Kim Larsen. Mine unge år by JP/Politikens Forlag

173 mm

36 mm

Jens Andersen (f. 1955) er ph.d. i nordisk litteratur, foredragsholder og forfatter til prisbelønnede biografier om bl.a. Thit Jensen, Tove Ditlevsen, H.C. Andersen, Dronning Margrethe, Astrid Lindgren og Kronprins Frederik. Læs mere på www.jensandersen.info og www.facebook.dk/forfatterjensandersen ISBN: 978-87-400-4943-5

POLITIKENS FORLAG W W W. P O L I T I K E N S F O R L A G . D K

2018102_Mine_unge_aar_KimLarsen_OMSLAG_173x246.indd 3

Mine unge år

Bogen er baseret på en række samtaler mellem Kim Larsen og forfatteren Jens Andersen, som fandt sted hjemme i Larsens eget køkken i første halvår af 2018.

246 mm

JENS ANDERSEN

KIM LARSEN

Kim Larsen fortæller i denne bog varmt og humoristisk om sine unge år. Om slægten og rødderne, morfar i Kerteminde, som introducerede ham til de store klassikere, en kærlig mor og en fraværende far samt en tryg, men også spændingsmættet barndom i Københavns nordvestkvarter. Med smittende fortælleglæde beretter han om sine første forelskelser, højskoleopholdet i Askov, der åbnede hans sind for nye tanker, hippieårene på kanten af 68-oprøret, som Kim Larsen aldrig følte sig som en del af, og sidst, men ikke mindst, den første tid med Gasolin’, som udviklede sig til Danmarks største rockorkester.

JENS ANDERSEN

‘Når jeg kigger tilbage, tænker jeg: Hold kæft, det var nogle dejlige år!’

NO PRINT

Mine unge år

KIM LARSEN POLITIKENS FORLAG

08/11/2018 12.51

KIM LARSEN

POL_KimLarsen_INDHOLD_170x240_OK.indd 1

12/11/2018 15.32

JENS ANDERSEN

KIM LARSEN Mine unge Ã¥r

POLITIKENS FORLAG

POL_KimLarsen_INDHOLD_170x240_OK.indd 3

12/11/2018 15.32

POL_KimLarsen_INDHOLD_170x240_OK.indd 4

12/11/2018 15.32

FO R O R D Kære læser Den bog, du sidder med i hånden, skulle have været en erindringsbog, hvor Kim Larsen fortalte om hele sit liv frem til i dag. Desværre døde han alt for tidligt 30. september 2018, og dermed kunne bogprojektet ikke realiseres i den form, han og jeg havde forestillet os. Men gennem hele foråret 2018 havde vi været gennem så mange og så lange samtaler, at Kim Larsens familie og jeg i fællesskab vurderede, at det ville give mening at fortælle historien om hans barndom og ungdom med hans egne ord. Det var oprindeligt en betingelse fra Kim Larsens side, at vores bog kun måtte rumme to stemmer: hans og min. Larsen ønskede ikke, at alle mulige andre mennesker skulle blande sig med deres meninger om hans person, hvor positive eller negative de end måtte være. Det her skulle være Larsens egen fortælling fra start til slut. Min opgave var at lytte, spørge, samle og koncentrere stoffet, og – når vi engang kom så vidt – krydre Larsens fortælling med forskellige facts af biografisk og historisk art, baseret på research i bøger, aviser, tidsskrifter, radio og tv – og på en flyttekasse fuld af scrapbøger, løse avisudklip, breve, tegninger og private papirer, som stod i kælderen hjemme hos Kim Larsen og hans familie i Claus Bergs Gade i det indre Odense. Det var også her, altså ikke i kælderen, men i køkkenet, at vi sad og talte sammen syv gange i løbet af foråret 2018, Larsen og jeg. Vi mødtes hver gang på slaget 15, og jeg slukkede for båndoptageren og samlede mit grej, når en kirkeklokke i nærheden bimlede for at

