Mopper & mig

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 2

07/04/2017 14.06

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 3

07/04/2017 14.06

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 4

07/04/2017 14.06

MOPPER & MIG

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 1

07/04/2017 14.06

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 2

07/04/2017 14.06

Mopper & mig Ann ’Mopper’ Christiansen & Linse Kessler I samarbejde med Michael Holbek

Politikens Forlag

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 3

07/04/2017 14.06

INDHOLD

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 4

07/04/2017 14.06

Forord s. 9 Barndomsland s. 12 Jeg gav min søn væk s. 24 Fædre s. 40 Om at blive mor s. 58 Premiere på Alba-pasning s. 66 Hvad har jeg med fra min mor? s. 76 Selfmade s. 86 Talkshowvært og bare bryster s. 98 Skønhed – it is right in front of you  s. 114 Min dejlige boksesøn s. 126 Kærlighed og sammenhold s. 138 Da Mopper blev syg s. 150 Fragmenter fra en presset tid s. 168 Om min mor s. 178 Den sidste tid med Mopper s. 188 Dagene efter Moppers død s. 204 Mikkel er tilbage i mit hjerte s. 214 Urnen og asken s. 220 Ingen lever evigt – så brug livet s. 228 Æret være Moppers minde s. 234

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 5

07/04/2017 14.06

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 6

07/04/2017 14.06

Til min mor

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 7

07/04/2017 14.06

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 8

07/04/2017 14.06

FORORD Denne bog er blevet til over en periode på mere end et år.

Første del bygger på de samtaler, Mopper og jeg har haft med Michael Holbek både sammen og hver for sig, fra marts til september 2016. Desværre blev Mopper alvorligt syg undervejs i forløbet.

På trods af sin sygdom fortsatte vi samtalerne, fordi Mopper havde en klippefast tro på, at hun nok skulle overvinde den, men fra september og frem til Moppers død den 21. november 2016 satte vi samtalerne og bogen i bero.

Efter Moppers død genoptog vi arbejdet med bogen. Så i anden del af bogen fortæller jeg om den sidste tid med min mor, hendes død og livet efter. Det har været en proces, hvor jeg har skullet finde mig selv midt i min sorg og mit savn. Men jeg vil gerne udgive bogen af flere grunde: For det første, fordi Mopper syntes, det var en fest at fortælle om sit liv, og hun glædede sig virkelig til, at bogen skulle udkomme.

For det andet, fordi jeg gerne vil sige tak for den fuldkommen overvældende omsorg og respekt, I har vist Mopper, mig og min familie.

Og for det tredje, fordi jeg – og Mikkel – med bogen ønsker at skabe et varmt og ærligt minde over en ganske særlig kvinde: Ann-Patricia Christiansen, vores mor, hele Danmarks Mopper.

Farvel, dejligste mor. Selv om du stadig sidder og brokker dig ovre i urnen, skal du bare vide, at du fandeme var den dejligste på jorden.

Jeg elsker dig, Bobs ♥♥♥ Linse, april 2017.

9

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 9

07/04/2017 14.06

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 10

07/04/2017 14.06

Mopper med sin elskede Tanja. Da Mopper blev syg, kom Tanja til en ny familie.

Foto: Les Kaner

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 11

07/04/2017 14.06

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 12

07/04/2017 14.06

BARNDOMSLAND

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 13

07/04/2017 14.06

Mopper og hendes lillebror, mens de var i familiepleje under krigen. Foto: Privat

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 14

07/04/2017 14.06

Mopper:

Jeg blev født i byen Salisbury i Sydengland i 1938. Min far, Ralph, blev sendt til Frankrig som soldat i 1940, men han blev taget til fange af tyskerne tidligt under krigen. Min mor, Elise-May, blev soldat i ATS, Auxiliary Territorial Service, der er den kvindelige gren af den britiske hær, og hun gik med brun uniformsjakke og nederdel. Alle mændene var indkaldt til at slås mod fjenden, og mange kvinder blev tvunget til at arbejde enten på hospitalerne eller på fabrikkerne, hvor de producerede flydele, våben og ammunition.

I 1940, da jeg var to et halvt år, rasede Blitzkrigen. Tyskerne bombede massivt de sydengelske byer, og min bror, mig og min halvsøster fra min mors første ægteskab blev sendt væk. Ud på landet til en gammel dame, som viste sig at være min bedstemor.

Hende kunne jeg ikke fordrage. Hun kunne heller ikke lide os. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor, men hun havde sådan en stok, som hun bankede os med. Og når vi sad i hendes storkøkken og skulle spise ved det store plankebord, blev vi stroppet fast til stolene med et reb, så vi ikke kunne løbe nogen steder.

