Min kæreste elskling

ORDET `MESTERVÆRK' ER BRUGT OM ALT FOR MANGE BØGER, MEN MIN KÆRESTE ELSKLING ER VIRKELIG DÉT. ET MESTERVÆRK.

DETTE MÅ VÆRE ÅRETS ROMAN.

er født i New Mexico og voksede op i Mendocino, Californien. Forfatteren fik en BA fra Willamette University i 2010 og tilbragte derefter to år som naturguide i netop det landskab, han beskriver i Min kæreste elskling. Tallent bor i Salt Lake City, og romanen her er hans debut som forfatter.

Turtle Alveston overlever. Hun er fjorten år gammel og bevæger sig frit gennem skovene ved den nordcaliforniske kyst. Vandløb, tidevandssøer, klippefremspring, alle er de hendes gemmesteder og hjem, og hun tilbagelægger uden modstand store afstande. Hendes fysiske verden er vidtstrakt, men hendes personlige rum er småt og forræderisk; siden hendes mor døde har Turtles karismatiske, ustabile far domineret hendes tilværelse og tvunget hende til at leve et isoleret liv. Hun har sin skole, hvor hun holder alle på afstand, og ellers kun sin far.

Men så møder Turtle den lidt ældre Jacob, som fortæller sjove anekdoter, bor i et stort, rent hus, og ser på Turtle med en hengivenhed, hun ikke før har oplevet. Og for første gang glider resten af verden ind i hendes perspektiv, og hun forstår, at tilværelsen er langt mere end hendes far.

EN BLÆNDENDE BOG.

FORFATTEREN ER ET GUDSBENÅDET TALENT.

HR. FERDINAND

Min kĂŚreste elskling

Min_kaereste_elskling.indd 1

24/07/18 16.10

Gabriel Tallent

Min kĂŚreste elskling PĂĽ dansk ved Tonny Vorm

Hr. Ferdinand

Min_kaereste_elskling.indd 3

24/07/18 16.10

Til Gloria og Elizabeth

Min_kaereste_elskling.indd 4

24/07/18 16.10

1 Det gamle hus hænger tungt på bakken med sine karnapvinduer, den afskallede hvide maling og de snoede balustrader omviklet med klatreroser og giftsumak. Rosernes udløbere har vredet husets facadebeklædning løs, brædderne er fanget mellem stænglerne. På gruset i indkørslen flyder det med tomme patronhylstre med irgrønne pletter.

Martin Alveston stiger ud af sin pickup, en stor mand i skovmandsskjorte og Levi’s. Hans militærstøvler runger hult mod verandaens planker, da han går direkte op og åbner glasskydedøren uden at vende sig mod Turtle, der stadig sidder i bilen. Turtle venter, lytter til motorens tikken, inden hun går efter ham.

I stuen er et af vinduerne blændet med blikplader og tyk krydsfinér, som er skruet godt fast i karmen og plastret til med skydeskiver.

Det ser ud, som om nogen har affyret et kraftigt haglgevær lige foran dem, så tæt sidder skudhullerne; projektilerne glimter i deres flænsede huler som vand på bunden af en brønd.

Hendes far åbner en dåse bønner ved det gamle komfur, stryger en tændstik mod tommelfingeren og tænder blusset, der vækkes til live med en langsom sprutten og kaster et orange skær over de mørke fyrretræsvægge, de ulakerede skabe og de oliefedtede rottefælder.

Køkkendøren har kun et hul, hvor dørhåndtaget og låsen skulle have siddet. Martin sparker døren op og træder ud på den ufærdige terrasse, hvor firbenene piler hen over den nøgne sokkel. Brombær5

Min_kaereste_elskling.indd 5

24/07/18 16.10

ranker snor sig vildt omkring trækonstruktionen sammen med slangegræs og ferskenblød, syrligt duftende mynte. Martin skræver over soklens bjælker og løfter panden ned fra den sprukne facade, hvor han har hængt den op, så vaskebjørnene kunne slikke den ren. Han vrider vandhanen op med en rusten svensknøgle og spuler panden, inden han river en håndfuld græs op, som han bruger til at fjerne et par genstridige pletter. Det sprutter og syder, da han sætter den på blusset indenfor. Han åbner det olivengrønne køleskab uden lys og tager to bøffer indpakket i brunt slagterpapir, trækker sin Daniel Winkler-kniv og tørrer den en enkelt gang i sine bukser, inden han stikker knivspidsen i bøfferne og vipper dem over på panden.

Turtle hopper op på køkkenbordet – rå fyrretræsplanker, søm omkranset af mærker efter gamle hammerslag. Hun fisker en Sig Sauer op blandt de tomme dåser, kører slæden tilbage for at tjekke messingkuglen i kammeret. Hun hæver pistolen og vender sig for at se, hvordan han reagerer, og han står og læner sig med en hånd mod skabene, smiler træt uden at kigge op.

Da hun var seks år gammel, gav han hende en redningsvest på som beskyttelse og sagde, at hun ikke måtte røre de varme projekti­ler, hvorefter han lagde ud med at gennemgå en Ruger .22 med metalcylinder, som han kærtegnede på et håndklæde foran dem på køkkenbordet. Hendes bedstefar havde sikkert hørt skuddene på vej tilbage fra spritbutikken, for pludselig stod han i døren iført jeans, ternet morgenkåbe og lædertøfler med små læderkvaster og udbrød: “For fanden, Marty.” Hendes far sad i stolen ved siden af Turtle og læste Humes En undersøgelse af moralens principper, og han lagde bogen i skødet med ryggen opad, så den ikke røg på gulvet, og sagde: “Gå op på dit værelse, Kibble,” hvorefter Turtle forsvandt op ad trappen, der ikke havde noget gelænder, og hvis knirkende planker var skåret ud af en knortet redwood-stamme, de skæve gamle årer knagede, og hele fundamentet gav sig faretruende, og sømmene løsnedes, mens de to mænd sad tavse under hende – bedstefar, der fulgte hende med 6

Min_kaereste_elskling.indd 6

24/07/18 16.10

blikket, og Martin, der kærtegnede de forgyldte bogstaver på ryggen af bogen med sin ene tommelfinger. Men selv ovenpå, da hun lå på sin træbriks med militærsoveposen over sig, kunne hun høre dem, bedstefar, der sagde: “For fanden, Marty, sådan opdrager man ikke et barn,” og faren, der var tavs i lang tid, inden han svarede: “Det er mit hus, husk det, Daniel.”

De spiser bøfferne næsten uden at sige noget, drikker vand af høje glas, hvor snavset lægger sig i et lag på bunden. Mellem dem ligger et spil kort i en æske med en joker udenpå. Den ene side af hans ansigt er fordrejet i et manisk grin, den anden forsvinder i en nedavendt grimasse. Da hun er færdig, skubber hun sin tallerken fra sig, og hendes far kigger på hende.

Hun er en stor 14-årig, ranglet og langlemmet, brede, men spinkle hofter, lang, tynd hals. Øjnene er det mest bemærkelsesværdige ved hende, blå og mandelformede, i et ansigt, der er lidt for magert, med skarpe kindben og store tænder i den skæve mund – et grimt og udsædvanligt ansigt, det ved hun godt. Hendes hår er tykt og blond med afblegede striber fra solen. Hendes hud er oversået af kobberbrune fregner. På håndflader og underarme og indersiden af lårene kan man se blodårerne bugte sig.

“Hent dine lektier, Kibble,” siger Martin.

