Vejledning NO PRINTING
Mit hjerte sprang et slag over, den første gang jeg fandt en lækker spisesvamp på egen hånd. Med ét trængte en smal og gylden lysstråle direkte ind i sjælen.
bliver en sti tilbage til livet efter et brat dødsfald og en ind i svampenes fascinerende rige.
Svampene vokser lige foran vores fødder og rummer samtidig et mylder af natur- og kulturhistorisk betydning.
Denne forunderlige organisme, nærmere dyre- end
planteriget, kan være den lækreste delikatesse og den
rene gift, og den vokser over hele kloden i former og med funktioner, man stadig er ved at kortlægge.
Fra det første svampekursus til opdagelsesrejser rundt i verden tager forfatteren læseren med på sin jagt efter mere viden om skovens guld.
Long Litt Woon
altoverskyggende sorg. Og det bliver begyndelsen på en rejse
O M S VA M P E O G S O R G
Glæden ved at gå i skoven og den helt særlige fryd, når
øjet pludselig blandt mos og blade finder en spiselig svamp,
Long Litt Woon
O M S VA M P E OG SORG Stien tilbage til livet
Long Litt Woon er antropolog og svampekender,
født 1958 i Malaysia, bosat i Norge siden hun som ung var på studieophold i landet.
ISBN 978-87-400-4619-9
DON MAX
Om svampe og sorg
Long Litt Woon
O M S VA M P E OG SORG Stien tilbage til livet
PÃ¥ dansk ved Birgitte Steffen Nielsen
DON MAX
Memoria In Aeterna, Eiolf Olsen (1955-2010)
Stille omkring båden, stille som stjerner når jorden er slukket og menneskers ord, famlende tanker og drømme glemt. Jeg lægger årerne i hver sin åregaffel, sænker og løfter dem. Lytter. Det lille plask af dråber i havet cementerer stilheden. Sagte, mod en anden sol, drejer jeg båden i tåge: Livets tætte ingenting. Og ror, ror. KOLBEIN FALKEID (fra digtet ”En anden sol”)
5
Indholdsfortegnelse En svamp, en glæde. To svampe, to glæder Den næstbedste død Hemmelige steder Inderkredsen Svampeskepsis Fifty Shades of Poison Spiselige morkler – Svamperigets diamant Alle sanser vakt Duftseminaret ’Magiske’ svampe Fra forret til dessert God latin Himmelkysset Efterord Appendiks
7
9 33 49 73 97 111 137 157 183 199 213 239 257 266 268
En svamp, en glæde. To svampe, to glæder
Dette er fortællingen om en rejse, der begyndte, da mit liv blev vendt på hovedet: En dag tog min mand Eiolf af sted på arbejde og kom aldrig hjem igen. Det liv, jeg havde kendt, forsvandt i det øjeblik. Verden blev forandret for altid. Jeg var fuldstændig knust. Smerten over tabet var det eneste, der var tilbage af ham. Den skar mig i stykker, men jeg ønskede ikke at dæmpe den med beroligende midler. Jeg ville mærke smerten helt, rå. Smerten bekræftede, at han havde levet, at han havde været min mand. Jeg havde ikke lyst til, at også den skulle forsvinde. Jeg var i frit fald. Mig, der altid havde styr på tingene og kontrol, mig, der holdt af at have greb om tilværelsen. Et verdenshjørne blev væk. Jeg var på ukendt terræn, en ufrivillig vandrer i et fremmed land. Der var dårlig sigtbarhed, og jeg havde hverken kort eller kompas. Hvad var op, og hvad var ned? I hvilken retning skulle jeg begynde at gå? Hvor skulle jeg sætte foden? Alt var bare sort. Ved et tilfælde faldt jeg over svar, hvor jeg mindst havde ventet det. Vejret var regnfuldt, der var slud i luften, og gamle blade, der var faldet af de store, stolte træer i Oslo Botaniske have, var begyndt at gå i opløsning. Der var ingen tvivl om, at det
10 • O M S VA M P E O G S O R G
var slut med varmen, og at den kolde årstid var på vej til at indtage vores liv. Nogen havde gjort mig opmærksom på kurset, og jeg havde tilmeldt mig uden at tænke så meget over det. Det var noget, Eiolf og jeg havde snakket om, at vi skulle gøre, uden at det var blevet til noget. En efterårsmørk aften mødte jeg derfor op, uden nogen forventninger, i kælderen på Naturhistorisk museum. Jeg måtte gå forsigtigt; det var allerede lykkedes mig at brække en ankel efter Eiolfs bisættelse. Skrækken for at falde igen blev siddende i kroppen længe efter. Man havde sagt til mig, at det tager lang tid for en brækket ankel at blive hel igen, men om et knust hjerte nogensinde kunne blive helt igen, og hvor lang tid det eventuelt ville tage, var der ingen, der kunne fortælle mig. Sorgen kværner langsomt; den sluger den tid, den har brug for. Sorgens forløb er ujævnt og bevæger sig i ryk i uforudsigelige retninger. Hvis nogen havde fortalt mig, at det var svampe, der skulle blive min redning, det der skulle få mig på fode igen og bogstaveligt talt på sporet af livet, ville jeg have himlet med øjnene. Hvad har sorg og svampe med hinanden at gøre? Men det var ude i åbne skove med mosfyldt jordbund, at jeg snublede over det, jeg ledte efter. Min opdagelsesrejse gennem svampelandskabet blev samtidig en vandring i et indre landskab, via interna. Mens den ydre rejse har været tidskrævende, har den indre rejse også været både turbulent og udfordrende. For mig var der ingen tvivl om, at opdagelsen af svamperiget hele tiden var med til at skubbe mig ud af sorgens
