Løb som floden - Læseprøve

SHELLEY READ LOB SOM

FLODEN

ved

På dansk

Lisbet Kjær Johansen

LØB SOM FLODEN

LØB SOM FLODEN

ROMAN

På dansk ved

Lisbet Kjær Johansen

Hr. Ferdinand

Til Richard og Kathryn, mine forældre og forbilleder

Til Avery og Owen, min inspiration

Og til Erik, mit et og alt .

Man når til et punkt, hvor man siger til skoven, til havet, til bjergene, til verden: Nu er jeg klar.

– Annie Dillard

Prolog

Jeg forestiller mig søens mørke bund. De efterhånden lodne vragrester, som floden på et tidspunkt har udskilt, eller nogen har kastet over bord. Måbende fisk, der lever deres forunderlige liv et sted, hvor fiskekroge aldrig vil nå dem, og hvor deres puls og bevægelse ikke er til at skelne fra hinanden. Jeg forestiller mig søgræsset vaje i bløde bevægelser som en kvinde, der danser uden ydre blikke på sig. Jeg står på søens bred, hvor små bølger skvulper ind over mine fødder, og forestiller mig, hvor tæt jeg er på en verden lige så lydløs og fremmedartet som månen, et sted, hvor lys, varme og lyde aldrig når hen.

Mit barndomshjem ligger på bunden af den sø. Dér ligger vores gård i dyndet som et skib stødt på grund. Slanke ørreder snor sig igennem det, der er tilbage af mit værelse og af stuen, hvor vi sad om søndagen. Udhuse rådner. Sammenfiltret pigtråd ruster. Den engang så frugtbare jord marineret i goldhed.

Den officielle version af historien er, at Blue Mesa Reservoir var et heroisk projekt, en del af en stor vision, hvor Coloradoflodens bifloder skulle forsyne de tørre, sydvestlige egne med livsvigtigt vand. Nok var det gode hensigter, der satte en prop i den engang frie Gunnison River og tvang den til at forvandle sig til en sø, men det er ikke sådan, jeg ser det.

Engang stod jeg i Gunnisonfloden lige heromkring med vand op til knæene. Det var dengang, floden stadig løb frisk og frådende gennem dalen, hvor jeg var født, omgivet af vildmark, det uendelige Big Blue. Jeg kendte byen Iola, der hver morgen vågnede til veltillavet morgenmad og travlhed på gårde og rancher, og solopgangen oplyste østsiden af Main for så at krybe tomme for tomme nordpå, forbi togsporene og skolegården, derpå skinne ind ad den lillebitte kirkes runde, blyindfattede rude i røde og blå farver. Det hule fløjt klokken 9.22, 14.05 og 17.47 var de milepæle i tiden, jeg orienterede mig efter. Jeg kendte alle smutveje og folk i byen, det ældste, knortede træ, der satte de altid sødeste ferskner i min families plantage.

Gode hensigter flyttede kirkegården i Iola langt op på en skråning – familiens gravsten blev placeret – lettere sammensunkne under sneens vægt – så de forhåbentlig svarede til de jordiske rester under sig – og der ligger kirkegården stadig omgivet af et hvidmalet hegn af smedejern. De gode hensigter lagde derudover hele Iola, Colorado, under vand.

Forestil dig en by uden lyde, glemt, på vej til at gå i opløsning på søens bund, hvor der engang løb en flod. Hvis det får dig til at overveje, om glæder og sorger knyttet til et sted forsvinder, bare fordi vandstanden stiger, og floden flyder

over sine bredder, så kan jeg fortælle dig, at det gør de ikke. Det landskab, vi vokser op i, former os, og vi bærer alt, hvad det gav og tog, med videre, og det bliver en uadskillelig del af den, vi er.

Han var ikke umiddelbart noget særligt. Ikke ved første øjekast i hvert fald.

„Undskyld,“ sagde den unge mand og trak med snavset tommel- og pegefinger i skyggen på sin lasede røde kasket. „Er det her vejen til logihuset?”

Andet var det ikke. Et helt almindeligt spørgsmål stillet af en beskidt fremmed i hovedgaden, lige idet jeg nåede frem til krydset ved North Laura.

Hans overalls og hænder var sodede af kul, hvilket jeg gik ud fra var motorolie eller jord fra markarbejdet, selvom det var for mørkt til at kunne være nogen af delene. Han var også sværtet på kinderne. Solbrændt under svedperlerne. Glat, sort hår under kasketten.

