Noget om Grace

AN TH ONY

DOERR

„Anthony Doerr er en musisk forfatter, der formår at udnytte hele klaviaturet til at skabe litteratur af høj klasse.“ „En formidabel litterær præst ation.“ THE INDEPENDENT

JYLLANDS-P OSTEN

„En storslået roman, hvor naturen beskrives i en prosa, der synger fra siderne.“ THE NEW YORK TIMES

NOGET

„Meld dig syg , sluk mobilen og oplev, hvor god litteratur, der skrives i dag.“ THE GUARDIAN

OM

ANTHONY DOERR udgav tre anmelderroste og prisbelønnede novellesamlinger, før han skrev romanerne Noget om Grace (2004) og Alt det lys vi kke ser (2014).

Den sidste indbragte ham Pulitzerprisen i 2015 og blev hans store internationale gennembrud.

Den udkom på dansk i 2015.

Noget om Grace blev i 2004 valgt som Washington Post Book of the Year og samme år nomineret til the PEN USA Fiction Award.

Doerr bor med sin kone og to sønner i Idaho.

David Winkler drømmer begivenheder, før de sker. Detaljerede og uafrystelige drømme: En mand, der bliver kørt ihjel af en bus; hvordan han møder sit livs kærlighed. Ting, der siden udspiller sig i virkeligheden.

Da David drømmer, at han er ude af stand til at redde sin spæde datter fra druknedøden, knuses hans tilværelse. Han flygter, fjerner det eneste element i det ulykkelige scenarie, han er herre over – sig selv.

På en caribisk ø holder han op med at flygte. Alene, ulykkelig og usikker på, om hans datter har overlevet, og om hans elskede kan tilgive ham, drømmer han endnu en skæbnedrøm. Nu kan han vælge, om den skal blive hans vej tilbage til de mennesker, han har ladt bag sig.

NOGET OM GRACE handler om de små mirakler, der på et sekund afgør vores skæbner, om stor sorg, men også om stor kærlighed.

G R AC E

A NTHON Y DOER R

NOGET OM G R AC E ROMAN

Om ALT DET LYS VI IKKE SER

★★★★★★ J Y L L A N D S - P O ST E N

FFFFFF „Hvis du kun skal læse en bog i år, så lad det være denne her.“ FEMINA

♥♥♥♥♥ „Et funklende vokseneventyr.“ POLITIKEN

★★★★★ „Alt det lys vi ikke ser er mere end 550 sider lang, og det er ikke en side for meget.“ BERLINGSKE

ISBN 9788740026924

Af forfatteren til den pulitzer-prisvindende, internationale bestseller

A LT DE T LYS VI IKKE SE R POLITIKENS FORLAG

Omslag: Simon Lilholt / Imperiet Portrætfoto: Shauna Doerr

Noget om Grace Roman

Anthony Doerr

P책 dansk ved Rebecca Bailey

Politikens forlag

Noget om Grace.indd 1

11/01/16 16.39

Til min mor og far

Noget om Grace.indd 3

11/01/16 16.39

Noget om Grace.indd 4

11/01/16 16.39

Der må være en helt klar årsag til, at sneens grundform, hvornår end den begynder at falde, uvægerligt er den lille sekskantede stjerne. For hvis det sker ved en tilfældighed, hvorfor dannes fnuggene så ikke med fem hjørner eller med syv? ... Hvem mejslede dets form, før det faldt, til seks takker af is?

Fra Om sekskantede snefnug af Johannes Kepler, 1610

Noget om Grace.indd 5

11/01/16 16.39

Noget om Grace.indd 6

11/01/16 16.39

F ø r s te b og

Noget om Grace.indd 7

11/01/16 16.39

Noget om Grace.indd 8

11/01/16 16.39

1

Han krydsede gennem hallen og standsede ved et vindue for at betragte en mand, der med to orange stave vinkede et fly ind i gaten.

Himlen over den grove asfalt var fuldstændig fejlfri, den ubarmhjertige tropiske blå, han aldrig helt havde vænnet sig til. I horisonten tårnede skyerne sig op: cumulus congestus, et tegn på, at et lille lavtryk bevægede sig af sted ude over havet.

Metaldetektorens slanke metalramme ventede på turisterne. I afgangshallen: toldfri rom, paradisfugleblomster pakket ind i cellofan, halskæder af muslingeskaller. Fra skjortelommen tog han en notesblok og en pen.

Den menneskelige hjerne, skrev han, består af femogtyve procent vand. Vores celler er stort set ikke andet end små poser fulde af vand.

Når vi dør, trænger det ud af os og bliver optaget af jorden og luften og dyrenes maver for igen at blive optaget et andet sted. Det flydende vand har følgende egenskaber: det holder temperaturen længere end luften; det er klæbende og smidigt; det er altid i bevægelse. Det er hydrologiens grundprincipper; det er disse ting, man skal kende til, hvis man vil kende sig selv.

Han gik gennem gaten. På trappen, da han næsten var inde i flyet, følte han en kvælende fornemmelse i halsen. Han knugede rejse­t asken til sig og greb hårdt om gelænderet. En stribe fugle – måske var det 9

Noget om Grace.indd 9

11/01/16 16.39

spurveduer – landede en efter en på en plet nyslået græs ved den fjerneste ende af startbanen. Passagererne bag ham rørte utålmodigt på sig. En stewardesse vred sine hænder, rakte ud efter ham og fulgte ham ind i flykabinen.

