Fra broderskab til mønsterbrud by JP/Politikens Forlag

Fra broderskab til mønsterbrud er en rå historie om, hvordan et ungt menneske kan havne i det forkerte spor, når han vokser op med en alkoholiseret og syg mor, og ingen skrider ind over for det omsorgssvigt, han udsættes for. Rolf Hermansen lægger ud med at være en fodboldglad knægt i Brøndby, men med store udfordringer derhjemme og ingen støtte. Som ung mand ender han i sin søgen efter anerkendelse og fællesskab som medlem af rockerklubben Hells Angels, hvor han på nærmeste hold oplever rockerkrigen. Rolf ender bag tremmer, men beslutter i fængslet, at han vil begynde et nyt liv, når han kommer ud igen. Han vil læse til pædagog, så han kan hjælpe andre unge, der som han selv har fået en svær start på livet. Men beslutningen viser sig at være uventet svær. For hvordan begår man sig i en verden af normalitet, som man intet kender til? Når man ikke ved, hvordan man opfører sig som kæreste, far, studerende, kollega – eller bare almindelig borger? For Rolf bliver ønsket om en ny tilværelse en årelang kamp, hvor han ikke alene igen og igen skal overvinde uventede udfordringer og forhindringer, men også håndtere smertefulde erkendelser, ikke mindst om sig selv. Den vigtigste erkendelse er dog, at han i virkeligheden allerhelst bare vil elskes – og lære at elske tilbage.

politikens forlag

FRA BRODERSKAB TIL MØNSTERBRUD ROLF HERMANSEN

EN EKS-ROCKERS KAMP FOR AT BRYDE MED FORTIDEN OG LÆRE AT LEVE I NUTIDEN

For mig var det at gå på det seminarie og overleve i det miljø næsten lige så stressende og krævende som at være med i rockerkrigen. Jeg var i konstant alarmberedskab. Hvem siger hvad, hvad sker der nu, hvem er i konflikt med hvem om hvad, hvordan håndterer jeg mig selv i det? Det var brutalt, simpelthen. Mine nervebaner blev hurtigt slidt ned, og det gamle overtryk i hovedet begyndte at presse sig på. Heldigvis kunne jeg ikke deltage i aftenmøderne, da jeg skulle tilbage til fængslet. Det var en stor lettelse. Fængslet gav mig noget frihed og et åndehul, hvor jeg kunne slappe af. FRA BOGEN

EN EKS-ROCKERS KAMP FOR AT OVERVINDE FORTIDEN ROLF HERMANSEN politikens forlag

Fra broderskab til mĂ¸nsterbrud

Fra broderskab til mÃ¸nsterbrud EN EKS-ROCKERS KAMP FOR AT OVERVINDE FORTIDEN ROLF HERMANSEN I samarbejde med Mikael Lindholm

Politikens Forlag

Allerhelst vil jeg elskes. Hvis jeg ikke kan blive elsket, vil jeg respekteres. Hvis jeg ikke kan blive respekteret, vil jeg anerkendes. Hvis jeg ikke kan blive anerkendt, vil jeg accepteres. Hvis jeg ikke kan blive accepteret, vil jeg bemĂŚrkes. Hvis jeg ikke kan blive bemĂŚrket, vil jeg frygtes. Hvis jeg ikke kan blive frygtet, vil jeg hades.

INDHOLD FORORD 7 PROLOG

NYTÅRSAFTEN ÅR 2000

KAPITEL 1

MOR 13 KAPITEL 2

NIENDE SAL

KAPITEL 3

KONFIRMATIONEN 37 KAPITEL 4

HENRIK 53 KAPITEL 5

ROCKER-ROLF 65 KAPITEL 6

KLIK, TRYK, BOM

KAPITEL 7

DEN STORE NORDISKE ROCKERKRIG

107

Indhold

KAPITEL 8

FANGE NUMMER 435

125

KAPITEL 9

PÆDAGOG? MIG?

