I Hank Greens filmiske debutroman bliver en ung kvin-
”Der er grønt lys, så jeg krydser 23rd, og en taxi
de pludseligt verdensberømt, og inden hun ved af det
dytter ad mig, som om jeg ikke skulle være i fodgæn-
involveret i noget, der er langt større og mærkeligere,
gerovergangen. Whatever, dude, jeg har grønt lys.
end nogen kunne have forestillet sig.
Jeg vender om for at gå tilbage til kontoret og får omgående øje på den. Da jeg kommer nærmere,
Carl’erne var der pludselig bare. Ingen vidste, hvor de kom fra, hvem de var, eller hvad de var lavet af – hvad ville de?
HANK GREEN er vlogger, iværksætter, videnskabskommunikator og sikkert også nogle andre ting. Hans virksomhed, Complexly, producerer videoer, som er blevet set mere end to milliarder gange på kanaler som SciShow, Crash Course og Vlogbrothers. Vlogbrothers har han sammen med sin bror John Green. Hank Green bor i Montana med sin hustru og søn. Du kan følge ham på Twitter og Facebook @HankGreen.
En nat, da April May er på vej hjem gennem New Yorks gader, kommer hun forbi en kæmpestatue, som aldrig har været der før. Hun og hendes ven Andy laver en video med statuen, og næste dag er videoen gået viralt. April May vågner op til et nyt liv, hvor hun befinder sig i centrum af nyhedshistorien om den mystiske statue, Carl, som viser sig at være dukket op i verdens 50 største byer. Ingen kan flytte statuerne, og ingen kan finde ud af, hvad de er lavet af. Før var April May en rimelig normal ung kvinde, men efter hun har involveret sig i mysteriet om, hvor Carl kommer fra, bliver hun verdensberømt – og afhængig af berømmelsen.
bliver det tydeligt, at det er en virkelig – VIRKELIG exceptionel skulptur.”
Romanen belyser, hvordan vores samtidskultur opererer med frygt og usikkerhed som virkemiddel, og hvordan et liv i offentlighedens søgelys kan
ROMAN
ændre vores inderste kerne som mennesker.
Et fuldstændig fantastisk fænomen er en dristig, underholdende og stærkt relevant roman, som bl.a. beskæftiger sig med, hvordan de sociale medier kan føre til pludselig berømmelse – og radikalisering.
POLITIKENS FORLAG
ET FULDSTÆNDIG FANTASTISK FÆNOMEN
Et fuldstændigt fantastisk fænomen.indd 1
16/10/2018 14.55
Hank Green
ET FULDSTÆNDIG FANTASTISK FÆNOMEN
Oversat af Randi Bjerre Høfring
POLITIKENS FORLAG
Et fuldstændigt fantastisk fænomen.indd 3
16/10/2018 14.55
Tak, mor!