Flyet, der accelererede og steg til vejrs, fik ham til at føle, at han var trådt ind i en livagtig og farefuld drøm. Han lagde panden mod vinduet. Havet bredte sig ud under flyets vinge; horisonten vippede og forsvandt. Flyet krængede, og øen dukkede brat frem igen, frodig og kranset af klipperev. I et kort glimt kunne han se det grønne perleskinnende vandspejl i Soufrières krater. Så lukkede skyerne sig, og øen var væk.

Kvinden i sædet ved siden af ham havde fundet en roman frem og var begyndt at læse. Flyet steg langsomt op i troposfæren. Små fligede isblade voksede frem på indersiden af ruden. Bag dem var himlen blændende og kold. Han blinkede og pudsede sine briller i ærmet. De steg op mod solen.

Noget om Grace.indd 10

11/01/16 16.39

2

Han hed David Winkler, og han var nioghalvtreds år gammel. Det var første gang i femogtyve år, han rejste hjem – hvis han da stadig kunne kalde det hjem. Han havde været far, ægtemand og hydrolog. Han vidste ikke, om han stadig var nogen af de ting.

Hans billet var fra Kingstown, Saint Vincent, til Cleveland, Ohio, med en enkelt mellemlanding i Miami. Gennem højttalerne i loftet informerede andenpiloten om flyvehastighed og højde. Vejret over Puerto Rico. Piloten slukkede ikke for skiltet med sikkerhedsbæltet.

Fra sit sæde ved vinduet kiggede Winkler rundt i flykabinen. Passagererne – de fleste var amerikanere – læste, sov eller talte dæmpet sammen. Kvinden ved siden af ham holdt en lyshåret mand i hånden, der sad i sædet ud til mellemgangen.

Han lukkede øjnene og hvilede hovedet mod vinduet, og langsomt gled han ind i en slags søvn. Han vågnede svedende. Kvinden i sædet ved siden af rystede hans skulder. “Du drømte,” sagde hun. “Dine ben rystede. Og dine hænder. Du pressede dem ind mod vinduet.”

“Jeg har det fint.” Langt nede under vingen gled store cumulusskyer forbi. Han gned sit ansigt i skjorteærmet.

Hun kiggede på ham et øjeblik og begyndte så at læse videre. Han sad et stykke tid og studerede skyerne. Endelig sagde han med resigneret stemme: “Lågen til bagagehylden over dit sæde er ikke lukket or11

Noget om Grace.indd 11

11/01/16 16.39

dentligt. Når der kommer turbulens, vil den springe op, og den taske, der ligger derinde, vil falde ud.”

Hun så op. “Hvad?”

“Bagagehylden. Lågen.” Han lod blikket glide op mod de små rum over deres hoveder. “Den er ikke lukket ordentligt.”

Hun lænede sig over mod manden, der sad i sædet ud mod mellemgangen, kiggede op og sagde, at lågen var lukket helt til.

“Er du sikker?”

“Fuldstændig.”

Kvinden vendte sig mod Winkler. “Den er lukket. Mange tak.” Hun vendte tilbage til sin bog. To eller tre minutter senere begyndte flyet at hoppe, og i et langt øjeblik krængede det til den ene side. Lågen over dem begyndte at klapre, den sprang op, og en taske faldt ned på gulvet.

Inde fra tasken kunne man høre den dæmpede lyd af glas, der knustes.

Den lyshårede mand fik fat i tasken, kiggede ned i den og bandede.

Flyet blev stabiliseret. Det var en flettet sivtaske med et påtrykt billede af en sejlbåd. Manden begyndte at tage små stykker op af noget, der lignede Martini-souvenirglas, mens han rystede på hovedet ad dem.

En stewardesse satte sig på hug ved siden af ham og samlede skår i en luftsygepose.

Kvinden i det midterste sæde havde lagt en hånd over munden og stirrede på Winkler.

Han blev ved med at kigge ud ad vinduet. Iskrystallerne mellem ruderne voksede og mødtes, et lille net af fine fjer, et todimensionelt eventyrland af is.

Noget om Grace.indd 12

11/01/16 16.39

3

Han kaldte dem drømme. Det var ikke rigtig varsler eller fremtidsvi­ sioner, heller ikke forudanelser. At kalde dem drømme var det tætteste, han kunne komme på at forklare, hvad de var: fornemmelser – måske endda oplevelser – der kom til ham, mens han sov, og fortog sig, når han vågnede, dog kun for at vende tilbage i de minutter eller timer eller uger, der fulgte.

Det havde taget ham mange år at lære at genkende det øjeblik, hvor de dukkede op. Det havde noget at gøre med lugten i rummet (en lugt, der mindede om tagspån af cedertræ, eller røg eller risengrød), eller lyden af en dieselbus, der rumlede forbi neden for en lejlighed, og så forstod han, at der nu ville ske noget, han havde oplevet før – hans far skar sin finger på en dåse sardiner, en måge landede på sålbænken uden for vinduet – det var alt sammen noget, der var sket før, i fortiden, i en drøm.