Efterårsdagen var begyndt lige så forudsigeligt som den grød og de spejlæg, jeg havde serveret for mændene til morgenmad. Jeg havde ikke bemærket noget usædvanligt, da jeg efterfølgende ryddede op i huset og fodrede dyrene, plukkede

to kurve af sæsonens sidste ferskner i den kølige morgenluft for derefter at køre ud med dem i den vakkelvorne trailer, som jeg satte bag på cyklen, før jeg vendte hjem igen og tilberedte frokost. Men siden har jeg lært, at det opsigtsvækkende, som den dybe og mystiske verden under havet, kan lure lige under en upåfaldende overflade.

„Det er vejen til alting,“ svarede jeg.

Det var ikke et forsøg på at være vittig eller få ham til at lægge mærke til mig, men den lille pause, der opstod, og antydningen af et skævt smil sagde mig, at han morede sig over det. Han fik det til at kilde i min mave med det blik.

„Det er jo en meget lille by.“ Det sagde jeg i et forsøg på at rette op på miseren, for at få på det rene, at jeg ikke var sådan en, som drenge kiggede efter eller standsede op for at flirte med på gaden.

Den fremmedes øjne var mørke og blanke som ravnevinger. Og venlige – det er det, jeg husker bedst om de øjne fra det første blik til det sidste – ømheden, der ligesom sprang fra en kilde indefra og flød over som vand i en fuld brønd. Han iagttog mig et øjeblik, smilede stadig og trak så igen i kaskettens skygge og fortsatte i retning af Dunlaps logihus for enden af hovedgaden.

Det var sandt, hvad jeg sagde om, at det her ene forsømte fortov var vejen til alting. Foruden Dunlaps logihus havde vi Iola Hotel til fine folk med en kro bagved til dem, der drak; Jernigans Isenkram og postkontor; cafeen, hvor der altid duftede af kaffe og bacon, og Chapmans købmandsbutik med dagligvarer og delikatessemontre og sladder dagen lang. Mod vest knejsede den høje flagstang mellem skolen, hvor jeg gik engang, og den hvide, bræddebeklædte kirke, hvor vores familie, dengang min mor stadig levede, plejede at sidde

vandkæmmede og med renskurede negle hver søndag. Bag kirken endte hovedgaden brat som et punktum efter en meget kort sætning.

Jeg skulle i samme retning som den fremmede – var på vej hen for at hale min bror ud af spillebulen bag Jernigans – men jeg ville nødig følge lige i hælene på ham. Jeg standsede op på hjørnet og skyggede for solen med min hånd og fulgte ham med øjnene, mens han gik videre. Han traskede langsomt, afslappet, som om det næste skridt ville blive det sidste, han lod armene svinge frit, hans hoved var et lille nøk bagoverbøjet. Hans møgbeskidte hvide T-shirt sad stramt under selerne på hans overalls. Han var slank og bred over skuldrene som en arbejdsmand.

Det var, som om han kunne mærke, at jeg så efter ham, da han pludselig vendte sig om, og det sodede ansigt lyste op i et blændende smil. Jeg gispede, fordi han tog mig i at se efter ham. Rødmen bredte sig op ad min hals. Han tog sig til kasketten, som han havde gjort lige før, vendte sig om og fortsatte så med at gå. Selvom jeg ikke kunne se hans ansigt, var jeg ret sikker på, at det stadig var med et smil om læberne.

Det var et skæbnesvangert øjeblik, det kan jeg nu se i tilbageblik. For jeg kunne have vendt mig om og være gået ud ad North Laura, gået hjem og lavet mad, ladet Seth vakle hjem alene og så stå til regnskab over for min far og onkel Ogden. Jeg kunne i det mindste være gået over på den anden side af hovedgaden, så bilerne og de gulnede poppeltræer havde været mellem de to fortove. Men det gjorde jeg ikke, og det kom til at gøre hele forskellen.

I stedet for begyndte jeg tøvende at sætte den ene fod foran den anden og fornemmede intuitivt, at det var et valg, jeg traf, hver gang jeg løftede en fod og tog et skridt.

