Globetrotte by JP/Politikens Forlag

175,5 mm

gamle skole. Om et menneske, der helt fra barnsben elskede at gå på opdagelse, og hvis iver efter at se verden fik ham til allerede som

12-årig at forsøge at stikke af hjemmefra for at få hyre som skibsdreng. Det er også historien om en ung frihedskæmper, der under besættelsen var aktiv i modstandsgruppen BOPA, og om en journalist, der aldrig tillod forhindringer at stå imellem ham og den gode fortælling. Endelig, men ikke mindst er det historien om en opdagelsesrejsende, der i mere end 50 år rejtualer og skikke blandt aboriginals, buskmænd og kannibaler – altid med kameraet som sin tro følgesvend. ’Globetrotter’ er Jens Bjerres underholdende livshistorie fortalt til Lone Theils og med fotos af Jens Bjerre.

175,5 mm

JEN S BJER R E I SA MA R BEJDE MED LON E T H E ILS

GLOBETROTTER JENS BJERRES EVENTYRLIGE LIVSHISTORIE

250 mm

JENS BJERRES EVENTYRLIGE LIVSHISTORIE

ste til fjerne afkroge af verden for at dokumentere de nu for altid tabte ri-

GLOBETROTTER

istorien om Jens Bjerre er fortællingen om en eventyrer af den

20,5 mm

Jens Bjerre, født 1921, journalist, opdagelsesrejsende, forfatter og filmmand. Modtager af flere priser for sine fotos og dokumentarfilm og medlem af The Royal Geographical Society. Lone Theils, født 1971, forfatter og journalist. Har igennem 15 år boet i London og bl.a. arbejdet som korrespondent for Politiken.

POLITIKENS FORLAG

ISBN 978-87-400-1986-5

p olitikensforlag.dk

9 788740 019865

POLITIKENS FORLAG

GLOBETROTTER

GLOBETROTTER JENS BJERRES EVENTYRLIGE LIV AF JENS BJERRE I SAMARBEJDE MED LONE THEILS

Politikens Forlag

INDHOLD Forord 9 Kapitel 1

Barndommens land 13 Kapitel 2

Den unge reporter 35 Kapitel 3

Krigstid 41 Kapitel 4

Udlængsel og Afrika 65 Kapitel 5

Buskmænd i Kalahari 79 Kapitel 6

På sporet af den afskyelige snemand 99 Kapitel 7

Blandt menneskeædere på Ny Guinea 122 Kapitel 8

Tilbage til stenalderen hos de australske aboriginals 137 Kapitel 9

Kina, et lukket land 148 Kapitel 10

Besøg bag jerntæppet 162

Kapitel 11

Hjemkomst 170 Efterskrift 173 Overblik: Jens Bjerre 179

“Rejs langt væk. Rejs langsomt. Gå på dine ben. Sæt dig ned og tal med folk”. Jens Bjerre

“If you can dream it, you can do it”. Walt Disney

FORORD Man kunne fristes til at tro, at et museum er et sted, hvor man opbevarer støvede kuriositeter. Man kunne også fristes til at tro, at Jens Bjerre med sin tropehjelm og sin charmeklud er en kuriositet, der hører en anden tid til. Men begge dele er lige forkerte. Både fra et musealt og antropologisk perspektiv er Jens Bjerre lige dele vedkommende og interessant anno 2015. Han har som de færreste – og da slet ikke antropologer – formået at bringe etnografiske iagttagelser fra verdens allerfjerneste afkroge ud til den brede danske befolkning. Eksotiske kulturer, mærkværdige skikke og eventyrlysten blev fra den første udfærd i 1947 til San-buskmændene i Kalahari-ørkenen i det sydlige Afrika formidlet til danskerne i avisreportager med tilhørende fotos. Senere fulgte foredrag i forsamlingshuse landet over med filmfremvisning, der trak mand og mus af huse. Eventyret og drømmene om de fjerne himmelstrøg levede – vel at mærke i tiden før TV, Internet og Lonely Planet. Jens Bjerre skriver sig – på sin helt egen måde – ind i dansk etnografis historie. Kvaliteten i hans etnografiske beskrivelser og hans blik for at samle genstande ind – både til Moesgaard Museum og Nationalmuseet – er hævet over enhver tvivl. Oprindeligt er han uddannet journalist, ikke etnograf eller antropolog. Derved har han også frasagt sig pligten til at skulle forholde sine observationer til antropologisk teoridannelse. Hans projekt har imidlertid også været et helt andet – at dokumentere etnografiske virkeligheder, som han oplevede dem, og formidle dem gennem det særlige Jens Bjerreske blik, som generationer af danskere har taget til sig. Enhver antropolog med ambition om at formidle deres faglige arbejde til andre end en snæver kreds af fagfæller bør læse Jens Bjerres bøger og se hans fotos og film. Han har nemlig formået det, som de færreste har – at gøre

