holdt nogen uplanlagte pauser undervejs. Tranquillum House kaldte sig “helseboutique og wellnessresort”. Hendes veninde Ellen havde foreslået hende det. “Du er nødt til at heale,” havde hun sagt til Frances efter deres tredje cocktail (en glimrende White Peach Bellini) til frokosten i sidste uge. “Du ligner lort.” Ellen havde fået foretaget en “renselse” på Tranquillum House for 14
Et fængslende møde.indd 14
06/05/2019 11.39
fem år siden, da hun selv havde været “udbrændt” og “nedkørt” og “ude af form” og ... “Ja ja, jeg er med,” havde Frances sagt. “Det er et ret ... usædvanligt sted,” havde Ellen sagt til Frances. “Deres metode er noget ukonventionel. Det ændrer ens liv.” “Præcis hvordan ændrede dit liv sig?” havde Frances spurgt. Et rimeligt spørgsmål, men hun havde aldrig fået et klart svar på det. I sidste ende lod det til at have noget at gøre med det hvide i Ellens øjne, som var blevet virkelig hvidt, nærmest unaturligt hvidt. Hun tabte sig også tre kilo. Selv om Tranquillum House ikke drejede sig om vægttab – det var Ellen meget ivrig efter at påpege. Det havde med wellness at gøre, men altså, hvilken kvinde beklager sig over at have tabt sig tre kilo? Ikke Ellen, det var helt sikkert. Og heller ikke Frances. Frances var taget hjem og havde fundet stedets hjemmeside. Hun havde aldrig været fan af selvfornægtelse, havde aldrig været på slankekur og sagde sjældent nej, hvis hun hellere ville sige ja, eller ja, hvis hun havde mest lyst til at sige nej. Ifølge hendes mor havde Frances’ første, grådige ord været “mere”. Hun ville altid have mere. Og dog havde billederne af Tranquillum House fyldt hende med en underlig, uventet længsel. De havde et gyldent skær, var alle sammen taget ved solopgang eller solnedgang, eller der var brugt filtre, som fik det til at se sådan ud. Nydelige midaldrende mennesker poserede i yogastillinger i en have fyldt med hvide roser ved siden af et smukt landsted. Et par sad i en af de “naturlige varme kilder”, der omgav ejendommen. Deres øjne var lukkede, hovederne lagt tilbage, og de smilede ekstatisk, mens vandet boblede rundt om dem. Et andet foto viste en kvinde, som fik massage med varme sten i en liggestol ved en akvamarinblå swimmingpool. Frances forestillede sig, hvordan de varme sten blev placeret i smuk symmetri ned ad hendes rygrad, hvor deres magiske varme smeltede smerterne væk. Mens hun sad ved computeren og drømte om varme kilder og blid yoga, blinkede en påtrængende meddelelse på hendes skærm: Kun én plads ledig på det eksklusive tidages “total transformation af sind 15
Et fængslende møde.indd 15
06/05/2019 11.39
og krop”-ophold! Det havde fået hende til at føle sig tåbeligt konkurrenceminded, og hun klikkede på Book nu, selv om hun ikke for alvor troede på, at der kun var én plads tilbage. Alligevel tastede hun sine kreditkortoplysninger ind i en lynende fart, for man vidste jo aldrig. Tilsyneladende ville hun om kun ti dage være “transformeret” på en måde, hun “aldrig ville have troet mulig”. Der ville være fasteperioder, meditation, yoga, kreative “slip følelserne løs”-øvelser. Der ville ikke være alkohol, sukker, koffein, gluten eller mejeriprodukter – men eftersom hun lige havde fået prøvesmagningsmenuen på Four Seasons, var hun proppet med alkohol, sukker, koffein, gluten og mejeriprodukter, og tanken om at give afkald på det virkede ikke som noget særligt. Måltiderne ville være “personaliserede”, så de svarede til hendes “unikke behov”. Før hendes booking blev “accepteret”, måtte hun besvare et