Guds bedste børn - Morten Pape by JP/Politikens Forlag

100 mm

37 mm

152 mm

36 mm

152 mm

100 mm

152 mm

Foto: © Les Kaner

Foto: © Rasmus B.Lind

ænker over det hele mens vi går over illen. På den anden side af vejen er jeg

t ville være bedst hvis vi flyttede i hus.” derlæben frem og trækker vejret dybt ind

end Urbanplanen?” Urbanplanen,” svarer jeg med det samme. til mig og nikker. ig, Morten. Her kan man bo, men man kan e her, vel?”

i ghettoen Urbanplanen på Amager. præget af vold og kriminalitet. ved at gå i opløsning, og i den stille g vokser et stigende had.

Morten Pape (f. 1986) er opvokset på Amager i Urbanplanen. Han er

Simon er netop blevet løsladt og er flyttet til Falster for at skabe en ny og sikker tilværelse for sin lille familie, selvom fortidens dæmoner konstant spøger i baggrunden.

under uddannelse som manuskriptforfatter på den alternative filmskole

oderne dannelsesroman om at finde odløst og multikulturelt univers.

Super16.

Planen er hans debutroman.

ISBN 978-87-40021-42-4

I S B N 978-87-400-2142-4 978-87-567-9913-3 ISBN

politikensforlag.dk

9 788740 021424

100 228 mm mm

POLITIKENS FORLAG

Coverdesign: © Ida Balslev-Olesen

”Årets vildeste og mest velskrevne bog. Den er fremragende, intet mindre.” ****** Berlingske ”En beskidt og ubehageligt påtrængende socialrealisme. En stærk debutroman.” ***** Ekstra Bladet ”En af årets mest uafrystelige bøger.” ***** Fyens Stiftstidende ”Ramte mig som en syl i hjertet.” ****** Alt for damerne ”En grim, farlig og helt forrygende debutroman … vedkommende, underholdende og stikker kniven ind i et farligt område i det danske samfund.” ***** Vejle Amts Folkeblad ”Morten Pape skildrer fornemt splittelsen mellem bydelsnationalisme og destruktiv adfærd og de unges stræben efter anerkendelse fra det omgivende samfund i sin flotte debut.” Weekendavisen

Hans fætter Mickey pønser på at flygte fra det sikrede ungdomsfængsel, hvor han driver de andre til vanvid med sin utilregnelige adfærd. Og i Holmbladsgadekvarteret på Amager forsøger Jamil efter en psykiatrisk indlæggelse at få sit liv tilbage på sporet, men kan ikke slippe tanken om at hævne sig på Mickey og Simon, som for nogle år siden slog hans bedste ven, Zeki, ihjel i en rus af afstumpet had.

Morten Pape (f.1986) er opvokset på Amager i Urbanplanen. Han er uddannet manuskriptforfatter fra den alternative filmskole Super16. I 2015 udkom hans roman Planen, som vandt BogForums Debutantpris og straks blev en bestseller. Han har deltaget i Den Europæiske Debutantfestival i Kiel, den internationale bogfestival i Budapest og har været episodeforfatter på DR´s dramaserie Liberty.

GUDS BEDSTE BØRN er en tragedie om alt for unge mennesker, der kun kender gadens og voldens sprog – men gerne vil lære et andet.

ISBN 978-87-400-3065-5

POLITIKENS FORLAG

I S B N 978-87-400-3065-5 978-87-567-9913-3 ISBN

politikensforlag.dk

9 788740 030655

Guds bedste børn er hans anden roman.

