Fyrste af Norden. En biografi om Christian 2. by JP/Politikens Forlag

FOTO: GABRIELLA ERIKSSON

Erik Petersson

Nogle har beskrevet ham som en kyniker og tyran, der stod bag Det Stockholmske Blodbad. Andre som Nordens stærke mand, en reformator, der ønskede at stække adelen og fremme bøndernes og borgerskabet stilling. Mange danskere kender ham fra Johannes V. Jensens roman Kongens fald som den vægelsindede regent, der konfronteret med et oprør mister modet og ender sit liv i fangenskab.

ERIK PETERSSON (f. 1985) er historiker og forfatter. Hans populærhistoriske bøger handler alle om

Christian blev som 21-årig sendt til Norge af sin lunefulde far for at skabe ro i Kalmarunionens vestlige dele. De nordiske ærkebiskopper, adelen i Skåne, på øerne og i Jylland, teokratiet i Trondheim, de frie bønder i den østlige østersøregion og de mægtige svenske jordejere rev og flåede alle i ham. Det var en international verden, hvor hele Europa spillede en rolle og blandede sig i magtkampen. Da han selv blev konge, regerede han over en union i konstante omvæltninger.

magtspillet i Norden i 1500-tallet. Har bl.a. skrevet Den skoningslöse: En biografi över Karl IX (2008), Vicekungen (2009) om Per Brahe og Maktspelerskan: Drottning Kristinas

Christian 2. kæmpede for et samlet Norden og var skånselsløs i sine bestræbelser. Han ville også reformere samfundet, udvikle handlen og forbedre bøndernes stilling. Begge dele skabte ham mægtige fjender.

FYRSTE af NORDEN

FÅ KONGER HAR ET SÅ TVETYDIGT EFTERMÆLE SOM CHRISTIAN 2.

Erik Petersson

FYRSTE af NORDEN EN BIOGRAFI OM

CHRISTIAN 2.

CHRISTIAN 2. var hovedperson i 1500-tallets kamp om Norden, en kamp, som kom til at forme os helt frem til i dag. Men de, der vandt, ville ikke have, at vi skulle vide, hvad der gik tabt. De havde al mulig grund til at skjule, hvad der skete. Den svenske historiker Erik Petersson forsøger med denne

revolt (2011).

bog at frigøre sig fra eftertidens

ISBN: 978-87-400-4473-7

fortællinger om Christian og tegne POLITIKENS FORLAG WWW.POLITIKENSFORLAG.DK

billedet ud fra samtidige kilder.

Fyrste af Norden

Erik Petersson

Fyrste af Norden En biografi om Christian 2. PĂĽ dansk ved Hans Larsen

Politikens Forlag

Længst mod nord, på kanten af verden, foregår vores fortælling. Den vældige idé, dronning Margrete havde skabt – Kalmarunionen – begynder at blive trukket i flere forskellige retninger. En ung konge, der tilbragte en del af sin opvækst hos borgerfolk, står med det ene ben i renæssancen. Der bliver revet og flået i ham af de nordiske biskopper og paven i Rom, adelen i Skåne, på øerne og i Jylland, bispesædet i Nidaros, de frie bønder ved den østlige del af Østersøen og jordbesidderne i Mälardalen. Med sin elskerindes mor som Nordens finansminister, bitter efter at have mistet sit livs kærlighed, trængt af kirken og vred over unionsforrædernes forsøg på at beholde deres lensbesiddelser ville han med magt forsøge at holde sammen på det, der er ved at blive blæst væk fra Nordens historiske scene. Hvis vi lytter nøje efter, kan vi høre den svage buldren af en fjern fremtid i de love, han skrev. Vinderne – dem, der fik mulighed for at skrive historien – sørgede for at brænde skrifterne og undgå alliancen mellem det fremspirende statskancelli og dets laveste undersåtter i Norden i 350 år. Tanken om Nordens enhed forsvandt i en mængde af myter og undskyldninger, som om en anden tid aldrig havde været mulig. Men det er der ingen af dem, vi nu skal møde, der ved, nu da tæppet er ved at gå op for den nye tid. For disse mennesker er fremtiden stadig uskrevet.

CHRISTIAN 2. – CHRISTIAN TYRAN – ER BETYDNINGSFULD. Han var hovedperson i kampen om Norden i de første årtier af 1500-tallet. Alligevel er han blevet skubbet ud af historien, ud i udkanten, hvor han stadig står i skyggen af dem, der vandt og kunne skrive beretningen om, hvad der var sket. Men uden ham bliver vi blinde for, hvad det var, der udspillede sig i disse kaotiske årtier. Og værre endnu. Vi bliver ikke alene blinde for, hvad man kan mene om en fjern fortid – der er trods alt gået 500 år, siden Christian levede – men for en af de største forandringsperioder i historien, som stadig i allerhøjeste grad påvirker os. Set i vores bakspejl kan det virke både indlysende og nødvendigt, at Norden ser ud, som det gør i dag. Vi ved, hvordan det gik. Men for de mennesker, der levede dengang, var vejen til fremtiden uudforsket og ukendt. For os lyder de spørgsmål, som ligger foran disse mennesker, uhyggeligt velkendte. Da vi træder ind på skuepladsen, er Norden en union, som er ved at falde fra hinanden. Christian befinder sig uden at vide det midt i opløsningen. Men ingen magtsystemer bryder sammen, medmindre nogen sætter sig op imod dem og får dem til at falde sammen. Christian og hans liv repræsenterer mere end bare en enkelt menneskeskæbne. Det her er en kamp mellem bønder, plutokrati, konge

