Fra Libanon til Lærkevej by JP/Politikens Forlag

Abdel Aziz Mahmoud og Souad Taha

Souad Taha (f. i Beirut 1960), palæstinensisk baggrund, kom til Danmark i 1984. Populær dagplejemor og prisvinder for sit lokale, frivillige arbejde med de nytilkomne flygtninge i Egedal Kommune. Mor til fire – den ældste er Abdel Aziz Mahmoud. Fik sammen med ham og resten af familien succes med serien Familien fra Lærkevej, der gjorde hende landskendt. Har senest engageret sig som en markant stemme fra nydanskernes forældregeneration ved for eksempel offentlige debatter, der er delt tusindvis af gange på de sociale medier.

Gitte Løkkegaard (f. 1963) er forfatter og journalist og var i en årrække tilknyttet Danmarks Radio, hvor hun blandt andet lavede programmerne P4 i P1, Strax og Løkkegaards. Hun har skrevet flere børnebøger, blandt andet Matilde Jensens første gang (2007) og MGP-Missionen (2009). Hun er også forfatter til biografierne Tine Bryld – et lettere kaotisk ridt (2009) og Sten Hegeler. Dobbeltbastarden (2015) samt senest bestselleren Livsmodig (2017).

Tv-værten Abdel Aziz Mahmoud kom til Danmark som knap toårig og ville som barn bare være så dansk som overhovedet muligt – så hurtigt som muligt. Hans forældres historie og kultur var kun en belastning. Når hans mor serverede arabisk falafel, tiggede han om lasagne. Han gad heller ikke høre om sine bedsteforældre i Palæstina og borgerkrigen i Beirut, om sine forældres flugt eller familiens start i Danmark. Nu skammer Abdel sig over, at han skammede sig. Han er flov, når han ikke kan svare på de mest almindelige spørgsmål om sin families oprindelse. Derfor har han bedt sin mor, Souad, om at fortælle ham alt. Om hendes egen og deres fælles historie. Fra Libanon til Lærkevej – samtaler vi aldrig har haft er en ærlig og bevægende bog fyldt med overraskelser og erkendelser, megen gråd og endnu mere latter. For første gang taler mor og søn sammen om alt det svære – fra krig til kærlighed.

Fra

LIBANON til LÆRKEVEJ I samarbejde med Gitte Løkkegaard

Omslagsfotos: Les Kaner

POLIT IK ENS FOR L AG

Abdel Aziz Mahmoud (f. 1983) har dansk-palæstinensisk baggrund. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og blandt andet kendt fra DRprogrammerne Shitstorm, Aftenshowet, Adgang med Abdel, Helvedes homo og serien Familien fra Lærkevej. Har tidligere udgivet bestselleren Hvor taler du flot dansk! (2016), som han modtog ”Læsernes Bogpris” for i 2017.

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 6

02/07/2018 14.51

INDHOLD Forord Prolog Kærlighed i Beirut Hverdag i en borgerkrig Al den snak om Palæstina Fine kjoler og feminine vaser Døde kyllinger og billige liv Lyden af død ”Du skal afsted, Souad.” Madame Souad På flugt med to kufferter og smykker i trusserne Et slags bryllup i Abu Dhabi Abdel Aziz Hamad Mahmoud Drama på en villavej i Ølstykke Hej Danmark At lægge skæbnen i andres hænder Det første skrøbelige goddag Kunsten at sige ”is” og et møgfald til brugsuddeleren Fyn er fin Godt nytår Danskhedsmødommen Middelklasse og masser af børn i Ølstykke Integration uden politikere Gud lagde dig i min mave Abdel flytter hjemmefra ”Hvis I vil, gifter jeg mig med en pige” Epilog Souads opskrifter Litteraturliste

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 7

10 13 19 39 48 65 73 86 92 101 115 130 141 149 156 166 179 188 195 205 211 220 227 246 250 256 271 281 294