Forord

etnografiske beskrivelser interessante og vedkommende for den brede offentlighed. Jens Bjerre er – og forbliver – en fri, vedkommende og fascinerende fugl. Mag.art. Ulrik Høj Johnsen Museumsinspektør, De Etnografiske Samlinger, Moesgaard Museum

Jens har været medlem af The Royal Geographical Society (og Institute of British Geographers) siden 1948. Hans livslange arbejde som uafhængig filmskaber, fotograf og antropolog har i meget væsentlig grad været med til at give os indsigt i stammesamfund, især i Afrika og her specielt buskmændene i Kalahari-ørkenen. Hans højt respekterede og indfølte arbejde, der er dokumenteret i film, udstillinger, bøger og foredrag, har på fornemmeste vis også skildret samfund, der har gennemgået dramatiske ændringer. Som eksempelvis i Kina, hvor han var en af de få europæere, der fik adgang under Kulturrevolutionen. Jens’ værk er ikke blot historiske optegnelser, der er bevaret for eftertiden, men også en dokumentation over det enkelte menneskes og samfunds levemåde, traditioner, ceremonier og ritualer, som de har fundet sted midt i en tid med voldsomme ændringer i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Hans arbejde giver en dyb og vedvarende indsigt i de geografiske og etnografiske historier om mennesker, steder og miljøer, og hans værk vil blive stadig vigtigere for geografers, etnografers og andre faggruppers videre studier i de kommende årtier. Hans passion og entusiasme for at formidle sine rejseoplevelser på film har også ført til en fornem karriere som foredragsholder over hele verden, inklusive på The Royal Geographical Society, hvor han i 1948 for første gang fremviste sin film Ekuthuleni, fredens sted. Et årti senere præsenterede han filmen De sidste kannibaler fra Ny Guinea for det samlede Royal Geographical Society og i 1985 filmen Verdens sidste Shangri-La. I 2014 havde Royal Geographical Society den ære at være vært for Jens og hans hustru Lone, da han fik overrakt Cherry Kearton-prisen for sine ”fotos af folk over hele verden”.

Forord

Prisen blev bl.a. begrundet i Jens’ store humanisme og i hans vision og vilje til at dokumentere forsvindende stammefolk og steder; evner, der har gjort ham til en af verdens fineste fotografer og filmdokumentarister. Helt typisk for Jens var han også den første prismodtager, der valgte at skrive sin takketale i et digt. ”Thank you, God You created the earth And let me travel And see it all: The oceans – the mountains The silent desert – the jungle The stars – the moon The wisdom in old eyes The grace of animals And you let me hear: The tales from old people The song of birds The laughter of children I sensed the peace In the glow of setting sun”. Han har igennem årene bragt stor glæde til sit publikum, og vi er omvendt meget glade for at kunne lægge hus til hans samling i Royal Geographical Societys arkiv. Vi er stolte over at få overdraget en så vigtig samling for eftertiden. Vi skatter både den og vores samarbejde med en så bemærkelsesværdig mand meget højt. Dr Rita Gardner, Director of the Royal Geographical Society

