Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe

PAGE 1 - ONLY PRESENTATION - SIDE 1 KUN TIL PRESENTATION

klinisk psykolog. Hun skrev Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe i 2012 og udgav den selv. Romanen blev utroligt hurtigt populær og solgte de første 200.000 eksemplarer, før det franske forlag Michel Lafon erhvervede rettighederne og udgav den på ny.

Samlet har den solgt over 800.000 eksemplarer i Frankrig og 2 millioner på verdensplan. Den er solgt til udgivelse i 29 lande.

Agnès Martin-Lugand er nu fultidsforfatter og har netop udgivet sin sjette roman.

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe er en varm og charmerende roman om at genfinde kærligheden og vende tilbage til livet efter en stor sorg.

„Alle, der har følelser i livet, vil elske denne roman.“ SAN FRANCISCO BOOK REVIEW

ISBN 978-87-400-4666-3

Omslag Simon Lilholt / imperiet.dk Forfatterfoto: © Matthieu Thauvin

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe

Agnès Martin-Lugand (f. 1979) er uddannet

Et år senere lejer hun et hus i en lille landsby på den irske kyst og forlader Paris for at prøve at komme videre med sit liv. Alle tager godt imod hende bortset fra hendes nye nabo, fotografen Edward. Han er en smuk mand, men indesluttet og lunefuld, og Diane gør, hvad hun kan for at undgå ham. Alligevel løber de hele tiden ind i hinanden, og langsomt begynder hun at forstå, at han måske slet ikke er den mand, hun troede, han var.

Agnès Martin-Lugand

Dianes verden synker i grus, da hun mister sin mand og sin lille datter i en bilulykke. Hun murer sig inde i sin lejlighed i Paris og lukker sin lille hyggelige bogcafé, som hun har kaldt ‘Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe’. Den var hendes stolthed, men nu minder den hende bare om, at hun ikke længere hører til blandt de lykkelige.

Agnès Martin-Lugand

ROMAN · Politikens Forlag

Lykkelige mennesker lĂŚser og drikker kaffe

Lykkelige mennesker.indd 1

20/06/2018 10.31

Agnès Martin-Lugand

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe

På dansk ved Anders Juel Michelsen

POLITIKENS FORLAG

Lykkelige mennesker.indd 3

20/06/2018 10.31

Til Guillaume og Simon-Aderaw, mit liv

Lykkelige mennesker.indd 5

20/06/2018 10.31

Vi forventer, at sorgen vil vĂŚre overvundet efter en vis tid, og vi anser det for upassende og endog skadeligt at forstyrre den.

Sigmund Freud om sorg i “Sorg og melankoli�, Metapsykologi

Lykkelige mennesker.indd 7

bd .

1

20/06/2018 10.31

Lykkelige mennesker.indd 8

20/06/2018 10.31

1

“Mor, må jeg ikke godt?”

“Jeg sagde nej, Clara.”

“Diane, lad hende nu tage med.”

“Colin, jeg er ikke idiot. Hvis Clara tager med dig, glemmer I bare tiden, og så kommer vi tre dage for sent på ferie.”

“Så tag selv med. Du kan holde øje med os!”

“Du kan tro nej. Har du set alt det, jeg skal nå?”

“Det er endnu en grund til at lade Clara tage med mig, så får du fred.”

“Mor!” “Okay. Smut så! Af sted med jer! Jeg vil ikke se jer mere.”

De var løbet ned ad trappen, fnisende og larmende.

Man fortalte mig, at de sad og pjattede i bilen, da varevognen ramte dem. Jeg sagde til mig selv, at de døde, mens de lo højt. Og at jeg ville ønske, jeg havde været hos dem.

I et helt år nu havde jeg gentaget for mig selv, at jeg skulle være død sammen med dem. Men mit hjerte blev stædigt ved med at slå. Det holdt mig i live. Til min egen store sorg.

Jeg lå på ryggen i sofaen og stirrede på røgspiralerne fra min cigaret, da hoveddøren gik op. Félix ventede ikke længere på en invitation til at komme og besøge mig. Han va9

Lykkelige mennesker.indd 9

20/06/2018 10.31

dede bare ind uden varsel eller næsten uden varsel. Han kom hver dag. Hvorfor havde jeg også givet ham et ekstra sæt nøgler?

