Min rejse til rummet by JP/Politikens Forlag

tember 2015 blev sendt i rummet som første dansker nogensinde. I Min rejse til rummet fortæller han om sin kamp for at blive astronaut. Vi hører om de krævende test, som Andreas bestod blandt 10.000 ansøgere hos Den Europæiske Rumorganisation og den ekstreme astronauttræning, der bl.a. foregår dybt nede i mørke grotter, i høje luftlag, i et laboratorium på havets bund og i rumkapsler i Stjernebyen i Rusland. Han beretter også detaljeret om sin mission i rummet, om den højspændte raketafsendelse fra Jorden, om at suse i en kapsel med 28.000 km i timen, om tilkoblingen til Den Internationale Rumstation og den nervepirrende tur tilbage til Jorden. Og så fortæller han om livet på rumstationen: om den vigtige forskning og de komiske og udfordrende oplevelser ved at være vægtløs. Andreas Mogensen tager i denne bog læseren med på en betagende rejse rundt om Jorden og ud i universet! En inspirerende fortælling om at nå sine mål og se frem mod nye missioner.

Forsidefoto: ESA.

MIN REJSE TIL RUMMET

Andreas Mogensen skrev danmarkshistorie, da han 2. sep-

Henrik Bendix Thomas Djursing Andreas Mogensen

”

Endelig bliver det sidste trin sprængt af, og med et bliver jeg vægtløs. Det er som at være barn og sidde på en gynge, der svinger op mod skyerne, men i det øjeblik, man svæver og fødderne peger mod himlen – går tiden i stå. Gyngen svinger aldrig tilbage igen, og jeg bliver hængende. På hovedet med fødderne pegende mod himlen.

Andreas Mogensen MIN REJSE TIL RUMMET

ISBN: 978-87-400-3025-9

9 788740 030259

2016056_Min rejse_Omslag.indd 1

Henrik Bendix & Thomas Djursing

15/06/2016 07.39

MIN REJSE TIL RUMMET

Andreas Mogensen MIN REJSE TIL RUMMET

Henrik Bendix & Thomas Djursing

POLITIKENS FORLAG

Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11

1 Lift-off . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15

Sådan virker raketter: fra bambus-brag til Sojuz. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 2

Hele verden står åben . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31

Menneskets rejse til Månen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 3

Udvælgelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49

Sådan tester ESA ansøgernes mentale evner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64 4

I lære som astronaut . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69

Rumfartens rekorder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 84

Mission i mørke . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89

På rumvandring i et rumskib til én . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102

Et hjem på bunden af havet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105

Et dødsensfarligt job . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119

Sojuz – mit russiske skib . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123

De knusende g-kræfter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140

Ventetid i ørkenen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143

Rumskrot gør rumfart farligere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161

Ankomst til rumstationen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165

Historien om Den Internationale Rumstation. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 178

ISS i tal . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 187

10 Vægtløs virkelighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189

Andreas rejste også i tiden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 210

11 Forsøgsperson . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 213

Dansk rumforskning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 231

12 Den vildeste rutsjebanetur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 235

Rummet er også for de rige . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 246

13 Drømmen om Månen og Mars . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 251

Andreas Mogensens pakkeliste til rummet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 266

Om forfatterne. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 267

Forord Man siger, at jeg skrev danmarkshistorie, da jeg 2. september 2015 blev sendt i rummet som første dansker nogensinde. Mit 10 dage lange ophold uden for Jordens atmosfære, heraf otte døgn på Den Internationale Rumstation, blev fulgt af folk overalt i landet. Men min rejse begyndte langt inden den morgen, jeg krøb om bord i rumkapslen og blev skudt af sted med et drøn. Denne mission var kulminationen på en livslang drøm og årevis af intens træning, der er ukendt for de fleste. I Min rejse til rummet tager jeg læserne fra Amazonfloden i Sydamerika til en boreplatform i havet ud for Congo. Fra underjordiske grotter i Italien og havbunden ud for Florida til Stjernebyen i Rusland og den slette i Kasakhstan, hvor raketten endelig sender os 400 km ud i verdensrummet. Dette er min fortælling – et indblik i mit liv som astronaut og samtidig historien om, hvad vi mennesker skal derude i rummet. Det er en tur fuld af strabadser, men den giver mening, og den er heldigvis kun lige begyndt. Andreas Mogensen Köln, maj 2016