ROMAN

POLITIKEN S FORLAG

Coverdesign: © Ida Balslev-Olesen

Af samme forfatter Planen (2015)

Guds bedste bĂ¸rn.indd 2

09/07/2018 08.43

Morten Pape

Guds bedste bĂ¸rn ROMAN

Politikens Forlag

Guds bedste bĂ¸rn.indd 3

09/07/2018 08.43

PROLOG

FØRSTE DEL

ANDEN DEL

TREDJE DEL

177

FJERDE DEL

339

Avisdrenge

Blodbrødre

Med døden til følge Genopstandelse EPILOG

429

EFTERORD TAK

Guds bedste børn.indd 5

435

437

09/07/2018 08.43

Guds bedste bĂ¸rn.indd 6

09/07/2018 08.43

PROLOG

Guds bedste bĂ¸rn.indd 7

09/07/2018 08.43

Slaget 2008 Flere sirener. Hyletoner flokkes om hans ører. De gjalder mod husmurene nede fra Holmbladsgade. Han har hørt den lyd for mange gange til ikke at reagere på den. Men denne gang bliver han alligevel stående. Denne gang er lyden underligt beroligende. Oppe i lejlighederne omkring ham har beboerne åbnet vinduerne. Hvor længe har de stået der? Han kan ikke længere huske hvornår alt det her skete. Tiden har mistet sin relevans. Ansigtet føles koldt og klamt. Indeni tromler blodet rundt, orkestreret af et dundrende hjerte. – Jeg har et sidste spørgsmål, Jamil. – Okay. Ja ... Han hoster igen, tungen klistrer sig til ganen. – Vil du have noget vand? – ... – Kan vi bede om et glas vand til vidnet? Han rømmer sig. – Det er okay. Lad os bare fortsætte. Anklageren strammer læberne. En snert af medlidenhed i hendes tone. – Vi er snart færdige. Og vi er alle sammen glade for du er her i dag, Jamil. Jeg kan kun forestille mig hvor svært det er for dig. At tale om Zeki. Om den dag. Han nikker. – Du var der jo. Du var der da han blev dræbt. Du så det hele ske. Han nikker igen. – Ja, det gjorde jeg. 9

Guds bedste børn.indd 9

09/07/2018 08.43

Ambulancen parkerer lige ved siden af Zeki. Redningsfolk springer ud af køretøjet og tilser ham. Mange stemmer blandes ind i hinanden. Politi, ambulancefolk, tilskuere bag afspærringen der netop er blevet sat op. Jamil hører alle stemmerne. Både dem udefra og indefra. Skal du smage battet, dit perkersvin?! Det sagde ham den buttede af dem. Ham der slog med køllen. Ham med de sløve øjne. Det eneste der tydeligt lyste ud af ham, var nydelsen ved hadet. Den sad godt, den der! Det sagde ham den høje af dem. Ham der kørte. Ham der steg ud af bilen med en kødhammer i hånden. – Du kendte ham bedre end nogen anden. I var hinandens bedste venner. – Han var i hvert fald min bedste ven. Hun holder en kort pause. – Hvorfor tror du at Zeki blev dræbt? Han kigger op, skråt over mod fætrene og deres forsvarsadvokater. Han vil se dem i øjnene. Vise at han ikke er bange for dem. Den yngste af dem stirrer på ham. Et halvslukket og følelsesløst blik. Den ældste kigger ned i bordet, en blodåre svulmer i hans tinding. Jamil kan næsten høre hvad de tænker, mærke deres hånende ånde på tværs af retslokalet. Han læner sig en smule frem mod kobberlampen ved vidnestolen der lyser ned på hans svedige håndflader. – Fordi han var et perkersvin, siger han. Blodet fra Zekis næse er stadig vådt, boblende og lyserødt, måske bliver det ved med at sive ud af ham. Hans hoved ligger lidt skævt mod venstre. Tilhørerne i salen rumsterer. Et par enkelte klapper i hænderne. – Ro! – Det svar må du uddybe, Jamil. Uden at bande. – Det var jo det, de sagde. Det var derfor de kom ud af bilen. 10

