Opklaret. Drabschefens erindringer by JP/Politikens Forlag

Jens Møller Jensen (f. 1959) Drabschef og leder af Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet, der tæller sager som drab, drabsforsøg, røveri, menneskehandel, seksuelle overgreb, vold, brand og særlige sager. Startede ved politiet i 1981 og var inden da premierløjtnant på Høvelte Kaserne. Stine Bolther (f. 1976) Forfatter, journalist, kursusleder, foredragsholder og radio- og tv-vært. Har udgivet flere bøger inden for true crime-genren, bl.a. med politilederne Ove Dahl, Kurt Kragh og Bent IsagerNielsen.

Jens Møller Jensen har oplevet mørke sider af vores samfund. Ubådssagen, skuddramaet på Christiania, hvor blandt andre to betjente blev ramt, og terrorangrebene i København ved Krudttønden og den jødiske synagoge er nogle af de forbrydelser, drabschefen i Københavns Politi har stået i spidsen for at opklare. Han fortæller her detaljeret om en række af sine største sager, giver et unikt indblik i arbejdet med efterforskningen og beskriver de svære overvejelser og afgørende valg, han må træffe undervejs. Med stor åbenhed fortæller den garvede efterforsker også om, hvordan han tackler tanker og følelser i jagten på gerningsmændene.

”Jeg har altid været fortaler for det retfærdige og medmenneskelige. Vi skal behandle folk ordentligt, også de kriminelle. Det ligger mig meget på sinde, at man skal være anstændig, så det var måske meget godt, at jeg blev politimand.”

Jeg kan slet ikke beskrive den stemning og eufori, der var om bord hos det team, som havde ledt i så lang tid og endelig fået et gennembrud. Sammen med en glad lethed var der en andægtig atmosfære. For lige så glade vi var, lige så respektfulde over for den afdøde var vi. Jeg highfivede med dykkerne, for det handlede også om at anerkende dem for deres arbejde. De mange timer havde båret frugt, og den tosse (altså mig), der gang på gang havde stået i fjernsynet og snakket om sagen, kom nu ud og sagde tak for indsatsen til gutterne. (Om efterforskningen i den såkaldte Ubådssag fra 2017)

Omslagsfoto: Ritzau/Scanpix Flapfoto: Les Kaner

2018079_Cover politi.indd 1

17/09/2018 13.52

151.0 x 226.0 mm

OPKLARET Drabschefens erindringer

151.0 x 226.0 mm

Jens MÃ¸ller Jensen

OPKLARET Drabschefens erindringer I samarbejde med Stine Bolther

PO LITIKENS FO R LAG

151.0 x 226.0 mm

Man kan ikke vĂŚre noget for andre mennesker uden at vĂŚre noget for sig selv

151.0 x 226.0 mm

INDHOLD FORORD

BOMBEN PÅ HOTELLET

Kronprinsparrets bryllup

JENS MØLLER JENSEN

Koncerten med Herreys

REVISORDRABET

Den afskårne hånd

106

KONDILØBEREN

110

Et kamera til 1,2 millioner kroner

121

SKUDDENE PÅ CHRISTIANIA

123

Natten i Bagsværd

144

ØBROMANDEN

146

Gambias præsident

164

DA TERROREN RAMTE DANMARK

168

Indbrudsgruppen

214

MORFAR-MORDEREN

216

På fersk gerning

249

AMAGERMANDENS SÆDPLAN

251

Den forgiftede kage

261

UBÅDSSAGEN

262

151.0 x 226.0 mm

FORORD

a justitsminister Søren Pape Poulsen holdt sin åbningstale på den årlige krimimesse i Horsens i 2018, konstaterede han, at fantasiens verden ofte har svært ved at hamle op

med hverdagens hændelser, og sagde blandt andet: “Bøger om virkelige begivenheder kan være rystende. Men

true crime hører med i billedet, fordi det kan få os til at forstå nogle baggrunde. Men jeg kan også godt lide, når virkelige hændelser bliver brugt som oplæg til for eksempel teaterforestillinger og er med til at skabe debat.” Krimiforfatter Jesper Stein sagde på samme messe: “Vi lever i et land præget af tryghed og lykke. Vi føler os kun afhængige af politiet og lægerne. Det er dem, der skal passe på os, fordi trusler mod vores krop og private ejendom er det eneste, der kan gøre os panikangste.” Det er netop af disse grunde, at jeg har valgt at udgive en bog med et mindre udpluk af de mange sager, jeg har været med til at efterforske gennem mine 37 år i Dansk Politi. Jeg ønsker at bidrage til at tegne et professionelt billede af disse grove forbrydelser, så læserne ikke kun kender dem fra medierne, og jeg vil derigennem gerne være med til at mindske befolkningens ofte unødvendige frygt for, at vold og kriminalitet rammer netop dem. —