Et fuldstĂŚndigt fantastisk fĂŚnomen.indd 4
16/10/2018 14.55
KAPITEL ET
Okay, jeg er klar over, at du sidder her for at høre en storslået fortælling om intriger og mysterier og eventyr og nærdødsoplevelser og faktiske dødsoplevelser, men for at nå frem til dem må du (medmindre du vil springe frem til kapitel 13 – det bestemmer du jo selv) først forholde dig til, at jeg, April May, ud over at være en af de vigtigste ting, der nogensinde er sket for den menneskelige race, også er en kvinde i tyverne, som har begået nogle fejl. Jeg befinder mig i den vidunderlige position, at jeg har krammet på dig. Det er mig, der har historien, og derfor kan jeg fortælle den sådan, som jeg selv vil. Det betyder, at du kommer til at forstå mig og ikke kun min historie, så du skal ikke blive overrasket, hvis der er noget drama. Jeg vil forsøge at være så ærlig som muligt, men jeg indrømmer også, at der er en betydelig vinkling til fordel for mig. Hvis du får noget ud af det her, vil det ideelt set ikke føre til, at du er mere eller mindre på den ene eller anden side, men ganske enkelt forstår, at jeg er (eller i det mindste var) et menneske. Og jeg følte mig ret meget udelukkende menneskelig, da jeg slæbte min trætte krop ned ad 23rd Street klokken kvart i tre om natten efter en seksten timer lang arbejdsdag i en startup, der (takket være en ufattelig lortet kontrakt, som jeg underskrev) skal forblive anonym. At gå på kunstskole kan godt virke som en forfærdelig økonomisk beslutning, men det er faktisk kun rigtigt, hvis man bliver nødt til at tage det ene vilde studielån efter det andet for at finansiere sin fancy og arrogan5
Et fuldstændigt fantastisk fænomen.indd 5
16/10/2018 14.55
te uddannelse. Og det var selvfølgelig præcis, hvad jeg havde gjort. Mine forældre var succesfulde og drev en virksomhed, der leverede udstyr til små og mellemstore mælkeproducenter. De solgte og distribuerede for eksempel de små tingester, man sætter på en ko for at få mælken ud. Det var en god forretning, god nok til, at jeg ikke ville have haft en masse gæld, hvis jeg havde valgt et offentligt universitet. Men det gjorde jeg ikke. Jeg havde lån. Masser af lån. Så efter at være hoppet fra hovedfag til hovedfag (reklame, finere kunst, fotografi, illustration) og endelig landet på den hverdagsagtige (men i det mindste brugbare) bachelor i design tog jeg det første job, som ville lade mig blive i New York og ude af mit gamle værelse i mine forældres hus i Northern California. Og det var et job i en dødsdømt startup, som blev finansieret af det uendelige væld af rige mennesker, der kun kan drømme den mest kedelige drøm, rige mennesker kan drømme: at blive endnu rigere. Men at arbejde i en startup betyder selvfølgelig, at man er en del af ”familien”, så når tingene går galt, eller deadlines bliver overskredet, eller når en investor får et hysterisk anfald, eller bare fordi, får man ikke fri før klokken tre om morgenen. Hvilket jeg ærligt talt hadede. Jeg hadede det, fordi firmaets time management-app var en latterlig idé og faktisk ikke hjalp folk, jeg hadede det, fordi jeg vidste, at jeg kun gjorde det for pengenes skyld, og jeg hadede det, fordi de bad de ansatte om at behandle projektet som hele deres liv i stedet for et arbejde, hvilket betød, at jeg ikke havde ret meget tid tilovers til at arbejde på mine egne projekter. MEN! Jeg brugte rent faktisk min uddannelse til at lave reelt grafisk design, og jeg blev betalt nok til at have råd til husleje mindre end et år efter, at jeg blev færdig med uni. Mit arbejdsmiljø var tæt på at være teknisk ulovligt, og jeg betalte halvdelen af 6