02/07/2018 14.51

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 8

02/07/2018 14.51

UDSNIT AF MELLEMØSTEN tehavet

Georgien

Sor

is ke

Armenien

Aserbajdsjan

Tyrkiet

Syrien

LIBANON

Irak Iran

ISRAEL – PALÆSTINA

Jordan Kuwait Pe rs

Qatar

ABU DHABI

Saudi-Arabien F.A.E. Rø de Ha v

Oman

Yemen

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 9

02/07/2018 14.53

FORORD

Hvis du har hørt eller læst om min historie, ved du, at jeg havde rigeligt at bekymre mig om, da jeg voksede op. Som brunt barn med arabisk baggrund handlede det om at skille sig ud så lidt som muligt og at indgå i de store, danske fællesskaber så hurtigt som muligt. Måske derfor ignorerede mine tre søskende og jeg ofte vores mors fortællinger fra sin barndom. Om krigen, flugten og familiens svære begyndelse i Danmark. Det var blot endnu flere påmindelser om alt det, der gjorde os anderledes end vores kammerater. Selv da mor for nogle år siden uopfordret gav sine børn en diktafon, hvor hun havde indtalt de mest skelsættende begivenheder i sit liv, opfangede vi ikke, at fortællingerne jo ikke kun var for vores skyld − hun havde også selv et behov. Efter at min debutbog, Hvor taler du flot dansk!, udkom for et par år siden, har jeg holdt hundredvis af foredrag og talt med tusindvis af interesserede danskere. Det er jeg utroligt overvældet over. Men jeg er også flov. For igen og igen er jeg blevet spurgt til detaljer i mine forældres historie, som jeg ærlig talt ikke har kunnet svare på. Folk har især været nysgerrige på min mor. Så en søndag eftermiddag hørte jeg hende forsigtigt til de mest essentielle anekdoter i hendes liv, og da væltede det bare ud af hende – efterfulgt af både grin og gråd. Det var historier, hun aldrig før havde delt, tanker, hun aldrig havde gjort levende, og samtaler, hun aldrig havde haft.

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 10

02/07/2018 14.53

I et halvt år har vi søndag efter søndag mødtes hos skiftevis mig og min mor. Godt dirigeret af journalisten Gitte Løkkegaard, der dygtigt har sørget for, at vi holdt os på sporet, og som sideløbende har researchet i årtiers samtidshistorie, som du også får serveret i denne bog. Tak for din store hjælp og interesse, Gitte. Og nu er den her så, bogen. På høje tid. Jeg har endelig givet mig tid til at lytte, og jeg har fået svar på meget, jeg ikke anede, at jeg savnede. Tak, mor, for at være så gavmild med din sandhed, dine tårer (nogle af kapitlerne er drivvåde) og dine arabiske retter. Egentlig burde vi alle give os selv den gave at høre vores forældres historie og om deres valg i livet. Det er værdifulde samtaler – for når man fordyber sig i sin baggrund, bliver man klogere på sig selv. Det kan varmt anbefales! Så kære læser, endnu engang: Lige meget hvem du er – om din familie har en broget historie, har rejst over mange landegrænser for at nå hertil, eller om du har været her i generationer – så velkommen her! Og god fornøjelse med min mors og min families historie – og de samtaler, vi endelig har haft. Abdel Aziz Mahmoud København, august 2018.

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 11

02/07/2018 14.53

Foto: Les Kaner

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 12

02/07/2018 14.54

PROLOG Vesterbro, august 2017

Abdel Aziz Mahmoud åbner døren for sin mor, Souad. Det er en søndag. Klokken er to. I dag vil de begynde på det projekt, de har talt om et stykke tid. Souad har været på Strøget med Abdels lillesøster, Yasmin, og hun har chokolade med fra Magasin. Abdel kommer den i en sort lertøjsskål og sætter den på det aflange spisebord i køkken-alrummet ved siden af vandkedel og neskaffe. De sætter sig. Abdel smiler til sin mor og tænder for båndoptageren.