og union. Det handler om borgerkrig, om religiøse modsætninger og tolkninger, terroristkonspirationer og mord på alle sider, hvor det er betydeligt sværere at skelne mellem ord som rigtigt og forkert, end vi måske synes i dag, hvor vi befinder os i kølvandet efter dem, der sejrede. Var der nogen kim til undergangen, som vi kan ane? Christians tid ligger præcis på tærsklen til forandringer af den indflydelse, der udøvedes af kirken, aristokratiet og de gamle strukturer af personlige netværk, som bestemte over menneskers liv. Satte jordbesiddelsen en stopper for et forenet Norden? Var det kirken? Betød de lange afstande, at det ikke var muligt at styre så broget et område? Var det Christians personlighed, der bevirkede, at han var ude af stand til at træffe de rigtige beslutninger? Eller var det bare held og uheld, der afgjorde, hvordan Norden skulle indlede sin bane, da vi stod på tærsklen til den nye tid? Nogle vildfarne skud, en dronning, der døde af pest, kærlighedsløse ægteskaber og indflydelsesrige elskerinder. Alt det skulle få indflydelse på udviklingen. Midt i alt dette står Christian, tyrannen. Den florentinske statsmand Niccolò Machiavelli funderede omkring år 1517 over mekanismerne i forbindelse med landenes opståen. Ud over Fyrsten og Krigskunsten skrev han en bog med titlen Drøftelser af de første ti bøger hos Titus Livius. Den handler om Romerrigets 500 år som republik. Om selve grundlæggelsen af Rom skriver han, at byens oprindelse var en forbrydelse. Det er Romulus’ mord på sin bror Remus, han hentyder til – men han understreger, at det ikke er forbrydelsen som sådan, der bedømmes, men derimod de følger, den fik. Machiavelli skriver: ”Selv om handlingen er dadelværdig, retfærdiggør konsekvenserne den. Hvis følgerne er gode, som i Romulus’ tilfælde, kan man altid retfærdiggøre den, thi den, som bruger vold for at ødelægge, skal klandres, men ikke den, som gør det for at forbedre noget.”

Christian var massemorder, en – ifølge nogle – skizoid neurotiker. Han havde en barndom, hvor de fleste af hans søskende døde, og som voksen havde han smag for bedrageri, magtfuldkommenhed, henrettelser og svigt. Det var på ingen måde noget usædvanligt. Et moderne menneske, der læser om 1500-tallet, må nødvendigvis komme til den konklusion, at det altovervejende flertal af dem, der regerede, var skrupelløse tyranner. Dronning Elizabeth 1. af England, som var nogenlunde samtidig med Christian, hyldes som den, der skabte stabilitet på øerne. Hendes kontinuerlige forandringer blev af eftertiden set som en del af forudsætningerne for landets økonomiske ekspansion. Vejen dertil flankerede Elizabeth med krige, udrensninger, forfølgelse og summariske henrettelser. Lorenzo de’ Medici i Firenze, en af foregangsmændene for den nye tid, respekterede ikke de mest grundlæggende politiske frihedsrettigheder, og han tøvede ikke med at gå i krig for at udøve den magt, han mente at have ret til. Heller ikke selveste kristenhedens højborg, Den Hellige Stol, pave dømmet, som Julius 2. sad på, da Christian kom til magten, veg tilbage for at gå i krig, invitere tidligere fjender til Italien eller udslette hele byer. Julius 2., kendt som krigerpaven, havde så meget blod på hænderne, at et af renæssancens mest tragikomiske skrifter kom til at handle om, hvor morderisk og grådig og ugudelig Guds stedfortræder på jorden var. I Norden ville nogle af Christians mest fremtrædende modstandere uden tøven begå handlinger, hvor store dele af lokalbefolkningen hensynsløst blev hugget ned. De, der overlevede, kunne se frem til at blive gennet sammen og summarisk henrettet, hvis der var den mindste mistanke om, at de havde tilhørt den forkerte politiske fløj. Det var altså mildest talt en voldsom tid, Christian levede i, og det må vi tage med i betragtning, når vi nærmer os hans henrettelser, fængslinger og forfølgelser. Det, Christian gjorde, og langt værre ting,

kunne andre fyrster slippe af sted med både før og længe efter ham. Men mere om det senere. De forbrydelser, som – hvis vi skal tro Machiavelli – er grundlaget for en magtstruktur, må retfærdiggøres af de nye magthavere. Det tidlige 1500-tal var set med vores øjne en periode rig på forbrydelser, som der var behov for at feje ind under historiens gulvtæppe. To mænd gjorde oprør mod Christian i forskellige dele af unionen. De fik flere og flere tilhængere og havde til sidst tilstrækkelig stor våbenmagt til, at de ikke alene kunne styrte Christian, men også gøre deres version af sandheden til den, der gjaldt. To nye riger blev skabt i Norden, og de nye konger i disse riger gjorde alt for at bevise, at de styrede med loven på deres side. Ingen af dem, der tog magten efter Christian, ville selvfølgelig høre tale om, at Christian var den retmæssige konge og var blevet udpeget til at sidde på tronen af dem, der senere selv vendte sig imod ham. I særdeleshed ville de ikke mindes om nogen union. De forbrydelser, de havde begået, måtte retfærdiggøres på en måde, som får Machiavelli til at nikke genkendende. Det var meget vigtigt for dem at påvise, at unionen og dens tilhængere skulle forvises til historiens mørkeste skammekrog. Propagandaen efter unionens sammenbrud er ikke det eneste, der spærrer for vores udsigt, når vi forsøger at skue tilbage i tiden. Flere hundrede år senere, i kølvandet på Napoleonskrigene, søgte de nyoprettede folkestater efter en historisk nødvendighed, som kunne motivere deres eksistens. Der var brug for et velordnet og retlinet billede, som kunne underbygge nationalstaternes legitimitet. I 1800-tallet blev der derfor lagt nye tågeslør ud, som gør det endnu sværere for os at se, hvad der egentlig skete i årtierne før og efter århundredskiftet år 1500. Folket blev en naturlig del af den nye fortælling, det folk, der på en eller anden mystisk måde altid skal have stået med fødderne plantet i nationalstaternes veldefinerede muld. Historien tjente, som så mange gange før, et udpræget politisk formål, som man sjældent stak under

stolen: at finde en historie, som forankrede nationalstaternes naturlige og retlinede fremvækst, og at påpege, hvilke store mænd – for det var altid mænd, der blev fremhævet – der stod bag dem og i kraft af deres indsats havde skabt det land, man kunne flage for på nationaldagen og synge nyskrevne nationalsange for. Vi vil også få at se, at der er flere kvinder, som har spillet en helt afgørende rolle for udviklingen, ikke kun i ubemærkethed, men som forsvarere og krigere, som finansministre, strateger og pirater. Der er mange helteglorier, som er blevet smækket på langt senere og med støtte af en yderst bevidst historieskrivning. Den propaganda, der blev spredt af 1500-tallets sejrherrer, blev en del af en national kanon, som skabtes i Norden i den nationalromantiske periode. Der er altså to mere eller mindre bevidste versioner, der forstyrrer vores udsigt. Dels den umiddelbare propaganda fra dem, der tog magten efter Christian, dels de nyere forsøg på at retfærdiggøre nationalstaterne. Men langt derude på det hav af tid, der adskiller os fra 1500-tallet, findes der en sandhed, som det ikke er lykkedes tågeslørene at skjule helt. ✻✻✻