GLOBETROTTER

KAPITEL 4

UDLÆNGSEL OG AFRIKA Med bombefly gennem Afrika Selv under krigen, hvor jeg ikke kunne forlade Danmark, drømte jeg om at komme ud at rejse. Jeg havde sparet sammen, og jeg havde en lystbåd og en motorcykel, som jeg solgte, så jeg kunne bruge pengene på at rejse ud, så snart krigen var ovre. Via mit job som journalist hørte jeg, at ØK (Det Østasiatiske Kompagni) havde chartret en flyver fra Det Danske Luftfartsselskab, en gammel DC-3-bombemaskine, der var ændret til passagerfly. Den skulle flyve ned gennem hele Afrika og standse undervejs og sætte personale af på forskellige handelsstationer, som ØK var i gang med at etablere på et kontinent, som mange på det tidspunkt stadig anså for at være ”det mørke Afrika”. Jeg kontaktede deres pressechef, der var bror til en af mine gode kolleger, og spurgte, om jeg ikke kunne komme med på den tur, den første flyvning ned gennem Afrika. Han svarede: ”O.K., husk ØK.” Jeg havde i forvejen sagt min stilling op, fordi jeg ville være freelancer. Politiken havde ellers tilbudt mig et virkelig fint job på avisens politiske redaktion, men jeg havde sagt nej tak. Det havde de alligevel ikke regnet med inde på avisen. ”Hvad er der i vejen med jobbet”, spurgte redaktøren overrasket. ”Det skal jeg sige Dem. Det, der er i vejen, er, at De skal være min chef”, svarede jeg. Det så han jo noget fortørnet ud over. De var vant til på Politiken, at man sprang til uden de store betænkeligheder, når man fik tilbudt et så fint job. ”Det er jo ikke Dem, personligt. Det er bare,

UDLÆNGSEL OG AFRIKA

fordi jeg slet ikke vil have nogen som helst chef længere”, uddybede jeg. Jeg ville være min egen chef i stedet for, og det er et princip, jeg har holdt fast i lige siden. Også da jeg senere fik tilbud fra blandt andre Disney og Discovery Channel om at arbejde for dem. Men selv om jeg altså ikke ville arbejde for Politiken dengang, ville jeg selvfølgelig stadig gerne samarbejde med avisen. Så jeg lavede i stedet en aftale om at levere kronikker til dem fra mine rejser. Jeg kan huske, at redaktøren på Politiken, som jeg indgik aftalen med, var en smule forbløffet over, at jeg forlangte, at jeg selv ville bestemme, hvad jeg ville skrive om, og hvornår jeg kunne aflevere det. Men efter kort tids forhandling gik han alligevel ind på mit forslag. ”Det har vi godt nok aldrig prøvet før”, sagde han en smule forbløffet. ”Det skal nok komme til at passe meget fint, for det har jeg heller ikke”, svarede jeg tilbage. Jeg lavede også en aftale med Jyllands-Posten om at levere rejsebreve til dem og med BBC om at lave radioreportager for dem, så jeg kunne tjene lidt penge, mens jeg rejste. Jeg havde fascineret læst om de sidste ukendte områder i Afrika. Ukendte i den forstand at man vidste, hvor de var, da man havde luftfotografier af alle områder, selv i Afrika. Det fik man jo under krigen. Men man vidste meget lidt om de buskmænd og deres stammer, der beboede nogle af de mest isolerede områder. Det var de områder – de hvide pletter på kortet – jeg var interesseret i at komme frem til. Jeg ville ikke bare tage til Afrika og lave reportager om, hvordan det gik fremad med industrien og investeringer. Det kunne hvem som helst jo skrive hjem om. Jeg ville se noget, som ingen andre havde set. Og jeg ville selv bestemme.

Den tøvende filmfotograf Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg skulle skrive og tage fotos i Afrika, men lige inden min afrejse havde jeg et møde med en god ven, der kom til at ændre min karriere og mit liv med sit simple og indlysende forslag. Det var direktøren for Det Hollandske Luftfartsselskab, Bent Rom, der på det tidspunkt kørte rundt i landet og holdt foredrag og viste

