Nadia Nadim. Min historie by JP/Politikens Forlag

Det var slet ikke meningen, at Årets Dansker 2017, fodboldspilleren Nadia Nadim, skulle være dansk. Hun er født ind i en velhavende familie i Afghanistan, hvis liv blev totalt forandret, da faren, som var general i den afghanske hær, blev bortført og brutalt henrettet af Taliban. Nadia var ni år gammel, da det skete, og et par år senere tog hendes mor konsekvensen af de dystre fremtidsudsigter for sine i alt fem døtre og flygtede ud af landet. England var målet, men efter en barsk flugt endte familien ved et tilfælde i Randers. Sin første tid i Danmark tilbragte Nadia på et asylcenter i Nordjylland, hvor hun snart viste ekstraordinære evner i den lokale fodboldklub. Med sit talent, sin fandenivoldske stil og charmerende frækhed har Nadia siden spillet sig ind i danskernes hjerter og under EM i kvindefodbold i 2017 blev den legesyge stjerneangriber folkeeje. I dag spiller hun professionelt for Manchester City og er en af de største profiler på det danske landshold. Hun er desuden næsten færdiguddannet som læge, og hendes målbevidsthed, ukuelighed, råstyrke og fightermentalitet gør hende til et forbillede for mange – ikke mindst unge kvinder. I denne selvbiografi fortæller hun sin dramatiske historie ud fra et ønske om at inspirere andre til at tro på sig selv og kæmpe for sine mål.

NadiaNadim Min historie

NADIA NADIM (f. 1988) er fodboldspiller på det danske kvindelandshold. Hun er født i Herat i Afghanistan og kom som 12-årig til Danmark som flygtning. Hun har spillet professionelt i bl.a. Skovbakken og Fortuna Hjørring, inden hun begyndte sin internationale karriere i USA hos Sky Blue FC og Portland Thorns. Senest er hun skiftet til engelske Manchester City. Hun regner desuden med at være færdig med sit medicinstudie ved Aarhus Universitet i 2018.

MIRIAM ZESLER (f. 1978) er journalist, cand.comm. Jour, fra Roskilde Universitet og studievært på TV 2 NEWS, hvor hun bl.a. er fast vært på morgennyhederne og mediemagasinet Presselogen. Hun har tidligere været ansat som journalist og redaktør på Ekstra Bladet og Politiken.

NadiaNadim Min historie Skrevet af Miriam Zesler

POLITIKENS FORLAG

Nadia Nadim

Nadia Nadim Min historie

Skrevet af Miriam Zesler

Politikens Forlag

Indhold Kapitel 1

Generalens piger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Kapitel 2

Stemmer bag dĂ¸ren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 Kapitel 3

Krigen kommer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 Kapitel 4

Flugten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 Kapitel 5

Det stille land . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55 Kapitel 6

PĂĽ banen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 Kapitel 7

Blodet koger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77

Kapitel 8

Kraftsuseme giftig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 Kapitel 9

Avisdronningerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95 Kapitel 10

En af the homies . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99 Kapitel 11

Brug fĂ¸dderne. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111 Kapitel 12

Kiosken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121 Kapitel 13

Med livet i hĂŚnderne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127 Kapitel 14

Fra robot til menneske . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 135 Kapitel 15

Dr. Nadim . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 147 Kapitel 16

Rockstjerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151 Kapitel 17

En indre sag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 159 Kapitel 18

Den sidste bejler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 163

Kapitel 19

Nu er I der, piger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167 Kapitel 20

Tid til rimelighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 183 Kapitel 21

Started from the bottom â&#x20AC;Ś. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 193 Epilog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 201 Nadia Nadims tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 205 Kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 207

Kapitel 1

Generalens piger Fire år gammel leger jeg på det bordeauxfarvede håndvævede gulvtæppe i vores lejlighed. Den ligger i et russiskbygget betonbyggeri i Kabul og er for tiden – det vil sige år 1992 – topmoderne. Mine forældre har fået den stillet til rådighed gennem Forsvarsministeriet, hvor min far er ansat. Rundt om mig står de dyre, gammeldags italienske møbler med blødt pistaciefarvet stof, som min mor omhyggeligt har indrettet lejligheden med. I et aflangt værelse med et stort skab sover jeg med mine to søstre, Giti på fem år og Diana på to år. I et andet værelse sover min far Rabani og min mor Hamida. Vi har plads nok. Og penge. Vi har bunker af penge i banken, men også bundter af penge derhjemme gemt i forskellige hulrum i lejligheden. Under badekarret bag en flise. I skuffer i køkkenet. Og andre steder, jeg ikke må vide noget om. En anden af lejlighedens små hemmeligheder er, at min far gemmer chokolader øverst i skabet på vores værelse. Når han kommer hjem fra arbejde, skal mine søstre og jeg stå ranke og helt stille langs væggen i gangen, indtil han bestemmer, hvad vi skal lave. På de rigtig gode dage rækker han armen op i skabet og giver os chokolade.

