HR. FER DI NAN D
ET BILLEDE SIGER MERE END TUSIND ORD …
På en varm julidag i 1967 besøger Odelle Bastien det fornemme Skelton-galleri i London. Siden sin ankomst fra Trinidad for fem år siden har hun kæmpet for at finde fodfæste i byen, men nu er hun endelig blevet tilbudt arbejde på galleriet hos dets gådefulde leder, Marjorie Quick.
JESSIE BURTON (f. 1982) er en britisk forfatter. Hun var oprindeligt skuespiller, men udgav i 2014 romanen Dukkemageren, som blev en international bestseller med udgivelse i 36 lande og senest er filmatiseret af BBC. Min muse er hendes anden roman. Jessie Burton bor i dag i London.
En dag finder et mystisk maleri vej til galleriet, og rygterne om et forsvundet mesterværk spreder sig som en løbeild. Hvem er I.R., som har lagt initialer til værket? Er det værdifuldt? Og hvad har Odelle med sagen at gøre? Nysgerrighed og forvirring omgærder værket, og Odelle er usikker på, hvad hun skal tro midt i spindet af hemmeligheder og løgne. Sandheden om maleriet ligger skjult i fortiden, nærmere betegnet på et stort spansk landsted i 1936, hvor Olive Schloss, datter af en anerkendt kunsthandler, gemmer på egne ambitioner om at blive til noget. Hendes verden forstyrres af en ung, revolutionært anlagt kunstner og hans halvsøster, og deres ankomst til Schloss-familiens landsted får altafgørende, ødelæggende konsekvenser. Min muse er en medrivende fortælling om længsel, ambitioner, kærlighed og fortidens uundgåelige betydning for vores liv.
hr. ferdinand ISBN: 978-87-400-4617-5
En stærk roman.
MIN
THE GUARDIAN
MUSE Af forfatteren bag den internationale bestseller DUKKEMAGEREN
MIN
MUSE
Min muse kommer lige i tide til sommerens læsning. Kærlighed, krig, kunst – det er alt sammen at finde lige her! ELLE
En historisk kærlighedsroman af bedste slags. GLAMOUR UK
En imponerende, original historie om kreativ frihed, at finde sin stemme og jagten på kunstnerisk forløsning. PUBLISHERS WEEKLY
Min muse
Min_muse.indd 1
20/04/18 13.04
Jessie Burton
MIN MUSE PĂĽ dansk ved Nanna Lund
Hr. Ferdinand
Min_muse.indd 3
20/04/18 13.04
Aldrig mere vil en enkelt historie blive fortalt, som om den var den eneste, der fandtes. John Berger
Min_muse.indd 7
20/04/18 13.04
FØRSTE DEL
KÅL OG KONGER Juni 1967
Min_muse.indd 9
20/04/18 13.04
Min_muse.indd 10
20/04/18 13.04
I Det er ikke os alle sammen, der får den skæbne, vi har gjort os fortjent til. Mange af livets afgørende øjeblikke – en samtale med et fremmed menneske på et skib, for eksempel – sker ved et rent tilfælde. På den anden side er der aldrig nogen, der skriver et brev til netop dig eller vælger at betro sig til dig, uden at de har en god grund til det. Det var det, hun lærte mig: Man er aldrig heldig, medmindre man har forberedt sig på at være det. Man er nødt til at sætte sig selv på spil. Den dag, det blev min tur, var det så varmt, at jeg havde månestore svedpletter under armene på den bluse, som alle ansatte i skoforretningen skulle gå med. “Størrelsen er ligegyldig,” sagde kvinden og duppede sig med et lommetørklæde. Jeg havde ømme skuldre og sprukken hud på fingrene. Jeg stirrede på hende: Hun var så svedig i ansigtet, at hendes blege øjenbryn havde samme farve som en våd mus. I London har sommervarmen aldrig noget sted at fordampe hen. Jeg vidste det ikke endnu, men denne kvinde var den sidste kunde, jeg nogensinde skulle komme til at ekspedere. “Undskyld, hvad mener De?” “Det, jeg siger,” sukkede kvinden. “Det er lige meget med størrelsen.” Det var snart lukketid, hvilket betød støvsugning af tæppet for alle de bittesmå stykker død hud – fodfnuller, som vi kaldte det – der var 11
Min_muse.indd 11
20/04/18 13.04
drysset af i dagens løb. Cynth plejede at sige, at der var nok til at lave en helt ny fod, en slags frankensteinfod, der kunne danse helt af sig selv. Hun kunne godt lide at arbejde hos Dolcis Sko, og det var også hende, der havde skaffet mig jobbet – men selv begyndte jeg altid at længes efter mit kølige værelse med den smalle seng, mine notesbøger og min blyant, allerede en time efter at jeg var mødt på arbejde. “Du er altså nødt til at smile,” hviskede Cynth altid til mig. “Tror du, du arbejder inde hos bedemanden ved siden af?” Jeg gik baglæns i retning af døren ind til lageret, hvor jeg ofte søgte tilflugt, efter at jeg efterhånden var blevet immun over for stanken af gummisåler. Jeg havde lyst til at gå derind og skrige lydløst ad stablerne med skotøjsæsker. “Hey, vent lige!” råbte kvinden efter mig. Da hun var sikker på, at jeg lyttede, bøjede hun sig ned og tog den ene slidte sko af. Hun havde ingen tæer. Ikke en eneste. Fodstumpen, der hvilede nok så uskyldigt på det slidte tæppe, var blot en glat og afrundet klump kød. “Forstår du?” sagde hun opgivende og tog også den anden sko af. Den anden fod lignede den første. “Jeg … propper bare papir ned i snuden af skoen, så det er lige meget, hvad størrelse den er.” Det var lidt af et syn, og jeg har aldrig kunnet glemme det; en engelsk kvinde, der viste mig sine tåløse fødder. Måske følte jeg afsky. Man siger ofte, at unge mennesker helst undgår grimme ting, fordi de endnu ikke har lært at skjule det, hvis de bliver chokerede. Men jeg var ikke rigtig ung længere, jeg var seksogtyve. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg reagerede, men jeg kan huske, at jeg fortalte det til Cynth på vejen hjem til lejligheden lige bag Clapham Common, som vi delte, og at hun hujede af frydefuld rædsel. “Den Stumpede Dame!” råbte hun. “Hun kommer og tager dig, Delly!” Så skiftede hun tonefald: “I det mindste kan hun gå med lige de sko, hun har lyst til,” sagde hun med en pragmatisk optimisme. Måske var kvinden virkelig en heks, der var kommet for at forkynde en ny retning i min tilværelse. Det tror jeg nu ikke, for det var der 12
