Kastanjemanden - Søren Sveistrup

98 mm

154 mm

234 mm

OM FORFATTEREN: Fra 2007 til 2012 var Sveistrup skaber og forfatter til Forbrydelsen I, II og III. Serien har vundet adskillige internationale priser, er blevet solgt til mere end hundrede lande verden over og er blevet genindspillet i USA. Senest har Sveistrup skrevet manuskript til bl.a spillefilmen DER KOMMER EN DAG fra 2016.

Søren Sveistrup (født 1968) er bachelor i litteratur og historie fra Københavns Universitet og manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Han har vundet en lang række priser herunder en Emmy for bedste internationale TV-serie (NIKOLAJ OG JULIE), en BAFTA for bedste internationale TV-serie (FORBRYDELSEN), en Robert for både bedste originale manuskript og årets film (DER KOMMER EN DAG) og for bedste TV-serie (FORBRYDELSEN), samt modtaget Kronprinsparrets Kulturpris (FORBRYDELSEN).

Den unge efterforsker Naia Thulin sættes på sagen. Som makker får hun den udbrændte efterforsker Mark Hess, der netop er blevet smidt hjem fra Europols hovedkvarter i Haag. Snart opdager de, at kastanjemanden bærer på et mystisk spor fra en pige, der formodes dræbt: socialminister Rosa Hartungs datter, der forsvandt et år tidligere. En mand har tilstået drabet på pigen, og sagen er for længst opklaret.

Kort efter findes endnu en kvinde myrdet. Sammen med endnu en kastanjemand og endnu et spor af pigen. Thulin og Hess leder efter en sammenhæng mellem sagen om ministerens datter, de myrdede kvinder og den morder, der spreder angst over hele landet. Men hvilken?

Thulin og Hess kæmper mod uret, for de frygter, at morderen er på en mission, der endnu ikke er afsluttet.

ISBN: 978-87-400-2449-4

FORFATTERPORTRÆT: LES KANER OMSLAGSDESIGN: KENNETH SCHULTZ

NO PRINT

SØREN SVEISTRUP KRIMI

KASTANJEMANDEN

I en forstad til København gør politiet et uhyggeligt fund. En yngre kvinde er blevet dræbt og efterladt på en legeplads.

Hendes ene hånd er skåret af. Over hende hænger en lille kastanjemand.

52 mm

SØREN SVEISTRUP KRIMI

KASTANJE MANDEN

Fo rfatteren bag

Fo rbryde ls e n

POLITIKENS FORLAG

“Stemmen er overalt i mørket. Den hvisker sagte og håner hende – den samler hende op, når hun falder, og den hvirvler hende rundt i blæsten. Laura Kjær kan ikke længere se.

Hun kan ikke længere høre bladenes hvislen i træerne eller mærke det kolde græs under sine fødder. Det eneste, der er tilbage, er stemmen, som bliver ved med at hviske mellem slagene fra staven med kuglen. Hun tænker, at hvis hun holder op med at gøre modstand, vil stemmen måske tie, men det gør den ikke.

Den bliver ved, og det samme gør slagene, og til sidst kan hun ikke røre sig mere. For sent mærker hun de skarpe takker fra et instrument på sit håndled, og før hun mister bevidstheden, hører hun den elektriske lyd af savklingen ...”

KASTANJEMANDEN

Kastanjemanden.indd 1

02/05/18 11.21

Søren Sveistrup

KASTANJEMANDEN Krimi

Politikens Forlag

Kastanjemanden.indd 3

02/05/18 11.21

Til mine elskede drenge, Silas og Sylvester

Kastanjemanden.indd 5

02/05/18 11.21

Tirsdag den 31. oktober 1989

Kastanjemanden.indd 7

02/05/18 11.21

Kastanjemanden.indd 8

02/05/18 11.21

1

Gule og røde blade daler ned gennem sollyset mod den våde asfalt, der skærer gennem skoven som en mørk, spejlblank flod. Da den hvide tjenestebil farer forbi, hvirvles de et kort øjeblik rundt i luften, før de lægger sig til rette på de klistrede bunker langs vejkanten.

