Nærvær

100mm flap

”Nærvær kommer ikke af sig selv.

Det ved jeg alt om.”

Chris Minh Doky fortæller om sex, drugs og jazz og de mange spændende møder, musikertilværelsen har ført med sig – fra Miles Davis og Bill Clinton til Niels-Henning Ørsted Pedersen og Sanne Salomonsen. Om en familie, der ikke har været som de flestes. Om at finde inspiration i alle sanser og ønske at give den inspiration videre. Om at miste sig selv i sin søgen og finde sig selv igen – og ikke mindst om, hvordan svaret på det store spørgsmål Hvordan skaber man nærvær i sit liv? hele tiden har ligget mellem hans hænder: i musikken.

Undervejs beskriver han indgående sit forhold til netop musikken og fortæller om den metode, han har udviklet til ægte musikalsk sammenspil.

NÆRVÆR er Chris Minh Dokys vilde livshistorie – blandet med en musikalsk opdagelsesrejse, der har lært ham, hvordan man ved at sætte sig selv på spil, turde give slip og lave flere fejl kan blive bedre til at være til stede i nuet og opnå større nærvær i alle aspekter af livet.

Følg Chris Minh Doky her: doky.com facebook.com/chrisminhdoky twitter.com/chrisminhdoky instagram.com/chrisminhdoky athenas.dk/chris-minh-doky

Foto: ©Jens Bangsbo

Doky_Omslag_FA_080216.indd 1

politikens forlag

nærvær – En musikalsk historie om at sætte sig selv på spil

Jagten på nærvær har drevet den internationalt kendte og anerkendte jazzmusiker Chris Minh Doky verden rundt. Fra en flerkulturel opvækst på Nørrebro, over en tilværelse først i New York uden en krone på lommen, siden i jazzens superliga – til i dag, hvor han har sluttet fred med sig selv og sine skyggesider.

24mm ryg

Chris Minh Doky

Chris Minh Doky (f. 1969) dansk jazzbassist, komponist og solist, der meget tidligt fik sit internationale gennembrud. Siden en af verdens mest efterspurgte og anerkendte jazzmusikere. Har turneret over hele kloden og spillet samme med de allerstørste. Modtager af flere priser, nomineringer og udnævnelser. Er en efterspurgt foredragsholder i både erhvervslivet, på uddannelsesinstitutioner og gymnasier, hvor han deler ud af sine unikke erfaringer og metoder fra musikkens verden.

153mm bagside

153mm forside

Chris Minh Doky

100mm flap

Nær vær

“Pludselig fløj døren op, og nogle security-folk kom ind og kiggede sig omkring. Lige efter med raske skridt fulgte Clinton med dåseøl i hånden. Han kastede dem en efter en over til os og begyndte at sludre. Han kom over til mig og begyndte at drøfte instrumenter. På det tidspunkt spillede jeg Yamaha-elbas, og det havde han bemærket. ”Narh, you shouldn’t be playing a Japanese bass.

You should be playing an American Fender.”

Alle i bandet fik samme oplevelse: Når han gav en af os hånden, følte hver af os, at man var den eneste i verden, han havde lyst til at tale med. Det var som en tryllekunst. En magi, han udøvede på os.

Alle syntes, at han fandeme var en guttermand. At vi kendte ham og altid havde gjort det. Det var så spooky, og da vi tilbage i hotelloungen snakkede videre om det, blev vi enige om at skrive et brev til ham. Og det gjorde vi. Voksne mennesker, der til dagligt rendte og legede musikstjerner, skrev et fanbrev til præsidenten. Det er, hvad oplevelsen af ekstremt nærvær kan gøre ved folk.”

En musikalsk historie om at sætte sig selv på spil

politikens forlag

Omslag: Marianne Tingkov

08/02/16 13.48

Nærvær

Nærvær.indd 1

09/02/16 12.53

Nærvær.indd 2

09/02/16 12.53

Chris Minh Doky

Nærvær

Politikens Forlag

Nærvær.indd 3

09/02/16 12.53

Nærvær.indd 4

09/02/16 12.53

Intro De fleste forældre har sunget for deres børn. Og når barnet er helt lille, strømmer musikken i sin reneste form. Hverken barnet eller den voksne tænker over, hvordan det teknisk lyder. Det er bare en direkte kommunikationsform mellem to mennesker. Måske nynner moren noget, hun finder på i momentet, og alt efter sangen bliver barnet glad eller beroliget. Det samme gør moren. Alle oplever et nærvær.

Og det hele sidder i kroppen.

De små udvekslinger på børneværelser rundt i verden er blandt de stærkeste eksempler på, at musik er noget, alle mennesker har til fælles – og alle bliver berørt af.

For mig er det også et tegn på, at musikken rummer unikke muligheder for at skabe nærvær mellem mennesker – uanset om vi kan synge og spille eller ej. Men det nærvær kommer ikke af sig selv. Det ved jeg alt om. Min personlige historie er en fortælling om at blive grebet af musikken og rejse verden rundt med min bas, men også om 5

Nærvær.indd 5

09/02/16 12.53

at tabe musikken igen. Om at glemme passionen og miste nærvær i livet.

Så jeg har i flere omgange været tvunget til at revidere mit liv. Ad den vej har jeg indset, at søger jeg ikke det sanselige samspil i alle livets aspekter, bliver jeg ulykkelig. Og i workshops og foredrag med alt fra gymnasieelever til bankfolk har jeg erfaret, at mine tanker og metoder om nærvær gennem musik vækker genklang.

Det skyldes nok, at vi lever i en tid, hvor vi forsøger at systematisere os til samspil og nærvær i stedet for at lade det opstå organisk.

Hvor vi knap kan skelne den mekaniske nattergal fra den levende nattergal. Mærker vi rigtigt efter, kan vi dog fornemme, at den mekaniske aldrig vækker dybe følelser i os. Den får os ikke til at græde, den får os ikke til at le. Ligesom en radio ikke kan erstatte moren eller faderens sang for barnet.

Jeg har aldrig betragtet mig selv som en mand med de vises sten.

Men jeg har altid haft et behov for at komme af med det, jeg har på hjerte. I dette tilfælde mit foreløbige liv med musik, mine derouter og de erfaringer, det har affødt. Historien er fortalt med min hukommelse som den primære kilde og fra et sted i livet, hvor en del døre er blevet lukket, men en hel del andre døre netop også er blevet åbnet.

Chris Minh Doky December 2015

Nærvær.indd 6

09/02/16 12.53

Kapitel 4

Ned i floden Min næse blev kold. Jeg mærkede det helt tydeligt. Kroppen behøvede en måde at reagere på, når jeg nu ikke bare kunne råbe “fuck!” Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige og stod fastfrosset med røret i hånden. På min indre lysavis kørte overskriften forbi igen og igen. ‘Du har lige fornærmet Mike Stern. Du har lige fornærmet Mike Stern.’

Heldigvis tog han det helt roligt.

“Hør nu bare. Jeg har hørt meget om dig, og jeg var forbi Augie’s den anden dag for at høre dig. Kan du ikke komme ned og spille med mig på 55 Christopher Street på mandag?”