Min_muse.indd 12
20/04/18 13.04
en anden kvinde, der gjorde. Men mødet med hende var alligevel som en makaber afslutning på den periode i mit liv. Så hun en sårbarhed i mig, der lignede hendes egen? Var vi begge et sted i livet, hvor vi ikke kunne gøre andet end at fylde tomrummet ud med papir? Jeg ved det ikke. Der er en ganske lille mulighed for, at hun bare var ude efter et par nye sko. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hende som en eventyrfigur, for den dag, hun dukkede op, ændrede alting sig. I de fem år, der var gået, siden jeg kom til England med skib fra Port of Spain, havde jeg søgt masser af andre stillinger uden at få svar. Da Cynth og jeg ankom til Waterloo Station med toget fra Southampton, troede hun, at alle skorstenene sad på fabrikker, ikke almindelige huse, og at det lovede godt for jobsøgningen. Men det var et løfte, der ikke så let lod sig indfri. Jeg drømte tit om at sige op hos Dolcis Sko; engang søgte jeg ligefrem et job som tea girl på en avisredaktion. Derhjemme ville jeg aldrig have så meget som drømt om at lave te til nogen som helst, det var jeg for veluddannet og stolt til, men Cynth sagde bare: “Selv en enøjet, stokdøv ko på krykker kunne klare det job, men dig sagde de nej til, Odelle.” Cynth, som jeg havde kendt siden skolen, og som var taget til England sammen med mig, var fuldstændig skudt i to ting, nemlig sko og sin kæreste Samuel, som hun havde mødt i den lokale kirke, der lå i en sidegade til Clapham High Street. Der kom ellers kun gamle damer, der snakkede om de gode gamle dage, så Sam var det store hit. Efter at Cynth havde fundet sammen med ham, var hun ikke lige så ivrig efter at komme videre som mig, og somme tider gik det ud over vores venskab. Jeg sagde tit, at jeg ikke kunne holde det ud mere, at jeg ikke var ligesom hende, og så sagde Cynth: “Nå, fordi jeg er et fjols, og du er åh, så klog?” Jeg havde ringet på et hav af jobannoncer, hvor der stod, at man ikke behøvede have nogen erfaring, og folk lød virkelig søde, og så 13
Min_muse.indd 13
20/04/18 13.04
dukkede jeg op og tænk, tænk engang! Så var hvert eneste job besat. Om det så var af dumhed eller af det, man kan kalde min jagt på den arv, der retfærdigvis også måtte tilkomme mig, så blev jeg ved. Den seneste jobannonce, jeg havde set, var også den hidtil bedste. Det var et job som sekretær på Skelton Institute of Art, et sted fuld af søjler og imponerende rum. Jeg havde endda været der engang, en lørdag, hvor jeg havde fri. Jeg havde gået fra rum til rum, fra Gainsborough over akvatinter af William Blake til Chagall. På toget hjem til Clapham sad der en lille pige og gloede på mig, som om jeg også var et maleri. Hun havde rakt hånden frem og gnedet min øreflip mellem fingrene og spurgt sin mor: “Smitter det af?” Pigens mor havde ikke skældt hende ud. Hun havde snarere set ud, som om hun pinedød forlangte et svar, om så fra øreflippen selv. Det var ikke for ingenting, jeg havde slået drengene på University of the West Indies i kampen om den fineste afgangseksamen i engelsk litteratur. Ikke for ingenting havde jeg fundet mig i at blive nappet i øret af et barn i et tog. Derhjemme havde selveste det Britiske Konsulat tildelt mig førsteprisen i lyrikkonkurrencen for studerende fra hele Commonwealth for mit digt “Caribbean Spider-Lily”. Beklager, Cynth, men jeg havde ikke tænkt mig at give svedende Askepot-typer sko på resten af mit liv. Jeg græd lidt en gang imellem, det er klart, men mest ned i min klumpede hovedpude. Længslen lå inde i mig og blev sur og dårlig som gammel mælk, og jeg skammede mig over den, selv om det var den, der karakteriserede mig. Jeg ville noget mere med mit liv, og nu havde jeg allerede ventet i fem år. I mellemtiden skrev jeg vrede digte om vejret i England og løj over for min mor om, hvor vidunderlig London var. Brevet lå på dørmåtten, da Cynth og jeg kom hjem. Jeg sparkede skoene af og stod bomstille i entreen. Det var stemplet i London W.1, verdens centrum. Jeg krummede tæerne sammen af kulde på de blå og brune victorianske fliser. Så stak jeg fingeren ind under 14
Min_muse.indd 14
20/04/18 13.04
