Hypnotisørens kærlighed

Af samme forfatter: Min mands hemmelighed Store små løgne Det hun glemte

Hypnotisørens kærlighed.indd 2

13/10/15 12.41

Liane Moriarty

Hypnotisørens kærlighed Roman

På dansk ved Betty Frank Simonsen og Lea Carlsen Ejsing

Politikens Forlag

Hypnotisørens kærlighed.indd 3

13/10/15 12.41

Hypnotisørens kærlighed.indd 4

13/10/15 12.41

Til George og Anna

Hypnotisørens kærlighed.indd 5

13/10/15 12.41

Hypnotisørens kærlighed.indd 6

13/10/15 12.41

kapitel 1

Når folk tænker på hypnose, tænker de på svingende penduler, ‘nu bliver du meeeget søvnig’, og på mennesker, der melder sig frivilligt til at sidde på en scene og klukke som en høne. Så det er ikke så mærkeligt, at mange af mine patienter er lidt nervøse, når de kommer første gang! I virkeligheden er der hverken noget unaturligt eller skræmmende over hypnose. Du har sandsynligvis allerede oplevet at komme i en trancelignende tilstand i dit hverdagsliv. Har du nogensinde kørt et velkendt sted hen og opdaget, at du intet husker af køreturen? Ved du hvorfor? Det var, fordi du var i trance!

Fra pjecen: ‘En introduktion til Ellen O’Farrell, hypnoterapeut’

Jeg havde aldrig været hypnotiseret før. Jeg troede faktisk ikke rigtig på det, for at være ærlig. Min plan var bare at lade, som om det virkede, og forsøge at lade være med at grine.

“De fleste bliver overraskede over, hvor meget de nyder det,” sagde hypnotisøren. Hun var ren sødme og sæbe; ingen makeup eller smykker. Hendes hud så renskuret, lysende og næsten gennemsigtig ud, som om hun kun tog bad i rindende bjergvandløb. Hun duftede af de der alt for dyre gavebutikker, man kommer forbi i idylliske landsbyer: sandeltræ og lavendel.

Rummet, vi sad i, var lille, varmt og mystisk. Det var klistret fast til den ene side af huset som en lukket altan. Tæppet var i et mønster med falmede, lyserøde roser, mens vinduerne var moderne: glaspaneler fra gulv til loft som i en vinterhave. Rummet lå badet i lys. Da 7

Hypnotisørens kærlighed.indd 7

13/10/15 12.41

jeg kom ind, var det, som om lyset susede gennem mit hoved som en frisk brise, og jeg kunne lugte gamle bøger og hav.

Vi stod ved siden af hinanden, hypnotisøren og jeg, med ansigterne tæt på ruden. Når man stod så tæt på, kunne man ikke se sandet under os, kun vandet, en flad, skinnende blikplade, der strakte sig ud mod horisontens lyseblå linje. “Det føles, som om jeg står ved roret i en båd,” sagde jeg til hypnotisøren, der blev overdrevent glad for den bemærkning og sagde, at det var nøjagtig sådan, hun selv havde det.

Hendes øjne blev runde og skinnende, og hun lignede en, der skal til at lave børneteater.

Vi satte os over for hinanden. Min stol var en lænestol med indstillelig ryg i blødt, grønt læder. Hypnotisørens stol var en øreklapstol med røde og cremefarvede striber. Der stod et lavt bord mellem stolene med en æske servietter – nogle mennesker græd sikkert, når de var her; hulkede over deres tidligere liv som fattige bønder – en kande vand med to perfekt skårne citronskiver på overfladen, to høje vandglas, et smalt sølvfad med fyldte chokolader i skinnende papir og en flad bakke med små farvede glaskugler.

(Jeg havde engang en stor, gammeldags glaskugle, der havde været min fars, da han var lille. Jeg havde den altid i hånden til eksamener og jobsamtaler, så den kunne give mig held. Jeg mistede den for nogle år siden, sammen med al mit held).

Jeg så mig omkring og opdagede, at lyset blev kastet fra havoverfladen og op på væggene: små prismer af strålende, dansende lys.

Det var faktisk en smule hypnotisk. Hypnotisøren sad med hænderne foldet i skødet, fødderne plantet solidt på gulvet. Flade ballerinasko, sorte tights, perlebroderet, eksotisk-udseende nederdel og flødefarvet cardigan. Hippie, men elegant. New age, men klassisk i stilen.

Jeg tænkte: Sikke et smukt og roligt liv, du må leve. At sidde i dette fantastiske rum hver dag, badet i et dansende lys. Ingen mails, der hober sig op på din computerskærm. Ingen fortørnede telefonopkald, der hober sig op i dit hoved. Ingen møder eller regneark.

Jeg kunne mærke hendes lykke. Den strålede ud fra hende. På en 8

Hypnotisørens kærlighed.indd 8

13/10/15 12.41

kvalmende måde, som billig parfume. Ikke at hun nogensinde ville gå med billig parfume.

Jeg kunne smage den bitre misundelse i min mund og tog et stykke chokolade for at få den væk. “Åh godt, så tager jeg også et stykke,” sagde hypnotisøren og pakkede chokoladen op med en varm og kammeratlig attitude, som om vi var gamle veninder. Hun er den type. Hun har sikkert en hel kreds af fnisende, trøstende, dejlige veninder. Den slags, der altid giver kram og har Sex and the City-aftener og lange, hvinende telefonsamtaler om mænd.

Hun bladrede i en notesblok og talte med munden herligt fuld af chokolade. “Nå, inden vi går i gang, stiller jeg lige et par spørgsmål,” sagde hun. “Åh nej, jeg skulle ikke have taget den med karamel. Den er meget klistret.”

Jeg havde ikke regnet med så mange spørgsmål.

Jeg svarede ærligt på de fleste. De var ret harmløse. Nærmest lidt ynkelige. “Hvad arbejder du med?” “Hvad gør du, når du skal slappe af?” “Hvad er din livret?”

Endelig satte hypnotisøren sig tilbage i stolen, smilede og sagde: “Og hvorfor er du her egentlig i dag?”

Mit svar på dét spørgsmål var selvfølgelig ikke hundrede procent ærligt. * “Der er noget, jeg er nødt til at sige,” sagde han.

Han havde lagt kniv og gaffel fra sig, og nu rettede han sig op, rankede skuldrene, som om han endelig var klar til at tage skraldet. Han virkede forskræmt og lidt skamfuld.

Ellen, der ellers sad og smilede, kunne pludselig mærke, at hendes mave knugede sig sammen. (En del af hendes hjerne registrerede dette: Hvordan kroppen var den første til at reagere. Beviset på, hvordan sind-krop-hjerne hang sammen. Så fascinerende).

9

Hypnotisørens kærlighed.indd 9

13/10/15 12.41

Hendes glade, fjollede smil klistrede stadig til hendes ansigt.

Hun var femogtredive år gammel. Hun vidste, hvad det her betød.

Denne rare mand, denne selvstændige landinspektør fra provinsen, denne enlige far, der kunne lide camping, cricket og countrymusik, skulle til at sige noget, der for evigt ville gøre hende allergisk over for hvidfisk i hvidvinssauce. Han skulle til at sige noget, der ville ødelægge hendes dag, og det havde ellers været sådan en dejlig dag, og hvidfisken smagte så godt.

Hun lagde skuffet gaflen fra sig.