Et fuldstændigt fantastisk fænomen.indd 6
16/10/2018 14.55
min indtægt for at sove i stuen i en toværelseslejlighed, men jeg fik det til at fungere. Jeg løj lige lidt der. Min seng stod i stuen, men jeg sov mest i soveværelset – Mayas værelse. Vi boede ikke sammen, vi var roomies, og April-fra-fortiden ville sætte pris på, at jeg gjorde dét helt klart. Hvad er forskellen på de to ting? Tja, mest, at vi ikke datede, før vi flyttede sammen. Det er praktisk at hooke op med sin værelseskammerat, men også en lille smule forvirrende, når man har boet sammen gennem det meste af college … før vi endelig hookede op og nu har været et par i mere end et år. Hvis man tilfældigvis allerede bor sammen, hvornår kommer ”Skal vi flytte sammen”-spørgsmålet så op? Tja, for Maya og mig var spørgsmålet, ”Kan vi ikke godt flytte den genbrugsmadras ud af stuen, så vi kan sidde på en sofa, når vi ser Netflix?”, og indtil videre havde mit svar været, ”Helt sikkert ikke, vi er kun roommates, som dater.” Og det er årsagen til, at der stadig stod en seng i vores stue. Jeg sagde jo, at der ville være drama. Nå, men tilbage til den skæbnesvangre nat i januar. Den her åndssvage app skulle have en ny release klar i App Storen ugen efter, og jeg havde ventet på de endelige godkendelser af nogle ændringer i bruger-interfacen, og blablabla, det er virkelig ligegyldigt – det var kedeligt arbejdsbullshit. I stedet for at komme ind tidligt blev jeg til sent, som jeg altid har foretrukket det. Min hjerne var suget helt tør af at forsøge at fortolke kryptiske retningslinjer fra chefer, som ikke anede noget om forskellen på raster og vektor. Jeg tjekkede ud af bygningen (det var et kontorfællesskab, ikke engang rigtigt lejede kontorer) og gik de tre minutter hen til subway-stationen. Og så blev mit MetroCard afvist UDEN NOGEN GRUND. Jeg havde et andet, som lå på mit skrivebord på arbejdet, og 7
Et fuldstændigt fantastisk fænomen.indd 7
16/10/2018 14.55
jeg var ikke helt sikker på, hvor mange penge jeg havde på min bankkonto, så det lod til, at jeg skulle gå de tre blokke tilbage til kontoret bare for at være på den sikre side. Der er grønt lys, så jeg krydser 23rd, og en taxi dytter ad mig, som om jeg ikke skulle være i fodgængerovergangen. Whatever, dude, jeg har grønt lys. Jeg vender om for at gå tilbage til kontoret og får omgående øje på den. Da jeg kommer nærmere, bliver det tydeligt, at det er en virkelig – VIRKELIG exceptionel skulptur. Jeg mener, den er FANTASTISK, men den er også sådan lidt ”New York-fantastisk”, hvis du forstår? Hvordan skal jeg forklare mit indtryk af den? Det er nok … altså … i New York bruger folk ti år på at frembringe noget fantastisk, noget, som fanger essensen af en idé så perfekt, at verden pludselig bliver ti gange klarere. Det er smukt, og det er kraftfuldt, og nogen viede en enorm del af deres liv til det. De lokale nyheder laver en historie om det, og alle siger ”Fedt!”, og i morgen glemmer vi det til fordel for et andet FULDSTÆNDIG PERFEKT OG BEMÆRKELSESVÆRDIGT FÆNOMEN. Det gør ikke tingene uvidunderlige eller ikke-unikke … Det er bare, at der er mange, som laver en masse fantastiske ting, så til sidst bliver man lidt blasert. Så det var sådan, jeg havde det, da jeg så den – en tre meter høj Transformer, iført en samurairustning. Den enorme brystkasse løftede sig op mod himlen, mindst to-to en halv meter op over mig. Den stod bare der midt på fortovet, fuld af energi og kraft. Den så ud, som om den hvert øjeblik, det skulle være, kunne vende sig om for at rette det tomme, majestætiske blik hen mod mig. Men i stedet stod den der bare, tavs og næsten foragtelig, som om verden ikke fortjente dens opmærksomhed. I gadebelysningen var metallet et kludetæppe af blæksorte, matte og spejlblanke, sølvfarvede felter. Den var 8
