Køge-krøniken - Katrine Marie Guldager by JP/Politikens Forlag

NYT BIND I DEN ANMELDERROSTE FAMILIEKRØNIKE!

„Hele vejen igennem så sjov og så sofistikeret en roman.“ – Politiken

„Noget helt særligt i den danske samtidslitteratur.“ – Information

„Som et orgie i digtekunst fra et andet årtusinde.“ – Kristeligt Dagblad

„Lun og fræk og hjerteskærende.“ – Politiken

„Den ny tid bliver i sig selv et bevidsthedsudvidende stof.“ – Berlingske

„Teksten brænder i fjerde bind af Guldagers Køge-krønike.“ – Politiken „Elegant, solid litteratur, man fryder sig over fortællerens kunnen.“ – Information

K ATRINE MARIE GULDAGER KØGE-KRØNIKEN POLITIKENS FORLAG

Forord Jeg har været en glad og begejstret læser af Køge-krønikens generationsportrætter, og jeg er vild med den særlige optik, Katrine Marie Guldager holder ind over sin prosa. Hun fortryller den psykologiske realisme, samtidig med at hun kaster et skær af magi over sin tekst. Her optræder såvel ulve som nedfaldne engle, soldater med pikkelhuer gennemtrænger væggene, her er hippier og lsd-trip i omegnen af København og den ellers så velkendte danske provins. Krøniken søger ud over de vedtagne grænser, men fastholder et skarpt blik på sine personer, mens hun føjer dimensioner til fra de dybereliggende lag. Hun går på tværs af generationerne, og man ser tiderne skifte i den alvidende fortællers krystalkugle, hævet over tiden og rummets begrænsninger. Fra jordbunden 50’er-realisme til vilde syretrip samt 70’er-kollektivernes drømme om et nyt samfund. Det er både formidabelt og bevægende. Ib Michael

Introduktion Det er med stor fornøjelse, at jeg nu er blevet færdig med bind fem, den næste roman i Køge-krøniken. Krøniken begyndte med Ulven og Lille hjerte og fortsatte med Den ny tid og Peters død. Det, jeg gerne vil fortælle, er en historie om Danmark – og en historie om familien. Min krønike begynder i 1938, og siden er der sket så meget med både Danmark og familien, at man kan blive helt svimmel af at tænke på det. Selv er jeg vokset op i 1970’erne, og jeg har altid følt, at det var en meget speciel tid. Men så har jeg tænkt: Jamen, alle føler sikkert, at den tid, de voksede op i, var noget specielt. Men for nylig talte jeg med en familieforsker, som bekræftede mig i, at kvindernes indtog på arbejdsmarkedet har betydet så meget for familien, at det opfattes som én af familiens to store revolutioner (den anden fandt sted, da mændene kom ud på arbejdsmarkedet). Vores opfattelse af vores eget køn, af det andet køn, vores opfattelse af ægteskabet, af hjemmet, vores forhold til børnene – ja, vores måder at skabe familier på – alt dét har undergået kæmpestore forandringer i de sidste 50 år. Udover det er familien altid spændende at skrive om. For der er også nogle grundlæggende træk ved familien, som ikke har ændret sig. Lige så livsnødvendig, familien er, for at vi kan blive til som mennesker – lige så knusende kan dens fælleskab være.

Når jeg har sat mig for at følge en familie over lang tid, er det ikke kun for at kunne beskrive de forandringer, der er sket, men også for at kunne komme helt tæt på mine personer og beskrive dem fra mange sider. Alle mine personer er både sympatiske og usympatiske. Jeg håber og tror, at du, kære læser, kan komme til at lære dem lige så godt at kende, som jeg selv gør efterhånden – og er det ikke derfor, man læser? For at kunne leve sig ind i fiktive personers liv og konflikter. Og dér få øje på sig selv.

Katrine Marie Guldager

er kendt for novellesamlingen København, sin børnebogsserie om frøken Ignora, for sine digte og for selvbiografien Lysgrænsen. Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige legater og priser, blandt andet Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. De senere år har hun koncentreret sig om den store, bredt anlagte familiekrønike, der også kaldes Køge-krøniken.

