Jeg taler dansk, engelsk, tysk, fransk, spansk og arabisk. Det eneste, jeg ikke taler, er det, som folk forventer af mig: perkerdansk. Abdel Aziz Mahmoud er journalist, tidligere tv-vært – og muslimsk flygtning. Han ville egentlig bare have lov at være dansk. Have en plads i flokken, men nu kan han ikke længere holde sin mund.
Abdel Aziz Mahmoud, f. 1983, har palæstinensisk baggrund og kom til Danmark i 1984. Han er udviklingsredaktør på Nordisk Film TV, er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, tidligere reporter i DR og vært på en række programmer – bl.a. nyhedskanalen DR Update og liveprogrammet Aftenshowet.
Omslagsfotos: Jakob Mark
2016031_Abdel Aziz_Cover.indd 1
Hvor taler du flot dansk! er et humoristisk og bevægende indspark i den skarpladte debat om udlændinge og integration. Abdel fortæller om sin mors desperate forsøg på at få danske venner, sin universitetsuddannede fars bunker af jobafslag og om selv at lægge ansigtet i de rette folder, når han bliver rost for sin fine udtale. En tankevækkende bog om, hvordan det er at elske Danmark – og alligevel føle, at man aldrig kan blive dansk på den rigtige måde. Men det er også en fortælling om, at integration kan lykkes, og at det kræver hårdt arbejde, nysgerrighed samt en god portion humor fra begge sider af ligusterhækken i kulturmødet mellem vestlige og arabiske traditioner.
ABDEL AZIZ MAHMOUD
HVOR TALER
DU FLOT DANSK!
(...) lige fra vi flyttede ind på Merianvej, insisterede min mor på, at vi skulle spise i forhaven, så de nye naboer kunne se, at vi fandtes og ikke var spor farlige. Da jeg blev lidt ældre, syntes jeg, det var helt hul i hovedet at sidde udstillet på den måde, og jeg tiggede og bad min mor om lov til at spise inde foran fjernsynet ligesom almindelige mennesker. Men i min mors optik var det vigtigt at signalere gæstfrihed, og det gjorde en familie på fire samlet om et dækket bord i forhaven, åbenbart. Dér sad vi, hver eneste gang vejret tillod det, og nikkede ivrigt til de forbipasserende. Det skete også op til flere gange, at Murad og jeg blev sendt rundt til folk på vejen med min mors hjemmebagte pitabrød. Vi skulle ikke gøre andet end at ringe på og give posen til folk med en hilsen fra vores forældre. Det, syntes jeg efterhånden også, blev pinligt, selvom jeg ikke husker andet, end at vores bagværk blev vældigt godt modtaget. Dengang var pitabrød helt ekstremt moderne svarende til sushi eller vietnamesiske forårsruller i dag. Smart thinking, Mama – vi var bagefter med det meste, men her kunne vi være first movers. Uddrag fra bogen
12/02/16 13.23
2016031_Abdel Aziz_Indhold.indd 2
12/02/16 13.51
HVOR TALER DU FLOT DANSK!
2016031_Abdel Aziz_Indhold.indd 1
12/02/16 13.51
ABDEL AZIZ MAHMOUD
HVOR TALER
DU FLOT DANSK! POLITIKENS FORLAG
2016031_Abdel Aziz_Indhold.indd 3
12/02/16 13.51
INDHOLD
2016031_Abdel Aziz_Indhold.indd 4
12/02/16 13.51
Forord – KLAPHATTEKAPLØBET
2016031_Abdel Aziz_Indhold.indd 5
6
AFSTAND
11
NABOHJÆLP
33
ABDEL GÅR I SKOLE
53
HÅRDT ARBEJDE
69
OM BORDET
87
SKIK FØLGE …
97
ER DU SÅDAN MUSLIM-MUSLIM?
119
FLOT DANSK!