Et fuldstændigt fantastisk fænomen.indd 8
16/10/2018 14.55
tydeligvis af metal … den var ikke en eller anden spraymalet cosplay-ting af pap. Den var chokerende godt lavet. Jeg tøvede i måske fem sekunder, før både kulden og dens blik fik mig til at gyse, og så gik jeg videre. Og så. Mærkede. Jeg. Det. Største. Ryk. Altså, jeg er en kunstner, som arbejder alt for hårdt i et dybt uinteressant job for at betale alt for meget i husleje, så jeg kan blive her – så jeg kan forblive en del af en af de mest kreative og indflydelsesrige kulturer på Jorden. Her midt på fortovet står et kunstværk, som havde været en kæmpe opgave, en installation, som kunstneren havde arbejdet på – muligvis i årevis – for at få folk til at standse op og se på den og reflektere. Og her er jeg, så forhærdet af storbylivet og mentalt drænet af mange timers skubben rundt med pixels, at jeg ikke engang giver noget så monumentalt mere end to sekunders opmærksomhed. Jeg husker det her øjeblik så tydeligt, så jeg må vel hellere nævne det. Jeg gik tilbage til skulpturen, løftede mig op på tåspidser og sagde: ”Synes du, jeg skal ringe til Andy?” Skulpturen gjorde selvfølgelig ingenting. ”Bare stå stille, hvis det er okay, at jeg ringer til Andy.” Og så ringede jeg. Men først, lidt baggrundsinfo om Andy! Du kender godt de øjeblikke, hvor ens liv forandrer sig, og man tænker: Jeg vil afgjort og 100 procent sikkert fortsætte med at elske og værdsætte og føle mig forbundet med alle disse cool mennesker, som jeg har tilbragt så mange år sammen med, til trods for at vores liv ændrer sig ret meget lige nu, og så kunne man i virkeligheden lige så godt unfriende dem på Facebook, for man kommer aldrig nogensinde til at se dem? Okay, men på en eller anden måde var det (indtil videre) lykkedes Andy, Maya og mig at undgå den skæbne. Maya og jeg 9
Et fuldstændigt fantastisk fænomen.indd 9
16/10/2018 14.55
havde gjort det ved at bo på de samme fyrre kvadratmeter. Men Andy boede i den anden ende af byen, og vi kendte ham ikke engang før på andet år. På det tidspunkt tog Maya og jeg stort set de samme fag, fordi, ja, altså vi kunne virkelig godt lide hinanden. Det sagde sig selv, at vi var i gruppe sammen, når der var gruppearbejde. Men professor Kennedy delte os op i grupper på tre, hvilket betød, at vi ville få et random tredje hjul. På en eller anden måde endte vi med Andy (eller set fra hans side var det nok ham, der endte med os). Jeg vidste godt, hvem Andy var. Jeg havde dannet mig et uklart indtryk af ham, som primært var, ”den fyr er godt nok mere selvsikker, end han har ret til at være”. Han var tynd og akavet med printerpapirbleg hud. Jeg gik ud fra, at han indledte alle sine frisøraftaler med at bede frisøren om at få det til at se ud, som om han aldrig havde været der. Men han var altid klar med en hurtig bemærkning, og som regel var de hurtige bemærkninger enten sjove eller indsigtsfulde. Projektet var en fuld brandingstrategi for et fiktivt produkt. Vi behøvede ikke at lave emballage, men vi skulle lave flere logomuligheder og en style guide (det er en lille bog, der fortæller alle, hvordan brandet bør præsenteres, og hvilke fonte og farver der skal bruges i hvilke situationer). Det sagde mere eller mindre sig selv, at vi ville vælge en eller anden hip og cool virksomhed, som laver etisk ansvarlige fairtrade-jeans med fuldstændig ubrugelige lommer eller noget i den stil. Faktisk valgte folk så godt som altid et fiktivt bryggeri, for vi gik på uni. Vi betalte mange penge for at kultivere vores smag i øl og være snobbede omkring det. Og jeg er sikker på, at det var den retning, Maya og jeg ville være gået i, men Andy var ulideligt stædig, og på en eller anden måde overtalte han os til, at vi skulle lave visuel identitet til ”Bubble Bum” – et tyggegummi med smag af mås. Til 10