Jeg vidste jo udmærket, at Mike Stern altid spillede der, når han var i New York – jeg havde selv set ham der flere gange. Jobbet stammede fra hans dage som junkie, hvor han spillede der med Jaco Pastorius mellem deres fix. Stedet blev kaldt ‘The Dump’, fordi der stank af øl, airconditionen aldrig virkede, og toilettet altid var stoppet. Men selv om han nu havde været clean i omkring 10 år og spillede i koncert81

Nærvær.indd 81

09/02/16 12.53

sale verden over, holdt han fast i gigget. Det var en misbrugerting: De har ofte en fetich med rutiner, og for Stern handlede det i årene, efter han kvittede stofferne, også om at teste sig selv. Han skulle være tæt på stoffer og alkohol uden at falde i. Han spiller der stadig – det er nærmest en slags åbent øvelokale for ham.

“Joh, men hvad så med Jeff Andrews?” spurgte jeg med henvisning til hans sædvanlige bassist.

“Well, he’s a little too fond of Alka-Seltzer,” lød det fra Stern.

Alka-Seltzer er smertestillende, som skal opløses i vand. Så det svarede til at sige, at han var lidt for glad for Treo. Sagt på en anden måde: Jeff var ude i torvene på grund af stoffer.

“Okay. Hvad skal jeg gøre?”

“Bare kom derned på mandag.”

“Hvad med udstyr?”

“Det, du bruger. Vi starter kl. 22.00.”

Jeg lagde røret på og tænkte bare igen: ‘Holy, fucking shit. Jeg har lige fornærmet Mike Stern.’ Straks begyndte jeg at fantasere om, at han ville pande mig ned, så snart jeg satte mine fødder indenfor på Christopher Street. Desuden undrede jeg mig over, hvordan Stern havde fået mit nummer. Og om han virkelig kunne have vidst, at min telefon ville blive åbnet netop den dag. Ben, som skulle have ringet til mig for at teste telefonen, viste sig at være svaret. Fordi han tidligere havde spillet med, havde Stern opsøgt ham for at høre lidt om mig. Ben havde givet ham mit nummer og sagt, hvad jeg havde sagt til ham: Min telefon er åben på torsdag. Den skid havde bare ikke sagt det til mig.

Nå, men langsomt kunne jeg begynde at vende al forvirringen til begejstring: Jeg skulle spille med Mike Stern! Min helt. Som dengang, Finn Ziegler ringede, regnede jeg det som en oplevelse i bagagen og ikke andet.

82

Nærvær.indd 82

09/02/16 12.53

Mandag kom, og jeg tog derned tidligt for at være klar. Og selv om jeg udmærket kendte The Dump og vidste, hvor klamt der var, anede jeg intet om, hvordan der var, inden musikken spillede. Jeg kom allerede klokken 16, og det føltes som at træde ind i en vampyrhule. Der var helt mørkt, og fra højtalerne strømmede en tynd lyd af jazzmusik.

Jeg kunne høre den elektroniske summen fra airconditionens generator, som stod tændt og forgæves kæmpede med at få propellen til at dreje. Fra loftet dryppede kondensvand. Mest overraskende var det, at en masse mennesker sad og hang på stole rundt om i lokalet. 25-30 personer med bøjede hoveder. Zombier? Tiøren faldt: Hele banden var helt væk på heroin. Jeg kantede mig forbi dem med min bas.

“Excuse me … Sorry.”

Jeg fik lov til at stille bassen i kælderen, hvor det vrimlede med kakerlakker.

‘Bare min bas nu ikke er fyldt med kryb, når jeg henter den senere,’ tænkte jeg.

Jeg daskede lidt rundt og ventede på de andre. Vi skulle første spille klokken 22.00, så der var oceaner af tid. Da Stern endelig dukkede op, knaldede han mig ikke en, som jeg havde frygtet. I stedet var han sød og interesseret. Han spurgte ind til, hvordan jeg var kommet til New York, og hvordan jeg var begyndt at spille. Hurtigt løb han repertoiret igennem med mig. Standards spillet som trio med Stern på guitar, Richie Morales på trommer og mig på bas. All right: Simpel opsætning, ingen steder at gemme sig.

Klokken nåede at blive 22.45, inden vi gik i gang, og jeg var nået at blive temmelig anspændt. Heldigvis var der ingen kakerlakker i min bas, men mine håndflader var våde af nervøsitet, og de gled rundt på strengene under de første numre. Vi spillede først et sæt på 90 minutter, og Mike var sød mod mig og gjorde det nemt at smide begyndernerverne. Flere gange vendte han sig opmuntrende om: 83

Nærvær.indd 83

09/02/16 12.53

“Yeah, man!”

Stille og roligt slappede jeg af og begyndte at nyde aftenen. De andre spillede afsindigt fedt, og der var vildt mange mennesker i rummet, fordi folk kom fra hele verden for at se Mike Stern på sådan en lille scene.

I pausen hyggede vi videre, og han spurgte, hvorfra jeg havde fået mit beat. Det lød ikke særlig skandinavisk i hans ører, sagde han og påpegede, at jeg jo både kunne spille bastant og groovy, men stadig levere en solo på en melodisk og europæisk facon. Jeg var ved at gå til af stolthed over, at han havde hørt så meget ind i mit spil. Jeg forklarede, at det nok skyldtes, at jeg var vokset op med en masse skandinavisk musik, mens jeg selv havde dyrket Earth Wind & Fire og Miles Davis.

I andet sæt spillede vi i en time. Blandt andet ‘Autumn Leaves’ i 20 minutter, først med et lidt vampy-agtigt groove, så straightahead, og til sidst rockede vi ud. Shit, mand, at stå der og blæse igennem med de to fyre bragte mig helt i ekstase.

“Nå, men det var fint,” sagde Stern bagefter: “Jeg ringer til dig i morgen.”

Jeg tænke, det var mærkeligt, at han ville ringe. Jeg forventede bare, at det var en one-night-ting, fordi Jeff Andrews lige skulle ovenpå. Men ganske rigtigt: Næste dag ringede han, og denne gang undlod jeg at svine ham til.

“Ja, jeg har tænkt meget over det. Det føltes rigtig godt, og jeg har talt med Richie om, hvordan det føltes for ham, og han var positiv.”

Jeg funderede over, hvor han var på vej hen.

“Do you wanna go on the road with me?” “Øh … Okay.”

Venligt og professionelt rundede han af med: “I’ll be in touch. My office will call you. See you.”

84

Nærvær.indd 84

09/02/16 12.53

Han lagde på. Jeg stod med røret i hånden. Paralyseret.

‘Har jeg lige fået et job med Mike Stern?’ tænkte jeg.

Hvor længe jeg stod der, aner jeg ikke, men jeg vågnede ved at høre klartonen. Jeg lagde røret, men forblev som i en indre tåge. Det var uvirkeligt, og jeg tænkte, at han bare var sød. ‘Der er sgu ikke nogen, der ringer.’

Allerede samme eftermiddag ringede hans kontor.

“Vi har nogle westcoast gigs, som starter her om en måned. Vi skal bruge dine pasoplysninger til flybilletterne.”

‘Holy shit, den er god nok.’

Min kalender viste en flig af de forandringer, jeg stod over for: Fra den ene dag til den anden gik jeg fra nul til 300 rejsedage om året.