flappen og åbnede den forsigtigt, som var den et tørt blad. Brevhovedet var fra Skelton Instituttet. “Hvad er det?” spurgte Cynth. Jeg svarede ikke, men stod bare og masede en negl ind i det fine, prægede tapet, som vores udlejer havde sat op, mens jeg chokeret læste færdig. The Skelton Institute Skelton Square London, W.1 16. juni 1967 Kære miss Bastien, Tak for Deres ansøgning og cv. Det højeste, man kan ønske sig i livet, er at trives uanset omstændighederne. De er tydeligvis en ung kvinde med mange evner og kompetencer. Derfor glæder det mig at tilbyde Dem arbejdet som sekretær i en prøveperiode på en uge. Der er meget at lære, og det meste skal læres alene. Hvis dette vilkår passer Dem, beder jeg Dem meddele mig per brev, om de tager imod tilbuddet, hvorefter vi kan tale nærmere sammen. Startlønnen er ti pund om ugen. Med venlig hilsen Marjorie Quick Ti pund om ugen. Hos Dolcis fik jeg kun seks. Fire pund ville gøre en kolossal forskel, men det var egentlig ikke pengene, der var det afgørende. Det var det faktum, at jeg ville være et skridt nærmere de ting, jeg havde lært var Af Største Vigtighed – kultur, historie, kunst. 15
Min_muse.indd 15
20/04/18 13.04
Underskriften var skrevet med sort blækpen, M’et og Q’et ekstravagant svungne, så storslåede som på et barokt kunstværk. Konvolutten duftede svagt af en karakteristisk parfume og var lidt krøllet, som om denne Marjorie Quick havde haft den liggende i sin håndtaske i nogle dage, før hun besluttede at sende brevet. Farvel og tak til slavearbejdet i skoforretningen. “Jeg fik jobbet,” hviskede jeg til min veninde. “De vil ansætte mig. Jeg fik det sgu.” Cynth udstødte et hvin og omfavnede mig. “Sådan!” Jeg hikstede. “Du gjorde det. Du gjorde det!” fortsatte hun, og jeg trak vejret med næsen mod hendes nakke, der lugtede som efter en tordenskylle i Port of Spain. Hun tog brevet og sagde: “Marjorie Quick. Hvem hedder dog sådan?” Jeg var for glad til at sige noget. Pres du bare neglen ind i væggen, Odelle Bastien, ødelæg du bare den der tapetblomst. Men i betragtning af hvad der siden skete, al den ballade du fik ud af det, ville du så gøre det om igen? Ville du møde op klokken fem minutter i halv ni om morgenen, mandag den 3. juli 1967, ville du stå der og rette på den nye hat og vrikke med tæerne i skoene fra Dolcis, klar til at arbejde for Skelton Instituttet og en kvinde ved navn Marjorie Quick for ti pund om ugen? Ja, det ville jeg. For jeg var Odelle, og Quick var Quick. Og man er et fjols, hvis man tror, man kan gøre tingene om.
Min_muse.indd 16
20/04/18 13.04
II Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle arbejde i et stort atrium fuldt af klaprende skrivemaskiner, men der var kun mig. De andre ansatte var nok på ferie, tænkte jeg, den årlige tur til eksotiske rejsemål som Frankrig. Hver dag gik jeg op ad stentrappen til instituttets store indgangsdøre med glasruderne, hvorpå der med store guldbogstaver stod ARS VINCIT OMNIA. Med den ene hånd på VINCIT og den anden på OMNIA skubbede jeg dørene op til en reception, der lugtede af gammelt læder og blankpoleret træværk, og hvor der til højre var placeret en lang skranke foran en væg dækket af dueslag, som allerede var fulde af morgenens post. Udsigten fra det rum, jeg havde fået anvist, var rædsom – en sodsværtet mur og et langt kig ned. Jeg kunne se ned i en gyde, hvor de mænd og kvinder, der arbejdede i nabobygningen, stod og røg. Jeg kunne ikke høre, hvad de talte om, men kun observere deres rituelle kropssprog, den måde de klappede sig på lommen, stak hovederne sammen, som om de skulle til at kysse, når de stak cigaretten frem og fangede lighterflammen med den, mens de lænede sig koket op ad muren med det ene ben bøjet op under sig. Det var sådan et skjult sted. Skelton Instituttet lå og puttede sig på Skelton Square bag Piccadilly ned mod floden. Det havde stået der siden George III’s tid og havde været heldig nok til at overleve Blitzen. Lydene fra Piccadilly 17
Min_muse.indd 17
20/04/18 13.04
Circus trængte hen over tagene, busser og dyttende biler, mælke drengenes gennemtrængende råb. Man fik en falsk tryghedsfornemmelse her, selv om man befandt sig i hjertet af Londons West End. * Hele den første uge talte jeg næsten kun med én person, en pige ved navn Pamela Rudge. Hun var instituttets receptionist, og hun stod altid med albuerne på skranken og læste The Express og blæste tyggegummibobler, indtil cheferne ankom, og hun smed tyggegummiet i skraldespanden. Når jeg mødte om morgenen, foldede hun avisen omhyggeligt sammen, som var den et stykke skrøbeligt blondeværk, så op på mig med et lidende udtryk efter den tilsyneladende vanskelige opgave og sagde: “God morgen, Adele.” Pam Rudge, som var den seneste i en lang række af piger fra Londons East End i stillingen, var enogtyve år, havde franskbrødsfrisure med så meget lak, at ikke et hårstrå rørte sig, og brugte sort eyeliner nok til fem faraoer. Rudge var en moderne pige og åbenlyst sexet. Jeg ønskede mig hendes mintgrønne, lårkorte kjole, hendes sløjfekravebluser i brændt orange, men jeg var ikke selvsikker nok til at vise kroppen frem på den måde. Alle mine talenter var lukket inde i mit hoved. Jeg ønskede mig alle hendes forskellige farver læbestift og kindrødt, men engelsk pudder og engelske cremer bragte mig ind i en underlig gråzone, hvor jeg lignede et spøgelse. I kosmetikafdelingen i Arding & Hobbs, der lå lige ved stationen i Clapham, havde de ting i farvenuancer med navne som ‘Buttermilk Nude’, ‘Blonde Corn’, ‘Apricot Bloom’, ‘Willow Lily’ og andre pinagtigt ringe lyrismer. Jeg afgjorde med mig selv, at Pam var sådan en, hvis ide om en vellykket bytur bestod i at proppe sig med pølser på Leicester Square. Hun brugte sikkert hele lønnen på hårspray og dårlige romaner, men var for dum til at læse dem. Måske kunne man tydeligt se på mig, hvad jeg tænkte om hende – for Pamela svarede ved 18
