Pater Noster af Jesper Holm

90 mm

147 mm

drengehjem i England. På grænsen mellem Syrien og Irak bliver en ung yazidi-pige brutalt fjernet fra sin familie. I Rom befinder en

kardinal sig pludselig i helvedes forgård – og i et primitivt bassin svømmer

147 mm

90 mm

JESPER HOLM

P

å ualmindelig bestialsk maner forsøger en dreng at flygte fra et

22 mm

verdens giftigste fisk rundt. en skæbnesvanger beslutning, der angår en af deres egne. Den senest ”DEN ER SAFTSUSEME SPÆNDENDE. PLOTTET ER GENIALT.”

indviede, Noah Smith, stilles over for et ultimatum, som intet menneske nogensinde burde stilles overfor.

VILDMEDKRIMI.DK

KRIMI-HJERTE.DK

”DET ER BARE AF STED TIL BOGLADEN OG KØBE CORPUS CHRISTI. DEN ER ALLE PENGENE VÆRD.”

tempelridder Noah Smith, der i første bind blev indviet som den niende nulevende tempelridder og indtog sin plads i den række af mænd, der stadig beskytter den ældgamle ordens hemmeligheder.

KRIMI-CIRKLEN.DK

”JESPER HOLM TRÆDER IND PÅ DEN INTERNATIONALE SCENE.” L E K TØ R U DTA L E L S E , D B C

POLITIKENS FORLAG

ISBN 978-87-400-2978-9

p olitikensforlag.dk

9 788740 029789

JESPER HOLM er uddannet grafisk designer og er stifter og partner i et designfirma. Han har udgivet flere børnebøger og en enkelt spændingsroman, inden han begyndte på serien om Noah Smith.

220 mm

”ER DU STOR FAN AF DAN BROWN SKULLE DU PRØVE AT LÆSE DENNE.”

Pater Noster er andet bind i Jesper Holms serie om den tavse og arrede

PATE R NO ST E R

Samtidig, et hemmeligt sted, træffer syv af de ni nulevende tempelriddere

PAT E R N OSTE R K O N S P I R A T I O N S T H R I L L E R

POLITIKENS FORLAG

OMSL AG: STOLTZEDESIGN.DK

Pater Noster ny.indd 4

08/01/18 13.47

Jesper Holm

PATER NOSTER

POLITIKENS FORLAG

Pater Noster ny.indd 3

08/01/18 13.47

I Eden udsprang en flod, der vandede haven. Udenfor delte den sig og blev til fire strømme. Den første hedder Pishon; den snor sig gennem hele landet Havila, hvor der er guld. Guldet i det land er fint; der er også bedellium og shoham-sten. Den anden flod hedder Gihon; den snor sig gennem hele landet Nubien. Den tredje flod hedder Tigris; den løber øst for Assur. Den fjerde flod er Eufrat.

1. Mosebog 2, 10 - 14

Pater Noster ny.indd 7

08/01/18 13.47

FORUDSIGELSEN

Paris 18. marts 1314 Vinterkulden havde dovent og lidt modvilligt sluppet sit tag i Paris denne sene eftermiddag i marts, hvor den harske stank af dyr og mennesker lå som en ringbrynje om Île de la Cité.

Tempelridderen Salomon Smith bevægede sig rundt mellem byens borgere og deres særegne lugte. Den salte duft af østers og muslinger emmede fra fiskehandleren, rundt om slagteren var det lugten af kallun, og fra garveren var det stanken af harsk pis, som han affed­ tede huder i, og som ikke kunne skrubbes af ham. Stænderne var alle til stede på pladsen, og deres dunster blandede sig med den ramme lugt fra kreaturernes gødning, ugegammel sved og skøgernes billige dufte.

Lugtene var Salomon Smith vant til, men det var, som om de denne dag stod skarpere. Som om alle hans sanser ønskede at kunne erindre og indkapsle denne sene eftermiddag, så den aldrig ville blive glemt.

Der var også noget andet, der trængte sig på i eftermiddagens bidende kulde.

Døden.

Den hang som et tungt og uudtalt ønske i mængden omkring ham.

De ville ikke være ved det, men de så frem til at opleve den på tætteste hold, for at blive mindet om, at deres ynkelige liv dog var værd at holde ud.

9

Pater Noster ny.indd 9

08/01/18 13.47

De var kommet for at se ondskaben i den form, som kirken var så eminent til at iscenesætte. Med de gejstlige som dukkeførere, der trak i trådene på en måde, så høj som lav følte sig kaldet til at troppe op for at bevidne henrettelsen af to krigermunke.

Stemningen på pladsen var anspændt. Der blev talt om, at tempelriddernes sidste stormester, Jacques de Molay, havde trukket sin tilståelse tilbage. Derfor havde et koncil af biskopper beordret, at han skulle brændes, så hans kætterske sjæl i det mindste kunne blive renset. Bag beslutningen stod den franske konge, Filip IV, også kaldet “Den smukke”, dog ikke af indbyggerne i Paris. Gloserne de beskrev kongen med, var noget mindre flatterende.

Stormesteren havde afvist Filips falske anklager og havde dermed påført sig selv en uomtvistelig dødsdom.

Sigtelserne, som havde hængt over tempelridderne, siden de blev anholdt for knap syv år siden, havde kongen og kirken fastholdt, hver gang nogen var gået i forbøn for den tidligere så magtfulde orden. Menneskemængden på pladsen og befolkningen i resten af Frankrig var derfor af den overbevisning, at de engang så urørlige tempelriddere i bund og grund var en flok afskyelige kættere, der pissede og spyttede på korset, dyrkede intimt samkvem med hinanden og i nattens mørkeste timer tilbad Johannes Døberens afhuggede hoved. De mange sejre de havde vundet over muslimerne i Det Hellige Land, var man også begyndt at tvivle på.

I modsætning til menneskemængden, som forventningsfuldt fulgte den skramlende kærre, der rullede hen over brostenene, forholdt Salomon sig i ro, hvad han vidste, at de otte andre tempelriddere på pladsen også gjorde.

Da de to dømte tempelriddere kom inden for Salomons synsfelt, bemærkede han, at de begge stirrede uudgrundeligt hen over den grå masse af nysgerrige borgere, kontingentet af soldater og gruppen af frysende biskopper, forbi det afsluttende byggeri på katedralen og videre ud i eftermiddagens disede intethed.