151.0 x 226.0 mm

Allerede i den første uge i mit nuværende job blev jeg kontaktet af et større dansk forlag, som ønskede at lave en aftale om en bogudgivelse. Jeg takkede pænt nej. Siden er jeg flere gange og fra forskellig side blevet præsenteret for oplæg til samarbejde om udgivelse af en bog. Disse henvendelser har jeg afvist gang på gang. Men mange overvejelser, tanker og den fortsatte interesse fra flere sider betød, at jeg langsomt ændrede holdning. For med indsigt og viden kommer tryghed og ro, og hvis man som borger har et bredt indblik i politiets arbejde og arbejdsmetoder i alvorlige sager, tror jeg på, at man føler sig endnu mere tryg i vores ellers i forvejen sikre land. Personligt er jeg hverken bange for – eller ked af – livet, men det giver os alle tryghed at vide, at langt de fleste personfarlige sager faktisk bliver opklaret, og at gerningsmændene bliver draget til ansvar for deres ugerninger. Det er også vigtigt for mig at sætte fokus på konsekvenserne af de meget grove sager, som jeg har arbejdet med. De har alle uden undtagelse haft omfattende konsekvenser, ikke bare for offer og gerningsmand, men absolut også for familierne bag begge parter. Deres tab og sorg slutter ikke, når retten har talt. Lidelsen er ofte livslang. De pårørende til de dræbte fortjener, at det familiemedlem, de har mistet, bliver husket for altid. Mit håb er også, at potentielle gerningsmænd med denne indsigt i sagerne fremover vil tøve og tænke sig om, før de begår drab eller andre grove forbrydelser. —

Fortællinger om virkelige forbrydelser har som bekendt fået betegnelsen true crime i medieverdenen, og der er allerede mange

151.0 x 226.0 mm

muligheder for at høre, se eller læse denne genre. Jeg håber, at jeg med min fortælling kan være med til at aktualisere og beskrive forholdene omkring alvorlige forbrydelser for danskerne. Jeg har i mit arbejde set livets bagside og mødt mange skæbner, som jeg har forholdt mig til. Det har været med til at forme mig som menneske, og jeg håber, at også du som læser vil reflektere over tilværelsens skyggesider, som de er præsenteret i bogens kapitler, og perspektivere i forhold til dit eget liv såvel som i livet generelt. Bogen er på ingen måde tænkt som underholdning med slibrige detaljer fra grove drabssager eller andre forbrydelser, ligesom jeg i bogen ikke løfter sløret for politiets allernyeste efterforskningsmetoder. De sager, jeg omtaler, er alle opklaret. Det er ikke et udtryk for, at min afdeling opklarer alle sager, eller at uopklarede sager ikke betyder noget for mig. Tværtimod har jeg selv haft ansvaret for et par drabssager, som endnu ikke er opklaret, og de nager mig den dag i dag. Jeg håber, at disse gåder på et tidspunkt bliver løst og de ansvarlige stillet til ansvar. —

Det er vigtigt for mig at slå fast, at jeg ikke på egen hånd har opklaret de sager, jeg fortæller om i bogen. Min andel breder sig fra direkte involvering på gerningsstederne og hands on gennem hele efterforskningen til sager, hvor jeg kun har sparret med lederen af sagen og det team, han har haft til rådighed. Jeg vil takke de kolleger, der udfører arbejdet – et arbejde, som jeg ved, ofte medfører fravær fra familie og venner på ubelejlige tidspunkter af døgnet. Efterforskningsarbejde er en holdindsats, som gennemføres af mange forskellige faggrupper. På politisiden stiller vi med et

151.0 x 226.0 mm

team af dygtige og kvalificerede efterforskere, og inden vi får sagen, har der været adskillige kompetente medarbejdere fra patruljetjenesten, vagtcentralen og ofte også hundetjenesten inde over. Deres indledende indsats har tit en afgørende betydning for sagens opklaring, hvilket også vil fremgå af nogle af kapitlerne. Afgørende er også vores tætte samarbejde med juristerne i anklagemyndigheden. Det er betydningsfuldt i det samlede billede. Nogle meget vigtige interne samarbejdspartnere er kriminalteknikerne fra Nationalt Kriminalteknisk Center, NKC, hvis arbejde på gerningsstederne er uvurderligt, samt vores it-specialister i Nationalt Cybercrime Center, NC3. De medvirker alle til at skabe de gode resultater, vi har i dansk politi. Vores tætteste eksterne samarbejdspartnere er specialisterne på Retsmedicinsk Afdeling på Københavns Universitet. Patologer, odontologer, retsgenetikere og antropologer. Alle dygtige eksperter, som jeg også gerne vil takke for indsatsen og samarbejdet. —