Hun finder det blå kladdehæfte i rygsækken og slår op på siden med ord, de skal lære denne uge, omhyggeligt skrevet af efter tavlen. Han lægger en hånd på hæftet og trækker det til sig. Han begynder at læse ordene op. “Balustrade,” siger han og kigger på hende. “Besvime.” På den måde arbejder han sig gennem listen. Så siger han: “Her er det.

Nummer ét: ‘En XXX arbejder med børn’.” Han drejer bogen rundt og kører den hen over bordet til hende. Hun læser: 1. En ______ arbejder med børn.

7

Min_kaereste_elskling.indd 7

24/07/18 16.10

Hun ser ordlisten igennem, vrider oversiden af tæerne mod gulvbrædderne. Far kigger på hende, men hun kender ikke svaret. “‘Forbryder’,” siger hun. “Måske er det ‘forbryder’.” Far rynker panden, og hun skriver: 1. En forbryder arbejder med børn.

Han trækker bogen til sig og kigger i den. “Okay, så,” siger han. “Lad os se på nummer to.” Han skubber bogen tilbage til hende. Hun kigger på nummer to.

2. En tyv ______ sig mod landets love.

Hun hører ham trække vejret gennem den brækkede næse, og hvert åndedræt er nærmest ubærligt, for hun elsker ham. Hun læser hans ansigt, hver en detalje, og tænker, kom nu, din bitch, du kan godt, din bitch.

“Se nu her,” siger han. “Se nu her,” og han tager blyanten og med to behændige strøg sletter han forbryder og skriver lærer. Så rækker han hende hæftet og siger: “Kibble, hvad er nummer to? Vi har lige gennemgået det. Det står dér.”

Hendes tanker kværner utålmodigt rundt, mens hun kigger på siden, måske den ting, der interesserer hende mindst i hele rummet.

Han knækker blyanten midtover, lægger begge stumper foran hendes kladdehæfte. Hun læner sig ind over siden og tænker, dum, dum, dum, hvorfor er jeg så dum til alting? Han kradser sig i skægstubbene. “Okay.” Han lader en finger glide gennem det ulækre blod på tallerkenen, træt og sammenfalden. “Okay, det er i orden,” siger han og smider kladdehæftet tværs gennem stuen med en baghånd. “Okay, det er i orden, det er nok for i aften, det er nok – hvad er der galt med dig?” Og så, mens han ryster på hovedet: “Nej, det er i orden, nej, det er nok.” Turtle sidder tavs, med håret i tjavser omkring ansigtet, og 8

Min_kaereste_elskling.indd 8

24/07/18 16.10

han åbner munden og drejer hagen til venstre med et knæk, som for at teste leddet.

Han rækker ud efter Sig Saueren og lægger den foran hende. Så trækker han æsken med kort til sig og lader den dumpe ned i sin anden hånd. Han går hen til det blændede vindue, stiller sig foran målene med skudhuller, slår kortene ud af æsken, trækker spar knægt og holder det op ud for sit ene øje, viser hende forsiden, bagsiden og kortet fra siden. Turtle sidder med hænderne fladt på bordet og kigger på pistolen. Han siger: “Lad nu være med at være en fucking kryster, Kibble.” Han står helt stille. “Du er en skide kryster, er det dét, du prøver at være, Kibble?”

Turtle rejser sig, stiller sig med let spredte ben, sigter med højre øje. Hun ved, at hun har fundet sit sigte, når kanten fremstår skarpt som et barberblad – et reflekterende lille glimt fra det øverste af sigte­ kornet advarer hende, hvis hun sigter for højt. Hun forvandler den skarpe kant til en tynd, skarp streg og tænker, rolig, rolig, tøs. Kortets forside udgør et mål på tykkelse med en tommelfinger. Hun tager det bløde aftræk, indtil hun mærker modstanden, ånder ind, lader luften sive naturligt fra lungerne og klemmer langsomt om aftrækkeren.

Hun trykker af. Det øverste af kortet svæver i cirkler mod gulvet som bladet fra et ahorntræ. Turtle står helt stille bortset fra kuldegysningerne, der jager hinanden ned over armene. Han ryster på hovedet, smiler lidt, men prøver at skjule det, stryger tommelfingeren over sine tørre læber. Så trækker han et andet kort og holder det op for hende.

“Nu skal du ikke være en lille kryster, Kibble,” siger han og venter.

Da hun ikke bevæger sig, siger han: “For fanden, Kibble.”

Hun tjekker hanen med tommelfingeren. Man kan mærke, når man holder en pistol rigtigt, og Turtle gransker følelsen for at sortere eventuelle urenheder fra. En perle på størrelse med hans ene øje gløder kemisk-grønt fra kanten af sigtekornet, der dækker hans ansigt.

I et langt øjeblik, der trækkes ud, mens hun koncentrerer sig, løfter hans blå øje sig over den tynde, flade horisont, hun har i sigte. Hen9

Min_kaereste_elskling.indd 9

24/07/18 16.10

des mave spræller uroligt som en fisk, der er røget på krogen, og hun står helt stille, slapper fingeren på aftrækkeren og tænker, pis, pis, tænker, lad være med at kigge på ham, lad være med at kigge på ham.

Hvis han kan se hende over sigtekornet, lader han som ingenting.

Bevidst indstiller hun blikket på det skælvende, slørede kort. Hun puster roligt ud og trykker af. Kortet bevæger sig ikke. Hun ramte forbi. Hun kan se mærket på målpladen, en håndsbredde fra ham.

Hun afspænder hanen og sænker pistolen. Sveden har lagt sig som et glitrende slør i hendes øjenbryn.

“Prøv at sigte,” siger han.

Hun står helt stille.

“Vil du prøve igen, eller hvad?”

Turtle spænder hanen og hæver pistolen fra hoften til det skarpe øje, finder sit sigte, så lyset fordeler sig jævnt mellem kærven og sigtekornet, der er så roligt, at man kunne stille en mønt på højkant på løbet. Til gengæld bevæger kortet sig en lille smule op og ned. En minimal skælven, der blot skyldes hans hjertebanken. Hun tænker, lad være med at kigge på ham, lad være med at kigge på hans ansigt.

Fokuser på dit sigtekorn, kig på det øverste af dit sigtekorn. I stilheden, der følger skuddet, slipper Turtle aftrækkeren, indtil den klikker.

Martin vender det intakte kort i hånden og undersøger det demonstrativt. Han siger: “Præcis som jeg regnede med” og smider det på gulvet, går tilbage til bordet og sætter sig ned over for hende, tager bogen, som har ligget åben med ryggen opad, og bøjer sig over den.

I det blændede vindue bag ham ville den lille klynge af skudhuller kunne dækkes med en mønt.

Hun står og kigger på ham et øjeblik. Så trykker hun magasinet ud, tømmer kammeret og griber patronen med den ene hånd, klikker slæden tilbage på plads og lægger pistolen, magasinet og patronen på bordet ved siden af sin beskidte tallerken. Patronen triller i en bue med en marmorkugleagtig lyd. Han slikker på en finger og bladrer i sin bog. Hun venter på, at han skal kigge på hende, men han und10

Min_kaereste_elskling.indd 10

24/07/18 16.10

lader at løfte blikket, og hun tænker, er det dét? Hun går op på sit værelse, der er mørkt og beklædt med rå brædder og har grenene fra giftsumak kravlende ind gennem sprækkerne mellem ruden og vinduesrammen.