Marius Larsen slipper speederen og tager farten af i svinget, mens han husker sig selv på, at han skal give besked til kommunens vejafde­ ling, så de kommer helt herud med fejemaskinen. Hvis bladene bliver liggende for længe, giver det usikkert vejgreb, og den slags kan koste liv. Marius har sagt det mange gange før. Han har været betjent i 41 år, leder af politistationen de sidste 17, og hvert efterår er det nødvendigt at minde dem om det. Men det bliver ikke i dag, for i dag er han nødt til at koncentrere sig om samtalen.

Marius Larsen roder irriteret med frekvenserne på bilradioen, men han kan ikke finde det, han søger. Kun nyheder om Gorbatjov og Rea­ gan og spekulationer om murens fald i Berlin. Det er tæt på, siger de.

En helt ny epoke kan være på vej.

Han har vidst længe, at samtalen måtte komme, og alligevel har han ikke kunnet tage sig sammen. Nu er der kun en uge, til hans kone tror, han skal pensioneres, så tiden er inde til at fortælle hende sandheden. At han ikke kan undvære sit arbejde. At han har ordnet det praktiske og udskudt beslutningen. At han alligevel ikke er parat til at komme hjem i hjørnesofaen og se Lykkehjulet, rive blade sammen i haven eller spille sorteper med børnebørnene.

9

Kastanjemanden.indd 9

02/05/18 11.21

Det virker nemt, når han går samtalen igennem i sit hoved, men Marius ved godt, at hun vil blive ked af det. Hun vil føle sig svigtet og rejse sig fra bordet og gå ud og skure på komfuret i køkkenet og med ryggen til fortælle ham, at hun godt kan forstå det. Men det kan hun ikke. Så da meldingen kom over politiradioen for ti minutter siden, gav han stationen besked om, at han selv ville tage sig af opgaven for at udskyde samtalen lidt endnu. Normalt ville han være irriteret over, at han skulle køre den lange tur forbi markerne og gennem skoven ud til Ørums gård for at sige, at de skal holde bedre styr på deres dyr. Flere gange tidligere var enten svin eller køer brudt ud af indhegningen og havde strejfet rundt på naboens marker, indtil Marius selv eller en af hans mænd havde fået Ørum til at tage sig af det. Men i dag var han ikke blevet irriteret. Han havde selvfølgelig bedt stationen om at ringe først, både til Ørums hjem og til Ørums deltidsarbejde ved færgelejet, men da der ikke blev svaret nogen af stederne, drejede han selv af oppe ved hovedvejen og kørte af sted.

Marius rammer en kanal med gammel dansk musik. ‘Den Knaldrø­ de Gummibåd’ fylder kabinen i den gamle Ford Escort, og Marius skruer op. Han nyder efteråret og vejen derud. Skoven med de gule, røde og brune blade blandet med stedsegrønt. Forventningen til jagt­ sæsonen, der lige er gået ind. Han ruller vinduet ned, og solen kaster sit plettede lys på vejen gennem trækronerne, og Marius glemmer et øjeblik sin alder.

Der er stille på gårdspladsen, da han når frem. Han stiger ud og smækker bildøren, og det slår ham med det samme, at det er længe siden, han sidst har været helt herude. Den store gård virker forsømt.

Der er skår i staldvinduerne, husmurenes puds er skallet af, og det tom­ me gyngestativ på plænen med det høje græs virker næsten opslugt af de store kastanjetræer, der omkranser matriklen. Overalt på gårdsplad­ sen ligger der blade og nedfaldne kastanjer i gruset, og de kvaser under hans fødder, da han går op til hoveddøren og banker på.

Da Marius har banket tre gange og kaldt på Ørum, indser han, at der ikke vil blive åbnet. Han ser heller ikke tegn på liv, og han trækker en blok frem, skriver en seddel og sætter den i brevsprækken, mens 10

Kastanjemanden.indd 10

02/05/18 11.21

et par krager flyver hen over gårdspladsen og forsvinder bag Fergu­ son-traktoren, der holder foran laden. Marius er kørt hele vejen herud med uforrettet sag, og nu bliver han nødt til at køre omkring færgelejet for at få fat på Ørum. Men det når ikke at irritere ham længe. På vej tilbage mod bilen får han pludselig en idé. Marius plejer aldrig at få den slags ideer, så det må være et heldigt sammentræf, at han kørte herud i stedet for at køre direkte hjem til samtalen. Som et plaster på såret vil han tilbyde konen en tur til Berlin. De kunne tage derned en uge, ja, eller i hvert fald en weekend, så snart han kan holde fri.