POL_KimLarsen_INDHOLD_170x240_OK.indd 5

12/11/2018 15.32

minde om, at klokken var 18. En gang prøvede jeg at flytte vores aftale frem til klokken 14. ‘Jeg skal prøve, men det går nok ikke,’ grinede Kim Larsens kone, Liselotte, for klokken 14 havde manden i huset endnu ikke nået at få sin morgenkaffe. B-mennesket fornægtede sig ikke. Det betød til gengæld, at han altid var morgenfrisk, når vi mødtes om eftermiddagen. I det hele taget lå alt omkring vores samtaler i meget faste, ja nærmest rituelle rammer. Vi sad det samme sted og på de samme pladser hver gang. Larsen i sit køkkenhjørne med guitar, smøger, Zippo lighter, askebæger, kaffekop og en blok med notater, så han kunne holde øje med sine nedskrevne hovedpunkter til dagens forventede etape. Selv om det ikke huede ham at gribe til huskesedler. ‘Jeg er sgu blevet papirnusser på mine gamle dage,’ som han sagde. Jeg selv sad på den anden side af køkkenspisebordet under nogle tegninger fra Kerteminde og Rom. To steder i verden, der betød noget helt særligt for Larsen. Hver gang vi sås, formede de tre timer sig som én lang samtale kun afbrudt af hurtige båndskift, en tur på toilettet og i pausen mellem anden og tredje runde som regel et glas portvin, ledsaget af nogle muntre fyndord: ‘Som Jønsson altid har sagt, så kan man ikke stole på en mand, der ikke ryger og ikke har portvinspletter på slipset!’ Ellers bællede vi kun kaffe, termokander af kaffe! Under den tredje visit blev jeg dekoreret med betegnelsen ‘J.A.’ og fik også mit faste kaffekrus udleveret: ‘Jeg giver altid folk den samme kop, ved du hvorfor?’ – ‘Næh’ – ‘Fordi PH jo sagde: ‘Kultur er vaner’, og så tænkte jeg, hvorfor ikke skabe lidt kultur?’ Nogen samtale i almindelig forstand var der ikke tale om. Rollerne var fordelt fra starten. Larsen snakkede, og ‘J.A.’ lyttede. Jeg blandede mig kun, hvis der var noget, jeg ikke forstod eller gerne ville have uddybet, hvilket godt kunne irritere Larsen. Meget værre var det, når jeg lidt utålmodigt spurgte til noget, han selvfølgelig havde gemt til et senere højdepunkt i dagens fortælling: ‘Vær

POL_KimLarsen_INDHOLD_170x240_OK.indd 6

12/11/2018 15.32

rolig, J.A., jeg siger dig, vi kommer til det lige om lidt!’ Eller det ofte brugte: ‘Det kommer, det kommer!’ Kim Larsen var nemlig en rigtig storyteller, ikke kun på sin guitar og som sangskriver, men også når han lagde sit instrument og i stedet rullede sig ud som mundtlig fortæller – unplugged, så at sige. Journalister, der gennem årene interviewede Kim Larsen, fornemmede en litterær personlighed, der havde pløjet sig gennem betydeligt flere klassiske romaner end en ph.d. i nordisk litteratur. Mere end fligen fik journalisterne dog sjældent fat i på avispapiret og tv-billederne. Det var der ikke tid og tålmodighed til i de korte nyheders format, og det kræver den gode historie både af den, der fortæller, og dem, der lytter. Tid og tålmodighed, det var vel dybest set, hvad vores bogprojekt handlede om. Jeg havde fra begyndelsen en naiv forestilling om, at Larsen kunne nå at fortælle sig gennem hele sit liv, hvis jeg besøgte ham seks-syv gange. Jeg skulle hurtigt blive klogere. Allerede ved det indledende ‘vi-føler-hinanden-på-tænderne’-møde i marts 2018 var jeg klar over, at jeg sad over for en fuldblods fortæller. Sådan en går ikke frem efter andres planer og skitser, men følger ubetinget sit eget usynlige spor og er bedøvende ligeglad med, hvor meget tid der er sat af til hvad, hvornår og hvorfor. Da vi havde forladt barndommen og tog fat på gymnasieårene og højskoleopholdet i Askov, var der således gået ni timer, og inden Larsen havde fortalt om sig selv som højskoleelev og mislykket lærer, var der gået yderligere fem. På seks timer nåede vi gennem årene i Sofiegården, det første ægteskab, sønnen Pelle, mødet med Wili Jønsson og etableringen af Gasolin’ i 1969-1970. Længere kom vi ikke, og det kan man bestemt ærgre sig over, men man kunne også vælge den gladere vinkel og se det som en gave, at Kim Larsen valgte – og nåede – at vise os en mindre kendt side af sig selv – ‘den mundtlige fortæller’ – som fyldte meget i ham og på flere fronter drev ham frem i livet såvel som i kunsten allerede i de unge år.