Han havde selvfølgelig også almindelige drømme, den slags drømme, som alle har, de meningsløse filmstriber, der fylder søvnen, alle de usandsynlige fortællinger, som hjernebarken bikser sammen, når den prøver at få styr på minder og oplevelser. Men af og til, en sjælden gang imellem, var det, han så, mens han sov (regnvand, der svulmede op gennem kloakdækslerne; blikkenslageren, der tilbød ham en halv kalkunsandwich; en mønt, der forsvandt helt uforklarligt fra hans lomme) helt anderledes – klarere, mere sandt, et varsel.

13

Noget om Grace.indd 13

11/01/16 16.39

Det havde været sådan hele hans liv. Hans drømme forudsagde vanvittige, umulige ting: Stalaktitter voksede ned fra loftet; han åbnede en dør og så, at badeværelset var fuldt af smeltende is. Og de forudså ganske almindelige ting: En kvinde tabte et magasin; en kat lagde en kvæstet spurv på dørtrinnet; en taske faldt ned fra en bagagehylde, og indholdet blev knust mod gulvet i mellemgangen. Ligesom drømme kom disse fænomener til ham, når søvnen var let og urolig, og når de var overstået, forsvandt de næsten altid, opløste sig i fragmenter, han ikke senere kunne stykke sammen.

Men nogle få gange i løbet af sit liv havde han haft egentlige forudanelser: de var sprøde og hyperrealistiske – som vågnede han op og fandt sig selv midt ude på en sø, der kun lige var frosset til. Under hans fødder lyden af den revnende is. Disse drømme blev siddende i ham, længe efter at han vågnede, de klæbede til ham i dagevis, som om den nære fremtid ikke kunne vente på at blive til fortid, eller som om nutiden strakte sig mod fremtiden, spændt på det, der ville komme. Her slog hans ord ikke til: Disse drømme kom et andet sted fra, de byggede ikke på minder. Disse drømme var vished.

Han prøvede at finde sig ordentligt til rette i sædet og kiggede på de tætte grupper af skyer, der passerede under flyets vinge. Minderne kom til ham, lige så tydelige som fibrene i ryglænet foran ham: Han så det blå skær fra en svejseflamme flimre i et vindue; han så regnen, der skyllede ned over forruden på hans gamle Chrysler. Han var syv år, og hans mor havde købt ham hans første par briller; han hastede gennem lejligheden, undersøgte alt, rimfrosten i fryseren, en regndråbe mod vinduet i dagligstuen. Hvilket vidunder det havde været at se denne verdens detaljer – en regnbue af olie, der flød på en pyt, søjler af myg, der dansede over Ship Creek, skyernes bløde, takkede form.

Noget om Grace.indd 14

11/01/16 16.39

4

Han sad på et fly, nioghalvtreds år gammel, men på samme tid kunne han – gennem minderne – være et kvart århundrede yngre, ligge i en seng i Ohio og være ved at falde i søvn. Huset var tavst, det var ved at blive mørkt. Ved siden af ham sov hans kone oven på tæppet, spredte ben, hendes krop afgav varme, som den altid gjorde. Deres spæde datter lå tavs i værelset på den anden side af gangen. Det var midnat, marts, regnen slog mod ruderne, og han skulle op klokken fem den næste morgen. Han lyttede til dråbernes små smæld og plask mod vinduerne. Hans øjne gled i.

I hans drøm brusede vandet ned ad vejen, en meter dybt. Fra vinduet ovenpå – han stod og så ud af det, pressede håndfladerne mod glasset – lignede nabohusene en flåde af forliste skibe: flodvandet stod op over vindueskarmene i stueetagen, stakitter var blevet opslugt af vand, små træer var næsten druknet.

Et sted kunne han høre sin datter græde. Bag ham var sengen tom og pænt redt – hvor var hans kone? På kommoden stod nogle æsker med morgenmad og et par skåle. Han skyndte sig fra værelse til værelse, mens han kaldte på sin datter. Hun lå ikke i sin tremmeseng, var ikke på badeværelset, var ikke nogen steder på første sal. Han trak et par støvler på og gik ned i entréen. I hele stueetagen stod vandet omkring en halv meter højt, stille og koldt, en farve som kaffe med mælk.

15

Noget om Grace.indd 15

11/01/16 16.39

Da han stod på gulvtæppet i entréen, gik vandet ham til over knæene.

Hans datters klynken gav stille genlyd i hele huset, som om den kom fra hvert et hjørne. “Grace?”

Udenfor var der endnu mere vand, det pressede sig skvulpende mod huset. Han vadede videre. Blege pletter af lys blev kastet op i loftet, gled hen over det. Tre magasiner fulgte dovent i hans kølvand; en opsvulmet køkkenrulle ramte hans knæ og sejlede bort.

Han åbnede spisekammeret og sendte en bølge gennem køkkenet, stolene vippede en smule. En gruppe halvdruknede elpærer, der lignede en flok bittesmå hovedskaller, sejlede hen mod køleskabet. Han standsede. Han kunne ikke længere høre hende. “Grace?”

Udenfor lød det, som om en motorbåd sejlede forbi. Hvert et åndedrag hang et øjeblik i luften, før det blev opløst. Lyset var ved at forsvinde. Hårene på hans arme havde rejst sig. Han tog telefonrøret – ledningen duvede i vandet – men der var ingen klartone. Noget surt og tyndt begyndte at stige op gennem hans hals.