Abdel: Nå, mama, jeg tænker, vi lige skulle starte med at tale om, hvorfor vi gør det her – altså forventningsafstemme på en måde, så det ikke ender med, at en af os sidder tilbage og tænker: ’Nej, nej – det skulle have været noget helt andet’. Så allerførst vil jeg spørge dig: Hvorfor vil du gerne lave den her bog? Souad: Jeg startede med at tænke over det, da jeg holdt sølvbryllup for ti år siden. Jeg havde levet med Hamad i 25 år, vi havde boet i tre lande og fået fire børn. Jeg måtte flygte fra mit eget land og slå rødder i et nyt. Jeg synes, der er så meget at fortælle. Det er også for at skrive en bog til jer, mine børn. Så I kan læse i den, når jeg ikke er her mere. Vi har jo aldrig snakket om mit liv. Abdel: Det er rigtigt. Hvorfor tror du, vi ikke har det? Souad: Vi har altid været en meget travl familie. Der har aldrig været tid. Abdel: Jeg tror ikke, det bare handler om tid. For mit vedkommende har det lige så meget været, at jeg ikke havde lyst til at høre om

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 13

02/07/2018 14.54

det. For det var alt det, der gjorde mig anderledes. Jeg gad ikke rigtigt høre om Libanon og krigen i Beirut – og jeg gad slet ikke høre om Palæstina, som du aldrig havde været i – men havde så mange historier om. Jeg ville jo bare være ligesom mine kammerater. Jeg var en copycat-dansker, der brugte tiden på at se mig omkring og gøre akkurat alt det, danskerne gjorde – og ja … måske skammede jeg mig lidt over … vores historie. Men nu, hvor jeg er blevet voksen, skammer jeg mig over, at jeg skammede mig. Souad: Men der er ingen af jer børn, der har været interesseret. Der er aldrig nogen, der har spurgt mig, hvordan jeg flygtede fra Libanon, og hvordan der var i Beirut under krigen, da jeg var en ung pige i 70’erne og 80’erne. Abdel: Det er frygtelig pinligt. Det kan jeg mærke nu – som vi sidder her. Jeg kan kun sige, at jeg skulle blive over 30, før jeg blev klar til at høre din historie. Til at værdsætte den. Nu glæder jeg mig til gengæld helt vildt. Det gør jeg virkelig. Vi sætter tid af til en lang samtale, som vi til hverdag aldrig ville få ro til at have. Men vi kom væk fra, hvorfor du gerne vil fortælle din historie. Souad: Jeg vil gerne fortælle andre flygtninge, at selvom man oplever krig, og selvom man indimellem føler sig fortabt og helt alene, så kan man godt klare det, hvis man har viljen. Det nytter ikke noget at sætte sig hen i et hjørne og græde og tænke, at det er synd for en. Selvfølgelig er det ikke nemt at flygte. Man forlader alt det – og alle dem – man kender, man rejser med stor angst og uvished, og man kommer til noget helt fremmed, men man kan godt klare det, hvis man åbner sit hjerte mod det nye sted. Abdel: Og hvad vil du gerne fortælle danskerne? Souad: De skal vide, at flygtningene ikke kommer her, fordi de synes, det er sjovt at bo i et fremmed land, eller bare fordi det er behageligt. Det er svært. Meget svært – at lære et nyt sprog og at leve i et land, hvor alting er så anderledes. Ikke mindst er det