Den nat ligger Turtle og venter på sin træbriks under den grønne militærsovepose og uldtæpper, lytter til rotterne, der mæsker sig i resterne på det beskidte service nede i køkkenet. Sommetider kan hun høre, når en rotte sætter sig på en stabel tallerkner og kradser sig i nakken – klak, klak, klak. Hun kan høre Martin gå frem og til­bage.

På en række knager hænger hendes Lewis Machine & Tool AR-10, hendes Noveske AR-15 og hendes Remington 870 Pump-Action haglgevær. Til hvert af dem knytter sig en længere instruks. Hendes tøj er lagt pænt sammen på hylderne, og hendes sokker er pakket ned i en skibskiste for foden af sengen. Engang glemte hun at folde et tæppe sammen, og det brændte han ude i haven med ordene: “Kun dyr ødelægger deres eget hjem, Kibble, kun dyr ødelægger deres eget fucking hjem.”

Om morgenen kommer Martin ud fra sit værelse i færd med at spænde bæltet i sine Levi’s, og Turtle åbner køleskabet og tager en bakke æg og en øl ud. Hun kaster øllen hen til ham. Han stemmer kapslen mod kanten af køkkenbordet og slår den af, står op og drikker.

Hans skovmandsskjorte står åben. Mavemusklerne bevæger sig, når han drikker. Turtle slår æggene mod bordkanten, løfter hånden højt, krænger skallen op og hælder indholdet ned i munden, hvorefter hun smider skallerne i den store skraldebøtte.

“Du behøver ikke følge mig,” siger hun smaskende.

“Det ved jeg godt,” siger han.

“Du behøver ikke,” siger hun.

“Det ved jeg godt, jeg ikke behøver,” siger han.

Han følger hende ned til bussen, far og datter i hjertegræsset langs grusvejen. På begge sider af vejen vokser tornede tidsler, som ikke 11

Min_kaereste_elskling.indd 11

24/07/18 16.10

står i blomst. Martin holder øllen ind mod brystet, knapper skjorten med den anden hånd. De venter sammen for enden af grusvejen flankeret af stormhat og klynger af amaryllis. I gruset titter gyldne valmuer frem. Turtle kan lugte den rådne tang fra stranden under dem, og den tunge stank fra flodudmundingen 20 meter derfra. Vandet i Buckhorn Bay er bleggrønt og skummer hvidt omkring klippeblokkene. Havet ændrer kulør og bliver mere mat og blåt længere ude, en farve der fuldstændig matcher himlens, ingen horisontlinje og ingen skyer.

“Se der, Kibble,” siger Martin.

“Du behøver ikke vente,” siger hun.

“At kigge på den slags er godt for sjælen. Man kigger, og man tænker, det var satans. Når man ser derud, nærmer man sig sand­heden.

Vi lever i verdens udkant, og vi tror, det lærer os noget om livet, sådan at se ud over tingene. Og sådan går årene. Forstår du, hvad jeg mener?”

“Ja, far.” “Årene går, og man tror, at man foretager sig et eller andet vigtigt, noget eksistentielt, at man holder mørket borte ved at betragte tingene. Så en dag indser man, at man ikke aner, hvad fanden man glor på. Det er sært og ikke til at ændre, og ikke lig noget andet, og alle spekulationerne har ikke været andet end forfængelighed, hver eneste tanke, man har gjort sig, missede tingenes uforklarlighed, deres storhed og ligegyldighed. Man har kigget på havet i årevis og troet, at det betød et eller andet, men det betød ingenting.”

“Du behøver ikke at gå med herned, far.”

“For pokker, mand, jeg elsker den lebbe,” siger Martin. “Og hun elsker også mig. Man kan se det i hendes øjne. Se lige. Sand kærlighed.”

Bussen gisper, da den runder foden af Buckhorn Hill. Martin smiler skælmsk og løfter øllen i en hilsen til buschaufføren, der virker enorm i sine Carhartt-overalls og snørestøvler. Hun møder irriteret 12

Min_kaereste_elskling.indd 12

24/07/18 16.10

hans blik. Turtle stiger på bussen og går ned ad midtergangen. Buschaufføren kigger på Martin, der stadig står og smiler ude på grusvejen, ryster på hovedet, mens han holder flasken over sit hjerte og siger: “Du er fandeme noget af et kvindfolk, Margery. Noget af et kvindfolk.” Margery lukker dørene med gummiklapperne forneden, og bussen starter i et ryk. Gennem ruden kan Turtle se Martin løfte hånden til farvel. Hun smider sig på et tomt sæde. Elise vender sig, lægger hagen på ryglænet og siger: “Din far er ligesom bare … vildt cool.” Turtle kigger ud ad vinduet.

I anden time går Anna frem og tilbage foran klassen med sit endnu våde, sorte hår i en hestehale. En våddragt hænger bag hendes bord og drypper ned i en plastikspand. De gennemgår staveord, og Turtle sidder sammenbøjet over papiret, klikker med kuglepennen for at øve et balanceret aftræk, der hverken trækker mod højre eller venstre. Pigerne har svage, spinkle stemmer, og når Turtle får chancen, vender hun sig i stolen for at mundaflæse, hvad de siger.

“Julia,” siger Anna til Turtle, “vil du være sød at stave og forklare ordet ‘synekdoke’ for klassen? Derefter må du gerne læse din sætning op.”

Selvom de gennemgår opgaven, og selvom hun har en anden piges opgave liggende lige foran sig, en pige, Turtle indimellem skæver neglebidende og beundrende til, og selvom ordet synekdoke står skrevet med den anden piges pæne bogstaver i glimmertusch, kan Turtle ikke. Hun begynder: “S-Y-N…” og stopper så, kan ikke finde vej gennem tågen. “Hun gentager: “S-Y-N…” “Nå, Julia,” siger Anna venligt. “Det er et svært ord, synekdoke, ­S-Y-N-E-K-D-O-K-E, synekdoke. Kan nogen forklare, hvad det betyder?”

Rilke, den anden, langt kønnere pige, løfter hånden og former et begejstret Åh med sine lyserøde læber. “Synekdoke: en talemåde, hvor en del repræsenterer helheden: ‘Der var ikke et øje i salen’.”

Hun og Turtle har byttet opgaver, så Rilke læser ud fra hukommelsen 13

Min_kaereste_elskling.indd 13

24/07/18 16.10

uden at kigge ned i Turtles papir, for Turtles papir er tomt, bortset fra den første sætning: “Forbryder. Overtræder. En tyv forbryder sig mod landets love.” Turtle har ingen idé om, hvad der menes med, at en del repræsenterer helheden, og hun ved heller ikke, hvad der var ikke et øje i salen betyder.

“Flot,” siger Anna. “Endnu et ord fra græsk, ligesom …”

“Ja!” og Rilkes hånd flyver i vejret. “Sympatisk.”

Turtle sidder på sin blå plastikstol, bider sig i knoerne, stinker af dyndet fra Slaughterhouse Creek, iført en slidt T-shirt og Levi’s smøget op over de blege, tørre lægge. Der sidder en rustfarvet rand af syntetisk motorolie under hendes ene negl. Fingrene afgiver deres helt egen forhistoriske lugt. Hun kan godt lide at bruge hænderne til at smøre stålet ind i olie. Rilke lægger lipgloss på læberne efter at have løbet ned over Turtles opgave og sat et fint lille x ud for de tomme sætninger, og Turtle tænker, se den luder. Se lige den luder. Udenfor er den vindblæste mark plettet af vandpytter, den oversvømmede grøft er afskåret fra det askefarvede ler, og bag det hele starter skoven.

Turtle kunne gå ind i den skov uden nogensinde at blive fundet. Hun har lovet Martin aldrig at gøre det, ikke mere.