Min_muse.indd 18
20/04/18 13.04
enten at spærre øjnene overrasket op, når jeg mødte om morgenen, som om hun var forbløffet over, at jeg var fræk nok til at dukke op, eller alternativt anlægge et udtryk af komatøs kedsomhed. Somme tider så hun ikke engang op, selv om jeg lod klappen i skranken til højre for hende falde i bag mig med et lille smæld. Cynth havde engang sagt til mig, at jeg så bedst ud i profil, og jeg havde sagt, at det lød, som om jeg var en mønt. Men efterhånden har det fået mig til at tænke over mine to sider, den arrogante, som jeg nok udstrålede over for Pamela, og den anden side af mig selv som en skillemønt, som ingen endnu havde stoppet i lommen. Sandheden var, at piger som Pamela fik mig til at føle mig sippet. Om torsdagen den første uge sagde hun til mig, at hun ikke kendte andre sorte end mig. Da jeg svarede, at jeg heller ikke selv havde kendt nogen under det navn, før jeg kom hertil, så hun helt blank ud. Men bortset fra den klodsede dans med Pamela var jeg lykkelig over at være der. Skelton var Edens Have, det var Mekka og Pemberley; en levendegørelse af mine smukkeste drømme. Et kontor, et skrivebord, en skrivemaskine, Pall Mall om morgenen på vej derhen fra Charing Cross, en boulevard med gyldne lys. En af mine opgaver var at renskrive arbejdspapirer fra forskere, jeg aldrig fik at se; jeg så kun deres næsten ulæselige håndskrevne noter om bronzeskulpturer og linoleumstryk, men jeg nød det. Min hovedopgave drejede sig imidlertid om at renskrive breve, der blev lagt på en bestemt bakke på skrivebordet, og aflevere dem til Pamela nedenunder. De var for det meste ret banale, men i ny og næ dukkede en perle op, et tiggerbrev til en eller anden gammel millionær eller affældig lady Ditten-datten med det ene ben i graven. “Kære sir Peter, hvilken glæde var det ikke at identificere den Rembrandt, De har stående på loftet, i 1957. Har De overvejet at benytte Skelton Instituttet til arbejdet med at katalogisere resten af Deres vidunderlige 19
Min_muse.indd 19
20/04/18 13.04
samling?” og så videre. Breve til finansfyrster og filmmoguler med besked om, at der var en Matisse på markedet, og hvad de ville sige til at få et nyt udstillingslokale på Skelton opkaldt efter dem, såfremt man fik lov at fylde lokalet med den kunst, de ejede? Disse breve var som regel skrevet af Skeltons direktør, en mand ved navn Edmund Reede. Pamela havde fortalt mig, at Reede var en mand i tresserne med en kort lunte. Under krigen havde han været involveret i arbejdet med at finde kunst, som nazisterne havde konfiskeret, men mere end det vidste hun ikke. Navnet ‘Edmund Reede’ fremmanede billedet af en mand for mig, der var så engelsk, at det var helt skræmmende: en ulasteligt klædt embedsmand i en herreklub, rævejagt og rødt kød til middag, jakke og vest og onkel Henrys guldur. Somme tider mødte jeg ham ude på gangen, og hver gang så han lige overrasket ud. Som om jeg var kommet splitternøgen ind fra gaden. Vi havde lært om mænd som ham i skolen – privilegerede gentlemen, rige gentlemen, hvide gentlemen, der greb pennen og forfattede verden, som vi andre så kunne læse. Skelton var lidt som disse gentlemens verden, den verden, jeg havde lært, at jeg gerne ville leve i – og alene ved at renskrive brevene følte jeg mig lidt tættere på den, som om min hjælp var uvurderlig, som om der var en grund til, at netop jeg var blevet udvalgt. Og det bedste af det hele var, at jeg var hurtig. Så indimellem, når jeg var færdig med brevene, havde jeg en time for mig selv, hvor jeg kunne renskrive mine egne tekster, om og om igen, samtidig med at jeg sørgede for at lægge de forkastede, sammenkrøllede udkast i min håndtaske og ikke i papirkurven, så der ikke var nogen beviser. Nogle dage gik jeg hjem med tasken bugnende fuld af papirkugler. Hjemme i den lillebitte lejlighed beskrev jeg for Cynth, hvordan jeg havde glemt lugten på skolageret. “Det er, som om en enkelt uge har slået fem år ihjel,” sagde jeg i overbevist begejstring over min forvandling. Jeg fortalte hende om Pamela og grinede ad hendes ubevægelige frisure. Cynth rynkede fraværende panden, for hun var 20
Min_muse.indd 20
20/04/18 13.04