141

KAPITEL 10

ALLERHELST VIL JEG ELSKES

161

KAPITEL 11

HEIDI 173 KAPITEL 12

FAR 183 KAPITEL 13

MENTOR ROLF

193

KAPITEL 14

MIN DRØM

205

EPILOG 215

FRA BRODERSKAB TIL MØNSTERBRUD

FORORD Jeg har skrevet denne fortælling, fordi jeg gennem de senere år flere gange er stødt på mennesker, der, når de hører brudstykker af mit liv, undrer sig: Hvordan i alverden går man fra at være rocker og straffefange til at blive pædagog og mentor? Deres spørgsmål har fået mig til at tænke over, hvad det egentlig er, jeg har oplevet – og overlevet. For mig har det bare været mit liv, som det nu engang har udspillet sig. Men andre har sagt, at det er for vildt. Sådan tænkte jeg ikke selv over det, men hvis mine oplevelser kan være til inspiration for andre, så kommer historien på de næste sider. Min fortælling har ikke til formål at udstille nogen, hverken enkeltpersoner eller det rockermiljø jeg i en årrække valgte at være en del af. Den handler udelukkende om min egen livsrejse og mine valg, om hvorfor jeg havnede, hvor jeg gjorde, og om de oplevelser og tanker jeg havde undervejs – og har i dag. Af samme grund er mange af navnene på de personer, der optræder i bogen, ændret, ligesom jeg har forsøgt at fortælle historien med den stemme og den forståelse, som jeg havde i de forskellige faser af mit liv. I takt med at jeg begyndte at rekonstruere mit liv, blev det meget tydeligt for mig, hvorfor det gik, som det gik. Men også hvordan jeg er havnet der, hvor jeg er i dag. Én bittersød erkendelse er, at kampen for at bryde mønstret og lande rigtigt i et ’normalt’ liv

Forord

nærmest er umulig, hvis man ikke møder de rigtige mennesker, der hjælper på de helt rigtige tidspunkter. Det er uhyggeligt, så tæt jeg har balanceret på kanten af afgrunden. Det er en kæmpe opgave at genopfinde sig selv, skabe en ny identitet, ændre værdier og tankemønstre. Mange forstår ikke, hvad det kræver, både af den enkelte og omgivelserne. Jeg arbejder i dag med socialt udsatte mennesker for at hjælpe dem til at finde deres egne ben i livet, både unge og voksne. Jeg ser hver dag deres kamp for at lykkes med det. Jeg ser også alt for ofte en manglende forståelse og hjælp fra omverdenen – dig og mig, samfundet – til dem. Det gør mig ærgerlig. For det kan lade sig gøre. Man kan bryde mønstret. Men det er meget, meget svært at gøre det alene. Det er mit håb, at denne fortælling kan være med til at vise og inspirere andre til at bryde mønstret og række en hånd ud til dem, der prøver og gerne vil. God læsning. Rolf Hermansen

FRA BRODERSKAB TIL MØNSTERBRUD

PROLOG

NYTÅRSAFTEN ÅR 2000 Jeg stillede mig op på en skammel ved vinduet i cellen og lod fingrene glide rundt om de ru metaltremmer. Jeg greb fat om dem, så knoerne blev hvide. Udenfor var der kun mørke. Det var nu, det skete, årtusindeskiftet. Om få minutter ville den største nytårsaften i min livstid eksplodere i fyrværkeri og fest og sanseløs champagnedruk over hele landet med serpentiner og sjove hatte og dans og streger i lange baner, før folk knaldede hjernen ud med hinanden. Måske ville alle computerne gå i stykker, som de kloge havde advaret om, så verden gik i stå, og dette var den sidste store fest før ragnarok. Som på Titanic. Måske ville det ikke ske. Men hvad der var helt sikkert, var, at jeg ikke var en del af det. Hverken festen eller verdens undergang. Jeg var ingenting. Jeg var fange nummer 435 i afdeling C3 i Vridsløselille Statsfængsel. Jeg kunne ikke engang få lov til at se på. Vinduet vendte den forkerte vej, væk fra København og fyrværkeriet, så der var ikke andet for mig at se på end mørke. Hvor fucked kan man lige blive? Da de kørte mig til Vridsløselille fra Hillerød Arrest, var det første, jeg så, en mand med arme på størrelse med mine lår. Han vejede formentlig 140-150 kilo; rene muskler, tatoveret og med stirrende øjne. Der tænkte jeg, okay, nu er du landet. Nu er du virkelig i fængsel. Jeg havde siddet i andre fængsler før, men ikke et med de hårdtpumpede typer, der var her. I Vridsløselille sid-