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 14

02/07/2018 14.54

svært at opdrage sine børn i et fremmed land – med to kulturer og to traditioner. Det har Hamad og jeg skullet med fire børn. Der har været mange tanker og overvejelser, men vi har prøvet at tage imod det nye uden at forkaste alt det gamle, og vi har prøvet at tage det bedste fra begge kulturer og give det videre til jer. Abdel: Og med det taler du jo ind i selve kernen af integrationen – og faktisk ind i, hvorfor jeg synes, vi skal skrive den her bog. For når du fortæller om dit liv og dine tanker, bliver det hele meget konkret og bogstaveligt. Du laver et kæmpestykke frivilligt arbejde i Egedal Kommune, hvor du hjælper med at bygge bro mellem flygtningene og danskerne. Det er konkret, og du taler ikke i politiske paroler eller slogans – alt det, der gør debatten så polariseret. Du taler ud fra egne erfaringer, og du henvender dig både til den, der rækker hånden ud, og den, der skal tage imod den. Hvorfor synes du, det er din opgave at være den stemme? Souad: Fordi jeg er en del af det her samfund, og jeg vil gerne hjælpe med til, at vi kan leve side om side og forstå hinanden bedre. At vi kan lære hinanden at kende. Integrationen må gå begge veje, og vi er nødt til at starte med os selv. Alle gode ting starter et sted, og alle dårlige ting starter et sted. Så det kan godt være, jeg kun kan gøre lidt, men lidt er bedre end ingenting. En er bedre end nul. To er bedre end en. Abdel: Altså, det gør mig helt vildt stolt, at du siger sådan. Jeg kan mærke, at det er de samme tanker, jeg har, og som jeg havde med min første bog. At vi skulle have debatten væk fra politikerne – ud på gaden og hjem i familierne. Souad: Jeg gør det også for jeres skyld. Mine børns skyld. Jeg vil gerne have, at I er stolte af mig … altså … (Souad stopper op og begynder at græde)

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 15

02/07/2018 14.54

Abdel: Jamen, mor, vi er meget stolte af dig, det ved du da … nej, nu skal du ikke begynde at græde. Det går altså ikke, at du allerede tuder ned i vores forord. Hold på tårerne, til de virkelig gælder. Souad: Jeg prøver. Abdel: Ja, for nu drypper du allerede ned på side 16 – og så er bogen jo plaskvåd på side 20. (Begge griner) Souad: Ja ja. Abdel: Lad os gå i gang. Vi skal nok få snakket om det hele, men skal vi ikke starte med det, som oprindeligt grundlagde vores familie – nemlig dit møde med far. Jeg ved jo nærmest ingenting om det. Kun, at I selv valgte hinanden, og at det ikke var så almindeligt i Beirut i 70’erne … Hvorfor smiler du? Souad: Det er alle de dejlige minder, der kommer flyvende. Abdel: Jamen, så er det jo et perfekt sted at begynde.

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 16

02/07/2018 14.54

Foto: Les Kaner

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 17

02/07/2018 14.54

KÃ¦rlighed. Souad og Hamad, Beirut, 1981. Foto: privat

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 18

02/07/2018 14.54

K ÆRLIGHED I BEIRUT

Abdel: Start fra begyndelsen, mor. Hvad er dit allerførste minde om far? Første gang, du ser ham – eller hører om ham. Jeg vil have hele historien. Souad: Jeg havde mødt Hamad flere gange som barn. Din farfar og farmor og din morfar og mormor var gode venner og kendte hinanden fra den samme lille landsby i Palæstina, hvor de voksede op. I 1948, da israelerne fordrev palæstinenserne fra store dele af landet, måtte dine bedsteforældre flygte fra deres by og deres huse. Den historie kan jeg fortælle dig senere, men de endte i Beirut i Libanon, hvor jeg er vokset op. Vi var nogle af de heldige, for vores familier havde lidt penge med sig, så både Hamad og jeg voksede op uden for de flygtningelejre, hvor ellers de fleste palæstinensere i Libanon boede. Da jeg var fjorten, flyttede min familie ind i et højt etagebyggeri i Vestbeirut. Det var en smuk bygning. Den højeste i bydelen. Den havde lukkede altaner med koboltblåt glas, så hele huset fik et blåt skær. Neden under os boede Hamads moster, og da jeg var 19, spurgte hun min mor: ”Hvordan går det med Souad? Er der nogen, der er interesseret?” Abdel: Hun stak en føler ud? Souad: Det kan man godt sige. Jeg gik på universitetet og læste historie på tredje år, og min mor fortalte hende, at der var en derfra, som var interesseret. Så mosteren gik til sin søster – altså din farmor – og sagde: ”I skal skynde jer at snakke med Souads forældre, for ellers er den her pige væk.”