Min familie har igennem mine mange års ansættelse i dansk politi måttet leve et liv, hvor det altid var uvist, om jeg kom hjem og spiste med, og hvor mange planlagte aktiviteter led skibbrud, når de pludselig kolliderede med en stor sag. Tak for jeres støtte. Endelig ønsker jeg at takke Politikens Forlag, redaktør Mette Weyde og især min medforfatter Stine Bolther, der gennem sit utrættelige arbejde og sin research omkring bogens historier har været med til at fastholde mig i forhold til hver enkelt sag. Uden hendes arbejde var bogen ikke blevet til noget. —

151.0 x 226.0 mm

Bogen indeholder kapitler om ni spektakulære sager, jeg har været med til at opklare. Stine Bolther har skrevet de små kursiverede indledninger til hvert af de ni kapitler med baggrund i research fra retsbøger, domsudskrifter, avisartikler og dokumentarudsendelser. Mellem hvert kapitel findes en lille anekdote fra mit liv. De er tænkt som ice breakers, der måske kan få smilet frem eller hjælpe tankerne på andre veje end mod det dystre. Jeg håber med dem, at læseren undgår at springe fra den ene alvorlige forbrydelse til den næste, uden at de hver især når at bundfælde sig. Sidst, men ikke mindst er det mit ønske, at mindet om de mennesker, som har mistet livet, lever videre. De fortjener at blive husket. Æret være deres minde. Jens Møller Jensen, København, september 2018

151.0 x 226.0 mm

BOMBEN PÅ HOTELLET Med en rygsæk over venstre skulder går den mørkhårede mand roligt ind på toilettet på Hotel Jørgensen i København. Han lukker døren bag sig, slår låsen for, og det røde mærke er synligt i mange minutter. Pludselig lyder et højt brag, og på hotellets videoovervågning kan man se en mand springe ud. Nu uden rygsæk og med blodige skader i ansigtet løber han ned i kælderen og roder efter noget i et skab. Få sekunder efter stryger han ud ad døren – ud i det københavnske fredagsmylder. Ingen så, hvad han hentede i skabet. (Baseret på flere avisartikler om sagen)

larmopkaldet kom fra bestyreren på Hotel Jørgensen klokken 13.29 fredag 10. september 2010. Hotellet er kendt som et lille lavbudget-hotel i centrum af Køben-

havn, hvor især danske skoleelever på studietur eller udenlandske backpackere bor. Hotellet har et vue over Israels Plads og er indrettet med sovestuer som på en lejrskole samt med enkelt- og dobbeltværelser. Denne dag var der sket noget højst usædvanligt på et af toiletterne på hotellets fællesområde. Man hørte et højt knald, og så kom en mand løbende ud med blod i ansigtet, på arme og hænder. Vidner så den blodige mand løbe ind i H.C. Ørstedsparken, og politiet omringede den hurtigt. Manden kunne formentlig have nået at løbe direkte igennem og ud på den anden side af parken, inden patruljerne var nået frem. Men faktum er, at han ikke gjorde det. Måske var han sendt til tælling på grund af de mange skader i an-

151.0 x 226.0 mm

sigtet. Et vidne havde i hvert fald set ham stå ved en fontæne i parken og vaske sit blodige ansigt i det kolde vand. Den centrale efterforskningsleder kørte ud til stedet med det samme. I kaosfasen kom en masse politifolk, kriminalteknikere, folk fra kemisk-bakteriologisk beredskab samt bombefolk fra Beredskabsstyrelsen til Hotel Jørgensen og H.C. Ørstedsparken. Og hurtigt tænkte den centrale efterforskningsleder, at det her skulle afdelingen for personfarlig kriminalitet samt afdelingen for organiseret kriminalitet nok også se nærmere på. Så ansatte i de to afdelinger fik besked på ikke at gå hjem den fredag eftermiddag, før man fik nærmere oplysninger. Politiet har ellers stort set altid haft skiftetid klokken 7, 15 og 23, hvor skiftehold ankommer eller tager hjem. Den centrale efterforskningsleder havde sit eget beredskab, og stationerne havde også efterforskere, der mødte på eftermiddagstjeneste, og sammen med et par efterforskere fra Politigården kørte de i første omgang til Station Bellahøj. Her var deres hovedopgave at afhøre de 30 vidner, som man fik fragtet ind fra Hotel Jørgensen. Selvfølgelig blev der også lavet forhøringer i området. Forhøringer er et helt grundlæggende efterforskningsmæssigt skridt og altid noget af det første, vi gør omkring et gerningssted. Vi skal sikre oplysninger fra de mennesker, der er lige der, hvor der er sket en forbrydelse. Hvad har de set, hørt, observeret, oplevet? Ofte har små detaljer vores interesse, selv om folk måske tror, at det er uinteressant for os. Jeg selv havde været på arbejde i Roskilde hele dagen, hvor jeg på det tidspunkt arbejdede hos Midt- og Vestsjællands Politi.