Han tvang kælderdøren op og så, at trappeskakten var helt oversvømmet, forsvundet under en skummende, brun rektangel af vand.

En side af en kalender flød forbi, det var hans kones; et mørknet fotografi af et bolsjestribet fyrtårn drejede rundt i det plumrede vand.

Han gik i panik. Han ledte efter hende under bordet i entréen, bag lænestolen (der var lige ved at begynde at flyde); han ledte tåbelige steder: i skuffen med bestik, i en Tupperwareskål. Han gik langsomt gennem vandet med armene strakt mod gulvet, mærkede sig frem dernede under overfladen, lod fingerspidserne glide over gulvet. Det eneste, han kunne høre, var kroppen, der plaskede gennem vandet, og de små bølger, der slog mod væggene.

Han fandt hende tredje gang, han gik igennem stuen. Hun lå i sin lift på den øverste hylde i hans kones plantestativ, helt op mod den duggede rude, hendes øjne var vidtåbne, hun var svøbt i et tæppe. Hun havde sin gule uldkyse på. Hendes tæppe var tørt. “Grace,” sagde han og tog hende op, “hvem har stillet dig derop?”

Følelser løb over hendes ansigt, hendes læber strammedes, hendes 16

Noget om Grace.indd 16

11/01/16 16.39

pande rynkede sig. Næsten med det samme slappede hun af. “Det skal nok gå,” sagde han. “Vi skal nok få dig ud herfra.” Han holdt hende ind mod brystet, vadede gennem entréen og trak hoveddøren op.

Vandet strømmede ind udefra. Vejen var blevet en levret flod.

Ahorntræet i familien Sachses have var væltet og lå nu hen over vejen, næsten under vand. Plastikposer havde sat sig fast i grenene, vandmasserne fik dem til at vibrere, og de udsendte en høj, uhyggelig brummen, som en stor sværm af insekter. Ingen lys var tændt. To katte, han ikke før havde set, gik rastløst frem og tilbage på en af de nederste grene af egetræet i forhaven. Masser af ejendele drev rundt; en liggestol, et par plastikskraldespande, en køleboks i flamingo – alt var smurt ind i mudder, alt gled langsomt forbi ude på vejen.

Han gik ned ad trappetrinene, der førte op til huset. Snart nåede vandet ham til livet, og han holdt Grace højt, holdt hende med begge arme mod sin skulder og kæmpede sig igennem strømmen. Hendes små åndedrag mod hans øre. Hans eget åndedrag hang foran dem i skyer, der hurtigt blev opløst.

Hans tøj var gennemblødt, og han var begyndt at ryste. Vandets kraft – langsomt, men tungt af mudder og grene og store klumper græstørv – pressede sig mod hans lår, og han mærkede, hvordan det forsøgte at løfte ham op og føre ham væk. Godt hundrede meter længere fremme, bag familien Stevensons hus, blinkede et blåt lys mellem træerne. Han så tilbage mod sit eget hus, mørkt, allerede langt væk.

“Hold ud, Grace,” sagde han. Hun græd ikke. Ud fra telefonmasterne kunne han i halvmørket se, hvor fortovet var, og han styrede hen mod det.

Han kæmpede sig ned ad vejen, klamrede sig med den ene hånd til lygtepæle og træstammer, trak sig selv fremefter, som om han klatrede op ad en enorm stige. Han ville nå frem til det blå lys, og han ville redde dem. Han ville vågne, tør og uden for fare, i sin seng.

Vandmasserne brusede og mumlede, det lød som blod, der steg op i hans ører. Smagen sad i hans mund: ler og noget andet, ligesom rust. Flere gange var han lige ved at snuble og måtte stoppe, læne sig 17

Noget om Grace.indd 17

11/01/16 16.39

til en postkasse, spytte i vandet, knuge babyen ind til sig. Hans briller duggede. Hans ben og fødder var følelsesløse. Vandet greb om hans støvler.

Lyset ved familien Stevensons hus flakkede, blinkede og dukkede op igen, når det igen kom frem bag noget, der havde skærmet for det. En båd. Vandet var ikke lige så dybt heroppe. “Hjælp!” råbte han. “Hjælp os!” Grace var tavs, en lille bylt mod hans våde skjorte. Langt væk, som fra en fjern kyst, hylede sirenerne.

Et par skridt senere snublede han. Vandet strømmede ind over hans skuldre. Floden skubbede ham videre, ligesom vinden skubber til et sejl, og hele hans liv, selv i drømme, ville han huske dette: følelsen af at blive besejret af vandet. I ét nu blev han ført væk af strømmen. Han holdt Grace så højt løftet, han kunne, holdt hendes små lår i et fast greb, pressede tommelfingrene mod hendes lænd. Han sparkede, han strakte fødderne frem og prøvede at finde fast grund. Den øverste halvdel af husene gled forbi. Et stykke tid troede han, at de ville blive ført hele vejen forbi deres eget hus, forbi den blinde vej og ned i floden. Så ramte hans hoved en telefonmast, han snurrede rundt, og strømmen trak dem ned.