Køre selv, mærke historiens vingesus, den nye epoke, spise knödel med sauerkraut, som de gjorde dengang for alt for længe siden, da de var på telttur i Harzen med børnene. Det er først, da han næsten er nået tilbage til bilen, at han opdager, hvorfor kragerne sidder bag traktoren.

De tripper rundt på noget hvidt og blegt og uformeligt, og da han går nærmere, går det op for ham, at det er et svin. Øjnene er døde, men kroppen dirrer og spjætter, som om den prøver at skræmme kragerne, der sidder og spiser af det store åbne skudhul i baghovedet.

Marius åbner hoveddøren. Entreen er mørk, og han fornemmer lug­ ten af fugt og svamp og noget andet, som han ikke helt kan komme i tanke om, hvad er. “Ørum, det er politiet.”

Der kommer ikke noget svar, men han kan høre vandet løbe et sted i huset, og han træder ind i køkkenet. Pigen er teenager. Måske 16-17 år. Hendes krop sidder stadig i stolen ved spisebordet, og det, der er tilbage af hendes sønderskudte ansigt, hviler i skålen med havregryn.

På linoleumsgulvet på den anden side af spisebordet ligger endnu en livløs skikkelse. Han er også teenager, lidt ældre, med et stort åbent skudsår i brystet, og hans baghoved læner sig akavet op ad komfuret.

Marius Larsen stivner. Han har selvfølgelig set døde mennesker før, men aldrig noget som det her, og i et kort øjeblik er han lammet, før han får sin tjenestepistol frem fra hylsteret i bæltet. “Ørum?”

Marius går videre, mens han kalder, denne gang med pistolen for­ 11

Kastanjemanden.indd 11

02/05/18 11.21

an sig. Stadig intet svar. Marius finder det næste lig på badeværelset, og denne gang må han holde sig for munden, så han ikke kaster op.

Vandet løber fra hanen i badekarret, der for længst er fyldt til randen.

Det flyder videre ned på terrazzogulvet mod risten og blander sig med blodet. Den nøgne kvinde, som må være moren, ligger i en forvreden stilling på gulvet. En arm og et ben er skilt fra torsoen. Senere i ob­ duktionsrapporten kommer der til at stå, at hun er hugget op med en økse, som gentagne gange har ramt hende. Først mens hun har ligget i badekarret, og dernæst da hun i et forsøg på at slippe væk er kravlet ud på gulvet. Der kommer også til at stå, at hun i starten har forsøgt at for­ svare sig med hænder og fødder, som af den grund er kløvede. Hendes ansigt er uigenkendeligt, fordi øksen er brugt til at knuse kraniet med.

Marius Larsen ville gå i stå ved synet, hvis det ikke var, fordi han pludselig ser en svag bevægelse ud af øjenkrogen. Halvt skjult under et bruseforhæng, der ligger smidt i hjørnet, anes en skikkelse. Marius trækker vagtsomt forhænget lidt væk. Det er en dreng. Pjusket hår, om­ kring ti-elleve år. Han ligger livløs i blodet, men en flig af forhænget dækker stadig drengens mund, og det vibrerer svagt og stødvist. Marius bøjer sig hurtigt over drengen, fjerner forhænget helt, tager hans liv­ løse arm og leder efter pulsen. Drengen har snitsår og rifter på arme og ben, blodig T-shirt og underbukser, og en økse ligger smidt nær hans hoved. Marius finder drengens puls og rejser sig hastigt.

I stuen finder han febrilsk telefonen ved siden af det fyldte aske­ bæger, der vælter ned på gulvtæppet, men da han får fat i stationen, er han klar nok i hovedet til at give ordentlig besked. Ambulance. Mand­ skab. Haster. Ikke noget spor af Ørum. Få folk i gang. Nu! Da han lægger på igen, er hans første tanke at skynde sig tilbage til drengen, men så er det, at han pludselig husker, at der må være et barn mere, for drengen har en tvillingesøster.