“Julia?” spørger Anna. “Julia.”

Turtle vender sig langsomt, kigger på hende og venter, lytter.

I en meget venlig tone siger Anna: “Julia, vil du være sød at følge med, tak.”

Turtle nikker.

“Tak,” siger Anna.

Da det ringer ud til frokost, rejser alle eleverne sig samtidig, og Anna går ned gennem klassen og lægger to fingre på Turtles bord, løfter smilende en enkelt finger i vejret for at indikere, at de lige skal tale sammen. Turtle kigger på de andre elever, der forlader lokalet.

“Nå,” siger Anna. Hun sætter sig på et bord, og Turtle, tavs og iagttagende, altid opmærksom på folks ansigter, kan læse alt i hendes. Anna kigger vurderende på Turtle og tænker, den pige kan jeg 14

Min_kaereste_elskling.indd 14

24/07/18 16.10

lide, mens hun overvejer, hvordan hun nu skal forklare sig. Det virker overdrevent underligt på Turtle, som hader Anna og aldrig har givet Anna grund til at kunne lide hende, ja, ikke engang kan lide sig selv.

Din luder, tænker Turtle.

“Nå,” siger Anna igen. “Hvad synes du om prøven?” Hun ser let spørgende på hende – bider sig i læben, hæver det ene øjenbryn, et par våde hårlokker er undsluppet hestehalen. “Julia,” siger hun. I Julias ører, som udelukkende er vant til dialekten i det nordvestlige Californien, lyder hun cool og affekteret. Turtle har aldrig været syd for Navarro River, og aldrig nord for Mattole.

“Ja?” svarer Turtle. Hun har trukket tavsheden lidt for længe.

“Hvad synes du om prøven?”

“Den var ikke så god,” siger Turtle.

“Men forstod du alle ordene?” spørger Anna.

Turtle ved ikke, hvad Anna vil. Nej, hun forstod ikke alle ordene, og det må Anna da vide. Der er kun ét svar på alle Annas spørgsmål, og det er, at Turtle er komplet uduelig.

“Nej,” siger Turtle. “Jeg forstod ikke de fleste af ordene. Eller jeg fik den første rigtig. ‘En tyv forbryder sig mod landets love.’”

“Hvordan kan det være, tror du?” spørger Anna.

Turtle ryster på hovedet – det skal hun ikke kunne sige, og hun vil ikke tvinges til at sige noget.

“Hvad nu, hvis du blev inde i et spisefrikvarter, og vi øvede os sammen?”

“Jeg laver lektier,” siger Turtle. “Jeg ved ikke, hvorfor det skulle hjæl­­pe noget.”

“Er der noget, du tror kunne hjælpe?” Sådan gør Anna, stiller spørgsmål, lader, som om alt er trygt og godt, men intet er trygt og godt.

“Jeg er ikke sikker,” siger Turtle. “Jeg øver alle ordene med far …”

Og her ser Turtle Anna tøve, og hun ved, at hun har begået en fejl, for andre piger i Mendocino siger ikke far på den måde. For det meste bruger de deres forældres fornavne, eller også siger de min far.

15

Min_kaereste_elskling.indd 15

24/07/18 16.10

Turtle fortsætter. “Vi gennemgår dem, og jeg tror, jeg bare skal øve lidt mere på dem selv.”

“Du mener, du skal bruge lidt mere tid på dem?”

“Ja,” siger Turtle.

“Men hvordan laver du lektier med din far?” spørger Anna.

Turtle tøver. Hun kan ikke undvige spørgsmålet, men hun tænker, pas på, pas på.

“Altså, vi gennemgår ordene,” siger Turtle.

“I hvor lang tid?” spørger Anna.

Turtle koncentrerer sig om en af sine fingre, får leddene til at sige knæk, løfter blikket og siger: “Det ved jeg ikke – en time?”

Turtle lyver. Det er tydeligt at se på Anna, at hun er gennemskuet.

“Er det rigtigt?” spørger Anna. “I laver lektier en time hver aften?”

“Altså,” siger Turtle.

Anna kigger på hende.

“De fleste aftener,” siger Turtle. Hun må dække over, at hun renser pistolerne foran pejsen, mens Martin sidder og venter og læser, og ilden oplyser deres ansigter, hele rummet, inden skæret bliver revet hårdt tilbage hen over gulvet og tilbage til gløderne.

“Vi bliver nødt til at tale med Martin om det,” siger Anna.

“Vent. Jeg kan stave til ‘synekdoke’. S-I-N,” siger Turtle og stopper så.

Hun ved, det er forkert, at hun tager fejl, men hun kan ikke huske, hvad der kommer efter, uanset hvor meget hun tænker efter. Anna kigger på hende med et nøgternt og spørgende blik, som Turtle gengælder, mens hun tænker, din bitch. Gør hun flere indvendinger, siger hun mere, så kommer hun til at røbe noget, det ved hun.

“Okay,” siger Turtle. “Okay.”

Efter skole går Turtle over til kontoret og sætter sig på en bænk.

Bænken vender mod skranken, og bag skranken står sekretærens skrive­bord, og der er en kort gang, som fører til rektor Greens dør.

Bag den dør siger Anna: “Hun er en god pige, Dave, men hun har 16

Min_kaereste_elskling.indd 16

24/07/18 16.10

brug for hjælp, meget hjælp og på flere områder, mere hjælp, end jeg kan give hende. For pokker, jeg har 30 elever i den klasse.” Turtle sidder og knækker fingre, sekretæren kaster et hurtigt, uroligt blik hen over sin computer. Turtle må lytte godt efter, men Anna taler med en skinger, høj stemme, der siger: “Tror du, jeg har lyst til at tale med den mand? Prøv at høre: kvindehad, isolation, vagtsomhed. Det er altså tre store røde advarselslamper, der lyser. Jeg vil gerne tale med hendes vejleder, Dave. Hun er udstødt, og fortsætter hun på high school, uden at der bliver gjort noget ved det, så kommer hun endnu længere bagud. Vi kan stadig nå at indhente det forsømte – ja, jeg ved godt, jeg har forsøgt – men vi bliver nødt til at blive ved med at forsøge. Og er der noget galt …”

Turtles mave snører sig sammen. Christ, tænker hun.

Sekretæren samler en stabel papirer, så de ligger knivskarpt på bordet, og går ned ad gangen til døren, bag hvilken rektor Green siger noget, hvortil Anna svarer skingert: “Det er ingen interesserede i?

Hvorfor er der ingen, der er interesserede i det? Jeg siger bare, at der er alternativer … altså. Nej. Ikke noget. Det eneste …” og sekretæren stiller sig og banker på døren, stikker hovedet ind på kontoret og siger: “Julia er her. Hun venter på sin far.”

Der bliver stille. Sekretæren går tilbage til sit bord. Martin åbner døren, kaster et blik på Turtle og går hen til skranken. Sekretæren kigger fast på ham. “Du kan bare …” siger hun og signalerer med nogle papirer, at han kan gå lige ind. Turtle rejser sig og går efter ham, forbi skranken og ned ad gangen, og han banker på en enkelt gang og åbner døren.