meget langt, temmelig nærgående spørgeskema om sin parforholdsstatus, om sine kostvaner, sit helbred, sit alkoholindtag den seneste uge og så videre. Hun løj sig muntert igennem det. Det ragede virkelig ikke dem. Hun skulle endda uploade et foto, som var taget inden for de seneste to uger. Hun sendte et af sig selv fra frokosten med Ellen på Four Seasons – et, hvor hun hævede glasset med Bellini-cocktailen. Der var rubrikker, hvor hun skulle sætte kryds ved, hvad hun håbede at gennemføre i løbet af de ti dage: alt fra “intensiv parrådgivning” til “betydelige vægttab”. Frances satte kun kryds ved de rubrikker, der lød behagelige, for eksempel “spirituel næring”. Som så mange ting her i livet havde det i udgangspunktet virket som en fremragende idé. TripAdvisor-anmeldelserne af Tranquillum House, som hun havde læst, efter at hun havde betalt pengene, der ikke kunne refunderes, var påfaldende blandede. Enten var det det bedste, det mest utrolige, folk nogensinde havde oplevet, og de ville ønske, at de kunne give det mere end fem stjerner, de var glødende begejstrede og missionerende i deres lovprisning af maden, de varme kilder og de ansatte – eller også var det den værste oplevelse i hele deres liv, der blev nævnt sags16
Et fængslende møde.indd 16
06/05/2019 11.39
anlæg, posttraumatisk stress og dystre advarsler om “adgang på eget ansvar”. Frances kiggede igen på instrumentbrættet og håbede, at hun ville se uret skifte til 15.00. Hold op med det. Fokusér. Se på vejen, Frances. Det er dig, der styrer bilen her. Ud ad øjenkrogen lagde hun mærke til noget, der flimrede, og hun fór sammen, klar til det voldsomme brag fra en kænguru, der smadrede hendes forrude. Der skete ingenting. Disse indbildte kollisioner med dyr eksisterede kun i hendes hoved. Hvis det skete, så skete det. Der ville formentlig ikke være tid til at reagere. Hun mindedes en køretur med en kæreste for længe siden. De var kommet forbi en døende emu, som var blevet ramt af en bil midt på en landevej. Frances var blevet siddende i passagersædet, som en passiv prinsesse, mens kæresten steg ud og dræbte den stakkels emu med en sten. Med ét hårdt slag i hovedet. Da han satte sig ind på førersædet igen, var han svedig og opstemt, en dreng fra byen, der var begejstret over sin menneskelige pragmatisme. Frances tilgav ham aldrig helt hans svedige opstemthed. Han havde kunnet lide at slå emuen ihjel. Frances var ikke sikker på, at hun ville kunne slå et døende dyr ihjel, selv ikke nu, hvor hun var 52 år gammel, økonomisk sikret og for gammel til at spille prinsesse. “Du kunne godt slå en emu ihjel,” sagde hun højt. “Det kunne du helt sikkert.” Åh gud. Hun kom lige i tanker om, at kæresten var død. Eller vent, var han nu også det? Jo, helt sikkert død. Hun havde hørt rygtet om det for nogle år siden. Tilsyneladende af komplikationer efter en lungebetændelse. Gary havde altid haft nogle forfærdelige forkølelser. Frances havde aldrig haft særlig meget medfølelse med ham. Præcis i det øjeblik begyndte hendes næse at tapløbe. Perfekt timing. Hun holdt på rattet med én hånd og tørrede næsen med bagsiden af den anden. Ulækkert. Det var sikkert Gary, som hævnede sig 17
Et fængslende møde.indd 17
06/05/2019 11.39