Marius ser sig om og begynder at gå tilbage mod entreen og trap­ pen til førstesalen. Da han passerer køkkenet og den åbne dør til kæl­ deren, stopper han brat og ser derned. Der var en lyd. Et trin eller en skraben, men nu er der stille. Marius tager tjenestepistolen frem igen. Åbner døren på vid gab og bevæger sig forsigtigt ned ad de smalle trin, 12

Kastanjemanden.indd 12

02/05/18 11.21

indtil hans fødder træder varsomt ud på betongulvet. Først må hans øjne vænne sig til mørket, og så ser han den åbne kælderdør for enden af gangen. Hans krop tøver og fortæller ham, at han burde stoppe her.

Vente på ambulancen og kollegaerne, men Marius tænker på pigen.

Da han kommer nærmere døren, kan han se, at den er brudt op med vold. Lås og staldbeslag ligger på gulvet, og Marius går ind i et rum, der kun er svagt oplyst af de snavsede kældervinduer foroven. Alligevel aner han med det samme den lille skikkelse, der gemmer sig langt inde under et bord i et hjørne. Marius skynder sig derover, sænker pistolen, bøjer sig ned og ser derind.

“Det er okay. Der sker ikke mere.”

Han kan ikke se pigens ansigt, kun at hun ryster og trykker sig ind i hjørnet uden at se på ham.

“Jeg hedder Marius. Jeg er fra politiet, og jeg er her for at hjælpe dig.”

Pigen bliver frygtsomt siddende, som om hun slet ikke hører ham, og pludselig bliver Marius opmærksom på rummet. Han ser rundt, og det går langsomt op for ham, hvad det er blevet brugt til. Marius væmmes. Så får han øje på de skæve træhylder gennem døren til det tilstødende rum. Synet får ham til at glemme pigen, og han træder ind over dørtærsklen. Marius kan ikke se, hvor mange der er, men det er flere, end han kan tælle. Kastanjemænd og kastanjedamer. Også dyr.

Store og små, barnlige og uhyggelige, mange af dem ufærdige og de­ forme. Marius stirrer på dem, deres antal og forskellighed, og de små figurer på hylderne fylder ham med usikkerhed, mens drengen træder ind ad døren bag ham.

I en brøkdel af et sekund indser Marius, at han skal huske at få teknikerne til at undersøge, om døren til kælderen er blevet brudt op udefra eller indefra. I en brøkdel af et sekund indser han, at noget fryg­ teligt kan være sluppet ud, ligesom dyrene af indhegningen, men da han vender sig mod drengen, flimrer hans tanker forbi som små, forvir­ rede skyer på himlen. Så rammer øksen ham i kæben, og alt bliver sort.

Kastanjemanden.indd 13

02/05/18 11.21

Kastanjemanden.indd 14

02/05/18 11.21

Mandag den 5. oktober, nutid

Kastanjemanden.indd 15

02/05/18 11.21

Kastanjemanden.indd 16

02/05/18 11.21

2

Stemmen er overalt i mørket. Den hvisker sagte og håner hende – den samler hende op, når hun falder, og den hvirvler hende rundt i blæsten. Laura Kjær kan ikke længere se. Hun kan ikke længere høre bladenes hvislen i træerne eller mærke det kolde græs under sine fød­ der. Det eneste, der er tilbage, er stemmen, som bliver ved med at hviske mellem slagene fra staven med kuglen. Hun tænker, at hvis hun holder op med at gøre modstand, vil stemmen måske tie, men det gør den ikke. Den bliver ved, og det samme gør slagene, og til sidst kan hun ikke røre sig mere. For sent mærker hun de skarpe takker fra et instrument på sit håndled, og før hun mister bevidstheden, hører hun den elektriske lyd af savklingen, der sætter i gang og begynder at skære sig gennem hendes knogle.

Bagefter ved hun ikke, hvor længe hun har været væk. Mørket er der stadig. Det samme er stemmen, og det er, som om den har ventet på, hun kom tilbage.

“Er du okay, Laura?”

Tonen er blød og kælen og alt for tæt på hendes øre. Men stemmen venter ikke på svar. Den har for en stund fjernet det, der var klæbet for hendes mund, og Laura Kjær hører sig selv trygle og tigge. Hun forstår ingenting. Hun vil gøre alt. Hvorfor hende – hvad er det, hun har gjort?