Et fuldstændigt fantastisk fænomen.indd 10
16/10/2018 14.55
at begynde med var hans argumenter fjollede. Han sagde, at vi ikke ville komme til at lave fancy og cool ting, når vi var færdiguddannede, så vi kunne lige så godt lade være med at tage projektet så seriøst. Men han overtalte os, da han blev alvorlig. ”Okay, hør engang,” sagde han, ”det er let at få noget cool til at se cool ud, det er derfor, alle vælger cool ting. Men i sidste ende bliver cool altid kedeligt. Hvad hvis vi kan få noget åndssvagt til at se fantastisk ud? Noget usælgeligt til at se vildt fedt ud? Dét er en rigtig udfordring. Det kræver seriøse skills. Lad os bevise, at vi har seriøse skills.” Jeg husker det ret tydeligt, for det var dér, det gik op for mig, at Andy rummede mere, end jeg havde troet. Da projektet var ved at være færdigt, kunne jeg ikke lade være med at føle mig lidt overlegen i forhold til resten af vores klassekammerater, som tog deres skinny jeans og mikrobryggerier så seriøst. Og det endelige produkt så virkelig fedt ud. Andy var – og det havde jeg godt vidst, men ikke rigtig noteret mig som vigtigt – en utrolig dygtig illustrator, og med Mayas talent for at håndtegne bogstaver og mit colour palette-arbejde endte det faktisk med at se ret fedt ud. Så det var sådan, Maya og jeg mødte Andy, og thank God, at vi gjorde det. For at være helt ærlig havde vi brug for et tredje hjul til at udligne intensiteten i det tidlige stadie af vores forhold. Efter Bubble Bum-projektet, som Kennedy var så vild med, at han lagde det på holdets hjemmeside, blev vi lidt af en trio. Vi arbejdede endda på nogle freelanceprojekter sammen, og af og til kom Andy hjem til os og tvang os til at spille brætspil. Og så brugte vi bare aftenen på at tale om politik eller vores drømme og bekymringer. Han var helt tydeligt en lille smule forelsket i mig, men det generede aldrig rigtigt nogen af os, for han vidste, at jeg var taget, og, tja, jeg tror ikke, at 11
Et fuldstændigt fantastisk fænomen.indd 11
16/10/2018 14.55
Maya så ham som en trussel. På en eller anden måde gik vores fælles venskab ikke i stykker, da vi blev færdige, og vi blev ved med at hænge ud med sjove, mærkelige, kloge, dumme Andy Skampt. Som jeg nu ringede til klokken tre om natten. ”… fuck sker der, April, klokken er tre?” ”Hey, jeg har noget, som du måske gerne vil se.” ”Det vil jeg ret meget tro kan vente til i morgen.” ”Nej, det er supercool. Tag dit kamera med … og har Jason noget lys?” Jason var Andys roommate – de ville begge to gerne være berømte på nettet. De streamede sig selv til bittesmå tilskuergrupper, mens de spillede computerspil, og de lavede en podcast om de bedste dødsscener i tv-serier, som de også filmede og lagde op på YouTube. For mig virkede det bare som den uhelbredelige lidelse, som så mange velhavende fyre har – til trods for tons af beviser på det modsatte tror de helt seriøst, at verden har brug for endnu en comedy podcast af to hvide mænd. Det lyder hårdt, men det var sådan, jeg oplevede det dengang. Men nu ved jeg selvfølgelig, hvor let det er at føle, at man ikke betyder noget, hvis ingen ser en. Og siden dengang har jeg også lyttet til Slainspotting, og den er faktisk ret sjov. ”Vent … hvad sker der? Hvad skal jeg?” spurgte han. ”Du skal gøre det her: Du går over til Gramercy Theatre, og du tager så meget af Jasons videohejs med, som du kan, du kommer ikke til at fortryde det, så du skal ikke engang overveje at gå tilbage til det hentai-VR-spil, som du er i gang med … Det her er bedre, det lover jeg.” ”Ja, det siger du, men har du spillet Cherry Blossom Fairy Five, April May? Har du?” ”Nu lægger jeg på … Du er her om fem minutter.” Jeg lagde på. Adskillige folk, som ikke var Andy, gik forbi, mens jeg ven12