“Hvad?” sagde hun. Hendes tone lød behageligt forundret, men hver en muskel i hendes krop trak sig sammen, som om hun gjorde sig klar til at modtage et slag. Hun skulle nok klare det. Det var ikke verdens undergang. Det var kun deres fjerde date. Hun havde ikke investeret så meget af sig selv i det. Hun kendte ham dårligt nok.

Han kunne for helvede lide countrymusik. Det burde have fået advarselslamperne til at blinke fra begyndelsen. Ja, hun havde givet sig hen til nogle håbefulde dagdrømme i badet her til aften, men det var en af de klassiske fælder ved hele datingspillet. Hun var allerede på vej videre, koncentrerede sig om at komme videre. Hun ville være ovre det her på onsdag. Senest torsdag. Gudskelov, at hun ikke havde været i seng med ham.

Hun kunne ikke kontrollere det, der skulle til at ske, kun sin egen reaktion på det.

I et kort glimt så hun sin mor for sig, med himmelvendte øjne.

Ellen, min skat, tror du virkelig selv på alt det der letkøbte selvhjælpssludder?

Det gjorde hun faktisk. Af hele sit hjerte. (Hendes mor undskyldte senere for sin bemærkning. ‘Det var måske en smule nedladende’, fik hun sagt, og Ellen gjorde, som om hun var teateragtigt forbløffet og satte hånden for munden).

“Kan du lige undskylde mig et øjeblik?” Han rejste sig, og hans serviet gled ned på gulvet. Han samlede den op, helt rød i kinderne, og lagde den forsigtigt ved siden af sin tallerken.

10

Hypnotisørens kærlighed.indd 10

13/10/15 12.41

Hun så op på ham.

“Jeg skal bare ...” Han pegede i retning af den anden ende af restauranten.

“Okay,” sagde hun beroligende.

“Derovre til venstre.” En tjener pegede diskret mod toiletterne.

Hun så på ham, da han gik.

Patrick Scott.

Hun kunne faktisk heller ikke særlig godt lide navnet Patrick. Det var sådan et prætentiøst navn. Man kunne for eksempel ikke forestille sig, at ens frisør hed Patrick. Desuden kaldte hans mandlige venner ham for ‘Scottie’, hvilket var ... nå ja, egentlig helt acceptabelt på den der aussie-drengerøvsagtige måde.

Hvis han gjorde det forbi, ville det helt sikkert gøre ondt. Bare et lille stik, men et skarpt et. Der var ikke noget helt ualmindeligt fantastisk ved Patrick Scott. Han havde et helt almindeligt, venligt ansigt (langt, tyndt, lidt høje tindinger), en almindelig krop (middelhøj, ret brede skuldre, men normalt brede, ikke sådan se-på-mig-jeg-trænervægte brede), et almindeligt job, et almindeligt liv. Det var bare ualmindeligt, hvor godt hun havde det sammen med ham. Nærmest med det samme, få minutter efter at have mødt ham første gang på en pinligt tom café. Hun havde foreslået caféen og var forfærdet over, at der ikke var et øje. Deres lidt nervøse første-date-stemmer kom til at virke alt for larmende, og tre teenageservitricer, der var ved at kede sig ihjel, havde ikke andet at tage sig til end at stå og lytte til deres kunstige forsøg på en samtale. De ventede på deres cappuccinoer, og han legede med en pose sukker, drejede den rundt i cirkler og slaskede den ned i bordet. Så mødtes deres blikke, og de begyndte ligesom at grine til hinanden i en fælles forståelse af, at hele situationen var forfærdelig. Pludselig kunne Ellen mærke, at alle spændingerne i hendes krop forsvandt, som om nogen havde givet hende noget stærkt beroligende. Det var, som om hun kendte ham i forvejen, som om hun havde kendt ham i flere år. Hvis hun troede på reinkarnation (og det var ikke sådan, at hun ikke troede på det, hun havde været vidne 11

Hypnotisørens kærlighed.indd 11

13/10/15 12.41

til alle mulige ting i forbindelse med sit arbejde, hun var åben for alverdens mystiske muligheder), så ville hun have sagt, at de måtte have kendt hinanden i et tidligere liv.

Den form for umiddelbar kontakt havde hun ofte oplevet med kvinder – åh, hun var ekspert i venskaber med kvinder – men aldrig med en mand.

Så, ja, hun kendte knap nok denne rare landinspektør, der hed Patrick Scott, men det ville gøre ondt, hvis han gjorde det forbi. Sikkert mere end bare et lille stik.

Hun tænkte på de hundreder, måske tusinder, slå-op-historier, hun havde hørt fra patienter gennem årene. ‘Jeg lavede en treretters menu for tretten af hans slægtninge, og mens jeg står og vasker op, erklærer han, at han ikke elsker mig mere.’ ‘Vi havde været på en fantastisk ferie på Fiji, og på vejen hjem drikker vi champagne, og så fortæller hun, at hun flytter! Champagne – som om det var noget at fejre!’ Åh, den rå smerte, der stadig satte spor i deres ansigter, selv når de beskrev noget, der var sket for flere år siden. Afvisningen fra en elsker eller bare en potentiel elsker var så hård ved det indre barn.

Angsten for at blive forladt, minder om fortidens sår, mindreværdsfølelser og selvhad steg alt sammen op til overfladen i en uafladelig følelsesstrøm.

Hun forsøgte at se neutralt på sin situation, som var det en klients historie, i håbet om, at hun kunne holde den på afstand. Det virkede ikke.

Men al denne panik var muligvis helt ubegrundet. Patrick var måske ikke ved at gøre det forbi. Der havde ikke været nogen advarsler, og hun var ret god til at læse folk. Det var trods alt det, hun levede af. Han havde sagt, at hun så ‘smuk ud’, da hun åbnede døren her til aften, med sådan et velfornøjet glimt i øjet, som om han lige havde fået en gave – og han var ikke den glatte, charmerende type, der automatisk fyrede de komplimenter af, kvinder gerne ville høre. Der havde været en masse øjenkontakt hen over maden, og en del af den kunne kategorises som ‘dvælende’. Igennem hele måltidet havde hun 12

Hypnotisørens kærlighed.indd 12

13/10/15 12.41

lagt mærke til, at han lænede sig ind mod hende (selv om det muligvis var, fordi han var lidt tunghør – overraskende mange mænd var tunghøre; det vidste hun både fra sin datingkarriere og fra arbejdet).

Hun havde en fornemmelse af, at deres kropssprog og vejrtrækning var på bølgelængde, og det var ikke, fordi hun spejlede ham, på samme måde som hun ville gøre med en klient.

Der havde ikke været nogen pinlige tavsheder eller akavede øjeblikke. Han havde været interesseret, på en respektfuld måde, i hypnoterapi. Han sagde ikke: “Vis mig det! Få mig til at klukke som en høne!” Han rynkede heller ikke på næsen ad det, eller – endnu værre – begyndte at tale i en nedladende tone om, at han ikke rigtig var til ‘alternativ medicin’. Han sagde ikke: “Nå, er det så noget, man kan få en uddannelse i?” eller “Er der så nogen penge i det?” Han virkede ikke skræmt. Nogle af de mænd, hun havde været ude med, virkede decideret bange for, at hun ville begynde at hypnotisere dem, uden at de vidste det. Han virkede bare nysgerrig.

