Max, Mischa & Tet-offensiven

Page 1

hypnotisk. – dagbladet

MAX, MISCHA & TET-OFFENSIVEN er latter og tårer, tanker og tvivl, glemsel og minder, forståelse og empati. Jeg har kun ét at sige: RESPEKT. – Aftenposten

løber over med fortælleglæde, skarpe observationer og dyb menneskelig indsigt. – vg

MAX,

NORSKE MAX HANSEN ligger søvnløs i det amerikanske midtvesten. Han er teaterinstruktør på turné tværs gennem USA. Måske er han faktisk blevet amerikaner. Han har ikke været hjemme i tyve år. Han ville ønske, at han stadig boede i sin barndomsby uden for Stavanger, hvor fædrene tilbragte lange perioder på boreplatformene i Nordsøen, og hvor stilheden lagde sig tungt over husene, når de kom tilbage. Men ingen får helt, hvad de ønsker sig. Den sommer Max fylder tretten, emigrerer han modfaldent til USA med sin familie. På Long Island tvinges han til at gøre det nye kvarter sit eget, mens hans familie går i opløsning. Her møder han Mordecai og siden Mischa, en canadisk pige med en lovende karriere som kunstner foran sig. Og så er der Ove, Max’ onkel, som nu hedder Owen og bor på Manhattans Upper West Side. Han forlod Oslo i tresserne for at blive jazzmusiker, men endte som Vietnam-soldat, tabt for sin familie. MAX, MISCHA &TET-OFFENSIVEN er en roman om dem, der har været i krig og dem, som demonstrerede imod den; om hyperrealisme i kunsten og piger, som ligner Shelley Duvall; om solen på Fire Island og et eftertragtet arbejdseksemplar af en roman om brugbarheden af vietnamesisk guerillateknik i hverdagen. Men frem for alt er det en roman om det spørgsmål, alle der er rejst hjemmefra har stillet sig selv:

johan harstad

MAX,

MISCHA &

MISCHA &

TET-OFFENSIVEN

Hvor længe kan man blive væk, før det er for sent at tage hjem?

Årets litterære begivenhed. – Het Nieuwsblad, Holland En af vor tids mest interessante forfattere. – De Standaard der Letteren, Holland JOHAN HARSTAD (f. 1979, Stavanger) er en af Norges mest talentfulde yngre forfattere og dramatikere. Han har flere romaner bag sig og har modtaget en række af Norges største litterære priser, heriblandt Brage-prisen og senest SULT-prisen. Han bor og arbejder i Oslo.

C&K Forlag

Mischa Grey We Grew up in The Sprawl 1981 Akryl på lærred 2009 250x179 cm Gagosian Gallery, New York

TET-OFFENSIVEN johan harstad roman

c&k

Mischa Grey & Wade Guyton Shelley No. 2 Digitaltryk, Epson DURABrite Inkjet og gaffatape på lærred 2012 220x142 cm Privateje

Omslagsversionering: Imperiet


MAX, MISCHA & TET-OFFENSIVEN

Tet-offensiven.indd 1

13/08/2018 14.18


JOHAN HARSTAD

MAX, MISCHA & TET-OFFENSIVEN Roman

Oversat af Lea Carlsen Ejsing og Nete Harsberg

C&K Forlag

Tet-offensiven.indd 3

13/08/2018 14.18


We were in the jungle. There were too many of us. We had access to too much money, too much equipment, and little by little, we went insane. FRANCIS FORD COPPOLA, CANNES 1979

Tet-offensiven.indd 5

13/08/2018 14.18


[I]

Tet-offensiven.indd 7

13/08/2018 14.18


THIS IS FOR US (NEW DAY RISING. THE BATTLE FOR HUE) Efterår 2012

Tet-offensiven.indd 9

13/08/2018 14.18


1 Dagen begynder. Ikke noget at gøre. Ikke noget, ikke ved det, ikke ved noget, og heller ikke ved det. Det er det værste, ikke en eneste morgen uden denne altopslugende skuffelse: endnu en dag. Og hver eneste gang må den gudhjælpemig begynde forfra. Aldrig fortsætte fra det punkt, hvor den forrige slap, en tirsdag, der bliver ved med at være tirsdag, til det begynder at sne, men alt bliver sat i gang igen hver fireogtyvende time, pedantisk og uden undtagelse, på minuttet og sekundet, som et uappetitligt og snusfornuftigt barn, der forsøger at imponere med sin abnorme sans for punktlighed. Under alle omstændigheder kunne man i det mindste have eksperimenteret med en uge, der var dobbelt så lang, så ville man om ikke andet slippe for at få den ene mandag efter den anden smidt i hovedet. Aldrig så snart har dagen og ugen været der, før de kommer igen, identiske og af samme middelmådige kvalitet, leveret lige til døren, skubbet ind gennem brevsprækken, kastet ind ad åbne vinduer, firet ned gennem skorstenen, stoppet ned i halsen på én, ned gennem spiserøret, som et abonnement, man simpelthen ikke kan afmelde, og som firmaet, der står bag, ikke fatter, at nogen kunne ønske at leve uden. Daggry over Minneapolis/St. Paul. Det lader til at blive en fin dag, det ser sådan ud, ikke en sky på himmelen endnu. Men intet er sikkert, vejret er ofte bedre i timerne, før solen står op, klarere, 11

Tet-offensiven.indd 11

13/08/2018 14.18


M A X , M I S C H A & T E T- O F F E N S I V E N

mildere, venligere; jeg vil tro, der findes en meteorologisk forklaring på det, jeg kunne have spurgt nogen og fundet ud af det, men jeg ville være bange for, at vedkommende ville ryste på hovedet, lægge papirerne med analyser og vejrprognoser til side, mens han sagde: Morgenvejret? Det er kun sådan, for at vi skal holde ud endnu en dag. Det samme kan man forestille sig med morgenlyset. Gud må være i reklamebranchen, eller i det mindste være uddannet scenograf. Svært at forestille sig andet. Det meste ser bedre ud om morgenen. Undtagen mennesket. Mennesket tager sig helt klart bedst ud om aftenen. Først i buldrende mørke viser det sit sande ansigt. Papiret bliver oplyst af de blå tal på det digitale vækkeur på natbordet: 04:44. Jeg burde have sovet for længst, jeg kan ikke sove. Det er længe siden, jeg har sovet godt, mere end et par timers urolig hvile hver nat. Jeg er vågen i mørket og omgivet af knitrende stilhed, eller ikke stilhed, men en foruroligende ro. Anonyme skridt over bløde tæpper i hotelkorridoren på den anden side af døren, et nøglekort, som omhyggelig sættes ind eller trækkes ud af en lås i nærheden, et dæmpet host eller et brudstykke af et samleje længere væk (svært at høre forskel), måske fem, seks værelser nede ad gangen. Ikke til at vide hvilket. I to af vinduerne på universitetet ovre på den anden side af vejen er der lys, sikkert overivrige eller desperate studerende, der har siddet hele natten og snart vil gå hjem. De befinder sig i en anden stilhed, en blødere stilhed, hvor der venter en belønning efter nattearbejdet, hvad den end består i. Formodentlig både det ene og det andet. Potentiel nøgenhed. Måske vil en af dem ligefrem dukke op i aften til den sidste forestilling af det stykke, jeg turnerer med, det er ikke utænkeligt, også her i Minnesota var Better Worlds Through Weyland-Yutani udsolgt, længe før turnéen bragte os hertil. Min ottende produktion på tretten år. Det er ikke meget, jeg burde sikkert have arbejdet mere, været hurtigere, mere effektiv. Men man forlader teatersalen efter sidste forestilling med en uundgåelig lugt af råd omkring sig, som om publikum har slugt alt, man har ladet sine skuespillere servere fra scenen, det er kun tvivlen, de spytter ud igen, det er den, man tager med sig videre, halvfortæret og med en voksende følelse af ikke at bestå af ret meget andet. Tidligt i min karriere begik jeg den fejl at lægge sjæl i arbejdet. Det bør man ikke gøre, for man får den ikke 12

Tet-offensiven.indd 12

13/08/2018 14.18


THIS IS FOR US

tilbage, i hvert fald ikke i samme stand. Jeg bærer den med mig ud af salen, og den føles mindre og mindre som min egen, mere som en rekvisit, der blev tilovers, og som jeg af høflighed sørger for at rydde af vejen, før lysene slukkes. På natbordet ved siden af hotelsengen ligger listen over spillesteder, de byer vi har lagt bag os, ugerne vi har foran os: New York, NY; Boston, MA; Cleveland, OH; Chicago, IL; Minneapolis, MN; Milwaukee, WI; Houston, TX; Albuquerque, NM; Wichita, KS; Denver, CO; Phoenix, AZ; San Francisco, CA; Seattle, WA; Los Angeles, CA. Med undtagelse af Mark Taper Forum i LA er det generelt små teatre, vi har booket, og det var en af betingelserne for, at jeg gik med til at flytte stykket ud af New York og Minetta Lane. Jeg har aldrig haft tillid til sale med mere end fire hundrede siddepladser. Der sker noget med publikum, hvis der er for mange af dem, det har jeg altid ment, de danner ligesom en frygtelig og ensartet organisme og reagerer kollektivt på alt, de ser og hører, mens skuespillerne bliver dårligere og dårligere i et forgæves forsøg på at sprede energien ud over horderne på gulvpladserne eller oppe på balkonerne. Jeg ville have foretrukket, at vi kun spillede for halvtreds personer ad gangen og ikke tog mere end ti dollar for billetterne: teater for hoi polloi. Jeg ville gerne have haft besøg af gnierne, dem, der ikke var interesserede, dem, der havde andre planer, dem, der havde bedre ting for og andre steder at være, dem, der dukkede op ene og alene, fordi prisen var så lav, at det virkede idiotisk ikke at benytte sig af muligheden. De mennesker ville jeg gerne have haft i stolene, så jeg kunne slippe skuespillerne løs på dem; et publikum, der ikke forventer andet end at miste to timer, de ved, at de aldrig får igen. Dem, der normalt ikke går i teatret, som ikke kan remse deres favoritdramatikere op og sammenligne forskellige opsætninger af samme stykke, dem, som ikke kan kende forskel på Tennessee Williams og Eugene O’Neill, og som aldrig har hørt om Tjekhov eller Ibsen og slet ikke Yasmina Reza; et publikum, som ikke ved, hvor de skal gøre af sig selv i pausen, og som undrer sig over, hvad det betyder, når klokken pludselig ringer; folk, der klapper det forkerte sted og er tilbøjelige til at udvandre i protest, folk, som kommer dårligt klædt og stiller deres indkøbsposer under sæderne, folk, som ikke først og fremmest ser forestil13

