Oxen - Gladiator af Jens Henrik Jensen

Jens Henrik Jensen Gladiator

En gladiator (af latin gladius, et sværd) var en professionel kriger, der sloges mod andre gladiatorer, vilde dyr og slaver.

Gladiatorkampene blev ofte kæmpet til døden for underholdningens skyld.

Kampene fandt sted i store arenaer over hele Romerriget som f.eks. Colosseum i Rom. Mange gladiatorer var kriminelle eller slaver, der blev købt af handelsagenter for at slås og dø i kamp. Gladiatorerne havde ikke noget valg, når det gjaldt deres egen skæbne.

Den gladiator, der i dag huskes bedst, er Spartacus, der i 73 f.Kr. anstiftede et slaveoprør, som blev nedkæmpet af general Crassus.

Kilde: Wikipedia

1. kapitel

Hans diminutive univers var rundt og præcist så grufuldt som det store. Udsynet var på én og samme tid snævert defineret – og grænseløst. Han kunne panorere og zoome. Trække ting og levende væsener ind til sig – eller støde dem fra sig. Skubbe dem ud over livets kant og lade dem ophøre.

Altid foregik det i et cirkulært tværsnit af nuet, formet og gjort skalérbart af de fineste prismer i kikkertsigtet fra Schmidt & Bender i Wetzlar, hjertet i tysk optisk industri, hvor også så berømte navne som Leica og Zeiss var hjemmehørende. Men han havde altid sværget til S&B.

Det føltes, som om han havde befundet sig i denne særlige dimension af virkeligheden sit halve liv. Hér regerede han med det uindskrænkede mandat, som hans 601 millimeter lange riffelpibe på hans finske Tikka T3 CTR udstyrede ham med.

Han rådede over liv. Og over død.

Altid med højre øje på vagt – og venstre på standby.

Han rettede en smule på sit camouflagenet og fulgte så igen de fire mænd, der gik og gik – men ikke formåede at slide sig fri af det fine trådkors med de bittesmå dots, der lå som et medfødt lag i hans iris.

Lige nu var de mørke silhuetter på rad og række i deres militære udrustning på vej hen over det sidste stykke med sneplettet, letfrossen mark inden skovtykningen.

Afstanden var omkring 300 meter.

Den forreste var den højeste, energisk og med en tydelig spændstig-

hed over sine bevægelser. Dernæst fulgte den lille fede, og som nummer tre den lavstammede med de brede skuldre. Bagtroppen udgjordes af en spinkel fyr med sort kasket.

Nu sagde – eller snarere råbte – den fede et eller andet, tilsyneladende henvendt til gruppeføreren i front, og gned sig samtidig på maven med et stort smil.

Beslutningen var truffet for længst: Inden dagen var omme, skulle de fire mænd ophøre med at eksistere.

2. kapitel

Detgjaldede bag hans ryg, netop som han gik og nød stilheden og lyden af den lille gruppes bevægelser hen over den frosthårde mark. Mere prustende bag sig, end han var vant til, men det gik dog fremad. Den eneste retning, der fandtes.

– Oxen, skal vi aldrig have noget i skrutten, mand? Jeg kunne æde en hel … okse!

Udbruddet blev modtaget med spredt latter. Han smilede, men svarede med alvorlig mine.

– Rolig, Skram. Vi skaffer ikke, før vi når frem til shelterpladsen. Jeg regner med, at du sætter nogle snarer og skaffer os lidt føde, en hare –eller måske bare et egern.

– Egern? Har du tabt sutten, chef? Jeg har roastbeef med “remo” og ristede løg i madkassen, for slet ikke at nævne to stykker med ribbensteg og rødkål, klukkede den kraftige mand.

Deres lille gruppe kunne ved første øjekast ligne en militær enhed på mission, men var i allerhøjeste grad civil og formålet udelukkende af social karakter.

Han havde fået det velmente råd, at gruppens medlemmer burde omgås hinanden ved fornavn for netop at understrege det civile og ligeværdige i projektet. Det råd havde han overhørt. Disse mænd havde været dér, hvor kun efternavnet var gangbart, og selv ville han under ingen omstændigheder kunne vænne sig til at kalde mennesker, han ikke kendte, ved fornavn.