Nytårsaften år 2000

der de værste drabsmænd og aftjener livstidsdomme sammen med narkohandlere og mærkelige udlændinge. Det er et sted, hvor de stærke bestemmer over de svage. Den er ikke længere. Enten er du stærk, eller også er du svag. Jeg forsøgte at overtale dem til ikke at sende mig hertil. Men i mine papirer var der et stempel, ”R”, for rocker. Jeg var ikke medlem mere, men det gav de tydeligvis pokker i. Det gjorde det ikke bedre, at det også var her i Vridsløselille, alle dem fra Hells Angels sad buret inde. Det var heldigt, at jeg forlod klubben i good standing. Meget, meget heldigt. Nu var det bare om at få det til at fungere med de fængslede medlemmer fra HA og overleve de andre. Så jeg gik i hård træning og tog ti kilo muskler på. Nu var jeg i mit livs form. Det var sådan set i orden. Jeg forlod klubben efter Den Store Nordiske Rockerkrig. Men jeg fik jo ikke et nyt liv af den grund. Klubben og rockermiljøet havde været mit liv i mange år. Jeg kunne ikke andet. Da jeg afleverede rygmærket og ringen og alt sammen, forsvandt hele mit liv med venner og netværk fra den ene dag til den anden. Så jeg gjorde det eneste, jeg vidste noget om – solgte stoffer. Det gik fint et halvt eller et helt år, indtil politiet stormede lejligheden. Selvfølgelig gjorde de det. Før eller siden kommer de jo. Jeg tog selv amfetamin, og så får man supermandsdragt på og er usårlig, tror man. Selvfølgelig kom de. Det viste sig, at de havde fulgt mig i lang tid og havde billeder og samtaler og vidneudsagn og det hele. Jeg fik fire år. Det var ret heldigt. De gik efter otte år, men der var ikke beviser nok til det. Så her var jeg, i en lille celle med en smal seng og tynd madras, et skab til tøj og et lille bord. Det var det. Hvis man ville have andet, skulle man bytte sig til noget fra de andre celler eller kende folk, der blev løsladt, så man kunne overtage deres gamle ting. Alt havde værdi i fængslet, fordi ingen havde ret meget af noget som helst. Men det var okay. Jeg havde

FRA BRODERSKAB TIL MØNSTERBRUD

for første gang i rigtigt mange år ro i mit hoved. Det var faktisk rigtigt okay. Hvad der ikke var okay, var, da Camilla kom på besøg med min datter. Cilie var tre år. Det var ikke rart. Det lille menneske stod der og holdt sine små hænder om tremmerne til porten og kaldte på sin far. Mig. Det gjorde naller. For satan, det gjorde naller. Det var slet ikke godt. Så dem tænkte jeg ikke på. Jeg fortrængte dem. Væk, ud af mit hoved. Det kunne jeg slet ikke være i, hvis jeg skulle overleve her. Men selv om jeg sad i en celle med vinduet vendt den forkerte vej, var det på en måde også okay. Fordi hvis jeg var ude, hvad skulle jeg så? Jeg vidste, at jeg ville noget andet, allerede da jeg forlod klubben, men jeg vidste ikke hvad eller hvordan eller hvorfor. Jeg har aldrig haft nogen omkring mig, som har vist, hvordan man opfører sig blandt almindelige mennesker, hvordan man snakker, hvordan man er sammen med folk, hvordan man uddanner sig, hvordan man arbejder, alt det der. Nu stod jeg så her med hænderne om tremmerne nytårsaften 2000 og stirrede ud i mørket uden den mindste ide om, hvad jeg skulle. Det var ikke godt. Og så var det samtidig okay. Jeg skulle noget andet. Det var bare et spørgsmål om hvad og hvordan. Det havde jeg tid til at tænke over. Jeg havde sådan set ikke andet.