Christian 2. er ofte blevet fremstillet som en yderst begavet monark, men også som noget af en dobbeltnatur. Allerede C.F. Allen – den historiker, der har beskæftiget sig mest med Christian og hans tid – fremstillede det i nationalromantikkens glansperiode i 1870’erne sådan, at Christian havde to hjerter. Allen fremhæver, at Christian det ene øjeblik kunne virke energisk og beslutsom for så det næste at blive passiv og trække sig tilbage og virke hjælpeløs. Siden Allens tid er det blevet sædvane at pege på Christians ustabilitet, men forklaringerne på, hvad årsagen til den var, har været meget varierende, netop fordi de ikke fremgår klart af kilderne. Det er skiftevis blevet forklaret med ydre årsager, for eksempel at han var barn af en

tid, der stod og vaklede mellem den brutale middelalder og den (i sammenligning) forfinede renæssance, og med indre grunde, som man har forsøgt at spore ved at studere hans måde at udtrykke sig på i breve eller ved at prøve at analysere hans handlinger og nære relationer. Der er endda gjort alvorligt mente forsøg på at forsyne Christian med psykologiske stempler. En praktiserende psykolog holdt sig i 1940’erne ikke for god til at betegne det som ”hævet over enhver tvivl, at han hører til de skizoide typer”. Jeg skal ikke forsøge at skjule, at jeg langtfra er uddannet psykolog, ja nogle vil endda hævde, at jeg er noget firkantet, men jeg har trods min lægmandsstatus en anelse om, at det kan være vanskeligt at stille en holdbar diagnose og klistre etiketter på mennesker, der levede for over et halvt årtusind siden. Den omtalte praktiserende psykolog kan ikke have haft mere at gå ud fra end nogle breve og formuleringer samt dele af det materiale, jeg vil fremlægge her. Vi må se Christian ud fra den samtid, han levede i. På trods af de overvældende store ligheder, der er mellem mennesker fra alle tidsaldre, er der flere områder, som er meget fremmede for os. Men i princippet er det ikke nødvendigvis forkert at lede efter forklaringer. Vi må forsøge at finde tolkninger, uanset hvor fortvivlende umuligt det til tider kan være at få greb om historien. Samtidig må vi være forsigtige, så vi ikke drager flere slutninger, end materialet tillader, vi må påvise, hvor grænserne går for, hvad vi kan vide, og vi må være ydmyge over for den kendsgerning, at det billede, vi tegner, med stor sandsynlighed i fremtiden vil blive udfordret af nye tolkninger og måske også af kildefund. Mens vi skaffer os mere viden om Christian, må vi selv bedømme rækkevidden af hans forskellige personlighedstræk og måske forsigtigt spørge os selv, hvad vi ville være i stand til at gøre, hvis vi blev tvunget til at have Christians støvler på. Det portræt af Christian, der vil vise sig her, er langtfra ensidigt. Og i endnu mindre grad vil det munde ud i et forsøg på definitivt at karakterisere ham som den ene eller den anden personlighedstype eller slut-

te med nogen fastslåede afgrænsninger af, hvem han var. Vi vil snarere forsøge at forstå, hvem han var, ved at studere, hvordan han handlede, hvad han skrev, hvem han omgav sig med, og også nærme os spørgsmålet om, hvorfor det gik, som det gik for ham. Det er heller ikke noget forsøg på at give ham oprejsning eller tegne et forskønnet billede for at vise, hvor meget han er blevet misforstået af tidligere historikere. Ud over mere velkendte misgerninger forsøgte han at få modstandere med andre meninger lyst i band ved at skrive til den tidligere omtalte pave Julius 2. Dernæst beslaglagde han alle de afladspenge, der blev betalt til kirken i hans rige. I stedet for at lade dem gå til at forkorte undersåtternes ophold i skærsilden brugte han pengene til at finansiere krige med. I og for sig var afladsbetalingerne formentlig, i betragtning af pave Julius’ hærgen, med tiden alligevel havnet i en krigskasse. Christian var, hvad vi måske i flere andre sammenhænge ville kalde realpolitiker. Det lykkedes ham flere gange under en falsk amnesti at lokke mennesker til sig for så at spærre dem inde eller lade dem henrette. I et tilfælde tog han hele den hollandske handelsflåde, som besejlede Østersøen, som gidsler for at tvinge dem til at betale told i Øresund. Det var selvfølgelig ikke kun Christians modstandere, der anvendte propaganda. Christian forsøgte også at sætte sig selv i et fordelagtigt lys. I den sammenhæng må vi sørge for straks at få en myte om ham ud af verden. Der var ingen, der kaldte ham ”den gode”, mens han levede, sådan som man af og til ser det i svensk historieskrivning. Den betegnelse stammer fra hans egen propaganda og fra pamfletter, han spredte, men han var ikke, må vi antage, ret effektiv i sin markedsføring, eftersom det ikke var en betegnelse, der blev brugt i hans samtid. Men det giver os en ledetråd for, hvordan han så sig selv som godgørende. Han forsøgte at fremstille sig selv som bøndernes ven over for adelen, når han havde brug for deres støtte – noget, vi vender tilbage til flere gange i Christians levetid. Vi vil få at se, at han havde gode grunde til at stå på bøndernes og borgernes side. Det er grunde, der ser ud til