Denne bog er skrevet af videnskabsjournalist Henrik Bendix og redaktør på Ingeniøren, Thomas Djursing. Den er blandt andet baseret på interviews med Andreas Mogensen, med Andreas’ kone, Cecilie Beyer, og med ansatte hos Den Europæiske Rumorganisation, ESA. Bogen rummer ikke blot Andreas’ historie, men også baggrundsstof om rumfart – de blå sider markeret med et udråbstegn – som kan læses uafhængigt af resten af bogen. Vi håber, at Min rejse til rummet vil øge kendskabet til rumfart og interessen for naturvidenskab, og at den viser, hvad vi mennesker kan opnå, hvis vi følger vores drømme og tør løfte blikket over horisonten. Henrik Bendix og Thomas Djursing København, maj 2016

Til vores bĂ¸rn: Emily Ida Kamma og Anton

1 Lift-off

Kasakhstan, 2. september 2015

”

D e tæller ned fra 10. Vi mærker en svag rumlen under os. Alt foregår stille. Det er, som om raketten slet ikke bevæger sig, og hvis nogen havde fortalt mig, at jeg

sad i simulatoren i træningscentret, havde jeg troet på dem. Faktisk er larmen i simulatoren meget højere end i virkeligheden. Vi hører kun den her dybe, lavfrekvente lyd fra raketten under os, mens vi langsomt bevæger os væk fra Jorden. Først da vi er flere kilometer oppe, bliver jeg trykket bagud i sædet. Vi bliver tungere, i takt med at raketten accelererer, og pludselig går alt stærkt. Den dybe brummen bliver afløst af en piftende lyd. Raketten opfører sig som en ballon, der er pustet op og sluppet og nu farer af sted med et wuschh, indtil motorerne brænder ud, bliver koblet af, og næste motor går i gang. Først er jeg trykket tilbage i sædet, og med et brag bliver jeg kastet frem. Og så starter det forfra – den her langsomme acceleration, der bliver voldsommere hele tiden, lidt som når man kører på motorvejen og skifter gear, mens man øger sin fart. Jeg sidder og følger med i vores manual. Men jeg kan ikke gøre så meget, for alt sker automatisk, helt efter planen. Motorer, tanke, beskyttelseskapper og så videre falder hele tiden af vores raket til lyden af eksplosioner omkring os. Først ryger det første trins fire motorer af, så bliver redningstårnet skudt væk, og endelig ryger næsekappen, så vi kan se ud ad vinduerne. Det er et magisk øjeblik; tilfældigvis vender raketten sådan, at Solens lys rammer mig direkte i ansigtet og nærmest blænder mig. Det er virkelig en wauw-oplevelse, og mens raketten langsomt drejer, bevæger lysstrålen sig rundt på væggen i kapslen og forsvinder. Endelig bliver det sidste trin sprængt af, og med et bliver jeg vægtløs. Det er som at være barn og sidde på en gynge, der svinger op mod skyerne, men i det øjeblik, man svæver og fødderne peger mod himlen – går tiden i stå. Gyngen svinger aldrig tilbage igen, og jeg bliver hængende. På hovedet med fødderne pegende mod himlen.

Foto: ESA.