Og for et par minutter siden havde han vist hende et billede af sin søn! Hans søde, lyshårede, lille, tynde otteårige søn, der spillede trombone i skoleorkesteret og tog på fisketure med sin far. Han ville da ikke have vist hende de billeder, hvis han allerede havde besluttet, at det ikke kunne fungere.

Medmindre det var noget, der lige var gået op for ham. Nu hun tænkte over det, var det på en underlig abrupt måde, han lagde kniv og gaffel fra sig for at sige noget. Hans blik var fæstnet ved noget over hendes ene skulder, som om han lige havde fået et glimt af en anden fremtid ude i horisonten. Hun havde været lige midt i at sige noget.

(Hun havde været ved at fortælle ham en historie om en klient, der var besat af Jennifer Lopez. Det var faktisk John Travolta, men hun lavede altid om på detaljerne på grund af tavshedspligten. Og historien blev også bedre med Jennifer Lopez).

Han så så sørgmodig ud. Selv hvis han ikke var ved at gøre det forbi med hende, var det helt klart noget ubehageligt eller slemt, han skulle til at sige.

13

Hypnotisørens kærlighed.indd 13

13/10/15 12.41

Måske havde han løjet om, at han var enkemand. I virkeligheden var han stadig gift og boede med sin kone, selv om de sov på hver sit værelse.

Eller også var han slet ikke landinspektør; han var gangster. Nu ville FBI tage kontakt til hende og tvinge hende til at gå med mikrofon.

(Hun havde set alle afsnit af Sopranos i sommer). Eller måske led han af en dødelig sygdom. Det ville være forfærdeligt, men i det mindste ikke personligt sårende.

Uanset hvad det var, var hun ret sikker på, at den lette, boblende følelse, hun havde haft hele dagen, snart ville forsvinde.

Hun tog en stor mundfuld vin og så op for at tjekke, om han var på vej tilbage fra toilettet. Nej. Han tog sig gudskelov god tid. Han havde nok lige plasket lidt vand i ansigtet og stod nu og stirrede på sig selv i spejlet, mens han tog hårdt fat om vasken og åndede tungt ud.

Han var på flugt fra politiet.

Hendes egen vejrtrækning var ved at blive lidt hektisk.

En alt for livlig fantasi. Mrs. Pascoes kommentar i hendes karakterbog i syvende klasse.

Hun så sig omkring. De andre gæster sad midt i deres egne samtaler, klirrende bestik mod tallerkener, et ikke alt for højlydt latterudbrud hist og her. Ingen så på kvinden med den tomme stol foran sig.

Var der tid til det? Var det virkelig nødvendigt? Ja. Hun rettede sig op i stolen og lagde hænderne på lårene med håndfladen nedad. Hun lukkede øjnene og trak vejret ind gennem næsen, ud gennem munden. Med hver vejrtrækning forestillede hun sig, at hendes krop blev fyldt af et kraftigt, gyldent lys. Lyset gav hende energi og styrke. Lyset fyldte hendes fødder, hendes ben, hendes mave, hendes arme, og endelig, svusj, hvirvlede det rundt i hendes hoved, så alt, hvad hun så, var en gylden glød, som om hun så direkte ud på en solnedgang. I et kort øjeblik føltes det, som om hun svævede et par centimeter over sin stol.

Det skal nok blive godt. Uanset hvad han siger, rører det ikke ved mit inderste. Jeg klarer det. Når jeg har talt til tre. En ... to ...

14

Hypnotisørens kærlighed.indd 14

13/10/15 12.41

Hun åbnede øjnene, helt vågen og frisk igen. Hun så sig om. Ingen stirrede på hende. Hun vidste selvfølgelig godt, at hun ikke rigtig svævede over sin stol, mens hun lyste op som en elpære, men nogle gange var følelsen så virkelig, at hun havde svært ved at tro, at det ikke også havde et fysisk udtryk.

Selvhypnose var et vidunderligt redskab. Hun kunne altid se, når en elev eller klient endelig fangede den. De blev helt chokerede over, hvad deres indre kunne udrette. Den første gang, hun oplevede den svævende følelse, var det som at opdage, at hun kunne flyve. Hun kunne udrydde alle narkoproblemer i verden, hvis hun bare kunne få lov at lære teenagere noget om selvhypnose.

Patrick var stadig ikke vendt tilbage. Hun så på måltidet foran sig.

Der var ikke nogen grund til at lade det gå til spilde. En tjener gled forbi og fyldte op i hendes vinglas. God vin, god fisk. En skam, hun ikke havde en god bog med sig.

Hun tænkte på sin dag.

Lige indtil det øjeblik, hvor Patrick havde lagt kniv og gaffel fra sig, havde den været perfekt. Sublim nærmest.

Hun havde sovet tungt og drømmeløst til den taktfaste lyd af regn på taget og vågnede sent, da solstrålerne landede på hendes ansigt.

Det første, hun så, da hun åbnede øjnene, var den gren, hun havde hængt op i loftet, som en reminder om det buddhistiske lærevers om mindfulness. Hun havde blidt trukket vejret ind og ud tre gange, mens hun bevarede sit “halv-smil”.

(Hun ville ønske, hun aldrig havde nævnt denne praksis for sin gode veninde, Julia, der havde bedt Ellen om at vise hende sit halvsmil. Da Ellen omsider havde indvilliget, efter at Julie var blevet ved at plage, rokkede Julia frem og tilbage i et latteranfald de næste ti minutter).

Da hun steg ud af sengen, var vinduet koldt mod hendes fingerspidser, men det nye gasvarmesystem, som hendes bedsteforældre havde fået installeret (takket være grandtante Marys lotteriseddel!), inden de døde, havde forvandlet huset til en varm hule. Hun spiste grød 15

Hypnotisørens kærlighed.indd 15

13/10/15 12.41

med brun sukker til morgenmad, mens hun lyttede til nyhederne på radio ABC, der var fulde af godt humør og tør humor. Den seneste influenzaepidemi var sikkert alligevel ikke nogen epidemi. (Som hendes mor, der var læge, hele tiden havde sagt). En lille dreng, der var forsvundet, var blevet fundet i god behold. Det sidste gangstermord var sikkert bare en familiefejde. Den seneste politiske skandale var feset ud. Trafikken kørte, som den skulle. Vinden kom fra sydvest og var let. For en gangs skyld var verden til at have med at gøre.

Efter morgenmaden kastede hun sig ud på sin tur langs stranden og kom vindblæst og euforisk tilbage med smagen af salt på sine læber.

Hun havde haft fire aftaler i dag. Den sidste var med en mand, der gerne ville have hjælp til at overvinde sin flyskræk, så han kunne rejse med sin kone til Frankrig og fejre deres rubinbryllup. Da han tog af sted senere, gav han hende ivrigt hånden og lovede at sende et postkort fra Paris. Hun havde også haft to nye klienter, og hun kunne altid godt lide at møde en ny klient. Den ene var en kvinde, der igennem de sidste fire år havde lidt af en invaliderende, uforklarlig smerte i benet og været til et utal af læger, fysioterapeuter og kiropraktorer, der alle var i vildrede. Den anden var en kvinde, der havde lovet sin forlovede, at hun ville holde op med at ryge på deres bryllupsdag.

Begge sessions gik fint.