E N S VA M P, E N G L Æ D E . T O S VA M P E , T O G L Æ D E R • 1 1
tunnel. Den lindrede smerten og blev min vej ud af formørkelsen. Den gav mig uvante perspektiver og ledte mig lidt efter lidt til et nyt ståsted. Først bagefter stod det klart for mig, hvordan svampe blev min redning i nødens stund, og hvordan tilsyneladende ubeslægtede temaer som svampe og sorg hang sammen. Det er det, denne bog handler om. Jeg må derfor starte med nybegynderkurset i svampe. SVAMPE FOR BEGYNDERE
Der var mange, der havde meldt sig til samme kursus. Nogle befandt sig i deres første ungdom, andre i deres anden. Folk kom fra forskellige dele af byen. Den vestlige og østlige del af Oslo delte tydeligvis en interesse her. Med min samfundsvidenskabelige baggrund synes jeg, det er interessant. Normalt kan man forbinde de forskellige samfundslag med bestemte former for sportsgrene og hobbies. Nogle fritidsinteresser har klare undertoner af overklasse, mens andre forbindes med de øvrige samfundslag. Man behøver ikke at være antropolog for at iagttage dette, heller ikke i Norge, selvom nordmænd elsker at se sig selv som et egalitært folkefærd. Det billede nordmænd vælger som nationens profilbillede er det, hvor kongen køber billet til Holmenkollenbanen. Selvom det er rigtigt, at det er få andre konger, der nogensinde har kørt med kollektiv trafik, er det også rigtigt, at det ikke er den almindelige måde for det norske kongehus at transportere sig rundt på. Der var noget klasseløst over svampemiljøet, som jeg straks faldt for. Selv efter at have været med et stykke tid ved jeg stadig ikke, hvad de svampefolk jeg møder laver i deres civile liv. Svampejagten fylder det hele. Petitesser som religion og
12 • O M S VA M P E O G S O R G
politik må vige banen. Det betyder dog ikke, at der ikke findes et hierarki også blandt svampefolk. For miljøet har også sine helte, skurke, uskrevne regler og konflikter med et stort spillerum for følelser. Som alle andre foreninger er svampemiljøet et mikrokosmos af samfundet i øvrigt, men til at begynde med var dette usynligt for mig. Svampe skaber fascination og frygt på samme tid: De frister med sanselig nydelse, men dødelig gift lurer i baggrunden. Enkelte arter vokser i hekseringe, og andre har tilmed hallucinogene egenskaber. Når man graver i de historiske kilder, er det tydeligt, at mennesker til alle tider har undret sig over svampe – der hverken har rødder eller synlige frø, men som pludselig dukker op, som regel efter kraftig regn og tordenvejr, nærmest som legemliggørelsen af utæmmede naturkræfter. Folkelige svampenavne som Troldkølle, Elledansbruskhat og Hekseæg kan tyde på, at man har ment, at der er noget lidt hedensk, skræmmende og magisk ved svampe. Nogle begynder at interessere sig for svampe, fordi de er fascineret af svampenes rolle i økosystemet som naturens renovationsarbejdere. Andre er interesseret i svampe som medicin. Der er meget optimisme knyttet til forskningen i svampe som kræftbehandling. Norges bidrag i medicinsk sammenhæng er svampen Tolypocladium inflatum fra Hardangervidda, som er blevet et uundværligt medikament i forbindelse med organtransplantation. De der tror at svampe kan gøre underværker som afrodisiakum, gumler løs på den fallosformede Almindelig stinksvamp, Phallus impudicus, den der i folkemunde også kaldes Præstepik. De håndarbejdsinteresserede kaster sig over svampe som en ny og spændende måde at farve
E N S VA M P, E N G L Æ D E . T O S VA M P E , T O G L Æ D E R • 1 3