ved at spejle et æg til mig, og komfuret var upålideligt. “Hvor er det dejligt for dig, Delly,” sagde hun. “Det er dejligt, at det går så godt.” Da jeg var blevet færdig med Reedes breve om fredagen den første uge, havde jeg en fredelig halv time for mig selv og satte mig til at arbejde på et digt. Cynth havde meget rørende sagt, at det eneste, hun ønskede sig i bryllupsgave af mig, var “noget på skrift – når nu du er den eneste, der kan finde ud af den slags.” Nu sad jeg og stirrede frustreret på skrivemaskinen, mens jeg tænkte på, hvor lykkelige Sam og Cynth var sammen. Det fik mig til at tænke på det, jeg selv manglede: Jeg havde foden, men manglede glasskoen. Det fik mig også til at erkende, at jeg havde kæmpet med at skrive i månedsvis. Jeg hadede hvert ord, jeg skrev. Jeg kunne umuligt slippe dem ud i det fri. Netop som jeg var kommet på en ikke helt umulig sætning, trådte en kvinde ind. “Goddag, miss Bastien,” sagde hun, og sætningen forsvandt som dug for solen. “Hvordan går det? Lad mig præsentere mig. Mit navn er Marjorie Quick.” Jeg rejste mig så hurtigt, at jeg kom til at skubbe til skrivemaski nen, og hun lo. “Du er ikke i hæren, ved du nok. Bliv bare siddende.” Mit blik fløj ned til digtet på valsen, og jeg fik kvalme ved tanken om, at hun ville få øje på det. Marjorie Quick kom hen til mig med fremstrakt hånd og skottede til skrivemaskinen. Jeg tog hendes hånd og ønskede inderligt, at hun ville blive på den anden side af bordet. Det gjorde hun. Hun lugtede af cigaretter blandet med en mørk, maskulin duft, som jeg genkendte fra brevet, hun havde sendt mig. Senere fandt jeg ud af, at den hed Eau Savage. Marjorie Quick var lille, spinkel og rank og klædte sig på en måde, der overgik Pams anstrengelser. Brede, sorte slacks, der viftede om benene som på en sømand. En svagt rosa silkebluse og et tørklæde af grå satin, som var stukket løst ind under kraven. Med de korte, grånende krøller og kindben, der så ud, som om de var 21
Min_muse.indd 21
20/04/18 13.04
skåret ud af honningfarvet ædeltræ, lignede hun en Hollywoodstjerne. Hun måtte være i begyndelsen af halvtredserne, men jeg havde aldrig mødt en kvinde i den alder, der så sådan ud. Underansigtet var skarptskårent og markeret, og hendes glamour svævede i luften omkring os. “Goddag,” sagde jeg. Jeg kunne ikke holde op med at stirre. “Kommer jeg til ulejlighed?” Det så ud, som om hun var lige så fascineret, sådan som hun kiggede ufravendt på mig med sit uudgrundelige blik, mens hun ventede. Hun havde svedperler på panden og så lidt opkogt ud. “Ulejlighed?” gentog jeg. “Godt. Hvad er klokken?” Uret hang på væggen bag hende, men hun vendte sig ikke om. “Næsten halv et.” “Så lad os gå til frokost.”
Min_muse.indd 22
20/04/18 13.04
III Hendes navn stod på en kobberplade på døren. Jeg spurgte mig selv, hvor mange kvinder i London – i det herrens år 1967 – der mon havde deres eget kontor. Kvinder fra arbejderklassen var tyende eller sygeplejersker eller arbejdede på fabrik eller i en butik eller som sekretær ligesom mig, og sådan havde det været i mange år. Og der var en verden til forskel, en nærmest uoverstigelig afstand, mellem det og så at have sit navn på en dør. Måske var Marjorie Quick en efterkommer af Skelton-slægten og bestred en eller anden form for æresembede? Med et dystert smil åbnede hun døren, og kobberpladen fangede solstrålerne fra vinduet inde på kontoret. Hun gennede mig ind. Kontoret var hvidmalet og luftigt og havde store vinduer, der vendte ud mod pladsen nedenfor. Jeg studsede over, at der ikke var nogen malerier på væggene, i betragtning af hvor vi befandt os. I stedet var de dækket af bogreoler med især romaner fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, en overraskende sammenstilling af Hopkins og Pound og indimellem et bind om Romerriget. De var alle sammen indbundne, så jeg kunne ikke se på bogryggene, om hun havde læst dem. Quick tog en pakke cigaretter fra det store skrivebord. Jeg så til, mens hun trak en ud og tøvede, før hun satte den til læberne med en forfinet bevægelse. Med tiden skulle jeg blive vant til, hvordan 23
Min_muse.indd 23
20/04/18 13.04
hun som regel først skyndte sig med noget for så ligesom at tage sig i det og så sætte farten ned. Hun levede op til sit navn, men om det var den dovent nydende eller den forjagede side af hende, der faldt hende mest naturlig, var ikke til at sige. “Vil du have en?” spurgte hun. “Nej tak.” “Så ryger jeg bare en selv.” Hendes lighter var en af de her tunge, genopfyldelige sølvtyper, der egnede sig bedre til at stå på et bord end til at ligge i en lomme. Sådan en ting, som syntes at høre hjemme på et landsted, en blanding af en håndgranat og noget på en Christie’s-auktion. Skelton Instituttet havde nok masser af penge, tænkte jeg, og det kunne man se på Marjorie Quick. Ingen sagde noget om det, men det var klart synligt i hendes lyserøde silkebluse, hendes dristige bukser, hendes rygeudstyr. I hende selv. Igen spurgte jeg mig selv, hvad hendes stilling mon var her. “Gin?” sagde hun. Jeg tøvede. Jeg drak egentlig ikke og især ikke spiritus, som jeg ikke brød mig om. Lugten mindede for meget om mændene på barerne i Port of Spain – rommen, der boblede i blodet og kom ud som enten et brøl af elendighed og smerte eller eufori ude på de støvede gader, der førte ind i byen. Men Quick åbnede en flaske gin, der stod på et bord i hjørnet, og skænkede op i to glas. Hun stak en tang ned i en skål med is, smed to klumper i mit glas med et skvæt tonic oveni og en citronskive og rakte det til mig. Så lod hun sig dumpe ned i sin stol, som om hun havde stået op i tyve dage, tog en stor slurk af sin drink, greb telefonen og drejede et nummer. Hun tændte lighteren, og en kraftig, orange flamme sprang frem. Cigaretten hvislede, idet tobakken krøllede sig sammen og blev til slyngtråde af blå røg. “Harris, er det dig? Ja, hvad de nu har på menuen i dag. To por tioner. Og en flaske Sancerre. To glas. Hvornår? Fint.” Jeg lyttede til 24
