HYMNE
FRI HED EN FLEMMING ROSE
JYLLANDS-POSTENS FORLAG
HYMNE TIL FRIHEDEN
TIL MISJA OG SASJA ”Life is what happens to you, while you are busy making other plans.” John Lennon, Beautiful Boy, 1980
HYMNE TIL FRIHEDEN Flemming Rose
Jyllands-Postens Forlag
Indhold Ti år efter 7 ”Vi har hævnet profeten!” 19 Selvcensur og frygt 65 Fred og frihed i Europa 85 Franske dilemmaer 123 Med Geert Wilders i skudlinjen 133 Lys i mørket 157 Ytringsfrihed ”men” 165 Bibliografisk note 181
Ti 책r efter
En decemberdag 2014 havde jeg i en kantinekø i JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København en løs snak med min redaktør, forlagschef Kim Hundevadt. Vi talte om en mulig genudgivelse af Tavshedens tyranni, en bog om ytringsfrihed og vilkårene for, hvordan vi lever sammen i multikulturelle samfund, og samtidig min personlige beretning om det dramatiske forløb, der fulgte, efter at jeg som kulturredaktør på Jyllands-Posten den 30. september 2005 havde valgt at offentliggøre 12 tegninger af profeten Muhammed. Især én, Kurt Westergaards tegning af profeten med en bombe i turbanen, havde vakt enorm opmærksomhed og havde fået muslimer i flere lande til at reagere med voldelige protester og boykot af danske varer. Kim og jeg talte om, at en opdateret udgave af bogen, som netop var udgivet i en engelsksproget version, burde udkomme umiddelbart før tiåret for offentliggørelsen – altså i september 2015. Vores tanke var, at der i de forgangne fem år havde været flere begivenheder i Danmark og omverdenen, som tilføjede debatten nye elementer: Det Arabiske Forår og de efterfølgende krige, etniske og religiøse konflikter i Mellemøsten, krænkelsesfundamentalismens absurde manifestationer i USA, postyret om Yahya Hassans første digtsamling, racismedommen til den iranskfødte kunstner Firoozeh Bazrafkan, mordforsøget mod islamkritikeren Lars Hedegaard, den forhenværende imam Ahmed Akkaris opgør med sin rolle som islamisternes talsmand under Muhammedkrisen og fængslingen af den svenske kunstner Dan Park og hærværk imod et københavnsk galleri, der planlagde en udstilling af hans omstridte billeder. Jeg havde i en årrække holdt mig ude af debatten. Dels fordi jeg i Tavshedens tyranni havde formuleret, hvad jeg havde på hjerte om ytringsfrihed i globaliseringens tid, dels for8
di jeg gerne ville videre med mit liv. Jeg kunne imidlertid godt se det relevante i at tage et frisk blik på de seneste års udvikling. Så kom angrebet på Charlie Hebdo den 7. januar 2015. Volden og truslerne blev igen en del af mit liv, som jeg måtte forholde mig til. En måned senere kom terroren til min egen by: en 22årig muslim, født og opvokset i Danmark og med palæstinensisk baggrund, angreb lørdag den 14. februar et offentligt debatmøde om blasfemi og kunst, hvor han dræbte en tilfældig deltager, hvorpå han sent samme aften skød en dansk jøde, som under en bar mitzvah stod vagt foran synagogen i København. Gerningsmandens motivation og udførelsen af angrebene mindede om det i Paris. Så valgte jeg at genindtræde i debatten. Jeg mente, at jeg havde en særlig udkigspost. Jeg havde oplevet Muhammedkrisen indefra og havde desuden brugt tid og kræfter på at sætte mig ind i teori og praksis bag den globale debat om ytringsfrihed. Midt i dette turbulente forløb kom Kim tilbage med et alternativt forslag: Hvorfor ikke skrive en helt ny bog, der perspektiverer de seneste års debat om ytringsfrihed i lyset af de voldsomme begivenheder i Frankrig og Danmark? Hvor står debatten nu, hvor er den på vej hen, hvad har forandret sig? Efter at have tygget lidt på forslaget sagde jeg ja. Til at begynde med overvejede jeg at skrive en bog, der placerede de seneste års tilbageslag og landvindinger i debatten om ytringsfrihed på en vægtskål for derpå at komme med et bud på, om det alt i alt gik den ene eller anden vej. Den idé opgav jeg hurtigt. Jeg havde lyst til at slå et slag for friheden, fordi det forekom mig, at den var i bad standing.