Aftenen havde nu den mørkeblå farve, der kommer, lige før mørket sænker sig helt. Han prøvede at holde Grace højt, hendes små hofter i hans hænder, hans eget hoved under vandoverfladen. Hans skuldre blev ramt af kæppe og mange andre usynlige forhindringer. Understrømmen trak en af hans støvler af. Omkring halvtreds meter nede ad vejen blev de suget ind i en frådende strømhvirvel fuld af smågrene, og han slyngede benene om en postkasse – den sidste postkasse på hele vejen. Her, hvor vejen endte, brusede vandet over byggegrunde, hvor der endnu kun stod træer, og smeltede sammen med den uigenkendelige Chagrin River. En krampetrækning løb igennem ham, og han begyndte at hoste.

Det dansende, drilagtige lys ved Stevensons hus var på mirakuløs vis kommet tættere på. “Hjælp os!” gispede han. “Herovre!” Postkassen gav sig under hans vægt. “Kom nu,” prøvede han at sige. “Kom nu.”

18

Noget om Grace.indd 18

11/01/16 16.39

Båden nærmede sig. Han fik lyset i ansigtet. Hænder greb fat i hans bælte og trak ham op over rælingen.

“Er hun død?” hørte han en spørge. “Trækker hun vejret?”

Winkler snappede efter luft. Hans briller var forsvundet, men han kunne se, at Graces mund stod åben. Hendes hår var vådt, hendes gule kyse var væk. Hendes kinder var farveløse. Han kunne ikke sænke armene – det var, som om det ikke var hans arme. “Sir,” var der en, der sagde. “Slip hende, sir.”

Han mærkede et skrig, der væltede op gennem hans hals. En eller anden sagde, at han skulle give slip, give slip, give slip.

Det var en drøm. Det var ikke sket.

Noget om Grace.indd 19

11/01/16 16.39

5

Hukommelsen galopperer af sted, så standser den pludselig og ændrer kurs; for hukommelsen er hændelsernes rækkefølge vilkårlig. Winkler sad stadig i et fly, der buldrede nordpå, men samtidig blev han skubbet tilbage, sank længere tilbage i tiden, til årene før han havde en datter, før han så meget som havde drømt om den kvinde, der skulle blive hans kone.

Det var i 1975. Han var toogtredive år gammel, i Anchorage, Alaska.

Han havde en lejlighed, der lå over et autoværksted nede i centrum, en Chrysler Newport fra 1970, nogle få venner og ingen familie. Hvis der var noget, der var bemærkelsesværdigt ved ham, var det hans briller: tykke colaflaskeglas indfattet i et plastikstel. Bag dem så hans øjne skrøbelige og lidt forvrængede ud, som om det ikke var en halv centimeter tykke buede glas, han kiggede igennem, men is, to frosne flader, og hans øjne svømmede rundt lige bag dem.

Det var marts måned igen, vejret var lige slået om, solen var endnu ikke højt på himlen, men luften var lun, det blæste mod øst, og vinden bar den utrolige duft af nyudsprungne blade med sig, som om det allerede var blevet forår vestpå – omkring Aleuterne eller helt ovre på den anden side af strædet i Sibirien – de første spændte knopper viste sig på, hvad de end havde af træer, og bjørnene blinkede, mens de tumlede ud af deres vinterhi, hele festivaler gik i gang, der var sang 20

Noget om Grace.indd 20

11/01/16 16.39

om aftenen, pludselige romancer, jævndøgnet blev hyldet, og de første frø blev sået – det russiske forår blæste over Beringstrædet og over bjergene og rullede ind over Anchorage.

Winkler tog et af sine to brune fløjlsjakkesæt på og gik hen til kontoret på den nationale vejrtjeneste, der lå i en murstensbygning på Seventh Avenue, hvor han arbejdede som assistent for en af analytikerne. Han brugte morgenen på at indsamle sne-prognoser ved sit lille lakerede bord. Med et par minutters mellemrum gled store klatter sne ned fra taget og landede med et dæmpet bump i hækken udenfor.

Ved middagstid gik han over til Snow Goose Market, bestilte en sandwich med salami og sennep på lyst brød og stillede sig i kø ved kassen for at betale. Fem meter fra ham stod en kvinde med briller i skildpaddeskjold og et gyldenbrunt polyestersæt. Hun drejede langsomt et stort magasinstativ, kiggede på magasinerne. To pakker Kellogg’s og en liter mælk var sirligt arrangeret i hendes kurv. Lyset – det faldt skråt ind ad butiksvinduerne – ramte hendes lænd og fik benene under hendes nederdel til at skinne. Han kunne se bittesmå støvpartikler svæve i luften mellem hendes ankler, hvert lille fnug tumlede ind og ud af sollyset, og der var noget utrolig velkendt over deres dans.

Kasseapparatet smækkede i. En vifte i loftet tændte med et suk.

Pludselig vidste han, hvad der ville ske – han havde drømt det fire eller fem nætter tidligere. Kvinden ville tabe et magasin; han ville gå derhen, samle det op og give hende det.

Kassedamen rakte et par teenagere deres byttepenge og så afventende på ham. Men han kunne ikke få øjnene fra kvinden, der stod og kiggede på magasiner. Hun lod stativet dreje en kvart omgang, hendes tommel- og pegefinger greb tøvende om et magasin (Good House­keeping, marts 1975, Valerie Harper på forsiden, strålende og solbrændt i en grøn top), og hun tog det. Siderne gled mellem hendes fingre; magasinet faldt på gulvet.