Nytårsaften år 2000

KAPITEL 1

MOR ”Mor?” Jeg gik i tredje klasse og stod på afsatsen udenfor vores lejlighed i Brøndbyøster. Jeg kaldte gennem brevsprækken til lejligheden. Der kom ikke noget svar. Jeg kiggede ind gennem sprækken. Man kunne akkurat se den slidte lysebrune sofa i stuen gennem entréen. Mor lå i den. Hun sov. Jeg bankede på igen og kaldte på hende. Hun rørte sig ikke. Hun hørte ingenting. Jeg vidste godt hvorfor. For enden af sofaen stod store vindunke med hjemmebryg. Når hun drak af vinen, blev hun først mærkelig i øjnene og begyndte at tale underligt, og så blev hun meget træt. Det var derfor, hun sov. Jeg rettede mig op, hankede op i skoletasken på ryggen og så på den brune, låste dør. Et øjeblik overvejede jeg at ringe på igen, men jeg vidste, at det ikke nyttede. Ikke nu. Der duftede af mad i opgangen fra en af de andre lejligheder. Jeg var sulten. Mor var god til at lave mad. Men når hun sov, var der ikke mad. Jeg gik ned ad trappetrinnene fra stueetagen og ud i gården. Efterårsvinden fik bladene til at hvirvle i små cirkler hen over asfalten langs de gule murstenskarréer. Legepladsen lå midt imellem bygningerne, omkranset af træer med gule og rødlige blade. Den var tom. Nogle af de andre børn havde forældre, der arbejdede, så de havde en nøgle til at låse sig ind med. Det havde jeg ikke. Der

Mor

var lys i mange af vinduerne, men ikke i vores. Jeg gik over og stillede skoletasken på gruset og satte mig i en gynge. Den med et træbræt. Ikke bildækket. Altid den med træbrættet, det var den hurtigste. Det blev tidligere mørkt nu. Men det var endnu ikke mørkt nok til, at mor ville vågne. Det skulle være mørkere endnu. Så jeg greb fat i kæderne og begyndte at gynge. Jeg var vant til at gynge, og jeg kunne gynge så højt, at fødderne nærmest rørte ved skyerne, og jeg følte, jeg fløj. Det kildede i maven. Jeg tænkte på, hvad mor ville lave til middag. Måske krebinetter. Eller frikadeller. Eller hakkebøf med kartofler og brun sovs. Mor lavede god mad. Hun havde engang lavet mad til de gamle på et alderdomshjem, indtil en eller anden kom og sagde, at hun skulle gøre det på en anden måde, og så stoppede hun. Efter det havde hun arbejdet i bagerbutikker, så hun var også rigtigt god til at bage. Da jeg blev træt af at gynge, rutsjede jeg ned ad rutsjebanen og legede, at jeg var i Tivoli. Det kildede også i maven. Bagefter ville jeg kravle op på legehuset og lege, at jeg var King Kong, som ingen kunne besejre. Og efter det ville jeg gå ind i opgangen og banke på igen. Så var det sikkert blevet mørkt nok. En af drengene fra skolen kom forbi. Han gik også i tredje klasse, bare ikke i min. Jeg sad på toppen af rutsjebanen og så på ham. Han så også på mig, men hilste ikke. Han havde altid et mærkeligt smil, som ikke var venligt. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg havde aldrig gjort ham noget. Engang havde han i et frikvarter spurgt med det samme smil, om jeg kun havde ét par bukser. Jeg kiggede ned ad mine bukser og svarede ham, at næ, jeg havde bare mange par af samme slags. Det var løgn. Jeg tror også, at han vidste, at det var løgn. Men jeg havde ikke lyst til, at han skulle tro, at mor ikke købte bukser til mig. Mine bukser var fine nok. Der var ikke noget i vejen med dem. Jeg havde ikke brug for flere.