Hendes sidste aftale var med en klient, der nok ikke ville blive en af hendes succeshistorier. Hun havde svært ved at nå frem til, hvad det egentlig var, Mary-Beth gerne ville opnå gennem hypnoterapi, men hun nægtede at lade sig overflytte til en anden behandler og insisterede på at fortsætte behandlingen. Ellen havde besluttet sig for ikke at forsøge sig med noget særlig kompliceret i dag og gav hende bare en simpel afslapningssession. Hun kaldte det ‘massage af sjælen’.

Bagefter sagde Mary-Beth, at hendes sjæl føltes nøjagtig som før, tak; men sådan var Mary-Beth.

Efter Mary-Beth var gået, havde Ellen gjort rent. Hun lod omhyggeligt lidt ting ligge rundt omkring, så det ikke så ud, som om hun 16

Hypnotisørens kærlighed.indd 16

13/10/15 12.41

havde gjort rent, men bare var meget ordentlig af natur. Hun overvejede at tage nogle af de buddhistiske citater ned; dem, der hang rundt omkring i huset på lyselilla Post-its. Hendes ekskæreste Jon plejede at gøre nar ad dem – mens han stod henne ved køleskabet og læste dem op med en fjollet stemme. Men at skjule sit sande jeg var nok ikke det bedste udgangspunkt for et nyt forhold, var det?

Hun lagde også sit lækreste, pæneste sengetøj på. Det var sikkert på tide at have sex med ham. Ja, det var måske lidt kynisk at sige det sådan, men sådan var det, når man datede i trediverne. Det var ikke længere blomster og romantik. De var jo ikke seksten længere. De var ikke religiøse. De havde mødt hinanden på nettet: en datingside. Så det var alt sammen meget lige ud af posen. De var begge på jagt efter et fast forhold. De havde sat kryds i den boks, der indikerede dette.

Der havde været lidt kysseri (ret dejligt), og nu var det tid til sex.

Hun havde ikke haft sex i næsten et år, og Ellen kunne godt lide sex.

Det overraskede nogle mænd, der havde det med at se hende som et lidt æterisk, sødt og uskyldigt væsen til at begynde med. Det havde hun ikke noget imod – hun spillede endda med på det. Det passede bare ikke rigtig.

(Hun kunne også godt lide gyserfilm og kaffe og en halvblodig bøf.

Mange mennesker troede, hun var vegetar – mente faktisk, at hun burde være en urtete-drikkende vegetar – og gik så vidt som til at lave særlige retter til hende, når hun var inviteret til middag. Nogle af dem insisterede endda på, at de ‘tydeligt kunne huske’, at hun havde sagt, hun ikke spiste kød).

Hun havde brugt lang tid på at gøre sig klar til i aften: taget et langt, varmt bad med et glas vin og sat en CD på med Violent Femmes. De voldsomme klange og barske stemmer var så radikalt anderledes end de blide harpespil, der spillede hele dagen, så det var ligesom at få en spand koldt vand i hovedet. Violent Femmes mindede hende om firserne, om at være teenager, fuld af hormoner og håb. Da Patrick omsider bankede på døren, var hun i så højt humør, at hun faktisk fik tanken: Du flyver så højt, at du falder.

17

Hypnotisørens kærlighed.indd 17

13/10/15 12.41

Hun havde rystet på hovedet af den tanke. Og nu ... Der er noget, jeg er nødt til at sige.

Hun lagde gaflen fra sig. Hvor var manden blevet af? En af tjenerne sendte hende et forsigtigt blik, mens han tydeligvis forsøgte at finde ud af, om han skulle tilbyde sin assistance eller ej.

Hun så på Patricks halvfulde tallerken. Han havde bestilt fyldt svinemave. Et uheldigt valg, havde hun tænkt, men hun havde ikke kendt ham længe nok til at drille ham med det. Fyldt svinemave!

Det lød ulækkert, og nu lignede det en stor klump koldt, størknet fedt.

Hvis han var typen, der bestilte den slags arterietilstoppende måltider, var han måske faldet om af et hjerteslag på toilettet? Skulle hun sende den bekymrede tjener ud for at tjekke? Men hvad nu, hvis svinemaven bare havde gjort ham utilpas? Så ville han blive pinligt berørt. Eller det ville hun i hvert fald, hvis hun var ude for noget tilsvarende. Måske var en mand ligeglad.

Hun var simpelthen for gammel til al denne datingangst. Hun burde være hjemme og bage kage, eller hvad det nu var, forældre fik aftenerne til at gå med.

Hun så op igen, og der var han, han kom gående hen mod hende.

Han så rystet ud, som om han lige havde været ude for et mindre biluheld. Men han havde også sådan et ‘spillet er ude’-udtryk i øjnene, som om han lige var blevet fanget på fersk gerning i færd med at røve en bank og nu var på vej ud med hænderne i vejret.

Han satte sig overfor og lagde servietten tilbage i skødet. Han tog kniv og gaffel, så på svinemaven, sukkede og lagde dem fra sig igen.

“Du tænker sikkert, jeg er en eller anden galning,” sagde han.

“Ja, jeg er ret nysgerrig!” sagde Ellen ivrigt, som en midaldrende dame.

“Jeg håbede, at jeg kunne vente med at fortælle dig det, indtil vi havde ... men så gik det op for mig, at jeg er nødt til at fortælle dig det i aften.”

“Bare giv dig god tid.” Nu talte hun med den rolige, blide stemme, 18

Hypnotisørens kærlighed.indd 18

13/10/15 12.41

hun brugte med sine klienter. “Jeg skal nok tage det pænt – uanset hvad det er.”

“Det er ikke så slemt!” sagde Patrick straks. “Det er mest bare flovt.

Det er, fordi ... okay, jeg siger det bare ligeud.”

Han holdt en pause og smilede fjollet. “Jeg har en stalker.”

Først forstod Ellen ikke helt, hvad han mente. Det var, som om engelsk var blevet et fremmedsprog, og hun var nødt til at oversætte ordene.

Jeg har en stalker.

Så sagde hun: “Er der en, der stalker dig?”

“Hun har stalket mig de sidste tre år. Min ekskæreste. Hun forsvinder nogle gange for en tid, men så vender hun frygteligt tilbage.”

En skøn lettelse væltede ind over Ellen. Nu, da han ikke var ved at gøre det forbi, var det pludselig tydeligt for hende, hvor godt hun kunne lide ham. At hun virkelig håbede, at dette kunne fungere, at hun faktisk havde tilladt ordene ‘Jeg kunne blive forelsket i ham’ at fylde hendes tanker, mens hun tog mascara på. Hun havde ikke været så utrolig glad i dag på grund af det gode vejr eller grøden eller nyhederne. Det var på grund af ham.

En ekskæreste-stalker var helt fint!

Det var interessant.

Men på den anden side ... stalking.

Billeder dukkede op på hendes nethinde af bogstaver skåret ud af magasiner og aviser. Beskeder skrevet med blod på væggen. Skøre fans, der sad uden for idolernes huse. Voldelige eksmænd, der skød deres koner.

Men hvem stalkede en landinspektør? (Også selv om han godt nok havde et virkelig pænt kæbeparti).

“Når du siger stalking, hvad mener du så? Er hun voldelig?”

“Nej.” Patrick så ud, som om han var tvunget til at besvare en række meget personlige spørgsmål hos lægen. “Ikke fysisk voldelig.

Nogle gange råber hun. Bliver lidt hård. Hun ringer midt om natten, sender mig breve, mails, sms’er, men for det meste er hun der bare.

