PAPA af Jesper Stein

90 mm

147 mm

Samtidig bliver 143 bankbokse tømt i en kælder ved Nørreport i København. Vicepolitikommissær Vicki Thomsen skal opklare sagen, og hun bliver fra første færd modarbejdet af sine midaldrende mandlige kolleger i Røveri. Ingen ved, hvad boksene præcist indeholdt, men det står hurtigt klart, at det har en forbindelse til russiske kriminelle.

JESPER STEIN er født i 1965 i Aarhus. Han har blandt andet arbejdet som politireporter

Vicki Thomsens tidligere kollega Axel Steen har skiftet job og er blevet ansat som undercoveragent i PET. Det bringer ham til Amsterdam, hvor han infiltrerer kriminelle miljøer. Han er den fødte agent, men en ny opgave udvikler sig til den farligste og mest omkostningsfulde aktion, han nogen nogensinde har været involveret i.

og litteraturjournalist. I dag er han fuldtidsdebut Uro, som modtog Det Danske kriminal­

PAPA er en rå krimi om at flygte fra sig selv og blive en anden, om umulig kærlighed og om fædre og svigt, der får fatale konsekvenser.

akademis Debutantpris; året efter udkom bind to, Bye Bye Blackbird, i 2014 blev bind tre i serien, Akrash, udgivet, og i 2015 udkom bind

147 mm

90 mm

Om URO skrev pressen: HHHHH ”Med Uro træder journalisten Jesper Stein i karakter som en suveræn prosaist og en mere end almindeligt dygtig plotmager. Men sandelig også som en sprød erotiker.”

– JYLLANDS-POSTEN

”En hovedperson, der står knivskarpt, en raffineret sprogtone og ikke mindst en medrivende intrige …”

– INFORMATION

HHHHH – NORDJYSKE STIFTSTIDENDE HHHHH – BØRSEN

J E S P E R

S T E I N

Om BYE BYE BLACKBIRD skrev pressen: ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ”Jesper Steins anden krimi er en sprogligt spændstig sag om en sadistisk serievoldtægtsforbryder på Nørrebro. Men det er portrættet af storbyen og en reflekteret helt, der gør bogen levende og realistisk.”

– POLITIKEN

HHHHH– BERLINGSKE HHHHH– JYLLANDS-POSTEN Om AKRASH skrev pressen:

HHHHH ”Jesper Stein overgår sig selv i sin tredje Nørrebro-krimi – den er velskrevet, velkomponeret og voldsomt spændende.”

– BERLINGSKE

HHHHH – JYLLANDS-POSTEN HHHHH – DAGBLADENES BUREAU

4, Aisha, der modtog boghandlernes Gyldne Laurbær. Bøgerne er solgt til filmatisering og

Om AISHA skrev pressen:

til udgivelse i Tyskland, Island, Norge, Holland,

HHHHHH ”Mesterligt … Det,

Italien, Tjekkiet, Frankrig, Tyrkiet, Polen og Sverige.

AF VINDEREN AF

POLITIKENS FORLAG

OMSLAG: STOLTZEDESIGN.DK

p olitikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-2705-1

9 788740 027051

DE GYLDNE LAURBÆR

K R I M I POLITIKENS

FORLAG

2015

der begynder som en drabskrimi, udvikler sig til en stort anlagt politisk spændingsroman på grundlag af et ubehageligt aktuelt etisk dilemma.”

– JYLLANDS-POSTEN

HHHHHH ”En mesterlig kriminalroman, der viser, hvor meget man kan inden for genren, når man skriver så fremragende som Stein gør.”

– DAGBLADENES BUREAU

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ – POLITIKEN HHHHH– BERLINGSKE

220 mm

forfatter. I 2012 udkom hans skønlitterære

JESPER STEIN PAPA

FOTO: LES KANER

P

å et hotel i Berlin møder den albanske mafiahåndlanger Bashkim en frygtindgydende dansk gangster. Narko og penge skifter hænder, og de aftaler en ny handel med store mængder våben – sælgeren er den russiske mafiaboss Papa og køberen colombianske FARC.

33 mm

J E SP E R ST EIN

Papa Krimi

POLITIKENS FORLAG

Papa.indd 3

04/05/17 13.54

Af samme forfatter: Uro (2012) Bye Bye Blackbird (2013) Akrash (2014) Aisha (2015)

Papa.indd 4

04/05/17 13.54

Papa.indd 6

04/05/17 13.54

Til Jan Andersen

Papa.indd 5

04/05/17 13.54

Første del

Papa.indd 7

04/05/17 13.54

1

Svanen sad midt på vejbanen. Axel gik hen mod den store fugl. Den rørte sig ikke. Forsøgte hverken at komme på benene eller vingerne.

Hvirvlende pulversne. Eftermiddag. Gult lys fra glaskuplerne på Dronning Louises Bro. “Hvad er der med den, far?” spurgte Emma.

Der var mange mennesker på broen. En mand havde taget opstilling på kørebanen foran svanen og forsøgte at vinke bilerne uden om den.

Axel så på dens mørke øjne. Urolige og flakkende. De fik ham til at tænke på et åbent sår.

“Jeg ved det ikke,” løj han. “Den er måske kommet til skade.”

Han havde ikke set den falde, men han havde hørt de store vingers slag i luften afløst af en svirpende spændt metallisk lyd. Det næste, han registrerede, var svanen, der sad majestætisk på vejbanen med sneen fygende om sig i mønstre, som vinden udviskede lige så hurtigt, som de opstod.

Axel så rundt på ansigterne.

“Er der nogen, der så, hvordan den havnede her?” spurgte han højt.

“Den kom bare. Pludselig var den der,” sagde en ung mand med lys stemme. Han holdt fast i styret på en cykel. Hans øjne smuttede rundt mellem de omkringstående på udkig efter opbakning, som om svanen var et mysterium, der bandt dem sammen.

En kvinde, der havde gået rundt i cirkler med en mobiltelefon for øret lidt derfra, kom hen og brød ind i rækken af mennesker.

“Jeg så den flyve ind i ledningerne. Den flaksede og faldt ned på ve­ jen og lå og baskede med den ene vinge, som om den ikke kunne lette.

Hvad skal vi gøre?” spurgte hun.

9

Papa.indd 9

04/05/17 13.54

“Jeg ordner det,” sagde Axel. Han tog sin mobil frem og skrev ‘dyre­ ambulance’ i søgefeltet, fandt et nummer og ringede op.

“Det er Axel Steen. Jeg står på Dronning Louises Bro. Der er en svane på kørebanen. Den har ramt en ledning og er kommet til skade.”

Han afsluttede samtalen og vendte sig mod de forsamlede.

“Dyreambulancen kommer om et kvarter.”