Men det fulde omfang af den kommende tids omvæltninger, både musikalske og menneskelige, var helt uoverskuelige for mit 21 år gamle jeg. I første omgang tog de konkrete udfordringer i musikken et naturligt fokus. Jeg skulle spille større venues, end jeg overhovedet havde været i nærheden af før, og de rum skulle jeg lære at fylde ud.

Teknisk følte jeg mig god nok – spørgsmålet var, om jeg havde nok at sige i sådan en setting.

Udstyret havde jeg allerede opgraderet. Min røde finerbas skiftede jeg ud, kort efter jeg kom til New York. På en tur hjem til Danmark tog jeg den ind til Jørn Holm Larsen Violinbyggeri i København, og han gik og lappede lidt på den. Men en dag sagde han: “Skal du ikke have dig en ordentlig kontrabas?”

Jeg prøvede nogle af dem, han havde stående.

“Wow.” De lød af langt flere muskler. Af større dybder. Han pegede på en af dem og sagde, at den nok kunne være noget. Jeg prøvede den og syntes, den var superfed, og uden rigtig at vide noget om kontrabas85

Nærvær.indd 85

09/02/16 12.53

ser købte jeg den. Den kostede 21.000 kroner, hvilket var alt, hvad jeg havde på min børneopsparing. Til gengæld har jeg ikke købt en kontrabas siden: Det er stadig den, jeg spiller på. Det er ikke en fin bas, for de fine basser er lavet af gran. Det eneste gran, der er på min, er dækket. Resten er finér. Men sådan noget har jeg aldrig gået op i.

Lyder det godt, er det cool.

I begyndelsen var jeg dog lidt skuffet over den. Den har nogle problemer på D-strengen. Spiller jeg Des, C eller H, bliver den lidt død i tonen, men det lærte jeg at vende til min fordel. For skal jeg spille noget funky, er det vigtigt, at tonerne ikke bliver for klingende.

De må gerne være dæmpede. Præcise og kontante. Så jeg har tilgivet, at den har de problemer. Sådan er det. Som en god musiker har den sine issues. Det har vi alle.

Men er der lidt underskud et sted, modsvares det som regel af et kæmpe overskud et andet sted. Det gælder i høj grad min bas. For den har vist sig yderst tålmodig og fleksibel over for alle de vaner, jeg tropper op med, når jeg tager fat om den. Den skal finde sig i, at jeg ikke har positioner som en trænet bassist. Alt, jeg spiller på bassen, er kvalificerede gæt, og jeg er blevet ret god til at gætte efterhånden.

Så jeg kan hurtigt rette ind, hvis jeg kommer galt fra start. Men jeg tænker tit på, at det må være vildt irriterende for bassen. Kunne jeg bare mine positioner, behøvede jeg ikke stå der og rette ind. Men den hjælper mig utrolig trofast ved at reagere lynhurtig. Spiller jeg en tone, er den der straks: “Dong!” Ældre eller dyrere instrumenter responderer slet ikke så umiddelbart. Det er, som om de lige skal smage lidt på tonen først “mmmmmm”, før de spytter den ud. Det ville ikke fungere for mig.

Desuden smadrer jeg ofte løs på den. For jeg kan godt lide, at lyden er som et fast håndtryk. Rent menneskeligt stammer tanken om det faste håndtryk uden tvivl fra min far: Når du skal sige no86

Nærvær.indd 86

09/02/16 12.53

get, så gør det med omhu og præcision. Ikke noget med at væve omkring. Vær der med det samme og gå lige til kernen. Musikalsk bliver det underbygget af, at jeg kommer fra en basskole, hvor man spiller enormt hårdt.

I den amerikanske straight-ahead-jazz er bassen et rytmeinstrument, som skal holde pulsen, men lydmæssigt skal bassen ligge lavere end trommesættets ride-bækken, ellers spærrer den kommunikationen på tværs i orkestret. Men selv om man ikke er særlig forstærket af lydanlægget, må man for sin egen skyld spille kraftigt, uden at afgive mere lyd, simpelthen for rent fysisk at være i tæt kontakt med det, man spiller.

I Norden derimod er bassen i højere grad et melodi- og soloinstrument, og derfor bliver man mere forstærket – og spiller ikke så kraftigt med hænderne. Men jeg spiller altså kraftigt, og det kan ikke være skidesjovt for min bas, at jeg tæsker den dag ud og dag ind.

Foreløbig har den stået imod. Med til historien hører det dog, at jeg kærtegner den, når jeg spiller melodier og soloer.

Så på den ene side er jeg ikke særlig øm over for mine instrumenter. ‘Nå, hov, der røg min elbas lige på gulvet.’ De er bare værktøjer.

På den anden side føler jeg mig direkte forbundet med min kontrabas. Det skyldes ikke bare dens småfejl, men også dens loyalitet. Når jeg spiller på min kontrabas, føler jeg, at den er en del af mine hænder og resten af min krop. Streng og gribebræt er en forlængelse af mig.

Den fornemmelse voksede eksplosivt, da jeg kom på tour med Stern, hvor bassen virkelig kom på arbejde.

Samtidig var halvdelen af numrene på Stern-touren elektriske, så det krævede, at jeg satte mig ned og fik lært en masse numre på min elbas. På elbas føler jeg i højere grad, at jeg spiller et instrument. Udtrykket kom ikke så ubesværet fra mig. Men der var ingen tid til at være kunstnerisk og klage over, at jeg liiiige skulle længere ind i stof87

Nærvær.indd 87

09/02/16 12.53

fet. Det var bare i gang. Og deri lå i virkeligheden den store test: Om jeg turde springe ud på åbent hav.

Ligesom aftenen på 55 Christopher Street var selve touren en triotour, så der var ikke meget, jeg kunne dække mig bag. Vi stod bare tre mand på scenen foran flere tusinde publikummer, der var vant til at få cremen af cremen, når de hørte Stern. Vi begyndte i Catalina i Los Angeles, og Stern spillede selvfølgelig sindssygt godt. Der findes et begreb: At få house. Det vil sige, at alle blandt publikum springer op i et kæmpe jubelbrøl, når du har spillet noget. “Yeeeeah!” Og når Stern spillede en solo … hold kæft, han fik house. Undervejs spillede vi en hurtig blues, hvor guitarsoloen sluttede i en kæmpe waaaaaaaaaauwlyd. Trommerne bragede. Publikum sprang op og hujede.

Alt kogte og sydede … og så var det min tur. Bassolo. Nå, hvad har den unge mand at sige? Jeg var bange for at blive efterladt i støvet af et band og et publikum, som ræsede af sted. Så jeg gik direkte på for fuld skrue. Kastede mig ind i en vild bassolo for at føre energien videre. Straks kunne jeg høre, at det lød, som om jeg bare halsede efter. Jeg kunne på ingen måde lave en direkte forlængelse af Sterns eksplosion. Men jeg kunne heller ikke ændre kurs, for jeg var allerede skudt af sted.

Det var enormt utilfredsstillende, at jeg bare tonsede løs i et forsøg på at leve op til andres lyd. Utilfredsstillende for mig selv, men så sandelig også utilfredsstillende for publikum. Aldrig før havde jeg spillet over for en menneskemængde, som var så klar. Så alert. De var helt ude på kanten af stolene, og jeg gav dem intet andet end tomme stil­øvelser.