Det gav et sæt i mig, da han kom ind, og jeg spildte aske på min pyjamas. Jeg pustede den ned på gulvet. For at slippe for at se på hans daglige rengøring gik jeg ud i køkkenet og styrkede mig med mere koffein.

Da jeg kom ind igen, stod alt som før. Askebægrene var stadig fyldt med skodder, sofabordet stadig dækket af tomme kopper, takeaway-emballage og flasker. Félix sad med korslagte ben og stirrede på mig. At se ham så alvorlig bragte mig et kort øjeblik ud af fatning, men det var hans påklædning, der overraskede mig mest. Hvorfor havde han jakkesæt på? Hvad var der blevet af hans evindelige hullede cowboybukser og stramtsiddende T-shirts?

“Hvor skal du hen i den mundering? Til bryllup eller begravelse?”

“Hvad er klokken?”

“Det er ikke noget svar. Jeg er da ligeglad med, hvad klokken er. Har du majet dig ud for at score en golden boy?”

“Gid det var så vel. Klokken er to, og du skal i bad og have tøj på. Du kan ikke tage derhen sådan der.”

“Og hvor skal jeg hen?”

“Kom nu. Dine forældre og Colins forældre venter på os.

Vi skal være der om en time.”

Jeg fik kuldegysninger, mine hænder begyndte at ryste, og jeg fik sure opstød.

“Ikke tale om, jeg skal ikke hen på kirkegården. Basta.”

“For deres skyld,” sagde han blidt. “Det er vigtigt, du tager derhen i dag. Det er et år siden, og alle vil støtte dig.”

“Jeg har ikke brug for nogens støtte. Jeg nægter at tage 10

Lykkelige mennesker.indd 10

20/06/2018 10.31

med til den åndssvage mindehøjtidelighed. Tror I, jeg vil fejre deres død?”

Min stemme bævede, og dagens første tårer begyndte at løbe. Gennem mit slørede blik så jeg Félix rejse sig og komme hen til mig. Han slog armene om mig og trykkede mig hårdt ind mod sit bryst.

“Diane, vær sød at komme for deres skyld.”

Jeg skubbede ham væk med en voldsom bevægelse.

“Jeg sagde nej! Skrid!” skreg jeg, da han lagde an til at gå hen til mig igen.

Jeg løb ind i soveværelset. Selvom mine hænder rystede, fik jeg drejet nøglen to gange om. Jeg sank sammen med ryggen mod døren og trak benene op mod mit bryst. Stilheden, som havde lagt sig over lejligheden, blev brudt af Félix’ suk.

“Jeg kommer igen i aften.”

“Du skal ikke komme.”

“Tag i det mindste et bad, ellers slæber jeg dig selv ind under bruseren.”

Hans skridt fjernede sig, og dørens smækken fortalte mig, at han omsider var gået.

Jeg sad med hovedet hængende mellem knæene i lang tid, inden jeg rettede blikket mod min seng. Jeg kravlede med stort besvær derhen, hejsede mig op og rullede mig ind i dynen. Som altid, når jeg søgte tilflugt i sengen, prøvede min næse at finde lugten af Colin. Den var der næsten ikke mere, selvom jeg ikke havde skiftet sengetøj en eneste gang.

Jeg ville stadig kunne lugte ham. Jeg ville glemme hospitals­ lugten, lugten af død, som havde gennemtrængt hans hud, den sidste gang jeg havde begravet mit hoved ved hans hals.

Jeg ville sove, søvnen fik mig til at glemme.

11

Lykkelige mennesker.indd 11

20/06/2018 10.31

Da jeg ankom til skadestuen sammen med Félix for et år siden, meddelte man mig, at det var for sent, at min datter var død i ambulancen. Lægerne gav mig lige akkurat tid til at kaste op, inden de fortalte mig, at det kun var et spørgsmål om minutter, i bedste fald timer, for Colins vedkommende.