at gå helt tilbage til barndommen, og som senere i hans liv tager flere uventede og dramatiske vendinger. Helt bortset fra det gjorde Christian en del ting, der var forud for hans tid, og som vi stadig kan værdsætte og faktisk synes om. I store dele af 1500-tallet var kongemagten svag, og der var ingen nationalstater på den måde, vi er vant til det – med tydelige grænser, skattekontorer, velfærdsordninger, politi og alt det andet, vi lever med som selvfølgelige elementer i et samfund og en ordensmagt. I stedet var der kirkens mænd, adelsmænd, hertuger, grever, fyrster, fristæder og republikker, som alle kæmpede om indflydelse og kontrol. Christians kamp mod gejstligheden og adelsmændene for at styrke borgernes og bøndernes position – de udgjorde den altovervejende del af borgerne – ville vi have sat pris på. Men der kan ikke have ligget nogen egentlig demokratisk grundtanke bag hans handlinger, for det var endnu alt for lang tid efter solnedgangen over antikkens Athen og for længe før oplysningstidens demokratiske daggry – men resultatet af hans handlinger ville alligevel være blevet en ændring af balancen i samfundet. Hans kamp på det område var ikke tomme ord. Resultaterne af den er stadig bevaret i form af hans lovbøger, som er det første kendte eksempel fra Nordeuropa på, at nogen bevidst og på kort tid radikalt lader de love, der skal gælde, skrive om. Christian burde have forstået, at han løb en stor risiko, da han gav sine skrivere til opgave at udfærdige lovbøgerne. Måske var det sådan, at han var kommet i kontakt med de idéer, der blev udbredt af Erasmus af Rotterdam, som han kendte personligt. På trods af risikoen indførte han love for et samfund, som han ville bygge op, og som han betragtede som godt – i hvert fald fremstillede han det sådan i sin egen propaganda. Alt dette bidrager til at gøre historien om Christian til det drama, den var, på grænsen til en ny tid og med trusler i luften om revolutioner og store forandringer, hvor tab af magten ofte var ensbetydende med tab af livet, og ingen – ikke engang den mest magtfuldkomne – kunne føle sig sikker.

Den, der har viet Christian mest opmærksomhed, er den tidligere omtalte C.F. Allen, der i 1870’erne skrev et stort værk om Norden, som han aldrig nåede at færdiggøre. Siden da er der ingen, der har interesseret sig synderligt for Christian, og derfor er det stadig Allens arbejde, der danner grundlag for størstedelen af oplysningerne om Christians liv i skolebøger, lærebøger på universitetet, oversigtsværker om tiden og i forskellige former for opslagsbøger, selv om der snart er gået 150 år, siden det blev skrevet. Senere er dele af Christians arkiver – som alle havde troet var forsvundet – blevet fundet igen. De kaster nyt lys over dele af hans liv, som vi troede, at vi aldrig ville få noget at vide om. Men endnu vigtigere, end at der bliver opdaget nyt materiale, er det, at vi, som nærmer os historien, gør det ud fra vores egne forudsætninger og interesser. Det gør, at vi stiller andre spørgsmål til fortiden, spørgsmål, som man for bare nogle årtier siden overhovedet ikke interesserede sig for. Hvordan havde kvinderne det på Christians tid, hvor vigtig var religionen som politisk drivkraft, hvordan så hans netværk af allierede ud, og hvordan fungerede magten i praksis – langt fra propagandaen og retorikken? Det kræver, at vi går dybere ned, væk fra de officielle positioner, og forsøger at se på uformelle kanaler og indflydelse, hvor alt fra hans elskerindes mor til borgere i København og Malmø fik nøgleroller og støttede ham, selv da vindene blæste koldt. ✻✻✻

Vores historie begynder den 9. november 1520. Det er fredag aften i Stockholm, og mørket sænker sig tidligt over byen. Folkemængden uden for rådhuset på Stortorget er blevet spredt for natten af Christians landsknægte. En trompeter er gået rundt i gaderne og har råbt, at ingen må være ude, når mørket falder på, men skal holde sig hjemme bag lukkede døre. Christian selv sidder oppe i et kammer på slottet Tre Kronor. Han er ved at skrive flere breve til folket. Kun ét af brevene er bevaret, nemlig det, der var stilet til tre herreder i Västergötland: Vadsbo, Vartofta

og Kåkind. Han har formentlig en sekretær hos sig, som han dikterer det til, han vil have skrevet i brevet om det, der er sket i Stockholm i ugens løb. En afskrift af brevet blev i hvert fald taget med hjem til København og overlevede der i kongens kancelli. For at kunne forstå Christians brev er vi nødt til at kende et dokument fra 1499, som er underskrevet af rigsrådet og af ærkebiskoppen og den afsatte rigsforstander Sten Sture. Rigsrådet var en forsamling af mænd, som kan siges at være en tidlig forløber for vore dages regering. Dette dokument anerkender Christian som retmæssig konge og arving til tronen ved Christians far, kong Hans’, bortgang. Det er der ikke noget overraskende i. Der havde kun været én konge over hele Norden i over 100 år. Efter indgåelsen af Kalmarunionen blev kongen valgt af tre rigsråd, rådet i Stockholm, rådet i Oslo og rådet i København. Derefter skulle folket i alle landsdele i Norden forsikre kongen om deres troskab. Alting var blevet gjort juridisk korrekt dengang for 21 år siden, og det var den retsorden, Christian støttede sig til, da han denne novemberaften skrev til befolkningerne i de forskellige landsdele. I brevet beretter Christian om begivenhederne i Stockholm i de seneste dage. Han skriver om sine undersåtters nyvundne frihed og lover, at der nu endelig skal blive fred og ro, og at Sankt Eriks kongelov og ret skal råde. Han daterer brevet med sit segl på ”vort slot Stockholm” sidste fredag før Sankt Mortens dag 1520. Endelig var Nordens enhed genoprettet. Norden var forenet, fra Island og Grønland i vest til Finland i øst. Knap en uge før, om søndagen, var Christians kroning blevet fejret i Storkyrkan. Ceremonien blev forestået af den unge ærkebiskop Gustav Trolle. Han forrettede gudstjenesten, og da den var slut, kunne Christian træde frem og tage tøjet af overkroppen. Hans skuldre blev smurt ind i olie, og derefter blev en stol sat frem til ham ved højaltret som en markering af, at han endelig havde magten i hele Norden.