Tet-offensiven.indd 13

13/08/2018 14.18


M A X , M I S C H A & T E T- O F F E N S I V E N

lingen for at fortælle andre, at de har været i teatret. Det havde der været noget ved. Det ville have givet det en slags friskhed. Ved siden af turnéplanen ligger tidsskriftet med det store interview, jeg gav, før turneen forlod New York, hvor hele min karriere opsummeres og gennemgås, eller dissekeres. På det tidspunkt havde jeg allerede mistet nattesøvnen. “Min middag med Max” lyder overskriften. Ikke særlig originalt. Selv om vi faktisk spiste, mens vi snakkede. Man må tage, hvad man kan få. Det er der heller ikke noget at gøre ved. Måske talte jeg for meget om Grotowski, og jeg har muligvis kun mig selv at takke for parafraseringen. Peter Brook. Jerzy Grotowski. Hele Artaud-pakken. Det døde teater; det hellige teater; det rå teater; det umiddelbare teater; det rige, det syntetiske og det grusomme, og vejen mod et fattigt teater: De tænkte det hele igennem, de folk. Hatten af for dem, men jeg har altid holdt mig til det inkonsekvente teater. Eller det tvivlende. Fri for alle dogmer, undtagen dem, der er påført af vanvare. Det var for resten Wohlman, der satte mig på sporet af Grotowski, han lånte mig et par af hans bøger og Louis Malles My Dinner With Andre, som jeg så flere gange (i modsætning til de videobånd, han også sendte mig, tredjegenerationskopier, der indeholdt lange, uforståelige optagelser af japansk no-teater og en sporadisk tekstet produktion optaget med et enkelt kamera af Peter Weiss’ eksperimenterende stykke fra 1968, Diskurs über die Vorgeschichte und den Verlauf des lang andauernden Befreiungskrieges in Viet Nam als Beispiel für die Notwendigkeit des bewaffneten Kampfes der Unterdrückten gegen ihre Unterdrücker sowie über die Versuche der Vereinigten Staaten von Amerika die Grundlagen der Revolution zu vernichten, også blot kendt som Viet Nam Diskurs og langt mindre interessant end Peter Brooks eksperimenterende Vietnam-skuespil US fra 1966, veldokumenteret i workshopform i Benefit of the Doubt, 1967, og som Tell Me Lies, spillefilmen Cannes-festivalen nægtede at vise), først af pligt, senere af interesse, og fordi min mor var meget glad for den, hun var besat af alt, der havde med teater at gøre. Wohlman var min og Mordecais første dramalærer på Garden City High i begyndelsen af halvfemserne, en tid hvor årene og dagene endnu lå foran os og lyste i helt andre farver, end de gør nu. Jeg boede i mine nye gader 14

Tet-offensiven.indd 14

13/08/2018 14.18


THIS IS FOR US

på Long Island, og jeg savnede Norge mere, end godt var, og det var nok derfor, jeg klamrede mig til alt, jeg fik fortalt og kunne bruge. Og Wohlman sagde det, som det var: Ikke noget at gøre, sagde han. Jeg tror, han sagde det for at trøste os. Eller sig selv. Jeg tror, han talte af erfaring, mere end af behovet for at citere Beckett. Jeg må fortælle mere om ham senere. Og om Mordecai. Og om min mor. Og min far. Og min onkel Owen og dørmanden Antichrist (der selvfølgelig hed noget helt andet) på hjørnet af 78th og Broadway. Og om Mischa. Hende skal jeg især fortælle om. Jeg skal fortælle om jer alle sammen. Det er trods alt for jeres skyld, jeg skriver dette, for vores skyld, for min egen skyld. Jeg skriver det, før det forsvinder for mig, sådan som det måske allerede er forsvundet for jer, sådan som alt før eller senere forvandles til skidt, som Wohlman også plejede at sige (Mordecai havde en teori om, at han i virkeligheden mente det japanske ord shite: hovedpersonen i no-dramaer). Jeg skriver ikke, fordi det der skete ikke også skete for andre; vores liv var på ingen måde spektakulære eller betydningsfulde. Det var de ikke, det var de aldrig. Det er de heller ikke nu. Men det var vores liv, de hang sammen, og jeg er blevet så bange for at miste dem. Jeg er allerede begyndt at miste jer. Owen er død, jeg har kun hans papirer, en slags dagbog, der ikke var tilegnet nogen. Og Mischa er rejst tilbage til Canada, til Montreal. Mordecai er i Californien, jeg burde have ringet til ham oftere. Min far, ved parkeringspladsen på LAX. Og min mor? Klynger sig til Howard Beach. Vi forvitrer. Det samme gør de steder, vi kom fra. Måske har jeg stået for min sidste produktion, måske er dette den sidste. Det håber jeg på mange måder, jeg ved ikke, om jeg kan holde til en mere, om jeg orker det. Er det slut? Er det ikke slut nu? Er det ikke snart nok? Hvor mange gange skal man stemple ind, før man ikke længere allerede på premiereaftenen bliver spurgt, hvad ens næste projekt er? Som Beckett siger: Jeg kan ikke fortsætte, jeg fortsætter. Man går ind i sit arbejde med håbet om at undersøge og bevare noget af sig selv, med et håb om, jeg ved ikke, om måske at forstå sig selv bedre. Men det slår aldrig fejl: Når man kommer ud igen på den anden side, forstår man mindre, end man gjorde før. Jeg 15

Tet-offensiven.indd 15

13/08/2018 14.18


M A X , M I S C H A & T E T- O F F E N S I V E N

kender mig selv dårligere nu end for ti år siden. Jeg forstår mindre og mindre. Det eneste, jeg føler mig sikker på, efter mere end tyve år i dette land er, at ingen hører hjemme her. USA er et land for de hjemløse. Det er derfor, jeg skriver dette. Før vi forsvinder helt for hinanden og forvandles til noget, vi ikke tidligere var, uden de tråde, der engang bandt os sammen. Jeg tror også, det var derfor Owen skrev. Det er ikke et udtryk for sentimentalitet, det er overlevelse, og det er en hånd, jeg lægger om jer, beskyttende, et forsøg på at favne os én gang for alle, en allersidste gang. Jeg skriver på norsk, fordi jeg er nødt til det. Nogle af jer har brug for at få det oversat, men det er nødvendigt at gøre det sådan, for det var engang mit sprog, og jeg har brug for at høre min egen stemme nu. Jeg skriver på norsk, fordi jeg har talt engelsk i tyve år, og der er så meget, jeg aldrig har kunnet sige. Jeg skriver på norsk, fordi det var det sprog, jeg forlod, jeg troede, det skulle være mit for evigt. Jeg skriver på norsk, selv om jeg i de første år i USA så ofte fik at vide, at det lyder, som om man taler med grus i munden, og der var en tid, hvor det gjorde mig forlegen, så jeg holdt op, lagde det fra mig og brugte det kun, når min mor og jeg var alene. Men nu ved jeg, det er rigtigt, jeg kan selv høre det, hvordan mit sprog minder om småsten, der knaser mellem tænderne. Det er sådan, det skal lyde. Det er resultatet af et sprog, der har overlevet årtusinder, slebet ned fra norrønt af gletsjere, der skurrede langs fjeldsiderne, vasket ud af floderne med sedimenterne, ført af sted med vinden for så at ligge sneet inde i månedsvis i den bidende kulde, genfundet i foråret langs moræ­ ne­rygge og i dalsænkninger, slæbt hjemover i tunge rygsække og pakket ud på køkkengulvet, ord for ord, stikkende stavelser med konsonanter strittende som skarpe fjeldtoppe, en silhuet bag en elg i solnedgangen. Jeg skriver på norsk, fordi jeg længes hjem, og det er blevet for sent at vende hjem. Jeg skriver på norsk, fordi jeg engang var nordmand. Jeg skriver dette i Minnesota, hvor Norge holdes kunstigt i live med drop, jeg skriver i et værelse, hvor der ikke sker noget, hvor jeg bare er træt. Et værelse, der ligner alle de andre. Et værelse, hvor nogen har arbejdet indædt for at fjerne alle spor af de forrige gæsters liv. Det er socialismens endelige falliterklæring i praksis – vi vil ikke vide af hinanden. Vi kan ikke 16

Tet-offensiven.indd 16

13/08/2018 14.18


THIS IS FOR US

holde hinanden ud – en fremmed, afklippet negl på badeværelsesgulvet, og man kaster sig over telefonen til receptionen for straks at flytte værelse. Den dæmpede brummen fra minibaren og suset fra klimaanlægget; vi indånder hinanden og forenes ufrivilligt om natten, som om vi ikke i forvejen var blevet ét, taget ud af den ydre verdens cirkulation; som hotelgæster eksisterer vi uden for tiden og alle tings konsekvenser, placeret i vores midlertidige gemakker, stukket fast og spændt ud som insekter, indtil vi betaler regningen og bryder ud af puppestadiet. Dagen begynder. Som regibemærkning. Da jeg var barn, forestillede jeg mig, at dagen måtte sættes i gang manuelt, og at natten ville vare evigt, hvis ingen tog ansvar. Jeg forestillede mig Vorherres arbejdsmand på jorden, en kraftkarl, som hver morgen før daggry, inden nogen af os overhovedet var vågnet, modvilligt stod op og alene drog ud i skoven i gummistøvler, der svuppede i mosen, i beskidt kedeldragt og med hjemmerullet smøg i kæften, traskende af sted til den fjerneste hytte, som kun han kendte, og dér, der gik han i gang med ved håndkraft at trække den nye dag knirkende i gang, mumlede og mukkede for sig selv. Han fik solen til at stige op over landet og trafikken til at glide, med hans hjælp strømmede nyhederne ud af radioerne og fjernsynene, og fuglene begyndte igen at synge på en måde, der gav indtryk af, at de gjorde det frivilligt og med entusiasme; han fik os alle til at vågne og klæde os på. Først når morgentravlheden var en kendsgerning, traskede han udmattet samme vej tilbage, gik i seng og ville blæse på, om naboen klandrede ham for at være en arbejdsløs sjuft, der ikke engang gad hente regningerne i postkassen eller slå græsset om sommeren. I min barndom fnøs vi ad Gud i min familie, det her var derfor det tætteste, jeg kom på Ham. En mand af folket. En hemmelighedsfuld arbejder. Hvis mine forældre tilbad noget i mine første leveår i Stavanger, må det have været drømmen om markedskræfternes nærtforestående fallit og sammenholdets endelige sejr, og det ville være let at gøre grin med dem, når de siden lagde fanerne på loftet og glemte parolerne og idealerne, men sådan noget ville det aldrig have faldet mig ind at gøre. Skammen i min fars blik, da jeg som otteårig spurgte ham, 17