Jeg hører døren gå og min far træde ind. Han har gået sin daglige rute på tre minutter fra sit arbejde på kasernen hen over vejen, forbi den store græsplæne og op på tredje sal. Da jeg hører hans stemme, ved jeg, at det ikke er en af de gode dage. ”Nadia, kom her,” beordrer han. Med vrede i blikket tårner han op i entreen med sin russerhue af pels på hovedet, sin grønne medaljedekorerede uniform på kroppen og sine blankpolererede støvler på fødderne. Mine fødder står frosset fast til gulvtæppet, mens jeg spoler min hukommelse tilbage i et forsøg på at regne ud, hvad jeg har gjort galt. Fordi vi er velhavende, frygter mine forældre, at mine søstre og jeg kan blive kidnappet. ”Med magt og penge følger en risiko,” siger de. Derfor må Giti, Diana og jeg ikke lukke nogen ind, når vi er alene hjemme. Måske er jeg kommet til at gøre det? Vi skal også straks gå ned i kælderens beskyttelsesrum, når lyden af mortergranater og skudsalver kan høres i det fjerne. De politiske spændinger mellem forskellige grupperinger, der vil have magten over Afghanistan, har ført til borgerkrig, og vores forældre frygter for vores sikkerhed. Har jeg været for langsom? Eller måske har jeg bare glemt tiden og været for længe ude på græsplænen foran bygningen i går? Giti og Diana siger ikke noget. Min far siger ikke noget. Jeg når ikke at opklare, hvad jeg kan have gjort, inden den kommer. Støvlen. Med eksplosiv kraft planter min far sin ene velpudsede militærstøvle lige midt i min brystkasse. Jeg ryger fra midten af rummet over i væggen. Min krop bukker sig forover og falder sammen på gulvet langs med væggen. Smerten spreder sig i mit bryst og op ad min hals. I timerne efter vokser et gigantisk blåt mærke på min krop. Jeg kigger på det i det skjulte gennem flere dage. Jeg kan stadig ikke huske, hvad jeg har gjort forkert. 12

’Sådan er fædre,’ tænker jeg. ’Nogle, man kæmper imod..’ Min far har to sider. På de gode dage kommer han hjem fra arbejde og siger, at vi gerne må lege med ham. Så springer vi på ham i vild jubel. Vi forsøger at få ham ned på gulvet, klatrer rundt på ham og leger brydelege. Det er altid den samme leg. Han kilder os, og vi hviner, mens vi prøver at få indfanget hans arme og komme ud af legen som sejrherrerne. Det gælder altid om at være den, der vinder. Hvem er stærkest. Vi dyrker jublen, når vi vinder. Hæver armene over hovedet, hoverer og synger. Vi skal vise, at vi er bedst. Det vil han gerne have. Når vi fjoller rundt med ham, kan jeg mærke generalens kærlighed. Den følelse forsvinder, når han slår os. Generalen kan det hele. Jeg ved, han er klog, rig, atletisk, hård og smart og en stor mand i hæren. Jeg tænker på, om han glemmer, at han skal være en far, når han kommer hjem. Og ikke kun generalen, der altid kun gør, som han selv vil. Min far opnåede sin position gennem trofast arbejde, hårde kampe og kloge alliancer. Gennem 1980’erne gjorde han en ihærdig indsats for den dengang kommunistiske regering, der styrede de største byer. Som ansat i efterretningstjenesten, KHAD, holdt han som en anden spion øje med, hvad der foregik internt i regeringen, og i 1990 afslørerede han, at den daværende forsvarsminister planlagde et statskup med hjælp fra Pakistan. Under de voldsomme uroligheder, som fulgte, kæmpede han i 13 dage og måtte se mange af sine kamp- og partifæller omkomme. Men min far og regeringen overlevede, og som tak for indsatsen udnævnte præsident Najibullah, eller Doktor Najib – som han blev kaldt – min far til general. Derfor bor vi i 1992 i landets hovedstad, tæt på magtens centrum, selv om jeg er født i Herat, hvor han var udstationeret, da 13