Begge mænd var iført tempelriddernes ordensdragt. Men man havde ønsket at ydmyge dem til det sidste, så deres normalt så kridhvide dragter var lasede og sølede af afføring og blod, efter at have tjent dem 10

Pater Noster ny.indd 10

08/01/18 13.47

i Chinonfængslets dystre celler, hvor de havde været isoleret i mere end fire år, hvis man skulle tro rygterne. Det frygtede kors var fjernet og erstattet af en lap påsyet hørklæde. Kirken kunne ikke tillade, at korset forvitrede i flammerne.

Salomon kunne dårligt genkende de Molay, som han senest havde set den 11. oktober 1307. Qua ordenens fintmaskede spionnetværk havde stormesteren været nøje orienteret om, at kongen havde planer om at arrestere alle tempelriddere, og derfor var Salomon og otte andre riddere blevet sendt væk fra Templet i Paris, kun ganske få dage før kongens soldater stormede borgen og ordenens mange præceptorier rundtom i Frankrig.

De Molays øjne var matte og overtrukket med en hinde af resignation, som på en strandet fisk, der havde erkendt, at den trak vejret for sidste gang. Huden var grå og indtørret, og skægget og håret filtrede i døde klumper. Underkæben hang, og han trak vejret gennem munden, sikkert fordi hans næse var blevet brækket. De mange år i fangenskab havde forvandlet hans tænder til brune rækker af råddenskab. En af verdens mægtigste mænd, der havde haft sin gang på slotte og paladser, var forvandlet til simpel underholdning for masserne.

Salomon knyttede sine hænder i afmagt, som på turen fra Paris til La Rochelle for seks et halvt år siden. Sammen med otte andre brødre havde han flyttet ordenens skatte fra Paris til havnebyen i nord, hvor dens atten galejskibe havde base. De rejste klædt som simple bønder.

Uden deres kampheste, uden ordensdragterne og uden at bære våben. I oktobermørket havde de læsset de bugnende kister på skibene, og inden solen vågnede i øst, havde de sat kurs mod de ni lande, de hver især stammede fra.

Han havde sat kursen mod Danmark.

At han var blevet udvalgt som en af de ni, var grunden til, at han stadig var i live. Han var undsluppet den skæbne, som var overgået tusindvis af brødre, der var blevet tortureret, hængt eller brændt.

En af biskopperne trådte op på et interimistisk podie, der var placeret i behørig afstand af bålhøjen, hvor processionen gjorde holdt. Fire soldater trak de to tempelriddere ned af kærren.

11

Pater Noster ny.indd 11

08/01/18 13.47

“Borgere i Paris,” råbte han skingert, og straks forstummede al tale.

Salomon og hans otte brødre var ikke kommet til Paris for at udføre en befrielsesaktion. De var udelukkende til stede på pladsen for at bevidne den uretfærdighed, der skulle overgå de to riddere. Salomon måtte dog undertrykke en voldsom trang til at trænge igennem mængden og skille hovederne fra kroppene på flokken af selvretfærdige gejstlige, der tronede i en halvcirkel foran bålet.

“Borgere i Paris,” råbte biskoppen igen og smagte på ordene. “Foran jer står to kættere, som vi i vores oplyste nåde har forsøgt at frelse fra de retvisende anklager om forbrydelser, som de har indrømmet at have begået. Disse tilståelser er faldet over for Gud og et tribunal af kirkens øverste. Men ...” Han holdt endnu en pause. “Disse indrømmelser har de trukket tilbage.”

En højlydt mumlen spredte sig på pladsen.

“Så Hans Hellighed pave Clemens har begunstiget dem det privilegium at blive brændt på bålet, så deres sjæle kan blive rektificerede, inden de forlader denne jord. Må Gud den Almægtige være deres sjæle nådige. Amen,” forkyndte han og foldede hænderne med overdreven patos.

I mellemtiden var Jacques de Molay og Geoffrey de Charney blevet bundet til hver deres pæl på bålet, begge med ansigterne vendt mod mængden.

En høj mand klædt i en lang, sort kutte med et tungt slæb, der som en slange zigzaggede efter ham på den mudrede jord, trådte frem fra mængden af gejstlige. Ansigtet var skjult af en tætsiddende kolhætte.

Hans bevægelser var kraftfulde, som om han nød hvert skridt frem mod henrettelsespladsen.

Salomon vidste ikke, hvem manden var, men greb instinktivt fat om skæftet på sværdet, han skjulte under det mørkeblå slag.

Manden vendte sig om mod forsamlingen, og med en langsom bevægelse trak han hætten bort fra ansigtet.

Et kollektivt gisp undslap menneskemængden. Mange havde hørt om manden, kun få havde set ham. Men alle vidste, hvem han var.

Guillaume Imbert, pavens tidligere skriftefader og chefbøddel. Han 12

Pater Noster ny.indd 12

08/01/18 13.47

lignede en ørn med sin krogede næse og de sorte tætsiddende øjne under kraftige øjenbryn. Han var kronraget, og hans hovedbund var tatoveret med hundredvis af kors, som symboliserede de mennesker, han gennem årtier havde tortureret og dræbt.

Med sin jernbeslåede handske greb han en fakkel, løftede den højt i vejret, for med en afmålt bevægelse at kaste den på det fugtige brænde.

Uendeligt langsomt fik ilden fat, kvistene begyndte spruttende at knitre, og små orangerøde flammer gled i retning af pælene, de to mænd stod fastspændt til.

Guillaume Imbert blev stående foran bålet og betragtede dem, som om han ventede på en reaktion. Det eneste han fik, var en trækning i mundvigen fra Jacques de Molay. Som om han spottede bødlen.

Salomon tænkte bittert, at der var god grund til denne hån. For hverken Imbert eller kongens soldater havde fundet noget af værdi i tempelridderborgen, da de stormede den. De umådelige rigdomme var forsvundet fra Templet, og det samme var ordenens viden. Begge dele havde han været med til at bortskaffe. Nu var kisternes indhold af guldog sølvfloriner, ædelstene, værdifulde kort, håndskrevne manuskripter og bibler fordelt i ni lande.

Forsamlingen ventede i åndeløs spænding. Det var øjeblikket, alle havde ventet på.