Flere af dem så ud, som om det langtfra var forklaring nok, men han havde ikke lyst til at tale med dem. Han gik hen til svanen. Ville den snappe? Bide ham? Uden at tænke mere over det greb han fat om dens hals oppe under hovedet med sin venstre hånd, bøjede sig ned og greb om dens krop med højre arm. Den slog med vingerne, vred hovedet lidt, han løftede den forsigtigt op, den vejede næppe mere end 10-12 kilo, men føltes alligevel enorm i hans arme, enorm og skrøbelig, det mørkebrune øje stirrede på ham i noget, han opfattede som en blan­ ding af blind tillid og afgrundsdyb angst. Han bar den væk fra vejbanen og satte den fra sig på fortovet tæt op ad granitbrystningen ud mod søen.

Vinden ramte hans ansigt og fik ham til at knibe øjnene i.

Da han trådte væk fra svanen, kunne han se, at den ene vinge hang lidt.

“Hvad tror du, den fejler?” spurgte Emma.

“Den har måske brækket vingen, da den faldt,” sagde Axel.

“Kan den godt blive rask igen?”

“Det kan den sikkert,” løj Axel.

Han foreslog Emma, at de gik hjem, men hun veg ikke fra svanen.

Det havde sneet hele dagen. Nu var det stilnet af, og mørket var kom­ met i løbet af et kvarter. Axel så op i himlen, der var dyb og blå. Svanen sad stadig ubevægelig på fortovet.

Manden fra dyreambulancen viste sig at være typen, der ikke tog hensyn til sarte sjæle.

“Hvis den har brækket vingen, bliver den aflivet. Den kan jo ikke flyve rundt med vingen i en slynge, vel?” sagde han til Emma.

“Hvordan aflivet?” spurgte hun.

“Fugle skal jo have skåret halsen over, men jeg giver dem som regel et gok i nødden først. Det rækker med bagsiden af en økse. Den mærker det ikke, det er hurtigt overstået.”

Luk røven, sagde Axels indre stemme, hun er kun 11 år.

10

Papa.indd 10

04/05/17 13.54

Emma sagde ikke noget. Hun stod bare og så på svanen. Manden snakkede videre, mens han undersøgte den: “Der ryger 40 stykker om året bare her ved Søerne. De rammer ledningerne. De skal bruge 100 meter til at komme ordentligt i luften, og hvis de letter for tæt på broerne, går det galt. Problemet med svaner er, at de ikke kan se, hvad der er foran dem. De ser til siden,” sagde manden. Han tog fat i vingen. Rystede på hovedet.

“Den er brækket, det er jeg sikker på.”

Han åbnede bagsmækken på dyreambulancen og fremdrog en stor flyttekasse af pap, satte den ved siden af svanen og løftede fuglen forsig­ tigt op i den. Manden lukkede papkassen og placerede den omhyggeligt i ambulancens bagagerum. Han stillede sig foran Axel og Emma.

“Forstår du?” sagde manden til Emma. “Den kommer ikke til at flyve igen.”

Axel ville stoppe det nu, men så spurgte hans datter: “Men er der ikke en chance for, at den overlever?”

Manden gad ikke svare. Han trak på skuldrene.

“Men kan vi ringe og få det at vide? Hvad der sker med den?” spurgte hun manden. Hun vendte sig mod Axel og sagde “Far?” Inden han nåede at sige ja, sagde manden: “Det er ikke noget, vi gør. Så kunne vi få ret travlt.”

Axel trådte hen mod ham og sagde: “Giv mig dit nummer.” Han fastholdt hans blik. “Nu.” Manden var gået i stå.

Han gav Axel sit nummer.

“Hvornår ved I noget?”

“Når jeg kommer tilbage,” sagde han.

“Vi ringer.”

De gik hjem langs søen i vintermørket. Deres ånde som en flygtig grå dis. Axel kunne ikke glemme svanens øje. Han vidste, det var noget pjat, men han var sikker på, den vidste, at den skulle dø.

“Hvad gjorde du, far? Da du fik ham til at give dig sit nummer.

Hvordan gjorde du det?”

“Jeg så på ham og bad om det, så han kunne forstå, at det betød noget for dig. Jeg kunne ikke lide, at han virkede så ligeglad.”

11

Papa.indd 11

04/05/17 13.54

Han havde prøvet at sige det neutralt, at holde sin stemme renset for den vrede, han følte mod manden.

Emma var tavs hele vejen hjem til lejligheden i Sankt Hans Gade.

Da de havde låst sig ind, sagde hun: “Skal jeg hjem til mor i morgen?”

“Ja, du skal. Jeg skal til en konference i Tyskland.”

“Okay.”

Hun så på ham. Hun var holdt op med at spørge ham, om han skulle noget farligt, men han var i tvivl om, hvorvidt spørgsmålet stadig lå lige på tungen, eller om den sårbarhed, han kunne se i hendes øjne, skyldtes svanen.

Hun smed jakken på gulvet i gangen, gik ind på sit værelse. Han stillede sig i døren.

“Er der noget galt, Emma?”

Hun så ned i gulvet. Han ventede. Hun gik over til vinduet og så på sneen, der dalede ned i gården, pillede ved de farvede glasdyr i karmen.

“Det er bare, fordi ... lover du, at du ikke siger det til mor? Jeg bliver sindssyg på dig, hvis du siger det.”

“Jeg kan ikke love det. Jeg vil gerne prøve, men hvis det er noget alvorligt, så er det ikke sikkert, at jeg kan love det.”

Hun bed i en negl.

“Det er mor og Jens. De skændes helt vildt. Om Anton. Mor vil ikke have, at Jens ser ham. Han har ansat en dame til at passe Anton, når han er hos ham. Så han kan arbejde. Og det er mor gået helt amok over.” Hun talte hurtigere for hver sætning, og hendes stemme blev højere og højere. “Sidst kom de op at skændes. Mor sagde noget om, at så måtte han lade være med at se Anton. Og Jens råbte, at det aldrig ville komme til at ske. Så smækkede han døren og gik ud. Mit vindue stod åbent.” Nu græd hun. “Og så hørte jeg ham sige: ‘Jeg slår dig ihjel, kælling, jeg slår dig fandeme ihjel’.” Emmas krop bevægede sig i ryk i takt med hulkene.

Axel gik hen og tog om hende. Han ville holde om hende og trøste hende, men hun var alt for urolig.

“Hvordan kan man sige sådan noget?” spurgte hun.

“Hvordan er han over for dig?”

12

Papa.indd 12

04/05/17 13.54

Hun så forvirret ud, som om Axel havde sagt noget irrelevant. Hvilket han også havde, men med vilje. Hulkene aftog, mens hun tænkte sig om.

“Han er fin nok ... eller han opfører sig, som om han ikke ser mig.”

“Er du bange for ham?”

Hun tøvede. Og han så skyggen af skilsmissebarnets loyalitet i hendes undvigende blik.

“Nej ... eller ...” Hun brød igen sammen. “Tror du, han kunne finde på det, far?”

“Nej,” svarede Axel.

Han tænkte på dengang for fem eller seks år siden, da han og Cecilie havde skændtes om Emma. Og på hvad han havde sagt eller kaldt Cecilie, når hun blandede sig i sin datters tilværelse hos ham og klagede over hans adfærd over for Emma og hans måde at leve på.