Efter koncerten havde jeg det vildt dårligt og var alvorligt bange for, at jeg ikke kunne være med på det her niveau. Stern kunne godt se, jeg var nede og kom over.

88

Nærvær.indd 88

09/02/16 12.53

“Hey, man. Sounded great. You’ll get it. Just play your heart out.”

Richie sagde det samme. De var meget støttende og gik ikke ind i noget specifikt. De understregede bare, at det havde været helt okay.

Jeg var ikke overbevist, men i bilen mod hotellet kom Richie med en befriende pointe: “Hey man, chill out. You got the gig. You may not have it in a week. But you got it now. Enjoy it while you can.”

Nuet? Er det nuet, der tæller?

‘Ja,’ tænkte jeg.

‘Ja, det er sgu rigtigt.’

Og så kunne jeg lige så godt bare satse. Hele natten lå jeg vågen for at få mit hoved på plads. Jeg var stadig overvældet over, at publikum havde været så parat. Og at jeg havde lavet sådan en maveplasker foran dem. Jeg måtte finde en måde, hvorpå jeg kunne retfærdiggøre min tilstedeværelse på den scene. En ting var sikkert: Jeg ville helt sikkert ikke stå der og komme til kort igen. Så hellere spille kortere.

Jeg kom frem til, at første skridt måtte være ikke at forsøge at lægge mig i slipstrømmen af Sterns solo. Men hvad jeg konkret skulle sige med bassen og hvordan, anede jeg ikke.

Dagen efter spillede vi samme sted. Og da vi nåede samme punkt – Sterns lynende guitar stoppede, Morales’ tordnende trommer stoppede, publikum jublede og dæmpede sig så – var jeg stum. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle spille. Midt i stilheden mærkede jeg noget overraskende: Det virkede rigtigt, at jeg var tavs.

Lige så stille gik jeg i gang. “Doo-doo-doooooo.” Det virkede også rigtigt. Ovre på trommerne reagerede Morales straks. Vi havde sat et punktum, vendt siden og indledt et nyt kapitel sammen. Og publikum lyttede. Det var en kæmpe opdagelse: Jeg skulle selv definere rummet. Jeg skulle turde sige: Nu har I hørt på Stern. Han taler 89

Nærvær.indd 89

09/02/16 12.53

sit sprog; jeg taler mit – og forhåbentligt giver det mening i sammenhæng og hver for sig. Jeg havde jo ingen distortionpedal som ham, og min bas lød lavere end hans guitar. Så når rummet eksploderede lige inden en af mine soloer, måtte jeg simpelthen opbygge modet til at vente, til publikum var klar til at tage et nyt kapitel ind. Mit kapitel. Jeg kunne til tid og evighed gå på røven over at stå og lytte til Mike Stern. En af verdens bedste guitarister. Men min solo skulle ikke være en billig basversion af ham. Min bassolo måtte være noget, jeg mente. Og så måtte han finde ud af, om det, jeg fortalte, var godt nok til hans orkester.

Efter den solo rejste publikum sig op og klappede. Mit første virkelige house. Jeg fik tårer i øjnene. Ikke fordi jeg tænkte ‘Gud, de kan lide mig’, men fordi jeg følte det at være en del af den kærlighed, som omgav Mike Sterns musik. Eller i virkeligheden mere generelt: Den kærlighed, der omgiver musik. Mødet med det nordamerikanske publikum og deres indlevelse lærte jeg utroligt meget af. Jeg kunne mærke, at jeg stod og spillede en type amerikansk folkemusik. De reagerede instinktivt på den. Det betød, at jeg selv fandt umiddelbarheden og ikke behøvede at forudbestemme, hvad jeg skulle gøre lige om lidt. Der er mange, som spiller improviseret musik – som har forudbestemt, hvad de gør. Det kan jeg ikke. Når jeg spiller for et publikum og med et band, ser jeg det som en dialog. Jeg sender noget af sted, får noget tilbage, svarer og modtager nyt svar.

Efter den første vellykkede solo på Stern-touren blev jeg stadig modigere for hver dag, der gik. Jeg begyndte at definere begyndelsen på mine kapitler klarere, fuldt bevidst om, at skulle jeg sige noget, så skulle jeg dels mene det, dels vente på at folk var klar til at lytte.

Inden for en uge nåede jeg et punkt, hvor jeg trak stilheden så længe, at jeg kunne mærke spændingen stige i salen.

‘Hvad sker der nu?’

90

Nærvær.indd 90

09/02/16 12.53

Og så spillede jeg bare en enkelt tone. Det var mit håndtryk.

‘Goddag, jeg er Minh. Her er, hvad jeg vil sige.’ Og de tog min hånd, trykkede den og lyttede.

Nu kan det lyde, som om det handler om netop Minh. Og hvad netop Minh vil sige. Men opdagelsen af, at jeg måtte definere mine egne kapitler i stedet for at skrive videre på andres, blev fulgt af en anden opdagelse: At jeg fik de allerstørste oplevelser under koncerterne, når jeg selv drev væk og slet ikke var til stede. Når jeg bare ubevidst lod musikken flyde fra mig og sammen med mine venners musik. I begyndelsen undrede jeg mig, når vi stoppede.

‘Hvor har jeg lige været?’

Jeg funderede over, hvorfor det hang sådan sammen. Min opfattelse var jo, at når jeg spillede bas, så var det mig, der spillede bas. Det var mig, der tænkte den. Hver en bevægelse med fingrene var bevidste handlinger, som udsprang fra mig. Min teknik, min timing, min harmoniforståelse. Det var mig, mig, mig. Og kun mig. Det stemte bare overhovedet ikke overens med min oplevelse. Hvordan passede det med, at musikken var allerbedst, når jeg glemte mig selv og bare lod musikken strømme frit?

Det spekulerede jeg på aften efter aften på hotelværelserne. Det tog tid. Sandsynligvis fordi det krævede, at jeg afmonterede mit ego. Jeg nåede en erkendelse af, at det faktisk slet ikke handlede om mig, når jeg spiller. At musikken i sig selv er bedøvende ligeglad med Minh. Jeg kan indfange og formidle musikken, javist, men musik som sådan er en konstant, som lever uafhængigt af mig.

Jeg begyndte at tænke på musikken som en meget bred og meget dyb flod. En flod, der rummer al musik i universet. Al musik, der har været, alt der er, alt der kommer. Hvis jeg vil spille musik med intuition og følelse, må jeg hoppe ud i den flod og være i musikken.

91

Nærvær.indd 91

09/02/16 12.53

Men springer jeg bare uforberedt ud i den, bliver jeg væltet omkuld af strømmen, bliver trukket med og drukner.

‘Min opgave må være,’ tænkte jeg, ‘at blive så dygtig, at jeg kan gå derud og stå fast, men samtidig være så transparent, at floden løber forbi mig og igennem mig, uden jeg skaber for stor modstand. For jo større modstand jeg giver floden, jo større risiko er der for, at jeg selv vælter.’

De tanker forløste en masse musik i mig, og det er stadig dem, jeg tager udgangspunkt i i dag.