Intet skete.

Som begærlige dragetunger slikkede flammerne op ad anklerne på de to mænd, der begge tavst favnede deres skæbne. Deres fodsåler kogte, og fedtet fra fødderne sivede ned i gløderne og fik træet til at sprutte.

Jacques de Molay lod blikket vandre ud over forsamlingen, videre ud over Seinen og tilbage i retning af slottet. Det var, som om hinden var forsvundet fra hans øjne, og de havde fået den stålfaste viljestyrke tilbage, som Salomon kendte så godt. De Molay betragtede overbærende Guillaume Imbert, inden han hævede stemmen.

“En stor uretfærdighed er overgået tempelridderordenen. Tilståelserne, I har hørt om, er fremkommet ved hjælp af tortur. Som ordenens stormester trækker jeg mine egne og alle mine brødres tilståelser tilbage.

Disse vil til evig tid stå som en skamstøtte omkring Clemens og Filip.”

13

Pater Noster ny.indd 13

08/01/18 13.47

Han holdt en pause, samlede sig.

Salomon var vant til at udholde smerte, men han havde svært ved at forstå, at Jacques de Molay og Geoffrey de Charney ikke allerede skrigende var faldet sammen.

Stilheden var skræmmende, og Salomon følte med ét en stærk angst presse hen over struben.

Lugten af brændt kød bed i kulden. De forreste holdt sig for næserne, og andre hostede.

“Hør nu disse ord, som bliver mine sidste. Husk dem, og bær dem videre til jeres børn og jeres børns børn. Forkynd dem i generationer.

Jeg møder min skaber i dag, vel vidende at ...”

Han hostede og hev efter vejret, og selv om hans stemme blev svagere, kunne alle på pladsen høre hvert et ord. Ingen turde bevæge sig. “... Clemens, du møder din skaber inden fyrre dage fra i dag. Og du, Filip, du kommer til at stå til regnskab for dine gerninger inden årets udgang.”

De sidste ord blev spyttet ud som en grufuld hvisken.

Alle på pladsen havde hørt ordene. Mange stod som forstenede. Nogle græd, og andre hviskede. Man kunne næsten fornemme, hvad hver enkelt tænkte. Var det en forudsigelse eller en forbandelse?

Salomon havde set og hørt rigeligt. Han sendte et blik mod slottet.

Det var for mørkt til, at han kunne se, om kongen og hans følge stod på balkonerne. Men han vidste, at Jacques de Molays dystre spådom hurtigt ville komme hoffet for øre.

Han gjorde korsets tegn for sig og skar sig vej gennem menneskemyldret og hørte, som alle andre på pladsen, klokkerne i byens kirker ringe som en brusende flodbølge. Det lød som: Vivos voco, mortuos plango.

Jeg kalder på de levende, begræder de døde.

Selv om Filip havde forordnet, at ingen klokker måtte høres på denne skammens dag, så rungede de med den mest frygtindgydende klang, som kneblerne kunne aftvinge malmen på byens hundredvis af klokker.

For Salomon var der kun plads til én tanke i hans sind.

En pave og en konge skulle dø.

Pater Noster ny.indd 14

08/01/18 13.47

KAPITEL 1

1992 Under en dyster aftenhimmel i en fyrrelund på drengehjemmets indhegnede grund betragtede elleveårige Peter Arctander den voksblege dreng, der var begravet i et hul i jorden, så kun hovedet med de sørgmodige øjne var at se. Hans læber var hvide, og perler af sved samlede sig på hans dunede overlæbe, langs næseryggen og i øjenkrogene. De lyse lokker klæbede til hans pande og hen over ørerne. Over dem fandt det døende lys vej gennem fyrretræerne og stod i tynde stråler mellem grenene. Den støvede jord var fyldt med lange, sølvfarvede nåle fra træerne og enkelte visne pletter af græs. Fluer, myg og andre insekter summede omkring dem, tiltrukket af sveden på drengens pande og hår.

Peter havde ingen interesse i drengen. Han havde udelukkende valgt ham, fordi han var et godtroende fjols. Mørket og træernes tætte palisader fik ham til at følge sig tryg i sit forehavende. Desuden var der fodbold i tv, så personalet var optaget mindst en halv time endnu.

“Okay, Simon?”

Han åbnede og lukkede munden et par gange uden at svare. Kæmpede med at få tunge og drøbel til at arbejde sammen med de sprukne læber.

Peter bukkede sig ned og strøg Simons klistrede hår væk fra panden, hvor sveden piblede frem fra de glinsende porer.

15

Pater Noster ny.indd 15

08/01/18 13.47

“Jeg sagde: Er du okay?”

“Fluerne. Kan du ikke fjerne dem?” Øjnene blev lukket hårdt i et par gange.

Peter tørrede Simon over panden, som om det ville fjerne insekterne. De summede bare irriteret et stykke op i aftenhimlen, for så at vende tilbage, hvor de kom fra. Han tørrede den kolde sved af i bukserne.

“Og jeg kan ikke bevæge armene,” sagde Simon med en tynd stemme.

“Det er meningen. Du ved, jeg hjælper dig.”

“Det ved jeg godt. Du er min ven. Min bedste ven.”

Peter kommenterede ikke Simons forsikring om venskab. Simon var en idiot og hørte til på dette sted. I modsætning til ham selv var Simon på hjemmet, fordi han havde haft en kummerlig opvækst, som de fleste andre drenge på dette sted.

“Det handler om at se sin frygt i øjnene.” Peter satte sig på hug foran Simon og klemte fast om hans næse med tommel- og pegefinger, så drengen med et forbløffet udbrud gispede efter vejret. Han registrerede, at blodårerne i Simons pande trådte frem som tykke orme, og dråber af snot stod som glinsende bobler i hans næsebor. Han trak en bidekugle op af jakkelommen og proppede den i munden på ham.

Den var hjemmelavet og fremstillet af en bordtennisbold omviklet med adskillige lag tape. Det var et gammeldags torturinstrument, som var velegnet til at få fangen til at holde mund, men primært fremtvang den følelsen af at blive kvalt. Med omhyggelige bevægelser flettede han ståltråden, som var trukket gennem bidekuglen, sammen bag Simons nakke.