Min_muse.indd 24
20/04/18 13.04
den afsnubbede og slørede melodi i hendes stemme, den lød ikke helt engelsk, selv om der var noget i den, der fik mig til at tænke på gamle kostskoler, hvor det trak. Hun lagde røret på igen og knipsede asken af cigaretten i et kæmpestort askebæger af marmor. “Restauranten inde ved siden af,” sagde hun. “Jeg finder det umuligt at opholde mig der.” Jeg satte mig ned over for hende med mit glas og tænkte på den sandwich, Cynth havde lavet til mig, og som lå i min skrivebordsskuffe. Den var nok ved at tørre ud i varmen. “Du har altså fået nyt arbejde,” sagde hun. “Ja, frue.” Quick satte glasset fra sig. “Hør godt efter, miss Bastien. Du må aldrig kalde mig ‘frue’. Eller ‘frøken’ for den sags skyld. Jeg går helst under navnet Quick.” Hun smilede sørgmodigt. “Er dit efternavn fransk?” “Ja, det tror jeg.” “Taler du fransk?” “Nej.” “Jeg bliver altid så forvirret over ‘at have’ og ‘at være’. Jeg troede, man talte fransk i Trinidad?” Jeg tøvede. “Det var kun nogle få af vores forfædre, der fik lov at arbejde indenfor og måtte tale med franskmændene.” Hun spilede øjnene op – af morskab eller fornærmelse? Det var umuligt at afgøre. Jeg blev bange for, om min bemærkning om Trinidads historie havde været for arrogant, og at min prøveperiode nu var forbi. “Ja, naturligvis,” sagde hun. “Hvor interessant.” Hun tog endnu en slurk af sin drink. “Her er ikke meget at lave for tiden,” fortsatte hun, “selv om mr. Reede uden tvivl holder dig beskæftiget med sin endeløse korrespondance. Jeg er bekymret for, om du kommer til at kede dig.” “Åh, det tror jeg ikke.” Jeg tænkte på Dolcis, hvordan Cynth og jeg havde knoklet for dem, hvordan mændene havde gloet på vores 25
Min_muse.indd 25
20/04/18 13.04
bagdel, mens deres koner prøvede sko. “Jeg er bare virkelig glad for at være her.” “Der sker sikkert mere på en enkelt dag i skoforretningen end en hel uge her på Skelton. Var du glad for dit arbejde?” spurgte hun. “At røre ved alle de kvinders fødder?” Det var egentlig et chokerende spørgsmål med dets undertone af noget seksuelt, der fik det til at gibbe i mig, jomfrunalsk som jeg var. Men jeg ville ikke lade mig intimidere. “Hvis jeg skal være ærlig,” svarede jeg, “så var det rædsomt. Op til tredive par sko om dagen.” Hun lagde hovedet tilbage og lo. “Samtlige franske oste!” Hendes latter var smittende, og jeg kom til at fnise. Det var grotesk, det, hun havde sagt, men det fik noget inden i mig til at smelte. “Der er nogen, der ikke har noget imod det,” sagde jeg, mens jeg tænkte, at jeg sad og nedgjorde Cynth for denne samtales skyld, denne mærkelige leg, hvis regler jeg ikke kendte. “Man skal have sans for det.” “Det må du nok sige. Men alle de anonyme tæer.” Hun gøs. “Skelton er fuld af smukke portrætter, men i virkeligheden er vi blot splejsede arme og knurrende indvolde. Varmen i leveren.” Hun så direkte på mig og tog endnu et sug af cigaretten. “Jeg har haft meget længere tid til at nå frem til den konklusion, miss Bastien. Tæer, albuer. Man skal nyde værdigheden i dem, mens man stadig kan.” “Det vil jeg prøve på,” sagde jeg og blev igen urolig. Der var en rastløshed over hende; det føltes, som om hun spillede skuespil over for mig, og jeg vidste ikke hvorfor. Nogen bankede på. Quick sagde kom ind, og ind kom en ganske lille og enarmet gammel tjener med vores frokost på et rullebord. En kurv med brød, to stykker fisk, en salat på vej ud over kanten af skålen, en flaske vin i en vinkøler og noget mere, der var skjult under et hvælvet låg. Tjeneren kastede et blik på mig og spærrede de vandede øjne op som en skræmt kanin. Så rettede han dem atter mod Quick. 26
Min_muse.indd 26
20/04/18 13.04
“Det var alt, Harris. Tak,” sagde hun. “Vi har ikke set Dem hele ugen, miss,” sagde han. “Jeg har haft ferie.” “Et rart sted?” “Nej.” Et kort øjeblik så hun forlegen ud. “Jeg blev hjemme.” Tjeneren vendte sin opmærksomhed mod mig. “Hun er lidt anderledes end den sidste,” sagde han og lagde hovedet på skrå. “Ved mr. Reede, at du har fundet os en lille Sambo?” “Det var alt, Harris,” sagde Quick skarpt. Han så misfornøjet på hende, slap rullevognen og bakkede ud ad døren, mens han stirrede på mig. “Harris,” sagde Quick, da han var gået, som om mandens navn var forklaring nok. “Han mistede armen ved Passchendaele. Han nægter at gå på pension, og ingen nænner at fyre ham.” Tjenerens ord hang i luften. Quick rejste sig og rakte mig en tallerken fra rulle vognen. “Du behøver ikke have den i skødet, brug bare bordet.” Hun bar sin egen tallerken om på den anden side. Hendes ryg var spinkel og smal, og skulderbladene stak frem bag blusen som finner. Proppen var allerede trukket op af flasken, og hun skænkede os et glas hver. “Den er glimrende. Ikke som det sprøjt, vi serverer for gæsterne.” Kluklydene var grænseoverskridende kraftige og overdådige, som om hun skænkede mig en trylledrik i fuldt dagslys. “Skål,” sagde hun rapt og løftede sit glas. “Jeg håber, du kan lide søtunge i citron.” “Det kan jeg,” sagde jeg. Jeg havde aldrig smagt det før. “Nå, men hvad sagde dine forældre til, at du skulle arbejde her?” “Mine forældre?” “Blev de stolte af dig?” Jeg vrikkede med tæerne inde i skoene. “Min far er død.” “Åh.” “Min mor er stadig i Port of Spain. Jeg er enebarn. Måske har hun ikke engang fået mit brev endnu.” 27