Ingen havde før fortalt mig om, hvad fysisk tiltrækning var for noget. Jeg var for lille, da min mor døde, til at hun havde indviet mig i hemmelighederne, og jeg kan heller ikke forestille mig, at hun ville have gjort det alligevel. Hun var en beskeden og dydig kvinde, gudfrygtig og pligtopfyldende. Sådan som jeg husker det, elskede hun min bror og mig, men hendes kærlighed kom kun til udtryk inden for nogle meget snævre rammer, mens hun opdrog os med henblik på, hvordan vi ville tage os ud på den yderste dag. Jeg fik indimellem et glimt af hendes ellers omhyggeligt undertrykte lidenskab, når hun svirpede os med den sorte fluesmækker på ryggen, eller de tårer, hun hurtigt tørrede bort, når hun rejste sig op fra bøn, men jeg så hende aldrig kysse min far eller ham omfavne hende. Selvom mine forældre altid var sammen og effektivt og pålideligt stod i spidsen for familien og gården, var jeg aldrig vidne til en kærlighed mellem dem som mand og kvinde. Jeg havde intet kort over dette ukendte land, jeg kunne følge.

Bortset fra dette ene: En efterårsdag kiggede jeg ud ad stuevinduet i skumringen. Jeg var lige var fyldt tolv. Sherif Lyle kørte ind på den grusede, regnvåde gårdsplads i sin lange sorte og hvide bil. Tøvende nærmede han sig min far. Gennem min ånde på glasset så jeg min far synke sammen og falde på knæ bare sådan på den regnvåde jord. I huset havde jeg ventet på, at min mor, min fætter Calamus og min tante Vivian skulle vende hjem. De havde været helt i Canyon City med en ferskenleverance, men burde have været hjemme for flere timer siden. Min far havde også ventet utålmodigt efter dem med en så nervøs energi, at han havde revet plænen for nedfaldne blade hele aftenen, selvom han blot kunne lade dem ligge og kompostere, som han plejede. Da min far

knækkede sammen under Lyles ord, lærte mit unge hjerte to uomgængelige sandheder: Mine savnede familiemedlemmer ville aldrig komme tilbage, og min far havde elsket min mor. De havde aldrig vist eller fortalt mig om romantik, men det gik op for mig, at de vidste, hvad det var, på deres egen, stilfærdige måde. Jeg lærte af deres underspillede forhold til hinanden – og på det tørre, nøgterne blik, som min far senere kom ind i huset med for at overbringe mig og Seth den dystre nyhed – at kærlighed er et privat anliggende, der skal leves og sørges over som et mellemværende mellem kun de to involverede. Kærligheden tilhører dem og ingen andre som en hemmelig skat, som et indforstået digt.

Derudover vidste jeg intet, og da slet ikke om hvordan kærlighed opstår, om den uforklarlige tiltrækning, hvorfor nogle drenge kunne gå upåagtede forbi, mens en anden lige så uafviselig som tyngdekraften tiltrak så meget, at længslen efter ham herefter aldrig ville aftage.

Der var knap nok en halv gade mellem ham og mig, da vi ad det samme fortov og på samme tid gik i den samme undseelige by et gudsforladt sted i Colorado. Jeg gik et stykke bag ham, mens jeg tænkte på, at han, der kom et andet sted fra og med sine erfaringer, og ligesom mig hidtil havde levet sit liv i sytten år – måske lidt længere for hans vedkommende, måske lidt mindre – helt uden at kende til den andens eksistens her på jorden. Nu i dette øjeblik krydsede vores liv af en eller anden grund hinanden på samme uundgåelige måde, som North Laura og hovedgaden krydsede hinanden.

Mit hjerte hamrede, i takt med at afstanden mellem os mindskedes først fra tre huse til to så til et, og det gik op for mig, at han med vilje havde sat farten ned.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Hvis jeg også satte

tempoet ned, så kunne han regne ud, at jeg holdt lidt for meget øje med en fremmed mand. Men hvis jeg bare gik videre, ville jeg hurtigt indhente ham og hvad så? Eller værre endnu ville jeg overhale ham, og hans blik ville brænde mig i ryggen. Han ville se min leddeløse gangart, mine bare ben og slidte lædersko, min lidt for lille slidte, rødbrune kjole, jeg gik i skole i, og mit kedelige glatte, brune hår, der ikke havde været vasket siden i søndags.

Så jeg satte farten ned. Som var vi forbundet med en usynlig snor, satte han farten tilsvarende ned. Så satte jeg farten endnu mere ned, det gjorde han også, til sidst bevægede vi os nærmest ikke fremad. Til sidst standsede han op og stod helt stille. Jeg kunne ikke andet end gøre det samme, og så stod dér vi som to tosser midt i hovedgaden.

Han stod bomstille, som om det var en leg, vi legede. Jeg var stiv af skræk, fordi jeg var ubeslutsom og forvirret over det spirende begær. Jeg havde kun kendt ham i de par minutter, det tog at gå fra ét vejkryds og hen til det næste, men jeg sitrede allerede indeni.