Guds bedste børn.indd 10

09/07/2018 08.43

– Og hvem er “de”? Bare så alle er med. Han nikker mod dem. Mod fætrene. Bødlerne. Døden, der sidder halvanden meter fra ham på den højre langside. En iltmaske med slanger kravler på Zekis ansigt som en stor plastickakerlak. De bærer ham ind i ambulancen, smækker dørene hårdt og støjende, måske vågner han af det. Betjenten står med blok og kuglepen og forsøger at afhøre Jamil, men han kan ikke samle sig om det. Han vil bare gerne hen til Zeki, trykke hans hånd og høre ham fortælle at han har det godt nok. Den yngste af fætrene smiler igen. Hoverende. Som om han er stolt af det hele. – Efter det du oplevede den eftermiddag for snart et år siden; og efter at du har hørt om de tiltaltes tidligere voldsepisoder ... – Jeg troede anklageren kun havde ét spørgsmål tilbage? afbryder retsformanden. Han kigger ned ad gaden. Små blodstråler er strintet ud over fliserne. Pizzabakken de spiste af for lidt siden, ligger åben på kanten af fortovet. Hans fingre lugter stadig af tomatsovs og krydderier efter at han måtte pille maden ud af Zekis mund. Ambulancen kører væk for fuld udrykning. Folk står stadig og glor. Politibetjenten spørger Jamil hvor han bor. “Lige herovre. Ikke så langt herfra.” “Er dine forældre hjemme?” “Min mor er.” “Sæt dig ind i bilen, Jamil. Jeg kører dig lige hjem.” Anklageren lægger sin kuglepen på bordet foran sagsmappen. – Mener du, Jamil ..., at de tiltalte slog din ven ihjel af racistiske årsager? Alle kan pludselig høre deres sidemands åndedræt. Hele salen er stille. 11

Guds bedste børn.indd 11

09/07/2018 08.43

– Hvad skulle det ellers være? – Tak, Jamil, siger anklageren. – Det var alt. Hans blik ender på trappestenen hvor de for lidt tid siden sad og spiste. Trækvognen står der. Kun ganske få avisreklamer ligger tilbage. Kvalmen stiger ham op i halsen. Chokket erstattes af gråd. De var næsten færdige med ruten.



Leila tager sig chokeret til munden da hun åbner døren, og ser sin søn stå i opgangen ved siden af en uniformeret politibetjent. Straks bliver hendes øjne stikkende. “Hvad har han lavet?” “Din søn har ikke gjort noget,” siger betjenten og rækker en afværgende hånd frem. “Hans ven er blevet overfaldet for lidt siden. Vi ville bare sikre os at han kom godt hjem.” Leilas blik skifter karakter. Hun slår over i arabisk, spørger Jamil hvad der er sket. Han fortæller hende at Zeki er blevet kørt på hospitalet. Der var nogen der slog ham i hovedet med en kølle. Leila træder chokeret et skridt tilbage. Betjenten finder et lille kort frem, rækker det til hende. “Vi kontakter jer senere. Din søn skal muligvis ind til yderligere afhøring på et tidspunkt. Hvis der er noget, så ring endelig til mig på det her nummer.” Han peger på kortet og træder et skridt tilbage. Lægger en hånd på Jamils skulder. “Få lidt ro på. Se noget fjernsyn eller gå tidligt i seng. Vi må bare håbe på det bedste.” Leila rækker hånden frem og får sin søn helt ind i entreen. Hun kigger spørgende på betjenten. “Har I ringet til Hanim?” “Din søn ringede til drengens mor og fortalte det hele inden vi kom. Hvis jeg var jer, ville jeg som sagt tage den lidt med ro,” afslutter betjenten og kigger på Jamil. 12

Guds bedste børn.indd 12

09/07/2018 08.43

“Vi skal nok gøre hvad vi kan for at finde dem, Jamil. Det lover jeg dig. God pinse.” Betjenten går. Leila lukker døren. Han bryder sammen og har svært ved at stå på benene. “Jeg tror han er død, mor.”



Jamil og Leila går fortvivlede rundt i Rigshospitalets gange og kigger på tavler og glemmer de svar som personalet giver dem om hvor de kan finde traumeafdelingen. Elevatordøre bipper, åbnes og lukker igen, hvidklædte mænd og kvinder triller patienter på plads, der hersker en urolig ro derinde. Jamil mærker sin brystkasse hæve sig hver gang han trækker vejret. Han frygter han kommer for sent, men håber han tager fejl. Det er Hanims gråd der ender med at lede dem hen til Zekis stue. Helt henne fra den anden ende af gangen kan han høre hendes desperate bønner til de højere magter. Leila går nogle meter bag ham. Jo tættere han kommer, desto tungere bliver hans skridt. Udenfor står en ung mand og tørrer sig om øjnene. Han vender sig helt om mod dem. Det er Volkan. Hans øjne er røde. “Hvordan har han det?” spørger Jamil. “Fortæl mig hvem det var!” “Jeg har aldrig set dem før. Jeg sværger.” “Fik du nummerpladen?” “Nej,” siger Jamil. “Det gik meget stærkt det hele.” Volkan tager sig til hovedet, er ved at eksplodere af raseri, og går helt tæt på Jamils ansigt. “Hvorfor gjorde du ikke noget? Du skulle have forsvaret ham!” Jamil bliver tavs, helt paf og såret over spørgsmålet. Samtidig går det hele også op for ham. Tårerne kommer styrtende på ny. “Er han død?” I stedet for at svare hamrer Volkan sin ene knyttede næve ind i væggen og går forbi ham og Leila med rasende skridt hele vejen 13

Guds bedste børn.indd 13

09/07/2018 08.43

ned ad gangen. Jamil bliver stående et øjeblik. Han tager en dyb indånding. Kan mærke at kroppen er gået sukkerkold. De næste skridt ind på hospitalsstuen føles som en bagbundet tur ud over planken. Zeki ligger i sengen som en mumie svøbt i hvide lagener. Kun hans blege brystkasse er synlig. En blå plasticslange er fastgjort til hans mund som et fremmedlegeme der suger næring fra hans hals. Hvid tape holder slangen på plads. Øjnene er lukkede. Hans sorte hår sidder lige så skarpt som for et par timer siden. Hanim sidder ved hans side, holder hans hånd. Hun har et sort tørklæde om hovedet. Den lyse cardigan hun har taget på, vender på vrangen, og hendes pande glinser fedtet i skæret fra lampen over sengen. Ansigtet er opløst af gråd. Han ser at Zekis grå trøje hænger på armlænet af en stol. Stadig svedplettet fra avisruten. Hadi og Teis står op ad den modsatte væg. Han genkender Zekis onkel på en af de bagerste stole. Hanims to bedste veninder fra gården sidder tæt sammen og trøster hinanden. Stuen er mørk. De har rullet gardinerne for. Som om de gør alt hvad de kan for at forhindre ham i at stige til himmels. En konstant biplyd signalerer at Zekis hjerte stadig slår. Leila stiller sig bag Jamil i døråbningen. Hun gisper efter vejret og hvisker koranvers på arabisk. De stirrer alle sammen på ham. En tung tavshed har bredt sig efter han er trådt ind. Pludselig er det ham der er blevet hovedpersonen i rummet. Han opdager et blik i Hanims øjne som han aldrig har set før. “Hvordan, Jamil?” Hendes stemme knækker. Hun ser på Leila. “Hvorfor min søn? Hvorfor?!” Hun bryder sammen på ny. Jamil forsøger med øjnene at finde en alliance hos Teis og Hadi. Ingen af dem møder hans blik. Han forstår ingenting, men fatter alligevel alt. Uden at lægge mærke til det er han gået to skridt tilbage og står nu ude på gangen igen. Han sætter sig på gulvet, læner ryggen op ad væggen ind mod stuen og samler knæene op mod hagen. Hans 14

Guds bedste børn.indd 14

09/07/2018 08.43

højre øre strejfer det yderste af dørkarmen. Hanim snøfter og græder igen derinde. Leila kommer ud, bukker sig ned mod ham. “Skal vi tage hjem igen?” hvisker hun. Jamil svarer hende ikke.