Han havde aldrig truet med at dræbe hende, men han havde forbandet hende langt væk. Mange gange.

“Du skal ikke være bange, Emma, men hvis der sker sådan noget igen, eller du overhører noget, så skal du sige det til mor. Og til mig.

Det, Jens sagde, kan man komme til at sige, når man er meget vred.”

“Men tror du, han mente det?”

“Nej,” sagde han.

Papa.indd 13

04/05/17 13.54

2

De havde pisset i en urtepotte. Det var sådan, Vicki Thomsen havde opdaget det. Det mest brillante boksjob, nogen i Røveriafdelingen kunne huske.

Det var begyndt med en viderestilling fra vagthavende, da hun kom ind på Gården klokken otte om morgenen. En vicevært i en bygning, der husede Danske Bank ved Nørreport, havde set tre mistænkeligt ud­ seende mænd forlade kælderen via en dør, der gav adgang til bankens personalerum.

“De flygtede, da de fik øje på mig, og så løb jeg efter dem, men de forsvandt ved Nørreport,” sagde han.

Hun fik fat på filialchefen.

“Skal vi lukke banken?” spurgte han.

“Ja.” “Men der er ikke stjålet noget, der har ikke været indbrud.”

“I må hellere lukke, indtil vi har set på det. Det er standardproce­ dure. Har I hørt noget fra sikkerhedsfirmaet?”

“Jeg har ikke hørt noget, men jeg skal nok kontakte dem.”

Hun gik ind til morgensamlingen for at sige, at hun ville køre ud og undersøge det. Mørk var i gang med en længere fortælling om en fest, hvor værten “var blevet så stiv, at jeg var nødt til at tage mig af hans unge kone resten af aftenen”. Alle lod som ingenting, da hun kom ind.

“Så jeg hjalp hende, man er vel en gentleman, ikke?” hvislede han lavt, men ikke lavt nok til, at hun ikke hørte det. Han så op på hende. Et køligt blåt blik pakket ind i falsk munterhed.

Han var Røveriafdelingens uformelle leder, snu og afdæmpet på en 14

Papa.indd 14

04/05/17 13.54

næsten charmerende måde, men også brovtende stolt af sin foragt for alt og alle, der var anderledes end ham selv. Høj, muskuløs og kronra­ get med lyse øjenbryn og vipper. Flere gange havde han sneget sig ind på hende, uden at hun havde lagt mærke til ham, før hun hørte hans stemme lige ved siden af sit øre.

Til højre for ham skinnede Klargaard om kap med messinglamper­ ne, fordi hans makker havde rummets fulde opmærksomhed. Klargaard var på den kraftige side, havde uregerligt mørkebrunt hår og fugtede hele tiden sine læber, en udspekuleret smisker, der havde lagt sig på hjul af slængets alfabavian.

“Nå, Vicki. Hvad kan vi så hjælpe dig med?”

Klargaard fnes, mens hendes egen makker, Wagner, så ned i gulvet.

Hun fortalte dem om opkaldet, men inden hun nåede mere, sagde Mørk: “Den tager vi.”

Hun kastede et blik på Wagner. Der var ingen reaktion at spore i det brede kødfulde ansigt med de sørgmodige øjne.

Var det kun, fordi hun var kvinde? Havde det været lige så slemt, hvis hun havde været mand, ny, ung og ovenikøbet vicepolitikommis­ sær? Sikkert ikke. Hun var blevet flyttet til afdelingen efter seks gode år i Drab. Fra elitekorpset til elefanternes kirkegård. Hendes gamle mak­ ker, Axel Steen, havde fået job i Særlige Operationer i Politiets Efter­ retningstjeneste. Deres tidligere chef i Drab, Josephsen, var blevet yd­ myget under deres seneste fælles efterforskning, og da han ikke kunne hævne sig på Axel, var det gået ud over hende, selv om hun havde været med til at opklare en af de værste drabssager i nyere tid. På grund af det havde hun fået tre stjerner på skulderen, den yngste vicepolitikommis­ sær i mange år, helt uden om ham, og så havde han ved første lejlighed vippet hende over i mausoleet her.

Mørk og Klargaard vendte tilbage to timer senere. Mørk kom ind til hende, Klargaard tog opstilling i døren.

“Hvad er det her?” sagde Mørk og slog hænderne ud mod rummet.

“Det er mit kontor.”

“Nej, du misforstår mig. Hvor er du ansat?”

“Hvad er der, Mørk?”

15

Papa.indd 15

04/05/17 13.54

“Du er ansat i Røveriafdelingen. Det her er en arbejdsplads, hvor vi prioriterer opgaverne efter tyngde og betydning, så næste gang du beder nogen om at lukke en bank en hel formiddag, skulle du måske lige sikre dig, at der er sket et røveri.”

Hun mødte Klargaards kolde blik over skulderen på Mørk.

“Det var jer selv, der ville derned. I insisterede.”

“Vi lukker ikke banker, fordi der løber et par sutter rundt i en bag­ gård.”

“Hold op. Jeg havde gladeligt taget opgaven sammen med Wagner, men I snuppede den. Så kom ikke og brok jer. Jeg ser gerne, at I forla­ der mit kontor nu.”

“Jeg ser gerne ...” efterabede Mørk, mens han svansede ud med en fnisende Klargaard efter sig.

Klokken 14 ringede hendes telefon. Det var filialchefen fra banken på Nørreport. Hun nåede ikke at sige, at hendes kolleger havde overtaget sagen, før han havde fanget hendes interesse.

“Jeg har tjekket med sikkerhedsfirmaet. De er blevet kaldt ud fem gange i løbet af weekenden, fordi alarmen er gået. Hver gang har de været inde i banken, men der var intet at se. Sidste gang kontaktede de min souschef for at få lov til at slå den fra.”

“Hvorfor ikke dig?”

“De prøvede. Jeg tog ikke telefonen. Jeg var til bryllup.”

“Og han gav dem tilladelse til at slå alarmen fra?”

“Ja, de blev enige om, at der måtte være en fejl på den. Det sker jo.”

“Og har de så været ude og undersøge systemet igen? Har de fundet fejlen?”

“Ja, de har været her, men de kunne ikke finde nogen fejl.”

“Okay, jeg kommer ned og kigger. Snakkede mine kolleger med sik­ kerhedsfirmaet?”

“Nej.” “Men de afhørte viceværten?”

“Ja, kort, de gik en runde i banken, og så tog de afsted igen.”

Wagner var i kantinen, hun lod ham sidde og kørte alene. Han var hendes eneste støtte. Afdelingens nestor med 30 års erfaring fra både 16

Papa.indd 16

04/05/17 13.54

Drab og PET, skarp, men magelig. Han nærede en faderlig omsorg for hende, som hun mistænkte for at handle mere om at beskytte hende mod alt det, han selv var dødsensangst for, end den handlede om hen­ des ve og vel. Den slags opmærksomhed var hun ikke vant til, og den rørte hende. Hun havde brug for en allieret, og Wagner fandt sig ikke i noget fra de andre. Inden hun steg ud af bilen på Nørreport, sendte hun ham en sms om, hvor hun var, og opfordrede ham til at komme.