FRA BRODERSKAB TIL MØNSTERBRUD

Mor havde ikke mange penge, så det meste af mit tøj var genbrug. Hun kendte en eller anden, som arbejdede i en kælder, hvor man kunne gå hen og få genbrugstøj. Det samme med møblerne i lejligheden. De var alle gamle og brugte. Mor arbejdede ikke mere. Efter bagerbutikkerne havde hun kørt taxa, fordi det var det arbejde, hun kunne få, sagde hun, men det gjorde hun heller ikke mere. Til gengæld drak hun mere og mere vin. Jeg havde fået en undulat i fødselsdagsgave. Pipsen, hed den. Den sad altid på hendes glas og dyppede næbet i glasset og drak med hende, mens hun pustede cigaretrøg i hovedet på den. Den skulle da også have tobak til vinen, sagde hun. Den levede ikke så længe. Så fik jeg en ny. Den levede heller ikke længe. Mor kunne også godt lide at drikke sammen med Bettina. Bettina var Rikkes mor. Jeg gik i klasse med Rikke. Vi var ofte på besøg hos Bettina og Rikke. Bettina var en meget pæn dame med lyst krøllet hår og lignede den slags kvinder, man kunne se i tv. Rikke havde også lyst hår, men det var langt og glat. Rikke var meget sød. De boede på første sal i samme opgang som mor og jeg. De havde også en treværelseslejlighed, men den var pænere end vores. Møblerne var nyere og lysere, der var fine lamper og gulvtæpper og meget rent. Mor og Bettina drak rigtigt, rigtigt meget sammen, mens Rikke og jeg så tv eller legede med hendes kaniner. Jeg brød mig ikke om, at mor blev fuld. Hun blev mærkelig af det. En dag var vi på en campingplads ikke langt hjemmefra, Absalon Camping, hvor der var fest på græsset, og alle var fulde. Mor slæbte mig hen til en pølsevogn og bestilte en indianer i kano. Pølsemanden kiggede mærkeligt på hende. ”En hvad for noget?” ”Indianer i kano. Hvad er der galt med dig? Er du døv?” ”Det nytter ikke, at du råber. Sådan en svend har vi ikke.”

Mor

”Hvad fanden mener du med det? Selvfølgelig har du en indianer i kano. Det er en pølsevogn, er det ikke? Det har alle sgu da.” Manden kiggede hen over sine pølser og trak på skuldrene. ”Hvis du nu kunne pege på, hvad …” ”Nu skal du ikke spille dum. Jeg skal have en indianer i kano til min søn!” råbte hun og hev i min arm som for at vise, at hun havde retten på sin side. ”Undskyld mig, men …” ”Kan du så levere den skide pølse, dit dumme svin! Drengen skal have sin indianer, og det skal være nu!” Manden blev rød i hovedet. Det var enormt pinligt. Jeg kunne være kravlet ned i et hul. Det endte med, at jeg ikke fik nogen pølse. Mor stormede af sted med mig på slæb og råbte og bandede pølsemanden langt væk, mens folk kiggede. Senere fandt jeg ud af, at en indianer i kano var en kogt rød pølse i et pølsebrød, hvor mor så end havde det udtryk fra. Bettina havde en kæreste, en mand, der drak lige så meget som mor og Bettina. Han havde mange penge. Når han var der, købte de grillmad udefra og en masse drikkevarer, og der kom folk på besøg, og der var glade dage. Så en dag kom han ikke mere. Politiet havde taget ham, fordi han handlede med hash. Da han dukkede op igen, var han blevet gråhåret. Det skete næsten fra den ene dag til den anden. Bettina ville ikke have ham mere. Sådan var mænd, sagde mor, de var ikke til at stole på. Kort efter fik mor en kæreste. Anne, hed hun. Det var ret mærkeligt, at mor pludselig havde en pigekæreste. Mor sagde, at mænd var farlige, så nu ville hun være kæreste med kvinder. Under alle omstændigheder var Anne rigtigt sød. Hun havde et stort, mørkt krøllet hår og var noget yngre end mor, og så rigtigt pæn ud. Som regel var hun klædt i en striktrøje og cowboybukser. Når Anne skulle besøge os, sad jeg i vinduet og holdt udkig efter hende, ofte