uld, bomuld og silke på. For naturfotografer er svamperiget det rene slaraffenland: Svampe er ikke bare brune eller hvide, men findes i alle tænkelige og utænkelige farver og former, de kan være kraftige og spændstige, yndige og graciøse, gennemsigtige og delikate eller så spektakulære og bizarre, at de ligner noget fra en anden planet. Enkelte svampe er tilmed selvlysende og kan lyse skovstien op, når mørket falder på. Men de allerfleste jeg kender, der ønsker at lære mere om at plukke vildtvoksende svampe i skoven, er interesserede, fordi de kan lide at spise dem. Trods ihærdige forsøg er det stadig ikke lykkedes kommercielle aktører at dyrke de mest eftertragtede spisesvampe. På den måde kan svampe holdes op som et pragteksempel på det modsatte af den skemastyrede verden, de fleste af os lever i. Der er noget vildt og vilkårligt ved svampe. ”Kan den spises?” spørger de fleste, der ikke kender til svampe, igen og igen. Det gammeldags navn på kursusarrangøren, Oslo og omland sopp- og nyttevekstforening, vakte min nysgerrighed. Det lød, som en søsterforening til den hæderkronede gamle velgørenhedsorganisation, Norske Kvinners Sanitetsforening. Hvilke typer var det, der gik op i svampe og nytteplanter? For at være ærlig, så var jeg lidt usikker på, hvad man egentlig regner for nytteplanter. Og hvis man fulgte tankegangen: Hvad så med unyttige planter? Kalder man dem for unytteplanter? Det spørgsmål turde jeg ikke stille i plenum. Kursuslederen havde en kniv i et læderskæfte fæstet til bæltet og en lille håndlup i en snor om halsen. Det er en del af enhver seriøs svampeplukkers uniform, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt.
14 • O M S VA M P E O G S O R G
SKÆL
HAT
SPORER
LAMEL
RING
STOK
SKEDE
KNOLD
MYCELIUM
– Hvad er en svamp? spurgte kursuslederen os. Mange blev stille og prøvede at undgå lærerens blik. Også mig. Var det ikke indlysende, hvad en svamp var? Læreren var ude efter et videnskabeligt svar. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle begynde at lede efter svaret. Det som mange, jeg selv inklusive, forbinder med svampe, er vist egentlig storsvampe i mykologiens verden. Mykologi er læren om svampe. De fleste svampearter er langt mindre, tit mikroskopisk små. Jeg bliver ofte spurgt om, hvor mange svampe der findes, men svampeuniverset er så stort, at det er vanskeligt at sige med sikkerhed. Hvor mange der endnu ikke er opdaget og videnskabeligt beskrevet, strides de lærde om. Naturhistorisk museum ved universitetet i Oslo har forsøgt at lave en oversigt over artsmangfoldigheden her i landet. Af de næsten 44.000 arter, der er påvist i Norge, udgør svampene omkring 20 procent af artsmangfoldigheden. Til sammenligning udgør pattedyrene kun 0,2 procent. Det er netop i de store artsrige grupper, at der er mange uopdagede arter. Og den svamp, man ser i skoven, er kun en lille del af hele organismen. Hovedparten af svampen er et levende dynamisk netværk af lange tynde celler, det såkaldte mycelium, under barken eller inde i træer eller andre planter. Det vi ser over jorden, er svampens frugtlegeme, og det kan sammenlignes med et æble i forhold til hele æbletræet, hvor ’træet’ i det her tilfælde ligger under jorden. Verdens største organisme er en mørk honningsvamp, Armillaria ostoyae. Den er fundet i USA, i det østlige Oregon, hvor den dækker et skovområde på mere end 10 km². Der er taget hundredvis af stikprøver, og DNA-analyser af myceliet viser, at det drejer sig om ét og
16 • O M S VA M P E O G S O R G
samme individ, som anslås at være mellem to og otte tusind år gammelt. Over jorden er det nok den afrikanske Termitomyces titanicus, der er verdens største svamp. Hatten kan være op til en meter bred. Når man ser billeder af afrikanere, der holder svampen op som en parasol, er det let at tro, at billedet er manipuleret. Svampe observerer vi kun i en meget kort periode af deres livscyklus. Resten af tiden lever de deres liv godt skjult for os. Under de rette forhold presser storsvampen sig op fra myceliumnetværket og op gennem jorden med en kraft, der både kan løfte sten og sprænge asfalt. Vi lærte, at svampe ikke bare vokser i skoven, men også i offentlige parker, grøftekanter, på kirkegårde og i private haver. Svampe findes overalt, hvis man skal tro svampefolket, der ikke nøjes med at mene, at hvor der er liv, er der svampe, men at svampe er en forudsætning for liv: uden svampe, intet liv. En YouTube-video, der stadig dukker op i svampekredse, handler faktisk om, hvordan svampe kan redde kloden. De virker stærke i troen, svampefolket. Alle gode lærere kortlægger deres elevers vidensniveau: Kurset startede derfor meget passende med en lille quiz over de mest kendte svampe. Målet med nybegynderkurset var at lære cirka 15 arter at kende. Friske eksemplarer, som for blot få timer siden havde levet fredeligt i stille skove, var blevet rykket væk fra et søvnigt liv i mosset for at blive brugt som undervisningsmateriale og sendt rundt en efter en. Jeg mærkede frygten for at være klassens dummeste stige inden i mig. Af de svampe, der passerede forbi mig, genkendte jeg kun kantarellen, skovens guld. Her var læringspotentialet tydeligvis stort.