Hun tog banken i øjesyn, lokaliserede porten til baggården og gik ind. Langs banken var en løbegang to meter under hende, der førte hen til en matteret dør, som så ud til at lede ind til bankens kælder. Hun trak en plastichandske på og tog i den. Den var låst. Hun gik op igen, stillede sig midt i gården, så på den sprukne asfalt, betonens revner, murene. Hun tog det hele ind og tegnede et kort over området i sit ho­ ved. Hun forlod baggården og gik ind ad bankens hovedindgang, hen til den første skranke, viste skiltet og bad om at tale med filialbestyreren.

“Hvor gik alarmen?” spurgte hun.

“I kælderen. Ved boksen.”

“Og de tjekkede boksen hver gang?”

“Ja.” “Lad mig se den.”

Han viste hende hen til en bred og gungrende vindeltrappe, der førte ned i kælderen. Den store boksdør stod helt åben, men en gitterlåge forhindrede, at man kunne gå derind.

“Hvad er det for en lugt?”

Han trak vejret ind en enkelt gang.

“Vi har haft nogle kloakproblemer hernede,” foreslog han.

“Vi skal ind. Kan du låse op?”

Han tog et kort frem og kørte det igennem en kortlæser på væggen.

Han blev stående ved boksdøren, mens hun gik en runde inde i boksen.

Det var ikke kloaklugt, selv om det mindede om det, tænkte hun, mens hendes blik gled rundt i boksrummet. Der var gulbrune træpla­ der på væggene, og rummet var domineret af hundredvis af røde låger i forskellig størrelse, aflange i de øverste rækker og større kvadratiske bokse nedenunder. I midten af lokalet stod en halvanden meter bred og to meter høj boksreol med grønne låger. Bag reolen to sofaborde med 17

Papa.indd 17

04/05/17 13.54

orangefarvede lænestole omkring. Papirkurve i jern med runde huller og plastposer. En kunstig plante i et hjørne. Der var noget ved den, som fangede hendes opmærksomhed, uden at hun kunne formulere det.

“Har du set på overvågningen?”

“Nej, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle se efter.”

Hun så op i loftet.

“Er der ingen overvågning i boksen?”

“Nej, det ville være et brud på kundernes konfidentialitet. En boks er et sted, man har lov at besøge i fred.”

Hun nikkede. Hun forestillede sig, hvor mange hemmeligheder der måtte ligge bag lågerne. Gamle kærlighedsbreve fra elskere og elsker­ inder, afslørende fotografier, testamenter, som ville få slægtninge til at slå hinanden ihjel, sorte penge, stjålne smykker, diamanter, dokumenter, der afslørede svindel, livsfarlige fejltagelser, ungdommelig flirten med nazisme, terrorisme, en fortid som luksusluder eller trækkerdreng. Hun var gået to gange rundt om reolen, mens hun fantaserede. Hun stoppede ved det kunstige hibiscustræ og rørte ved dets evigtgrønne plasticblade.

“Her lugter af pis,” sagde hun. “Det er ikke kloakproblemer.”

Bankbestyreren så bekymret på hende. Hun studerede den lysebrune lerkrukke, som træet stod i, den var fyldt med noget, der lignede kunstige sten. Hun trådte et skridt væk. Krukkens yderside var misfarvet i bunden.

Hun bøjede sig ned og snusede. Der var ingen tvivl.

“Der er nogen, der har pisset i din potteplante,” sagde hun.

Han gik hen mod hende. “Hvad mener du?”

“Enten er det en spøgefugl. Eller også har nogen opholdt sig så længe i boksen, at de har været nødt til at tisse. Personligt tror jeg det sidste. Det forklarer også alarmerne i weekenden.”

Han stod og så på lerkrukken, som om han ikke fattede, hvad hun mente. Hun lod ham stå. Indtil videre havde hun ikke set på boksene, men nu gik hun over til den nærmeste reol. Der var ikke noget, der vir­ kede mærkeligt. Hun så på gulvet. De havde gjort rent, men de havde ikke været grundige nok, hun så en måneformet formation af metalstøv på skifferfliserne, det glimtede, og allerede inden hun løftede blikket mod bokslågerne, vidste hun, hvad der var sket. Og at hun nok skulle få skovlen under Mørk.

Papa.indd 18

04/05/17 13.54

3

Filterløs frostblå dybde så langt øjet rakte. Han var i tvivl om, om det var synet af himlen over Søerne, der gav ham kuldegysninger. Eller om det var temperaturen. Han sænkede blikket, klikkede bildøren åben.

Der ventede ham en svær telefonsamtale, men bortset fra den var han glad, fordi de næste par dage bød på den type arbejde, han var blevet afhængig af.

Han steg ind i sin bil, satte telefonen i den håndholdte, fandt Cecilies nummer, startede bilen og ringede op. Han kørte op ad Sankt Hans Gade, mens han ventede på, at hans ekskone svarede. Hun boede i Kartoffelrækkerne med sine to børn, Axel og hun havde haft en svær tid, da Cecilie forlod ham og var flyttet sammen med Jens Jessen, men i de seneste år var deres forhold blevet bedre, følelserne var faldet til ro, og de var nu – om ikke venner, så i hvert fald enige om det vigtigste i deres liv.

“Det er Axel.”

“Hej Axel. Jeg troede, du var i udlandet. Er der noget galt? Er det Emma?”

“Emma er i skole. Jeg flyver om en time. Alt er o.k. Tror jeg.”

“Hvad så?”

Han kunne høre Antons stemme i baggrunden. Banke- og skrabe­ lyde. Legetøjsbiler på gulvet.

“Jeg har lovet hende ikke at sige noget til dig, så du må komme ind på det ad en anden vej.” Emma ville aldrig fortælle noget til Axel, som satte hendes mor i et dårligt lys. Men det her var noget andet – og derfor havde hun sagt det, hun havde bedt om fortrolighed, men hun var stor 19

Papa.indd 19

04/05/17 13.54

nok til at vide, at skete der noget hos hendes mor, som Axel ikke kunne acceptere, så ville han skride ind. Og mordtrusler var så absolut ‘noget’.

“Er det slemt mellem dig og Jens?”

“Hvad har hun sagt?”

Han kunne høre den let skærpede tone i hendes stemme. Angsten for at blive solgt af sit eget barn lå nede under bekymringen.

“Hun har overhørt et skænderi mellem jer, hvor du sagde, at Jens ikke måtte se Anton mere.”

Cecilie forsøgte at komme til at sige noget.

“Nej, vent lidt. Emma hørte ham sige, at det aldrig ville komme til at ske.”

“Ja, det var ikke så godt, jeg ved, hvad hun tænker på. Det er noget lort.”

Axel kunne se hende bide i sine knoer i den pause, der opstod. Han kunne også se hendes brune øjne med de smukke gule dryp for sig, se nervøsiteten og irritationen i dem. “Men det sker jo. Desværre. Lige nu har jeg nok at se til med at finde ud af, hvad jeg skal gøre. Han er helt tosset. Og Anton er blevet ... ja, han er nærmest blevet hans slagmark.