FRA BRODERSKAB TIL MØNSTERBRUD

i mange timer, fordi jeg glædede mig til, at hun kom. Jeg kunne godt lide Anne. Hun kyssede mig altid godnat. Når hun var der, lå jeg i sengen og ventede på, at hun kom ind. Jeg sov ikke, lige meget hvor træt jeg var. Der kunne godt gå en halv time, før hun kom ind til mig, men hun gjorde det altid. Og hver gang fik jeg et ordentligt, vådt smækkys. Mor kom aldrig ind og kyssede mig. Hun krammede heller ikke. Det var ikke noget, vi gjorde, mor og jeg. Men det gjorde Anne. Jeg var vild med Anne. Nogle gange var jeg inde i København og besøge Anne i weekenderne. Mor afleverede mig på Annes arbejdsplads. Det var en fabrik eller noget med store ruller, der kørte rundt. Det så ud, som om de lavede gulvtæpper. Der stod hun så. Anne. Jeg løb hen til hende og fik et ordentligt, stort kram. Og så tog vi hjem til hende. Anne boede i en tilbygning til en gul murstensvilla i et område med en masse huse af samme slags. Der var en stor stue med vinduer mod haven og et soveværelse og et lille køkken i hjørnet. Hun havde ikke mange møbler, men der var pænt – pænere end hjemme hos os – og hyggeligt. Det var, hvad vi gjorde. Hyggede. Med slik til. ”Hvad skal vi lave?” spurgte Anne altid. Og jeg trak altid på skuldrene. Jeg ville bare være sammen med Anne. Jeg havde slet ikke brug for nogen plan for noget overhovedet. Det var en rar følelse at være sammen med Anne, så det var bare det, jeg ville. Måske var det som at have en storesøster. I hvert fald, når jeg blev stor, ville jeg også have en kæreste som Anne. En dag fandt mor ud af, at Anne røg hash. Mor var meget imod hash, så hun smed de klumper, hun havde fundet, ud i toilettet. Det blev de voldsomt uvenner over. Rigtigt meget. Efter det skænderi sad jeg ved vinduet og ventede på Anne dag efter dag, men hun kom aldrig igen. Mor sagde, at sådan var kvinder. De var ikke til at stole på.

Mor

Jeg hoppede ned fra legehuset og samlede min skoletaske op. Det var ved at være mørkt nok nu, så jeg gik ind i opgangen. Vi boede i stuen. Højkær nummer 19, stuen til venstre, Brøndbyøster. Det var vores adresse. Mor var bange for at bo i stuen. Det var farligt, sagde hun, så hun havde søgt om en lejlighed længere oppe i højhusene, som lå ved siden af vores karréer. Der var en venteliste, så det var ikke til at vide, hvornår vi kunne flytte. Jeg bankede på den brune dør. Der kom en lyd inde fra lejligheden, og lidt efter gik døren op. ”Hej, mor.” Jeg smilte til hende. ”Hej, Rolf.” Hun smilte tilbage. Mor havde små øjne, fordi hun lige var vågnet. De var også lidt røde. Men hun smilte. Jeg blev altid glad, når hun smilte. Mor var meget pæn. Hun gik i flot tøj og så sådan rigtigt dameagtig ud, når vi gik ud. Det var vigtigt for hende at se ordentlig ud. ”Nu trækker vi maven ind,” plejede hun at sige, når vi skulle ud ad døren. Når mænd kom i nærheden af hende, smilte de altid meget til hende og grinte og var morsomme. Hun var elegant, og de kunne godt lide hende, kunne jeg mærke. Det gjorde mig lidt stolt at have sådan en mor. ”Mor, jeg er sulten,” sagde jeg. ”Ja, jeg ved det godt. Jeg laver mad om lidt. Du kan få ost nu.” Jeg stillede tasken og smed jakken i entreen og fulgte efter hende ud i køkkenet. Mor tog en tallerken ud af køleskabet med blokke af ost, som hun havde skåret ud. Der sad en pind i hver blok, så de var lige til at hapse. Jeg elskede ost. Jeg tømte tallerkenen hver gang. Mens jeg hapsede osteblokke ved køkkenbordet, begyndte mor at lave mad. Der var også et spisebord i stuen, men vi spiste altid i køkkenet. Eller jeg spiste. Vi sad aldrig sammen og spiste. Mor lavede mad. Faktisk var køleskabet altid proppet