Hvis jeg ville tage afsked med ham, var der ingen tid at spilde. Jeg havde lyst til at skrige, at de løj, men var ude af stand til det. Jeg var midt i et mareridt, som jeg troede, jeg ville vågne fra. Men en sygeplejerske viste os hen til stuen, hvor Colin lå. Hvert ord, hver bevægelse, jeg foretog mig fra det øjeblik, jeg gik ind i det rum, står ætset i min hukommelse.

Colin lå i en seng forbundet med en masse støjende og blinkende apparater. Hans krop bevægede sig knap nok, hans ansigt var dækket af blodudtrædninger. Jeg stod som lammet i flere minutter foran ham. Félix var gået med, og hans tilstedeværelse forhindrede mig i at bryde sammen. Colin vendte hovedet en anelse mod mig, hans øjne fangede mine. Han fandt kræfter til at antyde et smil. Et smil, der trak mig hen mod ham. Jeg tog hans hånd, han knugede min.

“Du burde være hos Clara,” sagde han med stort besvær.

“Colin, Clara er ...”

“Hun er inde på operationsstuen,” afbrød Félix mig.

Jeg vendte hovedet op mod ham. Han smilede til Colin og undveg mit blik. Det summede for mine ører, hver celle i min krop begyndte at skælve, og mit syn sløredes af tårer. Jeg mærkede Colins hånd knuge min endnu hårdere. Jeg så på ham, mens han hørte Félix forklare Claras situation og fortælle, at hun ville klare den. Løgnen rev mig brutalt tilbage til virkeligheden. Colin sagde med knækket stemme, at han ikke havde set varevognen, at han havde sunget sammen med Clara. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg bøjede 12

Lykkelige mennesker.indd 12

20/06/2018 10.31

mig ind over ham og strøg hans hår og pande. Hans ansigt vendte sig mod mig. Mine tårer fik hans ansigtstræk til at flyde ud, han var allerede ved at forsvinde, og jeg kunne ikke få vejret. Han løftede hånden for at lægge den på min kind.

“Schh, min elskede,” sagde han. “Tag det roligt, du hørte Félix, Clara har brug for dig.”

Jeg var ikke i stand til at undvige hans blik, der var så fuldt af håb for vores datter.

“Men hvad med dig?” fik jeg sagt.

“Det er hende, der betyder noget,” sagde han og tørrede en tåre af min kind.

Jeg græd højere og lod mit ansigt hvile i hans endnu varme håndflade. Han var der stadig. Han var der stadig. Jeg klamrede mig til dette ‘stadig’.

“Colin,” hviskede jeg, “jeg kan ikke leve uden dig.”

“Du er ikke alene, du har Clara, og Félix skal nok tage sig godt af jer.”

Jeg rystede på hovedet uden at turde se på ham.

“Min elskede, det skal nok gå, du må være modig for vores datters skyld ...”

Hans stemme døde pludselig hen, jeg gik i panik og kiggede på ham igen. Han så frygtelig træt ud. Han havde opbrugt sine sidste kræfter for min skyld, som altid. Jeg trykkede mig ind til ham for at omfavne ham, og han svarede med den smule liv, han havde tilbage. Jeg lagde mig ved siden af ham og hjalp ham, så han kunne hvile hovedet på min krop. Så længe jeg holdt ham i mine arme, kunne han ikke forlade mig. Colin hviskede en sidste gang, at han elskede mig, jeg nåede knap nok at sige det samme, inden han sov fredeligt ind. Jeg blev liggende i flere timer og holdt om ham, vuggede ham i mine arme, kyssede ham, indåndede 13

Lykkelige mennesker.indd 13

20/06/2018 10.31

ham. Mine forældre prøvede at få mig væk, og jeg skreg.

Colins forældre kom for at se deres søn, jeg ville ikke lade dem røre ved ham. Han var min alene. Félix’ tålmodighed fik mig til sidst til at give efter. Han tog sig god tid til at berolige mig, inden han mindede mig om, at jeg også skulle sige farvel til Clara. Min datter havde altid været det eneste væsen på denne jord, som kunne løsrive mig fra Colin. Det ændrede døden ikke noget ved. Mine hænder løsnede sig og slap hans krop. Jeg trykkede mine læber mod hans en sidste gang og forlod ham.