“Kom ind, kom ind,” siger rektor Green. Han er en stor mand, rødmosset, med store, bløde, lyserøde hænder. Dellerne hænger på ham og spænder hans kakibukser med pressefolder godt ud. Martin lukker døren og stiller sig foran den, så høj som døren selv og næsten lige så bred. Hans skovmandsskjorte er knappet lidt ned, så krave­ benet er synligt. Hans tykke, lange, mørke hår er sat op i en heste17

Min_kaereste_elskling.indd 17

24/07/18 16.10

hale. Der hænger hvide tråde fra bukselommen, hvor hans nøgler er ved at grave sig gennem stoffet. Selv hvis Turtle ikke vidste det, ville hun have kunnet se, at Martin gik med pistol, alene ud fra den måde hans skjorte sidder på, alene ud fra den måde han sætter sig på, men hverken rektor Green eller Anna tænker over det; de kan ikke engang forestille sig den slags, og Turtle spekulerer på, om der er ting, hun er blind for, som andre kan se, og hvad det i så fald er for nogle ting.

Rektor Green tager en skål med Hershey’s Kisses-chokolader og rækker den først til Martin, der afslår med håndfladen, og så til Turtle, der ikke rører sig. “Nå, hvordan har dagen været indtil videre?” spørger han og sætter skålen tilbage, hvor den stod.

“Tja,” siger Martin. “Jeg har haft det bedre.” Turtle tænker, det her er galt, helt galt, men hvordan skulle du have vidst det, du er bare en bitch.

“Og Julia, hvordan går det med dig?”

“Fint nok,” svarer Turtle.

“Ja, nå, jeg forstår godt, hvis det er lidt stressende,” siger rektor Green.

“Nå?” siger Martin og gør tegn med hånden til, at han skal komme videre.

“Ja, lad os tale om det,” siger rektor Green. De nye lærere kaldes ved fornavn, men rektor Green er en generation ældre, måske to.

“Siden vi talte sammen sidst, er det ikke blevet bedre med Julia i timerne, og vi er bekymrede for hende. En del af problemet er karaktererne. Hun læser ikke så godt, som hun burde gøre. Hun har svært ved opgaverne. Men i vores øjne er problemet – mere end det handler om de faglige evner – hendes følelse af, ja, måske føler hun sig ikke hjemme på skolen, og vi mener jo, at hun har brug for at føle sig tryg, at hun hører til i en vis forstand, så hun kan begynde at trives på skolen. Det er problemet, som vi ser det.”

Anna siger: “Jeg har arbejdet en del med Julia, og jeg tror, at …”

18

Min_kaereste_elskling.indd 18

24/07/18 16.10

Martin afbryder hende, læner sig frem i stolen, klasker hænderne sammen. “Hun skal nok få indhentet det,” siger han.

Turtle kvæler sin overraskelse, kigger på Martin og tænker, hvad laver du? Hun vil have Martin til at se direkte på Anna, og det ved hun, at han kan – se direkte på Anna og få hende til at føle sig godt tilpas med alt det her.

“Det virker, som om Julia særligt har problemer med pigerne,” siger Anna. “Vi tænkte – måske hun havde lyst til at tale med Maya, vores vejleder. Mange elever opdager, at det hjælper at tale med nogen. Vi er sikre på, at Julia ville have godt af at få en ven på skolen, en, hun kan stole på …”

Martin siger: “Julias karakterer afhænger vel ikke af, om hun taler med en vejleder. Så hvordan sikrer vi os, at hun består sin eksamen?”

Han kigger på rektor Green. Turtle forsøger at undertrykke den sære frygt, der vokser i hende, for måske forstår hun ikke, hvad der foregår, og måske gør Martin. Hvad laver du, far? tænker hun.

Anna siger: “Martin, jeg tror, du misforstår. Julia kommer ikke til at gå om. Fordi vores budget ikke længere rækker til sommerskole, og fordi det er begrænset, hvor mange der kan fortsætte her, bliver alle elever rykket op i high school. Men går hun ud af skolen her uden gode venner og med det nuværende faglige niveau og den begrænsede læsekundskab, vil hun få dårlige karakterer i high school, hvilket forringer mulighederne for at komme videre på universitetet. Det er derfor, det er så vigtigt at få bugt med problemerne nu, i april, mens der stadig er lidt tid, inden skoleåret er omme. Det handler kun om Julias trivsel, og vi tror, at et ugentligt møde med en, hun kan tale med, kan være med til at løse problemerne.”

Martin læner sig frem, og stolen knirker. Han kigger rektor Green i øjnene, slår ud med hænderne, som for at spørge, hvad meningen er, hvad fanden laver vi her?

Rektor Green kigger på Anna. Martin kigger på Anna, som for at finde ud af, hvorfor alle kigger på hende. Så kigger han hurtigt væk, 19

Min_kaereste_elskling.indd 19

24/07/18 16.10

fanger rektor Greens opmærksomhed. Martin tror, rektor Green styrer mødet, og at rektor Green er nødden, han skal knække. Anna er der kun problemer med, og hun magter efter Martins mening ikke at få styr på tingene. Turtle ved ikke, hvorfor han tænker sådan. Under alle deres samtaler har rektor Green ikke givet indtryk af andet end at være upåvirket af Martin. Hun kan se det på ham, han er ikke til at ryste. Han har, ved Turtle, en skeløjet søn med Downs syndrom, og han har været rektor på skolen i mere end 20 år, og Martin og han taler ikke samme sprog. Intet, Martin kan finde på at sige, vil overbevise rektor Green om noget som helst. Mødet her handler udelukkende om at være høflig og vise, at Turtle går op i sin skole, vise, at Martin går op i at samarbejde med Turtles lærere, og Martin går forkert frem, han siger ikke de rigtige ting, han forsøger at presse rektor Green, som han har forsøgt det flere gange tidligere.

“Martin,” siger Anna. “Jeg går meget op i, hvordan Julia klarer sig, og jeg vil gøre hvad som helst, så hun bliver klar til high school, men der er grænser for, hvad jeg kan stille op, når Julia ikke udviser engagement og ikke koncentrerer sig om skolen.”

“Mr. Green,” siger Martin som et modargument over for Anna.

Rektor Green skærer dybe rynker i panden, svinger lidt til den ene side i stolen med hænderne foldet over sin enorme mave. “Julia har hverken brug for særlig opmærksomhed eller terapeutisk indgriben for at kunne klare sig godt. Det er ikke kompliceret. Lektierne keder hende. Vi lever i en spændende og forfærdelig tid. Verden er i krig i Mellemøsten. Mængden af CO2 i atmosfæren nærmer sig 400 ppm.

Vi er på vej mod den sjette store udslettelse. I løbet af de næste ti år når vi Hubbert’s Peak. Det har vi måske allerede gjort, eller måske fortsætter vi med at fracke, hvilket medfører andre, men ikke mindre alvorlige risici for grundvandet. Og uanset hvilke anstrengelser vi gør os, tror vores børn stadig på, at vandet kommer ud af hanen på magisk vis. De ved ikke, at der er en akvifer under deres by, eller at den snart er udtømt, eller at vi ingen planer har for, hvordan vi skal forsyne 20

Min_kaereste_elskling.indd 20

24/07/18 16.10

byen med vand, når den er udtømt. De fleste af dem aner ikke, at fire ud af de seneste seks år har været de varmeste nogensinde. Det kunne jeg forestille mig måske ville interessere jeres elever. Jeg kunne forestille mig, at de ville interessere sig for deres fremtid. I stedet skal min datter testes i stavning. I sit sidste år i skolen. Undrer det jer, at hendes tanker befinder sig et andet sted?”

Turtle kigger på ham og forsøger at se ham, som rektor Green og Anna ser ham, og hun hader det, hun ser.