KØGE-KRØNIKEN

ULVEN

1938-1952 Ulven er 1. bind i Køge-krøniken. I Ulven møder vi Henry og Leonora, der vokser op i Køge i tiden omkring Anden Verdenskrig. Tilsyneladende i en almindelig familie med gode forhold og kærlige forældre, men under overfladen lurer mørket. Henrys had til sin lillesøster får konsekvenser, og oppe på loftet bor Ulven, der er født af morens angst, men hvis eksistens de alle ignorerer.

LILLE HJERTE

1956-1957 Lille hjerte er 2. bind i Køge-krøniken. Lille hjerte åbner med Henry og Leonoras far, Peter, der er blevet forladt af sin kone, Lilly. Lilly er rejst til København for at realisere sig selv, og Peter står tilbage med børnene. Men kan han holde sammen på familien alene? Og kan Lilly undvære sine børn?

DEN NY TID

1967 Den ny tid er 3. bind i Køge-krøniken Den ny tid foregår i 1967, i the summer of love. Henry har overstået sin soldatertjeneste og er sammen med sin halvbror Ulf taget til København, hvor han prøver lsd og oplever det spirende oprør i slutningen af tresserne. Leonora bor i en kvistlejlighed med sin mand Klaus på femte år, men forholdet har endnu ikke båret frugt. Lilly nærmer sig sin 50-års fødselsdag, som hun vil fejre hos Peter hjemme i Køge. Ulven lurer i Østre Anlæg, men ingen tror på, at den findes.

PETERS DØD

1972 Peters død er 4. bind i Køge-krøniken. Vi følger søskendeparret Henry og Leonora ind i den turbulente tid, hvor hippier og venstreorienterede sætter dagsordenen. Henry er blevet far og flytter i kollektiv, mens Leonora er ulykkelig over sin barnløshed. Lilly bliver forladt af Ib Berthelsen. Da Leonora finder faren Peter død, mærkes det som et jordskælv, hvis rystelser forplanter sig ud i familien og i hele resten af fortællingen.

BROR OG SØSTER 1976 Bror og søster er 5. bind i Køge-krøniken.

Henry bliver løsladt fra statsfængslet, og Leonora prøver at finde sig til rette i rollen som mor. Familien er stadig samlet, men forholdet mellem Henry og Leonora, som altid har været præget af rivalisering og misundelse, bliver markant dårligere, da det viser sig, at Henry har snydt Leonora. Til gengæld ser det ud som om, at Henry omsider møder en kvinde, der kan rumme ham og give ham en chance for at blive lukket ind i livet. Lilly kommer omsider overens med sin indre ulv, men den har endnu langt fra forladt den anmelderroste Køge-krønike.

Q&A – Hvorfor er familien så interessant? Når man ser tilbage, synes jeg, der er sket virkelig meget med familien fra 50’erne til nu. Det er utroligt, at vi kan følge med mentalt! Fra kernefamilie til opløste familier og delefamilier. Jeg tør slet ikke tænke på, hvilke konsekvenser det har på lang sigt. Men familien er jo sindssygt vigtig som det sted, vi skabes. Få ting vil senere få så meget betydning, som hvilken familie du voksede op i. Selvfølgelig kan du siden træffe andre valg. Men familien er stadig det sted, hvor den afgørende selvopfattelse grundlægges. – Hvad betyder familie for dig? Ah, familien er jo nogle gange et mikrokosmos. Alt det onde: Krig, terror, udstødelse og vold findes her, bare i lidt mindre målestok. Og alt det gode findes her: Kærlighed, solidaritet, grunden til at vi er her. Jeg har nok et meget dobbelt blik på familien. Jeg tror ikke, der er nogen familier, der bare er lykkelige hele tiden. Der er altid konflikter under overfladen. En krog. Hieraki. Magt. Vores mest ubehagelige sider findes i familiens skygge. – Hvorfor foregår den i Køge? Køge er en meget smuk by, men på mange måder også en typisk dansk købstad. Så Køge er valgt mest som kulisse, de fleste kan uden videre se byen, torvet og havnen for sig. Jeg kunne også have opfundet en by, men jeg synes, jeg fik meget forærende ved at vælge Køge. Mange siger dog, at det lige så godt kunne være Roskilde eller Hillerød eller Herning og det har de selvfølgelig ret i. Jeg har med vilje valgt et sted, jeg ikke kender for godt, for så kan fantasien arbejde mere frit. 12