fra det hinsides ved at få hendes næse til at løbe. Og fair nok. Engang havde de kørt lange ture sammen og erklæret hinanden deres kærlighed, og nu kunne hun ikke engang huske, om han var død. Hun undskyldte over for Gary, selv om han i virkeligheden, hvis han altså kunne læse hendes tanker, burde vide, at det ikke var hendes fejl. Hvis han var blevet lige så gammel, som hun var nu, ville han vide, hvor utrolig vag og glemsom man blev. Ikke hele tiden. Bare indimellem. Somme tider er jeg knivskarp, Gary. Hun snøftede igen. Hun havde det, som om hun havde haft denne skrækkelige forkølelse i endnu længere tid end smerterne i ryggen. Snøftede hun ikke, den dag hun afleverede sit manuskript? For tre uger siden. Hendes 19. roman. Hun havde stadig ikke hørt, hvad forlaget mente om den. Der var engang, tilbage i slutningen af 1990’erne, hendes storhedstid, hvor redaktøren ville have sendt champagne og blomster, højst to dage efter at hun havde afleveret. Og en håndskrevet besked: Endnu et mesterværk! Hun forstod godt, at hendes storhedstid var forbi, men hun var stadig en solid, gennemsnitlig forfatter. Det ville være rart med en overstrømmende e-mail. Eller bare en venlig en. Selv en hurtig, kortfattet en: Undskyld, har ikke nået den endnu, men kan ikke vente! Det havde været høfligt. En frygt, hun nægtede at vedkende sig, forsøgte at sno sig op fra hendes underbevidsthed. Nej. Nej. Absolut ikke. Hun knugede om rattet og prøvede at trække vejret roligt. Hun havde slugt tabletter mod forkølelse og influenza, og pseudoefedrinen fik hendes hjerte til at galopere, som om noget vidunderligt eller forfærdeligt skulle til at ske. Det mindede hende om følelsen af at gå op ad kirkegulvet, begge gange hun var blevet gift. Hun var sandsynligvis afhængig af forkølelses- og influenzamedicin. Hun blev nemt afhængig. Mænd. Mad. Vin. Faktisk havde hun lyst til et glas vin lige nu, og solen stod stadig højt på himlen. På det 18
Et fængslende møde.indd 18
06/05/2019 11.39
seneste havde hun drukket, måske ikke overdrevet meget, men afgjort mere entusiastisk end normalt. Hun var på vej ud på en farlig glidebane, i fuld fart på vej mod en afhængighed af stoffer og alkohol! Det var ophidsende at vide, at hun stadig kunne forandre sig på væsentlige områder. Derhjemme stod der skamløst en halvtom flaske pinot noir på hendes skrivebord, så alle (kun rengøringsdamen) kunne se den. Hun var Ernest skide Hemingway. Havde han ikke også dårlig ryg? De havde så meget til fælles. Bortset fra at Frances havde en svaghed for adjektiver og adverbier. Hun strøede dem åbenbart ud over sine romaner som pyntepuder. Hvad var det for et Mark Twain-citat, Sol plejede at mumle for sig selv, når han læste hendes manuskripter, lige akkurat højt nok til, at hun kunne høre det? Når du fanger et adjektiv, så slå det ihjel. Sol var en rigtig mand, der hverken kunne lide adjektiver eller pyntepuder. Hun så Sol for sig, i sengen, oven på hende, mens han bandede komisk og hev endnu en pude, der lå bag hendes hoved, væk og kylede den igennem værelset, mens hun fnisede. Hun rystede på hovedet, som om hun ville ryste erindringen af sig. Gode seksuelle minder føltes som et point til hendes første ægtemand. Da alting var godt i Frances’ liv, ønskede hun kun begge sine eksmænd lykke og uproblematiske erektioner. Lige nu ønskede hun, at en græshoppeplage ville regne ned over deres hvidhårede hoveder. Hun suttede på det lille, ondsindede sår fra papiret på spidsen af sin højre tommelfinger. En gang imellem dunkede det i den for at minde hende om, at selv om det var en meget lille skade, kunne den stadig ødelægge hendes dag. Hendes bil kom pludselig ud i den ujævne rabat, og hun tog tommelfingeren ud af munden og klamrede sig til rattet. “Halløjsa.” Hun havde ret korte ben, så hun var nødt til at have førersædet tæt på rattet. Henry plejede at sige, at det så ud, som om hun kørte en radiobil. Han sagde, at det var sødt. Men efter fem år eller deromkring holdt han op med at synes, at det var sødt, og bandede, hver gang han satte sig ind i bilen og måtte flytte sædet tilbage. 19