151.0 x 226.0 mm

Vel hjemme i huset i Smørum gjorde jeg og min daværende hustru os klar til to gange 50-års fødselsdagsfest på en restaurant i det indre København. Min gode ven Flemming Drejer fejrede sin fødselsdag sammen med en anden ven, Jan Nancke. Så da jeg var hjemme, var det i radioavisen, at jeg første gang hørte om bombesprængningen, og jeg sendte mine tanker til kollegerne i København. Da vi senere på vej til festen passerede den massive politiafspærring omkring H.C. Ørstedsparken, indså jeg, at det vist var en større opgave end som så, men jeg anede ikke, at jeg skulle komme til at beskæftige mig indgående med den. Vi talte ikke specielt meget om Hotel Jørgensen-sagen til festen. Festens ene hovedperson, Flemming Drejer, var på daværende tidspunkt chefpolitiinspektør i Nordsjælland, så han talte lidt i telefon om tiltag som grænsespærring ved færgen til Sverige. Ellers stod den på højt humør, godt selskab og festlige drinks. —

Denne dag var Danmarks bedste bombeekspert fra Kriminalteknisk Center på arbejde. Han havde tilfældigvis vagten som kriminaltekniker. Han stod i afdelingen på Slotsherrensvej og var ved at pakke bilen til weekendens vagt, da han fik alarmopkaldet. Han var derfor hurtigt fremme ved hotellet og så med det samme, at noget var galt. Dels fandt han et par ledninger, der var sat sammen, og dels var loftet fyldt med mærker og huller. Der var glødepærer, der var brændt over, og et batteri var knyttet til. “Det der kan være en tændmekanisme til en bombe,” sagde han og slog dermed alle alarmer til i dansk politi. Han havde en stærk formodning om, at en bombe havde raseret det lille toilet. Bombeeksperten havde været på kurser med blandt andre FBI-folk, så han vidste, hvad han talte om.

151.0 x 226.0 mm

Bomben var sprængt klokken 13:25, og klokken 15:38 fandt en af vores mest erfarne hundeførere, Alan Syhler, og hans hund gerningsmanden. Han havde siddet og trykket sig i en busk, da den dygtige gruppe 1-hund fik færten af ham under en rundering i H.C. Ørstedsparken. Gruppe 1-hunde er de dygtigste politihunde, der findes. Betjenten råbte manden an og beordrede ham ud. Bombemanden kravlede ud af busken og forsøgte at løbe væk, men han blev standset af hunden. Med det samme så Alan Syhler, at han var i besiddelse af en taske. Det fik ham til at håndtere manden som en potentiel selvmordsbomber. Vores fantastiske hundefolk med Alan Syhler i spidsen havde styr på situationen. De håndterede sagen helt rigtigt. Afspærrede og evakuerede parken og holdt sikkerhedsafstand til bombemanden, som de havde lagt i håndjern på grusstien. “Læg dig på maven og bliv liggende,” beordrede de ham. Det gjorde han. Hvis han så meget som forsøgte på noget, ville han risikere at blive skudt og dræbt. Sådan lå han. I over fire timer. Det var, som om han skjulte noget under sit hoved, men betjentene kunne ikke se, hvad det var. Han havde sort hår og var iklædt blå jeans, lys skjorte, sorte sko og en klud om halsen. Først efter et par timer kom Rullemarie og de øvrige bomberyddere, som skulle se nærmere på manden. Rullemarie er det folkelige navn for en rullende robot, som kan køre hen til en person eller et objekt og tjekke mennesker eller ting for sprængstoffer. Mens bombemanden blev undersøgt, lå et hold fra Aktionsstyrken klar til indsættelse, hvis situationen udviklede sig.