Tet-offensiven.indd 17

13/08/2018 14.18


M A X , M I S C H A & T E T- O F F E N S I V E N

hvad De Røde Khmerer var, efter at have fundet et flag i en kasse og en stak slidte eksemplarer af Maos Lille Røde sammen med FNL-regalierne fra de år, hvor han og min mor havde kæmpet mod amerikanernes krigsførelse i Vietnam, var mere end nok. På det tidspunkt var han blevet kaptajn i SAS, min mor havde sin egen strikkebutik, de tjente fint, vi levede godt og lod alle, som om intet var hændt. Men det var der naturligvis. Begge mine forældre havde ti års engagement bag sig i det, der angiveligt var Norges mest dogmatiske og revolutionære parti på den tid, Arbeidernes Kommunistparti (marxist-leninisterne), for nemheds skyld bedre kendt som AKP (m-l). Desuden tror jeg, at min mor tog det med kommunismen mindre alvorligt og bogstaveligt end min far. Dog var min mor, som selv kom fra en langt mere velhavende familie og en villa i bydelen Eiganes, også dybt optaget af arbejdernes rettigheder og folkets latente evne til at rejse sig mod det borgerskab, hun selv tilhørte. Men det var ikke så vigtigt for hende, om den store, væbnede revolution fandt sted, eller man fulgte bevægelsens instrukser til detaljeret punkt og minutiøst prikke. Jeg tror helt ærligt, at hun af og til i hemmelighed fnisede hovedrystende ad de anstrengelser, hendes kammerater overgik hinanden i for at fremstå som den mest gennemtænkte, selvopofrende socialist i Partiet – både når det handlede om at give afkald på absolut alt, der kunne lugte af småborgerlig og uproduktiv adspredelse, og om at afbryde studierne efter flere års indsats og bogstavelig talt kaste alt over bord og påmønstre et skib, stikke til søs og få et ærligt arbejde blandt arbejdere. Ifølge min mor var det vist et grundliggende problem blandt AKP(m-l)’erne, at de fleste af partimedlemmerne slet ikke var arbejdere, men studerende og intellektuelle akademikere med småborgerlige karrierer foran sig. Hvis jeg skal gætte på, hvad det var ved Partiet og bevægelsen, der fascinerede min mor så stærkt, ud over bekymringen for Nordvietnam, som ungdomspartiet SUF oprindelig havde udnyttet til at lokke hende til sig, tror jeg, svaret ligger i det hemmelighedskræmmeri, AKP(m-l) omgav sig med, kodenavnene, flere af dem opererede med, og de hæsblæsende, besværlige omveje til de forskellige mødelokaler i Stavanger, der ofte inkluderede skift mellem biler og busser undervejs, fordi de var overbeviste om, at de blev holdt under konstant opsyn, forfulgt, 18

Tet-offensiven.indd 18

13/08/2018 14.18


THIS IS FOR US

at deres telefoner blev aflyttet, og at statsansatte i tykke frakker, gennemrodede skraldespanden om natten. Og de havde som regel ret. Men jeg tror, denne tilværelse bød på et sammenhold, min mor havde savnet hele livet. Det var muligvis det eneste sted, hun nogensinde følte en ægte samhørighed. I bevægelsen var hun omgivet af venner, kammerater, kærlighed og gensidig opofrelse; i tykt og tyndt stod de sammen mod magten, og de må have følt sig uovervindelige, grænsesprængende lykkelige. Så længe det varede i hvert fald. Før Maos kulturrevolution bristede. Og Pol Pot viste sit sande ansigt, og en almindelig mand med bæreposer stillede sig op foran rækken af kampvogne på Den Himmelske Freds Plads og vendte verden på hovedet igen. Men da var det allerede for længst forbi. Jeg har ofte tænkt, at jeg var barn af den sidste generation, der troede, de gjorde en forskel; jeg tilhører den første generation, som forstod, at vi ikke gjorde det. Min mor var nok en anden slags oprører end min far; hun satte den personlige frihed mindst lige så højt som den socialistiske ansvarlighed, og det må have været udfordrende for både ham og bevægelsen, at hun det ene øjeblik fremstod som et eksempel til efterfølgelse i partimæssige forhold ved at vise, hvordan Lenins modeller kunne implementeres i kollektive strikkeforeninger for kvinderne og de andre arbejdere på Rosenberg, for så i næste øjeblik at komme svansende ind til møderne i farvestrålende, hjemmesyet tøj og stor filthat som et blomsterbarn med budskab om fred og forsoning, mens hun nynnede melodier af Melanie Safka eller Lovin’ Spoonful og havde kærlighed og latter nok til alle i løbet af aftenen. Min far må have elsket hende meget højt. Så længe det varede. Det samme må Partiet have gjort, og jeg har set billeder af hende som ung fra den tid, hun ligner ikke den mor, jeg voksede op med, hun ligner i hvert fald ikke den mor, der endte på Long Island, hvor hendes største fornøjelse var altid at besøge den samme italienske restaurant for enden af gaden. Men når jeg ser på de gamle billeder, er det heller ikke vanskeligt at forstå, at de fleste så gennem fingre med hendes idiosynkrasier og accepterede hende, som hun var. Hun var slående smuk på en naturlig, jeg var lige ved at sige nusset måde, og med et smil så selvsikkert og drillende, at man ikke turde udelukke hende af frygt for, at smilet ville blive 19

Tet-offensiven.indd 19

13/08/2018 14.18


M A X , M I S C H A & T E T- O F F E N S I V E N

hængende ved hende, også efter hun var smidt ud af bevægelsen, og at det ville få majoriteten til at begynde at tvivle på absolut alt. Det må have været det, der fik min far til at forelske sig i hende. Det må det have været. Måske havde han aldrig mødt nogen som hende; jeg kan forestille mig, at hun repræsenterede noget, han knap anede, fandtes. Hun kunne snakke som et vandfald om alt og med alle, takkede aldrig nej til kaffe, hun var omgængeligheden og velviljen selv, åben og nysgerrig over for selv de dårligste idéer, og hun lo meget. I hvert fald indtil vi ankom til Long Island. Men hvad så hun i ham, min far? En bekymret mand med en slags skrækblandet respekt for autoriteter, undvigende og fåmælt, besindig og bestemt. Syntes hun, det var synd for ham? Det er ikke sikkert. Det kan være, hun bare forelskede sig i ham, den slags sker, svært at forklare, og det er først, når det er for sent, man stiller spørgsmålet om, hvad i al verden man tænkte dengang. Jeg tror, han var det tristeste menneske, jeg kendte, og det tristeste af det hele var, at han ikke selv var klar over det, fordi han ikke var en mand, der spurgte sig selv, hvordan han egentlig havde det. De politiske visioner, han voksede op med og selv kæmpede for, overflødiggjorde måske den slags selvrefleksion; så længe han kæmpede for en ny verdensorden, tror jeg, han tænkte, at det meste var, som det skulle være, og at det, der ikke var, ville falde på plads den dag, klassesamfundet ophørte. Da det imidlertid viste sig ikke at ske, og han sammen med min mor vendte kampen ryggen og satsede på et mere traditionelt liv med fokus på familie og karriere og personlig frihed, kom han til kort. Jeg tror ikke, han anede, hvordan han skulle udvikle, langt mindre forvalte den nye tilværelses glæder. Så han fortsatte stort set, som han altid havde gjort, arbejdede for meget og investerede for meget, uden at se sig om og uden at det betød noget for nogen. Når han sad med en kop kaffe i kaptajnssædet på sin 747, på vej fra LAX til CDG og to nætter på hotel i Paris, med solnedgangen i ryggen og skumringen foran sig, slog det ham måske heller ikke, hvor ironisk det var, at han befandt sig kilometervis over de mennesker, han for længe siden var opsat på at kæmpe for, og at forestillingen om piloter som en del af arbejderklassen i virkeligheden var selvbedrag. Min fars vaklende forhold til det spøgelse, der var gået gennem 20

Tet-offensiven.indd 20

13/08/2018 14.18


THIS IS FOR US

Europa, kom også til udtryk i de navne, han gav sine børn. Om ikke mit eget, så min søsters. Jeg har aldrig brudt mig om mit navn. Max. Det er vist tysk, min oldefars navn, men min far plejede at sige, det var en tilfældighed, og at han gav mig det for at sende et signal til min mor. Min søster er fire år ældre end mig, og min far troede, han omsider var færdig med bleskift, lort og urolige nætter, og at han nærmede sig muligheden for en nogenlunde fornuftig samtale med sit afkom, da jeg meldte min ankomst. Så han havde vist behov for at sige, det var nok med to børn. Men min søster var i grunden lige så uheldig, hun blev opkaldt efter Ulrike Meinhof. Min far ville statuere et eksempel, tror jeg, det var noget med, at dem, der river verden ned, også forandrer den. Og kan komme til at bygge den op igen. Nogle gange har jeg spekuleret på, om han måske var lidt forelsket i hende og drømte om, at Ulrike Meinhof en dag ville stå der i hans cockpit med skrævende ben og geværet over skulderen og bortføre ham til en anden tilværelse. Jeg tror, han syntes, hun var smuk, det må han have gjort, og at det egentlig var derfor, hvilket må siges at være en formildende omstændighed. Når jeg tænker mig om, lignede han faktisk også Andreas Baader lidt, i hvert fald på gamle billeder. Men det gjorde de fleste jo i halvfjerdserne. Men da Meinhof døde i ‘76, var min far så småt begyndt at se sig om efter en vej ud af sin marxist-leninistiske fase, og så var det ikke længere sagen at have en datter, der hele tiden mindede ham om, hvem han havde været. I al stilhed, uden at konferere med nogen, udfyldte han til sidst nogle formularer og ændrede hendes navn, indsatte – til min mors lettelse – et ekstra K og gav den treårige besked om, at hun hed Ulrikke. Mens min far altså havde det sidste ord i valget af navne til sine børn, havde min mor vetoret, når det kom til opdragelsen af os, og jeg kan ikke afvise, at det autoritære og gennemregulerede liv, ­AKP(m-l) repræsenterede, kan have været en medvirkende årsag til, at min søster Ulrikke og jeg fik så frie tøjler, som vi gjorde, at det var en modvægt. Eller det kan have været et resultat af min mors natur og min fars ulyst til at modsige hendes smil, når han kom hjem fra arbejde og fandt køkkenet omdannet til et tivoli og så, at Ulrikke og jeg i stedet for at lave middag havde byttet tøj og på en måde også køn, eller når jeg meddelte, at jeg ville slå telt 21