FRA BRODERSKAB TIL MØNSTERBRUD

Foran vores stuelejlighed i Højkær nr. 19, Brøndbyøster.

Mor med en af Pipsens efterfĂ¸lgere.

Et billede af min far.

Mor og jeg i vores lejlighed.

med mad, som om der boede otte mennesker i lejligheden. Jeg ved ikke, hvem al den mad var til, for vi kunne ikke spise det alt sammen, mor og jeg, men hun lavede alt det, jeg gerne ville have. En dag sagde jeg, at jeg ville være ligesom Skipper Skræk og have store underarme, så jeg ville have rå spinat. Det var ikke let at finde, men mor fandt det. Det smagte bare rigtigt dårligt, så det skulle jeg ikke have mere af. ”Hvornår skal vi til mormor og morfar?” spurgte jeg. ”Det ved jeg ikke, Rolf.” Mormor og morfar boede i Store Damme på Møn. Hele mors familie kom derfra. Hendes søster og bror var blevet boende der. Det var kun mor, der var flyttet. Mormor og morfars hus var ikke så stort og ret gammelt. Det var bygget i gule mursten i to etager med et rødt tag. Haven var heller ikke stor, men stor nok til at mormor kunne have jordbær og kartofler og alt muligt andet. Der lå en stor bondegård ved siden af, hvor der stank fra hver sommer. Morfar havde sin møbelbutik i huset. Han var møbelhandler og kørte rundt og servicerede folk på Møn og Bogø og noget af Sjælland i en høj, hvid kassevogn. Jeg var tit med ham ude og aflevere møbler og med indenfor, når han drak kaffe hos kunder eller venner. Jeg kunne godt lide at besøge mormor og morfar. Morfar var meget hyggelig, han fløjtede altid og spillede violin. Han var virkelig god til at spille violin. Men når han sang, gik det ikke så godt. Mormor brokkede sig altid over det. Morfar gik også altid tur med mig. Vi holdt i hånd og gik gennem byen ned til nogle stisystemer med mose og enge. Ormestræde, hed det. Hver gang vi gik dér, fandt jeg underligt nok penge. Der lå altid en mønt eller to, som en eller anden havde tabt. Hvis jeg ikke fik øje på dem, var morfar god til at spotte dem. Mormor knoklede altid i køkkenet eller i haven. Hun stod op klokken seks hver morgen og fik huset til at dufte af nybagte bol-