Hans fødder gik hen til hende, som havde de deres egen vilje. Han bukkede sig ned; hun bøjede sig forover. Deres hoveder var lige ved at 21

Noget om Grace.indd 21

11/01/16 16.39

støde sammen. Han samlede magasinet op, tørrede støvet af forsiden og rakte det til hende.

De rettede sig op samtidig. Det gik op for ham, at hans hånd rystede.

Hans blik mødte ikke hendes, han rettede sin opmærksomhed mod et sted lige over hendes hals. “Du tabte det her,” sagde han. Hun tog det ikke. Ovre ved kassen havde en husmor taget hans plads i køen.

En butiksdreng åbnede med en hurtig bevægelse en pose og lagde en bakke æg ned i den.

“Miss?”

Hun trak vejret dybt ind. Bag hendes læber sad sirlige rækker af skinnende tænder, en smule skæve. Hun lukkede øjnene og holdt dem lukkede et øjeblik, før hun åbnede dem igen, som om hun prøvede at bekæmpe et anfald af svimmelhed.

“Vil du have det?”

“Hvordan ...?”

“Dit magasin?”

“Jeg bliver nødt til at gå,” sagde hun pludselig. Hun stillede indkøbskurven fra sig og gik hen mod udgangen, hun løb næsten, holdt jakken sammen om sig, skyndte sig gennem døren og ud på parkeringspladsen. I et par sekunder kunne han se hendes ben, der saksede ned ad gaden; så forsvandt hun bag et banner, der var klistret hen over vinduet, og var væk.

Han blev længe stående med magasinet i hånden. Butikkens lyde vendte langsomt tilbage. Han tog hendes indkøbskurv, lagde sin sandwich ned i den og betalte for det hele – mælken, de to pakker Kellogg’s, Good Housekeeping.

Senere, på den anden side af midnat, lå han i sin seng og kunne ikke falde i søvn. Brudstykker af hende (tre fregner på hendes venstre kind, den lille fordybning mellem hendes kraveben, en hårlok bag det ene øre) passerede for hans indre blik. På gulvet ved siden af ham lå magasinet åbent: en reklame for hundekiks, en opskrift på blåbærtærte.

Han stod ud af sengen og åbnede en af pakkerne – det var begge to Kellogg’s Apple Jacks – og sad ved køkkenvinduet og spiste nogle 22

Noget om Grace.indd 22

11/01/16 16.39

håndfulde af de små blege ringe, mens han kiggede på gadelygterne, der skælvede i vinden.

Der gik en måned. Mindet om kvinden fortog sig ikke, det blev tværtimod tydeligere, mere insisterende: to rækker tænder, svævende støvpartikler mellem hendes ankler. På arbejdet så han hendes ansigt for sig på bagsiden af sine øjenlåg og i en numerisk model over grundvandsstrømninger fra Shemya Air Force Base. Næsten hver eneste eftermiddag stod han i Snow Goose Market, så undersøgende på dem, der stod i kø ved kassen, gik langsomt og håbefuldt op og ned langs hylderne med morgenmadsprodukter.

Det tog ham en uge at spise den første æske Apple Jacks. Den anden æske rationerede han og spiste langsomt en håndfuld om dagen, som om det var den sidste æske i verden, som om han, når han nåede bunden og kiggede ned på det sidste sukkerstøv, ville have fortæret ikke bare mindet om hende, men også den sidste chance for at se hende igen.

Han tog Good Housekeeping med på arbejde og bladrede det igennem: treogtyve opskrifter med kartofler; rabatkuponer til Pillsbury Nut Bread; et portræt af femlinger. Fortalte det noget om hende? Når der ikke var nogen, der kiggede, lagde han forsidebilledet af Valerie Harper under sin kollegas Swift 2400 og studerede hendes nøgleben gennem søgeren. Hun bestod af et virvar af små farveprikker – gule og magentarøde kranset af blå cirkler – hendes bryster var lavet af store ubevægelige lysfelter.

Winkler, der i alle sine toogtredive år stort set ikke havde været uden for Anchorage, og som på særlig klare dage stadig tog sig selv i at stirre håbefuldt mod Alaska Range, bjergkæden mod nord, det smukke hvide massiv, og de hvide flader bagved, der svævede ude i horisonten og ikke rigtig lignede bjerge, snarere en slags skyggebilleder af dem, følte nu, at hans blik blev draget mod reklamernes drømmekøkkener: kobberpander, hyldepapir, foldede servietter. Så hendes køkken sådan ud? Brugte hun også den klassiske stålsvamp fra Brillo, når der skulle gøres rent i dybden?

23

Noget om Grace.indd 23

11/01/16 16.39

Han så hende i juni i den samme butik. Denne gang havde hun en skotskternet nederdel på. Hun gik med raske skridt ned langs hylderne, så anderledes ud, mere målbevidst. En hvirvelvind af uro i jog rundt i brystet på ham. Hun købte en lille flaske vindruejuice og et æble, fandt småpenge i en lillebitte pung med messinglås og talte det præcise beløb op. Hun var ude af døren på under to minutter.

Han fulgte efter hende.