E N S VA M P, E N G L Æ D E . T O S VA M P E , T O G L Æ D E R • 1 7
Svampe har voldt videnskaben meget hovedbrud. Selv den moderne botaniske taksonomis fader, Carl von Linné (17071778), der klassificerede alle dyre- og plantearter og lavede det navnesystem, der bruges den dag i dag, kæmpede med svampene. Hos ham endte de i dyreriget i underafdelingen ’Kaos’. Det var næsten, som om svampene stod uden for naturens almindelige love. Siden dengang er det vedtaget og accepteret, at svampe hverken tilhører planteriget eller dyreriget, men udgør deres eget rige. Svamperiget. Det havde jeg aldrig hørt før. Jeg var bare gået ud fra, at svampe var en slags underlige planter. Tværtimod, fik vi at vide, er svamperiget tættere på dyreriget, og svampene dermed nærmere forbundet med Homo sapiens end med planterne! Det er også grunden til, at svampe for os mennesker er en kilde til vigtige lægemidler som penicillin og kræftmedicin. Det havde jeg ikke fået med mig fra biologitimerne i min skoletid i Malaysia. Da jeg gik i pigeskole der, havde vi botaniske tegninger, hvor planternes bestanddele blev markeret med sirlig skrift på store vægplancher. Jeg fik noget at tænke over næste gang, jeg skulle mærke lidt på min fjerne slægtning, champignonen, nede i supermarkedet. God plukketeknik stod øverst på skemaet: Vi skulle tage fat om svampen lige der, hvor stokken kom op af jorden, og holde godt fast omkring den, mens vi lirkede svampen forsigtigt op. Det er også en god idé at have en kniv med, fordi svampene sommetider gemmer sig langt nede i mostæppet eller sidder standhaftigt fast i jorden. En børste, bagepensel eller gammel tandbørste er også godt at have med, når man skal grovrense ude i skoven, noget der stærkt anbefales. Så går
18 • O M S VA M P E O G S O R G
det hurtigere med at rense svampene færdig derhjemme, selvom der vist også er dem, der synes, at det er meditativt at rense svampe. Jeg lyttede intenst. Det første, man skal gøre, når man har fundet en svamp, er at undersøge, hvordan den ser ud under hatten. Alt under hatten rummer relevant information til at bestemme arten med, information, der afslører, om svampen tilhører rørhattene, pigsvampene, poresvampene eller lamelsvampene, aktuelle grupper på nybegynderpensummet. Har man svaret, kan man fortsætte til spørgsmålet, om hvilken slægt, og derefter hvilken art man har for sig. Først skulle vi tage fat i en lyslevende rørhat – Orange skælrørhat, Leccinum versipelle. Et vigtigt kendetegn ved rørhat er undersiden af hatten, der både ligner og føles som en vaskesvamp. Vi lærte, at ingen rørhatte i Skandinavien, bortset fra Satans-rørhat, er giftige i varmebehandlet tilstand, noget som alle flittigt noterede ned. Svampen er blød og sjov at trykke på. Et tryk med fingeren på rørlaget kan ændre farven på nogle rørhatte, så de blåner. Svampen kan simpelt hen få et blåt mærke, og det er en måde at bestemme enkelte arter på. Selvom jeg i dag kan bestemme en Orange skælrørhat på lang afstand og uden at trykke på rørene, er det stadig fristende at gøre det. Det giver en form for barnlig glæde at se svampen blåne. Da jeg var barn i Malaysia, kunne vi lege i timevis med en plante, der samlede bladene og lukkede sig sammen, hver gang den blev berørt. Så måtte vi vente tålmodigt på, at den åbnede sig – før vi kunne røre ved den igen. Vi kedede os ikke, selvom det var det samme, der skete igen og igen. Tværtimod
E N S VA M P, E N G L Æ D E . T O S VA M P E , T O G L Æ D E R • 1 9