Udtrykket i drengens matte, grå øjne ændrede sig fra undren til frygt og tilbage igen. En duel, frygten om ganske få øjeblikke ville vinde, når han endegyldigt fandt ud af, at han var prisgivet. Imens Peter klæbede kraftig tape hen over Simons mund, rokkede drengen så voldsomt med hovedet, at Peter frygtede, han skulle gøre skade på sig selv. Det ville være spild af mange ugers minutiøs planlægning.

Som det næste fandt han en blankslidt badehætte frem fra jakkelommen og trak den hårdt ned over hovedet på Simon. Den fik ham til 16

Pater Noster ny.indd 16

08/01/18 13.47

at ligne en strandet vandpolospiller. Badehætten havde han lånt, sidst de havde været til den månedlige svømmeundervisning. Det foregik i landsbyens udendørs bassin, hvor vandet lugtede af kloak, og de døde blade fra bøgetræerne gav vandet en slimet overflade, som han ikke havde lyst til at få hovedet under.

Han spyttede en klump tyggegummi ud i hånden og klistrede den fast oven på badehætten. I tyggegummiklatten placerede han et lagkagelys, han havde set sit snit til at nappe, sidst en af de mindre drenge havde fødselsdag. Det var et af den slags lys, som selvantænder, et par sekunder efter det er blevet pustet ud. Det havde været ganske underholdende at se den lille idiot blive ved med at puste, og hver gang han troede, lyset var gået ud, så gik der kun et øjeblik, før flammen skød frem igen.

Selv om han havde været overbevist om, at hans plan var ufejlbarlig, så var det et problem, at Simon kunne bevæge hovedet så meget. Han bandede indvendigt. Finalen var så tæt på. Han blev nødt til at improvisere.

De nærmeste omgivelser var domineret af lundens fyrretræer og hybenbuskene, som udsendte en sart rosenduft. Kvalmende, men passende til det igangværende projekt. Grove træstubbe stak mange steder op af jorden og forsynede området med et strejf af tristhed. Som en urkraft, der greb fast i overfladen og ikke lod døden stoppe sig. Ligesom han heller ikke kunne holdes tilbage, dertil var det had, der brændte i ham, for stort.

Sten i forskellige størrelser lå spredt i lunden. Men de kunne ikke bruges til at holde Simons hoved fast.

Han kastede et hurtigt blik på sit ur, som han for knap et år siden havde trukket af farens håndled. De selvlysende visere fortalte ham, at der var cirka tyve minutter tilbage af fodboldkampen.

Han fandt et par grene på jorden og knækkede dem i passende størrelser.

I Simons ansigt blandede snot og tårer sig i en klar masse og gled hen over tapen for at dryppe videre ned i græsset foran ansigtet. Selv om han ikke var klar over, hvad der skulle ske, så havde hjernen morset faresignalerne ud i kroppens nervetråde. Det første sted det blev synligt, 17

Pater Noster ny.indd 17

08/01/18 13.47

var i øjnene. De var rødsprængte og så ud, som om de var på vej til at poppe ud af hovedet på ham.

Det gad han godt se.

Pop. Pop. Han borede den ene gren ned i græsset ved siden af Simons ansigt og placerede den spidse ende mod halsen. Simon rykkede instinktivt hovedet væk fra grenen.

“Det nytter ikke,” sagde han og trykkede den anden gren ned i jorden på venstre side af den grædende drengs hoved, som han blev nødt til at skubbe lidt til side, så han kunne få grenen så tæt som muligt ind mod hans hals.

Efter at have overbevist sig selv om, at det virkede, gik han i retning af hovedbygningens østside, hvor han i køkkentrappens skygge ville finde de sidste tre brikker, der skulle bruges til finalen.

Han tjekkede håndleddet. Tolv minutter tilbage.

Som aftalt stod de tre drenge og trykkede sig i skyggerne bag køkkentrappen. De ventede mellem de beskidte skraldespande og det revnede nedløbsrør og under den ødelagte lampe, hvor glaskuplen var sort af døde insekter. Spændte på, hvad der skulle ske.

Han havde tidligere på dagen instrueret dem i, at de under ingen omstændigheder måtte sige noget til nogen, men blot skulle gøre, som han sagde.

Hurtigt førte han dem over græsplænen og hen til fyrrelunden. Han mærkede spændingen manifestere sig i kroppen som en konkret fysisk følelse. Inden de bevægede sig ind i lunden, instruerede han drengene i at vikle deres medbragte tørklæder om hovedet, så de dækkede øjnene.

De adlød, uden at sætte spørgsmålstegn ved den mærkværdige ordre.

“Jeg har sat et stearinlys op på en træstub. Om lidt tænder jeg det. I vil kunne ane flammen gennem tørklædet. Hvis I snyder og smugkigger, ryger I ud af konkurrencen. Forstået?”

Han fik et par tavse nik som svar.

“Jeg fører jer hen til en bunke sten, og så skal vi se, om I kan ramme.

I skal blive ved, indtil en af jer får flammen til at gå ud.”

18

Pater Noster ny.indd 18

08/01/18 13.47

De tre drenge nikkede synkront.

“Tag fat om hinandens skuldre,” sagde han og førte dem ind i lunden. Han stoppede fem-seks meter fra stedet, hvor Simon var gravet ned.

Dybt i bukselommens trevlede lommeuld fandt han Ronsonlighteren med den rillede overflade. Stjålet fra en af børneforsorgens inspektører, som ikke inspicerede noget som helst, men nød køkkenets overdådige frembringelser, cigarerne og årgangscognacen, han blev beværtet med.

Han satte sig på hug ved siden af Simon.

“Nu starter morskaben. Og for resten, så har jeg aldrig været din ven, og jeg bliver det heller aldrig,” hviskede han i Simons øre og tændte vægen, så en urolig flamme skød op.

Peter blev siddende et øjeblik og betragtede drengen foran sig. Simon forsøgte at råbe, men det var dømt til at mislykkes, da bidekuglen fyldte så meget, at den truede med at kvæle ham. Et vanvittigt udtryk havde taget bo i de rødsprængte øjne.

Spændingen fik pulsen til at banke hurtigt i hans tindinger.

Peter gik tilbage til de tre drenge. Kastede et blik på uret, to minutter til afslutningen på kampen. Finalen kunne begynde.