Fra Storkyrkan gik kroningsgæsterne i højtideligt festoptog op til slottet. Festen begyndte med det samme, og det blev en begivenhed, som deltagerne sent skulle glemme. Mange af rigets mest indflydelsesrige mænd og kvinder var indbudt og var kommet for at deltage i det gæstebud, den netop kronede konge havde inviteret til. Det berettes i krønikerne, at Christian var vældig løssluppen og glad i de dage, da festen stod på. Man så ham gå rundt og dunke folk i ryggen og strø om sig med opmuntrende ord og spøgefuldheder, mens han blandede sig med deltagerne i festen. Han smilede og spredte ”alle hånde tegn på venlighed” om sig, fortæller en historiefortæller. Christian havde al mulig grund til at være i godt humør. Alt det, han havde kæmpet for, siden han besteg tronen, havde peget frem mod disse dage – han regerede endelig i hele Norden. Det, der havde været hans allervigtigste og højest prioriterede mål, som han ikke havde skyet nogen anstrengelser eller midler for at nå, havde han endelig opnået, nemlig at gendanne den union, han havde arvet magten i. Men det var kun begyndelsen på det, Christian ville skabe. Han ville opbygge en stærkere union, som for alvor kunne blive en enhed med København som centrum og Stockholm og Oslo som vigtige støttepunkter, han ville udfordre hansestæderne og Den Tyske Orden i konkurrencen om indflydelse og kontrol over Østersøen ved at danne et handelsforbund, og han ville skabe et rige, hvor borgerskabet var vigtigere end kirken og adelen. Christian havde af personlige grunde en god forståelse for betydningen af et handelsforbund. Christian skal overlegent have henvendt sig til en handelsmand fra Lübeck, den vigtigste af hansestæderne, efter at han nogle måneder tidligere var draget ind i Stockholm, og sagt: ”Fortæl derhjemme, at jeg har taget den ene af portene til Lübeck, og at det er muligt, at jeg også vil forsøge at vinde den anden.” Christian havde store planer for sit Norden og for Stockholm, men alt det måtte vente, til festen var slut. Det var, da festen gik ind i sin tredje dag, at tre af kirkens mænd kom til kongen og forelagde ham deres ærinde. I det brev, som Christian sad og skrev den fredag aften, indledte han med at fortælle om denne begivenhed. Han skriver, at

”Vi Christian etc. Kære alle venner, vid, at nu i onsdags” var tre mænd kommet til ham på Stockholms Slot, og det var ”værdige fader, herr Gustav, ærkebiskop i Uppsala”, altså Gustav Trolle, som havde forestået Christians kroning, ”herr Otto, biskop i Västerås”, bedre kendt som Otto Svinhufvud, ”og”, slutter Christian sig opremsning, ”ligeledes mester Jon, domherre i Uppsala”. Sidstnævnte var kannik ved Uppsala Domkirke, og de to andre repræsenterede kirken i Västerås Stift og samtidig hele riget på posterne som biskop og ærkebiskop. De var kommet ind til Christian med deres ærinde onsdag eftermiddag, mens kroningsfestlighederne stadig var i gang. Det var altså to dage efter denne begivenhed, at Christian om fredagen sad der på slottet og skrev sit brev. Da mørket havde sænket sig helt over Stockholm den aften, ved vi fra flere kilder, at det begyndte at regne. Først faldt regnen som spredte byger, senere mere vedholdende ned over gaderne. Regnvandet må have skyllet hen over torvet og skibene og ned ad slottets tag og være begyndt at skylle blodet væk fra brostenene på Stortorget.

FARVERNE PÅ CARL BLOCHS nye maleri var knap nok tørre, før det blev et af århundredets kendteste og mest afholdte danske kunstværker. Det blev udstillet i København, da det var færdigt i 1871, og både publikum og kritikerne elskede det. Det blev straks købt af Den Kongelige Malerisamling (forløberen for Statens Museum for Kunst) og blev en del af kulturarven. Motivet, der er lige så velkendt, som det er tragisk, viser to mænd i et nøgent rum, hvor murstensvæggene ses i baggrunden. Bag den ene af mændene er der en dyb vinduesniche med et vindue højt oppe, som lader lyset komme ind. Billedets hovedperson er kostbart klædt, og han går rundt om bordet med den ene hånd på bordpladen. Den anden mand er hans tjener. Han rækker stolen frem mod sin herre, som om han beder ham om at sætte sig ved bordet og falde til ro. På bordet er hans måltid rettet an – et ølkrus af sølv, en tallerken med en humpel brød ved siden af bestikket. Timeglasset oppe i vinduet markerer både tidens gang og hvor lang tiden må have føltes for de to mænd. Carl Blochs billede fik en enorm gennemslagskraft. Det blev trykt i masseoplag som litografier og købt til både skoler og hjem i hele Danmark, og det blev trykt i skolebøger og populære historiebøger. Generationer af danske skolebørn fik billedet ætset ind i deres bevidsthed. Maleriet var ikke fri for at være politisk ladet på grund af den si-