Selvfølgelig kan jeg ikke fjerne mig selv fuldstændigt nede i floden, og det er heller ikke pointen. Jeg skal netop være der med alt det, jeg har suget til mig – med alle sanser; fra duften af min fars mad over lyden af min mors stemme til den mørke murren fra Ron Carters bas. Kunsten er gøre det til en så integreret del af en selv som ens hud, så det naturligt farver alt, hvad der gennemstrømmer dig.

Der, hvor jeg selv kan blive en hindring, er, hvis jeg forsøger at forcere en ting, holder noget andet tilbage eller slet og ret ikke er parat.

Jeg fandt heldigvis ud af, at det er rimeligt simpelt at begrænse, hvor meget jeg står i vejen: For det første skal maskinen være i orden. Slet og ret skal jeg kunne flytte nallerne hurtigt og smidigt, så jeg er i stand til at rykke på det, der kommer. Det betyder, at jeg må øve min teknik. Spille noget Bach, så der ikke kommer rust i fingrene. Og så betyder det, at jeg skal være udholdende, fordi jeg skal kunne holde kadencen. Altså stamina og tempo.

For det andet skal jeg sørge for, at jeg forstår musikken. Floden skal ikke bremses af, at jeg ikke fatter, hvad der foregår. Jeg skal sørge for, at min forståelse af akkorder og teori og ditten og datten hele tiden er så god, som jeg kan gøre den. Det handler ikke om, at jeg nødvendigvis skal sidde på en skolebænk og terpe. Tværtimod har det 92

Nærvær.indd 92

09/02/16 12.53

fungeret fint for mig at uddanne mig selv – mine uskolede facetter er netop noget, som farver floden. Med forståelse mener jeg, at jeg hele tiden skal bevare min nysgerrighed og udvide min horisont over for lyden af musik i verden. ‘Hov, det lyder spændende; gad vide, hvordan det er skruet sammen? Og hvorfor mon de ikke gør sådan?

Det ville man have gjort tidligere.’

For det tredje, som en slags sammensurium af de to første punkter, skal afstanden mellem lydene i mit hoved og mine fingre være så kort som overhovedet muligt. Der må ikke være forsinkelse mellem at forstå musikken og sende den videre. Det nytter ikke noget, at der er blokader der. Tænk, hvis jeg sagde til de andre i orkestret: “Øjeblik. Jeg ved godt, hvad jeg vil. Jeg skal bare lige … Okay, nu er jeg klar …”

Den går selvfølgelig ikke, og det krævede i sin tid, at jeg mentalt fik tillid til mine egne musikalske reflekser og min intuition.

Fjerde og sidste punkt er det allersværeste – og jeg har allerede antydet det: Nede i floden skal jeg åbne mit hjerte og alle mine sanser, så alt kan passere igennem, uden jeg dømmer det. Hvad jeg end er ved at spille, skal jeg ikke rationalisere over det. Ikke fortænke det.

Jeg skal bare lade det være. Jeg har stået og spillet med Jimmy Cobb og mærket et spor af Metallica glide igennem mig. Jeg måtte stramme mig an, men jeg undgik at sige: “Uha, nej, det må ikke komme igennem her.”

Dermed ikke sagt, at jeg pludselig skiftede over til Metallica. Der var bare nogle nuancer i maleriet, og dem måtte jeg give plads til. For blokerede jeg mit hjerte eller mit øre for nogle af impulserne, blokerede jeg for hele strømmen. Det er hele tiden noget, jeg skal arbejde på.

Men hele den opdagelse ændrede min opfattelse af musik: Det har ikke noget med mig at gøre. Jeg skal bare sørge for ikke at stå i vejen.

Det er det, jeg kalder vertikal musik. Musik, som bevæger sig på 93

Nærvær.indd 93

09/02/16 12.53

tværs og omkring musikkens skematiske strukturer. Alle folk, jeg har holdt af at spille med lige siden, har haft den tilgang. Jeg siger ikke, det er den eneste eller mest rigtige måde at spille på. Men det er den måde, jeg bedst kan finde ud af at spille på. Det er en måde, hvor det ikke er så afgørende, om du er den største tekniske ekvilibrist. Det handler om, at du kan træde ind og være nærværende i det musikalske skabelsesøjeblik. Og der er ingen tvivl om, at det for mig udspringer fra Miles Davis’ ekstremt interaktive album.

Den horisontale musik, som er prædefineret og holder sig til normerne, kan swinge som død og helvede. Tidlig bebop, swing, Oscar Peterson, funk rock og så videre. Det er helt fantastisk. Og jeg synes, det kan være sjovt at spille. Hele aftener kan jeg stå og hygge mig i et lineært groove. Men hvis det bare handler om at hægte sig på noget og ikke smelte sammen med hinanden, kommer jeg til at kede mig.

Hvis nålen ikke peger over mod det vertikale, når jeg spiller med andre, har jeg meget svært ved det.

At finde denne tilstand af fælles musikalsk nærvær var som at finde hjem. Jeg havde aldrig rigtig passet ind nogen steder og havde aldrig identificeret mig med nogen. Men her følte jeg, at jeg passede ind. Med tiden skulle jeg finde ud af, at det ikke kun drejede sig om at spille musik sammen, men også om at tale sammen, spise sammen, elske sammen. Det anede jeg ikke dengang i 1990’erne.

At Mike Stern samlede mig op betød, at en masse andre band- og orkesterledere blev interesserede i mig. Og det betød flere tours, flere rejsedage, flere lande og ret hurtigt møder med nogle mennesker, jeg aldrig havde troet, jeg skulle hilse på. Først var det flere guitaris­ ter, såsom Pat Metheny, der ringede. Senere fulgte saxofonisterne – blandt andre Bill Evans, der ligesom Stern spillede med på Miles Davis’ ‘We Want Miles’-album.

94

Nærvær.indd 94

09/02/16 12.53

Bill og jeg begyndte at hænge en del ud, når vi var i New York samtidig, og en aften i 1991 var vi på klubben Fat Tuesdays for at høre musik. Efter koncerten traskede vi mod udgangen, som lå oven på selve klubben og krævede, at man passerede gennem den tilhørende restaurant. En helt typisk newyorker-restaurant med en masse båse, nogle borde og en bar. Bill og jeg sludrede på vej op ad trappen, men da jeg nåede udgangen, opdagede jeg, at jeg var alene og gik og talte ud i luften. Bill var ikke længere ved siden af mig. Jeg vendte mig om og så, at han stod og talte med nogen nede i en af båsene. På et tidspunkt pegede han mod mig og sagde: “I’m with my friend Minh Doky.”

Langsomt lænede et hoved sig ud af båsen. Det bar et par brede, kulsorte solbriller. Men jeg genkendte ham straks. Miles Davis. Han gjorde tegn med hånden til, at jeg skulle komme hen til ham.

“Yeah this is Minh Doky, “ introducerede Evans mig.

“How are you doing,” sagde Miles Davis med sin lave, hæse stemme.

Jeg var rundt på gulvet og mundlam. Det havde jeg aldrig før prøvet i mødet med en kendt person. Det er min klare erfaring, at det ikke er størrelsen af en persons berømmelse, der får dig til at tabe mælet. Det er størrelsen af din respekt for vedkommende. Det var jo Miles, hans band og hans album, der fik mig til at opdage alt det, jeg elsker ved jazz og musik i det hele taget. Den måde, han lavede sin musik på, var netop et spørgsmål om en nærværende helhed. Og mange af dem, jeg siden blev udlært af – blandt andre Stern og Evans – var eks-Miles Davis-musikere.