“Husk, jeg står lige bag jer. Ikke noget med at snyde.” Han lod ordene hænge og svæve lidt under himlens tætte skydække, inden han hviskede, at de måtte starte.

I øjeblikket før drengene kastede den første sten, kunne han have fået Simon til at røbe sine dybeste hemmeligheder. Ikke at han havde nogen interesse i dem. Denne forestilling var kun iscenesat, så han kunne slippe væk fra dette sted, hvor han havde været anbragt det sidste halve år.

Han bevægede sig hen mod udgangen, hvor massive smedejernsbogstaver med drengehjemmets navn tronede i en bue over den sorte gitterport. Han krøb i skjul bag en busk. Langt borte kunne han høre hunde glamme og tonerne fra en isvogn. Lyset blev tændt i opholdsstuen. Han kunne se skyggerne af lærerne og drengene i rummene.

Termokander med te blev båret ud i køkkenet. Der blev ryddet af, og 19

Pater Noster ny.indd 19

08/01/18 13.47

lyset blev slukket. Inden længe ville personalet lede efter fem drenge.

Forvirringen, der forhåbentlig ville opstå, når man fandt Simon og de tre stenkastere, agtede han at udnytte til at komme så langt væk som muligt.

Minutterne sneglede sig af sted, indtil et skingert skrig flængede himlen. Hvis han ikke tog meget fejl, så lød det som en lærer, der var nået frem til lunden.

Pater Noster ny.indd 20

08/01/18 13.47

KAPITEL 2

I dag På vej ind til byen ville ørnen, som nu cirklede over arenaen, have registreret de svedne og gule marker, som omkransede byen. Den ville have rekognosceret efter ådsler langs de støvede landeveje, og den ville have undret sig over de mennesketomme gader i byens udkant for så med ét at opleve havet af blå og hvide bannere, jo tættere den kom på bymidten og Basilica de Santa Croce. Og som en instinktiv forsvarsmekanisme ville den stige til vejrs, når den blev ramt af larmen og brølet fra de tusindvis af tilskuere, der hang ud ad vinduerne i midtbyens pittoreske huse eller sad tætpakket på tribunerne, som omkransede Piazza di Santa Croce. Pladsen var dækket af et tykt lag sand og omdannet til en arena, som den blev hvert år i slutningen af juni.

Et pift fra dommerens fløjte fik Noah tilbage i nuet: hans egen dystre sindstilstand og intensiteten i kampen. Endnu en tilskadekommen spiller var i al hast blevet båret ud af banen og ville ikke blive erstattet af en ny. I Calsio Storico var det ikke tilladt at skifte nye og friske spillere ind.

Når Noahs gudfar, den italienske tempelridder Alberto Lucantoni, med få ord skulle beskrive spillet, så benyttede han kong Henry III’s ord, som han havde udtalt i 1574 efter at have overværet en kamp: “For lille til at være en krig, men for ondskabsfuldt til at være et spil.” Det var 21

Pater Noster ny.indd 21

08/01/18 13.47

præcis sådan, det var, men på en underligt livgivende måde for mændene, der startede på banen. Noah oplevede den halvtreds minutter lange kamp som en renselsesproces, selv om kroppen ønskede en pause fra slagene, sparkene og brydetagene. Og fra blodets pumpende vanvid og pulsen, der galopperende forsøgte at slippe ud af kroppen.

Spillet var enkelt. Bolden skulle ned i modstanderens ende og kastes over den bande, som løb i hele arenaens bredde. Så godt som alt var tilladt. Slå, sparke, bryde og nikke skaller mod modstanderne. Det var dog ikke tilladt at bide eller suckerpunche. Han undrede sig over, at hverken det danske eller det italienske sprog var kommet op med et bedre ord for det at slå, når modstanderen ikke var parat.

Blodet løb fra nogle voldsomme slag, han havde fået over det ene øje, og blandede sig med sved og sand, der klistrede fast i ansigtet på ham.

Hans hvide trøje var blevet revet af ham, så man kunne se hans senede overkrop. De mange slag og spark anedes som blå plamager. Kroppens mange ar mindede ham om hans grundlæggende mission som tempelridder og de prøvelser, han havde været udsat for, siden han var barn.

Noah gjorde sig mentalt klar, da Oksen, den største spiller på modstanderens hold, kom tromlende for at sætte den afgørende scoring ind.

Aftenen i forvejen havde Alberto, Noah og resten af holdet været samlet i et nedslidt omklædningsrum på den lokale kommuneskole i Oltrarno.

Lokalets grønne klinker var revnede, loftet fugtskjoldet, og graffitiene på væggene afspejlede de italienske drenges seksuelle præferencer og deres kunstneriske evner.

Holdet var en sammensat blanding af boksere, soldater, en slagter, en renovationsarbejder, slagsbrødre, forretningsmænd og sågar en advokat. Mænd fra alle samfundslag, der havde det til fælles, at de boede syd for floden Arno i Oltrarno-kvarteret, som de skulle repræsentere i morgendagens kamp.

“Lucantoni, per favore,” sagde en af mændene i en respektfuld tone.

“Jeg forstår ikke, at denne dansker skal have lov til at tage din plads i morgen. Kan han kæmpe?” spurgte han og nikkede i retning af Noah.

Alberto, der virkede malplaceret i omklædningsrummet blandt de 22

Pater Noster ny.indd 22

08/01/18 13.47

beskidte og muskuløse mænd, var iført et gråt jakkesæt, slips, kridhvid skjorte og skinnende velpudsede sko. Han trak på smilebåndet, som om spørgsmålet ikke fortjente et svar.

“Er det i orden, at jeg svarer?” spurgte Noah lavmælt på italiensk, med en næsten ikke hørlig accent, og fik et nik tilbage fra Alberto.

“Guido, jeg forstår din bekymring. Men Alberto er skadet, og da han ikke ønsker at sætte jeres chancer for at vinde over styr, har han spurgt mig, om jeg vil spille i stedet for ham. Det har jeg indvilliget i. Jeg er kommet i hans hus hele mit liv. Og jeg ved godt, at det ikke er en almindelig fodboldkamp. Det er Calsio Storico, som er blevet spillet af jeres fædre og forfædre på ærens mark siden middelalderen. De fleste af jer burde kende Alberto godt nok til at vide, at han under ingen omstændigheder ville lade en anden tage sin plads, hvis ikke han var fuldstændig sikker på, at den person ville gøre holdet ære.”