Andreas

idt på en øde og stenet slette i Kasakhstan troner en 49 meter høj raket. Solen er lige stået op over horisonten, og enkelte solstråler trænger gennem den svage dis og spejler sig i rakettens hvide overflade. Alt er stille i rumhavnen Bajkonur, hvor tre mænd venter på at blive sendt i rummet. Det er den mægtige, russiske Sojuz-raket, der står klar til affyring. Om få minutter skal den lette med sine 317 ton i et flammehav skabt af flydende ilt og petroleum. På toppen af raketten vil de tre mænd blive presset tilbage i deres trange sæder og rejse med større og større hastighed, til de flyver ti gange hurtigere end kuglen fra en pistol. Den ene af de tre mænd er 38-årige Andreas Mogensen. Hele sit liv har han arbejdet sig frem mod dette øjeblik. Hans valg af uddannelse, valg af arbejde, hvor han har boet. Alt sammen har været med ét formål: at blive astronaut. Nu sidder han få minutter fra drømmen. Den høje dansker med den trænede overkrop og det kortklippede hår. Han sidder i sit sæde i en rumkapsel med lukkede øjne og et smil på læberne, mens han prøver at tænke på ingenting. Ved sin side har han den erfarne 42-årige russiske kommandør Sergej Volkov, der er helt forsvundet i den hvide rumdragt. Han kigger fokuseret frem under de tykke, mørke øjenbryn. Og ved siden af Sergej sidder passageren Aidyn Aimbetov, den lave og tætbyggede kasakher med de asiatiske øjne. Ligesom sine to kammerater er Andreas trykket sammen i en kapsel på rakettens top. Der er mindre plads end i en lille bil. Kapslen er så proppet med udstyr og forsyninger, at Andreas – eller Andy, som kollegerne kalder ham – måtte hjælpes ned i sædet og have en tekniker til at spænde sine sikkerhedsbælter og koble slangerne på sin rumdragt, fordi han ikke kunne bevæge sine arme ordentligt. Men nu er han klar. Om lidt skal han ud på en rejse, der er det ypperste, menneskeheden kan præstere – en rejse, der vil bringe ham og de to andre væk fra Jorden og ud i rummet. Helt ud til Den Internationale Rumstation, ISS. Denne sensommerdag den 2. september 2015 vil Andreas Mogensen blive den første dansker i rummet. De tre astronauter har trænet opsendelsen hundredvis af gange, men kun i en simulator. Træningen foregik i det legendariske russiske træningscenter i Stjernebyen, en times kørsel fra hovedstaden, Moskva. Her må alle astronauter, der 18

vil til rumstationen, øve sig i at styre Sojuz-fartøjet. I Stjernebyen har Andreas og besætningen øvet alle tænkelige situationer: Brand er opstået i kapslen, trykket er forsvundet, og de er kommet ud af kurs. Hver gang har Andreas været med til at redde dem fra døden med sine tjeklister og hurtige reaktioner. Men indtil videre går alt efter planen, og sammen sidder de tre astronauter og lytter til musik. Numrene er valgt af de tre på forhånd og går på tur. Musikken skifter mellem danske Mew, amerikanske The Eagles og kasakhisk folkemusik, og Andreas prøver at tænke på ingenting. Han nærmest mediterer, mens billeder og tanker flakker forbi hans indre. Han tænker på sin datter, Emily, og smiler sit brede smil ved tanken om, at hendes første ord var “måne”. Han tænker på alle de år, han har knoklet for at nå sin drøm. På opholdet i underjordiske grotter og på en undervandsbase, hvor han boede for at lære at leve i isolation og arbejde under stress. Han tænker på overlevelsesturene i bjergene på Sardinien og i den russiske vinter, og den trykken for brystet, der altid kom, når han snurrede rundt i simulatoren på rumcentret i Stjernebyen. Nå ja, og så selvfølgelig de kedelige timer i klasselokaler med teoriundervisning og timer i russisk. Han læner sit hoved mod kapslens side og lover sig selv, at han vil prøve at nyde de kommende, intense ni minutter, der vil sende ham i rummet. For måske vil han aldrig opleve det igen. Og så prøver han at glemme de begyndende smerter i benene. Med sine 186 centimeter er Andreas den næsthøjeste europæiske astronaut. Havde han været få centimeter højere, havde det været umuligt at presse ham på plads i rumkapslen, men russerne har specialdesignet et sæde og en dragt til ham, så det går lige. I sædet i Sojuz føles det som at ligge på ryggen i et lille badekar med et håndklæde i ryggen og knæene trukket op til brystkassen. Andreas kan ikke bevæge sine ben, for de er stukket ned i en stofpose, der forhindrer hans knæ i at smadre sammen, hvis rumkapslen pludselig laver vilde bevægelser. Han er faktisk pakket fuldstændigt ind i lag på lag. Dragten er ulideligt varm, og det bliver ikke bedre af, at Andreas har lange bomuldsunderbukser på. Han har også ble på, for tissetrangen kan blive for voldsom i løbet af de mange timer, han skal sidde i sædet. Men uden den russiske Sokol-rumdragt til Sojuz-flyvninger ville Andreas dø, hvis rumkapslen blev utæt undervejs. Et af lagene i rumdragten er nemlig en slags plastic-ballon. Hvis uheldet er ude, og trykket forsvinder fra rumkapslen, vil rumdragten automatisk puste sig op på et splitsekund, så Andreas kan forblive i live. Selv hans hoved er pakket ind i en sort hue med store indbyggede høretelefoner, så han kan lytte til og snakke med kontrolcentret. 19