Han sidder på gulvet i flere timer. Flere pårørende kommer til. Venner fra skolen. Alle sammen græder og beder de. Læger går ind og ud af stuen. Familien skiftes til at trøste og holde rygepauser. Hadi og Teis går sammen ned ad gangen uden at skænke ham et blik. De kommer tilbage med drikkevarer og små poser nødder. Forsyninger til familien og vennerne. Intet til Jamil. Han må klare sig selv. Teis kommer ud lidt senere med en halvtom Pepsi-flaske i hånden og spørger om han vil have noget. Jamil ryster på hovedet. Teis går ind på stuen igen. Jamil strækker benene.



Det bliver midnat. Stilheden breder sig på gangen og i stuerne. Leila er taget hjem. Hun har givet Jamil en hundredkroneseddel til at klare sig for. Han kigger ind på stuen. Hanim holder stadig om Zekis hånd. Hjerteslagene går sin elektroniske gang. Han rejser sig og vakler med sovende ben hen til en lille sofastue bag en glasvæg med stole, en bænk, et spisebord og et støvet fjernsyn der viser et quiz-program. Han lægger sig på bænken og lukker øjnene. Et enkelt vindue står på klem. Forårsvinden får det nederste af gardinet til at danse. Stoffet bølger i takt med de små vindpust. Dråber af regnvand sætter sig som igler på ruden. Der står en kylling af filt i vindues 15

Guds bedste børn.indd 15

09/07/2018 08.43

karmen. Han har ikke svært ved at falde i søvn. De sidste kræfter har for længst forladt ham. Næste dag bliver Zeki erklæret hjernedød.

Guds bedste børn.indd 16

09/07/2018 08.43

FØRSTE DEL

Avisdrenge

Guds bedste børn.indd 17

09/07/2018 08.43

Guds bedste bĂ¸rn.indd 18

09/07/2018 08.43

Farvel 2008

Sammen med Hadi og Teis og et par andre venner fra nabolaget får Jamil et øjeblik i hospitalstuen til at sige farvel til Zeki. Ingen ved helt hvornår familien slukker for respiratoren. Ingen siger rigtig noget. Volkan sætter sig tættest på sengen, læner sig frem og hviler armene på knæene. Jamil har fundet modet til at træde ind på stuen. Han sidder rank i stolen på den anden side af sengen op ad vinduet med udsigt til Fælledparken hvor folk går tur med hunden, motionister løber, forældre kaster frisbee og leger med deres børn. Hadi prøver at bryde tavsheden. “Hvor er hende der Cecilie henne?” “Hans dame? Hun er gået,” siger Teis. “Hvad med hende den anden? Mina.” “Hun gik fordi Cecilie kom.” Hadi fniser, brygger videre på et nyt tøbrud. “Sværger, hvis de var her begge to, vi kunne godt vække ham,” siger han så og nikker mod Zeki. “Når ham der tyrkeren først lugter fisse, så skal I se ham komme op af den seng.” 19

Guds bedste børn.indd 19

09/07/2018 08.43

Alle flækker af grin. Selv Jamil klukker af kommentaren. Fordi den er sand. Fordi den indkapsler en del af Zeki. Fordi han er nødt til at grine af det. Døren til stuen går pludselig op. Marwan fra HBG kigger ind. Han åbner døren helt, men ikke for sig selv. Bilal træder ind og indtager øjeblikkeligt rummet. Hans høje, spinkle krop bevæger sig langsomt som en kongekobra hen over sletten. Hans muskler strutter gennem ærmerne på den stramme trøje. Alle rejser sig og hilser på bandelederen. Da han når hen til Jamil, går han i stå. Vurderer ham med sit spiddende blik. Det blik som har set mere blod, vold og fængselsceller end nogen andre i lokalet. Jamil glemmer at trække vejret. “Er du okay, min ven?” spørger han med en dyb stemme der virker afslappet og kontrolleret. Jamil nikker. Bilal løfter armen mod ham, og deres håndslag klapper rungende i hele stuen. Marwan nikker til Teis og Hadi, der straks rejser sig fra stolene og opgiver deres siddepladser. Efter lidt skrattende stolerykken omslutter stilheden dem på ny. Deres vejrtrækninger og biplydene er rummets eneste lydspor. Bilals øjne scanner alle i stuen. “Har I sagt jeres bønner i dag, brødre?” De ser lidt på hinanden. “Det tænkte jeg nok.” Han trækker stolen helt hen til sengen og lægger en hånd på Zekis arm. Kigger igen ud mod sit publikum, sine undersåtter. “Husk dem i dag. I dag er der brug for dem.” Bilal strammer grebet om Zekis blege arm. “Vores bror skal i Himlen,” fortsætter han. “Dem der gjorde det her, skal i Helvede. Som de hunde de er.” Hyklere, tænker Jamil. Dumme perkere der aldrig har læst så meget som en side i Koranen. Hvis de havde, ville de ikke for bryde sig mod den hver evig eneste dag. “Fucking danskere!” udbryder Hadi. “Bare vent og se hvad der sker med dem.” “Vi knepper dem,” fortsætter Volkan. “Kom, lad os finde dem nu. Lige nu!” Bilal kigger grinende på Marwan. Han løfter håndfladen mod forsamlingen. Ryster på hovedet. 20