syntes vi, at det var sjovt. Siden har jeg fundet ud af, at planten hed Mimosa pudica, og at pudica på latin betyder ’genert’. Som regel finder man den på skyggefulde steder under træer eller buske. Skælrørhattens blånende egenskaber minder mig lidt om den malaysiske plante. Det er næsten, som om naturen kommunikerer og leger med os i en enkel, ordløs dialog. Vi blev også introduceret til pigsvampene, der har ’pigge’ under hatten. Arten Almindelig pigsvamp, Hydnum repandum, hedder på engelsk ’hedgehog’, altså pindsvin. Nogle skraber piggene af, når de tilbereder svampen, fordi de afbrækkede pigge kan ligne små hvide larver, men det er jo bare synet, der bedrager. Almindelig pigsvamp er en af de såkaldt ’fem sikre svampe’, det vil sige spisesvampe, der ikke har nogen skummel dobbeltgænger. Det var første gang, jeg hørte om begrebet ’sikre svampe’. Dem måtte jeg lære mig. Kursets pensum inkluderede også gruppen af poresvampe. Hvidlig fåreporesvamp, Albatrellus ovinus, som også er blandt de fem sikre, tilhører denne gruppe. Fåreporesvamp ser lidt deform og klumpet ud. Vender man den på hovedet, ligner den en nålepude fyldt med små huller. Når man steger fåreporesvamp, skifter den farve fra hvid til citrongul. Hos nogle arter er farveændring ved varmebehandling en vigtig information, fordi det er en ekstra mulighed for at bekræfte svampens identitet. Senere fik vi at vide, at Orange skælrørhat, som vi allerede havde stiftet bekendtskab med, også forandrer farve under varmebehandling, fra hvid til mørkeblå. Svampeverdenen var helt klart mere underlig, end jeg havde forestillet mig, da jeg trådte ind ad døren til kursuslokalet. Blandt lamelsvampene finder vi mange slægter, både de
20 • O M S VA M P E O G S O R G
farligste og de mest velsmagende. Som nybegynder var det derfor vigtigt at lære at genkende de mest almindelige. Skørhatte tilhører gruppen af lamelsvampe og er meget farvestrålende. skørhatte er nærmest svamperigets svar på blomster og findes i mange livlige nuancer af rødt, lilla, gult, gråt, blåt og grønt. Også mælkehatte hører til lamelsvampene, og de indeholder en mælkesaft, der pibler ud, hvis man skærer i dem. Nogle mælkehatte har endda farvet mælkesaft: Velsmagende mælkehat, Lactarius deliciosus, og Gran-mælkehat, Lactarius deterrimus, som har gulerodsfarvet mælk, er blandt de ’fem sikre’. Det gik op for mig, at det var en verden, der var langt mere farverig, end jeg havde troet. Selvom der er mange teorier, er der ingen, der ved, hvorfor svampene har fået farver. Svampe var ikke bare de triste bleghvide eller brune butikschampignoner, Agaricus bisporus, der sælges sammen med kedelige agurker og tomater. Noget der pirrede min interesse, var vilde champignoner, der også tilhørte lamelsvampene. Vi fik at vide, at de smagte mange gange bedre end almindelige champignoner fra supermarkedet, men at denne slægt er lidt mere vanskelig for nybegyndere. Blandt andet er det sket, at nogen har forvekslet en spiselig champignon med den giftige Snehvid fluesvamp. Jeg blev ret nysgerrig efter at vide, hvordan de vildtvoksende champignoner smagte. Og hvorvidt jeg nogensinde ville blive i stand til at skelne champignonarterne fra hinanden. Jeg tog noter, så hurtigt jeg kunne og havde snart fyldt flere sider. Ud over spiselige svampe inkluderede pensum også de vigtigste giftige svampe. Den romerske kejser Tiberius Claudius
E N S VA M P, E N G L Æ D E . T O S VA M P E , T O G L Æ D E R • 2 1
blev svampeforgiftet af sin egen dronning Agrippina i år 37 e.Kr. Dette tema vakte selvfølgelig stor interesse i klassen. Rød fluesvamp, Amanita muscaria, der har sin sikre plads i norske og svenske juledekorationer, er en giftig svamp, men langt fra den giftigste svamp i Skandinavien. Snehvid flue svamp, Amanita virosa, en svamp, der som navnet siger, er snehvid med en slank stok, og det der kaldes en ’ring’ omkring stokken, er i modsætning til den røde fluesvamp dødelig giftig. Flere indvandrere med asiatisk baggrund har på en barsk måde lært, at den hvide fluesvamps skønhed bedrager. Svampen ligner desværre i fortvivlende grad en asiatisk delikatessesvamp, som mange indvandrere fra denne del af verden kender hjemmefra. Grøn fluesvamp, Amanita phalloides, er en anden giftsvamp, som vi blev gjort opmærksom på. Det forlyder, at den skulle smage mildt og slet ikke ubehageligt. Men som med den hvide fluesvamp kan det få fatale konsekvenser at indtage den. Hvordan kan man vide, at den smager mildt, når den er dødbringende? Der var ingen, der stillede det