FRA BRODERSKAB TIL MØNSTERBRUD

ler. Hun sad aldrig stille mere end bare lige, hvis hun skulle være høflig og drikke en kop kaffe med en eller anden. Mormor havde rigtigt dårlige ben, og engang så jeg, at de var fyldt med åbne sår. Men hun brokkede sig aldrig. Hun holdt sig tværtimod hele tiden i gang, lavede mad, gjorde rent, passede have og pudsede vinduer, så det alt sammen så pænt ud, hvis nogen kiggede forbi. Jeg var rigtigt glad for at være der. Som regel var jeg der hele sommerferien. Når jeg var hos mormor og morfar, hørte jeg aldrig fra mor. Det, syntes jeg, var mærkeligt. Jeg tænkte over, hvad hun mon lavede. Men hun ringede aldrig. Vi fejrede også jul på Møn og Bogø hvert år. Vi dansede om juletræet med gaver under, vi fik god mad, flæskesteg og and og brun sovs, og masser af det. Jeg glædede mig altid til at komme derned. Men for mor var det et mareridt. Både at komme derhen og være der. Vi havde ikke bil og var nødt til at tage med offentlig transport, og det kunne mor slet ikke overskue – hverken økonomien i det eller at finde derhen. Når vi så alligevel endelig kom frem, var det svært for hende at være der. Hun syntes, at det var ubehageligt, og at hendes familie var irriterende, så der var hele tiden en mærkelig stemning. Jeg ved ikke, hvad det handlede om. Mor sagde, at mormor og moster Lene altid var efter hende, fordi hun i deres øjne gjorde alting forkert. Hun var også bange for, at de ville tage mig fra hende, fordi de ikke syntes, at hun kunne finde ud af at passe mig. Det var også derfor, fortalte hun, at hun var flyttet fra Møn, da jeg var helt lille. Det var også dernede på Møn, at mor mødte min far. Hun var ude at feste en aften og mødte min far og blev forelsket. Det kom der så mig ud af. Men min far var ikke forelsket i mor. Han ville hellere have en anden, som han blev gift med, mens mor var gravid med mig. Han holdt forlovelsesfest med den anden kvinde i cafeteriaet på den arbejdsplads, både han og mor arbejdede på, for-

Mor

talte hun. Så mor og jeg var alene. Jeg havde aldrig mødt min far. Men flere af mine kammerater havde heller ikke en far, så der var egentlig ikke noget mærkeligt i det, selv om det ville have været rart med en far, der passede på mig. Mor havde nogle fotografier af ham, som hun viste mig. Han så meget pæn ud, han havde helt sort hår og sideskilning. Der var også et billede af ham, hvor han stod ved en fjord med bjerge i baggrunden. Det var fra Norge. Der havde de været på ferie sammen, fortalte mor. Ingen i min familie talte nogensinde om min far. Hvad der end var i vejen mellem mor og familien, så var det svært for hende at besøge dem. Det var ofte mig, der skulle overtale hende til det. Jeg forsøgte i det hele taget at hjælpe hende med hendes tanker. De rodede ofte i hendes hoved. Men selv om jeg hjalp hende, hvad jeg kunne, så blev det sværere og sværere at overtale hende til at gøre ret meget. Og en rejse ned til Møn var rigtigt meget for hende. ”Skal vi ikke derned før til jul?” ”Jeg ved det ikke, Rolf. Jeg tror ikke, vi har råd.” ”Men vi skal derned til jul?” ”Måske, Rolf.” ”Alle bliver kede af det, hvis vi ikke kommer.” ”Måske. Måske ikke. De vil mig ikke noget godt, Rolf.” Det var som regel der, den havnede hver gang. De ville ikke mor noget godt. Ingen ville mor noget godt, i hvert fald i hendes hoved. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg syntes ikke, at andre mennesker var onde eller farlige, men det syntes mor, og hun fik det dårligt af det. Hun var bange for alt muligt. Vinen hjalp hende lidt til at slappe af, så hun ikke var helt så stresset over det. Men der var det ved Møn, at mormor og morfar ikke drak, så det kunne mor heller ikke, når vi var der. Jeg var bange for, at vi ikke længere ville tage til Møn. Så ville

FRA BRODERSKAB TIL MØNSTERBRUD

verden bare vĂŚre mor og mig og hendes mĂŚrkelige venner. Det var ikke en tanke, jeg brĂ¸d mig om. DesvĂŚrre fik jeg ret.

Mor

politikens forlag

FRA BRODERSKAB TIL MØNSTERBRUD ROLF HERMANSEN

EN EKS-ROCKERS KAMP FOR AT BRYDE MED FORTIDEN OG LÆRE AT LEVE I NUTIDEN

EN EKS-ROCKERS KAMP FOR AT OVERVINDE FORTIDEN ROLF HERMANSEN politikens forlag