Et fængslende møde.indd 19
06/05/2019 11.39
I fem år eller deromkring fandt hun det også charmerende, at han talte i søvne. Fokusér! Landskabet fløj forbi. Endelig kom der et skilt: Velkommen til Jarribong. Vi er stolte af at være en REN BY. Hun satte farten ned til de tilladte 50 kilometer i timen. Det føltes nærmest absurd langsomt. Hun drejede hovedet fra side til side og studerede byen. En kinesisk restaurant med en falmet rød og gylden løve på døren. En tankstation, der så ud til at være lukket. Et posthus i røde mursten. En drive-in-spiritusbutik, der så ud til at være åben. En politistation, der virkede helt unødvendig. Ikke et eneste menneske at se. Der var måske nok rent, men det virkede postapokalyptisk. Hun tænkte på sit seneste manuskript. Handlingen foregik i en lille by. Det her var de små byers krasse, triste virkelighed! Ikke den charmerende landsby, hun havde skabt, godt beskyttet oppe i bjergene med en varm, travl café, som duftede af kanel, og, allermest fantasifuldt, en boghandel, der tilsyneladende kørte med overskud. Anmelderne ville med rette kunne kalde det “tuttenuttet”, men bogen ville formentlig slet ikke blive anmeldt, og hun læste i øvrigt aldrig anmeldelserne af sine bøger. Og det var så stakkels gamle Jarribong. Farvel, lille rene, triste by. Hun trådte på speederen, så hastigheden nåede 100 igen. På hjemmesiden stod der, at frakørslen var 20 minutter efter Jarribong. Der stod et skilt forude. Hun kneb øjnene i og krøb sammen over rattet for at læse det: Tranquillum House næste vej til venstre. Hun blev glad. Hun havde klaret det. Hun havde kørt i seks timer uden at blive sindssyg. Men så blev hun med ét nedtrykt, for nu var hun nødt til at gennemføre det her. “Drej til venstre om én kilometer,” beordrede gps’en. “Jeg har ikke lyst til at dreje til venstre om én kilometer,” sagde Frances sørgmodigt. Det var slet ikke meningen, at hun skulle være her, på denne årstid 20
Et fængslende møde.indd 20
06/05/2019 11.39
eller på denne halvkugle. Det var meningen, at hun skulle være sammen med sin “ven” Paul Drabble i Santa Barbara, hvor den californiske vintersol ville skinne varmt på deres ansigter, mens de besøgte vingårde, restauranter og museer. Det var meningen, at hun skulle tilbringe lange, dvælende eftermiddage med at lære Pauls 12-årige søn Ari at kende, høre hans lille tørre kluklatter, når han lærte hende at spille et eller andet voldeligt PlayStation-spil, som han elskede. De af Frances’ venner, der havde børn, havde grinet og gjort nar ad det, men hun havde glædet sig til at lære at spille det; handlingen i det lød både udførlig og kompleks. Hun så pludselig politimandens alvorlige, unge ansigt for sig. Han havde stadig rester af barndommens fregner, og han skrev møjsommeligt alt, hvad hun sagde, ned med en dårlig blå kuglepen. Han stavede forfærdeligt. Han skrev ’morgen’ uden g. Han kunne ikke se hende i øjnene. Erindringen udløste en pludselig bølge af varme, der gennemstrømmede hendes krop. Ydmygelse? Sandsynligvis. Hun var svimmel. Hun rystede og skælvede. Hendes hænder var fugtige og glatte på rattet. Kør ind til siden, sagde hun til sig selv. Du er nødt til at køre ind til siden nu. Hun blinkede af, selv om der ikke kom nogen bag hende, og standsede