For nemheds skyld – eller kom det fra rygmarven? – brugte han deres funktion som betegnelse, når han for sig selv reflekterede over deres handlingsmønstre eller i det skjulte iagttog dem. For ham var de den lille enhed, han var mest fortrolig med. De var en jægerpatrulje. Han selv var patruljefører. Dertil kom helt som vanligt en spejder, en radiomand, en sprængningsmand og en sanitetsmand, der havde lappegrej med.

Til trods for sin aversion mod brugen af fornavne vidste han godt, at den sultne Skram med remouladen hed Peter, og han havde fået historien om, hvorfor Peter i tidernes morgen havde fået sit overdrevent bløde “d” og var blevet til “Peder”, hvilket angiveligt skyldtes mandens yderst akavede forhold til skydevåben. For altså bar han med konsonantskiftet samme navn som den danske fregat, der i 1982 skød sig direkte ind i overskrifter verden over, da den ved et uheld affyrede et Harpoon-missil, som raserede et helt sommerhusområde i Lumsås ved Sjællands Odde – uden at det i øvrigt kostede menneskeliv, da det var uden for sæsonen.

Fregatten Peder Skram sejlede således direkte ind i det danske sprog og berigede det med udtrykket et “Hovsa-missil”, der blev en standardvending for en utilsigtet handling – med et vist komisk islæt.

Der kunne ikke siges flere dumme bemærkninger om den trivelige, madglade Peter/Peder Skram, som ikke allerede var sagt. Derfor nøjedes han med det korte svar:

– Okay, madpakkerne rækker kun til frokost. Skram, du er hermed udpeget som ansvarlig for aftensmaden.

Der blev grinet i geleddet bag hans ryg.

– Oxen, hvor langt har vi til nærmeste købmand? Jeg føler mig utryg ved tanken om, at Skram skal være køkkenchef.

Det var sprængningsmanden, der klukkede hult nede bagfra.

– Købmand? Her er ingen butikker i miles omkreds. Naturen er hofleverandør. Går det helt galt for Skram, må vi gnaske bark, svarede han.

Sprængningsmanden fnyste:

– Gnaske bark? Nu rabler det … Hvem stemmer for, at vi afsætter Oxen som mentor og ekspeditionsleder – og finder frem til den nærmeste kro i en helvedes fart?

Mentor?

Han smagte på ordet, der lå underligt skævt på tungen. Hmm, mentor … Selv om han fra begyndelsen havde haft svært ved at se sig selv i rollen, så var det præcis hvad han var – mentor.

Trængt op i et hjørne havde han til sidst sagt ja til at være en del af et såkaldt mentorprogram for krigsveteraner. Folk, der havde brug for en hjælpende hånd. Folk, der af den ene eller anden årsag var udfordret og havde svært ved at genfinde en plads i et velordnet samfund, hvor identitet hang nøje sammen med den beskæftigelse, ingen af dem havde … Folk som ham selv.

Blot med den forskel, at han havde tilhørt selveste eliten, dem med de bordeauxfarvede baretter og det næsten uopnåelige skuldermærke, hvorpå der stod “Jæger”.

Mændene, der gik i en række bag ham, hans mentees, havde alle været ganske almindelige kontraktansatte i hæren. Nu var de mest tilovers.

Han havde øjeblikkeligt mærket deres respekt. Under deres første møde på Svanemøllens Kaserne havde han præsenteret sig med navn, alder og jægernummer – og intet andet. Resten var overflødigt.

De kendte hans historie og nogle af hans missioner. De kendte baggrunden for tildelingen af striben af æresbevisninger, og de kunne i detaljer fremstille det hændelsesforløb, der havde indbragt ham Tapperhedskorset som den eneste i kongeriget. De vidste naturligvis også fra medierne, hvad han havde været igennem de seneste år, og hvordan han på et tidspunkt havde været jaget af alt og alle, også det danske politi, mistænkt for mord, han ikke havde begået.