Guds bedste børn.indd 20

09/07/2018 08.43

“De der perkere læser ikke nyhederne,” siger han så og fortsætter med at grine. Marwan ryster også på hovedet ad dem. Alle bliver stille igen. Forvirrede blikke skyder rundt i rummet. “Hvad?” siger Volkan og slår hænderne ud til siden. “Akrash har fanget dem,” siger Marwan. “De blev anholdt i går. Nogle fucked up danskere fra Hørgården. Jeg kender dem godt. To fætre. De var i krig med dem fra Telemarksgade.” Jamil må holde fast i stolens armlæn. Ellers er han bange for at miste grebet. Hans hud bliver klam og kold under hans T-shirt. De andre himler op om hævnaktioner. Det ene forslag er mere grotesk end det andet. Jamil zoner helt ud og kigger på Zeki. Det er måske et spørgsmål om timer før resten af hans krop giver slip. Eller det kan ske nu mens de sidder her og råber om kap. Men han er stadig ikke død. Han har ham lidt endnu.



Jamil vågner derhjemme badet i sved med en hovedpine der føles som en djævledans bag øjnene. Han tænder for fjernsynet og læser det på tekst-tv. Stirrer på skærmen i timevis. Han venter på at telefonen ringer, og at en eller anden fra hospitalet fortæller ham at det hele er løgn. Han modtager ingen opkald. Jamil skriver sms’er til både Hadi og Teis, men de svarer ikke. Flere og flere medier skriver om det. Han læser også om det på nettet. “Kølleoverfald på Amager – nu er avisbuddet død.”



Først ved midnatstid ringer telefonen. Det er politibetjenten der kørte ham hjem. Han taler langsomt og leder efter ordene. 21

Guds bedste børn.indd 21

09/07/2018 08.43

“Det gør mig ondt,” siger han prustende med næsen ind i røret. “Jeg har lige talt med personalet fra Riget. De behøvede ikke engang at slukke for ham. Hans hjerte gav op her klokken kvart i ti. Der var ikke noget de kunne gøre. De indre blødninger i hovedet var for omfattende.” En hyletone overtager hans sanser. Øjnene glaseres langsomt med en mørkegrå hinde der skærmer for alt. Han smager metal i munden. Jeg besvimer nu, tænker han. Det er sådan det føles. Men betjenten fortsætter sin talestrøm efter en kort pause. Der kommer ilt til hjernen igen. “Det er ikke noget plaster på såret, men vi er ret sikre på vi har dem. De sidder varetægtsfængslet nu, så bare rolig. Vi afhører dem på livet løs.” Han ser de to drenges ansigter i et flaksende glimt. De røde hashøjne. De dunkende blodårer på halsen. Han ser blodet komme ud af Zekis mund i langsom gengivelse. “Jeg ved godt at det er svært at overskue lige nu og her, Jamil,” fortsætter stemmen i telefonrøret. “Men vi vil mægtig gerne have at du kommer ind på stationen en af dagene og fortæller os mere om hvad der skete. Det er vigtigt. Nu er det jo en drabssag vi har med at gøre.” Han bliver stående i stuen, fastlåst af sin skam over at ingen tanker strømmer igennem ham. Hans mor kommer ind til ham iført sit slaskede nattøj. Hun gnider sig i øjnene og spørger om han har hørt noget nyt. Han svarer. Hun ser vantro på ham. Han må gentage på arabisk. “Zeki er død. For to timer siden ...” Og så går det op for ham. “... lige efter jeg var taget hjem.”