tuation, Danmark befandt sig i på det tidspunkt. Danmark havde, syv år inden billedet blev malet, mistet den sydligste del af Jylland, Slesvig-Holsten, til Det Tyske Forbund. Det gav Danmark et sår, som det skulle tage meget lang tid at læge. De første konflikter opstod langt tidligere, og i 1848 kom det til åben krig – det, der nu kaldes Treårskrigen. Dengang blev grænserne ikke ændret. Efter Treårskrigen skete der store forandringer i Danmark. Enevælden blev afskaffet, og landet fik en demokratisk grundlov. Men 20 år senere var den gal igen. Denne gang var det Otto von Bismarcks Preus sen, der førte an i konflikten, støttet af Østrig. Danmark havde ingen chance for at forsvare det, der havde været en del af riget, så længe nogen kunne huske, og ved fredsslutningen, der blev underskrevet i efteråret 1864, blev hele Slesvig-Holsten afstået til Det Tyske Forbund. Fredsslutningen gav en bitter eftersmag i Danmark, og der bredte sig en trang til revanche. Motivet til Carl Blochs maleri var hentet fra den søndre borg, på dansk Sønderborg, som lå i det område, Danmark var blevet tvunget til at afstå. Skønt det afbildede et historisk motiv, kunne det altså tolkes som et indlæg i den politiske debat – at det var som et tragisk fangenskab, en stor del af danskerne var havnet i, da de nu var blevet en del af Det Tyske Forbund. Det var derfor langtfra en tilfældighed, at Carl Blochs maleri Christian 2. på Sønderborg Slot blev et af de mest udbredte og elskede malerier i Danmark i de sidste årtier af 1800-tallet. Det maleri kom i lang tid til at definere opfattelsen af det grusomme og håbløse fangenskab, Christian blev tvunget til at udstå. Men kun godt ti år efter, at Carl Bloch havde malet sit mesterværk, kom der nye oplysninger frem, som kastede helt nyt lys over Christians fangenskab. Måske endte Christian ikke sine dage så forfærdeligt i fængslet, som Carl Bloch fik det til at se ud. Men hvad er det, der er blevet opdaget, og som gør, at vi må revidere vores opfattelse af Christians fangenskab? Jo, der er de lister over,

hvad der blev købt ind til ham i fængslet. På et tidspunkt skrev den nye konge, Christian 3., at Christian i fængslet havde adgang til ”alt, hvad man kan få for penge i dette land”. Når vi ser på listerne, kan vi kun erklære os enige. Der mangler virkelig ingen materielle goder. Og hvad kunne man så få for penge i Norden dengang? Indkøbslisterne viser, at man kunne få ganske meget. Der er ting, som på den tid blev anset for at være deciderede luksusvarer, for eksempel hvedebrød, mandler, en hel del forskellige krydderier og tilmed sukker. For os virker det ikke særlig specielt. Men priserne så helt anderledes ud i 1500-tallet, end de gør i dag, og der var mange ting, man slet ikke kunne få for penge, fordi de blev produceret alt for langt borte eller var for vanskelige at få fat på. Sukkeret var den i særklasse dyreste vare, Christian fik. Det blev importeret fra Amerika, først og fremmest på Det Spanske Imperiums skibe. Det måtte altså fragtes meget langt og først komme til spanske havne, antagelig i Nederlandene, hvorefter det blev transporteret videre til København. Også hvedebrød var et luksusprodukt, som almindelige mennesker ikke tillod sig at spise, måske bortset fra til jul eller bryllupper. I den sydlige del af unionen var det ret let at dyrke hvede, men længere nordpå i Norden var det sværere. Listerne over indkøb til Christian i fængslet viser, at han regelmæssigt fik serveret noget, der af de fleste blev betragtet som en usædvanlig luksus. Regnskaberne fra Christians fangenskab på Sønderborg Slot viser, at det ikke var nogen landlig afkrog, som man ellers let kunne forestille sig. Man bliver forbløffet over, hvor mange varer der må være kommet til havnen i den lille by, for at Christian og hans vogtere kunne få mad nok på fadene. Det meste af maden kom selvfølgelig fra gårdene i lenet. Først og fremmest fra slottets landbrug leveredes det, der var basiskosten – som korn, grøntsager og roer, men også svine- og oksekød og sikkert også æg. Intet af det står på listerne, eftersom det kom fra gårde, som var ejet af kronen. Det var det, der skulle købes udefra, der blev opført så nøjagtigt på listerne. Christian fik også frisk fisk, herunder laks, der var fanget så langt

væk som i floden Elben i Det Tysk-romerske Rige. Hvorfor fisken skulle transporteres så langt væk fra, ved jeg ikke, men det er muligt, at den blev anset for at være en særlig delikatesse på samme måde, som vi synes, at nordsølaks er det. I store dele af året var fisk hovedretten, for Christian fulgte hele livet den katolske tradition med at faste 40 dage inden påske, og da måtte man ikke spise kød, men kun fisk. Derudover spiste man en hel del lam, men også vildt, måske indimellem en hjort. Måltiderne skulle også skylles ned med rigelige mængder drikkevarer. Almindelige dage skulle der være ti liter øl og tre liter vin, så Christian og hans folk led heller ingen nød, hvad det angik. Hvor stort var så det hof, som Christian omgav sig med på Sønderborg Slot? Det var et vigtigt statussymbol på den tid, og det viste, hvor betydningsfuld en person var. Jo flere mennesker der var i nærheden af en person og flokkedes om ham eller hende, desto mere indflydelsesrig og betydningsfuld blev han eller hun anset for at være. Det ser ud til, at Christian for det meste havde omkring 16 personer ansat til at opvarte sig. De havde en række forskellige opgaver, så som at fungere som hans vagter, at passe ham op eller at servere maden for ham. Regnskaberne viser, at der var en vagtpost, som hver dag fik separat betaling for morgen og aften at blæse en fanfare på sin trompet fra slottets tårn, når Christian satte sig til bords. Hans tilstedeværelse på slottet skulle altså ikke skjules, det var noget, man snarere valgte at understrege. Desuden var der en lille gruppe adelsmænd, som var udvalgt til at opvarte ham, og de spiste sammen med ham og holdt ham med selskab ved andre lejligheder. Måske spillede de også terning eller skak. Der var ansat en særlig kok, som skulle lave Christians mad. Kokkens navn var Bernt, og han må have været dygtig – måske indgik han i bestræbelserne på at gøre Christians ophold på Sønderborg Slot så behageligt som muligt, for i regnskaberne kan vi ganske overraskende se, at kokken Bernt fik en løn, der var lige så høj som den, selveste slottets øverstkommanderende fik!