Det er lige meget, hvad jeg gør.”

“Ved han, at du har fået en kæreste?”

“Ja, det har han regnet ud. Da gik han helt amok. Råbte op om, at hvis Anton skulle se ham, ville han i Statsforvaltningen, og at han havde så mange venner derude, som nok skulle sørge for, at afgørelsen faldt ud til hans fordel.” Ny pause.

Hun er presset, tænkte han. Det her er ikke godt.

“Han skræmmer mig sgu lidt, Axel.”

Det var ikke den Jens Jessen, Axel have lært at kende for syv år siden.

En driftssikker topjurist, hvis første hensyn altid var, at systemet ikke måtte få ridser i lakken, men også at retfærdigheden skete fyldest i det omfang, det kunne lade sig gøre, uden at det skete på bekostning af det første. Dengang var der dog en ting, der var vigtigere end alt andet. Den kvinde, som Axel nu talte med. Jens Jessen var besat af hende, han ville gøre alt for Cecilie.

Det var svært at komme til sagen.

“Kan I ikke løse det?” prøvede han. Og så: “Det er jo heller ikke godt for Anton.” Kom nu, for helvede, sagde han til sig selv.

20

Papa.indd 20

04/05/17 13.54

“Heller ikke? Hvorfor siger du ‘heller ikke’? Anton hørte ikke noget.”

Igen den defensive skarpe kant, og den gjorde udslaget.

“Men det gjorde Emma. Hun hørte noget, der gjorde hende bange.

Hendes vindue stod åbent. Da Jens var stormet ud ad døren, stod han udenfor og sagde ‘jeg slår dig ihjel, kælling, jeg slår dig fandeme ihjel’.”

“Nej ...”

Der blev stille i den anden ende af røret. Axel kunne mærke sit raseri mod Jens Jessen rejse sig, da han endelig havde fået fortalt Cecilie, hvad Emma havde hørt. Ordenes betydning skabte en sort lavine af vrede i ham og gav ham lyst til at smide alt, han havde i hænderne, finde Jens, true og smadre ham. Han rystede det af sig. Han hadede sin afmægtig­ hed, sin trang til vold.

“Hvad er der, Cecilie?”

I baggrunden sagde en stemme: “Græder du, mor?”

“Nej, mor fik bare noget i øjet. Jeg skal lige snakke i telefon.” Han kunne høre lyden af stiletter og gættede på, at Anton nu sad alene til­ bage i stuen med sine biler og ikke kunne se Cecilies ansigt.

“Jamen ... det er bare ... det er jo for meget. For fanden, altså.”

“Ja, men hvad sker der?”

Der gik lidt for længe, før hun svarede. Var det, fordi hun var bange, eller fordi hun ikke forstod det, Axel sagde?

“Det er bare en talemåde, men det er jo noget lort. Ikke for at baga­ tellisere det, Axel, men kunne du ikke have sagt noget lignende for syv eller otte år siden?”

“Jo, måske, men jeg gjorde det ikke.”

“Du har nok glemt, hvad du kaldte mig. Men pis med det, der er vel mange, som siger det i affekt. Det er jo de færreste af os, der slår nogen ihjel.”

Axel følte samtalen forsvinde mellem fingrene på sig. Hentydede hun til, at han havde slået folk ihjel? Det havde han aldrig gjort, men han havde været klar til det flere gange, og han havde ved et par lejlig­ heder reddet sit eget liv på bekostning af folk, der ville dræbe ham, og en enkelt gang havde han undladt at redde en drabsmand fra døden.

Intet af det havde han fortrudt.

21

Papa.indd 21

04/05/17 13.54

“Hvorfor snakker vi om det her, Cecilie? Der er jo ikke nogen, der skal dø. Du skal forklare ham, at man ikke må tale om eller true med at slå en, man har elsket, ihjel. Det er noget af det værste, man kan give videre til sine børn.”

“Jeg skal nok prøve at tale med ham om det,” sagde Cecilie, “men det bliver ikke let.”

“Han må kunne forstå det. I skal ikke i Statsforvaltningen. Det har han heller ingen interesse i, så panisk angst han er for at få pletter på sit renomme.”

“Jeg skal nok tale med ham om det. Du skal ikke gøre noget. Jeg kla­ rer det selv.” Der var ingen varme i stemmen. Heller ikke da hun efter en lille pause sagde: “Du er fandeme blevet så fornuftig.”

“Det her er alvorligt, Cecilie. Jeg kan ikke leve med det. Jeg kan ret beset tale med ham uden at involvere dig, fordi min datter har hørt det og har fortalt mig det.”

“Det skal du ikke. Jeg ordner det, Axel.”

De afsluttede samtalen, og han smed bilen i langtidsparkeringen og begyndte at gå over mod Terminal 3, hvor han skulle møde sin makker.

En talemåde, havde hun kaldt det. Ja, sådan kunne man se på det, men det gjorde Axel ikke.

Papa.indd 22

04/05/17 13.54

4

Hendes øjne søgte rundt på bokslågerne. De stoppede ved en udboret cylinder lidt til venstre for hende.

“Du er nødt til at forlade boksen nu. Og få lukket banken.”

“Hvad er der sket?” sagde filialbestyreren og bevægede sig hen imod hende. Hun havde fået øje på yderligere to udborede bokse.

“I har haft indbrud hernede, tyvene har åbnet jeg ved ikke hvor mange bokse i løbet af weekenden. Du er nødt til at gå ud, så du ikke ødelægger spor.”

Han rystede på hovedet, som om han ikke kunne tro hende.

“Er der kameraer uden for boksen?” spurgte hun.

“Ja, flere steder, men hvordan er det sket?”

“Det hele passer, alarmerne, de tre mænd, der løb væk i morges, pisset i potteplanten, de har lukket boksene og ryddet op efter sig, så vi så sent som muligt ville opdage kuppet. Du skal gå ud og få fat på overvågningen med det samme.”

Hun tog gummihandsker op af sin taske. Pustede dem op i et brus af hvidt støv, den tørre talkumlugt fik hende til at rynke på næsen, hun trak dem ned over fingrene, kastede et blik efter filialbestyreren. Hun tænkte allerede på gerningsmændene, hun vidste næsten intet, men alligevel nok til at danne sig en første mening. Det var grundigt og velplanlagt og så målrettet, at de måtte undersøge en mulig insider. Og den undersøgelse begyndte med filialbestyreren, som havde virket næ­ sten for overrasket og nedslået over kuppet. Kuppet? Kunne hun tillade sig at kalde det dét, når hun end ikke vidste, hvad der var blevet stjålet?

Ja, gu kan jeg så, sagde hun begejstret til sig selv. Det her var hendes sag, og selvfølgelig var der blevet stjålet noget.

23

Papa.indd 23

04/05/17 13.54

Hun åbnede lågen foran sig, undersøgte cylinderen, den var boret ud, det måtte have larmet, og derfor var alarmen gået. Boksen var tom.