Rektor Green ligner en, der har hørt argumenterne før, fremsat mere overbevisende af andre. “Marty,” siger han. “Det passer ikke helt. Vores elever går til deres sidste staveprøve i femte klasse. På Julias nuværende trin undervises i mere avancerede ord, der netop er nyttige til at diskutere de fænomener, du taler om.”

Martin stirrer på rektor Green.

Rektor Green siger: “Omend det er sandt, at det kræves, at de kan stave ordene korrekt.”

Martin læner sig frem, så omridset af hans Colt 1911 tegner sig tydeligt gennem skjorten nederst på hans ryg, og selvom hans ansigt er helt roligt, understreger bevægelsen hans fysiske styrke og virker truende. Siddende over for hinanden virker rektor Green og Martin helt tydeligt til at være i samme vægtklasse, men mens rektor Greens vægt vælter ud over sædet, er Martin solid som en mur. Turtle er klar over, at mødet handler om at udvise vilje til at tackle problemerne.

Det lader ikke til, at Martin er klar over det. “Jeg synes,” siger Martin, “at vi skulle lade Julia navigere på egen hånd blandt sine jævnaldrende. Den måde, hun nu vælger at passe sit skolearbejde på, er den, der passer hende bedst. Man kan ikke tvinge en pige til at være udadvendt. Man kan ikke diktere, at hun skal tale med en terapeut, man kan ikke sygeliggøre hendes kedsomhed og tavshed med en kedelig læseplan. I og jeg ville også kede os og være tavse i hendes sted. Så jeg vil ikke kræve – eller lade jer kræve – at hun skal tale med nogen.

Jeg forstår jeres bekymring omkring kravene i high school, men jeg 21

Min_kaereste_elskling.indd 21

24/07/18 16.10

kan ikke lade være med at tænke på, at den slags krav netop bliver en konstruktiv modvægt til det her tåbelige ridt af stavetests og indholdsløse børnebøger. Hun skal nok vokse med opgaven de kommende år.

Men nu er jeg blevet gjort bekendt med jeres overvejelser, og jeg vil allerede nu finde mere tid til at hjælpe Julia med lektielæsning og med at indøve de studieværktøjer, I mener, hun mangler. Det vil jeg finde tid til hver aften og i weekenderne.”

Rektor Green vender sig mod Turtle og siger: “Julia, hvad synes du om det? Vil du mødes med Maya?”

Turtle sidder stivnet i stolen, den ene hånd klemmer om den anden, lige ved at knække et fingerled, munden står åben, og hun kigger fra sin far til Anna. Hun ønsker at berolige Anna, men kan ikke modsige Martin. Alle kigger på hende. Hun siger: “Anna er meget hjælpsom, og jeg er måske ikke så god til at lade hende hjælpe mig.”

Alle i rummet virker overraskede. “Jeg tror,” siger Turtle, “at jeg bliver nødt til at gøre mig mere umage, lade Anna hjælpe lidt mere, lytte mere til hende, måske. Men jeg vil ikke tale med andre.”

Da de er færdige, rejser hendes far sig og holder døren for Turtle, og de følges ud til pickuppen, sætter sig ind og sidder så i tavshed på forsædet. Martin lægger hånden på nøglen i tændingen og synes at tænke over et eller andet, kigger ud ad sideruden. Så siger han: “Er det din eneste ambition? At være en stupid lille dåse?”

Han starter pickuppen og svinger ud fra parkeringspladsen, mens Turtle i hovedet gentager ordene stupid lille dåse. Deres betydning kommer væltende på én gang, som blæver, der pludselig bliver hældt ud af en dåse. Hun undgår at sætte ord på eller undersøge visse dele af sig selv, og så navngiver han dem, og hun ser sig selv klart i hans ord og hader sig selv. Han skifter gear med en tavs, kraftfuld vrede.

Hun hader sig selv, hader de ufærdige, defekte sprækker i sig selv. De kører op ad grusvejen, og han parkerer foran verandaen og slukker motoren. De følges op på verandaen, og far går ind i køkkenet, finder en øl i køleskabet og åbner den på bordkanten. Han sætter sig, kradser 22

Min_kaereste_elskling.indd 22

24/07/18 16.10

med en tommelfingernegl i en plet. Turtle sætter sig på knæ, lægger sine hænder på hans blegede blå buksestof og siger: “Undskyld, far.”

Hun stikker to fingre gennem de hvide tråde, hvor der næsten er slidt hul, og hviler kinden mod indersiden af hans lår. Han sidder og kigger væk, holder sin øl i cirklen mellem tommel- og pegefinger, og hun spekulerer desperat over, hvad hun kan gøre, en stupid lille dåse, en stupid lille analfabet.

Han siger: “Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dig. Mennesket er ved at slå sig selv ihjel – sammen sidder vi og skider i vores egen rede, langsomt og alt­ ødelæggende, skider på verden, blot fordi vi ikke begriber, at verden eksisterer. Den fede mand og den bitch, de forstår det ikke. De laver alle mulige ringe, du skal hoppe igennem, og bilder dig ind, at det er verden, at verden består af ringe. Men det er ikke verden, og det må du aldrig nogensinde bilde dig selv ind. Verden er Buckhorn Bay og Slaughterhouse Gulch. Det er verden, og skolen er bare ... flimmer, distraktioner. Det må du aldrig glemme. Men du bliver nødt til at være opmærksom. Snubler du, bliver du taget fra mig. Så hvad kan jeg sige? At skolen er ingenting, og at du alligevel bliver nødt til at spille med?”

Han kigger på hende, afvejer hendes intelligens. Så rækker han ud, tager fat om hendes hage og siger: “Hvad foregår der i dit lille hoved?” Han vender og drejer hendes hoved, ser på hende med et intenst blik. “Ved du hvad, Kibble?” siger han endelig. “Ved du, hvad du betyder for mig? Du redder mit liv hver morgen, når du står op. Jeg kan høre dine trin komme trippende ned ad trappen, og jeg tænker, det er min pige, hun er grunden til, at jeg lever.” Han er tavs en kort stund. Hun ryster på hovedet, hendes hjerte knager af vrede.

Den aften venter hun lydløst, lytter, lægger lommeknivens kolde blad mod kinden. Hun åbner og lukker kniven stille, lader tommelfingeren glide hen over låsekuglen og trykker den forsigtigt ned, så den ikke klikker. Hun kan høre ham gå frem og tilbage. Turtle 23

Min_kaereste_elskling.indd 23

24/07/18 16.10

skærer halvmåner af neglene. Når han standser, standser hun. Han er stille nede i stuen. Langsomt, stille folder hun kniven sammen.