Min_muse.indd 27
20/04/18 13.04
“Javel. Det må være svært for jer begge.” Jeg tænkte på min mor – hendes tro på England, et sted, hun aldrig ville få at se; og jeg tænkte på min far, der var blevet hvervet til Royal Air Force og var gået ned i flammer over Tyskland. Da jeg var femten, havde Tobagos premierminister erklæret, at øens børns fremtid lå i deres skoletaske. Min mor, der desperat ønskede et andet liv for mig end hendes og min fars, pressede mig til at blive dygtig – men til hvad nytte, når al den jord, vi havde genvundet efter uafhængigheden, nu blev solgt til udenlandske firmaer, der sendte overskuddet hjem til sig selv? Hvad skulle vi unge gøre, når vi nåede ned til bunden af skoletasken uden at finde noget – andet end de løse sømme på grund af alle de tunge bøger? Vi var nødt til at rejse væk. “Er der noget galt, miss Bastien?” sagde Quick. “Jeg kom herover sammen med min veninde Cynth,” sagde jeg, for jeg havde ikke lyst til at dvæle mere ved Port of Spain, listen over de døde med min fars navn på, hans tomme grav på Lapeyrosekirkegården, som mor ikke ville opgive, de katolske nonner, der havde undervist mig, mens jeg voksede op i sorg. “Cynthia er forlovet,” sagde jeg. “Hun skal giftes.” “Javel.” Quick tog sin kniv og løftede et lille stykke af søtungen fri, og jeg fik en sær fornemmelse af at have sagt for meget uden at have sagt noget overhovedet. “Hvornår?” “Om to uger. Jeg skal være brudepige.” “Og hvad så?” “Hvad så?” “Ja, så bliver du jo alene, ikke sandt? Hun skal vel bo sammen med sin mand.” Quick insisterede altid på kun at strejfe sandheden om sig selv, samtidig med at hun gik direkte til kernen af ens egen. Hun fortalte mig intet om Skelton, men fokuserede udelukkende på at finde ud af alt om mig, og det havde ikke taget hende lang tid at prikke til min dybeste skræk. Faktum var, at konsekvenserne af min ældste 28
Min_muse.indd 28
20/04/18 13.04
venindes snarlige flytning fra vores lille lejlighed hang mellem os som et uudtalt spørgsmål fuldt af tunge forudanelser. Hun skulle jo bo sammen med Samuel, det vidste vi, men jeg kunne ikke forestille mig at bo sammen med andre end hende, så jeg nævnte det ikke, og det gjorde hun heller ikke. Jeg pralede med mit nye job, og hun snakkede bekymret om bryllupsinvitationer og lavede sandwicher til mig, som jeg ikke værdsatte. Lønnen fra Skelton var nok til, at jeg kunne betale for lejligheden alene, hvilket var min eneste trøst. “Jeg har ikke noget imod at være alene,” sagde jeg og sank en klump. “Det bliver rart at have god plads.” Quick rakte ud efter en ny cigaret, men lod til at skifte mening. Hvis jeg ikke havde været her, tænkte jeg, ville du allerede have røget tre mere. Hun lod blikket hvile på mig et kort øjeblik og løftede det hvælvede låg. Under det lå en citrontærte. “Nu må du spise, miss Bastien,” sagde hun. “Al den mad.” Jeg spiste et stykke tærte, men Quick rørte den ikke. Det var, som om hun var født til alt dette, cigaretterne, ordrerne over telefonen, de flygtige observationer. Jeg så hende for mig, som hun må have set ud, da hun var i tyverne og turede rundt i London med sine glamourøse, sorgløse venner midt under Blitzen. Jeg stykkede hende sammen af Mitford og Waugh og dryssede lidt Muriel Spark, som jeg netop havde opdaget, ovenpå. Det var muligvis en illusion, der var blevet indpodet i mig gennem den uddannelse, jeg havde fået, som var meget lig uddannelsen i engelske privatskoler med deres latin og græsk og drenge, der spillede cricket – men jeg længtes sådan efter excentriske, selvsikre mennesker, der kunne gøre mit liv mere farverigt, sådan nogen, man kun mødte i romaner. Jeg mente, jeg fortjente dem. Quick behøvede stort set ikke gøre noget, så klar var jeg, så ivrig. Mit tidligere liv var forbi, og savnet havde udsultet mig i en grad, så jeg straks bryggede en fantasi sammen om mit liv her og nu. “Jeg fandt din ansøgning yderst interessant,” sagde hun. “Du skri29
Min_muse.indd 29
20/04/18 13.04
ver vældig godt. Vældig godt. Du må have været en af de bedste på universitetet. Du mener sikkert, du er for dygtig til at være sekretær.” Jeg mærkede et stik af angst. Betød det, at hun ville fyre mig, at jeg ikke havde bestået prøveperioden? “Jeg er meget taknemmelig over at være her,” sagde jeg. “Det er et dejligt sted at arbejde.” Hun skar ansigt af smigeren, og jeg spekulerede på, hvad hun mon ville. Jeg rakte ud efter et rundstykke og lod det ligge i min hånd. Det havde samme størrelse og vægt som et lille pungdyr, og jeg fik lyst til at ae det. Men da jeg mærkede, at hun betragtede mig, pressede jeg i stedet tommelfingeren gennem skorpen. “Og hvilke tekster skriver du helst?” Jeg tænkte på arket i skrivemaskinen inde i det andet rum. “Mest digte. Jeg kunne godt tænke mig at skrive en roman en dag. Jeg venter