Jeg hørte hverken lægens robuste kone eller metalhjulene under hendes barnevogn bag mig. Da mrs. Bernette og hendes tumling som ud af det blå var oppe på siden af mig og forsøgte at komme forbi, fór jeg sammen som et skræmt egern.

Mrs. Bernette smilede mistænksomt med løftede, plukkede øjebryn med et uudtalt spørgsmål, mens hun nøjedes med at sige „Torie”.

Jeg gav hende kun lige akkurat et nik, og jeg havde ikke åndsnærværelse nok til at huske, hvad den lille hed, eller at rode ham i det lyse hår.

Den fremmede sprang til siden, så mrs. Bernette kunne komme forbi. Hun så op og ned ad ham og smilede nervøst,

da han tog sig til kasketten og hilste med et „Ma’am”. Hun så igen bebrejdende på mig, som om hun forsøgte at løse en gåde, vendte sig så om og vraltede videre.

Vi var faktisk en gåde, han og jeg. Gåden lød sådan her: Hvem går altid en fælles fremtid i møde? Svaret er: marionetter på den samme snor.

„Victoria,“ sagde han henkastet, som om vi allerede kendte hinanden, da han til sidst vendte sig om og stod lige foran mig. „Følger du efter mig?“ Nu var det åbenbart hans tur til at komme med en kvik bemærkning, og han smilede lige så fornøjet over sit eget vid som over det, han fejlagtigt troede var mit.

Jeg stammede som et barn, der var blevet taget med fingrene i kagedåsen, og sagde „Nej”.

Han lagde de solbrændte arme over kors og sagde ikke mere. Jeg kunne ikke afgøre, om han overvejede, om han skulle stille mig endnu et spørgsmål, eller han bare skabte sig overblik over situationen generelt.

Da jeg ikke længere kunne holde min egen forlegenhed over tavsheden ud, rettede jeg mig op og spurgte kækt, selvom jeg følte mig alt andet end det: „Hvorfra ved du, hvad jeg hedder?“

„Jeg hører godt efter,“ sagde han. Han var frembusende, men samtidig beskeden. „Victoria,“ gentog han langsomt som bare for at nyde at lade stavelserne rulle hen over tungen. „Et navn, der er en dronning værdigt.”

Charmen overdøvede hans lettere forpjuskede fremtoning, og selvom jeg gjorde, hvad jeg kunne for at virke ligeglad, kunne han gennemskue mig. Hans mørke øjne havde allerede inviteret mig, før han sagde det højt: „Skal vi følges?

Jeg mener gå ved siden af hinanden.“ Han pegede. „På ordentlig manér?”

Jeg stivnede, for ja, jeg ville gerne gå ved siden af ham, og alligevel holdt almindelig kutyme eller ungdommelig kejtethed mig tilbage. Eller måske var det forudanelse. „Nej tak,“ svarede jeg. „Det går ikke … jeg mener … jeg kender dig jo slet ikke …“

„Jeg hedder Wil,“ indskød han, før jeg kunne nå at spørge. „Wilson Moon.“ Han lod sit fulde navn ringe for mine ører et øjeblik; så kom han hen til mig med fremstrakt hånd. „En fornøjelse at hilse på dig, miss Victoria.“ Med ét blev han meget alvorlig og ventede på, at jeg skulle træde så tæt på, at jeg kunne nå ham med min hånd.

Jeg tøvede lettere utilpas, og så nejede jeg. Jeg ved ikke, hvem der blev mest overrasket. Jeg havde ikke nejet for nogen, siden jeg var en lille pige i søndagsskolen, men jeg kunne pludselig ikke finde på andet at gøre, for jeg var for bange for at trykke ham i hånden. Jeg blev straks forlegen og havde forventet, at han ville le ad mig, men det gjorde han ikke. Han smilede bare over hele hovedet, lyst, stort, oprigtigt, men ikke det mindste drillende. Han nikkede indforstået og sænkede hånden, stak den i stedet i lommen på sine beskidte overalls og blev i øvrigt stående helt stille.

Jeg kunne ikke greje det dengang, hvor jeg stod som fortryllet af hans blik, men jeg skulle senere finde ud af, at Wilson Moon ikke havde den samme tidsopfattelse som de fleste andre mennesker, og heller ikke meget andet for den sags skyld. Han havde aldrig nogensinde travlt og trådte aldrig sig selv over tæerne eller opfattede lange pauser i en samtale som pinlig tavshed, der måtte udfyldes med ligegyldig småsnak. Han kiggede sjældent langt ud i fremtiden, og endnu

sjældnere så han sig tilbage, til gengæld holdt han ofte øjeblikket her og nu som i sine hænder og gav sig tid til både at undersøge det nøje og få det hele med, uden at undskylde for det og uden en fornemmelse af, at det burde være anderledes. Intet af dette kunne jeg vide, da jeg stod ubevægelig i hovedgaden, men med tiden ville jeg lære hans måde at være i verden på bedre at kende og selv lære at gøre som ham, når jeg virkelig havde brug for det.