“I’m doing good, Mr. Davis,” fik jeg fremstammet.

“So you play bass, huh.”

“Yes, mr. Davis.”

“Good, good.”

95

Nærvær.indd 95

09/02/16 12.53

Så var mødet ovre. Bill og jeg gik videre, og Miles vendte tilbage til sin mad. Om sommeren samme år spillede Bill og jeg sammen ved den anerkendte jazzfestival JVC i Frankrig. Ved samme festival samlede Miles Davis en masse af sine musikere til koncerten ‘Children of Miles’, blandt andre Bill, og det gav mig adgang backstage. Jeg tullede lidt rundt og glædede mig, fordi jeg skulle høre Miles. Da koncerten nærmede sig, stillede jeg mig op på en rampe, der gik fra jorden og op til scenen. Der stod en masse andre mennesker, men jeg fandt en plads på et lille plateau halvvejs oppe, hvor rampen slog et knæk. Der i knækket stod jeg, da en bil rullede op foran rampen, og Miles Davis trådte ud. Han begyndte at gå op gennem kødranden af mennesker.

Samtidig var der en del, som hastede travlt frem og tilbage for at få de sidste ting på plads. Miles gik roligt. Han nåede halvvejs op på rampen og skulle til at dreje op på scenen, da han stak hånden frem.

“Minh Doky, right?”

“Eh, yes, mr. Davis. Nice to see you again.”

“Have a good night.”

Jeg var som en teenager: ‘Wouw, Miles Davis ved, hvem jeg er.’

To måneder senere døde han.

En af de næste, der hev mig ind i sit band, var saxofonisten David Sanborn. Og det betød endnu større venues end med Stern samt et langt bredere publikum. Sanborn favnede både jazzen, rocken og soulen, fordi han som sessionmusiker havde spillet med navne som James Brown, Stevie Wonder, Elton John, Bruce Springsteen, The Eagles, Billy Joel, David Bowie og Roger Waters, og fordi han med sine egne jazzplader havde vundet adskillige Grammys. Hans koncerter kunne være kæmpe stadionfunkfester, og hans popularitet var kun blevet endnu større, efter han også var blevet vært på et tv-program om jazz.

96

Nærvær.indd 96

09/02/16 12.53

For mig var der lige den lille hage, at ham, alle bassister skulle erstatte i bandet, var Marcus Miller. Bassisten fra ‘We Want Miles’ – legendarisk, benhård, topfunky bassist. Og jeg fik ikke lige sådan lov til at glemme, hvis sko jeg skulle udfylde. Den første koncert med Sanborn var i Greek Theater i Los Angeles. En flot, udendørs amfiscene, hvor der sad næsten 6.000 mennesker foran mig. Jeg gik ind sammen med resten af bandet og spillede en intro, inden Dave selv kom ind på scenen. Mellem introen og første nummer var der et lille ophold, og i stilheden lød det pludseligt fra en af de forreste rækker.

“Where is Marcus Miller!?”

Jeg stod der ‘åh-åh’. Men Dave var kvik og gik hen til mikrofonen.

“I thought he was with you,” og nærmest som var det et cue, gik bandet i gang.

For mig var Sanborn-koncerterne et klart skridt mod noget mere mainstream, og det passede mig fint at få stimuleret mine Earth Wind & Fire-årer. Samtidig forlængede Dave erfaringerne fra at spille med Stern: Også han havde en spillestil så intens og udkrængende, at det føltes som en mavepuster. Han gav 200 procent og mente hver en tone.

Fordi Dave var, hvem han var, fik vi i 1994 en af de sjældnere koncertinvitationer. Præsident Bill Clinton skulle holde en lunch for nogle kongresmedlemmer på plænen foran Det Hvide Hus og ville have, at Dave og dermed også vi stod for musikken. Det var en helt flippet oplevelse, hvor vi blev indlogeret på Watergate Hotel og konstant havde secret service-folk i nakken.

Under lydprøven kom Hillary Clinton gående med Chelsea.

Hun kom over til mig, fordi jeg var færdig og stod ved siden af scenen og lyttede til de andre. Vi småsludrede lidt.

“Walk with me,” sagde hun så, og jeg adlød.

97

Nærvær.indd 97

09/02/16 12.53

Nærvær.indd 98

09/02/16 12.53

Møder mr. President.

Nærvær.indd 99

09/02/16 12.53

Hun var sød og venlig, og jeg undrede mig over, hvorfor hun ville chit-chatte med mig. På et tidspunkt spurgte jeg, hvad alle de mennesker lavede på toppen af Det Hvide Hus. “They’re snipers.”

Jeg prøvede at være sjov: “Oh, who’re they aiming at?”

Hun kiggede på mig uden at fortrække en mine.

“You. So don’t sneeze.”

Jeg fandt aldrig ud af, hvorfor hun ville gå rundt med mig, men efter 10 minutter var det ovre, og vi skulle i gang. Jeg stod længst fremme på scenen helt ude i venstre side. Lige foran mig var talerstolen. Pludselig begyndte Marine-orkestret at spille nationalsangen, og Bill Clinton og Hillary Clinton kom gående på venstre side af mig med Al Gore og Tipper Gore lige bag sig.

Det gik det op for mig, at jeg stod mellem trappen op til scenen og talerstolen.

‘Hov, de skal alle sammen forbi mig. Jeg kommer godt nok tæt på præsidenten,’ tænkte jeg ved mig selv. Øjeblikket efter stod Clinton foran mig og rakte hånden frem for at hilse. Jeg reagerede instinktivt med den frase, vi altid brugte musikere imellem.

“Hey man, what’s happening.”

Og midt i Kosovo og Israel/Palæstina og Rwanda og alle mulige indenrigspolitiske slagsmål svarede han helt cool: “Aw, not much.”

Han gik direkte ind i lingoen. Efter ham kom både præsidentfruen, vicepræsidenten og vicepræsidentfruen og gav mig hånden. Jeg kiggede benovet tilbage på de andre, som stod og smågrinede. Clinton holdt sin korte introduktion, og så gik vi i gang med at spille.

Der stod en saxofon klar til ham på scenen, hvis han skulle få lyst til 100

Nærvær.indd 100

09/02/16 12.53

at jamme med. Men han sad bare med benene over kors og vippede smilende med foden.

Bagefter var vi sådan ‘Nå, det var da meget hyggeligt’ og begyndte at bevæge os mod udgangen.

Så kom der en fyr løbende efter os.

“Hey, you guys. Please don’t leave yet. The President wants to meet you.”

Vi blev gennet ind i et værelse i Det Hvide Hus, som var helt old school. Over os vågede George Washington fra et gammelt maleri, og det slog os: ‘Shit, vi er jo i Det Hvide Hus. Det er sgu nok et ægte maleri af ham.’

Pludselig fløj døren op, og nogle security-folk kom ind og kiggede sig omkring. Lige efter med raske skridt fulgte Clinton med dåseøl i hånden. Han kastede dem en efter en over til os og begyndte at sludre.