Stemmen siger, at hun godt ved det. Den bøjer sig ned, helt tæt, 17

Kastanjemanden.indd 17

02/05/18 11.21

og hvisker det i hendes øre, og hun kan mærke, at den har glædet sig til netop det øjeblik. Hun må koncentrere sig for at høre ordene. Hun forstår, hvad stemmen siger, men hun kan ikke tro det. Smerten er større end alle pinslerne tilsammen. Det kan ikke være dét. Det må ikke være dét. Hun skubber ordene fra sig som en del af vanviddet, der omgiver hende. Hun vil rejse sig og kæmpe videre, men hendes krop giver efter, og hun hulker hysterisk. Hun har vidst det et stykke tid, men så alligevel ikke, og det er først nu, hvor stemmen har hvisket det til hende, at hun forstår, at det er sandt. Hun vil skrige alt, hvad hun kan, men hendes indvolde er allerede på vej op gennem hendes hals, og da hun mærker staven kærtegne sin kind, sætter hun af med al kraft og vælter videre ud i mørket.

Kastanjemanden.indd 18

02/05/18 11.21

Tirsdag den 6. oktober, nutid

Kastanjemanden.indd 19

02/05/18 11.21

Kastanjemanden.indd 20

02/05/18 11.21

3

Det begynder at blive lyst udenfor, men da Naia Thulin rækker ned og fører ham ind i sig, er han kun langsomt på vej ud af søvnen. Hun mærker ham i sig og begynder at glide frem og tilbage. Hun tager fat om hans skuldre, og hans hænder vågner, men kun langsomt og fam­ lende.

“Hey, vent …”

Han er stadig søvndrukken, men Naia venter ikke. Det var det her, hun havde lyst til, da hun slog øjnene op, og hun gør bevægelsen mere insisterende, glider tilbage med større kraft, mens hun sætter den ene hånd op på væggen. Hun ænser, at han ligger akavet, og at hans hoved slår mod sengegærdet, og hun ænser lyden af sengegærdet, der banker mod væggen, men hun er ligeglad. Hun fortsætter og mærker, at han giver efter, og da hun kommer, sætter hun neglene i hans bryst og for­ nemmer hans smerte og nydelse, mens de begge stivner.

Et øjeblik ligger hun stakåndet og lytter til skraldebilen i baggår­ den. Så ruller hun væk og står ud af sengen, inden hans hænder bliver færdige med at kærtegne hendes ryg.

“Det er bedst, du går, inden hun vågner.”

“Hvorfor? Hun kan godt lide, jeg er her.”

“Kom nu. Op med dig.”

“Kun hvis I flytter sammen med mig.”

Hun kaster hans skjorte i hovedet på ham og forsvinder ud i bad, mens han falder tilbage på hovedpuden med et smil.

21

Kastanjemanden.indd 21

02/05/18 11.21

4

Det er den første tirsdag i oktober. Efteråret er kommet sent, men i dag er himlen over byen et lavloftet dække af mørkegrå skyer, og det er begyndt at styrtregne, da Naia Thulin løber fra bilen og gennem trafik­ ken over gaden. Selvom hun hører sin mobil ringe, rækker hun ikke ned i frakkelommen efter den. Hun har sin hånd placeret på datterens ryg, så hun kan skynde på hende i de små huller i morgentrafikken.

Morgenen har været travl. Le har været mest optaget af at tale om e-sports-spillet League of Legends, som hun er alt for lille til at vide no­ get om, men alligevel kender alt til og derfor har udnævnt en koreansk teenager ved navn Park Su som sit store idol.

“Du har gummistøvler med, hvis I skal i parken. Og husk, det er morfar, der henter dig, men du skal selv gå over vejen. Du kigger til venstre, du kigger til højre –” “– jeg kigger til venstre igen, og jeg skal huske at tage min jakke på, så man kan se mine reflekser.”

“Stå stille, så jeg kan binde dine snørebånd.”

De er nået hen foran skolen under cykelskurets tag, og Thulin bø­ jer sig ned, mens Le prøver at stå stille med støvlerne i vandpytterne.

“Hvornår skal vi flytte sammen med Sebastian?”

“Jeg har ikke sagt, vi skal flytte sammen med Sebastian.”

“Hvorfor er han der ikke om morgenen, når han er der om aften­ en?”

22

Kastanjemanden.indd 22

02/05/18 11.21

“Om morgenen har de voksne travlt, og Sebastian skal skynde sig på arbejde.”