i rabatten. Hun havde åndsnærværelse nok til at tænde katastrofeblinket. Sveden løb ned over hendes ansigt. I løbet af få sekunder var hendes skjorte gennemblødt. Hun trak ud i stoffet og strøg våde hårtjavser væk fra panden. Et køligt pust fik hende til at ryste. Hun nøs, og det udløste krampetrækninger i hendes ryg. Smerten var af så bibelske dimensioner, at hun begyndte at le, samtidig med at tårerne løb ned ad hendes kinder. Åh ja, hun var ved at blive vanvittig. Det var hun helt afgjort. En enorm bølge af diffust, primalt raseri skyllede ind over hende. 21
Et fængslende møde.indd 21
06/05/2019 11.39
Hun hamrede igen og igen en knytnæve ned i bilhornet, lukkede øjnene, kastede hovedet tilbage og skreg i takt med hornet, fordi hun var forkølet og havde ondt i ryggen og et knust hjerte og ... “Hej!” Hun åbnede øjnene og sprang tilbage i sædet. En mand stod foroverbøjet ved sideruden og bankede hårdt på glasset. Hun så noget, der måtte være hans bil, som holdt i den modsatte side af vejen, også med katastrofeblinket tændt. “Er du okay?” råbte han. “Har du brug for hjælp?” Åh, for himlens skyld. Det her skulle have været et øjebliks privat desperation. Hvor usandsynlig ydmygende. Hun trykkede på knappen for at rulle ruden ned. En meget stor, ubehagelig, usoigneret og ubarberet mand kiggede ind på hende. Han havde en T-shirt med et falmet logo for et eller andet gammelt band på over en stor ølmave og lavtaljede blå jeans. Han var sikkert en af de der seriemordere, der huserede ude i ødemarken. Selv om det her teknisk set ikke var ødemarken. Han var formentlig på ferie fra ødemarken. “Problemer med bilen?” spurgte han. “Nej,” sagde Frances. Hun rettede sig op i sædet og forsøgte at smile. Hun lod en hånd løbe igennem det fugtige hår. “Mange tak. Jeg har det fint. Bilen har det fint. Alt er fint.” “Er du syg?” spurgte manden. Han så ud, som om han væmmedes lidt ved hende. “Nej,” sagde Frances. “Ikke rigtigt. Det er bare en slem forkølelse.” “Måske har du fået influenza. Du ser virkelig syg ud,” sagde manden. Han rynkede panden og afsøgte det bageste af bilen med øjnene. “Og du skreg og hamrede i hornet, som om du ... havde problemer.” “Ja,” sagde Frances. “Altså ... jeg troede, at jeg var alene herude, langt fra alting. Jeg havde det bare ... dårligt et øjeblik.” Hun forsøgte at lade være med at lyde fjendtlig. Han var bare en god medborger, som havde gjort det rigtige. Han havde gjort det, enhver anden ville have gjort. 22
Et fængslende møde.indd 22
06/05/2019 11.39
“Tak, fordi du standsede, men jeg har det fint,” sagde hun venligt med sit sødeste, mest forsonlige smil. Man er nødt til at formilde store, fremmede mænd langt ude på bøhlandet. “Nå, okay.” Manden rettede sig op, mens han stønnede af anstrengelse og satte hænderne på lårene for at hjælpe til, men så bankede han på bilens tag med knoerne og bøjede sig så pludselig beslutsomt ned igen. Jeg er en mand, jeg ved besked. “Hør her, er du for syg til at køre? For hvis det ikke er sikkert, at du kører, hvis du er til fare for andre på vejen, så kan jeg virkelig ikke med god samvittighed lade dig ...” Frances rettede sig op med et sæt. For himlens skyld. “Jeg havde bare en hedestigning,” snerrede hun. Manden blev bleg. “Åh!” Han så indgående på hende. Var stille lidt. “Jeg har altid troet, at det hed en hedetur,” sagde han så. “Jeg tror, man kan bruge begge betegnelser,” sagde Frances. Det her var hendes tredje. Hun havde læst en del om det, havde talt med alle de kvinder over 45, hun kendte, og