min mor var gravid med mig. Det er noget særligt at være generalens datter i Kabul. Ud over de foranstaltninger, mine forældre tager for at beskytte os, bliver der altid lagt mærke til, hvordan vi opfører os. ”Gå ikke ned ad den sti, dine forældre heller ikke betræder,” siger man på dari, som vi taler derhjemme. Vi skal altså for alt i verden undgå at bringe skam over familien. Det værste for min far vil være, hvis folk taler om, at generalens børn er uopdragne. Men vi får knap nok lov til at vise vores gode manerer frem, for vi kommer sjældent hos andre. Vi er næsten altid i lejligheden, hvor vi er i sikkerhed for de mennesker, der vil kunne få mange penge ud af at kidnappe den rige generals børn. Sådan tænker mine forældre. Den krig, der reelt finder sted i Afghanistan på det her tidspunkt mellem oprørsgrupper og det kommunistiske styre, føles stadig for langt væk til at true os. Så frygten for kidnapninger er større. ”De vil aldrig nå Kabul”, siger de voksne altid. Om eftermiddagen må Giti og jeg gerne forlade vores indendørs-verden, lejligheden, og gå ned ad betontrapperne, hvor metalgelænderets røde plastiktop fungerer som ledetråd til vores udendørs-verden: Græsplænen. Den er lige så stor som tre fodboldbaner og omkranset på alle sider af de træer, som markerer grænsen for, hvor langt vi må bevæge os. På to sider af plænen er der vejspærringer med uniformerede soldater, som sørger for, at kun godkendte personer kan færdes her. Derfor synes vores forældre, at her er sikkert nok til os. Lyden af børnestemmer spreder sig over det åbne område. I et hjørne står ældre drenge og leger med hjemmebyggede drager. Det gælder om at have den flotteste og den største, og blå, grønne, røde, orange og gule farver blander sig sammen i et mylder. Men det gælder også om at nedlægge hinandens drager. Derfor er der klistret pulveriserede glasskår fast på 14

linerne. Flere af drengene har sår i hænderne på grund af glasset, og fordi dragerne er tunge at holde. Ellers leger vi børn altid i forskellige grupper, inddelt efter hvor gamle vi er. Giti og jeg hinker tit, og det vil vi også i dag. Hinkefelterne er allerede tegnet på en af stierne, og en pige på vores alder smider en sten ud på et felt. Det gælder om at erobre hinandens sten, og nu bliver det min tur. Jeg hinker. Det går godt. Jeg kommer til feltet med stenen, holder balancen et par sekunder, indtil jeg bukker mig ned og samler pigens sten op. Nu er den min, og jeg hinker banen færdig. Jeg har en 10-liters spand stående i kælderen, hvor jeg gemmer alle de sten, jeg vinder. Jeg er efterhånden oppe på at have en virkelig stor samling. Jeg kaster et blik over mod vores lejlighed, der ligesom alle andre i komplekset har en overdækket terrasse, hvorfra min mor kan holde øje med os. Jeg kan ikke se hende, men jeg ved, at nabokonerne også holder øje for hende. Et andet sted i Kabul har vi et hus. Det ligger på en bakkeskråning omkranset af en solid mur, der er typisk for området, hvor mange velhavende bor. Der tager vi hen, når min far vil væk fra lejligheden, og her får vi piger en anelse mere frihed til at lege. Til huset hører en frodig have med granatæbletræer, vindrueklaser, der hænger ned fra en vinranke langs den ene side af huset, og et gammelt træ med en stor krone. I dets skygge løber jeg en dag rundt sammen med Giti, mens Diana stavrer af sted og prøver at følge med. Jeg finder en sort-hvid bold i haven. Jeg har set en lignende før på græsplænen ved lejligheden, hvor en flok drenge bruger den til at spille volleyball med. Jeg kaster den til Giti. Hun kaster den tilbage til mig, og sådan fortsætter vi, indtil vi pludselig hører vores fars stemme. ”Jeg skal nok vise jer, hvad der er meningen med den bold.” 15