Tet-offensiven.indd 21

13/08/2018 14.18


M A X , M I S C H A & T E T- O F F E N S I V E N

op i haven og sove ude, selv om klokken allerede var over det, far mente, var vores faste sengetid, og han vidste, at jeg slet ikke ville få nogen søvn derude, og det blev ham, der måtte ud og hente mig, når det et par timer senere endte i gråd, ham, der måtte ud i mørket og forsikre mig om, at han havde styr på alle sine teltbarduner. Mens min far altid gav besked om, hvor langt jeg måtte bevæge mig væk fra huset, når jeg var ude at lege, og forlangte at vide, præcis hvor jeg var, så var min mors regel enklere: Gå ikke længere, end du kan finde hjem igen. Og kom hjem, før du bliver træt. Det skete, at jeg længtes efter en far, der ville skabe rammer for mig, som satte begrænsninger. En far, der fik lov af min mor til at gå ud og lede efter mig, hente mig hjem om aftenen, når han mente, jeg havde været for længe ude, og var bekymret for mig. Jeg ved ikke, om jeg kan huske vejen hjem længere. Det tror jeg heller ikke, mine forældre kan. Dagen begynder. Tiden går, men nu ved jeg, at døgnet ikke sættes i gang af en modvillig arbejder, det trækkes ikke i gang ved håndkraft eller åndskraft, det meste er automatiseret nu; tiden er en i bedste fald slidt karaokemaskine, tooghalvtreds album, der gentages i det uendelige, med syv skæringer på hver og et elektrisk stød, der rammer dig i ryggen tidligt om morgenen, tvinger dig til at gribe mikrofonen og synge for fuld hals for et søvnigt publikum, der er begyndt at sende flakkende blikke mod udgangen. Men her er stadig stille, næsten helt stille. Og nogle gange står jeg selv stille, bomstille i stilheden, så at sige, for at blive indlemmet i den, eller selv udgøre den, stilheden, stående ret op og ned på hotelgulvet, barfodet på det tynde tæppe, som nogen pligtskyldigt har kørt støvsugeren over, vel vidende at der skal mere til at få det rent, hvilket der ikke er tid til, der er for mange værelser, der er altid for lidt tid, det er det eneste, der findes for meget af, for lidt tid, tæppet er ikke rent, det er støvsuget, hudceller og andre efterladenskaber fra tidligere gæster er blevet en del af det og klæber til fibrene, på samme måde er jeg blevet en del af stilheden; jeg står stille midt på gulvet, og snart mærkes det, som om hele verden bliver sat på pause, et velsignet afbræk fra det hele, hvor tankerne om arbejdet, der skal udføres om få timer, sandsynligvis efter kun en håndfuld minutters søvn, udebliver, og opgaverne, der venter, middagene og 22

Tet-offensiven.indd 22

13/08/2018 14.18


THIS IS FOR US

samtalerne og møderne og måltiderne og brusebadene og regningerne og flybilletterne og telefonerne og skjorterne fra hotelvaskeriet, som skal komme mellem ni og tolv, og alt det andet, forpligtelserne og forventningerne, nogle vidunderlige minutter føles det, som om alt dette er sat på pause, og jeg bilder mig selv ind, at hvis jeg ser ud ad vinduet, ned på gaden, så vil bilerne holde stille, være låst fast til asfalten, fikseret i et punkt mellem her og der, med ubevægelige chauffører bag rattet i mørket på vej mod en bro over floden, der ikke strømmer, før verden igen sættes i gang, molekylerne er midlertidigt frataget evnen til at vibrere, stilstand helt ned på elementarpartikelniveau, hvis det er muligt, uden at verden falder fra hinanden, og på den anden side af vejen sidder de studerende, som ikke længere bladrer eller noterer, et host eller et samleje femseks værelser længere ned ad gangen er bremset. Først når jeg igen bevæger mig på hotelværelset, bliver alt som før og starter igen. Dagen begynder.

Tet-offensiven.indd 23

13/08/2018 14.18


2 En ny by, et nyt teater. Vi er rykket videre, og alt er det samme: de samme folk omkring mig hele dagen, det samme publikum om aftenen; jeg ved ikke, om de forlader salen opløftede eller nedtrykte. Ingen søvn, men nye lagner at ligge og bekymre sig under. Nye dage, nye begyndelser. Milwaukee, Wisconsin. Midtvestvarme og pisgul sol om morgenen. Et hotel med udsigt over floden, der løber gennem byen, så spærres udsynet af et højhus i glas, kontorlandskaber, hvor folk gør deres bedste eller lader som om. Mere er der ikke at fortælle. Det kunne være hvor som helst, og det mener jeg på den bedst tænkelige måde. Herinde, mit tøj: en blå trøje. Skjorte til at have under, sort skjorte. En teaterinstruktørs standardpåklædning. Man ender med at se Ingmar Bergman i spejlet. Det sker for resten en sjælden gang, at vi iklæder os en hættetrøje for at illudere legesyge og nytænkning, når vi arbejder på gulvet, det ville Bergman aldrig have gjort. Han ville have taget en lysere vindjakke på. Men én gang, bare én gang ville jeg gerne ankomme til teatret klædt som døden i Det syvende segl, gennemført med den sorte badehætte og det hele, jeg ville lave arrangement og instruere, mens jeg fejede med kappen og gestikulerede med leen. Det skulle nok sætte lidt gang i tingene. Jeg kan ikke sove, jeg kan lige så godt stå op og tage det tøj på, jeg af gammel vane har foldet pænt og lagt over stolen foran skri24

Tet-offensiven.indd 24

13/08/2018 14.18


THIS IS FOR US

vebordet. Rene sokker. Brune fløjlsbukser, et par slidte kondisko. Det er vigtigt, at skoene er godt brugt, aldrig nye, ingen skuespiller stoler på en instruktør med blanke sko. Og så tørklædet, det evindelige tørklæde, efter en tid står ingen instruktør ud af sengen uden tørklædet, det er blevet en vane. Uvane. Frygten for forkølelse, for sygdom af enhver art, skrækken for trækken. Som om verden vil gå under, hvis ikke den gudbenådede instruktør er i topform og udøser sin kundskab over ubehjælpsomme skuespillere, der ikke selv kan løfte en finger uden at blive holdt i hånden. Man har tørklædet på for at legitimere, at man overhovedet er på teatret. Som dirigenten med taktstokken, der viftes op og ned, som om han vil sige, at opgaven er så vanskelig, at armene ikke er nok. Mange skuespil­ lere ville være bedre, hvis instruktøren holdt sengen. Jeg ville gerne høre Beethoven opført uden dirigent, med et tempo, der steg og faldt, efterhånden som musikerne glemte, hvor de var, og tænkte på andre ting eller mistede kontakten til hinanden i lange perioder ad gangen. Det ville åbne for en langt mere dynamisk symfoni. Døden går aldrig med tørklæde. Jeg er kun femogtredive år gammel, men føler mig mere som en på tres. Mit ansigt bliver kun vanskeligere at eje. Ham, der befinder sig på bagsiden af det, ligner ikke længere. Det er, som om jeg ældes et helt år for hver nat, jeg ikke sover, jeg kan risikere at være død, før turnéen er ovre. Eller være på Shakespeares alder. Ja. At sidde eller at stå – dét er spørgsmålet. I virkeligheden det eneste, instruktøren kan bidrage med svar på. Ud over det famler vi i blinde sammen med vores ensembler. Dog falder alt for mange instruktører for fristelsen til at lade skuespillerne løbe frem og tilbage over scenegulvet som kaglende høns, de har kastet ordfoder ud til, fordi de skal udnytte rummets dynamik og kontraster og visualitet, eller simpelthen for at bevise over for omverden, at der er blevet instrueret. Fra salen minder det mest om at følge en tenniskamp med mekaniske slag. Og hvis der er noget, jeg gerne ville have undervist teaterelever i (jeg har aldrig haft overskud til det), så er det, at der stort set aldrig er grund til at rejse sig. Men der er alverdens grunde til at sætte sig. Det slår nemlig aldrig fejl, hver eneste gang jeg arbejder med nye skuespillere og i en scene giver dem besked på at sætte sig, vil de med umiddelbar bekymring bladre frem i manus 25

Tet-offensiven.indd 25

13/08/2018 14.18


M A X , M I S C H A & T E T- O F F E N S I V E N

og med kuglepennen klar til notater spørge: Så ... hvornår skal jeg rejse mig igen? Man kan se det på dem, frygten for, at jeg er ved at fratage dem halvdelen af deres værktøjskasse. Men det handler ikke om mangel på respekt for fysisk teater eller for skuespillerens krop som det vigtigste, han har med på scenen. Det handler snarere om det modsatte, altså om tilstedeværende respekt. Hvis jeg havde haft overskud til at undervise, ville jeg have sagt, at det handler om netop det: tilstedeværelse. Hvis jeg havde undervist, også kun en enkelt dag, en time eller havde holdt et tyve minutters foredrag, ville jeg have sagt, at det mest dramatiske af alt, er en, der ikke rejser sig, når han absolut burde gøre det, eller endnu bedre, lægger sig ned på gulvet, vendt væk fra publikum, uden at vise tegn på at ville komme på benene igen. Jeg ville have påpeget, at det handler om at lytte til rummets lyd og vide, at der ikke findes nogen steder at gå hen, om at enhver håndbevægelse, enhver minimal justering af siddestillingen eller en fod, der skraber over gulvet et øjeblik, før det ene ben lægges over det andet, vil blive bemærket i salen, som et ekko af de indre bevægelser, de allervigtigste. Det handler om, ville jeg have tilføjet, at mennesket hovedsagelig er motorik, og det samme gælder sprog, og at vi ikke behøver at bevæge os for at lade os bevæge, og at den frygt for alvor, der findes i vores tid, har udløst en frygt for og mistro til ordene. Lige dér findes dramatikken, ville jeg have pointeret: i det øjeblik, hvor man ikke føler sig sikker på, om man kan stole på karakteren. Og til sidst ville jeg sige, se på Beckett, den sidste regibemærkning, der afslutter Godot, efter at Vladimir og Estragon er blevet enige om at gå, for der står kun disse fire ord: De bevæger sig ikke. Selvfølgelig har jeg også ladet mine karakterer løbe over gulvet, hoppe og slå kolbøtter, kravle hen over scenen og kaste sig i hinandens arme. Men det blev aldrig de bedste scener, jeg gjorde det for at dække over dårlig tekst eller min egen manglende forståelse for karaktererne. Min klare opfattelse er derimod, at de fleste mennesker foretrækker at sætte sig, når de har muligheden for det. Så jeg lader sjældent mine skuespillere stå, og slet ikke gå, med mindre det er en pointe i sig selv, at de gør det (sådan som det var, da jeg lavede LAX, og måden skuespillerne utålmodigt forblev stående på og aldrig satte sig, næsten blev vigtigere end det, de sagde). Eller at de har et sted, de skal 26