stadig på en god historie at fortælle.” Hun smilede. “Vent ikke for længe.” Jeg blev lettet over rådet, for når jeg før havde fortalt, at jeg gerne ville skrive, havde folk altid sagt, at deres eget liv ville passe godt til en roman. “Jeg mener det,” sagde Quick. “Du må ikke bare lade tiden gå. Man ved aldrig, hvad der kan ske.” “Det skal jeg nok lade være med,” sagde jeg og var glad for hendes direkte facon. Hun lænede sig tilbage. “Du minder mig om en, jeg kendte engang.” “Gør jeg?” Jeg var vældig smigret og ventede på fortsættelsen, men Quick blev fjern i blikket. Hun tog cigaretten i askebægeret og knækkede den midtover. “Hvad synes du om London?” spurgte hun. “Du kom i ‘62. Er du glad for at bo her?” Jeg følte mig lammet. Hun lænede sig frem. “Miss Bastien. Du er ikke til eksamen. Det interesserer mig faktisk. Jeg siger det ikke til nogen. Det har du mit ord på. Det bliver mellem os.” Jeg havde aldrig sagt det til nogen. Måske var det ginnen, måske 30
Min_muse.indd 30
20/04/18 13.04
var det hendes oprigtige ansigtsudtryk og det, at hun ikke havde leet ad min drøm om at blive forfatter. Måske var det ungdommeligt overmod eller Harris, tjeneren, men hvad det end var, så væltede ordene ud ad mig nu. “Jeg har aldrig set så meget sod i mit liv,” sagde jeg. Hun lo. “Ja, her er møgbeskidt.” “I Trinidad fik vi altid at vide, at London var et eventyrligt sted.” “Også jeg.” “Er du ikke herfra?” Hun trak på skuldrene. “Jeg har boet her så længe, at jeg ikke rigtig husker andet.” “Man får at vide, at London er sådan et ordentligt sted, fuld af rigdom og ærlighed og grønne marker. Der er ikke så stor afstand.” “Mellem hvad, miss Bastien?” “Jo, altså, dronningen hersker over London og over jeres ø, så derfor er London en del af jer.” “Jeg forstår.” Jeg var ikke helt sikker på, at hun forstod, ikke helt, så jeg fortsatte. “Man tror, at folk her ville genkende én, for de læser også Dickens og Brontë og Shakespeare. Men jeg har ikke mødt nogen, der kan nævne bare tre af hans stykker. I skolen så vi film om England – bowlerhatte og busser, der flimrede hen over den kalkede væg – mens der ikke var andet at høre udenfor end træfrøer, der kvækkede. Hvorfor viste de os dog de film?” Jeg havde hævet stemmen nu. “Jeg troede, at alle herovre var lord eller lady …” Jeg tav, nervøs for, at jeg havde sagt for meget. “Fortsæt,” sagde hun. “Jeg troede, at London betød velstand og åbne arme. En renæssanceby. Pragt og herlighed og fremgang. Muligheder. Jeg troede, at det at rejse til England var som at træde ud af mit hus og ud på gaden, en gade, der bare var en lille smule koldere, og hvor en begavet beti kunne være dronningens nabo.” 31
Min_muse.indd 31
20/04/18 13.04
Quick smilede. “Det har du gået og tænkt på.” “Somme tider kan man ikke tænke på andet. Der er kulden og regnen og huslejen og savnet. Men – jeg prøver at leve alligevel.” Jeg tænkte, at jeg ikke burde sige mere; jeg var målløs over, at jeg havde sagt så meget. Rundstykket i mit skød var pillet i småstykker. Men Quick virkede fuldkommen afslappet. Hun lænede sig tilbage med lysende øjne. “Odelle,” sagde hun. “Der er ingen grund til panik. Jeg er sikker på, du nok skal klare den.”
Min_muse.indd 32
20/04/18 13.04
HR. FER DI NAN D
ET BILLEDE SIGER MERE END TUSIND ORD …
På en varm julidag i 1967 besøger Odelle Bastien det fornemme Skelton-galleri i London. Siden sin ankomst fra Trinidad for fem år siden har hun kæmpet for at finde fodfæste i byen, men nu er hun endelig blevet tilbudt arbejde på galleriet hos dets gådefulde leder, Marjorie Quick.
JESSIE BURTON (f. 1982) er en britisk forfatter. Hun var oprindeligt skuespiller, men udgav i 2014 romanen Dukkemageren, som blev en international bestseller med udgivelse i 36 lande og senest er filmatiseret af BBC. Min muse er hendes anden roman. Jessie Burton bor i dag i London.
En dag finder et mystisk maleri vej til galleriet, og rygterne om et forsvundet mesterværk spreder sig som en løbeild. Hvem er I.R., som har lagt initialer til værket? Er det værdifuldt? Og hvad har Odelle med sagen at gøre? Nysgerrighed og forvirring omgærder værket, og Odelle er usikker på, hvad hun skal tro midt i spindet af hemmeligheder og løgne. Sandheden om maleriet ligger skjult i fortiden, nærmere betegnet på et stort spansk landsted i 1936, hvor Olive Schloss, datter af en anerkendt kunsthandler, gemmer på egne ambitioner om at blive til noget. Hendes verden forstyrres af en ung, revolutionært anlagt kunstner og hans halvsøster, og deres ankomst til Schloss-familiens landsted får altafgørende, ødelæggende konsekvenser. Min muse er en medrivende fortælling om længsel, ambitioner, kærlighed og fortidens uundgåelige betydning for vores liv.
hr. ferdinand ISBN: 978-87-400-4617-5
En stærk roman.
MIN
THE GUARDIAN
MUSE Af forfatteren bag den internationale bestseller DUKKEMAGEREN
MIN
MUSE
Min muse kommer lige i tide til sommerens læsning. Kærlighed, krig, kunst – det er alt sammen at finde lige her! ELLE
En historisk kærlighedsroman af bedste slags. GLAMOUR UK
En imponerende, original historie om kreativ frihed, at finde sin stemme og jagten på kunstnerisk forløsning. PUBLISHERS WEEKLY