Udenfor er Solen kravlet længere op på himlen. Vejret i Kasakhstan er perfekt til en raketopsendelse. Ingen kraftig vind, intet uvejr. Bare en svag dis over den stenede slette, der er uden træer, så langt øjet rækker. Klokken 10.37 præcis vil Sojuz-raketten tænde sine fire hovedmotorer. Dette tidspunkt har været afklaret længe. Netop på det klokkeslæt vil Jorden dreje, så rumhavnen i Kasakhstan ligger i perfekt position til at skyde en rumkapsel i rummet, så den kan slynge sig 35 gange rundt om Jorden for til sidst at koble sig til rumstationen, mens begge flyver med i omegnen af 28.000 kilometer i timen. Hvis opsendelsen bliver udskudt med bare en halv time, vil Bajkonur og rumstationen være drejet så langt væk fra hinanden, at Sojuz kan få problemer med at nå rumstationen. Opsendelsen skal ske på slaget. Andreas og hans to kammerater har været i gang hele natten. Klokken et blev de vækket og skulle iføre sig deres rumdragter. Klokken seks sagde de på gensyn til familie og venner og tog elevatoren op langs raketten til lugen ind til rumkapslen øverst oppe. Inde i kapslen har de brugt morgenen på at undersøge, om alle systemerne virker: radioen, ventiler til brændstof, varmesystemet og så videre. De har også tjekket, at dragterne holder tæt, og nu venter de bare med musik i ørerne, mens radioen indimellem skrattende fortæller dem ting som: “Nu er brændstoffet påfyldt”, og: “Nu er redningssystemet aktiveret”. Indimellem glemmer Andreas, at det er virkelighed. Hundredvis af gange har han gennemlevet denne scene, bare i en simulator, men alt er magen til. Lugten, lydene, følelsen af klaustrofobi. Alt. Han kan ikke engang kigge ud ad vinduet for at se Solen stå op over rumhavnen, for en stor kappe, der beskytter rumkapslen og giver spidsen af raketten en aerodynamisk form under opsendelsen, lukker tæt om vinduet og bliver først skudt af, når de er over 80 kilometer oppe. Det eneste lys i kapslen er fra et par elektriske pærer i loftet. Men pludselig kommer en besked, der får de tre mænd til at være på mærkerne. “Gør klar. Tag hjelmene på.” De tre astronauter rækker bagud, slår deres hjelme ned og lukker dem tæt. Lydene i kapslen forsvinder, og nu er der kun lyden fra kontrolcentret i øret. “Et minut”, lyder det. Nu går det løs. Om lidt skal Andreas gennemleve de farligste minutter af en rummission. Det er i de første ni minutter, halvdelen af alle ulykker sker. På startrampen ser det ud, som om den enorme raket står i midten af en kæmpes 20

På en søjle af ild letter Sojuz-raketten, oga i ni minutter bliver hastigheden for hvert a sekund øget med cirka 50 km/t.a Foto: ESA.