– Hvor mange bind tror du, der kommer i serien? Bind seks kommer til at slutte i 1988, og efter den regner jeg med at slutte. Så har jeg skrevet på Køge-krøniken i seks år! Måske vil jeg en dag skrive de sidste seks, så vi kommer helt frem til 2012, hvor Leonora fylder 70. Jeg vil kun gøre det, hvis lysten er der. Indtil videre har det været som at komme ind i et gigantisk flow, og så har det bare været med at hænge på og få det hele skrevet ned i en fart. Sådan bliver det formentlig også med de sidste seks, men privatmennesket bag forfatteren har altså bedt om en tænkepause efter bind seks.

UDDRAG FRA BROR OG SØSTER 1 Historien begynder med en lyd, med at en mand hører statsfængslets tunge dør lukke bag sig. Han spejder efter en velkomstkomité, der ikke er der. Han slår blikket ned og erkender, at han heller ikke kunne forvente det af dem: Han er blevet løsladt tidligere end forventet, og København er langt væk. Manden, der hedder Henry, beslutter sig for, at han vil gå ned til stationen, ikke bare for at spare penge, men fordi det er første gang i fire år, at han har kunnet træffe den beslutning selv: Jeg går. Dagen i dag har Henry længe set frem til, men de seneste dage har han været foruroliget. Hvad nu, hvis verden har forandret sig for altid? Han har ringet hjem til Birgitte og Lilly og Leonora for at høre, om de kendte nogen, der kunne hjælpe med at skaffe ham et job. Sådan har han siddet med røret i hånden, sådan er han vågnet om natten, badet i sved og med visheden om, at ingen ansætter en mand med mord på samvittigheden. Ingen. Og hvorfor skulle de? Og nu er døren faldet i bag ham, nu går han hen ad vejen. Han er som en lille prik i det univers, hvis kræfter mennesket endnu har til gode at forstå. Han går, som var han lidt madding for enden af en slap line, et vedhæng til solen, et åbent spørgsmål i de gader, der er hældende: Flisebelægningen er ujævn, og de græstotter, der stikker op imellem fliserne, er ikke bare tykke, de er direkte stædige. Henry trækker vejret dybt ned i lungerne og bemærker foråret, hvis dufte bølger ud fra villahaverne som noget udefinerbart i luften, en åbenhed. Han trækker vejret og tænker på alle de dyr, der ligesom ham selv nu skal ud af deres vinterhi, han tænker på pindsvin og flagermus, der nu har tæret så meget

på deres fedtreserver, at de skal skynde sig ud og finde føde. Han tænker på frøer, der har overvintret under isen. Så standser han op, mærker, om han nu også har sine løsladelsespapirer i baglommen. Han mærker efter, om han har sin pung. I et glimt af angst savner han pludselig cellens beskyttende vægge, sin lille, overskuelige verden. Han føler sig blottet, nøgen. Han har ingen taske. De få ting han havde i fængslet, har han foræret til Marl. Han løfter hovedet og hører en lærke, og et øjeblik føles hans hjerte let. Hans søgende, plirrende øjne finder lærken i luften over den villahave, han er standset ude foran, dér sidder den med sin spættede fjerdragt, dér sidder den og synger. Henry tænker på, hvor travlt den nu får med at finde en mage, bygge rede og få unger: Han tænker på sine egne unger, Thomas og Tine. Thomas har besøgt ham nogle få gange. Men hver gang han har trukket sin dreng ind til sig, har det været, som om afstanden kun blev endnu større. For selv om Thomas har været sød og glad for at se ham, så har hvert møde bekræftet, at de langsomt gled længere og længere fra hinanden, at den ugentlige telefonsamtale ikke gjorde den store forskel, at fængselsmuren ikke bare befandt sig mellem Henry og verden, men også mellem Henry og Thomas, far og søn. Henry kommer til stationen. Han går hen til billetlugen, og en DSB-mand sender ham et blik, der betyder noget i retning af: Åh, endnu en løsladt fange, endnu en håbløs eksistens. Stemmen inde bag glasset siger: –Ja? Og Henry svarer så optimistisk, han kan, at han gerne vil have en enkeltbillet til København. Med svedige hænder fumler han lidt med den blå halvtredser, han prøver at få ned i pengebakken, og inderst inde er han bare lettet over, at det lykkes ham at betale, at hans byttepenge og billet kommer retur på den tallerkenformede drejeskive, at han nu kan gå gennem stationsbygningen og ud på perronen.