Det er vistnok blevet næste dag. Hans mobiltelefon ringer igen. Et nummer han ikke kender. Er det Zeki der ringer fra et hem22

Guds bedste børn.indd 22

09/07/2018 08.43

meligt sted? Nej. Zeki er død. Han får ikke fat i personens navn da han introducerer sig, men hører blot at stemmen i den anden ende er praktikant og arbejder for en tv-station. Han starter med at kondolere. Et ord som Jamil aldrig har hørt før. De vil høre om Jamil vil komme ind og medvirke i aftenens program og tale om episoden. Der er jo allerede blevet skrevet meget om sagen. Hvad skete der? Var det en hate crime eller ej? Hvad kan vi som samfund gøre for at komme den her slags vold til livs? Det vil tage maksimalt 10 minutter, og de skal nok betale hans taxaregning, siger praktikanten og sikrer sig at Jamil rent faktisk befinder sig i Københavnsområdet. Ellers kan det jo godt blive en halvdyr taxatur, tilføjer praktikanten og smågriner lidt. Absolut intet i ham har lyst til at komme i fjernsynet, ikke så meget som en snert af mening slår ned i ham ved tanken om det. Udsigten til at skulle stå frem mindre end et døgn efter at hans bedste kammerat er blevet dræbt, virker absurd. Måske har de andre ret i deres dom. Hvorfor gjorde han ikke noget? Hvorfor stillede han sig ikke ind imellem dem og forhindrede at slaget faldt? Han så ham jo komme gående med køllen i hånden hele vejen henne fra bilen, hele vejen fra bagagerummet ovenikøbet, han kunne jo have forudsagt hvad der ville ske, han havde en bedre sans for sådan nogle ting end Zeki. Han havde jo lovet Hanim at passe på ham, han havde jo svigtet, han havde jo et medansvar. Han rider med på deres bølge af bebrejdelser. Måske kan han selv bryde den og afbøde skaderne, og pludselig står han med mobilen i hånden og fumler sig frem til at ringe praktikanten op igen for at fortælle at han er klar til at komme på tv alligevel.



Teis er tøvende i den anden ende af røret. “Jeg ved ikke, Jamil. Det virker lidt mærkeligt. Hvorfor gider du overhovedet at være med i det der lorteprogram?” 23

Guds bedste børn.indd 23

09/07/2018 08.43

“Fordi ... folk skal vide hvad der skete.” “Folk ved sgu da godt hvad der skete.” “Nej, de tror det hele er min skyld!” Teis svarer ikke. “Kom nu med, Teis. Vi mødes ved bussen klokken halv syv. Jeg har klippekort. Hadi kan også tage med, hvis det er.” “Det tror jeg ikke han gider.” Jamil bliver stille. “Hvis jeg var dig, ville jeg lade være, Jamil. Seriøst. Man ved aldrig med de der journalister. Du får ikke noget ud af det. Zeki kommer ikke tilbage.”



Det er stadig lyst og mildt i vejret da han stiger af ved Hovedbanegården og vandrer mellem dagens sidste myldretidspendlere. Han skal ikke gå langt for at finde stedet. Studiet er oppe på første sal i den ende hvor han lige er trådt ind. Han går hen i hjørnet. En glasdør og et panel med en klokke møder ham, og et øjeblik tror han at der bor mennesker i lejligheder oppe et skjult sted på Københavns Hovedbanegård. Der er dog kun to knapper at vælge imellem. En af dem er med det navn han har fået besked om at ringe på hos, og efter at han har præsenteret sig for en ung stemme i samtaleanlægget, kommer der en muskuløs ung mand iført et headset ned og henter ham. “Velkommen, Jamil,” siger han og smiler som om han har glædet sig til det her. “Dejligt du ville være med. Har du en taxabon til mig, eller ...? “ “Nej. Jeg tog bare bussen.” “Nå. Fedt, fedt. Kom med den her vej.” Han føres op ad en smal trappe til en lille garderobe med et køkken på den ene side og en glasfacade med udsigt ud over banegårdens leben på den anden. Han får at vide at han skal forholde sig i ro og slukke sin mobiltelefon, for de er allerede i gang med 24