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 19

02/07/2018 14.54

Abdel: Jamen, mor … foregik det sådan? Det er helt nyt for mig. Jeg har altid troet, at I selv valgte hinanden. Det har jeg gået og sagt til alle mennesker. Souad: Det gjorde vi også. Nu må du høre på historien. Abdel: Ja, okay. Godt. Din mor siger så, at der er en bejler til dig. En opdigtet en. For at gøre dig mere interessant – eller for at få dem til at rykke, hvis man kan sige det sådan? Souad: Nej, det var rigtigt nok. Der var en. Hans mor havde snakket med min mor. Men jeg sagde nej til ham med det samme, for han var meget gammel. Jeg mødte ham aldrig. Abdel: Så du havde sagt nej, men det nævnte din mor bare ikke lige. Souad: Nej, for det var meget godt at kunne fortælle, at der var en eller to eller tre. Det var sådan … at spille spillet, kan man sige. Kort tid efter mødtes hele familien så til en alkatmeh. Abdel: En mindehøjtidelighed. Souad: Ja – Hamads farmor var død, og dengang var det en tradition, at man mødtes 40 dage efter for ikke at glemme den afdøde. Og der sad alle så – og var rigtigt kede af det, men alligevel hviskede Hamads moster til min mor: ”Er Souad stadig ledig?” Abdel: Mens alle sad og hulkede ned i teen? Souad: Ja ja (griner) – og så gik hun hen og blinkede til Hamad. Abdel: For at sige: ’Der er grønt lys.’ Souad: Noget i den stil. I hvert fald kom Hamads far for at besøge min far et par dage senere.

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 20

02/07/2018 14.54

Abdel: Og så var det i gang? Souad: Men kun, fordi jeg sagde ja til det. Forinden spurgte min far min mor, hvad jeg syntes om Hamad. Abdel: Hvorfor spurgte han mormor og ikke dig selv? Souad: Det kunne han aldrig finde på. Det var kun mødrene, der talte direkte med døtrene om sådan noget. Så min mor spurgte mig, om jeg kunne lide Hamad. Jeg kendte ham jo lidt, og han virkede rar og så godt ud, men … Abdel: Men hvad? … Souad: Nej – ikke noget … Abdel: Mor? … Hvad? Der er noget her. Nu skal du være ærlig! Det er lige meget. Det er mange år siden. Hvad er der? Du havde en kæreste eller hvad? Souad: Der var en ung mand på universitetet, som jeg havde kendt i et par år. Han læste til ingeniør. Og da Hamads familie henvendte sig, sagde jeg til ham, at hans familie skulle komme til min, hvis vi skulle nå det. Hans mor kom så for at besøge min mor, men mine forældre sagde nej. Abdel: Bare sådan? Souad: Nej, ikke bare sådan. Min far sagde: ”Jeg vil gerne have, at Hamad bliver din mand. Vi kender familien rigtig godt. De har en god økonomi, og han har en høj uddannelse. Hvad siger du til det? Har du en anden i tankerne? Så må du sige det nu.” Jeg svarede, at det havde jeg. Så sagde han: ”Souad, det kan vi ikke gå med til. De har ikke nær så høj levestandard som os. Og en dag kommer du og siger: ’Far, hvorfor

