Den nittende ø - læseprøve

læseprøve

DEN NITTENDE Ø

Afsamme forfatter:

Den permanente (2017)

Superstar (2018)

Grav (2019)

Manden i tre dele (2021)

Skrænterne omkring den lille bygd tronede mørkt og vagtsomt. Over dem skar fjeldsiderne en stejl kløft ned til fjorden, hvor vandet lå blikstille i månelys. De første mennesker på Færøerne havde forestillet sig, at disse enorme skålformede kløfter var blevet skabt,da Gud havde trukket sin pegefinger gennem klippelandskabet,ubesværet, som gennem perlende ølskum.Ogat fjorden foran den lille bygd var en tåre fra Hans øjenkrog,fældet i beundring over landskabets barske skønhed, hvor intet talte for, at livet nogensinde ville kunne opstå. Og da slet ikke bestå.

Men menneskets overlevelsesevnehavde forbløffet Gud. I de følgende århundreder havde de tæmmet øgruppen og lært sig at skaffe føde fradegolde fjelde og havetsiltre vandmasser. Medtiden udviklede de endda nye færdigheder, der gav dem fred til mere end blot at overleve. De byggede kirker, avlede får og dyrkede jorden, de samlede sig i små bygder i kløfternes stormly og affandt sig med, at himlen heltuvarslet kunneslukkes af kulsorte storme eller tåge så tæt som bålrøg.

Ognærmest uundgåeligt havde øernes barske natur trængt sig ind gennem menneskenes hud som mikroskopiske sporer og afsondret en robust substans i deres blodbaneroghjernevæv, hvorved de med

krop ogsjæl var blevetforankret tilklipperne oghavet ogikke mindst deres tro på Gud.

Ingen vidste, præcis hvornår bygden i bunden af kløften var blevet grundlagt, kun atden lille farverige klynge af huse engang i vikingetiden havde været hjemstavn for Tróndur– en hedensk vikingehøvding,som havde styret Færøerne, indtil Sigmundur iår 1000 havde halshugget Tróndur og udbredt kristendommen til øgruppen. Det var i hvert fald de sølle brudstykker, som Hjalti Kjølbro nu tusind år senere kunne genkalde sig fra skolen.

At kristendommen var kommet til Færøerne ved blod.

Tanken sendte et gys ind under Hjaltis flannelsskjorte. Fra sit køkkenvindue stirrede hanudpå hovedvejen.Lyset faldtskarpt fra den nyemast med overvågningskameraet, der skræmte dyreaktivisterne væk og hjalp de unge mænd og kvinder med at huske at sænke farten på vej ind i bygden.Hjalti sukkede. Problemetvar jo, at de unge ikke kunne komme hurtigt nok væk herfra.

Hans blik fortabte sig i mørket bag masten. Han håbede snart at se billygter på den stejle landevej. Han blev altid utilpas på den sidste dag. Det var ikke sundt at bo i en by uden kvinder. At vide, at der bag delysende vinduer på den anden side af gaden kun fandtes mænd. Mændmed stærke hænder og dunkle hoveder.

Hjaltis far havde altid sagt, at de tre vigtigste ting, en færøsk mand kan tage med sigud på havet, er korset, hans redningsvest og visheden om kvinden, der venter ham på fastlandet. Havet fik naturligvis altid det sidste ord. I 1913 var alle mænd i Skarðomkommet under en storm. Der havde kun været kvinderne, ennyfødt dreng og en olding tilbage. Ikke mange år efter var Skarðenspøgelsesby.De nedbrudte ruiner stod stadig tilbage som et varsel om, at havets nåde kun er til låns.

Husene iHjaltis bygdvar bygget itraditionelfærøsk stilmed saddeltageogfarverigt bejdset tømmer på et fundament af beton. Ikke som i Thorshavn og de andre mere moderniserede bygder, hvor de tilbagevendende orkaner havde fremtvunget nye byggestile i beton

ogstål. Traditionvar blevetfor besværligt, for omkostningstungt. Det lærte man ikke om på de danske universiteter. Det var ihvertfald påstanden,når de, der ikke kunne få job uden for Færøerne, vendte hjem med munden fuldaf fremskridtet, smitten, og gylpede den ud over deres fødeegn.