GLOBETROTTER

film fra Indonesien med stor succes. Vi talte om min kommende rejse til Afrika, da han pludselig sagde: ”Når du nu alligevel skal rejse ned til Afrika, så kan du da lige så godt tage et kamera med og så tage noget film”. ”Jamen, det har jeg da ikke spor forstand på”, svarede jeg. Men han forsikrede mig om, at det kunne jeg hurtigt lære. ”Det drejer sig bare om at kunne se, og det skal du jo alligevel kunne, når du skriver. På den måde er det at tage film det samme. Det handler om at have blik for det”, fortsatte han. Han lånte mig sit gamle kamera. Det var sådan et meget primitivt box-kamera, som man skulle trække op, med 16 billeder i sekundet og med fast fokus, ikke noget med indstillinger på en knap. Den sidste formaning, han gav mig, var, at jeg skulle se at få fat i noget farvefilm. Det kunne man ikke få i Danmark efter krigen, så jeg var nødt til at tage en tur til London. Her tog jeg ind til Kodak og fik et møde med en Mr. Anderson, der var eksportchef. ”Jeg skal til Afrika, jeg skal have noget farvefilm, og det skal sendes ned til Johannesburg”, forklarede jeg ham. Og det fik jeg. Den allerførste gang, jeg optog film, var inde i Ørstedsparken. En af mine kolleger, Jim, stillede op som model, og så filmede jeg ham både gående og bagefter løbende i sort-hvid for at vænne mig til, hvordan kameraet fungerede. Så var jeg klar til at tage af sted som filmfotograf.

I skal ikke være ængstelige for mig Inden jeg rejste, var der lige en ting tilbage at gøre: at få skrevet et farvelbrev til mine forældre hjemme i Jylland. Jeg satte mig til skrivemaskinen og skrev det, der skulle blive den sidste hilsen fra mig i lang tid. Mine forældre gemte brevet igennem alle årene.

UDLÆNGSEL OG AFRIKA

Brevet, jeg skrev til mine forældre, inden jeg rejste ud i den store verden. Jeg håbede, at de ikke ville være urolige for mig, og forsøgte at anslå en optimistisk tone.

GLOBETROTTER

København, den 29. Januar 1947. Kære Mor og Far! Ja, saa staar Afrejsen nær. Lørdag Morgen Klokken 9 letter Maskinen – og Rejsen ud til Eventyret begynder. Jeg gør mig naturligvis mange Tanker i den Anledning. Først og fremmest er jeg fuld af Forventninger og Forhaabninger. Jeg har set frem til denne Dag igennem flere Aar. Det har altid arbejdet i min Bevidsthed og Fantasi – at rejse ud paa Eventyr, se og opleve … Og nu skal disse Fantasier altsaa blive til Virkelighed. Jeg har store Planer – maaske lidt højtsvævende – men jeg har ogsaa Benene paa Jorden og er klar over, at det let kan komme til at gaa ganske anderledes, end jeg forestiller mig. Jeg er imidlertid parat til at møde Vanskelighederne, som de kommer – og selvfølgelig kommer de. Inden jeg begynder paa dette nye Afsnit af mit Liv, vil jeg sige Jer inderlig Tak, fordi I har hjulpet mig dertil, hvor jeg nu staar paa Springbrædtet. Nu springer jeg ud i det store Eventyr – og jeg tror paa min heldige Stjerne. I skal ikke være ængstelig for mig – jeg skal nok klare mig! Tak for alt indtil nu – og paa glad Gensyn om et halvt Aars Tid! Jeres store Dreng Jens

De hvide pletter på kortet Efter at have længtes efter det hele mit liv var jeg nu endelig på vej på eventyr. På vej til at gå i fodsporene af mine store helte, Henry Stanley og David Livingstone, og finde det Afrika, de havde mødt næsten hundrede år tidligere som opdagelsesrejsende på ”det mørke kontinent”. Living stone havde rejst i Kalahari-ørkenen i 1800-tallet, og det var blandt andet hans beretninger, der var en af mine store inspirationer.