Hvis han sagde “dæk”, ville hans veteraner omgående smide sig på maven.

Hvis han sagde “vov”, ville de begynde at gø.

– Bark? Passer det? Hvad for noget bark, Oxen?

Sprængningsmanden lød alligevel nysgerrig, nu da tanken havde bundfældet sig.

– Barken på birketræer, for eksempel. Den kan bruges til birkespaghetti – eller birke-nudelsuppe, om du vil. Men kun den bløde in-

derbark. Det yderste er fyldt med garvesyre og kan smadre din mave. Barken skæres i tynde strimler og koges 15-20 minutter. Det meste af næringsindholdet trækker ud i vandet, så det skal man også slubre i sig. Der er flest kulhydrater at hente om foråret, lige inden birken springer ud. Så er cirka fem procent af den mængde, du samler ind, kulhydrater. Om vinteren noget mindre. Man kan æde løs af den, naturen, hvis man er på røven …

– Har du smagt det, Oxen? fortsatte sprængningsmanden.

– Ja.

– Hvordan smager det?

– Ad helvede til.

– Skram, min skal være al dente, ellers vanker der, brummede gruppens alderspræsident, sanitetsmanden.

– Hvad med ketchup? Sgu da især hvis det bliver egern …

Det var spejderen, der grinede. Han sagde sjældent noget og var svær at slå et smil af. Spejderen havde heller ikke haft meget at grine ad de senere år. Han havde været i Afghanistan og set sin bedste ven blive sprængt i småstykker af en bombe skjult på en stenet sti. Det gik han ned med flaget over. Helt ned.

– Hvor langt igen? råbte sanitetsmanden.

Vejsidebomber og andet hjemmefusket dødbringende skidt, IEDs, Improvised Explosive Devices, havde det med at tage mange med i faldet.

Det var i al sin enkelhed hans opgave at få alle mand op at stå igen. Allerhelst gøre dem klar til de første forsigtige skridt ud på arbejdsmarkedet. Han skulle være rollemodel, inspirere og dele ud af sine erfaringer og sine kompetencer.

Beskrivelsen var ikke hans egen. Han kunne ikke erindre, at han på noget tidspunkt i sit liv havde bildt sig ind, at han havde noget at tilbyde andre. Da slet ikke efter skilsmissen og hans deroute. Nej, ordene kom fra lederen af Veterancenter København, Leif Husum.

Husum, der var en god kollega helt tilbage fra Balkan-tiden, var endt som oberst og sad nu, efter nogle år i centrets centraladministration på

Ringsted Kaserne, som leder på Svanemøllens Kaserne i København

med et enkelt år tilbage inden pensionen.

Husum havde tændt op i sin pibe på kontoret på Svanemøllens Kaserne, skænket ham en kop kaffe, set indtrængende på ham – og på sin stille og rolige facon fremlagt sit ærinde, sin udfordring.

Mentor? Rollemodel?

Han kunne høre sig selv svare prompte: “Nej tak.”

“Hvorfor ikke?”

“Hvordan skal jeg kunne vise vejen for andre, når …”

I den korte pause, hvor han ville tænke over det rette ordvalg, havde obersten gjort hans sætning færdig:

“… når du ikke selv kan finde den?”

“Præcis.”

“Netop derfor, Oxen … Netop derfor.”

Lederen af Veterancentret havde sået sit lille filosofiske frø i en velduftende tobakståge. Og så havde de i øvrigt brugt resten af tiden på at tale om de gode gamle dage, der blev ikke så lidt bedre af at komme på afstand.

I dagene efter deres hyggestund på Svanemøllens Kaserne stod han stædigt fast. Han skulle ikke være den højtdekorerede superhelt, der holdt trafikken tilbage, så de små ællinger trygt kunne gå over vejen. Han var komplet uegnet. Og han var komplet ubøjelig … Lige indtil sit næste møde med Leyla.

Leyla havde en besynderlig egenskab. Leyla kunne rokke ham. Med ord. Fulde af tillid. Fulde af fornuft. Akkurat som en spinkel løftestang kunne flytte noget tungt.