Et fuldstændigt fantastisk fænomen.indd 12
16/10/2018 14.55
tede på ham. Manhattan er mindre happening, end den var engang, ingen tvivl om det, men det her er stadig byen, der aldrig sover. Det er også byen for, ”Og se! Her er marken, hvor jeg dyrker mine ’holy fucks’. Lad dit blik skue ud over den, og vid, at den er gold.” Folk sendte skulpturen et hurtigt blik og fortsatte videre, ligesom jeg havde været meget tæt på at gøre. Jeg forsøgte at se ud, som om jeg havde travlt med noget. Manhattan er ikke farlig, men det er ikke ensbetydende med, at en treogtyveårig kvinde, som står alene på gaden klokken tre om natten, ikke vil blive chikaneret fra tid til anden. I løbet af de næste par minutter tilbragte jeg lidt tid sammen med konstruktionen. Der er aldrig rigtig mørkt på Manhattan, der var masser af lys rundt omkring, men de dybe skygger og skulpturens størrelse gjorde det svært virkelig at forstå den. Den var enorm. Den vejede sikkert flere hundrede kilo. Jeg tog min handske af og prikkede til den og opdagede, at metallet overraskende nok ikke var koldt. Heller ikke ligefrem varmt … men hårdt. Jeg gav den et dunk på underlivet, men hørte ikke den rungende lyd, som jeg havde forventet. Det var mere et dunk efterfulgt af en lav summen. Jeg begyndte at tænke, at det var en af kunstnerens hensigter … at målet var, at indbyggerne i New York skulle interagere med skulpturen … opdage dens egenskaber. Når man læser kunst og design, tænker man meget over formål og hensigter. Det var bare det udgangspunkt, man altid vendte tilbage til: SE KUNST VURDER KUNST. Til sidst holdt jeg op med at vurdere den og betragtede den bare. Jeg var begyndt at synes virkelig godt om den. Ikke bare som en genstand, en anden havde skabt, men sådan som man elsker virkelig god kunst … jeg nød den bare. Den var så anderledes i forhold til andre ting, jeg havde set. Og modig i sin ”transformerhed”. Altså, jeg ville være rædselssla13
Et fuldstændigt fantastisk fænomen.indd 13
16/10/2018 14.55
gen for at lave noget, som visuelt reflekterede mecha-robotter på nogen måde … Ingen vil sammenlignes med noget, som er mainstream og populært. Det er den værste af alle tænkelige skæbner. Men det her værk rummede meget mere end det. Det syntes at være kommet fra et helt andet sted end nogen anden kunst, jeg tidligere havde set, om det så var skulpturelt eller ej. Jeg var rimelig opslugt af den, da Andy pludselig hev mig tilbage til virkeligheden. ”Hold nu fucking …” Han havde sin rygsæk på og tre kameraremme om halsen, og han havde to tripodstativer i hænderne. ”Yup,” svarede jeg. ”Den. Er. AWESOME.” ”Ja … Det forfærdelige er, at jeg var lige ved bare at gå forbi den. Jeg tænkte sådan: ’Okay, der er endnu en fucking cool New York-ting’, og gik bare videre. Men så slog det mig, at jeg hverken havde hørt eller set noget om den, og eftersom du jo altid leder efter dit store virale hit, kunne det være, at du ville være den første med historien. Så jeg har passet på den for dig.” ”Så du så det her store, smukke, muskuløse kunstværk, og hvem tænkte du omgående på: ANDY Skampt!” Hans tommelfingre borede sig ind i det magre bryst. ”LOL,” svarede jeg sarkastisk. ”Faktisk tænkte jeg, at jeg ville gøre dig en tjeneste, og her er den, så måske skulle du bare være glad for dét?” En smule stødt rakte han mig en tripod. ”Okay, jamen så lad os få sat det her op. Vi må i gang, før Channel 6 snalrer forbi og stjæler vores scoop.” I løbet af fem minutter var kameraerne sat op, et batteri drevet lys skinnede hårdt, og Andy satte mikrofonen fast på 14