haft en lang konsultation hos sin praktiserende læge, hvor hun havde grædt: “Men der er aldrig nogen, der har sagt, at det ville være sådan her!” Lige nu holdt de øje med det. Hun fik vitamintilskud, skar ned på alkohol og krydret mad. Ha ha. “Du er altså okay,” sagde manden. Han kiggede op og ned ad landevejen, som om han ledte efter hjælp. “Jeg har det ganske udmærket,” sagde Frances. Det gav et venligt lille jag i hendes lænd, og hun prøvede ikke at ømme sig. “Jeg var ikke klar over, at hedestigninger – hedeture – var så ...” “Dramatiske? Jamen, det er de heller ikke for alle. Kun for de få heldige.” “Findes der ikke ... hvad er det nu, det hedder? Hormonbehandlinger?” Åh, for himlens skyld. “Kan du give mig en recept på noget?” spurgte Frances muntert. Manden trådte et skridt tilbage fra bilen og rakte hænderne i vejret 23
Et fængslende møde.indd 23
06/05/2019 11.39
som tegn på, at han gav op. “Undskyld. Det er bare, fordi jeg tænker på, at det var det, min kone ... Men det rager ikke mig. Hvis alting er i orden, vil jeg bare se at komme videre.” “Fint,” sagde Frances. “Tak, fordi du stoppede.” “Ikke noget problem.” Han løftede hånden, skulle til at sige noget, men ombestemte sig tilsyneladende og gik tilbage til sin bil. Der var svedskjolder på ryggen af hans T-shirt. Et bjerg af en mand. Heldigt, at han havde besluttet, at hun ikke var værd at dræbe og voldtage. Han foretrak formentlig ofre, der ikke svedte så meget. Hun så ham starte bilen og trække ud på vejen. Han hilste med en finger ved panden, da han kørte af sted. Hun ventede, til hans bil var en lille prik i bakspejlet, og rakte så ud efter det skiftetøj, hun havde liggende på passagersædet til netop denne slags situationer. “Overgangsalderen?” havde hendes 80-årige mor sagt i et distræt tonefald i telefonen fra den anden ende af verden, hvor hun nu levede lykkeligt i Sydfrankrig. “Åh, jeg tror ikke, jeg havde ret mange problemer med den, skat. Som jeg husker det, fik jeg det hele overstået på en weekend. Jeg er sikker på, at det også bliver sådan for dig. Jeg har aldrig haft de der hedeture. Helt ærligt så tror jeg, at det er en myte.” Hmpf, tænkte Frances, mens hun tørrede sin mytiske sved af med et håndklæde. Hun overvejede at sende et billede af sit tomatfarvede ansigt til en gruppe af sine skoleveninder, hvoraf hun havde kendt nogle siden børnehaven. Når de gik ud og spiste middag sammen nu, diskuterede de symptomer på overgangsalder med samme ivrige afsky, som dengang de talte om deres første menstruation. Ingen andre end Frances fik disse helt vilde hedeture, så hun ofrede sig for hele gruppen. Som alt andet i livet var deres reaktioner på overgangsalderen dikteret af deres personlighed: Di sagde, at hun befandt sig i en konstant tilstand af raseri, og hvis hendes gynækolog ikke snart gik med til, at hun fik 24
Et fængslende møde.indd 24
06/05/2019 11.39
fjernet livmoderen, ville hun tage det lille møgdyr i kraven og smække ham op ad væggen. Monica nød sine følelsers “smukke intensitet”, og Natalie spekulerede bekymret over, om det bidrog til hendes bekymringer. De var alle enige om, at det var så typisk for deres veninde Gillian at dø, så hun kunne slippe for overgangsalderen, og så græd de, så tårerne dryppede ned i deres Prosecco. Nej, hun ville ikke sende sine skolekammerater en sms, for pludselig huskede hun, hvordan hun ved den seneste middag havde set op fra menukortet og taget dem i at udveksle blikke, der ganske afgjort betød: “Stakkels Frances.” Hun kunne ikke udstå