Jeg gik som i en tåge hen ad gangen til rummet, hvor Clara lå. Jeg reagerede først, da jeg stod foran døren.

“Nej,” sagde jeg til Félix. “Jeg kan ikke.”

“Diane, du er nødt til at se hende.”

Uden at slippe døren med øjnene tog jeg nogle skridt baglæns, inden jeg flygtede over hals og hoved gennem hospitalets gange. Jeg nægtede at se min døde datter. Jeg ville kun huske hendes smil, hendes blonde, viltre krøller, som flagrede omkring ansigtet, og hendes skælmske øjne, da hun var taget af sted med sin far samme morgen.

Den dag, sådan som det havde været hver dag i et år, herskede stilheden i vores lejlighed. Ingen musik, ingen latter, ingen endeløse samtaler.

Mine skridt førte mig automatisk til Claras værelse. Alt derinde var lyserødt. I samme øjeblik, jeg vidste, at vi ville få en pige, besluttede jeg, at hele værelset skulle være den farve. Colin prøvede med alle mulige trick at få mig til at ombestemme mig. Men jeg gav mig ikke.

Jeg havde ikke rørt ved noget; hverken hendes dyne, der var rullet sammen i en kugle, hendes legetøj, der lå hulter til bulter i værelset, hendes natkjole, der lå på gulvet, eller 14

Lykkelige mennesker.indd 14

20/06/2018 10.31

hendes lille kuffert på hjul, hvor hun havde lagt sine dukker, der skulle med på ferien. Der manglede kun to legetøjsdyr, bamsen, som hun havde taget med i bilen, og det, som jeg sov sammen med.

Efter at have lukket døren stille gik jeg hen til Colins garderobe, hvor jeg fandt en ren skjorte frem.

Jeg havde lige lukket døren til badeværelset for at tage et bad, da jeg hørte Félix komme igen. Der hang et stort lagen for spejlet i badeværelset, og alle hylderne var tomme bortset fra Colins cologne. Der var ingen kvindeting, ingen makeup, ingen cremer, ingen smykker.

De kolde badeværelsesfliser rørte mig ikke, jeg var ligeglad. Vandet strømmede ned over min krop, uden at jeg fik det spor bedre af det. Jeg fyldte min hånd med Claras jordbærshampoo. Den vamle lugt fremkaldte nogle tårer og en form for morbid trøst.

Mit ritual kunne begynde. Jeg stænkede min hud med Colins cologne, det første beskyttelseslag. Jeg knappede hans skjorte, det andet lag. Jeg tog hans hættetrøje på, det tredje lag. Jeg bandt mit fugtige hår op for at bevare jordbærlugten, det fjerde lag.

Inde i stuen var der blevet ryddet op, vinduerne var blevet åbnet, og det lød, som om nogen var i slagsmål ude i køkkenet. Inden jeg gik ud til Félix, lukkede jeg skodderne igen.

Halvmørket var min bedste ven.

Félix havde hovedet inde i fryseren. Jeg lænede mig op ad dørkarmen for at betragte ham. Han vrikkede med røven og fløjtede.

“Og hvad skyldes dit gode humør så?”

“Jeg har haft en fantastisk nat. Lad mig lave mad til dig, så fortæller jeg dig det hele.”

15

Lykkelige mennesker.indd 15

20/06/2018 10.31

Han havde vendt sig om og stirrede på mig. Han kom hen til mig og tog flere dybe indåndinger.

“Hold op med at snuse til mig som en anden hund,” sagde jeg.

“Du er nødt til at holde op med det der.”

“Hvad brokker du dig over? Jeg har vasket mig.”

“Det var også tiltrængt.”

Han plantede et kys på min kind, inden han gik videre med sit arbejde.

“Siden hvornår har du kunnet lave mad?”

“Jeg laver ikke mad, jeg vil bare varme noget i mikrobølgeovnen. Men jeg skal først have fundet noget, der er værd at æde. Din fryser er mere gold end Gobiørkenen.”

“Hvis du er sulten, så bestil en pizza. Du er umulig i et køkken. Du kan ikke engang finde ud af at lave en færdigret.”