Tet-offensiven.indd 26

13/08/2018 14.18


THIS IS FOR US

hen. Som med Weyland-Yutani: Et overdimensioneret mødebord, en bestyrelse, og ingen flytter sig fra stolene i løbet af tre timer, med undtagelse af det øjeblik, hvor næstformanden rejser sig for at hente mere kaffe fra automaten ude på gangen, og den desværre viser sig at være ude af drift. Det er stykkets dramatiske højdepunkt, hvad angår det fysiske udtryk. Det er nok derfor, Nagg og Nell i Slutspil altid har været blandt mine yndlingskarakterer. De sidder der i deres affaldsspande, benløse, uden nogen steder at gå hen; man ved, hvor man har dem. Og Winnie i Glade dage, begravet til halsen i en jordbunke under en brændende parasol. Hun skal ingen steder og lader til at have accepteret det. Engang ville jeg virkelig gerne have lavet Glade dage; det er måske det eneste, jeg stadig har lyst til. Men det kommer an på så meget. Jeg ved ikke. Det er begyndt at fortære mig, det er for udmattende. Jeg ved næsten ingenting om mig selv længere. Og så er der den lange prøvetid, jeg altid har sværget til, hele seksten uger, og den voldsomme tomhed, der følger efter. De første uger er vi nærmest ikke på gulvet. Vi diskuterer, snakker, udveksler endeløse erfaringer, som på forskellig måde knytter os sammen med stykket og karaktererne. Men det meste af tiden taler vi om emner, der tilsyneladende ikke har noget som helst at gøre med opgaven, som ligger foran os, men som alligevel har en funktion, fordi vi lærer det, der bor i os, at kende: det, vi husker, de erfaringer, vi indeholder. Nogle af de mest intense og værdifulde uger i min karriere har netop været de perioder, hvor vi ikke nævner stykket med et ord, men snakker os længere og længere væk fra det, indtil vi når til et sted, hvor teatret ikke længere eksisterer, kun følelsen af at være på dybt vand sammen. Uden land i sigte. Jeg har set skuespillere åbne sig på vid gab, og det har jeg også selv gjort, det samme med scenearbejderne, som jeg ofte har inkluderet i denne fase, og jeg har set bekymringen i deres ansigter, når vi har snakket os så langt ud, og havet under os er blevet så dybt, at hele rummet opleves som farligt og ladet med irreversible konsekvenser. Først da er vi gået i gang med teksten. Jeg har taget dem forsigtigt i hånden, atter ledt dem ind i stoffet, ind i det tekniske, ind i regien – og forladt dem. Først derefter har det været muligt for mig at arbejde med scenografen og lysteknikeren og foretage de nødvendige 27

Tet-offensiven.indd 27

13/08/2018 14.18


M A X , M I S C H A & T E T- O F F E N S I V E N

justeringer uden at forstyrre skuespillernes rytme. De har været optagede af at passe på sig selv og håndtere deres egne udfordringer. Mange af mine kolleger har set med en blanding af foragt og misundelse på mine metoder og den tilsyneladende selvtillid, der har gjort mig i stand til at valse lige igennem lukkede døre for at foreslå dyre, langvarige produktioner over for dem med penge og magt til at vende tommelfingeren op eller ned. Men det har intet med selvtillid at gøre. Tvivlen har altid været vigtigere, selve udgangspunktet og det vigtigste redskab. Sammen har vi tvivlet os frem, og jeg bliver mere og mere overbevist om, at det var tvivlen, som gav mig mine første muligheder i branchen. Ikke fordi jeg kom ind, satte mig ned og skråsikkert fremlagde idéen, men fordi jeg på meget uamerikansk vis sad foran teaterchefer og producenter og åbenlyst nølede, mens jeg mumlede spørgsmålet: Måske er det noget? Mange af dem var sikkert aldrig blevet talt til på den måde. Jeg tror, det var tvivlen, der købte mig de ekstra minutter, jeg skulle bruge til at overbevise dem. Jeg tror, tvivlen kom mig til gode, et vindpust i et støvet rum med stillestående luft, og den kan have vækket noget i disse mennesker. Midt i alt hykleriet, til trods for nådesløsheden og kommercialismen: Enkelte af dem, der leder teatrene her i landet, er stadig oprigtigt betagede af teatret som kunstform; der findes dem, der sætter forsøget højere end succesen. Det er de døre, jeg er gået igennem, og det er i de rum, jeg har mødt folk, som har udvist forståelse for det, der gør teatret så værdifuldt og så opslidende, det flygtige i vores arbejde, der afspejler livet på en næsten hjerteløs måde, fordi alt går til grunde eller i hvert fald forsvinder ind i hukommelsen, så snart det har fundet sted. Man må ganske enkelt huske det. Det kan selvfølgelig spilles igen og igen, men det vil aldrig være som den forrige forestilling, det vil aldrig være en identisk oplevelse, hverken for publikum eller for ensemble. Vi vender tilbage, igen og igen, men trods vores anstrengelser ankommer vi aldrig til det sted, vi tidligere har besøgt. Umuligheden i at komme hjem, så at sige. Og en dag er det uigen­ kaldeligt slut. Før eller senere tages stykket af, kulisserne pakkes ned, og vi går alle hver til sit, videre til næste projekt, og jo længere vi kommer fra det, vi har lagt bag os, jo mere smuldrer det og falder 28

Tet-offensiven.indd 28

13/08/2018 14.18


THIS IS FOR US

fra hinanden. Til vi ikke længere husker det korrekt. Eller præcist. Det er hovedårsagen til, at jeg aldrig har forladt mine produktioner efter premieren, men har været til stede ved hver eneste forestilling og givet opdaterede instruktioner bag scenen før aftenens forestilling eller undervejs. En konstant søgen efter en vej hjem eller en udsættelse af øjeblikket, hvor vi må acceptere, at det er for sent. Desuden er de fleste skuespillere upålidelige i længden. Kommer man tilbage til den samme forestilling efter nogle uger uden opsyn, er luften gået af ballonen, engang var der et incitament til at skabe det, der skulle skabes, men det er forsvundet. De er lykkedes, og dermed har de også i en vis grad givet op. De falder sammen, ufrivilligt. Det er, som om man hele tiden må putte penge i dem, hvis de ikke skal holde op med at danse, trin for trin vil smuldre bort fra forestillingen, til karaktererne forvitrer til noget, man ville have efterladt i ødemarken, som gymnastiklærere, daglige ledere hos Costco eller indehavere af tarvelige madrasbutikker i byens udkant. PÅ MANGE MÅDER er det et paradoks og et ikke-paradoks, at

jeg som søn af mine forældre endte med at blive teaterinstruktør på turné gennem USA med netop Better Worlds Through Weyland-Yutani, et desperat kapitalismeforsvar af et stykke af den quebeciske dramatiker/økonomiprofessor Hervé Corsaud. Det er muligvis endnu mere paradoksalt, at dette stykke i mange af de aviser, der gav det overstrømmende anmeldelser, blev omtalt som “blodrødt” og “et usædvanligt vellykket forsvar for indførelse af socialisme i USA”. Andre har derimod kaldt det “sandsynligvis, helt sikkert og utvivlsomt det mest deprimerende stykke dramatik, der nogensinde er opført i dette land”. Måske har de alle sammen ret, hvem ved, men det bliver fuldkomment paradoksalt, når man medtænker, at amerikanere i by efter by har stillet sig i kø ved billetlugerne for at opleve det, der i bund og grund ikke er andet end et meget langtrukket bestyrelsesmøde. Det er, naturligvis, en forenklet version af historien. Herfra bliver tingene gradvist vanskeligere. Første gang jeg hørte om stykket var i 2001, da Mischa arbejdede med de hyperrealistiske malerier af dør- og vinduesløse møde­ 29

Tet-offensiven.indd 29

13/08/2018 14.18


M A X , M I S C H A & T E T- O F F E N S I V E N

lokaler, der udgjorde hovedparten af hendes udstilling From The Office of Things Unhinged i New York. Dramatikeren, der også var fra Canada, havde sendt hende det upublicerede manuskript efter at have hørt om de billeder, hun arbejdede med, og jeg læste det i vores gamle lejlighed i Apthorp med en blanding af fascina­ tion og væmmelse. Det var måske den afskyelige stank af smuldret beton fra de kollapsede tvillingetårne (den lod til at blive hængende over byen i ugevis), der havde skylden. Og min opvækst, hvor enhver forestilling om, at kapitalisme kunne have noget naturligt og menneskeligt over sig, var en umulig tanke. Jeg læste det, men jeg lagde det fra mig igen. Jeg fandt ingen naturlig indgang til stoffet, desuden havde jeg travlt med forestillingen Ocean på det tidspunkt, et stykke om to arbejdere, som sidder fast på havets bund, og det føltes tættere på dét, vi alle følte i de dage, end en tekst, der iskoldt redegjorde for den frie markedsøkonomis sande væsen. Først efter et andet, næsten lige så dramatisk kollaps mange år senere, i ruinerne fra Lehman Brothers og de andre finansielle institutioner, der gik ned i 2008 og kostede folk hjem og job og det meste af deres håb, og vi selv stod over for at blive smidt ud af Apthorp-bygningen sammen med de andre lejere, dukkede Corsauds teaterstykke op i min bevidsthed igen. Jeg gravede det frem fra de kasser, vi var i gang med at pakke vores ejendele ned i inden flytningen, og jeg kan huske, at det nærmest virkede, som om han havde glemt, han havde skrevet det fjorten år tidligere, da jeg ringede til ham for at forhøre mig om rettighederne. “Er tiden ikke løbet fra det stykke?” spurgte han i ramme alvor. Han havde ikke skrevet mere dramatik efter det uopsættelige stykke, men havde trukket sig tilbage til universitetet og undervisningen. “Det har aldrig passet bedre,” svarede jeg. “Det er nu, verden går under.” Sådan startede det, min potentielt allersidste produktion. Jeg fløj tilbage til Los Angeles og sad i lange møder med repræsentanter fra 20th Century Fox (de ejede rettighederne til Alien, den legendariske horrorfilm fra 1979, som stykket lænede sig op ad), og mine egne advokater, som jeg havde hyret få dage forinden – men som jeg gjorde mit bedste for at antyde, jeg havde samarbejdet med i årevis – ledte mig gennem filmbranchens lumske farvande. Vi underskrev kontrakter og klausuler og bilag og notater om juridiske 30