Hun gik hurtigt, tog lange skridt, holdt blikket rettet mod fortovet foran sig. Winkler måtte småløbe for at følge med. Det var en varm og fugtig dag, og det var, som om hendes hår, der var bundet i en hestehale, svævede efter hende. Ved D Street standsede hun og ventede på at kunne komme over vejen, og Winkler kom til at stå lige bag hende, pludselig var han alt for tæt på – hvis han havde lænet sig femten centimeter frem, ville hans ansigt have rørt hendes hår.

Han stirrede på hendes lægge, der forsvandt ned i et par støvler, og åndede dybt ind. Hvad duftede hun af? Nyklippet græs? En uldtrøje?

Den lille brune papirspose, hvor æblet og juicen lå, knitrede mellem hendes fingre.

Lyset skiftede. Hun gik over vejen, og han fulgte hende seks karréer op ad Fifth Avenue, hvor hun drejede til højre og gik ind i en filial af First Federal Savings and Loan. Han ventede lidt udenfor, prøvede at få sit hjerte under kontrol. Et par måger gled forbi, skreg efter hinanden. Mellem bogstaverne på vinduet, bag et par skriveborde (hvor der sad bankfolk og skrev ting i store bordkalendere), så han hende åbne en halvdør i valnøddetræ og glide ind bag skranken. Nogle kunder stod i kø. Hun satte den lille pose fra sig, skubbede et skilt til side og vinkede den første frem.

Han sov næsten ikke. En fuld måne hang tung over byen, trak tidevandet op ved Knik Arm, slap det igen. Han læste Watson og Pauling, de velkendte ord opløste sig for hans blik. Han stod ved vinduet med en 24

Noget om Grace.indd 24

11/01/16 16.39

blok og skrev: Inde i mig summer billioner af celler, proteiner jager mine DNA-tråde, der snor sig sammen og snor sig ud, skaber og genskaber ...

Han stregede det ud. Han skrev: Vælger vi selv, hvem vi elsker?

Hvis bare hans første drøm havde vist ham noget, han ikke allerede vidste, vist ham mere end magasinet, der faldt på gulvet. Han lukkede øjnene og prøvede at genkalde sig et billede af hende, prøvede at holde hende fast, mens han gled ind i søvnen.

Klokken ni om morgenen stod han på det samme fortov og kiggede ind gennem det samme vindue. I sin rygsæk havde han resterne af den sidste æske Apple Jacks og Good Housekeeping. Hun stod ved sin skranke og kiggede ned. Han tørrede håndfladerne af i bukserne og gik ind. Der stod ikke nogen i kø, men på hendes skranke var der et skilt: BENYT VENLIGST NÆSTE KASSE. Hun talte tidollarsedler med de spinkle, lyserøde hænder, han allerede følte sig fortrolig med.

På marmorskranken stod der et skilt med navnet SANDY SHEELER. “Undskyld?”

Hun holdt en finger i vejret og blev ved med at tælle uden at se op.

“Jeg kan godt hjælpe dig herovre,” tilbød en anden bankassistent.

“Det er helt fint,” sagde Sandy. Hun blev færdig med bunken, skrev en note på hjørnet af en konvolut og kiggede op. “Hej.” I et kort øjeblik reflekterede hendes brilleglas lyset fra loftet og oversvømmede hans egne brilleglas i et hav af lys. Panikken satte sig i halsen på ham. Hun var fremmed, han kendte hende slet ikke; hvad gav ham ret til at gisne om, hvad hun var utilfreds med, til at trække hende ind i sine drømme? Han stammede: “Jeg mødte dig i supermarkedet?

For et par måneder siden? Vi mødtes ikke rigtig, men ...”

Hendes blik blev fjernt. Han stak hånden ned i sin rygsæk og trak den tomme æske Apple Jacks og magasinet op. Bankassistenten til Sandys højre side kiggede over skillevæggen.

“Jeg tænkte, at du måske,” sagde han, “gerne ville have det her? Du forsvandt så hurtigt.” “Åh,” sagde hun. Hun rørte hverken ved Apple Jacks-æsken eller ved Good Housekeeping, men blev ved med at kigge på dem. Han var 25

Noget om Grace.indd 25

11/01/16 16.39

ikke helt sikker, men han mente, at hun lænede sig en lillebitte smule frem. Han greb fat om æsken og rystede den. “Jeg har spist nogle af dem.”

Hun smilede forvirret til ham. “Bare behold den.”

Hendes blik vandrede fra magasinet op til ham og tilbage. Det her var et kritisk øjeblik, og han vidste det godt: Han kunne mærke gulvet forsvinde under sine fødder. “Kunne du tænke dig at gå i biografen?

Eller noget i den retning?”

Nu kiggede hun over hans skulder, så på et sted ude i banken. Hun rystede på hovedet. Winkler mærkede noget tungt i maven. Med det samme begyndte han at gå lidt væk. “Nå, okay. Det må du undskylde.”

Hun tog æsken med Apple Jacks, rystede den og stillede den på en hylde under skranken. Hun hviskede: “Min mand,” og for første gang kiggede hun på Winkler, kiggede sådan rigtigt på ham, og Winkler mærkede hendes blik gå hele vejen igennem hans hoved.

Han hørte sig selv sige: “Du har ikke nogen ring på.”

“Nej.” Hun rørte ved sin ringfinger. Hendes negle var kortklippede.

“Den er til reparation.”