hånd, der holder fast i den med sine fingre. Én efter én slipper kæmpen sit tag med fingrene, indtil raketten står af sig selv. Stille. Kun en hvislen af damp strømmer ud fra siden. Det er den flydende ilt på minus 180 grader, der langsomt fordamper. Omkring en kilometer fra raketten står Andreas’ kone, Cecilie, sammen med hans mor og bror. De er blandt de særligt udvalgte, som har fået lov til at se opsendelsen helt tæt på. Pludselig begynder rakettens fire motorer at stige i omdrejninger, og et halvt minut før opsendelsen tænder motorerne. Tændingen giver et lille ryk i raketten. Den ryster de store stykker is af sig, der har samlet sig på den iskolde brændstoftank. Isstykkerne splintres mod den kasakhiske slette. Raketten er tændt. Og hvis alle systemer virker, bliver der lukket helt op for brændstoftilførslen. Med et øredøvende brøl bliver luften fyldt med røg, og sekunder efter lyser et klart hvidt lys, der lader til at rense luften omkring sig. Langsomt, helt langsomt, løfter Sojuz-raketten sig fra Jorden. Efter sig har den en tyve meter lang flamme, der lyser alt op og udspyr en knitrende lyd, som om den flænser himlen på sin vej. I den lille kapsel er alt først stille, og så tager det fart. Andreas’ rolle er at følge med og gribe ind, hvis noget går galt. Han er den såkaldte flight engineer i sædet til venstre, og selvom det kun gør ham til næstkommanderende, er han den eneste, der kan nå de vigtige knapper og reagere undervejs, hvis noget går galt. Men under opsendelsen er stort set alt automatisk. Selv redningstårnet, som kan skyde astronauterne og deres kapsel sikkert væk fra resten af raketten som et stort katapultsæde, bliver styret af kontrolcentret på Jorden eller udløses automatisk. Sker det, vil de tre mænd formentlig lande et øde sted i Kasakhstan. Men allerede 40 kilometer over Jorden bliver redningstårnet frigjort fra raketten med små sprængladninger, som høres som store brag i kapslen. Nu er der ingen vej tilbage. Da Andreas passerer de magiske 100 kilometer, der markerer grænsen til rummet – den såkaldte Karman-linje – sker det med omkring 8.000 kilometer i timen. Andreas ænser ikke, at han med ét bliver den første dansker i rummet – den første rigtige astronaut. Alt går stærkt, og det er kun to minutter siden, raketten lettede. Hele tiden følger Andreas nøje med i sin manuals papirsider, som han bladrer i. Ellers kigger han på den lille skærm foran sig, hvor blinkende lamper viser, hvad der sker. Alt går som planlagt, og trods den voldsomme acceleration har Andreas overskud til at række hånden op og stikke sin tommelfinger i vejret foran et kamera i kapslen, som sender live-billeder til hele Danmarks befolkning – også hans kone og datter. 22

Andreas finder overskud tila at give thumbs-up til eta videokamera, der sendera billeder til Jorden. Foto: ESA/Roscosmos.

I 170 kilometers højde drøner Sojuz-raketten fortsat af sted, og de tre astronauter mærker nu accelerationen fra rakettens andet trin. Omtrent på det tidspunkt bliver Andreas’ krop udsat for nogle af turens voldsomste påvirkninger. Accelerationen er så voldsom, at han vejer omkring tre og en halv gange så meget, som han plejer. Endnu et brag lyder, da andet trin bliver sprængt af. Tredje og sidste trin skal bringe astronauterne det endelige stykke ud i kredsløb. Nu skal Andreas være ekstra på vagt. Går noget galt, er det ham, der skal sende kommando om at sprænge trinnet af, hvis det ikke sker automatisk. Men alt går efter planen, og alle venter med spænding på, at motoren slukker. Det er nemlig det punkt, hvor de får tid til at opleve, at de er i rummet. I det øjeblik vil motorstøjen blive afløst af stilhed, og de holder op med at være trykket bagud i sædet. Kommandøren Sergej Volkov er den eneste blandt besætningsmedlemmerne, der har oplevet det før, og for to dage siden gav han Andreas Mogensen en venlig advarsel: “Når sidste trin slukker, vil du opleve, at du slår en baglæns kolbøtte. Du kan godt føle, at du hænger med benene i vejret. Det er helt naturligt,” sagde han. Da motoren slukker, er det præcis den følelse, Andreas Mogensen har. Kuglepennen på hans tjekliste løfter sig. Det er, som om han bliver gynget frem og op som et lille barn og bliver hængende i luften med benene i vejret. Først efter 24 timer forsvinder den følelse – et sted højt over det blå Stillehav i det tomme rum. 23