Så, ja, jeg ændrede mit svar, og jeg sagde ja til at følges hen ad hovedgaden den eftermiddag i oktober med en dreng ved navn Wilson Moon, som nu ikke længere var som en fremmed for mig.

Selvom vi udelukkede udvekslede høfligheder, og spadsereturen var ganske kort, havde ingen af os lyst til at skilles, da vi nåede frem til Dunlaps og tog de slidte trin op til verandaen i øjesyn. Jeg blev hængende sammen med ham med et bankede hjerte ved det forfaldne indgangsparti.

Wil fortalte ikke meget om sig selv. Selv da jeg spurgte, om Wil var en forkortelse af Wilson, og om der var to eller kun ét L i det, trak han bare på skulderen og svarede: „Det’ op til dig.“ Men én ting fandt jeg ud af om Wilson Moon den dag, og det var, at han havde arbejdet i kulminerne i Dolores, og at han var stukket af derfra.

„Var lige kommet op til overfladen og havde fået nok,“ sagde han. „‘Se at komme afsted,’ hørte jeg en stemme for mig. ‘Løb.’“ Kulvognene på vej til Durango-Silverton var fuldt lastede og klar til at blive kørt derfra, sagde han, og da fløjten lød, var det, som om det også var en opfordring til ham, lang og trillende og insisterende. Det eneste, han vidste, var, at de vogne skulle et sted hen, og det var væk fra det sted, hvor han var nu. Da toget langsomt satte i bevægelse, sprang

han ad en rusten stige op på en lun, sort seng af kul. Bossen opdagede ham og løb efter toget, mens han brølede og kastede forbandelser efter ham, mens han rasende svingede sin hat. Snart var sjakbajsen og minerne flere minutter væk, og Wilson Moon vendte ansigtet mod vinden.

„Vidste du ikke engang, hvor du var på vej hen? Hvor du ville havne til sidst?“ spurgte jeg.

„Det’ hip som hap,“ svarede han. „Det gør ikke den store forskel, hvor det skulle være, vel?”

Det eneste, jeg kendte, var Iola og markerne omkring det brede, lige stykke af Gunnison River. Den lille by for foden af Big Blue-skovene mod syd og de knejsende Elk Mountains mod vest og nord. Et kludetæppe af landbrug og kvægavleres gårde i en lang hale langs floden mod øst. Min bror og jeg var født i den høje metalseng, som fyldte det halve af et lysegult værelse bagerst i stuehuset, på en gård, der var gået i arv til min far fra min bedstefar, og som kun blev brugt til børnefødsler eller som gæsteværelse, indtil den dag min onkel Og flyttede ind hos os efter ulykken. Vores gård var ikke noget særligt. Den var ikke særlig stor, kun nogle og tredive tønder land med udhuse, stuehus og en grusvej lang som et ulvehyl som indkørsel. Men fra laden og ud til hegnet bagved lå den eneste ferskenplantage i hele Gunnison County, hvor frugterne voksede sig store, rosenkindede og søde. Skellet mod øst var den snoede Willow Creek, der med sit iskolde smeltevand fra bjergene kom med masser af væde til vores frugttræer og beskedne rækker med kartofler og løg. Om natten piblede bækken uden for mit vindue mig til ro i min seng med hånddrejede stolper. Her havde jeg sovet stort set hver eneste nat i hele mit liv. Solopgangen over Tenderfoot

Mountain i det fjerne og det lange fløjt fra de tre togafgange om dagen, når de kørte fra remise i udkanten af byen, var det ur, jeg orienterede mig efter. Jeg vidste præcis, hvordan eftermiddagssolen faldt ind gennem det lille køkkenvindue på det lange fyrretræsbord en vintermorgen. Jeg vidste, at krokus og ridderspore var de første forårsbebudere, og at gederams og gyldenris var årets sidste vilde blomster. Jeg vidste, at et dusin stensvaler fløj lavt over floden, når døgnfluerne klækkede, og at det ville være nøjagtig sammenfaldende med, at min far fik en regnbueørred på krogen. Og jeg vidste, at det værste tordenvejr, djævelsk mørkt og faretruende, næsten altid drev ind fra de nordvestlige tinder, og at hver eneste sangfugl, ravn og skade ville tie, lige før himlen åbnede sig.