Han kom over til mig og begyndte at drøfte instrumenter. På det tidspunkt spillede jeg på en Yamaha-elbas, og det havde han bemærket.

“Narh, you shouldn’t be playing a Japanese bass. You should be playing an American Fender.”

Alle i bandet fik samme oplevelse: Når han gav en af os hånden, følte hver af os, at man var den eneste i verden, han havde lyst til at tale med. Det var som en tryllekunst. En magi, han udøvede på os.

Alle syntes, at han fandeme var en guttermand. At vi kendte ham og altid havde gjort det. Det var så spooky, og da vi tilbage i hotelloungen snakkede videre om det, blev vi enige om at skrive et brev til ham. Og det gjorde vi. Voksne mennesker, der til dagligt rendte og legede musikstjerner, skrev et fanbrev til præsidenten. Det er, hvad oplevelsen af ekstremt nærvær kan gøre ved folk.

At være først i 20’erne og pludselig rende rundt og møde legender og præsidenter gav bestemt nogle gode anekdoter at fortælle. Men 101

Nærvær.indd 101

09/02/16 12.53

det var blot toppen af en helt grundlæggende forandring af mit liv.

Det gjaldt både mentalt og praktisk. Helt konkret flyttede jeg fra rønnen i Spanish Harlem til Hell’s Kitchen i det vestlige Midtown på Manhattan – et kvarter, som stadig havde spor af at være hjemsted for arbejderklassen af irsk afstamning, men hvor flere og flere unge flyttede til. Fordi jeg sjældent var i New York mere end 14 dage ad gangen, indrettede jeg mig simpelt. Smed en enkelt Asger Jorn-plakat på væggen og købte en Mac-computer og en ny seng, så jeg slap for den plettede madras.

Mine dage i New York forløb sådan, at jeg stod op klokken 8.00 og straks satte noget musik på, mens jeg lavede morgenmad. Så øvede jeg mig, mens jeg nød udsigten fra mit vindue på 32. etage, hvorfra jeg kunne se Twin Towers. Senere hentede jeg en sandwich til frokost og ringede så til nogle venner for at høre, om vi skulle finde et sted at jamme. Oftest endte det i et festligt lag om aftenen.

På tour var dagene endnu mere strukturerede. Vækkeuret ringede på hotellet ved 7.00-tiden. Jeg fandt en af de cd’er, jeg altid havde med mig, og satte den på anlægget, gik i bad, pakkede min kuffert og stillede den uden for døren, når jeg gik til morgenmad. Efter maden gik jeg tilbage, hentede min håndbagage og gik ned i lobbyen for at mødes med de andre. Så blev vi kørt til lufthavnen, vi tjekkede ind, hang ud i loungen, gik ud i flyet og snakkede eller læste, mens vi var i luften.

Ved 14-15-tiden ankom vi til et nyt hotel, hvor jeg gennemgik min sædvanlige rutine: Først tjekkede jeg badeværelset for at se, om det var okay, og så smed jeg mig i sengen for at mærke, om den var god. Fra sengen fik jeg gerne fat i mappen om hotellet, som jeg bladrede igennem for at se, om der var en spa eller en pool, jeg kunne slappe af i. Klokken cirka 17.00 blev vi hentet og kørt til lydprøve, og den var vi færdige med klokken 19. Dernæst ud at spise og måske 102

Nærvær.indd 102

09/02/16 12.53

tilbage og skifte tøj på hotellet. Koncerten begyndte ved 22.00-tiden, og når den var ovre, fandt jeg enten en natrestaurant eller en klub, hvor der var musik – ofte optrådte nogle venner i samme by.

Som regel var jeg ikke vildt sent ude, for jeg fandt ud af, at man ikke både kan have tømmermænd, stå tidligt op og levere en god koncert.

Det kan lyde som en trummerum. Men med til historien hører, at med både Stern og Sanborn var hoteller, spillesteder og restauranter i topklasse. Det var fede biler, som kørte os rundt, folk slæbte vores gear, vi sad i brede flysæder på business class, og alt gled som i olie.

Med min helt James Bond i baghovedet elskede jeg at træde ind i et lækkert, oplyst lokale og tænke: ‘Ahr, det er lidt 007-agtigt, det her.’

Ind imellem var der fridage, hvor jeg kunne få et dybere indtryk af de lande, jeg besøgte. Allerstørst indtryk gjorde Japan. Det var som at være med i Star Trek, hvor man var landet på en planet, trådte ud af rumskibet og tænkte: ‘Nå, her er ligesom på jorden … men vent ... der er et eller andet, der ikke helt stemmer.’

Jeg elsker stadig at komme til Japan og opleve, hvor vildt folk går op i det, de laver. Om du så pudser et gelænder i et indkøbscenter, gør du det, som gjaldt det liv og død. Den dedikation er inspirerende.

Gennem rejserne blev jeg en del af hele den cirkulation af musikere, som konstant krydsede veje i lufthavnene og på festivalerne.

Det skabte i sig selv relationer. En dag stod jeg ude i Københavns Lufthavn og ventede i check-in-køen. Personen bag mig kørte ind i hælene på mig med sin bagagevogn.

‘Turist,’ tænkte jeg.

Det skete igen. Jeg ignorerede det. Igen. Ignorerede. Fjerde gang vendte jeg mig om.

103

Nærvær.indd 103

09/02/16 12.53

Der stod Niels-Henning Ørsted Pedersen med sin bas og grinede. Det var den, han havde rullet ind i mig, ikke en bagagevogn.

Efter 1991 så vi en del til hinanden, fordi vi spillede de samme festivaler. Når han var i humør til det, var han sjov og skarp, og det var dejligt for mig at mærke, at han følte, at vi havde et fællesskab. Selv om Niels-Henning var en anden generation, delte vi en del værdier og opfattelser, alene fordi vi var danske. Ofte talte vi om vores amerikanske bandmates og alle deres særheder, og ellers diskuterede vi selvfølgelig bas og musik. Men rollerne var klare nok: Han var den ældre og jeg den yngre. Eksempelvis brokkede han sig over, at jeg i en periode spillede med hat. Det provokerede ham helt vildt.

“Hvad fanden skal det nu til for? Er musikken nu ikke nok i sig selv?”

“Hvorfor skal du rende rundt med det der skæg, Niels-Henning?

Er musikken ikke nok i sig selv?”

Det svarede han ikke på.

En anden gang sagde han, at han havde set mig spille og syntes, at jeg var meget inde i bassen. Han mente, at jeg skulle være længere fra. Både fysisk og mentalt, så jeg bevarede overblikket. Det kunne jeg slet ikke forene mig med, for det var helt modsat mig. Jeg ville sgu ind og smelte sammen med det instrument. Derfor lænede jeg mig ind mod gribebrættet og sugede til mig. Sådan spiller jeg stadig.

Men jeg huskede, hvad han havde sagt, da jeg hørte ham spille i hans sidste år. Der bemærkede jeg, hvordan han spillede med stigende distance til musikken. Teknisk var han stadig helt suveræn, men ja, han lænede sig ikke ind i musikken og blev ét med den. Han holdt den en smule ud fra sig, fysisk og mentalt. Hører jeg derimod hans indspilninger fra 1960’erne og 1970’erne med Dexter Gordon og Sonny Rollins, kan jeg høre, at der var han helt inde i bassen. Og der er ingen tvivl: Hvad Niels-Henning gjorde for kontrabassen, er 104

Nærvær.indd 104

09/02/16 12.53

det samme, som Jaco Pastorius gjorde for elbassen. Han definerede, hvad der fandtes af muligheder på det instrument og beviste, at bassen kunne være et lead-instrument på linje med guitar, saxofon, klaver og så videre.