POL_KimLarsen_INDHOLD_170x240_OK.indd 7

12/11/2018 15.32

Denne bog, kære læser, er næppe den fulde sandhed om hovedpersonens barndom og ungdom. Det er erindringer sjældent, og ingen vidste det bedre end belæste Larsen. Desto større var mandens pludselige uro over, for første gang i sit liv, selv at skulle se sine egne, personlige erindringer på tryk. Larsen fik anfægtelser, eller som han udtrykte det: ‘Vi skal jo prøve, om vi kan undgå løgne her i butikken, ikke?’ Jo, det skulle vi da, og derfor var ‘sandheden’ (et ord, vi sjældent brugte) et tilbagevendende punkt i vores samtale. Det lå Kim Larsen rigtig meget på sinde at holde sin indre løgnhals stangen: ‘Jeg lover, at jeg prøver på at lade være med at lyve over for dig. Jeg bider mig virkelig i tungen hver gang, der er ved at komme en løgn. Det gør jeg altså, for når jeg fortæller historier, er jeg vant til at smøre på. Men det her, J.A., det kommer jo på tryk, og så er det en anden historie. Hvis det er fiktion, så er det skønt med løgne. En roman kan tit fortælle sandheden meget bedre end virkeligheden, ikke?’ Fra begyndelsen var vi enige om, at hans erindringer skulle gribes kronologisk an. På helt klassisk manér, hvilket han elskede, tog vi fat fra begyndelsens begyndelse. Altså med slægten. Vi bladrede i familiens gamle fotoalbum, mens Larsen pegede ud og fortalte. Allerede dengang gjorde han det klart, at måden, jeg ville gribe stoffet an på, når det engang skulle transformeres fra de mange timers mundtlig fortælling til et forhåbentlig mere litterært erindringsværk, hvor man undgik krønikens ensformighed, var min hovedpine. Jeg ved det ikke, men tror, at han nåede at fortælle om de kapitler i sit liv, han helst ville tale om. Hvilket ikke skal forstås sådan, at der var perioder af Kim Larsens liv, han krævede, at vi sprang over. Sådan spillede hans klaver ikke. Beslutningen om at gå planken ud i en stor biografi, hvor han var den olympiske fortæller, alene på scenen, og jeg den medlevende, ikke ukritiske iscenesætter, kulissemaler, sufflør, lysmand og programsælger, var taget. Hvad det teater kunne være endt med, kan jeg stadig ligge vågen en hel nat og tænke over.