151.0 x 226.0 mm

Aktionsstyrken, AKS, er en enhed, som hører til under Rigspolitiet og PET. Vi kan rekvirere assistance fra AKS i de helt tunge sager og ved anholdelse af specielt farlige gerningsmænd. Det er dybt professionelle, dygtige folk, som udgør en relativt lille, sammentømret enhed. De er veltrænede og specialister inden for forskellige dele af en aktion. Der findes også AKS-hundeførere, som er specielle hundeførere, ligesom der er skarpskytter, som vel er det, en uvidende person ville kalde en snigskytte. De har særlig træning i at skyde langt og mental træning i at skyde for at dræbe. Mens Rullemarie undersøgte manden på jorden, blev hans ene ben pludselig trukket af. Det var en grotesk situation, og der opstod lidt kaos. For hvad gik det ud på? Var det sprængt af, da bomben gik af? Var det et falsk ben? Hurtigt fandt folkene ud af, at det var en benprotese – altså et kunstigt ben.

Rullemarie ankommer til H.C. Ørstedsparken. Foto: Ritzau/Scanpix

151.0 x 226.0 mm

Da Rullemarie havde tjekket ham, og der ikke umiddelbart var noget at bemærke, nærmede en ’bombemand’ i fuldt sikkerhedsudstyr sig manden for at tale med ham. Først ud på aftenen kom en aktionsstyrkelæge (AKS-lægen) for at lave et tilsyn af ham og se, om han havde alvorlige skader. Da var klokken 19:31. Det var seks timer efter bombesprængningen og omkring fire timer efter anholdelsen, men i sådan en situation tager man ingen chancer. Der var hele tiden en læge til stede og en ambulance tæt på, så vi var standby, hvis noget skulle ske. Så længe han var i live og ikke umiddelbart led fysisk overlast, skulle vi ikke for tæt på ham for hurtigt. Da det stod klart, at han ikke havde noget bombebælte eller andre våben på sig, skulle han på Rigshospitalet til en personundersøgelse. Det blev meldt ud på alle interne systemer og helt op til regeringen, at han nu var sendt til Riget. Men da kom det lidt komiske spørgsmål tilbage fra Christiansborg: “Skal vi tro på jeres meldinger, eller skal vi tro på det, vi ser på TV 2/News?” News-fotografer stod i et hus et stykke derfra og filmede ned i parken, hvor man kunne se, at den anholdte stadig var der, og at der var masser af aktivitet. Lidt pinligt. Så måtte der jo bare meldes tilbage, at det selvfølgelig var live-billederne, der talte sandt. Og at han kun var ved at blive sendt af sted … Først skulle han nemlig iklædes en hvid beskyttelsesdragt, så biologiske spor ikke ville gå tabt. Det, han havde haft under hovedet, var et identitetskort, som senere viste sig ikke at tilhøre ham. Et vidne havde som sagt forklaret, at han havde set manden vaske sig ved et springvand i parken, men det var stadig tydeligt, at han var kommet slemt til skade i ansigtet efter eks-

151.0 x 226.0 mm

plosionen. Der var ingen tvivl om, at han havde været tæt på eksplosionen, men havde der været flere? Var han i ledtog med andre? Hvad gik det hele ud på? Alt var muligt, og alt skulle undersøges til bunds. Den etbenede mand ville ikke sige, hvem han var, eller i det hele taget tale. Det gjorde efterforskningen besværlig, men ikke umulig. På Rigshospitalet blev manden udsat for en personundersøgelse, som vi altid får lavet i den slags sager. Man gennemførte en fuldstændig undersøgelse af ham for blandt andet dna-spor, rifter og andre skader, og dem var der mange af. Især hans ansigt var beskadiget. Natten tilbragte han i Vestre Fængsel, før han næste dag blev fremstillet i grundlovsforhør. Her nægtede han stadig at sige noget som helst. Han fortalte intet om, hvem han var, og i fængslet ville han ikke oplyse, om han spiste svinekød eller kun oksekød. Så han fik kartofler. Han bad om at få en koran, en bibel og en tora, som er jødernes hellige skrifter, til at læse i cellen. Det var et klart tegn på, at han var troende, men uden at afsløre, hvilken af religionerne han tilhørte, bad han om alle tre skrifter. Jeg syntes, det var tankevækkende. —

Som sagt havde jeg været til fest hos Flemming Drejer og ikke tænkt på sagen, før jeg næste morgen klokken otte blev ringet op af min daværende chef ved Midt- og Vestsjællands Politi, chefpolitiinspektør Sten Skovgaard. “Jens, kunne du tænke dig at komme til København som leder af efterforskningen?” spurgte han.

Omslagsfoto: Ritzau/Scanpix Flapfoto: Les Kaner

2018079_Cover politi.indd 1

17/09/2018 13.52