Der var flere personer, der kom og gik mere uregelmæssigt. Blandt dem var læger og apotekere, som blev kaldt til slottet, når Christian var syg. For det meste ser han ud til at have haft det godt, selv da han begyndte at blive ældre, men noget, han led af med mellemrum, var formentlig galdesten. Vi kan måske tolke det som et tegn på, at kokken Bernt var sin høje løn værd. På et tidspunkt skrev Christian til Christian 3. og bad om at få sendt en mand, ”som kan være prædikant hos mig”. Han fortsatte med at præcisere, hvordan denne mand skulle være: ”Han skal være lærd og have god forstand på digtekunst, latin, hebraisk og græsk.” Det var store krav, han stillede til sin prædikant, og det er tydeligt, at det ikke bare var kristendommens mysterier, Christian ville undervises i, men også mere håndgribelige ting. Det ser ud til, at han gerne ville diskutere gamle skrifter, eftersom prædikanten skulle være vidende om poesi og kunne de klassiske sprog. Om det lykkedes at få fat på nogen, der kunne opfylde disse krav, ved vi ikke, men det fortæller en hel del om, at Christian interesserede sig for læsning, som rakte ud over den sædvanlige fromhed, som mennesker på denne tid forventedes at være i besiddelse af. Den tredjestørste udgift i Christians regnskaber, efter kost og ansatte, er helt klart hans beklædningskonto. Listerne viser, at hans vagter havde særlige uniformer, som skulle markere, at de hørte til hans hof, og de øvrige ansatte fik forskellige dragter til vinter og sommer. For sit eget vedkommende kunne Christian næppe have ønsket sig mere, hvad tøj angik, end det han fik i fængslet. Vi ved det ikke, men formentlig havde han en større mængde tøj med, da han kom til Sønderborg, og garderoben blev i årenes løb hele tiden fornyet og forbedret. Vi kan i regnskaberne følge indkøbene af kostbare stoffer som fløjl, indisk silke, damask, flamsk klæde, lærred og pelsværk. Hvilke klædedragter der blev syet af dette stof, kan portrætterne af ham og andre af hans samtidige give os nogle ledetråde for. For det meste havde man inderst mod kroppen linned, som blev vasket og skiftet tit, og derudover havde man beklædningsgenstande af forskellige robuste stoffer, der fungerede mere som vore dages jakker eller over-

tøj. Forskellen var, at det tit også blev brugt inden døre, fordi der for det meste var temmelig koldt, også i rummene i de store stenbygninger. Især forskellige slags pelse var praktiske i en tid længe før centralvarmens ankomst. Og man havde næsten altid noget på hovedet, også inden døre. Christians bolig på Sønderborg Slot bestod af et par store kamre, som lå højt oppe i slottet. Fra regnskaberne ved vi også, at der blev afholdt udgifter til specielle ombygninger af hans værelser, og de blev indrettet med møbler, som han sikkert var med til at bestemme, hvor og hvordan skulle placeres. Det vigtigste rum lå i midten, omgivet af andre sale. Det var stort med hvælvet loft. Væggene var beklædt med høje træpaneler, og over dem var murene hvidkalkede. I en niche i salen stod den himmelseng, Christian sov i i de 17 år, han boede på Sønderborg Slot. Der var to meget store vinduer med fire meter dybe vinduesnicher i rummet. Det ene vendte ud mod Flensborg Fjord og det andet mod øst med udsigt over byen. Det fortælles, at Christian tilbragte mange timer med at udsmykke vinduesnicherne med malerier af steder, han huskede. Et af de billeder, han skitserede på den hvide puds, var en let genkendelig silhuet af den by, han var vokset op i. ✻✻✻

Christians første egentlige erindringer må have været fra København, fra en tid knap 50 år inden han havnede i fangenskab på Sønderborg Slot. Hvad huskede han, eller hvad var det første, han tænkte på, når han senere i livet hørte København blive omtalt? Måske duftene fra alle handelsboderne langs Amagertorv eller råbene fra sælgerne der, måske blomsterne i haverne om foråret, måske duften af salt, der kom fra kajerne som et minde om farvandene mellem Sverige og Danmark, og om hvordan byen var en brik i et netværk af byer, der var forbundet af handelen. Eller tænkte han på de steder, hvor han havde leget, de hølofter, hvor han havde hoppet i høet, eller på sine forældre?

Selv om hans far tit var i København, var der mange gøremål, der krævede hans tilstedeværelse, somme tider nede ved grænsen i Slesvig-Holsten, andre gange oppe i Aalborg i Nordjylland. Vi må altså forestille os, at det har været Christians mor og de andre ved hoffet, som først og fremmest prægede Christian og påvirkede ham, mens han voksede op. Han må have haft flere personer, som til daglig tog sig af ham, og som han kunne lege med eller lære noget af, Måske kunne han lide at løbe rundt mellem salene på det store slot i København – vi ved fra senere i livet, at han var livlig og eventyrlysten. Christian kom til verden den 1. juli 1481 på Fyn, langt fra det politiske spil i København. Hvad ved vi om hans fødsel og omstændighederne omkring den? Det her er længe før memoirernes og dagbøgernes tid, hvor i princippet alle, der mente, at de havde sat et aftryk – uanset om det var med noget af værdi eller til stor skade – i deres levetid, selv skrev om det eller satte en anden til at gøre det, allerede mens de levede. Det blev populært fra 1600-tallet, og fra den tid har vi derfor en mængde kildekritisk problematiske beretninger om fødsler og tidlige barneår, som forfatterne selv ikke kan have haft nogen som helst erindring om. Fra Christian har vi altså ikke noget af den slags, så vi behøver ikke at blive forvirrede over, hvad der kan have været sandt eller usandt i en eventuel barndomsskildring. Men hvis vi ser nærmere på de kendsgerninger, vi har, kan vi alligevel danne os et billede. Der er ganske vist en hel del huller, men vi må ganske enkelt nøjes med det, vi har. Stedet, hvos Christian blev født, var altså Fyn, nærmere bestemt Nyborg Slot, som ligger midt på øens østkyst ud mod Storebælt. Her lå en af de vigtigste fæstninger i riget, som også var en af dem, det var lettest at forsvare. Borgen var omgivet af voldgrave og høje mure. På den tid var den bedst kendt for i næsten 200 år at have fungeret som samlingssted for et årligt rigsmøde, som blev kaldt danehof. Det blev holdt i Nyborg mellem den sidste del af 1200-tallet og det tidspunkt