UDLÆNGSEL OG AFRIKA

Med mig havde jeg introduktionsskrivelser fra både Politiken og det danske udenrigsministerium, som, jeg håbede, ville kunne lette vejen for mig. Og ikke mindst havde jeg min ukuelige trang til at opleve eventyret. En smuk morgen i januar 1947 lettede flyet, efter et par mellemlandinger i Europa, fra Cairo, inden solen overhovedet var stået op. Jeg husker stadig denne flyvetur som noget helt særligt. Hvordan vinden peb ind igennem de skudhuller, der stadig var i skroget, og hvordan piloten lod mig filme solopgangen ud ad plexiglaskuplen, hvor haleskytten havde siddet i det gamle DC-3-bombefly under krigen. Turen med ØK’s chartrede fly gik vitterligt hele vejen ned igennem Afrika og tog adskillige uger. Vi gjorde ophold i Cairo, Sudan, Uganda, Kenya og i henholdsvis Nord- og Sydrhodesia (i dag Zambia og Zimbabwe, red.). Turen var fascinerende, og der var masser at skrive om fra Afrika, som kunne interessere de danske avislæsere. Men jeg ville være mere end bare en journalist, der rapporterede hjem om, hvad der skete i Afrika. Jeg ville være en rigtig opdagelsesrejsende. Så da flyet endelig nåede til Johannesburg, der på det tidspunkt var en rigtig guldmineby, var jeg indstillet på, at byen kun skulle være en midlertidig base for mig. Jeg skulle ud til de hvide pletter på landkortet. Derud, hvor der stadig var nye ting at udforske og opdage. Det var bare et spørgsmål om at finde ud af hvordan og hvorhenne. Men i første omgang gik min tur ud for at besøge zuluerne.

Umfola og glade onkler Jeg havde læst om krigerstammen zuluerne hjemmefra og var meget fascineret af at lære mere om dem. I 1947 fik jeg tilladelse til at tage ind i deres reservatområde i Sydafrika, hvor jeg slog mig ned hos den norske kunstmaler Fred Skram, der havde en butik, hvor han solgte kolonialvarer og tobak til de indfødte. I bytte fik han skind fra dyr, de havde nedlagt på deres jagter. Jeg fik lov til at slå mig ned i et rum ved siden af hans lager. Den norske kunstmaler gav mig et lynkursus i, hvilke ting jeg skulle vide om det lokale liv for at kunne overleve i reservatet. Der var nye

GLOBETROTTER

ting at lære, ikke bare om natur- og dyrelivet på de kanter, men også om zuluerne og deres skikke. En af de første instrukser, han gav mig, var at tage en kraftig stok med, når jeg skulle besøge et skur nede i bunden af haven. ”Du skal huske stokken, og så skal du banke den ned i jorden og lave et frygteligt spektakel, når du bevæger dig derned. For der bor en sort mamba i haven, og den bryder sig ikke om støj”, forklarede han. På trods af giftslangerne faldt jeg nu fint til i området, og efterhånden som jeg fik opbygget et tillidsforhold til de lokale, kunne jeg at filme zuluerne. En af de mere kuriøse traditioner, de havde, var, at kvinderne blev favorabelt vurderet efter, hvor tykke de var. Hvis de havde en stor bagdel, var de meget værd i giftermål og kunne kræve en større medgift i forhold til deres knap så velpolstrede medsøstre. Derfor var en stor bagdel altid en kilde til stolthed for en zulupige og hendes familie. Jo større bagdel, desto bedre et parti kunne pigen gøre. Det var onklerne i familien, der formidlede ægteskaberne, og som tak for deres indsats i de ofte komplicerede forhandlinger modtog de provision af medgiften. Derfor var en onkel til en niece med et stort bagparti ofte en meget glad onkel. Om søndagen gik mange af zulupigerne ned til den svenske missionsstation, der lå på den anden side af floden, for at gå i kirke. For mig var det en glimrende lejlighed til at få dokumentation af zulupiger i festtøj, så jeg var glad, da den norske kunstmaler sagde til mig, at jeg kunne fotografere pigerne. Han forklarede mig: ”Pigerne kommer her for at få taget deres billeder. De stiller sig op ad muren, og så er det meningen, at du skal fotografere dem”, sagde han. Så vidt var jeg selvfølgelig med. Men så kom overraskelsen. ”Du skal ikke fotografere pigerne forfra. Du skal i stedet tage billederne bagfra, så man kan se, hvor store bagdele de har”, sagde han. Normalt betalte pigerne en fotograf for at få taget den slags billeder. For disse fotos kunne onklerne stolt vise frem til de potentielle bejlere. Sådan lærte jeg udtrykket umfola at kende. Umfola betyder noget i retning af: Må jeg se din store bagdel? Det var en helt accepteret skik hos zuluerne, at onklerne til en pige spurgte til hendes bagdel, for det var jo en sag, de havde en helt legitim interesse i. Så når en onkel mødte sin