Hun knækker tæerne på den ene fod med hælen af den anden. Han kommer op ad trappen og tager hende op, og hun folder armene omkring hans hals, og han bærer hende ned ad trappen og gennem den mørke stue til soveværelset, hvor månen kaster slørede skygger fra elletræernes blade på gipsvæggen, bladene er store og mørkegrønne mod glasruden, sprækkerne i de mørke, rustfarvede gulvbrædder ligner ar efter en økse, en sort revne i den ufærdige sammenføjning mellem bjælkerne og gipsvæggen afslører fundamentet, hvor store, ældgamle træstammer afgiver en lugt af sort te, som sten i en flod eller tobak. Han lægger hende ned, fingerspidserne giver hende gåsehud på lårene, hendes ribben åbner og lukker sig, hver dal i skygge, hver forhøjning kridhvid. Gør det, tænker hun, jeg vil have, du skal gøre det. Hun ligger og venter på det øjeblik, hvor det sker, kigger ud ad vinduet på de små, grønne, spæde ellekogler og tænker, her er jeg, tanker som den blodige marv dybt inde i lårbensknoglerne og de blødt buede, bøjede underarme. Han bukker sig ned over hende og siger med en hæs stemme båret af ærefrygt: “For fanden, Kibble, for fanden da.” Han lægger hænderne på hendes hofters flade spidser, på hendes mave, hendes ansigt. Hun kigger uden at blinke. Han siger: “For fanden,” og lader sine arrede fingerspidser løbe gennem uglerne i hendes hår, og så vender han hende omkring, så hun ligger på maven og venter på ham, og mens hun venter, vil hun skiftevis have det og ikke have det. Hans berøringer vækker hendes hud til live, og hun bevarer det hele i sit sinds private teater, hvor alt er tilladt, deres skygger kastet hen over lagnet og knyttet sammen. Han lader en hånd glide op ad hendes lår og klemmer hendes balde og siger: “For fanden, for fanden,” og han fører læberne op ad hendes rygsøjle, kysser hende undervejs, venter, trækker vejret tungt af ophidselse og siger: “For fanden,” hendes ben er spredt og afslører vejen ind i hendes mørke indre, hvilket han betragter som hendes sande jeg, det er hun 24

Min_kaereste_elskling.indd 24

24/07/18 16.10

klar over. Han tager fat i hendes hår med næverne og spreder det over puden, så nakken bliver synlig, og han siger “for fanden” med hæs stemme, leger med de små hårlokker. Hendes hals hviler mod puden, fyldt med papirtynde, våde efterårsblade, som det kolde vand siver gennem, krydret og med en snert af gran, egetræsblade og den grønne smag af græs på marken. Han mener, at han forstår hendes krop, og det er på forræderisk vis sandt.

Da han er faldet i søvn, rejser hun sig og går alene gennem huset, holder en hånd for sit opsvulmede køn for at fange varmen, der løber derfra. Hun sætter sig på hug i badekarret, kigger på kobberhanerne, bader i koldt vand, hans sperm klistrer som plumret edderkoppespind mellem fingrene på hende, selv under det løbende vand, og det virker bare, som om det bliver tykkere. Hun stiller sig ved porcelæns­vasken, vasker hænder, og det er hendes fars øjne, hun ser i spejlet. Hun gør sig færdig, drejer kobberhanen, kigger ind i det krakelerede blå med de fine, hvide tråde, den sorte pupil, der udvider sig og trækker sig sammen nærmest helt af sig selv.

Min_kaereste_elskling.indd 25

24/07/18 16.10

2 Da tågen stiger op fra græsset, som stadig damper af dug, tager Turtle sin Remington 870 ned fra knagen, afsikrer geværet og kører forskæftet tilbage, så den grønne buckshot-patron kan ses. Hun lader forskæftet glide tilbage, lægger geværet over skulderen og går ned ad trappen og ud ad bagdøren. Det er begyndt at regne. Koglerne drypper, og dråberne lægger sig dirrende på nældebladene og bregnerne. Hun stavrer hen over køkkenterrassens plankeskelet og kravler ned ad skråningen fyldt med rådnende træstammer og giftige salamandere og firben, hendes hæle træder gennem den bløde skorpe af myrteblade ned i den sorte jord. Hun siksakker forsigtigt ned til brønden ved Slaugherhouse Creek, hvor venushår-bregnerne er sortstilkede med blade som grønne tårer, og blomsterkarsen hænger sammenfiltret med dens sprøde, våde karselugt, stenene er glatte af leverurt.

Kilden her udspringer fra en lille mosbevokset krog længere oppe, og den har dannet et lille bassin af sten, hvor den falder, en brønd med koldt, klart vand med jernsmag, et rum med tag af træstammer, der i årenes løb er blevet svampede i overfladen. Turtle sætter sig på stammerne, tager alt sit tøj af, lægger haglgeværet oven på det og glider med fødderne først ned i stenbassinet – her finder hun sin egen særegne trøst, en trøst fra et koldt sted, kan hun mærke, noget klart og koldt og levende. Hun holder vejret og lader sig synke ned på bunden, og med knæene trukket op til brystet og håret flydende som 26

Min_kaereste_elskling.indd 26

24/07/18 16.10

tang over sig åbner hun øjnene og kigger op, og bag den regnprikkede overflade kan hun tydeligt se salamanderne med deres spredte tæer og nøgne, gyldenrøde maver, halerne, der slanger sig dovent. De er skæve og forvrængede, slørede, som ting er under vand, og kulden gør hende godt, bringer hende tilbage til sig selv. Hun bryder overfladen og trækker sig op på stammerne og føler varmen returnere og ser på skoven omkring sig.

Hun rejser sig og kravler forsigtigt op ad skrænten og går med små skridt hen over terrassens fundament i den tiltagende regn og videre ind i køkkenet, hvor måren kigger forskrækket op med den ene pote løftet over en tallerken med gamle knoglerester.

Hun sætter haglgeværet op ad køkkenbordet og går over til køleskabet, åbner det og stiller sig dryppende, med håret klæbende til ryggen og ansigtet, slår æg mod bordkanten og hælder dem i munden, inden hun smider skallerne i skraldespanden. Hun hører Martin komme ud fra soveværelset og gå ned ad gangen. Han kommer ud i køkkenet og ser forbi hende ud gennem køkkendøren på regnen. Hun siger ikke noget. Hun sænker hænderne til køkkenbordet og lader dem ligge der. Vandet perler på haglgeværet. Det klamrer sig til krumningerne i den bølgede, grønne patronholder. “Nå, Kibble,” siger han og kigger forbi hende. “Nå, Kibble.”

Hun sætter æggebakken. Hun tager en øl ud, kaster den, han griber den.

“Er det nu, du skal ned til bussen?”

“Du behøver ikke gå med.”

“Det ved jeg godt.”

“Du behøver ikke, far.”

“Det ved jeg, Kibble.”

Hun siger ikke noget. Hun står ved køkkenbordet.

De går sammen ned til vejen i regnen, der stadig tager til. Vandet strømmer ned ad grusvejen, så der ligger fyrretræsnåle overalt. De stiller sig ved hovedvejen. I vejkanten knejser velduftende gulaks og 27

Min_kaereste_elskling.indd 27

24/07/18 16.10

vilde kornblomster i regnen, snerler snor sig rundt om stilkene. De kan høre bruset fra Slaughterhouse Creek nede fra gennemløbet under Shoreline Highway. På det nikkelgrå hav slår hvide skumtoppe mod de sorte klippeblokke.

“Se lige den motherfucker,” siger Martin, og hun kigger uden at vide, hvad han mener – bugten, havet, klipperne, det er ikke til at vide. Hun hører den gamle bus skifte gear, da den drejer omkring hjørnet. “Pas på dig selv, Kibble,” siger Martin med dyb stemme.

Bussen bremser hvinende op, og med et udmattet gisp og blafrende gummiskørter åbner den døren. Martin gør honnør for chaufføren med øllen over hjertet, sender hendes nedladende grimasse et dystert blik. Turtle går op i bussen og ned ad den paneloplyste midtergang, hvor regnvandet har lagt sig i rillerne, de andre ansigter er kridhvide pletter rundtomkring på bussens grønne plastiksæder. Bussen stønner, og samtidig kanter Turtle sig ned på sin tomme plads.