137
TERROR OG LAGKAGE
153
RACISMEKORTET
169
Epilog – DET FØRSTE SKRIDT IGEN
191
12/02/16 13.51
FORORD
2016031_Abdel Aziz_Indhold.indd 6
12/02/16 13.51
Klaphattekapløbet Jeg var min families prøveklud i det danske samfund. Som førstefødt og storebror til tre søskende var alting første gang med mig fra den dag, vi landede i København i 1984. Flugten fra Libanon var slut, men rejsen var lige begyndt, og uanset om det var på et nordsjællandsk asylcenter med alle de andre udlændinge eller siden i en fynsk provins med alle de andre danskere, var livet fuldt af første gang: første madpakke, første børnefødselsdag, første forældremøde, første december. Vi prøver lige med Abdel, var devisen. Og fair nok, der var ikke andre førstefødte. I vores tidlige år i Danmark fi k jeg stort set taget min danskhedsmødom på daglig basis. Med tiden blev det en ugentlig og senere måske kun en kvartalsvis foreteelse, men det har fulgt mig hele livet. Det lille prik, der fortalte mig, at jeg på mine eller familiens vegne havde overvundet endnu en forhindring og nu var et skridt tættere på at gennemføre missionen: klaphattekapløbet. En ongoing ironman for udlændinge i Danmark om at nå i mål som rød-hvid. Nu kunne det være lækkert for mit ego, hvis historien om min opvækst og skolegang var historien om en kvik og god dreng, der trods indledende flugtknubs i livet vidste, at han var privilegeret, og at andre ikke havde det lige så let. En dreng, der forstod at række ud til dem, som kæmpede den samme kamp for at falde til og passe ind. Som omfavnede al anderledeshed, mest af alt sin egen, og gjorde det til en styrke. Men bare ærgerligt. Både for dig, hvis 7
2016031_Abdel Aziz_Indhold.indd 7
12/02/16 13.51
du troede det og nu bliver skuffet, og lidt for mig, fordi det ville have gjort denne bog lettere at skrive. Min historie er om en dreng, der ikke havde noget større ønske end at passe ind i danskernes fællesskab og derfor brugte de fleste vågne timer på at få det til at lykkes. Teenageren, der var flov over sine forældres arabermad, og som søgte ind på journalisthøjskolen, mens han stadig gik i gymnasiet. Den unge mand, der gennem tv-skærmen tilkæmpede sig en plads i den bedste sendetid ude ved de kakkelborde, som politikerne hårdnakket påstår, danskerne sidder omkring. Alt imens debatten om udlændinge i Danmark nåede nye højder hos samme politikere. Jo højere de råbte i TV Avisen, des bredere smilede jeg, når studievært Tine Gøtzsche stillede om til Aftenshowet og spurgte min medvært og mig, hvad vi så havde på programmet i aften. Men på et tidspunkt indså jeg, at den debat også handlede om mig, uanset om jeg ville det eller ej. Jeg erkendte, at 30 års klaphattekapløb ikke havde nogen målstreg. Jeg måtte stemple ud af ræset og ind som araber. Mens jeg skriver det her, oplever Danmark og resten af Europa en historisk flygtningestrøm. Mænd, kvinder og børn vandrede ind over grænserne ved Padborg og Rødby og ud på vores motorveje kun få måneder efter en valgkamp, hvor et flertal af de politiske partier ellers havde lovet, at de kunne bremse tilstrømningen. Uanset hvordan krisen ender – måske er den slut, mens du læser dette, eller den kan være i gang med uformindsket styrke – oplever Danmark i de her år en tilstrømning, som på nogle områder kan sammenlignes med dengang, palæstinenserne kom i firserne. Da vi palæstinensere kom. Og vi står ved en korsvej: Vil vi blive ved med at lade integrationsdebatten være polariseret af abstrakte diskussioner og aggressive meningsdannere? Eller vil vi tage integrationen ud af debatten og ind i hverdagen, hvor den hører til? Jeg håber på det sidste. Og jeg vil gerne bidrage til det.