UDLÆNGSEL OG AFRIKA

niece på vejen, sagde han: ”Umfola”, og så viste niecen frem, hvordan det gik med den højt skattede bagdel. Efter nogen tid blandt zuluerne fik jeg mit eget navn af dem: Kosa Kosanan Hamba, manden med de lange opsmøgede bukser. Desværre fik jeg en meget voldsom omgang tægefeber, mens jeg boede blandt zuluerne. Jeg var blevet bidt af en tæge i maveskindet, og det var svulmet op, og jeg var blevet meget syg med feber. På grund af feberen blev jeg flyttet til et sygeleje i en hytte. Hver dag blev jeg troligt passet og plejet af en af zulupigerne, Momana, der tålmodigt tog sig af Kosa Kosanen Hamba. Hun skiftede lagenerne, når jeg svedte, og lagde dem ud i solen til tørre. Og nogle gange sang hun for mig, som når man synger blidt for børn, lige inden de skal sove. Da feberen langt om længe var væk, vågnede jeg op en morgen og følte mig helt rask. Kort efter kom Momana ind for at se til mig. Og da jeg så hende, var jeg så kåd over at være blevet rask, at jeg råbte: ”Umfola!” og gav hende et rask klask i bagdelen. Hun løb ud af hytten og forkyndte det glade budskab: ”Kosa Kosanen Hamba er rask igen! Kosa Kosanen Hamba er rask igen!”.

På det kongelige tog Mens jeg var i Zululand i 1947, kom den engelske kongefamilie under en større rundrejse til Sydafrika. På det tidspunkt var landet blevet selvstændigt og var ikke længere en del af det britiske imperium, men det var stadig en del af The Commonwealth. Den britiske kongefamilie, bortset fra kong George, som var vendt tilbage til Storbritannien, foretog rejsen i The Royal Train. Med toget var altså dronningen og de to unge prinsesser Elizabeth og Margaret. Da de kongeliges tog ankom til en by i nærheden af, hvor jeg var ved at filme, fik jeg en af mine venner til at køre mig derop. Jeg havde haft min lille egen bil, men den var for længst brudt sammen og havde endt sine dage som bilvrag i en kløft. Jeg befattede mig jo normalt ikke med nyhedsreportage. Det tog pres-

GLOBETROTTER

Zuluer klædt i festligt skrud og parat til krigsdans i Zululand.

sebureauerne sig af, så jeg havde ikke fulgt den britiske kongefamilies færd i Sydafrika i øvrigt. Men jeg filmede det kongelige tog og ankomsten til zulureservatet, hvor zuluerne afholdt en stor fest i anledningen af, at den lokale prins havde fået sig endnu en ny kone. Inden jeg tog ud til zuluerne, havde jeg tilbragt en tid i Johannesburg, hvor jeg havde truffet pressechefen for South African Railways, en mand på omkring min egen alder ved navn George Smith. Han var med på turen som presseansvarlig for den kongelige familie, så jeg spurgte ham, om jeg ikke kunne få et lift med The Royal Train til Johannesburg. Det kunne jeg godt, mente han. Kort efter blev jeg indlogeret i togets pressevogn sammen med Associated Press, South African News og forskellige andre blade, der dækkede den kongelige rejse. Vi var måske i alt omkring ti journalister.

UDLÆNGSEL OG AFRIKA

Prinsesse Margaret var ikke så gammel, nærmest en teenager på omkring 16-17 år, så hun kunne godt finde på at stikke hovedet ind i pressevognen. Det var en lang togrejse, og samtaler med journalisterne var en kærkommen afveksling, der kunne give et afbræk i kedsomheden. Det passede journalisterne særdeles udmærket, for vi ville jo alle sammen gerne interviewe hende. Men George trådte i karakter og afviste alle interviews, som ikke var godkendt af ham. Elizabeth var jo kronprinsesse, og hun holdt sig lidt mere for sig selv. Hun havde sin helt egen afdeling i toget, så hende så vi ikke meget til. Men der var nu stadig nok for mig at filme på turen. Jeg var ikke specielt interesseret i kongefamilien alligevel. Jeg filmede i stedet for landskaberne og elefanterne, der måtte flyttes af togskinnerne med jævne mellemrum. I Johannesburg stod kongefamilien af, og som en venlig gestus tilbød George os journalister at gå igennem de kongelige saloner, som vi ellers ikke havde haft adgang til under turen. Nu da kongefamilien havde forladt toget, kunne vi lige stikke hovedet ind og se, hvordan der så ud. Fotografering var også tilladt. På et tidspunkt udpeger George prinsesse Elizabeths køjeseng. De andre journalister siger for sjov: ”Jens, kan du ikke lige hoppe op i prinsessens seng”. Men der satte George meget bestemt grænsen. Han skulle ikke risikere en overskrift i de internationale medier, hvor der pludselig stod: Journalist fanget i kronprinsessens seng. Vi måtte nøjes med at kigge, og prinsesse Elizabeths ære var reddet.