Hun så op og ned langs rækkerne af bokse. Det var ikke hver eneste låge, der var boret ud. Langtfra. På to rækker med i alt 40 bokse fandt hun blot tre andre låger med udborede cylindre. Åbnede dem. I en af dem lå der en konvolut med gamle breve. Ellers intet. Hun åbnede den, bladrede, de var fra 1953, fra en kvinde til en mand.

Hun tog telefonen op af lommen og ringede til Wagner.

“Ole, vi har en sag, en rigtig sag. Jeg er i banken på Nørreport.

Nogen har tømt en helvedes masse bokse i løbet af weekenden. Du skal komme.”

Han var allerede på fortovet. To minutter senere stod de sammen uden for boksen og ventede på kriminalteknikerne. Wagner ringede til chefen. Han ville have et efterforskningsmøde i stand i løbet af efter­ middagen.

Da Wagner havde afsluttet samtalen, tog hun fat i hans arm.

“De to røvhuller var hernede i morges, og de gjorde ikke deres job ordentligt. De har forpasset deres chance. Nu er det vores tur.”

Han smilte. Var der skyggen af overbærenhed at spore?

“Går du i gang med at organisere afhøringerne? Vi skal have talt med samtlige medarbejdere i banken. Der skal skaffes videomateriale fra hele området. Vi skal tale med beboere og ansatte i ejendommens andre forretninger og kontorer, og vi skal have genafhørt viceværten.

Indtil videre er han den eneste, som har set gerningsmændene.”

“Er det ikke ham, Mørk og Klargaard har talt med?”

“Jo, netop, men de nossede i det. Vil du gå glip af en chance for at vise dem, hvordan det skal gøres?”

“Nej, ikke før der er tre fredage på en uge. Tager du selv viceværten, eller skal jeg?”

“Jeg tager ham.”

“Det er fint. Jeg tager vidnerne i husene og gadeovervågningen. Der er mere end nok til os begge.”

Der var i alt 2340 bokse, men det var kun 143 af dem, der var brudt op.

“Hvorfor?” spurgte hun Wagner.

24

Papa.indd 24

04/05/17 13.54

“Fordi de ikke har haft tid til det hele.”

“Fredag eftermiddag til mandag morgen. Det er 66 timer, Wagner, kunne de ikke nå flere?”

“Jeg får en tekniker til at afprøve, hvor lang tid det tager.”

“Men hvorfor har de valgt lige netop de her 143? Er det, fordi de er gået efter noget bestemt?” spurgte hun.

“Det er muligt. Men hvis de er gået efter en eller flere specifikke bokse, hvorfor så bryde resten op?”

“Fordi de alligevel var her? Jeg ved det ikke. Måske har de tømt den eller de bokse, de kom efter, og så tager de resten med i købet eller som camouflage?”

“Det er boksene og deres indhold, der er nøglen. Jeg har ikke set så omfattende planlægning i mange år, Vicki. Ingen, der har forberedt sig så grundigt, tømmer bokse på må og få uden at vide, om der er et stort rov derinde.”

Wagner havde i hvert fald ret i én ting: Deres grundighed var uden sidestykke. Tyvene havde omhyggeligt lagt alle dele fra de udborede låse tilbage i hver enkelt boks og lukket dem, de havde endda afsat en fedtet substans, som hun gættede på var vaseline, på kanten af lågerne, så de ikke gik op. Forsiden af samtlige bokse var blevet aftørret, og gul­ vet var støvsuget, så det på afstand så ud, som om intet var sket.

Havde det ikke været for viceværten, ville bokskuppet først være blevet opdaget, når en kunde skulle ned i sin boks.

Han forklarede, at han havde siddet på sit kontor i kælderen og havde hørt støj fra opgangen. Da han så ud ad vinduet, fik han øje på en mand, der var på vej fra bagtrappen ud ad døren til løbegangen. Bag ham kom to andre. Viceværten havde råbt ad dem.

“Hvorfor?”

“Fordi det så mærkeligt ud. Der løber ikke mænd med store tasker rundt i gården, og hvis der gør, er der noget galt. Der ligger jo en bank.”

Han havde noget krænket over sig, som om han hvert øjeblik forven­ tede at blive anklaget for noget, og det fik Vicki til at sætte ham øverst på listen over insidere, som skulle tjekkes.

“Hvad skete der så?”

25

Papa.indd 25

04/05/17 13.54

“De havde ryggen til mig, den bageste vendte sig halvt om, og jeg fik øjenkontakt. Helt kort. Under hætten bar han sådan en hue, som man bruger under en motorcykelhjelm, en tynd elefanthue. Den var hvid.”

“Hvordan så hans øjne ud?”

Viceværten tænkte sig om.

“Jeg så ikke farven.”

“Så de vrede, truende, bange, paniske ud?”

Ny pause.

“Ingen af delene.”

“Hvad så?”

“De så koncentrerede og undersøgende på mig. Meget kort.”

“Havde han et skydevåben?”

“Det ved jeg ikke. Han havde den ene hånd skjult i en lomme.”

Det overbeviste Vicki om, at de havde været bevæbnede. Hvorfor skulle de ikke også være det, med den forberedelse?

“Hvad skete der så?”

“Jeg råbte stop og løb ud af kontoret og op i gården efter dem. Da vi kom ud på Nørreport, forsvandt de i mængden ved S-togsnedgangen.

Jeg opgav.”

En indskydelse fik hende til at spørge: “Havde du lyst til at løbe efter dem?”

Manden lagde armene over kors og lænede sig tilbage i sin kontor­ stol, som om han gerne ville forsvinde ind i væggen bag sig.

“Hvad mener du?”

“I sådan en situation gør man som regel noget instinktivt. Det blik, manden sendte dig, gav det dig lyst til at løbe efter ham og stoppe ham?”

Han så væk.

“Ja, selvfølgelig. Jeg er ikke bange.”

Nej, ikke nu, tænkte hun, men det var du. Han røg længere ned på listen over insidere.

Han kunne ikke give meget signalement. De var høje, mente han, de havde jakker på, regnfrakker, en dynejakke, hætterne var trukket op og snøret til. De to bageste bar begge en taske. Alt blev bekræftet af overvågningsbåndene, som også gav svar på kuppets allerstørste gåde: 26

Papa.indd 26

04/05/17 13.54

hvordan det var lykkedes dem at komme ind i boksen gennem en låst gitterlåge og ud igen, uden at nogen opdagede dem.

Mødelokalet var fyldt, da hun kom ind. Mørk sad tilbagelænet og flek­ sede sine muskler i den tynde kortærmede lyseblå skjorte. Et ligegyldigt blik. Og så fulgte han alligevel hendes gang rundt om bordet til den eneste ledige plads uden at se på hende.

Ud over Mørk, Klargaard og Wagner var der en kriminaltekniker, fire af afdelingens andre efterforskere, som havde afhørt bankansatte, og chefen, Michael Moll Hansen, som tog ordet, så snart Vicki havde lagt sagsmappen fra sig på bordet.