Tet-offensiven.indd 30

13/08/2018 14.18


THIS IS FOR US

forbehold, og da jeg fløj tilbage til New York den fredag eftermiddag, var det med tilladelse til at gøre, som jeg ville på scenen, mod en betaling på så godt som hele overskuddet. Det var helt i tråd med tematikken i stykket og ganske uproblematisk. Det var måske, tænker jeg nu, oven i købet en forudsætning for, at vi kunne lykkes. Hvis jeg skulle udvikle en nødvendig forståelse for dem, der ejer kapitalen, måtte jeg mærke, hvordan det føltes at blive udnyttet, når man selv gør arbejdet og lader andre få lønnen for det. Når produktionen en dag er ovre, når alle lønninger er betalt og alle produktionsomkostninger er dækket, når vi alle går hver til sit, og jeg endnu en gang mister dem, jeg omgiver mig med, vil jeg sidde tilbage med nøjagtig et tusinde to hundrede og tolv dollar ud over den tarif, jeg altid arbejder efter. Det betyder ikke noget. I filmen Alien, vores forlæg, vækkes mandskabet på det kommercielle fragtrumskib Nostromo fra hypersøvnen af computeren MU-TH-UR i det herrens år 2122, før de er nået tilbage til Jorden. De får instrukser om at undersøge et nødsignal sendt fra den lille planet LV-426, hvilket ad omveje fører til, at et af besætningsmedlemmerne (i mangel af bedre ord) befrugtes af en parasitisk livsform, som i tråd med genrens publikumsforventninger bare få timer senere eksploderer ud gennem hans brystkasse i en kaskade af blod og baner vejen for en af filmhistoriens mest frygtindgydende skabninger, et lynhurtigt, fallosagtigt monster udstyret med syre i stedet for blod, med klør, sylespidse tænder, en knivskarp hale og et eneste mål for øje: at udrydde alt andet liv end sit eget. Der rapporteres straks om denne organisme til arbejdsgiveren Firmaet (også kendt som Weyland-Yutani, et britisk-japansk konglomerat med vaklende moral og ansvar for driften af de menneskelige kolonier uden for solsystemet gennem Den Ekstrasolare Koloniseringsadministration, permanent medlem af Den Interstellare Handelskommissions Undersøgelsesudvalg og med stadig mere omfattende besiddelser på Jorden og hovedkontorer i Tokyo, San Francisco, Stilhedens Hav og på planeten Thedeus), der klassificerer livsformen som Xenomorph XX121 og beordrer skibets androide til at iværksætte Special Order 937: Priority one – ensure return of organism for analysis. All other considerations secondary. Crew expendable. 31

Tet-offensiven.indd 31

13/08/2018 14.18


M A X , M I S C H A & T E T- O F F E N S I V E N

Det medfører en hel del løben i gangene og karakterernes vedvarende desperation. I Better Worlds Through Weyland-Yutani derimod er alle tegn på action og/eller spænding skrabet væk. Stykket foregår parallelt med filmens handling, men i bestyrelsens forholdsvis trygge og behagelige lokaler på Jorden handler diskussionen overhovedet ikke om besætningens ve og vel, men om organismen, og hvorvidt man som virksomhed er forpligtet til at smadre nogle æg en gang imellem. Sagt på en anden måde: Ligger det i den menneskelige natur at smadre naboens høns for at kunne servere en omelet for sin familie, og vil man i så fald ikke modarbejde både selskabet og selve naturen ved at lade muligheden for at bemægtige sig ufattelige værdier og potentiel militær overmagt gå fra sig for at redde syv repræsentanter for arbejderklassen? Det fører til en af kernediskussionerne for skuespillets karakterer: Er der egentlig forskel på toppen af den økonomiske pyramide og anden ondskab, eller er begge dele så naturligt nedfældet i os, at det rigtigste ville være at overgive sig helhjertet? Jeg kan huske de ugelange diskussioner om, hvorfor vi stadig bliver overraskede og chokerede, når vi eksponeres for ondskaben via medierne eller står ansigt til ansigt med den, givet det faktum, at vi – med erfaringer fra Holocaust, folkemordene i Cambodja og Rwanda og så videre – jo ved, at der ikke findes nogen grænser for den menneskelige ondskab. Findes der, spurgte vi os selv (og blev stadig mere forundrede over, at vi ikke kunne finde et benægtende svar), ligheder mellem lejrlederne i Auschwitz-Birkenau og lederne af de finansielle institutioner i vores land? Nogle af de samme tænkemåder? Hvis man tydeligt ser, hvad ens handlinger gør ved ens medmennesker, men føler sig berettiget; hvis man er klar over, at de valg, man træffer, vil kunne få katastrofale følger for horder af enkeltindivider, men alligevel er i stand til at gå hjem til ægtefælle og børn og rationelt tænke, at man har gjort et godt stykke arbejde, er der så overhovedet forskel? Vi diskuterede længe, om det var en uhyrlig påstand eller ej, og om vi skulle lade en af karaktererne reflektere over sammenligningen af finansfolk og dødslejrenes Sonderkommando, om vi skulle lade skorstenene fra krematorierne skimtes gennem et vindue, eller om det ville blive for åbenlyst. Vi blev aldrig enige. Vi blev enige om, 32

Tet-offensiven.indd 32

13/08/2018 14.18


THIS IS FOR US

at de milliarder, som enkeltpersoner reddede med sig, når de forlod de selskaber, der havde sendt hele landet ud over afgrunden, var penge, som ikke opstod af sig selv, men kom et sted fra. En fascinerende tanke: Hvad hvis de forrige ejeres ansigter prydede 100 dollar-sedlerne i stedet for den for længst afdøde Franklin, hvad hvis man skulle møde alle disse arbejderklasseblikke, når man modtog pengene? Var det derfor, papirpenge blev erstattet af digitale kontooverførsler, for at undgå samvittighedskvaler? Vi var enige om, at nogen havde solgt lån, de vidste, ingen kunne betale, at misligholdt gæld var blevet købt en gros. De dage vendte jeg hjem med dundrende hovedpine og rædslen for, at vi i fuld fart var på vej ud i det samme uføre, jeg var havnet i tolv år tidligere, da jeg satte forestillingen 740 Park Hamlet op på Manhattan. Hvor var jeg modig dengang. Utænkeligt i dag. Produktionen var den anden, jeg lavede, jeg havde fået idéen i ugerne efter eksamensforestillingen Napoleon Wants to Stay up a Little Longer, mens vi alle var lidt fortumlede af modtagelsen og den opmærksomhed, den fik. Især Mordecai og jeg, fordi vi sammen havde skrevet Napoleon som et trodsigt oprør mod en følelse fra teaterskolerne af, at vi så det samme stykke igen og igen, det ene klassiske drama efter det andet. Stykket var en slags biografi om Napoleon Bonapartes sidste år i eksil på St. Helena, set gennem et nærmest forrykt, Stanley Kubrick’sk blik. Den amerikanske filminstruktør, der selv havde været i landflygtighed i England gennem en halv menneskealder, var i slutningen af tresserne kun få uger fra at gå i gang med en gigantisk filmatisering af den tidligere kejsers liv. I årevis havde han læst, forberedt sig, planlagt storværket. Titusinder af statister stod klar, kostumerne var færdige og produktionsapparatet i fuld gang, da MGM uden forvarsel trak finansieringen og på den måde hindrede Kubrick i at lave det, han selv omtalte som den bedste film nogensinde. Det var i de ruiner, vi fandt vores forestilling; vi lod den lille korsikaner have en stærk ulyst til at gå i seng og tulle rundt på en trehjulet cykel i gangene på det fugtige, trækkolde Longwood House på Sankt Helena, til stadig større fortvivlelse for livlægen, der mente, at han burde gå i seng; vi lod – i en senere berygtet, timelang sekvens – Napoleon stå i fuldstændig tavs forundring over den sorte monolit, der pludselig befandt sig i hans køkkenhave. 33

Tet-offensiven.indd 33

13/08/2018 14.18


M A X , M I S C H A & T E T- O F F E N S I V E N

For ikke at tale om scenerne fra den Clockwork Orange-inspirerede dagligstue, hvor Napoleon og hans følge sad model for en portrætmaler i deres hvide nattøj og admiralhatte. Eller arsenikforgiftningen, der hentede inspiration fra slaget om Hue i Full Metal Jacket. På overfladen var stykket tåbeligt og plat, belæsset med den ene gimmick efter den anden, men på en måde, jeg ikke helt kan redegøre for, lykkedes det os samtidig at gengive den forfærdelige ensomhed, der prægede Napoleon på den ø, så langt borte fra civilisationen, som det var muligt at komme. Vi lagde vægt på, at hans korsikanske måde at tale fransk på altid havde givet ham en oplevelse af at være udenfor, og vi lod scenerne, hvor Napoleon insisterede på, at folk omkring ham skulle hjælpe med at genskabe hans store slag i stuen, gennemgå en langsom forvandling: fra idiotiske forsøg på at bruge møblementet til at illudere skibene i slaget ved Trafalgar og hundredvis af tændte stearinlys i stuen som brande i horisonten til det lange tilbagetog fra Moskva og slaget ved Leipzig, hvor det efterhånden stod smerteligt klart for alle – ikke mindst Napoleon selv – at det eneste, der fandtes, var det, der havde været. Og at det hele var ét eneste, kolossalt nederlag for en mand, vi nu ikke følte andet end omsorg for. Hvis jeg skal pege på et øjeblik, ét eneste øjeblik i alle de forestillinger, jeg har instrueret, hvor vi virkelig lykkedes med at skabe noget ekstraordinært, må det være slutningen på netop denne opsætning, hvor Napoleon endelig sover i sengen, udmattet og døende, mens solen stod op uden for de revnede vinduer, og en ro lagde sig over scenen, en spøgelsesagtig og smuk ro, der bredte sig til publikum og fik dem til at sidde helt, helt stille, også i de lange sekunder efter, at lysene i salen var blevet tændt, fordi ingen af dem ville risikere at vække ham. Langsomt og ærbødigt forlod folk salen, bærende på skammen over få timer tidligere at have leet af den rabiate trehjulscyklist, og med en ny, intens omsorg for en krigsgalning, der havde været død i hundrede og femoghalvfjerds år. Og Mordecai. I titelrollen. Vi elskede ham for hans arbejde. Han var Napoleon. Og det var vel denne mildest talt overraskende oplevelse af, at det var lykkedes i første forsøg, som gjorde, at jeg i et anfald af 34