Han går frem og tilbage på perronen, han sætter sig på en bænk, rejser sig op. Han går ind på et beskidt toilet, drikker lidt vand af en tilkalket hane. Han synes, der lugter. Uden at ville det kommer han til at tænke på dengang, dommen blev afsagt. Han tænker på dommerens blik, på hele ideen om, at han skulle føle skyld, for var det ikke det, en dom betød? Henry skutter sig, prøver at ryste et billede, der har plaget ham i fire år nu, af sig, men billedet bliver ved med at vende insisterende tilbage; billedet af et samfund, der åbner hans hjerne og drypper skyld ned i den. I toget sætter han sig ved vinduet, over for en dame, der løser krydsogtværs. Han klør sig i det fuldskæg, han har anlagt i fængslet, han strækker benene, men er meget opmærksom på ikke at røre ved damen. Da toget sætter i gang, kigger han ud ad vinduet, ud over landskabet og overvejer, hvem han skal opsøge først. Han lukker øjnene og lader, som om han sover, da en lille dreng kommer ind fra gangen, banker på hans knæ og spørger, hvor han skal hen. Han siger: – Jeg skal hjem. Hvor skal du hen? Drengen siger: – Jeg skal besøge min far. – Glæder du dig? – Nej, siger drengen bestemt og går. Solen er kommet frem og varmer Henrys ansigt, da han læner sig ind mod vinduet. Han lukker øjnene og husker den første nat, han var varetægtsfængslet, den nat, hvor det gik op for ham, at fængslets mørke var en forlængelse af mørket i ham selv. Den nat havde han lovet sig selv, at han ville være et bedre menneske, når han kom ud. Forholdet til Birgitte stod ikke til at redde, men han ville blive bedre til at hjælpe hende, han ville være sine børn en bedre far. Fængslet ville give ham tid til at overveje hans liv, til at

gøre det hele bedre. Sådan havde han tænkt, da han var blevet ført ind i statsfængslet, da han var blevet bedt om at tømme sine lommer og tage tøjet af, sådan havde han tænkt, da han var blevet kropsvisiteret og fulgt ned til den celle, der var så lille, at den straks udløste et anfald af klaustrofobi. Mange gange siden havde det forekommet ham, at cellen var lang og smal som en kiste, fordi den var en kiste. Fordi fængslet var et sted, hvor man begravede mennesker levende. Det meste af det første år var det lykkedes ham at holde sig oppe. Leonora havde skrevet til ham hver søndag, og han havde ført dagbog. Det var lykkedes ham at få fat i et fjernsyn, og han havde set mange oplysende dokumentarprogrammer om lande, han aldrig havde hørt om. Desuden havde han fundet sammen med Marl og Tromme-Kalle. De var blevet et lille trekløver, der lånte hinanden smøger og bøger, ja de delte endog alle brevene hjemmefra, læste dem op for hinanden i andægtig tavshed. Fordi hvert ord udefra var som en smule lys i mørket, en redningsplanke. I begyndelsen havde det ikke været så slemt, som han havde frygtet, og han havde tænkt, at det i grunden var meget heldigt, at det var ham, og ikke for eksempel Klaus eller Leonora, der var blevet spærret inde, for fængslet fik det frem i ham, som han altid havde været bedst til: at overleve. Men så var Tromme-Kalle blevet deprimeret, og Henry havde flere gange sagt til fængselsbetjentene, at han skulle tilses af en læge. Intet var sket. Tværtimod havde flere vagter sagt til ham, at han skulle blande sig udenom. De havde henvist til det faktum, at det var Tromme-Kalle selv, der skulle skrive en anmeldelsesseddel, hvis han ville tilses af en læge, selv kunne de kun tilkalde lægen, når der var tale om akutte omstændigheder, og var der det? Blødte Tromme-Kalle? Skreg han? Slog han hovedet ind mod cellevæggen? Nej? Så var det nok ikke akut. Kort efter havde Tromme-Kalle hængt sig i cellen; samme dag