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 21

02/07/2018 14.54

Souad, 19 år. På græsset foran universitetet, 1979. Foto: privat

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 22

02/07/2018 14.54

lod du mig blive gift med den mand? Han kan overhovedet ikke give mig det liv, jeg ønsker.’ Du må vælge Hamad. Han har penge og kommer af rigtig god familie.” Og så sagde jeg: ”Okay.” Abdel: Okay? Sagde du bare ”okay”? What?! Du havde haft en kæreste i to år, som du var rigtig glad for … hvad skal vi kalde ham for øvrigt? Souad: … ”X” … Abdel: ”X”!? – Okay – du havde været glad for ”X” i flere år, og så lod du ham bare gå. Fordi din far sagde, at han ikke havde samme levestandard som jer? Altså, jeg er selvfølgelig glad for, at du valgte far. Der skal jeg jo også være ærlig, men alligevel – syntes du, det var i orden? Synes du, det er i orden, når du tænker på det i dag? Souad: Nej, selvfølgelig ikke. Jeg vil aldrig prøve at bestemme, hvem I skal giftes med, og slet ikke, fordi nogen er velhavende. Men økonomi betød bare mere – og også i dag i Libanon, for du sikrer jo dine børn. Der er ikke noget velfærdssamfund. Abdel: Jeg er med. Når man er i Libanon, kan man tydeligt fornemme, hvordan samfundet er bygget op i – nærmest en slags kastesystem baseret på penge og magt. Det er bestemt ikke lige meget, hvem du bliver gift med med hensyn til, hvilket liv du får. Men tilbage til historien. Du kæmpede altså slet ikke for ”Mr. X”? Souad: Jeg havde ikke noget valg. Abdel: Men … hvor meget kærester var I? Souad: Det var bare søde ord. Små breve og sådan.

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 23

02/07/2018 14.54

Abdel: Så du gav ham ikke din blomst? (griner) Bare skønne ord og digte. Men i flere år – Hold nu kæft, mor – jeg har altid troet, at far var … My God! Jeg har jo altid gået og sagt, at … jeg troede sgu da overhovedet ikke, der havde været andre. Jeg troede, far var dit hjertes udkårne. Souad: Jamen senere ... Khalas! – Vent! Nu må du lige høre efter, Abdel. Der kommer jo mere. Abdel: Ja ja – og det er fint. Jeg har jo også haft flere kærester. Man skal da undersøge markedet. Fortsæt … Det er bare mig, der holder en pause. Jeg sidder lige og sunder mig samtidig. Fortæl mere. Souad: Det var selvfølgelig hårdt. Det var nogle svære uger – og hans mor kom igen. Altså … X’s mor. Men svaret var det samme. Og så sås vi aldrig igen. Bortset fra på afstand – på universitetet. Abdel: Hold da op, mor. Det må have været svært for dig. Og tænk, at I bare rettede jer efter jeres forældre på den måde. Jeg er meget ambivalent med det her, kan jeg mærke. For jeg synes selvfølgelig ikke, du skulle have været gift med ham, men det er da rigtig sørgeligt, at du ikke kunne vælge … okay … jeg håber virkelig, der kommer noget godt med far nu. Souad: Ja ja – det gør der. Efter at Hamads far havde snakket med min far, spurgte mine forældre, om Hamad måtte komme på besøg med sine forældre. Abdel: Så du skulle give lov til, at de overhovedet måtte komme? Du kunne have sagt nej til det og stoppet det – allerede der? Souad: Ja, men jeg sagde ja. Et par dage senere kom de så, og vi sad og snakkede i stuen. Mig og min mor og far på den ene side af bordet og Hamad med sine forældre på den anden. Og så begyndte forældrene at fortælle om ham: At han var ergonom og