Han mærkede, at han var løbet tør for tid; hele situationen var ved at opløse sig selv, flød sammen og gled bort. “Selvfølgelig,” mumlede han. “Jeg arbejder ved den nationale vejrtjeneste. Jeg hedder David.

Hvis du ombestemmer dig, kan du få fat i mig dér.” Og så vendte han sig om, den tomme rygsæk var krøllet sammen i hans hånd, de store blanke ruder i bankens facade bølgede let foran ham.

To måneder: regn mod ruderne, en bunke ulæste artikler om meteorologi lå på bordet i lejligheden, og for første gang i hele hans liv forekom de ham ligegyldige. Han kogte nudler, havde et af de to brune fløjlsjakkesæt på, tjekkede barometeret tre gange om dagen og beskrev halvhjertet sine observationer på millimeterpapir, som han smuglede med hjem fra arbejde.

Det, han huskede tydeligst, var hendes ankler og de små støvfnug, der svævede mellem dem, oplyst af solen, der faldt ind gennem vin26

Noget om Grace.indd 26

11/01/16 16.39

duet. De tre fregner på hendes kind formede en ligebenet trekant. Han havde været så sikker; han havde drømt hende. Men hvem vidste, hvor overbevisning og tro kom fra? Et eller andet sted i byen stod hun ved en vask eller gik hen til et skab, med hans navn gemt et sted i hendes hjernes snørklede neuroner, og af en hel milliard var der en enkelt lille dendrit, der råbte: David, David.

Dagene gled forbi, den ene efter den anden: varm, kold, regnfuld, solrig. Han havde hele tiden en følelse af, at han havde mistet noget vigtigt: sin pung, sine nøgler, et vigtigt minde, han ikke kunne huske.

Horisonten lignede sig selv: de samme beskidte tankbiler brølede gennem gaderne; tidevandet blottede de samme mudderbanker to gange om dagen. I de endeløse grå udskrifter fra telexmaskinen på vejrtjenesten, så han kun én ting: begær.

Havde der ikke været en vis længsel at spore i hendes ansigt, skjult bag bankassistentens smil – en higen efter noget andet, kun synlig i et kort øjeblik, da hun så op? Havde det ikke været, som om hun var ved at begynde at græde, da han så hende i supermarkedet?

Magasinet Good Housekeeping lå slået op på hans køkkenbord, det svulmede af gåder: Kender du hemmeligheden bag det unge look? Hvor meget luksus får du for pengene med et bomuldsbetræk? Hvor mange af naturens lyse farver finder man i vores hårplejeserie til blondiner?

Han gik rundt i gaderne; han kiggede på himlen.

Noget om Grace.indd 27

11/01/16 16.39

AN TH ONY

DOERR

„Anthony Doerr er en musisk forfatter, der formår at udnytte hele klaviaturet til at skabe litteratur af høj klasse.“ „En formidabel litterær præst ation.“ THE INDEPENDENT

JYLLANDS-P OSTEN

„En storslået roman, hvor naturen beskrives i en prosa, der synger fra siderne.“ THE NEW YORK TIMES

NOGET

„Meld dig syg , sluk mobilen og oplev, hvor god litteratur, der skrives i dag.“ THE GUARDIAN

OM

ANTHONY DOERR udgav tre anmelderroste og prisbelønnede novellesamlinger, før han skrev romanerne Noget om Grace (2004) og Alt det lys vi kke ser (2014).

Den sidste indbragte ham Pulitzerprisen i 2015 og blev hans store internationale gennembrud.

Den udkom på dansk i 2015.

Noget om Grace blev i 2004 valgt som Washington Post Book of the Year og samme år nomineret til the PEN USA Fiction Award.

Doerr bor med sin kone og to sønner i Idaho.

David Winkler drømmer begivenheder, før de sker. Detaljerede og uafrystelige drømme: En mand, der bliver kørt ihjel af en bus; hvordan han møder sit livs kærlighed. Ting, der siden udspiller sig i virkeligheden.

Da David drømmer, at han er ude af stand til at redde sin spæde datter fra druknedøden, knuses hans tilværelse. Han flygter, fjerner det eneste element i det ulykkelige scenarie, han er herre over – sig selv.

På en caribisk ø holder han op med at flygte. Alene, ulykkelig og usikker på, om hans datter har overlevet, og om hans elskede kan tilgive ham, drømmer han endnu en skæbnedrøm. Nu kan han vælge, om den skal blive hans vej tilbage til de mennesker, han har ladt bag sig.

NOGET OM GRACE handler om de små mirakler, der på et sekund afgør vores skæbner, om stor sorg, men også om stor kærlighed.

G R AC E

A NTHON Y DOER R

NOGET OM G R AC E ROMAN

Om ALT DET LYS VI IKKE SER

★★★★★★ J Y L L A N D S - P O ST E N

FFFFFF „Hvis du kun skal læse en bog i år, så lad det være denne her.“ FEMINA

♥♥♥♥♥ „Et funklende vokseneventyr.“ POLITIKEN

★★★★★ „Alt det lys vi ikke ser er mere end 550 sider lang, og det er ikke en side for meget.“ BERLINGSKE

ISBN 9788740026924

Af forfatteren til den pulitzer-prisvindende, internationale bestseller

A LT DE T LYS VI IKKE SE R POLITIKENS FORLAG

Omslag: Simon Lilholt / Imperiet Portrætfoto: Shauna Doerr