“Ja, vi har fået os noget af et tyveri. Det er allerede ude i medierne.

Hvordan det ellers kan lade sig gøre.” Han så rundt på dem. Afdelingen var kendt for medarbejdernes nære forhold til udvalgte journalister på Ekstra Bladet og BT. “Vicki Thomsen var først på stedet, så det er hende, der vil fremlægge, hvad der er sket, og hvad vi har.”

Ikke noget med, at det var hende, der var sagsleder. Hun vidste, at hun ville komme til at slås for at beholde sagen. Hun kunne se det på Klargaard og Mørk, der tog ordet, inden hun kom i gang.

“Lad mig lige bemærke, at det ikke var Vicki, der var først på stedet.

Det var Klargaard og mig, så sagen ligger naturligt hos os.”

Hun skulle til at protestere, men Moll lukkede det ved at sige, at han nok skulle fordele arbejdsopgaverne, når gennemgangen var overstået.

Det lovede ikke godt. Hun følte allerede sagen glide sig af hænde, hun kendte Moll som en flink fyr, men også som en svagpisser uden vilje­ styrke. Var der noget, han ikke ville, var det at blive uvenner med Mørk.

Vicki gik i gang.

“Klokken 15.36 fredag eftermiddag skaffer tre mænd sig adgang til bankens kælderlokaler via en bagtrappe i Nørregade. De dirker bagdøren ind til bankens personalekøkken op og går fra køkkenet gennem en smal gang hen til lokalet foran boksen. De er alle iført sorte regnfrakker med hætter, der er snøret helt til, tynde elefanthuer indenunder, to af dem bærer solbriller.” Hun trykkede på en knap på sin bærbare og pegede på overvågningsbillederne af de tre mistænkte på skærmen på væggen.

“Var der tre gerningsmænd?” ville en af kollegerne vide.

27

Papa.indd 27

04/05/17 13.54

“Ja, men der var kun to i boksrummet. Den tredje hjalp dem ind i boksen og ud igen. Det kommer jeg til. De er mellem 180 og 190 høje.

Muskuløse. Der er ikke meget andet. Vi har hverken hår eller hudfarve på to af dem, men den tredje, en af dem i boksen, bar ikke briller, så vi havde kunnet se hans øjne, hvis det havde været en farveoptagelse.

Hans hud er hvid.” Hun forstørrede billedet af manden. “Jeg vil skyde på en mand i 30’erne.”

“Men hvordan fanden kommer de ind i boksen? Er den ikke aflåst?” spurgte Moll.

“Personalet åbner bokslågen hver morgen, og de låser den, når ban­ ken lukker. Bag bokslågen er der et gitterhegn, som skal åbnes med et kodet nøglekort, som hver lejer af en kundeboks har fået udleveret.

Gitteret kan også åbnes indefra på en kontakt, men det kræver, at man er inde i boksen. Medmindre man er smart og bruger sådan et her.”

Hun kaldte et nyt billede af en af gerningsmændene frem. Han var på vej ind ad en dør i sin tilsnørede regnfrakke, ansigtet helt skjult, en sort skuldertaske og en pistolagtig genstand med et meterlangt tykt kabel stikkende ud fra løbet.

“Ved hjælp af et inspektionskamera udløser den tredje tyv låsemeka­ nismen til gitterporten inde i boksen, så de to andre kan gå ind. Den tredje sørger for at låse den igen, og så forsvinder han. Vi har ingen billeder fra boksen, men adskillige ansatte så ind i den, inden de for­ lod banken, uden at bemærke noget, og en af dem lukkede og låste bokslågen. Heller ikke han bemærkede noget unormalt. Vi går ud fra, at de to tyve på dette tidspunkt gemte sig her.” Hun kaldte et kort over boksrummet frem og pegede op på skærmen på det område, der var skjult af boksreolen midt i rummet. “I de næste 66-67 timer borer de to mænd sig ind i 143 bokse og tømmer de fleste af dem for alt indhold.

De efterlader dog forskellige papirer og breve, som de sandsynligvis anser for værdiløse. Som I kan se på billederne, har de medbragt to store tasker, der begge ser ud til at være fyldt. Vi går ud fra, at de ud over boremaskine og værktøj indeholder mad og drikke på vej ind og afføring og urin på vej ud. Heldigvis for os havde de ikke medbragt nok flasker til at tisse i, så en af dem eller begge har lettet sig i en lerkrukke.

Det var på grund af lugten i den, at jeg opdagede tyveriet.”

28

Papa.indd 28

04/05/17 13.54

Hun løftede blikket og så på Wagner, Moll og Mørk. “Den var gen­ nemtrængende.” Hun undertrykte lysten til at sige, at selv en poli­ tiskoleelev havde lugtet, at der var noget galt, forudsat at han ellers havde gidet at bevæge sig ind i boksen. “Vi har taget prøver af urinen med henblik på at få den dna-testet. Og det kan vel vise sig at være det eneste, vi får på dem, for de har også haft rengøringsmidler med ind.

De har tørret alt af, de har støvsuget og slettet spor, de har taget alle de udborede cylindre og lagt dem pænt ind i de sorte papæsker, som befinder sig i boksene. Og derfor er spørgsmålet, hvem kan gøre det her? Som Wagner sagde til mig tidligere i dag, så har han ikke set noget lignende i mange år.”

Mørk lod, som om han hviskede, men alle, der gad, kunne høre, at han sagde, at Wagner ikke havde set en skid i 30 år. Hun kastede et blik på Wagner, der ignorerede Mørk og Klargaard.

“Vi har allerede talt om en mulig insider i forbindelse med kuppet, fordi det kræver viden, som kun kan erhverves indefra. En af tyvene eller en, der er tæt på dem, må have set boksen indefra og må have kendt til bankens adgangsforhold fra gården. Lad mig lige opsummere: Vi har afhørt samtlige ansatte i banken i dag, minus to, som ikke var at træffe. Der er ikke noget, der giver anledning til at tro, at en af dem er en in­sider, vi går videre med rengøringspersonale, tæpperensere, vægtere, sikkerhedsfolk og pengeleverandører. Alle bliver tjekket for straffeattester. Det andet umiddelbare spørgsmål er, hvad tyvene er gået efter. Hvorfor tømmer de kun 143 bokse? Og hvorfor lige disse kundebokse, som er placeret rundtomkring i lokalet? Banken har i dag kontaktet ejerne af samtlige tømte bokse for at informere dem om de­ res tab. Vi må gå ud fra, at en eller flere af dem har været i besiddelse af noget, der er så værdifuldt for tyvene eller for nogen, der har hyret dem, at de har gjort sig denne meget omfattende umage med tyveriet.

Og det håber vi, at ejerne kan kaste lys over, men det er jo desværre langtfra sikkert. Da der er tale om mange afhøringer, skal vi have sam­ mensat et team, der kun tager sig af det i de næste dage. Det står øverst på prioriteringslisten.”

Moll rømmede sig.