“Det er jo også derfor, at du og Colin har fodret mig de sidste ti år. Du kom lige med en genial ide til, hvordan vi to kan tilbringe mere tid sammen.”

Jeg gik ind i stuen og sank ned i sofaen igen. Nu skulle jeg få lov at høre om hans fantastiske nat. Et glas vin blev hurtigt stillet foran mig. Félix satte sig over for mig og skubbede sin cigaretpakke hen til mig. Jeg tændte straks en.

“Jeg skulle hilse fra dine forældre.”

“Det var da sødt af dem,” svarede jeg og pustede røgen i hovedet på ham.

“De er bekymrede for dig.”

“Det behøver de ikke at være.”

“De vil meget gerne besøge dig.”

“Det vil jeg ikke have. For øvrigt er du heldig, for du er den eneste, jeg orker at se.”

16

Lykkelige mennesker.indd 16

20/06/2018 10.31

“Jeg er uerstattelig, du kan ikke undvære mig.”

“Félix!”

“Okay, hvis du insisterer, så vil jeg fortælle dig alt om i går aftes.” “Åh nej, fortæl mig alt, bare ikke noget om dit sexliv.”

“Du må vælge. Vil du høre om mine udskejelser eller om dine forældre?”

“Okay, jeg lytter.”

Félix var ikke nærig med sjofle detaljer. For ham var livet én stor fest krydret med en løssluppen seksualitet og stoffer, som han testede før alle andre. Han fortalte løs og ventede ikke engang på svar fra mig, han talte og talte uden ophør.

Han fortsatte bare, da det ringede på døren.

Buddet hørte også, hvordan Félix fik inviteret sig selv med hjem i en tyveårig studerendes seng. Endnu en, hvis opdragelse Félix havde påtaget sig.

“Du skulle have set hans ansigt i morges, det lille pus, det var lige før, han bønfaldt mig om at komme tilbage. Jeg blev nærmest helt rørt,” tilføjede han og foregav at tørre en tåre væk.

“Du er virkelig led.”

“Jeg havde advaret ham, men altså, når først man har fået smag for Félix, bliver man afhængig.”

Jeg havde kun taget et par bidder af maden, og han var lige ved at eksplodere. Han så stadig ikke ud, som om han ville gå. Han var bare underligt tavs, mens han samlede resterne af pizzaen op og forsvandt ud i køkkenet.

“Diane, du har ikke engang spurgt om, hvordan det gik i dag.”

“Det interesserer mig ikke.”

“Du er for meget. Hvordan kan du være ligeglad?”

17

Lykkelige mennesker.indd 17

20/06/2018 10.31

“Ti så stille. Jeg er alt andet end ligeglad. Du skal ikke tale sådan til mig!” skreg jeg og rejste mig brat.

“Prøv lige at se dig selv, du ligner et vrag, for helvede. Du laver ingenting. Du arbejder ikke. Dit liv består kun i at ryge, drikke og sove. Din lejlighed er forvandlet til en mindestue.

Jeg kan ikke holde ud at se dig gå i hundene på den måde.”

“Der er ingen, der forstår det.”

“Vel gør de så, alle ved, hvad du gennemlever. Men der er ingen grund til at tage livet af dig selv. Der er gået et år, siden de døde, det er på tide at leve igen. Kæmp for dig selv, gør det for Colin og Claras skyld.”

“Jeg kan ikke kæmpe for mig selv, og jeg har heller ikke lyst.”

“Lad mig hjælpe dig.”

Jeg orkede ikke mere og lukkede øjnene og holdt mig for ørerne. Félix tog mig i sine arme og tvang mig til at sætte mig ned. Han ville give mig endnu en af sine kvælende omfavnelser. Jeg havde aldrig forstået hans behov for at trykke mig flad mod sig.

“Skal vi ikke gå ud i aften?” spurgte han.

“Du fatter ingenting,” svarede jeg og puttede mig ind til ham mod min vilje.

“Kom lidt ud og mød verden. Du kan ikke fortsætte med at være eneboer. Tag med hen på Lykkelige mennesker sammen med mig. I morgen.”

“Jeg gider ikke Lykkelige mennesker!”

“Så lad os tage ud at rejse, begge to. Jeg kan lukke caféen.