medlidenhed. Det var meningen, at præcis den gruppe af godt gifte veninder skulle være misundelige på hende, eller i hvert fald lade, som om de havde været misundelige i alle disse år, men tilsyneladende var der stor forskel på at være barnløs og single, når man var i 30’erne, og at være det, når man var i 50’erne. Ikke længere glamourøst. Nu nærmest tragisk. Jeg er kun midlertidigt tragisk, sagde hun til sig selv, mens hun trak i en ren bluse, der viste rigeligt med kavalergang. Hun smed den svedige skjorte om på bagsædet, startede bilen, så sig over skulderen og trak ud på vejen. Midlertidigt Tragisk. Det kunne være navnet på et band. Endnu et skilt. Hun kneb øjnene sammen. Tranquillum House, stod der på det. “Drej til venstre næste gang,” sagde hendes gps. “Ja, det ved jeg. Jeg kan godt se det.” Hun mødte sit eget blik i bakspejlet og prøvede at give sig selv et “er livet ikke bare interessant!”-blik. Frances havde altid godt kunnet lide tanken om parallelle universer, hvori flere forskellige versioner af hende selv afprøvede forskel lige liv – et, hvor hun var administrerende direktør og ikke forfatter, et, hvor hun var mor til to eller fire eller seks børn i stedet for ingen, et, hvor hun ikke var blevet skilt fra Sol, og et, hvor hun ikke var blevet skilt fra Henry – men det meste af tiden havde hun bare været tilfreds med, eller i det mindste accepteret, det univers, hun befandt 25
Et fængslende møde.indd 25
06/05/2019 11.39
sig i ... Bortset fra lige nu, for lige nu var det, som om der var sket en eller anden katastrofal kvantefysisk administrativ fejl. Hun var havnet i det forkerte univers. Det var meningen, at hun skulle være høj på begær og kærlighed i USA, ikke plaget af smerter og sorg i Australien. Det var helt forkert. Uacceptabelt. Og alligevel var hun her. Der var ikke andet at gøre, ikke andre steder at tage hen. “For helvede,” sagde hun og drejede til venstre.
Et fængslende møde.indd 26
06/05/2019 11.39
Goodreads
Men ved hun det, eller skal Frances se at komme væk fra Tranquillum House, mens hun stadig kan? Det varer ikke længe, før de ni andre gæster spørger sig selv om det samme.
Amazon Entertainment Weekly Cosmopolitan Vogue
LIANE MORI ARTY
DEN INTERNATIONALE BES TS ELLERFORFATTER BAG STORE S M Å LØGNE
People USA Today Harper’s Bazaar Publishers Weekly
LIANE MORIARTY (f. 1966, Sydney) har skrevet otte romaner, der alle er blevet
„Fantastisk underholdning.“ THE TIMES „En sand gave til fans af Store små løgne.“ PEOPLE „Liane Moriarty er en mester i stramt styret spænding.“ THE WASHINGTON POST
internationale bestsellere. Da romanen Store
ET FÆNGSLENDE MØDE
Elle
© Uber Photography
Glamour
LIANE MORIARTY
UDVALGT SOM EN AF ÅRETS BEDSTE ROMANER I:
Da forfatteren Frances Welty drejer op foran porten til wellnesscenteret Tranquillum House, er hun på sammenbruddets rand. Hendes forlag har afvist hendes seneste roman, kæresten har forladt hende, og hun er midt i en hedetur fra helvede. Men da de øvrige gæster begynder at ankomme, stiger hendes humør, og det bliver kun bedre, da hun møder stedets karismatiske leder, russiske Masha, en statelig kvinde, der har prøvet at dø og synes at vide præcis, hvad Frances har brug for.
små løgne udkom, blev Moriarty den første australske forfatter, der røg direkte ind som nr. 1 på New York Times’ bestsellerliste. Senere hittede bogen også som HBO-serien Big Little Lies. Moriartys bøger er solgt i over 14 millioner eksemplarer på verdensplan og udgivet på 39 sprog.
ISBN: 978-87-400-5235-0
ROMAN
HR. FERDI NA ND