Sandheden var, at Alberto ikke fejlede noget. Løgnen var en undskyldning for, at Noah kunne komme til at kæmpe. For længe siden var det blevet besluttet, at alle tempelriddere én gang i deres liv skulle stille op i arenaen. Selv om de ni tilbageværende tempelriddere forsøgte at leve så anonymt som overhovedet muligt, så var Calsio Storico en af undtagelserne.

Spillerne nikkede et stiltiende okay.

Alberto holdt en hånd op.

“Spil for jeres familier, og spil for jeres bydel. I morgen er vi alle Santo Spirito.”

Oksen havde bolden og kom som en af holdets femten Innanzi o Corridori, angribere, stormende ned mod Santo Spiritos ende. Øgenavnet skyldtes hans vægt, men også skrønen om, at han engang havde slået en okse ihjel med et enkelt slag. Lige så stor og stærk han var, lige så begrænset spillemæssig forståelse havde han, for alle kunne se, at han havde besluttet sig for at ville score det afgørende point ved at tromle sig de sidste fem meter frem til Santo Spiritos ende. Der var blevet slået så stor en breche hos forsvarsspillerne, at han bare skulle aflevere bolden ud til siden, så kunne en af hans medspillere afgøre kampen.

23

Pater Noster ny.indd 23

08/01/18 13.47

Men det skete ikke. Og det havde Noah set.

Han kunne fornemme Oksens hånlige fnys, da han fik øje på ham, som om han vidste, at han ville tromle ham ned på et splitsekund.

Han slog én gang og ramte Oksen i solar plexus. Lige over det sted, hvor han holdt bolden ind mod kroppen, som om det var hans førstefødte. Slaget fik ham til at krampe og bevirkede, at han ikke slap bolden, da han faldt om i sandet.

Noah bukkede sig ned og forsøgte at vriste bolden fra ham. Men det var ikke muligt. Det var, som om Oksens negle og fingre havde begravet sig dybt i læderet. Tilskuerne og spillerne forsvandt i en dis, og en følelse af at være alene i arenaen med Oksen krøb ind under huden på ham.

Et kort øjeblik nåede han at tænke, at det var håbløst, inden han med en impulsiv bevægelse gik ned i knæ, skubbede overkroppen ind under den store spiller og kastede ham op over skulderen. Han kom på benene og begyndte at løbe. Han vidste ikke, om der stod noget i spillets ældgamle regler om at løbe med en modspiller på ryggen.

Noahs medspillere fulgte ham og kastede sig ind i voldsomme tacklinger mod azzuri-spillerne. Enkelte modspillere tacklede Noah selv af vejen.

Det kunne lade sig gøre.

Fire meter til Santa Croces Cassias ende.

En modspiller kom buldrende ind fra siden og væltede ham omkuld i sandet. Oksen, der endnu ikke var kommet til bevidsthed efter slaget, holdt stadig fast i bolden, da han fløj gennem luften og landede foran Noah. Kun en meter fra mållinjen.

Noah rejste sig, slog modspilleren ud med et enkelt slag og kastede sig endnu en gang over Oksen og forsøgte at vride bolden fri.

Dommeren kiggede på uret, i samme nu som Noah igen greb fat i den store mand og lempede både ham og bolden over banden. Dommeren fløjtede kampen af, derefter stilhed. Alt gik i stå. Åndedræt, sandkorn, bloddråber og svedperler frøs fast i et lydløst øjeblik.

Og så larmen og jublen, da dommeren anerkendte scoringen og dermed sejren til Santo Spirito.

Noah kastede et blik op på tribunen, hvor han så Alberto bevæge sig 24

Pater Noster ny.indd 24

08/01/18 13.47

ned langs rækken af hujende tilskuere for at få fat i ham, inden holdet skulle modtage Chianninaen, den hvide ko, som symbol på, at de havde vundet årets Storico. På vej væk fra banen, der var blevet invaderet af begejstrede tilskuere, kastede Noah et blik på statuen af byens berømte søn, som havde en ørn siddende ved sine fødder. Dante Alighieri havde i ‘Den guddommelige komedie’ beskrevet Purgatorio, skærsilden, indgående, og hans ansigtsudtryk, der stod mejslet i marmoret, så ud, som om den ventede.

Pater Noster ny.indd 25

08/01/18 13.47

Pater Noster ny.indd 26

08/01/18 13.47

KAPITEL 3

Johnny Rottens stemme vrængede ud af højttalerne med en tekst, der ramte nerven i et ungdomsoprør, som Elisabeth var alt for ung til at have været en del af: “God save the Queen The fascist regime They made you a moron Potential H-bomb” Elisabeth nød, at hun havde det store hus for sig selv og kunne give sig selv lov til at skråle med på teksten, mens hun dansede rundt iført grå shorts og en alt for stor og forvasket T-shirt med inskriptionen Keep Calm and love Oxford. Huset havde været i familiens eje i mere end to hundrede år, siden hendes tiptip et eller andet oldefar havde fået det tildelt af den britiske krone efter at have udmærket sig i flere søslag under Napoleonskrigene.

Hendes far, Norton Hurlington, der boede i husets stueetage, var for en uge siden taget på sin årlige vandretur i det skotske højland med mastiffen Baskerville og tre kammerater fra The Royal Fusiliers. To uger, hvor hun, efter farens opfattelse, kunne høre frastødende musik, 27

Pater Noster ny.indd 27

08/01/18 13.47

så højt hun ville. Han var udpræget royalist, så en sang som ‘God Save the Queen’ i Sex Pistols’ udgave tenderede i hans optik til majestætsfornærmelse.

Hun vidste ikke, hvor det kom fra, men hun var vild med punkmusik, selv om hun ikke var vokset op med den. Den uspolerede anarkisme, flabetheden og dynamikken, der skar sig vej ud i rummet, hvad enten det var Sex Pistols, The Clash, Ramones eller The Stranglers, hun hørte. En type musik, som stod i skærende kontrast til hendes stilling som professor i teologi på University of Oxford.