“Ja tak, Vicki, flot arbejde. Vi skal have fordelt arbejdsopgaverne. Det 29

Papa.indd 29

04/05/17 13.54

er jo en spektakulær sag, som pressen allerede er begyndt at ringe på.

Og fra dette øjeblik står jeg for al kontakt med journalister. Og da der er tale om gerningsmænd, som intet har overladt til tilfældighederne, som Vicki så fint gjorde rede for, må vi trække på al den erfaring, vi råder over.”

Der var stilhed. Moll så rundt i lokalet, men undgik at møde hendes øjne. Hun vidste, at det allerede var handlet af, inden Mørk rettede sig op og så på hende.

“Præcis. Vi takker Vicki for det gode forarbejde, men vi kan ikke lade en nybegynder tage en sag, der er så stor og kompliceret,” sagde han og flettede fingrene sammen og strakte hænderne ud, så de knækkede en for en.

Ingen sagde noget. Moll så på Mørk, der igen så rundt i lokalet med et spejlblankt solstrålesmil, der udfordrede alle til at modsige ham. Det gjorde udslaget for hende.

“Det er min sag,” sagde hun indædt, mens hun prøvede at styre sin vrede, men hun var sikker på, at alle kunne se hendes rødmen, hendes rystende hænder, alle kunne høre den dirren i hendes ord, som for hende selv lød som et jordskælv, men hun ville ikke give op. “Den er netop kompliceret, så kompliceret, at du og din kammerat Klargaard ikke kunne få øje på den, selv om I var de første på stedet. I har haft jeres chance, og I forpassede den, det er min sag.”

Mørk så over på Moll, der tydeligvis ikke ville blande sig, og hun skrev sig bag øret, at han heller ikke skulle slippe, den konfliktsky ski­ derik.

“Så må vi lade afdelingens faste procedure afgøre det,” sagde Mørk.

Et mekanisk smil faldt på hende. “Sagsledelse tilfalder den med den højeste anciennitet, ikke sandt, Moll?”

Hun så over på Moll, som gjorde mine til at rejse sig. Hun var ved at kaste op. Alle de andre omkring bordet undgik hendes blik. Hun havde tabt, hun vidste det allerede.

Mørk smilte til hende, mens Moll samlede sine sager sammen. Hun havde bestemt sig, hun ville følge efter ham ind på hans kontor. Sige op.

Hendes opmærksomhed blev fanget af lyden af en kuglepen, der 30

Papa.indd 30

04/05/17 13.54

blev slået rytmisk ned i bordet. Flere af de andre så også i retning af lyden, som kom fra Wagners plads. Han rømmede sig kunstigt og højt og sagde: “Et øjeblik.” Så rejste han sig, kastede et hurtigt blik på hende, var der et smil? “Jeg er enig med jer. Intet skal overlades til tilfældigheder­ ne. Vicki er jo min makker. Så hvis det er ekspertise eller anciennitet, er det ikke noget problem. Jeg har været her syv år længere end dig, Mørk. Vi beholder sagen.”

Papa.indd 31

04/05/17 13.54

90 mm

147 mm

Samtidig bliver 143 bankbokse tømt i en kælder ved Nørreport i København. Vicepolitikommissær Vicki Thomsen skal opklare sagen, og hun bliver fra første færd modarbejdet af sine midaldrende mandlige kolleger i Røveri. Ingen ved, hvad boksene præcist indeholdt, men det står hurtigt klart, at det har en forbindelse til russiske kriminelle.

JESPER STEIN er født i 1965 i Aarhus. Han har blandt andet arbejdet som politireporter

Vicki Thomsens tidligere kollega Axel Steen har skiftet job og er blevet ansat som undercoveragent i PET. Det bringer ham til Amsterdam, hvor han infiltrerer kriminelle miljøer. Han er den fødte agent, men en ny opgave udvikler sig til den farligste og mest omkostningsfulde aktion, han nogen nogensinde har været involveret i.

og litteraturjournalist. I dag er han fuldtidsdebut Uro, som modtog Det Danske kriminal­

PAPA er en rå krimi om at flygte fra sig selv og blive en anden, om umulig kærlighed og om fædre og svigt, der får fatale konsekvenser.

akademis Debutantpris; året efter udkom bind to, Bye Bye Blackbird, i 2014 blev bind tre i serien, Akrash, udgivet, og i 2015 udkom bind

147 mm

90 mm

Om URO skrev pressen: HHHHH ”Med Uro træder journalisten Jesper Stein i karakter som en suveræn prosaist og en mere end almindeligt dygtig plotmager. Men sandelig også som en sprød erotiker.”

– JYLLANDS-POSTEN

”En hovedperson, der står knivskarpt, en raffineret sprogtone og ikke mindst en medrivende intrige …”

– INFORMATION

HHHHH – NORDJYSKE STIFTSTIDENDE HHHHH – BØRSEN

J E S P E R

S T E I N

Om BYE BYE BLACKBIRD skrev pressen: ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ”Jesper Steins anden krimi er en sprogligt spændstig sag om en sadistisk serievoldtægtsforbryder på Nørrebro. Men det er portrættet af storbyen og en reflekteret helt, der gør bogen levende og realistisk.”

– POLITIKEN

HHHHH– BERLINGSKE HHHHH– JYLLANDS-POSTEN Om AKRASH skrev pressen:

HHHHH ”Jesper Stein overgår sig selv i sin tredje Nørrebro-krimi – den er velskrevet, velkomponeret og voldsomt spændende.”

– BERLINGSKE

HHHHH – JYLLANDS-POSTEN HHHHH – DAGBLADENES BUREAU

4, Aisha, der modtog boghandlernes Gyldne Laurbær. Bøgerne er solgt til filmatisering og

Om AISHA skrev pressen:

til udgivelse i Tyskland, Island, Norge, Holland,

HHHHHH ”Mesterligt … Det,

Italien, Tjekkiet, Frankrig, Tyrkiet, Polen og Sverige.

AF VINDEREN AF

POLITIKENS FORLAG

OMSLAG: STOLTZEDESIGN.DK

p olitikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-2705-1

9 788740 027051

DE GYLDNE LAURBÆR

K R I M I POLITIKENS

FORLAG

2015

der begynder som en drabskrimi, udvikler sig til en stort anlagt politisk spændingsroman på grundlag af et ubehageligt aktuelt etisk dilemma.”

– JYLLANDS-POSTEN

HHHHHH ”En mesterlig kriminalroman, der viser, hvor meget man kan inden for genren, når man skriver så fremragende som Stein gør.”

– DAGBLADENES BUREAU

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ – POLITIKEN HHHHH– BERLINGSKE

220 mm

forfatter. I 2012 udkom hans skønlitterære

JESPER STEIN PAPA

FOTO: LES KANER

P

å et hotel i Berlin møder den albanske mafiahåndlanger Bashkim en frygtindgydende dansk gangster. Narko og penge skifter hænder, og de aftaler en ny handel med store mængder våben – sælgeren er den russiske mafiaboss Papa og køberen colombianske FARC.

33 mm