“Ramazan har fået en lillebror, og nu har han 15 billeder på stam­ træet, og jeg har kun tre.”

Thulin ser kort op på datteren og forbander de søde plancher med stamtræer, som klasselæreren dekorerer med efterårsblade og sætter op på væggene i klasseværelset, så både børn og forældre kan stoppe op og studere dem. På den anden side er hun altid taknemlig, når Le som en selvfølge tæller morfaren med som en del af familien, også selvom han rent teknisk ikke er hendes morfar.

“Det er ikke det, det kommer an på. Og du har fem billeder på stamtræet, hvis man tæller undulaten og hamsteren med.”

“Der er ikke dyr på de andres træer.”

“Nej, så heldige er de andre børn ikke.”

Le svarer ikke, og Thulin rejser sig.

“Det kan godt være, vi ikke er mange, men vi har det godt, og det er det vigtigste. Okay?”

“Kan jeg så få en undulat til?”

Thulin ser på hende og tænker over, hvor samtalen startede, og hvor den er nu, og om datteren er mere kvik, end hun troede.

“Det snakker vi om på et andet tidspunkt. Vent lidt.”

Hendes mobil er begyndt ringe igen, og hun ved, hun er nødt til at svare denne gang.

“Jeg er der om et kvarter.”

“Det haster ikke,” siger stemmen i den anden ende, og hun gen­ kender den som én af Nylanders sekretærers.

“Nylander kan ikke nå jeres møde her til morgen, så det bliver tirs­ dag i næste uge i stedet. Men jeg skulle give dig besked om, at han gerne vil have, at du kører med den nye i dag, så han bliver brugt til noget, mens han er her.”

“Mor, jeg går med Ramazan over i morgen-sfo’en!”

Thulin ser datteren løbe hen til drengen, der hedder Ramazan.

Hun slår helt naturligt følge med resten af den syriske familie, en kvin­

23

Kastanjemanden.indd 23

02/05/18 11.21

de og en mand, manden med en lille ny på armen, og to andre børn, og for Thulin ligner de modeller, der lige er trådt ud af en dameblads­ artikel om en mønsterfamilie.

“Men det er anden gang, Nylander aflyser, og det tager kun fem minutter. Hvor er han lige nu?”

“Desværre, han er på vej til budgetmøde. Han vil i øvrigt gerne vide, hvad jeres snak skal handle om?”

Thulin overvejer et øjeblik at fortælle, at den skal handle om, at hendes ni måneder i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, den så­ kaldte drabsafdeling, har været lige så spændende som et besøg på Po­ litimuseet. At arbejdsopgaverne er røvsyge, at afdelingens teknologiske niveau er lige så imponerende som en Commodore 64, at hun glæder sig helt vildt til at komme videre.

“Det er bare småting. Tak.” Hun afbryder forbindelsen og vinker til datteren, der løber ind på skolen. Hun mærker regnen, der er begyndt at sive gennem frakken, og da hun begynder at gå ud mod vejen, kan hun mærke, at hun ikke kan vente til tirsdag med det møde. Hun løber gennem trafikken, men da hun når frem til bilen og åbner døren, får hun pludselig fornemmel­ sen af, at nogen ser på hende. På den anden side af krydset gennem den endeløse række af personbiler og lastvogne ser hun antydningen af en skikkelse. Men da køen har passeret, er skikkelsen væk. Thulin ryster fornemmelsen af sig og sætter sig ind.

Kastanjemanden.indd 24

02/05/18 11.21

5

Politigårdens voluminøse gange giver genlyd af de to mænds skridt, mens de passerer et kobbel af kriminalassistenter, der går i den mod­ satte retning. Drabschef Nylander hader samtaler som den her, men han ved, at det sandsynligvis er den eneste chance, han får i dag, så han bider ydmygelsen i sig og holder trit med vicepolitidirektøren, mens den ene kedelige sætning følger den anden.

“Nylander, vi er nødt til at spænde livremmen ind. Det er det sam­ me for alle vores afdelinger.”

“Jeg var stillet mere mandskab i udsigt – “ “Det er et spørgsmål om timing. Lige nu prioriterer justitsministe­ riet andre afdelinger end din. De har formuleret en ambition om, at NC3 skal være den bedste cyberafdeling i Europa, og derfor holder de ressourcerne tilbage andre steder.”