! Sådan virker raketter: fra bambus-brag til Sojuz Raketter har fascineret mennesker, siden de blev opfundet i Kina for omkring 1.200 år siden. Men det var opfindelsen af fyrværkeriet, omkring år 200, der skabte kimen til raketterne. Historiske beretninger peger på, at kineserne opdagede, at hvis de smed bambus ind i et bål, udvidede luften sig i stænglens hulrum og sprængte hul i siden med et brag. Men kineserne ville have mere, og et stort brag på et tidspunkt mellem år 600 og år 900 i Kina skulle blive afgørende. En alkymist forsøgte at lave en livseliksir ved at blande svovl, salpeter, honning og arsensulfid. Ved et uheld blev blandingen antændt og forbrændte alkymistens hænder og ansigt. Trods advarsler begyndte flere alkymister at eksperimentere med blandingen, og snart blev pulverblandingen proppet i bambusrør. De første raketter var født, og i årene efter blev de forbedret og brugt til at føre krig. I dag kan næsten alle raketter opdeles i fast brændstof eller flydende brændstof. De faste er ligesom kinesernes. De er rør fyldt med brandfarlige materialer som krudt. De flydende er også rør, men med to forskellige væsker blandet gennem en slags rist i bunden og antændt. Hvorfor de overhovedet flyver opad, blev beskrevet af den verdensberømte videnskabsmand Isaac Newton. Hans tredje lov for bevægelse lyder, at for hver en aktion er der en lige så stor og modsatrettet reaktion. Smider du noget den ene vej, vil du selv bevæge dig den modsatte vej. Raketter smider hele tiden en hel masse gas i en retning med meget høj hastighed, og derfor drøner de af sted i den modsatte retning. De faste: De mest kendte raketter med fast brændstof er rumfærgernes to løfteraketter. De er verdens kraftigste og har en højde på 45 meter og en vægt på 590 ton. Trods størrelsen er princippet stadig det samme som i fyrværkeri-raketter; en masse sprængstof i et rør. I raketsprog taler man om to ingredienser i raketter; brændstoffet og oxidationsmidlet. Tænder man et stearinlys, kalder man stearinen for brændstoffet og ilten i luften for oxidationsmidlet. I rumfærgens faststofraketter var oxidationsmidlet ammoniumperklorat, som også anvendes i fyrværkeri. Perkloratet var blandet sammen med brændstoffet, der var aluminiumspulver og jernoxid støbt ind i det lange rør med polyuretan, så det var en hård klods.

Rumfærgernes to løfteraketter på hver side af dena store brændstoftank i midten er til datoa stadig verdens kraftigste raketter.a Foto: NASA.

Stort set samme brændstof og oxidationsmiddel bliver brugt i den europæiske Ariane 5-rakets to løfteraketter. Faste raketter er kraftige, men har et stort minus: De kan ikke stoppes, når de først er tændt. Det er en af årsagerne til, at de fleste raketter flyver på flydende brændstof, også Sojuz.

Robert Goddard med verdens førstea væske-raket, Nell.a Foto: NASA.