Så nej, det ene eller andet sted kunne efter min opfattelse ikke være hip som hap, og jeg undrede mig over, hvorfor denne dreng ikke vidste, hvad det ville sige at høre hjemme et sted.

„Og hvor er dine ting?“ Jeg gad nok vide, hvordan det var at strejfe rundt på den måde.

„Det samme,“ sagde han med et skuldertræk og et stort smil, som om han vidste noget om ting, som jeg ikke var indviet i, og det viste sig da også til sidst at være sandt. Han ville komme til at lære mig om, hvor uforstilt et liv renset for alt ud over det allermest nødvendige var, og at når alt kom til alt, var der ikke var meget ud over viljen til at fortsætte livet, der betød noget. Hvis han havde fortalt mig det dengang, ville jeg ikke have troet ham. Men tiden kan gøre underværker.

Jeg kunne ikke på stående fod finde på en undskyldning for at gå med ham ind på Dunlaps. Selv hvis jeg ikke havde været i selskab med en fremmed dreng, ville en pige som

mig aldrig sætte sin fod i et usselt logihus uden en meget god grund og passende følgeskab. Det var også ved at blive sent, og jeg havde stadig til gode at få hevet Seth ud af spillebulen og få ham hjem før min far, der havde været ude for at presse hø for mr. Mitchell.

Jeg foreslog, at det var på tide at sige farvel, ved at sukke „Jamen …“ men jeg blev stadig stående. Jeg forventede, at han ville reagere på mit tegn, tage det næste skridt, men igen bevarede han blot roen, smilede til mig og kiggede indimellem op i himlen, som om han læste noget i de vattede aftenskyer.

„Jeg må nok hellere se at komme videre,“ sagde jeg til sidst. „Aftensmaden og alt det andet …”

Wil vendte atter blikket mod himlen og spurgte mig så, om jeg ville mødes med ham næste dag, vise ham rundt og dele en kage, eller hvad vi nu kunne finde på.

„Du er trods alt den eneste, jeg kender i denne her lille gnalling af en by,“ sagde han.

„Du kender jo heller ikke mig,“ sagde jeg. „Ikke ret godt i hvert fald.”

„Jo, det gør jeg da.“ Han blinkede til mig. „Du er miss Victoria, Iolas dronning.“ Han bukkede og slog ud med hånden, som om jeg virkelig var af kongeslægt, og jeg lo. Så rettede han sig op og så mig lige i øjnene, så længe at jeg blev bange for at smelte som chokolade, som jeg stod dér på verandaen i den lave sols sidste stråler. Han sagde ikke noget, men det var alligevel, som om han vidste ting, han umuligt kunne vide, om mig. Han gik tættere på. Jeg indsnusede hans duft, stærk og sød og skarp og mærkværdigt tiltrækkende, og jeg så et øjeblik ind i hans bundløse, mørke øjne.

Hvordan kan man overhovedet leve i sytten år uden så meget som at overveje, om nogen ved, hvem man er? Jeg havde

end ikke tænkt tanken, at nogen var i stand til at trække sløret væk og se, hvem jeg var. Jeg stod ved indgangen til det tarvelige logihus og havde det, som om han så lige igennem mig, holdt mig op mod lyset på en måde, jeg aldrig havde haft fantasi til at forestille mig, før jeg mødte Wilson Moon.

Genert trådte jeg væk fra ham; så sagde jeg ja til at mødes med ham næste dag. Jeg ville gerne have mere. Det føltes som at længes inderligt efter solen efter lang tids gråvejr. Men før vi nåede at aftale noget videre – tid, sted, årsag – ramte en velkendt stemme ude fra hovedgaden mig i ryggen som en sten.

„Torie!”

Der stod min bror, Seth, svajende med en brun ølflaske i venstre hånd.

„Torie, vil du så se at komme væk fra det beskidte bæst!“ snøvlede han og pegede på Wil med flasken, så det skvulpede ud over den og ned i støvet.

„Min bror. Fuld,“ sukkede jeg til Wil og vendte mig hurtigt om. Jeg sprang ned ad trinnene fra Dunlaps og sagde over skulderen: „Jeg skal gå nu,“ og ilede ned til Seth, før han nåede at skabe ballade.

„Hvem er det svin?“ gryntede Seth med en Lucky Strike hængende i mundvigen henvendt til Wil snarere end mig.