Hvor jeg end går hen, er hun der også.”

19

Hypnotisørens kærlighed.indd 19

13/10/15 12.41

“Mener du, hun følger efter dig?”

“Ja. Alle steder.”

“Hold da op, det må være forfærdeligt for dig!” Der dukkede den lille midaldrende dame op igen. “Har du talt med politiet?”

Det gav et gib i ham, som om det var et ubehageligt minde. “Ja. Èn gang. Jeg talte med en kvindelig betjent. Jeg ved ikke, om hun ...

Altså hun sagde alle de rigtige ting. Jeg følte mig bare som en komplet idiot. En kujon. Hun foreslog, at jeg begyndte at skrive en ‘stalking-dagbog’, hvor jeg noterede alt ned, og det har jeg gjort. Hun sagde, at jeg kunne give hende et tilhold, og det overvejede jeg. Men da jeg sagde til min eks, at jeg havde talt med politiet, sagde hun, at hvis jeg gik videre med det, ville hun sige, at jeg havde chikaneret hende, at jeg havde slået hende ... Og, du ved, jeg er fyren, hvem vil de så tro? Hende, selvfølgelig. Så jeg bakkede straks ud af det. Jeg bliver bare ved at håbe, at hun holder op. Og årene går. Jeg kan slet ikke forstå, at det har stået på så længe.”

“Det må være ...” Ellen skulle til at sige ‘skræmmende’, men det ville måske genere ham; hun tænkte, at det mandlige ego var skrøbeligt som en æggeskal. I stedet sagde hun: ... stressende.” Hun kunne ikke helt holde den underliggende glæde ude af sin stemme.

“I begyndelsen gik det mig virkelig på,” sagde han. “Men nu har jeg på en måde accepteret det. Det er bare sådan, mit liv er blevet.

Men det er hårdt for nye forhold. Nogle kvinder skræmmes væk af det. Nogle af dem siger først, at det er okay, men så kan de alligevel ikke håndtere det.”

“Jeg kan godt håndtere det,” sagde Ellen, hurtigt, som om hun var til jobsamtale og skulle bevise, at hun var klar til at tage ansvaret på sig. Når hun hørte om ekskæresters svagheder, fik hun altid lyst til at bevise, at hun var bedre.

Hun tog forfjamsket en tår af sin vin. Hun havde lige lagt kortene på bordet. Hun havde faktisk lige sagt: Jeg vil gerne have et forhold til dig.

Hun lod, som om hun så indgående på sit vinglas, som om hun 20

Hypnotisørens kærlighed.indd 20

13/10/15 12.41

skulle til at sige noget nedsættende om vinen, og da hun endelig så op, smilede Patrick til hende. Et stort, glad smil fuld af små smilerynker.

“Det håber jeg, du kan,” sagde han. “For jeg har det virkelig godt med det her. Jeg mener, med os. Med muligheden for et os.”

“Muligheden for et os,” gentog Ellen og smagte på ordene, mens hun rørte ved hans hånd. Det var sådan noget sludder, det med, at man blev kynisk og blasert, når man var i trediverne. Følelsen af hans hånd fik endorfinerne til at strømme rundt i hendes blodomløb. Hun kendte alt til den videnskabelige begrundelse for kærlighed. Hvordan hendes hjerne nu blev overstrømmet af ‘kærlighedsstoffer’ (nor­ adrenalin, serotonin og dopamin), men det betød ikke, at hun ikke var lige så modtagelig som alle andre.

Så nu lå alle kortene på bordet.

“Hvad fik dig til at fortælle mig det i aften?” spurgte Ellen. Hans tommelfinger lavede cirkler i hendes håndflade. “Om din stalker?”

Hans tommelfinger stoppede.

“Jeg så hende,” sagde han.

“Du så hende!” Ellens øjne fløj rundt i restauranten. “Mener du her?”

“Hun sad ved et bord under vinduet.” Han nikkede med hagen mod Ellens skulder. Hun ville vende sig om for at se, men Patrick sagde: “Bare rolig. Hun er gået.”

“Hvad lavede hun? Sad hun bare ... og så på os?”

Ellen var klar over, at hendes puls steg. Hun vidste ikke helt, hvad det var, hun følte: om hun var skræmt, eller muligvis en lille smule begejstret.

“Hun sad og skrev på sin mobil,” sagde Patrick træt.

“Sendte hun sms’er til dig?”

“Sikkert. Jeg har slukket min mobil.”

“Har du ikke lyst til at se, hvad hun har skrevet?” Ellen ville gerne se, hvad hun havde skrevet.

“Ikke synderligt,” sagde Patrick. “Slet ikke faktisk.”

21

Hypnotisørens kærlighed.indd 21

13/10/15 12.41

“Hvornår gik hun?” Hvis bare Ellen havde vidst det noget før, ville hun have kunnet nå at se, hvordan hun så ud.

“Da jeg rejste mig for at gå på toilettet, fulgte hun efter mig. Det var derfor, det tog så lang tid. Hun sagde, hun var ved at gå, og det var hun heldigvis også.”

Hun måtte være gået lige forbi Ellen! Ellen granskede sin hjerne for at komme i tanke om en kvinde, der gik forbi, men intet dukkede op. Det var sikkert, mens hun havde gang i sin selvhypnose. Fandens også.

“Hvad sagde hun?”

“Hun laver altid sådan en ynkelig forestilling, som om vi tilfældigvis lige er rendt ind i hinanden. Man skulle tro, at hun lignede en skør posedame med skørt hår, men hun ser helt normal ud, helt tjekket. Det får mig altid til at tvivle på mig selv, som om det bare er noget, jeg bilder mig ind. Hun er en succesfuld karrierekvinde. Højt respekteret. Er det til at forstå? Jeg tænker altid over, hvad hendes kolleger mon ville sige, hvis de vidste, hvad hun laver i sin fritid. Nå, men bortset fra det ... Skal vi ikke tale om noget lidt mere hyggeligt?

Hvordan smagte fisken?”

Tager du pis på mig? Ellen havde ikke lyst til at tale om andet. Hun ville høre om alle detaljer. Hun ville gerne forstå, hvad der foregik i den kvindes hoved. Hun forstod normalt kvindernes perspektiv i de fleste situationer. Hun var på kvindernes side. Hun kunne godt lide kvinder; det var mænd, der ofte mystificerede hende. Men at stalke sin ekskæreste i tre år? Var hun psykopat? Havde han behandlet hende dårligt? Var hun stadig forelsket i ham? Hvordan retfærdiggjorde hun det over for sig selv?

“Fisken smagte fantastisk,” sagde Ellen. Hun forsøgte at undertrykke sit glubske behov for mere information. Det var lidt upassende, når det tydeligvis var sådan en pinefuld del af mandens liv. Hun vidste, det var en af hendes svagheder: en umættelig nysgerrighed, når det gjaldt andre menneskers privatliv.

“Hvem passer din søn i aften?” spurgte hun for at skifte emne.

22

Hypnotisørens kærlighed.indd 22

13/10/15 12.41

“Min mor,” sagde Patrick. Hans ansigt mildnedes. “Jack elsker sin farmor.”

Så blinkede han, så på sit ur og sagde: “Undskyld, men jeg lovede ham faktisk at ringe for at sige godnat. Han var ikke på toppen, da jeg tog af sted. Er det okay?” Han trak mobilen op af lommen.

“Selvfølgelig.”