9
Ved første øjekast kan man få det indtryk, at ytringsfriheden eller friheden i bredere forstand trives i bedste velgående. Ordet ’ytringsfrihed’ vækker positive associationer hos de fleste, tidligere tiders statsdirigerede censur er forsvundet, og kun de mest ekstreme røster fordømmer uden omsvøb friheden. Det gælder både i Danmark, Europa og Vesten i almindelighed. Men når skåltalerne er overstået og glassene tømt, er der alligevel grund til at spørge, hvor godt det egentlig står til. Ja, fire millioner mennesker gik på gaden i protest mod angrebet på Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris. Ja, titusinder mødte op til en demonstration ved Krudttønden efter angrebene på debatmødet og synagogen i København. Men jeg er ikke sikker på, at de folkerige manifestationer for flertallets vedkommende var en støtte til ytringsfriheden. De var først og fremmest spontane reaktioner på chokket og forfærdelsen over drabene. Det viste sig snart, at opbakningen til redaktører og medarbejdere på Charlie Hebdo ikke var så entydig. Havde de ikke selv bedt om det med deres kompromisløse linje? Var der nu også en grund til at krænke muslimers følelser, når deres profet betød så meget for dem? I Frankrig tog regeringen initiativ til at begrænse ytringsfriheden yderligere. Det samme har vi set i Storbritannien og andre europæiske lande. I ugen efter massakren på Charlie Hebdo fik mange franskmænd et chok, da det viste sig, at adskillige skoleelever med muslimsk baggrund nægtede at deltage i en mindehøjtidelighed for ofrene, men derimod hyldede gerningsmændene. Ifølge avisen Le Figaro blev 54 mennesker arresteret for offentligt at have bifaldet angrebet på Charlie Hebdo. Mindst 12 blev dømt. På den ene side har man således skærpet lovgivning og strafferamme 10
for glorificering eller billigelse af terror. På den anden ønsker man at slå hårdere ned på såkaldt hadefuld tale. Det betyder, at ytringsfriheden er under pres fra flere sider. Danmark har valgt at bevare sin blasfemilov, og antallet af sigtelser og domme for billigelse af terror er stigende, mens politikere fra flere partier har krævet det islamistiske parti Hizb-ut-Tahrir forbudt. Alle steder er tiltagene drevet af et ønske om at sikre den sociale fred. Det er selvfølgelig prisværdigt, men bag bestræbelserne skjuler der sig efter min opfattelse et misforstået syn på ytringsfriheden og dens grænser i et multikulturelt demokrati. Politikere, interessegrupper og indflydelsesrige meningsmagere er overbeviste om, at man er nødt til at skærpe de eksisterende begrænsninger på ytringsfriheden i takt med, at Europa får en større etnisk, religiøs og kulturel mangfoldighed. Det er, mener de, den eneste måde, hvorpå man kan sikre freden. Bag den opfattelse gemmer der sig en dyb mistillid til friheden og dens potentiale. Friheden må derfor doseres og ledsages af det ene forbehold efter det andet. Jeg går ind for ytringsfrihed, men … Mærkeligt nok er der ingen, der tager tilsvarende forbehold, når de siger: Jeg er imod racisme, men … Jeg går ind for ligeløn til kvinder, men … Jeg er imod vold, men … Jeg er tilhænger af demokrati, men … Mange tilhængere af den voksende kulturelle, etniske og religiøse mangfoldighed mener, at der ikke bør gives plads til en tilsvarende mangfoldighed, når det gælder retten til at ytre sig. Større kulturel mangfoldighed bør ledsages af en mindre mangfoldighed af ytringer. Jeg finder det absurd, at multikulturelle samfund skal ofre ytringsfriheden i mangfoldighedens navn. Et multikulturelt samfund har ikke brug for mindre, men for mere ytringsfrihed, hvis det skal kunne rumme alle sine borgere. Presset på ytringsfriheden i multi11
kulturelle samfund er drevet af en svigtende tro på menneskets evne til at forvalte sin frihed og øve selvkontrol. Det er også udtryk for en mistillid til ordets evne til at håndtere konflikter. En voksende mangfoldighed udgør den måske største udfordring for Danmark og Europa i de kommende år. Derfor er det vigtigt at forstå forholdet mellem frihed og mangfoldighed. Så vidt jeg kan se, kommer den største trussel mod ytringsfriheden fra den kant. Den har nemlig sit ophav i de bedste hensigter, påståede hensyn til medborgere og almenvellet, til den enkeltes sjælefred og til samfundsfreden. Hvem kan være imod en så nobel ambition? At forsvaret for friheden kan synes kontroversielt, fremgår af denne bogs forside. Tegningen har en historie. Den er lavet af Politikens legendariske tegner Roald Als. Han tegnede den i august 2010, da jeg forud for udgivelsen af Tavshedens tyranni blev interviewet af Politiken om de dilemmaer, bogen havde rejst, og hvorfor avissiden med de oprindelige Muhammedtegninger var genoptrykt i den, i øvrigt i selskab med andre eksempler på krænkende billeder fra kunst- og mediehistorien – fra Edouard Manets Frokost i det grønne, over det nazistiske blad Der Stürmers og arabiske mediers antisemitiske tegninger til Robert Mapplethorpes fotografier af nøgne kroppe i afslørende positurer. Genoptrykningen af tegningerne blev af nogle betragtet som en provokation, men alt andet ville have været tåbeligt og uholdbart i en bog om Muhammedkrisen og ytringsfriheden. Interviewet og tegningen blev bragt på forsiden af Politikens kultursektion. Det viste sig imidlertid, at et væsentligt element var blevet redigeret bort. 12