spørgsmål, men vi blev andægtigt stille alle sammen. Som en simpel huskeregel skulle vi svampenovicer undgå alle vilde svampe, hvor hele svampen enten var hvid eller brun, det vil sige både hatten, undersiden af hatten og stokken. Ellers var det nu svært at lokke simple regler ud af de to kursusledere. Vi indså, at der ikke fandtes nogen enkel vej til at finde ud af, om en svamp var giftig eller ej. Man måtte lære hver enkelt svamp at kende, én efter én. Punktum. Det gjorde lærerne meget klart. Det overraskede mig, at den populære kantarel var totalt fraværende på lærernes personlige top-fem-lister. Deres
22 • O M S VA M P E O G S O R G
drømmesvamp kunne for eksempel være Foranderlig skælhat, Trompetsvamp, Karl Johan, Velsmagende mælkehat, Almindelig mælkehat, Prægtig champignon eller Kegle-morkel. Kantarellens mindre kendte fætre og kusiner havde navne, der lød eventyrlige. De virkede bekendte og ubekendte på en og samme tid. Hvis man læste dem op i sammenhæng, kunne det have været et digt af den moderne slags, hvor ingenting rimede, og man syntes, at man næsten forstod noget i et splitsekund. Kantarel, Cantharellus cibarius, er en svamp med en tragtformet hat, noget som slægtsnavnet Cantharellus der betyder ’lille bæger’ henviser til. I modsætning til de fleste andre eftertragtede svampe kalder kantarel med sine gyldne abrikosgule farve på at blive fundet. For dem, der sætter pris på en udfordrende jagt, er kantareller næsten for nemme at finde. Jeg har senere lært svampefolk at kende, der går forbi de ’simple’ kantareller i skoven. Hvis kantarel eventuelt bliver nævnt, er det næsten lidt undskyldende (”Jo, helt sikkert, kantareller er da ganske glimrende af og til”). Sammenlignet med andre svampe har kantarellen desuden en lang sæson. I Norge dukker kantarellerne allerede op i juni, en hemmelighed svampefolket holder for sig selv. Hvad var det, svampefolket vidste, som jeg som nybegynder forhåbentlig var på vej til at opdage? ADRENALINSUSET
Efter en aften med teori stod der ekskursion på programmet næste gang, vi skulle mødes. For en, der ikke er vokset op med den obligatoriske norske søndagstur i naturen, er det ikke bare sådan lige at gå en tur i skoven. Den kan hurtigt blive et
E N S VA M P, E N G L Æ D E . T O S VA M P E , T O G L Æ D E R • 2 3
skræmmende sted. Det er uhyggeligt at opdage, at man bare har gået i ring, når den samme klynge svampe dukker op for anden gang. Jeg synes hurtigt, jeg kan blive lokket dybere og dybere ind i den mørke skov og pludselig befinde mig alene og omringet af store træer, uden nogen oplagt vej tilbage. Så er det let at høre træerne hviske til hinanden, at de vil fange den lille svampeplukker med deres lange grene. Det er et faretruende scenarie for en, der ikke er født med vandrestøvlerne på, og som ikke har lært, at en tur i skoven er den bedste kur mod dårligt humør. I Malaysia er den tropiske regnskov ikke et sted, man tager på søndagstur til. Begrebet ’søndagstur’ eksisterer ikke på det lokale sprog. Og hvis man skulle finde på at gøre noget så skørt, må man i hvert fald som minimum være bevæbnet med både myggespray og machete. Men det er der heller ingen, der gør, for det er en farefuld aktivitet, hvor man risikerer både liv og lemmer. Derfor var det et kulturchok for mig at møde den norske tradition for at vandre i naturen. Der var ingen, der lærte alle os spændte og nysgerrige unge mennesker fra hele verden, hvordan vi skulle knække den norske søndagsturkode, da vi var et år på udveksling i Norge. Det var noget, jeg selv måtte finde ud af på egen hånd med min komfortzone som indsats. Derfor var det godt at kunne tage af sted på svampetur i en skov sammen med vores kursusledere, begge svampesagkyndige og vant til at færdes i de norske skove. Jeg måtte smile ved mig selv den første gang, jeg hørte begrebet ’svampesagkyndig’. Indtil da havde jeg kun hørt begrebet ’sagkyndig’ brugt i juridisk forstand. Det var aldrig faldet mig ind, at også svampe var noget, man kunne blive sagkyndig i.