“Jeg ringer normalt ikke til ham, når jeg er ude,” sagde han og tændte for telefonen. “Jeg mener, han er en ret selvstændig dreng nu.

Han har gang i sine egne ting.”

“Det er helt fint.”

“Det er bare, fordi han har været slemt forkølet, og så udviklede det sig til noget bronkitis. Han er på antibiotika.”

“Det er helt i orden.” Hun ville gerne høre ham tale med sin lille dreng.

Hans mobil bippede, igen og igen.

Patrick skar en grimasse. “Sms’er.”

“Fra din, øh, stalker?” Ellen forsøgte at lade være med at se for indgående på den bippende mobil.

Han så nærmere på skærmen. “Ja. Jeg plejer bare at slette dem uden overhovedet at læse dem.”

“Selvfølgelig.” Hun kunne ikke lade være at spørge. “Fordi de er ubehagelige?”

“Nogle gange. For det meste er de bare ynkelige.”

Hun så på hans ansigt, mens han læste beskederne og trykkede på knapper med sin tommelfinger. Han sad med et ironisk smil om munden, som om han var ved at lave numre med en fjende. Han himlede med øjnene. Tyggede på det yderste af læben.

“Vil du læse dem?” Han rakte hende mobilen.

“Okay,” sagde Ellen henkastet. Hun lænede sig ind mod ham og læste, mens han scrollede gennem beskederne.

Tænk, at vi mødes her! Jeg sidder ved et bord under vinduet.

Du ser godt ud i den skjorte.

Har du bestilt fyldt svinemave? Hvad tænker du på?!

23

Hypnotisørens kærlighed.indd 23

13/10/15 12.41

Hun er pæn. I klæder hinanden. S Ellen trak sig lidt.

“Undskyld,” sagde Patrick. “Jeg skulle ikke have vist dig den sidste.

Jeg lover dig, at du ikke er, du ved, i fare.”

“Nej, nej, det er okay.” Hun nikkede mod telefonen. “Bliv bare ved.”

Hvor hyggeligt at møde dig her i aften. Skal vi ikke drikke kaffe en dag snart?

Jeg elsker dig. Jeg hader dig. Jeg elsker dig. Jeg hader dig. Nej, jeg hader dig helt sikkert.

Ellen lænede sig tilbage.

“Hvad er din professionelle vurdering?” spurgte Patrick. “Helt igennem skør, ikke? Husk på, at det forhold sluttede for tre år siden.”

“Hvor længe var I sammen?”

“To år. Eller rettere tre år. Det var mit første forhold, efter min kone døde.”

Ellen ville gerne spørge ham, hvordan det sluttede, men i stedet sagde hun: “Hvorfor får du ikke bare et nyt nummer?”

“Tidligere skiftede jeg nummer hele tiden, men det går ikke. Jeg er selvstændig. Folk er nødt til at kunne finde mig. Nå, jeg må hellere ringe til min søn. Jeg gør det kort.”

Ellen så på ham, mens han ringede op og holdt telefonen ind mod øret.

“Hej skat, hvordan går det? ... Hvad jeg fik at spise? Nåh, fyldt svinemave.” Han skævede trist til sin tallerken. “Ja, det smagte heller ikke så godt. Nå, men hvordan har du det? Er du okay? Har du taget din antibiotika? Hvad laver farmor? Er det rigtigt? Det er godt. Ja. Okay. Ja, måske, hvis du bare fortæller mig det hurtigt.” Han holdt op med at tale og lyttede. Hans blik mødte Ellens, og han blinkede til hende. “Er det rigtigt? Okay, ja. En vulkan? Med faldskærm? Hold da op.”

Han blev ved at lytte, mens fingrene trommede på dugen. Ellen så på hans hånd. Det var en smuk hånd. Store, firkantede negle.

24

Hypnotisørens kærlighed.indd 24

13/10/15 12.41

“Okay, skat. Du må hellere fortælle mig resten i morgen. Jeg er meget uhøflig over for min ... min ven. Okay. Vi ses i morgen. Vafler, selvfølgelig. Ja, helt sikkert. Godnat, min egen. Elsker dig.”

Han lagde på, slukkede mobilen og lagde den tilbage i lommen.

“Undskyld,” sagde han. “Han skulle fortælle alle detaljer om den film, han havde set. Det har han vist fra mig desværre.”

“Er det rigtigt?” sagde Ellen.

Hun kunne mærke en voldsom strøm af glæde bagest i kraniet.

Hun elskede den måde, han talte med sin søn på, så afslappet og sjovt og maskulint og kærligt. Hun elskede, at de skulle have vafler i morgen tidlig. (Hun elskede vafler!) Hun elskede den måde, han sagde ‘elsker dig’ på. Så henkastet og ligefremt.

En tjener fjernede deres tallerkener og balancerede dem på sin overarm. “Var svinemaven som den skulle være, sir?”

“Den var helt fin.” Patrick smilede op til ham. “Jeg var bare ikke så sulten, som jeg troede.”

“Kan jeg friste med dessertmenuen? Eller kaffe?”

Patrick hævede et øjenbryn og så på Ellen.

“Nej tak,” sagde hun.

“Bare regningen, tak,” sagde Patrick.

Ellen så på sit ur. Den var kun ti. “Jeg har noget dejlig chokolade derhjemme,” sagde hun. “Hvis du vil med hjem til en kop kaffe. Hvis du har tid.”

“Jeg har tid,” sagde Patrick og så hende lige ind i øjnene.

De nåede selvfølgelig aldrig til kaffen og chokoladen. Da de elskede for første gang på de rene lagner, hørte hun pludselig en trommende lyd af regndråber, der faldt hårdt på taget, og hun tænkte kortvarigt på Patricks stalker og spekulerede på, hvor hun var lige nu.

Hun forestillede sig hende stående ude i regnen, uden paraply, mens regndråberne uhæmmet gled ned ad hendes blege, forpinte, (smukke?) ansigt. Men så fyldte alle de indtagende sanseindtryk fra en ny elsker hele hendes indre, og hun glemte alt om hende.

Hypnotisørens kærlighed.indd 25

13/10/15 12.41

kapitel 2

Når man når min alder, er de fleste veninder i lange parforhold, og jeg har ikke mulighed for at møde potentielle kærester på mit arbejde. Det her virker som en hyggelig måde at møde nye mennesker på. Jeg er romantiker, men jeg er også realist.

Fra Ellen68’s datingprofil på internettet

Ellen gik med bare fødder hen ad stranden tidligt næste morgen.

Hendes bukser var rullet op til knæene, så bølgerne kunne skvulpe rundt om anklerne, og hun gik og tænkte på Patrick (hun elskede navnet Patrick, der var overhovedet ikke noget prætentiøst over det!) og alt det, der skete i går.

Hans søn. (Så kært!)

Hans skøre ekskæreste. (Spændende! Men måske også lidt skræmmende? Det vidste hun ikke helt endnu).

Hans krop. Wauw, havde hun tænkt, som om hun var en dånende heltinde i en lægeroman, da han knappede den diskrete, stribede kontorskjorte op. Bare det at tænke på hans bryst fyldte hende med rendyrket lyst, og hun pressede to fingre mod sine læber, der var ømme efter alle de kys.

Han tog af sted lige præcis ved midnat. Som Askepot. Han sagde, at selv om hans mor var der til at passe hans søn og sov inde på gæsteværelset, havde han det altid, som om han udnyttede hende, hvis han først kom meget sent hjem.