Tet-offensiven.indd 34

13/08/2018 14.18


THIS IS FOR US

storhedsvanvid besluttede at sætte Hamlet op en gang for alle. Nu stod alle døre pludselig på vid gab. Enten derfor eller fordi min mors meget frie tøjler ikke havde indprentet en væsentlig forståelse for, at gode og dårlige idéer sover i samme seng og nemt kan forveksles om natten. Jeg kunne godt have brugt flere af min fars faste rammer under min opvækst. Men altså: 740 Park Hamlet. De døre, der for nylig var åbnet, kunne have lukket sig for evigt efter det, der blev min anden opgave som instruktør; det var nok mere held og desperation end talent, der reddede mig. Men sådan så jeg det ikke dengang, og det gjorde andre heller ikke. Dermed forblev dørene åbne, og det har de været lige siden. Selv står jeg i trækken i vindfanget. Idéen, der viste sig at være en af de dårlige, gik ud på at omdanne Shakespeares danske hof til en styrtende rig familie bosat i en enorm lejlighed på en af Manhattans mest eksklusive adresser, 740 Park Avenue. Det var allerede fra begyndelsen noget nær en katastrofal teaterproduktion. Ekstravagant, og med en næsten patologisk opmærksomhed på detaljer og autenticitet, blev den herskabelige lejlighed konstrueret i et lagerlokale på nedre Manhattan, komplet med original kunst på væggene, marmorgulv og designermøbler. Alene træarbejdet løb op i næsten 25.000 dollar. Udgifterne til håndværkere og rekvisitafdelingen udgjorde 90 % af det samlede budget, mens både skuespillerne og jeg selv frasagde os al økonomisk kompensation for at hjælpe til. Hvis ikke de indgåede aftaler havde krævet, at lageret blev ført tilbage til oprindelig stand efter endt spilleperiode, kunne lejligheden – minus de lejede kunstværker og møbler – være blevet solgt til højstbydende. Den havde oven i købet indlagt vand og kloak. El og varme. Dog blev opsætningen taget ned efter bare en uge. Det skyldtes ikke produktionsomkostningerne. En artikel i New York Times kun få dage før premieren satte gang i en ophedet debat, der hurtigt spandt ud af kontrol og ind i usagligheden. Før jeg vidste et ord af det, haglede det ned over mig med beskyldninger om antisemitisme og trusler om boykot og det, der var værre. Det hjalp ikke ligefrem, at en af de klassiske replik35

Tet-offensiven.indd 35

13/08/2018 14.18


M A X , M I S C H A & T E T- O F F E N S I V E N

ker blev omskrevet til her, du incestuøse, morderiske, forbandede ... Mensch! I min version var Hamlet og familien jøder, og koblingen mellem det kulturreligiøse og de let omskrevne replikker – som mere end antydede urent trav i flere af byens store finansinstitutioner – gjorde det efter kort tid umuligt at holde forestillingen gående. Jeg havde været helt uforberedt på den reaktion, tanken var slet ikke faldet mig ind, og for hvert indlæg i avisen og hver kronik gik jeg mere og mere til grunde, til dagene blev så fortvivlede, at jeg ikke engang orkede eller turde stå op. Jeg lå i sengen og var i frit fald, på alle måder. Nu er det slut, husker jeg, at jeg tænkte. Nu vil ingen vide af mig mere. Og en del af mig mærkede nok også en lettelse over det, inderst inde i mig fandtes et menneske, der stadig håbede at blive smidt ud af landet og sendt hjem i skam. I hvert fald hjem. Mordecai og jeg sad sammen om aftenen og drak os fulde, og jeg snakkede om, hvordan jeg på mange måder altid havde ønsket, jeg havde jødisk baggrund, og han sagde, at jeg i hans øjne var “jødisk by proxy” (med dit mørke hår, triste blik og perio­ diske selvhad er du praktisk talt en af os, hvis man altså ser bort fra den ugudelige hudfold, der omslutter spidsen af din penis), og at beskyldningerne var absurde og umulige og derfor ikke kunne imødegås på anden måde end med stilhed. “Selv om stormen virker gigantisk,” sagde Mordecai, “betyder teater ikke noget som helst for ni tiendedele af befolkningen, husk det. De fleste er komplet ligeglade.” Han gentog det flere gange, indtil det sank ind, det var en velsignelse at indse, han havde ret, at de fleste havde vigtigere ting at bekymre sig om, det åbnede ind til en stærk frihedsfølelse, som siden kun er vokset og har bredt sig med en næsten berusende kraft, når jeg har arbejdet med disse teaterstykker. Men den sidste tiendedels raseri plagede mig forfærdeligt på det tidspunkt, mest af alt fordi det jo ikke var sandt, det jeg blev anklaget for. Intet af det. Det skræmte mig, hvor hurtigt man mister kontrollen med sandheden, hvor meget skade en misforståelse kan forvolde, hvor følsom formidlingens balance altid er, og hvordan en fejltolkning og en artikel i en enkelt avis kan starte en brand, der brænder med samme intensitet som en fosforgranat. Så jeg gjorde det eneste, jeg kunne gøre. Gennem New York Times inviterede jeg til en aften, hvor jeg 36

Tet-offensiven.indd 36

13/08/2018 14.18


THIS IS FOR US

stod alene på scenen, uden manus, uden nogen at støtte mig til eller skyde skylden på. Og så snakkede jeg. I en time, to timer, stillede spørgsmål til publikum og fik svar. Dagen efter gjorde jeg det samme. Fordi der stod en gruppe på tres-halvfjerds personer ude på gaden, som jeg tror, havde taget fejl af datoen. I tre uger holdt jeg den gående, den improviserede apologi og forklaring, som langsomt tog form som en forestilling i sig selv og blev omdøbt til 740 Park Sorry; jeg snakkede om migration og opvækst, om krig og kunst, om ratingbureauer og banker på Wall Street; jeg gled ind og ud af roller og tidsperspektiver, det ene øjeblik var jeg instruktør, der fremviste ruinerne af forestillingen og oprigtigt undskyldte, i det næste befandt jeg mig i fyrrernes Treblinka eller kom gående gennem kontorerne hos Standard & Poor’s og Lehman Brothers; jeg forvandlede lejligheden til lufthavne og gletsjere og den sydasiatiske jungle, amerikanske landskaber og natlige bilture gennem Midtvesten, til skibe på vej ind mod Ellis Island i begyndelsen af det tyvende århundrede. Og før jeg vidste af det, blev den fremvoksende forestilling anmeldt som en reel forestilling i den samme avis, der havde startet problemerne i første omgang. Strålende kritik fik jeg, tilmed en nominering til en teaterpris, jeg har glemt navnet på (men husker, at jeg ikke fik), jeg blev nødt til at sælge billetter, det vil sige, lade folk reservere dem, da jeg insisterede på, at jeg ikke ville tage penge for det. Enkelte af de kritikere, der havde været blandt de mest rasende i begyndelsen, nægtede at give slip og beskyldte mig for at have planlagt det hele på forhånd for at få opmærksomhed. De mente at kunne læse ud af kompleksiteten og timingen, at der lå et omhyggeligt arbejde bag. Igen ville jeg tage til genmæle, igen sagde Mordecai: “De fleste er komplet ligeglade. Og nogle vil altid have den holdning, der kræver mindst muligt energi, så de i stedet kan bruge kræfter på at råbe det højt i gaderne. Lad det ligge.” Sandheden var, at jeg i forestillingens spilleperiode arbejdede dag og nat med måder at gøre mig forståelig på, det var det, det handlede om. Vi synger disse sange, laver disse forestillinger, fordi vi forsøger at finde ud af, hvorfor vi gør det, vi gør. Det samme gjaldt Sorry. Jeg ville have folk til at forstå, hvad jeg havde ment, og hvordan jeg var kommet frem til den oprindelige form, derfor 37

Tet-offensiven.indd 37

13/08/2018 14.18


M A X , M I S C H A & T E T- O F F E N S I V E N

var præcisionen i formidlingen af det naturligvis vigtig. Og det var sådan, det hele endte med at tage form af en færdig forestilling. Det naturlige biprodukt af en omstændelig beklagelse. Men det er klart, at rutinen hjalp, som med alt andet her i livet. Efter den første uge var jeg ikke længere i vildrede med, hvad jeg skulle sige og hvornår. Havde jeg i de sidste uger folk bag scenen, der holdt styr på kostumerne og eventuelle justeringer af scenografien? Selvfølgelig. Fik vi sat lys? Ordnet lyd? Ja da. Der voksede en forestilling ud af det, det er der ingen grund til at lægge skjul på; det er trods alt det, jeg beskæftiger mig med. Men hvis jeg skal sige, hvad jeg husker fra tiden med Sorry, er det ikke, at det lykkedes os at skabe en Fugl Føniks af en nedstyrtet Hamlet, men at det lykkedes os at skabe nogle dage, uger, en måned på Manhattan, hvor folk kom og forstod hinanden. Det er det, jeg husker. Better Worlds Through Weyland-Yutani har indtil videre ikke voldt os de samme problemer. Det har nok hjulpet, at vi lod Sonderkommando-koblingen ligge. Og droppede skorstenen i vinduet. Ingen af delene var nødvendige for forestillingen, kun for vores forståelse af den. Karakterernes nationale eller religiøse baggrund er heller ikke vigtig for stykket, skuespillet er ikke direkte knyttet til den amerikanske økonomi, konglomeratet Weyland-Yutani er britisk-japansk, og det har gjort det muligt i det mindste at beholde diskussionen om sammenhængen mellem kapitalen og ondskaben, koncentrationslejrlederne og mæglere, hegdefond-bestyrere og short-handel. Mens Alien-filmen fremstillede Weyland-Yutani som indbegrebet af grådighed, ligger øvelsen og spændingen i vores forestilling i hver eneste aften helhjertet at forsvare virksomheden og karaktererne ud fra en tanke om, at de kun handler på baggrund af menneskelige egenskaber, for ikke at sige enhver organismes grundindstilling: overlevelse og ekspansion. Som karakteren Yamaucihi siger halvvejs: “Vi bebrejder ikke dyrene for deres handlinger; vi bebrejder ikke egernet, der hamstrer nødder til vinteren, og vi nikker forstående, når vi ser, at det hamstrer mere, end det vil kunne fortære gennem de kolde måneder. For egernet ved ikke, hvor længe vinteren varer.” En hel del af dem, der kommer for at se forestillingen, er på min alder eller yngre, amerikanere, som havnede midt i krisetiden, da 38