som hans kæreste havde giftet sig med en anden. Ved begravelsen havde Henry hilst på den nye præst, og præsten havde mødtes med ham og Marl og sagt: – Det er ikke jeres skyld. Kalle kæmpede en lang kamp med denne verden. Men nu har Gud taget ham hjem. Og alligevel var der ligesom gået noget i stykker inde i Marl, og deres møder, som før havde holdt dem oppe, trak dem nu bare ned. Marl sagde: – Jeg går ind til mig selv. Henry gik også ind i sin celle, og fængselslivet fortsatte som det plejede. Dagligdagen havde sin faste rutine, sine faste klokkeslet. Henry blev vækket på klokkeslettet, tømte sin urinkolbe på klokkeslettet, fik morgenmad, cellearbejde og mulighed for at tage et bad på klokkeslettet. For meget kunne man sige om fængselsbetjentene, men de holdt sig til reglementet, de gjorde alting til tiden. For de fleste fanger var det trygt. Men for Henry blev den regelmæssighed, hvormed alting foregik, efterhånden en kilde til begyndende sindssyge. For var rutinen ikke renset for menneskelighed? Var det ikke netop de små fejl, de små forsinkelser, der afslørede, at betjentene trods alt var mennesker, at fængslet trods alt havde et hjerte? Var den punktlige gentagelse ikke det stensikre bevis på, at fængslet var en kværn, der knuste mennesker? Efterhånden som han mistede kontakten med Marl, mistede han også fornemmelen for omverdenen, for tiden. Han anede ikke, om der var gået to timer eller to dage, siden der sidst var blevet banket på hans dør. Denne periode var hans mørkeste, hans mest ødelæggende. Han forsøgte at læse, han forsøgte at skrive, men ganske langsomt blev det, der overhovedet strukturerer den menneskelig hjerne, nemlig hukommelsen, dårligere og dårligere. Det var, som om hukommelsens fedt forbrændte, forsvandt, personer flygtede fra hans hukommelse, og ting, han engang havde

hæftet sig ved, forsvandt i et gråt intet, selv bogstaverne dansede for hans øjne som tørre insekter. Henry åbner øjnene, toget holder stille på havnen i Nyborg. Så snart storebæltsfærgen har lagt til kaj, vil toget køre om bord. Henry sender damen overfor et smil, og hun rækker ned i sin taske og finder en pakke Prince frem. – Vil du have en smøg? Henry ryster på hovedet. Han ser på kvinden, og han ser overhovedet ikke på hende. Han tænker på pengene. På de 50.000, han fik af Ella, på boksen på hovedbanegården. Han er nervøs. For nu, nu bliver det afgjort. Nu bliver det afgjort, om han skal starte forfra. Han balancerer sådan: På lysgrænsen. Det er, som om verden endnu ikke har afgjort, om den vil tage ham tilbage. I Køge er Henrys lillesøster, Leonora, ved at vaske op. Mens hun vasker op, hører hun radio, og de sidste uger har et nyt hit med rasende fart nærmet sig førstepladsen på Dansktoppen. Det gyser sødt i hende, da Christian Flagstad introducerer nummeret, der er med Lars Stryg & Royal Strings, og som snart skal slå rekorden og blive det nummer, der har ligget på Dansktoppen i længst tid, nemlig: ”Aldrig mer’ må jeg se dig.” Hun kan den næsten udenad. Det lille guldhjerte, hun engang har fået af sin far, glimter i solen. Selv om hun og Klaus har været lykkeligt gift i mange år, og selv om hun fik det barn, hun altid havde drømt om, Maria, så synger hun alligevel med på omkvædet, som både er sørgeligt og sjovt: Aldrig mer’ må jeg se dig, ikke høre din røst/Aldrig mer’ kan jeg finde, den som gi’r mig trøst. Måske er det sin far, hun tænker på. Peter døde samme år, som Henry kom i fængsel, og savnet er som en hemmelig lomme af smerte, der aldrig helt bliver tømt. Men sorgen er ikke lige så uhåndterlig, som den var det første år. Ikke alene har hun fundet