De flydende: Raketter på flydende brændstof er moderne raketter, men den første flyvning skete helt tilbage i 1926, den 16. marts. På en snedækket mark i Auburn, Massachusetts blev en besynderlig og lille raket “Nell”, med en højde på kun tre meter, sendt i luften. Den fløj i 2,5 sekunder og kom 12 meter op i luften, før den fløj skævt og borede sig ned i sneen. Nell var den første raket på flydende brændstof; petroleum og flydende ilt. Opsendelsen sendte gnister ud i raketmiljøerne verden over, og hurtigt blev der bygget større raketter med flydende brændstof til militærbrug. Mest kendt er tyskeren Wernher von Brauns V2-raket, der var den første til at nå rummet, og som regnede ned i hobetal over London under 2. verdenskrig. I dag flyver næsten alle raketmotorer på flydende brændstof, og princippet er det samme som i V2-raketten. Flydende ilt og petroleum bliver sendt gennem en såkaldt injektor, der minder om et brusehoved med tusindvis af bittesmå huller. Når det bliver blandet, bliver det antændt med en gnist, og raketten letter. Andre raketkemikere bruger hypergolske brændstoffer, som tænder i det øjeblik, de kommer i kontakt med hinanden. Brændkammeret: Fælles for raketmotorer på flydende brændstof er, at al kraft opstår i det såkaldte brændkammer, som væskerne strømmer ind i gennem injektoren. Her bryder væskerne i brand, og de varme forbrændingsgasser strømmer ud af motorens ene ende. For at optimere kraften skal gasserne gennem en dyse, der indsnævrer åbningen af brændkammeret. Det svarer til, at man presser enden på en vandslange sammen for at få den til at sende en længere stråle af sted. Sojuz-raketten: Astronauter er i dag afhængige af Sojuz-raketten for at komme op til Den Internationale Rumstation. Efter at de amerikanske rumfærger holdt op med at flyve i 2011, er russernes gamle raket det eneste transportmiddel. Raketten er blevet moderniseret flere gange, siden den fløj første gang i 1966, men både raket og rumkapsel er grundlæggende magen til gamle dage, og Andreas Mogensens opsendelse er nummer 127 med et menneske om bord. Raketten er brugt til mere end 1.000 opsendelser i alt. Sojuz-raketten er skabt af den verdensberømte raketbygger Sergej Koroljov, og den er baseret på den interkontinentale raket R7 Semjorka, der var bygget til at sende atombomber og kemiske våben over 8.000 kilometer væk. Men med Semjorka-teknologien fløj russerne i stedet sin første satellit, Sputnik, i rummet i 1957. Samme år sendte de en hund i kredsløb, og i 1961 kom den første mand i rummet. Senere fulgte et rumfartøj til Månen, til Venus og i kredsløb om Solen. Alt sammen med raketter, der byggede på principperne bag Semjorka-raketten. Koroljovs drøm var en raket på 100 meter, der kunne bringe mennesker til Månen, og nutidens Sojuz er den måneraket i miniformat. Derfor har Sojuz-fartøjet i dag også både en kapsel og et lille opholdsrum til tre astronauter.

Når Sojuz-raketten letter, sker det med tre trin. Første trin er egentlig fire løfteraketter, der sidder uden på en stor raket i midten. Styreraketter sørger for, at Sojuz-raketten kan dreje og holdes på rette kurs. Allerede efter to minutter løber løfteraketterne tør for brændstof og bliver skudt væk. Herfra er det hovedmotoren, der arbejder de næste knap tre minutter og så bliver sprængt væk. På det tidspunkt har Sojuz-raketten brugt 225 ton brændstof – blandingen af petroleum og flydende ilt. Den sidste del af turen klarer tredje trin, indtil Sojuz-fartøjet selv tager over. Stort set hele raketten er motorer og brændstof. Tilbage i rummet er kun det lille rumfartøj med kapsel, beboelsesmodul og det bagerste servicemodul, hvor fartøjets raketmotor befinder sig. Skulle noget gå galt under første del af opsendelsen, er et redningstårn sat fast på toppen af kapslen. Tårnet har en lille raketmotor, som kan tændes og skyde kapslen væk fra raketten ligesom et katapultsæde i et fly. Når det sidste trin i Sojuz-raketten slukker, er det således resultatet af en lang kæde af udregninger og erfaringer, der kan spores helt tilbage til en landsby i Kina, hvor det første brag fra en bambusstang lød.

Servicemodul

Landingsmodul

Solpanel

Sojuz-fartøjet Længde: Diameter: Bredde inkl. solpaneler: Luge til docking

Beboelsesmodul

Vægt:

7,1 meter 2,7 meter 10,6 meter 7 ton

Hurtigste tur til rumstationen: 5 timer og 39 minutter

50 meter Redningstårn

Sojuzfartøj

Sojuz-raketten Højde:

49,5 meter

Diameter:

10,3 meter

Vægt ved lift-off:

310 ton

Vægt af brændstof:

247 ton

Løfteevne:

7,1 ton

Næsekappe

Rakettrin 3 Sidste trin Petroleum til trin 3

brænder i fire minutter og sender rumkapslen i kredsløb. Vægtløsheden

Flydende ilt til trin 3

indtræder, når tredje trin er brændt ud. Hastigheden kommer op på 27.500 km/t.