Hjalti holdtvejret. Kørestolens hjulklikkede udepå gangen. En langsommelig, metallisk vals. Lyden gav hammyrekryb. Han mærkedelettelsen, da hjulene bumpede over karmen ind til stuen, og huset igen blev stille.

»Avfor…« Hjalti slap vedhænget på sin halskæde. Han havde knuget sølvkorsetdybt ind i håndfladen.

Weekenden havde føltes længere, end denplejede. I fredags var alle bygdens kvinder og børn traditionen tro kørt til Thorshavn for at fejre nytår. Nu var det søndag aften. Og mændenes humør varskiftet fra frihed til forladthed efter drikkelaget i går. Den uvante følelse af tømmermænd gavham en kvalm melankoli.Dette var den eneste dag på året, hvor han løj for Sara.

Nej, skat, vi drakkun et par øl og gik tidligt i seng.

Hjalti Kjølbro tog en dyb indånding.

Franuaf skulle hanlyve for sin hustru alle dage frem til sin død.

»Ska-at? Hvor er du?«

»Køkkenet,« svarede han, påpasselig med at stemmen ikke knækkede.

»Står dudér?« sagde Sara med en rest af latter fra afskedskrammenemed veninderne.»Hvorfor har du tændt alt lyset i huset?«

»Det blev pludselig så mørkt.«

»Okay? Hvorerdin far?«

»Stuen. Fjernsyn.«

Han hørte hendes tøvende vejrtrækning bag sig.

»Har I spist?«

»Jeger ikke sulten.«

»Gik det så galt igår?«

»Nej, skat, vi drak kun et par øl og gik tidligt i seng.«

Sara sukkede.»Hvor er Ísakur?«

»Overnatter i fjeldene.«

»Nu igen? Den dreng er for meget i sit eget selskab. Hans hoved bliver sært.« Der lødet bump, da hun satte bæreposerne på køkkenbordet. »Har du ikke noget, du skal sige til mig?«

Hjalti indfangede konens silhuet med øjenkrogen. »Hvad mener du?«

Hun lo. »Hvor mange penge jeg har brugt?«

»Jeg… jeg er nødt til at fortælle dig–«

»Hej far!« Datteren sprang ind i køkkenet. »Hvad synes du?«

Hjalti smilede stift, imens Røskva piruetterede på køkkengulvet i en hvid kjole. »D-den er flot, skat.« Han mærkede Saras granskende blik på sig. »Måske lidt kort.«

»Slapaf, far! Milja købte hotpants, der totalt flasher hendes Kardashian-røv.«

»Hov,hov!« Hjalti lo tørt, blikket flakkede og fandt det skævthængendekrucifiks på væggen.

Datteren betragtede ham med sine kønne blågrønne øjne, der var gået i arv fra mor til datter. »Hvad er der med dig, far?«

»Hvad mener du?«

»Duer mærkelig. Og bleg. Har du tømmermænd?«

Utilpasheden kogte i Hjaltis kinder. »Vi fik måske mere end ‘bare et par øl’ i går.«

»Så er der i det mindste nogen, der lever livet lidt i den her flække.« Datteren blinkede til ham og gik nynnende ud af køkkenet.

»Duvillefortælle mig noget?« sagde Sara.

»Vi, øhm…«

»Ja?«

Hjalti rystede på hovedet. »Jeg kom til at give far lidt at drikke i går.«

»Hvad?«

»Ikke meget. Vi–«

»Hjalti, du taler sort. Først er det ‘jeg’, så er det ‘vi’? Vælg.«

»Vi. Det er vi.«

»Lad mig gætte: du og Shurdur?«

Hjalti nikkede.

»I blev lidt kåde, din far kom ind til jer, tiggede om en øl, og Shurdur mente, at detikke kunne gøre skade, for din far tager jo kun morfintre gange om dagen.«

»Ja.«

»Er der merealkohol i huset?«

Han nikkede.