POL_KimLarsen_INDHOLD_170x240_OK.indd 8

12/11/2018 15.32

En af de gange i foråret 2018, Kim Larsen som sædvanlig rundede dagens samtale af som en anden hyggelig skolelærer (‘Og det var så historien for i dag, J.A.’), havde jeg et par tillægsspørgsmål. Svarene greb om sig, blev til en række nye fortællinger og et ekstra glas portvin, mens klokkerne bimlede og bamlede, og klokken nærmede sig 18.30. Pludselig sagde Larsen: ‘Der er for resten noget, jeg har glemt at fortælle fra min barndom. Det er ganske ubetydeligt, men betyder alligevel meget. I den gamle skole uden for Kerteminde, hvor min morfar engang havde været lærer og stadig boede, da jeg kom på sommerferie i 1950’erne, sov jeg altid i det samme værelse ud mod landevejen. I den dér halve time hver aften, efter at lyset var slukket, hvor man som barn altid lå vågen i mørket, kunne jeg nogle gange se lyskeglerne fra en bil langt væk. Den nærmede sig, forsvandt bag en bakke, kom så op over bakken, og pludselig var den ene væg i værelset badet i lys og så – zuuuum! – forsvandt lyset og lidt efter også lyden af bilen. Sådan faldt jeg tit i søvn hos morfar. Ved at ligge og vente på, hvornår det næste lysglimt mon kom. For mig var dette lysbillede aldrig forbundet med frygt, snarere med følelsen af tryghed og glæde. De lykkeligste stunder, jeg har oplevet, er dem, hvor mit ego forsvandt, hvor jeg glemte mig selv i sådan et kort, lysende øjeblik. Hvor jeg sad med en sang og kunne mærke, at det ikke var mig selv, der lavede den. Eller hvor jeg lå sammen med en dejlig kvinde, og hun var hele verden, og jeg ingenting. Disse selvforglemmende øjeblikke i livet, hvor der sker store ting, dukker i mit tilfælde altid op som glimt. Lige så uventede og pludselige som bilens lys på væggen hjemme hos morfar.’ Kære læser, det er måske, hvad denne bog inderst inde er. En række erindringsglimt fra et menneske, som nok fortæller om sig selv, men i sprogets strøm også glemmer sig selv. Hermed er ordet hans. Jens Andersen, 4.11.2018

POL_KimLarsen_INDHOLD_170x240_OK.indd 9

12/11/2018 15.32

5. Good Golly Miss Molly

En forårsaften i 1958 holdt min storebror en lille fest i vores soveværelse ud mod gården. Tore var blevet 16 år og havde inviteret nogle af sine drengevenner, et par tøser nede fra gården og Iben, hans kæreste på det tidspunkt. Hun havde været med oppe hos os ved en tidligere lejlighed, hvor hun sad og strakte sig og lænede sig tilbage i en stol, og mine øjne havde været ved at falde ud. Iben var lige begyndt at gå med bh, og dengang gik pigerne jo også med strutskørter og højhælede sko allerede som 16-årige. Jeg stirrede på de der bryster, der ikke lod sig skjule. ‘Kan du godt lide hende, Kim?’ spurgte Tore. ‘Øh, hvad for noget?’ – ‘Du må da gerne tage hende på brysterne, må han ikke nok, Iben?’ – ‘Jo, det må han da gerne.’ Frisindet blomstrede, mens jeg rødmende flygtede ud af stuen. Før jeg begyndte at blive sexorienteret, havde min mor talt om de ting og sager, jeg nok fornemmede, men endnu ikke forstod fuldt ud. En aften stod jeg og børstede tænder ude på toilettet, da min mor, der var ved at skifte vores sengetøj, pludselig råbte: ‘Tore, behøver du at pudse næse i tapetet?’ Jeg tænkte: ‘Hvad sker der her, hvad mener hun?’ Det fandt jeg så ud af senere, sådan af mig selv, men det var typisk for hende at sige sådan noget, aldrig direkte, men