Tet-offensiven.indd 38

13/08/2018 14.18


THIS IS FOR US

de stod på tærsklen til deres karriere. De ved en hel del om, hvor lang vinteren kan være, og hvor koldt det bliver, jeg ser for mig, hvordan de har været ude i snestormen, og deres håb er blevet bundfrossent, og så kommer de ind i varmen til os. Til det her. Et bestyrelsesmøde, der forsvarer beslutningen om uden tøven at tage forrådet af mad fra dem. Det må være forfærdelig deprimerende at skulle forholde sig til. Måske overvejer de at gå. Eller værre. Men så kommer Miranda ind på scenen, i en rolle, vi skrev ind i teksten, efter at jeg sidste år så hende i hendes anden spillefilm, og hun er den vigtigste grund til, at vi er her nu. På turné. Jeg tror snart, det er den eneste grund. Jeg blev nødt til at flyve tilbage til Los Angeles for at overbevise hende om at tage rollen, da vi skulle i gang med produktionen. “Men det er i New York,” sagde hun. “Hvad hvis det bliver en succes, og jeg ender med at skulle bo der? Man kan ikke bare omplante mennesker på den måde.” Jeg lovede hende, at det ikke ville blive en succes. Jeg gav hende manuskriptet og sagde: “Jeg vil gerne have, du kommer ind uden at sige noget; første gang du kommer ind på scenen, får du ikke lov til at tale. Det eneste, du skal gøre, er at formidle til publikum, alt nok skal gå. At det er til det bedste.” “Hvorfor skal jeg ikke sige noget?” spurgte hun. “Nogle gange er der bare ikke noget at sige,” svarede jeg. “Men så næste gang du kommer ind ...” “Hvor mange gange, hvor længe?” “Fem, seks, syv gange, jeg er ikke sikker, vi må se på det. Du skal være en slags fortæller, du ved, ligesom i de gamle sagaer? Som trubaduren i Robin Hood, kan du huske ham?” “Tegnefilmen?” “Ja.” “Jeg har altid syntes, at Robin og Marian var lidt ... hvad skal jeg sige? Sexy? I den Disneyfilm. Er det forkert af mig at tænke sådan? Jeg var fem år, da jeg så den og, ja, der skete noget. Jeg tror, det var en forelskelse. Hvad tror du?” “Jeg tror animerede ræve er noget helt særligt,” svarede jeg, og så sagde jeg: “Men de andre gange, du kommer ind, der skal du snakke. Du kan gøre, hvad du vil, jeg vil lade dig sige, hvad du har lyst til. Altså så længe du besynger kapitalismen.” En mine betingelser for at turnere med Weyland-Yutani var, at Miranda tog med. Det er også grunden til, at vi spiller den sidste 39

Tet-offensiven.indd 39

13/08/2018 14.18


M A X , M I S C H A & T E T- O F F E N S I V E N

forestilling i Los Angeles. Jeg har lovet, at hun må tage hjem, når vi kommer til LA. Så er det slut. En hel del af dem, der kommer for at se forestillingen, er der udelukkende for at se Miranda. Og mig? Jeg holder ud, fordi jeg lever for de øjeblikke, hvor hun træder ind på scenen første gang og bare ser ud over publikum, eller ikke ud over dem, men på dem, som om hun ser hver eneste af dem længe nok til, at de også føler sig set. Og så danser hun. På en måde danser hun. En slags dans, komisk og klodset i begyndelsen, men jo længere hun fortsætter, jo mere ser man, hvor kompleks den er, og hvor smuk hver bevægelse i virkeligheden er. En ærlig og fortrøstningsfuld dans for dem, som må tage til takke med det, de kan få. De andre gange, hun kommer ind og stiller sig foran det tunge egetræsbord i bestyrelseslokalet – eller midt oppe på det – improviserer hun for det meste. Men effekten er altid den samme. Hun gør sin entré, den høje, tynde figur med det mystiske hår og usædvanlige tøj, og så åbner hun munden. Jeg ved ikke, hvad det var, der ramte mig først – det geniale manuskript, hun skrev til sin anden spillefilm, eller om det simpelthen var stemmen og hendes karakter – men jeg ved, at det var hendes stemme, der blev hængende i mig, den bløde californiske stemme, som jeg tilbragte søvnløse nætter med, mens jeg hørte en lydbog med den novellesamling, hun selv havde skrevet og indlæst, og måden hun udtalte ordet patio på, især det, men også alle de andre ord, slebne og nogle steder næsten hviskende, malende; jeg hørte novellerne flere gange uden at opfatte indholdet, jeg lyttede til lyden af hende, mens jeg sad bøjet over teatermanuskriptet og forestillede mig, hvor jeg ville have, hun skulle komme ind, som en karakter, jeg efterhånden forestillede mig som Kapitalismen selv, en trøstende og tålmodig skikkelse, optimistisk, som talte til publikum med en dyb fortrolighed og hengivenhed, som om de delte en farlig hemmelighed. Hun kom ind på scenen og parafraserede Milton Friedmans betragtninger over grådighed og markedsliberalisme på en måde, der fik det til at lyde dragende, pudsigt og lidt trist, men uundgåeligt og nødvendigt, som at få fjernet mandler og håbe på is bagefter, vel vidende, at der ikke findes nogen garantier i livet. Hun gav 40

Tet-offensiven.indd 40

13/08/2018 14.18


THIS IS FOR US

kapitalismen et ansigt, og det var et ansigt af kærlighed, mens hun sagde ting som: “Hvis det var meningen, at vi skulle flyve, var vi blevet født med vinger. Og hvis det var meningen, at vi alle skulle være socialister, ville vi være blevet født med færdigudviklet omsorg og medlidenhed med hinanden. Men det er vi ikke. Det er en konstruktion. Som en hat. Eller et par virkelig stramme jeans, du får meget opmærksomhed for. Jeg vil have de jeans. Men så må jeg arbejde for at få råd til dem. Og nogen må lave dem, fordi jeg er for optaget af at tjene de penge, jeg skal bruge for at købe dem. Og det er ikke alle, der vil kunne få de jeans, nogen bliver nødt til at gå uden bukser. Der er trods alt grænser for, hvor mange par bukser man kan producere. Betyder det, at jeg bør melde mig frivilligt til at gå nøgen, bare fordi jeg bor i Californien, hvor det som regel er varmt, og man kan gå med shorts eller en let nederdel? Hvad hvis jeg vil have bukser, hvad hvis jeg tænker, at jeg aldrig kommer til at møde nogen, slet ikke den mand, det er meningen, jeg skal elske, hvis jeg ikke får fat i de jeans? Hvad hvis jeg ikke ved, hvornår jeg kommer til at møde ham – måske tror jeg, den første jeg møder, er manden i mit liv, kun for lidt senere at opdage, at det alligevel ikke var ham, og jeg må fortsætte med at lede, fortsætte med at gemme jeansene til det rigtige øjeblik. Hvad hvis det pludselig bliver vinter?” Hver aften håber jeg, hun vil sige ordet patio. Bare én gang. Men jeg tror, Miranda længes efter at komme hjem til LA. Hun tilbringer mere og mere tid alene, hvilket jeg også gør, jeg ved ikke, hvad hun laver. Det kan være, at hun også har problemer med at sove, om end af andre grunde. Jeg ser det stadig tydeligere på de andre skuespillere, hvor meget arbejdet påvirker dem. De går til grunde hver aften, tematikken i stykket og de roller, de spiller, trækker dem ned i dybet. Og det varer længe. Det er en pointe, at man skal blive hængende i stoffet, sidde fast, derfor repeteres så meget af teksten, de samme dilemmaer og spørgsmål tages op igen og igen, med stadig længere udredninger fra den, der svarer, stadig længere forsvarstaler, til man som publikum til sidst overgiver sig. Til man som skuespiller gør det samme. Som at sidde og høre på Goebbels i Berliner Sportpalast: Man ved, det er forrykt, men 41

Tet-offensiven.indd 41

13/08/2018 14.18


M A X , M I S C H A & T E T- O F F E N S I V E N

det er svært at lukke ørerne for det. Det er virkelig et usympatisk teaterstykke. Men det kan også være det bedste, jeg har lavet. Det må være, hvad det er. Også selve forestillingen varer længere for hver aften, jeg ser, at aviserne skriver om det, de slår det op som en kvalitet ved forestillingen, at den leder efter sig selv og det endelige svar. Men for spillerne på scenen virker det anderledes, for dem føles det som at sidde fast i en malstrøm af argumenter, de ikke vil fremføre, og som de frygter er ved at blive deres egne. Jeg ved ikke, om publikum forlader forestillingen opløftede eller dybt deprimerede.

Tet-offensiven.indd 42

13/08/2018 14.18


hypnotisk. – dagbladet

MAX, MISCHA & TET-OFFENSIVEN er latter og tårer, tanker og tvivl, glemsel og minder, forståelse og empati. Jeg har kun ét at sige: RESPEKT. – Aftenposten

løber over med fortælleglæde, skarpe observationer og dyb menneskelig indsigt. – vg

MAX,

NORSKE MAX HANSEN ligger søvnløs i det amerikanske midtvesten. Han er teaterinstruktør på turné tværs gennem USA. Måske er han faktisk blevet amerikaner. Han har ikke været hjemme i tyve år. Han ville ønske, at han stadig boede i sin barndomsby uden for Stavanger, hvor fædrene tilbragte lange perioder på boreplatformene i Nordsøen, og hvor stilheden lagde sig tungt over husene, når de kom tilbage. Men ingen får helt, hvad de ønsker sig. Den sommer Max fylder tretten, emigrerer han modfaldent til USA med sin familie. På Long Island tvinges han til at gøre det nye kvarter sit eget, mens hans familie går i opløsning. Her møder han Mordecai og siden Mischa, en canadisk pige med en lovende karriere som kunstner foran sig. Og så er der Ove, Max’ onkel, som nu hedder Owen og bor på Manhattans Upper West Side. Han forlod Oslo i tresserne for at blive jazzmusiker, men endte som Vietnam-soldat, tabt for sin familie. MAX, MISCHA &TET-OFFENSIVEN er en roman om dem, der har været i krig og dem, som demonstrerede imod den; om hyperrealisme i kunsten og piger, som ligner Shelley Duvall; om solen på Fire Island og et eftertragtet arbejdseksemplar af en roman om brugbarheden af vietnamesisk guerillateknik i hverdagen. Men frem for alt er det en roman om det spørgsmål, alle der er rejst hjemmefra har stillet sig selv:

johan harstad

MAX,

MISCHA &

MISCHA &

TET-OFFENSIVEN

Hvor længe kan man blive væk, før det er for sent at tage hjem?

Årets litterære begivenhed. – Het Nieuwsblad, Holland En af vor tids mest interessante forfattere. – De Standaard der Letteren, Holland JOHAN HARSTAD (f. 1979, Stavanger) er en af Norges mest talentfulde yngre forfattere og dramatikere. Han har flere romaner bag sig og har modtaget en række af Norges største litterære priser, heriblandt Brage-prisen og senest SULT-prisen. Han bor og arbejder i Oslo.

C&K Forlag

Mischa Grey We Grew up in The Sprawl 1981 Akryl på lærred 2009 250x179 cm Gagosian Gallery, New York

TET-OFFENSIVEN johan harstad roman

c&k

Mischa Grey & Wade Guyton Shelley No. 2 Digitaltryk, Epson DURABrite Inkjet og gaffatape på lærred 2012 220x142 cm Privateje

Omslagsversionering: Imperiet


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.