„Ikke nogen,“ sagde jeg og skubbede Seth videre med en hånd på hver skulder som i tømmerne på et stædigt æsel og førte ham i retning af krydset ved North Laura. Selvom Seth var mere end et år yngre end mig, havde han været højere end mig, siden den dag han fyldte femten, og i det halve år der var gået siden da, var han vokset yderligere ti centimeter. Jeg var ikke særlig høj, så sammenlignet med andre drenge på samme alder var Seth stadig i den lave ende, tætbygget og med et temperament som en bokser. Jeg kæmpede for at

få ham ud af Wils synsfelt og væk fra andre tilskuere og få ham hjem.

„Det var bare en, der spurgte om vej,“ løj jeg, selvom det for kun et kvarter siden havde været sandt. „En, der er på gennemrejse.”

„Sortsmuskede skiderik …”

„Du stinker, Seth.“ Jeg afbrød ham. „Værre end en hundelort. Du må hellere få vasket dig, før far kommer hjem.“

„Skide være med far,“ snøvlede han i sin beruselses mod. Han tog et dybt sug af cigaretten, før han smed den fra sig.

„Gør nu bare, som du får besked på for en gangs skyld, uden at gøre vrøvl,“ sagde jeg og tværede gløden ud med min hæl. Så så jeg mig over skulderen og fik et glimt af Wil på verandaen foran Dunlap, hvor han stod og læste mig som en åben bog.

„Grise kan flyve, før jeg adlyder en ordre fra dig, din tøs. Du skal ikke tro, at du kan …“

„Hold mund, Seth,“ sukkede jeg. „Hold nu bare kaje.“ Jeg kunne ikke holde ud at høre så meget som et ord mere. Lige dér hadede jeg ham mere end nogensinde før. Det havde også noget med Wil at gøre. Det havde længe haft noget med min far og onkel Og at gøre, og min mor og min fætter og min tante, som jeg ikke længere huskede så tydeligt. Men allermest var den afsky, jeg havde over for Seth, hudløs og med torne som en tidsel, som stak mere og mere, for hver dag der gik.

Jeg skubbede ham fremad af alle kræfter. Jeg skubbede ham én gang, så han begyndte at vakle, og så en gang til under hans højlydte protester og mens flasken dinglede, men han gik ikke til modangreb. Måske var han for fuld til at tage sig af det, eller måske vidste han lige så godt som mig, at han

var nødt til at være hjemme i svinestien, før solen gik ned bag bjergets top.

Vi drejede ned ad North Laura. Hvor vejen sluttede blindt, fortsatte vi ad en lille trampet sti til vores gård, gennem græsset, forbi det yderste hjørne af skøre Ruby-Alice Akers grund skjult af fyrretræer og videre ud over en bar græsmark. Det var den lige vej mellem gården og byen, og Seth og jeg havde gået ad den cirka tusind gange før. Da vi var børn, gjorde vores mor det til Seths opgave at passe på mig, når vi gik den vej, frem og tilbage, selvom han var yngre end mig og meget mindre ansvarlig, af den simple grund at han var dreng. I takt med at vi blev ældre, var det mig, der passede på ham, ikke fordi nogen sagde, at jeg skulle, men fordi det var nødvendigt, for min skyld og for hans, og for min fars skyld også. Men uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke redde Seth fra sin egen udåd, og jeg var led og ked af at prøve.

Jeg skyndte på ham, jeg puffede ham fremad, han vaklede og bandede. Så smed han flasken fra sig. Før jeg nåede at registrere det, trådte jeg på den, snublede forover, tog Seth med i faldet og slog mig slemt på hofte og albue. De små ting: en fuld drengs løse greb, en flaske, der glider ud af en hånd, en forstuvet ankel, et forrevet kjoleærme. Men det er ofte skæbnens små puds, der mest gennemgribende ændrer vores retning i livet – godstogets fløjt, et spørgsmål stillet ved et gadekryds af en tilrejsende, en brun flaske på stien. Vi kan jo godt prøve at overbevise os selv om noget andet, men vi bestemmer ikke selv. Vi vælger ikke vores skæbne, som når vi plukker en fersken, lige når den er perfekt moden og mest velsmagende. I den endeløse vaklen mod at blive os selv høster vi de frugter, som byder sig.

Jeg lå forvirret på jorden. Seth kom til at grine, men så

holdt han op. Min ankel gjorde ondt. Mens jeg prøvede at komme op, gled Wils arm, inden jeg vidste af det, under mig, og så løftede han mig selvsikkert op i sine arme, som en brudgom ville gøre det. Og selvom der ikke var noget dørtrin – kun en mark med vilde gyldenris og højt, vissent græs – så husker jeg det som dér, det begyndte. Jeg stivnede ikke over hans berøring, jeg protesterede ikke over, at han holdt mig tæt ind til sig, mens han ubesværet løftede mig op mod sit sodede bryst, jeg insisterede ikke på at gå på en ankel, der allerede var hævet op.