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 24

02/07/2018 14.54

Hamads far og mor. Fotos: privat

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 25

02/07/2018 14.54

havde en høj stilling som fjerkræskonsulent på en kyllingefarm i Bekaa-dalen, som ligger 50 kilometer uden for Beirut. De sagde gode ting. Prøvede ligesom at sælge ham. Abdel: De sad faktisk og lavede en annonce. En slags datingprofil kan man sige. Og hvad med I to unge? Sagde I ingenting? Souad: Hamad rettede på dem et par gange. Hvis de sagde noget forkert. Men ellers ikke. Normalt var der flere med til sådan et første møde: Onkler, tanter og venner. En stor flok. Men det var ikke nødvendigt her, for familierne kendte jo allerede hinanden. Abdel: Det forstår jeg ikke. Hvis I ikke havde kendt hinanden, ville der være kommet flere. Hvorfor? Souad: Fordi det gav status at kunne sidde med en masse familie og måske med velhavende og kendte venner. Hvis der nu for eksempel var læger og ingeniører, uddannede mennesker, i ens omgangskreds, så kunne man vise, at man havde klasse. Sådan er det stadig i mange familier. Abdel: Nåh – så man blærer sig med sine venner og siger: Se! Denne her flotte gruppe mennesker kan jeres datter eller søn blive en del af. Souad: Lige præcis. Det er bygget op på den måde. Det var det i hvert fald dengang. De unge har nok fået noget større spillerum nu, men det foregår stadig sådan i mange familier. Man sørger for, at ens børn får det samme gode liv – eller helst noget endnu bedre. Abdel: Det er jo meget fremmed for mig. Men jeg forstår det faktisk godt. For hvis man ikke har tid til og mulighed for at lære hinanden rigtigt at kende, før man bliver forlovet, hvad bygger man så sådan en beslutning på? Man kigger på den anden familie og vurderer: Hvad risikerer jeg? Hvad følger med den her mand – på

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 26

02/07/2018 14.54

godt og ondt? Svigerfamilie, status, midler, gener. Det er jo meget fornuftigt. Men alt det var krydset af med far, fordi de to familier gik langt tilbage. Hvad skete der så mere – der i stuen, mor? Nu må jeg have alle detaljer. Det var jo præcis der, mit liv blev grundlagt. Souad: På et tidspunkt rejste vores forældre sig og gik ud af stuen, og så måtte vi unge være lidt alene sammen. Hamad spurgte, om jeg havde lyst til, at vi skulle ses noget mere for at finde ud af, om vi kunne have en fremtid sammen. Og jeg svarede ja – eller egentlig sagde jeg: ”Det må du bestemme.” For det var jo min opdragelse. Kvinder måtte godt have deres egne meninger, men vi skulle have respekt for mændene. Abdel: I skulle ikke fylde for meget. Souad: Præcis. Men jeg ville faktisk gerne se ham igen. Han var meget flot og meget … moderne. Åben. Han havde læst i Egypten og på American University. Han var 27. En rigtig mand! Det blev også bekræftet, da vi begyndte at se hinanden. Han var meget galant. Åbnede dørene for mig og sådan. Men samtidig spurgte han mig altid, hvad jeg syntes. Hvis jeg svarede, at han måtte bestemme, sagde han: ”Nej, jeg vil høre din mening.” Det var ikke almindeligt. Abdel: Han insisterede på, at du måtte fylde og mene noget. Så hvor lang tid gik der, før du glemte mr. X og blev glad for far? Souad: Ikke særlig lang tid. Jeg vidste meget hurtigt, at vi ville kunne få et godt liv sammen. Og så var der jo også det, at alle de andre piger var lidt misundelige. (Begge griner)