Guds bedste børn.indd 24

09/07/2018 08.43

at sende live inde i studiet lige ved siden af. Han bliver spurgt om han vil have en kop kaffe, som han takker pænt nej til. Den unge mand med headsettet kommer hen til ham igen, bukker sig ned foran ham som en pædagog der går i hug, og fortæller at der stadig er noget tid til at han skal på, men at han om lidt skal en tur ud i sminken, og så vil han derefter lige blive briefet af den vært som skal interviewe ham. Ellers kan han i mellemtiden bare tage for sig i køkkenet af kaffe og frugt, og hvad der ellers er. Der er kogende vand i hanen til højre med den røde prik på. Kort tid efter bliver han kaldt ind i sminkerummet. En ung kvinde med smilehuller, hestehale og et kæmpe læderbælte til hendes pensler og udstyr tager imod ham. De hilser. Han sætter sig i stolen og bliver pudret i ansigtet. Det dufter sødt og ferskenagtigt. “Så ...,” siger hun med en stemme, der knirker en anelse. “Du får lige lidt til den tørre hud her.” Hun smører lidt creme på hans overlæbe ved mundvigen hvor noget eksem har samlet sig. Sveden strømmer frem på hans pande og hals. Sminkøren henter nogle stykker Kleenex og tørrer ham af på panden, dupper forsigtigt på hans hud og stikker ham så tre stykker mere, som hun lægger blidt i skødet på ham. “Put dem i lommen et sted,” siger hun. “Hvis nu du får brug for dem under optagelserne.” Jamil maser de tynde stykker papir ned i den ene bukselomme. Studieværten kommer ind i sminkerummet. En moden, solbrændt herre som Jamil har set mange gange før i fjernsynet. De hilser på hinanden. Mandens hånd er varm og svedig, og Jamil får det pludselig okay med sig selv igen. “Tak, fordi du ville komme,” siger studieværten og lader som om han ikke ved hvordan han skal fortsætte. “For fanden, det må have været et helvedesdøgn for dig, hva?” “Ja,” siger Jamil forsigtigt. “Men det er okay.” “Du er godt nok sej, Jamil. Det er ikke alle der ville kunne gøre det her.” Billeder i grynet opløsning passerer for hans indre blik. Lyden af slaget mod Zekis hoved ekkoer i hans kranie. Studieværten kigger ned på sine kort med spørgsmål. “Nå, nu skal du høre, hvordan vi kommer til at gøre det her ...” 25

Guds bedste børn.indd 25

09/07/2018 08.43



Han bliver ført hen til sofaen ved siden af studieværten. Et glas vand bliver stillet på bordet foran ham. Lamperne bader ham i lys. En mand retter på mikrofonen i hans krave. På skærmene omkring dem viser de nogle små indslag fra rulletrapperne på Hovedbanegården. Tilfældige mennesker bliver spurgt om hvad de skal i pinsen. Studieværten samler sine små kort. Han kigger ind i kameraet og siger at nu skal de til noget helt andet. Han fortæller om overfaldet på Zeki. Om hans død. Jamil sidder helt stille med hænderne foldet i skødet. Blodet hviner i hans ører. Hyletoner igen. Han rækker hånden forsigtigt ned mod sin lomme for at finde en Kleenex frem. Han når det ikke før studieværten kigger på ham og stiller sit første spørgsmål. “Fortæl mig lidt om din ven. Hvem var Zeki ...?”

Guds bedste børn.indd 26