»Hæld det i toilettet. Alkohol giver mændideer, der skræmmer dem fravid og sans dagen efter.«

Sveden kriblede under Hjaltis skjorte.

Sara gikhen til ham, holdt hans kinder med to lune håndflader.

»Konerne og jeg skal vist have en lang snak om, hvad vi stiller op med jer til næste år. Ikan ikke finde ud af at være alene.«

Hjalti sukkede. Saras hænder føltes bløde, trygge. Ufortjente.

Hjalti oghans far sad i tavshed foran fjernsynet. Nyhedsoplæserens stemme kørte som et dæmpet lydspor. En krydret duft fra køkkenet fik Hjaltis mave til at knurre. Han havde ikke spist hele dagen, men nu hvor Sara og Røskva var vendt hjemog havde fyldt huset med lys og latter, var det nærmest, som om alting var normalt igen.

Hjalti skævede til sin far. Hans rødrandede øjne stirrede gnavent på skærmen. Kørestolen så alt for lille ud til hans lange krop. Farens engang så kraftfulde fremtoning var erstattet af en gennemsigtig skrøbelighed, som om han var blevet fortyndet i et glas vand. Brystkassen faldt indad, og hans sweater var grånet af vask. Af og til mimrede læberne under hans buskede skæg, men ordene sad fast på tungespidsen, fordi en blodprop havde slukket de dele af hans hjerne, der

kunne udtale dem. Det skete sjældnere og sjældnere, at der tændtes et lys i hans hoved, og athan evnede at stykke sætninger sammen.

Hjalti lukkede døren ind tilstuen og satte sig på hug ved kørestolen.

»Far?«hviskede han.

Faren stirrede, tavs, indesluttet. Hjalti kørte en hånd frem og tilbageforan hans ansigt. Den gamles pupiller svingede i takt med hånden. Godt. Der var liv.

»Far, vi ernødt til at tale om i går.«

Faren trak vejrettungt. Han hadede, når folk talte til ham. Det betød, at de så på ham.

»Kan du huske, da du fik en øl i går, far? Shurdur var her også.«

Pupillerne flød under hans rynkede øjenlåg.

»Dufortalte os noget. Kan du huske det?«

Tavshed.

»Noget om…«Hjalti dæmpede stemmen til en tør hvisken. »Eivør.«

Et surt luftstød undslap farens mund. »Ei… vør. Mænd… i natten.«

»Hvad?«

En gnist sprang fra den gamles øjne. Han greb Hjaltis arm med sine kriblende, fladpudede fingre. »De horer… de puler…«

»Hvad? Hvem?«

»Desorte fugle, de danser på korset, de bærer det ikke på skuldrene.«

»Hvem snakker du om?«

»To mænd i natten.«

»Far, jeg–«

»Alt skal bades i blod. De sortefugle skalbades iblod.« Faren var udeaf sig selv, spytbobler stod ham om munden.

»Tagdet roligt. Der er ingen mænd i natten,« sagde Hjalti med famlende hænder.

»To mænd… alt skal…«

»Hvad sker der?«

Hjalti mødte forskrækket Saras blik i døråbningen. »Hvor længe har du stået der, skat?«

»Gør det en forskel?«

Faren hostede,som om han havde slugt saltvand.

»Det er bare far. Han øhm…« Hjalti skævede til kørestolen. Den gamle vardrevet vækigen. Hjaltiåndede skamfuldtud.Sarahavde haft ret. Alkohol gav mænd dummeideer. Og nu skræmte de ham fra vid og sans.

Der var faldet ro over huset, og Hjalti var netop krøbet ned under dynen, da han hørte Saras stemme:

»Lys.«

Hans øjenlåg gledop. Hun stod ved soveværelsesvinduet i sin natkjole.

»Hvad snakker du om, skat?« sukkede han. »Kom i seng.«

»Der er lys i kirken. Det kommer fra sakristiet.«

Hjalti stivnede. Det føltes,som om en iskold vind skar tværs gennem soveværelset. »Skat, det er sent.«

»Duhar ret. Det er sent. Forsent. Der burde ikke være lys.«

Hjalti lod sigfalde tilbage i puden med et støn. Så sparkede han dynenaf sig.