Et fuldstændigt fantastisk fænomen.indd 14
16/10/2018 14.55
sit revers. Han så ikke lige så fjoget ud, som han gjorde, da vi studerede. Han var holdt op med at gå med tåbelige baseballkasketter, og han havde opgivet sine uregerlige (eller bare usædvanlige) frisurer til fordel for en kort, bølget ting, som klædte hans ansigtsform. Men selv om han var tyve centimeter højere end mig og næsten præcis lige så gammel, så han stadig fem år yngre ud. ”April,” sagde han. ”Ja.” ”Jeg tror måske, det skal være dig.” Jeg svarede sikkert med et eller andet forvirret grynt. ”Foran kameraet, altså.” ”Dude, det her er din drøm, ikke min. Jeg aner ikke noget som helst om YouTube.” ”Det er bare … altså, ja …” Når jeg nu tænker tilbage, tror jeg, at det er muligt, selv om jeg aldrig spurgte ham, at han lidt havde på fornemmelsen, at det her faktisk kunne blive stort. Ikke så stort, som det viste sig at blive, selvfølgelig, men stort. ”Hey, du skal ikke tro, at du kan indsmigre dig ved at gøre mig berømt på nettet. Det har jeg overhovedet ikke lyst til.” ”Nej, men du ved ikke, hvordan man bruger kameraet.” Jeg kunne se, at han fandt på en undskyldning, men jeg kunne ikke regne ud hvorfor. ”Jeg ved ikke, hvordan man laver alt det tekniske bag kameraet, men jeg ved heller ikke, hvordan man opfører sig foran kameraet. Du og Jason snakker til nettet hele dagen. Jeg er dårligt nok på Facebook.” ”Du er på Instagram.” ”Det er noget andet.” Jeg smilede lidt. ”Ikke rigtigt. Det er tydeligt, at du ikke er ligeglad med, hvad du lægger op der. Du narrer ikke nogen. Du er en digital pige, April, i en digital verden. Vi ved alle sammen, hvordan 15
Et fuldstændigt fantastisk fænomen.indd 15
16/10/2018 14.55
man viser sig frem.” Man må elske Andy for at være så ligefrem. Og han havde selvfølgelig ret. Jeg forsøgte at lade være med at gå op i de sociale medier, og jeg foretrak rent faktisk at hænge ud i kunstgallerier frem for på Twitter. Men jeg var ikke så offline, som jeg fremstillede mig selv som. At være irriteret over omhyggeligt tilpassede internetpersonligheder var en del af min omhyggeligt tilpassede internetpersonlighed. Ikke desto mindre tror jeg, at vi begge to kunne mærke, at Andy forsøgte at køre en pointe hjem, som ikke var 100 procent begrundet. ”Andy, hvad sker der?” ”Det er bare …” – han tog en dyb indånding – ”Jeg tror, at det ville være bedst for kunstneren, hvis det er dig. Jeg er en fucking tumpe, jeg ved godt, hvordan jeg ser ud. Folk vil ikke tage mig seriøst. Du ligner en kunstner med dit outfit og dine kindben. Du ser ud, som om du ved, hvad du taler om. Du ved faktisk, hvad du taler om, og du er god til det. Hvis jeg gør det her, gør jeg det bare til en joke. Desuden var det dig, der fandt den, så jeg synes bare, at det giver mest mening, hvis du er foran kameraet.” I modsætning til de fleste fra min årgang, som tog designuddannelsen, tænkte jeg meget over finere kunst. Hvis du spekulerer over, hvad forskellen er, så er finere kunst kunst, der eksisterer for sin egen skyld. Det, som finere kunst gør, gør den for sig selv. Design er kunst, som gør noget andet. Det er mere en visuel konstruktion. Da jeg begyndte at læse, fokuserede jeg på finere kunst, men i slutningen af første semester besluttede jeg mig for, at jeg måske gerne ville have et job en dag. Så jeg skiftede til reklame, som jeg hadede, så jeg skiftede en hel del mere, før jeg gav efter og begyndte at læse design. Men jeg brugte stadig langt mere tid og energi på at holde øje med kunstscenen i Manhattan, end nogen af mine venner fra design gjorde. Det var en af årsagerne til, at jeg var så desperat 16