15

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 15

07/04/2017 14.06

Linse:

Aj, hvor syg har hun været, mand?! Hun skulle losses …

Mopper:

Det gik slet ikke, og vi blev der ikke ret længe. Vi blev sendt videre til andre familier. Der var ti måneder mellem min bror og mig, så vi blev skilt ad. Jeg ved ikke, hvor han havnede, men pludselig kom min mor og en anden dame, begge i uniformer, og kørte mig i en jeep langt ud på landet til byen Bath. Familien fik penge for at have mig boende. Manden var selvfølgelig i krig, så jeg boede med en dame og hendes lille søn, men der kunne jeg heller ikke lide at være. Jeg kedede mig og var vist lidt en rebel. En dag fandt jeg en saks og klippede i hendes gardiner. Konen i huset blev meget vred. Vi fik suppe hver dag, og jeg forstod jo ikke, at det var, fordi pengene var små under krigen, og madvarer var rationeret. Jeg syntes altid, at vi fik den samme elendige mad. Suppen lignede muddervand og smagte også sådan. En dag blev jeg sur på maden og hende. På bordet lå en gaffel, og den kylede jeg efter hende.

Jeg ramte hende ikke, men den satte sig fast i dørkarmen. Sådan doing! – av, den sad og vippede. Så var det slut med at bo der.

Jeg blev flyttet til et par gamle damer, som vist var søstre. De var søde, men det var væmmeligt at overnatte hos dem. Den ene af dem havde et dårligt ben, og når vi skulle sove, blev jeg lagt imellem dem i deres store seng. Jeg blev ligesom stoppet ned mellem to hårde pølsepuder, så jeg ikke kom i kontakt med det syge ben. Der lugtede heller ikke særlig godt i sengen.

Linse:

Hvor er det synd for dig, mor. Der er sgu ikke noget at sige til, du er blevet så mærkelig.

16

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 16

07/04/2017 14.06

Mopper:

Nej, ha ha. Jeg var hos de to damer, indtil krigen sluttede 8. maj 1945. Den dag blev jeg hentet af en kvinde i uniform. Det var min mor, som jeg ikke havde set meget til i de fem år, krigen varede.

Vi kørte tilbage til Salisbury, som havde undgået at blive bombet sønder og sammen. Der var mennesker overalt i gaderne, også masser af amerikanske soldater, og alle var glade og vilde, de råbte og skreg og omfavnede hinanden, og jeg blev løftet op på soldaternes skuldre og svinget rundt af folk, jeg ikke kendte. Jeg var skrækslagen, for jeg anede ikke, hvorfor de opførte sig sådan.

Vi børn ude på landet havde ikke mærket meget til krigen, og vi forstod heller ikke euforien, da freden endelig kom. De amerikanske soldater delte alt muligt ud i gaderne: Coca Cola, nylonstrømper og cigaretter til de voksne, og jeg fik rigtig chokolade af en soldat. Det havde vi ikke kunnet få fat i under krigen, så det var vild luksus og smagte fantastisk.

Der var dog faldet bomber enkelte steder i Salisbury, og jeg syntes, det var spændende. I en gade tæt på vores lå en række huse, hvor nogle af dem var bombet. Så når vi gik i skole, hoppede vi rundt i murbrokkerne. Nogle steder lå der sofaer og borde og stole i brokkerne, og de større drenge fortalte frygtelige historier om alle de døde mennesker, der lå under stenene. Det var uhyggeligt på den spændende måde.

Efter krigen blev vores familie genforenet. Min bror kom hjem, det samme gjorde min halvsøster. Og min far selvfølgelig. Min mor præsenterede mig for en mand, som hun sagde, var min far. Jeg anede ikke, at jeg havde en far. Han forsvandt ud af mit liv, da jeg var to, og kom hjem fem år efter, da krigen var slut.

17

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 17

07/04/2017 14.06

Han var en sød mand, og mit indtryk var, at han var glad for børn. Modsat min mor, som var en snobbet rappenskralde. Han var som nævnt blevet taget til fange af tyskerne helt i starten af krigen, og det havde været et helvede. Jeg spurgte ham tit, om han ikke ville fortælle om det, men det var han ikke meget for. Det havde ikke været sjovt, sagde han.

Linse:

Det har garanteret været rædselsfuldt.