I 1992 indspillede han albummet ‘On Holiday’ sammen med Søs Fenger. Min bror spillede klaver på albummet, og da de skulle på tour med det, blev jeg spurgt, om jeg ville spille bas, for Niels-Henning kunne ikke. Jeg takkede ja.

Det var et sjovt lille hold. Foruden Søs og min bror var det trommeslageren Adam Nussbaum, som jeg også kendte. Nussbaum lærte mig meget om at interagere især i forhold til temposkift og til ikke at spille postuleret. Og Søs’ stemme bjergtog mig fra starten. Hun skrev melodierne, mens hun sang dem. Med sin vokal gav hun det håndtryk, jeg altid efterlyser. Hun kiggede folk i øjnene og sagde: “Her er melodien, og den er min.” Hun var nærvær og ægthed, og det har jeg ikke oplevet så ofte i Danmark, fordi vi har en naturlig tendens til at være indadvendte og bange for at udstille den skrøbelighed og nøgenhed, der ligger i nuet. Man skal løbe en risiko for at kaste sig ud i musikken, og der føler jeg, at en del danske musikere ofte vælger at gemme sig bag det forudbestemte. De får det til at lyde godt. Men måske ikke helt så oprigtigt.

Samtidig kunne jeg mærke, hvordan hele koncertoplevelsen tit var anderledes stiliseret og tillært. Alt syntes forudbestemt i særlige rammer med regler for, hvornår man råbte og klappede. Det virkede omsonst på mig, som var vant til, at musikken blev improviseret – og at publikums reaktioner instinktivt fulgte med. Men i stedet for at reagere på musikkens egen spontanitet blev reaktionerne holdt tilbage og gemt til de – i gåseøjne – rigtige tidspunkter for bifald og råb. Det skal ikke lyde, som om jeg aldrig har oplevet ægte kommunikation i Danmark. Det har jeg absolut. Men der ligger ofte en vis 105

Nærvær.indd 105

09/02/16 12.53

fernis over det helt rene ‘nu!’, og der skal virkeligt meget til, for at spontaniteten trumfer formerne.

Der lå mere i mødet med Danmark end min opdagelse af den mere afmålte musikalske interaktion. For jeg vil gerne kunne sige, at tilværelsen som opvartet jazzmusiker ikke havde forandret mig. Jeg ville gerne kunne sige, at ligesom jeg blev bedre og bedre til at finde nærvær i musikken, blev jeg bedre og bedre til at finde nærvær i enhver relation. Både til andre og til mig selv. At jeg uden for musikken kunne stille mig ned i verdens flod og opløse mit ego. Det ville være løgn.

Mit ego fik et boost af at leve på første klasse. Så rammerne om koncerterne i Danmark virkede temmelig analoge på mig i forhold til det, jeg var blevet vant til i især USA og Asien. Jeg gik bogstaveligt talt fra at køre i limousine til at køre i folkevognsrugbrød. Det føltes som en afbrydelse af et luksusliv. Et luksusliv, som i afgørende henseender begyndte at forstyrre mit forhold til mig selv og andre. Og som endte med at vælte mig omkuld som en rasende flod.

Nærvær.indd 106

09/02/16 12.53

100mm flap

”Nærvær kommer ikke af sig selv.

Det ved jeg alt om.”

Chris Minh Doky fortæller om sex, drugs og jazz og de mange spændende møder, musikertilværelsen har ført med sig – fra Miles Davis og Bill Clinton til Niels-Henning Ørsted Pedersen og Sanne Salomonsen. Om en familie, der ikke har været som de flestes. Om at finde inspiration i alle sanser og ønske at give den inspiration videre. Om at miste sig selv i sin søgen og finde sig selv igen – og ikke mindst om, hvordan svaret på det store spørgsmål Hvordan skaber man nærvær i sit liv? hele tiden har ligget mellem hans hænder: i musikken.

Undervejs beskriver han indgående sit forhold til netop musikken og fortæller om den metode, han har udviklet til ægte musikalsk sammenspil.

NÆRVÆR er Chris Minh Dokys vilde livshistorie – blandet med en musikalsk opdagelsesrejse, der har lært ham, hvordan man ved at sætte sig selv på spil, turde give slip og lave flere fejl kan blive bedre til at være til stede i nuet og opnå større nærvær i alle aspekter af livet.

Følg Chris Minh Doky her: doky.com facebook.com/chrisminhdoky twitter.com/chrisminhdoky instagram.com/chrisminhdoky athenas.dk/chris-minh-doky

Foto: ©Jens Bangsbo

Doky_Omslag_FA_080216.indd 1

politikens forlag

nærvær – En musikalsk historie om at sætte sig selv på spil

Jagten på nærvær har drevet den internationalt kendte og anerkendte jazzmusiker Chris Minh Doky verden rundt. Fra en flerkulturel opvækst på Nørrebro, over en tilværelse først i New York uden en krone på lommen, siden i jazzens superliga – til i dag, hvor han har sluttet fred med sig selv og sine skyggesider.

24mm ryg

Chris Minh Doky

Chris Minh Doky (f. 1969) dansk jazzbassist, komponist og solist, der meget tidligt fik sit internationale gennembrud. Siden en af verdens mest efterspurgte og anerkendte jazzmusikere. Har turneret over hele kloden og spillet samme med de allerstørste. Modtager af flere priser, nomineringer og udnævnelser. Er en efterspurgt foredragsholder i både erhvervslivet, på uddannelsesinstitutioner og gymnasier, hvor han deler ud af sine unikke erfaringer og metoder fra musikkens verden.

153mm bagside

153mm forside

Chris Minh Doky

100mm flap

Nær vær

“Pludselig fløj døren op, og nogle security-folk kom ind og kiggede sig omkring. Lige efter med raske skridt fulgte Clinton med dåseøl i hånden. Han kastede dem en efter en over til os og begyndte at sludre. Han kom over til mig og begyndte at drøfte instrumenter. På det tidspunkt spillede jeg Yamaha-elbas, og det havde han bemærket. ”Narh, you shouldn’t be playing a Japanese bass.

You should be playing an American Fender.”

Alle i bandet fik samme oplevelse: Når han gav en af os hånden, følte hver af os, at man var den eneste i verden, han havde lyst til at tale med. Det var som en tryllekunst. En magi, han udøvede på os.

Alle syntes, at han fandeme var en guttermand. At vi kendte ham og altid havde gjort det. Det var så spooky, og da vi tilbage i hotelloungen snakkede videre om det, blev vi enige om at skrive et brev til ham. Og det gjorde vi. Voksne mennesker, der til dagligt rendte og legede musikstjerner, skrev et fanbrev til præsidenten. Det er, hvad oplevelsen af ekstremt nærvær kan gøre ved folk.”

En musikalsk historie om at sætte sig selv på spil

politikens forlag

Omslag: Marianne Tingkov

08/02/16 13.48