Hver gang bussen stopper, løber vandet fremad i gulvets gummiriller, og eleverne løfter fødderne i væmmelse. Turtle sidder og betragter vandet glide forbi sammen med en skal af lyserød neglelak, der er kradset af i ét stykke og nu ligger og skvulper på en bølge med bunden i vejret. Rilke sidder på den modsatte side af gangen, med knæene mod sæderyggen foran, bøjet over en bog og med et par fingre glidende ned ad en hårlok, indtil hun når spidserne. Der sidder stadig perler af regn på hendes røde London Fog-jakke. Turtle spekulerer på, om Rilke tænkte: Okay, men så skal jeg også passe på den, da hun tog jakken på i skole. Det plejer ikke at regne på den her tid af året, men det har Turtle ikke hørt nogen nævne. Det er kun hendes far, der tænker på den slags, er hun sikker på. Hun overvejer, hvad Rilke mon ville tænke, hvis hun så Turtle sidde oppe om natten under den nøgne pære på sit træbeklædte værelse og karnappen med udsigt til Buckhorn Hill, forsigtigt bøjet over pistolens adskilte dele, og hvis Rilke så det, tænker Turtle, ville hun så kunne forstå det? Nej, tænker hun, nej, selvfølgelig ikke. Selvfølgelig ville hun ikke det. Ingen forstår andre mennesker.

28

Min_kaereste_elskling.indd 28

24/07/18 16.10

Turtle er iført gamle Levi’s uden på uldne, sorte Icebreaker-strømpebukser, en T-shirt, der klæber fugtigt til maven, skovmandsskjorte, en alt for stor, olivengrøn militærjakke og en trucker-kasket. Jeg ville give hvad som helst for at være dig, tænker hun. Hvad som helst. Men det er ikke sandt, og Turtle ved godt, at det ikke er sandt.

“Jeg kan godt lide din jakke,” siger Rilke.

Turtle kigger væk.

“Jamen det kan jeg virkelig,” siger Rilke hurtigt. “Jeg har ikke noget ligesom dit, du ved – cool og gammelt?”

“Tak,” siger Turtle og trækker jakken op om skuldrene og hiver hænderne op i ærmerne.

“Det er sådan en, ligesom, militæroverskudslager, Kurt Cobain-­ cool stil, du kører.”

“Tak,” siger Turtle.

“Er du ligesom ikke ved at dø over Annas tests?” spørger Rilke.

“Fucking Anna, fucking luder,” siger Turtle.

Jakken er bred om hendes skuldre. De regnvåde hænder med hvide, spændte knoer ligger knyttet mellem hendes lår. Rilke giver slip på en overrasket latter, kigger hen ad midtergangen og så den anden vej, bagud i bussen, hendes hals er lang, hendes hår falder omkring ansigtet i glatte, sorte, glinsende lokker. Turtle har ingen idé om, hvordan det er blevet så blankt, så glat, hvor det skær kommer fra, og så kigger Rilke igen på Turtle, med en glød i øjnene, og lægger en hånd for munden.

“Oh my god,” siger Rilke. “Oh my god.”

Turtle kigger på hende.

“Oh my god,” gentager Rilke og læner sig konspiratorisk frem.

“Det må du ikke sige!”

“Hvorfor?” spørger Turtle.

“Anna er altså virkelig flink,” siger Rilke, stadig lænet mod Turtle.

“Hun er en bitch,” siger Turtle.

“Skal vi hænge ud og lave noget sammen på et tidspunkt?” spørger Rilke.

29

Min_kaereste_elskling.indd 29

24/07/18 16.10

“Nej,” siger Turtle.

“Okay,” siger Rilke efter en pause, “tak for snakken,” og vender til­­bage til sin bog.

Turtle ser væk fra Rilke, på sædet foran sig og så på ruden, der er dækket af vand. Et par piger presser en kugle ned i en glasbong.

Bussen ryster og skurrer. Jeg ville hellere skære dig op fra røvhullet til din lille ludermund end være din ven, tænker Turtle. Dybt i lommen har hun en Kershaw Zero Tolerance, hvorfra hun har fjernet lommeklipsen. Din bitch, tænker hun, sidder der med din neglelak og lader fingrene glide gennem håret. Hun ved ikke engang, hvorfor Rilke gør det, hvorfor tjekker hun spidserne af sit hår, hvad kan man se dér? Jeg hader alt ved dig, tænker Turtle. Jeg hader den måde, du snakker på.

Jeg hader din lille luderstemme. Jeg kan næsten ikke høre dig, den der skingre hvinen. Jeg hader dig, og jeg hader den glatte, lille dåse, du gemmer oppe mellem benene. For fanden, tænker Turtle, mens hun ser på Rilke, men i virkeligheden kigger hun på hendes hår, som om der faktisk er et eller andet at se på de der spidser.

Da det ringer ud til spisefrikvarteret, går Turtle ned ad bakken til sportsbanen. Hun vandrer hen mod fodboldmålet med svuppende støvler og hænderne i lommen, mens regnen fejer i voldsomme stød hen over det våde græs. Banen er omkranset af en skov malet sort af regnen, træerne er visne og knudrede i den dårlige jord, tynde som pinde. En snog glider gennem vandet, elegant fra side til side med hævet hoved, sort med grønne og kobberfarvede striber, en tynd gul kæbe, sort ansigt og skinnende, sorte øjne. Den krydser den oversvømmede grøft og forsvinder. Hun vil gå, stikke af. Langt væk. At tage afsked, at forsvinde i skoven er som at ryste posen med hendes liv og se, hvad der sker. Hun har lovet Martin, lovet, lovet og lovet. Han vil ikke risikere at miste hende, men det gør han heller ikke, tænker Turtle. Hun ved ikke alt om denne skov, men hun ved nok. Hun står midt på banen, kigger ud på den omgivende skov og tænker, satans, satans.

30

Min_kaereste_elskling.indd 30

24/07/18 16.10

Klokken ringer. Turtle vender sig og kigger tilbage på skolen oppe på bakken. En lav bygning med overdækkede gange, et mylder af skoleelever i regnjakker, tilstoppede nedløbsrør, hvorfra vandet siler.

Min_kaereste_elskling.indd 31

24/07/18 16.10

ORDET `MESTERVÆRK' ER BRUGT OM ALT FOR MANGE BØGER, MEN MIN KÆRESTE ELSKLING ER VIRKELIG DÉT. ET MESTERVÆRK.

DETTE MÅ VÆRE ÅRETS ROMAN.

er født i New Mexico og voksede op i Mendocino, Californien. Forfatteren fik en BA fra Willamette University i 2010 og tilbragte derefter to år som naturguide i netop det landskab, han beskriver i Min kæreste elskling. Tallent bor i Salt Lake City, og romanen her er hans debut som forfatter.

Turtle Alveston overlever. Hun er fjorten år gammel og bevæger sig frit gennem skovene ved den nordcaliforniske kyst. Vandløb, tidevandssøer, klippefremspring, alle er de hendes gemmesteder og hjem, og hun tilbagelægger uden modstand store afstande. Hendes fysiske verden er vidtstrakt, men hendes personlige rum er småt og forræderisk; siden hendes mor døde har Turtles karismatiske, ustabile far domineret hendes tilværelse og tvunget hende til at leve et isoleret liv. Hun har sin skole, hvor hun holder alle på afstand, og ellers kun sin far.

Men så møder Turtle den lidt ældre Jacob, som fortæller sjove anekdoter, bor i et stort, rent hus, og ser på Turtle med en hengivenhed, hun ikke før har oplevet. Og for første gang glider resten af verden ind i hendes perspektiv, og hun forstår, at tilværelsen er langt mere end hendes far.

EN BLÆNDENDE BOG.

FORFATTEREN ER ET GUDSBENÅDET TALENT.

HR. FERDINAND