“Jeg hader at drøne af sted på den måde. Og hvis vi – du ved – så 26

Hypnotisørens kærlighed.indd 26

13/10/15 12.41

ville jeg godt kunne give hende besked om, at jeg overnatter et andet sted,” sagde han, da han knappede skjorten igen og skjulte sit hulemandsbryst.

“Det er helt okay,” havde Ellen sagt med søvndrukken stemme.

Hun var glad for, han tog hjem. Hun ville hellere ligge i sengen og tænke på ham end have ham liggende og bekymre sig om, hvordan hendes hår så ud i morgen tidlig.

“Jeg ringer,” sagde han, da han kyssede hende farvel.

Hendes mobil bippede med en sms klokken seks næste morgen.

Hvornår kan jeg se dig igen? Jeg tror, du har hypnotiseret mig!

Hvilket var en smule corny. Men alligevel dejligt.

Så det så ud, som om det var ved at ske. Hun var på vej ind i noget nyt. Her er vi så igen. Hun tog en dyb indånding af den salte halvluft og kunne mærke den i halsen. I et kort øjeblik mærkede hun tyngden af alle de mange tidligere skuffelser. Åh, lad det være anderledes denne gang, tænkte hun ynkeligt.

Og så, med lidt mere styrke: Kom nu, giv mig en chance!

Ellen havde haft tre lange forhold. Andy, Edward og Jon. Nogle gange føltes det, som om hun altid slæbte rundt på minderne fra de forhold, som tre gamle tindåser i snor.

Andy var en abnormt høj, ung bankmand. Deres treårige forhold virkede altid en smule forkert på Ellen, som om de bare foregav at være forelskede og var virkelig gode til det. Da Andy blev udstationeret i udlandet, var der ingen af dem, der nævnte muligheden for, at Ellen tog med. Hele forholdet fik hende til at føle sig en smule beskidt, som om hun havde spist en masse fastfood.

Edward var en sød, følsom high school-lærer. De blev vildt og voldsomt forelskede i hinanden og blev sådan et par med en lysende fremtid foran sig, der indebar noget med børn og kæledyr. Og så, af grunde, der ikke engang stod helt klare for hende nu, og til alles store chok, imploderede forholdet pludselig. Det var en på alle måder smertefuld oplevelse.

Hun mødte Jon den dag, hun fyldte tredive. Så hun tænkte: Det er 27

Hypnotisørens kærlighed.indd 27

13/10/15 12.41

ham. Dette er det ægte, voksne forhold. Han var en klog ingeniør med gode talegaver. Hun var vild med ham. Det var desværre først, da han havde pulveriseret hendes hjerte, at det gik op for hende, at han vist aldrig rigtig var vild med hende.

Hun havde altid tænkt på disse fejlslagne forhold som, ja, fejlslagne. Men nu gik det op for hende, at de måske i virkeligheden var absolut nødvendige skridt på en skæbnebestemt vej, der førte til lige nøjagtig dette øjeblik på lige nøjagtig denne strand. Til en grønøjet landinspektør, der hed Patrick Scott.

Hun tænkte på Patricks ekskæreste, hans stalker. Saskia. Et usædvanligt navn med dets små hårde stavelser. Ellen lod navnet rulle rundt i sin mund, som en ny og eksotisk frugt. Saskia ville ikke sætte pris på, at Ellens hjerte netop nu var fyldt af dirrende håb.

Ellen sparkede til vandet foran sig og sendte en sprøjte af iskolde dråber op i luften. Altså, hvad var hun for én, den kvinde? Havde hun ingen stolthed i livet? Ellen krummede tæer bare ved tanken om, at hendes ekskærester skulle vide, at hun stadig gik og tænkte på dem.

Men i virkeligheden gled de alle stadig rundt i hendes baghoved.

Hver gang hun steg ud af bilen, kørte hun automatisk sædet tilbage, så der var plads til Andys lange ben; en vane, hun havde fået, dengang de delte bil. Hver gang hun hakkede en tomat, tænkte hun på Jon, fordi han engang fortalte hende, at det gjorde den mere saftig, når man skar den over på tværs. Anden juledag kom hun altid i tanke om, at det var Edwards fødselsdag.

Det var selvfølgelig naturligt nok, at hun tænkte på dem. I et stykke tid havde hver af dem været den, der kendte hende bedst, den, der talte med hende hver dag, vidste, hvor hun var når som helst i løbet af dagen. Den, der ville have siddet på første række i kirken, hvis hun var blevet dræbt på tragisk vis.

Det virkede indimellem så mystisk og forkert, at man kunne være helt tæt på nogen, falde i søvn og vågne med dem, gøre meget intime ting sammen, og så, lige pludselig, end ikke kende deres telefonnum28

Hypnotisørens kærlighed.indd 28

13/10/15 12.41

mer, ikke vide, hvor de boede eller arbejdede, hvad de lavede i dag eller i sidste uge eller sidste år.

Ellen så en kæmpe bølge stige og falde med et fjernt plask.

Det var derfor, det at gå fra hinanden føltes, som om huden blev flået af. Det var egentlig underligt, at der ikke var flere som Saskia, i stedet for alle dem, der opførte sig så pænt og korrekt.

“Godmorgen!” Et ældre par kom gående fra den anden ende af stranden i rask trav, albuerne fløj frem og tilbage. Ellen satte farten op, hun ville ikke fejes af banen af nogle firsårige.

Da hendes bedsteforældre var i live, travede de hver aften langs denne strand lige inden nyhederne klokken seks.

De var sammen i treogtres år. Treogtres år, hvor de vågnede op ved siden af det samme menneske. Faktisk i det samme soveværelse, hvor hun og Patrick havde haft sex i aftes. (Hvilket var frygteligt, nu hun tænkte over det. Hun plejede at tænke, at hendes bedsteforældres sjæle stadig boede i huset. Hun håbede ikke, at hendes stakkels morfar var blevet fanget inde i soveværelset, gemt bag et gardin, mens han holdt sig for øjnene).

Ellen havde altid troet, at hun ville blive gift tidligt og få et ægteskab som deres. Hun troede, det var sådan, hun var. En traditionel pige. Sød. Som om søde piger altid fandt søde fyre. Som om det at være sød var det eneste, der skulle til for at få et forhold til at fungere.

Hvis hun skulle være helt ærlig (og at opnå fuld selverkendelse var hendes mål), var det ikke så meget det, at hun var sød, men mere det, at hun tænkte, at hun var helt forskellig fra sin mor. Hendes mor havde opfostret Ellen alene, uden en mand inden for rækkevidde.

Og alligevel var hun nu her. Femogtredive og på jagt efter mænd på internettet. Hver gang hun klikkede ind på hjemmesiden, var det, som om hun gjorde noget upassende.

Upassende for hende. Det var det, det handlede om. Hun syntes ikke, det var upassende, at andre datede på internettet. Nej, nej, det var da helt fint for pøblen! Men Ellen tjente faktisk penge på at hjælpe andre mennesker med deres liv.

29

Hypnotisørens kærlighed.indd 29

13/10/15 12.41

Det var det. Hun tænkte, hun burde være den type, der var virkelig god til parforhold, og det lod det egentlig ikke til, at hun var. Men, blev hun ved at sige til sig selv, hvorfor skulle hun ikke få sit hjerte knust ligesom alle andre? Hvorfor skulle det ikke være lige så svært for hende at finde den rette mand, som det var for så mange andre kvinder? Hvorfor skulle hun ikke bekymre sig om det tikkende biologiske ur, selv om det var en kliché? Hvorfor skulle ikke også hun være en kliché?