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 27

02/07/2018 14.54

Abdel: Ja, det hjælper jo altid. Souad: Og han havde en Volvo! En Volvo i Libanon! De andre piger så, hvordan han hentede mig og åbnede døren for mig, og de sagde: ”Nej, hvor er du heldig, Souad.” Abdel: Så I begyndte at date simpelthen. Måtte man godt det, før man var forlovet? Souad: Det var ikke alle, der måtte. Vi fik lov. Men vi måtte ikke være sent ude. Jeg skulle være hjemme klokken ti. Der var stadig en slags social kontrol, og der ville blive en masse sladder, hvis det blev senere. Man sagde: En ung pige er som et glas uden skår. Men hvis hun får et lille skår, bliver glasset ødelagt. Abdel: Taler vi der om hendes mødom eller bare sådan i det hele taget? Souad: I det hele taget. Hvis hun opførte sig på en måde, de andre kunne sladre om. Men Hamad begyndte også at komme hos os, og så fik vi lov til at være alene i stuen. Abdel: Kyssede I så? Souad: Khalas. Stop, Abdel. Abdel: Jeg spørger jo bare, fordi jeg ved, at man ikke kan kysse ude i det offentlige rum. Ikke dengang og stadig ikke. Men det er vist også noget meget nordisk – det der med at gå og snave i bybilledet. Souad: Hamad og jeg blev meget overraskede over det, da vi kom til Danmark. Hvis man sad i toget, og nogen kyssede lige foran os. Så vidste vi slet ikke, hvor vi skulle kigge hen.

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 28

02/07/2018 14.54

Hamad ved sin Volvo, omkring 1980. Foto: privat

Abdel: Jeg har det faktisk også lidt svært med det. Jeg bliver forlegen, hvis nogen kysser alt for vildt ude på gaden eller på en café. Det bryder jeg mig ikke om. Tilbage til historien. I kyssede så der i mormor og morfars stue. Hvor fint. Hvor lang tid gik der, før I blev forlovet? Souad: En måneds tid, tror jeg. En dag skulle vi køre til Bekaa, hvor Hamad boede og arbejdede, og jeg skulle se farmen. Jeg havde strikket et halstørklæde til ham, som jeg ville give ham. Og det var der, han spurgte: ”Hvad synes du om mig? Er du klar? Vi kan bo her, og jeg kan lære dig at køre bilen til Beirut, mens du stadig studerer. Eller – hvis du ikke har lyst til det, kan vi flytte.” Han gav mig valget. Så svarede jeg ja. Jeg var klar. Abdel: Hvad var det, der gjorde udslaget for dig?

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 29

02/07/2018 14.54

Foto: Les Kaner

Souad: Det var nok mest det, at han havde respekt for mig. At han ville høre min mening. Men det var også, fordi han var en moderne mand. Hvis jeg var hos hans forældre, og han kom hjem senere, så gik han selv ud i køkkenet og varmede sin mad. Han forventede ikke, at jeg skulle gøre det for ham. Abdel: Der var lige et flueben mere! Souad: Og sidst, men ikke mindst var han gavmild. Alle kvinder ved, at hvis en mand er nærig, giver det et dårligt ægteskab. (Begge griner) Abdel: Alt i alt. Han var et godt catch! Så det er faktisk rigtigt, at I selv valgte hinanden.

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 30

02/07/2018 14.54

Souad: Ja, det er jo det, jeg siger! Abdel: Og så gik I i gang med forberedelserne til forlovelsesfesten. Souad: Ja, og jeg glædede mig rigtig meget. Vi planlagde en kæmpefest med flere hundrede gæster. Alle fra vores familier skulle komme, alle vores venner, vores professorer fra universitetet. Alle mulige. Det skulle være en kæmpefest. En glad fest med dans hele natten. Men det blev jo slet ikke, som vi havde planlagt. (Souad begynder at græde) Abdel: Åh, mama … (Abdel tager Souads hånd, og de sidder stille lidt) Abdel: Det blev ikke, som du ville have det? På grund af krigen? Souad: Ja. På grund af krigen.

2018048_Abdel og Souad indhold FINAL.indd 31

02/07/2018 14.54

Abdel Aziz Mahmoud og Souad Taha

Fra

LIBANON til LÆRKEVEJ I samarbejde med Gitte Løkkegaard

Omslagsfotos: Les Kaner

POLIT IK ENS FOR L AG