Roald Als havde tegnet en bombe med en tændt lunte, som rullede hen foran mine fødder – en direkte reference til den bombe, som Kurt Westergaard i sin tid havde placeret i turbanen på muslimernes profet. Avisens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden censurerede bomben væk af hensyn til mig. Han mente åbenbart, at den kunne forbindes med konkrete dødstrusler imod mig, eller at den pegede på mig som synderen, hvis genoptrykningen af tegningerne i bogen skulle føre til nye voldelige protester. Det var betænksomt af ham, men jeg følte mig på ingen måde udsat eller krænket af den antændte bombe på tegningen. Jeg var faktisk mere oprørt over, at Tøger Seidenfaden flere gange, både i Politiken og i offentlige debatter, havde fordrejet min ledsagende tekst til tegningerne, så det fremstod, som om jeg havde sagt, at muslimer måtte finde sig i hån, spot og latterliggørelse, når det forholdt sig stik modsat. Min pointe var, at det var et vilkår for alle i et moderne sekulært og multikulturelt demokrati, uanset hvem man var, hvad man troede på, eller hvor man kom fra. Jeg insisterede på, at Muhammedtegningerne i den forstand var et integrationsprojekt. Det integrerede danske muslimer i den danske satiretradition. Muslimer skulle hverken finde sig i mere eller mindre end andre grupper og individer i det danske samfund. Heri lå – hvor paradoksalt det end kunne lyde – en anerkendelse af muslimer som ligeværdige medborgere. Roald Als’ tegning signalerede, at udgivelsen af Tavshedens tyranni med Muhammedtegninger var som en antændt bombe, der risikerede at ende med en eksplosion, selv om det ikke var givet. Det kunne også blive en fuser. Det blev det heldigvis. Der blev fremsat protesterklæringer, men ellers skete der ikke noget. Det viste, at der ikke fandtes nogen naturgiven og automatisk forbindelse mellem of13
fentliggørelse af Muhammedtegninger og muslimers voldelige reaktioner. Den originale tegning hænger i mit arbejdsværelse sammen med andre karikaturer fra de forgangne år. Mit barnebarn er åbenlyst fascineret af dem. Han elsker at blive løftet op, så han kan studere karikaturerne af sin farfar som djævel og helgen. I begyndelsen kommenterede han dem ikke. Men da jeg, kort tid efter at han var begyndt at sætte ord på verden, stod og betragtede tegningerne med ham på armen og spurgte, hvad han så, svarede han pludselig: ”Farfar med bomben.” Det har for mig givet Roald Als’ tegning en ekstra dimension. Når jeg kigger tilbage på de seneste år og spørger mig selv, hvad der har flyttet mit perspektiv på tilværelsen, kommer jeg her på tærsklen til Muhammedtegningernes tiårsjubilæum til at tænke på to ting. Det ene er børnebørn. De er en åbenbaring, en måde at genopleve sine egne børns opvækst i slowmotion. Som bedsteforældre har man tid til at fordybe sig i detaljer og igen og igen tale om og analysere, hvad de har sagt og gjort, mens man som forældre ikke altid har tiden og overskuddet til at nyde sine børn i fulde drag. I hvert fald ikke sammen. Der er så mange andre ting, der kræver ens opmærksomhed. Ikke mindst karriere og parforhold, hvor man skal lære hinanden at kende og få en familie til at fungere. Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg ikke var mere til stede, da mine børn var små. Derfor er det fantastisk på et tidspunkt i livet, hvor man ikke er så forjaget og fokuseret på alle mulige andre ting, at følge den næste generations første armlægning med tilværelsen. Høre dem fortælle og kommentere, hvad de kommer ud for, lytte til deres spørgsmål om ting, de ikke forstår, mærke deres nysgerrighed og undren over alt det, de skal i gang med at 14