Mopper:

Lidt fortalte han dog. De britiske fanger havde været interneret i en lejr, og de blev sendt ud på lange og anstrengende gåture for at arbejde i markerne. De gik og gik, i sommerhede og vinterkulde, og hverken fangerne eller deres tyske vogtere havde noget særligt at spise. En del af fangerne bukkede under og døde af sult og sygdom. Han fortalte også, at der var én god ting ved at være engelsk fange: En gang imellem kom en Røde Kors-flyver og kastede pakker ned til dem. Og her var de tyske vogtere gode nok. Det var deres job at passe på fangerne, men de havde det ikke meget bedre end briterne. ”Achtung! Achtung!” råbte de, når pakkerne faldt ned fra himlen.

Så gik de alle i gang med at åbne dem. De var fulde af cigaretter og chokolade, som de delte med tyskerne. Så forsvandt vogterne, og i et par dage behøvede min far og de andre fanger ikke at arbejde, de kunne bare blive i lejren og æde chokolade og ryge smøger.

Jeg kendte jo ikke min far før krigen, så jeg ved ikke, hvordan han var, eller hvordan han havde fundet sammen med en type som min

18

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 18

07/04/2017 14.06

Moppers barndomshjem i Salisbury. Foto: Privat

mor. Måske havde krigen knækket ham? Han var i hvert fald stille og utrolig genert. Han havde åbenbart aldrig været andet end soldat, så han var nødt til at tage det ufaglærte arbejde, han kunne få efter krigen. Med alle de bombede huse, der skulle genopbygges, fik han arbejde som murerarbejdsmand. Han cyklede rundt til byggepladser og slæbte tonsvis af mursten op ad stiger til murerne. Også om vinteren, og der var nogle rigtig kolde vintre i årene efter krigen.

Når han kom hjem om aftenen på sin cykel, havde han frostperler i øjenvipperne. Min mor havde lavet mad, og den stod klar i ovnen til ham. Han var en høj, tynd og sej mand, og når jeg så ham sidde med sit bjerg af mad foran sig, undrede jeg mig over, hvor det blev

19

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 19

07/04/2017 14.06

af i hans krop. For han blev aldrig tykkere. Han sad ved bordet med avisen slået op og katten i skødet og spiste, samtidig med at han fodrede katten med godbidder fra sin gaffel. Og imens underholdt min mor ham med brok. Hun ævlede løs om alt det, vi børn havde gjort forkert i løbet af dagen. Om alt det, hun var træt af. ”Yes, my pet. Yes, my pet.”

Han sagde altid det samme, som om hendes brok bare gik ind ad det ene øre og forsvandt ud af det andet. Og når han havde spist, satte han sig foran pejsen, hvor brændeknuderne flammede.

Så faldt han selvfølgelig hurtigt i søvn, men det måtte han ikke for hende, det er klart. ”Vågn op! Vågn så op, for pokker!” hvæsede hun, for hun var slet ikke færdig med at brokke sig.

Hun var frygtelig. Næste morgen cyklede han af sted igen og knoklede med alle de sten. Han var en virkelig sød mand.

Jeg husker ikke meget andet fra min barndom. Det var, som om alle dagene lignede hinanden. Der skete ikke en skid. Vi oplevede ingenting.

Linse:

Men det var også, fordi de beskyttede jer børn ved at sende jer ud på landet. Det ville jeg sgu også have gjort dengang, hvis jeg kunne. Og så har jeg ellers altid sagt, at man skal beskytte sig selv. Hvis der er nogen, der driller, eller siger noget lort til dig, så skal man folde sin hånd til en knytnæve og slå dem i ansigtet. Til syvende og sidst – når man har prøvet verbalt med alt, og det ikke hjælper – så er det en lige højre, så holder de kæft.

Mopper:

Jeg har aldrig turdet slå på nogen.

20

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 20

07/04/2017 14.06

Linse:

Nå, du gav da mig en flad på kinden, dengang jeg kaldte din mad for hundeæde.

Mopper:

Nå ja, men det er også den eneste gang. Jeg havde så dårlig samvittighed. Men jeg havde været på arbejde og var så træt, og Mikkel var lille, og da du sagde det, sad min hånd løs.

Linse:

Jeg havde sgu også så meget fortjent den. Tænk at kalde din dejlige spaghetti med kødsovs for hundeæde.

Mopper:

Så gik du hjemmefra med en plastikpose over skulderen og næsen i vejret. En halv time – bang! så smækkede døren, og så var du kommet tilbage igen.

Linse:

Ja, det er rigtigt. Jeg gad ikke sove ude hos Maja. Du gav mig lov til at gå, og jeg kom tilbage. Heldigvis. Man skal ikke pakke børn for meget ind i vat. Men husker du dengang, du sendte Stephanie ned efter løg. Der fik du sgu en skideballe, der ville noget, mor!

Hvordan var det nu, det var?