Kvarteret kan godt undvære os ... altså undvære mig nogle uger.”

“Jeg har ikke lyst til at tage ud at rejse.”

“Det tror jeg nu nok, du har. Så kunne vi rigtig more os, 18

Lykkelige mennesker.indd 18

20/06/2018 10.31

begge to, og jeg kunne tage mig af dig døgnet rundt. Det er det, der skal til for at få dig på højkant igen.”

Han så ikke, hvordan jeg himlede med øjnene ved tanken om at have ham hængende over mig konstant.

“Lad mig lige tænke over det,” sagde jeg for at stille ham tilfreds.

“Lover du det?”

“Ja, og nu vil jeg sove, så vær sød at gå.”

Han plantede et smækkys på min kind, inden han tog sin mobiltelefon op af lommen. Han scrollede gennem sin imponerende adressebog, inden han ringede til enten Steven eller Fred eller Alex eller en helt fjerde. Han var totalt tændt ved tanken om aftenens udsvævelser og slap mig langt om længe. Jeg blev stående og tændte en cigaret, inden jeg gik hen mod entrédøren. Han lod sin samtalepartner hænge i telefonen, så han kunne kysse mig en sidste gang og hviske mig i øret: “Vi ses i morgen, men regn ikke med, at det bliver alt for tidligt, det bliver heftigt i aften.”

Jeg himlede med øjnene som svar. Så ville Lykkelige mennesker endnu en gang åbne sent den næste dag. Jeg kunne ikke stille så meget op. Det var i et andet liv, at jeg drev en bogcafé.

Félix havde udmattet mig. Jeg elskede ham ved gud, men jeg orkede ikke mere.

Mens jeg lå i min seng, tyggede jeg på hans ord. Han syntes at være fast besluttet på at få mig til at gøre noget.

Jeg måtte for enhver pris finde på noget for at slippe for ham. Når han fik den slags ideer, kunne intet standse ham.

Han ønskede, at jeg skulle få det bedre, og det ville jeg ikke.

Hvad kunne jeg finde på?

Lykkelige mennesker.indd 19

20/06/2018 10.31

Lykkelige mennesker.indd 20

20/06/2018 10.31

PAGE 1 - ONLY PRESENTATION - SIDE 1 KUN TIL PRESENTATION

klinisk psykolog. Hun skrev Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe i 2012 og udgav den selv. Romanen blev utroligt hurtigt populær og solgte de første 200.000 eksemplarer, før det franske forlag Michel Lafon erhvervede rettighederne og udgav den på ny.

Samlet har den solgt over 800.000 eksemplarer i Frankrig og 2 millioner på verdensplan. Den er solgt til udgivelse i 29 lande.

Agnès Martin-Lugand er nu fultidsforfatter og har netop udgivet sin sjette roman.

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe er en varm og charmerende roman om at genfinde kærligheden og vende tilbage til livet efter en stor sorg.

„Alle, der har følelser i livet, vil elske denne roman.“ SAN FRANCISCO BOOK REVIEW

ISBN 978-87-400-4666-3

Omslag Simon Lilholt / imperiet.dk Forfatterfoto: © Matthieu Thauvin

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe

Agnès Martin-Lugand (f. 1979) er uddannet

Et år senere lejer hun et hus i en lille landsby på den irske kyst og forlader Paris for at prøve at komme videre med sit liv. Alle tager godt imod hende bortset fra hendes nye nabo, fotografen Edward. Han er en smuk mand, men indesluttet og lunefuld, og Diane gør, hvad hun kan for at undgå ham. Alligevel løber de hele tiden ind i hinanden, og langsomt begynder hun at forstå, at han måske slet ikke er den mand, hun troede, han var.

Agnès Martin-Lugand

Dianes verden synker i grus, da hun mister sin mand og sin lille datter i en bilulykke. Hun murer sig inde i sin lejlighed i Paris og lukker sin lille hyggelige bogcafé, som hun har kaldt ‘Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe’. Den var hendes stolthed, men nu minder den hende bare om, at hun ikke længere hører til blandt de lykkelige.

Agnès Martin-Lugand

ROMAN · Politikens Forlag