en måde at svare den på, livet med Klaus og Maria holder hende nede på jorden, i en tunnel af kærlighed. Maria er næsten tre år nu, hun har fødselsdag den 3. juni, og Leonora vil holde en stor fødselsdag for hele familien. Især nu, hvor Henry snart bliver løsladt. At Henry allerede er løsladt, ved hun ikke. At et tog fra Jylland netop er kørt ind i storebæltsfærgens mørke indre, ved hun ikke, at Henry betragter en dame, der ryger, ved hun heller ikke. Hun ved ikke, at Henry om et kort øjeblik vil gå op ad trapperne, op til cafeteriet, at han vil bede om en fiskefilet med pomfritter og remulade. Hun ved ikke, at han vil tage en kold Pepsi fra den klirrende, dirrende køledisk, at han, så snart han får prisen at vide, vil være rystet over de prisstigninger, alle andre efterhånden har vænnet sig til. Hun ved ikke, at han allerede før, han har sat sig ned med sin bakke, vil sætte flasken for munden og drikke grådigt. For selv om hun trofast har skrevet til Henry i alle årene, selv om hun glæder sig til, at han bliver løsladt, så frygter hun det også. Siden hun fik den fatale opringning fra Lilly, har hun forsøgt at ignorere sin dårlige samvittighed, den altid lurende skyldfølelse over, at det går hende godt, når det går hendes bror dårligt. Helt siden dengang har hun følt, at det var skamfuldt, når en af hendes udstillinger blev positivt omtalt i Politiken; som om hendes succes var noget, hun havde stjålet, noget hun havde taget fra Henry. Leonora stiller det sidste glas over på bakken og giver sig til at tørre af. Hun tænker på arbejdet. På den nye udstilling hun skal i gang med. Hun tænker på, at det altid er så umuligt at komme i gang. Hun tænker på, at hvert eneste maleri er som en rejse om på den anden side af kloden, hvorefter man langsomt må arbejde sig hjem igen. Hun tænker på det, og så tænker hun på en dårlig vits: Det sværeste er at få det til at se let ud. I kollektivet er man som altid om lørdagen i gang med fællesrengøringen og den følgende fællesfrokost. Birgitte er blevet vækket

allerede ved sekstiden af Tine som snart er fire år. Thomas, der er fem, sover stadig, viklet ind i sin dyne, en bamse og et lokomotiv af mærket ”Brio”. Heller ikke Birgitte ved, at Henrys løsladelse er blevet fremskyndet, at han allerede er ankommet til Hovedbanegården. Birgitte ved ikke, at Henry har et påtrængende ønske om at flytte ind. Faktisk tænker Birgitte overhovedet ikke på sine børns far. Hun tænker på en kvinde, som hun langsomt er blevet forelsket i, en kvinde, der bor i den indre by. Beboerne i kollektivet er mirakuløst nok stadig de samme som i begyndelsen: Inge og Bent bor på den anden side af gangen med deres to børn, Anni bor i værelset ved siden af Birgitte, og Steens søster, Mette, bor for enden af gangen. Steen og Hansi bor neden under ved siden af køkkenet og det fællesrum, man bruger til alt fra yoga over fællesmøder til filmforevisninger. Beboerne er de samme, men kollektivet er blevet mere fredeligt at bo i. I begyndelsen havde man set det som sin opgave at opdrage hinanden i den nye, frie, ikke-udbyttende ånd, man havde set det som sin opgave at gøre en ende på kapitalismen og dens onde halvbror, imperialismen: At trække mennesket ud af den selvfornedrende, men historisk set nødvendige ydmygelsespøl, det havde befundet sig i så længe. Og så var man ganske langsomt blevet mere forsigtige, så havde man skridt for skridt trukket sig tilbage, så var man blevet enige om, at det faktisk var en stor mundfuld. Man havde skam ikke opgivet verdensrevolutionen, men man havde indset, at den nok ikke ville komme lige med det samme. Eller flertallet af kollektivets beboere havde. Steen var stadig utålmodig. Spørgsmålet om Henry havde været endevendt på hele tre fællesmøder. Bent og Inge havde understreget, at de syntes, det var meget vigtigt, at Henry fik mulighed for at genetablere et godt forhold til sine børn, men at de var usikre, ja utrygge ved, at han skulle bo sammen med Birgitte, for var der ikke stadig mange spændinger mellem dem? Var der ikke noget uforløst? De var også