“Det skal ikke gå ud over min afdeling. Vi har haft behov for dob­ beltbemanding de sidste –” “Jeg har heller ikke givet op, men du har lige fået aflastning.”

“Jeg har ikke fået aflastning. En enkelt efterforsker, der skal være her et par dage, fordi han er blevet sendt hjem fra Europol på røv og albuer, tæller ikke i regnskabet.”

“Han bliver nok hængende lidt længere. Det kommer an på situa­ tionen. Men ministeriet kunne omvendt have skåret i bemandingen, så lige nu handler det om at se det positive i de forhåndenværende søms princip. Okay?”

25

Kastanjemanden.indd 25

02/05/18 11.21

Vicepolitidirektøren er standset, har vendt sig mod Nylander for at markere sine ord, og Nylander skal lige til at svare, at det fanden­ galeme ikke er okay. Han mangler mandskab, og han var blevet stillet i udsigt, at problemet ville blive løst, men i stedet er han blevet forbigået på grund af fucking NC3, som den fisefornemme forkortelse for det såkaldte National Cyber Crime Center lyder. Det er tilmed en monu­ mental bureaukratisk hån, at han skal tage til takke med en udbrændt efterforsker, der er faldet i unåde i Haag.

“Har du tid et øjeblik?” Thulin er dukket op i baggrunden, og vi­ cepolitidirektøren benytter afbrydelsen til at glide ind ad døren til mø­ delokalet og lukke den bag sig. Nylander stirrer kort efter ham, før han begiver sig tilbage ad den vej, han kom.

“Ikke nu, og det har du heller ikke. Tjek med vagthavende om an­ meldelsen ude i Husum, og du tager Europol-fyren med dig og sætter ham i sving.”

“Men med hensyn til –” “Jeg har ikke tid til den snak nu. Jeg er ikke blind for dine kvaliteter, men du er den yngste, der nogensinde har sat ben i afdelingen, så du skal ikke sætte næsen op efter at blive gruppeleder, eller hvad det er, du vil have et møde om.”

“Jeg vil ikke være gruppeleder. Jeg skal bruge en anbefaling til NC3.”

Nylander stopper på tærsklen til en af rotunderne og ser på hende.

“NC3. Afdelingen for cyberkriminalitet –” “Jeg ved godt, hvad det er for en afdeling. Hvorfor?”

“Fordi jeg synes, opgaverne i NC3 er interessante.”

“I modsætning til hvad?”

“Ikke i modsætning til noget. Jeg vil bare gerne –” “Du er stort set lige begyndt. NC3 ansætter ikke folk, der søger ind på må og få, så det giver ingen mening at ansøge om noget som helst.”

“De har selv opfordret mig til at søge.”

Nylander forsøger at skjule sin overraskelse, men han ved med det samme, at hun taler sandt. Han ser på den lille skikkelse, der står foran ham. Hvor gammel er hun? 29, 30, deromkring? En lille fremmed 26

Kastanjemanden.indd 26

02/05/18 11.21

fugl, der ikke ser ud af meget, og han husker stadig tydeligt, hvordan han selv havde undervurderet hende, før han var blevet klogere. I sin mandskabsvurdering havde han for nylig opgjort afdelingens efterfor­ skere i et A- og et B-hold, og Thulin var på trods af sin alder et af de første navne, han havde noteret på A-holdet, som afdelingen skulle konsolideres omkring, sammen med garvede efterforskere som Jansen og Ricks. Og Nylander havde rent faktisk overvejet hende som grup­ peleder. Han var ikke nogen stor tilhænger af kvindelige efterforskere, og hendes utilnærmelige væsen trak i den forkerte retning, men hun var mere intelligent end de fleste og havde ekspederet sine sager i et tempo, der fik erfarne efterforskere til at se ud, som om de stod stille.

Thulin betragtede sandsynligvis afdelingens teknologiske niveau som et levn fra stenalderen, og eftersom han deler hendes opfattelse, ved han, hvor meget han har brug for net-nørder som hende, så afdelingen kan følge med tiden. Derfor havde han også ved et par lejligheder brugt deres samtaler til at minde hende om, at hun stadig var våd bag ørene, for at sikre sig, at hun ikke rendte af pladsen.

“Hvem har opfordret dig?”