Min søster for en togbillet George og jeg var nu lige gode venner på trods af episoden i det kongelige tog. Vi var begge ungkarle, så tilbage i Johannesburg gik vi ofte ud sammen og morede os. Typisk gik vi på et af byens bedre hoteller, hvor man havde dansant, sådan der sidst på eftermiddagen. Det brugte man jo en hel del dengang.

GLOBETROTTER

George elskede at gå ud og danse, og jeg lagde mærke til, at han havde en særlig forkærlighed for de blonde piger. Og det gav mig en sjov ide. Jeg havde spurgt, om han ikke kunne skaffe mig et fripas til at rejse på de sydafrikanske jernbaner. Sådan et pas gav ikke bare adgang til jernbanen i Sydafrika med også til det sydlige og nordlige Rhodesia og dele af Sydog Vestafrika. Så med andre ord hele det sydlige Afrika. Det ville være særdeles nyttigt for mig at få den bevægelsesfrihed, for jeg skulle jo lave reportage fra hele området, og pengene var små. Men George sagde nej. Det kunne ikke lade sig gøre. Han havde i forvejen givet mig et pas, så jeg kunne køre rundt i en turistbus i Krüger National Park, hvorfra jeg kunne følge vildtet. Han havde også arrangeret, at jeg kunne komme ned i en guldmine to kilometer under jorden og filme, når de smeltede guld om. Nogle af disse optagelser solgte jeg i øvrigt senere som reportage til BBC. Så det var bestemt ikke, fordi George ikke var hjælpsom. Men han satte altså grænsen ved at skaffe mig det togpas, jeg sådan eftertragtede. Og der var det, at jeg tænkte, at jeg jo rent faktisk havde noget at handle med. Noget som George satte overordentlig meget pris på. Så en eftermiddag vi igen var til dansant, stillede jeg ham for sjov et forslag. ”George, nu skal du høre. Jeg har lagt mærke til, at du godt kan lide blonde piger, og du er fyldt 30 år. Så du er snart ved at være overmoden til at blive gift”, begyndte jeg. George nikkede, så jeg fortsatte: ”Du kan få min søster. Hun er smuk og klog og charmerende. Hun er lidt yngre end mig, men til gengæld betydeligt kønnere. Så hende kan du få, hvis du kan skaffe mig sådan et rejsepas”. ”Årh, hold op”, sagde han og grinede. Men en uges tid senere, da vi sammen var ude for at se på guldminearealerne uden for Johannesburg, trækker han et stykke papir op af lommen og rækker det til mig. ”Hov, forresten, jeg har dit rejsepas her”, siger han henkastet. ”Du kan rejse på første klasse i hele Sydafrika i en måneds tid, måske lidt længere, hvis det bliver nødvendigt”. Jeg takkede ham, men ingen af os nævnte min søster.