Hun skammede sig over sin skam. Som straf var hun derfor ek­ stremt åben omkring sin status som single. Hun fortalte alle og enhver, at hun brugte onlinedating. Hun gik på enhver ny akavet date med næsen højt i sky, en positiv indstilling og et hjerte, der var åbent for alle muligheder.

Men det var indimellem hårdt arbejde.

Hun nåede hen til strandsøen, hvor hun altid plejede at vende om, og hendes vejrtrækning var hektisk. Hun havde haft mere fart på, end hun troede.

Hun så sig tilbage, på bedsteforældrenes hus, der nu var hendes.

Glasværelset bagest, der blinkede i morgensolen, som en diamant, der ligesom sad tilfældigt på den ene side af huset. “Fantastisk. Det er lykkedes ham at gøre huset endnu grimmere,” sagde hendes mor, da hun så det nye værelse, Ellens morfar havde sat på; endnu en gang takket være grandtante Marys lottogevinst.

Ellens morfars barnløse, ugifte lillesøster, hendes grandtante Mary, havde vundet en halv million dollars og døde seks uger efter, mens hun stadig gik rundt og spekulerede på, hvad hun skulle bruge den uventede gevinst til. (Et nyt fjernsyn måske? En af de der fladskærme?

Men på den anden side: Ville Hvem vil være millionær? ikke være nøjagtig det samme, bare større). Alle hendes penge gik til Ellens bedsteforældre, der fik sat det nye glasværelse på, installerede gasvarme og hvert år tog på et ti-dages krydstogt. Grandtante Marys lottogevinst resulterede også i, at de besluttede sig for at efterlade huset til Ellen, når de døde. Hendes mor og Amnesty International arvede deres for30

Hypnotisørens kærlighed.indd 30

13/10/15 12.41

mue. Det passede alle godt, for Ellens mor havde ingen trang til at bo i sit barndomshjem. “Ingen penge i verden ville kunne redde det hus,” sagde hun ofte, med en trist autoritet i stemmen, som var hun en husekspert, der blev bedt om at komme med en vurdering.

Det var et hus, der så mærkeligt ud. Det var fra halvfjerdserne og inkorporerede alle de mest moderigtige karaktertræk fra den æra: synlige bjælker og mursten, en vindeltrappe i rustfrit stål, glasbuer, limegrønt ryatæppe og et lysende orange køkken. Men Ellen havde altid elsket det. Hun syntes, det havde en fed retrocharme, og hun ville ikke ændre noget som helst. Udover at hun fik lavet en ekstra parkeringsplads til sine klienter. Selv om hendes job som hypnoterapeut havde været ‘overraskende indbringende’ (som hendes mor plejede at sige til folk, med en blanding af skuffelse og stolthed i stemmen), havde hun stadig lejet en lejlighed og et kontor, da hendes mormor døde. Da hun arvede huset og kunne bruge sin mormors syværelse som kontor, betød det, at Ellen nu stod med en større økonomisk tryghed end nogensinde før.

En hvid sten i sandet fangede hendes blik, og hun bøjede sig ned for at samle den op. Den havde en behagelig form og føltes rar mellem fingrene; den kunne måske være til gavn for en af hendes klienter.

Da hun rettede sig op igen, så hun ud over vandet, og noget løsnede sig i hendes bryst, som om hun lige var blevet spændt ud af et korset. Det var ikke meningen, man skulle indrømme – end ikke over for sig selv – hvor meget man hungrede efter kærlighed. Manden skulle være glasuren på toppen, ikke selve kagen. Hun var lidt flov over størrelsen på sin lykke. Det var heldigt, at ingen kunne se champagnepropperne springe i hendes hoved.

Når hun kom hjem igen, ville hun svare på Patricks besked og foreslå, at de så en film sammen i aften. Ikke særlig originalt, men noget af det dejligste at lave med en ny kæreste. Hun ville forsøge at undgå at lyde alt for ivrig.

Hun gik tættere på vandet og stak tæerne ned i sandet. Hun kunne 31

Hypnotisørens kærlighed.indd 31

13/10/15 12.41

huske følelsen af Patricks ryg under sine fingre; hans kraveben mod hendes læber.

Undskyld, Saskia. Men jeg tror, jeg beholder ham. * Nå, han har haft sex med hypnoterapeuten.

Jeg kan se det. Jeg kunne se det med det samme, fordi hans hånd lå på hendes lænd, da de kom ud fra biografen. Den lå langt nede på lænden, og den virkede selvsikker, signalerede ejerskab.

Han tror selv, han er god i sengen. Det er hans kones skyld. Hun sagde engang til ham, at han var en ‘fantastisk elsker’. Og så døde hun. Så alle de ord, hun sagde, blev til Guds Ord. Bare Colleens Ord. Colleen sagde engang til Patrick, at vaskepulveret skulle opløses helt i vaskemaskinen, inden man lagde tøjet ind. Selv om de fleste mennesker bare smider det ind oven på tøjet. Men Colleen sagde, at tøjet blev mere rent, hvis pulveret var helt opløst. Og sådan blev det. Jeg gør det fandeme stadig. Selv om det er irriterende, for man er nødt til at vente på, at maskinen fyldes helt op med vand, og nogle gange går jeg og glemmer alt om det, og så går det pludselig op for mig, at jeg har vasket en halv omgang uden tøj i maskinen.

Han var faktisk meget god i sengen. Det er han sikkert stadig. Han siger sikkert stadig de samme ting, gør de samme ting.

Jeg tænker på ham, der ligger i sengen med hende, indånder hendes duft af sandeltræ, lader hænderne køre hen over hendes glatte, giftfrie hud.

Jeg vil gerne se det. Jeg vil gerne være der, sidde for enden af sengen, se ham bøje ansigtet ned mod hendes brystvorte. Hendes bryster er større end mine. Det er sikkert rart for ham.

Jeg gad vide, om hun hypnotiserer ham helt gratis.

Hendes stemme lyder som varm honning, der drypper fra en ske.

De så den Russell Crowe-film i går aftes. Den var ret god. Han 32

Hypnotisørens kærlighed.indd 32

13/10/15 12.41

burde vide, hvad der sker i den, for filmen er baseret på en serie, vi plejede at se om mandagen. Jeg tænkte på, om han mon kunne huske det, og så tænkte jeg, at det kunne han sikkert ikke, så jeg sendte ham en sms og mindede ham om det.

Bagefter spiste de på den thairestaurant på hjørnet, hvor han sagde til mig for første gang, at han elskede mig.

Jeg gad vide, om de sad ved det samme bord.

Jeg gad vide, om han kom i tanke om det. Bare i et kort sekund. Jeg er vel en lille strøtanke værd.

Jeg kunne ikke få bord. De må have reserveret på forhånd. Det må være hende, der har gjort det, han kunne aldrig finde på det. Så jeg gik hen på en café og skrev et brev til ham, bare for at forsøge at forklare, få ham til at forstå, og jeg lagde det under vinduesviskeren på hans bil.

Jeg ser frem til min næste aftale hos hypnoterapeuten.

Hypnotisørens kærlighed.indd 33

13/10/15 12.41