24 • O M S VA M P E O G S O R G
ALMINDELIG PIGSVAMP
Hydnum repandum
E N S VA M P, E N G L Æ D E . T O S VA M P E , T O G L Æ D E R • 2 5
På de officielle svampeture lærer man også, hvordan de forskellige svampearter forandrer udseende fra de er små, til de er fuldvoksne in situ. Nogle svampebøger har desværre kun perfekte vokseneksemplarer af svampearten som illustration. Det gør det lidt besværligt at vide, hvordan svampene ser ud gennem hele livscyklussen. Svampe er som mennesker. Tidens tand sætter sit præg på alt og alle, også svampe. Hvordan blev jeg grebet af det her med svampe? Spørgsmålet kan besvares ud fra noget, der skete på min allerførste svampetur med lærerne på begynderkurset. Så snart vi var kommet ind i skoven, fik jeg øje på otte-ni Snehvid fluesvamp, der stod i en klynge. De så jomfruelige og troskyldige ud, men jeg blev alligevel kold indeni ved synet af de livsfarlige svampe. Det var utroligt at kunne tage nyerhvervede kundskaber i brug med det samme. At vide hvad man ikke kunne spise fra naturen, gav mig følelsen af at være lidt mere fortrolig med dette vanskelige emne. En varm bemestringsfølelse strømmede ud i kroppen. Samtidig fandt jeg også Trompetsvamp, Craterellus cornucopiodes, godt camoufleret mellem gamle kviste og blade, en delikatesse, jeg ikke kendte, men som blev identificeret af kursuslederen. Jeg blev lidt overrasket, fordi de både var sorte og grå, og efter mine begreber dengang ikke lignede mad. Så grundigt kan man tage fejl, når man går ud fra forestillinger bygget på antagelser frem for på fagkundskab. Jeg har aldrig før prøvet at gå på et kursus, hvor de erhvervede kundskaber kunne bruges med det samme, og jeg blev dybt imponeret over lærerne fra Oslo og omland sopp- og nyttevekstforening (herefter ’foreningen’).1 Jeg drog hjem med 1 I Danmark Foreningen til Svampekundskabens Fremme [o.a.]
26 • O M S VA M P E O G S O R G
kurven fuld af spisesvampe, godt tilfreds med udbyttet og med mig selv. Da jeg efterhånden blev mere fortrolig med de vigtigste svampeslægter, fik jeg lidt mere struktur på det komplicerede svamperige. Måske ville jeg blive i stand til at bestemme kursets 15 arter en dag? Den såkaldte prøve for svampesagkyndige har et pensum på 150 arter, men hvordan skal man kunne 150 arter, når det er svært nok at genkende 15? Den prøve virkede komplet umulig. Skoven bliver en ny oplevelse, når man færdes i den med ny viden, selv når denne viden er begrænset. Pludselig så jeg svampe overalt, svampe som jeg før bare ville være gået forbi, fordi de gik i ét med landskabet. Nu poppede svampene op i 3D, fordi jeg havde fået nye briller at se med. Jeg lærte også meget om flora, for eksempel at blå anemoner er kalkkrævende. Hvis jeg finder blå anemoner, er der også gode chancer for at finde svampe, der trives godt med kalk i skovbunden. Da jeg genkendte mine første svampe, fandt jeg ny mening i den eksotiske norske skov. De mørkegrønne skove blev efterhånden noget, jeg længtes efter at komme ud i. Nu skimmer jeg skovbunden for at få et hurtigt overblik over landskabet, mens jeg går. Er der mon nogen svampe af interesse her? Hvis man vil finde svampe, må man slukke mobilen og gå i ’svampemodus’ og være til stede – i skoven. Siden har jeg læst, at en tur i skoven gør underværker, ikke kun for krop og sjæl, som friluftsevangelisterne prædiker, men også for hjernen. Alle har prøvet som barn at være helt opslugt af noget: når intens iagttagelse af flittige myrer betyder, at man ikke hører, at der kaldes ind til aftensmad. Svampeeventyret er lige så
E N S VA M P, E N G L Æ D E . T O S VA M P E , T O G L Æ D E R • 2 7
fortryllende. Man slipper hverdagens trivialiteter, når man er på svampejagt. Jæger- og samlerinstinktet tændes, og man bliver sendt direkte ind i en helt særlig forhekset verden. Koncentrationen skærpes, og spændingen stiger: Finder vi svampeskatten eller ej? Og når man endelig støder på en acceptabel kantarel, eller to-tre stykker, så kan nogen finde på at sige til svampen: ”For pokker da, hvor er du altså flot!”, eller ligefrem: ”Kom du hen til mor, min ven!”. Men ofte bliver jeg snydt af et gult birkeblad, som et lille øjeblik får hjertet til at slå lidt hurtigere i håbet om, at man har fundet guld i de grønne skove. Som regel viser det sig at være hverken guld eller svampe, men en gang opfangede mit røntgenblik et bundt herreløse pengesedler midt i granskoven. Det er utroligt, hvad man kan finde i en skov, hvis man bare man holder øjnene åbne. Idrætsfolk taler om følelsen af ’flow’. Der opstår en følelse af mestring, når der er balance mellem udfordringer og færdigheder. Når sportsudøvere involverer sig fuldt og helt i øjeblikket, og der er overensstemmelse mellem kroppen og opgaven, så mærker de en eksplosion af positive følelser gennem sjæl og sind. Koncentration og udelt opmærksomhed fører fryd og begejstring med sig. Man er i flowzonen. I østen har man længe snakket om ’zenøjeblik’, hvor man efter megen øvelse kan give sig hen til en eksistentiel oplevelse af hverken at være bundet til tid eller sted. På mange måde er flow og zen beslægtede erfaringer. Man er inde i en lykkeboble. Verden kan bare gå sin gang. I modsætning til atleternes flowfølelse eller munkens zenøjeblik så var svampeplukningens glæder noget, jeg allerede