lære, hjælpe dem over deres første usikkerhed og glæde sig i takt med, at de demonstrerer større selvstændighed og tillid til egen formåen. Børnebørn giver ikke bare perspektiv på ens eget liv. Deres tilstedeværelse etablerer også en videre horisont for, hvad der sker i verden omkring én. Man begynder at tænke på, hvad det er for et Danmark og Europa, som vi giver videre til dem, der skal være her om 50 år. Jeg har ikke hang til apokalyptiske forestillinger, men de seneste års debat om friheden og dens grænser har givet grund til bekymring og eftertanke. Det har slået mig, hvor uproblematisk det er for mange mennesker at give afkald på deres frihed. Jeg håber, at mine børnebørn kommer til at vokse op og leve i et frit samfund, hvor den enkelte kan sige, hvad hun eller han tænker, men i lyset af, hvad jeg har været vidne til i de seneste år, er jeg ikke så sikker. Den anden ting, som har flyttet mit perspektiv, er erkendelsen af, at jeg resten af livet kommer til at leve med et sikkerhedsproblem. I nogle perioder har jeg troet, at tiden ville gøre sit, og at jeg en dag ikke længere skulle tænke på min personlige sikkerhed. I dag indser jeg, at det var ønsketænkning. Nogle vil sige naivt. Det er sikkert korrekt, men jeg tror også, at det handler om at være vokset op i Danmark. Jeg har været vant til at have tillid til mine omgivelser og møde andre med et åbent sind. Jeg venter ikke det værste af mine medborgere, selv om jeg også har levet 11 år i Rusland, hvor tilliden mellem borgere og stat og borgerne imellem er helt i bund, og hvor folk af bitter erfaring ofte er på vagt og mistænksomme, indtil de er blevet overbevist om, at de kan slappe af. Men jeg klager ikke. Jeg kunne efter Muhammedkrisen have stukket piben ind. Jeg kunne have trukket mig tilba15
ge, jeg kunne være gået under jorden eller måske ligefrem have taget en anden identitet som Molly Norris, en tegner fra Seattle, som i 2010 tog initiativ til en ”Everybody Draw Mohammed Day”. Jeg kunne også være flyttet til et andet land eller have fundet et andet job, hvis spørgsmålet om sikkerhed trumfede alt. Det var ikke tilfældet, selv om jeg fra tid til anden har overvejet nogle af de nævnte udveje. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ignorerer det sikkerhedsproblem, som jeg og Jyllands-Posten har. På den anden side er jeg ikke parat til resten af livet at lade mig styre af den trussel, som jeg anerkender, er reel. For mig handler friheden til at ytre sig om noget grundlæggende ved det at være menneske. Hvis jeg skulle opgive den forestilling, ville jeg undsige noget af det, som giver mit liv mening. Jeg vil ikke formulere det så skarpt og kompromisløst som Charlie Hebdos myrdede chefredaktør Stephane Charbonnier, der erklærede, at han hellere ville dø stående end at leve på knæ. Jeg har ikke lyst til at dø stående, men livet er ikke ufarligt, og i sidste ende er vi alle døde, som en klog mand engang sagde. I så fald handler tilværelsen vel ikke bare om at overleve, men også om, hvordan man forvalter den tid, man har fået til rådighed? Jeg er privilegeret i forhold til andre, der må leve med et sikkerhedsproblem. Staten passer på mig, og min arbejdsgiver har i perioder taget truslen mere alvorligt, end jeg selv har. Mange andre må selv tage vare på deres sikkerhed. Jeg kender mennesker, der af frygt for deres sikkerhed har trukket sig fra den offentlige debat. Det er en grænseskridende udvikling, som mange stiltiende accepterer. Det er i hvert fald ikke blevet til en stor og principiel debat, om vi ønsker at leve i sådan et frygtsamfund eller et frit samfund. Det er dybt foruroligende, men realiteten i det ellers så fredelige 16
Danmark. Manglen på anfægtelse bunder i, at vi tager friheden for givet og slet ikke kan forestille os, at den en dag lige så stille kan forsvinde. Eller at vi mener, at vi sagtens kan leve uden en vidtgående ytringsfrihed, for begrænsningerne rammer jo kun de mest ekstreme ytringer. Det er en vildfarelse, for i det øjeblik, hvor man giver afkald på ytringsfriheden som en individuel rettighed og mener, at den kan begrænses af hensyn til demokratiet, religiøse følelser, nationens overlevelse, fællesskabet eller andet, er der i princippet ingen grænser for, hvor det stopper. Især ikke i et multikulturelt samfund. Denne bog udkommer, mens tiåret for Muhammedtegningerne markeres i medier, på konferencer og på anden vis. Selv om jeg har forsvaret offentliggørelsen af tegningerne og stadig gør det, handler debatten for mig i sin essens ikke om, hvorvidt det var rigtigt eller forkert at publicere dem. Det kan mennesker afhængig af deres historie, overbevisning eller erfaring have forskellige holdninger til. Debatten handler for mig om frihedens fundament; om forholdet mellem tolerance og frihed, mellem frihed og lighed, ord og handling, individ og fællesskab, magten og de magtesløse, mindretal og flertal. Mellem friheden som en rettighed og friheden som et instrument, der kan underlægges andre hensyn. Det følgende er mit beskedne bidrag til en afklaring. En hymne til friheden.