POL_KimLarsen_INDHOLD_170x240_OK.indd 88

12/11/2018 15.32

alligevel klart og ikke til at misforstå for den, ordene var møntet på. Til mig sagde hun, da jeg blev teenager: ‘Det gør ikke noget, at du gør det med en dame i en port, bare du opfører dig ordentligt.’ Hun sagde også: ‘Der findes ikke perversitet, Kim, bare man ikke er onde mod hinanden.’ Det var sådan nogle regler, der blev puttet ind i hovedet på én. Under en af min mors hovedrengøringer fandt hun fem-seks blade med billeder af nøgne damer under Tores madras. Og jeg, det lille, skinhellige dyr, tænkte straks: ‘Uha, nej da.’ Det var den slags blade, for det meste franske, man kunne få fat i dengang, og der var ikke helt nøgne damer i dem, de var let påklædte og havde allesammen nylonstrømper på. Det blev jeg jo totalt skadet af, tror jeg, for lige siden har jeg syntes, at damerne skal have nylonstrømper på, i hvert fald i de afgørende situationer. Da jeg lille hykler så blev kønsmoden, listede jeg mig lige hen og fandt Tores blade frem, når der ikke var nogen hjemme, bladrede ivrigt og gav den så ellers hele armen, men passede godt på ikke at pudse næse i tapetet, så min mor opdagede det. Nå, men min storebror holdt altså fest en forårsaften i 1958 for nogle af pigerne og drengene fra gården. Jeg var 12 år, og til Tores fest i vores soveværelse var det Tommy Steele, Bill Haley og sådan noget, der kørte på grammofonen, som vi havde bakset ind på værelset. Jeg hadede det og syntes, det var dødssygt at høre på, rock and roll, det ragede mig en skid. Da de så begyndte at kysse hinanden, og lyset blev dæmpet, sagde Tore: ‘Kim, kan du ikke passe grammofonen?’ – ‘Jo, det kan jeg da godt.’ Jeg puttede forskellige plader på, rodede lidt i stakken af singler og fandt pludselig en, jeg ikke havde set før: Little Richard – ‘Lucille’. Hm, det lød meget skægt, var det ikke ham Social-Benny kaldte Lille-Rækard, hvad mon det kunne være for noget? Jeg lagde den på – skrat, skrat – og blev fuldstændig blæst af det, der kom ud af højttaleren: ‘Luuuuciiiiiiiiiiille, you won’t do your sister’s will? / Lucille, you won’t do your sister’s will?’ Det var ligesom dengang, jeg så

POL_KimLarsen_INDHOLD_170x240_OK.indd 89

12/11/2018 15.32

Odysseus første gang, det sagde biiioooown inde i mig. Alle musikkens døre åbnede sig for mig, altså. To minutter og 25 sekunder, mere skulle der ikke til for at forandre mit liv for altid. ‘Lucille, please, come back where you belong / Lucille, please, come back where you belong.’ Jeg spillede den, og jeg spillede den, og jeg spillede den, mens de andre havde travlt med at kysse hinanden i krogene, og på et tidspunkt råbte min mor, der var kommet hjem, inde fra stuen: ‘Er I ikke snart færdige?’ – ‘Du holder jo selv fester, mor!’ – ‘Ja, ja, men klokken er to nu, og naboen skal også have fred.’ Jeg sad dér og var fuldstændig væk. ‘Luuuuciiiiiiiiiiille, baby, satisfy my heart / Luuuuciiiiiiiiiiille, baby, satisfy my heart. Whoaaaaa!’ – ‘Kan du ikke spille noget andet, Kim?’ Nej, det kunne jeg ikke. Jeg kan ikke beskrive det bedre, end at det føltes ligesom dengang i World Cinema. Det var en helt ny verden, der åbnede sig, og fra det øjeblik var jeg fuldstændig gal med musik, totalt! En knægt på 12.

POL_KimLarsen_INDHOLD_170x240_OK.indd 90

12/11/2018 15.32

Det var den meget unge Elvis Presley, Kim faldt for, når han hørte Tores singleplader. Og han ikke kun tegnede, han sang også og satte sit hår efter unge Elvis i 1958-1960. Foto: Privat

POL_KimLarsen_INDHOLD_170x240_OK.indd 116

12/11/2018 15.32

‘Et nummer som ‘My Baby Left Me’, og måden han hamrede den rytmespade på, er i dag fortsat guldalder for mig, ren Henrik Pontoppidan!’ Privateje

POL_KimLarsen_INDHOLD_170x240_OK.indd 117

12/11/2018 15.32

173 mm

36 mm

POLITIKENS FORLAG W W W. P O L I T I K E N S F O R L A G . D K

2018102_Mine_unge_aar_KimLarsen_OMSLAG_173x246.indd 3

Mine unge år

Bogen er baseret på en række samtaler mellem Kim Larsen og forfatteren Jens Andersen, som fandt sted hjemme i Larsens eget køkken i første halvår af 2018.

246 mm

JENS ANDERSEN

KIM LARSEN

JENS ANDERSEN

‘Når jeg kigger tilbage, tænker jeg: Hold kæft, det var nogle dejlige år!’

NO PRINT

Mine unge år

KIM LARSEN POLITIKENS FORLAG

08/11/2018 12.51