Ude i entreen stak han fødderne i sine støvler og greb ud efter nøglerne til kirken. Hånden traf en tom krog på væggen. Isamme nu raslede nøglerne i Saras hånd. »Du havde smidt dem ude på køkkenbordet.«

»Aldrig,« mumlede han og forsvandt ud ad døren.

En let gus sivede ind fra fjorden og mættede luften med en duft af tang og muslinger.Der var ingen gadelygter i bygden, men månen lyste blegt som en afpillet hvalknogle og gav en smulesigtbarhed. Asfalten knasede under Hjaltis støvler, og nøglerne raslede i hans jak-

kelomme.Devar betroet hamog enhåndfuld andre lægmænd,der afholdt gudstjenester, når landets fåtallige præster prædikede i andre sogne.

Metallågenshængsler jamrede, da han trådte ind på kirkegården. Han stod stille et øjeblik og glippede med øjnene. Kirkens tjærede vægge reflekterede ikke månelyset, men sugede det til sig som et sort hul. Men han vidste,at de var derude. Gravstenene. De døde.

Hjalti togtrinnene op til den hvidmalede dør, dermest af altmindede om en lillelem. Hårene på hans underarme rejste sig.Døren svajede i brisen. Han kunne have svoret, at han havde låst den.

Han trådte ind i våbenhuset. I ældre tider var bygdens mænd påbudt at læggederes våben her før gudstjeneste. Nu hang der kun knager til overtøjet. Han stirrede ind i kirkerummets mørke svælg. Stilheden lå tungt som en brevvægt derinde.

»H-hallo! Er der nogen?«

Han fik kun ekkoetafsin egen bange stemme som svar.

Han tændte sin medbragte lommelygte og lyste derind. Kirkens fortættede midnatsversion trængte sig indpå ham: lugten af tørt træ ogudslukte vokslys, de kulsorte spalter mellem kirkebænkene, der kunne gemme på hvad som helst.

Angsten lå som et reb om hans hals. Han tvang fødderne frem mod alteret.Gulvplankerne gav sigunder hansvægt. Knagelydene løb ud i krogene og fik ham til at svinge lyskeglen ud efter ting, der ikke var der. Han standsede foran alteret. Lyste på Jesu korsfæstede skikkelse. ‘Kvinde, hvorfor græder du?’stod der skåret ind i planken under træfiguren.Et øjeblik blev han overrumplet af minder fra sin barndom, gemt bag tynde gardiner af skræk.

Han gjorde korsets tegn, hviskede sagte: »I FaderensogSønnens og…«

Hjalti fór sammen. Der havde lydt et brag i kirken. Brutalt, som en knytnæve hamret ned iet bord.

Han stirrede stumaf rædsel på den korsfæstede. Hans første tanke

var, at han havde hørt syner. Men så hørte han ekkoet runge omkring sig. Syner slog ikke ekko. Med hjertet i halsen greb han messinglysestagenfra alteret og svingede ud bagsig. Stagens metalarme hvinede gennem tom luft. Hans øjne afsøgte panisk bænkene.

Tomme. Der var ingen andre her. Kun ham.

Så lød endnu et brag. Han blinkede forvirret udi rummet. Støjen var bare det gamle træværk,der gav sig i trækken fra den åbne dør. Han fikstyr på sin hivende vejrtrækning og skævede til siden. En gazeagtig dugaf lys krøbud under døren tilsakristiet. Hanknugede om lysestagen, gik derhen og mærkede modstanden i dørhåndtaget, som han vidste kom fra hans egen skælvende hånd.

Så åbnede han.

Om Hjalti Kjølbro stirrede ind i sakristiet i sekunder eller minutter, ville han aldrig huske eller tillægge nogen form for betydning. Forsynet, der mødte ham, var så gennemført frygteligt, at han blev fyldt af en tomhed, der knustealt i verden, som han nogensinde havdeforstået eller tænkt på som håb.