Motor til trin 3 Flydende ilt til trin 2

Rakettrin 2 Den store raket i midten tager astronauterne op i en højde af 140 km. Når

Petroleum til trin 2

den er brændt ud, er hastigheden oppe på 13.250 km/t.

Flydende ilt til trin 1

Rakettrin 1 Fire store 10

løfteraketter er fastspændt, Petroleum til trin 1

indtil hovedmotoren løfter raketten de første 40 km op i atmosfæren. Når første trin

Motor til trin 2 0

Motor til trin 1

er brændt ud, bliver de fire raketter sprængt af. Illustrationer: Jørgen Stamp.

! Andreas Mogensens pakkeliste til rummet

Om forfatterne

ESA-astronauter har en lille beholder til halvandet kilo med personlige ting, de kan tage med i rummet. Mange astronauter vælger vielsesringe, armbåndsure og smykker, men Andreas havde andre prioriteter. Det vigtigste for ham var 20 billeder af familie og venner, som han fotograferede, mens de svævede foran de store vinduer i rumstationens udsigtsmodul Cupola. Det er også tradition, at hver astronaut medbringer en såkaldt kulturpakke - genstande, der har en særlig national eller kulturel betydning, og som bliver bragt sikkert ned på Jorden igen. Kulturgenstandene får Andreas fløjet til ISS af et transportfartøj sammen med nogle personlige ting: ●

T-shirt og basketball-kasket fra Andreas’ tid på University of Texas.

●

Faldskærmsstof med underskrifter fra venner i faldskærmsudspringer-miljøet.

●

En hilsen til de danske amatør-raketbyggere fra København, Copenhagen Suborbitals,

med logoet fra deres mission. ●

LEGO-figurer

●

Danmark Riges Grundlov

●

En vikingesten fra Moesgaard Museum

●

En original bog af H.C. Andersen

Henrik Bendix (f. 1968) er videnskabs-

Thomas Djursing (f. 1978) er redaktør på

●

Et originalskrift af Søren Kierkegaard

journalist med speciale i fysik, astronomi

Ingeniøren og hyppigt benyttet ekspert på

●

En dansk garder-figur af Kay Bojesen

og rumfart. Han har skrevet hundredvis af

bl.a. TV 2 NEWS og Go’ morgen Danmark.

●

En Hoptimist

populærvidenskabelige artikler til medier

Har tidligere skrevet bogen Raket-Madsen:

●

En landsholdstrøje

som Videnskab.dk, Illustreret Videnskab,

Danmarks gør-det-selv astronaut om de

●

Andreas’ yndlingsmusik: Nina Simone, Mew, Dr. Dre, Eminem, Creedence Clearwater

Ingeniøren og Weekendavisen. Han er

danske raketbyggere. Uddannet i Tek-Sam

uddannet inden for fysik, filosofi og

og journalistik på RUC.

Revival og Snoop Dogg.

Foto: Jakob Carlsen.

Foto: Anna Holte.

videnskabsteori. På tidligere missioner har astronauter medbragt alt fra Luke Skywalkers lyssværd til plantefrø, iPods, jord fra Yankee Stadium, startflag til NASCAR-racet, plakater med havdyr og et stykke af brødrene Wrights fly.

266 Bog_OK.indd 266-267

267 16-06-2016 08:59:08

Forsidefoto: ESA.

MIN REJSE TIL RUMMET

Andreas Mogensen skrev danmarkshistorie, da han 2. sep-

Henrik Bendix Thomas Djursing Andreas Mogensen

”

Andreas Mogensen MIN REJSE TIL RUMMET

ISBN: 978-87-400-3025-9

9 788740 030259

2016056_Min rejse_Omslag.indd 1

Henrik Bendix & Thomas Djursing

15/06/2016 07.39