usikre på hans forbindelser til den københavnske underverden, og de var i det hele taget ikke helt færdige med at bearbejde den kæmpe skuffelse, det havde været, at han havde forladt sine børn på en måde, som mænd ellers kun gjorde i det gamle samfund. Desuden var det ikke bare dem, han havde svigtet, han havde også svigtet kollektivet og fællesskabet og dem personligt, følte de. Selvfølgelig ville de Henry det godt. Bent havde udtrykkeligt sagt: – Vi tror stadig på ham! Men han havde også sagt, at han ikke ville skuffes af Henry, ikke igen. Både Anni og Hansi var imod, at Henry skulle flytte ind igen, men af andre årsager: Anni var bange for, at den affære, hun engang havde haft med Henry, skulle blusse op igen, og Hansi følte sig truet af Henrys destruktive energi. Bare tanken om, at Henry havde slået et andet menneske ihjel, fik hans pensel til at standse midt i luften, malingen til at tørre ind og ”motivet” (ak, ja, som om Hansi ikke for længst havde opgivet noget så gammeldags som ”motivet”) til at forsvinde, smuldre, dø på de pludselige indfalds ujævne mødding. Birgitte var i tvivl. På én måde ønskede hun ikke, at hun og Henry dagligt skulle konfronteres med deres ægteskabs sørgelige forlis, og hun ønskede heller ikke, at de skulle skændes, ”udvikle konflikter” som hun alvorligt sagde, mens hun strikkede hønsestrik og rynkede sin pande i én karakteristisk rynke, der skulle forfølge hende resten af livet. På den anden side ville det måske være meget rart at have børnenes far i nærheden, og måske skyldte hun ham det ligefrem, at give ham en chance? Måske skyldte hun også sig selv det: Selv om de andre havde hjulpet til, havde hun trods alt været enlig mor i fire år, og hun kunne godt snart tænke sig at tage til møde i basisgruppen, uden at den dårlige samvittighed fulgte hende som en skygge.

Den eneste, der gik hundred procent ind for, at Henry skulle have lov til at flytte ind i kollektivet igen, var Steen. Han havde sagt: – Det er sgu ikke bare et spørgsmål om, hvad vi har lyst til her. Vi må se det hele i en lidt større sammenhæng. Hvis ikke samfundet forsøgte at genintegrere de mennesker, der har været i fængsel, hvor ville vi så være henne? Mette havde afbrudt ham: – Samfundet? Jamen er det os? Er det vores ansvar? Er det ikke snarere det kapitalistiske samfund, der opererer med, at der er en vis del af arbejdskraften, der må kasseres og smides i fængsel? Inge havde ment, at de også havde et ansvar over for sig selv og gruppen. For nu, hvor de var inde i en god periode, måtte de passe på ikke at sætte det hele over styr. Det var ikke, fordi hun havde noget personligt imod Henry (faktisk var hun en smule tiltrukket af ham), men de skulle tænkte på, hvad der var bedst for kollektivet. Stemningen var svinget frem og tilbage, det ene øjeblik så det ud, som om der var enighed om at lade Henry flytte tilbage, det næste øjeblik var det, som om for mange ting talte imod: For selv hvis Henry ikke blev en belastning for fællesskabet, hvor skulle man så gøre af ham? Eftersom han ikke kunne bo på samme værelse som Birgitte, måtte han bo i det værelse, de kaldte ”kosteskabet”, men der boede jo Ulf, Henrys halvbror, der var kommet dinglende en uge efter Tines navngivningsfest og var blevet hængende lige siden. Birgitte havde sagt: – Det skal ikke være pladsmangel, der afgør det, så synes jeg hellere, vi skal bygge muren mellem køkkenet og fællesrummet op igen. Altså, det er jo Henry, vi taler om. Henry, der var med til at starte det her kollektiv, ikke? Hvis ikke vi mennesker kan give hinanden en ny chance, så ved jeg virkelig ikke.

Hun havde endt med at foreslå en prøveperiode, og man havde nikket rundt om bordet. Men det var kun, indtil Steen havde taget ordet: – Altså, hvordan ville I selv have det med at være på prøve blandt venner? Forstår I slet ikke, at det er en kammerat, vi taler om her?