„Du fulgte efter mig,“ sagde jeg tonløst.

„Jep,“ svarede han bare og så ned på Seth, der i sin fuldskab var dejset om. „Hvad stiller vi op med ham?“ spurgte Wil.

„Ikke en flyvende fis,“ svarede jeg til Wils fornøjelse. Ikke en flyvende fis, gentog jeg for mig selv overrumplet af mit eget oprør i både sprog og handling. Jeg ville lade min bror ligge på jorden. Jeg ville lade mig bære hjem af en, jeg knap nok kendte.

Jeg sitrede over det hele. Om det var af smerte eller vrede eller spirende forelskelse, kunne jeg ikke afgøre – måske var det alle tre ting – men min krop begyndte at ryste, som om Wil lige havde trukket mig op af en frossen sø. Jeg klyngede mig til hans muskuløse hals, mens han gik. Jeg følte mig let som et lille barn i hans arme, jeg var også lige så fuld af tillid som et barn. Det lignede mig ikke; så let om hjertet at tage imod hjælp og beskyttelse, at nære så lidt mistanke til en fremmed drengs hensigter. Og alligevel var det mig, der var pigen, som han bar i sine arme. Vi bevægede os ad en sti, som jeg havde trådt hele mit liv, men på en måde, jeg slet ikke kendte til, og det var, som om alt omkring mig umærkeligt forvandlede sig. Måske var min far allerede kommet hjem

og ventede på gården. Min onkel Og sad højst sandsynligt i sin rullestol ved vinduet eller ude på verandaen, som han gjorde de fleste dage. Begge var de sandsynlige vidner til, at denne fremmede kom bærende med mig hen over marken. Men efter at have frygtet min fars fordømmelse og min onkel Ogdens vrede i årevis var jeg ligeglad med, hvad de tænkte, og hvordan de reagerede. I sammenligning med Wils arme omkring mig blev min far og Ogdens autoritet og etikette umådelig ligegyldig. Selv de omgivende bjerge, selv konsekvenserne forekom uendelig små.

Jeg var gået fra stuehuset samme morgen som en helt almindelig pige på en helt almindelig dag. Jeg kunne stadig ikke sige, hvad det var for et nyt kort, der var foldet ud inden i mig, men jeg vidste, at jeg ikke længere var den samme, der kom hjem, som da jeg gik. Jeg følte mig som en af de opdagelsesrejsende, som jeg havde hørt om i skolen, da de fik øje på en fjern og gådefuld kyst på det, de havde troet var et uendeligt hav. Pludselig var jeg en portugisisk søfarer i mit eget indre, slet ikke selv klar over, hvilket land jeg havde opdaget. Jeg hvilede mit hoved mod Wils brede skulder og spekulerede på, hvor og hvem han var kommet fra, og hvor længe en strejfer mon blev ét sted.

BONNIE GARMUS

1948, Iola, Colorado. Som eneste kvinde i en familie af van skelige mænd står 17-årige Victoria Nash for husholdningen på den ferskenfarm, der har været i slægtens eje i generationer. Et tilfældigt møde med den omflakkende Wilson Moon bliver skæbnesvangert, og Victoria ser sig snart tvunget til at forlade det eneste liv, hun nogensinde har kendt.

Hun tager flugten op i bjergene, hvor hun må kæmpe indædt for at overleve i vildmarkens rå skønhed. Men med årstidernes skiften mærker hun også forandringer i sig selv, og langsomt finder hun styrken til at genvinde, hvad der er gået tabt.

LØB SOM FLODEN er en fortælling om familiekærlighed og nedarvet svigt, om søstersolidaritet på tværs af generationer og klasseskel, og en skildring af en kvindes ensomme kamp for at forme sin egen vej gennem livet – og i sidste ende selv bestemme, hvor og hvordan hun vil slå rod.

Udsøgt … Med fintfølende præcision fremkalder Read både Colorados forrevne vildmark og landskabet i sine karakterers oprørte hjerter.

KIRKUS REVIEWS

Bevægende fortælling om kvindelig ukuelighed.

THE INDEPENDENT

Storslået.

BOOKLIST

ISBN 978-87-400-8249-4

Tragisk, opløftende … Fuldstændig uforglemmelig.