Musikken passede heller ikke helt til omgivelserne. Det sortlakerede trægulv kunne næsten ikke ses, da det var dækket af indiske puder, smukke håndknyttede tæpper og forgyldte buddhafigurer. I loftet hang der persiske olielamper, og den ene endevæg var dækket af udstillingsplakater fra National Gallery, graffiti af Banksy, og nogle få italienske renæssancemalerier. En af væggene havde en indbygget bogreol med hundredvis af fagbøger om teologi, trosretninger og eksistentialisme.

Selv om hendes musik for længst var digitaliseret og lagt som spillelister på hendes smartphone, så var hendes cd’er og gamle lp’er også at finde i reolen. I en sektion stod en komplet samling af Hemingways bøger, lige fra ‘Den gamle mand og havet’ til ‘Øst for paradis’, side om side med hendes førsteudgaver af tegneseriealbummene med Calvin & Hobbes, som altid kunne få hende i godt humør eller sætte tingene i perspektiv.

Lige nu havde hun ikke brug for at perspektivere noget, og hun kunne slet ikke forholde sig til teksten i sangen, som hun sang med på: “There´s no future, No future, No future for you.”

Lige nu havde hun ikke brug for fremtiden. Hun ville være i nuet, ønskede at tilbringe nogle flere timer og dage i selskab med Noah, så hun kunne lære ham at kende. Det i sig selv var underligt, for de havde kun været sammen i nogle få hektiske dage for knap en måned siden.

Med hensyn til Noah, så havde hun det, som om hun havde krattet lidt i fernissen på et gammelt maleri og havde erkendt, at der lå et utal af historier gemt i de mange penselstrøg under den beskyttende overflade.

28

Pater Noster ny.indd 28

08/01/18 13.47

Hun var blevet fascineret af ham fra det øjeblik, de mødtes i Divinity Hall, da han svarede på et kryptisk spørgsmål om pavens mitra, som hun havde stillet sine teologistuderende. Han havde uddybet svaret med en selvfølgelighed, som hun ikke ville have tiltroet en mand, der arbejdede på en afhandling om mikroøkonomi.

Kort tid efter oplevede hun det mest intense døgn i sit liv, et døgn, der endte med at ændre hende for altid. I landsbyen Kelmscott fandt de Raymond Williams korsfæstet på en måde, så hans ansigt og kroppen vendte ind mod korset, og med ordene Vera Icon, det sande billede, snittet i ryggen. Inden han udåndede, nåede han at hviske, at de skulle finde Fiskebjerget. De flygtede fra politiet, og med to lejemordere og en italiensk bøddel i hælene havde hun erfaret, at der eksisterede ni tempelridderfamilier i Europa, og at Noahs familie var en af dem. Det lykkedes dem at finde frem til tempelriddernes hemmelighed, som lå begravet i Josef af Arimatæas krypt under Glastonbury Tor. En skarp kulde kunne stadig sætte sig i hendes hals blot ved tanken om, at det, hun havde fået lov til at se, var sandt.

Ud fra et historisk og teologisk perspektiv var det verdenshistoriens vigtigste opdagelse. Hun havde fået en viden, som aldrig kunne overgås, og som hun mente skulle publiceres og deles med verden.

Hun dansede forbi malerierne og plakaterne på den ene væg. Der hang også en del indrammede citater, det mindste af dem var fra Hemingways ‘Farvel til våbnene’: Why, darling, I don’t live at all when I’m not with you. Hun grinede ad sig selv. Var det virkelig sådan, hun havde det? I løbet af de få dage de havde været sammen, havde hun oplevet en dybde og en ro, der lå som en urkraft i Noahs personlighed.

Ud over de ni overlevende tempelridderfamilier, som i det skjulte vogtede over Jesu legeme, der havde været begravet under Glastonbury Tor i knap to tusinde år, var hun den første udenforstående, der havde set stedet. Stormesteren Abraham Smith, Noahs far, havde forklaret hende, at tempelridderne var af den overbevisning, at Josef af Arimatæa havde fragtet Jesu legeme fra Jerusalem over Middelhavet og op igennem Frankrig for til sidst at stede det til hvile i Glastonbury. Hvorfor, kunne han ikke give noget entydigt svar på.

29

Pater Noster ny.indd 29

08/01/18 13.47

Som teolog ønskede hun naturligvis at udbasunere sin viden, men som Abraham havde pointeret, så ville der ikke komme noget godt ud af det, tværtimod. Et sådant indblik ville blot skabe frygt og få mange kristne til at betvivle en af de vigtigste hændelser i Biblen, nemlig Jesu Himmelfart. Og hvis de først vaklede i troen om én grundlæggende ting i den kristne historie, så ville tvivlen skylle som en tsunami hen over verdenssamfundets flere end to milliarder kristne. Elisabeth havde slået sig i sit professionelle tøjr, men kunne godt se det logiske ræsonnement i Abrahams udlægning.

Noah var ved samme lejlighed blevet indviet som den niende tempelridder og havde overtaget Raymond Williams’ plads i den lange række af mænd, der gennem historien havde beskyttet hemmeligheden.

Da de var blevet alene, havde hun frittet Noah om detaljer ved indvielsen; hvad han skulle gøre og sige, hvad han havde oplevet.

Det eneste, han havde røbet, var essensen af en sætning, som forklarede ham, hvordan han skulle opdrage sin søn. Som om tempelriddere ikke fik piger. Noah havde kort svaret, at han skulle opdrage sin søn, som han selv var blevet opdraget. Der var ikke kommet nogen yderligere forklaring.

Det ville sige, at hvis Noah blev far til en søn, så ville sønnen komme til at ligne ham og de andre tempelriddere. Med en arret og hærget krop. Hun gad nok vide, hvilken kvinde der ville gå med til det, og spekulerede på, hvordan Noahs mor forholdt sig til det.

Resultatet af Noahs liv med hård træning havde hun oplevet, da de blev overfaldet i London. Uden større problemer havde han slået en gruppe overfaldsmænd på flugt. Selv om hun ikke ville være ved det, så havde oplevelsen gjort noget ved hende. Hun havde kunnet træde et skridt tilbage og lade en mand tage over.