8
2016031_Abdel Aziz_Indhold.indd 8
12/02/16 13.51
Så her er min bog. Det er en bog om en arabisk families rejse fra Libanon over asylcenteret i Holte til Merianvej i Middelfart og Lærkevej i Ølstykke. Det er en fortælling om vores opvækst som førstegenerationsflygtninge i et Danmark, der forandrede sig undervejs. Om ønsket om at blive dansk på den rigtige måde. Forsøgene, misforståelserne, afslagene og succeserne. Om grundtvivlen om, hvornår man har gjort nok. Om det nogensinde lykkes? Men mere end noget andet er det en bog om hverdagen og om dem, der gik de ekstra skridt for min familie og mig. Vores naboer, lærere, arbejdsgivere og venner. For integration handler – undskyld klichéen – om mennesker og om den lille vilje hver dag. Integrationen har alt for længe været holdt i et jerngreb af politikere og debattører. Ingen fløj nævnt, ingen glemt. Hvor taler du flot dansk! er ikke en pladderprivat bog og hverken et oprør fra ghettoen eller et blik bag sløret. Der er faktisk slet ikke nogen slør i min nærmeste familie. Har jeg så aldrig haft opgør med min familie? Selvfølgelig. Men ikke flere end mine jævnaldrende venner havde i deres teenageår, eller da de som voksne gik en lidt anden vej, end deres forældre havde forventet af dem. Så bogen er ikke endnu en barsk fortælling om store kulturforskelle og ditto ofre. Det sidste, vi har brug for lige nu, er flere betændte synspunkter eller politiske og religiøse partsindlæg. Undervejs i bogen vil du blive afbrudt af klip fra min gøren og laden på de sociale medier. Du behøver ikke selv være en del af Twitter-ghettoen i Danmark for at forstå dem. Men som du vil kunne læse i første kapitel, blev alt det, der nu er resulteret i denne bog, kickstartet med en Facebook-opdatering, og siden da har dialogen på de sociale medier været en dybt integreret og uundværlig del af min daglige debatform. Fundamentet, faktisk, og en kæmpe motivation for mig, mens bogen tog form. Derfor giver det også mening at integrere det i den. Ikke mindst for at vise, hvordan 9
2016031_Abdel Aziz_Indhold.indd 9
12/02/16 13.51
nogle af mine erfaringer i fortiden kan knytte tråde til nutidige debatter og dermed på deprimerende vis illustrere, at vi ikke er blevet klogere, muligvis faktisk en lille smule dummere, siden min familie landede i Danmark. Ingen direkte årsagssammenhæng, forhåbentlig! Men også for at pippe et ydmygt håb om, at hvis vi erkender vores kollektive dumhed og retter fokus det rigtige sted hen denne gang, behøver fremtiden ikke se spor sort ud. Mit ønske er at punktere myterne, kramme haderne og fokusere på det, der virker. Naboen, skolen, arbejdet, måltidet, familien. Vi har brug for hverdagsbilleder, ikke fjendebilleder. Så du har ikke købt en bog med de rigtige meninger, men med de gode råd. Både dem, jeg fik, og dem, jeg virkelig godt kunne have brugt. Uanset om du er i den familie, der prøver at finde vej i et nyt land, eller den nabo, der ønsker at hjælpe, men er i tvivl eller bange – så velkommen her. Abdel Aziz Mahmoud København, februar 2016.
Det skal blandt andet handle om mad og traditioner – og om, at man godt kan komme til jul, selvom man ikke spiser flæsk. Og at integration for nogle af os er en langvarig proces. 31 år skulle jeg være, før jeg stod i et dansk julekøkken.
10
2016031_Abdel Aziz_Indhold.indd 10
12/02/16 13.51
AFSTAND
2016031_Abdel Aziz_Indhold.indd 11
12/02/16 13.51
Farvel til talismanen Januar 2015. Formanden for Grimhøj-moskéen i Aarhus sagde i en dokumentar på DR, at han håbede, IS vinder i Irak og Syrien, og at vi får en islamisk stat i verden. Stor debat i Danmark som altid, når en eller anden imam-tosse slår en skid. Mens debatten var på sit højeste herhjemme, var jeg på ferie i Dubai. Over morgenmaden hørte vi dansk radio og så frem til endnu en dag, hvor de største beslutninger efter alt at dømme ville kredse om valg af strand, restaurant og endnu en højest/længst/hurtigst-seværdighed. Men så kom de lige midt i yoghurten. Ordene, som især politikere (på alle fløje) har sagt så mange gange, at de efterhånden er blevet en sandhed, ingen ulejliger sig med at sætte spørgsmålstegn ved længere. Denne gang var det en studievært på P3, og jeg citerer frit: ”Jeg synes, det er irriterende, at almindelige muslimer ikke tager afstand fra sådan nogle udtalelser. Vi har brug for, at de moderate siger fra nu.”
En af de første kommentarer, jeg faldt over, da jeg ville læse mere om folks reaktioner på Grimhøj-tossen.
12
2016031_Abdel Aziz_Indhold.indd 12
12/02/16 13.51
Jeg ved ikke, hvorfor ordene ramte mig så tungt denne gang. Men det gjorde de. Baff f! Her sad jeg på ferie i De Forenede Arabiske Emirater, hvor jeg i sin tid var blevet født under mine forældres flugt til Danmark, og fik en direkte opfordring fra en tidligere kollega i den danske statsradiofoni: Abdel, du har aldrig hørt om den her imam, men han er dit ansvar. En hurtig rundtur på nettet bekræftede mig i den udbredte holdning. Jeg kunne ikke bare smide mig ned på stranden uden at få det bearbejdet. Uden at få det ud. Så jeg gjorde det, som senere skulle vise sig at blive et fast reaktionsmønster for mig: Jeg skrev en Facebook-opdatering.
Omkring 100 likes skulle der normalt til, for at jeg syntes, bølgerne gik højt, men nu stak det helt af. Det kogte med opbakning og synspunkter og delinger. Og pludselig var der mails og telefonopkald og forsøg på direkte radiointerviews – det hele var så hektisk, at jeg glemte at stresse over, at jeg for første gang skulle i medi13
2016031_Abdel Aziz_Indhold.indd 13
12/02/16 13.51
erne med min egen holdning og ikke for at formidle andres som neutral journalist. Jeg var i fuld fart i gang med noget helt nyt. Jeg var en stemme i debatten. DEBATTEN. Den, jeg altid havde forsvoret, havde noget som helst med mig at gøre. Og kun få timer efter tikkede de første nyheder ind om skyderi i Paris’ gader. Alle var i tvivl og samlede nyhedsbrudstykker sekund for sekund. Attentat. Satiretegnere. Arabiske udråb. Terror. Død. Samme dag – men helt ny kontekst. Grimhøj var totalt glemt, nu var der Charlie Hebdo i breaking-bjælken. Is i maven nu! Mine synspunkter stod til troende. Jeg mente – og mener stadig – at jeg var lige så lidt forpligtet til at tage afstand fra terror i Frankrig som fra tossen i Grimhøj. Men blev det alligevel for alvorligt? Det var i forvejen et stort skridt for mig at blande mig offentligt, og i løbet af ingen tid ændrede bagtæppet for mit synspunkt sig radikalt. Skulle jeg trække stikket? Et halvt år forinden – i sommeren 2014 – havde jeg skiftet job til Nordisk Film TV efter 10 år på og bag skærmen i DR. Med det skift var jeg også begyndt at dyrke de sociale medier mere. Fra skærmtrold med kontrakt på objektiv holdningsløshed til selvudråbt meningsdanner med speciale i alt, der kan rummes på 140 tegn. Indtil nu havde jeg ikke haft nogen