Leyla Damjanovi´c var psykolog og tilknyttet Veterancentret med dets otte lokale centre på kaserner landet over. Det var hos hende, at han havde indledt det, der var aftalt som et “længerevarende terapi-forløb”. Uden bagkant, som det hed på moderne dansk. Det betød uden sluttidspunkt.

Ud over dét var Leyla Damjanovi´c af bosnisk afstamning. Hun var kommet til Danmark som stor pige sammen med sin familie i strømmen af muslimske flygtninge fra Balkan.

Leyla var …

– Hallo, Oxen, har du fuldstændig trukket stikket?

Det var sprængningsmanden, der råbte bagude.

Han vendte sig.

– Hvad mener du?

– Dét, jeg lige har spurgt dig om. Hvor lang tid har vi tilbage?

Hans tanker og koncentration havde været et helt andet sted. Havde han hørt nogen spørge?

– Jeg håber, vi alle sammen har lang tid endnu … Hvis du mener til lejrpladsen, så er svaret en lille time.

De fortsatte hen over den let frosne mark, som blæsten havde fejet næsten fri for sne, og hvor græsset knasede under deres kraftige støvler.

Selv i dette sekund var han i tvivl om, hvorvidt han var den rette mand til jobbet. Han vidste kun, at han ville gøre alt, der stod i hans magt, for at give folkene et skub i den rigtige retning.

Det havde han lovet sig selv. Og lovet Leyla.

De havde kurs mod skovbrynet ret fremme, hvor der stadig lå driver af sne inde i skyggen. Ovre på den anden side af skoven ville landskabet åbne sig igen.

Luften var kold at indånde. Han syntes, at han kunne mærke duften af hende. Bare et svagt strejf i næseborene. Leyla brugte altid den samme parfume, tung og krydret – og alligevel let og flygtig. Det var vel sådan, det føltes. Både nær. Og fjern. Hvis ikke …

– Skal vi gennem skoven, chef? lød det fra radiomanden, Skram.

– Ja. I lige linje, svarede han. – Omme på den anden side er der en dal. Dér ligger shelterpladsen.

3. kapitel

Kunstpausen byggede op til den effektfulde afslutning, som de flere end 600 tilhørere i Europahallen i Aalborg Kongres & Kultur Center fornemmede var på vej.

Socialminister Lis Laugesen var skarp. Ikke en eneste gang var hun snublet i sit tungebånd eller havde demonstreret tøven af nogen art.

Hun havde kun siddet i ministerstolen i syv måneder – men allerede vundet stor respekt for den indsigt og faglighed, hun som tidligere socialchef i Odense Kommune bar med sig ind i ministeriet, hvor man ikke just var vant til den slags. Det samme gjaldt vel landets øvrige ministerier, hvor en politisk valgt chef med erhvervserfaring var omtrent lige så sjælden som dug for solen i Atacama-ørkenen.

Konferencen for det øverste lag af beslutningstagere på det sociale område ude i landets 98 kommuner var ministerens egen ide. Deltagerne skulle bringe budskaberne med sig hjem og rette ind efter regeringens kurs, der var udmøntet i den nye og omfattende socialreform.

Socialministeren så ud over brillekanten, ud over den store forsamling. Hun havde selvtillid nok til at trække kunstpausen i stilheden. Så vendte hun sidste ark i sit manuskript:

– En lang og spændende dag er ved at være ved vejs ende. Tag inspirationen med jer hjem, giv den videre, og giv den grobund. Der er nogle derude, der regner med os. Tak …

Klapsalven var som én lang bølge, der først efter en rum tid nåede en kyst og døde ud.

Socialministeriets vært, der bandt dagen og de forskellige indlæg sammen fra scenen, var et kendt kvindeligt ansigt fra TV2, hyret ind til lejligheden. Lis Laugesen havde raset og banket i bordet, da honoraret kom hende for øre, men en postgang for sent.