På hendes arbejdsbord, der tronede foran et af rummets fire gulv til loft-vinduer, lå et håndskrevet brev på smukt brevpapir fra Hotel Brunelleschi i Firenze. Det var fra Noah, ligesom en række andre breve, der var poststemplet i Frankrig, Tyskland, Spanien og Portugal, der også lå på bordet. Han rejste rundt i Europa og besøgte de andre tempelriddere, som han gjorde hver sommer, og som det åbenbart havde været 30

Pater Noster ny.indd 30

08/01/18 13.47

tilfældet, siden han var dreng. Oven på brevene, flere steder på gulvet og rundt om papirkurven lå hendes sammenkrøllede mareridt.

For et par uger siden var en af barndommens uhyggelige drømme pludselig vendt tilbage sammen med en intens duft af fyrretræer. Når hun vågnede, forsøgte hun at tegne det, hun havde set i sine drømme.

Grimme tegninger, som halvt i søvne brutalt blev kradset ned på papiret med en tykstiftet blyant, og som hun slet ikke kunne forstå, at hun havde frembragt. I mareridtet steg hun ud af en bil og kiggede op på et tårnværelse, hvor hun bag et gardin kunne se en forvrænget ansigtskontur af en dreng med en slags metalbøjle på tænderne, der var konstrueret, så den gik rundt om hele hovedet på ham. En rum tid betragtede de hinanden, inden han med voldsom kraft bankede bøjlen mod ruden, så det klirrede. Drømmen i sig selv var ikke uhyggelig, det var mere den underliggende stemning i den, der forankrede en usikkerhed i hende, som hun havde svært ved at sætte ord på.

Som en påmindelse om det, hun havde mistet, lænede et slidt postkort fra Giffords Cirkus sig op ad en bibliotekslampe. Det var bøjet i kanterne, og motivet af de rødbrune cirkusvogne var gennem årene bleget beigefarvede. Postkortet var den sidste hilsen fra moren, da hun valgte Elisabeth og faren fra og en anden mand og et andet liv til. Den dag i dag gjorde det stadig ondt at blive mindet om morens valg. Følelsen sad som en spændetrøje på indersiden af hendes hud.

Under nogle af de mange papirkugler på skrivebordet lå et print af en mail fra Keble College. Det var et officielt tilbud om at blive leder af et nyt researchcenter, Advanced Studies Center, som skulle sammensættes af teologer, nanospecialister, dna-eksperter og forskere i genstrukturer. Med en meget stor donation fra den nye visionære bestyrelsesformand var det lykkedes Keble College at opbygge et center, der var på vej til at blive førende i verden med hensyn til at kunne verificere og tidsbestemme relikvier. Blandt de studerende og sågar hos lærere og professorer havde centret allerede fået øgenavnet The Da Vinci Code Department.

Da hun havde været til samtale med bestyrelsen, havde formanden, en tøndeformet milliardær i kørestol, som konstant var flankeret af sin 31

Pater Noster ny.indd 31

08/01/18 13.47

skarpskårne japanske sekretær, gjort meget ud af at fortælle hende, at man var i besiddelse af flere tusinde relikvier, som skulle undersøges.

Med slet skjult stolthed kunne han lægge til, at man sågar var i besiddelse af et stykke træ fra det hellige kors, og det ville blive et af de første relikvier, der skulle dateres. Et fladt skrin var blevet fundet frem, og da et af bestyrelsesmedlemmerne åbnede det, kom et cirka femten centimeter langt guldkors til syne. Det var dekoreret med juveler og andre ædelstene, men det mest interessante var ruden på bagsiden. En splint på størrelse med en langfinger blev synlig bag ruden. Et af de andre bestyrelsesmedlemmer oplyste, at splinten var fra et akacietræ, og at korset var blevet fundet i et kloster i Avignon.

Bestyrelsen så gerne, at hun blev den, der forenede videnskaben og troen, så de forhåbentlig i deres levetid med ufravigelig sikkerhed kunne dokumentere, at Jesus havde levet.

Hun havde takket for tilbuddet og udbedt sig et par ugers betænkningstid. Hun behøvede ikke en splint fra korset, som hun vidste, at der op gennem middelalderen havde været tusindvis i omløb af. Ingen dna-eksperter eller sofistikerede ultralydsscannere var nødvendige for at finde sandheden.

Hun havde set Jesu legeme. Og hun havde indset, at det var en viden, som hun blev nødt til at tage med sig i graven.

Pater Noster ny.indd 32

08/01/18 13.47

90 mm

147 mm

drengehjem i England. På grænsen mellem Syrien og Irak bliver en ung yazidi-pige brutalt fjernet fra sin familie. I Rom befinder en

kardinal sig pludselig i helvedes forgård – og i et primitivt bassin svømmer

147 mm

90 mm

JESPER HOLM

P

å ualmindelig bestialsk maner forsøger en dreng at flygte fra et

22 mm

verdens giftigste fisk rundt. en skæbnesvanger beslutning, der angår en af deres egne. Den senest ”DEN ER SAFTSUSEME SPÆNDENDE. PLOTTET ER GENIALT.”

indviede, Noah Smith, stilles over for et ultimatum, som intet menneske nogensinde burde stilles overfor.

VILDMEDKRIMI.DK

KRIMI-HJERTE.DK

”DET ER BARE AF STED TIL BOGLADEN OG KØBE CORPUS CHRISTI. DEN ER ALLE PENGENE VÆRD.”

tempelridder Noah Smith, der i første bind blev indviet som den niende nulevende tempelridder og indtog sin plads i den række af mænd, der stadig beskytter den ældgamle ordens hemmeligheder.

KRIMI-CIRKLEN.DK

”JESPER HOLM TRÆDER IND PÅ DEN INTERNATIONALE SCENE.” L E K TØ R U DTA L E L S E , D B C

POLITIKENS FORLAG

ISBN 978-87-400-2978-9

p olitikensforlag.dk

9 788740 029789

JESPER HOLM er uddannet grafisk designer og er stifter og partner i et designfirma. Han har udgivet flere børnebøger og en enkelt spændingsroman, inden han begyndte på serien om Noah Smith.

220 mm

”ER DU STOR FAN AF DAN BROWN SKULLE DU PRØVE AT LÆSE DENNE.”

Pater Noster er andet bind i Jesper Holms serie om den tavse og arrede

PATE R NO ST E R

Samtidig, et hemmeligt sted, træffer syv af de ni nulevende tempelriddere

PAT E R N OSTE R K O N S P I R A T I O N S T H R I L L E R

POLITIKENS FORLAG

OMSL AG: STOLTZEDESIGN.DK