Mopper:

Stephanie var to år og oppe hos mig i lejligheden på 5. sal i Gunløgsgade. Så sagde jeg: ”Jeg mangler løg. Kan du ikke gå ned og hente to løg hos grønthandleren?”

21

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 21

07/04/2017 14.06

Mikkel var 11, da Geggo kom til verden, og den mest fantastiske storebror for hende.

Foto: Privat

Hun fik en seddel og penge med, og så tog hun de 85 trin på sine små ben. Jeg havde ment, at hun skulle købe dem i Vitaminkælderen skråt over for min opgang. Det var en stille gade næsten uden biler. Men det forstod hun ikke. Så hun gik over fire gader til grønthandleren i Njalsgade. Mens Stephanie var væk, kom Mikkel hjem fra træning og spurgte mig, hvor hun var. ”Hun er gået til grønthandleren efter løg.” ”Hvad!? Hvorhenne?” ”Lige nede på gaden.” ”Alene?” ”Ja, det kan hun godt.” ”Mor, for helvede! Hvad tænker du på?”

22

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 22

07/04/2017 14.06

Så spurtede han ned ad trappen og kunne hurtigt se, at Stephanie ikke var i Vitaminkælderen. Så han rendte hele Bryggen rundt og ledte efter hende. Endelig fandt han hende i Njalsgade, og da de kom hjem, skældte han mig huden fuld.

Han har også hentet Stephanie, når jeg havde taget hende med ned til havnen for at lege. Nogge var på arbejde, og jeg ville gerne på Haraldsborg. Om aftenen ringede han til mig på værtshuset. ”Hun har fået mad, og jeg har badet hende, sunget for hende, og nu sover hun. Jeg skal over og spille fodbold på legeren, så du kan godt komme hjem nu.”

Han var 11 år.

1

23

2016107_Mopper og mig indhold_FINAL.indd 23

07/04/2017 14.06

MICHAEL HOLBEK (f. 1961) er uddannet journalist. Han har bl.a. skrevet bestseller-biografierne Hele Sandheden med Stig Elling (2007), Duet for livet med Keld og Hilda Heick (2009) og Til den yderste grænse med Kai Vittrup (2010). Samt reportage-bøgerne Bandekrig – blodbrødre og håndlangere (2009) og Storm – den danske agent i al-Qaeda (2013). I 2014 udkom Jeg gør, hvad jeg vil om Linse Kessler, og i 2015 hendes livsstilsbog Slap dog af. Begge bøger er skrevet af Michael Holbek i samarbejde med Linse.

Min mor er død. Det kom som et chok for os alle, at Mopper var så syg. Lægen gav hende et halvt år, og vi tænkte: Ja, det er godt med dig. Men han havde ret. Hun fik nøjagtigt seks måneder. For helvede, det var hurtigt. Alt for hurtigt.

Jeg tror ikke, man kan forestille sig, hvordan den sidste tid former sig. Jeg kunne i hvert fald ikke. I familien har vi tacklet det meget forskelligt. Vi sørger og savner hende stadig. Men jeg har brug for at dele mine tanker. Og jeg har altid elsket at høre Mopper fortælle om sit liv. Om sin barndom i England, sine drømme og beslutninger. Sin måde at være i verden på. Det gør hun for fuld gas her, den gamle. Vi nåede at lave det meste af bogen sammen. Og hun glædede sig til, at den skulle komme!

Når jeg læser bogen, er det, som om Mopper sidder ved siden af mig. Som om hun læner sig ind over bordet og siger: ”Lille Nogge-Gogge, de var nogle rovhuller … men jeg fandt min vej.”

Kære Bobs, alle finder deres vej. Du fandt din, jeg har fundet min. Vi har altid elsket hinanden. Og det er sådan, det skal være.

Bobsi, jeg knækker af grin, og jeg græder. Men sådan er det, når man elsker ♥

Linse:

Havde du sagt, du havde mødt en anden mand?

Mopper:

Nej, det sagde jeg ikke …

Linse:

Ha, ha … du sagde det ikke direkte …

Mopper:

Nå, jeg sagde måske, jeg havde mødt nogle danskere, og det var derfor, jeg tog til Danmark.

Linse:

Så skød du dig selv i skoene, Mopper!

Hvem havde du mødt?

Mopper:

Min veninde og mig havde mødt et par flotte sømænd, officerer, som var fra Danmark.

Linse:

Du har altid gået efter de der kaptajner og officerer og de øverste.

Mopper:

Nej, det har jeg ikke. Hvis jeg havde det, ville jeg nok være blevet gift med en af dem. Jeg kan godt lide bumser.

Forsidefoto: Les Kaner

Linse og Mopper smuds FINAL.indd 1

07/04/2017 13.40