– Og nu … sagde tv-ansigtet og viftede skælmsk med en hvid konvolut over i retning af podiet, hvor der stod en bronzeskulptur placeret i det skarpe lys fra et spotlight. – Nu til eftermiddagens sidste punkt: uddelingen af Socialministeriets nyindstiftede pris: Danish Social Work of the Year Award.

Den meget medieomtalte pris havde naturligvis fået en fin engelsk titel, således som det var god latin.

– De nominerede er … Igen standsede tv-værten åndeløs midt i en sætning, som gjaldt det domfældelsen over en marengsbund i Den store bagedyst. Så fortsatte hun:

– Gadeplansprojektet Hjemløse Hjerter, Københavns Kommune. Det Ny Center for Voldsramte Kvinder, Aarhus Kommune. Og … Den selvejende sociale institution Shelter Fonden.

Med prisen var selv centraladministrationen trådt ind over tærsklen til det mageløse award-univers, hvor alle hyldede hinanden – og allerhelst sig selv – og hvor næste påhit uundgåeligt måtte blive The Award for the Best Award of the Year, og hvor man snart skulle shortlistes til fire rundstykker og en kanelsnegl hos bageren for ikke at gå tomhændet hjem søndag morgen.

– Og … vinderen er …

Tv-værten holdt konvolutten op, brød forseglingen og hev et guldfarvet kort op.

– Vinderen er … Shelter Fonden! Må jeg se Martin Smed på scenen?

Værten råbte ud i et inferno af klapsalver. Det var ikke Al Pacino, der rejste sig og vinkede til alle sider, men han var lige så velklædt. Jakkesættet var mørkeblåt, og slipset himmelblåt. Martin Smed nøjedes med at smile og nikke et par gange.

De særligt inviterede journalister på bageste række spærrede øjnene op. En vinder, der ikke var fra egne offentlige rækker, var en rigtig god

historie. En vinder med lige netop dén baggrund var en endnu bedre historie.

Den 56-årige Martin Smed, lederen og stifteren af Shelter Fonden, udstrålede venlighed og værdighed, da han skridtede hen over gulvet og roligt trådte op på scenen, mens klapsalverne stadig bragede løs, og pressefotograferne blitzede. Han levede vel præcis op til de forventninger og indre billeder, salen måtte have af en mand med hans, i denne sammenhæng, usædvanlige kvalifikationer.

Martin Smed var uddannet psykoterapeut og indehaver af en stribe coach-titler. Men mere opsigtsvækkende: Han var også forhenværende elitesoldat, medlem af den mytiske specialenhed under den danske hær, Jægerkorpset.

Kun godt 400 mænd var blevet uddannet siden begyndelsen i 1961 og dermed stemplet som absolut duelige til formålet. Såvel fysisk som psykisk. Alle nøje udvalgt og vejet på den fineste vægt og fundet velegnede til at agere under det højest mulige pres, et menneske kunne sættes under.

Mange bar på drømmen om en dag at kunne sætte jægernes berømte bordeauxfarvede baret på hovedet. De fleste knækkede halsen undervejs.

Socialministeren dukkede frem foran det røde scenetæppe bærende på en overdådig buket blomster og en forvokset check på 100.000 kroner.

Med hænderne fulde gav hun vinderen et knus. Det blitzede på ny, da blomster, check og til sidst skulptur skiftede hænder.

Klapsalverne døde ud, da ministeren gjorde sig klar ved mikrofonen:

– Det er mig en stor ære at lykønske Shelter Fonden og Martin Smed med prisen. Og en fornøjelse at give juryens motivation videre. Den lyder således:

“Juryen har i fuld enighed valgt Shelter Fonden: For dens fagligt stærke almene indsats til gavn for samfundets svageste – og i særdeleshed for indsatsen over for en gruppe medborgere, som Danmark i de senere år har haft svært ved at håndtere, fordi vi i modsætning til eksempelvis USA

ikke har nogen lang tradition på området – nemlig krigsveteranerne …

De, der er mærket på krop og sjæl som følge af Danmarks deltagelse i en længere række internationale missioner, begyndende med indsatsen