28 • O M S VA M P E O G S O R G
kom til at erfare som helt ny i gamet, uden sportens obligatoriske 10.000 træningstimer eller zenmunkens gentagne øvelser. Jeg kan forestille mig, at ski, sejlsport eller andre fritidsinteresser kræver flere nybegyndertimer, før man kommer ud for tilsvarende opture. Men når det gælder svampe, behøver man ikke nødvendigvis at kunne noget, før man får adrenalinsuset. For at opleve svampelykke er det nok at gå en lille tur sammen med en svampeekspert. Svampelykke er let opnåelig, en slags ’flow light’. Efter at jeg er blevet grebet af svampejagt, har jeg opdaget en parallel, usynlig verden lige foran mine skosnuder med dens helt egen ustyrlige logik og ukontrollerbare livskraft, en eventyrlig verden, som jeg før bare ville være gået forbi helt uvidende. Når jeg finder svampe, kan jeg opleve, at tiden går i stå. Jeg oplever både flow og zen på en gang. Velbehag og en følelse af at være ét med universet giver både indre tilfredsstillelse og lykkefølelse. Så er der kun én ting, der gælder: at være lige der, hvor jeg er og gøre det, jeg gør. Så tænker jeg ikke på, hvad jeg skal have til aftensmad, eller hvad folk synes om mit hår. At plukke svampe er en konkret og sanselig oplevelse. Man mærker først graden af modstand i svampen. Nogle trodsige svampe klamrer sig fast, andre er klar til at forlade skoven og tage med os hjem, bare vi smiler pænt til dem. Jeg elsker det øjeblik, hvor jeg endelig får guldfangsten i hånden efter lidt forsigtig kratten frem og tilbage. For mig føles det næsten som at have skrabet mig frem til en gevinst på et skrabelod, en gratis lykkerus på flere måder. En ting er følelsen af mestring, der opstår ved, at man får
E N S VA M P, E N G L Æ D E . T O S VA M P E , T O G L Æ D E R • 2 9
større viden og mere træning i at færdes i et skovområde. Noget andet og uventet er glædesrusen: Mit hjerte sprang et slag over, den første gang jeg fandt en lækker spisesvamp på egen hånd. Var det sådan glæde føltes? Det var svimlende helt konkret at mærke den følelse, som jeg næsten troede var forsvundet for altid, da Eiolf døde. Det var som at få multivitaminer sprøjtet direkte ind i blodårerne. Sikke en oplevelse! Begejstring piblede ud i alle cellerne i kroppen. Med ét trængte en smal og gylden lysstråle direkte ind i sjælen. Var det muligt at fornemme en fryd så glitrende klar, mens alt bare var diffust og håbløst? Når man finder en svamp, er der en stor chance for, at der er flere af samme slags i nærheden. Findefryd er kumulativ: én svamp, én glæde; to svampe, to glæder. Henrykkelse og festjubel! Samtidig med at svampeuniverset åbnede sig, følte jeg, at vejen tilbage til livet var enklere, end jeg havde troet. Det handlede simpelt hen om at samle på glæder, der knitrer og gnistrer. Det gjaldt bare om at følge svampestien frem, selvom jeg stadig ikke anede, hvad der ventede mig. Hvad ville jeg finde i den stor uvished, der lå foran mig? Hvad gemte sig bag bakketoppe, tåge og vejsving?
30 • O M S VA M P E O G S O R G
Vejledning NO PRINTING
Mit hjerte sprang et slag over, den første gang jeg fandt en lækker spisesvamp på egen hånd. Med ét trængte en smal og gylden lysstråle direkte ind i sjælen.
bliver en sti tilbage til livet efter et brat dødsfald og en ind i svampenes fascinerende rige.
Svampene vokser lige foran vores fødder og rummer samtidig et mylder af natur- og kulturhistorisk betydning.
Denne forunderlige organisme, nærmere dyre- end
planteriget, kan være den lækreste delikatesse og den
rene gift, og den vokser over hele kloden i former og med funktioner, man stadig er ved at kortlægge.
Fra det første svampekursus til opdagelsesrejser rundt i verden tager forfatteren læseren med på sin jagt efter mere viden om skovens guld.
Long Litt Woon
altoverskyggende sorg. Og det bliver begyndelsen på en rejse
O M S VA M P E O G S O R G
Glæden ved at gå i skoven og den helt særlige fryd, når
øjet pludselig blandt mos og blade finder en spiselig svamp,
Long Litt Woon
O M S VA M P E OG SORG Stien tilbage til livet
Long Litt Woon er antropolog og svampekender,
født 1958 i Malaysia, bosat i Norge siden hun som ung var på studieophold i landet.
ISBN 978-87-400-4619-9
DON MAX