særlig dagsorden eller strategi. Kommenterede løst og fast, blev lovprist af mange, blokeret af andre og havde en uforpligtende fest. Jeg havde ikke forestillet mig andet, end at det skulle fortsætte sådan. Fast job og lidt twitteri on the side. Men nu ramte jeg noget. Og det føltes som en skæbnestund. Jeg er jo journalist. Jeg er ham, der står på sidelinjen og kommenterer de andre. Jeg er en twitterfyr. Ham med de snappy comebacks. Jeg skal retweetes, ikke stå til regnskab. Jeg trak ikke stikket. Efterspillet blev til satire. I en række videoer gik jeg ud og tog afstand fra alting. Til alle mennesker. Fra terror i Paris, fra imamen i Grimhøj, fra mavedans i Lalandia
14
2016031_Abdel Aziz_Indhold.indd 14
12/02/16 13.51
og det manglende juletræ i en boligforening i Kokkedal. Alt. Jeg gjorde det i Torvehallerne og i Amagercenteret i København, på Christiansborg, på gaden, på havnen. Til børn, pensionister, fiskere, politikere og ekspedienter. Overalt. Pointen var selvfølgelig at understrege det absurde i, at jeg som menigmand og alene på grund af min hudfarve eller religiøse baggrund skylder at forholde mig offentligt til andre menneskers galskab. Videoerne fik massiv opmærksomhed – og på DR2’s Facebook-side oplevede de en hidtil uset succes.
En af mange reaktioner på Tag Afstand-videoerne, som blev set af flere end 300.000 danskere alene på de sociale medier.
15
2016031_Abdel Aziz_Indhold.indd 15
12/02/16 13.51
Og mens det var på sit højeste, ramte terroren Danmark. En gentagelse af Charlie Hebdo, bare tættere på. Igen stykkede vi forfærdet brudstykkerne sammen, som de tikkede ind: Krudttønden, tomme gader, Krystalgade, menneskejagt, skud, pressemøde, muslim, jøder, chok. Og med chokket fulgte en fornyet debat om muslimer, fjendebilleder, sammenhold og integration. Jeg var trådt ind i en debat, som blev ved med at udvikle sig, uden jeg foretog mig noget som helst. Og langsomt bevægede jeg mig fra satire og ironisk distance til alvor og holdning. Flere på de sociale medier udfordrede mig og fandt det problematisk, at jeg blandede mig politisk. Jeg tænkte: Hvor er det sindssygt, at dette emne har været på den politiske dagsorden så længe, at 179 parlamentarikere har taget patent på det! Er man virkelig politisk, hvis man mener noget om et emne, der har med måden, vi lever sammen på, at gøre? Eller omvendt: Er jeg tvunget til at holde kæft, bare fordi de voksne snakker? Efterhånden begyndte jeg at bruge mig selv og min familie mere. Vores historie og rejse: fra palæstinensiske flygtninge til en, ud fra alle politisk definerede parametre, perfekt integreret familie. Og jeg ramte noget igen, kunne jeg mærke. Dem i midten af debatten. Det store flertal, som også var dødtrætte af polariseringer og generaliseringer. Men jeg kunne også hele tiden mærke noget andet: min egen modvilje og ambivalens. For jeg havde altid følt mig immun i den betændte udlændingedebat. Eller kæmpet for at blive det. Altid følt mig dansk. I hvert fald stræbt efter at blive det på den rigtige måde. Gået benhårdt efter en plads i flokken, så alt det lort ikke skulle handle om mig. Og som i en finale i Robinson Ekspeditionen stod jeg nu ved ø-rådet med den eftertragtede talisman, som man kan vinde i en af konkurrencerne og dermed undgå at blive stemt hjem. Jeg overvejede seriøst og helt frivilligt at smide min hårdt tilkæmpede immunitet væk. Det var en big deal. For det kom for mig ned
16
2016031_Abdel Aziz_Indhold.indd 16
12/02/16 13.51
Mit første debatindlæg i sommeren 2015 om livet som ikke-særlig muslim i Danmark.
til dette enkle og afgørende spørgsmål: Er jeg så alligevel ikke en del af jer? Mission not accomplished? Måske. I hvert fald smed jeg den væk. I løbet af det næste halve år stillede jeg op til hver en paneldebat, P1 og DR2 kunne stable på benene, kastede mig ind i samtlige Facebook-kampe og tweetede mig til en seneskedehindebetændelse, som muligvis er blevet kronisk. Det var, som om 30 års assimilationsiver havde hobet sig op og nu eksploderede med modsat fortegn ud af mine fingre. Der var åbnet for hanerne, og mine followers var tørstige som bare fanden. 17
2016031_Abdel Aziz_Indhold.indd 17
12/02/16 13.51
Jeg taler dansk, engelsk, tysk, fransk, spansk og arabisk. Det eneste, jeg ikke taler, er det, som folk forventer af mig: perkerdansk. Abdel Aziz Mahmoud er journalist, tidligere tv-vært – og muslimsk flygtning. Han ville egentlig bare have lov at være dansk. Have en plads i flokken, men nu kan han ikke længere holde sin mund.
Abdel Aziz Mahmoud, f. 1983, har palæstinensisk baggrund og kom til Danmark i 1984. Han er udviklingsredaktør på Nordisk Film TV, er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, tidligere reporter i DR og vært på en række programmer – bl.a. nyhedskanalen DR Update og liveprogrammet Aftenshowet.
Omslagsfotos: Jakob Mark
2016031_Abdel Aziz_Cover.indd 1
Hvor taler du flot dansk! er et humoristisk og bevægende indspark i den skarpladte debat om udlændinge og integration. Abdel fortæller om sin mors desperate forsøg på at få danske venner, sin universitetsuddannede fars bunker af jobafslag og om selv at lægge ansigtet i de rette folder, når han bliver rost for sin fine udtale. En tankevækkende bog om, hvordan det er at elske Danmark – og alligevel føle, at man aldrig kan blive dansk på den rigtige måde. Men det er også en fortælling om, at integration kan lykkes, og at det kræver hårdt arbejde, nysgerrighed samt en god portion humor fra begge sider af ligusterhækken i kulturmødet mellem vestlige og arabiske traditioner.
ABDEL AZIZ MAHMOUD
HVOR TALER
DU FLOT DANSK!
(...) lige fra vi flyttede ind på Merianvej, insisterede min mor på, at vi skulle spise i forhaven, så de nye naboer kunne se, at vi fandtes og ikke var spor farlige. Da jeg blev lidt ældre, syntes jeg, det var helt hul i hovedet at sidde udstillet på den måde, og jeg tiggede og bad min mor om lov til at spise inde foran fjernsynet ligesom almindelige mennesker. Men i min mors optik var det vigtigt at signalere gæstfrihed, og det gjorde en familie på fire samlet om et dækket bord i forhaven, åbenbart. Dér sad vi, hver eneste gang vejret tillod det, og nikkede ivrigt til de forbipasserende. Det skete også op til flere gange, at Murad og jeg blev sendt rundt til folk på vejen med min mors hjemmebagte pitabrød. Vi skulle ikke gøre andet end at ringe på og give posen til folk med en hilsen fra vores forældre. Det, syntes jeg efterhånden også, blev pinligt, selvom jeg ikke husker andet, end at vores bagværk blev vældigt godt modtaget. Dengang var pitabrød helt ekstremt moderne svarende til sushi eller vietnamesiske forårsruller i dag. Smart thinking, Mama – vi var bagefter med det meste, men her kunne vi være first movers. Uddrag fra bogen
12/02/16 13.23