“Chefen, hvad er det, han hedder? Isak Wenger.”

Der går en skygge over Nylanders ansigt.

“Jeg har været glad for at være her, men jeg vil gerne sende ansøg­ ningen senest i slutningen af ugen.”

“Jeg tænker over det.”

“Kan vi sige på fredag?”

Nylander er gået videre. Et kort øjeblik fornemmer han hendes blik i nakken og ved, at hun kommer til at opsøge ham fredag for at få den anbefaling. Det er altså det her, det er kommet til. Hans afdeling er blevet rugekasse for eliten, for ministeriets nye kæledægge, NC3.

Og når han om lidt går ind til budgetmødet i sin afdeling, vil han få prioriteringen bekræftet igen i form af tal og deres begrænsninger. Til jul er det tre år siden, Nylander sagde ja til stillingen i drabsafdelingen, men tingene er gået i stå, og hvis der ikke snart sker noget godt, bliver det ikke den karrieremulighed, som Nylander havde tænkt sig.

Kastanjemanden.indd 27

02/05/18 11.21

98 mm

154 mm

234 mm

OM FORFATTEREN: Fra 2007 til 2012 var Sveistrup skaber og forfatter til Forbrydelsen I, II og III. Serien har vundet adskillige internationale priser, er blevet solgt til mere end hundrede lande verden over og er blevet genindspillet i USA. Senest har Sveistrup skrevet manuskript til bl.a spillefilmen DER KOMMER EN DAG fra 2016.

Søren Sveistrup (født 1968) er bachelor i litteratur og historie fra Københavns Universitet og manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Han har vundet en lang række priser herunder en Emmy for bedste internationale TV-serie (NIKOLAJ OG JULIE), en BAFTA for bedste internationale TV-serie (FORBRYDELSEN), en Robert for både bedste originale manuskript og årets film (DER KOMMER EN DAG) og for bedste TV-serie (FORBRYDELSEN), samt modtaget Kronprinsparrets Kulturpris (FORBRYDELSEN).

Den unge efterforsker Naia Thulin sættes på sagen. Som makker får hun den udbrændte efterforsker Mark Hess, der netop er blevet smidt hjem fra Europols hovedkvarter i Haag. Snart opdager de, at kastanjemanden bærer på et mystisk spor fra en pige, der formodes dræbt: socialminister Rosa Hartungs datter, der forsvandt et år tidligere. En mand har tilstået drabet på pigen, og sagen er for længst opklaret.

Kort efter findes endnu en kvinde myrdet. Sammen med endnu en kastanjemand og endnu et spor af pigen. Thulin og Hess leder efter en sammenhæng mellem sagen om ministerens datter, de myrdede kvinder og den morder, der spreder angst over hele landet. Men hvilken?

Thulin og Hess kæmper mod uret, for de frygter, at morderen er på en mission, der endnu ikke er afsluttet.

ISBN: 978-87-400-2449-4

FORFATTERPORTRÆT: LES KANER OMSLAGSDESIGN: KENNETH SCHULTZ

NO PRINT

SØREN SVEISTRUP KRIMI

KASTANJEMANDEN

I en forstad til København gør politiet et uhyggeligt fund. En yngre kvinde er blevet dræbt og efterladt på en legeplads.

Hendes ene hånd er skåret af. Over hende hænger en lille kastanjemand.

52 mm

SØREN SVEISTRUP KRIMI

KASTANJE MANDEN

Fo rfatteren bag

Fo rbryde ls e n

POLITIKENS FORLAG

“Stemmen er overalt i mørket. Den hvisker sagte og håner hende – den samler hende op, når hun falder, og den hvirvler hende rundt i blæsten. Laura Kjær kan ikke længere se.

Hun kan ikke længere høre bladenes hvislen i træerne eller mærke det kolde græs under sine fødder. Det eneste, der er tilbage, er stemmen, som bliver ved med at hviske mellem slagene fra staven med kuglen. Hun tænker, at hvis hun holder op med at gøre modstand, vil stemmen måske tie, men det gør den ikke.

Den bliver ved, og det samme gør slagene, og til sidst kan hun ikke røre sig mere. For sent mærker hun de skarpe takker fra et instrument på sit håndled, og før hun mister bevidstheden, hører hun den elektriske lyd af savklingen ...”