UDLÆNGSEL OG AFRIKA

Bornholm Det er først et år senere, efter jeg er kommet hjem til Danmark, at jeg modtager et telegram fra Sydafrika: ”Ankommer onsdag. Hvor er din søster?”. Nu hang jeg på den. For jeg havde jo faktisk solgt hende til G eorge, når ret skulle være ret. Så jeg var nødt til at ringe til hende. På det tidspunkt arbejdede hun som bibliotekar på det danske bibliotek i Flensburg. Da hun tog telefonen, appellerede jeg til hendes søsterkærlighed og loyalitet: ”Lis, du bliver nødt til at komme til København på onsdag!”. ”Nå, hvorfor det?”, spurgte hun. ”Jamen, det er nødvendigt. Jeg kan ikke rigtig forklare det, men du skal være her senest i løbet af formiddagen. Du må også gerne komme dagen før, men du skal i hvert tilfælde være her onsdag”, sagde jeg. ”Sig mig, er der tale om en begravelse?”, spurgte hun så. Men jeg fastholdt, at jeg ikke kunne forklare nærmere. ”Det kan jeg ikke sige endnu, men du må bare sørge for at komme”. Så kom hun. Selv ikke ved hendes ankomst til København forklarede jeg hende, hvorfor jeg havde tilkaldt hende så pludseligt. I stedet fik jeg fortalt i en sidebemærkning, at vi lige skulle hilse på en af mine venner, der kom på besøg langvejsfra. ”Jeg bliver nødt til at tage imod ham”, forklarede jeg. Lis fulgte venligt med ud til lufthavnen. Da maskinen landede, gik vi ud til den. Og der kom George Smith gående ned ad trappen. Jeg stod parat og gav ham hånden. ”Hej, og velkommen, George! Det her er min søster, Lis”, sagde jeg til ham. Så præsenterede jeg ham for min søster, og da formaliteterne på den måde var overstået, meddelte jeg dem, at vi skulle en tur til Bornholm, hvor jeg havde planlagt, at vi skulle køre rundt og se ferieøen. Lis var ikke forberedt på, at hun skulle være væk i længere tid, så hun måtte ringe til Flensburg og bede om en uges ferie. Men til Bornholm kom vi, og da vi besøgte Paradisbakkerne kunne jeg se de to gå og tale hyggeligt sammen – hånd i hånd. Efter Bornholm rejste Lis tilbage til Flensburg, og jeg tog George med ud at sejle. Derefter rejste han hjem til Sydafrika, og jeg tog til Norge, hvor jeg havde en foredragsturné. Hvad, jeg ikke vidste, var, at min søster og George var begyndt at korrespondere sammen. Og en dag ringer

GLOBETROTTER

George og min søster på Bornholm. Jeg holdt mig pænt i baggrunden, så de kunne lære hinanden nærmere at kende. Og jeg nævnte selvfølgelig ikke for min søster, at jeg egentlig havde afsat hende for en togbillet. I hvert tilfælde ikke før brylluppet.

Lis til mig for at spørge om råd. ”George har sendt mig en billet, så jeg kan sejle til Sydafrika. Han vil meget gerne have, at jeg skal komme ned og besøge ham der. Jeg ved søreme ikke rigtigt, om jeg har mod på det”, siger hun. ”Selvfølgelig skal du da tage derned”, råder jeg. Så rejste hun til Cape Town. En uge efter ankomsten ringer hun for at fortælle mig, at hun har besluttet sig for at blive lidt længere. Og at hun og George var blevet forlovet. Det brugte man jo dengang. En måneds tid senere blev hun gift med George. Mine forældre var fortvivlede over, at hun kom så langt væk. Især var det hårdt ved min mor. Jeg forsøgte at spøge med, at jeg nu kun mangle-

UDLÆNGSEL OG AFRIKA

de at få min anden søster, Jytte, afsat til Australien. Men det, syntes min mor ikke, var så sjovt. Min søster endte med at bo i Sydafrika og stifte en stor familie sammen med George og få mange børn og børnebørn. De kaldte deres første søn for Jens.

175,5 mm

gamle skole. Om et menneske, der helt fra barnsben elskede at gå på opdagelse, og hvis iver efter at se verden fik ham til allerede som

175,5 mm

JEN S BJER R E I SA MA R BEJDE MED LON E T H E ILS

GLOBETROTTER JENS BJERRES EVENTYRLIGE LIVSHISTORIE

250 mm

JENS BJERRES EVENTYRLIGE LIVSHISTORIE

ste til fjerne afkroge af verden for at dokumentere de nu for altid tabte ri-

GLOBETROTTER

istorien om Jens Bjerre er fortællingen om en eventyrer af den

20,5 mm

POLITIKENS FORLAG

ISBN 978-87-400-1986-5

p olitikensforlag.dk

9 788740 019865

POLITIKENS FORLAG