i begyndelsen af 1400-tallet, da Erik af Pommern flyttede det til København. Rigsrådet, som bestod af de vigtigste stormænd, mødtes på mødet med kongen og forhandlede med ham. På et af disse møder underskrev kong Erik Klipping et dokument, som skulle blive vigtigt for kongemagten fremover, og som også skulle komme til at påvirke Christian. Det var en såkaldt håndfæstning, der begrænsede kongens magt. Netop dette første dokument indeholdt en bestemmelse, som siden er blevet fundamentalt i retsstater, nemlig at ingen i riget kunne fængsles uden dom. Den slags håndfæstning måtte kongerne derefter underskrive, før de kom på tronen, og det gjaldt også, som vi senere skal se, Christian. Da Christian blev født, havde kongefamilierne i riget i cirka 50 år boet på Københavns Slot, som netop i den tid mere og mere tydeligt var ved at blive den vigtigste fæstning i landet. Men da Christian blev født, var den politiske situation mildest talt mere usikker end vanligt, fordi hans farfar, Christian 1., var gået bort kun fem uger forinden. Kong Hans tog den beslutning, at sønnen skulle fødes et sted, hvor han kunne forsvares, hvis det blev nødvendigt. Selv om kong Hans skulle arve tronen, kunne han ikke regne med, at den stærke adel ville støtte ham uden at stille krav. Det sidste, han ville risikere i den situation, var, at der skulle ske noget med hans familie. Vi har allerede set, hvilken dato Christian blev født her på Nyborg Slot. Hvordan kommer vi frem til det, og hvordan kan vi være sikre på det? Oplysningen kommer fra et uventet sted. Den kommer nemlig fra den i øvrigt notorisk upålidelige astrologi, som det stadig er let at blande sammen med astronomien, men dengang var det så godt som umuligt at skelne dem fra hinanden. Begge blev anset for at være videnskaber, som var lige velfunderede, og måske blev astrologien endda anset for at være mere anvendelig, eftersom den forsøgte at sige noget om livet på jorden her og nu. Astronomien talte bare om mere uhåndgribelige og abstrakte ting, der var oppe i himlene. Det er altså astrologien, der giver os svaret på, hvornår Christian blev født. Jeg skal gøre mit bedste for at forsøge at forklare hvordan.

Der findes flere forskellige oplysninger om, på hvilken dato Christian skal være kommet til verden, lige fra den 8. marts til den 1. eller 2. juli, og tilmed den 8. december. Derimod er alle tilsyneladende enige om året 1481. Her kan den astrologiske sammenhæng hjælpe os med at få styr på begreberne. I juni 1528 skrev Christians sekretær, Christian Winter, et brev til ham, hvori han fortæller, at han er gået til en astrolog for at få lagt Christians horoskop. Til det formål skulle Winter medbringe en præcis angivelse af, hvornår Christian var født, så astrologen kunne lave så præcis en forudsigelse som muligt. At få lagt sit horoskop af en professionel stjernetyder var højeste mode i renæssancen. På den tid mente man, at sandhederne lå skjult i stjernernes stilling på himmelhvælvet på bestemte datoer, for eksempel ved nogens fødsel, eller når en særlig vigtig begivenhed skulle finde sted. De fleste synes at have accepteret det – blandt de store fortalere for astrologien var Medici-familien i Firenze. Men det var ikke alle, der ligefrem var begejstrede. Især mente en del af de gejstlige, at det både var et udtryk for overtro at kigge i stjernerne efter sin skæbne, og at det stred mod den grundlæggende idé om en fri vilje, som kristendommen sagde, at mennesket havde fået af Gud. Men interessen for astrologien var så grundfæstet blandt de rige i samfundet, at kirken ikke gjorde nogen stor sag ud af det, fordi den ikke syntes, at det var værd at kæmpe for. Kirken forsøgte at give et ikke særlig overbevisende billede af, hvordan den stillede sig til astrologien. Den sagde, at mennesker kunne vælge, om de blev påvirket af stjernerne eller ikke blev det – alt sammen for at opretholde tanken om den frie vilje. Winter beretter i sit brev til Christian, at astrologen har baseret sin forudsigelse om hans fremtid i ”dette indtrufne år, som er Eders Nådes 48:e, og indledes på den første dag i juli”. Den 1. juli var altså den dato, Winter nævnte som den, astrologen gik ud fra, og det er den mest pålidelige oplysning fra Christians samtid om, hvilken dag han blev født på. Vi har ingen samtidige oplysninger om nogen af de andre datoer – de stammer fra forfattere, som skrev om ham 50 eller 100 år senere.

Den sammenhæng, brevet blev skrevet i, gør også oplysningen mere pålidelig for os. Der var al mulig grund til at forsøge at give astrologen en dato, der var så præcis som muligt, for at forudsigelsen om hans fremtid kunne blive så korrekt som muligt.

FOTO: GABRIELLA ERIKSSON

Erik Petersson

ERIK PETERSSON (f. 1985) er historiker og forfatter. Hans populærhistoriske bøger handler alle om

magtspillet i Norden i 1500-tallet. Har bl.a. skrevet Den skoningslöse: En biografi över Karl IX (2008), Vicekungen (2009) om Per Brahe og Maktspelerskan: Drottning Kristinas

FYRSTE af NORDEN

FÅ KONGER HAR ET SÅ TVETYDIGT EFTERMÆLE SOM CHRISTIAN 2.

Erik Petersson

FYRSTE af NORDEN EN BIOGRAFI OM

CHRISTIAN 2.

revolt (2011).

bog at frigøre sig fra eftertidens

ISBN: 978-87-400-4473-7

fortællinger om Christian og tegne POLITIKENS FORLAG WWW.POLITIKENSFORLAG.DK

billedet ud fra samtidige kilder.