Min far har set os lege, i hans øjne, forkert med bolden, og nu er han kommet ud. Han har taget sin uniformsjakke af, så han bedre kan bevæge sig, og han tager bolden og begynder at jonglere med den. Fra den ene fod til den anden. Med den ene fod alene. Så begynder han at løbe med den. Han dribler rundt i vores have, og jeg synes, det ser sjovt ud. ”Nadia, tag dine klipklapper af og læg dem her med lidt afstand,” siger han og viser mig, hvordan jeg skal lægge dem, så vi har et mål. Giti og jeg skal være på hold sammen mod ham, bestemmer han. Diana får lov til at være på hold med min far, men med sin tilfældige stavren omkring tæller hun ikke rigtig. Vi kæmper mod ham, forsøger at tage bolden med os og finte ham, men vi er ikke gode til det. Endnu. Kun når jeg er på besøg hos min onkel på min fars hjemegn, Andarab stik nord for Kabul, får jeg følelsen af at lege frit. Uden mure, uden forventninger, uden blikke i nakken. Byen ligger kilet ind ved en flod i Andarab-dalen, der er omgivet af golde bjerge. Min onkels hus ligger lidt for sig selv lige ved floden. Jeg får lov til at løbe rundt mellem frugttræerne med mine tre kusiner. De går ikke i skole, fordi de hjælper til på gården og passer gederne og fårene. Jeg får endda en gang lov til at være der i en månedlang periode uden mine forældre. Hjælper i markerne. Svømmer i floden, klatrer i træer, lærer at ride og holde udkig efter slanger. En jævnaldrende kusine tager mig med i koranskole. Jeg synes, det er irriterende, at jeg skal have tørklæde på. Vi sender tegn og blikke til hinanden i timen og aftaler at pjække. I stedet leger vi på markerne og får dagen til at gå uden at lægge mærke til det. Vi spiser frugt, vi selv har plukket, og bader. Min kusine bliver slået, 16

da vi kommer hjem, fordi vi har pjækket. Det gør jeg ikke, for selv om jeg er væk hjemmefra, er jeg stadig generalens datter. Man slår ikke generalens børn. Tilbage på vores græsplæne foran lejligheden i Kabul er Giti og jeg en eftermiddag på vej hjemad efter at have hinket med de andre børn. Giti ville gerne have spillet med marmorkugler. Som en slags forvokset kalaha skal kuglerne placeres rigtigt i nogle udgravede huller. Men klokken er ved at være fire, og vi må ikke være ude mere. Vi trasker over græsset og er på vej hen imod døren til opgangen. En stor dreng stopper os. Måske ved han, at vi er generalens piger, og vil spille sej, måske er han bare ude på at provokere os. Først slår han mig. Hårdt. Mens jeg løber hen mod opgangen, registrerer jeg, at Giti får samme tur bag mig. Oppe i lejligheden smækker vi døren og stiller os grædende i vores lange fordelingsgang. Min far kommer ud fra køkkenet, efterfulgt af min mor med Diana på armen. ”Hvorfor græder I?” spørger han. ”Jeg ved det ikke,” hikster Giti, men forsøger alligevel at forklare, at det gør ondt, fordi vi er blevet slået af en dreng. ”Nu skal jeg forklare dig noget. Du skal aldrig nogensinde græde foran mig igen, forstår du?” Han taler kun til hende nu, for hun er ældst og den, der skal stå til ansvar, når vi er i problemer. Han trækker sit bælte ud af bukserne og viser hende, hvordan hun skal lægge bæltet rundt om halsen på drengen, stramme til og så hive ham til jorden, inden hun skal slippe sit greb. ”Gå ned og find ham. Jeg stiller mig ud på terrassen og kigger på dig. Jeg holder øje med, om du gør det ordentligt. Du må ikke få hjælp fra andre. Og du bliver her, Nadia,” siger han og tager en af sine rifler frem fra et skab. 17

De fĂ¸rste billeder af mig fra Afghanistan, som jeg stadig har. Jeg er cirka et ĂĽr gammel og pĂĽ en skovtur med familien.

Det var sjældent, at vi kom uden for vores hjem, fordi vores forældre var bange for, at vi ville blive kidnappet. Men her er Giti og jeg (tv.) i den historiske park Babur i Kabul.

Giti (th.), jeg (tv.) og Diana er født med få års mellemrum og har derfor hele vores liv været meget tæt knyttet. Min mor gav os altid fine kjoler på og satte vores hår, når hun kunne komme til det. Jeg er omkring to år på billedet.

”Med denne her skal jeg nok sørge for, at der ikke er nogen voksne, der kan blande sig,” siger han og løfter riflen som trussel. ”Men de er jo bare børn.” Min mor prøver at få ham til at ombestemme sig. ”Der er ikke nogen, der slår mine børn,” svarer han kort, inden han tager opstilling ude på terrassen med sin riffel. Jeg får ikke lov til at kigge på. Men jeg ved, at Giti gør, som der bliver sagt. Og nu ved alle, at vi er generalens piger. I de konkurrencer, min far begynder at arrangere på græsplænen mellem os og de andre officerers drengebørn, er det os, der kan løbe hurtigst, os, der vinder. Vi er som soldaterne, der altid rejser sig og kæmper videre, uanset hvem modstanderne er. Os skal man ikke gå i krig mod. Selv om vi er piger.

NadiaNadim Min historie

NadiaNadim Min historie Skrevet af Miriam Zesler

POLITIKENS FORLAG