Et fuldstændigt fantastisk fænomen.indd 16
16/10/2018 14.55
efter at blive i byen. Det lyder måske dumt, men bare det at være nogle-og-tyve år og bo i New York fik mig til at føle mig vigtig. Selv om jeg ikke lavede rigtig kunst, klarede jeg mig i det mindste i den her by, langt, langt væk fra mine forældres mejeriforsyningsvirksomhed. Men Andy viste ingen tegn på at give op, og jeg besluttede mig for, at det faktisk ikke betød så meget. Så jeg trak mikrofonen op under min bluse … Ledningen var varm fra Andys krop. Projektøren lyste mig ind i øjnene, og jeg kunne dårligt nok se linsen. Det var koldt, det blæste en lille smule, vi var alene på fortovet. ”Er du klar?” spurgte han. ”Giv mig den mikrofon,” svarede jeg og pegede på en åben taske på fliserne. ”Der er masser af go i din lav, du har ikke brug for den.” Jeg anede ikke, hvad det betød, men jeg forstod, hvad han mente. ”Nej, bare som rekvisit … så jeg kan … interviewe den?” ”Åh … cool …” Han rakte mig mikrofonen. ”Okay,” sagde jeg. ”’Kay, så kører vi.”
Et fuldstændigt fantastisk fænomen.indd 17
16/10/2018 14.55
I Hank Greens filmiske debutroman bliver en ung kvin-
”Der er grønt lys, så jeg krydser 23rd, og en taxi
de pludseligt verdensberømt, og inden hun ved af det
dytter ad mig, som om jeg ikke skulle være i fodgæn-
involveret i noget, der er langt større og mærkeligere,
gerovergangen. Whatever, dude, jeg har grønt lys.
end nogen kunne have forestillet sig.
Jeg vender om for at gå tilbage til kontoret og får omgående øje på den. Da jeg kommer nærmere,
Carl’erne var der pludselig bare. Ingen vidste, hvor de kom fra, hvem de var, eller hvad de var lavet af – hvad ville de?
HANK GREEN er vlogger, iværksætter, videnskabskommunikator og sikkert også nogle andre ting. Hans virksomhed, Complexly, producerer videoer, som er blevet set mere end to milliarder gange på kanaler som SciShow, Crash Course og Vlogbrothers. Vlogbrothers har han sammen med sin bror John Green. Hank Green bor i Montana med sin hustru og søn. Du kan følge ham på Twitter og Facebook @HankGreen.
En nat, da April May er på vej hjem gennem New Yorks gader, kommer hun forbi en kæmpestatue, som aldrig har været der før. Hun og hendes ven Andy laver en video med statuen, og næste dag er videoen gået viralt. April May vågner op til et nyt liv, hvor hun befinder sig i centrum af nyhedshistorien om den mystiske statue, Carl, som viser sig at være dukket op i verdens 50 største byer. Ingen kan flytte statuerne, og ingen kan finde ud af, hvad de er lavet af. Før var April May en rimelig normal ung kvinde, men efter hun har involveret sig i mysteriet om, hvor Carl kommer fra, bliver hun verdensberømt – og afhængig af berømmelsen.
bliver det tydeligt, at det er en virkelig – VIRKELIG exceptionel skulptur.”
Romanen belyser, hvordan vores samtidskultur opererer med frygt og usikkerhed som virkemiddel, og hvordan et liv i offentlighedens søgelys kan
ROMAN
ændre vores inderste kerne som mennesker.
Et fuldstændig fantastisk fænomen er en dristig, underholdende og stærkt relevant roman, som bl.a. beskæftiger sig med, hvordan de sociale medier kan føre til pludselig berømmelse – og radikalisering.
POLITIKENS FORLAG