2 minute read

Bent Melchior – Befrielsen i glimt

75 danske øjenvidneskildringer

Befrielsen i glimt er baseret på en række breve, som Kristeligt Dagblad på opfordring modtog fra læserne op til 75-året for Befrielsen i foråret 2020. 75 af disse breve, hvoraf nogle ikke nåede avisens spalter, præsenteres nu samlet i bogform. Langt de fleste bidragydere til bogen var børn på befrielsestidspunktet, og de udtrykker den uforbeholdne glæde ved frihedens sus, de oplevede, ofte i selskab med familie og venner. Men også dystre toner sniger sig ind, idet glæden blev blandet med forvirring og deciderede kampe mellem tyskere og danskere i kølvandet på frihedsbudskabet. Også jagten på stikkere og ydmygelsen af ”tyskerpigerne” er væsentlige temaer i brevene. BEFRIELSE I BY OG PÅ LAND Befrielsesglimtene i bogen er delt op geografisk: Nordjylland; Midt-, Vest- og Østjylland; Sønderjylland; Fyn og øerne; Sjælland og øerne; København – og så Bornholm, som får sin helt egen del. Her blev Befrielsen først en realitet den 5. april 1946 efter sovjetisk besættelse og sønderbombning af Rønne og Nexø.

Befrielsen forløb forskelligt i de forskellige egne af landet, hvilket historiker Sine Maria Vinther beskriver i bogen. I København var glædesrusen euforiserende, og gaderne summende af jublende mennesker – men i den østjyske by Odder proklamerede den tyske kommandant, at han ikke havde modtaget kapitulationsordre, og derfor truede han odderborgerne med blandt andet henrettelse, hvis de flagede med Dannebrog eller viste andre tegn på fejring. Bent Melchior, tidligere overrabbiner, har skrevet et vidende og gribende personligt forord til bogen. Han måtte flygte med sin familie til Sverige i oktober 1943 på grund af jødeforfølgelserne og kunne først vende hjem igen efter Befrielsen. Hans forord vidner om både lettelsen ved friheden og de problemer, der opstod for helt almindelige danskere efter Befrielsen.

CITAT FRA BOGEN “Senere sad jeg på armen af en af de voksne og så fra dagligstuevinduet hos min mormor og morfar, at tyske soldater kom gående – og som min far sagde: ’De kom kørende hertil, men måtte gå hjem!’ Så blev mørklægningsgardinerne fjernet. Det var pludselig lyst, da jeg skulle sove, og så spurgte jeg min mor, om de sorte gardiner ikke kom op igen. Dertil svarede min mor med et klart ’Nej!’” Ingelise Schmidt, 4 år under Befrielsen, boede i Struer

OM FORFATTEREN

Bent Melchior, født 1929, tidligere dansk overrabbiner. Har blandt andet oversat De Fem Mosebøger til dansk (1977-1987), skrevet selvbiografien Så vælg da livet (1997) og deltaget i bogen Brobyggerne med Özlem Cekic (2020).

OMFANG: 250 SIDER FORMAT: 14 X 21, HÆFTET, ILLUSTRERET PRIS: KR. 249,95 UDKOMMER: PRIMO SEPTEMBER 2020 ISBN: 978-87-7467-469-6

This article is from: